Tilnavne, der står i forbindelse med åndelige egenskaber, kundskaber, tro og lign.

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Tilnavne i den islandske oldlitteratur


ved Finnur Jónsson


særtryk af
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
1907


H.H. Thieles Bogtrykkeri
Kjøbenhavn
1908


Fjerde afdeling


Tilnavne, der står i forbindelse med åndelige egenskaber, kundskaber, tro og lign.


1. T i l n a v n e,   d e r   b e t e g n e r   v i s d o m   o g   k u n d s k a b   i   a l m i n d e l i g h e d.
spakr, spaki (hinn), spaka (hin), Þorkell Austf. X—XI; Bjarni Ldn., Islb., Gr., Fló. X—XI; Eiríkr Orkn. XII; Gestr Ldn. X (v. l. fróði); Gunnarr Islb. XI; Hafr Nj. X—XI; Hlenni enn gamli Ljósv. X—XI; Hróðgeirr Ldn. IX—X; Hrói auðgi, prúði, heimski Flat. XI; Ljótr Ldn. X; Móðólfr Nj. X; Ósvífr Ldn., Eyrb., Eg. X; Þiðrandi Nj. X; Þórarinn Ldn., Band. X—XI; Þorleifr Hkr., Fsk., Islb. IX—X; Þorleifr Hfr. X—XI; Þorlaikr Hák. XIII; Þóroddr Gunnl. X; Þorsteinn surtr Ldn., Ld. X; Þuríðr Ldn., Eyrb. XI; Ǫlvir Rd., Austf. X—XI; Ǫlvir Hkr. IX. ‘Den kloge’, bruges om den medfødte klogskab og dybsindighed; det hedder udtrykkelig om flere af de nævnte, at de var spakir at viti, manna spakastr el. lign.; særlig bruges ordet også om lovkyndige mænd, se min Litt. hist. II, 892—93.

spak- -Bersi Nj., Austf. X; Bǫðvarr Ldn., Sturl. X. ‘Den kloge’, = foreg.

alspakr, Eiríkr Eg. X. ‘I alle henseender klog’; E. kaldes »spakr at viti«.

fullspakr, Þorkell Ldn., Nj. IX—X; Þorkell Nj. X—XI (den førstes dattersön). ‘Fuldt klog’, jfr. de foreg.

málspaki (hinn), Eiríkr SnE., Flat., sagnh. ‘Den talekloge’, kløgtig, dybsindig i sin tale.

ráðspaki (hinn), Guthormr Fsk. IX. ‘Den rådkloge’, den, der giver kloge råd.

ráðsvinni, Rǫgnvaldr enn ríki Hkr., Orkn. IX. ‘Den rådkloge’, = foreg.

vitri (hinn), Kolskeggr Ldn. XI—XII; Vermundr Flat., sagnh. ‘Den kloge’, omtr. = spaki. I øvrigt findes vitri kun engang (i Hb.) om K., der ellers kaldes fróði (s. d.).

alvitr, Hervǫr Edd. ‘Den meget kloge’ (el. vidende?). I øvrigt bet. ordet måske noget helt andet, nemlig ‘fremmedagtigt væsen, væsen i en fremmed skikkelse’ (Sievers), af al- = -al i alius, og vitr = véttr.

snotr, Finnr Hák. XIII; som v. l. for knǫttr og uden tvivl ur.

djúpúðga (hin), Auðr (v. l. -auðga ur.), Fas., Edd., sagnh.; Auðr Ldn., Hkr., Gr., Eyrb., Ld. IX—X. ‘Den dybsindige’. Et adj. djúpauðigr har sikkert aldrig eksisteret, da djúpr ‘dyb’ aldrig brugtes i forbindelse med megen ejendom.

manvitsbrekka, Ástríðr Ldn. X; Jórunn Ldn., Ld., Eyrb. IX—X. ‘Mandevids (menneskeforstands) brink’; brekka bruges her vel hentydende til hendes fyldige barm (jfr. knarrarbringa).

víss, Ǫnundr Ldn. IX—X. ‘Den vidende, kyndige, erfarne’, som sidder inde med (tillærte) kundskaber.

fróði (hinn), Ari Ldn., Eyrb., Ld. XI—XII; Brandr Ldn. XI—XII; Dagr Fsk. IX; Finnbogi Ldn. XI—XII (jfr. rammi); Gilli Hb. (oversættelse af Gildas sapiens); Kolskeggr Ldn. XI; Styrmir Ldn. XIII; Sæmundr Ldn. XI—XII; Þjóðólfr enn hvinverski Hkr. IX—X; Þórólfr Ldn. IX; Þorsteinn Hkr. XI. ‘Den kyndige’, især om dem, som er i besiddelse af historiske kundskaber; jfr. min Litt. hist. II, 201. Þjóðólfr førte vist aldrig dette tn., ligesålidt som Snorri selv, der engang lejlighedsvis kaldes således.

svartameistari, Ríkarðr se ovf.; R. har vel været en udlært gejstlig.


2. S p e c i a l k u n d s k a b e r. bókvisi, Bjarnharðr Islb. XI. ‘Den boglærde’, d. v. s. egl. den, der forstår at læse bøger.

sǫgu- -Eiríkr Fas., sagnh. ‘Fortæller’, den, der forstår at fortælle om historiske tildragelser.

laga- -Eiðr Bárð. X—XI; -Ulfljótr Þhreð. IX-X. ‘Lov-’, ɔ: den lovkyndige. Om E. hedder det, at han fik sit tn. fordi han blev »allra manna lǫgvitrastr«; U. fik tn., sikkert fordi han skabte den første isl. fristatslov.

lǫg- -Bersi Hkr., Mork., Fsk. XI; -Skapti Ldn., Ann. X—XI. ‘Lov-’, = det foreg.

lǫgspaki, Eysteinn (konge, d. 1122) NgL. ‘Den lovkyndige’. Dette var Eysteinn i meget höj grad.

stjǫrnu- -Oddi Rímb., Hb. XII. ‘Stjærne-’, ɔ: den stjærnekyndige; »hann var rímkœnn maðr, svá at engi maðr var hans maki honum samtíða á ǫllu Íslandi«, men kalenderkyndigheden beror på kendskab til himmellegemernes bevægelser; af ham er det såkaldte Stjǫrnu-Oddatal om solens gang.

tǫlvísi (hinn), Bjarni Rímb. XII. ‘Den talkyndige’, regnekyndige.

gigja, Mǫrðr Ldn., Nj. X. ‘Gige’, sikkert fordi han forstod at spille på et sådant instrument.


