Tord kakales saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Sturlunga Saga


i dansk oversættelse

ved

Kr. Kålund (Versene ved Olaf Hansen)

udgiven af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab

Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
København og Kristiania

1904



TORD KAKALES SAGA (1).

Da der var gået en vinter efter Snorre Sturlasons død, indtraf forskellige tildragelser, som senere hen affødte mange begivenheder. Fra sydlandet rejste Gissur Torvaldsson bort og fra Øfjorden foregik Urøkjas afrejse Denne høst ankom fra udlandet til Gåsar Tord Sighvatsson tillige med Jon Sturlason, som den gang endnu var i barnealderen, her landede også hans moder Solveig og hendes døtre (2); på dette skib var Jon lindeås styresmand. På denne tid var Kolbein unge den mægtigste hövding på nordlandet og havde underlagt sig den störste del af landet. Da Gissur forlod landet, havde han sat sin frænde Hjalte i sit sted, og han og Kolbein skulde hjælpe hinanden, hvis der skete et angreb enten på sydlændingerne eller nordlændingerne (3). Af Dufgussönnerne blev også Svarthövde og Kolbein jagede i landflygtighed; Björn skulde sværge Kolbein ed på aldrig at være imod ham, hvem han end havde at göre med (4). Sturla Tordsson blev voldelig greben sammen med Urøkja ved Bro og skulde enten forlade landet eller skaffe 11 af de bedste mænd i Vestfjordinge-fjærdingen med sig; de skulde sværge Kolbein tylvtered på, at hverken Sturla eller nogen af dem vilde være Kolbeins modstander, selv om Tord ankom eller nogen ellers rejste ufred imod ham. Præsten Povl Hallsson rejste da til nordlandet og ligeledes præsten Ketil Torleiksson, Gunnstein Hallsson og hans sön Vigfus, Torodd præst samt alle de anseteste mænd fra de bygder Sturla styrede, hvorefter Sturla og disse mænd i forening med ham svor ed, og derpå red han hjem.

Samme sommer red Einar Torvaldsson og Tordis Snorredatter ledsagede af de anseteste bønder fra Isafjord til Kolbein på nordlandet; de fik her en hæderlig modtagelse og gode gaver (5), og ved afskeden med ham gik de ind på alt hvad Kolbein ønskede eller forlangte. Einar Jonsson, Einar byrde og ialt 6 af Kolbeins følgesvende red med dem til vestlandet, og da de kom til Stad i Steingrimsfjord, sendte de bud til Asgrim Bergtorsson på Kalladarnæs. Han begav sig da til dem og bandt sig ved ed til troskab mod Kolbein, skönt han i begyndelsen var uvillig (6). Men da det blev bekendt, at enten skulde alle mænd i Vestfjordene aflægge ed til Kolbein eller lide overlast, gik det ham som andre, da der ikke var nogen udvej, at han holdt ikke andet for tilrådeligt end at göre hvad der forlangtes. Derefter red de vestpå til Isafjord og stævnede bønderne til et møde, hvor de forebragte eds-sagen. Her var, som man kunde vænte, ingen vanskeligheder; ti mange af de betydeligere bønder var Kolbeins venner, og desuden ønskede alle at være Einar og Tordis til vilje. Således svor alle bønderne Kolbein ed. Derefter drog de og Tordis til Bardastrand og holdt møde med hövdingerne; de stævnede Gisle fra Sand til sig og forkyndte Kolbeins budskab, at Gisle skulde sværge ed eller være udsat for så meget mere fjendskab af Kolbein som han havde deltaget i flere fjendtligheder mod ham end andre mænd (7). Gisle svarede, at han aldrig vilde aflægge ed til Kolbein, og det kom nu til trusler og fjendskab fra bægge sider. Der var til stede præsten Eyvind Torarinsson, en brav og höjættet mand, som sædvanligvis plejede at stifte fred mellem Gisle og andre mænd, hvor det behøvedes; der var også Eyvinds søstersön Torarin Kolleson. De kaldte Gisle til en samtale og bad ham betænke, hvor farlig stillingen var, og at nu havde han hverken Sighvat eller Sturla til at hjælpe sig, eller nogen anden af dem, som havde været hans bedste støtter. Gisle svarede, at Kolbein og de mænd, som havde voldet Sighvats og Sturlas død, fortjænte noget andet end at han svor dem troskab. Eyvind sagde da, at han måtte tage hensyn til ikke at handle således, at han selv led overlast og bygden ramtes af ufred, som alle vilde anse ham for at være skyld i. Gisle erklærede dog aldrig at ville sværge Kolbein Arnorsson ed, hvad det så end skulde koste. Eyvind tav nu en stund og sagde da: »sværg du da Kolbein unge eden; jeg har en sön, som hedder Kolbein og er opkaldt efter Kolbein Sighvatsson, og din ed kan da blive ret, når du ved med dig selv, at du tænker på at sværge til ham«. Gisle svarede, at det vilde han efter deres råd göre Med denne plan opsøgte de da Einar og nordlændingerne, og Eyvind sagde, at Gisle vilde give efter for hans og sine andre venners bönner. Einar Jonsson forelagde Gisle eden, og han svor på den måde, som Eyvind præst og han havde aftalt, uden at nogen mand gennemskuede dette. På dette møde aflagde derefter alle de bønder ed, som var opfordrede hertil, og dernæst skiltes man ikke bedre venner end da man mødtes. Derefter drog Einar og hans følge nordefter i fjordene, hvor alle de betydeligste bønder, med undtagelse af nogle få, aflagde ed; Sande-Bård og nogle andre vilde ikke sværge. Efter dette rejste Kolbeins mænd tilbage, og Kolbein fik nu på den måde, som her er fortalt, herredömmet over Vestfjordene.

Samme høst drev modvind Torfinn tilbage i Hrutafjord; på det skib var Dufgus-sönnerne ombord og mange andre islandske mænd, de red hjem til Hjardarholt (8). Björn klods ledsaget af Torstein Hjalmsson begav sig da til nordlandet for at træffe Kolbein; de skulde søge at udvirke fred for de to brødre hos Kolbein. Da de var komne op på halsen ved Svinavatn, kom en mand ridende dem imøde, som hed Jon og kaldtes krigsmand. Torstein spurgte ham om nyt. Han fortalte dem, at der var landet et skib ved Gåsar og at der var ombord Tord Sighvatsson og flere andre islandske mænd. Torstein spurgte, hvor Jon skulde hen. »Jeg skal rejse til Vestfjordene«, svarede han, »for at træffe dig og de andre storbønder«. Torstein spurgte hvad ærendet var. Jon svarede: »Kolbein har sendt bud om, at hvis Tord viser sig nogetsteds her, skulde man gribe ham og føre ham til Kolbein«. Torstein bad ham opsøge de andre bønder, »men vi«, sagde han, »vil ride til Kolbein«. Dermed skiltes de; Jon red vestpå og Torstein og Björn fortsatte vejen, men da de og Jon ikke længer kunde se hinanden, sagde Björn til Torstein: »nu har jeg spurgt sådanne tidender, at jeg vil vende om og ikke ride længere«. »Hvorfor mener du det«? spurgte Torstein. Björn svarede: »jeg ved, at mine brødre vil begive sig til Tord så hurtig de kan, hvad jeg end lover Kolbein, og dem vil jeg følge«. Torstein blev ilde til mode herved, men sagde, at han skulde have sin vilje. Dette foregik ved dagmåls-tid (9). Björn vendte nu tilbage og red fra nordlandet uden at besøge nogen mand; han kom hjem til Hjardarholt lidt ud på natten og vækkede sine brødre, hvem han fortalte disse tidender. De blev glade herover og syntes han havde båret sig godt ad; de sad nu hjemme en tid.


Tord kakales farefulde stilling.

Da Tord landede i Øfjord, var der nogle af Kolbein unges tjænestekarle til stede; de red i hast til Skagafjord og opsøgte Kolbein, hvem de fortalte, at Tord var ankommen til landet. Tord kom i land sidste lördag för den senere Marie-messe (10), som indtraf på en mandag. Ved købstævnet dêr var mange af de betydeligere bønder, som havde været hans faders trofaste venner. Hans moder Halldora og hans andre frænder kom til ham, og alle blev i førstningen glade over ham, men da de overvejede, hvor stor Kolbein unges magt var bleven, forekom det dem næsten, at Tord allerede var død, og de sorger, som Halldora havde lidt, vækkedes på ny (11); ingen af hans frænder trøstede sig til at hjælpe ham, og menigmand var så ræd, at ingen turde tale andet med ham end hvad der hørtes af alle; mange var desuden indviklede i tvistigheder med Tord, de nemlig, som havde overtaget ejendomme, som hans fader og brødre havde besiddet. Da Tord så, hvorledes alle var skræmte til modstand mod ham ved Kolbeins magt, så at enhver mente at sætte liv eller ejendom på spil, hvis han gjorde ham noget godt, skaffede han sig heste og red ind i herredet. Han red først til Grund. Der, på hans fædrenearv, boede da Styrme Toreson og Sigrid Sighvatsdatter; de havde to börn, en sön Teit og en datter Halla, Teit var da ikke hjemme, men var rejst ud til Grimsø. Da Sighvat og Sturla var døde, havde Kolbein ladet afholde skifteret efter Sighvat og erklærede ham formueløs. I denne sag indviklede han alle de anseteste bønder i Øfjord enten ved at lade dem göre krav på gods, som de påstod tilkom dem hos Sighvat og hans sönner, eller lade dem med eller mod deres vilje købe disses ejendomme og give deres eget frie gods derfor, så at hele befolkningen des mere kunde være tvungen til modstand mod Tord, hvis han kom til Island. Han lod også, som han købte noget af gården Grund af Halldora og Tume, og gav dem til gengæld ejendomme i Skagafjord, hvor hun og hendes sön da boede på Tværå. Kolbein antog, at Tume her vanskeligere kunde rejse nogen modstand, da han var omgivet af fjender. Styrme og Sigrid Sighvatsdatter forjog han til Øfjord, medens de hidtil havde bot i Bjarnastadahlid. Han frygtede for, at de her skulde sidde som spejdere, og sagde, at Sigrid havde ytret, at det var passende, at hun indtog sin faders sæde. Sigrid sagde, at Kolbein kunde fordrive hende fra hendes gård, »men aldrig ansér jeg mig for at eje Grund, selv om jeg bosætter mig der«; dog måtte dette, så vel som andet, forblive som Kolbein vilde det. Da Tord ankom til Grund, kom abbed Arne og Gudmund Gilsson til ham og bad ham skynde sig bort så hurtig som muligt, da Kolbein vilde sende folk ud efter ham, så snart han erfarede hans ankomst. De fleste forestillede Tord, at hans svoger Halvdan (12) var den han med störst sandsynlighed kunde vænte nogen bistand af på grund af hans midler og hans æt, og da desuden Tords søster Steinvör var en meget kraftig kvinde, som vistnok vilde drive sin mand Halvdan frem. Tord fattede da den beslutning at ride til sydlandet. Han havde denne gang ikke större følge med sig fra Øfjord end to mænd, Snorre Toralvsson, som havde ledsaget ham til Island, og en mand ved navn Håmund Torsteinsson som kaldtes öje, og som var deres vejviser. De red nordefter over Vadlahede og så op på Sand ad den nordre vej.


Tord søger bistand hos sin svoger Halvdan Sæmundsson.

Da Kolbein unge erfarede Tords ankomst til landet, sendte han straks 30 mand nordpå til Øfjord; det var hans huskarle. Da de kom til Gåsar, gennemsøgte de alle boder med våben i hånd, men fandt, som vænteligt var, ikke Tord. Derover var de ilde tilfreds med deres færd og greb Leiv østmand, som senere kaldtes Knarre-Leiv der havde været Tords ven og fælle; ham lod de til at ville fodhugge og tog alle de våben, som tilhørte købmændene Alle købmændene blandede sig i sagen og erklærede Leiv for sagesløs; de slap da Leiv løs, men røvede fra to islandske mænd, Styrkår Einarsson og Torbjörn skak, til en værdi af 30 hundreder. Derefter vendte de tilbage og berettede Kolbein, at Tord var redet op på Sand. Kolbein sendte straks bud til Hjalte biskopssön og bad ham tage sig i agt og at udsætte vagter, han mente det vilde være nyttigst. Hjalte var hjemme og forøgede sit mandskab noget. Tord fortsatte sin vej, til han kom til Keldur, hvor Halvdan og Steinvör tog godt imod ham. Da Tord havde været få nætter på Keldur, bad han sin svoger Halvdan og sin søster Steinvör om en samtale. Han sagde, at det vilde være dem bekendt, hvilken stor skade han havde lidt ved faders og brødres død, »og», tilföjede han, »ligeledes er alle vore ejendomme tagne, og selv har jeg ingensteds fred«. Han fortsatte: »nu er jeg kommen hid, svoger, til eder, for at bede dig om nogen hjælp, og prøve, om gud giver den stund, at vi på en eller anden måde kunde få oprejsning. Af ingen mand mener jeg med så megen rimelighed at kunne vænte hjælp som af dig, dels på grund af slægtskab, dels fordi du ved velstand og anden styrke har bedre vilkår end nogen anden af mine pårørende; I to er også de, af hvem jeg vænter det bedste i denne sag«. Steinvör gav herpå et godt svar og sagde, at det var selvfølgeligt for Halvdan at vise hvad han duede til og hjælpe Tord af al magt, skönt han hidtil havde skyet ufred; »jeg har hidtil«, sagde hun, »ikke ægget ham til at blande sig i farlige sager, men nu vil jeg forkynde, at det vil stå dårlig til med vor enighed, hvis du ikke hjælper min broder Tord; i så fald vil det ske, som er imod skik og orden, at jeg tager våbnene og forsøger, om nogen folk vil følge mig, men dig vil jeg da overgive fadeburs-nøglerne«. Steinvör fortsatte en tid sin heftige tale, men Halvdan lyttede til i tavshed. Da Steinvör tav, tog Halvdan til orde: »jeg tror, at her vil behøves mere end heftighed alene, dersom denne sag, som Tord nu begynder, skal gennemføres. Jeg ved bedst selv, hvad slags mand jeg er, storstrid egner jeg mig ikke for, og jeg er temlig til års; altid har jeg været uvillig til at blande mig i vidtløftige sager, og det forekommer mig, at de, som slutter sig til denne sag, vil få næsten alle landets folk mod sig. Jeg vil først vide, hvilken styrke Tord får andensteds, der hvor hans frænder og venner er. Hvis Tord kommer her nogenlunde mandstærk, vil jeg senere forene mig med ham«. Steinvör tilskyndede stærkt hertil. De blev alle tre enige om, at Tord skulde begive sig til Vestfjordene og forsøge, hvilke mænd der vilde hjælpe ham; Halvdan sagde, at dêr var mange mænd, som havde sorger at hævne på Kolbein og sydlændingerne, og at de desuden var ivrigre efter ufred end han og hans mænd.


Tord begiver sig til vestlandet.

Tume Sighvatsson boede den gang i Arnarbøle. Han kom straks til Keldur, da han hørte, at Tord var kommen, og de to brødre glædede sig meget ved at mødes. Tume og nogle mænd med ham sluttede sig til Tords vester-ridt. Der var en mand ved navn Nikolaus Oddsson, hvis fader Odd stammede fra Østfjordene; hans moder Herdis var en datter af Börk på Baugsstad. Nikolaus var Halvdans følgemand; han var en stor, stærk og forstandig mand; ham fik Steinvör og Halvdan til at ledsage Tord. En mand ved navn Börk Gudmundsson sluttede sig ligeledes til færden med Tord. Brødrene Tord og Tume var i alt henved 20 mand, da de red fra Keldur. De red vestpå over Tjorså og drog gennem herredet, uden at Hjalte biskopssön blev dem vâr. De red da vestefter til Borgarfjord og videre til Dalene. En mand ved navn Sverting Torleivsson boede dengang i Hvam (13). Tume drog did og var der, medens Tord rejste til Vestfjordene. Efter at Urøkja var dreven i landflygtighed, spredtes den flok viden om, som havde fulgt ham. Men da de hørte, at Tord var kommen til Dalene, anså de ham for den, som snarest kunde rejse sig mod hans fjender, og de strömmede næsten alle til ham; han modtog de fleste af dem vel. De ypperste i denne flok var hans frænder Dufgus-sönnerne Björn køgil og Kolbein grane, Dufgussönnernes fædrene søskendebarn Torgeir Rodbjartsson, som kaldtes stavsende, Gudmund Jonsson, sôm kaldtes mulm og var en sön af Svein Sturlasons datter Tordis, Asgrim kofod og flere andre, som vi ikke her nævner alle. Tord red vestpå til Saurbø; Sturla Tordsson boede da på Stadarhol, og Tord fik der en god modtagelse. Da han havde været der en nat, havde Tord og Sturla en samtale. Tord sagde, at det var blevet ham fortalt, at Sturla var den betydeligste og forstandigste mand i de egne af hans frænder; »jeg har også hørt«, fortsatte han, »at du har taget dig den skade nær som vi led på Örlygstad, du har altid siden hjulpet de af mine frænder, som havde oprejsning at søge og jeg håber, at du også vil handle således mod mig. Man har fortalt mig, at din og Urøkjas skilsmisse var dig så meget imod, at du kunde være til sinds at hjælpe den, som vilde hævne dette«. Sturla svarede, at han var i en vanskelig stilling, »I vil have spurgt«, sagde han, at jeg har svoret Kolbein unge ed, og at ved den ed er alle de bedste mænd i min bygd forpligtede«. Tord sagde, at de eder alle havde været aftvungne. Sturla erklærede, at han vilde støtte ham så meget han formåede, og at han skulde være rede med den hjælp, som han vilde yde, når Tord kom vestfra.

Tord drog derfra vestpå over Bredefjord til Bardastrand. Der boede i Hage præsten Eyvind Ragnheidsson, således som för er fortalt. Han var gift med Torunn Gelledatter; hvis moder var Vigdis Sturladatter. Gisle Markusson boede på Raudesand; han var gift med Torunns søster Tordis Gelledatter og således besvogret med Tord. Han var den mægtigste bonde vest for Arnarfjord, men var da meget til års. Han havde hele sit liv været på tog, først med Sighvat og dernæst med Sturla, da denne kom til Dalene; ingen mand havde været en oprigtigere tilhænger af Sturlungerne under alle stridighederne end han, men han havde også hos dem sin hele støtte og behøvede ofte deres hjælp, da han var en meget voldsom mand. Gisles ægtefødte sönner var endnu langtfra voksne, men han havde mange uægtefødte sönner, som havde nåt den voksne alder. Da Tord kom til Hage, sendte han bud efter Gisle og stævnede til sig alle de bønder, som havde nogen forstand på sagen. Tord forebragte da sit ærende, først for Gisle og dernæst for hele forsamlingen; han bad Gisle om at drage til sydlandet for at støde til Halvdan, og ligeledes alle andre, som vilde øge hans flok. Han opregnede sine genvordigheder, som var mange, og sagde, at hans skade og almuens i disse bygder faldt sammen, og at det sömmede sig vel, at han var lederen i disse sager, men at de fulgte ham efter. »Da vil et af to snart ske«, sagde han, »at vi vil få oprejsning eller falde ved vore frænders fødder, og bægge vilkår er gode, hvilket der end times os«. Gisle svarede, at han nu var for gammel til at gå i strid, og at det var tid for ham at høre op, skönt nødvendigheden krævede, at alle tog sig sammen og ydede Tord hjælp. »Den ed jeg har svoret Kolbein«, sagde han, »er således at jeg desuagtet godt kan være hans modstander. Jeg vil give dig fire af mine sönner til følge, Tord! og ægge menigmand, så vidt som jeg kan få folk i tale, og jeg antager det vil blive en god hjælp«. Tord optog dette temlig køligt og sagde, at han aldrig havde trot, at han selv vilde holde sig tilbage. Tord drog herfra nordpå til Øre i Arnarfjord. Da boede på Øre Steinunn, en datter af Ravn, sön af Sveinbjörn, hvis fader var Bård den sorte; hendes moder var Hallkatla, datter af Einar Grimsson, hvis forfædre var Ingjald, Grim larmer og Torgils arbêns-stesönnen. Steinunn havde 6 börn, to døtre og fire sönner (14). Ravn hed hendes ældste sön, den anden hed Gudlaug, den tredje Olav, den fjærde Odd. Hendes ældste datter, som hed Herdis, var gift med en mand, som vi tidligere har nævnt, nemlig Tords frænde Svarthövde Dufgusson; Svarthövde opholdt sig på Øre hos Steinunn. Hendes anden datter hed Halla.


Tord vinder sine første tilhængere.

Da Tord kom til Øre, traf det sig således, at Ravn og Svarthövde ikke var, hjemme; de var rejste nordpå til et bryllup i Hjardardal i Dyrafjord. Det var aftenen för Mikkelsmesse. Straks samme nat sendte Tord en mand til Hjardardal med bud om, at Ravn og Svarthövde skulde møde ham på Sandar. Bård Torkelsson, som kaldtes Sande-Bård, boede den gang på Sandar, han var gift med Cecilia, en datter af Gudmund Sigridsson. Da de fik Tords budskab, rejste de til møde med ham på Sandar. Tord bad om en samtale med Ravn, Svarthövde og Bård, sagde hvad hans plan var og at han først og fremmest væntede sig noget godt af sin frænde Svarthövde. Svarthövde svarede: »jeg tænkte, da din broder Sturla blev dræbt for os og alle vi mishandlede og beskæmmede, at vi vilde være glade, om nogen vilde hævne dette; du skal heller ikke behøve at bede om den hjælp, som vi kan yde dig«. Bård sagde, at han vilde tage samme beslutning som folkene fra Øre — »det har længe vist sig godt for mig«. Bård var Ravns landsæde. Tord spurgte: »hvem er den unge mand dêr? hvorfor siger du ikke din mening«? Denne svarede, at han hed Ravn og var en sön af Odd. Tord sagde, at han havde hørt ham omtale og spurgte: »vil du slå følge med os«? Ravn sagde, at han var ung og lidet egnet til at gå på tog; »jeg har hidtil kun lidet deltaget i hövdingefærd«, sagde han, og han vidste ikke om han var tilstrækkelig hærdet, da han næsten endnu var et barn. Ravn var 16 år på den tid Tord kom til Vestfjordene. Tord mindede om, at Ravn havde tvingende årsag til at være Kolbeins modstander på grund af hans morbrødres drab; »med undtagelse af min fader Sighvat og hans sönner omkom der ingen så höjbyrdige mænd som Sveinbjörn og Kråk«, sagde han. Ravn svarede hertil: »det skal heller ikke ske, at jeg både kun lidet kan hjælpe dig og uvillig yder dig den hjælp jeg formår«. Tord takkede ham hjærtelig og sagde, at Ravns bistand vilde være ham af stor betydning ved de mægtige frænder, som han havde.

De störste bønder i fjordene, da Tord ankom, var disse: Jon Torkelsson boede på Alvtamyre og var gift med Gudrun, en datter af Tomas i Selådal; hendes moder var Tord Sturlasons datter Halla. På Lokinhamrar boede Guttorm, en sön af Helge Sveinsson; hans moder hed Turid, en datter af Ravn Sveinbjörnsson; Guttorm havde på Örlygstad mistet sin fader og to morbrødre. På Myrar boede Bjarne Brandsson, som var en anset bonde; på Holt i Önundarfjord boede præsten Steindor Steindorsson, på Kirkebol boede Gudmund Sigridsson. I Isafjord boede følgende bønder: Sigmund Gunnarsson boede i Sudavik og havde til hustru Herdis Ravnsdatter, som først havde været gift med Eyjulv Kårsson og med ham havde en sön ved navn Eyjulv. Einar Torvaldsson var endnu ung af alder, og hans moder Tordis boede sammen med ham i Vatnsfjord. Den foregående sommer var Illuge Torvaldsson bleven dræbt; over dette drab blev bønderne i Isafjord så fjendske mod Urøkja, at de vilde anfalde ham. Hovedmanden herfor var Povl Bårdsson fra Öger, hvis moder var Valgerd Snorredatter; han var et mødrene søskendebarn til Illuge. Da Urøkja opdagede dette, flygtede nogle af dem, som havde deltaget heri, og deriblandt Povl, til Kolbein på nordlandet og blev hans fortrolige venner, som för er sagt. I Tærnevik boede Tormod Hjalmsson; Aron, en sön af Halldor Ragnheidsson, boede i Öger; Tord Henriksson boede i Reykjarfjord; Atle Hjalmsson boede i Grunnavik.

Tord Sighvatsson rejste nordefter til Hjardardal og ankom hertil, för folk var draget bort fra brylluppet. Der var alle de anseteste mænd vest for Isafjord. Tord holdt der en lang tale. Han begyndte med at kræve af alle mænd dêr hjælp og så hurtigt opbrud, at alle skulde være komne i Saurbø alle helgens messe (15). Da Tord havde endt sin tale, syntes folk at mærke, at han vilde være en forstandig mand, dersom han kunde beherske sin heftighed; det forekom dog folk, at han talte noget tungt i begyndelsen, men desto dristigere og mere veltalende blev han, jo længere han havde talt og jo flere folk der var til stede. Først svarede de mænd, som høsten forud havde forpligtet sig med ed til Kolbein; de sagde, at det ikke sömmede sig for dem at anfalde Kolbein, så længe han ikke forbrød sig overfor dem; det kunde ikke nytte at stræbe efter, at de skulde rejse sig med Tord, men i øvrigt vilde de være hans venner. Tord svarede, at han skulde göre den ende på sine vanskeligheder, at beboerne af Vestfjordene skulde blive nødte til enten at være med ham eller imod ham, »og så meget har jeg foresat mig, når jeg kommer tilbage fra denne færd, at jeg skal straffe de af eder efter fortjæneste, som nu opfører sig værst«. Bønderne svarede, at der var flere end nok, som han havde ondt at gengælde, selv om han ikke brugte trusler mod dem. Tord sagde hertil, at de ikke behøvede at minde ham om hans sorger. Det kom til gensidige trusler, og bønderne sagde, at dette ikke skulde få dem til at give efter. Hermed skiltes de. Tord drog om aftenen til Sandar; næste dag tilbød Bård ham sin hele husholdning, og denne overtog Tord. Dette ansås for overmåde höjsindet.


Tord rejser mandskab i Vestfjordene.

Kort efter sendte Tord sine mænd ud i fjordene for at kalde folk til opbrud, medens han selv begav sig nordpå til Önundarfjord; han fik her nogle få folk. Derfra drog han ind til Isafjord, hvor han næsten ingen mænd fik, men Isfjordingerne, Kolbeins venner, sendte denne underretning herom. Tord rejste videre nordpå til Steingrimsfjord; her boede Asgrim Bergtorsson i Kalladarnæs, som vi för berettede. De to frænder mødtes, og Tord opfordrede ham til at følge med og sagde, at det mindst kunde sömme sig for ham ikke at slutte sig til færden, »først«, fremhævede han, »på grund af slægtskabet, dernæst fordi min broder Sturla så meget hjalp dig frem, og endelig ved det indtryk, som du har modtaget af mishandlingerne på Örlygstad, hvor du så dine frænders død og de mænds, som du aldrig vil glemme«. Asgrim undslog sig på mange måder og snildt, og anførte lovsteder derimod, ti han var meget klog; først undskyldte han sig med de eder han havde svoret Kolbein, derhos sagde han, som sandt var, at han sad temlig nær ved nordlændingerne til at være i fjendskab med dem. Tilsidst trak han sig således tilbage, at han erklærede intetsteds at ville drage med. Derpå talte Tord med de andre bønder, men de undslog sig alle, da de fik at vide, at Asgrim vilde sidde hjemme.

