Torgils og Havlides saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Sturlunga Saga


i dansk oversættelse

ved

Kr. Kålund (Versene ved Olaf Hansen)

udgiven af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab

Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
København og Kristiania

1904


TORGILS OG HAVLIDES SAGA.
(C. 1117-1121.)

Havlide hed en mand; han var sön af Mår, sön af Hunröd, sön af Ævar. Turid hed hans kone, datter af Tord, der var en sön af Sturla Tjodreksson; de havde mange börn. Senere ægtede han Rannveig, en søster til Hall Teitsson. Deres datter var Sigrid, som var gift med Tord i Vatnsfjord; de havde en sön ved navn Snorre. Havlide boede på Breidabolstad i Vesterhop og var både klog og retsindig og en meget anset hövding (1). Bergtor hed Havlide Mårssons broder; han var gift med Kolterna, en datter af Eyjulv den halte, deres sön var Gudmund, fader til Mår præst. En sön af Bergtor var Mår. Han var lidet yndet og af en slet karakter, ulig sine brave frænder; han havde nogle midler, men holdt dårlig hus dermed. Han opholdt sig ofte om vinteren hos sin frænde Havlide og voldte ham bryderier. Det fortælles, at en vår købte han sig et fartöj og drog nordpå til Strandene (2). Han var en stor og knoklet mand, mager, sorthåret og uskön. Han kom til Åvik på Strandene, til en bonde som hed Hneite, en velstående og afholdt mand; hans kone hed Björg. De havde to sönner Steindor og Finnboge, Rannveig og Hergerd hed deres døtre. Hneite var Havlides tingmand (3). — Torstein hed en mand, afholdt og stilfærdig; han havde ord for at være en ualmindelig dygtig fisker. Han forsørgede sin moder og sine börn, han fiskede stadig på Hneites båd, og denne tildelte ham en rigelig andel i fangsten for hans arbejde.


Torgils Oddesons slægt.

På denne tid boede Torgils Oddeson på Stadarhol i Saurbø. Han havde mange folk om sig, og storartet gik det til der i mange henseender. Han var driftig og rig (4). Torgils var en sön af Odde, der var en sön af Snære Toroddsson. Snæres moder var Fridgerd Hyrningsdatter. Hyrning var gift med Arndis, en datter af Geirmund Helskind. Odde Snæresons moder var Alov, en datter af Bitra(5)-Odde Torbjörnsson. Bitra-Oddes moder var Yngvild, datter af Alv i Dalene (6). Yngvild havde været gift med Torvald eyrgode (7) Steingrimsson, som bebyggede Steingrimsfjorden og boede i Trollatunge (8). Denne linje af Torgils Oddesons slægt er for somme folk mindre bekendt end Reyknæsinge-linjen (9). Hallbera hed hans moder, datter af Are på Reykjanæs. Kolfinna hed Torgils’ kone, en datter af Hall, der var sön af Styrme, sön af Torgeir fra Asgeirså. De bygder var på den tid tæt bebyggede og med mange velstående bønder (10). Tord Gilsson boede under Indre Fell; Hunboge Torgilsson boede på Skard, fader til lovsigemanden (11) Snorre. Præsten Mår Tormodsson boede i Sælingsdalstunge; han var en nær frænde af Havlide Mårsson, hans moder hed Halldora, datter af Vedis Mårsdatter, men Vedis var Havlide Mårssons søster. Torstein Kvistsson var gift med Vedis, datter af Torgerd, datter af Vedis Mårsdatter. Præsten Gudmund Brandsson boede i Hjardarholt, han var en nær frænde af Torgils Oddeson og hans trofaste ven. Örnulv Torgilsson boede på Kvennabrekka. Arnor Kollsson boede på Kleivar i Gilsfjord. Toralv Björnsson boede på Skridinsenne, han var fattig, men var dog Havlides ven og hans tingmand.


Torgils og Havlides første mellemværende.

Præsten Ingemund, sön af Einar Areson, boede på sin fædrenegård Reykjaholar, han var en vennesæl mand, skönt hans formuesforhold ikke vare gode; han var gavmild og storsindet, som man kunde vænte efter hans herkomst (12). Han var en god skjald og i mange henseender en udmærket mand. Også han var en frænde af Torgils Oddeson og havde givet ham Reyknæsinge-godedömme (13), og de to slægtninge levede i særdeles god forståelse. Ingemund var en mand, som vidste meget, og en dygtig saga-fortæller, han underholdt folk med kvæder og digtede; gode kvad forfattede han selv og belönnedes for dem udenlands. Når hans venner sendte ham folk, der var komne i forlegenhed, modtog han dem velvillig og hjalp dem på bedste måde. Rolv hed en mand, som boede på Skalmarnæs under Mule, han var en god ven af Torgils Oddeson og hans tingmand, meget lovkyndig og gav sig meget af med retssager, han kunde også sagaer og digtede ret godt, han var velstående og havde en god gård. Tord hed en mand, han boede i Hvamsdal på en gård, som Torgils Oddeson ejede. Tord var fattig; han kaldtes Ruvø-skjald, fordi han længe havde boet på disse øer. I Dögurdarnæs var et skib sat på land (14), som Bergtor Mårsson ejede, han gav Tord sin sön Mår til opfostring, og Mår voksede op der, men lönnede god behandling ilde, og tilsidst sårede han sin fosterfader Tord hårdt, og løb så til sin frænde Havlide Mårsson, som tog imod ham; men Torgils påtalte sagen. Om denne retstvist og dens foranledning er meget at berette, og således skal stridighederne mellem Torgils og Havlide Mårsson være begyndt.


Olav Hildeson og Mår Bergtorsson.

I Bredefjord opvoksede en mand, som hed Olav og var sön af Hilde; hans fader var bleven dömt fredløs og drengen ført frem for udpantningsdomstolen, hvor han gjordes til fjærdings-fattiglem og bestemtes til at gå på omgang i Bredefjordsherredet, og således forløb tiden til han var 12 år (15). Han var ikke nogen smuk mand, temlig kødfuld, med stort hår, som faldt i lange lokker. Derefter mistede han dette underhold, og han var nu længe hos Torgils på Stadarhol. Han ejede kun få værdigenstande, nogle heste havde han og var anstændig klædt, besad også en klædekiste og en særdeles god økse. Han søgte da råd hos Torgils, hvilken vej han mente stod ham åben; Torgils svarede, at det var bedst han drog nordpå til Strandene og samlede sig midler der, sagde, at det var mange folks sædvane. Derefter begav han sig nordpå til Strandene med sine sager og kom til Åvik til Hneite.

Endvidere berettes det, at Mår Bergtorsson talte til Torstein (16) om, at han gærne vilde fiske sammen med ham; »du er«, sagde han, »en mand, der er let at omgås, og sådanne folk trængte jeg mest til«. Han svarede: »jeg har længe været hos Hneite og haft en god fortjæneste derved, og det er ikke let for mig at göre nogen forandring heri«. Mår sagde, at han troede nok han skulde blive godt behandlet af ham, og trængte stærkt på, så at det endte med, at Torstein ikke sagde nej til at være på Mårs fartöj. Da anstrængte denne sig ivrig for, at Hneite skulde give tilladelse til, at Torstein opgav sin plads på hans båd (17) og slog sig sammen med Mår. Hneite sagde: »forekommer det ham da selvfølgeligt at skilles fra mig«? Mår svarede: »det lader til, at han nu mener, at det er ham nok så bekvemt«. Hneite sagde, at han kunde få sin vilje, og dermed skiltes de.

Olav Hildeson bad Hneite om, at han vilde give ham plads blandt sin besætning. Han sagde, at han havde hyret folk til sit fartöj, men at Mår endnu ikke havde hyret fuld besætning. Olav svarede: »efter de ord at dömme, som vi har vekslet, bliver den mand vanskelig for mig at bevæge, og jeg vilde gærne, at du skulde tale med ham på mine vegne«. Han lovede det og spurgte senere Mår, om han vilde antage Olav. Mår svarede, at han först vilde tale med manden, inden han lovede ham plads på sin båd. Siden bragte Hneite en samtale mellem dem i stand, og Olav beder om optagelse blandt Mårs besætning. Mår spurgte: »hvor er dine fiskeredskaber og dit mundforråd; folk plejer at anskaffe sig sligt, för de lader sig hyre.« Han svarede, at han havde ikke noget af den slags ting. Mår sagde, at han ikke vilde antage folk, der havde vist sig så uforstandige i deres udrustning, og at han desuden så ham ud til at være ildgærningsmand. Hneite anstrængte sig nu for, at Mår ikke skulde nægte ham hyre, når han selv kunde råde for vilkårene. Mår svarede, at han ikke vilde tage imod ham, medmindre han vilde fuldstændig gå i hans tjæneste og han selv kunde bestemme hans lön; dette går Olav ind på og modtager plads i Mårs fartöj.

Det hændtes en gang om somren, at Olav var klodset i det som han skulde udføre og Mår optog det ilde. Ofte opstod der uenighed mellem dem om somren, og det kom så vidt, at Olav svarede i vrede, men dog fik de et stort udbytte og kom om høsten tilbage til Åvik til Hneite bonde. Da forespurgte Olav sig, hvad han skulde have i lön. Mår svarede at han skulde intet have og intet havde fortjænt. Olav sagde at ofte havde han været hos ansete mænd og alle havde de behandlet ham godt på ham nær, at Mår viste sig i höj grad vanslægtet, og at ingen anden vilde have opført sig så slet mod ham. »Har man hørt magen,« svarede Mår, »det er dog for galt, at jeg skal tage mod onde ord af dig«. Derefter bemægtigede Mår sig alle Olavs ejendele, både hans kiste og klæder, og ligeledes hans våben.

Olav fortalte Hneite, hvorledes det var gået. Han sagde, at Mår dog vistnok ikke vilde handle således, og talte til Mår om, at han skulde tilbagegive hans ejendele og kiste, sagde at hans kår var hårde nok, ved det at han mistede sin lön. Mår svarede, at det vilde ikke hjælpe, hvad han talte om denne sag. Hneite blev ilde berørt heraf, og dermed skiltes de.

Kort efter sagde Hneite til Mår, at hans ophold der i huset ikke skulde vare længer med hans vilje; men grunden var i virkeligheden den, at Hneite syntes, at Mår talte for meget med hans datter. Mår svarede, at han brød sig ikke om, hvad småbøndeme der på Strandene talte om hans ophold, og at han ikke vilde tage noget hensyn dertil.


Mår såres af Olav.

Olav Hildeson drog bort fra Åvik og havde mistet alt hvad han ejede. Han kom til Stadarhol i Saurbø. Det var aften, da han kom til Stadarhol, og barsk vejr, Torgils bonde og hans karle sad ved ilden. Olav kom ind og Torgils så manden; han kendte ham og indbød ham til at blive der, ytrede, at han kunde vide, at han havde solgt sine våben og klæder — »og vi vil næppe behøve«, tilföjede Torgils, »at købe fiskemad andre steder end hos dig«. »Det er værre end som så«, svarede Olav. Han er der nu om natten, og sagde Torgils sin forlegenhed og bad ham om hjælp. Torgils lod ham være der og bad sin hustru skaffe ham nogle klæder, og nu spurgte Olav hvad Torgils snarest vilde råde ham til. Han svarede, at det var bedst for ham at forsøge hos Mår, om han kunde få sine ejendele tilbage. Olav erklærede sig utilböjelig hertil, — »og vænter jeg der onde ord«. Torgils sagde: »det er dog mit råd, at du søger at skaffe dig oprejsning, men jeg ser, at du mangler våben«, og hermed gav han ham en stor økse i hånden og tilföjede »du kunde egne dig til stimand«.

Hermed skiltes de, og Olav drog nordpå, til han kom til Åvik. Det var endnu ikke aften, Hneite var ikke hjemme, men husmoderen sad på bænken, og Olav gik hen til hende. Hun spurgte om nyheder. Mår lå på bænken, nærmere dören, og havde lagt sit hoved i skødet på Hneites datter Rannveig. Han rejste sig overende, da han hørte Olav, og havde det ene ben udenfor bænken; han var iført en lodden kappe. Olav vendte sig mod bænken, hvor Mår befandt sig, og spurgte: »hvorledes har du det? og hvordan er du tilfreds«? Han svarede: »hvad kommer det dig ved? du vil få at mærke, at jeg befinder mig ilde og er ilde tilfreds«. Siden anmodede Olav ham lemfældig om, at han skulde erstatte ham tilegnelsen af hans gods, og ytrede sig hensynsfuldt. Mår svarede vredt og sagde, at Torgils Oddesons ord eller mening i sagen ikke vilde hjælpe.

Olav huggede så til Mår, men såret blev overfladisk og hugget nåede ikke ind til knoglerne, og gik derefter ud. Mår vilde løbe efter ham, men Torstein sprang op og holdt Mår fast og trykkede ham ned i bænken. Mår blev meget vred og truede Torstein med at give ham samme behandling, som han havde tiltænkt Olav, hvis han hindrede ham i at hævne sig, men Torstein brød sig ikke om hvad han sagde. Da hidsede Mår Hneites sönner til at gå ud at hævne ham; ynglingerne løb ud, men deres moder efter dem og bad dem ikke styrte sig i en sådan forlegenhed. Olav drog nu sin vej, men kvinderne forbandt Mår. Han optog det uvilligt, og kort efter sprang han op, vendte sig mod Torstein og huggede ham ned, så Torstein sank i sin moders favn (18).

Nu kom Hneite hjem og jog straks Mår bort, og sagde at meget ondt vilde forårsages af ham. »For denne gang vil jeg også gå«, svarede Mår, »men jeg tror næppe jeg skøtter stort om dine ord desangående«. Derefter drog Mår til sin frænde Havlide og fortalte ham Torsteins drab og alle omstændighederne derved, efter som sagens beskaffenhed var. Havlide dadlede værket og tilföjede, at Mår længe havde været et stort drog og til skam for sin æt.


Hneites drab.

Nu er at berette, at Hneite fra Åvik begiver sig til Havlide Mårsson. Havlide tog godt imod Hneite og sagde, at han vilde give bod for sin brodersöns ugærning, og tilbød at betale for Torsteins drab 10 hundrede tre-alens ører (19), — idet han sagde »enten kan du føre hans husstand til mig, og jeg skal da sørge for den, eller modtag du pengene og de forsørgelsesberettigede«. Hneite var vel tilfreds med Havlides udtalelser og blev der nogle dage.

Samtidig kom til Mår en mand ved navn Ravn, som efter sin moder benævntes Finngerdsson ; han var stor og stærk, ufredelig og en uforbedrelig landstryger. De lægger råd op sammen og Mår spurgte: »hvilken stilling vilde du helst ønske dig«? Ravn svarede: »det vilde være mest efter mit sind at tjæne krigeriske og fornemme mænd og yde dem min støtte«. Mår sagde: »sådanne mænd som dig havde jeg god brug for«. Ravn indvendte: »det hænder eder stundum, at I slår stort på, men når mægtige mænds ord kommer til eder, bliver I straks skrækslagne«. Mår svarede: »det er sandt sagt, men jeg tror næppe det vil gå mig således«.

