Til læseren (ONS 4)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 4

Til Læseren

Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1834

Til Læseren.

Efter sin Bestemmelse har det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab fortsat Udgaven af det gamle Nordens historiske Sagaer, og i Aarene 1829 og 1830 udgivet det 4de og 5te Bind af Værket Fornmanna Sögur efter den islandske Grundskrift af Olaf den Helliges Saga, besørget fornemmeligen efter den Arnamagnæanske Membran Nr. 61 i Fol., samt af 8 kortere af samme Tidsperiode omhandlende Fortællinger om Sveakæmpen Styrbjørn, om Roe, om Eymund, om Toke Tokesøn, om Endride og Erling, om Thoraren Nefjulssøn, om Egil Hallsøn og Tofe Valgautsøn, om Raudulf og hans Sønner og endeligen Einar Skulesøns Kvad om Kong Olaf den Hellige, benævnt Geisli eller Straalen. Det 6te Bind, bestemt til at indeholde Magnus den Godes, Harald Haardraades og hans Sønners Sagaer, og det 7de Magnus Barfods og følgende Regenters indtil Magnus Erlingsøn; og denne Samling vil derefter fremdeles blive fortsat med Sagaerne om Norges paafølgende Konger.

Angaaende Bearbejdelsen af nærværende Oversættelse tillader Selskabet sig at meddele følgende: Da Selskabets Secretair Prof. Rafn i Sommeren 1830 havde begyndt paa en Udgave af Grønlands historiske Mindesmærker, om hvis Bearbejdelse og Udgivelse han senere har forenet sig med Professor og Geheime-Archivar Finn Magnusen, og Øjeblikkets Tarv syntes at kræve, at dette Værk, som vil blive af betydeligt Omfang, snarest mueligt maatte vorde udgivet, saa anmodede han, for at Udgivelsen af nærværende Skrift ikke derved skulde forsinkes, et andet af Selskabets Medlemmer om at paatage sig den prosaiske Deel af nærværende Olaf den. Helliges Saga. Efterat Oversættelsen af den prosaiske Fortælling var fuldendt, er den derpaa, paa samme Maade som forhen, i Sammenhold med Grundtexten gjennemgaaet af Prof. Rask. Oversættelsen af de i Sagaen forekommende poetiske Stykker er forfattet af Prof. Rafn i Forening med Prof. Finn Magnusen.

Hvad Behandlingen af den Prosaiske Deels Oversættelse angaaer, er der ved denne fulgt de samme Grundsætninger som ved de forhen udgivne Oversættelser af de oldnordiske Sagaer. Den største vanskelighed ligger her uden Tvivl i rettelig at træffe den gamle Fortællingsmaades Aand og Tone uden at blive utydelig for Nutids Læsere. Den gamle Maade at fortælle paa, der saa meget ligner den mundtllge Fortælling, synes ikke altid at stemme med Nutidens Smag; ikke desto mindre bør dog Oversættelsen af et Oldskrft være tro og saa vidt mueligt bevare den gamle Tone, og i Sproget, saavel i enkelte Udtryk som i hele Vendinger, lade denne være forherskende. Paa den anden Side skal Oversættelsen ogsaa for Nutidens Læsere være klar og tydelig. Begge disse Formaal kunne vanskelig naaes i et Sprog som vort, der allerede er afveget saa meget fra sin oprindelige Beskaffenhed, og hvis Læsere for en stor Deel studse ved en Islandisme som en uhørt Ting, medens de daglig trives og forlystes aandelig vel ved de groveste Germanismer. Forældede Udtryk, om end nu ikke sædvanlige, troede Oversætteren ikke allene kunde, men burde beholdes, naar de kun ere forstaaelige nok, naar f. Ex. deres Sammensætning klart udtrykker Begrebet; Landsfolket og lignende Udtryk har han derfor anseet for gode og brugelige, om end ikke nu brugte Ord, thi hvo kan være i Tvivl om, at Landsfolket betyder Landets Folk, Folket i Landet, Indbyggerne. Nu aldeles gangbare danske Ord, men som ere hentede fra de sydlige Sprog og altfor aabenbar bære disses Præg, troede han derimod burde ikke forekomme, og han vilde ønske altid at kunne have undgaaet dem. Med Hensyn til Tonen i det Hele vare især de tvende Afveje at vogte sig for: enten at henfalde i en lav Tone, som kun lidet sømmede sig for gamle Nordens hæderlige Konger og ædelbaarne Mænd, eller, i den Tanke at behage Nutiden, at antage en moderne, stadselig Stiil, hvorved det Troskyldige og Hjertelige i den gamle Fortælling næsten ganske vilde forsvinde. I nærværende Saga findes endelig flere Stykker, hvis Holdning er noget forskjellig fra det Øvriges; Oversætteren vilde ønske, at dette ogsaa maatte kunne gjenkjendes i Oversættelsen. Endelig maa bemærkes, at der i Oversættelsen undertiden er afveget fra Grundskriften paa saadanne Steder, hvor dette fandtes aldeles Nødvendigt, og den fornødne Kritik fordrede det.

Kjøbenhavn den 28de, Januar 1834.