Tungeklint

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Islandsk.gif Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Tungeklint
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862


Det hedder i sidste Kapitel i Eyrbyggja, [1] at en Kirke engang blev flyttet i Sælingsdalstunge, at man gravede Kirkegaarden op og optog Benene af de Døde, for Ex. af Goden Snorre og Bark hin Digre. Det var i de Dage, Gudny, Sturlesønnemes Moder, der var Huusfrue i Hvam, levede; thi Sagaskriveren siger, at hun var tilstede, og fører hende som Hjemmel for hvad der meldes om Benenes Størrelse. Sagaen melder Intet om, hvorfor Kirken blev flyttet, men paa Vesterlandet gaaer følgende Sagn om Aarsagen dertil.


Der boede i gamle Dage, for mange hundrede Aar siden, en gammel Bonde i Sælingsdalstunge; han havde flere Børn, og ere tvende Sønner nævnte. Hvad de hed, veed man ikke, men vi ville kalde dem Arnor og Svend. Det var to haabefulde Svende, men hinanden meget ulige. Arnor var rask og modig, Svend derimod var stille og spag af sig, og ingen synderlig Helt. Ligedan vare de hinanden saare ulige i Sind. Arnor var hengiven til Glæden og gjerne deeltog han i Legene med Dalens unge Svende; ofte satte de hverandre Stevne ved Klinten, der staaer nede ved Aaen ligeoverfor Gaarden i Tunge, og kaldes Tungeklint. Det var deres bedste Morskab om Vinteren, at glide paa den frosne Snee ned af Klinten, som er meget høi, og ned paa Bankerne omkring den. I Mørkningen hørtes tidt vilde Raab og anden Larm omkring Tungeklint, og der gik da Arnor oftest i Spidsen for Flokken.


Svend deeltog sjeldent deri. Han gik helst i Kirke, medens andre Drenge gik til Legen; saa gik han ogsaa tidt ene for sig selv, og opholdt sig da mangen Gang nede ved Klinten. Man snakkede om, at han pleiede Omgang med Ellefolket, der boede i Klinten; vist var det, at han forsvandt hver Nytaarsnat, uden at Nogen vidste, hvad der blev af ham.


Ofte sagde Svend til Broderen, at han ikke maatte gjøre al den Støi der paa Klinten, men denne spottede derover; ikke gjorde det ham ondt for Ellefolket, sagde han, om der og blev larmet lidt omkring dem. Han blev ved, som han havde begyndt; men Svend advarede ham mangen Gang og sagde, at selv skulde han tage paa sig de Følger, en slig Opførsel kunde have.


Det skete en Nytaarskveld, at Svend forsvandt, som han pleiede, og man syntes, at han dennegang blev længere Tid borte, end ellers. Arnor vilde gaae ud og søge efter ham, han var nok dernede i Klinten hos Alferne, meente han. Han drog afsted og gik indtil han kom til Klinten. Det var Bælgmørke. Med Eet saae han Klinten aabne sig paa den Side, der vender ud imod Gaarden, og utallige Rader af Lys straalte ham imøde der indenfra; han hørte den yndigste Sang, og kunde deraf vide, at Ellefolket holdt Gudstjeneste i Klinten.


Han gik nu nærmere og saae hvad der foregik. Foran sig saae han ligesom en aaben Kirkedør og indenfor den en stor Mængde Mennesker. En Præst i fagre Klæder stod for Altret, og paa begge Sider skinnede tætte Rader Lys. Han stillede sig hen i Døren og saae nu sin Broder Svend knæle ned foran Alterskamlen, medens en Præst, fremsigende nogle Bønner, lagde Hænderne paa hans Hoved. Arnor meente, at her blev foretaget en Vielse med ham; thi mange pyntede Mænd stode rundt omkring ham, og han raabte da: »Kom nu, Svend; thi her gjælder det dit Liv.« Det foer igjennem Svends Lemmer, han stod op og saae ud, og vilde da løbe sin Broder imøde. Men i samme Nu raabte Manden ved Altret: »Lukker Kirkedøren og revser den Menneskeskabning, der forstyrrer Freden hos os. Men nu maa Du forlade os, Svend, og deri er din Broder Skyld. Og siden Du stod op med den Hu, at gaae til din Broder, og agtede hans skammelige Raab til Dig mere, end den hellige Vielse, skal Du segne livløs ned, naar Du næste Gang skuer mig i denne Dragt, «


Arnor saae nu, at de pyntede Mænd løftede Svend i Veiret, hvorpaa han forsvandt igjennem den Steenhvælving, der var over Kirken. Pludselig hørte han en drønende Klokkelyd og en stærk Brusen derinde. Den Ene var færdig at løbe den Anden omkuld, for at naae Døren; han skyndte sig derfor, som han kunde bedst, udi Mørket og paa Hjemveien, og fornam Elleridtet, Brusenen og Hovslagene bagved sig. Han hørte Een af dem, der red forrest, hæve sin Røst og sige:


»Vi ride, vi ride,
Det kvelder i Lide.
Fortryllet vi drage
Fra Veien ham fage,
At ei han faaer skue
Paa Himmelens Bue
Meer Dagsolens Lue.«


og hele Sværmen stormede hen imellem ham og Gaarden, saa han blev nødt til at vige tilbage. Da han var kommen ned imellem Bakkerne Syd for Gaarden, men Øst for Klinten, gav han sig og sank udmattet ned; hele Sværmen red da ned over ham og han laae der tilbage mere død, end levende.