Der var en mand ved navn Asbjörn, sön af Gudmund smed Salomonsson; han var en ugift mand, rask, men af ringe æt. Han gik frem for Tord og sagde: »hvad skal det betyde, at du ingen andre mænd opbyder til denne færd end bønder (16)? vil du ikke bruge andre? Jeg vil tilbyde at følge dig og tror at kunne nytte dig langt mere end en eller anden bonde. Overlad mig en flok mænd, og jeg vil da forsøge at opbyde bønderne, det passer sig bedst, at vi får med hverandre at göre, ingen af parterne fortjæner skånsel«. Tord syntes godt om dette og gik ind herpå. Næste morgen overlod Tord Asbjörn ni mand, som han alle tilsammen kaldte gæster (17). Asbjörn drog da ud langs Steingrimsfjord; de fleste af bønderne var borte fra deres gårde og havde skjult sig, da de havde hørt et rygte om denne plan den foregående aften; men de, som var hjemme, måtte alle følge med. Asbjörn fortsatte vejen, indtil han kom til Husavik. Der boede en bonde ved navn Högne. Han var borte, men Asbjörn tog hans kone og førte hende med sig; han mente, at bønderne da vilde ride efter ham, så at man kunde mødes med dem. Husets folk lod Högne vide, at hans kone var bortført. Högne satte da efter Asbjörn og hans mænd selv fjortende. De mødtes ved en høgård. Högne forlangte, at Asbjörn skulde slippe hans kone, Asbjörn svarede, at hvis de vilde følge med ham, kunde hans kone drage hjem. Bønderne vilde ikke dette og sagde, at han havde fortjænt andet for sådanne gærninger, og det kom til trusler mellem dem. Asbjörn æggede bønderne til et anfald, men uden nogen virkning; da slyngede han et spyd og sagde, at han skulde göre dem kede af at forfølge Tords mænd en anden gang. Spydet ramte Högne i lysken og løb ned i låret; det var et stort og livsfarligt sår, og det var den første legemsbeskadigelse, som Tords mænd tilföjede. Da sluttede nogle bønder sig til dem, men andre bragte Högne hjem.

Tord red fra Steingrimsfjord sydpå til Saurbø; der mødtes hans flok og de, der kom længere vestfra, det var aftenen för alle helgens messe. Her traf Tord og Sturla hinanden. Tord spurgte nu, om Sturla var rede til at følge ham. Sturla svarede, at han ikke kunde bekvemme sig til under disse forhold at bryde sine eder og de mange mænds som havde svoret sammen med ham »men«, sagde han, »det vil vare kort, för nordlændingerne bryder deres ord til mig, og da skal man ikke behøve at søge mig bagest; dog vil jeg nu ride med dig sydpå til Borgarfjord, hvis du ønsker det«. Tord var utilfreds med svaret og sagde, at han vidste ikke, hvad nytte han kunde have heraf. Tord red syd over heden til Hvamsfjord og Sturla ledsagede ham. Der mødte hans broder Tume ham, og Tords søstersön Teit Styrmeson var da kommen fra nordlandet selv syvende. Tord red så med hele flokken sydefter til Dalene og sammenkaldte her alle de anseteste mænd og overlagde med dem, hvorhen man skulde vende sig. Man undersøgte nu, hvor meget mandskab man havde, og der var henved 2 hundred mand; den styrke ansås ikke for tilstækkelig til med den at ride nordefter. De fleste foreslog, at Tord skulde vende sig mod syd; man mente, at forsvaret der vilde være svagere, og at der dog var grunde nok til fjendtlighed. Folkene var kun dårlig bevæbnede, og mange rådede da til, at man skulde søge derhen, hvor der var våben at få. Tord spurgte, hvor det var. Man fortalte ham da, at Loft biskopssön havde mange skjolde og et stort forråd af andre våben. Tord sagde, at han i höjeste grad fortjænte at lide nogen skam af ham, »han har længe stået os frænder imod, han var også den ivrigste i foretagendet mod min fader og broder«. Det tilrådede alle, og man fattede den beslutning at ride sydpå til Hitardal.


Tord plyndrer i Hitardal og hjemsøger Gissurs moder.

På Husafell i Hitardal boede den gang Loft biskopssön. Da Tord kom op på heden fra Svinbjugsdal, kaldte han Telt Styrmeson til sig og bad ham ride forud til Hitardal og gribe Loft biskopssön, dog uden at göre ham noget, og ikke lade nogen slippe bort fra gården. Teit red forud med 15 mand; de omringede gården, men Loft var ikke hjemme, han var redet bort tidligere på dagen ned til gården under Hraun. Under Hraun boede Skule Torsteinsson.Loft blev advaret om aftenen, han red da ned til stranden og fik sig et fartöj, hvormed han satte over fjorden sydpå til Gardar; der boede den gang Torleiv Tordsson, og hos, ham var Loft en tid. Tord tilbragte natten i Hitardal. Næste morgen lod han alle heste drive sammen og ligeledes tage alle de våben, som man fandt, skjoldene blev bårne ud af kirken. Derfra drog Tord til Søndre Reykjardal; her kom til ham Tord Björnssön, som boede i Eskeholt og var gift med Margret, en datter af Tordis Sveinbjörnsdatter. Tord og Sturla mødtes den dag Tord drog fra Hitardal, og havde en samtale, hvorpå Sturla vendte tilbage; der tildrog sig da intet. Tord red videre sydefter over heden ad Skard-vejen til Laugardal og indtil han kom til Gissurs gård Tunge. Der var Gissurs moder Tora Gudmundsdatter til stede. Alt var båret ind i kirken, så at ingen som helst fødevarer fandtes i huset undtagen et kar fløter (18). Tords mænd vilde slagte kvæget, men Tord forbød det og sagde, at man ikke måtte opholde sig med dette, og at krigere måtte nöjes med den mad de kunde få. Tord fik nu nys om, at Hjalte havde trukket flokke sammen nede i Floe, og bød alle mand at sadle hestene. Dette skete, og man drog afsted. Tord opfordrede de mænd, som kendte vej, til at ride foran ned i Floen. Hans broder Tume erklærede sig bestemt herimod; »alle de, som vil følge mig«, sagde han, »skal ride østpå over åerne«, og folkene skilte sig da i to partier. Man søgte nu at bevæge Tord til hellere at ride østpå over åerne og fremhævede, at der kunde man vænte sig hjælp. Tord gav efter for folks bönner og red om natten østpå til Keldur, hvor han havde en samtale med sin svoger Halvdan og bad ham om bistand. Halvdan var meget utilböjelig og sagde, at der var ingen hjælp i at han rejste sig. Tord bad ham da overlade sig mænd, som kunde hjælpe ham, selv om han for sit vedkommende vil sidde hjemme; Halvdan svarede, at han vilde spörge sine brødre til råds. Hans hustru Steinvör var meget utilfreds, men hermed red Tord bort.


Biskop Sigvard mægler forlig.

Orm hed en mand, en sön af Torvald Gissurssons sön Björn, og brodersön til Gissur Torvaldsson; han boede den gang på Bredebolstad i Fljotshlid. Han var indehaver af et godedömme og havde haft megen del i Snorre Sturlasons drab (19). Tord red østpå til Bredebolstad, og Orm flygtede østefter til Ver, men Tord sad på gården Bredebolstad en tid. Samme nat Tord var ankommen til bygden og så snart Hjalte spurgte, at han var her med sin skare, besluttede han sig til at ride til nordlandet for at opsøge Kolbein Arnorsson; han opfordrede bønderne til at samle sig så mandstærke som muligt i Skålaholt, og bad biskoppen bringe Tord forligstilbud og drage forhandlingerne ud, til Kolbein kunde nå at komme fra nordlandet. Biskop Sigvard red nu efter Hjaltes ønske til Bredebolstad for at træffe Tord og forhandlede om forlig på bøndernes vegne, Steinvör kom også til stede sammen med biskoppen; han arbejdede ivrigt på forlig, men Tord var meget uvillig. Biskoppen tilbød på bøndernes vegne, at 6 mænd fra hver side skulde bestemme vilkårene; dette afslog Tord, men tilbød, at Steinvör og Halvdan skulde afgöre alt uden betingelser. Hertil svarede biskoppen, at dette kunde han på bøndernes vegne hverken afslå eller indrömme, för end de selv havde truffet bestemmelse. Biskoppen drog da hjem til Skålaholt for at mødes med bønderne; han skulde så hurtig som muligt sende en mand til Tord med bud, om bønderne ønskede forlig eller ej, og tiden, da sendebudet skulde vende tilbage, blev bestemt. På denne tid gik der bud mellem Tord og Björn Sæmundsson for at forhøre, om Tord vilde anerkende det forlig, som Tume på bægges vegne havde sluttet med Björn, fordi denne havde deltaget i kampen på Örlygstad. Tord opfordrede Björn til under lejde at ride til ham, for at de selv kunde tale sammen. Björn red til Tord og traf ham på Bredebolstad. Tume trængte stærkt ind på sin broder Tord og fremhævede, at der ikke var så mange, som havde givet ham nogen oprejsning i denne sag, og at han fandt det rimeligt, at han overholdt dette forlig. Tord svarede, at Björn selv rådede mest for, om han vilde være hans ven eller uven; »men jeg vil ikke«, sagde han, »tilsikre Björn fred, för end jeg ved, hvad slags mand han vil være«. Björn sagde, at det vilde han straks vise ham, og gav Tord ærefulde gaver. Disse modtog Tord, og de skiltes venskabelig.

To dage senere end det var bestemt, kom den mand, som biskoppen sendte til Tord, og han sagde, at bønderne afslog det forlig, som Tord forlangte. Tord red da straks med sin flok til Keldur; Halvdan var redet ned til Odde, men Steinvör var hjemme. Tord sendte Dufgussönnerne Kolbein og Björn efter Halvdan, men Steinvör sammenkaldte alle bønderne (20) og bød dem holde sig rede til at ride samme vej som Tord og Halvdan. Kolbein og hans broder traf Halvdan og mældte ham Tords og Steinvörs budskab. Halvdan svarede, at det ikke var rådeligt at ride mod det hellige sæde efter nogle bønder, som ikke havde nogen betydning; »jeg vil ikke sætte mig i bevægelse og ingen af mine mænd«, sagde han, »Tord kan på anden måde med tiden få oprejsning overfor bønderne«; og han sendte bud til bønderne (20) og bad dem drage hjem. Da Kolbein og hans broder kom tilbage og forkyndte Tord Halvdans ord, blev han meget vred og sagde, at han vilde ride imod bønderne og se, hvorledes det vilde gå. Han vidste rigtig besked med deres styrke, at de var henved 6 hundred og havde indrettet sig på kirkegården i Skålaholt. Tord red ud over åen, mønstrede sit mandskab, og det viste sig, at han havde henved 2 hundred mand. Da sagde mange, som sandt var, at det var ubesindigt at ride mod dem; men Tord svarede, at han ofte således måtte vove sig i en farefuld stilling, hvis hans sag skulde få nogen fremgang. Syd for Audsholt kom biskoppen Tord i møde og gjorde alle de samme tilbud på bøndernes vegne som för. Tord viste sig meget vred overfor biskoppen og sagde, at han havde gjort alt til skade for ham. Biskoppen svarede, at han vilde bansætte Tord og alle hans mænd, så snart de red ind på bispegården. Tord forlangte, at han skulde sende bønderne bort fra bispesædet, og sagde, at det var utilbørligt, at han drog dem ind på kirkegården, sådanne ildgærningsmænd som de var, da de en lördagaften havde opbrudt kirken på Miklebø og havde ført seks mænd ud, som de lod dræbe alle, den ene for fødderne af den anden (21). Biskoppen vilde nu ride forud for at advare bønderne, men da Tords mænd mærkede det, lod de ham vænte, til Tord, som red bag efter, ankom. Tord lod biskoppen ride, hvorhen han vilde, og fulgte selv efter, så hurtig han kunde, indtil han kom til den indhegnede vej ved Skålaholt, der bad han sine mænd stige af hestene og ruste sig til angreb. Han sendte Ravn Oddsson og Teit Styrmeson til gården for at erfare, om bønderne havde samme sind angående forliget som för, og for at bedömme deres udrustning og hvor vanskelige de var at få bugt med.

Da de kom, var biskoppen iført sin embedsdragt og 30 klerke hos ham, og han truede med straks at ville bansætte Tord og alle hans mænd, når angreb begyndtes. Teit lagmand (22), en forstandig og velsindet mand, broder til Gissur, bad biskoppen prøve at mægle, og forsøge om det kunde hjælpe; han fremhævede, som sandt er, hvor meget der talte til Tords undskyldning, når han forfulgte sin sag på den måde, som han snarest formåede, så stor mandskade, som han havde fået; »han har mistet al sin ejendom«, sagde han, »og han har intet til underhold for sine mænd, andet end hvad han kan tilkæmpe sig fra sine fjender eller må frarøve sagesløse mænd«. Bønderne gav da efter og bad biskoppen og Teit mægle og gav deres sag i disses hænder. Biskoppen og Teit Torvaldsson begav sig nu til Tord. Ravn og Teit Styrmeson forestillede Tord, at bønderne var vanskelige at overvinde, hvis der var nogen kækhed hos dem; Tume var også ivrig efter forlig. Det kom da til forlig på de betingelser, at biskoppen og Steinvör skulde fastsætte vilkårene, men hvad de ikke kunde blive enige om, skulde Steinvör afgöre alene. Bønderne måtte ikke deltage i nogen fjendtligheder mod Tord, för Gissur kom til Island, dersom Gissur kom, skulde forliget mellem Tord og bønderne være til ende, men ellers overholdes. Bønderne gav nu Tord håndslag på dette. Efter forliget red Tord østpå til Bredebolstad og tog påny op hold på Orms gård. Orm var i Ver, så længe Tord var på Bredebolstad; folk forsøgte at mægle, men der udrettedes intet med hensyn til forlig. Tord sendte Björn Dufgusson vestpå til Bredefjordsdalene og Tord Björnsson til Borgarfjord for at udspejde Kolbein Arnorssons færd; der gik nemlig det rygte, at der blev samlet folk sammen på nordlandet. Tord red ud over åen til Biskopstunge; der mødte biskoppen og Steinvör og afsagde deres kendelse De dømte de almindelige bønder i Gissurs bygd, for så vidt de udredede tingrejselön (23), til at betale 3 hundreder, men de anseligere bønder til en betaling af 5 hundreder. Derefter red Tord fra sydbygderne til Borgarfjord.


Hjalte biskopssön får hjælp hos Kolbein unge.

Nu er at fortælle om det, som vi för berørte, at Hjalte biskopssön drog til Kolbein og fortalte ham, hvorledes det forholdt sig med Tords tog, og bad ham om at ride til sydlandet. Kolbein satte sig hurtig i bevægelse og sendte straks mænd nordpa til Øfjord, som samlede mandskab i alle bygder nord for Øxnadalshede; andre mænd sendte han vestpå til Hrutafjord, som skulde rejse mandskab i de vestre herreder og få så mange folk som muligt. Da flokkene havde forenet sig, vilde Hjalte, at hele skaren skulde sendes syd over Kølen og så imod Tord; men Kolbein sagde, at Tord muligvis kunde være redet vestpå, för de kom til sydlandet, så at de ikke nåede ham. »Jeg vil tage vejen over de vestre heder«, sagde han, »og så til Borgarfjord; således vil vi lettest kunde mødes, hvad enten Tord er i syd eller vest«. Hjalte indvendte at sydlændingerne længe nok havde tålt denne ufred men Kolbein svarede, at de vel havde kunnet fordrive fjenderne, hvis de havde haft mod og mandshjærte, så at de ikke behøvede andres hjælp. Alle nordlændingerne ønskede ondt over Hjalte og sagde, at alt dette var han skyld i. Kolbein red da med hele sin skare vestpå til Midfjord og derfra syd over Tvidøgra (24). Da de drog op fra Gnupsdal, lod Kolbein sin styrke tælle, og der var godt og vel 6 hundred mand; han sagde da, at han havde folk nok, hvis lykken fulgte. Således var vejret beskaffet, da de red op på heden, at om morgenen var det sneslud med svag vind, så at folkene blev helt våde. Men da det led ud på dagen, begyndte det at fryse og vinden gik til nord. Det blev da et sådant uvejr med mørke og frost, at sjælden indtræffer magen. Det varede ikke længe, för de ikke vidste hvor de var. Mandskabet udmattedes meget af kulde. Kolbein bad da folkene stige af hestene og brydes voldsomt, og prøve om de kunde blive varme ved det. De blev så medtagne, at mange mænd mistede deres våben og kunde ikke holde på dem af kulde; nogle mænd gik straks heraf til hel, og mange blev vanføre for bestandig. Derefter klarede vejret noget op. De så da, at de var komne til en sø, som hedder Holmavatn. Der løftede den ene den anden på hesten, og de fortsatte vejen, til de noget för dag ankom til Gilsbakke. Kolbein var der om natten. Dagen efter red han ned til Reykjaholt med hele flokken, men det mandskab, som ikke var rejsedygtigt, blev liggende i Siden (25).


Tords flugt for Kolbein.

Da Tord kom ned i Reykjardal til England (26), mødte Tord Björnsson ham og sagde ham, at Kolbein var kommen fra nordlandet med mange folk og nu sad i Reykjaholt. På Lund i Søndre Reykjardal boede da en mand ved navn Are. I Bø boede Bödvar Tordsson; han var gift med Kolbeins søster Herdis Arnorsdatter. Bödvår var en fætter til Tords fader. Tord red ned gennem Reykjardal til Lund og væntede der, til hele flokken var ankommen. Da alle var samlede, rådspurgte han de mere ansete mænd, hvad der var at göre. Da gav næsten hver sit råd. De dristigste ivrede for, at man skulde ride til Reykjaholt, og sagde, at mange af dem, som var dêr, vilde være dårlig i stand til at værge sig på grund af kulden; men alle de mere besindige mænd erklærede det for ugörligt, at så få folk red frem mod en sådan mandstyrke, og sagde, at det var rask handlet, hvis Tord kunde ride vestpå, uden at få med dem at göre. Dette besluttede man. Tord red ned gennem dalen og agtede sig over åen ved Guvuskålar (27) og derefter vestpå gennem Langavatnsdal. Da han kom ned på Vellir, blev det sagt, at der ikke var hest-is over åen (28). Hele flokken drog da op til Gravarvad, men da man kom ovenfor Tingnæs, red Tord ud på et vandløb, hvor isen brast under hesten, så at både han og hesten sank i vandet. Da han kom i land, var han helt våd og vendte tilbage til Tingnæs ledsaget af 6 mænd. Da boede i Tingnæs en mand ved navn Börk Ormsson, han tog godt imod Tord og skaffede ham andre klæder. Der efterlod Tords folk nogle af deres heste. Börk satte dem ind i et hus til sine egne heste og red derefter med Tord op til Gravarvad. Da kan vendte tilbage, kunde han høre bægge skarerne, Tords og Kolbeins. Tord red til Stavaholt, hvor han bedede, og derfra ud over Norderå. I Svignaskard satte han 6 mand på vagt, nemlig tre Dufgussönner (29), Sande-Bård, Torstein Torbergsson koll og Torgeir stavsende, ligeledes efterlod han i Eskeholt Tord Björnsson, hvis, Kolbein skulde ride den nedre vej. Tord red ud over Myrerne (30) med hele flokken og fik et meget slet føre.

Da Are på Lund så, hvor Tord drog frem, tog han sin hest og red så hurtig som muligt til Bø. Da han kom til gården, var Bödvar i sin sæng. Are sagde Bödvar, at Tords flok red ned gennem Reykjardal, og bad ham passe på sine heste, så at de ikke blev tagne. Forud var hertil ankommet Torvald kæp og to andre af Kolbeins mænd. Da de hørte, hvad Are sagde, sprang de op og red alt hvad de kunde til Reykjaholt og fortalte Kolbein hvad der gik for sig. Han bød alle mand klæde sig i hast og ride efter dem i störste hurtighed. Da de var rustede, red de gennem Reykjardal og kom til Bø. Bödvar var ude, og de spurgte ham om, hvor Tord var. Han svarede, at han antog, at Tord for længst var redet vestefter. Da red Kolbein og hans følge ned til Vellir og erfarede der, at Tord havde taget vejen til Gravarvad. De drog nu op til Tingnæs. Börk var ude. De spurgte ham om Tords rejse. Han svarede, at han ikke vidste, om det havde været Tords mænd eller andre, men at den ene flok efter den anden havde redet forbi hele natten. Kolbein anmodede ham om at følge dem på vej. Da Kolbein red videre, blev nogle af hans folk tilbage og fandt i et hus nogle heste, som var ganske våde og nylig afsadlede. De red da til Kolbein og sagde ham, at de havde fundet hestene, og at vistnok nogle af Tords mænd var der. Kolbein red da tilbage til gården. Einar Jonsson langedegn red hen imod Börk, stødte ham med spydskaftet mellem hærderne og bød den djævel sige, hvad han vidste. Börk svarede, at han ikke vidste, hvad djævelen vilde sige ham, »men jeg siger dig ikke mere«. Og han svang øksen, som han havde i sin hånd, og slog til Einar, men han nåede forbi ham, og hugget ramte hestens lænd. I det samme kom Hall Jonsson til og sagde, at ingen mand skulde tilföje Börk noget ondt; han var næst efter Brand Kolbeinsson den mest ansete af nordlændingerne. Man ransagede nu hele gården Tingnæs, alt løsøre indendörs blev taget og desuden alle heste ranede, så at dette gav en lang forhaling. Kolbein og hans mænd red bort, og Börk sagde, at det ikke vilde vare længe, för end de selv mest vilde sørge over deres ophold, og mere end han over det mistede gods. Kolbein red til Stavaholt og fik der fuld besked om Tords rejse, og forfulgte ham nu med störste heftighed. Bægge Tords vagtposter (31) så, at Kolbein kom til Stavaholt; de brød da op og red afsted efter Tord. Kolbein og hans folk kunde ride i fuldt løb ad stien; de halede hurtig ind på dem. Både Tord Björnssons og Køgil-Björns hest sprængtes; det var da vekselvis, at de løb eller red bagpå hos Svarthövde og Bård. Da de kom til Langå, var de skjulte af et höjdedrag. Svarthövde sprang da af hesten og bad sin broder stige op; »jeg ser«, sagde han, »at det går ikke længer for os at ride to sammen, og Tord Björnsson og jeg vil undfly som vi bedst kan«. Björn svarede; at han aldrig vilde ride fra ham, men Tord og Svarthövde gav sig til at løbe ned ad åen (32), og Björn og de andre red så stærkt de kunde frem efter Tords flok; Svarthövde og Tord kastede sig ned i sneen og dyngede løs sne over sig.

Kolbein og hans mænd forfulgte så stærkt, at der næsten ingen afstand var imellem dem. Da Bård og hans ledsagere nåede frem, var Ravn Oddsson i bagtroppen. De bad ham skynde sig efter Tord og sige ham, hvorledes sagerne stod, da han havde en udhvilet hest. Da han traf Tord, gik denne og trak hesten efter sig. Ravn bad ham stige til hest og sagde, at Kolbein var næsten i hælene på dem, og at Svarthövde og Tord sandsynligvis var tagne til fange. Tord steg da til hest og red frem ad skovstien, indtil han nåede en lille brink. Der skjultes de af et höjdedrag. Tord bød nu alle sine mænd at stige af hestene og sagde, at her skulde man tage imod fjenderne og göre et anfald på dem. Men det viste sig her som oftere, at flygtningerne er det ikke let at stanse. Da Tord så, at nu jog mange af dem stærkest afsted, som för erklærede at have så træt en hest, at den ikke kunde komme af stedet, og at det ikke lod sig gennemføre at göre modstand dêr, opfordrede han folk til ikke at ride så voldsomt og sendte Gudmund mulm forud og bød, at man ikke skulde ride bort fra gården Alvtåtunge. Da Tord ankom til gården, steg alle af hestene dêr. Da sagde skjalden Ingjald Geirmundsson til ham, at nu var det klart, hvorledes det vilde gå: »nu flyr hele det menige folk, men de höjerestillede vil ikke ride fra dig; hvis du nu oppebier Kolbein, da bliver det din skade og de mænds, som følger dig«. De steg da til hest; føret blev også nu så meget bedre, at de kunde ride i fuld fart. Tord bød de mænd tage sin tilfiugt til kirken, som havde udmattede heste; da flygtede henimod 30 mand ind i kirken. Der var bro over Alvtå, og det tog lang tid at komme over; men da Tord var kommen over åen, jog hver sin vej. Tord sendte folk forud efter mandskabet og bad det holde sammen, hvad der end skete, men dette lod sig ikke göre. Der red da ikke flere i følge med Tord end hans egne mænd, og det var 60 mand.

Straks efter at Tord var reden bort fra Alvtåtunge, ankom Kolbeins flok. Forskellen var så ringe, at de, som var gået nord om kirken og foran husene, ikke nåede ind i kirken, da de vilde vende tilbage; to mænd dræbtes i kirkegården, Sigmund Hallsson og Torve Torgeirsson. Kolbeins mænd gik derefter hen til kirkedören og undersøgte hvad for folk der var i kirken. I samme öjeblik kom Kolbein; han sagde, at de bar sig uforstandig ad, de lå stille her og udrettede intet af vigtighed, men lod Tord og alle de betydeligere mænd slippe bort. Her efterlod han dem, som ikke kunde vinde med. Derefter forfulgte de, så stærkt de kunde ride, men da de kom til Alvtå, havde de ikke let ved at komme over, ti Tord havde ladet broen kaste af, og det med øvrige var for Kolbein og hans mænd en stor forsinkelse. Tord tog vejen ud over Myrerne. Da han kom over Hitarå, steg Teit Styrmeson, Kolbein grane og flere andre mænd af og vandede hestene, da der stod vand over isen. Kolbeins mænd kom nu til åens sydlige bred, og da Teit og hans ledsagere skyndte sig op fra åen, vendte Tord om, men Kolbeinsmændene trak sig tilbage, da det kun var få, som var ankomne. Teit opfordrede til skyndsomst at stige til hest og sagde, at dette gjorde de kun for at forsinke dem, og nu red alle afsted så hurtig de kunde.

Tord red næsten hele dagen bagest og vilde aldrig ride så hurtig som menigmand ønskede. Nogle gav sig da til at tale med ham, medens andre drev hans hest afsted, og således slap de igen bort. Kolbeins mænd opsnappede mange af Tords folk, efterhånden som hestene udmattedes; disse blev alle udplyndrede og nogle sårede. Da Tord red ud over ebbe-stranden (33), så Kolbeins mænd, at han vilde undslippe, og vendte om. Tord red til Miklaholt og hvilede sig der en stund. Dêr boede den gang Gudmund Olavsson, som var en god ven af Sturlungerne, han rådede Tord til at ride bort så snart som muligt. Tord red da derfra vestpå over Kerlingarskard til Helgafell; her fik han sig et fartöj og begav sig ud i Fagerø, men lod hestene drive langs kysten, dertil ankom han om lördagen för middag, det var næste dag för Andreas-messe (34). Det forekom alle vidunderligt og næsten eksempelløst, at folk havde redet de samme heste uafbrudt fra Tingvold til Helgafell i så ufremkommeligt føre som det den gang var. Tord red fra Tingvold om torsdagen ved middagstid og ankom til Helgafell fredag-nat, da stjærnen var i øst (35). Alle mente da at kunne forstå, at Tords frelse bebudede store begivenheder. Kolbein red til Alvtåtunge med hele flokken og var dêr om natten. Næste morgen blev mændene i kirken førte ud; man huggede da hånden af en mand, som hed Torhall Oddleivsson, og en anden mand ved navn Nadd, som var fulgt fra nordlandet med Teit Styrmeson, blev ligeledes håndhugget; alle de øvrige fik fred på liv og lemmer, men plyndredes for våben og heste. Kolbein red derfra til Hitardal, hvor han fik fuld besked angående Tords vej.

