Tilnavne som er hæntede fra naturens rige

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Tilnavne i den islandske oldlitteratur


ved Finnur Jónsson


særtryk af
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
1907


H.H. Thieles Bogtrykkeri
Kjøbenhavn
1908


Niende afdeling


Tilnavne som er hæntede fra naturens rige


1. H e s t. hestr, Bjarni Hák. XIII; Hallsteinn Ldn., Gr. IX; Helgi Ldn. IX; Þóraldi Fsk., men her ur. for keptr (s. d.). ‘Hest’.

goti, Þorleifr Fas., sagnh. Da bæreren siges at være fra Telemarken, kan goti næppe antages at bet. ‘gotlænder’ el. ‘göte’, men tn. må snarest opfattes som ‘hest’; sål. hed Gunnarr Gjukesöns hest; egl. bet. navnet dog ‘göten’; de götiske heste var i oldtiden berömte. Ordet er i øvrigt mest brugt i digtningen.

hesta- -Gellir se ovf.

hross- -Bjǫrn se ovf.

hrossaprestr, Þorgrímr se ovf.

merr, Þorbjǫrn Sturl. XIII. ‘Hoppe’.

jalda, Ásbjǫrn Hkr. XII. ‘Hoppe’; ordet er i øvrigt kun kendt fra digtningen. Jfr. sv. jäldä ‘sto, märr’ (Rietz).

blikafoli, Árni se ovf.

garðafylja, Hallfríðr Sturl. XIII (v. l. -fitja, ur.). ‘Gård-hoppe’; mulig er det første led et stedsnavn; det sidste er fem. til foli, ‘en ung hoppe’. Navnet kunde tyde på, at bærersken har været noget letsindig.

heiðafylja, Eindriði Hkr. XII. ‘Hede-hoppe’; mulig er heiða- et stedsnavn.

stangarfylja, Haraldr Hák. XIII. ‘Stang-hoppe’; mulig er stangar- et stedsnavn; hvis ikke, er det vel ‘en bidselstang’.

folalda- -Narfi Sturl. XIII. ‘Føl-’, fordi han ejede mange føl?, eller fordi han var hestepasser?

folafótr, Þórðr se ovf.

fylbeinn, Þormóðr se ovf.

merarleggr, Þorbjǫrn Sturl. XIII (v. l.. -leitz ur.). ‘Hoppelæg’.


2. K v æ g. uxi, Símón Bǫgl. XIII. ‘Okse’.

øxna- (yxna-) -Bǫrkr Sturl. XIII; -Þórir Ldn., Ld., Nj. ofl. IX (se ovf.). ‘Okse-’.

naut, Einarr Sturl. XIII. ‘Tyr’.

þjóri, Jó(a)n Magn. XIII. ‘Tyr’; svag form til þjórr el. afledning deraf.

farri, Eiríkr Hák. XIII, v. 1. (Flat.) for panni (pani) og rimeligvis mindre rigtigt; farri bet. ‘tyr’, men er nærmest poetisk.

gellir, Þórðr Ldn., Eg., Eyrb., Ld., Nj., Islb., Hkr. X. ‘Tyr’, egl. ‘brøleren’.

øxnabrjótr, Þorsteinn Ldn. X (v. l. øxnabroddr se ovf.). ‘Oksebryder’.

bola- -Bjǫrn Fas., sagnh. ‘Tyre-’.

kýr, Eilífr Hák. XIII; Símón Bǫgl., Hák., Ann. XIII. ‘Ko’; S. er samtidig med den ovennævnte ‘S. okse’; disse tn. står rimeligvis i en indre forbindelse med hinanden. E.s tn. skrives også kyrr (Flat.) og er mulig adj. kyrr = ‘rolig’.

kussa, Áskell Sv. XII (v. l. tyza 327, tryza 81, ruza Eirsp.), ‘Ko’; etslags kælenavn. Af de enkelte former er kussa det rimeligste. Jfr. kussi nedenfor.

skirja, Guðrøðr Hkr. IX—X. ‘Ko’, men ordet var næppe dagligdags.

kálfr, Eindriði Sv. XH; Ketill Hkr. X—XI. ‘Kalv’.

