Tillæg til Den store saga om Olaf den Hellige (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 5


Tillæg til Olaf den Helliges Saga1)



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1831


Følgende slutter sig til Fortællingen i selve Sagaens 34. Kap.


Kong Olaf kom til England og indtog London

Paa den Tid var Knud den Mægtige, Kong Svend Tveskjægs Søn, kommen til England tilligemed Thorkel hin Høje, efterat Thingmændenes Hær var bleven dræbt for Kong Knud; den havde Ulfkel Snilling slaaet en Nat ved svigefuldt Overfald efter Adelraads Sønners, Edmunds og hans Brødres, Anslag. Edmund var Konge i ni Maaneder, og havde i den Tid holdt fem Slag med Knud Svendsøn, med afvexlende Lykke. Kong Knud kom til England samme Sommer, som Adelraad døde. Edrik Strjona hed en Mand, som havde været Fosterfader hos Dronning Emma, Kong Adelraads Enke; Kong Knud tragtede efter Højhed og Magt, og giftede sig med Dronning Emma; deres Børn vare Harald og Hørdeknud og Gunhild. Kong Knud havde da vundet hele England, undtagen London, og Broen, som var slagen over Temsen, var heller ikke indtaget; Floden Temsen løber igjennem Byen. Denne Sommer havde Brødrene Edmund og Edvard London inde, samt de to Kasteller, som laae ved Broen, og det, som stod paa selve Broen, I den nordlige Deel af England ved Slesvig befalede Thorkel Jarl hin Høje, og havde den Gang hævnet sin Broder Heming, som var falden der med tresindstyve Skibes Besætning. Thorkel dræbte Ulfkel Snilling, og ægtede hans Enke Ulfhild, Adelraads Datter. Kong Olaf hørte meget fortælle om de Feldtslag, Thorkel Jarl havde holdt, førend han fik sin Broder Heming hævnet i England, i hvilke han stedse havde sejret: Kong Olaf drog derhen med tresindstyve Skibe, og da Thorkel fik Efterretning om hans Ankomst, drog han ham imøde, og tilbød ham Vinterophold hos sig med saa mange Mænd, han vilde; dette modtog Kong Olaf, og saaledes traadte de i Forbindelse med hinanden, og indgik et nøje Venskab. Thorkel søgte at stifte Forlig imellem Kong Knud og Kong Olaf, fortalte Kong Knud meget om Olafs Forstand, og ansaae ham for den duligste Mand til at indtage Londons Bro; det kom endelig saa vidt imellem Knud og Olaf, at Knud gav ham den Deel af Norge, som han troede at have Fordring paa, dersom Olaf kunde faae Londons Bro indtaget; thi Kong Harald Gormsøn havde underlagt sig Norge og taget Skat deraf, den Gang han satte Hakon til Jarl derover, derfor tilegnede Svend Tveskjæg sig ligeledes Norge, og satte Hakon Jarls Sønner, Jarlerne Erik og Svend, derover; mange herlige Ting lovede Knud Kong Olaf, hvis han kunde udføre dette Værk. Kong Olaf lod nu gjøre adskillige Anstalter: han lod gjøre Jernkroge af Skikkelse som Ankerhager, og ligesaa mange Tove, som han havde Jernkroge, og lod dem omvinde med Jern; derpaa indrettede han Angrebet saaledes, at Kong Knud skulde med sin Hær indtage den ene Deel af London, men Thorkel og Thord Viking den anden. Kong Olaf selv sejlede udenfra i Floden Temsen paa sine Skibe hen under Broen, lod Jernkrogene slaae omkring Stolperne og Hjørnepillerne, befalede derpaa at roe til med Hjælp af Strømmen, for saaledes ved Roningen at rive alle Stolper og Hjørnepiller op; Broen kunde da ikke bære al den Tyngde, som var paa den, men Kastellet og Broen sank, og alle de Mennesker, som havde været sat til at værge paa Broen og i Kastellet, tilsatte Livet. Da havde Thorkel hin Høje indtaget den ene Deel af Broen, men misiet mange af sine Folk; nu drog han hen at indtage den anden tillige med Kong Knud, og var da saa lykkelig saa godt som at frelse Kongens Liv, thi Kong Adelraads Søn, Edvard, hug da det Hug, som man siden længe har mindet; Thorkel rev Knud af Hesten, men Edvard hug igjennem baade Sadlen og Hestens Ryg; men ikke desmindre maatte Brødrene flye. Kong Knud kunde da glæde sig over denne Sejer, og takkede Kong Olaf for sin Bistand.


Kong Knuds og Biskop Sigurds Samtale

Efter dette Slag sluttede Edmund og Knud Forlig med hinanden, og deelte England imellem sig og regjerede begge som Konger; men hvis den ene overlevede den anden, da skulde den Længstlevende være Enevoldskonge over hele England. Men en Maaned efter det Forlig, som var sluttet imellem ham og Kong Knud, blev Kong Edmund snigmyrdet as sin Fosterfader Edrik Strjona. Da var Knud den Mægtige ene Konge over England, og regjerede det i fire og tyve Aar. Men efter at Kongerne havde sluttet Forlig med hinanden, tog Kong Olaf sit Ophold ved Kong Knuds Hof, og blev der en Deel af Vinteren; imellem dem herskede den bedste forstaaelse, indtil Kong Knud hørte nogen sige, at Kong Olaf vilde ligesaa godt som han have været i Stand til at indtage London eller vel endog hele England, thi derover blev Kong Knud saa vred, at han viste mindre Venskab mod Kong Olaf, end før. Biskoppen biede altid med Gudstjenesten efter Olaf, men ikke efter Knud, og han havde derhos kaldt Olaf Konge, men dette kunde Knud ikke taale at høre, og gjorde Biskoppen mange Bebrejdelser derfor, saa at denne maatte ophøre dermed formedelst Kong Knuds Magt, thi Stolthed og Overmod var han saa opfyldt af formedelst sit Herredømme, at de neppe kunde faae Rum i hans Hjerte. Dette stod nu saaledes hen, indtil Fasten kom, da gav Knud sig i Samtale med Biskoppen: “Er det virkelig saa, at du i Vinter har kaldt Olaf Konge, og hvorledes vil du forsvare denne din Tale, da han dog hverken har Land eller er kronet.” “Det er sandt, Herre!” sagde Biskoppen, “at han har intet Land her, og han bærer heller ingen Krone af Guld eller Sølv, men han er kaaren og kronet af den højeste Herre og Høvding og alle Kongers Konge, hin almægtigste Gud, til det Rige, den Vælde og Regjering, hvortil han er født og baaren, og som ham ene er beskjæret at styre, sit undergivne Folk til Naade og Gavn, og at give Gud en sømmelig Førstegrøde af sin Didkomst; hele Folket i Norge og dets underliggende Lande, ja ikke der allene, men hele Nordens Kreds vil erholde uforgjængelige Spor og Minder af denne Kristendommens Støtte og Helt, der vil oprykke med Rode Tisler og Tjørne og alskens Ukrud af Guds Ager og Viingaard, og isteden derfor nedlægge Guds hellige Ords frodige Sæd, der skal trives og bære moden Frugt, som vil blive tækkelig og velbehagelig for den højeste Himmelens Konge uden al Ende.” Kong Knud sagde: “Det forholder sig vel ikke saa, som man har fortalt os om eder, Herr Biskop! at I anseer ham for at udmærke sig mere ved Jærtegn, end vi, eller endog, hvis I virkelig gjør saa stor Forskel imellem os, aldeles ikke tillægger os nogen Jærtegns Kraft.” “Rigtig berettede ere eder, disse vore Ord,” sagde Biskoppen. Kong Knud sagde: “Kun lidet kommer mig da det til Gode, at jeg plager mit eget Legeme fremfor Olaf, hvis jeg i nogen Deel skal staae tilbage for ham; thi nu, siden Fasten begyndte, bærer jeg Lindug, men ikke Silkeskjorte, Skarlagens Kjortel, men ikke Gyldenstykke eller Purpur, jeg drikker ogsaa Øl, men ikke Mjød; Olaf derimod bærer Silkeskjorte og Gyldenstykkes Kjortel, lader sig lave lækre Retter, og Viinkarret staaer paa hans Bord.” Biskoppen svarede: “Det er sandt, Herre! Olaf bærer en Silkeskjorte, men under Skjorten har han en Haarsæk, og et Haarbelte saa bredt, at det naaer fra Hoften til Skulderbladet og nedentil er det overalt besat med Jern. Naar Olaf tager Sæde, og meget veltillavede Retter sættes for ham, da vil du see at der er en Forhøjning, hvor han plejer at sidde; det er en bedækket Krøbling, som spiser alle disse Lækkerheder, men Olaf selv spiser Salt og Brød, og der staaer et Drikkekar med Vand, hvoraf Olaf drikker, og han nyder ikke mere deraf, end Krøblingen drikkker af Bægeret.” Da blev Kong Knud saa vred paa Biskop Sigurd, at Kong Olaf ikke kunde være der for Kong Knuds Avinds Skyld, og endnu mindre Biskop Sigurd.


Om Kong Olaf

Nu komme vi til Fortællingen om, hvorledes Kong Olaf sejlede med sin Flaade til Fetlefjord, og gik der i Land. Der var et bebygget Herred, og imellem dette og Havnen store Skove. Kong Olaf og hans Mænd formodede, at der maatte være et endnu større Herred ovenfor Skoven, og derhen droge de for at plyndre; men da dem tyktes Herredet blive vel langt borte, vendte de tilbage til deres Skibe, og da de skyndte sig afsted, mærkede de paa en Gang, at Kong Olaf var borte allene, saa de bebrejdede sig højligen deres Uforsigtighed, og der blev megen Sorg i Hæren. Men hvad Kong Olaf angaaer, da kom han, efter at han var bleven adskilt fra sine Mænd, til en stor Bygd; og da Beboerne der saae ham, forekom det dem, som om han havde en overordentlig stor Hær med sig, og at han ganske vilde ødelægge deres Bygd, hvis de ikke forebyggede det ved en god Beslutning; Herredshøvdingerne samlede sig derfor, droge ham imøde, og tilbøde at betale ham saa stor en Krigsstat, som han vilde paalægge dem; Kong Olaf forlangte saa meget Kvæg, Guld og prøvet Sølv, som han vilde have, hvorpaa nogle Mænd bleve satte til at føre dette Gods ned til Stranden for Kong Olaf, og han selv fulgte efter dem og drev saaledes Mænd og Kvæg foran sig; men da hans Mænd fik Øje paa ham, idet han saaledes red ned fra Landet, bleve de gladere, end nogen kan sige. Men hvad Landets Indbyggere angaaer, da saasnart de saae saa mange hærklædte Mænd komme sig imøde, men Kong Olaf ene at drive dem foran sig med Byrder som Fanger, saavelsom deres Øxne og Faar, gave de sig til raabe og hyle forfærdelig, og at rive sig i Hovedet og gebærde sig ilde. Kong Olaf havde Tolke med sig, hvor han end drog hen; han spurgte da, hvad disse sære Lader skulde betyde; men de svarede ham, at disse Mænd meente at være blevne forblindede ved Trylleri, og fortælle nu, at det forekom dem, som der kom en overordentlig stor Hær imod dem, som tillige var saa skinnende, at de ikke vovede at anfalde den: han gav dem da to Kaar at vælge imellem: enten at stride med ham, hvis de torde, eller at bringe det ned til Stranden, som de gik med, men de foretrak at bære Godset til Stranden. Kongens Mænd modtoge nu Strandhugget, og de andre vendte hjem. (Jævnfør hermed det 29de Kap. i Sagaen).


Herpaa følger Fortællingerne om Havfruen i Karlsaa og om Galten, som Kong Olaf overvandt, hvilke findes foran i Sagaens 35te og 36te Kap. De forbigaaes her i Oversættelsen, da de ingen ny væsentlig Omstændighed indeholde, uden den Bemærkning, at dette Tog til Karlsaa var Kong Olafs fjortende, og at han paa dette ledsagedes af Thorkel Jarl hin Høje og Ulf, Thorgils Spragelegs Søn.




Efter Sagaens 37te Kap. indskydes Beretning om, at Kong Olaf drog til England og holdt det sextende Slag i Audafurda, og vandt Sejer, at han holdt den syttende Fægtning vestlig i Landet, paa det Sted, som hedder Valland; og at han derfra drog til Austrveg og holdt Marked i et hedensk Land, hvor den Begivenhed med Spaakvinden, som fortælles i Sagaens 38de Kap., forefaldt. Derpaa følger Fortællingen om Kongesundet, som for dens historiske Vigtigheds Skyld her meddeles i Oversættelse:


Kong Olaf dannede Kongesundet, og kom saaledes bort

Kong Olaf holdt det attende Slag i det egentlige Sverrig, og der skete mange Gange Angreb. Kong Olaf styrede med sine Skibe ind i Mar2); men de svenske samlede en stor Hær og lagde sig udenfor tværs for Havnen paa deres Krigsskibe, og tænkte at ville bie, indtil Kong Olafs Skibe frøs inde der i Havnen, thi da troede de det vilde være en let Sag at erobre Skibene og dræbe Mandskabet, naar de anfaldt dem fra alle Sider. Kong Olaf lod da adskillige Tilberedelser gjøre; han lod sine Mænd gaae op paa Land og fælde store Træer; og førend det begyndte at fryse, lod han gjøre store Flager af Træstammerne allevegne ud fra Skibene, men saasnart søen begyndte at lægge til, toge de Baadene, og holdt Flagerne i Bevægelse, og gjorde store Ilde derpaa, saa det aldrig kunde fryse til om Skibene om Vinteren. Men om Foraaret, da de svenske havde trukket en stor Hær sammen og agtede at anfalde Olaf og dræbe ham, og han fik Efterretning om denne deres Hensigt, da saae han, at han ikke havde Magt nok til at byde hele den svenske Hær Spidsen, thi kastede han sig paa sit Ansigt til Bøn, og bad ham, som alt Godt formaaer, som er ene og almægtig, den alvældige Gud, om Hjælp og Kraft til at komme bort af denne Livsfare for sig og sine Mænd; og da han havde endt sin Bøn, bad han sine Mænd hisse Sejl, hvorpaa de sejlede til Næsset, som gaaer ud fra Agnefit: men da Kongen kom der, sprang Jorden itu lige ned til Søen paa saa vidunderlig en Maade, at denne Aabning paa et Øjeblik blev saa bred og dyb, at man vel kunde styre derigjennem med Skibe; dette Sted kaldes siden den Tid Kongesundet, og det Stykke, som løsreves imellem Udløbet og Kongesund, Stokholm. Derpaa sejlede han sejerrig over til England, og var hos Thorkel Jarl om Vinteren. Sommeren efter droge Ulf Jarl og Thorkel hin Høje med Kong Olaf i Vesterviking og til Irland, og gik der i Land og erhvervede sig meget Gods, og dette er regnet for Kong Olafs nittende Feldtslag. Der kom deres Skibe ved Ebben paa Grund, og de saae, hvorledes Irerne i stor Mængde søgte ned fra landet imod dem; men da Kong Olaf saae dette, da, fortælles der, skal han have lovet, aldrig i Hærtog herefter med Sværd eller Øxe at hugge nogen Mand til skade; ved dette hans Løfte skete saa hurtig Forandring, at i samme Stund blev Kong Olafs Skibe flot, men hans Fjender omkom, og faldt i den Grav, som de havde tiltænkt ham. Derpaa sejlede de til England, og bleve der alle om Vinteren.