Om Svarthövde og Tord Björnsson er det at berette, at de lå i snedriven, indtil Kolbeins flok var redet forbi; da stod de op og gik til gårde, hvor de fik sig heste. De red derpå til Stavaholt og bankede på kirkedören. Den gamle Dufgus (36) gik til dören og hilste glad sin sön, men spurgte, om han vidste, at Olav chaim (37) var der med 30 mand. Svarthövde og Tord sprang da straks på deres heste og red bort. Svarthövde spurgte nu Tord: »hvor kender du en gård, som ligger borte fra alfarvej«? Tord svarede: »der er en gård, som hedder Skogar; til den vil vi ride«. Da de kom der, begav de sig til badstuen og klædte ig af, men da de havde sovet en kort tid, blev det sagt dem, at Kolbeins mænd red henimod gården. De sprang da op, skød deres brynjer og stålhuer ind i ovnen og løb ud. De kom nu bort fra hinanden, Tord løb ind i skoven, men Svarthövde til hestene. Han red afsted af alle kræfter, men forfølgerne var efter ham og indesluttede ham ude på en klippepynt. Han stødte da hesten ud over klippen og sprang selv bag efter; det var en höj klippe, men hverken han eller hesten tog skade, da der havde samlet sig megen løs sne under klippen. Ingen af forfølgerne vilde følge efter og Kolbeins mænd red da deres vej. Svarthövde begav sig tilbage til gården for at hente sine våben og red derfra vestpå til Saudafell, hvorefter han drog ud i Fagerø til Tord. Tord Björnsson begav sig hjem til Eskeholt.


Fjendskab mellem Tord og Kolbein.

Kolbein Arnorsson vendte om i Hitardal og red nordpå over Holtavardehede og videre til Flugumyre, hvor han stadig havde mandskab liggende; om vinteren trak han mange folk sammen forskellige steder, hvor det forekom ham hensigtsmæssigt. Torarin balte (38) hed en mand, som Kolbein satte på vagt i Midfjord; han drog mange slette folk til sig og holdt en besætning på Os. Han blev meget forhadt og ranede fra alle de omboende.

Tord Sighvatsson blev i Fagerø til henimod jul, men drog så ind til Ballarå, hvor Bård Hjörleivsson, som var gift med Tords søster Valgerd Sighvatsdatter, boede. Tord fik der en god modtagelse, og de bad ham råde for alt dêr, som om det var hans eget; her efterlod Tord nogle af sine mænd, men drog selv til Budardal og sad dêr om julen. Der boede den gang Torbjörn Ingemundsson. Mod slutningen af julen red Sturla Tordsson hen for at besøge Tord; de red da sammen ud på Dagverdarnæs, hvor Bödvar Tordsson traf sammen med dem. Tord anmodede da Bödvar om bistand, men Bödvar sagde, som sandt var, at han var stærkt forpligtet overfor både Kolbein og Tord, da han var gift med Kolbeins søster Sigrid Arnorsdatter, og at han først vilde forsøge, om han kunde bringe et forlig til veje mellem Tord og Kolbein (39). Det blev da bestemt, at Bödvar skulde ride til nordlandet, og det blev forud fastsat, hvilke betingelser Tord vilde modtage. Tord drog vestpå over Bredefjord til Bardastrand og derfra videre til Sand; forholdet mellem ham og Gisle var heller ikke nu venskabeligt (40). Herfra begav Tord sig til Selådal. Der boede en brav og anset mand præsten Tomas Torarinsson, som var gift med Tord Sturlasons datter Halla. Deres ældste sön hed Torarin, den anden Kråk, den tredje Audun; Snört hed den yngste; de var alle håbefulde mænd. Af Tomas’ døtre hed den første Gudrun, den anden Ragnheid, den tredje Gudfinna, den fjærde Gudrid, den femte Hallbera. Tord fortsatte vejen nordpå til Sandar, hvor han blev om vinteren, og alt var da roligt. [1243]. I begyndelsen af langefasten kom der bud fra Bödvar Tordsson til Tord om, at han skulde møde ham på Helgafell. Tord brød hurtig op og rejste nordpå til Isafjord, hvorefter han sendte Asbjörn Gudmundsson afsted til Atle Hjalmsson med opfordring til, at Atle skulde komme til ham og gå i hans tjæneste; i modsat fald bad han Asbjörn sørge for, at Atle ikke kunde komme til at volde Tord nogen fortræd. Da Asbjörn kom til Grunnavik, forkyndte han Atle sit ærinde; men Atle svarede, at han vilde holde sig udenfor Tords og Kolbeins mellemværende, og at han havde Kolbein godt at gengælde. Asbjörn sagde, at han ikke vilde kunne sidde rolig uden at få med Tord at göre, hvis han viste sig som Kolbeins ven, men han opnåede intet af Atle. Man mærkede på Tord, da Asbjörn traf ham, at han syntes udfaldet havde været ringe.

Nu drog Tord sydpå til Saurbø, derfra til Dagverdarnæs og over fjorden til Helgafell. Her var Bödvar kommen. Tord syntes, at Bödvar helt havde ladet sig besnakke, og vilde ikke gå ind på de forligsvilkår, som Kolbein tilbød; han sagde, at det fik at gå med hans sag, som skæbnen vilde, men at han aldrig modtog noget forlig i bod for sine frænder, som retskafne folk ikke fandt hæderligt for ham. Derefter drog Tord tilbage til Vestfjordene og hjem til Sandar, hvor han blev til efter påske. Om foråret i dagene för Kristi himmelfarts dag drog Tord sydpå til Dalene; han havde hørt meget om Torarin baltes tiltagende magt og uroligheder, og vilde derfor angribe ham, men nåede ikke længere end til Dönustad; det blev til hinder for færden, at Tord manglede heste. Han vendte da tilbage til Vestfjordene, men efterlod Køgil-Björn og Torgeir stavsende. Der var en mand ved navn Håkon Botulvsson, norsk på fædrene side og hertug Skules kærtesvend, han var kommen til landet med Urøkja Snorreson og var nu Tords huskarl; ham og Almar Torkelsson, som da også var Tords huskarl, lod han blive tilbage i Dalene. Disse mænd skulde ride mod Torarin og dræbe ham, når han opløste sit mandskab, de var i alt 10 mand. Asbjörn Gudmundsson sendte han nordpå til Steingrimsfjord, de var i alt 20, og han bød Asbjörn (41) at tage alle större fartöjer i Steingrimsfjord og på Strandene og føre dem vestpå til Dyrafjord. Tord havde fået nys om, at Kolbein vilde komme med bemandede fartöjer nordfra og således hærge Vestfjordene.

Da Tord var kommen tilbage, drog han først til Sandar; han gav da Bård Svevnøerne, som havde en værdi at 45 hundreder 42), og flere andre æresbevisninger ydede han ham. Ved fardagstid drog Tord til Myrar; der boede den gang Bjarne Brandsson. Han forestillede Bjarne, at han ønskede at overtage denne gård, og dette gik Bjarne ind på, således at han og hele hans husstand var hos Tord om vinteren.

Mellem tingtid og fardage drog Björn og Håkon nordpå til Midfjord. Torarin boede da på Bretaløk. De kom der tidlig om dagen, för folk var ståede op, og gik straks ind med løftede våben. Torarin sprang op, men fik af våben kun et sværd, han forsvarede sig både vel og længe. Her faldt han, og de røvede så alt løsere. De fik her nys om, at Kolbein trak talrigt mandskab sammen, så meget han kunde få, og store skibe; han satte sin svoger Brodde til hövding over søkrigerne. Han delte mandskabet i to dele, og agtede selv at drage frem til lands; det blev da sagt for vist, at Vestfjordene skulde lægges øde, så at Tord lige så lidt kunde have fredland der som andensteds på Island. Björn og hans ledsagere vendte tilbage til Dalene og sendte Torgeir stavsende til Tord. Torgeir traf Tord på Myrar og fortalte ham Torarins drab og det, som de havde hørt om Kolbeins forehavende. Tord red samme aften hjemmefra og agtede sig til Isafjord for at samle folk og skibe.


Asbjörn Gudmundssons voldsgærninger.

Asbjörn Gudmundsson drog til Steingrimsfjord som vi för berettede. Han tog en færge på gården Heydalså og drog derfra nordefter langs Strandene lige til Trækyllesvik. Der samledes Strandboerne og vilde værge deres fartöjer og andre ejendele. De tillod ikke Asbjörn og hans folk at lande, men kastede med sten og slyngede spyd og alt hvad man fik fat i; men da kampen havde varet en kort tid, tabte Strandboerne og overgav sig. Asbjörn og hans mænd tog færgen Trækylle (43) samt et andet godt skib, som kaldtes Ringskuden, og alt hvad de trængte til. Herfra sejlede Asbjörn nordpå til Drangar; der boede da Gunnlaug smed (44) Torvaldsson, han havde to fuldvoksne sönner, af hvilke den ene hed Audun, den anden Torvald; de var ‘dygtige mænd og særdeles kunstfærdige. Asbjörn mente, at de havde vist ham fjendskab, og de var Kolbeins gode venner. Han lod bægge brødrene gribe og lod en hånd hugge af hver af dem, idet han sagde at nu skulde de ikke løbe med nyheder til Kolbein. Asbjörn og hans følge drog videre nordpå til Horn, der lod han dødelig såre en ugift mand ved navn Torodd, med tilnavnet kugge, og dertil var ingen anden grund end at han ikke vilde lade dem få sine våben; her tog Asbjörn alle större fartöjer. Derefter sejlede han vestefter til Isafjord. Atle Hjalmsson var rejst nordpå til Strandene efter en hval, der tilhørte Tordis Snorredatter, som den gang boede i Ædø; han rejste tilbage noget för end gæsterne (45) drog afsted, men de vidste besked med hinanden. Atle ankom til Ædø med sin last, og kort efter kom Asbjörn til Ædø. Asbjörn opfordrede Atle til at følge med sig til Tord. Han svarede, at han først vilde rejse hjem efter sine våben og klæder. Asbjörn svarede, at han vilde begive sig Kolbein for at slutte sig til ham og være blandt Tords modstandere; » du skal nu ikke kunne bevæge halen så frit (46) «, sagde han og bød sine mænd gribe ham. Tordis Snorredatter og Bård Hjörleivsson vilde hjælpe Atle, og det kom til håndgribeligheder. Atle gjorde de tilbud for at frelse sit liv, som han kunde, men Asbjörn sagde, at nu skulde han dø, og han blev dræbt der; en mand ved navn Skegge dræbte ham. Dette værk var Tordis i höjeste grad imod. Derfra drog Asbjörn og hans folk til Tærnevik; Atles broder Tormod var ikke hjemme. De fik at vide, at Tormod var på sit sæter, husfolkene tog sig nemlig ikke i agt, da de ikke frygtede nogen fare for Tormod. Asbjörn og hans mænd begav sig til sæteret, Tormod gik ud, men blev straks greben. Han spurgte, hvad hensigten med deres besøg var. Asbjörn svarede, at det skulde han snart erfare, og sagde ham broderen Atles drab. Tormod spurgte, om det kunde hjælpe at göre noget tilbud for at frelse sit liv. Asbjörn svarede, at det ikke kunde lade sig göre, da hans broder i forvejen var dræbt og han derfor aldrig vilde være til at stole på. Tormod sagde, at for alt kunde der ydes fyldestgörelse, men Asbjörn svarede, at her hjalp ingen udflugter. Tormod skriftede da og beredte sig til døden, lagde sig derefter ned og blev dræbt af en mand ved navn Atle Hallsson. Efter Tormods drab begav Asbjörn og hans folk sig til deres fartöjer og sejlede ud gennem Isafjord.

Samme aften ankom Tord Sighvatsson til Arnardal i Skutilsfjord, dêr kom Sigmund Gunnarsson og nogle mænd fra tværfjordene til ham. Om aftenen sendte Tord nogle mænd ud til hest, som skulde holde vagt på Arnarnæs, og da de havde været kort tid på næsset, så de syv skibe sejle ud gennem Isafjord. De red da hjem så hurtig som muligt. Folkene klædte sig på i hast og gik ned til stranden. De talte ivrig om, hvad for skibe det kunde være, og de fleste mente, at det måtte være skibe med Kolbeins mænd. Tord bød folk løbe ned på skærene og hindre deres landgang; men da skibene nåede land, kendte man hinanden. Asbjörn med sine kammerater gik nu i land, og han fortalte alt hvad der var hændet på deres togt. Alle mente at kunne mærke på Tord, at disse gærninger mishagede ham, og menigmand dadlede dem også. Kort efter om morgenen ankom Eyjulv Eyjulvsson og berettede, at han var bleven skibe med Kolbeins folk vâr ved Hornstrandene. Tord sendte da mænd ud i alle retninger for at samle folk og lod holde vagt, så at han kunde få underretning om Kolbeins-mændenes bevægelser, når de nærmede sig. Alle folk og skibe stævnede han sammen i Selvågar på Slettanæs. Der mødte 33 skibe fuldt rustede med mandskab. Tord sammenkaldte nu de mest ansete mænd og forlangte deres mening om, hvilken beslutning man skulde tage. Det rygtedes også nu, at Brodde og Haver Björnsson var komne under Ædø med otte skibe. Tord havde mest lyst til at sejle imod dem nordpå; men Teit Styrmeson og Svarthövde vilde heller vende sig sydpå til Bredefjord og sagde, at alt var vundet, hvis man fik fat i Kolbein, og at derimod nordefter ikke fandtes andre end ubetydelige småbønder og fiskere; sydpå var desuden, som sandt var, alle Tords kækkeste følgesvende. Udfaldet blev da, at Tord med hele sin styrke sejlede sydpå til Bredefjord.


Kolbeins krigstog til Dalene.

Nu er at berette om Kolbein Arnorsson, efter at han havde sendt Brodde og hans folk til Vestfjordene. Vinteren forud havde han skikket sendebud til sydlandet, til Gissurs moder Tora Gudmundsdatter — i spidsen for dem var Einar Jonsson og Höskuld Gunnarsson —, i det ærinde at få overdraget af Tora Gudmundsdatter hærvækssag mod Tord og fjorten andre mænd. Einar og Höskuld red til tings med disse sager. Kolbein red op på tinget til domstolene, der mødte Hjalte biskopssön ham. Tord blev dömt fredløs og ligeledes alle de fjorten mænd, nemlig Teit Styrmeson, Ravn Oddsson, de fire Dufgussönner, Eyjulv Eyjulvsson, Ravn Sveinbjörnsson, Håkon galen og Torstein Torbergsson. Det blev almindelig misbilliget, og alle fandt, at heri var der vist stor voldsomhed; Tord og hans mænd kaldte dette »fløte-fredløsheden«, fordi de kun havde indtaget en nadver i Tunge og ikke nydt andet end fløter (47).

Derefter red Kolbein Arnorsson, Hjalte biskopssön og Orm Björnsson fra tinget vestpå til Bredefjordsdalene og havde henved 6 hundred mand. Sturla Tordsson opholdt sig da i Sælingsdalstunge. Kolbein sendte sine mænd derhen og bød dem dræbe Sturla, men han fik nys om dette og red bort vestefter til Saurbø. Da Kolbeins mænd kom til Tunge, søgte man efter Sturla med dragne våben i alle huse og ligeledes i kirken; alt løsøre røvedes. Kolbein red da med hele sin flok vestpå til Saurbø; men Sturla fik sig fartöj i Tjaldanæs og drog derfra ud til Kross-sund; der forenede sig med ham Dufgussönnerne, Håkon galen og de af Tords huskarle, som havde opholdt sig der sydpå. Kolbeins-mændene red da ned gennem Langø til sundet (48). Da de mødtes, skortede det ikke på onde ord, som bægge parter udvekslede. Kolbeins mænd red frem på strandbredden, men Sturla og hans folk roede bort fra sundet. Her skiltes Sturla og Dufgussönnerne. Sturla skulde sætte over til fjordens sydside for at samle folk, men Kolbein Dufgusson (grane) og Håkon galen roede ind til Ballarå og sydefter til Bildsø for at erfare, hvorledes det stod sig med deres heste; de havde fået at vide, at Kolbeins-mændene havde skaffet sig nogle skibe. Björn kogil og Jon Arneson opholdt sig på Tjaldanæs; de roede til Akerøerne og vilde tage de skibe, som var der; men da de kom ud for landingsstedet, så de væbnede mænd løbe oppe på øen og op forbi Kyrauga. De kunde se, at det var nordlændinger, som var komne der, og løb straks i land; de var omtrent lige mange. I spidsen for nordlændingerne var Ottar, en brodersön af biskop Gudmund. Ottar og hans mænd løb op på en borg (49), men Björn og hans folk gjorde angreb på dem og opfordrede dem til at overgive sig. Ottar og hans mænd udleverede da deres våben og underkastede sig Björn og hans ledsagere og fulgte med dem. De roede da ud til Fagerø.

Da Kolbein (grane) og Håkon kom til Bildsø, traf de her folk, som havde bundet deres heste og vilde lægge dem i et skib. Håkon og hans ledsagere løb straks op på øen. Der var til stede Jon Oddeson, som kaldtes skægbarn, selv niende. De skyndte sig op fra strandbredden til en borg, hvor de beredte sig til forsvar, men Kolbein og Håkon forfulgte dem. Straks da Kolbein og hans folk kom til borgen, sprang Kolbein op og greb Jon, så at de bægge sammen faldt ned fra borgen, og man angreb da straks Jon. Håkon Botulvsson rykkede stålhuen af ham og slog ham i hovedet, og det hug var så stærkt, at det førte til hans død få dage efter. De blev nu alle tagne til fange og udplyndrede, hvorefter Kolbein og hans følge førte dem med sig til Fagerø.

Der blev ikke noget af Sturlas samlen mandskab, og derover var de ilde tilfreds. Han havde holdt sig rolig i Fagerø imedens og ikke taget noget for. De fik nu at vide, at noget af Kolbeins (50) mandskab var kommet til Arnø med ét skib. Sturla tog da den beslutning at sende en mand vestpå til Tord og bede ham skynde sig sydefter så meget som muligt, men han selv og Dufgussönnerne roede med fire skibe ind til Arnøsund og vilde afskære Kolbeins-mændene fra landet (51), indtil Tord kom vestfra. Forholdene var således, at en tange lå tværs over sundet, med dybt vand på bægge sider, ad den kunde man ride ved ebbetid, men ikke ved flod (52). Da Sturla og hans folk kom til sundet, lagde de skibe på bægge sider af tangen og agtede at kaste sten mod dem, så at de ikke kunde ride ind. Da det blev ebbe, trængte Kolbeins-mændene på og red ud på tangen; her blev sundet smallere, så at man kunde kaste med sten på skibsmandskabet fra bægge øer. Sturla og hans mænd trak sig da ud af sundet, men Kolbeins-mændene red ind på Langø og lod sig straks efter føre over Kross-sund, hvorefter de red ad Medalfellsstrand til Dalene; Sturla derimod drog hjem til Fagerø.

Sturlas sendebud traf Tord i Flatø og sagde ham hvad der gik for sig der sydpå. Tord bød sine mænd at fylde alle skibene med sten, gjorde store løfter til gud og holdt en lang og ypperlig tale; han opfordrede på det ivrigste alle til at vise mod og mandshjærte, hvis det kom til kamp. Nu gik folkene ombord og styrede syd over bugten, således at de samtidig både sejlede og roede. Da skibene kom ind under øerne (53), så Kolbein Arnorsson og hans mænd dem og kunde straks forstå, at det var Tords mandskab. Tords folk traf en båd med fiskere, og disse fortalte hvad der havde tildraget sig mellem Sturla og Kolbeins-mændene. Tord styrede da ud til Fagerø, og her mødtes han med Sturla. Man tog den beslutning, at Teit Styrmeson blev sendt sydpå til Bödvar for at bede ham om hjælp; Tord og Sturla derimod sejlede med deres skibe ind til Holmslater, hvor Bödvar og Teit skulde møde dem. Bödvar og Teit ankom til den fastsatte tid, men det gik som för, at Bödvar ikke vilde hjælpe Tord imod Kolbein. Tord lå en tid lang under Holmslatersø med tredive skibe og havde der mellem 3 og 4 hundrede mand.

Om Kolbein og hans folk er det at sige, at de red ind til Hvams-bygden og så over i Laksådal. De gav sig til at hærge, lemlæstede folk og ranede gods. Folk drev da deres besætninger til fjælds og bragte således sig selv og kvæget i sikkerhed. Toste hed en mand, som ledsagede Hjalte biskopssön; han red op på halsene syd for Laksådal selv tredje for at søge efter heste. De så hornkvæg og heste, som blev drevne bort foran dem. Med kvæget fulgte tre mænd, som alle var våbenløse; den, som drev kvæget, hed Ingulv, en stor og stærk mand. Han indså, at de ikke kunde slippe bort, og opfordrede sine ledsagere til at løbe ind på forfølgerne, så snart de kunde. Da Toste nåede dem, forlangte han og hans mænd, at de skulde udlevere hvad de havde. Ingulv svarede, at det ikke skulde ske uden forsøg på forsvar, og løb straks ind på Toste, medens samtidig deres ledsagere prøvede kræfter. Både Toste og Ingulv var stærke mænd, men det gik således mellem dem, at Toste faldt, og Ingulv greb da om hæftet på det sværd, hvormed Toste var omgjordet, og afhuggede med ét hug Tostes ene fod, hvor læggen var tykkest, og den anden i fodleddet. Derefter tog de våbnene og hestene fra dem alle, hvorpå Tostes kammerater førte ham til en gård og fortalte Hjalte, at Toste var bleven såret. Hjalte og hans folk så da, hvor nogle mænd slog hø på en eng; dem lod Hjalte gribe, den ene hed Aslak, den anden Arne, de var gamle og svagelige og havde derfor ikke skjult sig. Hjalte lod dem bægge fodhugge, men denne handling blev ilde omtalt. Hjalte lod desuden benene brække på to mænd i Laksådal. Han red derpå hjem til sydlandet, og Kolbein drog nordpå til Skagaford. Da Tord erfarede dette, sejlede han vestpå til Bardastrand og gik der fra borde, men lod skibene føre langs kysten. Tord fik at vide, at Brodde og Haver var styret med skibene nordpå fra Isafjord, efter at de der havde udført en del hærværk, men dog ikke dræbt nogen mand. Tord drog da hjem til Myrar og alle hans mænd til deres gårde, og han var nu hjemme en tid. Nu ophørte man med at forhandle om forlig, og det var tydeligt, at her måtte en af de to falde for den anden, Kolbein eller Tord.


Simon knude dræbes.

Denne vinter havde Tume Sighvatsson opholdt sig i Skålaholt hos biskop Sigvard, som för er sagt. Efter tinget, da Hjalte og hans mænd var komne til sydlandet red Tume hemmelig bort selv tredje og rejste vestpå til Flatø for at træffe Teit Styrmeson. Tume og Teit aftalte nu, at de skulde føre hus sammen der. Da Tume havde været der kort tid, brød de op og drog sydpå til Dalene tolv sammen; deriblandt var de to Dufgussönner Björn og Kolbein. De drog videre til Borgarfjord og over Gagnhede, indtil de kom til gården Ölvesvatn. Der boede en mand ved navn Simon, som kaldtes knude; han havde fra den spæde barndomsalder været Gissur Torvaldssons følgesvend. Han havde været med Gissur i slaget på Örlygstad, og han var allerværst i sine råd mod Sturlungerne. Han var også til stede i Reykjaholt ved Snorre Sturlasons drab, og han ansås for at have såret ham. Hos ham var en mand, som hed Torstein Gudineson, fra bygden Kjos; ham tillagde man det sår, som blev. Snorres banesår (54). Tume og hans ledsagere omringede gården; de ransagede den straks og fandt Simon i badstuen, som han havde fyldt med røg; han blev ført ud og henrettet; en mand, som hed Gunnar og kaldtes oksetæve, dræbte ham. De fik at vide, at Torstein var i sæteret, og derhen red Björn Dufgusson selv femte. De greb Torstein, og Björn spurgte hvem der vilde hugge hænderne af ham. Der var en mand ved navn Sigurd, som kaldtes væglav, han var norsk og havde været hertug Skules kærtesvend; han kom hid til landet med Snorre og var i Reykjaholt, da Snorre blev dræbt. Han bad dem række sig øksen og sagde, at det var hans tanke, da de dræbte hans husbond, at han skulde göre en af dem noget ondt, som der var til stede, hvis han fik bedre lejlighed. Torstein strakte den venstre hånd frem. Björn bød ham række den höjre frem, og sagde, at han med den havde såret hans frænde Snorre, derfor skulde den afhugges. Derefter huggede Sigurd hånden af Torstein, og med dette lod de sig nöje, da Torstein mattedes af blodtab. De røvede heste og løsøre, red derpå tilbage over heden, og til Dalene, hvorfra de drog hjem til Flatø.


Tord gör indfald på nordlandet.

Det var Olavsmessedag (55), at Tord Sighvatsson spurgte disse tidender, som nu er berettede og tillige et skibs ankomst til Dagverdarnæs. Dette skib førte Eyvind brat, en sön af Eyvin skalle. Tord drog straks sydpå over Bredefjord med sine huskarle og var nogle nætter ved skibet i Dagverdarnæs. Der kom da folk fra bygderne nordpå, som fortalte ham alle de nyheder de havde hørt og deriblandt, at Kolbein var hjemme og alt roligt. Han fik da at vide, at alle folk vest, for Skagafjord sad hjemme, hver på sin gård. Derefter sendte han Nikolaus (56) og Ravn Oddsson sydpå til Dalene for at samle heste der, så hemmelig som muligt. Overfor menigmand lod han, som om han vilde rejse til Vestfjordene; men da han kom sydefter til øerne, forkyndte han sine huskarle, at han vilde begive sig til Dalene og derfra til bygderne nordpå, så langt han mente at kunne trænge frem. Snorre Toralvsson, som kom sammen med Tord til landet, således som för er nævnt (57), og som var nordlandsk af herkomst, og hvis nære frænder Mörd den stærke og Asbjörn Illugeson og mange andre nordlændinger var, tog først til orde og svarede hertil, at han vilde drage denne færd med Tord, hvis han måtte betinge sig fred for sine frænder; men Tord sagde at han ikke vilde tilsikre nogen mand fred, så længe har ingen havde i sin magt, men at Snorres ord ingen vægt vilde have, når han ikke selv var til stede. Snorre var meget stor på det og erklærede, at han kun vilde følge med, hvis han i forvejen fik løfte om dette; de skiltes da således, at Snorre drog til Vestfjordene, men Tord fortsatte sin vej sydpå til Skogarstrand og videre ind til Dalene.

Tord traf alle sine mænd om Iördagen ved Hövde ved Haukadalså; de red da om aftenen, 54 mand i alt, sydpå over Brattabrekka, videre om natten over Karlshals og op gennem Kjarradal, indtil de söndag morgen ved solopgang nåede Fljotstunge, så at ingen blev deres ridt vâr gennem herredet; söndag aften red de op på Arnarvatnshede (58). Om mandagen var det Laurentius messe (59); da skulde der være et talrigt møde på Giljå, dertil kom Midfjordinger, Langdøler, Vatnsdøler og næsten alle folk vest for Skagafjord. Der gik det rygte, at Tord var vendt fra Dagverdarnæs tilbage til Vestfjordene, og alle var da glade ved at kunne være i fred. Torstein Jonsson boede på den tid i Hvam. Hans sön Eyjulv var da 19 år gammel; han var en af de mest lovende mænd på den tid, han var stor og smuk, af et meget fordelagtigt ydre og så stærk, at ingen af hans jævnaldrende kunde måle sig med ham. Han var vekselvis hjemme hos sin fader eller huskarl hos Kolbein på Flugumyre. Hos Torstein i Hvam opholdt sig hans svigersön Mörd Eriksson, som var gift med Torsteins datter Borghild. Torsteins hustru var Ingunn Asgrimsdatter. Torstein og Mörd havde deltaget i slaget på Örlygstad på Kolbeins side, da Sighvat og hans sönner faldt, og man mente, at Mörd havde tilföjet dem sår. Mörd førte på Örlygstad et stort spyd, således som det den gang var skik. Da man red tilbage gennem Vatnsskard (60), ytrede en mand, at spydet var lutter bugter. En anden af følget, en mand, som, havde ledsaget Mörd, svarede: »det har böjet sig stærkt i gode-benene«. Disse ord havde Tord spurgt og var Mörd gram i hu på grund af dette. På Måstad boede en mand ved navn Helge Håmundsson; han var den ypperste bonde i Vatnsdal efter Torstein; han var gift med Kolbein koldelys’ datter Valgerd. Han var en dygtig læge, men havde også været på Örlygstad imod Sturlungerne. På Giljå boede Einar Hallsson, en meget rask mand og stadig på rejser med Kolbein; han havde også været imod Sighvat på Örlygstad.

