Tyvehulen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Tyvehulen
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Et Stykke ovenfor Alfarveien, som løber Øst gjennem Hededalen og Vandaasundene, findes en Hule, som kaldes Tyvehulen og skal være overmaade stor, men Aabningen paa den er nu for Størstedelen tilgroet. Der fortælles, at i gamle Dage boede en Bonde paa Lille-Hede, som er et Huusmandssted til Hede-Præstegaard. Hos denne Bonde tjente en ung og haabefuld Pige. En smuk Maaneskinsaften henad Julefasten gik hun omtrent ved Sengetid ud for at indsamle Tvætten. Hun vendte ikke tilbage til Huset om Natten. Dagen efter søgte man efter hende, men hun fandtes ikke, og ihvor længe man end blev ved at lede, saa hverken saae eller hørte man noget til hende. Men da tre Aar vare gaaede, traf det sig en Kveld omtrent ved samme Tid, hun var forsvunden, at nogle Folk paa Lille-Hede endnu vare oppe for at fodre Malkekøerne; da kom Tjenestepigen ind i Gaarden, med Tungen ud af Halsen og halvdød af Træthed, og i samme Nu saae man fire Mænd, som Alle stævnede hjem til Lille-Hede, men igjen vendte om ved Gjerdet om Hjemmemarken, da de saae, at der endnu var Folk oppe paa Gaarden. Folkene bleve meget forundrede over at hun, hvem Alle troede død for længe siden, nu vendte tilbage i en Svip, ganske som hun var forsvunden, og spurgte hende, hvor hun havde tilbragt disse tre Aar. Hun fortalte: »Som jeg var bedst ilav med at samle Tvætten sammen, kom en Mand, stor af Væxt, hen til mig; han løftede mig strax op, men stoppede mig idetsamme sin Vante i Munden , og derfor kunde jeg hverken skrige eller raabe om Hjelp. Denne Mand bar mig i østlig Retning fra Gaarden, og jeg saae snart, at der var fire Mænd. De skiftedes til at bære mig og gik den lige Vei imod Øst til Vandaasundene, og standsede endelig søndentil i Sundene. Der var en stor Hule, i hvilken de bragte mig ind. De tændte Lys derinde, bøde mig Spise og tillavede mig et Leie af lutter Faareskind; thi Andet havde de ikke. Paa dette Leie lode de mig ligge imellem sig, og i lang Tid sov de vist ikke Alle paa eengang. Jeg savnede ikke venlig Omgang, og Mad havde jeg nok af, Kjød og Foreller, Andet fandtes der ikke. Saa godt passede de paa mig, at naar de gik ud for Erhvervs Skyld, blev altid een af dem hjemme for at bevogte mig. Det var mig derfor umuligt at undvige fra dem. Saaledes levede jeg hos dem i tre Aar. Mig toge de kun, for at jeg skulde bestyre hele deres Huusvæsen , og de vilde ikke volde mig nogen Meen, saa jeg saae ingen anden Udvei, end at lade, som jeg var ganske godt fornøiet; derfor vare de til Slutningen begyndte at troe mig nogenlunde. Det var deres Skik, kun at gaae lidt ud om Dagen, men om Natten gik de ofte ud for at fiske. Hulen indeholdt ikke Meget af Penges Værd, og Kvæg havde de ikke, men i Stedet derfor toge de engang imellem hist og her et Par Faar til Slagtning. Forelfiskeriet derimod pleiede de, saa tidt Leilighed gaves. Det var først nu i Høst, at de alle fire vare begyndte at gaae ud paa Fangst samlede, men dog kun, naar de ikke gik længere bort, end at de kunde opdage mig, hvis jeg skulde gaae bort. Da skete det tilsidst engang, at de gik alle ud for at fiske Foreller; de fik en god Fangst, men vendte tilbage saa drivvaade, at der ikke var en tør Trevl paa dem. Jeg havde varm Mad paa rede Haand til dem; de troede sig derfor ret i Tryghed og faldt alle i Søvn; jeg gav mig da til at vadske deres Klæder, som jeg pleiede, thi de havde ikke noget andet Sæt til at skifte med. Jeg vadskede og vred deres Klæder og lagde dem hos dem, thi de vilde altid have dem ved Haanden. Men denne Gang vendte jeg det ene Ærme paa Skjorterne og Trøierne og det ene Buxelaar paa Vrangen, og eftersom det ikke var mørkt og de laae i den sødeste Søvn, fik jeg Mod til at gaae bort, og jeg løb da alt hvad mine Fødder kunde rende med mig. Men neppe var jeg kommen paa Halvveien, før jeg hørte, der blev raabt bagved mig, at jeg skulde vente; jeg kjendte deres Røst, blev saare ræd, og løb alt hvad jeg kunde, men dog blev Afstanden imellem os mindre. Da traf det sig saa heldigt, at som jeg kom til Gaarden her, stod den aaben, men da vare de ogsaa komne lige til Gjerdet om Hjemmemarken. De have nu vist fundet det raadeligst at vende om, da de bleve vaer, at der endnu var Folk oppe her paa Gaarden.«
