Tvende tydske digte

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Finnur Magnússon (1781-1847)


Bemærkninger om de tvende ældste tydske digte,
nylig opdagede af Waitz, udgivne og forklarede af Jacob Grimm


Af Finnur Magnússon
Foredragne i Selskabets Möde den 18de April 1812;
Anmærkningerne ere först nu tilföiede.


Annaler for nordisk oldkyndighed
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1844-45


Jacob Grimm har gjort saa meget for Udbredelse af almeen Kundskab om det ældste tydske Sprog og dets forskjellige Arter, deels ved hans kolossalske Grammatik, Rechtsalterthümer m. m., deels ved Undersögelse og Udgaver af oldtydske Sprogværker, især Digte, at man oprigtig maa glæde sig over at det er faldet i hans Lod for förste Gang at bekjendtgjöre og forklare de allerældste endnu bekjendte Levninger af hans Fædrelands Tungemaal, i tvende smaa Digte eller digteriske Brudstykker, som upaatvivlelig nedstamme fra dets hedenske Tid, og fra det Indre af Tydskland. De ere sammensatte efter de gande Nordboers, Saxers og Angelsaxers Regler for Bogstavrim eller saakaldet Alliteration, og besynge visse Guddomme eller mythiske Væsener, der deels allerede kjendtes af den nordiske Gudelære og deels synes at have været særegne for de egentlige Germaner. Ogsaa i den Henseende var Forfatteren af Deutsche Mythologie den mest berettigede Udgiver af disse endnu i sin Art magelöse Oldtidsminder. Hans Udgave og Bearbeidelse af dem förer fölgende Titel: Über zwei entdeckte Gedichte aus der Zeit des deutschen Heidenthums von Jacob Grimm. Afhandlingen er forsynet med et Facsimile af Originalen.


Det maa og i Sandhed glæde os at vor Landsmand Dr. Georg Waitz, Professor ved Universitetet i Kiel, er den Mand hvem Opdagelsen af disse ældgamle Digte egentlig skyldes. Han har tilbragt adskillige Aar paa videnskabelige Reiser for at opsöge og samle Kildeskrifter og andre Materialier til det af Pertz redigerede store tydske Nationalværk Monumenta historica Germaniæ, i hvilken Henseende han nöie har gjennemsögt mange Haandskrift samlinger; udrustet dertil med de fornödne Kundskaber, har han udrettet saare meget i dette Fag, og Grimm bemærker selv at det retfærdigste Tilfælde ledte den samme Lærde, som i Fjor i et Pariser Bibliothek opdagede (og siden udgav) vigtige Bidrag til Ulfilas Levnet, til den her omhandlede fuldt saa interessante Opdagelse. Den skete dog paa tydsk Grund, i det Merseburgske Domkapitels Haandskriftsamling, der vistnok forhen har været tit besögt og benyttet af adskillige Lærde, som dog alle have gaaet den af Waitz först nöie efterseete Codex forbi, da den forekom dem kun at indeholde bekjendte Stykker over kirkelige Æmner, hvilket de paa Bindet med gammel Skrift anbragte Titelangivelser ogsaa tilkjendegave. Blandt disse Smaaskrifter var et af Rabanus eller Hrabanus, kaldet Maurns (Expositio super Missam); dette er mulig ikke aldeles umærkværdigt, da just denne Geistlige, som levede sidst i det 8de og först i det 9de Aarhundrede, i sin Tid har samlet og forklaret gamle tydske Glosser, samt optegnet de saakaldte tydske Runer, hvilke Wilhelm Grimm især har ypperlig oplyst. Dette er saa meget mærkeligere som man i den samme Bog finder en berömt oldtysk Formular, hvorved Hedningerne frasagde sig den gamle Tro og antoge den kristelige, skrevet med en Haand, som Jacob Grimm finder at være fra det 9de Aarhundrede, altsaa (efter min Gisning) mulig fra Hrabans egen Embeds- og Levetid, thi han döde i Aaret 856. Hvad Codex selv angaaer, anfört i Fortegnelsen under Nr. 58, saa er den bleven beskreven af Jacob Grimm, der selv har haft den til Laans i nogen Tid. Den er i Form af smaat Qvart, der ligner vort saakaldte store Octav og bestaaer af 92 Pergamentsblade, der dog befindes at være skrevne og sammenheftede af forskjellige Hænder, til forskjellige Tider. Det Blad (84, a) hvorpaa de heromhandlede Oldtidsdigte ere skrevne, troer han med Sikkerhed at kunne henföre til Begyndelsen af det 10de Aarhundrede. Jeg tillader mig at bemærke herved at den særegne Form af e, der forekommer i Haandskriftet, meget nærmer sig til den som i den Adelungske Bearbeidelse af de franske Benedictineres store Diplomatik (2 Th. S. 415 § 323) henföres til det 8de og 9de Aarhundredes saakaldte Carolinske Skriftart.


Desværre udgjör det saaledes bevarede Oldtidsskrift, efter det af Grimm meddeelte Facsimile, neppe to tredie Dele af en skreven Side i den Merseburgske Codex. Dog bestaaer det, som sagt, af forskjellige Stykker og det er uvist, om det end er vel muligt, at de nogensinde oprindelig have hört til det samme Digt. De ere af Afskriveren blevne tydelig adskilte.


Det förste Brudstykke udgjör en heel Strophe i den oldtydske (hidindtil kun som nordisk- saxisk- angelsaxisk bekjendte) Hovedversart, som i Middelalderen af Nordboerne kaldtes ljóðaháttr eller fornyrðaháttr og henförtes tildeels af dem til de saakaldte fornyrðalag eller de ældste Digtes Versemaal; dog ere disse Vers, som det maa synes os, temmelig uregelmæssige, i Lighed med den Versart, hvoraf Skandinavernes Höisang (Hávamál), der fordum tillagdes Odin selv, endnu sees at bestaa[1]. De to sidste Verslinier (efter vor Inddeling) ere endog rimede, ligesom i de gamle Nordboers rúnhenda, (af hvilken man endnu har Pröver fra 930 tallet). Paa Strophens Slutning fölger et stort H. Jeg overlader den Gisning til tydske Oldgrandskeres nöiere Prövelse, om dette Bogstav ikke skulde betegne at Hraban selv har udskrevet den af hans egen Samling af gamle Sprogminder, hvilke jeg forudsætter at han, i det mindste excerptviis, maa have skaffet sig, til Brug ved hans Glossæ og andre sproglige, vel endog (mod Hedningerne) polemiske Arbeider, med hvilke sidste vi og vide han har beskjeftiget sig. Hvad selve Strophen angaaer synes den at have udgjort Begyndelsen til et saadant Digt, der kan antages for at have været parallelt med Nordens egentlig eddiske, af den fortællende mythologiske Art. Grimm antager at Digtet er forfattet i Thüringen, hvor jeg andensteds har viist at mange Oldtidslevninger og Oldsager ligne de skandinaviske, samt at man der har fundet aldeles tydelige Runeindskrifter, over Urner, i hedenske Gravstuer[2]. Han har i sin Afhandling inddeelt Stropherne efter sin bekjendte Maade, i det han af de Verslinier, hvilke Nordboerne antage for to, danner en eneste heel, men derimod har Rask i sin Tid og senere N. M. Petersen, i Anledning af Bergmans franske Bearbeidelse af Sæmunds Edda, nylig fremsat vægtige Indvendinger og forsvaret den ældre Inddelingsmaade[3], især med Hensyn til vore egne oldnordiske Digtninger.