Nu er at berette, at Tord söndag aften red op på Arnarvatnshede; han red om mandagen helt hen til bygden i Vatnsdal og om natten, da det begyndte at blive mørkt, ned i dalen. Man omringede først gården Haukagil, og der fik han at vide, at alle bønderne i dalen var hjemme. Mand skabet blev nu delt i flokke; Asbjörn var i spidsen for én flok og med ham gæsterne, i spidsen for en anden flok stod Teit Styrmeson og Svarthövde Dufgusson, med dem var også Egil Sölmundsson og Einar Asgrimsson. I hver flok var således 18 mand (61). Der blev nu talt om, hvorhen hvert parti skulde begive sig, alle vilde nødig til Hvam på grund af Torsteins vennesælhed. Tord erklærede, at det var rimeligt, at han drog derhen, hvor de andre havde mindst lyst til at komme; »desuden«, tilföjede han, »er der næppe nogen mand på nordlandet, som det bedre sömmede sig for mig at göre det af med end Torstein Jonsson«. Teit og Svarthövde begav sig med deres flok til Måstad; gæsterne skulde ride til Hov og så ned langs vestsiden af åen til Bredebolstad, hvor de skulde gribe en mand ved navn Hallvard Josefsson, og derefter ned til Holavad, hvor alle skulde mødes.

Først er nu at mælde, at Tord red til Hvam og kom der noget för solopgang; alle döre var lukkede og ingen folk opståede. Man besatte da alle indgange, og Håkon galen løb imod den dör, som lukkede for indgangen nærmest ved kirken, og brød den op; herved vågnede husets folk. Præsten sprang op og løb hen til indgangen; Ravn og Nikolaus løb ind og bød ham gå ud, men han vilde ikke og skød sig ind mellem dören og væggen (62). I det samme kom Mörd frem i indgangen og stak ud, og flere andre bevæbnede mænd. Ravn og Nikolaus trak sig nu tilbage, og præsten slap løs. Derefter angreb de og hine værgede sig. Nu kom Tord til og opfordrede til rask at trænge ind. Forrest gik en mand, som bar navnet Almar, og ved siden af ham Kolbein Dufgusson; derefter trængte samtidig ind Tord selv, Ravn og Nikolaus. Mörd og hans fæller veg da tilbage fra indgangen og ind i skålen. Eyjulv vækkedes sent og vågnede først, da Mörd og hans fæller flygtede ind i skålen. Da sagde præsten Bård: »lad os søge til den udgang, som vender mod fjældet, ti dêr var för ingen mænd til stede«. Dette besluttede de, og da de kom til udgangsdören, traf de ingen her. Bård præst løb da ud og skaffede sig en sadlet hest, han bad Eyjulv Springe op på hesten og ride til fjælds så hurtig som muligt; »for mig er der ingen fare«, sagde han. Eyjulv sprang da op og red bort. Da Tord og hans mænd var trængte ind i skålen, fik Mörd et sår, men slap derefter ud. Da kom Tords mænd til og sårede ham; Mörd faldt da til jorden. Torstein bonde slap ud, men blev greben og ført til Tord. Torstein bad om fred. Tord svarede, at han skulde have slig fred, som de lod hans fader Sighvat have på Örlygstad. Torstein sagde, at Sighvat ikke vilde være bleven dræbt der, hvis han havde haft mest at sige; han erklærede, at han for at frelse sit liv vilde göre Tord alle de tilbud, som han med ære kunde göre, men at han ikke vilde trætte Tord med bönner om skånsel. Mange blandede sig nu heri og støttede Torstein; husfru Ingunn viste ligeledes megen djærvhed. Tord sagde da, at Torstein skulde have fred. Tord gik hen til ham og ytrede, at der ikke var mange i Nordlændinge-fjærdingen, som han havde stået i dårligere forhold til, för han rejste fra landet, men at dette skulde han nu ikke gentage; »tag dine våben og klæder«, sagde han, »og følg mig«, — dette gjorde Torstein. Derefter gik Tord op på marken og spurgte, hvem der lå. Man svarede, at det var Mörd Eriksson. Tord bad Ravn gå hen og se, hvor hårdt han var såret. Ravn gik hen til Mörd og spurgte til hans sår; han svarede, at han vilde kunne helbredes, og bad om fred. Ravn svarede, at for ham var det bedst at berede sig på ingen fred at få tilstået. Mörd spurgte, hvorfor Tord var ham så gram, »da forholdet mellem os dog har været så godt«. Ravn svarede, at han vel vidste, at man tillagde ham at have såret Sighvat og hans sönner på Örlygstad. Mörd nægtede sig skyldig heri. Ravn gik da til Tord og sagde, at Mörd kunde helbredes. Tord bød en mand ved navn Arne Eriksson at dræbe ham, og dette gjorde han. En mand, som hed Bjarne Hunrødsson, blev dødelig såret, og tre andre mænd tilföjedes der sår. Torstein fulgte med Tord, som derpå red ned gennem dalen.

Teit og Svarthövde kom til Måstad. De drev en bjælke mod dören og brød denne op, hvorefter de løb ind i skålen. Helge sprang op, da han bemærkede ufreden, og vilde søge udgangen; han var en meget kraftig mand, som stødte alle af vejen, så de flygtede op i sovepladserne for ham, indtil Svarthövde fik grebet ham. Helge, som var bleven såret, bad om fred. De svarede, at her var ingen udvej til fred, og opfordrede ham til at ransage sit lævned og tale med en præst; dette gjorde han. Dernæst blev Helge ført ud og dræbt af en mand, som hed Alv Torgilsson. De røvede der heste og hvad der fandtes i huset. De red derfra ud til Giljå og greb her Einar Hallsson; af ham huggede de en hånd, tilföjede ham mange andre sår og plyndrede der. Efter det red de til Holavad, der var Tord ankommen og ligeledes Asbjörn. Asbjörn og hans ledsagere havde røvet alt på Bredebolstad undtagen det levende kvæg. Hallvard var undsluppen, men Lår-Bjarne var bleven dødelig såret, og flere andre mænd havde de tilföjet sår. Tord red da vestpå med hele flokken; de røvede hvad de traf på, indtil de kom til Midfjord, dêr lod Tord intet rane. Om aftenen red han videre til Hrutafjord. To ting var der, som Tord stærkest indskærpede sine folk, at de skulde skåne kvinder og kirker. Tord red nu vestpå til Dalene og videre til Saurbø, hvorfra han drog ud til Skard. Her vendte Torstein Jonsson tilbage efter at have aflagt troskabsed til Tord, og de skiltes nu med venskab. Tord begav sig til Vestfjordene til sin gård Myrar.

Da Eyjulv Torsteinsson undslap, red han nordpå til Flugumyre og fortalte Kolbein disse begivenheder. Kolbein trak straks folk til sig og holdt vagtmandskab rede; han havde stadig en styrke samlet et eller andet sted resten af somren og mente således hurtigere at kunne forfølge, hvis nogen ugærninger udøvedes i hans herreder.


Tords tog til Borgarfjord.

Da Tord havde været kort tid hjemme, sendte han folk ud i alle retninger for at rejse mandskab, og det opbud var så strængt, at hver kampdygtig mand skulde møde. Hele den flok trak Tord sammen i Saurbø. Da stod Sturla for første gang op sammen med sin frænde Tord, og ligeledes opbødes folk overalt i Dalene vest for Brattabrekka. Man anslog hele Tords styrke til mellem 7 og 8 hundred mand. Da de kom til Ljåskogar, erfarede han, at der lå et vagthold på Asgeirså; i spidsen for disse mænd var Illuge-sönnerne Are og Rögnvald. Tord sendte Teit og Svarthövde afsted med 60 mand for at drive vagtholdet bort. De red nordpå til Hrutafjord om aftenen og om natten op på Midfjord-halsen. Da faldt et så tæt mørke på, at de skiltes, og Teit med sine ledsagere kom i et antal af ikke mere end 19 nordefter til Audunarstad. De blev nu iagttagne af de nordlændinger, som holdt vagt til hest, og det forekom dem, at en talrig mængde folk var kommet; alle de nordlændinger, som havde været i vagtholdet, red hurtig til fjælds. Asbjörn med nogle ledsagere red da til Asgeirså, men så, at det ikke kunde hjælpe at ride efter dem. Teit og hans folk vendte nu om og red syd over Holtavardehede til Borgarfjord, hvor de traf Tord i Stavaholt.

Tord red så med hele flokken til Ferjubakke og tog ophold der. Bödvar Tordsson kom da ude fra Stad og Torleiv Tordsson ude fra Gardar, bægge med en stor flok (63). Mikkelsmesse-dag holdt Tord et møde i Stavaholt, her var Sturla, Torleiv og Bödvar til stede. Tord forlangte af sine frænder bistand og følgeskab enten til nordlandet eller sydpå over heden, så at han kunde hævne sin skade overfor en af fjenderne. De svarede, at de ikke vilde hjælpe ham på hærtog mod andre, men at de vilde ride til tings med ham næste sommer og hjælpe ham til en afgörelse, så at han havde ære deraf. Tord optog dette godt, takkede dem og sagde, at dette vilkår vilde han modtage, selv om det voldte ham mere besvær. Tord red derpå ned til Ferjubakke og lod alle flokkene sove under Tjodulvsholt om natten. Næste morgen ved daggry kom Håkon galen ned fra herredet, hvor han havde spejdet, og sagde, at Kolbein Arnorsson havde været om natten i Fljotstunge med 30 mand, og alle troede nu for vist, at storflokke måtte være komne i herredet. Tord bød, at man skulde holde alle flokkene samlede om dagen, og han havde nu så mange folk, at man anslog mandskabet til op mod 12 hundred mand, selv red han op i herredet for at udforske hvad der foregik. Han red nu op til Gilsbakke og erfarede der at Kolbein var redet nordefter op på heden. Tord sendte da spejdere op på Tvidøgra mod nord, men blev selv siddende på Ferjubakke. Da de kom tilbage, sagde de, at der var tre vagthold i Skagafjord, men at alt i øvrigt var roligt, og at Kolbein selv var redet nordfra for at spejde, da ingen andre havde villet. Man fandt, at dette var et stort bevis på Kolbeins raskhed at han red med så få mænd mod slige storflokke, som der var til stede. Da Tord erfarede dette, opløste han flokkene; Bödvar og Torleiv begav sig hjem, Tord og Sturla red til Vestfjordene. Alle de, som havde deltaget i dette tog med Tord, havde nu den formening, at han vilde blive en fremragende hövding, dersom han kunde holde sig uskadt, og man fandt det beundringsværdigt, at han havde kunnet samle i sådanne storflokke i så fattige bygder.

Tord drog nu hjem til Myrar og sad hjemme om vinteren lige til jul. Ved juletid indbød han til sig alle de bedste mænd fra Vestfjordene og holdt da et stort gæstebud på Myrar. Tord og alle, hans mænd aflagde her løfter. Tord aflagde det løfte aldrig at lade tage nogen mand ud af en kirke, hvad denne end kunde have forbrudt sig mod ham, og dette holdt han. Da gæsterne drog bort, gav han mange folk gaver, og alle var nu oprigtigere venner af ham end för.

Denne vinter var Tord Björnsson i Gardar hos sin frænde Einar Ormsson; han havde været med Urøkja i Reykjaholt, da Kløng Björnsson dræbtes (64). Orm Björnsson red selv tolvte til Einar i Gardar De kom sent om aftenen, på den tid da Einar og Tord agtede at gå i bad. Orm og hans mænd greb Tord og førte ham ind i stuen. Tord viste i alle henseender stor mandighed og gjorde for sig alle. sömmelige tilbud, men da han så, at Orm ikke vilde lade sig nöje med mindre end hans liv, bad han om at få en præst hentet, og dette skete. Derefter førtes han ud i den ydre stue; her lagde Tord sig ned på ryggen og bad dem se efter, om han forskrækkedes noget. Orm fik da en mand ved navn Erik munk til at dræbe ham og red derefter tilbage til Bredebolstad.


Asbjörn Gudmundssons død.

Næst efter dette er nu at sige, at Tume Sighvatsson ikke følte sig tilfreds i Flatø, men drog ind til Medalfellsstrand og opsøgte præsten Snorre Narveson på Skard (65); han var den rigeste mand i Vestfjordene og af höj byrd, han havde hele sit liv været Sighvats og Sturlas bedste ven; han havde en anden gård på Holar på Reykjanæs, og den bestyredes af hans sönner Bård og Sigmund. Tume anmodede Snorre om at lade ham overtage gården Holar fra fardagene; Snorre indrömmede ham dette, hvis Tume kunde skaffe mænd, som vilde gå i borgen for, at Snorre næste forår modtog lige så meget gods (66). Tume bestræbte sig ikke for at skaffe borgen, men tog fast ophold på Holar; der strömmede da folk til ham, deriblandt Björn Dufgusson og Torkel Einarsson sömhammer. Denne vinter hen imod jul opstod der nogen kulde mellem Tord Sighvatsson og Asbjörn Gudmundsson, og Asbjörn blev så overmodig, at han næsten vilde göre sig til Tords ligemand. Tord bad ham da enten rejse sin vej eller opføre sig passende. Asbjörn svarede, at han skulde ikke behøve at drive ham bort, men at det var godt, at det således kom til at vise sig, hvad Tord kunde udrette, når han forlod ham, og at den af dem (67) altid vilde være dén mest ansete, som han sluttede sig til. Torlaksmesse-dag red Asbjörn bort med sine to brødre Grim og Torkel nithammer. De red sydpå til Holar, hvor Tume tog imod ham, og der var han julen over vel behandlet; der strömmede da overmåde mange andre mænd til Tume(68). [1244]. Om vinteren i ni ugers fasten red Tume bort fra Holar nordpå til Hrutafjord; Asbjörn forestillede ham, at han burde udføre et eller andet storværk, og at folk da vilde anse ham for lige sa betydelig som hans broder Tord. De var i alt 11, først Tume, dernæst brødrene Asbjörn, Grim og Torkel, endvidere Björn køgil, Bitra-Kele, Bård, Einar Oddeson, Hunboge svinbov, Bergtor Snorreson , Vetrlide Basseson. De fattede den beslutning at ride til bygderne nordpå mod nogle af de mænd, som var i fjendskab med Sturlungerne. Da de kom til Fagrabrekka i Hrutafjord, spurgte Björn køgil Tume om, hvad bestemmelsen med den rejse var. Tume svarede, at han vilde ride nordpå i bygderne mod nogle af bønderne. Björn svarede, at deres styrke forekom ham ringe og at de manglede heste; »mig vilde det synes rådeligt, at du blev tilbage og lod os ride derhen, som det behager dig, — således blev der ikke sat for meget på spil«. Tume erklærede at ville ride med, men dog kom det omsider dertil at han blev tilbage på Fjardarhorn. [De spurgte, hvor det kunde være; »fordi føreren vil miste livet«, sagde han. Det er den eneste spådom han har udtalt.]

Asbjöorn og Björn red nordefter til Linakradal i Midfjord til en gård som hedder Mule. Der boede en mand ved navn Magne, som hyppig var i Kolbeins tjæneste på Flugumyre og havde opholdt sig der i julen. Da han drog tilbage, havde Kolbein givet ham en ypperlig hest, grå af farve, og han skulde skaffe underretning om Tord, så snart han begav sig nogensteds hen fra Vestfjordene. [De omringede Magne i hans hus og gik ind.] Da Magne blev vâr, at der var kommet fjender i ind gården, søgte han frelse gennem en löndör. [De blev manden vâr, som flygtede for dem, men det var mørkt i husene; Magne slap ud og løb bort fra tunet.] Da han var kommen et kort stykke fra husene, så Björn og hans ledsagere ham og løb efter ham. [Björn køgil kom op på den grå hest, som Kolbein havde givet Magne, og nogle andre løb efter ham; Björn nåede foran ham.] Da Magne så, at han ikke kunde undkomme, vendte han sig mod dem; Björn og han huggede til hinanden, men ingen af dem blev såret. Björn huggede da for anden gang til ham; hugget ramte halsen ovenfor øret og tilföjede et stort og livsfarligt sår. Derefter greb Björn ham i benene, vendte ham om på ryggen og stak med et sværd til ham, men såret blev kun lille. I det samme kom Asbjörn til og spurgte, hvorfor han ikke dræbte ham. Björn svarede, at han havde nu gjort det han vilde; da gik Asbjörn hen til ham og huggede hovedet af ham. [Derpå kom Magnes kone, Vigdis Markusdatter, til; Asbjörn aftörrede det blodige sværd i hendes klæder, men hun udtalte mange forbandelser over dem og bad gud hævne hurtig på dem hendes fortræd.]

Efter dette vendte de tilbage og erfarede, at en af Kolbeins spejdere var på Torvustad; han hed Asgeir, men kaldtes Kolla-Geir. De red derhen og opbrød yderdören, hvorefter Asbjörn løb ind og bød dem tænde lys. Kolla-Geir sprang op, greb med hver sin hånd et saks-sværd og et spyd; han stak samtidig med bægge våben efter Asbjörn, det ene stik ramte brystet, det andet den nedre del af brynjen. Asbjörn råbte da: »grib den satan! han vil anfalde mig«! Asgeir blev nu greben og ført ud. Asbjörn opfordrede sine mænd til, at en af dem skulde tilbyde sig at dræbe Asgeir, men ingen tilbød sig. Asbjörn snörede da en rundskjoldsrem om hans hånd og bød en mand at holde deri; derefter drog han sit sværd og sagde, at han skulde miste sin hånd. Han huggede da og ramte armen oppe ved skulderen; sværdet løb ned langs benpiben og skar hele musklen fra helt ned til albuledet, så at det blev et meget stort sår. Asbjörn vilde gentage hugget, men Björn bad ham lade sig nöje hermed. Asgeir blev da båret ind og bar sit sår med stor mandighed. Der stødte så stærk blødning til, at den ikke kunde stanses, og Asgeir døde, för de red bort.

Denne samme nat indtraf stærk tø, så at vandløbene svulmede og åerne brød op. [Da Asbjörn og hans mænd red vest over Hrutafjordshals, så de en stor trold, som kryssede deres vej, og herover blev de ilde til mode, men Asbjörn udskammede dem. Da de red ind mod Brandagil, så de en stor ild brænde ved fjordens inderste vig, og det forekom dem uhyggeligt.] Da Asbjörn og hans mænd kom til Stad i Rrutafjord, var det flod, så at vadestedet ikke kunde rides [fjorden var endnu ikke isfri], og åerne var så godt som ufarbare. De væntede der en stor del af dagen på ebben, men da det begyndte at lide ud på dagen, vilde de for enhver pris over åen (69), da det forekom dem ikke usandsynligt, at man vilde ride efter dem. De forsøgte nu vadestedet, men vendte om og red op langs åen, men fandt intet sted hvor de mente at kunne komme over. Asbjörn tilskyndede dem til at ride ud, kaldte dem krystere og sagde, at de manglede mod. Björn svarede, at åen var ufarbar, da den var steget op over sine bredder. Da de mindst væntede det, drev Asbjörn sin hest ud i åen; hesten mistede straks fodfæste, og både den og rytteren kom under vandet. Da Asbjörn kom op, var han af sadlen og holdt sig i stigböjlerne; de, som stod oppe på land, rakte spydskaftet til ham, men da han vilde gribe herefter, kom han til at slippe hesten. Således druknede Asbjörn og fandtes først næste vår. Derefter red hans fæller tilbage til vadestedet og kom med nød og næppe over det om natten, hvorpå de traf Tume i Fjardarhorn. De red da vestpå til Dalene, og Tume derfra hjem til Holar.


Kolbein indleder underhandlinger med Tord.

Denne samme vinter efter jul brød Tord op fra Myrar og rejste nordpå til Isafjord; Ravn Oddsson og Svarthövde sendte han til Dalene for at lade sine venner vide, at han agtede at ride nordefter til Skagafjord. På denne tid begyndte den store legemsskade, som Kolbein ramtes af efter Örlygstad-slaget (70), at angribe ham så stærkt, at han ofte var døden nær deraf. Denne samme vinter sammenkaldte han et talrigt møde på Geldingaholt, derhen kom alle de anseteste bønder i Nordlændinge-fjærdingen. Kolbein bød bønderne to vilkår; han holdt en lang tale og gjorde rede for striden mellem ham og Tord, idet han opregnede de drab, som hver af dem havde tilföjet den anden. Han sagde, at det ene vilkår, som han vilde tilbyde dem, var at forlade landet og overlade Tord alle herredömmerne og således give bod for hans fader og brødre, »eders sag vil da bero på hans miskundhed og jeg tror, at Tord vil vise sig mod eder som en brav mand, ti Tord har overfor mig opført sig bedst, da jeg viste ham den største tillid; da var ogsa I Skagfjordinger og han venner (71)«. De svarede, at dette vilkår vilde de ikke modtage, og at der var to grunde, som forhindrede dem: »den ene er den, at vi vil ingen anden tjæne end dig, så længe du lever; den anden grund er, at Tord vil anse os for at have forbrudt sig så hårdt mod ham, at vi ikke vil kunne udholde de straffe han vil pålægge os«. Kolbein sagde da, at det andet vilkår var, at de skulde resten af vinteren indrette vagthold, og have et i Skagafjord, et andet i Vatnsdal og et tredje i Videdal, og at almindeligt opbud skulde rejses, så snart der — hvad man kunde vænte — kom bud om, at Tord var et eller andet steds i nærheden. Bønderne svarede, at dette vilkår valgte de, at holde sammen, hvad det end skulde koste Da sagde Kolbein til Torstein Hjalmsson, at han vilde sende ham til Tord for at forhandle om stilstand til hen mod tingtiden. Torstein svarede, at han ikke vilde undslå sig for den rejse, når Kolbein skaffede andre brave mænd til at ledsage ham. Kolbein bad ham vælge en mand til ledsager. Torstein sagde, at han vilde vælge styresmanden Eyvind brat; og heri indvilligede Kolbein. De havde da alle tre en samtale.

Torstein bad Kolbein for guds skyld at göre et forslag til forlig, som han kunde fremføre for Tord. Kolbein ønskede, at han skulde foreslå et for bægge parter lige fordelagtigt forlig. Torstein svarede, at Tord vilde alene ansé det forlig for tilfredsstillende, som indrömmede ham alle hans ejendomme. Kolbein sagde, at han havde fået alle disse på lovlig vis og ikke vilde opgive nogen uden lov og dom. Nu red Torstein og hans ledsager afsted, og Kolbein fulgte dem på vej til Jokelså Da spurgte Torstein Kolbein, om han vilde göre nogle rundeligere tilbud, dersom Tord var kommen på vej med en flok fra Vestfjordene, så fremt denne derved kunde stanses. Kolbein svarede, at Torstein havde hørt hans samtale med bønderne på mødet, »men«, sagde han »hvad der end er foregået mellem os, så vil jeg vove mig til at afstå hele Nordlændinge-fjærdingen til min frænde Tord og opgive den fuldstændig; jeg forlanger da, at alle mænd skal nyde fred og have sikkerhed for liv og lemmer«. Torstein bad ham meddele dette til Eyvind, som var reden forud. Kolbein svarede, at det ikke var til nogen nytte, at flere vidste besked med dette; »østmændene er ofte åbenmundede«, sagde han, »og jeg vil alene tilbyde eller indrömme dette, så fremt du ser, at vi i andet fald har ufred«. Torstein og Eyvind red nu, til de kom vestpå i Dalene; der fik de hurtig at vide, at Tord var ankommen vestfra. De traf Tord på Skard, og han og Torstein havde en samtale. Torstein fremførte Kolbeins tilbud både om stilstand og forlig. Tord svarede, at han vilde ikke gå ind på nogen stilstand, og at han ikke vilde underkaste sine ejendomme eller hövdingdömmer i Øfjord nogen mands dom. Torstein og Eyvind mente nu af deres udrustning at kunne skönne, at Tord agtede sig til nordlandet, og de erfarede, at Sturla havde i sinde at ledsage Tord. Torstein gjorde da alle de indrömmelser, som Kolbein yderligst tilbød. Eyvind erklærede, at dette kunde han ikke bekræfte, og at ingen af disse tilbud havde han hørt. Torstein tilbød sin ed derpå, om Tord da snarere vilde tro det.

Tord plejede da råd med sine venner, og mange støttede sagen. Han fattede den beslutning at indgå på stilstand til på den anden side påskeugen og at tage imod forlig. Kolbein skulde være pligtig til at sende en mand til Tord i langefasten med bud om, at han vilde holde disse forligstilbud, og ligeledes hvis det forholdt sig anderledes. Torstein red derefter tilbage til Kolbein, men Tord begav sig til Vestfjordene. Da Torstein kom til nordlandet og fremførte sit ærinde for Kolbein, nægtede Kolbein nogensinde at have sagt, at han vilde afstå Tord Nordlændinge-fjærdingen, men Torstein erklærede ikke at have forebragt andet end det, som Kolbein havde pålagt ham, hvor nöje man end vilde udforske ham. Kolbein indgik stilstand til ud over påskeugen, men vilde ikke modtage det forlig, som Torstein på hans vegne havde tilbudt Tord. Torstein red med denne besked hjem til vestlandet, meget misfornöjet, og sagde, at han aldrig oftere skulde bringe forligstilbud på Kolbeins vegne. Han sendte straks en mand vestpå til Tord og sagde ham, hvorledes det forholdt sig. Da dette rygtedes, dömte folk meget forskellig om Torstein.


Kolbein gör krigstog til vestlandet.

Om foråret i påskeugen holdt Kolbein et talrig besøgt møde Her kom Øfjordingerne til stede. Kolbein sagde alle sine venner, at de skulde forberede sig til, at han straks efter påskeugen vilde ride til bygderne vestpå, og til den aftalte dag stævnede han Øfjordingerne til at møde sig. Nordfra kom da Hall fra Mödruvellir, Torvard Tordsson fra Saurbø, Torvard Örnulvsson fra Miklegård og Gudmund Gilsson fra Hvassafell. Da de kom vestefter til Skagafjord, var der trukket folk sammen. Til Kolbein sluttede sig nu Brand Kolbeinsson fra Stad (72) og Kolbeins svoger Brodde Torleivsson. De red med flokken vestpå til Langedal, der rejste man mandskab og således vestefter lige til Midfjord. Kolbein red videre mod vest til Stad i Hrutafjord, hvor de bedede; de havde da 3 hundred mand. Kolbein delte nu sin styrke i to afdelinger. Den ene flok fik til førere Brand Kolbeinsson og Brodde Torleivsson; de red til Laksådal. Han bød dem fare frem på krigsvis og mindes Vatnsdals-færden (73), og det blev fremhævet, at de skulde dræbe Sturla Tordsson, hvis de fik fat i ham, og ligeledes Björn klods Dufgusson. Kolbein forkyndte, at han med sin skare vilde ride til Reykjaholar mod Tume Sighvatsson, og at de skulde mødes ved den inderste vig af Gilsfjorden, når de vendte tilbage. Da de red over vadestedet ved Hrutafjord, så folk hinsides fjorden deres ridt, og nogle løb da vestpå til Dalene og til Saurbø. Sturla begav sig da ud i øerne, men Bödvar fra Hvål, Torgeir stavsende og Hall fra Tjaldanæs drog over til Holar og sagde Tume, at han kunde vænte sig ufred. Tume traf straks forholdsregler; han lod et fartöj sætte frem og satte folk til at passe på, at det ikke kom til at ligge på tör strand ved ebbetiden; samtidig sendte han Björn køgil Dufgusson, Torkel Arneson og Halldor barm ind i Kroksfjord, hvor de skulde holde vagt til hest. De red til den gård, som hedder Tindar, hvor Tord Gilsson den gang boede; derfra kunde de se ind forbi Kroksfjord-mule, og der holdt de vagt.

