Tidens Begyndelse (Nordisk Mytologi efter Kilderne)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Mytologi efter Kilderne

Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891


Tidens Begyndelse


För Jorden blev skabt, var der to Verdener: Niflhejm (Taageverdenen) i Nord og Muspelhejm (Ildverdenen) i Syd. Den sidste er lys og brændende, ved dens Grænse sidder Surt med flammende Sværd som Landeværn. Midt i Niflhejm staar Brønden Hvergelmer, hvorfra der falder tolv Floder, Elivaager. Mellem de to Verdener var Ginnungagab.
  Da Elivaager vare komne saa langt fra deres Kilder, at den Edderström, som de indeholdt, stivnede, forvandledes den til Is; og da Isen stod stille, faldt Edderdampen over den og frøs til Rim, og saaledes opdyngedes det ene Rimlag over det andet i den nordlige Del af Ginnungagab: der herskede Uvejr og Storm. Den Del af Ginnungagab, som vendte imod Muspelhejm, var derimod varm og lys og mild som blikstille Luft. Rimen og Varmens Pust mødtes, , Rimen smeltede og dryppede, og af disse Livsdraaber fremstod en menneskelig Skikkelse, Ymer, Rimthursernes Stamfader.
  Da Rimen dryppede, blev der ogsaa deraf en Ko, Ødhumla, fra hvis Yver der strömmede fire Mælkefloder, hvorved Ymer ernæredes. Koen selv ernæredes ved at slikke Isstykkerne, der vare salte. Den förste Dag, den slikkede, fremkom om Aftenen Menneskehaar, den anden et Menneskehoved og den tredje hele Mennesket Bure. Han var fager, stor og stærk. Han avlede en Sön Bør, som, ved Jættedatteren Bestla, blev Fader til tre Sönner, Guderne Odin, Vile og Ve.
  Jætten Ymer sov og faldt i Sved. Da fremvoksede der under hans venstre Arm en Mand og en Kvinde, og hans ene Fod avlede en Sön med den anden. Fra dem stammer Rimthursernes Æt. Børs Sönner, Guderne Odin, Vile og Ve, dræbte Jætten Ymer. Der strömmede saa meget Blod af hans Saar, at hele Rimthursernes Slægt druknede, med Undtagelse af Bergelmer og hans Familie, som reddede sig og blev Grundlægger af den nye Rimthurseslægt.
  Guderne Odin, Vile og Ve toge den dræbte Ymer, bare ham midt ud i Ginnungagab og skabte Jorden af hans Kød, Havet af hans Blod, Bjærgene af hans Ben og Skoven af hans Haar. Den faste Jord laa nu omgivet af det store Hav. Ved dets Kyster anviste Guderne Rimthurserne Bolig. Inden for dem byggede Guderne en Borg, Midgaard, til Menneskene og omgærdede den med Ymers Öjenbryn. Af hans Hjerneskal skabte de Himlen, som de hævede over Jorden med fire Hjörner, under hvilke de satte Dværgene Østre, Sydre, Vestre og Nordre. Af Ymers Hjerne dannede Guderne de vilde Skyer. Gnisterne fra Muspelhejm, som fore løse omkring, anviste de Plads paa Himlen, for at de skulde oplyse Himmel og Jord, og bestemte deres Gang.
  Børs Sönner fandt paa Strandbredden to Træer, hvoraf de skabte Mennesker. Odin skænkede Aand og Liv, Vile Forstand og Bevægelse, og Ve Aasyn, Tale, Hørelse og Syn. [1] De gave dem Klæder og Navne, Manden blev kaldet Ask og Kvinden Embla. Fra dem nedstammer Menneskeslægten, som fik Midgaard til Bolig.
  Nat var en Datter af Jætten Narfe og mørk som sin Slægt. Hun blev gift med Delling af Asernes Æt. Med ham havde hun en Sön, Dag, der var lys og fager som sin Fader. Alfader gav Nat og Dag to Heste og to Kærrer og satte dem op paa Himlen, for at de skulde age omkring Jorden. Nat ager foran med Hesten Rimfakse (Rimmanke); hver Morgen drypper det af dens Bidsel, deraf kommer Dug i Dale. Den lyse Dag drages af Skinfakse (Lysmanke), det er den herligste Ganger, det lyser over hele Luften og Jorden af dens Manke.
  En Mand ved Navn Mundilføre havde en Sön og en Datter, der vare saa fagre, at han kaldte Sönnen Maane og Datteren Sol Guderne vrededes over dette Overmod, toge de to Søskende og satte dem op paa Himlen. De lode Sol køre de Heste, som drage Solens Kærre; Maane styrer Maanens Gang og raader for Ny og Næ. Solen farer hurtig af Sted, thi hun forfølges af en Jætte i Ulveham. Foran hende løber en anden Jætte i Ulveham efter Maanen.
  Midt i Verden byggede Aserne en Borg, Asgaard. Der boede Guderne og deres Slægt.
  Mellem Himmel og Jord byggede Aserne den trefarvede, stærke Bro, Bifrøst (den bævende Vej) - Regnbuen. Det røde i den er flammende Ild, der holder Rimthurser og Bjærgriser borte fra den.


Fodnoter:

1) Völuspá sætter her, ved Menneskets Skabelse, i Steden for Vile og Ve, Høner og Loder.