kuzsi, Andrés Hák. (v. l. bjúzi Frís. ur.). ‘Kalv’, ɔ: tyrekalv. I nutiden bet. kussa (ovf.) ikke, hvad man væntede, en ‘kviekalv’, men ko, jfr. ovf.

kvígu- -Þorleifr Ldn. XI. ‘Kvie-’. Jfr. anm. udg. 1843.

kvígr, Þorsteinn Rd. X (forskellige v. l., alle ur.). ‘Tyrekalv’.

uxafótr, Þorsteinn Hkr., Flat. X. ‘Okseben’, fordi han engang rev et ben helt og holdent af en okse (jfr. Þorst. þáttr).

baulufótr, Ásgrimr se ovf.

nautstá, Snorri Ann. XIV. ‘Oksetå’; okseklov.


3. F å r. hrútr, Jón Ann. XIII—XIV; Þorkell Sturl. XIII. ‘Vædder’.

veðr, Ketill Ldn., Ld., Eyrb. IX. ‘Vædder’; dog foreligger her mulig veðr ntr. ‘vejr’; gen. sg. lyder veðrs, men dette er ikke afgörende, da ordene ofte får en anden böjning som tn.

veðrar- -Grímir Ldn. IX. ‘Vædder-’.

sauða- Gísl., -Úlfr se ovf.

lamb, Eiríkr Knytl. XII. ‘Lam’.

lambi, Eyvindr Ldn., Eg. IX; Þórðr Ldn. X; Þorgeirr Ldn., Eg. X. ‘Lam’; dannet af lamb.

lǫmbungr, Grímr Sturl. XIII. ‘Lam’; betydn. ikke ganske sikker, kunde bet ‘en, der besidder mange lam’ og ‘en, der er som et lam’, el. ‘en, der er sön af en, der kaldtes lamb’.

kvíagymbill, Guðmundr Sturl. XIII. ‘Fold-lam’; kvia er gen. pl. af kví ‘en fårefold’, og gymbill bet. ‘et ungt hanfår’.


4. S v i n. svina- -Bǫðvarr Ldn., forh.; -Grímr Hkr. XII; -Pétr Sv. XII; -Stefán Sv. XII. ‘Svine-’; mulig fordi de har ejet flere svin end andre; dette gælder dog ikke for P., ti denne er identisk med P. steypir, der var en sön af Svína-Stefán; han er sål., hvad tn. angår, opkaldt efter faderen, men vistnok af modpartiet for spots skyld.

strandasvin, Þorgeirr Sturl. XIII. ‘Strande-svin’; mulig er stranda- at opfatte som stedsnavn (Strandir); i hvert fald er tn. ironisk-nedsættende.

gǫltr, Þorsteinn Sturl. XIII. ‘Galt’. Jfr. gǫndlir.

galti, Snæbjǫrn Ldn. X; Þorsteiun Sturl. XIII. ‘Galt’, = det foreg.

gylta, Auðun D. N. XIII. ‘So’.

rúmgylta, Þuríðr Ldn. IX—X. ‘Rumso’, ɔ: sængeso, vel fordi hun har sovet længe; v. l. rym- er sikkert ur.; det måtte vel bet. ‘grynte-’.

sýr, Sigurðr Hkr. X—XI. ‘So’.

purka, Þorsteinn Ann. XIV. ‘So’; tilnavnet er et gammelt låneord. Sv. har porka ‘sugga’, ‘kort och tjock qvinna’ (Rietz).

gríss, Guðmundr Ldn., Bisk., Sturl., Ann. XII—XIII; Hákon Hák. XIII; Ljótr Ann. XIV; Páll Sturl. XIII. ‘Gris’.

svínsbógr, Húnbogi Sturl. XIII. ‘Svinebov’.