Nu må vi igen begynde der, hvor vi før slap, at Kolbein red ud langs Hrutafjord. Da han kom til Torve i Bø, løb hans sön Gils ud og vilde advare sine naboer, men Kolbein og hans folk så ham og red efter ham. Gegne Illugeson nåede ham først og gennemborede ham straks, så at der døde Gils Dette ansås for en ond gærning, da han og hans fader var fuldstændig sagesløse. Kolbein og hans mænd red om aftenen til Bitra og besatte om natten alle gårde. Næste morgen red de til Kleivar og fik der pålidelig efterretning om, at der var bragt bud om dem lige til Reykjaholar. Da sagde mange, at det var unødvendigt at ride videre, og opfordrede til at vende om, da Tume vistnok ikke var hjemme. Kolbein svarede, at man ikke desmindre skulde ride fremad, og at Tume vilde være hjemme, hvis døden var ham bestemt. De red da ud langs Gilsfjord. Da boede i Garpsdal Gunnstein Hallsson og hans sön Vigfus. Kolbein og hans mænd lod der alt i fred, men intet andet steds, og folk havde sine formodninger om, hvad årsagen kunde være. Om mandagen red de til Gilsfjord-mule; der sårede de Hall Hallssons sön Jon dødelig. De red til Garpsdal og gjorde der ingen skade; her efterlod de henved 60 mand. De kom til Grostad; her talte en kvinde ved navn Helga Jonsdatter i enrum med Kolbein; da drev han hesten frem og sagde, at konen bragte gode nyheder. Ud for Kroksfjord-mule traf de Halldor hornfisk og hans kone Ingerid samt Olav Brandsson. Gisle Börksson red forrest; han bad om fred for Halldor og sagde at han var en frænde af Vigfus (74). Kolbein spurgte ham, hvor Tumes spejdere var »På Tindar«, svarede han, »og dêr vænter døden dem«. De gav Olav et økseslag.

Vejret var mørkt med stærkt snefald, så at man blot kunde se i kort afstand. På Tindar i Kroksfjord skulde Tumes mænd Björn køgil, Halldor barm og Torkel Arneson holde hest-vagt. De sov i skålen og blev vækkede, da Kolbein og hans mænd red ind på tunet, men nåede at komme ud. Bjørn sprang op på hesten inde, red ud og til fjælds, men red i en sump og mistede der hesten, hvorefter han undløb. Halldor var langsom til at stige til hest og blev dræbt ganske tæt ved husene. Torkel Bitra-Kele (75) nåede op på tinden (76) og værgede sig der mandig; men da kom nogle bag fra til ham i kløften og dræbte ham der. Da Björn antog, at flokken var reden bort, søgte han ned fra fjældet og vilde opsøge et fartöj, som han vidste flød nede under kystskrænterne. Han løb i hænderne på dem og Berse Tumeson greb ham. Da kom Kolbein til og spurgte hvem det var, og nu genkendtes Björn. Kolbein bød at dræbe ham, og Ottar langsnude aflivede ham (77).

Derfra red de til Kamb, hvor Magnus fik fred på Hall fra Mödruvellirs forbön. De red da frem i Kroksfjord til Bø, der boede en mand ved navn Stein Areson; Are hed hans sön, som den gang var henved 20 år gammel. Fader og sön sad i stuen, og da Are Steinsson hørte larmen, gik han ud og talte med Hall Jonsson. Da løb Torvard madravn (78) henimod dem og huggede til Are, så at benpiben knækkede i overarmen; Are gik ind og kvinderne måtte skære klæderne af ham. Hans fader Stein sad på bænken i den ene side af stuen og havde lagt hænderne over kors på sine knæ. Da kom Madravn ind i stuen og huggede ham med sit sværd over hænderne, så den ene hånd afhuggedes og den anden hang løst og aldrig kunde bruges. Derefter red de til Gillastad, hvor Halldor Einarsson boede; han greb til våben, da han hørte larmen af rytterne, sprang op og drog sværdet, men de sårede ham dødelig. Herfra red de til Reykjanæs.


Tume Sighvatssons drab.

Da Torgeir og hans ledsagere bragte bud til Holar, sendte Tume Björn og hans fæller ud på vagt; han lod ligeledes sætte et stort skib, som der var, i vandet og agtede at gå der ombord, hvis tiden tillod det (79). Herhen var kommet Bödvar Oddeson ledsaget af Toralv Kolbeinsson; de havde begivet sig ud til Midjanæs, men Tume sendte bud efter dem, og de vendte da tilbage til Holar. Der var mange folk til stede; om aftenen gik man til bords, men oppe på husene holdt Arne Snorreson og degnen Torstein spurv vagt. Da de en tid lang havde spist, råbte Arne, at der kom mænd ridende indefra ved Midhus. Da de red forbi Midhus, stod folk på Holar ude, og man trættedes om, hvorvidt det var kvæg eller ridende mænd; de, hvem døden forestod, syntes, at det var kvæg, men kvinderne sagde, at det var en flok ryttere; dette var tirsdagen 4 nætter för biskop Jons messe (80). Tume sagde, at det var Björn og hans ledsagere, som kom der. Man råbte at der var flere folk. Tume svarede, at det vistnok var Kroksfjordingerne, som han havde sendt bud efter. Da råbte man, at det var fjender, og sagde, at nogle var nåt til Kjarbolagård, andre til ridevejen. Tume og hans mænd sprang da op og løb ud.

Tume og hans folk nåede ikke at komme bort fra gården, för end fjenderne kom nedenfra lige overfor Holar og nogle hen til gærdet. Af Tumes mænd løb nogle til skibet, nogle bort fra hjemmemarken, andre løb til kirken, og næsten alle var de splittede enkeltvis. Bård Snorreson, som kaldtes Skards-præst, nåede et kort stykke bort fra tunet, han dræbtes kort fra malkepladsen. Han havde trukket sin hest ind til sig og forsøgte tre gange at springe op på den, men kunde, på ingen måde komme op, skönt han var en udmærket rytter; han havde på Örlygstad fået 12 sår, og nu fik han det 13de inden sin død. Biskop Gudmund havde indviet ham til messedegn, og da han var nyviet, følte biskoppen med sin hånd på hans hoved og sagde: »du vil ikke få nogen skade i hovedet, min sön«! Og således skete det; han havde fået 13 sår, men intet havde ramt ham i hovedet. Stefan Björnsson dræbte ham. Kort derfra blev Bödvar fra Hvål greben; Torstein Illugeson galt var den første, som nåede ham, men Bödvar greb ham med den ene hånd om halsen og med den anden mellem benene, og kastede ham på hovedet i et morads. Da kom Asbjörn Illugeson til og gennemborede ham med et spyd, og flere andre sårede ham. Toralv Kolbeinsson såredes kort herfra dødelig, men nåede ind. Torgeir stavsende blev truffen ude i mosen; Ögmund vanskeligheds-måg kom efter ham, men Torgeir huggede ham over bægge lårene, inden han kom af hesten, og blev ikke såret; senere kom flere til og angreb ham, han huggede fra sig som han bedst kunde. Forskellige sårede ham, men Ögmund tillagde sig drabet. Gudmund Salomonssons sön Grim blev dødelig såret kort fra biskops-kilden (81); han krøb ned i kilden om natten og blev næste morgen ført hjem til gården, hvor han fik fuld berettelse inden døden. Arne Snorreson nåede længst ud i moserne; han blev dræbt der, og de førte hans hoved med sig tilbage.

Hjalm fra Videvellir, Asgrim Ormsson og Stefan greb Turne; han var let såret, og de førte ham hjem, hvor han blev lagt under kirkegærdet — denne Stefan var en broder til Torarin balte. Her var Tumes frænde Torkel sömhammer til stede, og de tilstod ham fred. Kolbein var i stuen, da Tume ankom. Han gik da ud og hen til kirkegården. Tume satte sig overende og bad om fred, han tilbød at rejse bort fra landet og hvad andet Kolbein vilde modtage, men Kolbein tav en tid lang og ligeledes alle andre. Skagfjordingerne sagde, at han fortjænte samme fred, som hans brødre havde fået på Örlygstad. Nu udbrød en mand: »her er det unødvendigt at forsøge forlig«. Kolbein gik da bort og bød Torarin grødnæse at dræbe ham. Tume skriftede og talte smukt, derefter førtes han syd for kirkegården og fik der dødshugget; han kastede sig ned, för han blev dræbt. Kolbein opholdt sig på Holar om natten; de røvede der heste og alt løsøre og red derefter bort og til Kleivar. Præsterne tog Tumes lig, da han var dræbt, og syslede med det.


Laksådal hærges.

Kolbein sendte Brand Kolbeinsson, sin svoger Brodde Torleivsson og Haver Björnsson til Dalene. De red ned gennem Laksådal og havde 1—2 hundred mand. De kom til Dönustad, hvor ingen folk var hjemme. Brand og hans flok drog ned nord for åen, men intetsteds var folk hjemme, da der var kommet budskab forud, som Tord havde sendt. Brodde og Haver red frem syd for åen og kom til Gröv hvor de trængte ind. Der boede Povl Mårssons sön Jon; han havde skåret sig og lå til sængs; de sårede ham livsfarlig, og af disse sår døde han, om somren. Derfra red detil Leivdulvsstad, der boede Hall Hallssons sön Hall. Han var om natten draget til fjælds, men var nu kommen hjem for at spise. Da han var mæt, bad hans svigermoder ham skynde sig bort og sagde, at uvenne-fylgjer var på færde. Han svarede, at han blev meget sövnig, og da han vilde stå op faldt han sovende om (82). Det var da morgen. Kort efter kom Brodde og hans folk, brød dören op og trængte ind. Hall tog mandig imod dem og værgede sig tappert; han veg tilbage til kostalden, hvor han fik et stik i brysthulen. Derefter slap han ud af stalddören og tog vejen ned mod åen; den var ufarbar til hest. De forfulgte ham og havde gode heste. De greb ham nede i moserne og tilföjede ham mange flere sår, indtil han døde. Derefter red de til Höskuldsstad og trængte ind her. Gunnlaug bonde lå i den ydre del af skålen med sin hustru, men til den anden side, lige overfor, lå hans sön Are og Tord, en sön af Snorre fra Laugar. Mod denne sæng vendte de sig og stak med sværdene op i sængen, så at Tord fik et sår i benet. Derpå greb de dem og førte dem ud ved håret. Are fik et slag i ansigtet med et rundskjold, så at han såredes derved, og de lagde en rem om Tords hånd, som de agtede at afhugge, indtil Torbjörn fra Sævarland og hans broder Torstein lyseknap skaffede dem alle fred, da de var besvogrede med dem; siden lod de Tord ride til et vadested med sig. Da de kom til Hjardarholt, var Brand og hans folk der til stede og sov; de havde hidtil ikke anfaldet nogen mand.

Nu red Brand og de andre ind til Hvam; der så de en mand under lien ovenfor Aker, det var Gils Torleivssons sön Torleiv. Han vilde løbe bort op i fjældet, da han så dem, men da påkom ham hærlænke (83), og han kunde da ikke andet end gå imod dem og kun langsomt. Da de traf ham, dræbte de ham. De drejede nu op mod Tunge og kom der ganske uvæntet. Sturlas kone, husfru Helga, slap med nød og næppe ind i kirken med sin sön Snorre, som den gang var 4 uger gammel; de anfaldt en mand, som hed Valbjörn, og tilföjede ham 3 sår, og ranede til en værdi af 20 hundred, med det som ødelagdes. Der var en gammel kone i Tunge hos husfru Joreid (84); hun kvad denne vise om krigerflokken:

110.
Brand, Povls bror, har i löndom
brugt at skynde til plyndring,
ej tror man Brodde bedre,
bægge til ran de ægge.

Hele dagen Hallvard
her med Hjalm har været,
Havers bedrifter han hindrer,
heftig han er hvor han færdes.

Siden red bægge partier til Saurbø. De søgte efter Sturla både i kirken på Tunge og ligeledes på Stadarhol, da de kom der. De red til Bjarnastad og forfulgte op i fjældet der Torfinn i Mule og Tjodulv Torgeirsson. I Tjaldanæs mødtes de med dem, som var redne ad Svinadal. De red derfra ind til Kleivar, hvor de alle mødtes med Kolbein. De havde på dette tog dræbt 13 mænd og såret mange. Derefter red de til Hrutafjord. Lodin hed en mand, som boede på Fjardarhorn; ham narrede de ud af et bede-hus og huggede foden af. Efter disse gærninger red Kolbein hjem og var vel tilfreds med sit tog.


Tord får budskab om Tumes drab.

Efter Tumes drab sejlede hans mænd til Flatø, hvorfra der blev sendt bud vest til Arnarfjord. Til Tord kom det rygte, at Tume var i kirken, og at Kolbein havde omringet den. Tord bød sine mænd fluks at hærklæde sig og gå til skibs. Man stødte skibet fra land, men det sank straks på grund af storm, og folkene gik tilbage til gården; da påkaldte Tord gud om, at vejret skulde dæmpes, og straks stilledes stormen. Tord drog da på skib ind til Otradal; der var kommet folk fra Bardastrand, og de berettede alt hvad der havde tildraget sig på Kolbeins farter, og tillige at Turid Ormsdatter var ankommet til Flatø med hendes og Tumes sön, som hed Sighvat, og at hun så snart som muligt ønskede at træffe Tord. Han skyndte sig da til Flatø for at træffe hende. Da kom også inde fra Kroksfjord Tords mænd; de havde grebet en mand ved navn Lodin Ingemundsson, som havde været med Kolbein i Hola-færden. Tord lod ham føre nordefter i Ferjuvåg og skaffede en mand ved navn Torkel til at dræbe ham, det var en broder til Asbjörn Gudmundsson og Grim. Turid spurgte Tord angående det gods, som han og Tume havde ejet, hvorledes han vilde skifte det. Tord svarede, at det kunde ikke blive meget til deling, selv om de havde ejet nogle gårde sammen i Dalene. »Det forekommer mig bedst«, sagde han, »at du beholder det gods, som vi to har ejet i disse bygder, og jeg det, som kan fås af Kolbeins og mit fællesbo«. Heri samtykkede hun, og de bekræftede det ved håndslag; Turid betragtede dette som gjort af venskab mod sig. I overenskomsten var indbefattet alle de hövdingdömmer som Sighvat havde ejet, hvis sådanne blev at overtage. Vidner var Nikolaus Oddsson, Teit Styrmeson, Kolbein grane, Ravn Oddsson og mange andre. Dette skaffede Tord et godt lov hos menigmand, og alle syntes, at han havde opført sig smukt. Efter dette drog Turid Ormsdatter til Saudafell og havde ophold der det næste år derefter. Tord begav sig til Vestfjordene, men sendte Ingjald Geirmundsson sydpå til Borgarfjord for at kræve opfyldelsen af de løfter, som Sturla Tordsson, Bödvar og Torleiv havde lovet ham om somren på Ferjubakke, at de skulde hjælpe ham til lov og ret på tinget. Da Ingjald traf Torleiv og hans broder (85), lagde de ikke skjul på, at de ikke vilde ride til tings med Tord; det gik dem som mange andre, at de fandt det lettere at love Tord hjælp end at gå i strid mod Kolbein. Da de trak sig ud af sagen, sagde Sturla, som sandt var, at Tord og han havde ingen styrke til tingridt mod Kolbeins og sydlændingernes overlegne magt, men at han vilde hjælpe Tord i alt hvad han kunde. Ingjald vendte tilbage og sagde Tord, hvorledes sagerne stod.

Denne samme vinter sendte Kolbein Einar byrde med nogle mænd nordpå til Langanæs for at dræbe Blasiussönnerne (86). Det kom nu dertil, at Øfjordingerne og de mænd, som havde været Sighvats venner, fandt det tungt at bære de hårde vilkår, som de måtte tåle af Kolbein i manddrab og ran, og følgen blev, at de sendte Tord bud, at de vilde hjælpe ham, hvis han med nogen styrke kom nordpå for at forene sig med dem.


Søslaget i Floe.

Efter Tume Sighvatssons drab var Tord meget bekymret over, at mange af hans frænder og besvogrede trak sig tilbage med deres hjælp, og han vidste næppe, hvad han skulde beslutte sig til. Han opgav nu sin bolig på Myrar, men Ravn Oddsson tilbød ham at overtage gården Øre. Dette modtog Tord og takkede ham med mange ord både for dette og andre vennetjænester, som han ydede ham. De fattede nu den beslutning, at Tord skulde lade udruste alle de större skibe i Vestfjordene, og han skaffede folk, så at de alle blev fuldt bemandede. Teit Styrmeson kom til ham fra Bredefjord med ét skib, på dette var sammen med ham Bardstrandinger og hans huskarle. Svarthövde og Ravn styrede ét skib, med dem var Arnfjordinger. Bård fra Sandar havde et skib ved navn Raudsiden; det var det störste af alle Tords skibe, ombord her var Arnfjordinger og Dyrfjordinger. Helge Halldorsson og Ingjald Geirmundsson styrede tilsammen et tiåret skib. Bjarne Brandsson og Povl Kalvsson gris styrede et skib, som kaldtes Trækylle; ombord hos dem var Dyrfjordinger. Kolbein grane og Håkon galen styrede præstefærgen fra Holt, den var bemandet med Önundfjordinger. Et andet skib var fra Önundarfjord, det var et tiåret skib, som Sigurd Eyvindsson råbjælke (87) styrede. Fra Isafjord var der udrustet tre skibe: Nikolaus Oddsson, Eyjulv Eyjulvsson og Sigmund Gunnarsson styrede Ognarbranden (88), det var en stor skude, på hvilken Isfjordinger var ombord; Bård Hjörleivsson styrede ét tiåret skib; et andet styrede nordmanden Sigurd væglav. Ketil Gudmundsson og Almar Torkelsson styrede det skib, som de havde taget på Hornstrandene; her var gæste-hoben ombord. Tord kakale styrede en stor skude, hvor hans huskarle var ombord og andre udvalgte folk, de som forekom ham flinkest. På hvert skib satte han nogle af sine huskarle, som han stolede på.

Da disse 15 skibe var rustede, styrede Tord med dem nordpå over Isafjordsdybet og videre nordefter til Hornstrandene. Der sluttede sig til Tord hans frænde Are Ingemundsson, som den gang var 18 år. För Tord sejlede bort fra Vestfjordene, sendte han Sturla Tordsson bud om, at han skulde lede bygdernes forsvar der vestpå, hvis der skete noget anfald af nordlændingerne. Medens Tord opholdt sig på Hornstrandene, fik han modvind, og der var ingen bygd i nærheden, så folkene fik ingen lævnedsmidler; det varede i 5 halvdögn. Derefter roede Tord og hans mænd hele vejen langs Strandene og havde meget besvær, indtil de kom til Trækyllesvik to nætter för Jon baptists messe (89); den indtraf på en fredag. Her toges stort strandhug (90). Tord lagde St. Hansaften alle skibene ud under Trækyllesø og holdt der møde med sit mandskab. Da kom Asgrim Bergtorsson til Tord og sagde ham, at det fortaltes, at Kolbein trak mandskab sammen nord for Floe (91) og havde fået mange skibe; han agtede sig mod Tord og vilde møde ham ad søvejen, men havde sendt en del af hæren vestpå ad landvejen; derimod kunde han ikke sige, hvilken afdeling Kolbein vilde følge. Tord og hans mænd mente, at dette var et løst rygte om Kolbeins troppe-samling, som man ikke kunde fæste lid til, eller at styrken ikke var större end den, som forrige sommer drog nordfra til Isafjord. Derefter drog Asgrim hjem. Tord holdt nu en lang tale til mandskabet, mindede dem om hvad modgang de havde lidt, æggede dem ivrig til at vise mod og kækhed, selv om der var fare på færde. Han sagde også folkene besked om, at alle skulde styre til en og samme havn; man skulde da göre landgang og fare frem med hærværk. Han håbede også på forstærkning, dersom han kom til Øfjord. Han havde ikke flere folk end 1 hundred og 90. Folkene tog nu sten ombord på skibene og gjorde sig rede til at drage afsted. Tord og hans mænd roede da ind forbi Reykjanæs; der blæste en østenvind ud gennem bugten, så at man fik vind i sejlet, og Tord og hans folk sejlede da nordefter ud på bugten.


Kolbeins udrustning.

Nu er at berette om Kolbein. Da det blev vår, drog han alle stor-skibe i Nordlændinge-fjærdingen sammen. Disse skibe lod han alle føre til Skagafjord, han brød op fra Viker vest for Skage. Da Øfjordingerne rustede sig under Hrisø, för de styrede til Skagafjord, indtraf den tildragelse, da de gik fra det ene skib over på det andet, at en mand ved navn Jon styrtede i søen, så at han aldrig kom op igen, og dette syntes dem et ondt varsel. Da alle skibene var i stand og komne til Skagafjord, var også alt det mandskab, som kunde væntes, kommet nordfra over Øxnadalshede. Kolbein delte da flokkene i to afdelinger. Brand Kolbeinsson satte han til hövding over over den ene skare, han skulde med sine folk drage ad landvejen til Vestfjordene; han havde 2 hundred mand. Da Brand kom til Midfjord, fik han sikker underretning om Tords bevægelser, at han var kommen til Strandene og vilde sejle nordpå over Floen. Brand satte sig da fast i Midfjord og agtede at blive der, til han erfarede hvorhen Tord vendte sig. Da Sturla Tordsson spurgte at Brand var kommen til Midfjord med en flok og agtede sig vestpå i bygderne, trak han straks folk til sig. Da kom til hjælp for ham Torgils Bödvarsson og Vigfus Gunnsteinsson. De red nordpå over Haukadalsskard og havde hen ved 2 hundred mand; de bedede nord for passet. Her kom deres spejdere tilbage og sagde, at Brand opholdt sig i Midfjord og viste sig temlig uforsigtig. Torgils opfordrede til, at man med raskhed skulde ride imod dem, men Vigfus svarede hertil, at han vilde hjælpe Sturla med at værge herredet, men at han ikke vilde göre indfald i fremmede bygder. Herom talte de længe uden at blive enige, Torgils sagde, at han ønskede, at de i störste hast red nordpå mod Brand og hans folk og ikke spildte tiden længe med rådslagning herom. Sturla sagde at han gærne så, at de drog nordpå, hvis ingen af førerne undslog sig, men at der kun vilde være en ringe styrke til angreb, når ikke alle de, som skulde hedde førere, var enige. Vigfus trak sig da ud af denne sag og red bort med sine mænd, nu splittedes hele deres troppesamling, og Sturla red tilbage tilbage til Dalene. Da Brand og hans folk erfarede Sturlas og de andres rustninger, hævede de alle vagtholdene og red nordefter til Skagafjord, fordi han vilde samle flere folk.

Da Kolbein var færdig til opbrud, skete det, at der kom sendebud til ham fra sydlandet og mældte, at Gissur Torvaldsson var landet på Eyrar og vilde bestemme et møde med Kolbein; men Kolbein svarede, at nu havde han gjort sig rede til et tog, som han for ingen pris vilde opgive. Det var St. Hans aften, at Kolbein sejlede ud forbi Skage og vest over Floe. Han havde 20 skibe og henimod 110 mand udover 3 hundred (92). Kolbein selv styrede et skib, som var så stort, at det næsten kunde bruges til langfart, og som var forsynet med tre tværbjælker (93); der var også et kastel på det ved masten; et andet skib styrede Asbjörn Illugeson. Sakka-Gudmund styrede en stor færge. Ketil Gnupsson og Grimsøingerne havde et stort skib. Hjalte Helgeson fra Leirhavn styrede en stor færge, Rane Kodransson var også blandt styresmændene, og Einar byrde styrede et skib; Ottar biskopsfrænde havde en færge, Viga-But styrede en stor færge. Om vi end ikke opregner alle skibsstyrerne fra nordlandet, så havde dog Kolbein mange fortrinlig kække mænd anbragte på hvert skib. Man kunde sige, at alle Kolbeins skibe var helt besatte med skjolde fra forstavnen til hen mod masten. Ingen mand havde på vort land set en sådan krigsrustning på skibe. Så sejlede Kolbein over det åbne hav vest over bugten og agtede sig ikke til land för på den anden side Horn.


Flåderne støder sammen.

Nu er at fortælle, at Tord sejlede østpå over bugten. Da de var komne midt ud på denne, sagde en mand på Ketil Gudmundssons skib, som hed Torgeir og kaldtes kronesølje, idet han så ud over havet, om det ikke var sæler, der lå på isen. Da flere andre så dette, sagde de, at det var Kolbeins skibe, som sejlede der. Man lod da sejlene falde og plejede råd. De fleste sagde, at man straks skulde ro ud imod dem, det blev nemlig nu vindstille, men nogle anså det for ugörligt, da alle kunde se, at der var en stor overmagt. Forstandige folk rådede da til at göre et løfte. Tord påkaldte da den hellige Marie, guds moder, og den hellige kong Olav til bistand, og man lovede, at alle de mænd, som var med Tord, skulde faste på vand og brød alle fredagnætter i løbet af 12 måneder, og faste hver lördag indtil vinterens begyndelse, samt lade købe 12 måneders gudstjæneste for kong Harald Sigurdssöns sjæl (94). Dette løfte bekræftedes ved håndslag. Derefter bød Tord sine mænd at göre sig færdige til roning, og det blev nu anordnet, hvorledes skibene skulde lægges frem.

Så snart de var færdige, gav de sig da til at ro ud over bugten imod dem. Da Kolbeins mænd så, at Tords fartöjer roede ud på bugten, lod de sejlene falde og bandt skibene sammen. Man var da nærmere ved Skage end Horn. Det var på det tidspunkt om morgenen, at solen nylig var stået op. Kolbein lagde sit skib omtrent midt i flåden; nærmest Skage lå Sakka-Gudmunds skib; i den anden flöj, nærmest Horn, lå Asbjörn Illugesons skib. Kolbeins flåde vendte forstavnene ind imod land. Da Tord havde nærmet sig Kolbeins mandskab på skudvidde, bød han sine mænd at binde skibene sammen og ro frem. Det var således anordnet, at Ognarbranden, som Nikolaus Oddsson styrede, skulde ligge nærmest Horn og være mod Asbjörn Illugesons skib, ved siden af lagde Tord sit skib, derefter kom Helge Halldorssons skib og så Teit Styrmesons skib. I den anden flöj lå Sande-Bårds skib lige overfor Sakka-Gudmunds skib; mellem dette og de foregående lagde folk deres skibe frem, efter som de havde kækhed til. Nu gik Tord frem i forstavnen på sit skib, og da der blev stilhed, begyndte han sin tale og tilbød Øfjordingerne og alle folk nord for Øxnadalshede fred. Da Kolbeins mænd hørte, hvad talen gik ud på, frygtede de for, at nogle af de mænd skulde omstemmes, som havde mistet frænder på Örlygstad og endnu havde dem ubødede. Derfor svarede en af Kolbeins mænd og bød den djævel tie og råbte, at de aldrig vilde slutte forlig, »du skal fare samme færd«, sagde han, som din broder Tume fôr nu i vår på Holar, eller en så meget værre som du selv fører dig til fald«. Derefter opløftede bægge partier krigsråb, og kampen begyndte; den åbnedes af Kolbeins krigere med skud og stenkast, og dette var et hårdt anfald, inden skibene stødte sammen og de fik anbragt stavnleer (95) i hinandens fartöjer.