Jeg har forsögt at nedskrive hint germaniske Brudstykke efter den blandt os vedtagne Maade, og antager at næsten alle dets Ord og Navne, forsaavidt de nu kunne forstaaes svare til andre oldnordiske eller endog nyere danske. Jeg meddeler det förste Digt i Originalen efter Grimms förste Læsning[4], med et under hvert Ord anbragt Forsög til Omskrivning i det oldnordiske Sprog:

Eiris sâzun idisi.
Ár(la) sátu (ið) idisir,
sâzun hera duoder[5],
sáta hèr (ok) þaðra,
suma hapt heptidun,
sumar hapt heptu,
suma heri lezidun,
sumar hera letjuðu,
suma clûbôdon
sumar klifuðu
umbi cuoniowidi
um kona-viði (viðjur)
insprineg[6], haptbandun,
innspráng haptbandum
invar wigandun[7]
innfa(v)r vegandum.


Grimms latinske Oversættelse lyder saaledes: Olim sedebant nymphæ, sedebant huc atque illuc, aliæ vincula vinciebant, aliæ exercitum morabantur, aliæ colligebant serta, insultum diis complicibus, introitum heroibus.


Ár betyder i oldnordiske Digte baade fordum og tidlig; árla bruges og i nyere Islandsk, dog stedse for "tidlig"; iðísir og ídísir anföres gisningsviis alternativt, hvorom mere i det fölgende. Ordet letjuðu mindes jeg rigtig nok ikke at have seet, men det forekommer mig dog at være et naturligere perfectum af letja end det senere og endnu brugelige löttu; saaledes er fetuðu perfectum af feta, men derimod möttu af meta. Klifuðu er det regelmæssige perfectum af klifa, som har forskjellige Betydninger, hvoriblandt de: ofte at gjentage de samme Ord eller Ramser, og denne Skik fandt tit Sted ved Besværgelser. Jfr. klufu, Perf. af kljúfa, klöve, splitte.


Paa nyere Dansk kan det Hele (efter Grimms förste Forklaring) nærmere oversættes saaledes:

Aarle (fordum) sade Diser,
sade her og der,
somme Hæft hæftede[8]
somme Hære standsede,
somme sankede
sammen Krandse[9],
Indspring for Hæftbaand (Hæftebaand) [10]
Indfart for Krigere.


Grimms ovenstaaende latinske Forklaring har jeg her fulgt, da jeg tillige i det hele, efter mine individuelle Anskuelser, der især maatte holde sig til tilsvarende oldnordiske, om end nu tildeels obsolete, Ord og Former, ikke kan andet end billige den i Hovedsagen[11]. Nogle hertil hörende Bemærkninger tillader jeg mig dog her at fremsætte, med Henhold til Grimms egen originale og udförligere Forklaring.


Idisi (i Enkelttallets Nævneform Idis) antager Grimm for Nornerne, dísir (i Enkelttallet dís), hvilket han oversætter ved Nympher, men betragter dem dog her især som vise Kvinder, de Slagene afgjörende Valkyrier[12]. Dette stemmer overeens med de nordiske Forestillinger, men disse have udvidet Benævnelsen til deres Gudinder, Norner og landlige Kvindeguddomme overhoved. De tilhades af de gamle Nordboer paa visse dem helligede aarlige Fester, kaldede dísablót eller Dise offre; de store Offringer vare fordum forenede med Thingforsamlinger og Markeder, hvorfra de Svenskes til vore Dage vedligeholdte disting har sin Oprindelse. En egen Afdeling helligedes Diserne i visse norske Gudehuse, kaldede dísarsalr eller Disesalen o. s. v. De kvindelige Landvætter eller landlige Guddomme, Landenes Skytsaander, hvilke de gamle tilbade, kjendes endnu af Almuen paa Islands Vesterland; der paavises visse Stene eller Klipper, i hvilke de menes at boe (eller forhen at have været dyrkede) under Navn af landdísir, Land-Diser (eller Nympher), endskjönt dette Navn neppe mere findes i Sagaer eller Oldtidsdigte, men saare mange af disse ere desværre for længst tabte, og saaledes ubekjendte hos os. Det er da vel muligt at vort Oldsprog engang har besiddet Ordet iðdísir (af samme etymologiske Oprindelse som det berömte Iðavöllr), og det maatte da have betegnet de arbeidsomme eller virksomme Diser, navnlig især Norner og Valkyrier, i hvilken Charakter hine idisi ogsaa her virkelig vise sig. Grimm har udförlig viist, at idis forekommer i de ellers bekjendte ældste tydske Digte som itis, i det Angelsaxiske som ides; saare heldig sammenstiller han saaledes dís skjöldúnga i den ældre Edda og ides scyldinga i det angelsaxiske Heltekvad om Beovulf, og viser tillige at de kristne Angelsaxer anvendte Benævnelsen ides paa de nye kvindelige Helgene, nemlig Kristendommens Helgeninder, som i Pavstedömmets mörke Tider vistnok ansaaes for en Art af Gudinder; derfor kaldes de vel og dísir (dís) i Solens Sang (Sólarljóð), der antages for et Anhang til vor ældre Edda, forfattet i Overgangstiden mellem Nordens Hedendom og Kristendom[13]. Ýdís (nu udtalt som ídís) kunde ellers i Oldnordisk være en passende Benævnelse for en Valkyrie, da det maatte betyde en Buegudinde; saaledes dannes og visse Valkyriers Navne af hjör, Sværd, geir, Spyd o. s. v. ved lignende Tilsætning; foran dís af disse Ord. Grimm mener at Stedsnavnet Idistaviso hos Tacitus (Annal. 2 B. c. 16) bör egentlig læses Idisiaviso, og altsaa betyder Idisernes eller Disernes Eng (nympharum pratum) [14]; Da maatte man tillige tænke paa Nordboernes Iðavöllr som et helligt Sted paa Jorden, opkaldt efter det himmelske, ligesaavel som Urdas Kilde og den höies Hall i Havamaal. Grimm lader det staa hen, hvorledes eller til hvilket Öiemed Diserne snoede Baand[15]. Udtrykket er mulig mystisk, da hapt her vistnok svarer til det oldnordiske ligelydende Ord, der (ligesaavel som det oldnordiske band) [16] baade betyder Baand og Guddom. Nærmest taget efter Ordene vilde Disernes her beskrevne Forretning betegne Skjæbnens Baand eller Kjeder; her maatte da Udtrykket hapt heptidun mest vedkomme Krigerne af den Flok, hvilken Valkyrierne havde besluttet at overgive til fjendtligt Fangenskab, især da det fölgende upaatvivlelig melder at nogle af disse sinkede eller opholdt Hære (paa disses Krigstog). End andre sankede sammen Krandse (Kroner[17] eller Kjeder). Nærmest maatte disse vel ansees som Hæders- eller Seierskrandse for de i Kampen vindende Helte, hvis Krandsene ikke ligefrem skal tillægges den magiske Virkning, at fremkalde, som det strax derefter hedder, Indspringen eller hurtig Ankomst for Guderne (nemlig Seiersguderne) og de af dem begunstigede Kjæmpers Indfart i en Forskandsning eller i en stridende Hærs Skjoldborg. Det hörte nemlig til Hedenskabets Overtro, der endnu ikke er bleven ganske udryddet blandt kristne Landes Almuesfolk, at visse Planter, plukkede i visse Höitidsnætter og med visse Ceremonier eller Bönner, ofte sammenviklede til Kjeder eller Krandse, havde de vidunderligste Kræfter til at afvende Krig, Pest og andre Ulykker ligesom og til at gjöre deres Besidder skudfri, skaffe ham Seier i Kampen o. s. v., hvilket det vilde blive altfor vidtlöftigt at udvikle[18] her. Jeg erindrer kun om Druidernes og de dem hyldende celtiske Folks vidtudbredte ogsaa tildeels til Nordboerne fremtrængte Meninger af denne Art om Misteltenen og mange flere vidunderlig virkende Urter.


