Uddrag af forskjellige Sagn fra Grønlands Vestkyst — Brudstykker af gamle Sange (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

136-170.
Uddrag af forskjellige Sagn
fra Grønlands Vestkyst

— Brudstykker af gamle Sange

136.
Et Par eenlige Ægtefolk mistede altid deres Børn paa den Maade, at naar de havde lagt dem til at sove imellem sig og vaagnede, vare de forsvundne. En Angakok blev kaldet for at mane efter dem. Han pegede østerefter og sagde at han kunde see dem der paa en stor Slette, hos en Amarsisortok, som havde taget dem. Angakokken foretog en Aandeflugt og fandt dem i dennes Huus, ophængte ved Benene og som Liig, men det sidste bragte han tilbage til Forældrene. En anden Gang foretog han atter en Aandeflugt til det samme Huus, men blev selv tagen af Amarsisortokken, som puttede ham i sin Hætte og løb afsted med ham. Han kaldte alle sine Tornakker til Hjælp, men de bleve alle drevne tilbage, undtagen Falken, som hakkede Amarsisortokken i Panden, hvorpaa Angakokken slap ud og dræbte ham. Efter den Tid beholdt Ægtefolkene deres Børn.

137.
Iluparusiarsuk var en Pige, som blev efterstræbt af sin egen Fader, der vilde have hende til Kone. Derfor flygtede hun til Indlandet, og lærte sig selv at fange Ryper og Rensdyr. Men to Bjergtrolde kom til hende og sagde, at hendes Lugt fordærvede deres Jagt. De hjalp hende derfor tilbage til hendes Hjem, idet de samlede Landet for at forkorte Veien. Da hun kom tilbage var Faderen død.

138.
Saunikumasok var en forældreløs Dreng, der blev ilde behandlet af sin Pleiefader, som lod ham spise Beenstumper. Derfor passede han paa, medens Pleiefaderen var borte, og øvede sig, benyttende hans anden Kajak. Da han havde lært at roe, flygtede han til Folk, som boede langt borte, vendte efter mange Aars Forløb tilbage og dræbte Pleiefaderen, som endnu levede.

139.
Paa Karmanguak, Juhanehaabs Distrikt, var der en Vinter Misfangst paa Grund af Iislæg. De sendte Bud til Angakokken Isigalarsuk og skjænkede ham et Stykke Kjød og Spæk, for at han skulde komme og hjælpe dem. Isigalarsuk kom og foretog sin Besværgelse, idet han gik ned under Jorden til Arnarkuagsak, og bevægede hende til at løslade Sødyrene. Ved Daggry vendte han tilbage og sagde: »der vil komme Tøveir, men I maae ikke gaae ud efter nogen Fangst før om 5 Dage.« Efter denne Tids Forløb gik de ud efter Alker og havde en heldig Fangst, med Undtagelse af En, som var uheldig; han havde nemlig overtraadt Angakokkens Bud. Men af hver Slags Fangst gave de det første til den store Angakok. Isigalarsuk var dengang gammel. Engang var han i Kajak og kastede efter en Sælhund, men da han kom hjem, sagde han: »den Sælhund, jeg kastede, bevægede sig til den feile Side; jeg troer at dette betyder, at jeg herefter ikke skal faae nogen Fangst mere.« Derpaa rullede han sin Fangerem op, lagde den tilligemed Fangeblæren ned under Brixen, og gik ikke i Kajak mere.

140.
Brødrene Amianek og Atatdlaiarse flygtede fra deres Pleieforældre, fordi disse skjændte paa dem. De roede ind i en Fjord, lode deres Kajakker ligge og gik op i Landet, hvor de byggede sig et Huus, og levede af Landdyr, som de fangede. Den næste Sommer gik de over den store Landiis, og kom til Mennesker, hos hvilke de toge Ophold. De dræbte en frygtelig Orm og droge sydpaa til nogle Folk, som havde en Høvding, hvem de overvandt.

141.
Paa Ikariak, Godthaabs Distrikt, boede en Enke med Datter og med en enkelt Mand, som var deres Erhverver. Da denne Mand hørte, at flere Brødre, som boede vesten for dem paa Kakaliak, vilde frie til Datteren og agtede at tage hende med Magt, blev han hjemme hvergang Veiret var godt, for at beskytte dem. En Morgen, da det var smukt Veir, saae de en Baad stikke ud fra Kakkaliak, hvorpaa Pigen satte sig med udspredte Haar heelt bag paa Brixen, og Manden foran for at beskytte hende. Medens de sadde og ventede, kom først den ældste, derpaa de andre Brødre springende ind i Huset og bleve der, uden at sige et Ord. Imidlertid begyndte den stakkels Pige at skjælve, og hendes Forsvarer sad og dampede af Vrede. Efter nogen Tid gik Brødrene igjen, uden at foretage noget. Da de vare borte, sagde han til Moderen: »siden de intet have gjort, skulde du heller ikke gjøre dem noget.« Men hun skyndte sig ud; han saae hende gaae ned til Strandbredden, og da Baaden kom midt ud paa Fjorden, saaes hun bukke sig ned. I det samme kom der en pludselig Storm, saa at Baaden blev usynlig formedelst Vandrøg, og alle Brødrene forliste. Senere hen gik en Angakok fra Pisugfik engang udenskjærs paa Sælhundejagt; da hørte han længere ude tilsøes ligesom nogen snakke, og idet han vendte sig udefter, saae han en Flok Sværdfisk. Den største af dem dukkede op af Vandet og sagde: »vi ere Brødrene fra Kakkaliak, som vilde hente Pigen paa Ikariak, jeg er den ældste og hedder Horavarsuk!« — Af denne Angakok fik man Underretning om dem.

142.
En meget gammel Mand mistede sin Søn ved Døden, medens de opholdt sig om Sommeren ved en Laxeelv. Den gamle Mand kunde ikke forlade sin Søns Lig, og da dette laa temmelig langt inde i Landet, lod han sine Folk bringe Teltestængerne derop, og idet de brugte dem som Bjelker, byggede de Vinterhuus ved Sønnens Grav. De havde ingen Mangel paa dette Sted, eftersom Elven var fuld af Lax. Engang om Aftenen, medens de sadde i Huset, hørte de pludselig Støi udenfor, endskjøndt de ikke havde truffet Mennesker der i Nærheden. Qvinderne flygtede, men den Gamle, som ikke havde anden Udflugt, maatte sætte sig heelt tilbage paa Brixen. Derpaa traadte der ind først en høi ung Mand med en lang Næse, derpaa et Menneske af middel Størrelse med en kort Næse og tilsidst en lille En, der var saa hvid som Snee. Skjøndt de vare ham saa fremmede, bad den Gamle dem dog sætte sig ned, havde dem til Selskab hele Aftenen, og lod dem fortælle. Tilsidst sagde han med den korte Næse, at han var kommen til dette Sted, medens han vankede omkring for at opsøge et Stykke Saaleskind, om han ikke vilde skjænke ham et lille Stykke. Den Gamle lod sin Kone skære et Stykke af til ham. Derpaa bad den Hvide paa samme Maade om et Stykke Hvalrostand. Da de havde faaet disse Sager og gik ud, fulgte den Gamle efter dem; men i det samme som han vendte sig fra dem, hørte han en Støi, og idet han saae efter dem, løb der i nogen Afstand et middelstort Rensdyr, en Hare og en Ræv. Det var nemlig disse, som havde viist sig i Menneskeskikkelse, og der siges at Haren vilde have noget til en ny Tand. Kun den ene Gang viste disse Spøgelser sig. Om Foraaret flyttede den Gamle derfra, og overvintrede aldrig mere paa dette Sted.