Kampens gang.

Nu begyndte en hård kamp, først med sten og skud. Tords mænd skød så kraftig, at Kolbein og hans folk en tid lang ikke formåede andet end at dække sig. Kampen gik da nordlændingerne imod. Hertil bidrog især to ting, dels havde Kolbeins folk ikke mere sten end lidet på to skibe, hvorimod Tords folk havde fyldt alle skibene med sten, dels var der på Kolbeins skibe kun nogle få mænd, som forstod sig på hvad der skulde göres ombord, medens på Tords skibe den ene var søkyndigere end den anden Man kan derfor forstå, at sådanne omstændigheder kan afgöre sejren i kamp mellem hövdinger, når lykken følger. Årsagen var derimod ikke den, at de ikke bægge havde i höj grad udvalgte folk. Inden stenkastningen ophørte, var næsten alle Kolbeins mænd veget bag om masten på deres skibe. Tord æggede da ivrig sine mænd til at entre. Eyjulv Eyjulvsson, Nikolaus Oddsson og Sigmund Gunnarsson var de første, som steg op på Kolbeins skib. Da Kolbein og hans mænd så det, trængte de ind på dem og drev med deres spyd dem alle over bord, så at de fra søen måtte drages op i deres skibe. Nu blev kampen almindelig, man sloges voldsomt, og mest fra stavnene, da sten-forrådet mindskedes. Mandefaldet var stort, især på Kolbeins side; af Tords mænd gik ingen så mandig frem som han selv, således som Ingjald Geirmundsson siger i den Angrebs-flok (96), som han digtede om kampen på Floe — dette er betydningsfuldt, fordi Ingjald overværede kampen og digtede dette kvad straks om vinteren efter:

111.
Foran de skjulende skjoldes
skærm, mens pilenes sværme.
kæmperne traf, så de tumled,
Tord sit indhug gjorde,

væded sine hvasse
våben i hede dråber,
blod af faldende fjender
flød fra hans spyd det røde.

112.
Striden vokser; stene
støder mod spydblodrøde
Knagende skjolde og kvæster
krigere tillige.

Tumlen tirrer; höjt bliver
tunge skjolde svungne,
skrogene skrabes; på bunden
skrammede lig dynges sammen.

Og end dette:

113.
Tiest slog af de tapre
Tord, mens ægge knækked,
Sighvats sön sig viste,
som han det skulde, tilfulde.

Aldrig den kækkes kampsjæl
kom til at ryste i brystet
hvor den boblende blodström
blanded sit spröjt med vandets.

Skibene lagde sig nu så nær hinanden som muligt til hugkamp, men denne bevægelse gik uheldig for Kolbeins folk, så at det ikke lykkedes at bringe det store skib frem, som han selv var på og ligeledes flere andre af de större skibe; der blev herved en bugt på deres fylking, og i samme öjeblik gik kampen Kolbeins mænd imod. Den meste tid af dagen tog Kolbein kun liden del i kampen. Hertil var to grunde, dels mente han at have tilstrækkeligt mandskab, dels var han lidet rask og anså sig næppe i stand til store anstrængelser. Men alle vidste, at Kolbein var en meget modig mand og udmærket i våbendygtighed. Han stod på kastellet ved masten og ordnede derfra angrebet. Da han så, at det var usikkert, om det kunde blive ved at gå således råbte han til sine mænd og bød nogle at gå fra deres eget skib ombord på de skibe, som var nær ved at blive ryddede; Hjalte Helgeson opfordrede han til at lægge sit skib ved bagstavnen på Tords skib og andre skibsførere til at lægge skibene ved vestlændingernes bagstavne og omringe dem; »det er en stor skændsel«, sagde han, »hvis de skal overvinde eder med så små og få skibe, som de har, overfor den store skibs styrke, som vi har sammendraget«. De løste nu deres skibe ud af sammenbindingen og bar sig således ad som Kolbein havde anordnet; kampen var da nåt til det punkt, at de af Tords folk, som var forrest, havde entret og andre beredte sig til at stige op på Kolbeinsmændenes skibe. Nu tildrog sig samtidig mange begivenheder, som i höj grad fortjæner at mindes, men dog må der berettes om en ad gangen. Dette anfald blev meget skadeligt for Kolbeins folk, för Kolbeins ypperste mandskab faldt Tord og hans folk i ryggen, på en tid da Tords mænd havde blottet agterdelen af deres skibe meget og næsten alle var komne foran masten. Da der lød det råb på Tords skib, at man angreb fra to sider, måtte de vende sig mod bægge angreb. Tord gik da tilbage på sit skib, og det samme gjorde mange af hans mænd; han var ikke så mandstærk, at han kunde dele sine folk. Han opmuntrede dem til først at fordrive de farlige modstandere, som så ubelejligt var faldet dem i ryggen, og straks at trænge op på Hjaltes skib. Her ydedes kun ringe modstand, för entringen lykkedes. Først steg. ombord en mand ved navn Aron, som var sön af Halldor Ragnheidsson, dernæst Tord selv. Tord stak til Hjalte og gennemborede både brynjen og ham selv, så at han naglede ham død til skibsfjælene. Det skib ryddedes så fuldstændig, at næsten hver eneste mand enten dræbtes eller dreves over bord, og det var kun få, som blev hjulpne op af vandet.

Medens Tord havde dette at göre, havde Kolbeinsmændene anbragt stavnleer i hans skib og trukket det frem mellem deres skibe. Der faldt Ån Askelsson, Snorre Loftsson og Steinulv Torbjörnsson i stavnen på Tords skib og ingen af dem vilde fly; en fjærde mand, ved navn Klemet, faldt, men ham sårede både Kolbeins og Tords folk. Alle andre på de nærmest liggende skibe flyede, og nu opstod megen løben mellem skibene. Da Kolbeins mænd gik op på Tords skib, blev der en hård dyst for dem, der lå nærmest. På samme tid var Kolbein grane, Teit Styrmeson og mange andre trængt op på Kolbeins skib, men da de huskarle, som Kolbein fra sit skib sendte imod dem, kom, blev Teit og Kolbein overvældede og drevne over bord, så at de med nød kom tilbage til deres mænd. Kampen rasede nu heftig; det lykkedes Kolbeins mænd at anbringe stavnleer i Teits skib og trække det frem mellem deres skibe; under dette anfald såredes Teit og Asgrim kofod, og næsten alle ombord på dette skib flyede. Teit løb da op på Kolbein Dufgussons skib, som blev så betynget og overfyldt, at vandet styrtede ind om forstavnen og gennem årehullerne. Da løb hovedmassen ombord på Sande-Bårds skib. Kampen blev nu mere spredt, og folk løb ivrig mellem skibene. Da Tord vilde tilbage til sit skib, så han, at skibet var forladt af hans mænd, og han havde ikke mandskab til at genvinde det. Han gik nu ombord på Svarthövdes skib og blev der en tid; men da han så, at Nikolaus Oddsson og Eyjulv med hele deres skare havde trukket sig bag masten på Ognarbranden, og at man beredte sig til at entre skibet, sprang han op på skibet til dem og tilskyndede dem stærkt til at vise mod. Han løb først af alle frem i stævnen med skjoldet over sit hoved og sværdet i den anden hånd; de fulgte ham kækt, og der opstod en heftig strid, hvor bægge partier fik sår. Kolbeins mænd havde tidligere fasthaget et anker i dette skibs stavn, men Tord og hans mænd gik så rask frem, at under denne kamp fik de ankeret fjærnet. Nu kendte nordlændingerne Tord, og alle opfordrede de hinanden til ikke at lade ham undslippe, da han nu var så godt som falden i hænderne på dem. Tord svarede: »I ser rigtig, og gör nu et kraftigt anfald, ti sandelig skal Vestfjordingernes fører vise sig uforfærdet overfor eder; jeg tror også, at I aldrig senere vil komme til at angribe mig under så gunstige forhold«. Nordlændingerne anstrængte sig nu af al magt, og ligeledes samledes nu her det kækkeste mandskab fra Tords andre skibe, og således endte dette våbenskifte, at ingen af de mænd, som gik frem med Tord, var usåret. Pludselig mærkede de, som var agter i skibet, at bundvandet steg, og Sigmund Gunnarsson bød dem da at øse.

Efterhånden aftog nu kampen på de fleste skibe. Alle de 10-årede både huggede sig løs fra sammenbindingen undtagen Helge Halldorssons. Som første mand flyede Jon fra Alvtamyre og noget efter Bård Hjörleivsson, dernæst Sigurd væglav. Svarthövde kaldte på Sigurd og bad ham lægge til; dette gjorde han, og Svarthövde gik da ombord med Ravn snuser og nogle andre. Svarthövde opfordrede sin svoger Ravn (Oddsson) til at følge sig. Ravn spurgte hvad han vidste om Tord. Han svarede, at om ham vidste han intet. Ravn bad ham da sejle hvorhen han vilde, »men husk, at her er din broders banemand Ottar langsnude«. Svarthövde svarede, at det brød han sig ikke om, og at den sejr var vunden, som for denne gang vilde falde i deres lod; Svarthövde var hårdt såret, men dette vidste Ravn ikke. Svarthövde og hans fæller roede da bort og i land. Da Teit var flygtet bort fra sit skib, besteg Kolbeins mænd dette, og på Kolbein Dufgussons skib overvældedes man således af fjendernes våben, at folkene ikke kunde holde stand, men alle flygtede så fuldstændig bort fra det skib, at Kolbein stod alene tilbage. Da tog hans mænd og drog ham baglængs fra det ene skib til det andet over til sig, og i det samme fik han fire sår, tre i låret, hvoraf to gennemborede dette, og et i fodsålen, så at kløften ved tommeltåen blev gennemskåret; dette var et stort sår. Ketil Gudmundsson og Almar Torkelsson trængte modig frem, ligeledes var Bjarne Brandsson og Povl gris nogle af dem, som holdt bedst stand. Opbrudet lykkedes godt for dem. Sande-Bård havde det mest höjbordede skib og lagde sig kækt frem; derhen søgte de fleste folk, da de her fandt bedst ly. Bård og hans fæller mærkede pludselig, at skibet blev så overfyldt, at det var ved at synke med dem. På dette tidspunkt bestod kampen mest i, at man kastede sakssværd og buløkser fra det ene skib til det andet, eller skød med sælharpuner og hvalspyd, og sloges med alt hvad man fik fat på, både sejlstænger og åregreb. Både var de fleste folk noget medtagne, og man begyndte at trættes ved hug-kampen; de fleste søgte derfor at holde sig udenfor den störste fare, dog således, at de ikke kunde beskyldes for fejhed. På det skib, hvor Tord og hans mænd var, måtte man bestandig øse, og det var nær ved, at de ikke kunde klare sig; de mærkede da, at skibet var beskadiget i bunden. Sigmund og Nikolaus bød da at lægge årerne ud og ro bort, men da Tord blev dette vâr, bad han dem ikke pådrage sig den skam nu straks at fly fra kampen. De svarede, at nogle skibe var flygtede og at dette skib var næsten gjort ubrugeligt ved beskadigelse, og sagde, at alle andre skibe havde allerede givet sig på flugt og opgivet kampen. Tord troede dem ikke, för han selv gik hen og så bundvandet, men imidlertid lod de skibet ved hjælp af årerne gå tilbage og vendte dernæst. Da Tords mandskab på de andre skibe så, at han lagde fra, råbte hver skibsfører på sine folk, at de skulde løsgöre sig fra flåden, og nu flygtede ethvert af skibene, så snart det havde gjort sig rede. Herom kvad Ingjald:

114.
Aldrig havde på havet
han forsøgt at flygte
— visselig havde den voldsomt
hvasse dyst ham passet —,

om ej altfor travle
andre der havde været;
spydene skære og skarpe
skød man og farved dem røde.

Her siger Ingjald også, hvor mange af Kolbeins skibe der ryddedes i denne kamp:

115.
På den vuggende valplads
— vide det kendes — trende
rappe skuder blev ryddet,
rasken Tord det gjorde.

Liv de sømænd ham solgte,
solgte for døden han bød dem,
lig blev Leirhavns Hjalte,
led ved bruddet på freden.

Ligeledes beretter Ingjald om forskellen i styrke:

116.
Dobbelt så få som i fjendens
flok i hans egen i legen
var der; de hårde våben
væded de blødende røde.

Hørt jeg har, at den djærve
helt i strid omsider
fra sine langskibe lægge
lod for at drage af slaget.

Da Tords skib var vendt, råbte han til Ravn Oddsson og bad ham overlade sig nogle folk. Ravn svarede, at de ikke mente at have nogen til overs, men sprang dog selv ombord til Tord, og 4 andre mænd fulgte efter ham. De styrede ind til landet, og ligeledes alle de andre, efterhånden som de blev færdige. På Tords skib talte man meget om, hvor længe kampen havde varet; de blev enige om, at solen nu måtte stå omtrent midt i sydøst, men da flåderne stødte sammen, var solen nylig stået op (97). Tord var da meget bekymret, ti de savnede da med vished Sande-Bårds skib og Trækyllen, som Bjarne Brandsson styrede, og man troede, at grunden til, at Kolbein ikke forfulgte de flygtende, var den, at han havde disse skibe i sin magt. Bård og hans besætning havde mistet alle årerne på fire nær; Bjarne lagde til hos dem, tog af besætningen henved 30 mand ombord hos sig og overlod dem så mange årer som de havde brug for (98). Nu roede alle til sammen bort. Kolbeins folk roede efter dem på to små skibe, men turde ikke angribe, da de nåede dem, og vendte tilbage til flåden. Kolbein og hans folk lå der på havet og afvæntede pålandsvinden, da færgerne var tunge at ro.


Tords tilbagetog.

Tord og hans mænd roede så stærkt de kunde og styrede ind under Reykjanæs (99), da de mente, at der i den retning var kortest til land. Man lagde så til og gik i land; de bragte vand ombord på skibene, da mange led stærkt af tørst. Det var nu non-tid (100). Tord bad Ravn Oddsson gå ombord på sit skib og ro i forvejen ind til Årnæs og lade tage alle de heste, som fandtes i vigen (101) »jeg vil«, sagde han, »at de mænd, som er hårdest sårede, skal ved hjælp af hestene ride bort fra deres fjender, men at de mænd ikke tager hestene, som er i stand til at gå og kan flytte fødderne; de andre må vi bære til fjælds«. Nu gjorde Ravn dette, men Tord drog langsommere afsted. Da Tord kom til vigen, kendte han Sande-Bårds færge og Trækyllen, som kom roende udefra, og da de mødtes, hilste de hverandre med stor glæde. Nu ønstrede de deres mandskab. De opdagede da, at de kun havde mistet få folk, men næsten hver mand, af dem som havde været omkring Tord, var mere eller mindre såret, derimod var af menigmand ikke mange sårede.

Tord sammenkaldte da folkene og holdt rådslagning. Han takkede mændene for god bistand og talte herom mange smukke ord; »jeg vænter«, sagde han, »at I vil finde, at lykken har vendt sig for mig og Kolbein, når vi spörger den store mandskade, som de vistnok har lidt i forhold til vort tab. Jeg vil nu bede eder, brave våbenfæller, at hver af eder fremkommer med hvad I mener der er at göre. Således er vor stilling, at så snart Kolbein får bør, vil han vist nok sejle herhen, og jeg tror ikke, at det vil lykkes os at undvige på skibene, da vi har mistet alle træsager på de fleste af vore skibe. Jeg ønsker derfor, at I skal overveje sagen sammen med mig«. Her gav nu folk meget forskellige råd. De fleste skibsejere ivrede for, at man ikke skulde skille sig fra skibene, men de, som ingen del havde i disse, lagde især vægt på, hvad der medførte mindst fare, og således talte man frem og tilbage. Da Tord så, at der intet kom ud af menigmands forslag, tog han således til orde: »så trofaste har I nu vist eder mod mig, I mine brave fæller og fostbrødre, som i dag har ydet mig en så djærv støtte, at man næppe i vort land vil finde noget eksempel på, at mænd har haft med så stor en overmagt at göre og har mødt den så kækt, hvad gud lönne eder for; men ikke vil jeg nu gengælde dette med at føre eder på ny i fare for min skyld, ti mere synes mig én brav mand værd end alle disse skibsvrag. Herom behøves ingen vidtløftig tale; man skal losse skibene og føre alt tilbehør og alle andre forråd ind i kirken; ligeledes skal de mænd, som er sårede og ude af stand til at følge os, begive sig til kirken. Dog skal de mænd ledsage os, om hvem vi antager, at de ikke vil få kirkefred«.

Det var natmåls-tid (102), da alt dette var afgjort og Tord brød op og steg op langs fjældet ovenfor Årnæs. Her skiltes fra ham Teit Styrmeson, Egil Sölmundsson, Kolbein grane, Asgrim kofod og alle de andre, som han ikke mente var i stand til at følge med. Han skaffede dem heste og raske folk til ledsagelse; de skulde føres til Steingrimsfjord. Da de var komne et kort stykke op på fjældet, blev Asgrim så forkommen af sine sår, at han ikke kunde fortsætte rejsen; han blev da tilbage der og ligeledes Gunnar oksetæve og nogle andre. Tord og den skare, som var med ham, drog op gennem den dal, som udgår kort ovenfor Årnæs. Her forlangte folkene at hvile.


Kolbeins forfølgelse.

Nu er at fortælle om Kolbein og hans folk, som lå ude på bugten. Han lod sine skibe ransage og undersøgte, hvor mange mænd der var faldne eller så hårdt sårede, at han ikke vilde have dem med sig. Han erfarede da, at meget mandskab var faldet og en mængde folk sårede; han skaffede to skibe med en tilstrækkelig besætning af raske folk og lod ligene og de sårede føre nordpå til Skage. Man undersøgte nu også. hvor mange af Tords skibe der lå tilbage, og man fandt tre. Ombord på Tords skib var der faldet 4 mand, hvoraf ingen endnu var død; man tilstod nu Snorre Loftsson fred, og ligeledes Ån Askelsson, fordi han nævnte sig med sin broder Tords navn, derimod blev Steinulv Torbjörnsson straks aflivet og kastet over bord, og Klemet smed dræbtes oppe i skibet. Ån blev derefter ført op på Einar Jonsson langs skib. Kolbeins mænd tog sig nu et hvil, medens de afvæntede bør og spiste; de undersøgte da nöje, hvor mange folk de havde mistet i denne kamp, og henimod 80 havde mistet livet, med dem som senere døde af deres sår. Af de faldne var de mest ansete Gudmund fra Sakka, Hjalte Helgeson, Illugesönnerne Einar byrde og Torstein, Snorre Toralvsson og Sigurd Rögnvaldsson. Kolbein sagde til Einar Jonsson, at han skulde tage Snorre Loftsson til sig; » du ved bedst«, sagde han, »hvem hver af Vestjordingerne er«. De så nu også, at det var forbi med kampen. Da Snorre kom op på Einars skib og kendte Ån Askelsson, tog han til orde: »gud være lovet, Ån fælle! at jeg ser dig uskadt«. Men da Einar Jonsson hørte dette, udbrød han: »forholder det sig således, at Ån den djævel er her, som har tilföjet os mest ondt«! og lod straks Ån gribe, hugge ned og kaste over bord. Snorre smertede denne gærning så meget, at han ønskede gærne nu at have tiet og heller vilde have mistet alt det han ejede, og syntes at han havde altfor meget været årsag i dette, men kunde intet göre ved sagen. Kolbein bød da at rejse masterne og hejse sejl »Jeg vil nu kundgöre eder«, sagde han, »at nu skal vi sejle vestpå over Floen og søge efter Tord, til vi finder ham, og da lade det komme til en afgörelse mellem os. Men hvis vi ikke møder ham, da skal vi sejle til Vestfjordene og hærge, afbrænde gårde, dræbe folk og ødelægge bygden således, at Tord ikke oftere derfra kan samle styrke til fjendtligheder mod os. Det kan dog være, at jeg ikke får held til at tage Tord af dage, da lejligheden denne gang således glippede, og det aner mig, at med denne kamp har lykken vendt sig for Tords og mit vedkommende. Nu skal I styre den vej, ad hvilken I så Tord og hans folk ro bort«. Nu sejler den først, som først blev færdig, vestpå over bugten.

Nu er at begynde, hvor der för stansedes, nemlig med at Tord lagde sig til hvile oppe i dalen. Hans folk var faldne i en dyb sövn. Da det var ved solnedgang, lod Tord vække mandskabet, og man måtte øse koldt vand på mange mænd, för end folkene vågnede. Tord bød to mænd gå frem på fjældet ovenfor Årnæs og iagttage, om de kunde se noget til Kolbeins fremrykning. To mænd gik da frem på fjældet, men kom hurtig tilbage og mældte Tord, at Kolbein kom sejlende ind mod Trækyllesø. Tord sagde da, at nu var tiden ikke til uvirksomhed, og bød folkene væbne sig. Tord gik så over fjældet til Ingulvsfjord og derfra til Ufeigsfjord. Da var mandskabet så træt af anstrængelse, blodtab og mangel på sövn, at folkene ikke vilde gå længere, men lagde sig ned og sov. Om söndagen, da Tord vågnede, kaldte han sine mænd sammen og spurgte forsamlingen, hvad det var bedst at bestemme sig til. Han mærkede da snart, at bønderne, længtes efter at komme hjem. Tord sagde, at han gærne vilde give dem orlov, når de vilde komme til ham, så snart Kolbein kom sejlende med sine skibe vestefter langs kysten. Dette var de fleste villige til at love. Störste delen drog til fjælds og kom ned i Isafjord; nogle gik over höjfjældet lige til Bardastrand, og hver for sig kom ned i de fjorde, hvor de havde hjemme. Tord sendte folk ud for at søge efter småskibe; men för end mandskabet skiltes i Ufeigsfjord, takkede Tord sine mænd for den bistand de havde ydet ham, og sagde, at han skulde lönne alle vel for dette, hvis gud gav ham lykke dertil. Derefter drog Tord ud til Engenæs og videre til Drangar og Furufjord. Han satte nogle mænd på post ude på Stige-pynten, som skulde iagttage, om Kolbein sejlede med sine skibe forbi kysten. Tord drog videre og kom Petersmesse-morgen til Holt i Önundarfjord.

Da Kolbein kom til Trækyllesvik, gik han i land i Årnæs og lod undersøge kirken, da han vilde vide, om der her var nogle folk af betydning, men da han ingen fandt, som han vilde göre noget ved, plyndrede de kirken og tog hvad de fik fat på. Söndag morgen fik Kolbein nys om, at der oppe på fjældet befandt sig nogle sårede; han sendte da mænd til fjælds for at søge efter dem. De fandt Asgrim Gilsson, som kaldtes kofod; han bad om fred, så at han kunde mødes med Kolbein; dette tilstod de ham og førte ham tilbage til Årnæs. Hans frænder bad Kolbein skænke ham livet og lade ham nyde godt af svogerskabet, ti Kolbein havde tidligere levet sammen med hans søster Hallbera, men Kolbein vilde ikke se ham, bød, at han skulde halshugges, og satte en mand til at dræbe ham. Derefter tog Kolbein alle fartöjer, nogle førte han med sig, andre lod han brænde. På dette tog skete det, som aldrig för var gjort på Island: han tog nogle af hvalerne (103), men på andre satte han ild og lod opbrænde, idet han sagde, at Tord ikke skulde føde sig og sine mænd på dem, for at kunne krige mod ham. Kolbein plyndrede alle Strandene og sejlede derfra til Vestfjordene; han sagde, at han vilde lægge dem helt øde, så at Tord ikke derfra kunde ruste sig til angreb. Næste dag efter Peters messe sejlede Kolbein ind gennem Isafjord. Fange-Ljots sön Geirmund så skibene, der hvor han stod på vagt, og drog straks afsted, til han traf Tord, og berettede ham dette. Kolbein sejlede med sine skibe ind til Ædø og landede der.

Da Geirmund kom til Holt, sad Tord og alle hans mænd til bords. Så snart Geirmund kunde fremføre sit ærinde, bad han Tord komme ud og sagde ham, at Kolbein var lige ved at komme, med mindre han var sejlet ind til Isafjord. Man stødte da bordene fra sig og folkene greb til våben og hærklædtes, medens andre søgte efter heste. Da hestene kom, sendte Tord bud i alle retninger for at samle mandskab. Ravn Oddsson sendte han vestpå til Raudesand og Bardastrand, og omkring i alle Vestfjordene sendte han folk. Ingjald Geirmundsson sendte han til Sturla Tordsson, Torleiv Tordsson og Bödvar Tordsson, med opfordring til, at de alle skulde møde ham i Bredefjord. Eyjulv Eyjulvsson sendte han til Isafjord for der at samle folk. Tord selv vilde samle folk i Önundarfjord, og alle skulde da mødes lördagaften ude i Dyrafjord. Da Kolbein kom til Ædø, traf han Tordis Snorredatter og Einar Torvaldsson; de sendte bud til alle de anseligere bønder nord for Isafjord, om at alle, som vilde frelse liv og gods, skulde opsøge Kolbein og sværge ham troskabsed. Da svigtede mange Tord og søgte til Kolbein, men andre lå ude på fjældene med deres kvægbesætning, så at gårdene stod tomme. Nord for Dyrafjord lykkedes det ikke Tord at rejse mandskab, og troppesamlingen blev da opgiven. Tord drog ud til Øre (104). Ravn og Gisle kom vestfra til Arnarfjord med 90 mand; de traf Tord, men han mente, at der ikke var midler til at göre modstand, når Kolbein sejlede til Vestfjordene. Han lod da det mest svækkede mandskab drage hjem, men lod tage fire tiårers-fartöjer og føre til Bardastrand; der gik han ombord med 60 mand og drog sydpå over Bredefjord til Fagerø. Her traf han sin frænde Sturla. Han erfarede nu, at Gissur Torvaldsson var kommen til Bredefjordsdalene med et talrigt følge; han havde sluttet forlig med Jon Sturlason (105), og hele deres mellemværende var henskudt til kongens afgörelse (106). Efter at Tord havde erfaret, at Gissur var kommen til landet, samlede Tord-sönnerne Sturla og Bödvar folk fra Borgarfjord, Snefjældsnæs, Skogarstrand og Gilsfjord; men da Gissur fik at vide, at Tord var kommen vestfra og samlede folk, red han straks tilbage til sydlandet.

Denne sommer fik Toste Dagfinnsson bægge benene afhuggede; Ingulv Olavsson hed den mand, som tilföjede ham såret (107). Kolbein sejlede tilbage, da han mente at være færdig, og sad derefter rolig hjemme på Flugumyre. Tord begav sig da til Vestfjordene og sad om somren på Øre. En tid lang var det nu stille.


Tord forsøger en overrumpling. Kolbeins død.