De drog nu bægge sammen til Åvik, tiltog sig rådighed over Hneites gård, medens han var borte, og indrettede sig således, at Mår søgte sæng med husbondens datter, men Ravn med hans hustru. Hneite fik nu at høre, hvad de havde taget sig for. Han brød hurtig op og skyndte sig hjem, men i al hemmelighed; han vilde nemlig overrumple dem hjemme tidlig på dagen, og havde nogle mænd med sig. Men da Mår fik at vide, at Hneite vilde komme tilbage, tog han sig i agt, og samme morgen som Hneite kunde væntes hjem, foreslog han, at de skulde stå op og ikke oppebie hans ankomst. De gik til åen, den var åben midtströms, men med fast is ved bægge bredder. Mår sprang over åen, ti han var både kraftig og smidig; men netop da Ravn vilde springe bagefter ham, kom Hneite og hans følge til og huggede Ravn over bagen, så at han faldt forover på grund af såret; derefter tog de ham og bragte ham under lægebehandling.

Mår drog videre, til han kom til Jörund i Oddbjarnar-øerne (20). Han lod skikkeligt og bad om husly, så at Jörund tog imod ham, og da foreslog Mår, at de skulde hænte hans ejendele i Åvik. Jörund svarede, at han ikke vilde aflægge noget uvenskabeligt besøg i Hneites hus. Mår sagde, at de var forligte.

Derefter tog Jörund afsted med Mår, og de kom til Åvik tidlig om morgenen. Mår sagde til Jörund: »nu vil jeg gå ind, men du skal vænte på mig herude«. Mår gik ind. Hneite lå i sængen og spurgte, hvem der kom, og efter lyden huggede Mår. Hneite sprang op og tog et stykke træ i hånden og løb frem på gulvet, men Mår huggede i træet, og således droges de længe med hinanden, indtil Mår råbte: »du må skamme dig, Jörund, at behandle folk således; du står rolig, medens man overfalder mig«. Så løb Jörund ind og gav Hneite straks banehug. Derefter gik de ud, og Mår sagde nu: »du er en stor misdæder og ulykkesfugl, en sagesløs, brav mand har du ihjelslået; du fortjænte, at jeg på stedet dræbte dig, og skynd dig nu bort i en fart, men jeg vil opsøge min frænde Havlide«.

Jörund gik ombord i sit skib, og om ham er at berette, at han overfaldtes af en storm og forliste. Mår begav sig til Havlide og fortalte ham, hvad der var sket. Han bebrejdede ham alt det onde han anstiftede og hvor vanslægtet han var, men mente dog ikke at han for slægtskabets skyld kunde opgive hans sag.


Torgils Oddeson overtager søgsmålet efter Hneite.

[1118]. Torgils Oddeson havde en rejse at foretage nordpå til Strandene, som han ofte plejede. Björg og hendes sönner opsøgte Torgils og bad ham antage sig deres sag; de kunde ikke bekvemme sig til at henvende sig til Havlide, mest fordi Mår var der tilstede og dette var dem en krænkelse. Torgils mente ikke at have nogen forpligtelse til at tage sig af denne sag, hvori Havlides tingmænd var indviklede. Hun trængte stærkt på, og da Torgils så det, sagde han, at det var hårde vilkår, som vilde blive hende stillede, da det ikke var nogen let opgave at føre retssager mod Havlide; »jeg vil betale 12 hundrede i vadmel (21) for Hneites drab, imod selv at beholde det, som sagen mod Havlide og hans pårørende kan kaste af sig«. Herom blev de enige. Men da Havlide erfarede dette, forekom sagen ham at have taget en værre vending end han havde formodet; han sagde, at dette ikke var nogen oprejsning for Hneites drab, anså dennes enke og børn for at have handlet hensynsløst overfor sig og udtalte, at han havde tiltænkt dem en större godtgörelse.

Torgils forbereder denne sag til altinget. Havlide anlægger på den anden side sag mod Olav Hildeson, som da opholdt sig hos Torgils på Stadarhol, og bægge parter red til tings med dette sagsanlæg (22). Förend Torgils red hjemmefra, sendte han Olav sydpå til Eyrar (23) til en mand, som hed Arne, og kaldtes fjæreskæv (24), der om vinteren havde hørt til Torgils' husstand; han havde — sammen med en anden mand, som hed Hermund Torvaldsson, broder til Tord i Vatnsfjord, — et skib stående der. De havde bægge været med Jorsala-Sigurd i Østerlands-færden (25) og var siden den tid fæller. Torgils sendte Arne bud om, at han skulde føre Olav bort fra landet; »jeg ser tydelig«, sagde han til Olav, »hvorledes denne sag vil gå; du vil blive dømt fredløs, men jeg skal se at få et forlig i stand og betale for at du kan få ret til at forlade landet.


Forlig mellem Torgils og Havlide.

Snorre hed en mand, som kaldtes Måg-Snorre, han boede i Saurbø udfor Nedre Mule (26). Han var gift med Hallbera, en datter af Snorre, sön af Tord Sturlason; hun var en broderdatter af Turid, som var gift med Havlide Mårsson. Grim hed deres sön, han var ung af alder og sent udviklet. Snorre var en velstående mand, som havde sæter i Svinadal på det sted som nu benævnes Snorrastad; han druknede i Sælingsdalså, på det sted som nu kaldes Snorravad. Hans måg Sighvat Ulvsson drog med fire andre mænd ud for at søge efter liget, men de begravedes under et sneskred og omkom alle.

Olav rejste fra Stadarhol afsted til Eyrar på sydlandet; undervejs tog han en hest hos Snorre på Mule, da han dårlig gad gå, og red den til han traf Arne, som tog imod ham og lod ham være der i hemmelighed.

Nu kom Torgils' folk til tinget, og man søgte at mægle forlig mellem hövdingerne. Torgils sagde, at han vilde ikke vise nogen påståelighed i denne sag, og at han mest havde antaget sig den for at hjælpe sine frænder ud af en forlegenhed og på deres anmodning. Havlide udtalte sig også således om sagen, som om han ikke vægrede sig ved at give bod; men dog fremhævede hver stærkt hvad der talte til fordel for hans sag: Torgils drabet på Hneite, en anset bonde og hans frænde, men Havlide de Mår tilföjede sår. Alligevel blev enden på sagen, at det kom til et forlig, således at 30 hundrede skulde bødes for Hneites drab, 9 hundrede for Mårs sår, og Olavs fredløshed være af den art, at han 3 somre skulde have ret til at søge at komme bort fra landet, uden at hans underhold medførte noget ansvar; han skulde være fredhellig i følge med Torgils og på hans grund, men alle andre steder hjemfalden til fuld fredløshed. Havlide betalte Torgils de for Hneites drab fastsatte bøder (27). Da digtedes disse vers:

2.
Uden ynk Havlide
op med boden måtte;
tredve hundreder Torgils
tog — han var den kloge.
Sådan en fred om somren
slutted vore stormænd;
Oddes sön fik sejrrig
sølv for den dræbte Hneite.

3.
End måtte Havlide, helten,
hårdt med bøder bløde:
ej han slap i angsten
under de tredve hundred.
Nu var Strande-Hneite
netop bødet, lød det;
taprest af de tvende
Torgils af alle kaldes.

4.
Havlide for den døde
Hneite måtte bøde;
Torgils har hjulpet mange
mange gode gange.
Ham man ofte priste;
nu igen han viste,
at han aldrig svigter;
tit et vers jeg digter.


Mår efterstræber Olav.

Nu er at berette, at købmændene gjorde sig rejsefærdige på Eyrar, hvor Olav Hildeson hemmelig opholdt sig hos Arne fjæreskæv. De bar i løbet af dagen deres varer ombord. Olav gik ud på skibet med sit rejsegods og havde en sid hat på hovedet. Hermund styresmand (28) får manden at se, går henimod ham, og spurgte, hvem han var. Han vidste ikke, hvad han skulde svare. »Er du ikke Olav Hildeson«? spurgte Hermund, sprang ind på ham og stødte ham fra landgangsbroen ned i vandet, så at andre folk måtte til at bjærge ham, og nægtede ham overrejsen; herved opstod der uenighed mellem styresmændene, men de forblev dog bægge ombord og stak i søen; Olav derimod sad tilbage og drog vestpå til Torgils, som tog imod ham. Det spurgtes nu i nabobygderne, at Olav opholdt sig hos Torgils på Stadarhol.

Mår Bergtorsson havde sit hjem hos Havlide. Han tog hjemmefra og begav sig vestpå til Saurbø, idet han slog følge med folk, som rejste derhen for at købe spiselig tang (29). Mår søgte oplysning om hvad Olav tog sig for og lurede på en lejlighed til at træffe ham. Torgils fik underretning om Mårs rejse og gjorde sig rede for hans hensigt. »Hvad vil du nu göre, Olav«? spurgte han denne; »jeg har hørt, at Mår er kommet med mændene nordfra, men ikke har vist sig på nogen af gårdene; han pønser vistnok på at hævne sig på dig«. Olav svarede: »jeg vil følge dine råd«. Torgils sagde: »her er, som du ved, vandfulde moser nær gården; derhen vil jeg sende dig med en le for at skære græstørv. Når de ser dig, vil de tro at være herrer over din skæbne, men det kan hænde, at vejen ikke bliver så let som de tænker«. Olav gör nu dette, men Torgils sendte næsten alle karle bort fra gården, og lader dette rygtes og ligeledes Olavs forehavende, og fristede således Mår og hans ledsagere til et overfald.

Nu fik Mår og hans rejsefæller at vide, at der ingen huskarle var hjemme på Stadarhol, og at de vilde træffe Olav på deres vej. Da sagde Mår: »måske kan vi nu göre en fangst«, og dermed red de ud i mosen henimod Olav, men hestene sank stærkt i, og de kom kun langsomt og med besvær frem. Olav trak sig nu hjem mod gården, og de vilde sætte efter ham. I det samme kom fra Stadarhol en mængde kvinder, iførte mandfolkebukser og rustede med sværd. Mår og hans mænd vare sprungne af hestene og vilde ved løb indhente Olav, da de ikke kunde anvende deres heste. Men da kvinderne kom ud fra gården, vendte de om og vilde op på deres heste, men fik ikke fat i dem; kun ved at løbe deres vej slap de bort og kunde takke benene for, at de slap derfra med livet. Torgils værdigede dem ingen videre opmærksomhed, og de fortsatte nu vejen, til de kom nordpå til Havlide, ilde tilfredse med udfaldet. Havlide dadlede deres færd og sagde, at det var hvad man kunde vænte, at Mårs lykke ikke kunde måle sig med hvad skæbnen havde forundt Torgils, — »og giv du dig aldrig ud på sådanne rejser mere«. Nu går dette år og næste sommer kommer, og man hører intet om, at Olav forsøger at komme bort fra landet.


Gildet på Reykjaholar.

[1119]. Yngvild Tordsdatter boede på denne tid vestpå i Isafjord. Hun var en rig og anset kvinde. Hendes husbond var død; de havde to døtre, den ene hed Helga, den anden Hallfrid. Dette samme forår flyttede hun vestfra til Reykjaholar (30) til præsten Ingemund og indgik med ham formuefællesskab (31). Ingemund var sön af Einar Areson og en fætter på mødrene side til Torgils Oddeson. Ingemund var en ypperlig mand, en god skjald, fremtrædende både ved sit sindelag og sin fine dannelse, meget lystig og en mand som forstod sig på mange slags tidsfordriv. Han var en særdeles forstandig mand og gjorde meget for at vinde menigmands yndest, men han var også höjt agtet af mange fornemme mænd. Da Ingemunds fader Einar døde, gav Ingemund sin frænde Torgils Reyknæsinge-godedømme, som för er skrevet (32), og de to slægtninges forståelse var bestandig god, så længe de levede.

Om somren bejlede en mand ved navn Olav til Yngvilds datter Helga, og man blev enig om ægteskabet. Brylluppet skulde stå på Holar (33) ved Olavsmesse-tiden om somren. Ingemund og Yngvild vilde først og fremmest indbyde Torgils Oddeson til dette gilde; endvidere indbød Yngvild Tord Torvaldsson fra Vatnsfjord (34). Rolv fra Skalmarnæs deltog også i dette gilde og mange andre gode mænd, men dog var Torgils og Tord de mest ansete af de tilstedeværende. Nu anviste man gæsterne plads, på den ene bænk sad Torgils med sit følge og Ingemund præst, på den anden Tord, lige overfor Torgils. Tord sagde til sine ledsagere: »det aner mig, at noget sådant vil hændes i dette gilde, at jeg heller måtte ønske mig andensteds hen, — efter den forsamling at dömme, som her er tilstede; hvis jeg kunde vælge, vilde jeg foretrække at sidde hjemme i Vatnsfjord; jeg kan ikke vide, om her ikke er nogle uvenner af os tilstede, og da var det bedre, at jeg havde mere at sige end de«. Hans ledsagere svarede: »altfor mange brave mænd er her sammenkomne, til at nogen skulde være udsat for svig eller bedrag; heller ikke vil nogen mand blive mere hædret under besøget her end du næst efter Torgils Oddeson, og de folk, som forestår dette gilde, er dine venner så fuldt som nogen andens«. Tord sagde, at det var vistnok således, og viste sig nu vel til mode.

Dernæst sattes bordene frem og folk sad tæt både på bænkene og forsæderne (35). Alt hvad der behøvedes, var godt og overflødigt og bødes omkring i rigeligt mål; der manglede heller ikke god drik. Da opfordrede Ingemund præst Torgils til, at han skulde udbringe mindebægrene, men han henviste til Tord og bad ham afgöre, hvilken skål førat skulde drikkes (36). Tord var da oprömt og sagde til Ingemund præst, at en af hans venner burde åbne gildet, men at han vilde støtte enhver underholdning, som de bragte på bane. De drak nu fornöjede, og drikken gör dem snart lystige. Tord kunde ikke drikke meget og måtte være forsigtig med hvad han spiste, som tilfældet ofte er med folk, hvis helbred ikke er god; ti manden var til års; dog var han endnu en kraftig mand. Han led af en indvortes sygdom og tålte derfor ikke godt maden og havde nogen vanskelighed ved at spise kød; han pustede deraf, som om han havde opstød, og hans ånde blev noget ram. Tord var en mand af værdigt udseende, med store og smukke öjne, tyndhåret fortil og med strittende hår; han så stærkt opad og rystede lidt med hovedet.

