Trætten mellem sjælen og legemet
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Trætten mellem sjælen og legemet [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2024
En lørdag om aftenen lå jeg i min seng og sov, og i mine drømme fik jeg et vældigt syn: Jeg syntes at se, at et lig lå skjult under et gult klæde, og sjælen havde forladt det. Det forekom mig, at den var nøgen og havde et barns skikkelse og jamrede sig meget, og denne stakkel var grøn som purløg, og den var vred på legemet og forbandede det og sagde:
»Legeme! Jeg har kun ondt at fortælle om dig, for du gjorde aldrig det, som var gavnligt for mig, og du var aldrig trofast — hverken over for Gud eller over for mig. Du har aldrig elsket Gud, din skaber, du gav ham aldrig en uforbeholden offergave, du var fuld af den onde last, som man kalder begærlighed. Al vantro havde slået rod i dit bryst. Du havde den sygdom, som ingen bliver helbredt for; den hedder hydrops, men vi kalder den vattersot, og jo mere den, der lider af denne sygdom, drikker, des mere tørster han, og han får aldrig nok. Og tilsvarende blev du des mere begærlig, jo mere du havde.
Derfor var det en syndig gerning, når du troede, at du skulle leve for evigt. Dine naboer og dine bekendte forlod denne verden, men dette skræmte dig aldrig. Du gjorde deres børn og arvinger fredløse og tog deres værdier. Din formue voksede ved sådanne ondskabsfuldheder. Du blev født ussel og elendig og med ond lykke, således at du ikke tjente Gud, mens du levede, for før du døde, burde du have angret dine misgerninger. Nu er du død og har mistet en stor formue, og du er selv ussel og fortabt og fordømt. Hvor er nu dine penge, som du syntes så godt om, og som du altid plejede at samle og tælle? Hvor er nu de sølvkar, som du fandt så smukke? Hvor er nu dine skindkapper og andre klæder? Hvor er nu de heste, som konger og jarler havde givet dig? Dette har du ingen gavn af nu, men du må ligge rådden og stinkende her.
Hver af dine frænder og bekendte har taget sin del af din formue. Med ond lykke skrabte du, lige fra du blev født, alt dette sammen, som du nu har mistet på én dag, og alle de, som har taget af det, vil få fornøjelse deraf. De har gjort som ulve, der ikke kerer sig om de andre, mens de deler byttet mellem sig. Nu ser de, at du er død — dem, der ikke længere må forvente din fortræd — og jeres venskab er tilendebragt, og de behøver herefter ikke frygte dig. Alle er dine fjender nu, og du skal aldrig siden møde en ven, som vover at tale med dig, og alt, hvad du tidligere har gjort, skal nu afsløres. Dette er en ynkelig offergave. Vinden skal blæse dig væk, din sæd er sluppet op og blevet til intet.
Du modtog dåben med olie og salve og vendte dig til Gud og forsagede Djævelen. Dette gode holdt du dig til en kort tid, men så snart du kunne, lod du sandheden fare og fik forkærlighed for svig, da du fornægtede Gud og vendte dig bort, og du åd dit eget opkast. Sølle skabning! Du var fuld af ondskab og falskhed og misundelse. Din trang til hor blev aldrig tilfredsstillet. Du havde honning i din tale, men galde i dit bryst; når du talte glat til en mand, havde du svig i tankerne. Du holdt dig ikke fra at sværge eder, men oftest forbrød du dig imod dem. Magen til drottensviger fandtes ikke — lige bortset fra Judas, der forrådte sin skaber. Du var ildesindet og hovmodig, og det mærker jeg nu. På grund af dine misgerninger berøves jeg ophold i Himmerige, og i stedet for et behageligt herberg må jeg nu tåle meget ondt, siden jeg ikke skal møde Gud og være hos ham. Jeg blev skabt smuk og ren og fribåren, men du har gjort mig til træl. I hellige bøger står der, at du skulle tjene mig, mens jeg var hos dig. Du gjorde alt byrdefuldt, sådan som den onde træl, der bedrager sin herre og bringer skam over ham. Jeg formåede ikke at forhindre dig i det og få dig vendt væk fra det onde. Og da du døde og blev dømt skyldig af Gud, så ville du ikke afstå din formue og dele den ud til de fattige som tak til Gud. Det ville dog næppe heller ske, at du opgav alt for Guds skyld.