Om Svend er at melde, at han kom hjem efter Sengetid. Han var saare nedslaaet, og vilde ikke fortælle Noget om sin Fraværelse, men sagde, at det var nødvendigt, at man søgte efter Arnor. Man søgte derfor hele Natten efter ham, men han fandtes ikke, før en Bonde fra Laugar, der drog til Tunge til Ottesangen, stødte paa ham der hvor han laa imellem Bakkerne. Arnor var ved sin fulde Samling, men Døden nær; han fortalte Bonden, hvordan det var gaaet til om Natten, saaledes som før er fortalt. Han meente, at det ikke nyttede, om han blev flyttet til Gaarde, til Live kunde han dog ikke bringes. Han udaandede der imellem Bakkerne, og siden hedder Stedet Banebakken.


Aldrig blev Svend efter denne Hændelse den, han havde været før; hans Sind blev endnu mere alvorligt og tungt, men aldrig vidste man, at han efter denne Dag nærmede sig Elleklinten, og aldrig saae man ham nogensinde vende Øiet imod den Kant, hvor den ligger. Han trak sig tilbage fra al verdslig Gjerning, blev Munk og gik i Helgafells Kloster. Saa lærd blev han, at ingen af Brødrene var hans Ligemand, og saa deiligt sang han en Messe, at Ingen syntes at have hørt noget saa Smukt før.


Hans Fader boede i Tunge til sin Alderdom. Da han var bleven gammel, faldt han i en svær Sygdom. Det var Tiden henimod Dimmeldagene. Da han mærkede, hvorledes det egentlig var fat med sig, lod han skikke Bud til Hellgafell efter Svend og bede ham at komme til sig. Svend gjorde sig strax rede, men sagde, at han maaskee ikke kom levende tilbage. Paaskeløverdag kom han til Tunge og da havde hans Fader mistet saa mange Kræfter, at han neppe kunde tale. Han bad sin Søn Svend om at synge en Messe første Paaskedag, og bød sine Folk at bære sig ind i Kirken; thi der vilde han døe, sagde han. Svend vilde nødig dertil, alligevel gjorde han det, men kun paa det Vilkaar, at lugen aabnede Kirkedøren saalænge Messen varede, derpaa, sagde han, beroede hans Liv, Dette tyktes selsomt, men Nogle troede, at det var Grunden, at han endnu, som før, ikke led at see i den Retning, hvor Klinten laa; thi Kirken stod paa en Høiskrænt høit oppe paa Hjemmemarken, Øst for Gaarden, og Klinten vendte lige imod Kirkedøren.


Nu blev Bonden baaren ind i Kirken, som han selv havde villet, men Svend iførte sig Messeklædeme foran Altret og begyndte at messe. Alle, der vare tilstede, sagde, at de aldrig havde hørt saa yndig en Sang eller saa konstfærdig en Messe før, og de vare nær ved at gaae fra Sands og Samling derover. Men som Præsten til Slutning vendte sig om imod Menigheden, for at lyse Velsignelsen over den, kom i et Nu en Stormvind farende fra Vest og Kirkedøren sprang op derved. Menigheden blev saare forundret berover, og Folk saae udefter; da viste sig for deres Øine ligesom en aaben Dør paa Klinten, og en Glands af utallige Rader Lys straalede ud derfra, men da de igjen saae efter Præsten, var han segnet ned og var da allerede uden Liv. De bleve sært grebne heraf, især da Bonden ligeledes i samme Stund var falden død ned fra Bænken ligeoverfor Altret, hvor han laa. Før og efter denne Tildragelse var det blikstille, saa det var klart for Enhver, at denne Stormvind, der kom fra Klinten, ikke kom saa ganske af sig selv.


Bonden fra Laugar, der engang havde fundet Arnor imellem Bakkerne, var tilstede, og han fortalte nu det Hele. Heraf saae man da, at det nu var skeet, hvad Ellebiskoppen havde truet med, at Svend skulde segne livløs ned, naar de saaes næste Gang. Da Klinten stod aaben og Kirkedøren sprang op, vendte begge Dørene imod hinanden, saa Ellebiskoppen og Svend saae hinanden i Øinene, da de sang Velsignelsesordene; thi Eliefolkets Kirkedøre vende altid imod Øst, altsaa i modsat Retning af Dørene paa Menneskenes Kirker.


Der blev stevnet til Herredsthing i Anledning af denne Sag, og man vedtog at flytte Kirken fra Høiskrænten nærmere henimod Gaarden ned i en lille Dal ved en Bæk. Paa den Maade kom Gaarden til at ligge imellem Klinten og Kirkedøren, saa at ingen Præst fra den Dag af har kunnet see fra Altret imod Vest til Elleklinten, og siden ere ingen slige Undere skete der.



Fodnoter

  1. Eyrbyggja, en isl. Saga fra Begyndelsen af det 13. Aarh.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.