Man drak stærkt, så at alle blev noget berusede; folk blev nu snaksomme, og næsten enhver kom med stiklerier til de andre, om end kun lidet af disse kådheder gentages i denne beretning. Det fortælles, at Ingemund præst böjede sig hen til sin sidemand, og idet han lod, som om det var et spørgsmål han svarede på, sagde han på vers:

5.
Hvad stinker nu i næsen?
Nu ræber Tord ved bordet.

Der blev nu en stærk latter, og man drev hermed grumme meget löjer; da dette var forbi, kvad Tord til gengæld:

6.
Altid lugter hans egen
ånde af alle hånde.

Ved disse hentydninger begyndte det nu at blive fra gammen til alvor, og spottevers digtedes. Da kvad man til Tord:

7.
Skaldepanden
skinner på goden,
når höjt i hans stormands-
strube det brummer.

Ad dette vers lo Tord meget og kvad straks til svar:

8.
Værre de blæser
på bænken derovre;
for alvor stram
er stanken blevet.

Torgils smilte herved, men ytrede sig aldrig angående spydighederne. Ingemund sagde, at en eller anden af bænkefællerne skulde give Tord tilsvar. Da blev dette kvædet:

9.
Der sker vel ingen
skade, om vi
også ræber
af oksekødet,
når fra sin kæft
Kjartans sönnesön
Torvalds sön,
Tord, kan ræbe (37).

Tord så efter, hvor dette vers kom fra, og det forekom ham bestemt, at lyden kom derovre fra, hvor der på forsædet sad en kraftig mand med rig hårvækst. Tord bad om en samtale med værtinden, og spurgte hvem den langlokkede mand var, som sad på den løse bænk foran Torgils' langbænk, og pegede på ham. Hun svarede: »det er Olav Hildeson«. Tord sagde: »vi to bliver ikke længe sammen i dette gilde, enten må du sende ham hen til en anden gård, eller vi rider bort«. Hun tøvede med at svare og sagde så: »din nærværelse er os til ære, men jeg kan ikke tage den beslutning at bortvise Torgils' ledsagere, og Olav skal ikke tilföje eder nogen krænkelse ved sine ord«. Nu blev de tilstedeværende opmærksomme på deres samtale, og Torgils forespurgte sig om, hvad de forhandlede. Hun sagde ham det og bad Torgils lemfældigt at sende Olav bort, så at gildet ikke skulde forstyrres. Torgils svarede: »den fredhellighed tilstodes der Olav, at han skal være straffri i mit følge, men fredløs ellers; jeg sender ingen af mine mænd i døden. Tord kan göre angående sin bortrejse, hvad han vil, men Olav bliver her, og Tord skal få lov til at være i fred for os«. Da rejste Tord sig fra bordet og stønnede tungt, men sagde intet. Da blev dette kvædet:

10.
Under laget det lange
lød der et brag — der brød en
væmmelig og voldsom
vind fra et bryst herinde.
Hu! Man holdt for næsen
hånden — fult det ånded,
godens gab; der lugted
grueligt i stuen.

Det vides ikke, at Tord besvarede dette vers; han og alle hans mænd gik bort, de fik udleveret deres våben og klæder og red bort, og tilbragte natten på en anden gård. Men da Tord gik ud, var der en, som kvad dette:

11.
Goden ræbed, da vi
gik hinanden forbi
— hans tjavser stod mod sky — ,
så enhver sagde „fy!“

Og dette vers, siges der, fik Tord med til afsked; men gaver ved man ikke noget om at han fik med (38). Torgils sad nu tilbage med sine ledsagere og ligeså brudgommen og gæsterne, og Torgils' folk fandt Tords og hans mænds afrejse temlig latterlig. Nu var alt idel lystighed og glæde, med alle slags forlystelser: dans, brydning og sagafortællen. Syv samfulde dage varede festen, ti hver sommer skulde her holdes Olavsgilde, hvis man kunde få korn til købs på Torsnæsting (39), 1 skippund mel, og der var mange gildebrødre. På Reykjaholar var der i den tid så frugtbart, at markerne aldrig var golde, man plejede altid ved dette gæstebud at have nyt mel som en lækkerbidsken og sjældenhed, og gildet var hver sommer ved Olavsmesse (40). Skönt det er af ringe betydning, véd man dog at berette noget om hvem der underholdt gæsterne, og hvormed de moredes. Der går det frasagn — som nu mange modsiger og erklærer aldrig at have vidst noget om; ti mange er uvidende om det sande og anser det for sandt, som er opdigtet, men det for lögn, som er sandhed — , at Rolv fra Skalmarnæs fortalte sagaen om Röngvid viking og Olav krigerkonge, om opbrydningen af Tråins höj og Romund Gripsson, hvortil hørte mange vers. Med denne saga underholdt man en gang kong Sverre, og han erklærede, at sådanne lyvesagaer var de morsomste, — men der er dog folk, som kan føre deres æt op til Romund Gripsson. Denne saga havde Rolv selv affattet (41). Ingemund præst fortalte Orm Barøskjalds saga, ledsaget af mange vers og ved sagaens slutning et æresdigt, som Ingemund havde forfattet, og så anser mange kyndige mænd denne saga for sandhed (42).


Olav Hildeson dræbes.

Samme høst købte Torgils Oddeson gården Mule af Grim Snorreson og hans moder (43); for disse penge købte de Tunge i Svinadal (44), men blev dog boende på deres tidligere gård året ud. I Saurbø foranstaltede man nu lege afholdt, og Grim gik til leg på Stadarhol, hvor Olav Hildeson og Grim Snorreson ofte prøvede kræfter. Olav var dygtig i leg (45), voldsom og ivrig, Grim havde ikke mange kræfter og ringe hårdførhed, men var meget ilter; han måtte derfor ofte give tabt overfor Olav og blev ilde medhandlet af ham, og hertil föjede de hån og spot. Grim forestillede dem, at det var uværdigt at have ham til bedste og bruge ham til skive for deres angreb. Heraf havde de endnu mere löjer, og hans ord bevirkede ingen forandring.

Grim rejste nu hjemmefra, syd over heden til Sælingsdalstunge; her boede Havlide Mårssons frænde, præsten Mår Tormodsson, og Grim fortalte ham, hvorledes sagen stod. Mår tilbød Grim at opholde sig hos ham om julen og tilföjede: »jeg vil efter jul rejse nordpå til min frænde Havlide; følg du da med mig derhen, og du kan da betro ham dine forlegenheder«. Dette tilbud modtog Grim med tak og han var der om julen. Efter jul rejste de nordpå, til Havlide, hvor de modtoges godt; der var mange folk og megen lystighed. Havlide og Mår præst talte ofte sammen, og da de var ved at tage afsked, fulgte Havlide dem på vej og tog en venlig afsked med dem. Mår spurgte Grim, hvorledes han havde syntes om at være der. Grim ytrede sin tilfredshed; »her er det sted«, sagde han, »hvor jeg har befundet mig bedst, og lykkelig var den mand, som kunde være her i længden; men jeg havde ønsket at tale mere med Havlide, end sket er«. »Så vend du da tilbage«, svarede Mår, »og sig Havlide hvad du vil, ti han har stedse vist dig velvilje«. Grim vendte da om og kaldte på Havlide, som kom imod ham og hilste ham. Grim sagde, at han vilde tale med ham, og de satte sig ned. Grim fortalte nu, hvad der var på færde mellem dem der vestpå i bygderne og at han var misfornöjet med sin stilling; han havde med besvær rejst den lange vej, fordi han for slægtskabs skyld væntede nogen hjælp der, og ingen, tilföjede han, havde forulæmpet ham således som Olav Hildeson. »Jeg forstår, hvad du mener«, svarede Havlide; »jeg vil ikke ægge dig til dårlige gærninger, men som min egen sön skal jeg beskytte dig, hvad som end hænder dig«. Derpå steg Grim til hest og bød Havlide farvel.

Da Grim kom tilbage til Saurbø, begyndte de at drille ham og sagde, at han var løbet fra legene og ikke havde turdet holde stand. Han brød sig ikke derom, og således led tiden til ind i fasten. Torgils skulde rejse bort og talte forinden med Olav om, at han ønskede, at han bestandig skulde holde sig hjemme; »ti vanskelighederne vil være noget större, end når jeg er tilstede; du skal ligeledes vogte mine heste«. Han tilföjede, at man kunde vænte ham hjem i fastens sidste uge. Nu går tiden, og Torgils kom ikke hjem; Olav arbejdede hjemme på gården, således som det var befalet ham.

Det fortælles, at da man var nåt den stille uge, så kom folk i talrig mængde til messe der skærtorsdags morgen. Grim var også kommen og gik efter natsang (46) hen til Olav og sagde: »har du noget med Torgils' heste at göre? nu er de i vort land og ingen er opmærksom derpå«. Olav svarede: »mig er det pålagt og jeg skal også søge dem«. Derpå fulgtes bægge ad, Olav havde en økse i hånden, Grim en stav. Olav sagde: »det er uforsigtigt af mig at færdes ene med dig ude ved nattetid; forholdet mellem os er noget koldt, og ingen ved hvor man kan møde en uven, eller om man har lykken med sig«. Grim svarede: »der er nu ingen fare på færde; jeg har en stok i hånden, men du en økse, og det har jeg fået at mærke, at selv om vi var ligelig rustede, vilde vi ikke forekomme dig lige kampdygtige«. Olav sagde: »vi vil nu glemme, hvad udestående vi kan have haft i leg, det er nu de tider, hvor man ikke skal mindes sligt«. De begav sig nu bægge til Lakså, hvor en mængde heste om vinteren havde græsset på moserne. Olav, der søgte at få fat i Torgils' heste, vilde lægge bidsel på hingsten, men Grim samlede de andre heste og drev dem ud på vejen. Hingsten blev urolig, da den så de andre heste, Olav kunde knapt holde den, og under hingstens voldsomme bevægelser tabte han øksen. Da gik Grim til, greb øksen og tilföjede Olav banesår, hvorefter han red hjem.

Han forudså, at lang tid kunde han ikke have sit ophold der, og drog derfor hurtig nord over heden til Bitra, derfra til Hrutafjord og kom påskelördag til Havlide, som tog vel imod ham. Efter påskeugen sendte Havlide Grim til Østfjordene til lovsigemanden Finn Hallsson i Hovsteig, som havde været gift med Halldis, en datter af Havlides broder Bergtor Mårsson, og Finn skaffede ham bort fra landet (47). Da Grim kom tilbage, bosatte han sig der østpå i fjordene og ansås for at være en mand, der forstod at göre sig gældende, men dræbtes af sin huskarl.


Torgils søger ved en snigmorder hævn for Olav.

Nu er at berette, at Olavs lig førtes hjem og blev lagt under et tælt på kirkegården. Samme dag red Torgils sydfra over heden og bedede hos Tord Ruvøskjald i Hvamsdal. Tord havde digtet et kvæde om Torgils, men ikke modtaget nogen lön. Torgils havde som gave fået en god økse; Tord tog øksen og betragtede den; han spurgte, hvad øksen forekom dem at være værd, de anslog den til 2 mark. Da kvad Tord dette vers:

12.
Sortskaft koster tvende
mark, og få som denne
er efter mine tanker,
har den ej skavanker.
Ej jeg havde vraget
øksen dyrt beslaget:
ingen tilfredse bliver,
når man dem intet giver.

Torgils svarede, at Tord skulde have sin fæstegård afgiftsfrit; men øksen, sagde han, havde han selv brug for. Da Torgils samme dag nåede sit hjem og fik at vide, hvad der var sket, lod han Olavs lig begrave på kirkegårdene (48).

Om våren, fortælles det, kom en mand ved navn Ketil til Torgils og bad ham om husly og hjælp; han var fra Vestfjordene og var en fredløs mand. Torgils svarede: »du må ikke undslå dig for noget, hvis jeg skal tage imod dig«. Ketil sagde: »hvis jeg siger nej til det, som du vil pålægge mig, er du løst fra al forpligtelse overfor mig, men heldet følger ikke mig, og jeg vil behøve at støttes af din lykke, hvis det skal gå godt«. Derefter opholdt han sig om foråret hos Torgils. En dag sagde Torgils til Ketil: »jeg vil sende dig nordpå til Vesterhop og lad ikke rejsen være uden udbytte«, og Torgils lagde den plan for ham, at han skulde dræbe en af Havlide Mårssons folk. »Jeg skal tage afsted«, svarede han, »selv om jeg ikke ser sejrrig ud«. Nu rustedes han til sin rejse, og der er intet at berette om hvor han tog ind, för han kom til Havlide Mårsson i Vesterhop. Han fremførte som sit ærende, at han var i forlegenhed som fredløs, og at Torgils havde søgsmålet; Ketil bad derfor Havlide om hjælp og optagelse i hans hus. Han blev nu også der, og folk syntes godt om ham.


Havlides huskarl dræbes.

Der var en mand ved navn Steinulv, som stammede fra Østfjordene og var bleven dömt fredløs for en eller anden ugerning der på østlandet. Han flygtede så bort og kom til Havlide, som gav ham tilhold hos sig og tog ham i sin tjæneste. En dag om foråret blev Steinulv og Ketil sat til at arbejde sammen; de skulde opføre indelukker for lammene. De gik tidlig på dagen hjemmefra, talte meget sammen og nærede ingen mistro til hinanden; men enden på det blev, at Ketil dræbte Steinulv, væltede foldens græstørvsvæg over ham og begav sig bort, idet han kundgjorde drabet, så snart han uden fare kunde göre det (49). Han fortsatte derefter sin vej, indtil han kom til Stadarhol og sagde, hvad han havde at berette. Torgils var vel tilfreds med udbyttet og sagde, at hans forehavende var gået godt.

Samtidig er at berette, at man i Vesterhop syntes, at Ketils og Steinulvs hjemkomst trak ud om aftenen; man gik da for at søge efter dem, og Havlide sagde: »hvis det går så galt, at I finder en af dem falden for fjendehånd, så foretag ikke noget med ham, för end jeg kommer til; mangt og meget kan tit indtræffe«. Nu søgte man først ved lammefoldene, og her fandt man Steinulv, men — som rimeligt var — ikke Ketil. Det blev meddelt Havlide, og han begav sig hurtig til foldene; han i forening med nogle andre ser efter og opdager, at en arm fra håndledet af stak ubedækket frem fra græstørven. Havlide tog nu vidner på, at liget ikke har været tilhyllet, og stævner den sag for altinget, hvis Ketils fredløshed ikke forud skulde være fuldstændig. Torgils på sin side forbereder sagsanlæg for Olav Hildesons drab, som om han havde været en sagesløs mand, og giver som grund, at skyldfrihed var ham for så vidt indrömmet, at han skulde være sagesløs i følge med Torgils eller på hans grund (50).