143.
Flere Brødre, som boede i Mundingen af en Fjord, bleve borte den ene efter den anden. Tilsidst vare Qvinderne alene tilbage med en gammel Ungkarl. Qvinderne vedbleve at anmode den Gamle om at drage ud for at opsøge de Borteblevne, og de lovede ham derfor, at naar han kom lykkelig tilbage, skulde han faae hvilken af Pigerne, han vilde, til Kone. Skjøndt den Gamle var halt og kun havde een Hund, fik han dog saa stor Lyst, at han begav sig paa Veien med sin Slæde. Han kjørte indenom hele Fjorden, og kom omsider til en Plads med mange Huse, hvorpaa han standsede og ventede til det blev mørkt. Om Aftenen nærmede han sig til et af Husene, og da han kiggede ind igjennem Vinduet, saae han, at det kun var beboet af en Mand og Kone. Disse indbøde ham til sig og fortalte ham om deres Samboende, som alle vare Drabsmænd. Manden i dette Huus var den eneste, som ikke begik Drab, og paa Grund af hans Styrke kunde de Andre ikke magte ham. Værten sagde endvidere til sin Gjæst, at han blot skulde være meget dristig og lade som om han var en vældig Karl, men iforveien skulde han overskære Bindselerne paa deres Slæder. Den følgende Morgen blev den gamle Ungkarl indbudt til en stærk Mand paa Pladsen. Han fulgte strax Indbydelsen, men forinden han gik ind i Huset, indgned han hele sit Ansigt med Spæk, saa at det saae ud, som om han svedte stærkt af Vrede. Derpaa gik han rask ind, satte sig ved Siden af den Stærke, kneb ham og sagde, idet han saae ham lige i Øinene: »I ville nok være rigtig mandige, siden I have indbudt mig?« Da han havde sagt dette, bleve alle Mændene i Huset ganske tause, og ingen vovede at røre ham. Den følgende Morgen reiste han igjen. Da han var kommen et godt Stykke bort, raabte hans Værtinde: »den Fremmede reiser, uden at være saaret!« Derpaa ilede de alle efter ham i deres Slæder, men Slæderne gik efterhaanden istykker, kun een, hvis Bindseler ikke vare overskaarne, var lige ved at naae ham. Men den gamle Ungkarl spændte sin Bue og skjød ham gjennem Brystet. Da han slap uskadt hjem, bleve Qvinderne saa glade, at de qvalte ham af bare Kjærlighed.

144.
En gammel Mand, som havde to Sønner, blev blind. Da han hørte Sønnerne tale om deres Rensjagt, kom han til at tænke paa de glade Ungdoms Dage, som han havde tilbragt paa Rensdyrjagten, og han bad Sønnerne bringe ham hen til Egnen, hvor Rensdyrene jagedes. De bragte ham op paa en stor Slette, og da han hørte, at han nu var der, udbrød han i Glædesraab; men Sønnerne opdagede midt paa Sletten en lille udhulet Fordybning, der var belagt med Græsuld (Kjærduun, laaddent Frø), og de saae, at det var en Amaroks Bolig. Snart efter hørte de en brølende Lyd, som nærmede sig, og de begave sig paa Flugten, idet de skiftedes til at bære deres Fader paa Skulderen. Men inden de naaede Strandbredden, saae de allerede Dyret komme springende, og for at naae deres Kajakker, kastede de Faderen paa Jorden og løb videre. Medens Amarokken opholdtes ved at angribe Faderen, undslap de i deres Kajakker. Da de kom hjem, fortalte de, at de havde kastet deres Fader for Amarokken, men de bleve snart grebne af Anger. Om Vinteren øvede de sig og den yngste lavede sig et Spyd. Om Sommeren droge de ud for at see Stedet, hvor deres Fader var død, og de kom til Sletten og fandt Amarokkens Bolig, i hvilken der nu var Unger. De udsøgte sig et Tilflugtssted paa en steil Klippe, i hvilken der var en Revne, netop tilpas for to Mennesker. Den yngste, som var den behændigste, sprang først derop, og hjalp den anden efter. Derpaa sagde han til den ældre, at han skulde vente paa ham medens han selv gik hen og ventede paa de gamle Dyrs Ankomst. Først kom Handyret med et Rensdyr i Gabet. Da det ikke hørte Ungerne pibe, kastede det sin Bid og løb til; men pludselig sprang Manden, som imidlertid havde dræbt Ungerne, op af Reden og dræbte Amarokken med sit Spyd. Lidt efter kom Hundyret paa samme Maade, men dette var endnu større. Den ældre Broder kunde blot see en Støvsky der hvor de kjæmpede, hvorpaa den yngre kom frem, forfulgt af Amarokken. Men i det samme som den skulde gribe ham, sprang han op til Broderen, hvorpaa de væltede en Steen ned paa den og dræbte den.

145.
Pigen Avigiatsiak, som stod og sleb en Kniv ved Strandbredden, blev tagen af en Hval, og fulgte med Hvalfiskene. Da hun blev kjed af dem, flygtede hun og kom blandt Sælhundene, og blev til en sortsidet Sælhund. Derpaa blev hun forvandlet til en spraglet Sæl og tilsidst til en Fjordsæl. Men da hun som Fjordsæl vilde drage Aande ved et Hul i Isen, mærkede hun en kløende Fornemmelse i Hovedet, og strax efter var hun ovenpaa Isen. Hun var nemlig fanget, blev slæbt hjem og sønderskaaren inde i Huset; men da hendes Hoved blev kastet hen under Brixen, smuttede hun ind i Livet paa den Mands Kone, som havde fanget hende. Hun fødtes derpaa og fik Navnet Avigiatsiak.