I Sagaens 54de Kap. har et Haandskrift følgende Indskud efter de Ord: “og lagde sig ved Grenjar med sin Hær.”

Men da Kong Olaf spurgte, at Svend Jarl og Einar Thambeskjælver samlede Folk over hele Norge, drog han hen til sin Stivfader, Kong Sigurd Syr, og fortalte ham, hvorledes Svend Jarl og de andre samlede en Hær; “De have nok i Sinde”, sagde han, “at brænde mine Skibe og dræbe mine Folk og derpaa bemægtige sig det hele Land; men skjønt vort Møde falder noget ubekvemt paa denne Aarstid, da det nu er langt hen i Fasten3), saa kan jeg dog ikke beslutte mig til andet, end at drage imod dem, hvad Udfaldet end bliver, og jeg ønsker meget, at du, Frænde! skal være med mig paa dette Tog.” Kong Sigurd svarede: “Der vil ikke flere Folk følge med mig, end at jeg kan haabe at være færdig med mit Følge, saasnart du vil bestemme Rejsen.” De droge nu afsted med den Hær, som Kong Sigurd fik samlet, for at støde til Hovedhæren; de havde i alt tyve Langskibe og to Snekker og de to Knørrer, som Kong Olaf var kommen til Landet med.




I Sagaens 55de Kap. findes i samme Haandskrift følgende Indskud efter Ordene: “og giorde sig rede til Kamp” (S. 89):

Men da Kong Olaf saae, at han ikke fik længer Opsættelse, lod han sit Folk fylke, saa at tyve Skibe bleve fæstede sammen udenfor Nesje, men paa hver Fløj laae een af Snekkerne, Knørrerne derimod yderst, og et bredt Sund imellem dem og Snekkerne. Svend Jarl havde fem og fyrretyve Skibe. Da de nu saae Kong Olafs Anstalter, sagde Einar Thambeskjælver: “Betragt en Gang Kongens Fylking, man kan ikke kalde den tæt, det vil ikke komme mig uventet, om Spidsen af hans Fylking bliver haard at trækkes med, førend Solen gaaer ned i Aften; men I, Jarl, maa tage Plads paa hvilken fløj af Fylkingen, I vil.” “Hvis jeg skal nyde Fordeel af den Plads,” sagde Jarlen, “saa maa du drage med mig.” “Det er ikke at vente,” sagde Einar, “at mit Skib skal forlade de sammenfæstede Skibe, og gaae ind i Kongens Flaade, at stride med han, imod hans Villie, thi jeg Seer, han har ingen Lyst til at stride i Dag, skjønt han ikke vil være uforberedt mod dig og dine Mænd.” “Aldrig mærkede jeg det før”, sagde Jarlen, “at du manglede Mod.” “Kald det hvad du vil,” sagde Einar, “har jeg lidet Mod, saa har du maaskee liden Lykke.” “Langtfra,” sagde Jarlen, “thi vi ville anfalde dem med en heftig Pileregn.” Einar sagde: “Der er nogen Forskel imellem Kong Olafs Klogskab og din: to Raad ere forhaanden, og Kongen har valgt dem begge, men du ingen af dem; det ene er at iagttage Helligdagen, og saa gjøre de; det andet, at dække sig og spare paa Skudvaabnene, som jeg tænker, de ville gjøre; og det vil blive et haardt Anfald, naar de sende eders egne Pile tilbage, skjønt du ikke tænker paa sligt.” Det gik som Einar formodede. Nu gjorde Svend Jarls Folk sig færdige til Slaget, og gjorde et haardt Anfald med Skudvaaben, men Kong Olaf og hans Mænd dækkede sig og sparede deres skudvaaben; og det gik saaledes langt op paa Dagen; men da dette Anfald sagtnedes, da gjorde de sig færdige til at roe mod Fjenden.




Til Sagaens 73de Kapitel findes følgende Variant:

Kong Olaf havde underlagt sig de Riger, som disse fem Konger før havde haft, og sex andre, eftersom Styrmer regner i sin Bog. Saa siger Sigvat:

Sig snart Oplande alle
Da Fyrsten underkasted,
Og Kristendom grundfæsted,
Den Landets Folk antoge;
Forhen elleve Fyrster
Det Rige styret havde,
Nu Kongen Gisler give
Indbyggerne dog maatte.

Kongen tog da Gisler af leensmændene og Bønderne.




Imellem Sagaens 88de og 89de Kap. findes følgende Indskud:


Odin kom til Kong Olaf med Underfundighed og Svig

Kort efter at Kong Olaf havde holdt Bryllup med Astrid, den svenske Konge Olafs Datter, drog han paa Gjæstebud omkring i landet, og kom iblandt andre Steder til Vigen. Der kom en ubekjendt Mand til ham, som gik for Kongen, og hilste ham. Kongen besvarede hans Hilsen, og spurgte om hans Navn; han svarede, han hed Gest, og bad om at blive nogen Tid ved hans Hof. Kongen syntes just ikke synderlig derom, men lod ham sidde nederst blandt Gjæsterne. Han tog det Sæde, som var ham anviist, men var meget balstyrig og stikken, og derhos meget overmodig; han bar korte Klæder og en sid Hat, som gik ned for Ansigtet, saa man ikke ret kunde see hans Aasyn, tillige havde han et stærkt Skjæg. Kongen bad sine Mænd ikke at give sig for meget af med den Fremmede; og om Aftenen, da Kongen gik til Sengs, lod han Gest kalde og spurgte ham, om han kunde More ham med een eller anden Fortælling; men Manden var baade kyndig og talte godt for sig, og de talte da mangehaande om de gamle fremfarne Konger og deres Bedrifter. Gest spurgte Kongen: “Hvilken af Hedenoldskongerne vilde du helst være, Herre, naar Valget stod til dig?” Kongen svarede: “Jeg vilde ikke være nogen Hedning, hverken Konge eller nogen anden Mand.” Gest sagde: “Det er vist nok, du bliver ikke anden, end den du er, men jeg Spørger kun om, hvem du helst vilde ligne af de gamle Konger, naar du skulde vælge een af dem.” “Da maa jeg svare, som før,” sagde Kongen, “at jeg ikke vilde ligne nogen af de gamle Konger, men naar jeg endelig skulde sige noget dertil, da vilde jeg helst have Rolf Krakes Adfærd og Kongedyder, dog saa at jeg beholdt hele min Kristendom og Tro.” Gest sagde: “Hvorfor vil du helst være som Rolf Krake, der ikke er for Mand at regne imod en anden Konge, som ogsaa har levet? Hvorfor vilde du ikke være som hin Konge, der aldrig holdt noget Slag uden at sejre, og var saa skjøn og øvet i alle Idrætter, at der ikke fandtes hans Lige i Norden, og som kunde give andre, som sig selv, Sejer i Træfninger, og hvem Skaldskab var saa flydende for, som Talen for andre Mænd.” Kongen rejste sig da op, greb sin Bønnebog, som laae i Sengen, og vilde kaste den i Hovedet paa Gest, og sagde: “Dig vilde jeg sidst være, du onde Odin!” Da, siger man, gik det saaledes med Gest, at han foer ned der paa Stedet, som han var kommen; men Kongen var da vis paa, hvem det havde været, og takkede da Gud mangfoldelig, fordi den urene Aand, som viste sig i hin onde Odins Lignelse, ikke kunde faae nogen Svig eller Underfundighed fuldført, der kunde kaste nogen Skygge eller Merke paa hans hellige Tros lyse Blomst.




Følgende Tillæg findes til Sagaens 109de kapitel.


Om Ottars Ophold hos den svenske Kong Olaf

Ottar Svarte havde opholdt sig længe hos den svenske Konge; han havde digtet en Elskovssang om den svenske Konge Olafs Datter Astrid, men dette mishagede Kong Olaf Haraldsøn, thi denne Sang indeholdt vel stæke Udtryk om Skaldens Hengivenhed for Dronningen; da derfor Ottar kom til Norge, lod Kong Olaf ham gribe og kaste i Fængsel. Sigvat Skald var en nær Frænde af Ottar og hans gode Ven; han begav sig om Natten til Ottar i Fængselet, og spurgte ham, hvorledes det gik ham; Ottar svarede, han havde rigtig nok før været bedre tilmode; Sigvat bad ham synge Sangen for sig, som han havde digtet om Dronning Astrid, og da Ottar havde gjort dette, sagde Sigvat: “Der er rigtig nok temmelig stærke Udtryk i Sangen, saa det er ikke besynderligt, at Kongen ej har syntes derom; vi ville nu forandre de Viser i Sangen, som synes at være de værste, og derpaa skal du digte en anden Sang om Kongen selv; Kongen vil uden Tvivl høre det, du har digtet om Dronningen, førend du bliver henrettet! men saasnart denne Drape er ude, skal du strax begynde paa den Sang om Kongen, og blive ved saa længe du kan.” Ottar fulgte dette Sigvats Raad, og digtede en Drape om Kong Olaf i de tre Nætter, han sad i Fængslet. Derpaa lod Kong Olaf Ottar føre for sig; han hilste Kongen, men denne besvarede ikke hans Hilsen, men sagde derimod: “Det er nu bedst, Ottar, at du lader os høre din Sang om Dronning Astrid, at hun nu selv kan høre sin Roes.” Astrid sad ved Siden af Kongen. Ottar satte sig ned foran Kongens Fødder, imedens han fremsagde Sangen, under hvilken Kongen blev rød; men da Sangen var ude, gjorde han ikke noget Ophold, men gik strax over til den Drape, han havde digtet om Kongen. Begyndelsen deraf var denne:

Du lytte, herlig Fyrste!
Til Kvadet, jeg kan digte,
Og det jeg eder værdig
Med anden Drot har fundet;
Nu Gøters tapre Konning
Jeg mistet har, jeg længes
Ret efter at besynge
Din Daad i mine Sange.

Da raabte Hirdmændene og sagde, at Ottar skulde tie. Sigvat sagde: “Naturligviis kan Kongen beslutte over Ottar hvad han vil, skjønt han synger denne sin Sang ud; men for os er det godt at høre vor Konges Roes.” Hirdmændene tav, og Ottar kvad sin Drape. Kongen tav saalænge Ottar fremførte sit Kvæde, og da han var færdig, roste Sigvat hans Sang meget. Da sagde Kongen: “Det er bedst, Ottar, at du beholder dit Hoved til Løn for Drapen.” Ottar svarede: ”Det tykkes mig en god Gave, skjønt Hovedet ikke er ret smukt.” Kongen drog en Guldring af Haanden, og gav Ottar den. Astrid strøg ligeledes en Fingerring af sin Haand, og gav ham. Da sagde Kongen til hende: “Vil du længe blive ved at give Vennegaver til Ottar?” Astrid svarede: “Du vil ikke regne mig det til værste, Herre, at jeg vil lønne ham for min Roes, som du for din.” Kongen sagde: “Lad saa være!” Ottar blev længe hos Kongen i god Anseelse; den Drape, han havde digtet om Kong Olaf, kaldtes Hovedløsen. Vinteren før var Kong Olaf den svenske Død.

Da Sigvat og Ottar nu havde været en Tid lang hos Kong Olaf, stode de ikke i saa stor Anseelse, som før; en Dag sendte Kongen dem Nødder fra sit Bord; da kvad Sigvat denne Vise:

Den ypperligste Konning
Mig vilde Nødder sende,
Hans Hæder at forkynde
Deraf jeg kjed ej bliver;
Tit Herregunst faaer Ende,
Men han dog sine mindes,
Han mig og Ottar Gaven
Som Fædres Arv bad dele.

Hvorpaa Ottar kvad en anden Vise:

Os gyldne Ringes Giver
Fra Bordet Nødder sendte,
Mig for han, som jeg mindes,
Med større Skjenk har æret;
Det Smaae kan Stort betegne,
Du Søhelt! jeg af dette
For os fremdeles venter
Et større Held i Tiden.

Kongen smiilte af Viserne, som de havde kvædet.

Kong Olaf viste Sigvat den Naade, at holde hans Datter til Daaben; da kvad Sigvat:

Din Villie, Gud! er herlig
Hjælp ham, som og min Datter
Fra Hedenskab opløfted,
Og Tofa Navn har givet:
Viis og behjertet Broder
Til Harald over Daaben
Mit Barn har holdt; den Morgen
Mig megen Glæde bragde.

En Dag, fortælles der, fortalte Sigvat Skald Kong Olaf om sit Ophold ude paa Island hos en Mand, der hed Karle; han var en lille Mand, som Sigvat meente ikke vilde udrette stort. En Dag, fortalte Sigvat, tog jeg Karles Kone, og gik hen med hende i en Hule, og saae derfra hen over Karles Bolig, da kvad jeg denne Vise:

Jeg her fra Hulen skuer,
At Røg af Fiskerhytter
Om Aftenen opstiger,
Nu Latter Skalden vækker;
Men til nyt Arbejd neppe
Mig denne Dag opfordrer;
For Davrens Melk jeg nøjes
Med Bægerskjenkerinden.

Kongen smiilte deraf, og sagde til Sigvat:

Siig det til Karle,
Naar han kommer hid,
Den stræbsomme Mand
Nordenfor Havet;
Paa Rejsen maa
Passes flere Ting,
End Hval at skjære
Med skarpen Kniv.

Nogle fortælle, at Kong Olaf skal have digtet følgende Vise om Ingeborg Finnsdatter:

Naar Kvinderne jeg skuer,
Det er som Luen blusser
Fra Emmer op; hvo er vel
Den Mø, som stolt sig viser?
“Konge og Klipper stejle!”4)
Paa kortest Tid I have
Alt Mæle mig betaget.