Nu mødte bægge parter med et talrigt følge på tinget, og man stræbte efter et forlig. Havlide påstod, at Olav var falden som fredløs og dræbt på anden grund, end der hvor straffrihed var ham tilstået. Da forespurgte Torgils, om ikke en sådan straffrihed var indrömmet Olav, at han skulde være straffri »i følge med mig eller på min grund«, og således bevidnedes det. Derpå sagde Torgils: »hvorledes kan I da kalde Olav fredløs? Jeg regner det for min grund overalt hvor jeg ejer jord«. Havlide sagde: »jeg vil give Torgils 8 koværdier (51) for hans höjheds og anseelses skyld, men jeg kalder det gave og aldeles ikke bøde«. Derom var de uenige, at den ene af dem mente, at der intet var at bøde for, men den anden foretrak en ringe bøde i sagen fremfor at have en gave at takke for; og hver af dem mente, at med det udrededes navn stod deres anseelse på spil. Og den forskel bevirkede, at det ikke kom til noget forlig, og de skiltes således, at bægges misfornøjelse var tiltaget.


Retssagen henvises til domstolene.

[1120]. Petersmesse-dags morgen (52) under tinget gik alle flokkene til kirke, medens evangeliet læstes under messen, og stod med deres våben foran kirken, hvert parti på sin side af kirkedören. Havlides flok stod nord for kirkedören, og blandt dem var Hall Fålason; men syd for kirkedören Tord fra Vatnsfjord og hans skare, og længere mod syd Hall Teitsson og mange mænd med ham. Vest for kirken, lige overfor kirkedören, stod Torgils Oddeson og Bödvar Asbjörnsson, ledsagede af mange flokke. Da sagde Torgils Oddeson til Bödvar Asbjörnsson: »nu kan min økse nå Havlide Mårsson, og da bliver der mere at tale om end 8 ko-værdier«. Bödvar svarede: »du er forrykt« og greb fat i ham og talte ham hårdt til. »Jeg raser ikke«, sagde Torgils. »Jo sandelig«, siger Bödvar. »Hvorledes det«? spurgte Torgils. Bödvar talte da: »du dömmer ikke rigtig. Betænk, hvor vi står; dette skal være et forligsmøde med gud, hvor vi besøger kirkens hellige grund for at bede om hans barmhjærtighed; herved vilde kirkefreden være brudt og dette således være en uhørt forbrydelse. For det andet er det i dag en höjhellig dag, som har været os alle til fuld hjælp, og på hvilken selve den almægtige gud så höjlig lod sin godhed og miskundhed lyse og åbenbare. Endelig må det nævnes, at fred og lejde er fastsat under tinget, og at tingfreden hersker, så at dette af den grund vilde være et stærkt lovbrud«. Ved denne samtale blev Torgils holdt tilbage, så at han ikke anfaldt Havlide. Da de gik hjem til boderne (53) sagde Torgils til Bödvar: »folk siger, at du er vantro, svoger! og kun lidet velvillig overfor andre, men det lagde du ikke nu for dagen«. Bödvar svarede: »du kan have ret i hvad du siger; det var heller ikke troen, som drev mig til at fraråde dig at anfalde Havlide; men jeg var opmærksom på mere end vor samtale, og jeg så, at flokkene stod på bægge sider af os. Vi var i klemme, og jeg så, at hvis dette udførtes, vilde det straks komme til kamp og alle vi fæller vilde blive hugget ned, den ene for fødderne af den anden. Men dette sagde jeg dig ikke, da jeg kendte dit sind og vidste, at du ikke vilde lade dig bevæge, hvis jeg angav denne grund. Men var der ikke denne fare, vilde jeg aldrig bryde mig om, at du dræbte ham under kirkefreden eller i tinghelligheden« (54).

Nu søger bægge parter bistand, til når de skal møde for domstolene (55), og samler så mange folk de formår. Da tog Havlide en økse i hånden, inden han gik fra sin bod til domstolene. Dette havde han ikke tidligere plejet at göre, ti han rådede så godt som altid ene i alle sager, hvem som han så havde med at göre; Havlide havde nemlig både mange mænd under sig og var rig på ansete frænder. Da sagde hans kone Rannveig: »hvad skal det betyde, Havlide! nu at bære våben fremfor hvad du plejer at göre; bliv du heller ved din sædvane«. Hun var en forstandig kone og dygtig i mange henseender. Han svarede temlig vredt, at det ikke vedkom hende, og lod nogle ord til hende falde. Torgils gik til domstolene med et talrigt følge og fremførte sagen angående Olav Hildesons drab. Torgils var således klædt, at han over brynjen havde en sælskinds kutte, stoppet ned i bukserne, og i hånden holdt han sin økse.

Man beretter, at Tord Magnusson i Reykjaholt under tinget havde en dröm, medens han opholdt sig hjemme på Reykjaholt. Det forekom ham, at en mand kom til ham, og at han spurgte ham, hvorfra han kom. Manden svarede, at han var kommen fra tinget. Tord syntes da, at han spurgte om tidender. Hin fortalte nyheder fra tinget. Tord spurgte, om nogle tvistemål var ført frem på tinget. »Det er den vigtigste nyhed«, svarede drömmeskikkelsen, »at én mand har påtaget sig at arbejde i alle boder; han hedder Tord snavs-ender.« Tord rådede den dröm således, at ikke alle sager dér vilde få en god ende för tingets opløsning.


Havlide såres. Torgils dömmes fredløs.

Dernæst, fortælles det, gik Havlide for retten med en talrig skare og vilde sprænge domstolen. Der kom Torgils og hans mænd i stor trængsel; den var både lang og bred, og han føres vekselvis frem og tilbage i trængselen. Da det var gået således en stor del af dagen, opfordrede mange forstandige mænd til, at man igen skulde søge at tilvejebringe forlig. Havlide gentog de samme tilbud som han för havde gjort; nu vilde folk høre hvad der blev sagt, og trængselen aftog noget. Torgils lod, som han ikke kunde opfatte Havlides ord, og lod sig af mængden føre frem, så at kun få folk var imellem ham og Havlide. Her så han, hvor Havlides økse ragede op; og da huggede Torgils over en anden mands skulder, så at hugget ramte Havlides hånd, hvor den holdt om økseskaftet, og huggede den længste finger fuldstændig af samt knuste knoglen i den lille finger og i fingeren mellem disse to. Da løb folk imellem dem, så at Torgils tabte øksen, idet man trængte sig sammen om Havlide; men han vristede straks en stor økse ud af hånden på en mand i Havlides flok ved navn Tormod, med tilnavnet læge. Denne samme Tormod forbandt Havlide Mårssons hånd og lægte ham således, at to af fingrene lå ubevægelige mod håndfladen og af den tredje stumpen blev bevaret. Efter at Havlide havde fået sårene, afbrødes tinget og hele Havlides flok gik hjem til boden. Da han gik ind i boden og derhen hvor hans kone sad, sagde han: »ofte har jeg erfaret, at jeg er vel gift, og atter har det vist sig, at du er en forstandig kvinde, ja næsten fremsynet har du været, ti ikke vilde jeg have lidt denne skade, hvis jeg havde fulgt dit råd«.

Siden blev hånden forbunden, hvorefter man gik til lovbjærget (56). Der bekendtgjordes sårene, og Havlide og hans tilhængere forlangte, at man for anden gang skulde sætte retten, men de kunde ikke skaffe flere dommere tilveje, end de som havde været i deres flok; tre gange bragte de deres dommere til sæde på domsstedet, og dog kunde aldrig retten blive sat. Da nævnte Havlide vidner på, at han ikke kunde få domstolen bragt i virksomhed på grund af Torgils' voldsfærd, hvorefter de flyttede domstolen til Byrgesbod, østpå i lavasletten, hvor kløfter beskytter på de tre sider, men en forskansningsvold på den fjærde (57), og af denne ret bliver Torgils Oddeson dömt fuldstændig fredløs (58); dette var den eneste sag, som gennemførtes, af dem, som kom for retten. Derefter gik man til lovbjærget og forkyndte hans fredløshed.

Da folk derpå kom hjem til boderne, forhørte man sig om, hvilke sår Havlide havde fået, ti menigmand vidste endnu ikke, hvad der var indtruffet eller dets omfang. Man sendte så Bödvar Asbjörnsson og præsten Ingemund Einarsson ud for at undersøge, hvorledes det forholdt sig med sårene, og ligeledes fulgte flere andre med dem til Torgeir Halleson, som var gift med Hallbera Einarsdatter, en søster til Ingemund præst. Bödvar delte bod med Torulv Sigmundsson og havde mere at sige. over tingmændene og bodfolket end Torulv; derfor brugte folk den talemåde, at Bödvar sad bag Torulv på hesten, men holdt dog tömmerne og styrede retningen. Da de kom tilbage til Torgils' bod, spurgte man dem om nyt og hvad de havde udrettet. Så kvad Ingemund præst et vers:

13.
Havlide tre fingre færre
fået sig har — desværre;
skade dog, at skaden
skulde så liden blive.

Efter at dernæst eksekutionsret var begæret, red man hjem, og Torgils blev ikke desmindre siddende på sin gård (59). Da tiden til eksekutionsdommen nærmede sig, samlede Torgils folk, og der kom henved 4 hundrede mand sammen. Havlide havde med sig nordfra omtrent 1 hundred mand, udvalgte folk både i henseende til rustning og stand. Ligeledes forenede bygdens folk sig til velvillig mægling, og i spidsen for dem var Tord Gilsson og Hunboge Torgilsson fra Skard, og til dem sluttede sig andre retsindige mænd, Gudmund Brandsson og Örnulv Torgilsson fra Kvennabrekka, så at de havde 2 hundrede mand for med disse at forsøge en mellemkomst, Torgils agtede at forsvare hele bygden, så at Havlide og hans folk ikke skulde kunne nå frem; han vilde forsvare hedeskrænterne, hvis de red ad Sælingsdal, men Mjosunde, hvis man red ad Svinadal, — dér kan kun få folk ride ved siden af hinanden, ti der er stejle fjælde på bægge sider (60).


Eksekutionsdommen over Torgils forkyndes uden at gennemføres.

Nu er at berette, at Havlide og hans flok aftenen för eksekutionsdommens afholdelse red til gæsteri hos præsten Mår i Sælingsdalstunge; han havde hos sig 40 mand til hjælp for Havlide. Da kom Gudmund Brandsson til — en fætter på mødrene side til Torgils og sön af Steinunn Aredatter, en fortræffelig mand, hvis mening agtedes höjt i mange vigtige sager, og som næst efter Kløng nævntes mest, da der i Vestfjordingefjærdingen skulde være valg angående biskopper (61). Gudmund var en god ven af Havlide; han og nogle mænd med ham red imellem og vilde mægle mellem parterne. Han spurgte Havlide, hvilken bestemmelse han havde om sin færd, »jeg beder dig, vær forsigtig og våg over din hæder og anseelse, ti her er så mange folk samlede, at du ikke kan måle dig med dem; her står meget på spil, hvis ikke alt går vel, og for dig er der ingen skam i at forberede din sag på det yderligste sted, hvor du kan anvende loven og selv er uden fare. Jeg skal også med alle dem, som jeg kan få med mig, slutte mig til den af eder, som lægger mest vægt på mine ord. Følg du nu dine venners råd og driv ikke denne sag videre end at du kan bevare din hæder ubeskåret«. Havlide svarede: »dette er i sandhed smukt og venskabelig talt, og jeg retter mig gærne efter sådanne mænds ord, som både giver gode og forstandige råd og er fremragende ved stilling«.

Derefter red Gudmund til Torgils og spurgte, hvilken beslutning han havde fattet, så meget mandskab som der var samlet og rustet som til kamp både i henseende til våben og anden forberedelse. Torgils sagde at han anså det for bedst, at han forsøgte at hindre Havlide og hans mænd fra at trænge frem til Saurbøbygden, enten ved at værge hedeskrænterne ved Sælingsdal eller Mjosunde, hvis de red Svinadal. Da sagde Gudmund: »om sligt kan der ikke være tale, du må betænke, hvor betydelig en mand du har retstvisten med; der vil gå ry af, at du har vist din uforfærdethed, selv om du ikke påtager dig mere end at værge din gård og stedet, hvor eksekutionsretten skulde sættes, eller i det höjeste din gårds jorder. Hvis du derimod viser et overmod, som ingen kender magen til, da frygter jeg du vil få overmod og voldsomhed at føle, för din sag med Havlide ender; ti aldrig har jeg hørt nogen optræde så hensynsløst eller på den måde kunnet gennemføre sin sag. Fortsæt ikke sligt med så stor stivsindethed« men tag heller mod et godt råd af dine venner, da du ikke kan se rigtig på sagen for din voldsomheds skyld. Havlide vil gå frem med læmpe og besindighed; men det er rimeligt at han vil søge at gennemføre sin sag; du vil nu vistnok tage hensyn til, hvad vi, dine venner, siger, og ikke styrte mange folk i stor forlegenhed«. Endelig fik han løfte af Torgils angående dette.

I det samme kom de mænd ridende, som Torgils havde sat til at udspejde Havlides bevægelser; de havde at melde, at Havlide vilde ride ad Sælingsdal. Da opfordrede Torgils flokken til at ride imod Havlide og hans mænd, og de red nu til de kom op forbi Steinshyl til Tværdalså; der afvæntede de Havlides skare, og der kom de mænd fra bygden, som forsøgte at mægle. Der er höje klippevægge øst for åen og stejle grusbanker på vestsiden, så at man ikke kan ride forbi, hvis mange folk er samlede, og stedet bliver næsten til en enkeltmandssti. Nu rider Havlide med sine folk frem, de stiger af hestene, og han tager vidner på, at de ikke uden fare kan komme videre; de afholdt her eksekutionsdommen, uagtet det ikke var på Stadarhols grund, og ingen af parterne angreb den anden. Derpå red Havlide nordpå til sit hjem, men Torgils sad på sin gård med 80 våbenføre karle; og bægge parter tog sig i agt overfor hinanden om sommeren.

I Hrutafjord havde vinteren over et skib stået på land, Torgils havde her købt meget tømmer til skålebygning (62) og ført det hjem på 1 hundrede planker nær, som var blevne tilbage, og det alene fik Havlide af Torgils' forbrudte gods. Dette år, medens Torgils var erklæret fredløs, blev skålen bygget, og den skåle var endnu ikke faldefærdig, da biskop Magnus Gissursson døde (63). Det år, da Torgils var fredløs, fødtes hans sön Einar. Havlide sendte nu bud rundt i alle bygder for at udbede sig hjælp og støtte, både hos höjere og ringere mænd, og om efteråret mødtes efter aftale Havlide Mårsson, Hall Teitsson og Tord Torvaldsson Vatnsfjording; herom blev dette kvædet:

14.
Ambhoved kom nordfra,
Sælhoved sydfra
Hjorthoved vestfra,
hemmelig svig de gemte.
Tusind ting under mødet
talte de om, de kloge;
megen ondskab ulmed
i Ambhoveds hjærte (64).

Nu går det år, og er alt hurtigere sagt end gjort (65).


Havlide vil spærre Torgils vejen til altinget.