Norner og Valkyrier kunde vistnok tilsammen henregnes til Diserne; begge Slags Gudinder bestemte Menneskenes Skjæbne, hine mest ved Födselen, disse ved Vaabendöden. Begge meentes, efter vore Forfædres Begreber (ligesom Grækernes Mairer eller Moirer, Romernes Parcer) at spinde, binde eller væve de mystiske Traade, Baand, Fletninger eller Kjeder, som forudbestemte Menneskenes Vandel paa Jorden til Liv eller Död. Om Nornerne mindes jeg nu fölgende Sted af Eddasangen om den danske Helt og Konge Helge Hundingsbanes Födsel i Braalund; — ogsaa Saxo ommelder ellers denne Fyrste under Navn af Helgo Hundingicida:


Aarle i Tiden
Örnene gjalded,
hellige Vande randt
fra Himmelbjerge —
da havde i Braalund
Borghilde födt
Helge den
Höimodige.


Nat var i Borgen
Nornerne kom,
de som den Ædlings
Alder bestemte,
böde ham hædres
höiest blandt Fyrster
agtes som bedst
af alle Konger.


Kraftig de snoede
Skjæbnens Strenge,
om Braalunds Borg
Stormen dundred;
de udvikled
gyldne Baand
midt under Maanens
Sal dem fæsted.


Til Öst og til Vest
de Enderne strakte,
gave saa Kongen
Grændser for Lande;
Nornen en Kjede
kasted mod Nord
og den böd
evig holde.


Dog — det var ikke alene Nornerne, som udmærkede sig ved kosteligt Spind; ogsaa Valkyrierne, der ligeledes udviklede eller bestemte Skjæbnen, gave sig af dermed. Det lære vi af den ældre Eddas ældgamle Kvad om Völund og dets fortællende Indledning: "Der vare 3 Brödre, Sönner af Finnernes Konge; en hed Slagfinn, den anden Egil og den tredie Völund. De löb paa Skier og jagede efter Dyr. De kom til Ulvdale og byggede sig der et Huus ved de Vande, som kaldes Ulvesöen. En Morgen tidlig funde de paa Stranden tre Kvinder, som spunde Liin. Ved dem laae deres Svanehamme; de vare Valkyrier. . . . Brödrene förte dem hjem med sig til Huset; Egil fik Alrun, Slagfinn Svanhvide og Völund Alvitra; i 7" (eller rettere 8) "Aar havde de boet sammen, da Valkyrierne flöi ud for at söge Striden, men kom ikke tilbage. Da foer Egil bort paa Skier for at opsöge Alrune, Slagfinn sögte efter Svanhvide, men Völund blev tilbage i Ulvdale. Kong Nidud (af Nerike i Sverrig) lod ham paagribe, saaledes som det berettes i fölgende Kvad:


Möer flöi fra Sönden
gjennem mörke Skove,
(selv) Alvitra den Unge,
Skjæbnen at udvikle.
Sig paa Söens Bred
satte de til Hvile,
sydlandske Kvinder,
spunde herlig Liin.


En af dem, yndigst
blandt jordiske Möer,
indsluttede Egil
i sin lyse Favn;
den anden var Svanhvide,
Svanevinger bar;
men den tredie
deres Söster
Völunds hvide
Hals omarmed.


Siden de sade
i syv Vintre,
hele den ottende
længtes de bort,
den niende dem
Nödvendighed adskilte;
Möerne higed
efter mörke Skov,
(selv) Alvitra den Unge,
Skjæbnen at udvikle."


Væven af det herlige Liin og dens Bestemmelse, beskriver Skjalden desværre ikke. De ægte Hedninger forestillede sig Valkyrierne som skjönne Möer, og deres skjæbnesvangre Haandgjerninger af prydeligt Udseende.


Da Kristendommen indförtes, forandredes disse Forestillinger ganske. De Nyomvendte tænkte sig Fortidens Guddomme kun som Djævle, deres Skikkelse og Gjerninger som afskyelige og blodige. Njáls Saga, af hvilken Petersen nylig har givet os et kjærnefuldt Udtog, beskriver saaledes et Syn, hvori Valkyrierne viste sig for en Mand paa Katanes (nu Caithness) i Skotland — uden Tvivl af nordisk Herkomst, ligesom de fleste af denne Egns fordums Beboere, — paa den samme Langfredag i Aaret 1014 som det store Slag holdtes ved Clontarf i Irland mellem Kong Brian af Connaught paa den ene og Sigtryg Silkeskjæg, Ostmannernes (eller Skandinavernes) Konge i Dublin samt Sigurd, Jarl af Orkenöerne, paa den anden Side. Manden, som i Sagaen kaldes Darrad, saae nemlig, da han var gaaet ud, at 12 Personer rede til en Dynge (Fruerstue), hvor de forsvandt. Han gik dertil, og saae gjennem en Glug, at der vare Kvinder derinde, og de havde opfört en Væv, om hvis techniske Indretning efter oldnordisk samt endnu islandsk og hebridisk eller höiskotsk Maade vi maae henvise til Petersens oplysende Anmærkning i Historiske Fortællinger om Islændernes Færd 3 D. S. 351-52, i det vi meddele fölgende af hans Oversættelse: "Mandshoveder brugtes for Vægter og Mandstarme for Islæt og Rendegarn, Sværd brugtes for Slagbord, Piil for Væverskee. Kvinderne kvade disse Viser, men han hörte til:


Vide for Valfald
Varsel er udspændt,
Væverbomskyen,
Blod den regner,
Varsel for Spydkast,
Mandkjöns Væven
graa er udslagen,
som vi Veninder
skulle med röden
Islæt fylde.


Dragen er Væven
af Mandstarme
og haardt udspændt
med Mandshoveder.
Blodstænkte Spyd
ere til Skafte
Spole er Jern,
Skeder Pile
og Seiersvæven
med Sværd vi slaa.


Hilde gaaer at væve
og Hjörthrimul,
Sangrid og Svipul,
med dragne Sværd;
Skaft skal gniste,
Skjold skal briste,
og Hjelmvaanden
Brynie ramme.


Lad os vinde, lad os vinde
Darrads Væven,
som hin unge Konge
for skal have.
Frem lad os gange
og i Fylking fare,
der hvor vore Venner
Vaaben skifte.


Lad os vinde, lad os vinde
Darrads Væven
og Konningen
siden fölge;
blodige Skjolde
Kjæmper skue,
naar Gunn og Göndul
Kongen fölge.