146.
Engang opslog Besætningen af en Baad sin Vinterbolig inde i en Fjord, hvor ingen andre Mennesker vare. De havde paa dette Sted et smuk Efteraar og en udmærket Fangst, saa at de opstablede flere Lag af Sælhundekroppe ovenpaa hverandre for Vinteren; men senere hen blev Luften overtrukken, og Veiret slet med megen Snee. Tilsidst begravedes den opstillede Baad under Snee, og de maatte opstille de længste Teltestænger, for at betegne det Sted, hvor Sælhundene laae. I lang Tid kunde de ikke komme ud af Huset; omsider toge de en lang Stang og stak den ud igjennem Sneen, som laa foran Vinduet. Ved at bore med Stangen, fik de omsider Lysning at see gjennem Hullet, og ad denne Vei gravede de sig en Udgang. Da de kom udenfor, var Himlen atter klar, og de saae Fjorden belagt med Iis, men længer ude var der aabent Vand. En Dag, da de gik ved Kanten af det aabne Vand, kom der en uhyre stor Kajak til dem. Den fremmede Kajakmand kom ikke op, men bad dem om at komme paa Besøg til hans Hjem. En ung Mand overtalede en ældre til at følge med sig, men da de kom til Pladsen, var der et uhyre stort Huus, og de saae Herren i Huset fortære tre hele Sælhunde. Forskrækkede flygtede de derfra igjen, og idet de gik ud, saae de nogle Børn i Huusgangen lege med Hovedet af et Menneske. Da de kom hjem, brøde de op i en Hast, gravede deres Baad ud af Sneen og flygtede bort fra denne Fjord, i hvilken senere ingen mere overvintrede.

147.
En Fader og Søn roede engang i Kajak sammen uden-skjærs. Da mødte de en uhyre stor Kajak, som de aldrig havde seet før; de vilde flygte fra den, men den forfulgte dem. Da de kom til et Stykke Driviis, stege de op paa dette, og da Forfølgeren vilde krybe op til dem, stak de ham i begge Skuldre, saa at han faldt bag over; men idet han sank ned, spyttede han flere Gange til alle Sider ud imod Synskredsen. Strax derefter opstod der Taage og Faderen med Sønnen fore omkring paa Havet uden at kunne finde hjem. Omsider saae de Land. Faderen var Angakok. Da de kom op paa Landet, saae de et Huus og gik derind. I samme boede der paa den ene Side lutter lyse, paa den anden mørke Mennesker. De lyse vare meget høflige, bøde Gjæsterne at sidde paa Sidebrixen og en af dem lod hente Mad til dem. Strax kom En slæbende ind med et stort Fad og satte det for dem. Sønnen vilde strax spise af det, men Faderen sagde: »det er deres eget Skarn, sligt spise vi ikke.« Derefter sagde Værten at de skulde hente tørrede Angmaksæt til Gjæsterne. Men da de havde bragt dem, og Sønnen vilde spise, sagde Faderen: »det er jo Qviste, sligt bruge vi til Brændsel.« Derpaa bleve de indbudte til den anden Side af Huset hos de mørke Mennesker; disse vare meget høflige og satte tørret Lax for dem. Faderen sagde til Sønnen, at dem kunde han gjerne spise. Den, der opvartede dem, sagde: »lader den Morsomme komme ind!« Strax derpaa kom den Morsomme, han bar tykhaarede Beenklæder, som vare sammensnørede heelt nede om Anklerne. Idet han saae Gjæsterne, sagde han: »denne Mand har engang for lang Tid siden svedet mit Næb og bøiet det krumt.« Da de havde hørt den Morsomme snakke, gik Gjæsterne ud igjen, men da de vendte sig om, saae de, at det som de havde anseet for et Huus, var en Hule i Klippen, og at de havde været i Besøg hos Maager og Ravne, og at den Morsomme havde været en Falk.

148.
Amerdlangitsunguak blev gift med en Pige, som havde mange Brødre. Da han havde faaet hende til Hustru, forsømte han af Kjærlighed til hende sin Fangst, og blev tilsidst altid hjemme hos hende, saa at hans Kajak omsider revnede af Tørhed. Herover bleve Svogrene utilfredse og skjøndt de vedbleve at holde af ham, gjorde de ham dog Bebreidelser formedelst hans Forsømmelighed. Men han spiste med de andre, uden at ville gaae ud. Omsider blev den mellemste af Brødrene alvorlig vred, og en Aften, da han havde fanget og kaldte Mændene til at spise, sagde han, idet Bryststykkerne sattes frem: «nu ere de lette at tage, nu er der ingen Vanskelighed ved dem, nu ere de komne, spiser nu?» Disse Ord kunde Amerdlangitsunguak ikke glemme, da han vidste, at de gjaldt ham. Han blev ganske taus, og vilde ikke deeltage i Maaltidet. Nogen Tid derefter indtraadte der streng Vinter, Veiret blev stedse slettere, Fangsten ophørte og de begyndte at føle Trang. Imidlertid havde hans Kone, medens der blev fanget, stadig gjemt noget af det Spæk og Kjød som de havde faaet i Foræring. Dermed hjalp hun nu Brødrene, men Mangelen blev stedse større; tilsidst lagde de sig, afkræftede af Sult, og gik slet ikke ud mere. Han og Konen gik endnu kun ned til Strandbredden og samlede Tang til Føde. En Aften tændte Konen sin Lampe og sagde: »nu tænde vi, for ikke mere at faae Ild at see« (d. e. for sidste Gang). Samme Aften gik Amerdlangitsunguak ud og opgravede den ældste Svogers Kajak af Sneen, og den følgende Morgen sagde han til sin Kone, at han vilde ud. Hun søgte at afholde ham, da det blæste Nordenstorm og man intet kunde see for Sneefog; men han satte sig i Kajakken og forsvandt strax i Sneefoget. Da han kom lidt længere ud, klarede det lidt op. Han blev hele Dagen borte, men kom om Aftenen hjem med to Remsæle. Konen deelte forsigtigt ud i ganske smaa Strimler til de forhungrede Brødre, kun hun selv og Manden spiste tilstrækkeligt. Den følgende Dag udgravede han den næste Broders Kajak og gik paa samme Maade ud og fangede i den, og saaledes vedblev han til han anden Gang havde gjennemgaaet alle deres Kajakker. Da først kom de atter til Kræfter, og de begyndte at staae op. Da han nu næste Gang vilde ud paa Fangst, vilde den ældste Broder følge med ham; han raadede ham derfra, men det hjalp ikke. Da de kom ud tilsøes, og saae den første Sælhund dukke op, lod Amerdlangitsunguak sin Svoger harpunere den, men da denne var for svag til at fuldende Fangsten, roede han til, dræbte den og satte Slæberemmen paa for ham, og idet han gav ham den, sagde han, at nu skulde han roe til Landet med sin Fangst, men vogte sig for at komme paa Læsiden af Smaaøerne, thi der vilde han komme i de korte Strømbølger og ikke slippe derfra med Livet. Imidlertid fortsatte han selv sin Jagt, og fik den første nyankomne Sælhund, nemlig af dem som trække om Foraaret. Da han kom hjem, var Svogeren endnu ikke ankommen. Han lod sin Kone koge Brysstykker, og satte dem frem for Mændene med de Ord: »nu ere de ikke vanskelige at tage, nu ere de komne, spiser nu!« Herover blev den mellemste af Svogrene ganske taus og vilde ikke tage af Maden, men hans Kone maatte tage for ham. Imidlertid blev det seent paa Aftenen og da de vare bekymrede for den ældste Broder, som endnu ikke var kommen, lod Amerdlangitsunguak dem for første Gang vide, at han var Angakok. Da de havde slukket Lamperne, manede han for den Borteblevne og sagde, at han kunde see ham komme, og lod ham komme indenfor og udspurgte ham. Brødrene kunde høre den Borteblevnes Stemme, som sagde til Amerdlangitsunguak, at han ikke skulde foruroliges, eftersom det var hans egen Skyld at han var forulykket. »Da jeg forlod dig, sagde han, gik jeg paa Læsiden af Øerne, kom i de korte Søer, blev overskyllet, og faldt ud af Kajakken, og idet jeg sank, blev jeg opædt af alleslags Fisk. Jeg har samlet alle mine Been, men mangler mit ene Øie, som er spiist af en, som ikke er en Fisk. Naar fem Dage ere forløbne skulle I ikke vente mig mere.« — Efter de fem Dages Forløb manede han atter for den Borteblevne og sagde, han skulde blot komme, det var det samme med det ene Øie. Men han kom ikke. Efter den Tid blev Amerdlangitsunguak en god Erhverver for sine Svogre.