[1122]. Næste vår drog Havlide Mårsson sydpå over heden til Haukadal (66) for at overvære årsdagen for kirkens indvielse på apostlene Philippi og Jacobi messedag (67) til besøg hos sin svoger Hall. Her, hvor han under sit ophold behandledes med udmærkelse, holdt han efter gudstjænestens slutning en lang tale om sit og Torgils Oddesons mellemværende; han sagde, at det vilde falde ham besværligt at have med Torgils at göre på grund af hans voldsomhed og talrige mandskab; han talte herom udførlig og godt, bad om bistand fra herredet ved mandstærk ledsagelse til tinge og opfordrede sin svoger Hall til hjælp og understøttelse; han bad også klærkerne om bistand, at de skulde bede for dem til gud, om at disse sager måtte få en god ende og forløbe således som det var bedst for alle landets indbyggere, dog at hans ære intet skår led. Da tog en mand ved navn Torstein fra Drumboddsstad til orde: »dig er det ganske nødvendigt at hjælpe; du har længe lidt overlast af Torgils og tålt megen fortræd af ham«. Hertil svarede Hall Teitsson: »min gode Torstein! lad os heller tie; uheldig er du i dine ord, og vi gör bedst i at høre til. Du har en god vilje, men dårlig ævne. Havlide har aldrig tålt nogen fortræd af Torgils; men ikke desmindre er sagen ham magtpåliggende, og ingen er min ven, som ikke fremdeles støtter denne sag«.

Nu samlede i løbet af somren bægge parter mandskab efter ævne til tinget, og næste dag för Johannes messe red folk til tinget (68). De to svogre Havlide og Hall Teitsson red med nogle flokke tidlig på dagen op på tinget, Havlide begav sig til Torgils' bod, og den jævnede de fuldstændig med jorden. Derpå æggede Hall til, at Havlide og han skulde ride imod Torgils med det mandskab de kunde få med sig; de kaldte det ganske usömmeligt og en ulovlighed, at fredløse folk red op på det indviede ting, — »og lad os nu mindes, at Torgils ikke tillod eksekutionsrettens afholdelse, der hvor den efter loven skulde være, medmindre man vilde kæmpe for at nå frem«. Derpå red de op på sletterne (69) og lagde sig der i baghold. Dog var alt ikke så hurtig gjort som sagt, ti mange gav deres ord med i laget og frarådede bagholdet; deres mening var, at bægge parter snarest vilde lade sig lede til forlig, når mange brave mænd tog del i mæglingen, og at der kunde findes mange udveje, når et sammenstød forhindredes. Således var der meget, som sinkede, og man red derfor ikke længere, men steg af hestene.

Da gik præsten Ketil Torsteinsson frem og spurgte: »råder du, Havlide! for dette baghold«? »Ja visselig«, svarede han. »Dette forsæt er utilrådeligt«, fortsatte han, »det kunde være, at Torgils besluttede sig til at ride frem i nat eller ikke ad alfarvejen, hvis han vil bruge trods«. Da gik biskop Torlak (70) til, medens de talte om dette, og bad Havlide, at han skulde drage tilbage til boderne, så at der kunde underhandles om forlig. Han svarede: »denne sag, at fredløse mænd rider til det helligede ting, og således bryder lands lov, er mig for vigtig og magtpåliggende, til at den kan blive genstand for forhandling; erfaringen vilde da inden lang tid vise, at mange efterlignede dette, hvis det går godt for denne«. Da svarede biskoppen: »du kan have ret i, hvad du siger; men er det sandt, som er kommet os for øre, at du i år har søgt hjælp i alle bygder, hos hövdinger og småfolk, ja hos fattigfolk og hver affældig kælling«. »Således forholder det sig«, sagde Havlide. Biskoppen fortsatte: »det var ydmygt af en mand som dig at begære, at alle folk med deres ønsker og bönner skulde støtte dig; men dog vil man sige, at her har en klog mand været höjlig forblindet, hvis du ønsker på din side alle de elendigste folk, men vil have imod dig denne ophøjede mand, hvis messedag det er i morgen, og som er så at sige den herligste af alle guds helgener efter guds eget vidnesbyrd; hans vrede vil blive følgen, og den vil ramme dig, hvis du vil udgyde så mangen mands blod for denne sags skyld; derimod er det at vænte, hvis du til bedste for freden opgiver dette under denne højtid, at gud og helten Johannes den døber under dig en hæderfuld udgang af denne sag, og desuden, i sammenligning med hvilket hint er uden betydning, at du i den anden verden vil få lön for hvad du nu gör for guds og Johannes den døbers skyld«. Dertil svarede Havlide: »dette er sande ord, men dog kan vi ikke bekvemme os til at holde ting i så stor lovløshed, at fredløse mænd møder på tinget«. Det endte med, at Havlide afslog, hvad biskoppen bad om, og der i bagholdet var 12 hundrede mand.


Torgils får meddelelse om Havlides baghold.

Da forbød biskoppen alle klerker at slutte sig til Havlide og opfordrede alle tilstedeværende til sammen med sig at mægle, og hertil erklærede mange sig villige. Men da Havlide havde nægtet at give Torgils adgang til tinget, red folk imod Torgils' flok og sagde ham, hvorledes sagerne stod. De traf flokken nord for Sandvatn (71). Der var da 7 hundred mand. Man væntede efter Styrme Reinsson fra Gilsbakke, Torgils' måg; hos Torgils var da alle godordsmænd (72) vest for Blåskogahede undtagen Tord fra Vatnsfjord (73). Nu begyndte folk indbyrdes at samtale, og de fleste frarådede tingridtet overfor en så stor overmagt. Da sagde Torgils: »det er jeg sikker på, at hvis der er så mange folk samlede, som man siger, så vil deriblandt findes mange, som vilde foretrække at være i min flok, hvis de turde, og de vil ikke kæmpe ivrig for Havlide. Der vil også være mange, som med fornöjelse vilde se en af os falde, men bryde sig lidet om, hvem af os der slap bort. Men jeg véd, at jeg i mit følge har så pålidelige og standhaftige mænd, at de heller vil falde, den ene tværs over den anden, end at jeg skulde komme til noget, og derfor vil vi fortsætte vor vej«. Styrme var da kommen, ledsaget af 1 hundred mand; han svarede: »det ved vi, at næsten alle har det således, at de først da anser sig for hjulpne til gavns, når de har fået hjælp i strid. Nu kan vi også her se, at Torgils synes, at ingen fuldstændig hjælp er ydet ham, hvis man ikke yder ham stridshjælp. Altså bör de, som her er sammenkomne, forene sig om ikke at opgive denne sag, för end den på en eller anden måde bringes til ende, alle de, som nu vil udsætte sig for så stor fare. Men det vil jeg vide, Torgils! i hvad hensigt du vil drage til tinget, udover at vise din dumdristighed og styrte så mange folk i så stor fare«. Torgils svarede: »det er mit ærende på tinge at byde Havlide et godt og ærefuldt forlig, men hvis han afslår det, da at nyde fordelen af mine talrige, ansete venner og mine mange tilhængere«. »Hertil bör alle dine kække venner hjælpe dig«, sagde Styrme.


Bård og Aron sendes ud for at spejde.

Derefter udvalgte man Bård den sorte (74) og hans sön Aron til med nogle mænd at ride forud og spejde, forinden flokkene stødte sammen. Men hovedstyrken red i fylking ned fra Videkjörr, over halsen (75) til Sandvatn; de rådslog ivrig, og man drog temmelig langsomt frem. Torgils red foran i sin fylking. Da kvad Ingemund et vers:

15.
Hall vil ej fred, der holder;
Havlide slår for den vide
slette, för en fredløs
fod skal sætte i boden.
Forrest den fuldtro Torgils
farer i sin skare;
han vil med til mødet,
manden er kendt i landet.

Da kom ridende til dem præsten Tord med tilnavnet Lunde-skalle (76), og nogle mænd med ham. Han var en hovedrig mand og en ven af Torgils, en anset og retskaffen mand. Han spurgte, skönt han forud vidste besked, hvad de forhandlede om, og hvorledes sagerne stod, og hvad man sidst havde hørt om Havlides flok. Man fortalte ham omstændelig, at Havlides flok befandt sig på de øvre sletter og agtede med væbnet hånd at værge hele det fredlyste ting-område, men at biskoppen og mange andre velvillige mænd frarådede baghold og fremrykning; mere vidste man ikke, men der var sendt folk forud for at spörge nyt. Tord sagde: »ikke vil jeg, Torgils! lære dig, hvad du skal göre, men det beder jeg dig om, at du vil være min gæst; og som udslag af din nedladenhed og min taknemlighed skal jeg tilföje, at du ikke skal have maden alene som udbytte af dit besøg. Det er rimeligst, at Havlide ikke forbliver i bagholdet længer end denne dag og nat; du vil da kunne ride uanfægtet, og det kan vel ske, at brave mænd bringer forlig og fred mellem eder til veje, så at man på en god måde vil kunne drage frem, efter at have fjærnet den fortræd for mange mennesker, som nu synes at true«. Da Tord havde endt sin tale, takkede mange ham for hans ord og tilskyndede til, at dette tilbud modtoges.

Om Arons og hans fader Bårds færd er nu at berette, at de kom ned gennem Kløfterne og så nede under Årmanns-fjæld (77) en stor mængde heste og mennesker; de overvejede nu hvad der var at göre og anså det for sandsynligt, at det var Havlide og hans folk, som havde taget stilling der for at bevogte bægge vejene, af hvilke den ene fører langs Årmannsfjæld og forbi Slædeås, den anden østpå over lavaen, forbi Ravnebjærgene og Reydarmule til Gjåbakke og så mod vest over lavaen til boderne (78). Aron og hans fader beslutter sig nu til at opsøge disse mænd — »jeg ved ikke af, at vi har noget udestående med folk«, sagde han, »men nogle af vore ledsagere skal ride bagefter og lægge mærke til, hvorledes alt går, og berette Torgils, hvad der sker, hvis vi møder nogen hindring på vor vej, og I,« tilföjede han til disse, »må ikke lade eder forvirre, men skal nöjagtig vide besked med hvad I beretter«. Nu red Bård den sorte og hans sön Aron med nogle ledsagere frem mod flokken, som de stødte på, men de tilstedeværende rejste sig bevæbnede, og hver af de to blev ført til sin side. Der blev nu en stor trængsel, så at hine (79) for stimmelen ikke kunde se hvad der gik for sig; de følte sig overbeviste om, at de alle var tagne til fange, og sinkede ikke længe færden, men red hurtig tilbage til Torgils med store nyheder at berette.

Torgils spurgte: »hvad nyt bringer I?« De svarede: »vi kan ingen sikre efterretninger meddele«, men fortalte om, hvor de skiltes fra Bård og hans sön — »der var en stor mængde folk samlet ovenfor Slædeås, hen til dem red Bård og Aron, og det forekom os, at bevæbnede mænd i flokken sprang op og tog dem alle til fange i bedste tilfælde«. Torgils spurgte: »kunde I dömme noget om, hvilke hövdinger den flok tilhørte, og kendte I nogle mænd dér, eller udrustning og heste«? Sendebudene svarede: »vi vil ikke sige det for vist, men vi tænkte os, at det måtte være Havlides flok; og jeg syntes at kende« (fortsatte den talende) »Broget-kind, hesten, som du selv har lagt til, og som du gav din måg Bödvar forrige sommer på tinget; jeg skulde også tage meget fejl, om ikke det guldbeslåede spyd, som du gav ham, var der«. Mange sagde hertil, at dette sikkerlig bebudede tidender, og at det var selvfølgeligt heller at modtage Tords ærefulde indbydelse end at stille sit eget og sine mænds liv på spil ved at gå til kamp mod en sådan overmagt og på overmodig vis lade hånt om den beviste ære; man vilde uden fare kunde ride til tings i morgen eller overmorgen, — og således gentog de alle Tords forestillinger.


Torgils fortsætter sin vej til tinget.

Torgils hørte til, medens de andre talte om dette, og blandede sig ikke i samtalen, men overvejede sagen. Da de spurgte, hvad beslutning man skulde tage, svarede Torgils: »hvis dette forholder sig som der siges, at vore raskeste og pålideligste mænd er tagne til fange og forulæmpede, eller lemlæstede og dræbte, da vil det lægges os til last, hvis vi rider bort uden at få nöjere besked end hvad vi kan slutte os til. På den anden side mente de (80) at kunne kende de to gaver, hest og spyd, som jeg gav min måg Bödvar, og af hvilke han ikke med sin gode vilje vilde slippe nogen. Hvis han har lidt nogen skade, vil jeg fortsætte vejen og prøve om jeg kan hævne ham. Men hvis det forholder sig som jeg tror, at han sund og rask, og selv i besiddelse af sine gaver, med en stor skare er kommen os til hjælp, da vil man tale ondt om os, såfremt vi rider bort og lader ham tilbage i fare. For vist vil jeg ride til tings, med de mænd, som vil følge mig, hvad der end står på spil; men de kan vende om, som finde det mandigere«. Derefter satte han sig straks i bevægelse, og man red ned gennem Sand-Kløfter; men ingen vilde vende om, da Torgils red videre, og alle var bestemte på ikke at forlade ham, hvad der end kunde møde.

Nu er at berette om Bård og Aron, at de red henimod flokken (81) og at folkene rejste sig og hilste dem venskabelig, ti det var venner, der mødtes. Her var Bödvar Asbjörnsson og Gudmund Torgeirsson, Torgils' måg, med over 1 hundred mand, og bægge parter var meget opsatte på at spörge nyt af hinanden. Bödvar spurgte Bård om Torgils' plan, men Bård spurgte Bödvar om, hvad der havde tildraget sig på tinget, og nu trængte man på fra alle sider, da der var mange, som vilde høre hvad der blev sagt. Da de havde talt sammen en tid, red Bård og hans følge videre, lige til de kom ned på sletterne til Havlides skare, og her blev de vel modtagne, da mange vidste besked med Bård og hans sön, ti de var agtede mænd og venner af mange fornemme folk. De blev udspurgte om, hvad de kunde fortælle om Torgils' fremrykning og mandstyrke. De sagde, at Torgils var nåt til fjældheden syd for Reykjadal med mange folk, men at der da kom mænd imod skaren, som fortalte, at tingridt var forment Torgils og hans følge, og at, hvis han ikke desmindre vilde rykke frem, agtede Havlide at værge tinggrænserne mod ham, hvortil Torgils havde svaret, at dette næppe var Havlides alvor, men at sendebudene havde erklæret det for sikkert og tilföjet, at Havlide rykkede frem med 12 hundred mand, efter hvad de sidst havde erfaret. Endvidere berettede de (82), at på grund heraf havde Torgils' flok gjort holdt for at rådslå om, hvad beslutning man skulde tage, og at således stod sagerne, da de skiltes fra dem. Herefter red Bård og Aron ind til boderne og opsøgte biskoppen. Han tog vel imod dem, og de fortalte fortrolig hinanden sagernes hele stilling. Derpå sendte de Torgils bud om, hvorledes alt forholdt sig og hvad de havde erfaret.