Lad os vinde, lad os vinde
Darrads Væven,
der hvor de Kjækkes
Værger fare;
lader os ikke
Liv her spare,
Lov har Valkyrien
Val at kaare.


De Folk skulle
for Lande raade
som Udskager
för bebygte,
mægtige Konning
skal Döden finde
og for Odde
Jarlmanden segne.


Bitter Sorrig
skal Irer ramme,
som Mænd aldrig
skal gange af Minde;
nu er Væv vævet,
Marken blodig,
trindt om Land farer
Ledingshæren.


Nu er rædeligt
trindt at skue,
nu da blodig Sky
svæver paa Himlen,
Luften af Folke-
Blod skal farves,
naar vor Spaadom
opfyldt vorder.


Vel vi kvæde
den Konning unge
Seierssangen,
sjunge den glade.
Han som hörer
han den næmme
og Spydsangen
for Folk han sjunge.


Nu lad os ride,
ud vi fare
med dragne Sværde
flux bort heden,


Nu reve de Væven ned og i sönder, og hver beholdt hvad hun havde i Haanden. Darrad gik bort fra Gluggen og hjem, men Kvinderne stege paa deres Heste og rede sex i Sönder og sex i Nord." Saavidt Njála's Fortælling, — men dens Slutning maa erindre os om de 9 hvidklædte Diser fra Syd og de 9 sortklædte fra Nord, som i Fortællingen om Islænderen Thidrande kjæmpede for eller mod ham ved hans blodige Drab, hvilket de over Christendommens Indförelse opbragte Hedenoldsdiser meentes at have fuldbyrdet. Ellers haaber jeg at det af de her omhandlede oldnordiske Digtninger vil blive klart, at de Baand, Fletninger eller Krandse, som hine germaniske Idiser eller Diser snoede, flettede eller sankede, for derved at udvirke Gudernes hurtige Hjelp og seierrigt Indtog for de stridende Helte, ere fuldkommen af den samme Art som de Strenge, Baand eller Fletninger, med hvilke de hedenske Nordboers Norner og Valkyrier, der tilsammen benævntes Diser, frembragte lignende mythisk-mystiske Virkninger.


Idet vi vende tilbage til det oldtydske Digts Indhold, tillade vi os den Gisning, at Udtrykkene hapt heptidum, foruden den ovenommeldte ogsaa kunde have en mystisk Betydning, da hapt ikke alene betyder et Baand eller Lænke (vinculum), men ogsaa rimeligviis her, ligesom i oldnordiske Digte, en Guddom. Saaledes forklarer og især Grimm den næstsidste Linies haptbandun, hvilket han oversætter ved diis complicibus, en Oversættelsesmaade, hvilken jeg allerede (paa ovenanförte Steder) havde anvendt paa de mythiske Udtryk höpt og bönd (i Enkelttallet hapt, band). Jeg antog at disse Benævnelser grundede sig paa den hedenske Mening, at Guderne sammenholdt og opholdt den hele Verden som dens Elementarkræfters Styrere. — Grimm yttrer sig saaledes om hiin Benævnelse: "sei es dass sie (die Heiden) dadurch ein enges, die höchsten gottheiten unter ein ander knüpfendes band ausdrücken wollen, oder ein die welt und alle menschlichen dinge festbindendes walten der götter: Den erst angegebenen sinn ziehe ich auch darum vor, weil er an die dii consentes und complices des römischen und etruskischen glaubens gemahnt und einstimmige ordnung oder leitung aller angelegenheiten, wie sie von bestimmter zahl enggebundener höherer wesen geübt wird, anzeigt". Grimm anmærker, vistnok meget rigtig, at Tydskerne, efter Christendommens Indförelse have sögt at undgaae slige Udtryks Anvendelse paa Guddommen, som aabenbar blot oprunden af hedenske Begreber. Blandt os har John Olafsen den yngre oversat vore Forfædres bönd ved dii consentes. Grimm har meget rigtig bemærket, at en af de nordiske Valkyriers Navn Herfjötur virkelig udtrykker det tydske Heerfessel; det kunde altsaa oversættes paa Dansk ved Hærfjætter (Hærfjeder) og antyder vistnok den hende af Krigsguden Odin tildeelte Bestilling at snoe Fjedder, (Baand, Lænker, Strikker) for de Stridende, hvis Lod Fangenskabet skulde blive. Ogsaa Navnet for en anden Valkyrie Hlökk (Hlancha) henförer Grimm hertil; (see ovenfor S. 208). Om en tredie troer jeg det samme kan siges, nemlig om Göndul, da göndull betyder en hartad uoplöselig Knude. Antager man, at de her besjungne Hæftebaand ligefrem skulle tages i bogstavelig Forstand, saa kan man sammenligne dem med de stærke vigbönd (Kampbaand eller Drabsbaand), som en Vala (efter et Varianttillæg til Völupsá) siges at have snoet af Tarme. — Saadanne Strikker have mulig fordum ikke alene tjent som Fangelænke, men og som et Krigs- og Jagtredskab, endnu brugt af adskillige vilde eller halvvilde Folkeslag, som med lange Strikker forstaae at fange baade Dyr og Mennesker. Kastedes en saadan Strikke mod en sluttet Trop Krigere, og udrev en eller anden deraf, kunde den med Ret siges at gjöre et "Indspring" og at bane Vei for de saaledes med Held angribendes "Indfart" (i Skjoldborgen o. s. v.).


Dette Digts, elles rettere digteriske Brudstykkes, sidste Ord vigandum Fjender, (med et enkelt u) har Udgiveren antaget for en Skriverfeil istedenfor wigandun. Helte, (med tvende uu), hvilken kritiske Berigtigelse vi og mene at Sammenhængen fordrer; — i Hovedsagen forandres dog neppe noget betydeligt ved at antage den i Membranen staaende Skrivemaade for den rette, da Krigere, hvis Krigslykke Diserne beskjeftigede sig med at bestemme, i alt Fald menes ved ethvert af de saaledes noget tvivlsomme Udtryk.


_______________________


Det paafölgende Digt synes vel nu at være ganske selvstændigt og at udgjöre et lidet Heelt for sig selv, da det aabenbart danner et Trolddomsvers eller Hexeformular til Lægedom for en syg eller saaret Hest, — men det er dog vel muligt at dets 10 förste Verslinier efter vor Inddeling (men 5 efter Jacob Grimm's) have hört til det ovenommeldte eller et andet Kvad om det gamle Tydsklands Guddomme, hvorimod Resten er blevet lagt dertil eller i det mindste indrettet efter Hedningernes Former for dette Slags Besværgelser. Det lyder saaledes (med mine mellem Linierne tilföiede Forsög til oldnordisk Omskrivning):


Phol ende Wôdan[19]
Fól ok (enn) Óðinn
vuoron zi holza,
fóro til holta (s),
du vart demo Balderes volon
þá varð þeim Baldurs fola
sîn vuoz birenkit[20];
siin fótr rekiðr;
tha biguolen Sinthgunt[21],
þá (of) gól Siþgunn,
Sunnâ era suister;
Sunna hennar systir;
thu biguolan Frûâ[22],
þá of gól Freya,
Vollâ era suister,
Fulla hennar systir,
thu biguolen Wôdan,
þá of gól Oðinn (Voðin),
so he wola conda,
sem hann vel kunni,
sôse bênrenki,
so bein reka,
sôse bluotrenki
so blóðreka
sôse lidirenki,
sem liðreka,
bên zi bêna,
bein til beins,
bluot zi bluoda,
blóð til blóðs,
lid zi geliden,
lið til liða,
sôse gelimida sin.
so sem límdir sèu.


