Tilnavne: Almindelige bemærkninger

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Tilnavne i den islandske oldlitteratur


ved Finnur Jónsson


særtryk af
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
1907


H.H. Thieles Bogtrykkeri
Kjøbenhavn
1908


Almindelige bemærkninger


Til denne systematiske oversigt1 vil vi nu knytte nogle almindelige bemærkninger uden at ville behandle tilnavnene på en aldeles udtömmende måde i enhver henseende. Der er så meget, som de kunde give anledning til at undersøge og drøfte. Det er kun nogle hovedpunkter, vi her vil fremdrage og belyse2.

I reglen har hver enkelt person kun ét tilnavn. Men der findes dog ikke så få eksempler på, at en og samme person har flere. Han (Hun) kan have to, der da er forbundne med et ok, udgör altså et konstant hele som: Helga en hárprúða ok en siðláta, Steinbjǫrn enn sterki ok stórhǫggvi, Rǫgnvaldr enn riki ok enn ráðsvinni, Hálfdan enn mildi ok enn matarilli. (Man mærke her stavrimet). Uden ok findes: Arnórr enn góði Rauðæingr (rauðkinnr), Þorkell leifr enn hávi, Þorfinnr sviðbrandr lúðrsveinn. I reglen findes dog tilnavnene adskilte og mulig knyttede til forskellige livsperioder eller måske brugt samtidig, men hvert for sig: Surtr enn hvíti — Skaptastjúpr, Arnórr enn mœrski — Mœrakarl, Ulfr enn vǫrski — Vǫrsa-Ulfr, Hávarðr enn halti — ísfirðingr, Þórarinn svarti — máhlíðingr, Haraldr hárfagri — lúfa, Ǫzurr lafskegg — tóti, Helga væna — fagra, Sneglu-Halli — Grautar-Halli, Hreðu-Halli — Eyglu-Halli, Refr Rennisfífl — Gjafa-Refr, Pétr steypir — Svina-Pétr, Eyvindr hani — túnhani, Sigurðr ullstrengr — ullband (dette sidste er dog kun en ironisk-lavere form end det første). Tre tilnavne findes: Hólmgǫngu-Bersi — Eyglu-Bersi — Raza-Bersi (dette sidste kun ved en enkelt lejlighed), Bjǫrn kaupmaðr — farmaðr — buna, Aðalsteinn enn trúfasti — sigrsæli — góði (vel at mærke: engelsk konge!), Goðrøðr veiðikonungr — gǫfugláti — mikilláti. Fire tilnavne findes: Halfdan hvitbeinn — háleggr — háfœta (måske kun en ironisk afændring af 2) — heikilnef, Eysteinn illi — illráði — harðráði — ríki, og endelig fem: Hrói auðgi — heimski — prúði — spaki — Slysa-, Magnús berfœttr — berbeinn — berleggr (disse 3 ensbetydende) — enn hávi — styrjaldar-.

Tilnavnene er i det langt overvejende antal substantiver, dernæst adjektiver og, i nogle tilfælde, participier (som hlammandi; svíðandi; fundinn osv.); i enkelte tilfælde findes en sammenstilling af adj. og subst. som gott-smjǫr og lign., jfr. ilt-eitt. De kan stilles foran navnet og da som en del deraf (stammen som sammensætningsled eller gen. sing. el. plur.), eller, hyppigst, bagefter; bægge dele kan også forekomme om en og samme person; således finder vi: Sel-Þórir og Þórir selr, Drumb-Bjǫrn og Bj. drumbr, Þrym-(Þrum-)Ketill og K. þrymr (þrumr), Kœgil-Bjǫrn og Bj. kœgill, graut-Atli og A. grautr, ref-Grímr og G. refr, bǫggul-Torfi og T. bǫggull, Digr-Helgi og H. digri, Magr-Helgi og H. magri, Snjall-Steinn og St. enn snjalli. Foran adj. kan artiklen stå eller udelades uden nogen bestemt regel.