Imellem Sagaens 117de og 118de Kapitel findes følgende Tillæg:

Derefter drog Kongen op til Fjelds, men da han rejste over Fjeldet blev det en stæark Kulde; Kongen red, men næsten alle hans Folk gik. Sigvat Skald var da hos Kongen og gik nær ved ham. Sigvat kunde mærke, at Kongen begyndte at fryse, og sagde: “Lad mig nu ride, Herre!” sagde han, “thi jeg kan ikke komme ned ad Fjeldet, naar jeg gaaer.” “Velan, Skald!” sagde Kongen, og steg af. “Jeg vilde ønske, Herre!” sagde Sigvat, “I vilde tage min Kappe paa.” Kongen gjorde det, og gik en Stund. Men da Sigvat kunde vide, at det blev Kongen for varmt, sagde han: “Nu begynder jeg at fryse, og havde nok Lyst til at gaae; jeg saae gjerne, I vilde ride og beholde min lodne Kappe, thi jeg kan ingensteds komme, naar jeg gaaer i den.” Kongen svarede, at han vilde opfylde hans Begjering, og red saaledes i den lodne Kappe Dagen over. Kongen fortsatte sin Rejse, til han kom ind i det Throndhjemste og lige til Nideros, hvor han lod indrette til Vintersæde, og forblev der om Vinteren. En Gang havde Sigvat et meget magtpaaliggende Ærende at tale med Kongen om, men der var en saadan Trængsel af Folk hos Kongen, at Sigvat ikke kunde faae ham i Tale. Sigvat kvad da denne Vise:

I gode Folk jer trænge
Omkring den unge Fyrste,
Mig Stimmelen forhindrer
Fra ham at faae i Tale;
Da før vi trætte vaded
Paa Dovrefjeld i Sneen,
Ord lettere jeg kunde
Af herlig Drot erholde.

Da Kongen hørte Visen, sagde han: “Du skal herefter, Skald, have fri Adgang at tale med mig, naar du vil;” hvorpaa han gav Sigvat en Besked paa hans Ærende, hvormed han var vel Fornøjet.




Efter Sagaens 134te Kap. have tvende Haandskrifter følgende Tillæg:


Om Steens Dragt

Steen opholdt sig i nogen Tid hos Kong Knud, og opførte sig meget prægtig i Vaaben og Klæder, hvorfor han blev kaldt Steen hin Prude. Gamle Sagnmænd fortælle, at han drev sin Galskab saa vidt, at han lod sin Hest beslaae med Guld, og lod dette endog anbringe ovenpaa Hoven. Kong Knud forekom det, at han vilde kappes med ham i Pragt, og derfor maatte Steen drage bort fra ham. Siden tilbragde han sit liv paa Rejser, og det blev tilsidst hans Endeligt, at han led Skibbrud ved Jylland, og kom ene i Land: den Gang var han endnu meget prægtig klædt og havde mange Kostbarheder paa sig, og var meget udmattet; der fandt en Kvinde ham, som gik ned med sine Klæder for at vaske og havde sin Tærskel i Haanden; han var ganske afkræftet og laae i Tangen. Da hun saae, han havde saa mange Kostbarheder paa sig, gik hun hen, og slog ham ihjel med Tærskelen, og myrdede ham for at plyndre hans Gods, efter hvad man fortæller eller troer derom. Dette blev Lønnen for hans Overmod og Ulydighed mod Kong Olaf.


Kong Olaf satte Folk over Vandet

Det hændte sig en Højtidsdag, at man gik til Kirke til Kristtirken i Kjøbstaden Nideros. Den Gang var der endnu ingen Bro over Aaen Nid; og da Folk kom til Aaen, var Færgemanden allerede gaaet til Kirke, saa de stode og biede der ved Aaen, om han maaskee kunde komme tilbage til dem. Da nogen Tid nu var gaaet, saae de, der roede en Mand over imod dem paa en Baad over Aaen: denne Mand havde en sort Munkehætte paa, som han lod hænge ned for Ansigtet, og da han var kommen til Land, sprang Kirkefolkene strax i Baaden, men Manden med Hætten roede tilbage over Aaen saa hurtig, han kunde. Der fortælles, at der var iblandt Kirkefolkene en gammel, fattig, men skjønsom Kone, og da de kom til Land gik den gamle Kone hen til Hættemanden og talte sagte med ham, og sagde: “Det er megen Ydmyghed af eder, Herre!” sagde hun, “at I allene roer i en Baad over saa stærk en Strøm, som Aaen Nid er, til simple Folk, og sætter os selv over Aaen.” Kongen sagde: “Jeg vilde ikke, Kærling, at I skulde gaae Glip af Gudstjenesten, da I havde saa roesværdig en lyst til at besøge den: men det skal nu være en Aftale imellem os to, at du ikke skal fortælle noget Menneske dette, saalænge jeg lever, at jeg har sat eder i Færgen over Aaen, jeg derimod skal give dig fem Køer.” Kærlingen lovede dette, og takkede Kongen for Gaven, men ingen anden af dem, som vare blevne satte over, kjendte Kongen, uden denne gamle Kone; hun vogtede ogsaa vel sine Ord, og fortalte ingen det, saalænge Kongen levede, men efter hans Død bekjendtgjorde hun det for Godtfolk.




Efter Sagaens 153te Kap. haves følgende Tillæg:


Om den anseelige Mand Sigurd Aagesøn

En anseelig Mand i Danmark hed Sigurd; han var en Søn af Aage, Vagn Aagesøns Søn; en Sommer drog han til Vindland, for at erhverve sig Gods, og havde et stort Selskab med sig. Da de nu vare komne sydpaa, og agtede at sælge deres Varer, tilbød en Mand, som hed Jon, sig at kjøbslaae med ham, paa det Sted kaldtes de Brakkare, som vi kalde Tolke, og da de havde omsat deres Varer, sagde Jon: “Sigurd, du skal nu betragte, hvorledes det staaer til med dit Gods;” han gik da hen, og betragtede det, og takkede ham, thi det havde faaet en anseelig Tilvæxt, og de havde erholdt mange kostbare Stykker. Sigurd bød Jon til sig og lovede ham sit Venskab; Jon modtog hans Tilbud. Han havde en Frille i en afsides Dal, hvor hun opholdt sig hos sin Fader. En Gang da Jon var kommen derhen, og de vare begge komne i Seng, lod et frygteligt Raab sig høre over Bonden og hans Hustru: “Betal mig min Gjeld!” sagde det. Der vare to Dørre paa Huset, af hvilke den ene vendte ud til Fjelds, den anden til Stranden; der viste sig en Kvinde i en Skindkjortel, med sort Haar, som hang hende ned over Skuldrene og var tykt som Fiskegjeller; hun forlangte, at han skulde betale hende enten med Gjæsten eller med Kvinden. Jon sprang op, løb ud, og ned til Søen, hvor Sigurd havde tjeldet, kaldte ham til Hjælp og sagde, der var et Trold efter ham. Sigurd springer op og griber Skjold og Sværd; men imidlertid er Troldkvinden allerede kommen der, og biede paa ham og sagde, han skulde nu lade hende faae Manden. Sigurd bad hende fare ad Helvede til, hvor hun havde hjemme, trak derpaa sit Sværd og hug til hende; men hun slog imod med sin Spydstage, som hun havde i Haanden, og stikker efter ham; han undveeg, hug anden Gang til og hug Haanden af hende; hun skreg højt derved og løb bort, men han efter hende; da vendte hun sig imod ham, og sagde: “En stor Sejer har du vundet, men nogen Gjengjeld skal du faae derfor; fra nu af skal du aldrig kunne taale at see Mands Blod og aldrig regnes blandt tapre Mænd,” og i det samme rystede hun Haandstumpen imod ham; han blev ilde tilmode derved, og saaledes skiltes de ad. Sigurd kom hjem til Danmark, og havde erhvervet sig megen Rigdom; han stod i megen Anseelse hos Knud den Mægtige; men en Gang da han var til et Gjæstebud, og sad hos ham, sagde Alfiva til Kongen: “Meget prægtig fører Sigurd sig op, og det vilde være godt, hvis han var dygtig til at udrette noget, men nu har det ikke stort at sige, da han ikke kan taale at see Blod;” dette vidste hun af Hexeri. Kongen sagde, at det var ikke sandt. Hun svarede: “Forsøg det, Herre, stik dig en Gang til Blods og bring ham det pludselig for Øje.” Kong Knud gjorde det, og da de sade sammen, holdt Kongen ham Blodet for Øjnene, da han mindst tænkte derpaa: Sigurd skiftede Farve derved, og søgte at holde det skjult: men Kongen havde ikke mere Tro til ham, og der var ikke saa god forstaaelse imellem dem, som før. Da Kong Knud siden drog i Krig, blev Sigurd tilsagt at følge med; Kongen og Sigurd rede en Dag ude: da løb en Mand efter dem, anfaldt Sigurd med sit Spyd, og denne faldt af Hesten. Kongen blev forbittret, og vilde dræbe Manden, men da Sigurd kom til sig selv igjen, vilde han det ikke. Om Aftenen da de kom hjem, sagde Alfiva: “Lidet paalidelige ere dine Venner, ikke vilde hans Frænder have skikket sig saa,” hvorpaa hun fortalte Kong Knud den Begivenhed med Troldkvinden, “men hvad,” vedblev hun, “skal I med saadanne Mænd som til ingenting due i Krig, om de end ere af nok saa stor Slægt?” Kongen Viste ham nu megen Ringeagt. Sigurd mærkede det, og rejste til Kong Olaf, gik for ham og hilste ham vel. Kongen spurgte, hvem han var; han gav sig tilkjende. “Det havde jeg ikke ventet,” sagde Kongen, “at du vilde komme herhid.” Sigurd fortalte Kongen hemmelig den hele Tildragelse og den Lyde, han derved havde faaet. Kongen svarede: “Det er stor Skade paa saadan en Mand, og det tykkes mig underligt, at Kong Knud for den Sags Skyld lod dig drage bort; her skal du være velkommen.” En Dag da Sigurd og Kongen vare i Bad, sagde Kongen: “Anseer du det virkelig for en stor Ulykke, at du ikke kan taale at see Mandeblod?” “Herre!” svarede Sigurd, “jeg veed ikke noget i min Forfatning, der gaaer mig saa nær, som det.” Derpaa tog Kongen en Ragekniv, og ridsede sig i Haanden et Kors, saa at det blødte, og sagde: “Vær ved godt Mod, Sigurd! fra nu af skal du ingen Meen have deraf.” Sigurd forsikrede, at han aldrig var bleven saa glad over noget, som over dette, og kom aldrig siden, efter hvad han sagde, til at skjelve, omend i nok saa stor en Fare, efter den Tid at han havde seet Kong Olaf den Helliges Blod; han opholdt sig siden i megen Anseelse hos Kong Olaf. Kong Knud sendte en Mand til ham, og gjorde ham de hæderligste Tilbud. Men Sigurd svarede, at han nu havde faaet sig et saa sikkert Tilflugtssted, at han vilde ikke for alt i Verden give Slip derpaa, og han sagde, at han havde ikke nogen saadan at tye til, da han kom i hin Vaande. Saadanne Besværinger havde Kong Knud imod Kong Olaf.




Imellem Sagaen i 157te og 158de Kap. findes følgende Tillæg:


Kongen talte med en Fisker

Den Gang Kong Knud havde bestukket Høvdingerne i Norge, kom en Mand til Kong Olaf paa en Fiskerbaad, og bandt den ved Kongeskibets Roerstænger. Olaf spurgte, hvem han var. “Jeg er en Landbruger, sagde han, men at jeg ikke har indfundet mig førend nu, kommer af at jeg maa arbejde for mine mange Børn; jeg beboer en tolv Øres Jord, som tilhører dig, og bringer dig den Landskyld, jeg har at betale deraf.” Kongen sagde: “Hvorledes kunde du kjende vort Skib, naar ingen sagde dig det?” Bonden svarede: “Der er een Ting, som jeg har lagt mig efter, og den vil jeg rose mig af, for at jeg kan beholde Jorden længer, nemlig at jeg kan kjende hvert Skib, du eller dine Mænd ejer.” Kong Olaf sagde: “Du kjender vist flere Ting nøje, men derfor anfører du vist dette, fordi du troer at kunne sige os noget Nyt om andre Skibes Færd.” Han svarede: “Jeg saae nogle Mænd fare paa et Skib, stolte og hemmelighedsfulde, og tænkte især efter, hvad de vel mest havde ladet deres Skib med! men det tyktes mig mærkeligt, da jeg saae, at der vare to Tasker fulde af Guld og Sølv, og derpaa forlod jeg dem: en Maaned efter rejste de igjen glade forbi mit Hjem, da tænkte jeg paa, hvad mere Nyt der var forefaldet, end denne deres Glæde; jeg saae da hine samme Tasker, men nu vare de tomme, og jeg frygter, at mange ere blevne forførte af de skjønne Penge.” “Det er ikke usandsynligt,” sagde Kongen, “men nu skal du faae Jord og Penge for denne din Efterretning, og hvis dit Gods ødes, da kom til mig; men hvis Knud eller hans sønner faae Landet i deres Magt, da besøg dem!” Dette Skib var det, som Kong Knud Første Gang havde sendt op med Gods til at bestikke Leensmændene, og da modtoge de sex Mænd, som ere nævnte i Olafs Saga, disse Penge.