5. H u n d. hundr, Sigurðr Hkr. XI; Þórir Hkr. X— XI. ‘Hund’; S. er en sön af Tore, og tn. altså arvet.

fuðhundr, Þorgils se ovf.

hunda- Steinarr se ovf.

festargarmr se ovf.

snati, Hrafn Sturl. XIII. ‘Hund’; ordet er et alm. hundenavn på Island; bet. egl. ‘snuser’ el. lign. og bruges undertiden om mænd, især sådanne, der sendes ud for at opdage noget (sendisnati).

gagarr, Þorgrímr Ldn., Háv. X. ‘Hund’; ordet skal være et af de — få — keltiske låneord (kelt. gadhar ‘en hund’; ordet kendes fra et ungt vers i Eg. og fra Málshkv.); i øvrigt kendes en nord. st. gag-, hvoraf tn. let kunde være dannet (gagr ‘absurdus’ Bj. Hald.; gag- i gagháls ‘bagoverböjet’, hvoraf den anden betydn. hos B. H. kunde være udviklet).

nautatík, Gunnarr Sturl., Bisk. XIII. ‘Oksetæve’, ɔ: en hund, der bruges af kvæghyrden. Mulig har G. selv været en kvæghyrde; han kaldes »verkmaðr«.

smjǫrtík, Guðólfr Hák. XIII. ‘Smörtæve’; i øvrigt er bæreren identisk med G. blakkr (s. d.); tn. findes kun et sted og kun i et enkelt hdskr.

hvelpr, Þorkell Ld. X. ‘Hvalp’.

hundsfótr se ovf.


6. G e d. hafr- se ovf.

landhafr, Jón Hák. XIII, findes som v. l. til sandhafri (s. d.). ‘Landbuk’, giver ingen god mening.

bukkr, bokkr, Bergþórr Mork. XII; Bjǫrn Ldn. XI; Bjǫrn Sturl. XII; Bjǫrn Hkr., Sv. (vistnok 2 forsk.) XII. ‘Buk’; mærkeligt er det, hvormange der hedder Björn; der må vel være en indre forbindelse mellem bærerne (opkaldelse).

bokki, Jón D. N. XIII—XIV. ‘Buk’; = foreg., ligesom lambi, lamb og lign.

brúsi, Ketill Heið. XI. ‘Buk’.

kjappi, Jón Sturl. XIII (v. l. for kórkjappi); Starkaðr Sturl., Bisk. XIII (v. l. kjapti ‘kæft’). ‘Buk’.

kórkjappi, Jón Sturl. XIII. ‘Kor-buk’.

svartakjappi, Jón se ovf.

geit, se ovf.

kiðlingr, Þorgeirr Sturl. XIII. ‘Kid’.

bukksungi, Þórir Sturl. XIII. ‘Bukkeunge’, enten = kiðlingr el. fordi Þ. var en sön af en mand med tn. bukkr.


7. K a t,   m u s. kǫttr, Jón Hák. XIII (v. l. knǫttr, kor); Þórðr Ldn., Ld., Mork. X—XI; Þórðr Harð. X. ‘Kat’.

kausi, Þórðr Eyrb., Heið. XI; Þórðr Eyrb. XI. ‘Kat’ el. nærmere = ‘Kis’ (kiskis); jfr. »Snorri mælti við son sinn Þórð kausa: sér kǫttrinn músina« (Heið. 46); når det straks efter hedder: »hans fostre Tord sagde«, er denne Tord sikkert (jfr. J. Ól.s bemærkning) þórdr kǫttr, fostersönnen er altså derfor bleven kaldt ‘lille kat’.

ketlingr, Hrólfr Hák. XII—XIII; Jón Hak. XIII; Jón Hkr., Sv. XII. ‘Killing’.

kettuhryggr se ovf.

músa- -Bǫlverkr Ldn. X—XI. ‘Muse-’.

músi, Pétr (Andrés Flat. ur.) Hák. XIII. ‘Mus’; dannet af mús ligesom lambi af lamb og flere lign.


8. H j o r t,   E l g. hjǫrtr, Sigurðr Hkr., Eg. X; Þórir Hkr., Jóms. X. ‘Hjort’.

borgarhjǫrtr se ovf.

elgr, Jón D. N. XIII—XIV; Sigurðr D. N. XIII—XIV. ‘Elgsdyr’.

elg- -Fróði Fas., sagnh. (egl. to af det navn). ‘Elg-’; fordi han — ved en dronnings troldkunster — var »elgr niðr frá nafla«.