149.
En Moder og Datter bleve forladte af deres Paarørende, som lode dem ene tilbage da de droge bort. En Morgen fandt de en død Sælhund paa Strandbredden foran Huset. Medens de endnu havde Forraad af den, laa der atter en død Sælhund, og ved Siden af samme dukkede en Haifisk, men da de frygtede for denne, talte Haifisken og sagde: »da I ingen Forsørger have, vil jeg erhverve for eder.« Haifisken kom ogsaa i Huset til dem og blev hos dem. Senere kom der ogsaa Bjergtrolde til dem, og da de begyndte at frygte for disse, førte Haifisken dem ud paa en Ø, idet de satte sig paa hans Ryg med alle deres Ting.

150.
Ataliarsuk pleiede altid at komme tomhændet hjem, selv om de Andre fangede nok saa meget. Man pleiede at narre hans Kone og sige: »endelig kommer Ataliarsuk med en Sælhund.« Naar hendes Børn hørte dette, pleiede den ældste lille Søn at komme springende ind i Huset og synge: »han kommer, han kommer!« Derpaa kom det næste Barn og vilde ogsaa synge med: »komme, komme!« Tilsidst kom det yngste, som netop kunde staae ene, og vilde ogsaa synge: »dom, dom!« — og han vilde ogsaa springe, men faldt saa gjerne omkuld. Konen gik sin Mand imøde, men — der kom han atter tomhændet. Engang sagde Ataliarsuk til sin Kone: »imorgen skal jeg nok narre dem igjen, det Pak, men I skulle ikke lade eder mærke dermed.« Dagen efter gik han ud igjen i Kajak, men blot om i en Bugt bag det nærmeste Næs. Der passede han paa, til alle de Andre vare tagne ud. Da nu alle Kajakkerne atter vare vendte tilbage, roede han et Stykke ud fra Land, men vendte snart om igjen, og da han kom saa nær, at de kunde høre ham paa Pladsen, raabte han: »der kommer strax et forbandet Skib, nogle fordømte Røvere, jeg er nok nødt til at blive her, siden jeg ingen Baad har.« Der blev stor Uro paa Pladsen. Ataliarsuk kom imidlertid nærmere. Af og til maatte han bukke sig forover for at skjule sin Latter, hvorpaa han reiste sig op igjen og lod som om han græd. Men alle de andre Beboere paa Pladsen skare blot deres Baade løse, og derpaa i Vandet med dem og afsted. Dagen efter gik Ataliarsuk omkring til de nærmeste Pladse for at forhøre sig om de Bortdragne, men da ingen havde seet noget til dem, tog han deres Telte og øvrige Efterladenskaber, og led ingen Mangel mere.

151.
Oprindelig boede der ved Iluligsat kun en enkelt Mand med sin Kone, uden andre Mennesker i Nærheden. Engang mødte Manden en fremmed Kajak, men kunde ikke begribe hvo det kunde være og roede derfor efter den, men den flygtede bort, efterladende en Sælhund, som den havde paa Slæb og som Manden nu tog hjem med sig. En anden Gang havde han sat Harpunen i en Hvidfisk, men denne løb bort med hans Fangeblære. Da kom den samme fremmede Kajakmand, som var Ingnersuak, og tog den, men efterat de havde skjændtes om Besiddelsen af den, gav han den tilbage. Senere var hans Kone en Aften udenfor og bankede frosset Spæk. Hun kom ind og sagde: »hvad er det for en Hund derudenfor?« Manden gik ud og dræbte Hunden. Senere hen hørte de en Aften Nogen raabe udenfor: »hvo har dræbt min Hund? Den Frygtsomme, derinde kom ud!« Manden gik ud, idet han stak foran sig ud igjennem Udgangen med sin Kniv. Den Fremmede flygtede, og da Manden vedblev at forfølge ham, saae han, at han løftedes op i Luften og forsvandt. Om Foraaret derefter døde Manden.