D a n n e l s e s m å d e n   er i det hele ret simpel; i det overvejende antal af tilfælde anvendes eksisterende ord uden nogen ændring som tilnavne. Men i mange tilfælde dannes nye ord på forskellige måder. Hyppig findes et svagt subst. dannet af et stærkt, som munki (af munkr), lúsi (af lús), músi (af mús), skapti (af skapt), skinni (af skinn), trǫlli (af trǫll), korni (af korn), skeggi (af skegg) osv.; eller som skefla (af skafl), kekkja (af koǫkkr) osv. Ofte dannes nye ord med endelsen -r, nefr (af nef), hǫndr (af hǫnd), skeggr (af skegg), beinn (af bein) osv. Undertiden dannes nye ord med endelsen -ungr som lǫmbungr (af lamb), krǫbbungr (af krabbi), hǫndungr (af hǫnd), -aldi som beiskaldi (af beiskr), hímaldi (af híma), leggjaldi (af leggja) osv. Diminutiva dannes sådanne som goddi (af goði), nebbi (af nef), selki (af selr); uden tvivl er også flere af de på -ill og -ingr nye ord, der ikke för har været i brug. På grund af de enkelte — mere eller mindre karakteristiske — tildragelser, der ligger til grund for tn., dannes nye ord som f. eks. gnitaskǫr og fl., hvorved en direkte sprogberigelse foreligger.

Som eksempler på dannelsesmåde og med det samme på de enkelte ords yngledygtighed skal endelig anføres følgende. Nef forekommer ofte som tn., selvstændigt og som sidste led i forskellige sammensætninger; så dannes deraf et mask. subst. -nefr som sidste led i sammensætninger; af nef dannes fremdeles nefja og endelig dimin. nebbi; af lamb dannes lambi og lǫmbungr, af hǫnd, -hǫndr, handi, -hendi, hǫndungr, hand- som første led i sammensætninger; jfr. skegg og fl.

A n l e d n i n g e n   til tilnavnene. En stor mængde af dem er således, at de umiddelbart forklarer sig selv; således de fleste af dem, der tilhører afdel. I—IV og V—VII. De, deler afledede af stedsnavne, betegner utvivlsomt bærernes oprindelse eller midlertidige ophold på det antydede sted (som f. eks. Hlymreksfari, vínlendingr og lign., vel også parís); nogle af disse — eller mange — er givne i en fremmed egn, hvortil bærerne er flyttede, f. eks. ísfirdingr (om Hávarðr). Dog er måske ikke alle disse at forstå lige efter ordlyden; således vilde vi ikke ret fatte betydningen af austrœni om Bjǫrn, hvis vi ikke fik en — som det synes autentisk og vel forståelig — forklaring deraf. Gennemsigtige er også de tn., der antyder slægtskabs- og svogerskabs-forhold, undt. naturligvis hvor et ord er flertydigt, således et ord som mágr; hvis vi ikke i hvert givet tilfælde har historisk oplysning om forholdet, er det kun gisninger, vi kan anstille. Ligeledes kan man i reglen gå ud fra, at navne og tillægsord, der indeholder bestemte hentydninger til en persons udseende og legemlige beskaffenhed, væsen og egenskaber, er at forstå bogstavelig. Dog skal man ikke være altfor tryg i så henseende, ti öjeblikkets luner er mangfoldige og uberegnelige. Ingen vilde vel tvivle om, at Tord Torlaksson på Færøerne, kaldt ‘den lave’ (ɔ: lille), havde været lille af vækst, hvis vi ikke fik den udtrykkelige oplysning, at han, tiltrods for sit tn., havde været en endogså meget höj mand — et klart bevis for, at lucus a non lucendo virkelig eksisterer. Grunden — ja, den kender vi ikke. Men jeg skal i denne sammenhæng anføre et morsomt eksempel fra den nyeste tid, der viser, hvilke tilfældigheder der kan spille ind ved tilnavnedannelsen og deres årsag. En mand, N. N., havde kulsort hår og skæg, hvorfor han blev kaldt ‘den svarte’; han syntes imidlertid ikke om dette tn. og blev vred, når han hørte det; så foreslog man, at kalde ham »den hvide«; jeg ved rigtignok ikke, om det er blevet almindeligt, men der er sikkert intet imod at det kunde blive det. En lignende tilfældighed må have rådet ved tilblivelsen til Tords tilnavn. I mange tilfælde forstår vi ikke tn. bestemt uden nærmere forklaring. Vi vilde kunne slutte, at Melbrigði tǫnn havde fat sit tn. af en ejendommelig tand, men uden nærmere forklaring kunde vi ikke vide, at der var tale om en stor udaf munden stående tand, og således i en stor mængde tilfælde.