Spejderne (83) traf Torgils under Årmandsfjæld ovenfor Slædeås, hvor Bödvar og hans mænd havde holdt rast, og sagde ham hele sammenhængen og hvorledes hans bod fuldstændig var jævnet med jorden. Da sagde Bödvar: »det er tydeligt af sligt, at Havlide ikke betænker sig på at skaffe vore hænder noget at hævne; det kunde nu også være passende at han fik at prøve, om vi kan göre mere end opbygge Torgils' bod, ti nu klør vore næver«, og hermed slog man våbnene mod skjoldene. Hertil svarede mange, at nu var det bedst, at Torgils tog bestemmelse om deres forehavende. Da kvad Torgils til svar:

16.
Længe det vil ej vare,
vakre kvinde, inden
vi i kamp skal komme;
krigeren, jeg, det siger (84).

»Og vi vil trods alt ride frem«, sagde han, »og det får da gå som det kan«.


Havlide forbliver uböjelig.

Nu er igen om to ting at fortælle, idet biskoppen efter at have sammenkaldt de gejstlige (85) gik for anden gang til Havlide og hans mænd og sagde: »er du nu, Havlide! bestemt på ikke at rette dig efter nogen mands ønske eller vilje med hensyn til tilbagetoget«? »Det aner mig«, svarede Havlide. Da sagde biskoppen: »så vil vi gå til kirken, og ifølge den magt, som gud gav apostelen Peter til at binde og løse alt i himlen og på jorden, og som denne gav pave Clemens, hvorefter den ene efter den anden modtog den magt, men som ærkebiskop Asser gav mig, — med denne myndighed vil jeg forbyde dig at slå dig ned her, da du afslår forlig og bryder freden. Fra Torgils' side har jeg fået bud om, at han vil göre gode tilbud. Og«, sluttede biskoppen, »af alle disse grunde og hvis mine ord og vore bönner må gælde noget hos gud, da bönhøre han dig på dommens dag så villig som du nu bönhører mig«. Hertil sagde Havlide: »mit og Torgils' mellemværende får den udgang som skæbnen vil, og hver kan bedömme denne sag som han vil; men for disse dine ord skal jeg, så længe denne dag varer, ikke kæmpe, så fremt de mænd, som her er tilstede, lover ikke at opgive min sag, för den har fået en ærefuld udgang,« — »og afgörelsen lægges i din hånd«, indskød Hall Teitsson. Dette lovede man. Da sagde Einar Gilsson: »følg du, Havlide! dette gode råd, som biskoppen giver dig; efter helligdagen (86) vil vi da hjælpe dig som vi har midler til«. Herefter gik Havlide og hans mænd tilbage til boderne.

Torgils derimod og hans mænd red ind på tingsletten og til boden, og så der sporene efter hvad der var foregået, at hans boder var nedbrudte. Mange tilbød ham deres boder til at tælte (87), men Torgils afslog det og var bestemt på at genopføre sin bod. Da gik Sæmund frode (88) til med nogle mænd, om aftenen begyndte man at opbygge boden, og för ottesang var hele arbejdet endt. Nu forsøgte man at forlige Havlide og Torgils. Havlide vilde intet andet forlig end selvdom (89). Torgils afslog ikke, at Havlide tildömte sig en så stor bøde som han vilde, men fredløshed af enhver art samt fortabelse af godedömme og hovedgård forlangte han undtaget; herom forhandledes der helligdagen igennem, at Havlide vilde ene afgöre alt uden betingelser, og da fandt bægges venner det vanskeligt at mægle. Sent om aftenen den påfølgende messedag, da de fleste folk havde lagt til at sove, gik Ketil Torsteinsson (90) med nogle mænd til Havlides bod, hvor han fik en god modtagelse. Ketil sagde til Havlide: »stor skade synes det eders venner, at det ikke kan komme til et forlig og denne sag afgöres med det gode, og mange har nu så at sige opgivet alt håb; her har jeg intet råd at give, men en fortælling vil jeg berette dig«.


Havlide lader sig omstemme.

»Vi voksede op i Øfjord, og man anså os for lovende unge mænd. Jeg fik tillige til ægte den kvinde, som regnedes for det bedste parti, nemlig biskop Gissurs datter Groa (91). Men man ymtede om, at hun ikke var mig tro, og det krænkede mig, at der førtes sådan tale. Sagen blev undersøgt og udfaldet var godt, men ikke desmindre var jeg meget utilfreds med det rygte der gik. Således kom jeg til at nære fjendskab mod manden, og en gang da vi mødtes på alfarvej, anfaldt jeg ham, men han løb mig ind på livet, så at jeg faldt og kom under ham. Derpå drog han en kniv og stak mig i öjet, så at jeg mistede synet på det ene öje. Da lod han mig — Gudmund Grimsson var hans navn — stå op. Dette udfald var imod al sandsynlighed, ti jeg var dobbelt så stærk som han, og lige så meget mente jeg at overgå ham i andre henseender; derfor vilde jeg hævne mig frygtelig med mine frænders hjælp og göre manden fredløs. Vi anlagde sag imod ham, men nogle mænd med indflydelse påtog sig at støtte ham, og mit sagsanlæg blev uden virkning; således kan det også ske nu, at nogle byder sig til at hjælpe Torgils, uagtet du mest har retten på din side. Da det var kommet så vidt mellem os, tilbød modparten at betale bøder i sagen. Nu tænkte jeg på, hvad der var hændt mig, og hvor stor skade jeg havde lidt, og jeg afslog pengebøderne. Men jeg så, at den eneste hjælp var at henskyde sagen til guds miskundhed, ti hidtil havde jeg overalt haft modgang, hvor det gjaldt min stilling og anseelse. Jeg sagde mig selv, at min heftige forbitrelse skyldtes Mödrvellingernes voldsomhed og hovmod (92). Jeg indså tillige, da jeg tænkte over min anseelse, at der ikke vilde blive givet sådanne bøder, som kunde være mig til nogen ære. Jeg gjorde da det for guds skyld, at jeg eftergav ham hele sagen; jeg vidste, at jeg da vilde få den lön, som bådede mig bedst. Tillige indbød jeg ham til mit hus, og han var derefter længe hos mig. Da forandredes folks omtale og dom, og alt blev mig fra nu af til lykke og hæder mere end för. Nu vænter jeg også af gud, at det vil gå dig således. Men brug du nu«, sagde Ketil, »hvad du af mine ord finder anvendeligt«.

Havlide takkede ham hjærtelig og sagde: »en sag har været til forhandling her på tinget, som er af stor betydning, nemlig hvem vi nordlændinger skal vælge til biskop efter biskop Jon (93). De fleste har henskudt dette til mit valg, men på grund af retssagerne er sporgsmålet ikke blevet afgjort så hurtig; nu behøver man ikke længer at betænke sig på dette valg; selv om det skulde vare hele somren, går jeg ikke ind på noget andet end at du vælges til biskop, og det er min mening, at efter de mænd som der nu er at vælge iblandt, vil befolkningens tarv være bedst varetaget, når du bliver biskop«. Havlide blev meget bevæget ved deres samtale, og fra nu af var han mere tilböjelig til forlig end för og meget ydmygere. Da sagde Ketil: »jeg er uværdig til en sådan stilling; enhver kan se, hvor stor en lyde jeg har i menneskenes öjne (94), men langt större lyder bærer jeg dog for guds öjne, så at jeg er uskikket til bispe-værdigheden«. Dog kom det omsider dertil, at Ketil erklærede: »kunde eders forlig derved fremmes, da undslår jeg mig ikke for dette ansvar, hvis de andres vilje er som din«. Efter denne tildragelse underhandledes der igen om forlig af forstandige og velsindede mænd. Hall var i alle henseender vanskeligere at bevæge end Havlide, men det kom dog til forlig på de betingelser, at Havlide skulde tildömme sig for sårene så meget gods han vilde, men undtaget fra hans selvdom skulde være fredløshed af enhver art, godedömme og hovedgård, således som man fra begyndelsen havde tilbudt. Hertil knyttedes, at enhver af de tre mænd, som gik til håndslag (95) aflagde femtedoms-ed (96) på at betale de bøder, som idömtes. Følgende mænd gik til håndslag: Torstein Gelleson fra Frodå, en meget rig mand og Torglls' måg, gift med Steinvör, en datter af Torstein Areson ; den anden var Styrme Reinsson fra Gilsbakke, besvogret med Torgils — Torgeir Galtesons datter Turid var Styrmes moder, men Styrme Torgeirsson var fader til Hall, Kolfinnas fader — ; den tredje håndslagsmand var Torstein ubillig, så vidt jeg mindes (97). Da sagen var ført til ende, blev dette vers kvædet (98):

17.
Det trak ud, forinden
ende der blev på denne
sag med forlig, ti Sandskorn (99)
sent til fred blev rede.
Heller søgt han havde
harmfuldt mod våbenlarmen,
skare imod skare
skyndt, så strid begyndtes.

18.
Blakket det tegned, bedre
blev det, om end trevent;
slemt så det ud, ti Sandskorn
sent til fred blev rede.
I sin trods han trued
tappert med strid dem siden,
sagde skyndsomt skulde
skaren fremad fare.


Torgils og Havlide forsones.

Det havde lagt sig for dagen under mæglingen, da man underhandlede om forliget, at Hall mente, at der var ingen grund til at trække en stor styrke sammen, med mindre Havlide ved lejlighed gjorde brug af den i den ham magtpåliggende sag eller kom til at afgøre alt ubetinget; han sagde, at Havlide nu på sine gamle dage var rig nok, når kun hans anseelse forblev ubeskåren.

Den tredje dag för tingets slutning gik bægge partier frem i talrig mængde, da forligsvilkårene skulde forkyndes. Havlide bestemte i bod for de ham tilföjede sår 80 hundrede tre alens ører (100). Bøderne skulde erlægges i lovlige betalingsmidler eller i jordegods i Nordlændinge-fjærdingen, i guld og sølv, norske varer, smedearbejde, fuldgode værdigenstande af mindst en kos værdi; gildede heste måtte benyttes i betaling, men en hingst kun når en hoppe medfulgte, og en hoppe kun ledsaget af en hingst; ingen hest måtte være ældre end 12 år og ingen yngre end 3 år. Betalingen skulde foregå foran Havlides boddör, eller godset skulde bringes til hans hjem, og Havlide selv skulde vurdere alt godset.

Da Havlide kundgjorde beløbets størrelse, sagde Skafte Torarinsson (101): »dyr vilde hele Havlide blive, hvis hvert lem skulde være så kostbart«. Da svarede Havlide: »ikke vilde den tunge påtale drabet, om det skulde behøves, og snarere går det efter Bödvar Asbjörnssons og andre af vore fjenders vilje, når jeg skal tage penge for hvad der er overgået mig, end at jeg kunde ønske sligt; dette forlig skyldes mine venners bön mere end pengebegærlighed alene«. Hertil sagde Bödvar: »da der ved dette er sigtet mere til mig end til andre, må jeg svare, og jeg vil da göre indsigelse herimod, for så vidt som jeg vel under dig den tilföjede skade eller en endnu större, men pengene ikke«. Da Havlide forkyndte forliget, havde Bödvar ytret: »det var et ublu forlangende« (102), og derfor rettede Havlide sine ord til Bödvar; mellem dem var der også bestandig uvenskab. Torgils sagde: »Havlides ord bör man påhøre i stilhed, ti hver af os har her opnåt, hvad han kan være vel tilfreds med«. Herefter takkede bægge parter deres tilhængere for ydet hjælp, ledsagelse og bevist ære.

Endnu för Torgils kom hjem fra tinge, havde han af sine venner og frænder modtaget ikke mindre gods end 80 hundreder; men desuden indbød mange ham til sig, fra alle bygder, både på nordlandet og sydlandet, østlandet og vestlandet, som han senere besøgte, og de gav ham da til afsked store gaver. Viden om i Vestfjordinge-fjærdingen opkrævede han penge, men efter at hele den fastsatte sum var betalt, gav Torgils Havlide ærefulde gaver — fem stodheste, en guld-fingerring og en bræmmet kappe — , som han havde fået af Sigrid, en datter af Snorre godes sön Eyjulv, fra Hövdabrekka på østlandet; hun havde været gift med Jon Kalvsson; derhen drog Torgils på gæsteri, og da gav hun ham alle disse kostbarheder. Havlide sagde: »nu ser jeg, at du ønsker et oprigtigt forlig imellem os, og vi skal fra nu af bedre vogte os for tvistigheder«. Dette holdt de også, ti stedse var de på samme side i sager af vigtighed, så længe de levede.


SLÆGTREGISTRE.

Sæmund frode var gift med Gudrun, dalter af Kolbein Floseson; deres börn var Eyjulv præst. Loft præst og Lodmund samt Torø, som var gift med Torvard Olavsson, og hvis sön Olav præst var. Loft Sæmundsson drog udenlands og ægtede i Norge Tora, som senere viste sig at være kong Magnus barfods datter. Deres sön var Jon, som har været den störste og vennesæleste hövding på Island. Han var gift med Halldora Steggbrands datter; deres börn var Sæmund og Solveig, som var gift med Gudmund gris. Med Ragnheid havde Jon sönnerne Povl biskop og Orm Bredbøling. Ragnheid var en datter af Torhall og søster til biskop Torlak den hellige. Med Æsa Torgeirsdatter havde Jon Loftsson sönnen Torstein; hans sönner var Andreas, Åmunde, Torgeir og Gunnar. Endvidere havde Jon Loftsson med Helga Toredatter sönnen Einar, som havde mange börn: Svart, Ravn, Kristrod. Fremdeles havde Jon Loftsson med Valgerd Lottsdatter sönnerne Hallbjörn præst og Sigurd, som var gift med Salgerd Erlendsdatter. — Lodmund Sæmundsson var gift med Torunn, en datter af Torarin Forneson; deres sön var Jon, som var gift med Aldis Halldorsdatter, hvis börn var Valgerd og Eyjulv. En sön af Eyjulv og Valgerd Gamledatter var Gudlaug, men Eyjulvs börn med Hild, en datter af Skegge Skutason, var Jon, Lodmund og Alvheid. Ragnhild og Solveig var døtre af Valgerd og Sæmund Jonsson.