152.
Isigadlagarsuk, en gammel Ungkarl, boede sammen med en Enke, der havde en Datter. I et Huus ved Siden af dem boede en slet Angakok. Hans Huus havde fire Vinduer og var heelt fuldt af hans Koner, uden andre Huusfæller. Angakokken kaldte alle dem, som vare gifte, op til sig om Aftenen for at de skulde høre hans Aandebesværgelse. En Aften, da Isigadlagarsuk var ene med sine to Huusfæller, sagde Enken: »min lille Datter hist vilde nok have dig, hvis du ikke forsmaaer hende.« Isigadlagarsuk indvilligede og Enken viede dem. Den følgende Dags Aften skulde de, som gifte, med for at høre paa Aandebesværgelsen, og da der blev kaldet, skyndte de sig nysgjerrige op til Angakokkens Huus. Denne anviste Manden Plads paa Sidebrixen, men Konen paa Brixen, efterat han havde taget Støvlerne fra hende og hængt dem op. Da Besværgelsen var forbi og Lamperne igjen bleve tændte, vilde Isigadlagarsuk have sin Kone til at følge med hjem, men Angakokken sagde, at han vilde beholde hende. Isigadlagarsuk maatte gaae alene hjem. Den følgende Aften blev han atter indbudt, og Angakokken forhaanede ham og spurgte ham spottende om hans unge Kone. Saaledes blev han flere Gange forhaanet, og hans Svigermoder bød ham ikke at hævne sig. Men en Aften, da han i sin Forbittrelse svarede Angakokken paa samme Maade, greb denne en Kniv og stak Isigadlagarsuk, idet han flygtede ned igjennem Huusgangen, saaledes i begge Sider, at han næsten var forblødet, inden han naaede sin Svigermoder. Men denne fremtog i Hast en Amulet, med hvilken hun standsede Saaret. Den følgende Dag udfordrede han Angakokken til Tvekamp med Bue og Pile paa en Slette ovenfor Husene. Isigadlagarsuk forstod at krympe sig saaledes sammen, at Modstanderens Pile alle gik forbi; alligevel skjød han ikke igjen, førend de begave sig paa Hjemveien. I det Øieblik, da hans Modstander bukkede sig ned gjennem Indgangen til sit Huus, skjød han denne lige i Bagdelen. Lidt efter blev der kaldet paa Isigadlagarsuk, at han skulde komme for at see sin døende Fjende, og da han kom ind, sad denne halvt opreist, støttet til en Hovedpude, som var dannet af alle hans Koners opstablede korte Beenklæder, og udaandede.

153.
Atlunguak var et forældreløst Barn, som havde Pleieforældre. Hans Pleiefader sagde til ham, under hans Opvæxt, at han ikke skulde øve sig paa andet end Klipperevner og at udvide dem. Atlunguak, skjøndt lille af Væxt, opnaaede derved overordentlige Kræfter. Ved Siden af dem boede der en Mængde Brødre, som havde en eneste Søster, der afviste alle Friere og var saa stærk, at hun greb dem og kastede dem ned igjennem Huusgangen, hver Gang de kom for at tage hende med Magt. Engang, da Atlunguak var bleven en god Fanger og havde samlet endeel Skind, bad han sin Pleiemoder om at berede dem alle til hvide Skind og sye ham Klæder deraf. Da han havde faaet de nye Klæder, sagde han, »at nu vilde han have den stærke Pige til Kone.« Han gik lige ind til Brødrene og forlangte hende. Hun troede, at den lille Mand kunde hun let magte, og vilde gribe ham fra neden og løfte ham op, men han bukkede hende uden videre sammen og slæbte afsted med hende. Brødrene, som saae dette, vovede ikke at modsætte sig, og da han havde bragt hende hjem, slog hun sig snart tiltaals, blev hans Kone og var meget tilfreds. Senere hen kom Sydlændingene paa deres Reise nordefter og leirede sig paa Atlunguaks Plads. Blandt dem var der en stærk og stolt Mand, som vilde røve hans Kone. Iført nye hvide Klæder gik han ind til hende, men hun greb ham med Lethed og slæbte ham udenfor. Nu havde Atlunguak netop henlagt en Bunke Skind, for at tilberede dem til Baadeskind. Haarene vare begyndte at gaae af dem og der stod klar Tran i Fordybningerne imellem dem. Da han nu saae sin Kone komme slæbende med den stolte Sydlænding, lavede han et Hul imellem Skindene. Der lagde de ham ned, og da han kom op, vare hans smukke hvide Klæder heelt tilsølede af Tran og han gik beskæmmet bort. Senere hen saae Atlunguak engang sin lille Søn komme løbende af Forfærdelse og en Bjørn i Hælene paa ham. Atlunguak greb Sønnen, holdt ham for sit Bryst og vendte Ryggen mod Bjørnen. Han gjorde sig haard, saa at Bjørnen ikke kunde gjøre ham noget. Derpaa slap han sin Søn og kløvede Bjørnens Hoftebeen. Da hans Kone derefter kaldte Mændene sammen for at beværte dem med Bjørnekjød, sagde hun: »I troe maaskee, at den er dræbt med Vaaben, men Atlunguak har slaaet den. Dengang han tog mig og jeg stræbte imod, rystede jeg mig, men kunde blot røre mine Fødder og mit Hoved.«

154.
Ved Kangamiut, Sukkertoppens Distrikt, fortælles der: »Fordum, da denne Side af Landet endnu var ubeboet, foretog en Angakok fra Østkysten en Aandeflugt tvers over den store Landiis, kom til en smuk Indsø, omkring hvilken der vandrede mange Rensdyr, og fløi derpaa ud over Kangerdlugsuak og langs Kysten af Landet til Sydspidsen, og omkring samme tilbage til sit Hjem. Da han fortalte til sine Landsmænd om det smukke Land og de mange Rensdyr, som han havde seet, fik de alle stor Lyst til at drage derhen. Om Foraaret reiste han med en Mængde Baade i Følge omkring Sydspidsen af Landet og nordefter. Om Efteraaret toge de Vinterophold paa Kysten, men den følgende Sommer droge de videre nordpaa, og han gjenkjendte nu Fjorden Kangerdlugsuak, som han havde seet. Da de droge ind i Fjorden og kom til det Sted, som nu kaldes Ikardlungmiut, gik de op i Landet og fandt den Indsø, som han havde seet. Fra den Tid af blev Indsøen kaldet Tasersiak. De toge Sommerophold der, men om Efteraaret droge de ud af Fjorden igjen og toge Vinterophold paa Narsamiut. Fra denne Plads spredte de sig senere ad, og saaledes blev Kysten befolket.

155.
Kenakersuak var en dygtig Erhverver, som altid havde stort Hastværk. Om Sommeren, naar de droge paa Rensjagt, vilde han altid være den første, som naaede Randen af den store Landiis. Han lod aldrig sine Qvindfolk sove, førend de havde endt deres Arbeide, og naar de skulde koge, og den som besørgede Kogningen vilde sætte sig ned, bød han hende at staae op, thi han sagde, at naar man kogte i siddende Stilling gik det for langsomt. Saaledes hvilede han ikke før de havde naaet Enden af Reisen. Naar de kom ud af Fjorden igjen, boede han om Vinteren ved Amerdlok, og da han tillige var en udmærket Kajakroer, sov han ikke meget. Han lod endog sin Kajak vadske reen indvendig. Omsider fik han en Søn, som ligeledes blev vel opdragen og meget dygtig. Naar denne Søn skulde ud i Kajak og de havde kogt Renskjød til ham, sagde han, at han ikke behøvede at spise før han kom tilbage fra Fangsten. Engang saae Faderen fra Land af hvorledes Sønnen satte Harpunen i en Sælhund, men kæntrede og blev trukket ned. Da de kom til ham, var han bidt i Ansigtet og død. Da Faderen havde seet dette, lod han sig sye nye Klæder, satte sig derpaa hen og vilde hverken nyde Mad eller Drikke. Naar de rakte ham noget, tog han det vel, men lagde det saa hen igjen med de Ord: »naar hiin kommer tilbage, vil jeg spise.« Saaledes døde han.