Tord kom mellem Marie-messerne (108) vestfra med et stort følge. Sturla og han red da sydpå i Dalene og opbød mandskab; de fik her samlet 1 hundred mand, red derpå nordefter over Haukadals-skard og agtede sig til Skagafjord mod Kolbein. De red til Midfjord og videre nordpå, indtil de kom i Midhôp. De så nu, at budskab om deres ankomst blev sendt ud til Tingøre, hvor Olav chaim og en anden af Kolbeins mænd opholdt sig; en mand ved navn Harre, som boede i Midhôp, var reden bort og havde en god hest. Tord og hans folk red da nordpå til Holavad; de så her, hvorledes fra de nordligere gårde nogle red i al hast til fjælds, andre ad vejen nordefter. Mandskabet syntes da, at det var utilrådeligt at fortsætte ridtet, og man talte til Sturla om, at han skulde se at bevæge Tord til at vende om. Men dette vilde Sturla ikke; han syntes, at de havde lagt ham til last om somren, at angrebet på Brand Kolbeinsson var ført uden kraft (109). De fortsatte da ridtet, indtil de kom til Giljå. Da erklærede Tord, at de skulde vende om; »jeg ser nu«, sagde han, »at I henskyder afgörelsen til mig«. Om aftenen red de til Midhôp og næste dag videre mod vest til Hrutafjord, hvor de om natten lå under åben himmel på Hrutafjordshals. Samme aften kom Kolbein til Midfjord med 3 hundred mand, og Gils’ sönner Kalv og Ulvhedin slap med nød og næppe ind i kirken. Senere sendte Kolbein Kalv vestpå efter Tord for at forhandle om forlig eller stilstand; han traf Tord på Stadarhol, og der blev da fastsat stilstand til vinternætterne. Kolbein lod ofte tilbyde forlig, men han vilde aldrig opgive bygder, godedömmer eller ejendom, som havde tilhørt Sighvat. Medens Tord var på toget nordpå, dreves to skibe tilbage til Hvitå, Eyvind brat, som var sejlet ud fra Dagverdarnæs, og Hövde-bussen, som var sejlet ud fra Hvitåen. Tord drog til Vestfjordene og opholdt sig på Øre om vinteren, men var dog stundum sydpå i bygderne. Den vinter giftede Håkon galen sig. Om foråret påbegyndtes mægling, og det blev da aftalt, at både Kolbein og Tord skulde rejse ud af landet, og kong Håkon skulde dömme i alle sager dem imellem, men Kolbein skulde overlade Tord 60 hundred vadmel (110) som rejsemidler; dette skete, og denne vare førtes til Hvitå.

[1245]. Da det led ud på våren, tiltog Kolbeins sygdom, så at han lagde sig til sængs, og han så, at han ikke vilde være i stand til at rejse udenlands. Der blev sendt bud efter Gissur og han kom til nordlandet. Kolbeins kræfter aftog nu. Han vilde overdrage alt til Gissur og Brand Kolbeinsson i forening; Gissur var dog ikke rede hertil, men lovede at hjælpe sin frænde Brand, hvis han blev bygdernes styrer, med alt det gode som han kunde ævne og udføre. Man besluttede da at sende det budskab til Tord på vestlandet, at alle bygder nord for Øxnadalshede vilde man afstå til ham, og ligeledes hele hans fædrene arv; han skulde til gengæld erklære stilstand og love forlig. Alle herreder vest for Øxnadalshede overdroges til Brand Kolbeinsson, lige til Hrutafjordså; han skulde hjælpe Gissur, når det forlangtes, og bægge således indbyrdes hinanden. Bønderne i Skagafjord ønskede helst Brand som hövding næst efter Kolbein, ti han var almindelig yndet af menigmand; Kolbein ønskede også helst Brand i sit sted. Kolbein forkyndte da også for alle de mænd, som besøgte ham under hans sygdom, at den allerstörste del af godedömmerne i Skagafjord og mange vest for heden tilhørte Brand, »uagtet«, tilföjede han, »han gærne har overladt mig deres styrelse«. Dette Kolbeins udsagn overværede præsten Brand Jonsson, som senere blev biskop på Holar, han var Brand Kolbeinssons fætter på mødrene side og var fulgt fra sydlandet med Gissur; Kolbein fra Stad var også til stede, og de bægge tilskyndede Brand til at overtage bygderne (111). Kolbein unges følgesvende-flok bad ham alle om at påtage sig deres sag. Brand forblev da på Flugumyre, men Gissur red sydpå. Kolbein unge døde den sommer Marie Magdalene messe (112); han var da 35 år gammel, som hans fader Arnor og hans farbroder, Kolbein Tumeson, hvem han var opkaldt efter. Kolbein blev meget begrædt af sine mænd og alle, som kendte ham, og ligeledes af menigmand overalt i Skagafjord. Han førtes ud til Holar og begravedes foran kirkedøren ved siden af Kolbein Tumeson.


Spænding mellem Brand og Tord.

Derefter blev et møde afholdt ved Hestatingshammer, dertil kom mange folk fra herredet og ligeledes vest for heden. Brand valgtes da til hövding over alle de bygder, som foran er angivet; han fik alle de indtægter af bygderne, som Kolbein tidligere havde haft, og ligeledes fåre-afgift (113). Han førte da et stort hus på Stad og havde mange folk. Om efteråret kom til Brand nogle folk, som havde været Kolbein unges ledsagere, nemlig Gegne Illugeson, Håmund Tordsson, Gisle Börksson, Halldor næb, Ottar langsnude, Ögmund vanskelighedsmåg, Asgrim Ormsson og Ölvid Einarsson; en stor del af vinteren opholdt sig der Asbjörn Illugeson og Brodde Torleivsson, ligeledes var Brands søstersön Arnor Eriksson der om vinteren.

Om folk i vesterbygderne er det at berette, at på denne tid friede Ravn Oddsson til Turid Sturladatter (114); dette støttede Tord meget, og deres bryllup stod om somren på Saudafell. Denne sommer rejste Svarthövde udenlands fra Hvitå med de varer, som Kolbein unge havde overladt Tord. Efter Ravns bryllup rejste Tord til nordlandet, og det var aftalt, at Øfjordingerne skulde møde ham i Midfjord. Tord red nordpå med sine huskarle, det var hen imod 30 mand; Sturla ledsagedes af næsten 20 mand; Torleiv fra Gardar fulgte også med, ledsaget af 20 mand; her var ligeledes Ketil Torlaksson og Gudmund fra Fell til stede og fremdeles mange bønder på Tords bud. De var i alt mere end 80 mand. Da de kom til Midfjord, var Øfjordingerne der med 80 mand, og de red nu nordefter alle tilsammen. Tord kom til Øfjord Lavransmesse dag (115). Samme dag landede der et skib, ude fra havet; der var Gunnar brat ombord. Da berettedes Urøkja Snorresons død, han var død St. Hans dag om somren. Tord drog til skibet og købte der meget øl, som han lod føre ind til Grund; der forberedtes et stort gilde til Mariemesse dag. Söndagen forud holdt han et møde i Kristnæs med alle herredsboerne. De aflagde ed til ham og afstod ham alt hvad de havde rådighed over af det, som Sighvat havde ejet. Han holdt et prægtigt gæstebud på Marie messe og gav kostbare gaver til dem, som havde fulgt med ham til nordlandet. Tord blev nu tilbage med sine huskarle, men de andre red til vestlandet. De fleste af Kolbeins følgesvende blev hos Helga (116) på Flugumyre og viste megen kådhed; der var Einar lang, Gegne Illugeson og flere andre.

Brand boede på Stad i Skagafjord, som för blev skrevet. Han var en vennesæl mand; han havde mange folk om sig og hævdede sin stilling godt, han udfoldede megen pragt i sin husholdning og var en overmåde gavmild mand, han nød derfor et godt ry. Så siger Ingjald Geirmundsson i den flok (117), som han digtede om Brand Kolbeinsson:

117.
Brand blev æret og agtet
ude omkring; det prude
glødende guld han skænked
gavmild bort med snilde.

Aldrig man kunde i karrig
kniben den herre gribe;
væne, vægtige smykker
vennerne fik af hans hænder.

118.
Mange han gav med glæde
guld — de blev ham hulde;
var han rig, på sin rigdom
ruged han ej forslugent.

Men han vandt sig venner
viden om, den blide;
minde i menneskehjærter
manden har rejst sig; det stander.

De, som havde vært følgesvende hos Kolbein unge og nu var hos Brand, var ikke fri for at bruge sådanne danseviser, som Tord ikke syntes om, og dette kom Tord for øre. Da Brand blev deres spotterier vâr, bød han dem straks at ophøree hermed og ikke give sig af med slig ondskab, sagde at deraf kunde opstå meget ondt, men intet godt. Der førtes megen sladder mellem herrederne. Tord ytrede sig kun lidet herom, men det gik ham dog nær alt sammen, både deres spot og alt det som han mente de havde forbrudt mod ham. Der var den gang mange raske mænd i Skagafjord, men til mest hjælp for Brand ved deres råd var Kolbeins svoger Brodde Torleivsson, Asbjörn Illugeson, Einar lang, Olav chaim, som boede på Miklebø i Blönduhlid, og flere andre af Kolbeins venner. Tord havde mange følgesvende med sig, og ud på vinteren førtes megen sladder. Der opstod da om vinteren fuldt fjendskab mellem herrederne, men indtil hen imod påske undgik man dog alle sammenstød. Mellem alle folk var der fastsat stilstand til på den anden side altinget, og til forlig var foreslået, at en tolv-mands dom skulde afgöre alle sagerne, sammensat af de mænd, som ansås for for bedst skikkede hertil i hele Island. Om vinteren så man ofte stjærnen cometa (118). Tords mænd drog ofte i deres ærinder vestpå i bygderne om vinteren, og han sendte bud til dem af sine venner, som han ønskede skulde komme til nordlandet. Teit Styrmeson rejste mellem jul og faste til nordlandet; han boede i Flatø og var om høsten bleven gift med Sigrid Halvdansdatter (119). Ravn Oddsson og hans frænde Eyjulv (120) kom vestfra i fasten; fra Sturla på vestlandet kom Torarin Tomasson og Håkon galen, Torarin var da Tords huskarl; på samme tid drog Björn klods og Povl ivrig-nok til nordlandet. Om foråret ved påsketid sendte Tord Nikolaus Oddsson og Almar Torkelsson nordefter til Øxarfjord for at samle folk og beordrede det opbudte mandskab til at drage afsted i påskeugen.

[1246]. Tidlig i fasten sendte Brand sine mænd Gegne Illugeson og Håmund Tordsson sydpå til Gissur med et brev, som lød således: »Brand fra Stad sender Gissur Torvaldsson guds hilsen og sit fuldkomne venskab. Mit sind er det samme angående forbund med dig, frænde, som vi aftalte ifjor sommer, da det heller ikke er blevet mindre nødvendigt for os bægge at holde sammen så godt vi formår. Tord holdt sig så at sige rolig indtil faste-indgang; da gjordes der mange forsøg på at få håndslag på ejendomme i Skagafjord i vort herred, og man truede med at kalde det forligs brud, hvis det ikke blev indrömmet. Tords mænd stræber også megt efter at drage deres venner bort fra os, på den måde de bedst kan. Man har også forsøgt at opnå et andet forlig, end det der først var sluttet med os. Det er Tords udsagn, at der ikke kan bestå noget oprigtigt forlig, med mindre han får hele Nordlændinge fjærdingen under sig til at styre. Han mener nu også at have krav på hele Borgarfjord og erklærer Torleiv i Gardar for sin trofaste ven; jeg beder dig, frænde, underkast slige mænd en pålidelig prøvelse. Det ønskede vi også, at du efter kongens bud vilde overtage hele styrelsen af Borgarfjord, ti her mener vi det var let at yde bistand. Vi har spurgt for vist, at Tord har sendt biskop Sigvard brev om at tillade sig kirkegang og 6 mænd med ham, og tillige at biskoppen skulde afholde Eder fra de anliggender, som angår os Skagfjordinger, og at han har lovet det, men det vêd vi, at biskoppen sendte præsten Steinmod brev om at føre ham i kirke og dette har han gjort (121). Vi stoler sikkert på de allerfleste af herredsboerne, hvis du viser dig at stå på vor side. Det falder os besværligt at få voldgiftsmænd, det anses for en vanskelig sag og farligt at påtage sig. Nu under alle disse omstændigheder ønsker vi, at I rejser hid nordpå for at mødes med os, så hurtig du er i stand til at bestemme dig, ti folk trøster sig ikke til nogen forening, med mindre du hurtig ankommer. Derimod kan vi på ingen måde komme for at mødes med Eder på grund af den fare, der truer herredet«. Gegne og Håmund vendte tilbage fra Gissur til Brand i påskeugen og sagde, at Gissur var lige ved at komme.


Slaget på Haugsnæs.

Man fortæller, at fjærde påskedag holdt Tord et møde på Grund med alle bønderne der i herredet med undtagelse af Hall på Mödruvellir, ti han havde da ophold i Bø på sydlandet. Tord gjorde da bekendt, at han agtede sig vestpå til Skagafjord med så stor en skare som han kunde samle, for at hævne sine forurettelser, som han kaldte det, på Skagfjordingerne. Klypp Ketilsson var den første, som besvarede Tords tale. »Det er godt«, sagde han, »at vi nu skal drage til Skagafjord, vi vil nu ikke blive jaget hurtigere bort end sidst, da vi færdedes der med skarerne«. Ingen mand gjorde her indsigelse mod Tord, hvorimod Tords følgesvende stærkt tilskyndede og mange af dem udtalte sig fjendtlig. Söndag efter påskeugen drog Tord hjemmefra ud til Hörgådal, om tirsdagen drog han vestpå over heden. Tords følgesvende red foran, i spidsen for dem var Eyjulv Torsteinsson. Da kvad Ingjald denne vise:

119.
Til besøg vil den tapre
Tord i Skagafjorden;
vover fjenden at vænte,
véd vi til strid vi rider.

Barsk på den bare hede
bider vinden i kinden;
hævn for hån vi vil tage;
— her er man altid på færde.

Hele flokken begav sig til Silvrastad om aftenen; Tord havde med sig nordfra henved 5 hundred mand.

Brand erfarede i påskeugen Tords rustninger; han trak da folk sammen fra hele herredet og fra egnene vest for heden og fra Fljôt. Så siger Skjald-Hall i den drape, som han digtede om Brand Kolbeinsson:

120.
Brand samled folk mod fjenden;
flokkevis red fra de brede
bygder, da budet hørtes,
bønder i snare skarer.

Vestfra kom over Vatnsskard
venner — og fjærnere venner;
Fijots og Skagafjordens
folk — har jeg spurgt — mødtes hurtig.

Om Tord og hans mænd er det at berette, at de lå ude den nat de var på Silvrastad, nede på marken. Der rejste sig en vind imod dem, da de fleste havde sovet en tid lang, og tudede höjt i spydene. Nogle af folkene vågnede ved larmen og troede, at fjenderne var komne; de sprang op og svang våbnene. De begyndte da at slås indbyrdes; nogle sprang op på husene og værgede sig derfra, andre anfaldt voldsomt, og der opstod en lang og hård kamp, för de kendte hinanden. Om onsdagen red Tord ned i Vallaholt. En mand ved navn Erik var falden, og mange var blevne sårede. Brand med sin flok opholdt sig da på Videmyre og havde 6 hundred mand. Nogle mænd forsøgte at mægle mellem dem, nemlig præsten Isar Povlsson og Vermund Halldorsson, som senere blev abbed på Tingøre, og andre gejstlige, og der blev nu indrömmet stilstand til mægling. Skagfjordingerne tilbød Gissurs dom, i hvad som Tord vilde bestemme, men Tord vilde intet uden selvdom; de råbte herimod, og det blev til intet med forliget. En præst ved navn Björn Starreson drog ud for at samle folk fra Laksådal og Reykjastrand. Han var på Saudå den onsdagsnat, da de torsdagen efter kæmpede sammen; han drömte, straks da han om aftenen var faldet i sövn, at en mand kom til ham og böjede sig op over sængen og sagde disse ord: »domine Jesu Christe accipe spiritum meum (122)«. Præsten vågnede og gik ud, og da han kom tilbage til sængen og faldt i sövn, viste det samme sig for ham anden og tredje gang. Han syntes tydelig at kende denne mand både på hårets fald og udseendet, at det var Brand Kolbeinsson. Medens Skagfjordingerne opholdt sig på Videmyre, kom der sot i deres hær, på den måde at næsten 30 mand tabte bevidstheden og mistede deres førlighed; dette anfald ramte også Brands broder Povl.

Onsdag om aftenen red Tord til Ulvsstad med hele sin flok. Skagfjordingerne var om natten på Videmyre, men drog tidlig om torsdagen derfra over Jøkelså og opstillede sig syd for Djupadalså på fjældskredet; de fylkede dêr deres hær og havde höjt op mod 6 hundred mand. Østmanden Eystein hvide fylkede Brands hær. Der afvæntede de Tord og hans folk. Tord havde henved 5 hundred mand, og denne styrke var vel udrustet. Skagfjordingernes fylking vendte mod vest, og de antog, at Tord vilde angribe fra den side; men Tord og hans folk red ned langs skråningerne, og da de steg af deres heste og løb sammen, stod de overfor flanken af Skagfjordingernes fylking. Brand og hans folk vendte sig mod dem, og da svigtede deres fylking. Der var gamle tørvegrave imellem dem, og dem gik Tord over. Han var i midten af sin fylking, men forrest; i den nordre flöj var Svarvdøler og folk fra nord-bygderne, i den søndre flöj var Øfjordingerne, og bægge disse nåede temlig sent over gravene. Der stødte de på Brand og hans følgesvende. Tord angreb straks, da de mødtes. Først kom en sten-regn, dernæst fulgte spydstik, og Skagfjordingernes fylking begyndte da hurtig at løsnes, som om en kile blev dreven ind i den. Haugsnæs kaldes stedet ovenfor, hvor kampen stod nede på sletten. Så siger Skjald-Hall:

121.
Snart blev slaget på Haugnæs’
slette, hvor blodet tvætted
skjolde og mattede mangen
mand, bekendt i landet.

Menige folk gik frygtløst
frem mod skjoldenes volde,
hvor mod fylking fylking
fægted med kraft og standhaftig.

122.
Bravt sig brugte den rige
Brand, hvor skjoldenes rande
skåredes. Vej hans hvasse
vægtige spyd kunde bryde.

Hidsig sprang de spidse
spær for bringer at stinge;
ravnene drak den dunkle
drik, der vælded af stikket.

Hall nævner også, at Brand var forrest i fylkingen i begyndelsen af kampen; frem foran ham gik Jon Skideson, som kaldtes kor-buk, en stor og stærk mand. Så siger Hall:

123.
Forrest i de fylkte
flokke gik goden med blodigt
sværd, hvor malmstumper marken
mærked, — og Tord den stærke.

Forrest de skød mod skjoldet
skjold, de frænder tvende;
sværd man svang, og svare
slag begyndte at brage.

Da Jon Skideson løb frem foran Brand, drev han med bægge hænder et spyd mod Tord, så at han faldt omkuld, og Skagfjordingerne råbte derad; Torstein Gunnarsson sprang frem over ham. Da tildrog mange begivenheder sig samtidig, med hug og spydstik. Dette var en så heftig kamp, at ingen slig har tildraget sig på Island, både i henseende til mandstyrke og mandefald. Tord stod hurtig op efter at være faldet, og sagde at han intet fejlede. Gegne Illugeson gik modig frem; han stødte efter Håkon galen og ramte i öjet; stikket gik ud gennem nakken, og det blev hans bane. På bægge sider blev stort mandefald. Einar rigmand hed en mand, som boede i Vik udenfor Stad og var gift med Tords frænke Ingebjörg Bergtorsdatter. Han var sat til, hvad han gjorde, at flygte først af alle, fulgt af sin sön Brand og derefter mange andre. Tord og hans mænd trængte stærkt på, da de så, at der opstod flugt, og nu faldt påny folk på bægge sider. Haver Björnsson, Brand Atleson og mange andre sammen med Fljôt-mændene og Slethlidingerne nåede ind i den nordre flöj af Tords fylking og gik tappert frem, de dræbte der henved 20 af folkene nordfra, så at den ene lå ved siden af den anden. Men blandt folkene fra herredet og mændene fra vest for heden opstod der flugt, og det var en talrig mængde; men hvis de var bleven stående stille, selv om de ikke havde gjort andet, så havde Skagfjordingerne vundet over folkene nordfra. Dog nu gik det ikke således. Torarin Tomasson kom på en hest og forfulgte de flygtende. Torbjörn Sælænding (123) red bort sammen med andre flygtninge; da hørte han et råb bag sig, at han skulde vise mod og komme til hjælp. Torbjörn vendte hurtig om og så to mænd angribe Svein ildbebuder, af hvilke den ene var til hest; han drev spydet igennem denne, så at det blev hans banesår, det var Torarin Tomasson. Den anden mand, som havde angrebet Svein, blev også dræbt.

Are Finnsson, som boede i Bjarnastadahlid, vilde ikke fly; han støttede sig på sin økse og sang Marieverset (124), da folk senest hørte til ham. Almar Torkelsson huggede ham banehug. Brodde Torleivsson, Asbjörn Illugeson, Einar lang, Gegne Illugeson, Jon buk samt de tre Karp-Helge-sönner Koll-Svein, Torvald og Bergtor gik alle djærvt frem og en stor skare med dem (125). De gik frem foran Brand, så at han var uden fare, så længe de var alle uskadte og ikke adskilte. Imod dem kom Tord med sin huskarle-skare og en stor flok af andre mænd, og der opstod da påny den heftigste strid. Her blev Gegne skilt fra sine fæller. Tre eller fire mænd angreb ham, han værgede sig vel og mandig, men blev meget træt, da han havde en tung brynje; han faldt omkuld, og de trak da brynjen op over ham og dræbte ham således. Der var en mand ved navn Hjalte, som kaldtes jærnöje, han var en rask mand, med lyst hår, som faldt ned over hærderne under stålhuen; folkene nordfra troede, at det var Povl Kolbeinsson, og 3 mænd angreb ham. Han sagde, at ingen løs og ledig mand skulde være dem hårdere end han, og de kæmpede længe mod ham, för han faldt; han havde henimod 30 sår og lod sit liv med stort heltemod. Jon Skideson tede sig, som om han han ikke så nogen anden mand end Tord, og anfaldt ham med voldsomhed. Tord sagde senere, da man talte herom, at hvis der havde været tre sådanne bukke (126), havde han aldrig oftere set solen. Nu blev der kæmpet heftig af alle dem, som holdt stand med Brand. Så siger Hall i Brands-drapen:

124.
Striden blev stedse mere
stræng og hård, jo længer
kampen stod; de kæmper
kække svang bidende ægge.

Og den ene måtte
ende sit liv af de tvende;
ivrig de gik på hinanden
ind — det var strid, som vil mindes.

125.
Langspyd flöj, og livet
lod da bønder gode;
faldet blev stort; om stridsgny
stålene sang på vangen.

Hele det stenede Haugsnæs
hærene strøde med døde;
luftens ravne lugted
lig og begyndte at skrige.

Da det lang tid var gået således, splittedes Brands skare, og mandefaldet begyndte. Rane Kodransson slyngede en stor sten mod Jon Skideson; den ramte bringen og knuste de nedre ribben, så at det blev hans bane. Jon værgede sig dog nogen tid derefter, da han næsten ingen andre sår havde; han lod sit liv med stort mod og ypperlig manddom. Brand kom op på en hest, men blev på flugten greben mellem gårdene Grund. Kolbein grane tog ham og førte ham op på marken, hvor nu korset står. Kolbein opsøgte Tord og sagde, at Brand var taget til fange. Tord spurgte: »hvorfor dræber I ham ikke«? Tord sad da oppe på marken, og kampen var næsten endt. Kolbein svarede »jeg vidste ikke, om du vilde gå derhen«. Tord rejste sig. Da sagde Ravn Oddsson: »gå ikke derhen, Tord, hvis Brand ikke skal have fred«. Da satte Tord Sigurd Glumsson til at dræbe ham. Kolbein grane og mange mænd med ham gik derhen, hvor Brand var fanget. Sigurd huggede til Brand med en økse, men Brand skød et rundskjold over sig. Kolbein vristede skjoldet fra ham. Da huggede Sigurd Brand lige i hovedet og kløvede det på tværs ned til ørene; der lod Brand sit liv. Ved hans død var hen imod 30 mænd til stede. Eyjulv Torsteinsson greb sin frænde Einar lang og tilstod ham fred; han havde kæmpet tappert. Flere mænd blev grebne der, men fik fred af forskellige frænder eller venner. Men alle de flygtede, som formåede det. Der faldt en mængde folk af bægge partier, og mange blev sårede. De ypperste bønder fra Øfjord faldt, således Klypp Ketilsson, Torgils Hola-svend, Gudmund Gilsson, Magnus Narveson og Vigfus Torgilsson, næsten 40 faldt af Tords parti. Af Skagfjordingerne faldt Brand Kolbeinsson, Jon Havlideson, Kleppjarn Hallsson, Olav chaim og Illuge fra Svinavatn; af Brands mænd faldt mellem 60 og 70. Så siger Ingjald i den flok, som han digtede om Brand og angav, hvor mange der var faldne:

126.
Vredt sig lykken vendte
væk fra Skagafjords kække
mænd, ti mødet gjorde
mangen bleg, og de vege.

Hundred styrted den stormbrags-
strid under skjolde hvide;
var der ej flere faldne,
færre kan ej man regne.

127.
Tiest, tykkes det, skæbnen
tager, hvad mest vi beklager:
falden den herligste hövding
hædret med lov nu sover.

Få så fejre kæmper
fødes der, at de døden
sejrrig slog eller undgik,
søgte de end at flygte.

128.
Himlens fredsriges fyrste,
frels Brands ånd fra vånde!
drot i den hvalte hvælving,
vend al våde til både!

Pinslers og plagers lindrer,
paradiskonge du vise,
und hans sjæl den ædle
evig i fred at leve.

Tord red efter slaget til Flugumyre. Han forkyndte, at alle de mænd, som ønskede forlig med ham, skulde have lejde til at besøge ham. Mange af de mænd, som havde deltaget i kampen, opsøgte ham da, og mange andre. Alle overdrog de ham selvdom og svor ham troskabsed; han underlagde sig alle herrederne og drog derefter nordpå til sit hjem og sad nu en stund rolig. Brands lig blev ført til Stad og jordet der syd for kirken ved koret foran forhusdören. Han blev meget begrædt af sine mænd. Så siger Ingjald i Brands-flok:

129.
Bort for brat den hulde
blev kampilter revet;
tærende sorgen trykker
tung de sönner unge.

Kun med kummer tænker
krigerne på, de rige,
at den ejegode
alle holdt af er falden.


Gissur og Tord underkaster sig kong Håkons voldgift.

Disse tidender flöj hurtig over hele landet og forekom store, således som det var. Da Gissur spurgte disse tidender, trak han mandskab til sig og drog til nordlandet; han havde henved 4 hundred mand. Han kom til Skagafjord og gæstede selv l5de hos Jorunn Kalvsdatter på Stad, han lovede hende og hendes sönner venskab og sin kraftige bistand. Jorunn gav ham gode gaver. Skagfjordingerne opsøgte da Gissur og tilsagde ham deres troskab. Budskab herom nåede Tord, som straks samlede folk og påny fik en stor styrke, men hans mænd var stærkt medtagne og var ikke så kampdygtige som om foråret för slaget. Man begyndte da forhandlinger, her mæglede Tore Arndorsson tot, som lå med et skib ved Eyrar og opholdt sig hos Gissur; også mange andre deltog i mæglingen. Man forligtes om, at kong Håkon skulde være voldgiftsmand mellem dem med de mænd, som han selv vilde bestemme. Både Tord og Gissur skulde drage udenlands om somren. Dette forlig besvor 12 mænd fra hvert af rigerne (127), at det skulde overholdes, men Gissur og Tord mødtes ikke selv. Efter forliget drog Gissur til sydlandet, men Tord beredte sig til udenlandsrejsen. Han overdrog sin svoger Halvdan riget til varetagelse; han tillige med Steinvör og deres börn skulde være på Grund; der var også Tords følgesvende Kolbein grane og Almar Torkelsson. Tord bortgiftede Turid Sturladatter til Eyjulv Torsteinsson (128); de skulde ligeledes opholde sig på Grund om vinteren. Nikolaus Oddsson, Torstein Gunnarsson og Ingjald Geirmundsson rejste udenlands med Tord, og de sejlede ud fra Øfjord. Gissur sejlede ud fra Eyrar og ledsagedes af Önund biskopsfrænde, Gudmund Torhildsson og Torleiv klang. Bægge selskaber kom til Norge om høsten og traf kong Håkon i Bergen og fulgtes bægge med ham nordpå til Trondhjem, ti der sad kongen om vinteren.