Jeg har søgt ved hvert tn. at give, hvad teksterne selv indeholder om anledningen. Det er i mange henseender overmåde lærerigt. Vi ser bl. a. deraf, at det ikke blot er konstante forhold, men — og måske ligeså hyppig — enkelte begivenheder, der har foranlediget tilnavnet. Torarin stutfeld får sit tn., fordi han ved en lejlighed tilfældigvis havde en kort kappe på, Halfred vandræðaskáld sit på grund af en enkelt begivenhed (hvorved dog hans medfødte sindelag virkede), Trond ‘den stærkt sejlende’, fordi han en enkelt gang gjorde en meget hurtig rejse osv. osv. Oplysende er i det hele afdel. V (D). Et par eksempler på det mærkelige ved tilnavnegivelsen er følgende. Eyvind hane bygger en gård, der kaldes — efter tilnavnet — Hanatún; efter at han havde bot dér i nogen tid, begyndte man at kalde ham túnhani, mulig fordi dette har en mere ironisk klang. Rögnvald jarl hed egenlig Kali Kolsson, men da kong Sigurd gav Kali halvdelen af Orknøerne og gjorde ham til jarl, gav han ham tillige Rögnvald jarl Brusesons navn; kali blev så hans tilnavn.

At henføre anledningen til tilnavnene under kategorier, eller almindelige synspunkter i øvrigt, kan næppe lade sig göre, på grund af den store og uensartede mangfoldighed og brogede tilfældighed, der råder. Særlig m. h. t. afdel. X skal det bemærkes, at vi dér står overfor mange vanskeligheder; ikke blot er ordene ofte flertydige, men også ofte i og for sig dunkle; og selv om tn. er nogenlunde gennemsigtigt, er vi dog langtfra sikre på at have truffet det rette; og selv om vi med overvejende sandsynlighed kan sige, at det betyder det eller det, er dog anledningen til tn. ganske usikker (jfr. et sådant tn. som mánadagr), uagtet vi menter at kunne se eller skimte den.

En særlig anledning til tilnavne findes i   s l æ g t s k a b s f o r h o l d,   især   o p k a l d e l s e   og   s a m t i d i g h e d.   Det er en bekendt sag, at opkaldelse var i oldtiden — ligesom i øvrigt endnu — overmåde almindelig. Sönnesönnen f. eks. fik bedstefaderens (eller en anden mandlig afdød slægtnings) navn. Her finder vi mange eksempler på den bekendte kendsgærning, at et tilnavn (bedstefaderens) bliver sönnesönnens egenlige navn; så lidet ringeagtede eller ildesete var disse tilnavne, endogså sådanne, der i virkeligheden ikke egenlig var smigrende; således ser vi f. eks. at skjálgr (skelende) bliver egennavn. Men tilnavnet anvendes også ved arv som sådant. Ketill blunds sönnesönner var Blund-Ketill, Þorgeirr blundr og Þóroddr hrísablundr; Gunnlaugr ormstunga var en efterkommer af en ældre G. o.; Skarp-Heðinn Njálsson var opkaldt efter sin bedstefader, Þorkell fullspakr hed bedstefader og dattersön, Þórðr þvari bedstefader og sönnesön, Ívarr gæslingr ligeledes, Ketill hœngr ligeledes, Ófeigr grettir ligeledes, Þórólfr hálmi ligel., Þorkell klyppr ligel.; Þórir hundr var bedstefader til Sigurðr hundr; Eysteinn trafali var fader til Sigurðr trafali, Þorbergr kornamúli til Þorkell k., Eysteinn brókfell til Bárðr br., Svína-Stefán til Svína-Pétr (s. d.); Jón vængr var en søstersön af Jón v., Þórðr kausi en fostersön af Þórðr kǫttr. Hallkell krœkidans var fader til Ǫgmundr krœkidans og denne igen fader til Ǫgmundr ungidans (rimeligvis født efter sin faders død). Vi finder forskellige tilnavne men af samme betydning, så at der sikkert er en indre sammenhæng; således er Þorkell broddr en sön af Vermundr pík (= broddr), Þorgrímr skrauti er en sön af Þorkell fagri. Når vi til forskellige tider finder Sigurðr hít (3 g.), Þorsteinn titlingr (3 g.), Guthormr sindri (2 g.) og meget senere Sindri Guthormsson, er der ingen tvivl om, at vi her har med arvelighed at göre.