3. S k j a l d e k u n s t. Selve ordet skáld findes utallige gange föjet til et navn, men dette er ikke at betragte som tilnavn i egenlig forstand, men mere som etslags værdigheds eller stillings betegnelse. Jfr. Ryghs bemærkning og A. Olrik i Arkiv f. nord. fil. XII. Derimod er ordet tn. som forled, og i sammensætninger, og som sidste led i en sammensætning.

skáld- -Bersi Ætt. XI; -Hallr Sturl. XIII; -Helgi Ldn. XI; -Hrafn Ldn., Eg., Gunnl. XI; -Máni Skt. XII—XIII; -Refr Ldn., Eyrb., Flat. XI; -Stúfr Ld. XI; -Torfa Gr. X; -Þórðr Sturl. XH; -Þórir SnE. XII(?). — ‘Skjald-’, d. v. s. digteren, digterinden. Når A. Olrik (anf. st.) har bemærket, at sål. kaldtes kun mindre bekendte, lokale digtere, passer dette ikke i alle tilfælde, sål. ikke når talen er om Hrafn, Máni, Refr, Stúfr, der alle var udenlands og var hirdskjalde.

skáldmær, Jórunn Hkr. X. ‘Skjaldmø’, ɔ: digterinde.

skáldkona, Þórdís Ljósv. XI; Þorfinna Heið. XI; Þórhildr Nj. X. ‘Skjaldkone’, ɔ: digterinde; om den sidste hedder det, at »hon var orðgífr mikit ok fór með flimtan« (spottedigte); muligvis betyder tn. noget lignende i de andre tilfælde.

skáldstikill, Guðmundr Ann. XIII—XIV. Stikill bet. i reglen den spidse ende af hornet; dette synes ikke her at give nogen mening. Aasen har (fra Orkadalen) en anden betydning, nemlig »tappen i roden af et horn« (= sló); hvis vi tör antage denne betydning, vilde det hele bet. omtr. ‘en lille digter’, en »versemager«, der forholder sig til skáld som »tappen i et horn« til hele hornet.

skáldhrafn, Hrafnkell (en sön af Þórðr Rúfeyjaskáld se nedenfor) Ldn. XII. ‘Skjaldravn’; »Hr. er Sk. var kallaðr«; det sidste led er altså det egl. navns første led og etslags kælenavn.

skáldsteinn, Þorsteinn Sturl. XII. ‘Skjaldsten’; navnet er dannet af det egl. navns sidste led; jfr. det foreg.

jarlaskáld, Arnórr Hkr., Skt., Orkn. osv. XI. ‘Jarleskjald’, sål. kaldt, fordi han var særlig knyttet til et par Orknøjarler, besvogret med dem, og han besang dem.

jarlsskáld, Hákonarskáld, Þorleifr Svarfd., Þorlþ., SnE. X. ‘Jarlskjald, Håkonsskjald’, sål. kaldt, fordi Þ. digtede om og var knyttet til Hakon jarl.

orraskáld, Þorgils Ldn. X. ‘Orresskjald’, uvist hvorfor kaldt således; fordi han digtede om en mand Orri, el. en med dette som tn.? (jfr. Eysteinn orri i 11. årh.).

Sigvaldaskáld, Þórðr Hkr. X—XI. ‘Sigvaldes skjald’, fordi han var knyttet til og digtede om Sigvaldi jarl i Danmark.

Skakkaskáld. Þorbjǫrn Hkr., Skt. XII. ‘Skakkes skjald’, fordi han digtede om Erling skakke.

gullbrárskáld, Bjarni Hkr., Fsk., Skt. XI. ‘Guldbrå-skjald’, fordi han har digtet om en kvinde ‘med gyldne öjenvipper’ (se ovf.).

kolbrúnarskáld, Þormóðr Hkr., Fbr. osv. X—XI. ‘Kulbryns-skjald’, fordi han digtede om Torbjörg kulbryn (s. d.).

dísarskáld, Þorbjǫrn SnE. XI. ‘Dise-skjald’, mulig fordi han har digtet om en kvinde med tn. dís.

blǫnduskáld, Þorvaldr Skt. XII. ‘Blande-skjald’, uvist hvorfor, men blanda ser ud som et tn.

gnævaðarskáld, Gamli SdE. XI. ‘Gnævads-skjald’; gnævaðr ‘den höjtragende’ ser ud som et tn.

kíkinaskáld, Oddr Hkr., Skt. XI. ‘Kikines-skjald’; kikini ser også ud til at være et tn.

De fire følgende tn. hidrører vist alle fra, at deres bærere er opdragne eller har opholdt sig en længere tid blandt dem, der antydes i det første led.
Danaskáld, Þorgeirr Skt. XII. ‘Daners-skjald’, fordi han længe har opholdt sig i Danmark.

Elfaraskáld, Þorkell Nj. XII(?). ‘Elvmændenes skjald’; Elfarar er s. s. Elfargrímar, beboerne af egnene ved Göta-elven; hos dem har vel T. opholdt sig i nogen tid.

Mœraskáld, Þórðr SnE. XI(?). ‘Mörernes skjald’, af en lign. årsag. I øvrigt er det første leds form ikke helt sikker, idet det også skrives mavra, hvilket dog kan bet. det samme som mœra.

Bryndœlaskáld, Illugi Hkr., Skt. XI. ‘Bryndölernes skjald’, vel fordi han er bleven opfostret i Brynjudalen på Island.

Følgende tre tilnavne indeholder et stedsnavn, hvorved bærernes hjemsted sikkert antydes.
Hamarskáld, Þorkell Hkr., Skt. XII—XIII. ‘Hamarskjald’, fra en gård H. snarest.