9. B j ö r n. bólmr, Ey-Grímr Fas., sagnh. ‘Björn’; men sagaen (Herv.) giver en anden forklaring, idet tn. sættes i forbindelse med øen »Bólm« på Hålogaland; tn. hører sål. ikke herhid, men forklaringen forekommer mig dog tvivlsom.

balti, Bǫðvarr Skt. XII; Þórarinn (v. l. balki) Sturl. XIII ‘Björn’.

smjǫrbalti se ovf.

bjarki, Bǫðvarr Fas., SnE., sagnh. ‘Lille björn’; dannet af *bjarr = *berr (hvortil fem. bera).

bjarnylr se ovf.

fleskhúnn se ovf.


10. U l v,   R æ v. vargr, Bárðr Hák. XIII. ‘Ulv’.

gylðir, Ulfr Ldn. IX. ‘Ulv’, men ordet forekommer ellers kun i digtningen; mærkeligt nok er tn. således af samme betydn. som navnet selv.

úlfhamr, Heiðrekr Flat., Fas., sagnh. ‘Ulveham’.

refr, Jón Ann. XIV; Ketill Nj., Bisk. IX; Þórólfr Ldn., Islb., Hæns. X. ‘Ræv’.

ref- -Grímr Sturl. XII (v. l. G. refr). G. siges at have været »lítill vexti«; man væntede dog her mere en hentydning til åndelige end legemlige egenskaber.

melrakki, Þórðr Heið. X; Þorleifr Rd. X. ‘Ræv’, egl. ‘Sandbanke-hund’, hund som lever i sandbanker. Om Þórðr hedder det, at han som lille var bleven tagen »af válaði«; tn. står vistnok i forbindelse hermed.

skolli, Þórðr Hák. XIII. ‘Ræv’.

skaufhali, Nikulás Sv. XII. ‘Ræv’, egl. ‘busk-hale, en med busket hale’, af skauf ‘knippe, dusk’.


11. A n d r e   p a t t e d y r. úrarhorn, Eyvindr Hkr. XI. ‘Uroksehorn’.

bjórr, Gunnar D. N. XII—XIII. ‘Bæver’; ordet er dog flertydigt (= øl, = et stykke land, = skind).

fíll, Gunni, en urigtig læsemåde for físs s. d.

úlfaldi, Brynjólfr Hkr. XI. ‘Kamel’; ordet er egl. identisk med ‘elefant’; men i de germ. sprog er betydningen blevet ændret, got. ulbandus, oht. olbanta, angels. olfend; i nord. har det fåt en mere hjemlig endelse; det er sikkert kommet sydfra.


12. F u g l e n e. dúfa, Hákon Hák. XIII. ‘Due’.

dúfungr, Várþjúlfr D. N. XIII—XIV. ‘Dueunge’.

gammr, Eyjólfr Ann. XIII—XIV. ‘Grib’.

gás, Páll Hák. XIII. ‘Gås’.

gási, Guðmundr Ldn. XI—XII; Óttarr Sv. XII. ‘Gås’, vistnok = det foreg.; jfr. lign. tn. ovenfor.

gæslingr, Ívarr Sv. XII; Ívarr Hák. XIII. ‘Gæsling’; den sidste var den førstes sönnesön (P. A. Munch).

gaukr, Jósteinn D. N. XIII—XIV. ‘Gøg’.

gauka- -Þórir Hkr. XI. ‘Gøge-’.

hani, Áslákr Hkr. XI—XII; Eyvindr Ldn. IX—X; Úlfr Bǫgl. XIII. ‘Hane’; E. kaldtes også túnhani.

túnhani, Eyvindr (se foreg.); han bode på en gård, der kaldtes »Hanatún«, derfor blev han så kaldt t.

hœnsa- -Þórir se ovf.

skálphœna, Einarr Sturl. XIII. ‘Kaglende (?) höne’, af skálp ‘snakkesalighed’.

kaða, Jón Hkr. XII (v. l. kaka, men ur.). ‘Höne’.

hegri, Eindriði Bǫgl. XIII; Hávarðr Ldn. IX—X. ‘Hejre’.

