Uddrag af forskjellige Sagn, fortalte af Indfødte i Labrador (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

120-129. Uddrag af forskjellige Sagn,
fortalte af Indfødte i Labrador

120.
En Kone, som boede paa et ganske enligt Sted, fik mange Børn, men de bleve alle efter hverandre dræbte af hendes Fjender. Omsider fik hun en Søn, som hun opdrog til at kunne leve i Vandet. Hun lagde ham nemlig allerede som lille Barn i et Fad med Vand, og saaledes vedblev hun til han kunde leve i Vandet som en Sælhund. Omsider kom Fjenderne, for ogsaa at dræbe ham. Da de ankom i deres Kajakker sagde Moderen, at han skulde flygte ud i Vandet, og Kajakkerne, som saae ham springe ud, troede nu at være sikkre paa ham. Men han ilede, svømmende som Sælhund, hurtigt tilsøes, medens Kajakkerne roede efter ham. Da han nu var langt nok ude, flettede Moderen en Snor og slog dermed i Vandet for at vække Storm. Strax overfaldt dem en pludselig Storm og de omkom alle. Men hendes Søn kom lykkeligt iland og blev hendes Forsørger i Alderdommen.

121.
Hedningene havde fordum store Sneehuse til Forsamlingssteder (Kagge). Et saadant havde ogsaa Beboerne af Kivalek. Men engang kom de under Lystigheden i Strid, hvorved nogle af dem toge Klæderne af de andre og indelukkede dem i Sneehuset, saa at de frøs ihjel. Engang indespærrede de atter en Mand i Sneehuset, efterat have afklædt ham; men han havde til Amulet et Væselskind, som han kastede ud iblandt dem. Dette foer ind igjennem deres Bagdeel og ud igjennem Munden og dræbte dem alle.

122.
En Fader var med sine tre Sønner ude paa Isen ved Kanten af Vandet. Han forlod de to af dem, men kjørte i Slæde med den yngste hjemad. Da bleve de paa Veien overfaldne af en Iisbjørn. Faderen lod Sønnen kjøre alene, fordi han ansaae det for bedst, naar denne som den yngre blev reddet. Selv blev han tilbage, hvorpaa Sønnen i Frastand saae, hvorledes Bjørnen aad hans Fader. Da de to andre Brødre fik det at vide, ilede de efter Bjørnen og dræbte den. Den havde ædt saaledes, at den ikke kunde gaae mere.

123.
En meget gammel Kone blev forladt af alle sine Paarørende og var ganske ene paa en ubeboet Plads. Støttet til en Stok vilde hun gaae for at opsøge Mennesker, men blev overfalden af en stor Iisbjørn. Hun havde Vanter af Ræveskind, dem stak hun i hinanden og satte dem paa Enden af Stokken, og da Bjørnen kom imod hende, stak hun den i dens opspilede Gab, hvorved hun dræbte den.

124.
Et stakkels forældreløst Barn blev udstødt af et Huus og maatte ligge i Huusgangen, og blev ofte jaget ud for at hente Snee til Drikkevand. Engang da Barnet saaledes blev jaget ud, sagde det til Sneen: »O! Snee, gaae selv ind til dem i Huset, de ville have Snee, som de pleie.« Da opstod der et vældigt Sneefog, og Sneefogets Aand fyldte hele Huset og qvalte alle dets Beboere.

125.
Et Par Piger gik, med to Smaabørn i deres Hætter, over en Slette og faldt uforvarende ned i en Hule, hvor der boede et Uhyre af et Menneske, som strax aad de to Børn og sagde til Pigerne, »at de skulde gjemmes til den næste Dag.« Men Pigerne fik ham ved List til at lukke Øinene, hvorpaa de flygtede tilbage gjennem den samme Aabning og kom til deres Slægtninge, som droge ud for at bekæmpe Uhyret. En Mand lod sig falde ned med et Reb, som han ved List fik bundet om dets Fødder, hvorpaa de halede det op og dræbte det.