156.
Iseraisorak var en frygtelig Kæmpe, som kom fra Akilinek i en Baad tvers over Havet og landede ved Iluligsat. Han drog derfra sydpaa langs Kysten og dræbte de Kajakker, som han mødte. Ligeledes hvor han leirede sig paa Landet hos andre Folk, dræbte han Mændene og røvede deres Qvinder. Han satte et Mærke i sit Ansigt for hvert Drab han begik, og tilsidst var hans Ansigt ganske blaat af Mærker. Omsider tog han Ophold i en smal Fjord, der havde steile Fuglefjelde paa begge Sider. Han var meget lystig og pleiede at raabe imellem Fjeldene for at høre Ekko. Tilsidst blev han saa gammel, at han ikke kunde røre sig mere. Hans mange Børnebørn pleiede at lægge ham ned i en Baad, tildække ham og roe med ham hen imellem Fuglefjeldene, for at han skulde raabe. Men engang da de havde bragt ham derhen, gav han ingen Lyd fra sig, og da de toge Bedækningen fra ham, var han stiv og død.

157.
En af Beboerne paa Narsamiut, ved Navn Itingitsok, indøvede sig paa at blive Angakok, men vovede ikke paa at vise sin Konst. Han søgte derfor eensomme Steder og bosatte sig ved Kangerdlugsuak. Men nogle Folk fra Amerdlok, som ikke vidste, at han ønskede at være ene, bosatte sig hos ham. De levede her godt om Vinteren af Rensdyr og Lax. Itingitsok havde to Børn, en Dreng og Pige, som vare saa behændige, at de kunde opløbe Rensdyr og stikke dem ihjel. Engang henad Foraaret traf de deres Fader, som ellers altid var tidligt paafærde, sovende. De søgte forgjæves at vække ham, han blev liggende i flere Dage, og omsider lode de ham ligge. Da Isen aabnede sig, lagde de ham i en Baad, for at bringe ham til Pisugfik og opsøge en Angakok, der kunde helbrede ham. Da de kom ud af Fjorden, mødte de deres Slægtninge og Baadene kom til hverandre, fordi disse vilde see til den Sovende, men han rørte sig blot lidt og lagde sig saa brummende atter til at sove. Da de naaede Sermersut døde han omsider, uden endnu at være vaagnet. Hans Grublen over at blive Angakok havde dræbt ham.

158.
Blandt dem, som gik paa Rensjagt i Kangerdlugsuak, fortælles der, var et Par gamle Ægtefolk med en Søn. De pleiede at gaae op til Indsøen Tasersiak og leire sig paa den Plads, som kaldes Karsormiut. Medens de engang opholdt sig her, døde Sønnen. De Gamle ønskede, at Sønnens Kone var død i hans Sted, og i deres Fortvivlelse begravede de hende levende ved hans Side, idet de lode en lille Aabning være i Graven, saa stor, at de kunde stikke med en Kniv ind til hende. Men hun, som anede hvad de vilde gjøre, krøb over Mandens Lig hen til den Side, hvor der intet Hul var. Der laa hun og hørte, hvorledes de stak med en Kniv ind efter hende, og hvorledes de saa i flere Dage efter hverandre hylede over Graven. Endelig blev det ganske stille, og da det ogsaa Dagen efter var ganske stille, krøb hun vansmægtende ud af Graven. Da hun var kommen ud, slukkede hun først sin Tørst ved en Vandpyt, som var fuld af Smaadyr. Derpaa lavede hun Snarer af sine Haar og fangede smaa Landfugle. Ved at spise dem kom hun lidt til Kræfter, slæbte sig, tildeels krybende, ned til Kysten og naaede Teltepladsen Ekalungmiut, men da hun kom dertil vare alle Folk allerede dragne bort derfra, hvorfor hun gik videre langs Kysten til Ugujartorfik. Sammesteds traf hun endnu een Baad, Dagen førend ogsaa den skulde have forladt Fjorden. Disse Folk toge hende med sig. Imidlertid vare hendes Svigerforældre dragne ud af Fjorden til deres Slægtninge. De havde fortalt disse, at deres Søn og Svigerdatter begge vare døde, og sadde netop sammen, begrædende de Afdøde, da hun ankom.

159.
Der fortælles om en overordentlig hurtig Kajakroer, som boede paa Agpamiut dengang Sydlændingene bosatte sig ved Ikamiut. Hans Navn var Mitinguak. Naar det om Vinteren blæste vedholdende Nordenvind, pleiede han at gaae tilsøes paa Alkejagt, uden Fuglepiil, og at komme hjem med Kajakken heelt fuld af Alker. Hans Samboende kunde ikke forstaae hvorledes han fik dem, eftersom han slog dem med sin Aare alene. Engang fik en af Sydlændingene ved Ikamiut Lyst til at maale sig med ham i Kajakroening. Han roede derfor til Agpamiut, men da han kom dertil var Mitinguak borte. Det blæste en Nordenstorm, da Mitinguak saaes at komme tilbage med en Sælhund surret fast paa Kajakken med Fangeremmen. Da han nu kom til Landet, stod Sydlændingen der og ventede paa ham. Da de, som gik ned for at tage imod ham, fortalte, at Sydlændingen var kommen for at roe omkap med ham, vendte han strax sin Kajak udefter, kæntrede rundt i Vandet, og viklede paa denne Maade den fastbundne Sælhund løs. Da Sydlændingen saae dette, tabte han Lysten og vendte tilbage, uden at roe med ham; men da han kom til Ikamiut nødte hans Venner ham til atter at forsøge det, for ikke at blive beskæmmet. Da han nu atter kom til Agpamiut, sagde Mitinguak til en anden stor Kajakroer, ved Navn Tigak, at han skulde roe omkap med Sydlændingen; hvis han saa ikke kunde maale sig med denne, vilde Mitinguak selv. Tigak og Sydlændingen roede da afsted. Sydlændingens Kajak hævede sig med den forreste Deel ud af Vandet heelt ind til Benene, men Tigaks Kajak hældede forover og Vandet skummede af hans Aare. Tilskuerne raabte: »der er endnu ikke Hul i Tigaks Aare, naar den først bliver rigtig levende, kommer der et Hul i den« (e. e. dreier den sig som et Hjul). Saalænge de vendte Ryggen mod Tilskuerne, roede de bestandig jævnsides, men da de vendte om og roede indad Landet til igjen, raabte Tilskuerne: »nu kommer der Hul i Tigaks Aare,« og med det samme kom Tigak foran, roede derpaa rundt om sin Ledsager, og vedblev saaledes at roe i Kreds omkring ham, til de naaede Landet. Da de kom til Landet, begav Sydlændingen sig strax paa Tilbageveien til Ikamiut.