Tord, en sön af Gils, sön af Snorre, sön af Jörund, var en samtidig af biskop Gissur. Gils’ moder var Asny, en datter af Sturla Tjodreksson. Tords moder var Tordis Gudlaugsdatter. Tordis’ moder var Torkatla, en datter af Snorre godes sön Halldor. Tord Gilsson var gift med Vigdis, en datter af Sverting Grimsson. Vigdis' moder var Tordis, en datter af Gudmund, sön af Gudmund, sön af Eyjulv den halte, sön af Gudmund den mægtige. Sturla hed den ene af Tords og Vigdis' sönner, og den anden Snorre, Tordis og Gudrun døtrene. Sturla havde først som frille Olov Vilhjalmsdatter, og med hende börnene Svein, Turid, Helga, Valgerd og Sigrid. Senere ægtede han Ingebjörg, en datter af Torgeir Halleson; Steinunn hed deres datter, som var gift med Jon Brandsson, hvis sönner var Bergtor, Ivar, Brand og Ingemund. Tordis hed Sturlas og Ingebjörgs datter; hun var gift med Bård, sön af Snorre, sön af Bård den sorte, deres sönner var Peter, Sturla og Snorre. Björn hed Sturlas og Gudfinnas son. Derefter ægtede Sturla Gudny, en datter af Bödvar Tordsson. Bödvars moder var Valgerd, en datter af Markus lovsigemand (103). Gudnys moder var Helga, en datter af Tord Magnusson fra Reykjaholt. Sturlas og Gudnys börn var Tord, Sighvat og Snorre, samt Helga, som var gift med Sölmund østmand (104), og Vigdis, som Gelle Torsteinsson ægtede. Tord Sturlason var først gift med Helga, en datter af Are den stærke, og de havde ingen börn. Siden ægtede han Gudrun, datter af Bjarne Bjarneson; Bödvar hed deres sön, men deres datter Halla, som var gift med præsten Tomas Torarinsson. Tord havde en frille, som hed Tora; deres börn var Olav, Sturla, Guttorm, Tord, Valgerd og Gudrun. Sighvat Sturlason var gift med Halldora Tumedatter; deres börn var Tume, Sturla, Kolbein, Tord kakale (105), Markus, Tord krok, Tume (106) og Steinvör, som var gift med Halvdan Sæmundsson; Valgerd hed en datter af Sighvat, som var gift med Bård Hjorleivsson. Sigrid hed endvidere en datter af Sighvat med Helga Bjarnedatter; hun var gift med Styrme Toreson. Snorre Sturlason var gift med Herdis Bersedatter; deres börn var Jon murte (107) og Hallbera, som Kolbein Arnorsson ægtede. Senere blev Snorre gift med Hallveig, en datter af Orm Jonsson; ingen af deres börn levede. Snorre havde en sön, som hed Urøkja; Turid Hallsdatter var hans moder. Ingebjörg var en datter af Snorre med Gudrun Reinsdatter. Ingebjörg blev gift med Gissur Torvaldsson. En datter af Snorre var Tordis, som Torvald Vatnsfjording var gift med. Oddny hed hendes moder.

Asbjöirn Arnorsson var gift med Ingunn, en datter af Snorre godes sön Torstein. Deres börn var Arnor, Torstein, Bödvar og Sigrid. Arnor var gift med Gudrun, en datter af Dade Starkadsson; deres sön var Kolbein, hans sön Tume, som var uægte født. Tume var først gift med Gudrun, en datter af Tore Steinmodsson. Sigrid hed deres datter, som var gift med Sigurd Ormsson. Derefter ægtede Tume Turid Gissursdatter; deres börn var Kolbein, Arnor og Halldora, som var gift med Sighvat Sturlason, samt Alvheid, som var gift med Ingemund Grimsson. Torstein hed en uægte sön af Tume; han var fader til Ivar munk og Tume samt Gudrun, som var Sveinbjörn Ravnssons frille, Steinunn, som Krak havde til frille, og Sigrid. Arndis hed Tumes uægte datter, som var gift med Steingrim Torvaldsson. Arnor Tumeson var gift med Asdis Sigmundsdatter, deres börn Kolbein den unge, Sigrid, som Bödvar på Stad var gift med, Herdis, som ægtede Bödvar i Bø, og Arnbjörg, som Urøkja Snorreson var gift med. En uægte datter af Arnor var Tjodbjörg, som Brodde var gift med. Kolbein, en sön af Arnor Asbjörnsson, var gift med Herdis, en datter af Torkel Steinulvsson; deres sön var Arnor, som var gift med Gudrun, en datter af biskop Brand (108); deres börn Kolbein koldelys og Halldora, som var gift med Jon Sigmundsson, disses sön var biskop Brand den senere (109). Kolbein koldelys var gift med Margret, en datter af Sæmund Jonsson, deres börn Brand, Povl, Valgerd.

Sigmund Torgilsson var gift med Halldora, en datter af Skegge Bjarneson. Deres sön var Jon; han var gift med Torny, en datter af Gils Einarsson. Deres sön var Orm, som var gift med Helga, en datter af Arne Grimsson; deres sön var Sigmund, som var gift med Arnbjörg, en datter af Odd Gissursson; deres sön Jon, som först var gift med Tora, en datter af Gudmund gris, deres börn Orm Svinfelling, Steinunn og Solveig. Jon ægtede senere Halldora Arnorsdatter; deres sön var biskop Brand. En uægte sön af Jon var Torarin, som var gift med Helga, datter af Diger-Helge; deres sönner var Torvard og Odd. Sigurd munk var ligeledes en sön af Orm og broder til Sigmund; hans sidste hustru var Turid Gissursdatter, men først var han gift med Sigrid Tumedatter. Orm Svinfelling var gift med Alvheid Njåls datter; deres börn var Sæmund, Gudmund, Orm og Tora, som var gift med Kråk Tomasson. Oddny var Orms uægte datter, som Finnbjörn ægtede. Skard-Snorres moder hed Gudrun, hendes moder var Halldora, en datter af Jon, en sön af Sigmund, sön af Torgils, sön af Torgeir, sön af Tord Freysgode.

Bård den sorte hed en anselig bonde, som boede i Selå-dal; han var en sön af Atle. Bård var gift med Birna, en datter af Aron Snorreson. Deres börn var Sveinbjörn, Atle, Aron, Snorre, Ingulv, Styrbjörn, Gunnar, Höskuld, Rögnvald, Markus, Hallbera, Oddgerd, Salgerd, Ulvrun. Sveinbjörn var gift med Steinunn, en datter af Tord Oddleivsson. Deres sön var Ravn, som var gift med Hallkatla Einarsdatter; disses börn var Sveinbjörn, Krak, Einar og Grim, samt Steinunn, Herdis, Torø, Turid, Hallgerd. En sön af Sveinbjörn (Bårdsson) var præsten Markus den stærke, men hans (Sveinbjörns) døtre var Herdis, som Hall Gissursson ægtede, Helga, som Brand ægtede, Gudrun, som Såm Simonsson ægtede, Birna og Halla. Aron Bårdsson var gift med Sigrid Torleiksdatter, en søster til Torleiv beiskalde fra Hitardal; deres börn var Havtor, Yngvild og Ragnheid, som Åmunde var gift med; disses börn var Tord, Tova, Margret, Hallbera og Birna. Ragnheid blev senere gift med Torarin Torkelsson. Deres börn var Kråk, Halldor, Eyvind og Tomas, som ægtede Tord Sturlasons datter Halla; disses börn var Kråk, Torarin, Audun, Snört, Gudrun, Ragnheid, Gudfinna, Gudrid og Hallbera. En datter af Torarin (Torkelsson) var Gudfinna, som var gift med Skule under Hraun. Snorre Bårdsson var gift med Cecilia Asgeirsdatter; deres sön var Bård, som var gift med Tordis Sturladatter. Snorre ægtede senere Cecilia Havtorsdatter; deres døtre var Torlaug og Ursula, som var gift med Svein Sturlason. Uægte börn af Snorre Bårdsson var Eiliv og Tova; hun var moder til Sæunn, som Skard-Snorre var gift med.

Tord i Vatnsfjord var en sön af Torvald Kjartansson og Tordis Hermundsdatter. Torvaids moder var Gudrun, en datter af Snorre godes sön Halldor. Tord var gift med Sigrid, Havlide Mårssons datter. Povl, Snorre, Teit og Ivar var deres sönner. Povl var gift med Gudrun, biskop Brands datter. Povls og Hallveig Asmundsdatters börn var Vigfus og Oddny; hendes börn med Kalv Snorreson på Mel var Vigfus, Snorre og Eyrny, som levede sammen med Tord Jörundsson på Hitarnæs. Oddnys og Torbjörn Bergssons börn var disse: Snorre, Teit, Valgerd og Margret, som Asgrim Bergtorsson var gift med. Snorre Tordsson var fader til Havlide, som forliste med Asmund kastanrasse; Snorre var også fader til Tord, Torvald og Bård. Torvaids moder var Joreid, en datter af Oddleiv, sön af Tord, sön af Torvald, sön af Tord, sön af Torkel den rige fra Alvidra. Torvald var gift med Kolfinna, Einar Torgilssons datter. Deres börn var Einar, som druknede på Isafjord, og Joreid, som Havtor Halldorsson var gift med. Tord var Torvalds sön med Tordis Asgeirsdatter. Ketil hed også en sön af Torvald; endvidere var Illuge Torvalds sön med Halldora, datter af Svein Helgeson. Povl var en sön af Lovnheid og Torvald. Torvald blev senere gift med Tordis, Snorre Sturlasons datter; deres börn var Snorre, Einar og Kolfinna.

Torstein, som kaldtes ubillig (ranglat), boede på Grund i Øfjord. Han var en sön af Einar, sön af Ketil, sön af Torvald krok, sön af Tore fra Espehol, sön af Håmund Helskind. Torsteins moder var Steinunn, en datter af Berg, sön af Vigfus Viga-Glumsson. Torstein og Steinunn, datter af Björn Karlsevneson, havde følgende börn: Ketil — han var gift med Alvheid, en datter af Torleiv beiskalde, sön af Torleik den rige fra Hitardal, deres börn er Torleik, Arne og Herdis, uægtefødte er Jon og Tordis; börn af Torleik Ketilsson og Gudlaug, datter af Eyjulv, sön af Gudmund gasemand, sön af Torstein, sön af Eyjulv den halte, var lovsigemanden Ketil præst (110), Steinunn og Ingunn, uægtefødte er Tora og Torbjörg. Björn var en sön af Torstein ubillig, endvidere Olav og Einar, og Gudrun, Steinunn og Helga (hans døtre). Olav Torsteinssons börn var Einar og Gudrun. Gudruns og Eyjulv Hallssons börn: Jon i Mödrufell. Björn Torsteinsson var gift med Torleiv beiskaldes datter Ingebjörg, deres sön var Sæbjörn. Gudrun Torsteinsdatters og Jörund Gunnarssons døtre var Halla, Kolfinna, Hallfrid og Hallotta. Hallas börn var Flose, Einar, Gudrun, Helga og Gudrun. Kolfinnas börn: Jon og Kår. Jons börn: Torstein i Hvam, Gudrun og Einar. Hallottas börn: Styrme, Steinunn og Turid. Steinunn Torsteinsdatters börn: Vilmund, Torstein og Havlide. Helga Torsteinsdatters og Asgrim Tordssons börn: Havlide, Turid og Halldora. Præsten Ketil Torleikssons moder var Gudlaug, en datter af Eyjulv, sön af Gudmund gasemand, sön af Torstein, sön af Eyjulv den halte, sön af Gudmund den mægtige, sön af Eyjulv, sön af Einar, sön af Audun rådden. Eyjulv Einarssons moder var Valgerd, hendes moder var Vilborg Osvaldsdatter, hendes moder Ulvrun, datter af den engelske konge Edmund. Gudlaugs moder var Sigrid, datter af Hall, sön af Ravn lovsigemand, sön af Ulvhedin lovsigemand, sön af Gunnar lovsigemand (111); men Sigrids moder var Valgerd, en datter af Torstein, sön af Asbjörn, sön af Arnor, sön af Arngeir, sön af Spak-Bödvar, sön af Öndot krage.


Noter:

1. H. boede i nordlandets vestligste del, det nuværende Hunavatns syssel. På hans gård redigeredes og nedskreves ifølge altingsbeslutning netop ved denne tid (vinteren 1117—18) fristatens love, og således fremkom den første islandske optegnelse, hvorom man har nogen efterretning.

2. Det nuværende Stranda syssel, på Islands nordvestligste halvø.

3. D. v. s. havde sluttet sig til det tinglag, hvoraf Havlide som øvrighedsperson (gode) var indehaver.

4. Saurbær, der også forekommer som gårdnavn, er her navnet på en bygd i det nuværende Dala syssel i det vestlige Island. Hos Torgils opholdt sig en vinter den senere norske tronkræver Sigurd slembe, og nogle småtræk af livet på gården berettes i Heimskringla III, 516—17 (F. Jónssons udg.).

5. Et stednavn.

6 Efter disse „dale“ har Dala syssel navn.

7. Tilnavn, sammensat af „gode“ og et ubestemmeligt eyr.

8. i Stranda syssel.

9. Torgils' moderæt, benævnt efter Reykjanes med hovedgården Reykjahólar i det nordvestlige Island (Bardastrand syssel).

10. Hermed menes de egne, hvorover Torgils' indflydelse strakte sig og af hvis gårde flere i det følgende opregnes.

11. Lovsigemanden var den islandske fristats øverste embedsmand.

12. At hövdingerne, med bevarelse af deres verdslige stilling, modtog gejstlig indvielse, var i den islandske fristatstid almindeligt og stod tildels i forbindelse med kirkegodsets oprindelse fra privat-stiftelser, hvis bestyrelse forblev i giverens familie. På denne tid var endnu heller ikke cølibatsloven trængt igennem.

13. goðorð, d.v.s.: godeværdighed. Den islandske godeværdighed, med den tilhørende indflydelse på lovgivning og rettergang, oprindelig ikke af territorial natur, men knyttet til et bestemt antal hövdingeslægter, var arvelig og afhændelig.

14. Handelsskibet var her trukket på land til overvintring.

15. Efter fredløshedsdom foregik ved den såkaldte féránsdómr en art eksekution, hvorved den fredløses gods beslaglagdes; ved samme lejlighed måtte den ham påhvilende forsørgelsespligt ordnes. Olavs forsørgelse kom til at påhvile den af Islands 4 fjærdinger han hørte til, Vestfjordinge- (eller Bredfjordinge-) fjærdingen, og her underholdtes han vekselvis på de forskellige gårde. „Herred“ har her som sædvanlig på Island kun territorial betydning (= landskab).

16. Den i slutningen af sagaens første stykke omtalte Torstein, som fiskede for Hneite.

17. Teksten har her og ellers gennemgående „skib“, idet man på Island skiller mellem „skibe“ og „både“ omtrent som vi mellem „både“ og „joller“; fartöjer med 6 årer og derover er nemlig „skibe“, og indtil den nyeste tid kendtes dæksfartöjer ikke. Besætningen på fiskebådene, der ledes af en formand, oppebærer ingen pengelön, men fangsten fordeles efter visse regler i „lodder“ (hlutir), med særlig begunstigelse af bådejer og formand.

18. D.v.s. døde (sml. udtrykket falla í móðurætt), — eller skal ordene forstås bogstavelig om T.s moder, som i det foregående dog kun er nævnt s. 9?