Bjørn tager Penge af Knuds Mænd

Kong Knuds tolv Sendebud, som havde bragt Leensmændene Penge, vare hos Kalf Arnesøn; de droge om i Landet og toge Ed af Mændene. De spurgde Kalf, om han meente, at de, som Kong Knud kunde have mest Hjælp af, nu havde faaet Penge. Kalf svarede, at han vist troede det, men der var endnu een Mand tilbage, som det vilde være vanskeligt at overtale, thi han var een af Kongens største Venner: men han var tillige overmaade pengegjerrig: “der kommer I til at anvende den største Sum, men det er ogsaa en Mand, som er værd at Kjøbe.” Sendebudene spurgte, hvem det var? Kalf sagde, det var Bjørn Staller. De droge kort Tid efter fra Kalf og kom snart til Bjørn. Han modtog dem vel, og anviste deres Formand Plads ved sin Side. Han sagde til Bjørn: “Vi drage omkring for at besøge de Leensmænd, som Kong Knud nu anseer for at være sine Mænd, og han tilkjendegiver dette paa en anden Maade, end man ellers plejer: han viser først sin Gavmildhed og Rundhed, førend han erfarer eders Villie; han sender derfor dig de fagreste Skatte, thi han troer i dig at erhverve sig den største Ven, og sætter megen Priis paa din Hyldest; men dog beder han til Gjengjeld for sine Kostbarheder, at I vil sværge ham Ed og Troskab, at I ikke uden Sværdslag vil tage mod Kong Olaf.” Han bar derpaa en lille Kiste frem, og fremtog af den tolv Guldringe, hvorpaa han vedblev: “Jeg roser eders Konge, og laster ham ikke, men siig mig nu en Gang, Bjørn, hvad jeg spørger dig om: Har Kong Olaf givet dig saa meget Gods i al den Tid, du har tjent ham, som Kong Knud nu giver dig paa een Gang, uden nogensinde at have seet dig.” Bjørn svarede: “Ikke kan jeg klage over Kong Olaf, at han jo har givet mig Foræringer, thi meget Godt har han sandelig beviist mig.” Bjørn gjemte derpaa Ringene, og lovede den forlangte Ed, og gjorde derpaa et Gjæstebud for dem. Da man nu sad ved Gjæstebudet, blev Bjørn meget tavs, og saae bestandig ned for sig, og da man mindst ventede sig det, befalede han sine Mænd at staae op, og gribe Kong Knuds Sendebud og føre dem til Galgen; hvilket skete. “Nu haaber jeg,” sagde Bjørn, “at de ikke skulle rose sig af, naar de komme hjem til Helvede, at jeg for Gods vilde svige saa dyrebar en Herre og Hersker, som jeg har; jeg holder det ogsaa for saa meget bedre, at dette Gods kommer i Kong Olafs Hænder og Varetægt, end i disse onde Forræderes, som bragde mig det.”


Bjørn kommer til Kong Olaf

Bjørn gjorde sig nu rejsefærdig, og red hen til det Sted, hvor Kong Olaf var, og kom til Salsdøren. Men nu maae vi først fortælle, hvorledes Kong Olaf sad over Borde, og bad, man skulde tyde hans Drøm. Man spurgte, hvad han havde drømt. “Det forekom mig,” svare de han, “at en Bjørn gik hen til Salsdøren, og ihjelslog Dørvogteren med sin lap, gik derpaa ind i Salen, og overgav mig sit Hoved, og Dyret var meget sørgmodigt.” I samme Øjeblik bad Bjørn Deøvogterne om at komme ind, men de vilde ikke tillade ham det, og stillede sig for Døren; Bjørn trak da sit Sværd, og hug den ene Banesaar, men den anden tog Flugten. Bjørn gik hen for Olaf, lagde sit Hoved i hans Skjød, og sagde: “jeg bringer eder mit Hoved, Herre! gjør dermed hvad I vil!” Kongen sagde: “Hvad Ulykke har da hændt dig, eller i hvilken Vaande er du stædt?” Bjørn svarede: “Ilde staaer det til i Landet, Herre! thi Folk lader sig bestikke til at svige dig; Kong Knud har sendt tolv Mænd med Foræringer hid til Norge til dine Leensmænd og givet dem Penge for at gjøre dig Modstand; de kom ogsaa til mig, og bragde mig tolv Guldringe; de ere nu her, Herre, thi det tyktes mig bedre, at de vare i eders Hænder, end i hine onde Forræderes, som have forført mange med deres svigefulde List og djævelske Overtalelser.” Kongen betragtede Kostbarhederne, og sagde: “Baade finder jeg nu, Bjørn, at Knud stiller fager Lokkemad for eder, og tillige blive I meget svage og skrøbelige af det tilbudne Gods; faa ere nu en Stund komne til os i det Ærende, at bringe os Pengene; men dit Hoved, Bjørn, klæder bedst der hvor det nu sidder.” Derpaa fortalte Bjørn, at han havde ladet alle Kong Knuds Sendebud hænge. Da sagde Kong Olaf: “Du har viist megen Hyldest og Troskab imod mig, modtag nu af mig disse Ringe!” Bjørn takkede Kongen, som billigt var; derefter gik han til Skrifte hos Biskop Sigurd; han vedblev stedse at være Kong Olafs Ven, og faldt med ham paa Stiklestad, som længere hen skal fortælles.




Efter Sagaens 161de Kap. findes følgende Tillæg:


Olaf fangede Knuds Mænd

Det tildrog sig, at Kongen fik fat paa tre af Kong Knuds Sendebud, som vare blevne tilbage, for at uddele Penge iblandt Leensmændene. Han Nødte dem til at bekjende. De sagde, at sex Leensmænd, (hvilke forhen ere nævnte) havde taget Penge af Kong Knud; Kong Olaf lod dem fare i Fred uskadte, undtagen hvad han allerede havde gjort ved dem. Røgnvald Jarl Brusesøn var den Gang hos Kong Olaf; han spurgte ham, hvorfor han ikke lod disse Stimænd dræbe, som havde forført saa mange der i Landet ved deres Ord; han plejede dog ellers at straffe med døden for mindre Forbrydelse, end denne. Olaf sagde: “Jeg har styret dette Land efter Guds Lov, thi det er Guds Lov, at revse Usæder, men ikke at fare frem efter sin Vredes Indskydelse; min Dom, da jeg lod Thorer dræbe, syntes eder haard, og derfor skal dette, som er forbrudt imod mig, være ustraffet, thi det staaer i min Magt og Villie at tilgive det; jeg haaber ogsaa, at Gud ikke vil regne mig det til Onde, at jeg heri eftergiver Straffen.” Knuds Mænd droge da uanfægtede bort.




Efter Sagaens 177de Kap. findes følgende Tillæg:


Om Kong Knuds Stolthed

Paa den Tid viste Kong Knud den Mægtige saa meget Overmod, at han ikke vilde høre, at nogen Konge i Norden lignedes med ham; hvilket ogsaa følgende Fortælling viser: Det hændte sig i England, at tvende forstandige, men fattige Mænd kom til Kong Knuds Hof; de vare unge af Alder og neppe fuldvoxne, den ene dansk, den anden en Nordmand; da de vare fattige, satte de sig i Halmen. Da de vare komne der, tog den danske saaledes til Orde, og sagde: “Det maa man sige med Sandhed, at her er godt at komme, saa jeg er aldrig kommen nogensteds, hvor saa megen Herlighed var at see, som her, og visselig er Kong Knud baade i Hird og Huus prægtigere, end andre Konger.” Den anden Svend svarede: “Vist nok er her godt at komme, men dog ikke i saadan en Grad, at det jo andensteds kan være ligesaa godt.” Knuds Svend svarede: “Hvor kjender du nogen saadan Konge, som Knud er, eller hvor saae du saadant et Herberge, som dette? thi dette overgaaer vist ethvert andet ligesaa meget, som Kong Knud er anseeligere og mægtigere, end andre Konger.” Hin svarede: “Jeg mener, at Kong Olaf Haraldsøn ikke er uanseeligere Konge, og ikke har han slettere Herberger, end her ere.” Knuds Svend svarede: “Det er ikke rimeligt, thi her ere mange Dele langt anseeligere og prægtigere, end hos Olaf.” Hin svarede: “Ikke forekommer Kong Olaf mig uanseeligere, end Knud, og ingen Dele vise mindre Pragt, end her.” De talte nu længe om Kongerne, og bleve ikke enige om, hvilken de skulde foretrække. Morgenen efter lod Kong Knud Svendene kalde til sig, og sagde: “Hvad var det, I talte om i Gaar Aftes?” Den Svend, som havde været paa hans Side, sagde: “Vi talte om eders og Kong Olaf Haraldsøns Fortrinlighed, jeg forsvarede din, men han holdt med Kong Olaf.” Kong Knud svarede: “Saaledes forekom det mig at det var; nu skulle I komme til mit Bord i Dag, og erholde en Belønning for eders Tvist.” De bleve glade over, at de bleve kaldte hen til Kongens Bord, og da Kongen var kommen til Sæde, gik Svendene for ham. Kongen sagde: “Her ere to stegte Haner, jeg vil nu give hver af eder sin; I skulle nu fare bort med Hanerne; min Lykke vil jeg nu give den Svend med, som forsvarede min Sag, men Olafs Svend skal forfremmes ved hans Lykke, siden han understøttede ham; kommer nu hid til mig om et Aar, og lader mig vide, hvilken af eder Lykken mest har føjet.” Derpaa gik de bort hver med sin Hane, som Kongen havde givet dem. Men da de vare komne ud af Borgen, tog Knuds Svend til Orde: “Jeg veed ikke, hvorfor Kong Knud har saaledes deelt Hanerne imellem os, thi den, han har givet dig, er langt større, federe og bedre, og jeg mener dog jeg ophøjede hans Fortrin alt hvad jeg kunde, du derimod viste ham ingen Hæder ved dine Ord, men foretrak Kong Olaf i alle Henseender; ikke finder jeg denne Deling passende med vort Forhold imod begge disse Fyrster.” Olafs Svend svarede: Jeg finder ikke, der er nogen Forskjel paa disse Fugle.” Knuds Svend svarede: “Synes den, du har, dig ikke bedre, end min, saa vil du maaskee bytte Hane med mig.” Olafs Svend svarede: “Hvis denne tykkes dig bedre, saa tag den isteden!” Knuds Svend svarede: “Ja vist vil jeg heller have den, thi jeg seer, den i mange Henseender er bedre.” Derpaa byttede de Haner, og skiltes dermed ad, og droge om Aftenen hver til sin Gaard for at faae Natteleje. Da nu Knuds Svend havde faaet Herberge, skar han sin Hane op, og fandt den feed og god; men da Olafs Svend vilde spise, skar han ligeledes sin op, og fandt da, at Hanen var fuld af engelske Sølvpenge; han fortalte derpaa Huusbonden, han var hos, den hele Historie med Knud og Svendene, og viste ham, hvorledes Hanen var ladet til inden i. Bonden sagde til ham, at Kong Knud vistnok havde tiltænkt den, der havde roest ham, disse Sølvpenge; “imidlertid forekommer det mig, at du er paa uretmæssig Maade kommen til disse Penge, saa du frit kan beholde dem.” Svenden anvendte disse Penge paa en frugtbringende Maade, og blev siden en berømt Kjøbmand, og holdtes for en forstandig og brav Mand, hvor han kom. Men Knuds Svend kom næste Aar til Kongen, og var da endnu fattigere end, før; han fortalte Kong Knud, hvorledes det var gaaet til med Hanerne, som de havde byttet med Hinanden, samt at Olafs Svend nu var en rig Mand og anseelig Kjøbmand. Knud sagde: “Stor Forskel i Lykke har fundet Sted imellem eder denne Gang, og skal du ikke komme til at undgjelde det;” hvorpaa han gav ham gode Kjøbmandsvarer, og bad ham omsætte dem med Fordeel. Svenden takkede Kongen for sin Gave og Højmodighed, og rejste derpaa bort med Godset og handlede dermed, men tilsatte det altsammen; denne Mand faldt siden i saadan Armod, at han aldrig kunde have og beholde noget Gods. Man seer nu af denne Tildragelse, at Gud stedse forfremmer sine Venner baade fjærn og nær.




Isteden for det 185de Kap. har et Haandskrift følgende:


Kong Olaf, Biskop Sigurd og Harald træffe hverandre

Men da Kong Olaf begyndte sin Rejse, stødte de Krigsfolk til ham, som den svenske Konge havde tilstaaet ham: det var fire hundrede Mand; Kongen rejste, saasnart de Svenske kom, og vendte sig først i Landet til Skovbygderne; men paa det første Sted, Kongen tog ind, laae der et Vand for dem, eller, som de Svenske sige, en Sø: det var et fersk Vand, belagt med Is, og var meget glat, og deres Heste vare ikke skoede; Kongen bad dem da først at gaae i Messe, og under den Første Psalme holdt Kongen sig for Øjnene, og strax faldt der en klam Snee paa Isen, hvorpaa Ilingen holdt op; de rejste derpaa, dog gik Færden kun langsom, stundom til Hest og stundom til Skibs. Da saae de tolv Mænd ride sig imøde; de havde alle sorte Hætter paa, og de kjendte i dem Biskop Sigurd og hans Præster. Kongen spurgte Biskoppen, hvorledes det hang sammen med hans Rejse; han svarede, at han agtede ikke mere at vende tilbage til Norge. Kongen sagde: “Hvorfor skulle vi saasnart skilles ad?” Biskoppen svarede: “Thi nu lyde alle Efterretninger i landet kun ilde; dine Mænd have taget Penge af Kong Knud, og jeg frygter for, at du ikke vil blive længer end tre Dage i Landet, og da ønskede jeg ikke at være tilstede; thi jeg veed hvilket Sindelag Leensmændene nære imod dig; de have i Sinde at samle Krigshære imod dig, og have solgt Kong Knud deres Troskab og lovet ham den med Eder.” Kongen sagde: “Din Bistand vilde dog gjerne jeg og mine Mænd have, saa meget heller, hvis jeg kun skulde have faa Levedage tilbage, og Faren skulde være mig nær.” Biskoppen svarede, at han skulde raade. Da droge de op ad den Fjeldstrækning, som skiller Sverrig og Norge; Kongen havde da henimod tolv hundrede Mand; de kom nu frem, til det Land, som hedder Jernbæreland; der mødte den Hær dem, der var draget ham imøde fra Norge, som før er fortalt: han traf i denne sin Broder Harald og mange andre af sine Frænder og Venner: det var et meget glædeligt Møde. De udgjorde nu alle tilsammen atten hundrede Mand.




