Til min Ven Svend Hersleb
Hopp til navigering
Hopp til søk
Naturlyrik og romantik
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
N. F. S. Grundtvigs
Poetiske Skrifter
Bind 1
København, 1880.
Til min Ven Svend Hersleb - paa hans Fødselsdag den 7de Marts 1809.
N. F. S. Grundtvig
[Hidtil utrykt; her efter Originalen. Jfr. Digtet Nr. 47 her efter.]
- 1. Stedse Norrigs stolte Fjælde
- Fængslede min Aand med Vælde,
- Drog mig mod sin Kæmpefavn;
- Did jeg stirrer, did jeg stunder,
- Naar jeg gransker, naar jeg grunder
- Paa de gamle Kvad og Sagn.
- 2. Kæmpeolden maatte svinde,
- Men paa Norrigs Fjældetinde
- Stander end dens Bavtasten;
- Derfor stedse did jeg stunder,
- Ristede er Fortids Under
- Paa den store Runesten.
- 3. Ak, forgjæves Øjet stirrer,
- Ak, forgjævs ikkun dirrer
- Længselståren i dets Blaa;
- Havet bruser, Vaaben brage,
- Kaste mine Suk tilbage,
- At selv de ej Fjældet naa.
- 4. Sukket dør, sig Øjet sænker
- Ned mod Jord, og Aanden tænker,
- Taber sig i Tvivlens Hav:
- Norrigs Fjæld med stolte Tinde!
- Skal du stande nogen Sinde
- Som en Sten paa egen Grav?
- 5. Øjet løfter sig og stirrer
- Vildt omkring, i Øjet dirrer
- Vemodstaaren hed og stor:
- Sorte Syner sig fremhæve,
- Onde Jætter trindt omsvæve,
- Sanke sig saa tæt mod Nord.
- 6. Dog – kun svag er Jættevælde,
- Aldrig Norrigs tomme Fjælde
- Vidne skal om Norrrigs Død;
- Blodet Bavtastenen tvætter,
- Men dens Runer ej det sletter,
- Herlig skinner friske Lød.
- 7. Ven! du est paa Fjældet baaret,
- Fjældet har min Aand udkaaret
- Til sin Helligdom paa Jord;
- Kan jeg Fjældet ej betræde,
- Vil jeg i dit Øje lede
- Efter Fjældnaturens Spor.
- 8. O, maaske, naar Tider lide,
- Jeg kan stande ved din Side
- Hist paa Norrigs høje Fjæld;
- Da skal Øje Øje møde
- Og af hellig Andagt gløde
- I en Bøn for Nordens Held.