helsingr, Þórir Hkr. XII. ‘Helsing’, en art and. Bör måske ikke skilles fra det ovf. anførte helsingr, se s. 181 [Afd. 1C, 4].

hrafna- -Flóki se ovf.

korpr, Eysteinn Sv. XII; Jón Ldn., Bisk. XIII. ‘Ravn’.

krákr, Sigmundr Ann. XIV; Þórir Sv. XII; Þorleifr Ldn., Nj. X. ‘Ravn’.

vǫrsakrákr se ovf.

matkrákr, Þorvarðr Sturl. XIII. ‘Madravn’, fordi han var grådig.

hrókr, Hróaldr IX. ‘Råge’, men fejl f. hryggr (s. d.).

kábeinn se ovf.

kráka, Úlfr Ldn., Eir. IX—X; Þórðr Sturl., Bisk. XII—XIII; Þórir Sturl. XII (el. kraka?); Ǫndóttr Ldn., Nj., Gr. IX. ‘Krage’.

vendilkráka, Egill Islb., sagnh.; = Óttarr Hkr. ‘Vendelkrage’; bæreren havde hærget i Vendel (Vendsyssel), men var falden i kamp; da gjorde Danerne en »trækrage« og sendte den til Sverrig og sagde, at deres konge havde ikke været mere værd.

kráku- -Hreiðarr Ldn., Gr. IX—X. ‘Krage-’.

lundi, Þorvaldr Bisk. XII—XIII. ‘Lunde’, fuglen mormon fratercula.

mási, Nikulás Hkr. XII. ‘Måge’, el. måske ‘mågeunge’.

skári, Erlingr Ann. XIV; Ingjaldr Skáld. (Hb.) IX (ur. etsteds Skárafóstri). ‘Mågeunge’.

orri, Eilífr Sv. XII; Eysteinn Hkr. XI; Eysteinn Hák. XIII; Þorgeirr Gísl. X. ‘Aarhane’, tetrao tetrix.

pái, Óláfr Ldn., Ld., Nj. osv. X—XI. ‘Påfugl’.

rindill, Bergr Bisk. XIV; Þorbjǫrn Ljósv. X—XI. Den lille fugl troglodytes borealis; B. siges at have været »angrgapi«, ɔ: en fremfusende mand; Þ. har vist været spinkel og ubetydelig af udseende; jfr. fortællingen om ham.

rjúpa, Þórhildr Ldn., Isl., Eir. X. ‘Rype’.

grœningarrjúpa se ovf.

skarfr, Einarr Fas., sagnh.; Helgi Ldn. X; Sigurðr Austf. X—XI; Þórðr Austf. X—XI. ‘Skarv’, pelecanus.

skarf- -Helgi Sturl. XII—XIII (v. l. karp-). ‘Skarv’; v. l. karp bet. ‘strid, trættekærhed’.

smyrill, Jón Hkr. XLI; Jón Flat. XII—XIII. ‘Smiril’, ɔ: falco æsalon.

spǫrr, Þórólfr Ldn. IX—X (el. Þorbjǫrn). ‘Spurv’.

tillingr, Þorsteinn Ldn., Nj. X; Þorsteinn Sturl. XII; Þorsteinn Sturl. XIII. ‘Spurv’.

starri, Þórólfr Harð. X. ‘Stær’.

storkr, Sigurðr Hkr. XII (v. l. stokkr, slókr). ‘Stork’.

trani, Þorkell Austf. X—XI. ‘Trane’.

trana, Ingjaldr Fas., sagnh. ‘Trane’, fordi han havde en overlæbe en alen lang fra næsen.

ǫrn, Eilífr Ldn., Nj., Bisk. osv. X; Þorgils Eyrb. X. ‘Örn’.

assi, Þorgrímr Ann. XII. ‘Örn’; enten for arsi (af ari) el. og snarere for arnsi (af ǫrn) med assimilation; jfr. assa ‘en hunörn’. Jfr. assabani.

gullfjǫðr se ovf.

vængr, Jón Orkn. XH; Jón Orkn. XII. ‘Vinge’; den sidste var den førstes søstersön og måske opdraget af ham.