Den hellige Augustin[2] siger, at den, der altid sover, indtil han mærker, at døden er ham vis, næppe vil få et godt endeligt. Derfor siger jeg dig — din elendige skabning! — at du altid var umådeligt doven. Du havde en stor styrke, mens jeg var i dig. Jeg gjorde dig i stand til at gå, tale og høre og sove. Nu er jeg blevet skilt fra dig, og dit hovmod er aftaget, din forfængelighed er mindsket, nu er du som råddent træ. Du var mere overmodig end en bersærk og anså dig for at være højere end grantræet, som vokser på det højeste fjeld og kan ses fra alle steder. De træer, der står ved siden af dette, trives ikke på grund af dets overmagt; solen kan ikke komme til at varme dem, og de står bestandigt i mørke både vinter og sommer. Du var tilsvarende ussel, mens du levede: En fattig kristen kunne ikke være eller få fremgang i nærheden af dig; ingen kunne være i din nærhed uden at måtte sulte og tørste. Du stjal fra alle og undertrykte dem. Nu glæder de sig over din ulykke, og dine sønner og de, som kaldte sig dine venner, taler sådan sammen: ‘Vores far var en mægtig mand, han kuede sine naboer og fik alle til at underkaste sig. Han sikrede sig en vældig magt og dræbte mange for at opnå denne magt, som er så stor. Lad os nu følge hans eksempel og forsøge at skaffe vores børn en lignende stor magt, og lad os ikke tåle den nabo, som ikke underkaster sig, men vover at løfte hovedet. Lad os være mest muligt lig vores far, han var stedse en forbryder. Vi skal tvinge folk under os, og da er vi hans sønner; han elskede os højt, og på tilsvarende vis skal vi elske vores børn.’
Du er en ynkelig skabning! Dit hus og din husstand står nu tilbage efter dig og er til ingen nytte for dig, for der vil aldrig blive givet en sjælegave for hverken dig eller mig, og hvis det blev gjort, da ville det ikke gavne os. Nu skal jeg fortælle dig noget, som ikke vil glæde dig: Din kone har giftet sig med den mand, som hun valgte sig, mens du lå på dødslejet. Hun sagde, at døden havde gjort hende en stor tjeneste ved at tage dig. Hun fandt, at dit liv var langt, og at samværet med dig var ondt. Nu har hun taget en ung mand, og hun synes, at han er smuk. Han tjener hende, som hun ønsker, og derfor elsker hun ham. Du skal vide, at hun ikke vil gøre noget for din sjæl! Der er ikke et menneske i dit hus, som vover at nævne dig. Hvad mere skal jeg sige om det? Du efterlod dig ingen, som vil være tro imod dig, og det er derfor tåbeligt, når nogen vil bestemme, hvad andre skal gøre efter hans død.
Du var ond og så tarvelig, at du hverken drog omsorg for Gud eller gode mennesker. Aldrig søgte du til Guds hus for at give en offergave, men kun for at få omtale. Du dyrkede aldrig Guds apostle eller andre helgener. Nu skal du heller ikke modtage nogen hjælp fra dem, men snarere skal du være fordømt for din ondskab. Og derfor må jeg stakkels skabning tåle sult og tørst, og jeg stjal dog ikke fra nogen, og jeg hverken spiste eller drak nogen andens ejendom, og ingen vovede jeg at dømme. Du burde snarere end jeg udsættes for disse pinsler, men nu må den almægtige Gud dømme imellem os. Legeme! Da du var rask, var du vellidt af mange, men nu ledes alle ved dig, for du stinker, og dit opholdssted er modbydeligt, men det er kun rimeligt på grund af din ondskab.«
Da svarede legemet og talte hårdt til sjælen:
»Hjælpeløse sjæl! Du blev skabt med ond lykke. Du retter hårde anklager mod mig — og jeg mod dig. Lad os nu begge overveje disse beskyldninger, og så bliver den, som har mest uret, dømt til døden. Jeg er rede til at indgå forlig, hvis du vil indrømme, at vi begge er gået glip af den evige lykke på grund af din ondskab. Men det er kun rimeligt, at du har mistet den, for du tænkte over tingene, før de blev gjort, for man tænker altid, før man handler. Du syslede udelukkende med det, som var ondt, og du opfordrede mig til det, og jeg rettede mig efter dine råd. Adam ville heller ikke have syndet, hvis ikke det var for slangen og kvindens tilskyndelse. På samme måde æggede du mig.
