Torgeirsdrapaen
Hopp til navigering
Hopp til søk
Skjaldekvad
Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Den norsk-islandske skjaldedigtning, 1912-1915
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Tormod Kulbrynsskjald Berseson
† 1030
Torgeirsdrapaen
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2016
- 1.
- Rullestokkens stodhingsts
- styrer åbned’ tappert
- kampen; kækt han bragte
- Kløings arving døden.
- Godt blev Håvar hævnet;
- Havgangerens Mode
- voldte værket — femten
- vintre gammel — heldigt.
- 2.
- Ingolfs arving faldt for
- åre-Sleipners styrer;
- vidt omkring, jeg venter,
- véd man nu om drabet.
- Masteøgets aver
- endte Torbrands levned;
- manden lod da livet
- (liden grund til trætte).
- 3.
- Tavst Butralde trimled’
- truffet af spydsodden;
- våbenmødets måge
- mæt fra striden letted’.
- Dog vil drabet næppe
- (dette skal ej nægtes)
- redde skjoldets rødner
- ros fra folkeslægten.
- 4.
- Folk har spurgt, at fjenders
- falske snak os skilte,
- men råd fra sårslangens
- svinger tit jeg fulgte.
- Vel var folk mod vovens
- vilddyrs styrer hadske;
- jeg vil intet mindes
- uden et godt venskab.
- 5.
- Mårs søn fik af manden
- (mæt af blodet ravnen —)
- sin lyst til strid lønnet
- (— letted’ fra sværdstormen).
- Dernæst dræbte bølge-
- dyrets herre Bjarne
- og Skuf — gerne gik den
- gæve mand til striden.
- 6.
- Gunns stødtræ styrede
- stavnplagen ud herfra
- seks gange; den sårorms
- svinger frembød raskhed.
- Mangen gang lod guldets
- giver den sortstrøgne
- knar sætte i søen;
- snild var den gavmilde.
- 7.
- Raskt brød sværdets rødner
- (revser af mænds fjendskab —)
- Hælbens-Snorres hustag
- (— heftig strid han voldte);
- vandløbets gløds giver
- (ganske vist jeg spurgte)
- dræbte — til dåd ægget —
- dengang tre på én gang.
- 8.
- Jeg tovværks-Hrafns tapre
- træ husker (han sejred’
- ofte); Torers arving
- under spyd han lagde.
- Ørnen fik sin æde,
- Odds sår blev da gengældt;
- med styrke stavnhestens
- styrer fremmed’ hævnen.
- 9.
- Med Ragnvald sværdsangens
- (siger skjalden) gæve
- Njord da steg på stagets
- stodhest — klar til hærfærd.
- Fjendefolk han tappert
- fælded’ i kamp; længe
- huskes Håvars arvings
- heltedåd i striden.
- 10.
- Gaut, den våbenvante,
- véd jeg, misted’ livet
- i skjoldtrætten; Torgeir
- tumled’ Sleites arving.
- I løn modtog manden
- — mærket til død — smerte;
- en mægtig høst henter
- hærtings røgter ofte.
- 11.
- Torgeir tilbød guldets
- tjørne våbenstilstand;
- klogt den kække undveg
- kamp mod overmagten.
- Flod-flammens deleres
- fredord for sandt manden
- antog; svig den snilde
- snart dog måtte døje.
- 12.
- Standfast rakke-renens
- røn forsvared’ knarren;
- fyrre mænd han mødte
- (modet svigted’ aldrig).
- Fjendens folk fik skrammer,
- førend manden segned’;
- stridens ask i stavnen
- stred med megen djærvhed.
- 13.
- Kampens fyr til fulde
- frænde-hjælp da yded’;
- tit, hvor Torgeir fandtes,
- tog det slut med freden.
- Et mægtigt ry mandens
- mod afstedkom; nordfra
- lyder lov om armens
- lysende stens giver.
- 14.
- Jeg véd, at val-bækkens
- våges mætter stadigt
- stærkt i sværdets stødtræs
- strenge trætte virked’.
- Tungesnilde Torgeir
- Torer og Mår dræbte;
- freden lod de fare
- forlods, så jeg hørte.
- 15.
- Skibets flugtsky fører
- fælded’ ene tretten,
- inden sværdets svinger
- selv sin bane mødte.
- Og dér den dådriges
- drabsrække må ende;
- let for den, der lytted’,
- lod jeg kvadet flyde.