126.
Attungak havde to Koner, af hvilke den ene flygtede fra ham. Men han forfulgte hende i en Slæde og begav sig derefter paa en lang Reise med hende. Først kom de til Menneskeædere, blandt hvilke han dræbte en ung Mand ved Navn Ajajusek, der fangede Fremmede med en Slynge. Disse Menneskeædere toge ogsaa det Barn, som Attungaks Kone havde med sig. Derpaa kom de til Folk som alle haltede; men da Konen spottede over deres Boltspil og sagde: »at de hoppede som Ravne,« maatte de flygte, efter iforveien at have overskaaret Bindselerne paa de Haltendes Slæder, saa at disse ikke kunde forfølge dem. Atter kom de til to sorte Bjørne, som sloges, og da der ingen anden Vei var, maatte de midt imellem dem, hvorpaa de kom til en Kjedel, som stod og kogte af sig selv. Ogsaa den maatte de tværs over. Derpaa kom de til en Mand, som sad og lurede ved en Sælhunds Aandehul. Da de talte med ham, gjenkjendte de i ham Attungaks Søn. De havde forladt ham som Barn, men saae ham nu som ældre Mand. Attungak og hans Kone havde besøgt alle Jordens Beboere og reist i mange Aar, uden selv at forandre sig eller blive ældre. Endnu fremvises i Norden Huler og Kløfter i Klipperne, i hvilke de paa Reisen have leiret sig.

127.
Sikuliarsiujuïtok var en Mand, som formedelst sin Størrelse ikke kunde gaae paa tynd Iis. Han fangede ofte alene en Hvalfisk fra sin Kajak og slæbte den ene til Landet. Han kunde ogsaa have en Hvalfiskelalle liggende paa sin Kajak. Andre Mænds fangede Sælhunde tog han med Haanden uden videre fra dem. Han blev derfor af alle frygtet og hadet, og han vovede ikke at overnatte paa fremmede Steder, af Frygt for at man skulde overfalde ham. Engang lokkede de ham til at overnatte i et Sneehuus; men da det var for lille til ham, maatte han trække Armene ud af Ærmerne, ligge krumt og lade Fødderne snøre sammen. Medens han saa sov, blev han at mange Mænd trukken ud ved Benene og dræbt, men i det han slog om sig, dræbte han endnu fire Mænd. — Der fortælles endvidere at han jagede Hvidfisk med en Fuglepiil, hvorpaa der sad en Blære af et heelt Sælskind. Han havde tre Søstre, af hvilke den ene havde tre Sønner, der ligeledes vare mægtige Mænd. De bare Pelse med Snipper, længer end Qvinderne, og havde en Indhegning af Steen, i hvilken de lokkede dem, som de vilde dræbe. Tilsidst bleve de selv dræbte, med Undtagelse af den yngste, der var for stærk.

128.
Aklaujak var en Mand af uhyre Styrke. Medens han var paa Rensdyrjagt med sine to Brødre, røvede disse hans Kone fra ham. Men da Moderen, som havde sagt om ham, at han ingen Kræfter havde, fra et Fjeld af saae, hvorledes han fra sin Kajak greb to store Hanrensdyr ved Hornene og druknede dem, ved at holde dem under Vandet, ilede hun ned og sagde til hans Kone, »at hun skulde vende tilbage til ham,« hvorpaa Brødrene flygtede. Naar han roede i sin Kajak, hørte man en Lyd som af en Storm, der nærmede sig.

129.
Vore Forfædre og Tunnekkerne (Tunnit) have fordum boet sammen, men Tunnekkerne ere bortdragne af Frygt for de Indfødte, eller Eskimoerne. Disse pleiede at bore Huller i Panderne paa dem, medens de endnu vare levende. Derfor ere de dragne bort herfra i Baade og satte over til Killinek, eller Cap Chudleigh. Medens de boede iblandt os, bestode deres Sengeklæder af Sælskind med Spækket endnu paasiddende. Deres Klæder vare af samme Sort. Deres Jagtredskaber vare lavede af Skifer og Hornsteen, og deres Boreredskaber af Krystal. De vare meget stærke og frygtelige; navnlig var der en iblandt dem, som hed Javranat, og efter hvem man har lavet Ordet: Javianarpok (det er frygteligt. Grønlandsk: navianarpok). Man seer ogsaa uhyre Steenblokke paa Landet, som de have slæbt derhen. Der findes Levninger af deres Huse hist og her paa vort Land og især paa Øerne, byggede af Steen og forskjellige fra de nuværende Indfødtes Huse. En af vore Forfædre roede i Kajak og havde en af dem til Ledsager, som havde en Fuglepiil med Spidser af Hvalrostand.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 326-328.