13. H v a l,   S æ l,   F i s k. reyðr, Þorgeirr Ldn. X. ‘En art hval’, balænoptera arctica; kunde også bet ‘örred’.

reyðarsiða, Bjǫrn Ldn. VIII—IX; Þorgils Nj. X. ‘Siden af reyðr’, den nævnte hvalart.

fiskreki, Ǫrnólfr Ldn., Eyrb., Nj. IX. ‘Fiskeforfølger’, en hvalart, jfr. Kongespejlet s. 27 (Brenner).

hvalró, Óttarr Ldn. X. ‘Hval-ró’, hvad er her, er usikkert; nærmest ligger at tænke på i betydn. ‘en jærnplade med et hul i midten’, med skruegænger (især til klinksöm) se Fritzner; tn. kunde komme af benyttelsen af en sådan ved arbejdet med en hval. Rietz har ro ‘höft’.

hvalmagi se ovf.

hvalaskúfr, Þorleifr Ldn. VIII—IX. ‘Hvalkvast’; hvorledes tn. egl. er at forstå, er usikkert.

rostungr, Þorkell Sturl. XII—XIII; Ǫgmundr Hák. XIII ‘Hvalros’.

selr, Þórir Hkr. XI (jfr. sel-). ‘Sæl’.

sel- -Þórir Hkr. XI (= þ. selr); Þórir Ldn., Eyrb. IX—X. ‘Sæl-’; om den sidste hedder det, at han engang var med sin fader på fisketur og var da svøbt i en sælbælg; det er vel derfor, han har fåt tn.

sela- -Eiríkr Hrafnss., Bisk. XII; -Kálfr Ldn. X—XI. ‘Sæle-’, vel på grund af sælfangst.

seli, Sigurðr Sturl. XIII. ‘Sæl’; dannet af selr som ofte ellers og af samme betydn.

selki, Ívarr Sv. XII (v. l. silki ntr., men uden tvivl ur.). ‘En lille sæl’; dannet af selr med endelsen -ki ligesom ilki af il og lign.

brimill, Ketill Ldn., Nj. IX. ‘Sæl’; br. er en art sæler, jfr. no. brimul ‘etslags stor sæl’ og jfr. Fritzner.

kópr, Ásbjǫrn Bǫgl. XIII. ‘Sælunge, kobbe’, men vistnok ur. for koppr (s. d.).

kobbi, Þorgrímr Fas., sagnh. ‘Kobbe’, sælens unge.

selbelgja, findes kun i Ann. (XIV, men bæreren må have levet i 13. årh.) i ordet selbelgjusynir; der er åbenbart tale om en kvindes tn., dannet af selbelgr ‘sælskind’, ‘en med sælskind på’, en som bruger en sælbælg som kappe.

selseista, Helgi Ld., Fbr. X—XI (samme mand?). ‘Sæltestikkel’.

lax, Hávarðr Sv. XII. ‘Laks’.

laxa- -Páll Hkr. XI—XII. ‘Lakse-’, vel på grund af laksefangst.

laxakarl, Þorbjǫrn Ldn., Gr. X. ‘Laksekarl’, = foregående.

hœngr, Ketill Ldn., Eg., Fas., sagnh.; Ketill Ldn., Eg. IX—X. ‘Hanlaks’; ordet skrives rigtig med œ (ikke med æ), sml. h’oingr i T af SnE. (fiskeremsen). Lidéns bemærkninger om etymologien af dette ord, i Upsalastudier 90—91, må bortfalde, også fordi stedet i sagaen i Fas. er misforstået; i Ketilss. fortælles om (den ældre) K., at han engang så en drage flyve, der angreb ham; den havde en ‘løkke og sporð’ (ɔ: en fiske- el. dragehale); K. mente ikke för at have set »sådan en fisk«; da han så kom hjem, fortalte han sin fader, at han anså det for lidet mærkeligt, »hvar ek sé fiska renna«, men meddeler dog, at han »har hugget en hœng i sønder, hvem der så end fanger rognfisken«; hvortil faderen ytrer, at det er mærkeligt, at han regner slige dyr (som dragen) til ‘småfisk’. Det er sål. klart, at hœngr netop her bruges i sin egl. betydning, ikke om ‘et stort havuhyre’.

aurriði, Ketill Ldn. IX—X. ‘Ørred, forel’; navnet bet. egl. ‘den der bevæger sig (?) i dynd’.

birtingr, Óttarr Hkr. XH; Steinólfr Ldn. X. ‘Forel’, en art forel, af bjartr ‘lys’.

murtr, murti se ovf.