Forbandet være dig! Herren, min skaber, véd, at jeg ikke var værre end dig, for jeg svigtede min skaber på min sjæls opfordring. Nu skal jeg fortælle dig sandheden — sjæl! Jeg var tvunget til at leve efter din vilje; det ville ikke hjælpe mig noget at kæmpe imod dig, for jeg var gjort af muld; jeg var din beholder, og du gav mig liv, således som Gud ønskede det fra begyndelsen, da han skabte os. Han bandt os sammen og genfødte os ved dåben. Vi forsagede Djævelen og alle hans gerninger, vi fandt beskyttelse dér, hvor Gud var; ham, der nedværdigede sig til at antage menneskeskikkelse for vores skyld, og siden lod han sig nagle til korset, fordi han dermed ville afvaske vores synder og den arvesynd, som Adam havde pådraget os. Ingen af sine skabninger ville Gud elske lige så meget som os, såfremt vi ikke bryder hans befalinger på Fandens tilskyndelse. Du afstedkom, at jeg lærte ondskab, og at jeg opsøgte slette steder, og at jeg løj og alt det onde, som jeg gjorde på din opfordring. Nu er det indlysende, at jeg aldrig ville begå synder, hvis ikke du var hos mig, og jeg ville aldrig have bevæget mig mere end en sten, og da ville jeg ikke komme i Helvede. Nu ville jeg bede Gud om, at jeg var en anden skabning, og da behøvede jeg ikke frygte det, som nu skræmmer mig, nemlig at min genopstandelse hverken bliver god eller smuk — og det er din skyld. Måtte Gud, Marias søn, give, at dit liv var til ende, og da ville ingen af os komme i Helvede. Men hvad nytter det mig at snakke? Intet! Vores ulykke kan ikke gøres om.
Nu var det mit ønske, at jeg kunne dræbe dig, for du skulle have styret mig og ledet mig i havn, men du sendte mig over bord og druknede mig i dybet. På grund af min dårlige styrmand er jeg endt i pinsler. Du har fortjent at blive straffet; du skulle bestemme over mig, men du har ødelagt det for os begge. Jeg var Guds hus, men nu har du gjort mig til en tyvs skjulested. Jeg var et bønnehus, men nu er jeg et horehus — som om noget menneske ønskede at bo i det. Men siden du skiltes fra mig, er intet menneske kommet til mig, og ingen vil yde mig hjælp, sådan har du ødelagt det for mig. Nu har du anklaget mig — og jeg dig — men denne uenighed vil ikke føre til andet end mén for os. Nu skal du stå til ansvar, men du skal vide, at jeg er blevet dårligt ledet — og det véd Gud godt. Nu vil han lade de mennesker, som endnu lever, få dette at vide, for det nytter ikke noget, at de, som er døde, får det at vide, for det er alt for sent. Men nu er det kommet dertil med os, at det er nytteløst, hvad end der bliver gjort for os, og det vil ikke lede os til frelse.«
Endvidere fortæller manden, der havde dette drømmesyn: Det forekom mig, at kroppen lagde sig ned og strakte sig ud med en sådan kraft, at det knagede højt i kistebrædderne, og han selv sukkede dybt som en mand, der skal dø. Men da sjælen så dette, blev den skræmt og beklagede sig og sagde:
»Stakkels mig, som må vente Guds vrede. Gud! Hvorfor ønsker du at vise din formåen over for et væsen, som ikke er stærkere, end jeg er? For du skabte mig dødelig, og mens jeg levede, var der ikke en eneste dag, hvor jeg ikke skulle begå synd, og intet andet menneske lever på den måde, at han ikke forsynder sig. Det er en stakkels skabning, som er bestemt til den slags. Gud — min skaber! — hvorfor skabte du mig, når du siden retter så hårde anklager imod mig? Det forekommer mærkeligt, hvordan du — visdommens kilde! — har skabt ting, som ikke falder heldigt ud. Alle de, der farer til Helvede, vil ikke prise din barmhjertighed, og de, der lever i denne verden, strides med hinanden. Men de fleste siger, at det forekommer dem underligt, at det, du har skabt, skal gå til, siden du værdsatte din søn så lidt, at du lod ham antage menneskeskikkelse. For vores frelses skyld tålte han pinsler og blev naglet til korset, og derpå led han døden. Nu er det underligt, hvordan Fanden kan være så dristig, at han vover at fordærve og mishandle dem, som Guds søn led døden for.«
Og således beklagede sjælen sig, men i det samme kom djævlene og førte den bort, og de slæbte den af sted lige så hensynsløst, som en ulveflok gør med et får. Sjælen skreg forfærdeligt, men det gavnede den ikke noget, for da var sagen afgjort.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i den ældste bevarede norske bog, Gammelnorsk homiliebog, AM 619 4to., fra omkr. 1200-1225. Selve indholdet i håndskriftet er noget ældre. Fortællingen her lægges med titlen Visio sancti Pauli apostoli i munden på apostlen Paulus.
- ↑ Kirkefaderen Augustin af Hippo (354-430)