Paa Latin oversætter Jacob Grimm disse Ord saaledes:

Phol et Wodan profecti sunt in sylvam,
tum Balderi equuleo pes contortus est;
tum incantavit eum Sinthgunt, Sunnaque ejus soror,
tum incantavit eum Freia, Follaque ejus soror,
tum incantavit eum Wodan, sicuti bene novit,
tam ossis fracturam, quam sanguinis torturam, membrique torturam,
os ad os, sanguinem ad sanguinem,
menibruni ad membra, ac si glutinata essent.


I andre Skrifter har jeg, ved givne Leiligbeder, anfört og undersögt adskillige saadanne Formularer og dermed forbundne Ceremonier, af hvilke Hexemesterne, de saakaldte kloge Mænd eller Koner, samt flere overtroiske Almuesfolk i Island og de tre nordiske Riger lige indtil vore Dage have pleiet at benytte sig, for derved formeentlig at læge Sygdomme, Saar og anden legemlig Skade, stille Blod, döve Vaaben o. s. v., samt sögt at vise den nationale hedenske Oprindelse til alt dette, — og den var mig stedse tydelig, om man end, meget forsigtig, i slige Besværgelser havde sat Christus isteden for Odin, Maria isteden for Frigga, Apostlene eller andre Helgene for de övrige Guder, o. s, v. Paa den anden Side har Jacob Grimm (især i hans deutsche Mythologie og dens Anhang) med Iver, og med en större Fleersidighed, i samme Henseende oplyst den egentlig tydske Overtro, og det har derfor vist ikke glædet ham lidet at overkomme et saa ægte Trolddomskvad af denne Art fra Germanernes eget Hedenskab, som det heromhandlede. Hans Oversættelse[23] af dette, hvorimod jeg i Hovedsagen (paa det förste endnu med Sikkerhed neppe forklarlige Ord eller Navn nær) intet kan have at erindre, giver paa Dansk fölgende Mening:


Phol og Vodan
fore til Skoven,
da blev paa Baldurs Fole
en Fod vreden,
da besværgede Sinthgunth
(og) Sunna, hendes Söster,
da besværgede Frûa
(og) Volla, hendes Söster,
da besværgede Wodan,
saa vel han kunde,
saa Beenvridning
som Blodvridning
og Ledvridning —
Been til Been,
Blod til Blod,
Led til Lede,
som om limet det var.


Stridshesten var fordum ligesaa vigtig for den germaniske Kriger, som nu for Araberen, som hvis Hovedformue eller vigtigste Eiendeel den betragtes. Tabet af en saadan Ganger, eller dens Ubrugbarhed for Krigstjenesten ved Beenskade eller Ledforvridning, sögte han da at helbrede ved Gudernes Paakaldelse og ved Sang eller Læsning af mythiske Fortællinger om deres Bedrifter eller Begivenheder af den hertil hörende Art, over det syge Dyr. Hertil hörer nærværende Besværgelsesformular. Den er især vigtig formedelst den deri forekommende Opregnelse af adskillige Guddomme, af hvilke enkelte hidindtil ikke kjendtes i den tydske Mythologie. Vi ville her allerförst gjennemgaae denne Fortegnelse :


Det forste Navn eller Ord Phol er mystisk i alle Henseender; derved forekommer den eneste mærkelige Tilsætning eller Forkortningstegn af Skriveren, som ellers findes i disse tydske Brudstykker. Först synes han nemlig at have skrevet Pol, men siden tilföiet det h ovenover Linien, som foranlediger, at vi nu ikke kunne læse Ordet anderledes end Phol. Giimm antager det for en Guddoms Navn eller Betegnelse, men fremsætter især disse forskjellige Gisninger derom: 1, at Phol har været en Gud, dyrket af Germanerne, 2, at Ordet her udgjör et Tilnavn for Baldur[24] eller 3, at en ond Guddom, lignende Loke, eller endog denne selv, der her forhexede Baldurs Hest i Skoven, bör forstaaes ved hiin Benævnelse, — og dette finder jeg sandsynligst, især da man endnu (efter de af Grimm meddeelte Oplysninger) i Thüringen kalder Djævelen Fal eller Fahl. Herved foranlediges jeg til den Bemærkning, at Fála er en bekjendt oldnordisk Benævnelse for en ond Jættinde eller en Troldkvinde af den Art, og de meentes især at færdes eller opholde sig i de mörke Skove. Ordet forekommer saaledes i de ældste Eddasange, og i Ragnar Lodbrogs Dödssang samt flere Oldtidskvad kaldes Ulvene Falas Heste. Johnstone og Rafn bemærke, i deres Udgaver af nysnævnte Digt i den Anledning, at Ordet Fal endnu af Almuen i Wales bruges som en Benævnelse for Djævelens Moder (mam y drug, mater dæmonis), som troes at ride paa en Hest igjennem Luften; at Troldkvinderne i Hedenold meentes at færdes paa denne Maade gjennem Luften vide vi allerede af Eddasangene.


Det islandske Ord fól er vel faldet Grimm ind i denne Anledning, men Haldorson havde i sin Ordbog sammenlignet det med det franske fol, hvilket Grimm anseer for et Stamord baade til det engelske fool og det islandske fól; det sidstanförte betyder dog egentligst en ondskabsfuld Kar. Det forekommer mig, at Ordet er ældgammelt i vort Norden. Vigaglúms-Saga, som af P. E. Müller antages at være skreven i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, lægger sin Helt, i Samtalen med den dumstolte og alle udfordrende norske Berserk Björn (henved Aaret 941) disse Ord i Munden: "I Island vilde man kalde det Menneske fól, der skaber sig saaledes som du"[25]. Magnus den Gode, opdraget ved det russiske Hof i Garderige, var kun en Dreng af Alder, da han der (omtrent 1023) dræbte en af Kong Jaroslavs Hofmænd til Hove, fordi han havde behandlet ham ilde; da klagede man naturligviis derover for Kongen og opfordrede ham til at passe bedre paa sit fól fremdeles. Dette berettes i Magnus den Godes Saga (Fornm. S. VI, 16), som vel maa antages at være ældre end Snorre Sturlesöns berömte Værk. Det oldnordiske Ord viser sig ellers at være reent nyere dansk, med den endnu brugelige islandske Udtale, i de ved Molbech udgivne Stykker af en gammel Bibeloversættelse og flere i Glossariet paaberaabte Oldskrifter, hvor det skrives med 2 o'er som fool (S. 312); det bruges ikke alene om en Tosse eller Daare i Almindelighed, men og især i ond Betydning; det hedder f. Ex. i en fortabt Sjæls Kæremaal mod Kroppen, trykt 1510, (Ny D. Mag. 2 B. S. 328), hvor den saaledes tiltaler den syndige Krop: "Mijns oppa thet fule fool!" Det sidste Ord har Skule Thorlacius her forklaret: "et rasende Menneske". Skulde Ordet virkelig i gammelt Tydsk betegne en "ondskabsfuld Nar", kunde det vel passe paa den nordiske Loke, der baade var ondskabsfuld og undertiden skabte sig som en Nar, for at more Aserne, medens han endnu var i deres Samfund; men for en virkelig Taabe kunde han ingenlunde ansees.