Efter det 191de Kap. har et Haandskrift Følgende, som i et andet Haandskrift derimod staaer efter det 189de Kap.:


Vand blev til Viin

Kongen red om Dagen paa en hvid Hest; men uformodentlig snublede Hesten og brækkede Foden: hver Mand tilbød strax Kongen sin Hest, men Kong Olaf svarede, at enten skulde han gaa, eller og ride den samme Hest, “thi,” sagde han, “det skal blive galt, for at blive godt.” Kongen lod da Foden paa Hesten forbinde, og de opholdt sig nogen Tid for at bede, og lode Hestene gaae paa Græs. Men da de, som passede Hestene, kom tilbage til dem, saae de, at den Hest, Kongen havde redet, var kommen sig. Kongen var bleven varm om Dagen, han lod sig derfor bringe Vand i et Drikkekar, og bad Biskoppen velsigne det: han gjorde saa. Kongen tog det, og saae paa det og sagde: “Jeg vil ikke drikke Øl,” og bad Svenden anden Gang tage sig noget Vand; denne gjorde saa: og da han kom med det, velsignede Biskoppen det, og Svenden rakte da Kongen drikkekarret: men da Kongen saae det, sagde han: “Jeg vil endnu mindre drikke Mjød, end Øl paa en Fastedag;” og Kongen bad da sin Hirdpræst at hente Vand; denne gaaer hen og tager Vandet; Biskop Sigurd velsigner det da atter, og bringer Kongen det. Kongen sagde, da han havde modtaget det: “Endnu mindre vil jeg drikke Viin, end Mjød eller Øl.” Biskoppen sagde: “Nyd du frit denne Drik, thi den giver dig den, som har Ret dertil.” Kongen drikker da af Bægeret, og alle nærværende Mænd prisede Gud, som værdigt var.




Efter det 192de Kap. har et Haandskrift følgende isteden for det, som findes i Sagaens 87de Kap. fra de Ord: “Kongedatteren Astrid anvendte al sin Kløgt paa” o.s.v. (1ste D. S. l77), indtil de Ord: “gave sig paa ny i Samtale, hvis Udfald endelig blev” (s. St. S. 179):


Om Kong Olaf

Det havde en Gang Hændet sig, da Kong Olaf var i Garderige, at Dronning Ingegerd rejste ud af landet; Kong Olaf stod og saae paa Toget, og kvad da denne Vise:

Jeg da stod og saae paa den
Fagerøjede Kvinde
Fra Højen, medens hjemad
Hun fyrig Ganger styred:
Den blide Mø os Sorrig
Da voldte; hurtig jog hun
Med Hesten bort fra Garde;
Hver haver sin Bekymring.

Og endnu kvad han:

Jarldømmets eg saa herlig
I Flor stod grøn hver Sommer,
Det alle Hørder vidste;
Nu Træets løv er falmet;
I Hast den skjønne Kvinde
I Garde har sit Hoved
Med blanke Baand omgivet,
Dem Freyas Taarer pryde.

Man seer heraf øjensynlig, at han havde større Tilbøjelighed til Ingegerd, end til de fleste andre Kvinder; og det er nu aabenbart, at dette har været hende den største lykke, saavel som alle andre, som have staaet i Venskabsforbindelse med ham.




Følgende har et Haandskrift isteden for Begyndelsen af Sagaens 211de Kap.

Kongen talte til Kalf og Thorer og Bønderne. Da nu begges Hære stode lige over for Hinanden, saa at man kunde kjende hverandre, sagde Kongen: “Hvi staaer du der, Kalf! og hvad bliver der nu af den Fred, som du lovede os øster paa Fjeldet?” Kalf svarede: “Brydes vil den Fred.” “Hvi saa?” sagde Kongen, “vi skiltes dog som Venner syd paa Møre, og ilde sømmer det sig for dig at stride imod mig eller at sende Skadevaaben mod os, thi dine fire Brødre ere her.” Kalf svarede: “Meget gaaer nu anderledes, end det bedst sømmede sig; du forlod os saaledes, at Nøvendigheden krævede, vi maatte holde Fred med dem, som bleve tilbage! hver faaer da nu at blive, hvor han er stædt; men forliges skulle vi, hvis jeg maatte raade.” Da svarede Finn: “Det er noget, man altid mærker hos Kalf, at naar han taler vel, da har han Ondt i Sinde.” Kongen sagde: “Det kan være, Kalf! at du vil forliges, men fredelig tykkes mig dog ikke din Færd: men hvor stor Lyst har du vel til at vide din Skjæbne, hvis vi have Lykken med os?” “Ikke stor lyst,” sagde Kalf. “Da vil jeg sige dig det,” sagde Kongen, “jeg vil hverken berøve dig Liv eller Gods, men jeg vil paalægge dig en Rommerrejse; forlig dig med Gud, da er du forligt med mig.” “Thorer Hund!” sagde fremdeles Kongen, “vil du vide, hvad der forestaaer dig, hvis jeg kommer med Livet fra Stiklestad?” “Ikke løber jeg for det,” sagde Thorer. “Dig vil jeg ikke paalægge nogen Rommerrejse,” vedblev Kongen, “saadanne Mænd, som du, bør udføre alt det i Landet, som Kongen finder nødvendigt, og som ingen Dannemand vil udføre.” Thorgeir af Kviststad sagde: “I, Konge, skal nu erholde samme Fred, som mange før have faaet af eder, og I vil nu komme til at undgjelde det.” Kongen svarede: “Du behøver ikke, Thorgeir, at være saa hidsig paa, at faae med os at gjøre; dig er det ikke beskjæret at sejre over os i Dag, thi jeg ophøjede dig til Magt fra en ringe Mand af, eller kan du endnu tydelig huske, hvad der foregik næstsidste Juul?” “Mangen Gang har jeg drukket Juul,” sagde Thorgeir, “uden at lægge paa Hjerte hvad der foregik.” “Saa faaer jeg da minde dig derom,” sagde Kongen, “den Gang var du ved mit Hof, og bar ikke dit Hoved lavere, end jeg mit, og jeg sørgede for dig saavel i det smaa, som i det store! jeg vilde ønske, du vilde gaae bort, thi med dig burde jeg sidst have nogen Deel at skaffe.” Thorleif Kveik aflagde da det Løfte, at blive den Mands Bane, som først bar Vaaben paa Kong Olaf. Gissur Guldbraafostre tog til Orde: “Det er Skik ude paa Island, at hver har sit bestemte Arbejde: de tykkes da at kunne hvile sig efter deres Arbejde, naar Gjerningen er endt.” Kongen svarede: “Der lige overfor dig i Fylkingen staae to Brødre, den ene er meget stærk, den anden troldkyndig! hvis du fælder dem begge, vil ingen forlange mere af dig.” Gissur svarede: “Did skal jeg vende mig, som du anviser; den Mark vil blive haard at slaae, og Tiden er ikke lang; dog vil det komme an paa, hvor godt Jernene bide.”




Følgende staaer i et Haantskrift i steden for Begyndelsen af Sagaens 212te Kap.


Kalfs Samtale med Bønderne

Kalf Arnesøn sagde da: “Nu er eders Konge falden, og vi kunne nu sige, at vi have Norge til vor Raadighed.” Dag sagde: “Det vilde være til Bedste for de Efterlevende, hvis I tilstode os lige Rettighed til at styre Riget.” “Hvo have Ret til Landet?” sagde Kalf. “Jeg foreslaaer mig selv,” sagde Dag. Bønderne svarede:”Nej, visselig ville vi ikke vælge dig til Konge.” Dag sagde: “Saa foreslaaer jeg eder, at tage Olafs Broder, Harald, til Konge.” Bønderne svarede: “Vilde vi ikke have Olaf til Konge over os, saa ville vi endnu mindre have hans Broder Harald.” “Saa er der min Fader, Ring,” sagde han, “en klog og forstandig Mand.” Kalf svarede: “Ring er gammel, og saa have vi igjen ingen Konge.” “Saa vil I da ikke have mig,” sagde Dag, “vel har jeg just ikke forstand nok til at styre Landet, men er dog mere skikket til at bevare det for Kong Olafs Venner, Heller end at Kong Knud og hans Sønner skulle have dette Land.” Kalf svarede: “Alle blive vi da nogle Uslinger, hvis man nu kan sige, at vi have sveget denne Konge, og ville derefter svigte Kong Knud.” Dag svarede: “Vil I ikke antage noget af dette, saa skulle vi gjøre et saadant Anfald paa eder, at I skal bære Kjende deraf alle eders Dage.” Da kom det til Fægtning imellem dem, og man kalder det Dags Anfald; i dette Slag faldt en stor Mængde; Thrønderne havde ikke fristet noget haardere Anfald, end dette, som Olafs Mænd gjorde bagefter, da Dag kom til; de joge mange Mænd ud i Aaen, som rinder igjennem Værdalen, og stak dem tildøde med deres Spyd. Harald Sigurdsøn og Røgnvald Brusesøn uddeeler mange store Hug. Finn Arnesøn mødte i Træfningen sin Broder Kalf, og anfaldt ham med sit Spyd, og traf ham i Laaret; Kalf fik et stort Saar, og sagde da til sin Broder Finn: “Du tænker nu ikke paa, Broder! hvad du gjør.” Finn svarede: “Jeg veed hvad jeg vil, og ligesaa hvad jeg gjør; jeg vilde ønske, jeg kunde dræbe alle Forrædere; skjændig har I handlet, at I har sveget eders Herre, hvis Lige I aldrig vil faae.”




Isteden for Begyndelsen af Sagaens 214de Kap. har et Haandskrift Følgende:


Samtale imellem Brødrene efter Slaget

Kalf Arnesøn søgte efter sine Brødre, da de vare faldne. Arnesønnerne Finn og Thorberg laae og talte med Hinanden paa Valpladsen; men ved Siden af dem laae Arne og Kolbjørn døde. Finn sagde: “Hvor ofte, Broder Thorberg! har du ligget i Valen?” “Nogle Gange,” sagde denne, “og altid har det huet mig ilde.” “Men hvad synes du nu derom?” sagde Finn. “Godt,” svarede Thorberg, “her er blødt og godt, og jeg er vel fornøjet.” “Saa gaaer det ogsaa mig,” sagde Finn, “og jeg føler ingen Svie i mine Saar; men veed du om det forunderlige, man fortæller, er sandt, at Kongen skal være hellig?” “Du taler saa hastig,” sagde Thorberg, “at du tænker lidet efter hvad du siger; har du længe vidst noget om hans Hellighed?” Finn svarede: “Hører du, hvad der nu er paa Færde?” “Jeg veed ikke hvad du mener,” sagde Thorberg. “Mig tykkes,” sagde Finn, “jeg hører min Broder Kalf, den Hund, tale; han vil nok lade os helbrede; det passer sig ret vel, thi jeg vil nu faae Kong Olaf kronet.” Thorberg sagde: “Anfald du ikke din Broder!” Finn svarede: “Jeg bryder mig ikke om, hvis Broder han er: det er heller ikke ofte at jeg kan rose mig af, at jeg har været klogere, end Kongen eller du; men med Sikkerhed vidste jeg hist paa Fjeldet, at slig Udaad aldrig vilde være skeet, hvis jeg da havde maattet raade, og Kalf var bleven dræbt.” Thorberg sagde da saa højt, at Kalf kunde høre det: “Tag dig i Agt og anfald ikke Kalf, din Broder!” Kalf gik da meget langsommere. Men saasnart Finn saae ham, kastede han sin Daggert efter ham, hvilken traf ham nede paa Vristen, saa Kalf siden haltede lidt. Kalf sagde da: “Nu stod Kongen dig bi, da han ikke tillod dig at begaae en Udaad, men vidste dog, at jeg havde megen Revselse behov.” Finn svarede: “Det maa du være vis paa, at jeg vilde ønske, det havde truffet dig saaledes, at alle Djævle havde taget dig jo før jo heller, som dog vil skee med det Første,” og han kaldte ham baade en Gudsfornægter og Forræder. Kalf sagde: “lad os nu forliges, og tag Bøder af mig: jeg har været holdt for den fornemste af os Brødre hidtil, men nu skal jeg ansee mig for den ringeste herefter.” Finn sagde: “Du vil blive anseet for ringere og værre, end nogen anden Mand, og ingen Dannemand vil tage Bøder af dig, men for hver Mand vil du være en Afsky, som spørger denne Tildragelse.” Det ene af Finns Ord var nu stedse haardere end det andet.




Ved Sagaens 231te Kap. har et Haandskrift følgende Tillæg5):


Einar Thambeskjælvers Ord

Da Kong Svend og hans Moder Alfiva raadte for Norge, da vare Indbyggerne ret ulykkelige ved deres Elendighed, saavidt som, hines Magt strakte sig: det var ynkeligt at staae under en slig Regjering med Trældom og slette Aaringer, thi Undersaatterne levede mere af Kvægfoder, end af Mennesseføde, da der aldrig i deres Regjeringstid vare gode Aaringer i Norge; hvilket ogsaa siges i den Vise, Sigvat kvad:

Den unge Mand ret længe
Alfivas Tid vil mindes,
Da nød vi Studeføde,
Som Buk med Næver forest
Alt sligt gik anderledes
Da Olaf Riget styred,
Af Korn da hver en lade
Var overfyldt i landet.

Der fortælles, at der en Gang var talrigt Thing i Nideros, paa hvilket ogsaa Kong Svend og hans Moder Alfiva vare, og der blev da ogsaa fremdeles talt om den Uret, Bønderne lede; men der tilkjendegaves intet Bifald hverken ved hans eller Alfivas Tale, og man sagde hverken Ja eller Nej dertil. Da svarede Einar Thambeskjælver, saa alle hørte det: “Jeg var ikke nogen Ven af Kong Olaf: men dog vare Thrønderne slette Kjøbmænd, da de solgte deres hellige Konge, og fik et Føl og en Hoppe isteden! denne Konge forstaaer ikke at tale, og hans Moder vil ikke andet end Ondt, og kan det tilstrækkelig.” Da trak alle, som hørte det, paa Smilebaandet eller loe derad, og sagde, den ene til den anden, at det tyktes dem vel talt. Da sagde Alfiva: “Hvorfor sætte Bønderne sig ikke ned, og høre opmærksom paa Kongens Tale, og gjøre ikke saadan en Støj.” Da tav Bønderne, men Einar stod op og sagde højt, saa at alle kunde høre det: “Lad os drage hjem, en slem Bestilling nok have vi haft baade nu og før at komme herhid til Møde med Alfiva; bedre er det, hjemme at oppebie den Uret, som forestaaer, end alle at søge hen til eet Sted, og der lystre en Kvindes Ord, da man derimod ikke vilde lyde Kong Olaf, som nu er en sand Helgen; det er ogsaa det største Nidingsværk, der har været øvet her i landet, da man sveg Kong Olaf, og en sørgelig Vending har det taget, som man kunde vente: saa megen Trængsel har Folk lidt, siden denne Regjering kom i Stand, at Gud skulde ville, den maatte snart faae Ende, men dog har den varet længe nok.” Einar forlod da Thinget, og den hele Flok af Almuen tilligemed ham.