Barreyjarskáld, Ormr Sturl., sagnh. ‘Barrøskjald’, fordi han stammede fra Barrø blandt Shetlandsøerne (?); jfr. barreyskr ovf.

Rúfeyjaskáld, Þórðr Sturl. XII. ‘Rufø-skjald’, »af því at hann hafði þar lengi verit áðr« (ɔ: för end han bosatte sig på gården Hvammsdal).

dáðaskáld, Eyjólfr Hkr., Skt. XI. ‘Dåds-skjalden’, fordi han havde digtet om dáðir, ɔ: Erik jarls heltebedrifter.

ómagaskáld, Oddr Gr. X—XI. ‘En skjald, der er ómagi’, ɔ: bliver underholdt og forsörget af andre; »hann var framfœrslumaðr þeira«, hedder det om ham.

vandrædaskáld, Hallfrøðr Hkr., Hfr., Ldn., Ld. X—XI; Hfr. XI (den førstes sön). ‘Den vanskelige, umedgörlige skjald’; den bekendte fortælling om, hvorledes H. fik sit tn., læses i Olaf Tryggvasons og hans egen saga.

hvítaskáld, Óláfr se ovf.

svartaskáld, Óláfr, Þorkell se ovf.

loftunga, Þórarinn Hkr., Skt. XI. ‘Lovtunge’, sikkert fordi han i sine digte om fyrster roste disse i stærke ord.

óðarkeptr, Skt. (v. l. Óttarr keptr), Ldn. (ljóðarkeptr, kun i Melabók) XI. Dette ord optræder som navn (Skt. A, hvorimod B har den anf. var.), men må vist være et tn. ‘Sangkæft’, fordi han har digtet mange kvad (?).

drápustúfr, Þóroddr Ldn., Gr. X —XI. ‘Drapestump’, mulig fordi han digtede et kvad (Ófeigsvísur), hvis navn tyder på, at det ikke var en drape, men en flok.

Endelig er der:
skáldaspillir, Eyvindr Hkr., Eg., Skt. X. ‘Skjaldefordærveren’, sikkert således kaldt, fordi han stærkt efterlignede ældre skjaldes kvad både i form og udtryk; hans modstandere har vel givet ham tn.; partirivningerne er velkendte fra Harald gråfelds saga. ‘Skjaldefordunkler’ kan tn. slet ikke betyde.

illskælda, Auðun Eg., Skt., Skáldas., SnE. II. IX. ‘Den slette digter’, sikkert fordi det opdagedes, at A. til et af sine kvad (der fik navnet Stolinstefja) havde ‘lånt’ omkvædet af et ældre digt.


4. T r o l d d o m,   s p å k y n d i g h e d. galdra- -Heðinn Nj., Flat., Bisk. X. ‘Trolddoms-’, den troldkyndige; ved sine kunster bevirkede H., at jorden slog rævne og slugte Tangbrands hest.

galdrakinn, Þorgríma Eyrb. X. ‘Trolddoms-kind’, den troldkyndige; kinn har i denne sammensætning ingen særlig betydning.

fjǫlkungi (hinn), fjǫlkunga (hin), Þórir Sturl. XII; Gefjun Austf. XI. ‘Den troldkyndige’.

hamrammi (hinn) se ovenfor.

spá- -Gils Eyrb. (to personer) X. ‘Spå-’, fremsynt; om den første hedder det, at »hann var framsýnn ok eptirrýningarmaðr mikill um stuldi eða þá hlati aðra, er hann vildi forvitnask«.

spákona, Þórdís Vd., Heið., Korm. X; Þuríðr Ldn. IX— X; Þuriðr Ann. (kun Flat.) XI—XII. ‘Spåkvinde’; om Þórdís hedder det, at hun var »margs kunnandi« (jfr. fjǫlkunnigr); jfr. hendes optræden i Korm., hvor hun kaldes fordæða. Den sidste Þuríðr er den bekendte datter af Snorre gode, som af Are kaldes »margspǫk ok óljúgfróð«; hun kaldes ellers ikke ‘spåkvinde’, og hun har vist aldrig båret det tn.

spámaðr, Þórhallr Flat. X—XI; [‘Spåmand’]; han var »maðr fróðr ok mjǫk framsýnn«.

vǫlva, Heimlaug Gullþ. X. ‘Völve’, spåkvinde.

lítilvǫlva se ovenfor.

gandr, Gunnbjǫrn Ldn. IX (v. l. gauðs, næppe rigt.); Hárekr Hkr., Fas. IX. ‘Trolddoms-stav’, = vǫlr (hvoraf vǫlva er dannet); om en sådan stav oplyser Eiríks s. rauða (jfr. Vǫluspá: vitti hón ganda).

gand- -Álfr Hkr., Flat., sagnh.; = foreg.

draumspaki (hinn), Finni Ldn. XI. = Drauma-Finni Ljósv. ‘Den drömmekyndige’, ɔ: den, der forstår at tyde drömme.

draumr, draummaðr, Einarr Bisk. XIII. ‘Dröm, drömmer’, sikkert fordi han har haft varslende drömme (verit berdreymr).


5. T i l n a v n e,   k n y t t e d e   t i l   t r o   o g   r e l i g i ø s e   f o r e s t i l l i n g e r.
guð- (ældre goð-) -Brandr Flat., sagnh.‘Gud-’, om Br. hedder det, at hans fader gav ham til guderne og »var hann kallaðr G.«. Sikkert er alle de med Guð- (Goð-) begyndende navne således opståede, som det her er antydet.