Kong Håkon bestemte et møde til afgörelse af Tords og Gissurs anliggender. På mødet lod Tord oplæse en lang rulle, som han havde ladet skrive om Haukdølernes og Sturlungernes mellemværende. Heri kundgjordes mangfoldig skade, som Tord havde lidt ved mandefald. Da sagde kongen »hvad fremfører du her imod, Gissur«? Han svarede: »ikke har jeg bogført mine udsagn, men dog kan jeg svare noget hertil; alligevel indrømmer jeg, at beretningen om vort mellemværende er meget pålidelig«. Og det omdømme fik de bægge, at folk sagde aldrig at have hørt en mere oprigtig beretning end den hver af dem afgav om sin sag, så meget som der havde tildraget sig mellem dem; ingen af dem modsagde den anden eller benægtede hans udsagn. Dog mente man at kunne forstå, at kongen snarest vilde støtte Gissur, så vidt han syntes det kunde lade sig göre. Folk antog, at det var mest på grund af Snorre Sturlasons forhold, da hans død til dels skyldtes kongen. De tilbød at lade alle sagerne gå til kongens dom, men kongen lod dem ikke vedtage det, og ingen afgörelse traf han i deres sag om vinteren. Om foråret drog kongen sydpå til Bergen, og både Gissur og Tord tillige med deres mænd sammen med ham. Da blev der påny talt om sagerne, efter at de var komne sydpå. Da Tord påtalte sagen angående Snorre Sturlason, svarede kongen hertil og sagde at dette tilkom det ham at give bod for, men bad Gissur svare til de andre sager. Og da formente man, at kongen vilde hjælpe Gissur i alle de tilfælde, hvor det kunde sömme sig for ham at tale hans sag. De opholdt sig nu bægge hos kongen.

Her skal der nu fortælles om hvad der skete på Island. Somren efter Haugsnæs-slaget og Brands fald var der fred på Island. Kolbein fra Stad havde da styrelsen af Holar og var om somren efter slaget lidet rask; han kunde hverken spise eller sove af sorg over sin sön Brands død. Han begav sig til Stad for at træffe Jorunn noget för den første Olavs messe og overnattede der, men kunde hverken tale med Jorunn eller andre af sine nærmeste. Derfra red han op på Videmyre til sin datter Ingegerd; han lagde sig til sængs, da han kom her, og døde på sidste Olavs messe (129); de folk, som vidste bedst besked, antog, at mandetab (130) mest havde voldet ham skade. Han førtes til Stad og jordedes syd for kirken hos sin sön Brand. Kolbein var næsten 70 år, da han døde, men Brand var 35 år gammel, da han faldt, en vinter yngre end Kolbein unge. Brands dødsdag og de mænds, som den dag døde, er fire nætter för Jon Hola-biskops messe (131). Da var ledet fra den hellige kong Olavs fald 6 vintre af den l0de tier og desuden et 12-tiers hundred (132), men fra branden i Hitardal, som var den næststörste begivenhed, som da havde tildraget sig her i landet, titi vintre på 2 nær. Da Brand faldt, var Innocentius pave i Rom, Frederik var kejser, Erik Eriksson konge i Sverig, Erik og Abel i Danmark (133), Håkon konge i Norge, Henrik konge i England.

[1247]. En vinter efter Haugsnæs-slaget kom hid til Nordlandene (134) og til Bergen kardinal Vilhelm, sendt af pave Innocentius for at vie kong Håkon under kronen (135). Han indviede også Apostelkirken i kongsgården på Svithuns messedag om somren (136). Kong Håkon lod ved denne lejlighed Gissur og Tord fremstille deres sag, således at kardinalen var til stede, og lod forklare for ham alle sagens omstændigheder. Da kardinalen hørte og forstod den mandeskade Tord havde lidt under deres mellemværende, da tog han i höj grad hensyn hertil og syntes stadig, at skaden var gået ud over ham. Han vilde ikke høre andet, end at Tord skulde drage til Island og Gissur blive tilbage; han sagde også, at det var rådeligst, at én mand blev sat over landet, hvis freden skulde opretholdes. På samme tid blev biskop Henrik indviet til bispestolen Holar på Island, og han støttede meget Tord overfor kardinalen og ligeledes hos kongen; der var da stærkt venskab mellem biskoppen og Tord (137). Olavs messe om somren blev kong Håkon viet under kronen. Han holdt da et stort gæstebud ude i skibs-skuret (138). Det blev nu afgjort, at Tord skulde til Island, og han blev sat over hele landet til at styre det, men Gissur måtte blive tilbage, og hermed var han meget misfornöjet; han fik et len nordpå i Trondhjem (139). Tords frænde Torgils blev tilbage hos kongen som et slags gissel for Tord til betryggelse for kongen (140).


Tord sendes til Island for at underlægge sig øen.

Den sommer, da Tord vendte tilbage til Island, var der forløbet to vintre, siden Kolbein unge døde og Svarthövde Dufgusson rejste udenlands fra Hvitå med de varer, som Kolbein havde givet til rejsemidler for Tord. Svarthövde var i Norge den vinter, da Tord boede på Grund, men samme sommer som Tord rejste bort, kom han tilbage og landede på Vestmanna-øerne. Den sommer kongen blev kronet, drog biskop Henrik og Tord til Island. Tord landede på Vestmanna-øerne og tog her imod et stort vin-forråd, som Svarthövde havde ført til Island for Tord og efterladt der på øerne. Tord rejste op til Keldur og traf der sin svoger Halvdan og Steinvör. De var bægge vendt tilbage fra Øfjord på nordlandet og havde syntes dårlig om Tords følgesvende. Tord red derfra til Grund i Øfjord og opholdt sig en tid dêr, indtil han drog til bygderne mod vest. Da han kom til Borgarfjord, tog han under sig alle bygderne og alt Snorre Sturlasons gods og ligeledes Borgarfjords-herredet (141). Han drog til Torleiv på Gardar, lod ham aflægge troskabsed og satte ham mest over herredet (142). Derefter sendte han folk til Bessastad og tog denne gård til sig og fik derfra en stor mængde malt, som han førte op til Reykjaholt, hvor han agtede at sidde om midvinteren (143). Han drog nu vestpå til Saurbø og var i begyndelsen af julen hos Sturla på Stadarhol, hvorefter de bægge drog til Reykjaholt og sad der til nær hen imod faste. Da ankom vestfra Einar Torvaldsson (144) og Ravn Oddsson, og alle Vestfjordinger lovede Tord lydighed. Denne vinter giftede Nikolaus Oddsson sig på Reykjaholt (145). Sydfra kom biskop Sigvard; han og Tord havde i førstningen ikke let ved at blive enige, men fik dog deres anliggender godt ordnede. Tord gav bispesædet Skålaholt gården Skogtjörn på Alvtanæs til bedste for sin faders sjæl og sin moders; hun var død om efteråret, för han rejste fra nordlandet. Tord red nordpå hen imod påske og tog under sig alle herreder i Nordlændinge-fjærdingen, og herimod gjorde nu ingen mand indsigelse. Han tilbød ingen bøder for sin frænde Brand, og ingen krævede bod; Brands sönner var da unge, den ene 8 vintre, den anden 9.

[1248]. Om foråret indrettede Tord sig endnu en gård, på Geldingaholt i Skagafjord, og der opholdt han sig ofte. Denne husholdning bestyrede Kolfinna Torsteinsdatter, hun var Tords frille, og de havde en datter, som hed Halldora. Tord havde med Yngvild Ulvsdatter to sönner, Tord og Ulv. En sön af ham og Nereid Styrmedatter hed Styrme. Tords ældste sön var Jon kirkebod han var født i Vestfjordene.

Denne sommer red Tord til tings med talrigt følge; de fleste betydeligere mænd var på tinget, og alle föjede de sig efter Tord, undtagen de sydlændinger, som var Gissurs mænd; og desuden nogle Åboere (146), som ikke vilde rette sig efter Halvdans råd. I Østfjordene var da Torarin Jonssons sönner Torvard og Odd i deres ungdom; de var i besiddelse af deres fædrene arvegods og søgte i alle deres sager råd og hjælp hos Tord. Sæmund Ormsson havde herredømmet over Sida og besad sit fædrene arvegods; hans broder Gudmund var da ung, og Sæmund styrede for dem bægge, han var en klog, men temlig fordringsfuld mand og tegnede til at blive en stor hövding (147). Han boede på Kalvafell. Han søgte ivrig Tords venskab og bad ham om hans råd og vejledning, han ønskede også at tage ophold hos Tord. Tord var enerådende i alle sager på tinget og tog til lovsigemand Olav Tordsson hvideskjald (148); han viste sig temlig fjendtlig mod sydlændingerne og sagde, at nu kunde han se, hvilken faderbod de vilde unde ham, da de nødigere vilde tjæne under ham end under nogen anden mand på Island, men de brød sig ikke om dette. Han lovede, at det ikke skulde gå dem godt, hvis de vedblev med slig storagtighed. Dog red Tord fra tinget tilbage til nordlandet og var hjemme om somren.

Men om efteråret, da man havde vished angående sejladsen og det viste sig, at Gissur ikke kom til landet, red Tord sydpå over Kølen med en stor skare mænd og gennemrejste hele Gissurs bygd. Da gjorde de fleste ingen indsigelse mod at tjæne ham, men det var dog for dem den störste tvang. Han pålagde også alle bønder pengebøder, og det vilde de heller end åbenlyst tjæne under Tord, ti de var trofaste i deres lydighed mod Gissur. Tord drog helt ud på næssene og derfra op i Borgarfjord; da var Sæmund Ormsson kommen til ham. Tord drog fra Borgarfjord vestpå til Dalene og fordelte rigerne mellem sine to frænder Sturla Tordsson og Jon Sturlason; dette gjorde han på Torbergsstad. Han red siden nordefter ad Laksådalshede og sad på Grund om vinteren. Den vinter bortgiftede han Ingunn Sturladatter til Sæmund Ormsson, og næste sommer rejste de til Østlandet, til den gård Sæmund havde der; han blev nu en meget hensynsløs mand, og man væntede sig i ham en hövding (149). [1249]. Om somren red Tord til tinget, og ingen mand modsatte sig ham her; sydlændingerne betalte den pengebod Tord havde pålagt dem, dog kun under den störste tvang. Samme sommer blev Sæmund Ormsson og Ögmund Helgeson noget uenige; de forebragte Tord dette, og han jævnede de sager, som var imellem dem, og hvorom de ikke havde kunnet enes. Ingen gjorde da heller indvending mod hvad Tord bestemte (150).

Denne sommer kom der et brev fra kong Håkon til Tord, hvorved han indstævnedes for kongen. Det indeholdt nogle anklager mod Tord og bebrejdelser for, at han mere havde stræbt efter selv at underlægge sig landet end at bringe det under kongen, således som denne mente, at deres aftale medførte. Biskop Henrik påstod også dette, at Tord ikke holdt hvad han havde lovet kongen. Der opstod da mange stridigheder mellem dem, så at der næsten ikke var den ting de kunde enes om. Denne uenighed voksede således, at Henrik besluttede sig til at rejse ud af landet den sommer og opsøgte kong Håkon. Han gav biskoppen en udmærket modtagelse ti han vidste, at han oprigtig havde støttet hans sag på Island. Biskoppen talte ikke til fordel for Tords sag, men sagde, at han ikke holdt det han havde lovet, og at kongens vilje aldrig vilde få fremgang på Island, så længe Tord rådede her. Biskoppen opholdt sig hos kongen om vinteren og kongen lånte villig øre til hans udsagn, derimod var der få mænd i Norge som talte Tords sag, med undtagelse af nogle fæller af ham.


Noter:

1. Således som sagaen om Sighvat Sturlasons sön Tord kakale foreligger i Sturlunga Saga, mangler den sandsynligvis både begyndelse og slutning; det i Sturlunga-samlingen optagne parti fortsætter Islændinge saga, men frembyder dog — foruden gentagelser — nogle uoverensstemmelser med det nærmest forud fortalte. Den sammenhængende beretning om Tord omfatter årene 1242—50. Grunden til Tords tilnavn, der som i I, 53 bemærket, sandsynligvis betyder djævel, kendes ikke, men kan muligvis skyldes, at han har anvendt dette fremmedord som en ed eller lignende.

2. Solveig var enke efter Tords broder Sturla Sighvatsson, som faldt i slaget på Örlygstad 1238.

3. Hjalte, sön af biskoppen Magnus Gissursson, var bosat på sydlandet.

4. Sandsynligvis Björn klods; om den fjærde broder, Björn køgil, høres ved denne lejlighed intet. (Kægill, som endnu kendes i visse egne på Island, betyder egl. „lille øse, slev“, men bruges også om en lille uanselig mand, og denne betydning har vistnok ordet som tilnavn.)

5. Einar var søn af den 1228 indebrændte hövding i Vatnsfjord Torvald Snorreson og Snorre Sturlasons datter Tordis; han og mange andre Vestfjordinger sluttede sig til Kolbein, da de var misfornöjede med det voldsherredömme, som de havde måttet tåle af Snorres sön Urøkja.

6. A. B. var en slægtning af Sturlungerne.

7. Gisle Markusson fra Raudesand var en trofast tilhænger af Sturlungerne, med hvem han var besvogret.

8. Torfinn er en i slutningen af Islændinge saga nævnt norsk skibsfører, som havde taget de to landsforviste Dufgus-sönner ombord. På Hjardarholt boede Dufgussönnen Björn klods.

9. D. v. s. omkring kl. 9 formiddag.

10. D. s M.-messe er 8. sept.

11. Halldora var Sighvat Sturlasons enke og Tords moder, som i slaget på Örlygstad havde mistet sin mand og 4 sönner.

12. Sön af Sæmund Jonsson i Odde på sydlandet

13. Sverting, som oftere er nævnt i Islændinge Saga, var Dufgussönnernes farbroder og således en slægtning af Tord og Tume.

14. Steinunn havde været gift med den af Urøkja ombragte Odd Åleson.

15. 1. november.

16. D. v. s. bosatte mænd.

17. „Gæster“ kaldtes en afdeling af den norske konges huskarle, som anvendtes til farefulde hverv og jævnlig udsendtes til, sådanne foretagender.

18. Pisket tykmælk.

19. Orms forhold, som det er skildret i „Islændinge saga“ (I, 492), synes ikke at berettige til denne beskyldning.

20. D. v. s. alle de af Halvdan afhængige bønder.

21. Sml. I, 474.

22. Teit Torvaldsson var lovsigemand 1219—21 og 1236—47, men kaldes her under påvirkning af senere tiders forhold „lagmand“.

23. Tingrejseløn var en offenlig afgift, der svaredes af alle nogenlunde velstående bønder

24. T. er en fjældhede, som skiller nordlandets vestlige bygder fra egnene omkring Borgarfjord; dens navn hentyder til, at det tager et dögn at rejse over den.

25. D. v. s. bygden Hvitåside.

26. Navn på en gård.

27. Åen er den Borgarfjord-herredet gennemströmmende Hvitå.

28. D. v. s. is så stærk at den kunde bære heste.

29. Det var Tords frænder Svarthövde, Køgil-Björn og Kolbein grane.

30. Landskab vest for Hvitå, således benævnt efter de udstrakte moser

31. D. v. s. de i Svignaskard og Eskeholt efjerladte mænd.

32. Åen må altså have været tilfrossen.

33. Den flade, ved ebbetid tör-liggende strandbred på overgangen mellem Myrerne og Snefjældsnæs, hvorover egnens hovedvej fører.

34. Andreasmesse er 30. november.

35. Fredag-nat må betegne natten mellem fredag og lördag. „Stjærnen“ er syvstjærnen (Plejaderne), efter hvis stilling nattens timer almindelig beregnes på Island. D. 28. november 1242 (gammel stil, altså 5. december) stod syvstjærnen set fra Helgafell i øst omtr. kl. 5 efterm., c. 3 timer efter solens nedgang.

36. Svarthövdes fader, som altså den gang må have bot her.

37. Olav Höskuldsson med det besynderlige tilnavn „chaim“ (Hebraisk?) var en af Kolbeins følgesvende

38. Tilnavnets betydning er uvis.

39. Bödvar (på Stad) var Tord kakales fætter.

40. Sml. s. 9—10.

41. [Kr. Kålund skriver her „Asgrim“, hvilket må være en fejl (jl)].

42. Svevnøerne (Svefneyjar) er en øgruppe i Bredefjord, hvis skyldsætning er 40 hundred.

43. Trækylle (Trékyllir) betyder „træ-posen“ og bærer samme navn som et af vragstumper sammentømret skib, hvorefter Trékyllisvík fik sit navn.

44. „Smed“ betyder håndværker i almindelighed.

45. Som tidligere (s. 14) fortalt kaldtes Asbjörns følge på norsk vis „gæster“.

46. „At bevæge halen frit“ er et ordsprog, som betyder „at have sin frihed“.

47. Sml. II, 16.

48. Disse Kolbeins-mænd må vel være en mindre styrke, som har sat sig fast på den udfor spidsen af Dala syssel liggende Langø, der ved Kross-sund skilles fra fastlandet.

49. D. v. s. en borgformet klippe.

50. D. v. s. Tord kakales modstander Kolbein Arnorsson den unge.

51. D. v. s. selve hovedlandet Island.

52. Denne tange forbinder Arnø med Langø.

53. De øgrupper, som danner overgangen mellem Snefjældsnæs og Dala sysler, og som næsten aflukker den egenlige Bredefjord (eller bugt) fra dens forgrening Hvams-fjorden; til disse hører også de i det nærmest foregående omtalte øer.

54. Hermed kan sammenlignes skildringen af Snorres drab I, 492, hvor fremstillingen er noget afvigende.

55. Af de to Olavsmesser faldt den ene 29. juli, den anden 3. avgust.

56. Denne mand hed Nikolaus Oddsson, men var dog ikke broder til Ravn; se II, 8.

57. Sml. I, 512, II, 6.

58. At rejse fra Dala syssel til nordlandet ad denne vej er en betydelig omvej; men Tord vælger den for således at kunne overrumple fjenderne.

59. D. v. s. 10. avgust.

60. „Skard“, det danske „skår“, betegner „pas“.

61. Den tredje flok føres nemlig af Tord selv.

62. Indgangen til islandske huse dannes af en ret rummelig forstue.

63. Bödvar fra Stad var Tord kakales fætter, Torleiv fra Gardar en sön af disse to mænds farmoders broder.

64. Sml I 495—96. Det her nævnte Gardar ligger på Alvtanæs (Gb.). Orm Björnsson er Kløngs broder.

65. Dette foregår i årets begyndelse, forud for de sidst anførte begivenheder.

66. D. v. s. forråd og kreaturbesætning, svarende til hvad der nu fandtes på gården; dennes overdragelse til brug har altså kun skullet gælde et år.

67. D. v. s. Tord og hans broder Tume.

68. For resten af dette stykke foreligger betydelige afvigelser mellem sagaens to håndskriftklasser; hvad der fra den anden håndskriftklasse optages i den her givne tekst, uden at dets plads i teksten er utvivlsom, sættes i skarpe klammer.

69. D. v. s. den i den inderste vig at Hrutaford udmundende å, ved hvis udløb det omtalte vadested må søges.

70. Sml. I, 477.

71. Hermed sigtes til, at Tord og hans fader Sighvat uegennyttig bestyrede Kolbeins ejendom og herredömme under hans udenlandsrejse som ung. Sml. I, 423, 434—35.

72. Kolbeins næstsøskendebarn.

73. Tords tog til Vatnsdal s. 38 ff.

74. Dette må være den nysnævnte senere med Sturlungerne besvogrede V. Gunnsteinsson.

75. D. v. s. Torkel Arneson; Bitra-Kele betyder Torkel fra Bitra.

76. Den tinde hvorefter gården har navn.

77. For Björn køgils drab indeholder den yngre håndskriftklasse en paralleltekst med forskellige afvigelser; af nye træk kan fremhæves, at Björn søger ned til skibet for at bringe kundskab om overfaldet til Reykjaholar; han gribes mellem gårdene Kamb og Tindar, får foreløbig fred, men da Kolbein befaler hans drab, gennemborer 5 mænd ham samtidig, hvorefter Ottar biskopsfrænde giver ham et hug i halsen, „og de sagde at han døde leende“.

78. D. v. s. den slugvorne.

79. Dette er egenlig fortalt én gang för, s. 52.

80. Dette sidste punktum (fra „Da de red“) er egenlig en paralleltekst til det nærmest foregående. Den pågældende dato er 19. april 1244. — Også i den følgende fremstilling vil man hist og her mærke spor af parallele tekster.

81. Den af biskop Gudmund indviede kilde.

82. Ifølge den islandske folketro bebudes en fremmeds forestående ankomst af vedkommendes følge-ånd, der kan iagttages af synske, men hvis nærværelse også mærkes ved en pludselig påkommende sövntrang hos den, hvem besøget gælder.

83. Sml. I, 483. [Islændinge saga, note 568 (jl)]

84. Sturla Tordssons svigermoder.

85. Torleivs broder er Bödvar i Bø; det er dog — besynderligt nok — ikke ham, men Sturlas broder Bödvar på Stad, som i det foregående er nævnt. Sml. s. 43.

86. Nævnes kun her.

87. Ordet kan i og for sig også betyde „araber“.

88. D. v. s. rædselsstolpen; „brand“ benævntes de forlængede, opstående skibsstævne.

89. St. Hansdag.

90. Nedslagtning at kystboernes kvæg på røvervis.

91. Floe er navnet på den store havbugt, som skiller Vestfjords-halvøen fra Islands nordland.

92. 120 udgör, som det vil erindres, et stort hundred.

93. På Island byggedes ikke så store fartöjer, at de ikke kunde gå over havet til andre lande.

94. Den norske konge Harald hårderåde; han havde været ven af Islænderne og var særlig yndet af disse.

95. D. v. s. entrehager.

96. „Angrebs-flok“ er digtets navn; det kaldes „flok“ og ikke „drape“ på grund af dets simplere bygning.

97. Solen står i sydøst kl. 9 formiddag; ved St. Hansdagstid står den i disse egne op allerede kort efter midnat.

98. Da Bård var blandt de første, der flygtede, og Bjarne savnes af Tord, må dette foregå fjærnt fra hovedstyrken.

99. Dette Reykjanæs, på vestsiden af bugten Floe, forekommer også II, 61, er helt forskelligt fra de tidligere nævnte steder af dette navn.

100. Kl. 3 eftermiddag.

101. D. v. s. i bygden Trækyllesvik.

102. Omtr. Kl. 9 aften.

103. D. v. s. de til menneskeføde bestemte skrog af fangede eller i land drevne hvaler, som fandtes på kysten.

104. D. v. s. Øre i Arnarfjord.

105. Sön af den på Örlygstad faldne hövding, Tords broder Sturla Sighvatsson.

106. Sådanne voldgiftskendelser, som fra nu af blev bestandig hyppigere, støttede i höj grad kong Håkons indflydelse på de islandske forhold.

107. Denne begivenhed kendes ikke nærmere.

108. De to Mariemesser falder 15. avg. og 8. sept.

109. Sml. II, 62.

110. 20 mark sølv, som i købeævne antages at svare til c. 6000 kr.

111. Kolbein fra Stad (eller K. koldelys) var Brands fader.

112. 22. juli.

113. Bidrag til husholdningen ved et levende får fra hver bonde.

114. Datter af Sturla Sighvatsson.

115. Laurentius messe, d. v. s. 10. avgust.

116. Kolbeins enke.

117. Sml. II, 65, anm.

118. En komet fra disse år kendes ellers ikke.

119. Kan ikke være datter af Halvdan Sæmundssons hustru, Tords søster Steinvör, da Teit var Steinvörs søstersön.

120. Ravns fætter, en sön af Eyjulv Kårsson og R.s moster Herdis.

121. Grunden til, at Tord og hans mænd har været udelukkede fra gudstjænesten, er sikkert den dem overgåede fredløshedsdom (sml. II, 33).

122. Latin, i oversættelse: Herre Jesus Kristus, modtag min ånd.

123. D. v. s. fra gården Sævarland.

124. Ave Maria.

125. Karp-Helge synes at betyde Helge skryder, hans sön Koll-Svein har vel sit tilnavn af en ejendommelighed ved hans hoved.

126. Sml. Jons tilnavn „buk“.

127. D. v. s. Tords og Gissurs magt-områder.

128. Turid var en uægte datter af Sturla Sighvatsson og havde navn tilfælles med sin halvsøster, som var gift med Ravn Oddsson.

129. De to Olavsmesser indfalder henholdsvis 29. juli. og 3. avgust.

130. D. v. s. sönnens død.

131. Jons messe (den senere) er 23. april.

132. Et 12-tiers hundred er et „stort“ hundred, d. v. s. 120; kong Olav faldt år 1030, Brand 1246; branden i Hitardal var 1148.

133. Når Abel tillige med sin broder Erik betegnes som konge i Danmark, er dette urigtigt, men han lå på denne tid som hertug i Sønderjylland i strid med Erik.

134. D. v. s. de nordlige, lande, de nordiske riger.

135. D. v. s. krone kong Håkon. Efter forudgående forhandlinger sendte paven V., kardinal-biskop af Sabina, som sin legat for at krone kongen og undersøge kirkens tilstand i Sverig og Norge, hvor han landede i begyndelsen af 1247.

136. 2. juli.

137. Biskop Henrik var ligesom forgængeren, Botulv, norsk af fødsel.

138. Kroningen foregik 29. juli. For at få et tilstrækkelig stort rum til gildet måtte man benytte et skur, som kongen havde ladet bygge nede ved landingsstedet til brug for sine skibe, 90 alen langt og 60 alen bredt; dette udsmykkedes nu på det prægtigste.

139. Trondhjem betegner som bekendt i ældre tid i modsætning til Nidaros landskabet T.

140. Torgils er den senere så bekendte Torgils skarde, en sön af Tords fætter Bödvar. At Tord af kongen sættes over hele Island, kan ikke forstås som en ligefrem udnævnelse til øens bestyrer, da denne endnu formelt var uafhængig.

141. Når Tord således tilegner sig alle Snorres efterladenskaber og hövdingdömmer, sker dette på kongens vegne, som mente, at denne, der var kongens håndgangne mand, ved brud på sin troskabsed havde forbrudt liv og gods. Sml I, 492

142. Torleiv pa Gardar var på mødrene side beslægtet med Sturlungerne. Sml. II, 43.

143. Bessastad havde tilhørt Snorre, og af kirkeejendommen Reykjaholt havde han haft bestyrelsen.

144. Snorres dattersön, fra Vatnsfjord.

145. Denne mand ægtede en søsterdatter af Snorre, Gyda, hvis forældre boede på Reykjaholt.

146. Åboerne (Åfolk, Áverjar) kaldtes beboerne af den mellem de to Rangåer indesluttede bygd, som udgör den midterste del af det nuværende Rangárvalla syssel på Sydlandet.

147. De her nævnte mænd, de to brødrepar Torarin og Odd samt Sæmund og Gudmund, var fættere og tilhørte Østlandets anseteste slægt, de såkaldte Svinfellinger (fra gården Svínafell i Skaftafells syssel); dennes overhoved S.s og G.s fader Orm Jonsson var død 1241.

148. Olav var en broder til Sturla Tordsson og altså Snorre Sturlasons brodersön, han havde på sine rejser i udlandet bl. a. opholdt sig hos Valdemar sejr i Danmark, var i øvrigt en fredelig mand med gejstlig uddannelse („underdegn“) og med litterære interesser.

149. Ingunn var datter af Tords broder Sturla Sighvatsson og søster til den foran nævnte Jon Sturlason.

150. Striden mellem Sæmund og hans fasters mand Ögmund, og Tords forhold til bægge, fortælles senere udførligere i Svinfellinge saga, men i flere henseender afvigende fra denne fremstilling, da kilderne er forskellige.