Foruden de i Sagaen selv indførte findes endnu i nogle Haandskrifter følgende:


Sanct Olafs Mirakler

Det hændte sig en anden Gang, at Kong Olaf gjorde et herligt og sjeldent Under: En god og uskyldig Bondekarl blev bagvasket af nogle mægtige Mand i det Herred, hvor han boede, og blev anklaget for Tyveri, mere for deres Ondskabs Skyld, end efter Sandhed: de fordømte ham snart, og førte ham til Galgen imod alle guddommelige og Menneskelige Love, og vilde ingen Retsfærdiggjørelse af ham antage. Da denne elendige Mand nu ikke kunde komme til at forsvare sig, hvor meget han end bad hine onde Mænd, da ventede han sig ingen Hjælp eller Frelse af Mennesker, men satte sin Sag og al sin Fortrøstning til Guds Miskundhed og den ærværdigste Herre Olaf Haraldsøns Forbønner, og bad ham efter Sandhed at yde sig Hjælp hos den almægtige Gud, allerhelst da han ofte miskundelig frelser dem, som paakalde ham, om de end have gjort sig skyldige i stor Brøde og fortjent virkelig Straf. Det gik nu tilsidst saa, at uagtet adskillige talte om, at hine ildesindede Mænd øvede deres Ondskab imod denne Elendige, saa hængte de ham dog uskyldig og imod Lov og Ret; men den gode Konge, som han ofte havde paakaldet, kom ham miskundelig til Hjælp, da han syntes stædt i den højeste Nød! strax da han løftedes op fra Jorden, da syntes ham hin Guds Ven, Kong Olaf, at skyde en Fjæl under hans Fødder, ved hvilken Barmhjertighed han støttede sig næsten denne hele Dag, indtil hans Kone og Sønner kom fra en mægtig Mand, af hvem de havde faaet Tilladelse at nedtage og jorde liget. Da disse nu kom hen til den Hængte, kløv hans Søn op paa Træet, som han hang paa; dette var befæstet i Klippen, saa at han neppe kunde naae at krybe op og hugge Strikken over; men da dette lykkedes, styrtede den Ulykkeliges Legeme ned ad det stejle Bjerg, og troede da enhver, som var tilstede, at hvert Been maatte være brudt, saasnart legemet kom til Jorden, men saa velgjørende for ham var Herrens Beskjærmelse og hin hellige Mands Forbøn, at hverken Galgen eller Strikken kunde skade ham, eller Faldet, skjønt der var langt til Jorden og ujevnt nedenunder. Strax da han kom ned, rejste han sig op, og det første hans Tanke vaagnede, tyktes det ham som en Drøm; men saasnart han kom til sin fulde Samling og til Kræfter, da gjorde han sig strax færdig, og drog hen til det Sted, hvor den hellige Kong Olaf hviler, og fortalte Ærkebiskoppen og alle Korsbrødrene denne Tildragelse fra først til sidst, hvilken Miskundhed den almægtige Gud havde viist ham, formedelst hin herlige Guds Ven Kong Olafs Forbønner.


Jærtegn

Fremdeles tildrog det sig i Kjøbstaden, hvor den hellige Kong Olaf hviler, at der levede en Kvinde, som længe havde haft den faldende Syge; hun blev gift med en ung Mand, og skjulte saa godt hun kunde denne Sygdom; men en Nat kom der et saa heftigt Anfald over hende i Sengen, at hendes Mand vaagnede ved den store Jammer, hvori hun laae og rallede, kastede sig bag over, og vidste ikke til sig selv. Da tyktes han sig ret elendig ved denne ulykkelige Skjæbne, og græmmede sig meget over denne Vaande, som der ikke kunde raades bod paa, og han ingenlunde kunde befries fra; han spurgte hende da nøjere ud, hvor ofte dette Slag kom paa hende, og om ingen Lægedom kunde hjælpe derfor. Hun svarede, at denne skrækkelige Sygdom kom over hende hver Maaned, og ingen Slags Lægedom kunde være hende til Hjælp. I den store Harm, som disse Ægtefolk havde, paakaldte de da hin hellige Mø Maria og hin hellige Konning Olaf; grædende bad hun dem om Lindring for sig syge og elendige Menneske. Hun klagede derpaa sin Nød for sin Skriftefader, sagde ham sit ulykkelige Tilfælde, og bad ham eftertænke, om nogen Hjælp var mulig; men han tænkte strax paa hvad der staaer i Evangeliet, og sagde hende det, at denne Sygdom ikke viger uden for Bøn og Faste. Efter denne Paamindelse gik hun og hendes Mand sammen til den hellige Kong Olafs Kirke, og havde Voxlys med sig, for at festligholde den hellige Højtid; de fastede og vaagede Natten i Forvejen med mange andre vanføre Mennesker. Dagen efter var det denne hellige Konges Højtidsdag, og da Ottesangen, som det sømmede sig at holde paa en saadan Højtid, paa hvilken denne Guds Helgen havde ladt sit Liv, om Morgenen var til Ende, da drog hun hjem og Nød saa livsalig en Miskundhed, at fra den Dag til hendes Livs Ende hjemsøgtes hun aldrig af hint ulykkelige Tilfælde; men forhen havde dette Meen været saa heftigt, at hun fra sin Barndom af ingen Maaned havde været fri for denne Ulykke. Siden levede de i saa stor Lykke, at paa hver Aarsdag paa Olafsmesse Aften, da hun havde faaet sin Helsen, vaagede og fastede de tvende Ægtefolk, og søgte at tækkes Gud ved Almisse og Bønner.


Om Ildebranden i Kjøbstaden

Det hændte sig en Gang ovre i Garderige, at der opkom Ild i Kjøbstaden Holmgaard, og greb saa vidt om sig, at hele Borgen stod i Fare for at gaae op i luer. Alle flygtede nu fulde af Frygt hen til en Præst, som hed Stephanus, og var Præst til Kong Olafs Kirke, og vilde i denne store Nød tye til Kong Olafs Kraft og Vælde, og forsøge, om andre Mænds Sager forholdt sig saa i Sandhed. Men da Præsten hørte deres Bøn, tog han hin gode Herres Billede i sin Favn, og holdt det imod Ilden; da udbredte Ilden sig ikke videre frem, end den da var kommen, og saaledes blev den største Deel af Borgen frelst fra Luerne.


Jærtegn af Kong Olaf

Det er vel værd at fortalle, hvad hin gode Konge Olaf gjorde i det Herred, som hedder Thelemarken: En Dag forsamlede alle Bønderne i dette Herred sig, og talte med hverandre om Olaf, at de vilde lade opføre en Steenkirke den hellige Kong Olaf til Ære og Lov, men man kunde, da man søgte derefter, ingensteds der i Nærheden finde Stene passende til at tilhugges. Paa den Dag da nu den antagne Steenmester vilde rejse bort, da lod Gud et stort Fjeld der i Nærheden briste isønder, og derfra førte man siden alle de fornødne Stene til Kirken, som Herredsmændene lod opføre med stor Bekostning.


Jærtegn

En lille Dreng blev borte for sine Frænder i det Herred, som er nærmest Kjøbstaden6), thi de vare den Gang tilstede i et Samkvem. De samlede derfor Folk sammen og gik ud at lede efter ham; men da alle Steder, hvor man kunde vente at finde Ham vare ransagede, fandtes han dog ikke. Hele den Næste Dag ledte de ligeledes, men uden at kunne faae Spørgsmaal paa ham. De paakaldte da den hellige Konge Olaf, og skjøde Penge sammen, hver efter sin Evne, og sendte dem strax samme Dag til den hellige Kong Olafs Kirke, fortrøstende sig paa hans Miskundhed. Nu ledte de tredie Gang efter Drengen, og fandt ham sovende ved et Huus, hvor de forhen mest havde anstillet deres Eftersøgelser! de droge da glade hjem, og takkede Gud og den hellige Kong Olaf for den Herlighed, han aabenbarer hver Gang man paalalder ham.


Den ærværdige Kong Olafs Mirakel

Meget har jeg talt om de Jærtegn, som vor Herre har gjort for den hellige Kong Olafs Skyld, men dette synes at være ganske ophøjet og skikket til at opvække mange Guds Venners Sind. I Sandhed, ligesom hver kristen Mands Sjæl er af en ædlere Natur end legemet, saa er ogsaa dens Død fattigere og værre, og dens Helbredelse saa meget herligere. Men al Mennesteslægtens Fjende aflader aldrig hver Dag at øve mod os, hvad han øvede fordum i Paradis! Hvert Menneskes Hu og Sjæl søger han stedse at forvirre og at forføre enhver med svigefuld List! Løgnen, som han forebringer, beder han dem at troe, men Guds Vrede og hans Buds Overtrædelse, siger han, har ikke meget at betyde; denne Verdens Herlighed lover han, og forfører dermed mangen Mand, men for Guds Dom og Helvedes Kvaler, siger han at ingen tør at ræddes; med denne Forførelse bedrog han det Første Menneske, og dermed vildleder han hver Dag hans Afkom, indtil det glemmer alle Guds Bud, saaledes som han gjorde ved en vis Mand, som han sveg med en saadan dødelig Drik af Djævelens Indskydelse; thi denne usle Mand viste i dette Herred sin overvættes Daarskab, da Fjenden havde saaledes forblindet ham, at han imod denne Verdens Lyst og Begjerlighed agtede den anden Verdens Pinsler for intet, da han gav sig i Fandens Vold, for at faae sine vrange Begjerligheder tilfredsstillede, og saaledes udelukte sig selv fra alle hellige Menneskers Samfund; dog skaanede han hin velsignede Kong Olafs Messedag. Men en Gang hændte det sig, da mange Mennesser søgte hen til det Sted, hvor hin ophøjede Konge hviler, i Haab om hans Miskundhed, da drog ogsaa denne usle Mand derhen, allene i den Hensigt, at han kunde see og høre, tale og gjøre nogen Uteerligheds Synd, hvorved han endnu mere kunde befæste sig i Fjendens Venskab, end før; men vor Herre er saa mild af Hjertet, at han desto mere ynkes over den Ynkværdige, jo mere han seer ham jammerligen forført, end ethvert andet kristent Menneske. Nu om Dagen, da hin hellige Mands Legeme blev udbaaret med Pragt og Herlighed, da begyndte hin Ynkværdige at betænke denne Helgens dyrebare Herlighed og sin egen Elendighed og evige Fordømmelse, som ham tyktes monne forestaae ham, naar han forlod denne Verden: dernæst besøgte han, den hellig Aands ophøjede Miskundhed, formedelst denne Guds Yndlings Nærværelse, og sendte ham en saadan Fortrydelse, at man tyktes at kunne see paa hans Ydre, hvor ynkeligen han nu selv, denne usle Mand, følte at have syndet. Men da Skrinet blev flyttet bort fra det Sted, hvor det havde staaet, da søgte han Miskundhed der, hvor det hellige Legeme forhen havde hvilet; da begyndte han at anraabe den hellige Mand med Suk og Støn, og bad med bitter Graad hin milde Konge med Guds Hjælp at frie ham af de Syndens stærke Snarer, som Fanden havde hildet ham i; nu lod Gud ham herligen nyde Godt af den hellige Kong Olafs Forbøn, og løste ham til sig af Fjendens Vold, og lovede ham Miskundhed og evig Lyksalighed, hvis han gav Slip paa sin Usædelighed og modstod Fjendens Fristelser. Da det nu kom saa vidt, at han skulde skrifte sin Synd og Uteerlighed, da torde den Elendige ikke bekjende den, men glemte da og vilde ikke gjøre Rede for sit syndige Liv; da sendte vor Herre ham saa heftigt et Sygdomsanfald, saa at han ikke rejste sig af denne Sygdom, førend han ved Skriftemaal havde forsonet al sin Brøde, som han havde gjort sig skvldig i; dernæst fik han sin Helsen paa Sjæl og Legeme, og tyktes sig i sin Svaghed at være kommen til fuldkommen Overbeviisning om, hvorledes han af Stolthed og for Kjødets Lyst havde forvildet sig og forladt Gud, og derved tabt sin Sjæl; men derefter blev han saa meget gudsfrygtigere og trofastere, som han vidste med sig selv forhen at have faret vild, og at have øvet flere Ting, som vare Gud og alle gode Mennesker imod; og han dyrkede siden vor Herre og den hellige Kong Olaf alle sine Livsdage, saalænge han levede.


Jærtegn

En Væring ovre i Garderige kjøbte sig en ung Træl, som var døvstum og kunde ikke tale, men ellers var han kløgtig og nem af sig i mange Ting. Ingen vidste, hvad Slægt han var af, da han ikke kunde sige det, men de fleste holdt ham for at være en Nordmand, fordi han forfærdigede og istandsatte de Vaaben, Væringerne behøvede. Nu havde den unge Mand lært at kjende mange Steder, og havde idelig været solgt og kjøbt for Penge, indtil en velsindet Kjøbmand tilkjøbte sig ham, og af Barmhjertighed gav ham sin Frihed. I sin Frihedsstand begav han sig hen til den Borg, som hedder Holmgaard, hvor han fik Herberge hos en god Kone, hos hvem han opholdt sig i adskillige Dage. Denne gode Kvinde besøgte altid Gudstjenesten i den hellige Kong Olafs Kirke, og dyrkede den milde Konge med megen Kjærlighed og Tillid. En Gang da hun om Natten var falden i Søvn, aabenbarede den hellige Kong Olaf sig for hende, og sagde til hende, at den unge Mand skulde følge med hende til Ottesang om Morgenen: hun gjorde efter hans Befaling og bad den unge Mand at gaae med i Kirke. Saasnart de vare komne der, paakom der ham en stor Træthed, og han lagde sig ned og sov, imedens Messen blev sungen; derpaa saae han i Søvne den samme Mand komme til sig, i Klæder og af Aasyn saaledes som han havde viist sig for Konen om Natten. Kong Olaf sagde til den stumme Mand: aperi os tuum et implebo illud, det vil sige: Opluk din Mund og jeg vil fylde den; og derpaa tog han hans Tunge, og gjorde Korsets Tegn derpaa; da spurgte han ham, om han vidste, hvem den Mand var, som aabenbarede sig for ham, og sagde, han skulde nævne ham, hvis han kunde tale. Den Syge svarede: Jeg formoder, at du er Kong Olaf den Hellige;” og i det samme vaagnede han, og kunde tale, og priste den almægtige Gud og den velsignede Kong Olaf for sin Helsen, som han havde faaet.