þór- -Hrólfr Eyrb. IX—X; -Grímr Eyrb. X. ‘Tor-’; sagaen fortæller at H., der forestod et Torshov, »var mikill vin Þórs ok af því var hann Þórólfr kallaðr«. Sikkert er ‘Tor’-navnene oprindelig opståede omtrent som her antydet, og som det direkte udtales i et lille fra Hauksbók stammende stykke, se udg. 503-4, jfr. Eyrb., om Grímr; »þann svein gaf Þorsteinn Þór . . . ok kallar hann Þorgrim«.

blót- -Hákon Ann. (dog kun i Oddav. ann.) X; -Már Ldn., Hfr. X-XI; -Sveinn Hkr. XI; -Ubbi Flat. X—XI. ‘Blot-’, betegner vedk. personer som ivrige hedninger og ofringsmænd.

blótjarl, Hákon Ann., Flat. X. ‘Blotjarl’, fordi Hakon jarl var en så ivrig hedensk gudedyrker; jfr. Hkr.

blótr (el. blót, ordet står i gen. blótz), Sigurðr Ann. XIII. Her bet. ordet måske snarest ‘den, der bander’.

hof- -Hallr Gullþ. X; -Kolli Ldn. IX—X (sål. Hb., medens Stb. og Mb. blot har Kolli). ‘Hov-’, på grund af at de var hov-forstandere (ejere); om H. hedder det, at han »reisti hof mikit« og blev en stor hövding.

vé- -Geirr Ldn., Sturl. IX. ‘Vi-’; om G. hedder det, at han kaldtes så, fordi han »var blótmaðr mikill«; af hans börn nævnes der 7, hvis navne alle begynder med Vé-.

goðlauss, Bersi Ldn., Eg., Gr. IX—X; Hallr Ldn. IX— X; Helgi Ldn. IX (Þórir v. l.). ‘Gudløs’, ikke troende på guderne, ateist. Om Helge og hans sön Hallr hedder det, at »þeir feðgar vildu eigi blóta ok trúðu á mátt sinn«.

heiðingi, Áslákr D. N. XIV. ‘Hedning’, måske fordi han ikke var døbt(?).

ókristni (hinn), Haldórr Hkr., Fsk., Skt. X-XI. ‘Ukristne’, vel fordi han ikke vilde lade sig døbe.

kristni (hinn), kristna (hin), Gróa Ldn. X; Jǫrundr Ldn. X; Kálfr Ljósv. XI; Máni Bisk. X; Þorleifr Austf. X; Þorvarðr Flat. X; Ǫnundr Bisk. X. ‘Den kristne’; det var naturligt, at enkelte personer, der tog den kristne tro, endnu medens hedenskabet rådede, af hedningerne fik dette tn., som for dem sikkert var et spottende tn.; Máni, Torvard og Ǫnund var bl. dem, som Torvald vidförle og biskop Frederik omvendte; de andre er endel ældre, tildels börn af landnamsmænd. Kun Kalfr er fra 11. årh.

helgi (hinn), Eiríkr Knytl. XII; Hallvarðr Hkr. XI; Játmundr Flat., Ann. IX; Jón Bisk. XI—XII; Magnús Orkn. XI—XII; Óláfr Hkr. ofl. XI; Ósvaldr Ósv.; Trollhœna Orkn.; Vilhjálmr Ann. XIII; Þorlákr Bisk. ofl. XII. ‘Den hellige’, kanoniserede, mirakelgörende.

kúlnasveinn, Eilífr SnE. XII. ‘Kugle-svend’, har uden tvivl hensyn til, at han har båret et paternosterbånd.

trúfasti, Aðalsteinn (konge i England d. 941) Eg. X. ‘Den tro-faste’, ɔ: den, der fastholder sin tro.

guðiþekkr, Guðmundr Sturl. XIII. ‘Gud kær’, elsket af gud.

Alle disse tn. er af betydelig kulturhistorisk interesse og kaster lys over brydningen mellem hedenskab og kristendom.


6. T i l n a v n e,   d e r   b e t e g n e r   m a n g e l   p å   s j æ l e s u n d h e d   o g   r o,   g a l s k a b   e l.   l i g n.; de er modsætninger til dem i 1. gruppe.
fífl- -Egill Fbr. X—XI. ‘Tosse-’; om E. hedder det, at han var »óvitr«; han er dog en ret brugbar huskarl og tjæner, men har været meget indskrænket.

Rennisfífl se ovenfor.

Hrafnistufífl se ovf.

Skuggafífl ligeledes.

fíflski (hinn), Ketill Ldn., Nj. (finzki ét hdskr.), [Ld., men her kaldt fiskni, dog med v. l. finzki; fiskinn, der sikkert er ur., betyder ‘den dygtige fisker’] X. ‘Den tossede’, sikkert kaldt således fordi »hann var kristinn«.

heimski (hinn), Án Fló. X—XI; Gormr enn gamli ok enn ríki Jóms. IX—X; Hrafn Ldn., Nj. IX—X; Hreiðarr Mork. XI; Hrói auðgi Flat. X—XI; Óttarr Edd., sagnh. ‘Den dumme’, ɔ: indskrænkede (egl. hjemmevandte, som aldrig har set fremmede sæder og som ikke forstår at opføre sig blandt fremmede); om An hedder det, at »hann hljóp um land alt, kunnr ǫllum mǫnnum«; han har vel været småtosset. Hrói var alt andet end dum (»var vel viti borinn«), men blev midlertidig kaldt således.

galinn, Bói Magn. lag. XIII; Gunnarr Sv. XII; Hákon Sturl., Sv., Hák. XII—XIII; Hákon Sturl. XIII. ‘Galen’, vistnok = voldsom i sin færd og hidsig.

hrani, Þorbjǫrn Sturl. XII. ‘Den uforsigtig fremfusende’.

óði (hinn), Eyjólfr Sturl. XII—XIII; Jón Sturl. XII; Kolbeinn Hkr. XII; Þorgeirr Ldn. IX—X. ‘Den rasende’, omtr. = det foreg.

œdikollr, Ásgeirr Ldn., Ld., Vd., Gr. X. ‘Det rasende hoved’, om en hidsig, fremfusende person. At tn. skal skrives sål. (og ikke æði-) viser skrivemåden ’ode i brudst. AM. 162 D 2, fol. (se udg. s. 314).

hóflausa, Þorgeirr Fbr. X—XI. ‘Mangel på mådehold’, således kaldt, fordi »hann hafði til hversvetna meira en hann þurfti«.