160.
Paa Narsamiut boede en Mand ved Navn Tigak, som ikke havde sin Lige i noget Slags Erhverv tillands eller tilvands. Derimod var han ganske ukyndig i Dands og Sang. Engang toge Beboerne. af Pisugtik, paa deres Reise nordefter, Ophold ved Narsamiut. Medens de vare der holdt de Syngestrid med dette Steds Beboere, og da Tigak var tilstede som Tilskuer, sang en af dem ogsaa en Vise om ham. Men da Tigak aldeles ikke kunde svare ham, holdt han omsider op. Herover skammede Tigak sig meget, og da de vare reiste fra hverandre, tænkte Tigak ikke paa andet end Sang. Tigak drog ind i Fjorden paa Rensjagt, og hele Tiden, medens han færdedes omkring paa Landet, tænkte han bare paa Sang og øvede sig i Viser. Da hans Venner mærkede dette, afholdt de ham ikke, men hjalp og underviste ham, og tilsidst begyndte han rigtig at synge. Da de skulde drage ud af Fjorden igjen, fangede han et rigtigt fedt Hanrensdyr. Halvdelen af Tælgen smeltede han og Kjødet tørrede han, og indviklede begge Dele i Skindet, for dermed at beværte dem som han vilde hævne sig paa i Syngestrid. Ligeledes gjemte han sin Pels med Blod paa, saaledes som han havde benyttet den paa Jagten, uden at reengjøre den. Hele Vinteren igjennem indøvede han sin Sang, med hvilken ban vilde hævne sig paa den, der havde besunget ham. Om Foraaret drog han med sine Slægtninge til Pisugfik. Ankomne der, sloge de Telt op, hvorpaa Tigak udbredte sit Rensskind paa Gulvet, lagde Tælgen og det tørrede Kjød ovenpaa, og indbød sine Modstandere til Syngestrid. Da de kom ind lagde han tillige en heel Sælhund ved Siden af, og medens de spiste, gik han udenfor Teltet og sang. Efter endt Maaltid kom han ind, stillede sig ligeoverfor sin Modstander, dandsede og sang sin Nidvise. Da han begyndte at blive hæs, endnu førend Visen var endt, sagde de Gamle: »det er første Gang man hører Tigak synge, han skulde rense sin Hals lidt med et Græsstraa, for at Ordene kunne komme frem.« Nu angreb han først rigtig sin Modstander, og idet han begyndte at synge om sin Jagt paa Landet, lod han hente den med Blod beplettede Pels, som han havde brugt, og vedblev ufravendt at betragte sin Modstander. Tilsidst begyndte denne at vende sit Ansigt bort, og da Tigak bestandig vedblev, vidste han intet mere at svare. Saaledes blev Tigak Seierherre.

161.
Angakokken Kuanak var altid villig til at komme, naar hans Naboer i de andre Huse kaldte ham til sig for at foretage Aandebesværgelser. Engang vilde han begive sig paa Aandeflugt for at see til sine fraværende Slægtninge. De slukkede Lamperne, bukkede ham sammen med Hovedet til Fødderne, og brugte en heel Fangerem til at omvikle ham med, hvorpaa de lagde ham paa Gulvet og istemmede en Sang. Idet Kuanak fløi ud igjennem Taget kunde de mærke den friske Luft, som strømmede ind. Han fløi hen over Landet sydefter, saae til sine Slægtninge, som alle befandt sig vel, og vendte derpaa tilbage igjen lidt ud paa Natten; men alt som han fiøi hen imellem de høie Fjelde, kom en Amarsisortok ud af en Klippevæg og fløi hen under ham, for at fange ham i sin Pose. Da han var ganske nær ved at naae ham lod Kuanak sig falde ned i Vandet paa en Fjord, og da han havde naaet Havbunden gik han videre under Jorden. Imidlertid begyndte hans Efterladte at længes efter ham, da det allerede var nær ved Daggry. Pludselig hørte de hans Stemme under Jorden, som bestandig kom nærmere, og omsider dukkede han op af Gulvet. Han fortalte derpaa hvorledes han havde fundet alle sine Slægtninge i Velbefindende, men kun med Nød var bleven frelst fra en Amarsisortok, som forfulgte ham. En anden Gang vilde han foretage en Aandeflugt nordefter. Da han paa samme Maade var fløiet ud igjennem Taget, og de mærkede den friske Luft strømme ind, fløi hans Tromme i Veiret af sig selv, svævede rundt i Huset, standsede og faldt ned. I det samme hørte de hans Stemme udenfor, og da de skyndte sig ud, fandt de ham liggende norden for Huset, halvt ihjelfrossen i Sneen, og ved Siden af ham et gammelt Skindbetræk fra en Kajak. Da man nemlig ikke havde skaaret Spidserne af Betrækket, var det fulgt med ham, og derover var han bleven forfærdet og faldet ned. Senere vovede han sig ikke mere paa Aandeflugt. — Kuanak drog nordpaa og overvintrede ved Agpamiut. Under Opholdet her blev han engang, medens han jagede udenskjærs, kæntret og trukken under Vandet af en Sælhund, som han havde harpuneret. Da han vaagnede til Bevidsthed igjen mærkede han, at han var paa Bunden af Havet, og at hans Bedstemoder syslede med ham. Hun strammede Bindselet af hans Kajakpels tæt sammen, saa at ingen Deel af hans Legeme var blottet, gav ham et Stykke Skind til Kajak, og skubbede ham saa opad. Da han dukkede op af Vandet foer han først langt ud tilsøes, søgte saa ind til Land og kom til Kysten ved en beboet Plads, men ligesom han var ved at lande, kom der En ud af et Huus, og hældte Urinballien ud. Bortskræmmet ved Lugten foer han atter ud tilsøes og vilde lande ved Sagtormiut, men her var en Pige netop ifærd med at sætte sin Haartop, og stod bøiet med nedhængende Haar. Derved blev han atter bortskræmmet, foer atter ud paa Havet, og da han søgte Land igjen kom han til Pisugfik. Hvis han her atter var blevet bortskræmmet, vilde det have været tredie Gang, og han havde da ikke mere kunnet vende tilbage. Men her foer han op til et Huus, og saae et Par gamle Mænd sidde og spille Tærningspil med Sælhundebeen paa Gulvet. Derpaa foer han rask ind igjennem Huusgangen, og da han reiste sig i Opgangen, bleve de forfærdede. Een af dem vilde tænde Straa og kaste imod ham, men de andre afholdt ham derfra, da de i ham gjenkjendte en Anginiartusok eller forulykket Kajakmand, som vender tilbage til de Levende. Mændene toge fat paa ham, og da de rørte ved hans bare Legeme, blev han kraftløs, og de lagde ham paa Gulvet og istemmede en Sang for at faae ham til at drage Aande. Endelig begyndte han at aande og de gjenkjendte Kuanak. Men da der dengang laa fast Iis, maatte han forblive ved Pisugfik til om Foraaret, da de bragte ham i en Baad tilbage til Agpamiut. Imidlertid havde hans Efterladte endt deres Sørgetid og allerede begyndt at slaae ham af Tankerne, da de pludselig hørte Baadens Besætning synge Kuanaks Sang fra Begyndelsen til Enden, og idet de glade lyttede til, kom "Baaden tilsyne og Kuanak sad midt i den. Senere blev han atter deres Erhverver.

