To Søstre, som legede Huslege (Holm)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888
14. To Søstre,
som legede Huslege
fortalt af Sanimuinak
Der var engang to smaa Søstre, som legede Huslege. Den ældre sagde til den yngre: «Du kan tage det Hvalhoved-Skelet til Mand; jeg skal have den Ørn, der flyver deroppe, til Mand». Hvalhoved-Skelettet tog den yngre Søster til Kone, og Ørnen tog den ældre Søster. Hun skreg; men den fløj med hende til sin Rede og tog hende til Kone.Naar Ørnen gik paa Fangst, kom den gjerne hjem med en Narhval i hver af Kløerne og en i Næbet. Idet den passerede forbi sine Svigerforældres Hus, lod den den ene Narhval falde, for at Svigerforældrene kunde faa den.
Den yngre Søster, som var gift med Hvalen, fik aldrig Lov til at gaa ud. Naar hun vilde ud og lade sit Vand, sagde Hvalen, at hun skulde gjøre det i hans Mund. Naar hun vilde ud for at gjøre sin Nødtørft, sagde Hvalen, at hun kunde gjøre det i hans Haand; thi han vilde ikke have, at hun maatte komme ud.
Naar Ørnen gik paa Fangst, snoede hans Kone Narhvalsener lige saa tykke som en Kobberem, for at de ikke skulde gaa istykker. Da Ørnen en Dag var ude, bandt hun den snoede Senetraad fast til en Sten og firede sig ned. Senetraaden strakte sig under Nedfiringen, saa hun blev helt bange; men hun kom dog ned til Jorden, efterat hun paa de skarpe Sten havde slidt Skindet af sine Ben. Hun gik nu hjem til sin Moder. Da Svigersønnen, Ørnen, kom hjem fra Fangst, lod den som sædvanlig en Narhval falde ned til sine Svigerforældre og fløj derefter til sin Boplads; men da den ikke fandt sin Kone her, tabte den Narhvalen og fløj tilbage til Pigens Hjem. Svigerfaderen sagde til ham: «Stræk Vingerne ud, for at vi kunne se, at Du er vor Svigersøn!» Den strakte Vingerne ud, og Svigerfaderen skød efter den. Pilen ramte den i Brystet, men sprang tilbage igjen. Ørnen blev vred, dalede ned og slog Vinduerne istykker; men da den kom hen til Huset, gjorde Manden Ende paa den, idet han skød den med sin Bedstemoders Kjødvender. Da Ørnen var død, blev den skaaret islykker og spist, og af dens Hofteben blev lavet Sæde til Hundene.
Efterat de havde faaet den ældre Søster hjem, sagde Folkene: «Hvorledes skulle vi faa fat paa den yngre? hun maa ikke gaa ud for sin Mand». Faderen lavede en Konebaad, og da den var færdig, skulde det prøves, om den kunde roes lige saa stærkt, som en Ederfugl kunde flyve; men efter nogen Tids Forløb kom Konebaaden i Agterhaanden. Da de ikke kunde følge Ederfuglen, vendte de om, og da de kom hjem, tog Manden Betrækket af Konebaaden, skilte den ad og lavede den om. Efterat den atter var betrukken, skulde det prøves, om de nu kunde ro omkaps med en Tejst. De jog en Tejst op og roede ved Siden af den. Da de nogen Tid havde fulgt med den, kom Konebaaden i Forhaanden, hvorover de bleve meget glade og fik Lyst til at hente Datteren.
Den paafølgende Dag skulde de rejse efter Datteren og derefter flytte hen til et andet Sted. Da de kom hen under Hvalens Boplads, saae Konen ud af Vinduet og fik Øje paa Konebaaden. Hun sagde til sin Mand: «Jeg skal ud og lade mit Vand!» «Det kan Du gjøre i min Mund!» svarede han. «Jeg skal ud og gjøre min Nødtørft!» sagde hun derefter. «Det kan Du gjøre i min Haand», svarede Hvalen. «Bare jeg kunde gaa ud, saa kunde Du jo binde en Kobberem fast til mig og trække mig ind igjen, naar jeg bliver for længe borte?» Hun fik endelig Lov til at gaa ud: men ligesom hun var kommen ud, trak Hvalen inde fra i Kobberemmen. «Jeg er først lige begyndt!» sagde hun og bandt derpaa Kobberemmen fast til en Sten. Medens hun gjorde det, trak han atter i Kobberemmen; men hun raabte: «Jeg er ikke færdig endnu!» Saasnart hun havde bundet Remmen til Stenen, løb hun ned til Konebaaden, sprang over i den, og de roede alt hvad de kunde fra Land.
Hvalen trak i Remmen; men Konen kom ikke. Han gik derfor ud for at se efter hende og saae hende i Baaden langt borte. Den rullede sig ned til Vandet, og idet den sprang ud, piskede den Vandet op i Skum og svømmede ud efter Baaden ovenpaa Vandet. Den svømmede saa stærkt, at det var ligesom om den trak Konebaaden til sig. Den kom snart nær ved Baaden, og Folkene i denne blev bange for, at den skulde trykke Konebaaden ned, naar den naaede den. De sagde derfor til Hvalens Kone, at hun skulde kaste sin Støvle i Vandet. Hun trak sin ene Støvle af og smed den i Vandet. Hvalen snusede til den og undersøgte den, blev derved noget opholdt; men forfulgte Baaden snart igjen. Da den atter kom nær, gjentog den samme Scene sig med den anden Støvle. Den naaede dem atter, og det samme gjentog sig med Strømperne. Da den blev træt af at ruske i Strømperne, forfulgte den dem atter. De andre sagde til Hvalens Kone, at hun skulde kaste Anoraken. Hun tog den af og smed den ud. Hvalen tumlede sig med denne, saa at der stod en Røg af Vand omkring den, men gav sig snart paany til at forfølge Baaden, der nu var tæt ved Land. Den svømmede stærkere end før og var lige ved at naa Baaden; men da sagde Folkene i denne til Konen, at hun skulde kaste sine Natit. Hun kastede disse ud, og Hvalen lugtede til dem og blev meget mere balstyrig end tidligere, fordi de lugtede saa godt. Da den var færdig, forfulgte den atter Baaden; men denne løb nu op paa Land, og Hvalen ligeledes ved Siden af. Her døde den og blev til Skelet igjen.