7. T i l n a v n e,   d e r   t a g e r   s i g t e   p å   m o d   o g   s t r i d b a r h e d   e l.   d e t   m o d s a t t e.
frœkni (hinn), Áli Hkr., sagnh.; Alrekr Flat., sagnh.; Friðþjófr Fas., sagnh.; Fróði Hkr., Ld., sagnh.; Helgi Fas., sagnh.; Helgi Þorlþ. X; Holti Hkr. XI. ‘Den tapre’. Mærkeligt er det, at de fleste bærere af dette tn. er sagnhistoriske.

hugprúði (hinn), Hjalti Fas., sagnh. ‘Den modige’; sit mod fik H. ved at drikke blodet af et vildt dyr, ved hvilken lejlighed H. sagde: »Eigi mon ek þá hræðask ok eigi þik upp frá þessu«.

hugumstóri (hinn), Hjálmarr Fas., sagnb. ‘Den modige’ = hugprúði (ikke = ‘höjmodig’).

rakki (hinn), Bergr Ldn., Vd. X; Eindriði Sv. XII; Oddr Ldn., Eyrb. IX. ‘Den modige’.

óargr, óargi (hinn), Óli Hák. XI. — Úlfr Ldn., Eg., Skt. IX; Þorbjǫrn Ldn. IX. ‘Den ikke-bløde’, ɔ: modige; Óles tn. er også blevet læst som vargr ‘ulv’.

snjalli (hinn), snjalla, Gunnhildr NgL. XI(?); Hálfdan Fas., Nj., sagnh.; Steinn Ldn., Fló. X. ‘Den modige, raske’.

snjall- -Steinn Ldn. X. = Steinn enn snjalli, s. d.

snillingr, Úlfkell Fas., sagnh.; Úlfkell Hkr. XI. ‘Den modige’, jfr. Fritzner og det der anførte sted: »ok þykkja þeir snillingar, er jafnfram fara mer«; hos Snorre anføres ordet sammen med ord som kappar, kenpur osv.

sókndjarfi (hinn), Sviði Fas., sagnh. ‘Djærv til angreb, modig’.

harðrádi, Eysteinn Hkr., forh.; Haraldr Hkr. osv. XI. ‘Den rådhårde’, d. v. s. som véd at fatte kraftige råd og udføre dem eftertrykkelig.

stórráða, Sigriðr Hkr. osv. X—XI. ‘Den storrådige’, som fatter store planer og véd at udføre dem.

rǫskvi, Grjótgarðr Hkr. X. ‘Den raske’.

hvassi (hinn), Arngeirr Ldn. X; Hárekr Hkr. X; Helgi Hkr., sagnh.; Helgi Hák. XII—XIH; Úlfr Ldn. IX. ‘Den raske’, = det følg.

hvati, Hvítserkr Fas., sagnh. = det foreg.

hvatvísi (hinn), Hreiðarr Fas., sagnh. Omtr. ensbetydende med de to foreg., men måske med bibetydning af fremfusenhed (sål. nutildags).

erra, Þórðr Ldn. X—XI. ‘Den raske, dygtige’.

erringar- -Steinn SnE. XII(?). ‘Den udholdende, dygtige’.

Hertil slutter sig tn., der betegner bæreren som ‘helt’.
kappi, Ketill Ldn., Eyrb. X; Leiðólfr Ldn. IX—X; Úlfarr Ldn., Eyrb. IX—X.- ‘Kæmpe, helt’, kraftig og ihærdig person, en mand, der, foruden at være modig, tillige er ‘fyr og flamme’.

Breiðvíkingakappi, Bjǫrn Eyrb. X. ‘Bredevigsmændenes helt’, fordi B. var selv fra Bredevig (Island).

Bretakappi, Birgir Hemþ. X—XI. ‘Britternes helt’; Bretar = beboerne af Wales. B. er måske uhistorisk.

Hitdœlakappi, Bjǫrn Ldn., Bj. Eg. X—XI. ‘Hitdölernes helt’; B. bode i Hitådalen.

Húnakappi, Hildibrandr Fas., sagnh. ‘Hunnernes helt’; H. blev opfostret hos sin bedstefader af samme navn i Hunaland.

Hǫrdakappi, Hallbjǫrn Ldn. IX. ‘Hordernes helt’, sikkert fordi han var i Hördaland; hans sön var Torkel i Alviðra, men A. ligger i Hördaland.

Sygnakappi, Vébjǫrn Ldn., Gisl. IX. ‘Søgningernes helt’.

jarlakappi, Þorbjǫrn Ldn., Gr. X. ‘Jarlers helt’; det hedder om Þ., at han drog til Island fra Orknøerne; det er sikkert de orknøske jarler, som han er benævnt efter; han har vel været på krigstog med dem.

þjófakappi, Erlendr Bǫgl. XIII. ‘Tyvenes helt’; uvist hvorfor.

Alviðrukappi, Þorkell enn auðgi Ldn. X. ‘Alvidras helt’; hans fader Tord bode i Alviðra i Dyrefjord, Island.

Kaupangskappi, Sigmundr Fas., sagnh. ‘Købstadshelt’; S. var en af dem, der var komne »ofan frá Sigtúnum«.

Uppdalakappi, Áli Fas., sagnh. ‘Opdalenes helt’; »hann var upplenzkr at ætt«, altså fra Oplandene i Norge.

Egðaforkr, Eysteinn Skáldas.(Hb.) IX. ‘Egdernes kæmpe’; forkr egl. = jærnstav; bruges nu på Island ofte om en meget kraftig, arbejdsdygtig mand (jfr. brugen af grjótpáll).

berserkr, Þráinn Sturl., sagnh. (måske ikke et egl. tn.). ‘Bersærk’.

Haðaberserkr, Háki Fas. (Hb.), Hkr. IX. ‘Hadernes bersærk, kæmpe’; H. kaldes konge på Hadeland.

Haddingjaskati, Helgi Edd. ‘Haddingernes helt’, jfr. skati marika på Rökstenen.

Her kan følg. få plads:
Út-Steinn Fas., sagnh. ‘Ud-’, modsætning til broderens ‘Inn-’, jfr. fortællingen i Hálfss. k. 10 (han stod en hel dag på rorstangen).