De övrige her nævnte Guddomme ere lettere at forklare: Wodan er som bekjendt Angelsaxernes Voden, Nordboernes Odin. Balder er og upaatvivlelig vor Mythologies Baldur. Sinhtgunt, hvilket Grimm berigtiger ved Sinthgunt, en kvindelig Gudinde, Solens Söster, kjende vi derimod ikke i vort Norden under et saadant Navn. Ellers tillader jeg mig her at yttre den löse Gisning, at hun kunde være den samme som Eddaernes Sigyn, som ogsaa skrives Sigun, og vistnok i Skálda og de til den knyttede Mindevers udtrykkelig regnes til Asynierne eller Gudinderne. Skjöndt hun var den onde Lokes Hustru, fortælles intet ondt om hende, hvorimod hun vel kunde fremstilles som Mönster for ægteskabelig Troskab og Taalmod. Ligesom Grimm gisningsviis udleder Sprogroden til Sunnâ (i Völuspá sinni mána, Maanens Ledsagerinde, der ellers kaldet sól) af Ord, der betegne Gang eller Vandring, Vei o. s. v., saa antager han og Navnet Sinthgunt for at være af en lignende Oprindelse og at betyde en vandrende Stjerne, uvist hvilken[26]. Sinthgunt kunde oversættes paa Oldnordisk som Siþgunnur, Sinngunnur, og vilde da betyde en ledsagende eller hjelpende Krigsgudinde eller Valkyrie, sammensat paa samme Maade som Hjálmgunnur, o. fl. Gunnur eller Guþur var, som bekjendt, en af de ypperste blandt Valkyrierne og betegner undertiden Krigen overhoved i de gamle Skjaldedigte. Sunnû er og vor nordiske Sunna eller Solgudinde, af hvem Söndagen, som hende helliget, endnu har sit Navn i Tydskland, Nederlandene, Storbritannien og Skandinavien. Om hendes Dyrkelse i vort Norden har jeg forhen samlet og skrevet meget, ligesom Jacob Grimm og har godtgjort den med Hensyn til de Tydske. Frûa antages rigtig af Grimm for den nordiske Freya eller Frouwa[27] , som og efter vore Oldsagn især var kyndig i Trolddomskunster, oprindelig mest de lægende. Mærkværdig er ellers her den Beretning i den yngre Edda, at Fruetitelen nedstammer fra Freya. Volla (Fylde, Overflödighed), er og af ham meget rigtig antagen for Eddaernes Fulla, (af selvsamme Betydning) [28], her kaldet Freyas Söster. Ellers var hun i Norden Friggas, den överste Gudindes, Æskemö eller Pyntekone. Hvad Balders Hest angaaer fortælle Eddaerne os intet derom: derimod ommelder et Brudstykke i Skálda (Rasks Udg. S. 181) af et gammelt Digt, kaldet Þorgríms þula eller Thorgrims Ramse, en blandt de mest berömte Heste, kaldet Blodighov (Blóðighófi), der bar den stærke Atride, og af et andet strax derefter fölgende Fragment see vi, at Beles Banemand, nemlig Freyr, pleiede at ride paa den nysnævnte Hest; for dennes Navn ligger sikkerlig en nu længst forglemt Mythe til Grund. Vist er def, at den hedenske Juul her i Norden var Freyrs Fest, og det er da mulig en Levning deraf, at de danske og tildeels de tydske Bönder længe iagttoge den overtroiske Skik at aarelade deres Heste (som saaledes let kunde faae blodige Hove) paa anden Juledag. Efter Kristendommens Indförelse maatte Freyr ikke længer dyrkes, men i hans Sted gjorde man i Tydskland, Danmark og Sverrig den hellige Stephanus til Hestenes Patron, samt henförte de gamle overtroiske Skikke, som ellers ikke kunde afskaffes, til hans senere tilladelige Dyrkelse.


Det övrige af hiin oldtydske Besværgelse er os fuldkommen forstaaeligt. Hændelsesviis er den blevet optegnet i det 9de eller först i det 10de Aarhundrede, som en Hedenoldslevning, der da af overtroiske Folk ansaaes for vigtig, men det er dog fuldt saa besynderligt, at Almuen i Sverrig hidindtil har bevaret lignende Besværgelser med de hedenske Guddommes Navne. En af dem har Rääf meddeelt som höist mærkelig, netop stilet mod en vis Hestesygdom, kaldet "flåg" eller "gräsflåg", der uden Tvivl meentes at være foraarsaget af Hexeri. Den lyder saaledes:


Oden står på Berget
han spörger efter sin fole,
flåget har han fått. —
spotta i din hand
och i hans mund
han skall få bot,
i samma stund.


En anden Besværgelse mod samme Sygdom begynder saaledes:


Frygge frågade frå:
huru skall man bota
den flåget får o. s. v.


Af lignende Art ere andre Besværgelsesformularer, bestemte til at fordrive Menneskers Smerter, ved hvilke Odin, Thor og Frygga paakaldes o. s. v. I andre mere bekjendte svenske, danske, norske, islandske og tydske Besværgelsesformularer har man sat Treenigheden, Vor Herre, Jesus o. s. v., som ovenmeldt, i de fordrevne hedenske Guddommes Sted. Af disse har Grimm allerede uddraget een af Hammonds nordiske Missionshistorie (Kh. 1787 p. 119), som I sine Udtryk meget nærmer sig til den oldtydske Besværgelse, og er bestemt til at anvendes i det selvsamme Tilfælde:


Jesus red sig til Hede,
der red han synder sit Folebeen,
Jesus stigede af og lægte det:
Jesus lagde Marv i Marv,
Been i Been, Kjöd i Kjöd.
Jesus lagde derpaa et Blad,
at det skulde blive i samme Sted.


Her fölge tre Navne m. m., der alt uden Tvivl af Hexemesteren pleiede at skrives paa et Blad, som lagdes ved Beskadigelsen eller Saaret.


At hedensk Overtro efter tusinde Aars Forlöb endnu vedligeholdes blandt vort Nordens samt Tydsklands kristne Folk, enten ublandet eller omdannet ved blotte papistiske Navneforandringer, er i og for sig selv mærkeligt nok til at fortjene den nöiagtigste Undersögelse og Udvikling. At tydske Hedenoldsdigte nogensinde skulde give vigtige Bidrag til dette dunkle Æmnes Oplysning havde man hidindtil ikke ventet.


_______________________



Forsøg til en sammenlignende Ordforklaring,
især med hensyn til Angelsaxisk, Engelsk,
Oldnordisk, Islandsk og Dansk


Eiris, (efter Grimm for eris, eres).

As. æra, ærlice,
Engl. early,
Oldn. Isl. ár, árla,
Dansk aarle.


sazun,

As. sæton,
Oldn. Isl. sátu,
D. sadde, sade.


