Torgeirsdrapaen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Tormod Kulbrynsskjald Berseson
† 1030

Torgeirsdrapaen

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Den norsk-islandske skjaldedigtning, 1912-1915

---

1.

Rullestokkens stodhingsts

styrer åbned’ tappert

kampen; kækt han bragte

Kløings arving døden.

Godt blev Håvar hævnet;

Havgangerens Mode

voldte værket — femten

vintre gammel — heldigt.

2.

Ingolfs arving faldt for

åre-Sleipners styrer;

vidt omkring, jeg venter,

véd man nu om drabet.

Masteøgets aver

endte Torbrands levned;

manden lod da livet

(liden grund til trætte).

3.

Tavst Butralde trimled’

truffet af spydsodden;

våbenmødets måge

mæt fra striden letted’.

Dog vil drabet næppe

(dette skal ej nægtes)

redde skjoldets rødner

ros fra folkeslægten.

4.

Folk har spurgt, at fjenders

falske snak os skilte,

men råd fra sårslangens

svinger tit jeg fulgte.

Vel var folk mod vovens

vilddyrs styrer hadske;

jeg vil intet mindes

uden et godt venskab.

5.

Mårs søn fik af manden

(mæt af blodet ravnen —)

sin lyst til strid lønnet

(— letted’ fra sværdstormen).

Dernæst dræbte bølge-

dyrets herre Bjarne

og Skuf — gerne gik den

gæve mand til striden.

6.

Gunns stødtræ styrede

stavnplagen ud herfra

seks gange; den sårorms

svinger frembød raskhed.

Mangen gang lod guldets

giver den sortstrøgne

knar sætte i søen;

snild var den gavmilde.

7.

Raskt brød sværdets rødner

(revser af mænds fjendskab —)

Hælbens-Snorres hustag

(— heftig strid han voldte);

vandløbets gløds giver

(ganske vist jeg spurgte)

dræbte — til dåd ægget —

dengang tre på én gang.

8.

Jeg tovværks-Hrafns tapre

træ husker (han sejred’

ofte); Torers arving

under spyd han lagde.

Ørnen fik sin æde,

Odds sår blev da gengældt;

med styrke stavnhestens

styrer fremmed’ hævnen.

9.

Med Ragnvald sværdsangens

(siger skjalden) gæve

Njord da steg på stagets

stodhest — klar til hærfærd.

Fjendefolk han tappert

fælded’ i kamp; længe

huskes Håvars arvings

heltedåd i striden.

10.

Gaut, den våbenvante,

véd jeg, misted’ livet

i skjoldtrætten; Torgeir

tumled’ Sleites arving.

I løn modtog manden

— mærket til død — smerte;

en mægtig høst henter

hærtings røgter ofte.

11.

Torgeir tilbød guldets

tjørne våbenstilstand;

klogt den kække undveg

kamp mod overmagten.

Flod-flammens deleres

fredord for sandt manden

antog; svig den snilde

snart dog måtte døje.

12.

Standfast rakke-renens

røn forsvared’ knarren;

fyrre mænd han mødte

(modet svigted’ aldrig).

Fjendens folk fik skrammer,

førend manden segned’;

stridens ask i stavnen

stred med megen djærvhed.

13.

Kampens fyr til fulde

frænde-hjælp da yded’;

tit, hvor Torgeir fandtes,

tog det slut med freden.

Et mægtigt ry mandens

mod afstedkom; nordfra

lyder lov om armens

lysende stens giver.

14.

Jeg véd, at val-bækkens

våges mætter stadigt

stærkt i sværdets stødtræs

strenge trætte virked’.

Tungesnilde Torgeir

Torer og Mår dræbte;

freden lod de fare

forlods, så jeg hørte.

15.

Skibets flugtsky fører

fælded’ ene tretten,

inden sværdets svinger

selv sin bane mødte.

Og dér den dådriges

drabsrække må ende;

let for den, der lytted’,

lod jeg kvadet flyde.