Disse tn. står på overgangen til dem, der betegner en person som ufredelskende og som kriger.
Styr- -Bjǫrn Hkr., Flat., Eyrb., Knytl. X. ‘Kamp-, ufreds-’, også kaldt Styrbjǫrn enn sterki. Om ham hedder det, at kong Erik gav Bjǫrn tn. »af harðfengi sinni ok styrjǫld«.

styrr, Arngrímr Eyrb. X—XI. ‘Ufred’; om ham hedder det, at han fik sit tn., fordi han var »ofstopamaðr mikill ok fullr ójafhaðar«. I dette tilfælde gik styrr over til et ligefremt navn, og et andet tn. viga- blev föjet til som forled.

styrjaldar- Magnús Hkr., Fsk. XI—XII. ‘Ufreds-’; ɔ: Magnus barfod; dette tn. har dog aldrig været almindeligt.

ófridr, Ǫnundr Sv. XII. ‘Ufred’; næppe at læse ófriór ‘uskön’.

skálmǫld, Þorsteinn Fsk. XII. ‘Ufred’, egl. ‘sværdtid’ (jfr. Vspá 45).

Hertil slutter sig fremdeles følgende:
ákafr, Ámundi Hák. XIII. ‘Den voldsomme, ivrige’.

ákafi, Þórarinn Gullþ. X. ‘Den voldsomme’; enten subst. eller svagt adj.

hákr, Þorkell Ldn., Nj., Ljósv. X—XI; Brynjólfr ÓTr (Oddr) 1853 (v. l. haukr, vistnok ur.; B. opføres som en broder til Bjǫrn enn mikli; i Flat. star »Brynj. ok Haukr bróðir hans«), hákr bet. en ‘voldsom, uforskammet’ person, der er dygtig til at bruge mund. Om Þ. hedder det, at han var »einlyndr ok hetja mikil« (Ljósv.); han kaldtes h., fordi han »eirði hvárki í orðum né verkum við hvern sem hann átti« (Nj.; jfr. beskrivelsen k. 119—20).

hallfrekr, Illugi Sturl. XII—XIII. Betydn. af første led er ikke sikker; frekr bet. ‘begærlig, fremtrædende og fordringsfuld’.

hreða, Ulfr Nj. XI; Þórðr Þórð. hreð, uhist. (nu ofte udtalt hræða og sat i forb. med at hræða ‘at forskrække’, men sikkert ur.). ‘Den voldsomme’, egl. vel ‘ufred’. Hvad U. angår, er det muligt, at tn. er en forvanskning af et keltisk ord.

hreðu- -Halli VLj. X—XI (også Eyglu-). ‘Ufreds- el. voldsomheds-’; H. var »hávaðamaðr enn mesti«.

hroði, Álfr Hkr., Mork. XII (også skr. roði). ‘Uro, strid’; i begrebet ligger også brutalitet.

karp- se skarf- nedenfor.

káviss, Hákon XII. ‘Stridslysten, trættekær’; jfr. vb. ‘forstyrre ens fred og ro’ (Fritzner).

kærir, Sigurðr Hák. (v. l. kerra kun i Flat.) XIII. ‘En, der ofte besværer sig’.

ofsi, Eyjólfr Sturl., Ann. XIII; Guðmundr Sturl. XIII; Þórarinn Ljósv., Fbr. XI; Þorvaldr Eg. X. ‘Overmod, voldsomhed’. Om Torarin hedder det, at han var »ofláti mikill ok afbragðsmaðr«; denne tilföjelse viser, at tn. ikke er absolut nedsættende.

ósvifi (hinn), Bergr Sturl. XIII. ‘Den stridbare’, egl. ‘den uskånsomme, ueftergivende’.

rósti, Brynjólfr Nj. X (v. l. rósta, tosta, det sidste sikkert ur.); Þórarinn Sturl., Bisk. XII. ‘Overmod og frækhed’. B. beskrives som »hit mesta illmenni". Nu hedder ordet altid rosti.

rósta, Ǫlvir Orkn. XII. ‘Strid, voldsomhed’.

snerrir, Þorgrímr Eyrb. X—XI (ɔ: Snorri goði). Egl. nom. ag. til at snerra, dannet af subst. snerra ‘strid, kamp’, altså ‘den stridige, stridbare’; tn. fik S., fordi han »var heldr ósvífr i œskunni«; tn. gik over til Snorri, der så blev brugt som det egenlige navn.

strúgr, Þorbjǫrn Ldn. IX—X. ‘Overmod, hovmod’.

þrái, Þorkell Fas., sagnh. ‘Den trodsige, stædige’.

Modsætningen til alt det foregående betegnes ved følgende tn.
huglausi (hinn), Þórðr Gísl. X. ‘Den modløse, feje’.

geit, Auðun Ldn., Gr. IX; Finnr., Fsk. (skr. keit), Mork. XII. ‘Ged’; A. kaldtes således, fordi han lod sig skræmme til at udrede bod for en af ham dræbt mand. Endnu bruges geit i denne betydning på Island (samt en forstærkende sammensætning raggeit). Jfr. ogsaa Fritzner s. v.

kúgað, Þorsteinn Sv. XII. ‘Den kuede, som lod sig kue’ (til at opgive en fæstning, som det fortælles i sagaen).


8. T i l n a v n e,   d e r   h e n t y d e r   t i l   v æ s e n   o g   d e r i g e n n e m   k a r a k t e r   i   d e t   h e l e.
mannasættir, Þórarinn svarti, Eyrb. X. ‘Mænds forliger’; er måske ikke egl. tn.

gǫfugláti (hinn), Goðrøðr Hkr. (i Yngl. er ordet ikke at opfatte som tn.). ‘Den, der tér sig fornemt og ædelt’.

mikilláti, Danr Hkr. osv., sagnh.; Fróðí Hkr., sagnh. (også kaldt en friðsami); Goðrøðr Hkr., sagnh. (v. l. gǫfugláti, også kaldt veiðikonungr). ‘Den, der lætr mikinn’ ɔ: er overmodig og udfolder stor pragt.

margláti (hinn), Teitr Bisk. XI. ‘Foretagsom til at finde på, give sig af med mange ting, foranderlig i adfærd’ (Fritzner); er ikke ubetinget rosende.

ofláti, Aðils Fas., sagnh.; Eyjólfr Sturl. XII (en broder til Ásbjǫrn valfrekr); Gunnlaugr Vígl., fing.; Þórarinn Sturl. XII; Þorgeirr Ldn. X—XI. ‘Den overmodige og flotte’.

lítilláti (hinn), Óláfr Flat., sagnh. (fader til Danr mikilláti). ‘Den nedladende og ligefremme, fordringsløse’.

frið- -Fróði Hkr., SnE., Islb., sagnh. ‘Fred’, på grund af hans fredelige sind og den landefred, der herskede i hans tid.

kyrri (hinn), Óláfr Hkr. XI; Þorbjǫrn Ldn. X. ‘Den rolige, stilfærdige’; Ó. siges at have været »fámálugr optast ok ekki talaðr á þingum« og »friðsamr«.