þorskabítr se ovf.

skreiðungr, Guðleikr Bǫgl. XIII. ‘Torsk’, egl. ‘en der hører til skreið’, men hermed betegnes ‘en torskestime’.

hlýri, Ásbjǫrn Sturl. XII—XIII. ‘Lyre’, en torskeart.

lǫngubak, Ljótr se ovf.

hornfiskr, Haldórr Sturl. XIII. ‘Hornfisk’, hvad slags fisk der menes, er uvist.

síkr, Sóni Håk. XIII. ‘Helt’ (fiskearten).

skata, Nikulás Knytl. XII. ‘Rokke’.

styrja, Þorleifr Sv. XII. ‘Stör’, hvis der ikke foreligger fem. styrja af styrr ‘ufred’.

upsi, Eiríkr Ann. XII; Þórðr Sturl. XII. ‘Upse’, en lille torskeart.

hrogn, Helgi Ldn. X. ‘Rogn’.

tálkni, Þorbjǫrn Ldn. IX—X. ‘Gæller’; egl. afledet af ntr. tálkn ‘gæller hos fisken’; at dette ord er sammentrukket af tannlíkan, anser jeg for usandsynligt.

krabbi, Kollsveinn Sturl. XIH; Þórðr Sturl. XIII. ‘Krebs’.

krǫbbungr, Kolbeinn Sturl. XIII. ‘Krebs’, dannet af det foreg, og vist med samme betydn.

kúfungr, Nikulás Sv. XII. ‘Søsnegl’ el. dens hus.

burstígull, Hallvarðr D. N. XIII—XIV. ‘Pindsvin’; en ígull med börster; sml. no. igelkjær, isl. ígulker og ígull (Bj. Hald.).

skeljamoli, Ormr Ldn., Vd. ViiI. ‘(Musling)skalstykke’.


14. D r a g e,   k r y b   o g   l i g n. dreki, Þorkell Bǫgl. XIII. ‘Drage’, her kunde vel også tænkes på et drageskib.

naðr se nǫrtr.

snákr, Erlingr Fas., sagnh.; Eyvindr Hkr. X; Hallsteinn Sv. XII (v. l. snikr, sinkr); Sigurðr Sturl. XIII (snókr). ‘Snog, hugorm’. Hvis snikr er rigtigt, bet. det vel ‘en snylter’, sinkr = gærrig.

grettir, Ívarr Hák. XIH; Ófeigr Ldn., Gr., Eg. X; Ófeigr Gr. X. ‘Slange’; ordet er vel egl. nom. ag. til vb. gretta ‘at rynke öjenbrynene og se barsk ud’. Den sidste Ó. er den førstes dattersön.

gargann, Magnús Sturl. XIII. ‘Slange’.

fluga, Einarr Flat., Mork., Sex sǫg. XI; Ketill Sv. XII. ‘Flue’.

flugu- -Grímr Ldn. XI—XII. ‘Flue-’, hvis ikke fl. er her s. s. flugumaðr ‘en stimand’.

mǫlr, Guthormr, men urigtig i Flat. for Mjǫlu- i sammensætningen Mjǫlukollr (s. d.).

kleggi, Þorsteinn Ldn. IX—X. ‘Brems’.

geitungr, Haldórr Sturl. XIII. ‘Gedehams’; kunde også være afledet af geit ‘ged’, ligesom lǫmbungr af lamb og lign., men er dog snarest det første.

lúsa- -Oddi se ovf.

lúsi, Eyvindr Ætt. XI. ‘Lus’, el. ‘den lusede’.

gnit, Ǫzurr Hák. XIII. ‘Gnidder’, luseæg, no. gnil, nyisl. nit (fem.). Også i sv. og da.

torðyfill, Þorgrimr Austf. X—XI. ‘Skarnbasse’; smsat af torð ‘skarn’ og yfill f. vifill, se Bugge Ark. II, 219 f.

moldoxi, Þórarinn Austf. X—XI. ‘Muldokse’, ifg. Bj. Hald. »pupa scarabæi« (også »homo rotundus«), vistnok s. s. nyisl. jötunuxi. Bj. Hald.s anden betydn. er afledet af den første, og det er muligt, at vi i tn. har den.