Kun uegenlig hører hertil et Bjálfi skinnstakkr, hvor der utvivlsomt foreligger et slags opkaldelse efter bæreren selv (bjálfi = skinnstakkr).

S a m t i d i g h e d   som anledning til tilnavnegivelse består i, at 2 personer, der bærer det samme egenlige navn, får hver sit tilnavn af beslægtet art, åbenbart for at adskille dem fra hinanden. I reglen er da den enes det oprindelige (i tid), men hvilket er ældst kan i intet tilfælde bestemmes. Kun uegenlig hører hid Oláfr sœnski, da vi intet Ó. norrœni har, men sænski er dog sikkert givet Ó. til adskillelse fra den samtidige Óláfr digri (helgi). Direkte modsætninger finder vi derimod i: Hellu-Narfi: Hríseyjar-Narfi, Laugarbrekku-Einarr: Lón-Einarr, Fells-Snorri: Skarðs-Snorri. [Generations-forskel er der mellem Mýra-Knjúkr og Nesja-Knjúkr, hins bedstefader]. Samtidigheds-modsætningsnavne er: Óláfr hvítaskáld: Ó. svartaskáld, Dansa-Bergr: Tafl-Bergr, Þorkell hnjóðhamarr: Þ. dráttarhamarr, Ásbjǫrn valfrekr: Hallvarðr hallfrekr og rimeligvis også Sveinn sveitarbót: Sv. sveitarskítr.

At et stort antal af tilnavnene er ironisk og opståt af lyst til at göre nar ad vedkommende person er utvivlsomt, selv om de tager sigte på faktiske forhold, f. eks. ens hårmangel; skalli eller f. eks. Lundarskalli er egl. ikke nedsættende, men de er dog ikke uden ironisk farve. Længere ude i ironien er t. eks. blǫðruskalli, jeg henviser især til afdeling VII — foruden mange andre rundt omkring i de andre afdelinger. Der er ingen grund til at opregne dem her, men jeg skal dog fremhæve følgende: En bitter (skæbne-) ironi har tn. Skjálfarbóndi, fordi Skjalf lod sin mand hænge; jfr. Bróka-Auðr og mágsefni (Hǫskuldr). Raga-bróðir får en ironisk klang på grund af den slemme betydning, ragr kunde have; tǫlusveinn ligeledes — om den meget talende (vævende) præst, óþveginn om Ljótr. Til intimere kvinde- eller mands-forbindelser sigter tilnavne som Gullásu-Þórðr, Guðrún náttsól, Ingveldr allrasystir(?) og mulig flere. Men i og for sig er tilnavnene som sådanne yderst kyske, for så vidt som der er forholdsvis meget få, der angår legemets mindst nævnte eller nævnelige dele (se afdel. II, 22-23 og et tn. som fuðdhundr). Denne kyskhed eller mangel på sans for slibrighed er i bedste overensstemmelse med sagaerne selv, deres æmner og fremstilling.

Den allerstörste masse af tilnavnene er af nordisk rod; derom er der ingen tvivl; og den overvejende del deraf kan forklares ved hjælp af det nordiske sprogstof, som dette foreligger i ordbøgerne over det gamle norsk-islandske sprog eller i ordbøger over norske dialekter, svensk og dansk sprog og dialekter. Der vil ikke vise sig trang til overhovedet at gå udenfor dette område. Der er dog enkelte, der ikke kan forklares ved hjælp af disse midler, f. eks. alskik, bunjarðr, petill, kutiza, kygri, (skinn-)peita, slandri og mulig flere, for ikke at tale om de bevislig keltiske. Men jeg har heller ikke kunnet finde forklaringen af disse i andre germanske sprog. I og for sig er det heller ikke rimeligt, at synderlig mange af disse tilnavne skulde være ikke-nordiske (jfr. trafali). Rent latinske ord findes enkelte gange (angelus, oremus, primus og mulig vulpes; jfr. Chaim og kirkelige ord som kárin).

