Til min Ven Svend Hersleb

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen


Naturlyrik og romantik


N. F. S. Grundtvigs
Poetiske Skrifter

Bind 1

København, 1880.


Til min Ven Svend Hersleb - paa hans Fødselsdag den 7de Marts 1809.

N. F. S. Grundtvig


[Hidtil utrykt; her efter Originalen. Jfr. Digtet Nr. 47 her efter.]


1. Stedse Norrigs stolte Fjælde
Fængslede min Aand med Vælde,
Drog mig mod sin Kæmpefavn;
Did jeg stirrer, did jeg stunder,
Naar jeg gransker, naar jeg grunder
Paa de gamle Kvad og Sagn.


2. Kæmpeolden maatte svinde,
Men paa Norrigs Fjældetinde
Stander end dens Bavtasten;
Derfor stedse did jeg stunder,
Ristede er Fortids Under
Paa den store Runesten.


3. Ak, forgjæves Øjet stirrer,
Ak, forgjævs ikkun dirrer
Længselståren i dets Blaa;
Havet bruser, Vaaben brage,
Kaste mine Suk tilbage,
At selv de ej Fjældet naa.


4. Sukket dør, sig Øjet sænker
Ned mod Jord, og Aanden tænker,
Taber sig i Tvivlens Hav:
Norrigs Fjæld med stolte Tinde!
Skal du stande nogen Sinde
Som en Sten paa egen Grav?


5. Øjet løfter sig og stirrer
Vildt omkring, i Øjet dirrer
Vemodstaaren hed og stor:
Sorte Syner sig fremhæve,
Onde Jætter trindt omsvæve,
Sanke sig saa tæt mod Nord.


6. Dog – kun svag er Jættevælde,
Aldrig Norrigs tomme Fjælde
Vidne skal om Norrrigs Død;
Blodet Bavtastenen tvætter,
Men dens Runer ej det sletter,
Herlig skinner friske Lød.


7. Ven! du est paa Fjældet baaret,
Fjældet har min Aand udkaaret
Til sin Helligdom paa Jord;
Kan jeg Fjældet ej betræde,
Vil jeg i dit Øje lede
Efter Fjældnaturens Spor.


8. O, maaske, naar Tider lide,
Jeg kan stande ved din Side
Hist paa Norrigs høje Fjæld;
Da skal Øje Øje møde
Og af hellig Andagt gløde
I en Bøn for Nordens Held.