19. Den sædvanlige mandebod var (if. dr. V. Guðmundsson) 15 hundred tre-alens ører = 15 mark sølv, der i vægt udgjorde 240 lod, men i handelsværdi antages at svare til c. 4500 kr. Når mandeboden her er forringet med en tredjedel, beror det muligvis på, at Torstein havde holdt Mår fast mod dennes vilje. — Ved „hundred“ forstås i ældre islandsk litteratur „stort hundred“ (120); hvor denne beregning forekommer i Sturlunga saga, udtrykkes i oversættelsen „hundred“ ikke ved tal, men ordet skrives fuldt ud.

20. En øgruppe i Bredefjord (Vest-Island).

21. 12 hundrede alen vadmel? eller det 3 gange så store beløb 12 h. tre-alens ører? 1 hundrede alen var = 1 kos værdi = 2½ øre sølv, som i købeævne antages at svare til 100 kroner.

22. Anklagen mod Olav begrundedes i det sår han havde tilföjet Mår. Se s. 14.

23. Handelspladsen Ørebakke (Eyrarbakki) i Árness syssel, Syd-Island.

24. fjöruskeifr (fjöru- af fjara, ebbestrand, fjære og skeifr, skæv).

25. Havde deltaget i den norske konge Sigurd Jorsalafarers korstog til det hellige land, 1107—1111. Árni fjöruskeifr omtales i de norske kongesagaer som knyttet til kong Sigurds hof, ja regnes endog blandt dennes skjalde.

26. Stednavnet Nedre Mule (i Saurbø) forbindes med præpositionen udfor til betegnelse af et gårdnavn (sml. s. 7 note 2); múli betegner et som en „mule“ fremskydende, bredt og afrundet fjæld.

27. Ved de nævnte beløb 30 hundrede og 9 hundrede må enten forstås „alen vadmel“ eller „tre-alens ører“. Dette sidste antager dr. V. Guðmundsson, som forudsætter, at mandebod og bøder overalt i Sturlunga saga beregnes efter tre-alens ører. For Hneites drab betales i så fald dobbelt mandebod. De efterfølgende 3 vers skal åbenbart forherlige Torgils på Havlides bekostning.

28. D. v. s. skibsfører.

29. Rhodomenia palmata (isl. söl).

30. Både Isafjord og Reykjaholar ligger i det nordvestlige Island, Isafjord nordligst — ifølge sprogbrug vestligst, derfor her „vestfra“.

31. Kan her betragtes som en form for faktisk (men ikke lovgyldigt) ægteskab.

32. Se foran s. 10.

33. Hólar kortere form for Reykjahólar d.v.s. de rygende kilders höje.

34. Vatnsfjörðr, med et hövdingesæde af samme navn, er en forgrening af Isafjörðr (Isefjord). Den her optrædende stormand, Tord fra Vatnsfjord, var en svigersön af Havlide Mårsson.

35. D. v. s. både på de faste vægbænke og de på langs i stuen opstillede bænkerækker.

36. De omtalte skåler vare bægere, der efter almindelig skik tömtes til ære for gud, Kristus og forskellige helgener.

37. Den i ordene indeholdte hån forøges ved den höjtidelige taleform, som fremkommer ved, at Tord benævnes både efter farfader og fader.

38. På grund af den under festen opståede spænding fik Tord ikke af værten de mellem venner sædvanlige afskedsgaver.

39. Torsnæsting — i det nuværende Snefjældsnæs syssel — var hovedtingstedet i Islands Vester-fjærding.

40. En sådan efterretning om et sluttet middelalderligt gilde på Island er enestående. Desværre er læsemåden „gildebrødre“ ikke aldeles sikker, omend sandsynligvis den ægte. At man i det nord- vestlige Island skulde have haft modent byg ved Olavsmessetid (29. juli gl. stil = 4. avg.), er overraskende.

41. Alle de nævnte personer hører hjemme i sagaen om Romund Gripsson, en uhistorisk og vel til dels vilkårlig opdigtet saga, som nu kun kendes i en yngre form, hvis kilde er en versificeret gengivelse af sagastoffet (Hrómundar rímur). Slutningsbemærkningen indeholder et forbehold overfor kong Sverres hårde dom. Men mistænkelig er den søgte höjtidelighed — i vendinger, der minder om indledningen til forskellige æventyrsagaer —, hvorved nærværende forf. bevidner Romunds-sagaens forekomst i gildet på Reykjaholar. Man skulde næsten tro, at han havde en skælm bag øret og vilde antyde, at beretningen om sagaunderholdningen ikke var så ganske pålidelig, ja muligvis hans eget værk.

42. Denne saga kendes ikke, og om sagaens hovedperson, der sandsynligvis må have navn af det nuværende Barra (Barrey) blandt Hebriderne, vides heller intet. Kun anføres af ham et par vers i Snorres Edda.

43. Sml. s. 18.

44. Det nuværende Bessatunga, også i Saurbø-bygden.

45. Sandsynligvis tænkes her nærmest på brydning.

46. Nattesangen svarer til latinsk „completorium“, en gudstjæneste, som holdtes ved solnedgang; Grim er altså forbleven pa Stadarhol hele dagen.

47. „Østfjordene“ betegner østlandet, Islands østlige fjærding; Olavs drab foregår 1120, hvorimod Finn Hallsson først i årene 1139—45 var lovsigemand.

48. Herved viser Torgils, at han ikke betragter Olav som fredløs dræbt.

49. Loven påbød, at drabsmanden skulde tilhylle den dræbtes lig samt offenlig vedkende sig drabet.

50. Hermed mentes naturligvis indenfor Stadarhols enemærker; men, som det fremgår af det følgende, påstår Torgils, at den af ham i mellemtiden købte gård Mule, på hvis grund Olav dræbtes, også kan regnes til hans land.

51. En kos værdi var en almindelig regningsenhed = 1 hundred alen vadmel eller 2½ øre sølv.

52. Petersmesse var 29. juni og indfaldt under det 14 dages alting, som tog sin begyndelse på den mellem 18. og 24. juni faldende torsdag (gl. stil). Gudstjæneste afholdtes da i kirken til den umiddelbart ved tingstedet liggende gård Þingvellir (Tingvold, d. v. s. tingslette, daniseret: Tingvalla).

53. Hver gode skulde på tinget have en bod stor nok til at huse alle hans her mødende tingmænd; men desuden havde vistnok ofte de mere ansete bønder deres egne tingboder. Disses græstørvvægge stod fra år til år, men udbedredes henimod tingtiden og overdækkedes med vadmel, så længe de benyttedes.

54. Tinghelligheden opstod ved at tinget för forretningernes begyndelse fredlystes af den pågældende gode.

55. Ved de oftere her omtalte domstole menes altingets såkaldte fjærdingsretter, af hvilke der gaves en for hver af landets 4 fjærdinger, hvis medlemmer udnævntes af fjærdingens goder blandt deres på tinge tilstedeværende tingmænd. Lovsigemanden tilkom det at bestemme, hvor hver af retterne skulde sidde.

56. Fra dette altingets midtpunkt — vistnok beliggende på skrænten af den store kløft Almannagjá — skulde bl. a. alle offentlige bekendtgörelser foretages.

57. Denne beskrivelse passer ganske til det nu af traditionen (utvivlsomt urigtig) udpegede såkaldte „lovbjærg“ øst for den af en fra Almannagjá kommende å gennemströmmede tingslette. Byrgi betyder forskansning.

58. Fredløs „skovmand“ har teksten, med benyttelse af et for fuldstændig fredløshed ejendommeligt udtryk, som minder om moderlandet Norges naturforhold, hvor skoven var de fredløses naturlige tilholdssted.

59. Eksekutionsretten (den s. 11 nævnte féransdómr) skulde af særlig udnævnte dommere afholdes over den fredløse 14 dage efter det pågældende tings slutning og holdes i pileskuds afstand fra den skyldiges hjemmemarksgjærde.

60. Torgils' hjembygd Saurbær, der udgör den nordligste del af Dala syssel, grænser mod nordvest til havet og er i øvrigt ved sammenhængende höjland adskilt fra de omliggende egne. Kun fra syd af åbner den smalle Svínadalr med snævringen Mjósyndi (= Mysunde, d.v.s. det snævre sund) adgang til bygden; ligeledes kan man fra den lidt vestligere Sælingsdalr over fjældene (hederne) komme ned i bygden.

61. Her sigtes til det år 1152 stedfindende valg af Kløng Torsteinsson til biskop over Skalholt stift.

62. Skåle betegner sædvanlig i det islandske bygnings-komplex en större sængestue.

63. D. v. s. år 1236. Skålen har sandsynligvis på vanlig islandsk måde haft græstørvs-vægge og tag, støttede af et tømmer-skelet, samt indvendig paneling. At en sådan bygning står godt og vel 100 år kan nok betragtes som noget ualmindeligt.

64. Af de tre pågældende hövdinger tilhørte Havlide nordlandet, Hall (Havlides svoger og en af sin tids lærdeste og anseteste mænd) sydlandet, Tord (bekendt fra gildet på Reykjaholar) vestlandet; grunden til de dem tildelte øgenavne er ukendt og oversættelsen for det førstes vedkommende (ambhǫfði) usikker.

65. Talemåde — antyder at begivenhedernes udvikling selvfølgelig har krævet deres tid, selv om de kun kortelig omtales.

66. Haukadal, i det nuværende Árness syssel, var ved siden af Odde Islands ypperste lærdomshjem og sædet for den berömte, fra Islands første biskop stammende Haukdøleæt. Ved „hede“ menes som sædvanlig det ubeboede højland, her de mellem nord- og sydlandet skillende fjældvidder.

67. 1. maj.

68. Altingets begyndelse faldt netop år 1121 den 23. juni.

69. Disse sletter er de såkaldte „volde“ (vellir), nogle nord for tingstedet beliggende, græsgroede flader.

70. Torlak Runulvsson, biskop i Skalholt 1118—33.

71. En lille sø på fjældvejen, der nordfra fører til altingsstedet.

72. D. v. s. indehavere af godord (godedömmer). Altså: goder.

73. Tord var den eneste gode fra den vestlige del af landet, som ikke stod på Torgils’ side. Blåskogahede er höjlandet nordvest for altingsbygden.

74. Bekendt hövding fra Vestfjordene, farfader til den Ravn Sveinbjörnsson, om hvem en særskilt, i Sturlunga saga til dels optagen saga handler.

75. Halse benævnes på Island langstrakte højderygge eller åser. Viðikjörr (d.v.s. vidjekrat) er navn på en lille oase noget overfor Sandvatn.

76. D. v. s. Skallepanden fra gården Lund. På den således benævnte gård i Borgarfjord har Tord antagelig bot.

77. Passet Kluptir og det sydvestligere Ármannsfell hører til Tingvold-bygdens nordlige begrænsning.

78. Disse lokaliteters beliggenhed fremgår omtrent af beskrivelsen; Gjábakki er navnet på en gård, der benævnes efter den østlige af de to lavakløfter, der begrænser tingstedet med nærmeste omgivelser.

79. D. v. s. Bårds og Arons tilbageladte mandskab.

80. D. v. s. Bårds og Arons sendebud.

81. D. v. s. den skare, som ifg. s. 43 havde samlet sig nedenunder Årmannsfjæld, og som Bårds og Arons tilbageblevne og til Torgils tilbagevendende ledsagere anser for fjender.

82. D. v. s. Bård og Aron.

83. D. v. s. de af Bård og Aron udskikkede sendebud.

84. Den kvinde digteren henvender sig til, er en tænkt skikkelse.

85. Sml. s. 41.

86. Omfatter egl. 1½ dag, nemlig St. Hans aften og den påfølgende dag.

87. D. v. s. til brug, idet boderne som tidligere anført ved at dækkes og indvendig behænges med uldne töjer indrettedes til beboelse.

88. Sæmund frode til hovedgården Odde på sydlandet var en af den tids mange præsteviede hövdinger, og den af alle, som nød störst ry for sin lærdom. Som bekendt har en senere tid uden grund tilskrevet ham samlingen af Eddadigtene.

89. D.v.s. ret til sagens afgørelse ved egen dom.

90. Ketil Torsteinsson, fra 1122—1145 biskop på Holar var en sönnesönssön af den berömte nordlandske høvding Gudmund den mægtige.

91. Datter af Islands berömteste biskop Gissur Isleivsson (1082—1118).

92. Ketils fædrenegård var hövdingesædet Möðruvellir, han selv altså en Möðrvellingr; hans udtalelse indeholder en selvbekendelse af, at hans slægts hovmod hidtil havde behersket ham og gjort ham uforsonlig.

93. Jon Ögmundsson, biskop på Holar 1106—21.

95. Nemlig som enöjet.

96. Som borgen eller garanter overfor de påtagne forpligtelser.

96. Femtedommen var en art appelinstans blandt altingets domstole, ved hvilken en stærkere ed end den sædvanlige anvendtes.

97. Torstein med tilnavnet ranglátr (d.v.s. den uretfærdige) var en nordlandsk hövding; den her talende „jeg“ er sagaens forfatter.

98. Det følgende udgör, som del ses, 2 vers.

99. Da hallr betyder „sten“, gengives Halls navn spøgende ved „Sandskorn“ (d. v. s. lille sten). Om Hall Teitsson, der 1149 valgtes til biskop i Skalholt, men som på den herved foranledigede rejse døde i Utrecht 1150, fortælles det, at han på rejsen til og fra Rom overalt kunde tale sproget som en indfødt. Her skildres han som en mand, der modarbejder forlig i tillid til den store styrke han havde samlet til hjælp for sin svoger Havlide.

100. Dette beløb er ligt med 80 mark sølv (1280 lod), som i købeævne antages at have svaret til c. 24000 kr.

101. Skafte var en af tidens præstelige hövdinger og må antages at have stået på Torgils' side.

102. Dette er meningen af den her forekommende talemåde þar reis at undir króki; bogstavelig oversat synes den at betyde „dér rejste der sig en bølge under bagstavnen“.

103. Markus Skeggeson, lovsigemand 1084—1107.

104. D. v. s. den norske.

105. Kakale synes at betyde „djævel“.

106. Sighvat havde virkelig 2 sönner ved navn Tume ligesom to af navnet Tord.

107. At tilnavnet hentyder til hans lidenhed under opvæksten, angives senere.

108. Brand Sæmundsson, biskop på Holar 1162—1201.

109. Brand Jonsson, biskop på Holar 1263—64.

110. Ketil Torleiks- (ell. Torlaks-) son, lovsigemand 1259—1262.

111. Gunnar Torgrimsson, med tilnavnet den spage (d.v.s. den vise), var lovsigemand 1063—65 og 1075, hans sön Ulvhedin 1108—16, sönnesönnen Ravn 1135—38. Alle tre kaldes de her i originalen, under påvirkning af senere tiders forhold, lovmænd.