Idisi,

As. Idese (?).
Oldn. Isl. Disir,
D. Diser.


hera,

As. her,
Oldn. Isl. hér,
D. her.


duoder, eller aduoder, hvorom jeg maa henvise til Grimms egen Undersögelse, l. c. S. 6-7. Det synes at være beslægtet med det

As. þider
(Oldn. þaðra ?)
Engl. thither (hither and thither) og tillige med det danske did (hid og did, — hera duoder — hist og her?).


suma,

As. surne,
Oldn. Isl. sumar,
Engl. some.
Dansk somme.


hapt,

As. hæft,
Oldn. Isl. hapt, haft,
D. Hæft o.s.v.


heptidun,

As. hæfton,
Oldn. Isl. hepto, lheftu,
D. hæftede.


lezidun,

As. letton.
Oldn. Isl. löttu (forhen letjuðu?) jfr.
Engl. let, late.


clûbôdon,

Oldn. Isl. klifuðu, jfr. klufu.


umbi,

As. umbe,
Oldn. Isl. umb, um.
Dansk om.


cuoniovidi,

As. cynewidde, q. d.
Oldn. Isl. kona-viðja, konar-viðja,
D. Konning-Vidje.


insprincg, q. d.

As. insprinc,
Isl. innspráng,
D. Indpring.


haptband, [q. d. As. hæftband)

Oldn. Isl. haptbönd,
Dansk, Hæftbaand, Hæftebaand.


invar,

As. infære,
Oldn. Isl. innfavr, innfar,
D. Indfart, Indfæld,


wigandun,

As. wigendum,
Oldn. vegendum.


ende,

As. ænd, and,
Engl. and, nyere Tydsk und o. s. v. er vel oprindelig det samme Ord som det Oldnord. enn, D. end, o. s. v., forsaavidt disse betyde fremdeles, endvidere, o.s.v., med en noget forandret Mening.


vuoron,

As. fóron,
Oldn. Isl. fóro, fóru,
Dansk. fore.


zi,

Oldn. Isl. til.
As. Engl. to,
Tydsk zu.


du,

As. þa,
Oldn. Isl. þá,
D. da, o. s. v.


holza,

As. Oldn, holta.


wart,

As. weard,
Oldn. Isl. varð, jfr.
D. vorde.


demo,

As. þam,
Oldn. þeima, þeim,
D. den.


volon,

As. folan,
Oldn. fola,
D. Fole.


sin,

As. sin,
Oldn. Isl. sinn,
D. sin,


vuoz,

As. fót,
Oldn. Isl. fótr,
D. Fod.


birenkit, (forstrakt), rettet ved Grimm for birenkist, er beslægtet med det

As. ræcan, ræccean,
T, recken, strecken,
D. række, strække, forstrække, samt med
Oldn. Isl. reka, drive, slaae, o.s.v.


thu,

see ovenfor under du.


biguolon,

As. begol, gol,
Oldn. gól,
Gl. D. gol (goel).


era,

Gl. Höitydsk ira
As. hera,
Engl. her o. s. v.
Oldn. Isl. hennar,
D. hendes.


suister,

As. swyster, swuster,
Oldn. Isl. systir,
D. Söster.


so.

As. swa,
Oldn. Isl. sva, svo, so, so sem,
D. som.


he,

As. he,
Oldn. Isl. hann,
T. er,
D. han.


wola,

As. wel,
Oldn. Isl. vel,
D. vel.


conda,

As. cuðe,
Oldn. Isl. kuði, kunni,
D. kunde.


sose, efter Grimm maa dette Ord svare til det

Oldn. svo, so (so sem) i visse Maader Oldn. Isl. so,
D. som, saa som, s. so ovenfor.


benrenki, dette Ord kunde mulig, med Hensyn til Oprindelsen, gjengives i det Isl. ved beinreki (beinreka), i Dansk ved Beenrækning, s. birenkit, (Jfr.bên nedenfor); saaledes kunde man vel og i det islandske Sprog sige blóðreki for blutrenki og liðreki for liðirenki o.s.v.


bên,

As. ban,
Oldn. Isl. bein,
D. Been.


bluot, bluod,

As. blóð,
Oldn. Isl. blóð,
D. Blod.


lid,

As. lið,
Oldn. Isl. lið
D. Led,
T. Glied.


gelîmida,

As. gelimed,
Oldn. Isl. límðr, límt,
D. limet.