En Pillegrim drog igjennem Oplandene, og vilde til den hellige Kong Olaf, men han blev greben i Oplandene og stenet ihjel, og derpaa lagt i en Steendysse. Da viste hin milde Guds Ven sit Mildheds Værk, og gav denne Mand atter liv; men efterdi han var saa magtesløs, forekom det ham, at Kongen selv gik hen og ryddede Stenene bort af ham, og sagde derpaa til ham: “Gak nu hvorhen du vil!” Han sprang strax op, og gik til Nideros, og fortalte selv dette hellige Mildheds Værk, som den hellige Kong Olaf havde øvet imod ham; men de andre, som havde gjort det, fortrøde svarligen deres Synd, og alle lovede Gud og den hellige Kong Olaf.

Den Begivenhed tildrog sig ogsaa i Gøtland, at en Kvinde blev ombragt uskyldig; hun havde tænkt at besøge den hellige Kong Olaf. Hun var bleven regnet blandt Misdædere; da kom den at rejse hende op fra de Døde og at føre hende derfra, som ved Guds Miskundhed kjender ligesaa vel Menneskenes Tanker som deres Gjerninger, og skattede hendes Forsæt saa højt, at han gav hende Liv for at fuldende sin Rejse; nu love alle Gud og den hellige Kong Olaf.

Lang Tid hengik før den hellige Kong Olaf blev optagen af Jorden og dyrket efter Fortjeneste med ophøjet Værdighed, og en Kirke blev bygget paa Stiklestad paa det Sted, hvor hans hellige Blod var udgydt, da han forlod denne Verden. Da Kirken skulde indvies og Biskoppen komme derhen, hændte det sig, at Kongen var i dette Herred og var meget syg: der havde sat sig en stor Hævelse i hans Knæ, saa at baade Saaret og de øvre Dele opsvulmede, saa at han næsten over hele sit legeme var betagen af Smerte. Formedelst denne sin Pine længtes han efter at besøge Gudstjenesten og at skue Guds og den hellige Kong Olafs Herlighed; han blev derfor bragt ombord og ført paa en Baad over Floden, og derpaa droge de med ham til Kirke. Men om Dagen, da Ottesangs Gudstjenesten var ude, blev der fortalt Kongen om den Steen, som den hellige Kong Olaf havde ladet sit Liv paa, og som sagdes end at være vaad af hans Blod, hvilken Steen rager frem fra Alteret; derpaa slæbte Kongen sig hen til Alteret, og trykkede Knæet og det ømmeste Sted imod Stenen, og strax paa Øjeblikket viste sig imod ham den almægtige Guds og Skabers uendelige Miskundhed og den hellige Kong Olafs Forbøn, saa at paa samme Dag ophørte Værken og hele Hævelsen.


Om en Ridder i England

En Ridder i England blev uenig med sin Broder, da de skulde skifte Arv indbyrdes: nu gik det saa ilde i denne Uenighed, at Ridderen vrededes saa heftig imod sin Broder, at han drog sit Sværd og hug til ham, men deres Moder løb imellem dem og vilde afværge Hugget, men Ridderen hug dem begge med eet Hug til Døde, sin Moder og Broder. Han frygtede da saare for Guds Straf over denne sin uhørte Synd, fortvivlede dog ikke om Guds Miskundhed, men mindedes vor Herres trøstefulde Ord: Jeg vil ikke Synderens Død, men at han skal omvende sig og leve; ligeledes tænkte han med Angerens Taarer paa Apostelen Peders og andre Guds Mænds Exempel. Da lod han efter egen Indskydelse lægge Jern paa sig, og drog bort at besøge hellige Steder efter Præsternes Raad. Nu hørte han ikke saa mange Jærtegn fortælle om nogen anden Helgen, som om Kong Olaf Haraldsøn, og besluttede at besøge hans Helligdom, endskjønt Vejen derhen var lang. Han kom til Norge i Pintsedage, og da han hørte Begyndelsen af Messen med den hellig Aands Miskundhed, da sprang Jernet af hans Arme langt hen paa Gulvet, saa at det klang højt derved; han takkede Gud og den hellige Kong Olaf for dette ham viste Jærtegn, og fattede det Forsæt, at blive der til sin dødsdag, thi endnu var det Jern tilbage, som var naglet omkring hans Hals. Men paa Kong Olafs Messedag blev hans Skrin udbaaret og sat ned, for at alle, som vilde, kunde gaae hen dertil; og da nu Ridderen havde bekjendt sin Synd, da sprang det Jern af, som var naglet om hans Hals. Dette Jærtegn blev vidt bersømt i mange Lande. Her ville vi nu slutte denne Bog, at vi ikke ved vor Vidtløftighed skulle trætte dem, som høre til; det er heller ikke at vente, at een Mand skulde være i Stand til at fortælle alle hans Jærtegn, som vor Herre Jesus Kristus lader skee Dag fra Dag sig til Ære og formedelst hin velsignede Kong Olafs Værdskyld og Forbøn, han som lever og regjerer med Fader, Søn og den hellig Aand, een Gud i hellig Treenighed til evig Tid.




Endelig meddeles følgende Tillæg, som findes bagved Kong Olaf den Helliges Saga i Flatøbogen:

De smaae Artikler, som her ere samlede, staae i den hellige Kong Olaf Haraldsøns Levnet, som Styrmer Præst hin Frode har skrevet, men de ere ikke fortalte foran i Bogen saa udførlig, som her. Det maa ikke undre nogen, at meget af det endnu ikke er opskrevet, som tildrog sig i hans Dage, saavidt omkring som denne herlige Straale udbredte sin Glands i Norden, hvor der den Gang skete mere til Frihed og Fremme for den hellige Kristenhed og Kirkens Ret, end tilforn.

Det hændte sig, da Kong Olaf var i England, og havde ved sit Paafund og sin Snildhed indtaget London, kom nogle Kjøbmænd til ham, som vare komne derover fra Norge. Han spurgte dem da om Nyt fra landet, og især spurgte han dem nøje ud om sin Moder og Stivfader. Kjøbmændene fortalte ham, hvad han spurgte om. Iblandt andet kom ogsaa det paa Tale imellem dem, at Kong Olaf spurgte til en norsk Kvinde, som hed Steinvør, og som man meente, han havde Haft et godt Øje til; Kjøbmændene sagde, at hun var gift. Olaf spurgte, med hvem? De svarede, at hendes Mand hed Thorvard, og havde Tilnavnet Galle. Olaf spurgte, hvad for en Mand han var? De sagde, han var en Bonde, og boede nordenfor Stad i Norge, og Steenvør var draget hen til hans Gaard, og boede der hos ham.

Da kvad Kong Olaf denne Vise:

Det Skade er, den skjønne
Guldsmykte Kvinde hisset
Paa Havets anden Side
Hos Galle saa skal falme;
Den fagre Eg jeg ønsker
Maa grønnes, mens jeg lever;
Og mig til Sorg dog fødtes
Den samme væne Kvinde.

Efter denne Samtale skiltes Kong Olaf og Kjøbmændene.

Følgende Flok digtede Kong Olaf, efterat han havde indtaget London:

I Land os lader gange,
Før store Krigerskarer
Og Helte faae at vide,
At Vaaben England hærge;
Vi modige os vise,
Vi svinge Spyd og skyde!
Alt engelsk Hær vort Angreb
Paa Flugten brat har jaget.

Mangen Kriger paa denne
Dag en gammel og ringe
Pandsersærk sig ifører
Langt fra Fædrenelandet;
Med Blod af engelsk Fjende
End sorte Ravn vi lædske,
En hammersyet Skjorte
Nu Skalden vil paatage.

Den snakkelystne, han som
Om Natten Løjer vækker
og Kvinden favner, sildig
Vil gaae for Sværd at rødne;
I Aar paa England neppe
Han landgangsfærd vil prøve
Med Skjold i Haand, for Guldet
Ved saadan Daad at vinde.

Ej Thorkels Selskabsbrødre
At gaae til Slaget tøved;
For Sværdets Klang og Hvinen
De ej det mindste frygted;
Haard Dyst fik nylig Hæren
Paa Heden; Fjenden gjorde
Vist nok et vældigt Anfafd,
Os Vaabenhaglen rammed.

Vist ædel er den Fyrste,
Som Ørnens Hunger stilled;
Er Nederlag der vordet,
Forstandig Mø det spørger:
Det staalblaae Værges Kjender
Den Træfning svar vil finde,
Som her paa Themsens Bredder
Nu vandt den gjæve Konge.

Nys Ulfkel fast beslutted
Sin Fjende at modtage
Med Spyd, da Skjolderækkens
Haglkolde Storm sig rejste;
Og grum i Hu, det siden
Paa os du saae, at Sværdet
Af Blod kan dryppe; Drikke
I Strid vi to da lysted.

Stormægtig Knud, som raadte
For danske, Stand at holde
Dem bød: han kjæk sig viste;
Ved Floden Hære sloges;
Hvor vi med Hjelm og Brynje
Fremraste, syntes Flammen
Af Stormen stærkt fremdrevet
Det tørre Krat at sluge.

I luften blanke Vaaben
Om hjelmvant Fyrste blinke,
Fra muret Vaaning kiger
Tit ud den skjønne Kvinde,
Og seer at haardest Angreb
Sejrlysten Danekonning
Paa Borgens Mænd udfører;
De Britters Pandsre kløves.

Paa Themsens Bred hver Morgen
Seer Bægerskjenkerinden
At Sværd af Blodet stænkes;
Ej Ravnen Hunger føler;
Ved Daggry Skjoldets fører,
Han som for Steenvør raader
Mod Nord fra Stat, man ikke
Sin Klinge rødne skuer.

Vist fordum, væne Kvinde.
Paa ledingstog med Kongen
Hver Dag vi Skjoldet skued
Af Faldnes Blod at dryppe;
Nu siden haarde Kampe
Blev endte nys, vi kunne,
Guldsmykte Mø! i London,
Den skjønne Stad, os hvile.

Af disse Viser kan man see, at Kong Olaf ofte har haft legemlig Kamp her paa Jorden, men dog har han endnu oftere stredet aandelig imod Fjenden; og saa ofte han end sejrede legemlig over sine Uvenner, saa overvandt han dog endnu oftere den urene Aand i den aandelige Holmgang, som han hver Dag bestod imod ham, i det han erindrede sig hvad Gud siger i Evangeliet: estote fortes bello! det vil sige: værer stærke i Kampen, og strider mod den gamle Slange, og I skulle da have det evige Liv. Dette Bud holdt denne Guds Kæmpe, den herlige Olaf, i det han daglig stred med den gamle Fjende, og for samme Strid fik han af vor Herre Himmeriges evige Herlighed.

Det hændte sig en Paaskemorgen, da Kong Olaf var i Nideros, at der vare mange Mennesker komne til Byen; en Deel af de Ankomne vare gangne op til Gaulardal. Da traf det sig, at der gik en Mand ved Siden af dem, en bredskuldret Mand i en Kappe og med hvide Beenklæder; han gik allene. Da spurgte een af dem ham: “Hvem er du, Kammerad?” men Manden tav stille, og blev ved at gaae. “Lykke paa Rejsen!” sagde den anden, “jeg skal drille ham noget.” Han løb derpaa efter ham, og strøg med sin Sko langs ned ad Mandens Been; men der var blødt paa Vejen og meget leret, saa at Manden blev meget snavset paa Benet, og saaledes skiltes de ad. Anden Paaskedag kom Kongens Mænd hen i deres Herberge, og sagde, at Kong Olaf vilde tale med dem. De kunde paa ingen Maade vide, hvad Kongen vilde dem, men gik dog hen til ham og hilste ham. Han besvarede deres Hilsen, og sagde: “Hvorledes staaer det nu til med vort Kammeradskab?” De lode Hovederne synke, og sagde, de kunde ikke erindre, de nogen Tid havde haft ham i deres Selskab. “Jo,” sagde han, “I udgave eder i Sandhed for Kongens Kammerader.” De bleve derved noget nedslagne. “I behøve ikke,” sagde Kongen, “at blive nedslagne derover, men jeg vil give eder det Raad: tager eder ikke for at drille nogen, som I ikke veed hvem er.” De takkede Kongen og forlode ham, og kunde nu vide, at det havde været Kong Olaf, som de havde drevet denne Spot med.

Det hændte sig en Gang, da Kong Olaf den Hellige sejlede med sine Hirdmænd udenfor Kysten, hvor Thorvard Galle og hans Kone Steenvør, som før er omtalt, boede oppe i Landet kort fra Stranden; da spurgte Kongens Hirdmænd ham, om han vilde gaae i Land der og besøge sin Veninde Steenvør. Kongen svarede med denne Vise:

Meer vanskelig end fordum
Er Stat forbi mig Rejsen
Nu vorden; stedse efter
Min egen Mø jeg længes;
Den Havn, som jeg attraaed,
Med Klipper nu er spærret
Af anden Mand; jeg aldrig
Til den mit Skib kan styre.

“Ikke vil jeg nu gaae i Land her,” sagde Kongen, “thi det sømmer mig bedre, at opfylde Guds Villie, end at leve efter min vrange Begjerlighed.” Af saadant kan man see, hvor meget han elskede den almægtige Gud, i det han agtede Guds Villie i Himmerige mere, end sin egen lyst.

7)Kong Olaf havde mange Islændere hos sig, og holdt dem i megen Anseelse og gjorde dem til sine Hirdmænd! een af dem var Sigvat Skald, en Søn af Thord! han var født ude paa Island paa Gaarden ved Apavatn; der boede en Mand, ved Navn Thorkel, som opfødte og opfostrede Sigvat; Sigvat syntes i sin Opvæxt at være noget langsom. I Apavatn dreves meget Fiskeri om Vinteren. Det hændte sig en Vinter, da flere Mænd sade paa Isen og fiskede, at de saae en stor, smuk Fisk i Vandet, som var let at kjende fra alle andre Fiske, men som de ikke kunde faae fanget. Der var en Østmand, som opholdt sig hos Thorkel: han sagde en Gang til Sigvat, at han skulde gaae ned til Søen med ham og sidde med ham paa Isen; og da de kom ud paa Isen, gjorde Østmanden Sigvats Fiskeredskaber i Stand. Siden sade de paa Isen om Dagen. Sigvat fangede da den smukke Fisk, som mange gjerne vilde have fanget. Derpaa droge de hjem, og Østmanden kogte Fisken; han sagde da til Sigvat, at han først skulde spise Hovedet af Fisken, thi deri laae alle levende Skabningers forstand skjult. Sigvat spiste da Hovedet, og derpaa hele Fisken, og strax efter kvad han denne Vise:

Edderfisken os efter
Ønske nu gaaer, da ud af
Vandet vi have søgt at
Lokke Søens Beboer;
Den kloge Fisker fanged
En Fisk med Angelsnoren,
Og jeg den ægte Ørte
Optrak med Held fra Dybet.