Paa denne Maade kom Tjenestepigen igjen hjem, men Bonden fortalte strax sine Naboer denne Tildragelse, og Beretningen bares i en Svip over hele Bygden. Herredsfolkene fandt da paa det Raad, at samle en Mængde Mennesker sammen, hvorpaa de rede til Lille-Hede og talte med Bonden og hans Tjenestepige, hvem de spurgte, hvorledes der saae ud i Hulen og om Tyvene vare væbnede. Hun sagde, at vel vare deres Vaaben ikke gode, men de manglede hverken Mod eller Mands Hjerte, og desuden vilde de kunne værge Hulens Indgang saaledes, at Ingen kunde gjøre dem Skade, thi den var lille og lav, og mørkt var det at see derind; de vare oftest inde om Dagen, men hvis de vare ude, vilde de neppe vove sig til et Stævne med Fremmede, uden de trøstede sig dertil, desuden vilde kun Faa hamle op med dem i at løbe, thi de vare rappe tilfods. Det blev da aftalt, at Pigen .skulde gaae med dem og at hun skulde gaae hen til Hulens Indgang, men de Andre være ved Haanden, hvis Tyvene søgte ud. Nogle sige, at det var Pigen der gav dette Raad; Alle tænkte jo, at de for enhver Priis vilde søge at faae fat i hende, hvis de ikke bleve mange Mennesker vaer. De rede siden østpaa til Sundene, de Fleste vel væbnede, opstillede sig der udenfor Aabningen paa den Maade, som de ansaae for den bedste, men lode Pigen gaae hen til Indgangen og blive der. Alt gik, som man havde tænkt, alle Tyvene kom strax ud, og nu sige Nogle, at de bleve nedstødte saa snart de kom ud, medens Andre fortælle, at de Alle bleve grebne og paa anden Viis tagne af Dage, men hvem der har Ret, er ikke let at sige. Saameget er imidlertid vist, at fra den Dag af fik Hulen Navn af »Tyvehulen.«
Man fortæller, at mange Aar derefter boede paa Lille-Hede en Bonde, som eiede en Datter, der havde fyldt sit tyvende Aar, da Bonden mistede sin Hustru og satte Datteren til at bestyre Huset. Engang stod hun i en bælmørk Nat ifærd med at koge Kjød til Julen i en stor Gryde. Saaledes var Gaarden indrettet, at Kjøkkenet laa ligefor Døren, men imellem denne og Kjøkkenet var der til den ene Side et aflukket Rum og til den anden Side et Pakkammer, uden Loft og tomt, da det kun benyttedes til ved Leilighed at sætte Et og Andet fra sig i. Det regnede stærkt om Kvelden. Da Pigen var færdig med Kogningen, bar hun Kjødet ind i Aflukket, og da hendes Øie derfra faldt ind i Pakkammeret, saae hun en Mand staae der, som var meget større af Væxt end andre Mænd; han var fuldt paaklædt, havde Vanter paa Hænderne og støttede sig paa en af Tverbjælkerne i Kammeret; det forekom hende, som denne Mand skjalv og rystede af Kulde og var drivvaad. Saa storvoxen forekom han hende, at han bøiede sig forover mod Tverbjælken, som dog et Menneske godt kunde gaae under. Hun blev forfærdelig bange, men sagde dog til Manden, som stod der i Taushed: »Det var bedre for Dig, at gaae ind i Kjøkkenet, der er en Gryde fuld af varm Suppe. Du gjorde bedre i at drikke den end staae der og skjælve af Kulde«, og i samme Øieblik sprang hun ind i et andet Kammer, hvor Folkene vare, men slog Døren i efter sig, og først Morgenen derpaa gav man sig til at see efter. Da var Manden forsvunden, men Suppegryden var tom, uden at der var spildt en eneste Draabe. Siden saae man aldrig mere til denne Mand.