Enestående er mírmann, efter hovedpersonen i en romantisk saga.

Man skulde tro, at navne og tilnavne var overvejende   b o g s t a v r i m e d e,   begyndte med samme bogstav (hvorved det er at mærke, at alle vokaler i så henseende er identiske). Dette kunde man formode, fordi bogstavrimet ellers spiller en ikke ubetydelig rolle, også udenfor skjaldskab, og fordi det vilde lyde godt. Men i det hele og store kan man ikke mærke nogen videre stræben efter at få bogstavrim tilvejebragt. Efter min optælling er der omkring 400 sådanne bogstavrimede forbindelser (altså kun ⅙ af hele stoffet), og af disse er der ganske sikkert en hel del, hvor bogstavrimet må siges at være rent tilfældigt og ikke tilsigtet. Dernæst er at lægge mærke til, at over et halvt hundrede af disse tilnavne er hæntede fra fornaldarsagaerne, hvor bogstavrimforbindelser uden tvivl meget hyppig er tilsigtede af saga-digterne (som Geirríðr gandvíkrekkja, Refr Rennisfífl, Bergþórr bláfellingr, Gljúfra-Geirr, Herbrandr enn hǫfuðmikli, Alfr aptrkemba, Brúsi beinserkr, Hrafn hávi, Dagr digri, Haddr harði, Sviði enn sókndjarfi, Þorkell þrái osv. osv.).

Heller ikke findes   r i m   tilsigtet. Et halvrim som Dagr digri er vel nærmest en tilfældighed. Derimod synes det enestående helrim Narfi þjarfi, at være tilsigtet.

Der er næppe nogen grund til at antage nogen forskel i tid eller sted, dette sidste m. h. t. Island og Norge, udover hvad de historiske forhold medførte.

Det skal for det første bemærkes, at når de fleste tilnavne, som her findes samlede, tilhører det 9.—10. årh. og det 13. årh. (12.—13.), kommer det af kildernes art, især fordi vi har så navnerige værker som Landnáma for den ældre tids vedkommende og Sturlunga med Hákonarsaga for det 13. årh. (jfr. Sverriss. for det 12.). Men der er ingen grund til at tro, at tilnavne ikke har været så almindelige overhovedet i det 11. (og 12.) årh. De har sikkert været lige almindelige hele tiden igennem både på Island og i Norge.

Det forstår sig af sig selv, at tilnavne, der angår hedenskab og kristendom, må bortfalde efter 1000. Mærkeligt er, at goði-tilnavnene på Island forsvinder i det 11. årh. (se ovf. 261 [I 5. afd. A.]). Det forstår sig også, at tilnavne, der har noget med konge eller jarl at göre, ikke kunde forekomme på Island. Angående de uforandrede stednavne som tilnavne se ovf. s. 183 [I 1. afd. C.]; her synes der at have været forskel tilstede. De særlig norske forhold (dyreverden osv.) bevirkede naturligvis, ligesom de særlig islandske på deres side, nogen forskel, men i det hele og store er denne af en mindre og underordnet art.

Foruden den almindelige kulturhistoriske betydning, de gamle tilnavne har, har de, som i begyndelsen bemærket, en overordenlig stor leksikalsk betydning; men her er der ingen grund til at komme nærmere ind på denne side af sagen. Den her foreliggende samling giver et i mange henseender ikke ringe supplement til de eksisterende ordbøger, der m. h. t. dette ordstof er ret mangelfulde og inkonsekvente.


Noter:

1. Jfr. Weinholds oversigt i Altnordisches leben.

2. M. h. t. afhandlingens titel skal jeg bemærke, at den ikke fuldt ud er nöjagtig, idet jeg har medtaget tilnavne, der f. eks. findes i Norges gamle love. — I enkelte tilfælde, hvor det syntes mig hensigtsmæssigt — nærmere forklaring er næppe nødvendig —, har jeg, og da fra K. Ryghs samling, taget tilnavne fra Dipl. Norw., selv om de tilhører det 14 &rh. — I den alfabetiske fortegnelse er kun enkelte, vigtigere varianter medtagne.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.