Fra den Tid af blev Sigvat en kløgtig Mand og en god Skald.

En anden Mand hed Berse Skaldtorfesøn, og han var ligeledes en god Skald. Berse blev bagvasket hos Kongen, thi man sagde om ham, at han kunde hverken digte eller kvæde andet, end hvad der var kvædet før. Da lod Kongen tage en heel Mængde dragne Sværd, og lod dem blotte sætte ned i en lille Stue; og lod derpaa Berse kalde. Da Berse kom, sagde Kongen, at han skulde digte om de oprejste Sværd. Da kvad Berse:

Her stander guldbeslagne
Sværd; dem vi rose kunne;
Hærførers Gunst en Kriger
Er tjenligst, det jeg mærker;
Hvis, Konge! du (alt længe
Hos dig jeg var) nu Skalden
Et saadant skjænke vilde,
Det flux modtages skulde.

Da gav Kongen Berse et godt Sværd. En tredie Islænder var Thormod Kolbruneskald; en fjerde Bjørn Hitdølekappe; en femte var Thorer Nefjulfsøn, han var en meget viis og forstandig Mand; dernæst vare der to Brødre, af hvilke den ene hed Thord, den anden Thorfinn, han var en stor Skald. En Gang sad Thorfinn paa en løs Stol for Kong Olaf; da sagde Kongen til ham; “Digt en Gang, Skald, om det som er malet paa Tjeldingen!” Thorfinn betragtede det, og saae at der var afbildet paa Tjeldingen, hvorledes Sigurd dræbte Fofner, og kvad da:

Her Dragens Svælg af Sværdet
Jeg gjennemboret skuer,
Fra begge Sider Blodet
Nedstrømmer, Kongen vredes,
Til Brystet Klingen trænger,
Fortvivlet Slangen bugted
I sidste Kamp, men Kongen
Sig Stegen snart bereder.

En ottende Islænder var Thorgeir Havarsøn, en niende Ottar Svarte, foruden mange andre.

Efter Erling Skjalgsøns Fald kvad Kong Olaf denne Vise:

For Jæderen i Nat ej
Sig Landets Hær vil glæde,
Et farligt Slag er vundet
Af os, og Ravnen mædsket;
Af ædel Slægt oprunden
For tidlig Erling døde;
Han Freden brød, og dette
Af Kongen haardt blev straffet.

Men Sigvat kvad følgende:

Den Dag ved drikkebordet
Ej sad jeg glad, i Julen,
Da Jæderfyrsten Erlings
Uheld man mig fortalte;
Den ædle Herres Afgang
Mig lære vil at sørge;
Før dette Drab mig bøjed,
Jeg gik med oprejst Hoved.

Efter Karles Drab paadrog Thorer Hund sig Kong Olafs Unaade. Den Gang regjerede over Finmarken en Konge ved Navn Møttul, en ivrig Hedning og meget troldkyndig: til ham begav Thorer sig. Thorer gik for Møttul og hilste ham; Kongen besvarede hans Hilsen, og spurgte, hvorledes det kom, at han var kommen derhen saa højt imod Nord. Thorer svarede: “Ilde var jeg stædt paa den anden Side; thi jeg kan ikke være sikker hjemme paa mine Gaarde for Olaf Digre.” Møttul svarede: “Det kan ikke være sandt, hvad du der siger, at du ikke kan være i Sikkerhed for eders Konge Olaf, thi jeg veed at han længe har været din særdeles gode Ven, og han vil sikkert vise varigt Veuskab imod eder kristne Mænd, thi I Kristne kalde eders Konge en forstandig og brav Mand, og det kan ingen være, som ikke er baade vennetrofast og vennegod.” Thorer svarede: “Jeg veed, at du maa have spurgt den Uenighed, som er opkommen imellem Kong Olaf og mig, hvorledes han paa en vanærende Maade lod min Frænde Thorer dræbe; derfor har jeg dræbt nogle Mænd, men dog een for lidet, da jeg ikke fældte selve Kongen; nu har jeg begivet mig til dig, fordi jeg veed du er en klog og storraadig Mand, der kan meget, som andre ikke kunne; og jeg haaber nu at erholde al den Hjælp og Bistand, som du formaaer.” Møttul svarede: “Hvis det virkelig er din Hensigt, som du siger, da vil det gaae i Opfyldelse, hvad du venter; du skal være her hos mig selvtrettende, og vente saaledes paa din Hæder; thi ingen flere end disse ville Gjæste mig af Olafs Folk, og jeg maa derfor gjøre deres Rejse herhid saa god, som muligt.” Nu var Thorer der, samt hans Mænd, tolv i Tallet, og lærte der Trolddom. Om Foraaret gik Thorer for Møttul, og bad ham hjælpe sig med sit Raad og sin Lykke; “thi jeg sætter fuldkommen Lid,” sagde han, “til eders Kyndighed i alle Dele.” Møttul svarede: “Gjerne vil jeg hjælpe dig med min Lykke imod Kong Olaf, og saa siger min Hu mig, at du omsider vil overvinde ham! her ere nu tolv Pelse af Rensdyrskind, som jeg vil give dig til Foræring: jeg har saaledes signet og manet dem, at ingen af dem kan der bide Jern paa.” Disse Pelse bar Thorer og hans Mænd paa Stiklestad. Disse Høvdinger, som jeg nu vil opregne, vare de første, der forraadte den hellige Kong Olaf, og solgte hans Liv for Penge, nemlig: Erling paa Sole, Erlend fra Gerde, Aslak fra Finnøerne, Harek fra Thjotta, Kalf Arnesøn, Thorer Hund, Thorgeir af Kvistsstad, Rut af Viggje. Med dem forenede sig siden Thorsteen Knarresmed og Kalfs Frænde, Olaf, men den første Rod og Begyndelse til det altsammen var Knud den Mægtige. En Gang, da de traf hinanden, spurgte ogsaa Kong Olaf ham derom, hvorfor han havde beredt ham en saadan Svig og Modgang: “at du nemlig,” sagde han, “ved Svig vil berøve mig Land og Undersaatter, da jeg dog med Guds Hjælp indtog London for dig, og nogle sagde den Gang, at du aldrig vilde være bleven Konge over hele England, hvis jeg ikke var kommen dig til Hjælp; nu dømme den almægtige Gud os imellem!” Kong Knud svarede: “Du yppede først Strid med mig; du fratog mig mit Rige i Norge, som min Farfader, Harald, ejede og som Hakon Jarl erholdt af ham; dette Rige havde derpaa min Fader, Kong Svend, og han satte Erik Jarl derover; du fordrev min Søstersøn, Hakon, fra vor Fædreneejendom; jeg har ogsaa i femten Aar ladet dig regjere over dette Rige, som var mine Forfædres Ejendom, og derved betalt dig den Hjælp, du ydede mig i England. Nu maa jeg vinde dette Rige tilbage enten ved List eller med Magt; men dog er der endnu een Grund, som især tilskynder mig til, at være din Modstander, den nemlig at alle Konger, som regiere i mit Naboskab, kysse mig paa Knæ og bøje sig for mig, undtagen du og Kong Ønund, din Svoger, men naar I det ville gjøre, da vil jeg lade mit Fjendskab imod eder fare.” Kong Olaf svarede: “Ingen af os to staae tilbage for dig i Højhed og Værdighed, og vi ville ikke ved nogensomhelst Forpligtelse forbinde os til Underdanighed imod dig, da du snarere maa kaldes en Viking, end en ærefuld Konge.”

Kong Olaf befordrede Kristendommen i mange Henseender; han lod en Kirke rejse i hvert Fylke, og lagde Indkomster dertil. Han var en smuk Mand og snild af Udseende, rank men ikke høj, bredskuldret, regelmæssig af Ansigt og klarøjet, med blondt Haar, som faldt vel, men Skægget var noget rødere; han havde et rødmosset Ansigt, en bred Pande, aabne Øjne, veldannede Lemmer og smaae Fødder; han var fast i sine beslutninger og uforsagt, retsindig og standhaftig i Fare; han var en saare forstandig Mand, og fandt stedse paa det gavnligste Raad, naar han fik Stunder at betænke sig; mindre sikker var han derimod, naar han skulde fatte en Beslutning i en Hast. Han var Enevoldskonge over Norge i samme Udstrækning som hans Frænde Harald Haarfager havde ejet det, saa at hans Herredømme strakte sig imod Norden til Gandvig, imod Sønden til Gøtelven, men imod østen til Eideskov, og imod Vesten til Angelsøsund; der var ingen anden imellem Harald Haarfager og Olaf den Hellige, som ene havde regjeret over dette Rige i sin fulde Udstrækning. Kong Olaf kristnede dette hele Rige; han omstyrtede alle hedenske Offeraltere og Guder, saasom engelskmændenes Gud Thor, Saxernes Gud Odin, Skaaningernes Gud Skjold, Svearnes Gud Freyr og Danernes Gud Godorm, og mange andre Afguderiets Uhyrer, baade Steen- og Træ-Altere, Skove, Søer, Træer og alt andet hedenskab, baade større og mindre. Han havde mærkelige Lærere hos sig: Biskop Grimkel og Biskop Sigurd; de gave Underviisning i Kristendommen og meddeelte Daaben. Lidet agtede Kongen al dette verdslige Riges forfængelige Glæde og Herlighed imod den himmelske Glædes Sødhed; han kunde kaldes det guddommelige Ords Hærfører. Hans berømmelige Liv og udnmærkede Godhed opmuntrede mange Menneskers Hjerter til at staae sig fra Verden og vende sin Hu til Himmeriges Herlighed. Hvilket Menneskes Trodsighed kunde være saa stor, at den ikke maatte bøjes ved denne herlige Konges liflige Tale, fuld af aandelig Viisdom. Ikke allene troede han paa den almægtige Gud, men han spægede sit eget Kjød for Guds Skyld. Den hellige Troes stærke Lue brændte i hans Bryst. Han ærede højlig Kirker og Kirkens Lærere og Kristendommen overhoved; han forskaffede de Fattige Underholdning, klædte de Forfrosne, gav de Faderløse, Enker og fattige Udlændinge Gods, trøstede de Sorrigfulde, og understøttede de Retsindige baade med gode Raad og hvad anden Understøttelse, de behøvede; men han var haard imod Voldsmænd og Hedninger, stræng imod Tyve, og uforsonlig imod alle Onde; han standsede allehaande Uskikke hos Høvdinger og hele Almuen; han revsede Ran og straffede haardt alle Overtrædelser af Guds Ret, men tilgav mildelig alle Forbrydelser imod ham selv. Saare forskjelligt var Omdømmet om ham og hans Fremfærd, medens han levede i denne Verden; thi mange sagde om ham, at han var stolt og herskesyg, haard og hævngjerrig, knap og gjerrig, rasende og vanskelig at komme tilrette med, ærgjerrig og storagtig, og en Mand, hvis Rige i enhver Henseende var af denne Verden; men de, som kjendte ham bedre, sagde, han var mild og ydmyg, sagtmodig og god, venlig og blødhjertet, forstandig og velvillig, majestætisk og alvorlig, oprigtig og paalidelig, forsigtig og ordholden, gavmild og godgjørende, god og agtsom paa sin Vandel, aarvaagen og sindig i sin Regjering, og at han strængt holdt over Guds Love og gode Menneskers Rettigheder; og de som saa syntes, have talt ret om ham, hvorpaa man nu seer mange Beviser. Fandt han noget i sit Sind, hvor hans egen Lyst og Guds Villie ikke stemmede overeens, da lagde han ofte Baand paa sin Villie og gjorde Guds, og tragtede altid efter, mere at fremme Guds Ære, end sin egen Værdighed efter retsindige Mænds Skjønnende. I mange Henseender fremmede han Guds Kirke. Han lod en Kirke bygge paa Island paa Thingvalle, hvor en Kirke nu er ham helliget. Han var en mild Forbeder for alle Gode, men en Skræk for alle Onde. Ingen Konge i Norge var hans Lige, hverken før eller siden, thi han elskede den almægtige Gud, betraadte hansVeje, og opfyldte hans Bud: derfor var Herren med ham i alt, som han vel og viselig udførte, og derfor lader nu den almægtige Gud hans Herlighed saa meget mere aabenbares, som han selv forhen dyrkede Gud i sit Liv og ydmygede sig for Gud og Mennesker. Ingen Tunge kan udsige og intet Sind kan fatte, hvor meget Godt Kongen beviste sine Undersaatter ved at give love og ved at husvale fattige Mænd, ved at udbrede hellige Lærdomme, ved Bestyrelsen af sit Rige, ved Kjærlighed til den almægtige Gud og den almindelige kristne Kirke, ved sine fiittige Bønner og et Skjønt Exempel paa et helligt Levnet. Derfor skinner han nu saa meget klarere i Himmelens Herlighed hos den almægtige Gud, som han levede gudeligere i denne Verden, end de fleste andre Konger i Norden; derfor gjør han nu saa udmærkede Jærtegn med Guds Villie og Forsyn, og mange, som seent eller aldrig ville blive opskrevne. Tager nu af denne hele Kong Olafs Saga, hvad eder tykkes sandt at være, thi i gamle Sagaer blandes meget sammen, hvilket ikke er saa besynderligt, hvor alt grunder sig paa mundtlig Fortælling; men det maae alle være overbeviste om, at alt det Bedste, der siges om Kong Olaf, monne være sandest; ogsaa haaber jeg, at den hellige Olaf ikke vil tilregne nogen det, om noget urigtigt har indsneget fig heri, thi man har kun fortalt det til andres Moro, men ikke for at fornærme Kongen eller i nogen ond Mening.




Noter:

1. Disse Tillæg findes i enkelte Haandskrifter, og vare for vidtløftige til at indskydes i selve Sagaen. De meddeles her i Oversættelsen paa nogle faa Stykker nær, som syntes ubetydelige.
2. Mälaren.
3. Altsaa nær ved en stor Højtid.
4. Omskrivning af Navnet: Ingi, en Konge, og Björg, stejle Klipper.
5. Det findes i den islandske Udgave i anden Deel S. 219.
6. Throndhjem.
7. Dette korte Afsnit findes efter sit Indhold allerede i Sagaens 52de Kapitel, men kunde ikke ret vel her udelades formedelst Sammenhængen med det følgende.