15. P l a n t e v æ k s t,   M i n e r a l i e r.
skógarnef, Ormr Hkr., Nj., Ldn. X. ‘Skov-næse’, ɔ: et udskydende hjörne af en skov.

eikikrókr se ovf.

eikilundr, Ǫgmundr Bǫgl. XIII. ‘Egelund’, men ur. for Eikiland (s. d.).

furulangr se ovf.

heggr, Guthormr Hák. XIII. ‘Hæg’.

hrisbitr se ovf.

humla, Þorbjǫrn Sturl., Bisk. XII—XIII. = humli ‘humle’.

laukr, Eiríkr (Einarr) Sv. XII; Hákon Hák. XIII (v. l. lúðr). ‘Løg’.

lindiáss se ovf.

næpa, Sveinn Bǫgl. XIII. ‘Næpe’, en art roe.

þistill, Ketill Ldn. IX—X. ‘Tidsel’.

þyrnifótr se ovf.

byggvǫmb se ovf.

grjǫnbak se ovf.

sandhafri, Jón Hák. XIII (v. l. landhafr s. d.). ‘Sandhavre’, er vel identisk med melr »elymus arenarius«.

sáða- -Gyrðr Hkr. XII. Tn. kan være gen. pi. såvel af sað ntr. ‘sæd, udsæd’, som af sað fem. ‘avne’; det er vel snarest det sidste, der her foreligger.

hálmi, Þórðr Ldn. X; Þórólfr Ldn. IX; Þórólfr Ldn. X (denne er den førstes sönnesön). ‘Halm’; tn. er dannet af hálmr og omtr. ensbetydende med dette.

hestakorn se ovf.

korni, Ívarr Hák. XIII; Þórarinn Ldn. X. ‘Korn’, dannet af korn og nærmest identisk med dette.

kjarni, Hallr, Páll bægge Ann. XIV. ‘Kærne’.

bláber, Jón Ann. XIV. ‘Blåbær’.

eplastǫng se nedenf.

bǫrkr, Ívarr D. N. XIII-XIV. ‘Bark’.

bast, Guðmundr Ldn. XI. ‘Bast’.

kvistr, Hallr Sturl. XIH (v. l. tistr). ‘Gren’.

kvistungr, Jón Sturl. XIII; Steinþórr Sturl. XIII. ‘Gren’, el. ‘lille gren’, af kvistr (de to bærere er vist brødre, jfr. »kvistungar tveir«), medmindre ordet er et patronymicum.

trumbubein se ovf.

kváða, Hermundr Sv. XII. ‘Harpiks’.

fauskr, Bjǫrn D. N. XIII—XIV. ‘Frönnet stamme’, bruges nu på Island om en gammel, affældig mand.

bláfauskr, Helgi Ldn. X. ‘Sort frönnet stamme’; jfr. foreg.

staurr se ovf.

drumbr se ovf.

drumb- se ovf.

smiðju-, vága- drumbr se ovf.

stobbi, Sigfúss Bisk. XIII. ‘Træstamme, el. et stykke af en sådan’.

kraki se ovf.

stǫng se ovf.

Mostrstǫng se ovf.


16. blýfótr se ovf.

berg, Eiríkr Bǫgl. XIII. ‘Klippe’, men tvivlsomt, da teksten i Fms. og Eirsp. har Eiríkr, Bergr som to adskilte personnavne, medens P. Claussön har »Erick Berg«, hvilket heller ikke er utvivlsomt. Desuden har E. et andet tn. (baðkarl) i et hdskr.

borgarklettr se ovf.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.