þrymr, þrumr og þrym-, þrum-, Ketill Ldn. IX (her þrymr som v. l. ur.); Ketill Nj. X (også þrym-Ketill, þrum- Ketill; þrumr) Austf.; Ketill Austf. IX-X; Þóraldi Sv. XII. ‘Den rolige og tavse’.

lati, Eiríkr Hák. XIII. ‘Den dovne’.

hein, Haraldr Hkr., Knytl. XI. ‘Hén’, d. v. s. blød sten, især slibesten. Kong Harald var »maðr kyrrlátr ok fálátr, ómálugr, ekki talaðr á þingum« (jfr. kyrri), »kyrr ok hœgr við fólkit«; hans tn. hentyder til disse egenskaber. Jfr. også Sakses beskrivelse, der temlig nöje svarer til sagaens.

Endnu følg. må stilles her:
Inn-Steinn Fas., sagnh. ‘Ind-’, fordi han engang i regnvejr vilde, at tæltene blev spændte over skibet. Jfr. broderen Út-Steinn ovf.


9. T i l n a v n e,   d e r   b e t e g n e r   b æ r e r e n   s o m   g l a d,   m u n t e r.
glaði, Gerðarr Fas., sagnh.; Gizurr Ldn. X; Gizurr Sturl. XIII. ‘Den glade, muntre’; uagtet glaðr opr. bet. ‘den lysende’, er der næppe grund til her at antage den betydning.

gleðill, Gríss Ldn. X. ‘Den glade’; subst. er afledet af glaðr, ikke uden ironisk bibetydning (lidt naragtig).

káti, Einarr Sturl., Ann. XII; Þorgeirr Sturl. XIII. ‘Den muntre’.

feginn, Finnr Hemþ. (Hb.) XI. ‘Den glade’, egl. ‘den, der bliver glad over et eller andet i öjeblikket indtruffet’.

gáli, Grímr Bisk. XII. ‘En kåd og letsindig person’, jfr. nyisl. gála fem. (om en kvinde, der er lystig og let på tråd), no. gaale ‘tosse, dum og fremfusende person’ (Aasen), gáli ‘morio, fatuus’ Bj. Hald. Det er vel det ligeglad-letsindige, der er det mest fremtrædende i betydningen; jfr. subst. gáll ‘lætus fervor’ (Bj. Hald.).

gemsungr, Snorri Sturl. XIII. ‘Den lystige’, dog snarest i nedsættende betydning.

glaumr, Þorbjǫrn Gr. X—XI. ‘Stöj, lystighed’. T. var »enn mesti gárungr«.


10. G a v m i l d h e d,   G æ r r i g h e d.
gjafa- -Refr Fas. (= Rennisfifl). ‘Gave’, fordi han bortskænkede store gaver, se Gautrekssaga.

gjafleifi, Þorleifr Hrafnss. XIII. ‘Gave-lev’; leifi er kælenavn for Þorleifr og gjaf- er s. s. gjafa-, foreg.

mildi (hinn), Baldviui Játvs. XI (ɔ: grev B. V); Eldjárn Rd. X—XI; Gautrekr Hkr., Fas., sagnh.; Hálfdan Hkr. (ok enn matarilli), sagnh.; Hallr Sturl. XI; Heðinn Ldn. X—XI; Heinrikr (III) Knytl., Ann. XI; Valdarr Flat., sagnh. ‘Den gavmilde’; denne betydning må vel i de fleste tilfælde forudsættes. Om Gautrek hedder det: »mikit er um ǫrleik Gautreks konungs, er hann gefr gull við grjóti«.

gjafmildi (hinn), Fróði Ann., sagnh.; Gautrekr Ann., sagnh. ‘Den gavmilde’; efter at mildr særlig i det 12. årh. var gåt over tildels at bet. ‘from’, beg. man at tilföje gjaf-, når ordet skulde bruges i den gamle betydning; tn. findes da også kun i den unge Lögmannsannáll.

ǫrvi (hinn), Brandr Hkr., Eyrb. Ld. XI; Gautrekr Ldn. (= G. mildi, s. d.); Hafliði Ldn. X; Magnús Orkn. (Flat.) XII. ‘Den gavmilde’; således vistnok i alle tilfælde, og ikke ordets anden (hoved)betydning ‘den raske’.

sinkr, sinki (hinn), Hallsteinn Sv. (således Eirsp.; andre har snikr, Flat., el. snákr 327; sink Skálh. bók; rimeligvis er sinkr det rigt.), XII; Nereiðr enn gamli Ldn. (hvor dog Hb. har Arnmóðssonar jarls ens sinka, »den yngre Melab.«: Nereiðss. jarls hins gamla ok sinka), sagnh. ‘Den gærrige, egenkærlige’.