Fodnoter

  1. Om de hertil hörende Versarter overhoved see (foruden Grimms og Lachmanns hertil hörende Skrifter) John Olafsen om Nordens gamle Digtekunst (1780) S. 48-57, om ljóðaháttr især Rasks Anvisning til Isländskan (1818) S. 261-26.3 (hvor Sammenblandingen af starkaðarlag og ljóðaháttr ogsaa omhandles), Bergman, Poëmes de l'Edda (1838) S. 118-145. Jevnför endvidere Dr. Dietrich i Haupts Zeitschrift für deutsches Alterthum 1843 III, 91-116 samt W. Müller (angaaende Merseburgerkvadene især) sammesteds III, 448. Den sidstnævnte Forfatter udtrykker sig blandt andet saaledes: "Die beiden gefundenen Strophen entsprechen nicht nur den vier- und drei-zeiligen Strophen des altnordischen epischen fornyrðalag, sondern sie lassen sich auch in den kleineren althochdeutschen denkmälern mit wahrscheinlichkeit nachweisen".
  2. Runamo og Runerne (Det Kgl. Danske Videnskabs Selskab hist. og philos. Afh. 6te Bind, 1841) S. 608 o. f. Tab. IV, N. 8.
  3. Bemærkninger om Versarten og Ordningen af Stropherne i Völuspá (Annaler for nordisk Oldkyndighed 1810-11 S. 52 o. f.). Det allervigtigste Beviis for den i vort Norden almindelig brugte Versinddelings Rigtighed antager jeg den Maade at være, hvorpaa man endnu stedse pleier at synge de ældste Kvad, og som aldeles passer til den dertil hörende Melodie. Den er enhver indfödt Islænder bekjendt.
  4. Derved maa dog erindres at Facsimilet af Membranbladet ikke fremviser de af den lærde Sprogfortolker tilföiede Accenttegn; i det udtrykkes og Afskriftens w ved uu, samt v ved u. Flere smaae Afvigelser bemærkes nedenfor.
  5. I Jacob Grimms Opsats: zu den Merseburger gedichten (Haupts Zeitschrift II, 190) skrives de to Ord herod uoder.
  6. Facsimilet synes her at maatte læses insprinca eller insprinc a. Wilhelm Müller læser (Geschichte und System der altdeutschen Mythologie 1844) S. 9 insprinc.
  7. Facsimilet har her uigandun hvilket Jacob Grimm og bemærker.
  8. Snoede Baand.
  9. Kroner, Kjeder.
  10. eller og: for forenede Guder.
  11. Wilheim Müller angiver saaledes kortelig Hovedindholdet af dette Digt: "Das erste ist ein Zauberspruch zur Lösung der fesseln eines kriegsgefangenen"; hvorpaa denne Forklaring er grundet, udvikles ikke videre. Geschichte und system der altdeutschen religion S. 8. Dog hedder det ellers i samme Skrift. "Das erste Merseburgergedicht berichtet von jungfrauen (idisi), welche fesseln fesselten, das heer aufhielten und nach kniestricken pflückten" (S. 98, jvfr. S. 355).
  12. Jvfr. Grimms deutsche Mythologie, (ny Udgave 1844) S. 372-73 (o. fl. St.) Det oldnordiske kvindelige Egennavn Eidis (eller Eydis) kunde fordum vel skrives Ídis (ligesom Ordet svit for sveit o. fl.); Grimm anförer de oldtydske Kvindenavne Itispuruc, Itispurg, Itisburg og Itislant, Deutsche Mythol. 2den Udg. S. 373. Vore mange oldnordiske Kvindenavne, der ende med dís, som Ásdis, Þórdís, Freydís, Vigdís o. s. v. behöver jeg ikke fuldstændig at opregne. De her anförte betegne oprindelig, at de dem bærende Kvinder vare helligede til Guderne (især Thor og Freyr), Kampens Gudinde, andre Valkyrier o. s. v.
  13. Edda Sæmundi I, 364, III, 317 o. fl. St. jvfr. 452, samt den danske Oversættelse III, 206, 222.
  14. Hvis det tydske vise, wise (Wiese oprindelig er det samme som det islandske veisa (beslægtet med de danske Almuedialekters Vaase, Vase) kunde hiint Stedsnavn fordum i Oldnordisk skrives Ídísavísa. Veisa betyder nu vel i Islandsk mest en Sump; de ved Weseren liggende Enge ere tit oversvömmede (men dog nu sjeldnere end i gamle Dage) og kunne da kaldes Sumpe. Paa hint Sted stod (i det 16de Aar efter Christi Födsel) et berömt Slag mellem Arminius, (Armann? Ármann? nu almindelig kaldet Hermann). Den danske Almue har længe haft megen Overtro om adskillige Nympher (eller Diser) i Sumpe og paa Enge, som ere endnu bekjendte under Navn af Mosekoner. Det danske Ord Mose betyder ellers, som bekjendt, baade Sump og Eng. Det gamle Nordens Diser forvandledes undertiden til Svaner, som gjerne opholde sig paa Stier og Sumpe.
  15. Senere har Grimm udtrykt sig saaledes herom: "Einige hefteten haft, d. i. thaten dem kampfe einhalt" Deutsche Mytliol, 2 Udg. S. 373.
  16. See herom mit Lex. myth. vet. bor. under Ordene band og hapt (S. 43, 139). De egentlige Germaner kunde let falde paa at give deres Guder slige Benævnelser, da ingen af dem maatte bindes uden efter Præstens Befaling, der da ansaaes som Guddommens egen (Tac. Germ. c. 7). Hertil sigter vel og den af Semnonerne vedtagne Skik at ingen maatte gaae ind i den hellige Lund, hvor Guddommen mentes at være tilstede, uden at være bunden med Baand (vinculis ligatus) som underkastet deres Herredömme. (Sammest. c. 39).
  17. De Krandse, som bindes af den tydske Almue St. Hans Nat, kaldes tildeels Johanniskronen; Zincke Oeconomisches Lexicon I, 1314. Ellers yttrer Grimm sig saaledes, Deutsche Mythol. l. c. "Noch andere pflückten nach ketten oder kranzen, d. i. nach bindenden, fesselnden pflanzen und reisern, aus welchen sie hemmende binden oder kränze dem sieger zu winden gedachten. ihr geschäft war also, wie es auch die anwendung des zauberspruchs fordert, hier ein hemmendes, aufhaltendes. merkwürdig stimmen. dazu die sæmund. 45 a neben einander aufgeführten hlöck = ahd. hlancha d. i. catena, und herfjötr ahd. herifezzara exercitum vinciens; sicher stand es auch in ihrer gewalt zu lösen und zu fordern, wie zu binden und zu hemmen."
  18. Saare meget hertil hörende er senere samlet af Jacob Grimm i 2den Udg. af Deutsche Mythologi S. 1112-1166. Til saadanne Planter hörte f. Ex., hvilket deres Navne allerede vise, den i Tydskland saakaldte Allermannsharnisch eller Siegwurtz; mange Overtroiske mene endnu, at hvo som bærer den i Kamp, kan ikke saares o. s. v. Fordum pleiede de Tydske at binde St. Hans Urter (Beifuss, Hypericon) sammen til et Belte, i St. Hans Nat, at omgjorde sig dermed, og derefter, under Fremsigelse af visse Bönner og Vers at kaste det paa Höitidsbaalet. Derfor kaldtes Planten af nogle St. Johannes Gürtel, af andre Sonnenwendgürtel (Sommersolhvervsbelte). Hertil henförer jeg ogsaa Angelsaxernes Seiersbelte (sigegyrd), nævnt i en Besværgelse, at fremsige i det man tager det paa, meddeelt af Jacob Grimm i 1ste Udgave af bemeldte Værk S. CXXXI. Denne Seiergalder (sigegealdor) skulde hjelpe mod Saar, Slag og Strid, mod Rædsel og Forfærdelse (panisk Skræk) og mod alle Fjender. Besværgelsens hele, vistnok oprindelig hedenske Digt er forfattet i allitererede Vers. Ellers er meget nyt tilföiet, rettet til Engle, Patriarker, Evangelister og andre Helgene. Om de Urter og Blomster, som i vort Norden fordum samledes ved overtroiske Skikke for at beskytte mod Vaaben o. s. v. (först tildeels hörende til Balders, senere til Johannes den Döbers Dyrkelse) har jeg handlet i Lex. Mythol. S. 816-17, 821-25, jfr. S, 28 og i Afhandlingen den 1ste November og den 1ste August, Tidsskrift for nordisk Oldkyndighed II, S. 166-170, samt om de mange Krigsguden Tyr (eller Tir) helligede Planter Lexicon Mythologicum S. 486-87.
  19. I Facsimilet uuodan.
  20. Facsimilet har: birenkict.
  21. sammesteds skrives Sinhtgunt.
  22. Wilh. Müller skrivere l. S. 9: Frîia.
  23. Angaaende nogle mulige Forandringer i den har han senere fremsat nogle yderligere Gisninger i Haupt Zeitschrift (1842) II, 188 o. f. (zu dem Merseburger gedichte), men det forekommer mig at det förste Udkast maa være det rigtigste.
  24. I denne Mening er han senere bleven bestyrket og har yttret sig endvidere i denne Retning i Haupt Zeitschrift (1842) II, 252 o. f. (Schon mehr über Phol). Der bemærkes det ældgamle Stednavn Pholesbrunno (nu Pfulsborn) i Thüringen (svarende til Baldersbrönd i Sjælland, ommeldt af Saxo, Balderslohe i Sönder-Jylland) Pholesauwa i Baiern o. s. v. See og Deutsche Mythol. 2. Udg. S. 205-209, 581, (om Pfulstag, 2 Mai) o.fl. St. Wilhelm Müller udtrykker sig saaledes: "Dass in dem Merseburger gedicht Phol und Balder ein und dieselbe person bezeichnet, leidet keinen zweifel", Gesch. v. S. d. a. M. S. 87.
  25. Út á Íslandi mundi sá maðr kallaðr fól, sem þannig léti sem þú lætr. Ísl. S. 1830, II, 338.
  26. Jvfr. samme Forfatters D. Mythol. 2. Udg. S. 285. Willi. Müller antager Sinthgunth for den vandrende Maane. Gesch. u. Syst. d. altd. Myth. S. 90.
  27. Wilh. Müller læser derimod Friia eller Fría, og dette sidste kunde i oldnordisk Skrift netop læses Freya; dog; antager han, at ikke denne Gudinde menes, men derimod vor Frigg, paa Grund af dennes her antydede Slægtskab med Fulla. G. u. S. (l. c.) S. 88.
  28. Jac. Grimm har endvidere handlet herom i Haupt Zeitschrift II, 198 og Deutsche Mythol. 2. Udg. I, 285.