11. B r a v h e d,   g o d h e d. góði (hinn), Aðalsteinn Mork. (= A. trúfasti) X; Arnórr Ldn. (rauðæingr, rauðkinnr) X- XI; Eiríkr Hkr., Knytl. XI—XII; Grímr Hkr., Óleg. XI; Guðmundr Sturl., Bisk. XII—XIII; Guðini Bisk. XI; Hákon Hkr. osv. X; Játvarðr Hkr., Ann., Hák. Iv. (bekenderen); Magnús Hkr. osv. XI; Magnús Ldn., Sturl. XIII; Magnús Flat. (= Magnus Smek) XIV. ‘Den gode’, ɔ: milde og elskede.

góðrádi (hinn), Sǫrli Sól.; fing. ‘Den, der tager el. giver godt råd’, omtr. = god.

barnakarl, Ǫlvir, Ldn., Ld., Nj., Gr. IX. ‘Börne-karl’, fordi han, uagtet han var en stor viking, »let eigi henda bǫrn á spjóta oddum, sem þá var víkingum títt«. Denne oplysning er der ingen grund til at betvivle.

lávarðr, Knútr Knytl. XII; Sigurðr Sv. XII. ‘Lavard’; tn. forklares som givet K., fordi han var »allra manna vinsælastr ok ǫrvastr af fé ok bezt þokkaðr af alþýðu«. Sakse forklarer derimod tn. som »herre«, og det er mulig rigtigere; i så fald hører det under næste afdel. 3:

tryggvi (hinn), Ingjaldr Ldn., Gr. IX. ‘Den tro, pålidelige’.


12. N o g l e   s p r e d t e   t i l n a v n e   m e d   d e l v i s   r o s e n d e   p o s i t i v   b e t y d n i n g.
forvitni, Þorsteinn Sex sǫg. XI. ‘Videbegærlig, nysgærrig’, fordi han engang undersøgte, hvad der var i den badende kong Haralds pung.

kennir, Eilífr (v. l. til krúna se ovfr. II, 1). ‘Kender, prøver’, men formentlig er denne form for tn. mindre rigtig.

viðsjá, Eiríkr Heið. X—XI. ‘Den forsigtige’, som véd at tage sig i agt for andre og deres planer; dette forudsætter i’ets korthed; skal der læses víð-, bet. tn. ‘den vidtseende, vidtskuende’. Snarest er den første opfattelse den rigtige.

ǫlfúss, Eiríkr Ldn. IX. ‘Den alvillige’, forekommende; således opfatter jeg ordet, ɔ: som al-fúss; omlyden er bevirket af det følgende ú, jfr. Noreen 8, § 76.


13. T i l n a v n e,   d e r   a n t y d e r   b i d s k,   f j e n d t l i g t,   s l e t   s i n d e l a g.
ormstunga, Gunnlaugr Ldn. X; Gunnlaugr Ldn., Ld., Hfr., Gunl. X—XI. ‘Ormetunge’, ɔ: bidende, giftig tunge. Den første var den sidstes oldefar, hvis navn og tn. han arvede, men han »bar sit navn med rente«, hvad sagaen om ham viser; han beskrives som »hávaðamaðr mikill i ǫllu skaplyndi . . . ok heldr niðskárr ok kallaðr o.«.

háðsami (hinn), Tjǫrvi Ldn. X. ‘Den spottelystne’; jfr. hvad der fortælles om ham i Ldn.

beiskr, Árni Sturl. XIII. ‘Besk, bitter’, hvas.

grái (hinn), Eyjólfr Ldn., Ld., Eyrb., Nj., Gísl. X; Eyjólfr Ldn. XI; Grímr Fms. I, 111, forhist. (men fejl f. gaurr s.d.); Grímr Mork. XI; Kollr Ldn. X; Valgarðr Nj. X; Þorgrímr Svarf. X. ‘Den grå’; tn. går næppe nogensinde på farve eller udseende, men på sindelag; om V. hedder det udtrykkelig, at han var »maðr grályndr ok óvinsæll«; egl. betyder ordet ‘den ulvesindede’, idet den grå(brune) ulvs sind blev sindbillede på falskhed og fjendtlighed; jfr. Fritzner s. v. 2.

bǫlvísi (hinn), Blindr Edd. ‘Den ondskabsfulde’, egl. ‘den, der forstår sig på ondt’ (for andre).

illi (hinn), Árni NgL. XI(?); Bjarni Hkr. XII; Blindr Fas., sagnh. (= Bl. enn bǫlvísi); Eysteinn Hkr., sagnh.; Hákon Fsk. X; Ingjaldr Fas., sagnh.; Úlfr Flat. X; Þórarinn Ldn. X—XI (var broder til Arnórr góði); Þórarinn Ldn., Vd. X; Þorfinnr Hák. XIII; Þorgrímr Fær. X; Ǫgrmundr Gr. XI. ‘Den onde’, svarer omtrent til ‘skurk’.

illráði, Eysteinn Hkr., Flat., sagnh.; Ingjaldr Hkr., Islb., sagnh. ‘Den onde’, omtr. = illi. E. kaldes også enn illi, enn ríki og enn harðráði. Om I. hedder det, at han — efter at have spist et ulvehjærte — blev »allra manna grimmmastr ok verst skaplundaðr«.

ilska, Pétr Sv. XII. ‘Ondskab’.

illing, -ingr, Atli Ldn. (Hb. -ingr) X. ‘Den onde’.

ilteitt, Ǫlvir Hák. XIII. ‘Lutter ondt’.

illugi, Þórðr Ldn. IX—X; Þórðr Ldn., Rd., Nj. X—XI (den sidste var efterkommer af den første; senere blev tn. til egennavn). Af ill-hugi ‘ondt sind’.

illviti, Kálfr Bj. X—XI. ‘Ondt bebudende, ondt varsel’, vel omtr. = ‘den ondskabsfulde’.

loki, Þorbjǫrn Ldn., Gullþ. IX. ‘Loke’, d. v. s. guden Lokes navn synes her brugt som tn. vel for at betegne bæreren som svigefuld eller listig.

pretta- -Páll Ann. XIII—XIV. ‘Rænke-’, af prettr ‘svig, puds’.

ranglátr, Þorsteinn Ldn., Sturl. XI. ‘Uretfærdig’.

lygi- -Torfi Heið. X—XI. ‘Lögne-’, den lögnagtige.

níðingr, Ljótr Orkn. XII. ‘Nidding’.

súri, Páll NgL. XIII. ‘Den sure’, bitre, gnavne.


14. K v i n d e k æ r h e d. kvensami (hinn), Hjǫrleifr Ldn., Nj., Fas., sagnh.; Hrólfr Fas., sagnh. ‘Den kvindekære’.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.