162.
Serkuilissak var en overordentlig stærk Mand, der som forældreløst Barn havde oplært sig selv og øvet sig i alt Slags Erhverv baade tillands og tilvands, men han var tillige meget beskeden og eftertænksom. Engang hørte han tale om, at der sydpaa fandtes En, som havde omtalt ham med Ringeagt. Han reiste sydpaa og leirede sig underveis paa en beboet Plads. Engang da han stod udenfor sit Telt kom en Qvinde løbende ud af Huset og raabte efter ham: »Serkuilissak skal nok være en god Bueskytte, lad mig see om du kan træffe mig!« Men Serkuilissak saae blot paa hende, uden at vredes, og gik ind i sit Telt. Da han gik ud igjen kom hun anden Gang løbende og raabte det samme, men saa tog han sin Bue, og idet hun vilde gaae ind i Huset, skjød han hende tværs igjennem Livet og fæstede hende til Muren. Men han blev ikke fortrædiget derfor af hendes Slægtninge, reiste til sit Hjem igjen og døde der uden at have faaet Fjender.

163.
Kamigdlanguak voxede op sammen med sin Fætter, der var forældreløs. Begge opnaaede en stor Dygtighed og færdedes altid sammen paa Søen, selv i de værste Storme. De boede paa en eenlig Plads og havde ingen Naboer i Nærheden. Engang forundredes de derfor over at møde en fremmed Kajak i Søen. Den Fremmede kom hen til dem og de stak Aaren i hverandres Kajakker, men laae stille uden at sige et Ord. Omsider dukkede der en Sælhund op tæt ved dem, men af gjensidig Mistanke turde ingen roe forrest imod den. Omsider roede Kamigdlanguak afsted paa den Fremmedes Opfordring, men denne roede lige bag efter ham, og da Fætteren saae hvorledes han sigtede med Harpunen efter Kamigdlanguak, kom han ham i Forkjøbet og dræbte den Fremmede, hvorpaa de slæbte ham hen til et lisfjeld og hængte ham paa samme ved Hjælp af hans Fangerem. Da de roede hjemefter lagde de deres fangne Sælhunde ovenpaa Kajakken, men i omvendt Stilling. Kamigdlanguaks Fader spurgte dem ved Ankomsten, hvad dette havde at betyde. Da de svarede ham, at det var fordi Sælhunden havde havt et Menneske til Forgænger, men tillige forklarede ham at det var den Fremmede, som havde givet Anledningen, billigede han hvad de havde gjort. Den næste Morgen tidligt droge de ud for at opsøge den Dræbtes Slægtninge og give dem Underretning angaaende ham. De fandt dem ogsaa, bleve vel modtagne og beværtede, men ved Slutningen af Maaltidet begyndte Husets Folk at tale om deres stærke Mand, som var bleven borte Dagen iforveien. »Det maa vist være ham som vi traf i Kajak igaar,« svarede Gjæsterne, »ham have vi dræbt. Dersom I holde meget af ham, kunne I gaae hen og hente ham ved lisfjeldet!« Da de havde sagt dette, begyndte Husets Folk at hvidske til hverandre, derover fik de Mistanke og sprang ud igjennem Vinduet. De andre forfulgte og grebe dem, men bleve kastede tilbage, hvorpaa de Fremmede uskadte undkom i deres Kajakker.

164.
En Angakok paa K'eḱertarsuak havde en Søster, der blev gift med en Mand, som boede paa Karra. Da han elskede denne Søster høit, pleiede han ofte at besøge hende naar der laa fast Iis. Engang midt om Vinteren begav han sig paa Veien derhen i Hundeslæde, men da han nærmede sig Huset, uden at det dog endnu var kommet tilsyne, vilde Hundene ikke gaae videre. Det hjalp ikke at han pidskede dem, de rørte sig ikke ud af Stedet, og tilsidst blev han nødt til at binde dem fast og gaae tilfods. Da han kom hen foran Huset, var der ikke et Menneske at see; han rystede Sneen af sig og gjorte Støi, for at man skulde høre ham, men der kom ingen. Tilsidst gik han hen og kiggede ind ad Vinduet, da saae han alle Husets Beboere sidde stive, med udspilede Øine, som vare revnede i Øienvigene, og alle rettede mod Husets Opgang. Idet han saae efter sin Søster, opdagede han hende siddende paa Brixen, lænet mod Væggen, med endnu mere udspilede og stirrende Øine. Hendes Ansigt var hudløst, og idet hun saae Broderen, begyndte hun at tygge, og krøb paa Hænder og Fødder ud igjennem Huusgangen. Forfærdet ved dette Syn flygtede han, men følte sig ganske kraftløs, og han var blot kommen et lille Stykke bort fra Huset, da Søsteren allerede kom krybende ud. Omsider naaede han sine Hunde, men kunde atter ikke faae dem ud af Stedet. Imidlertid nærmede Søsteren sig krybende og med opspilet Mund som for at sluge ham, selv Hundene forstummede ganske. Han vedblev imidlertid at slaae paa Hundene, knækkede sin Tok og sit Pidskeskaft paa dem, indtil omsider først Haarene begyndte at reise sig paa hans Yndlingshund; derpaa begyndte de andre at hyle lidt og pludselig fore de afsted allesammen. Angakokken kastede sig ned paa Slæden og var nær falden af, men naaede dog lykkeligt sit Hjem. Senere foretog han oftere en Aandeflugt hen til Stedet og undersøgte det, svævende over Huset. Han fandt da, at de alle vare skræmmede tildøde ved Kajakskind; et ungt Menneske laa hovedkulds nedstyrtet i Huusgangen.

165.
Oujok var en frygtelig Morder fra Sydlandet, om hvem der haves mange Fortællinger. Han forblev aldrig paa samme Plads, men vankede altid omkring og havde en Mængde Koner og Børn. Engang saae en Kajakmand ham staaende ved Randen af en Indsø. Med Frygt for at blive seet, belurede han ham hemmeligt og saae, hvorledes han havde en dræbt Mand liggende ved Siden af sig, og hvorledes han af den Dræbtes Hjerneskal lavede sig et Kar, som han drak af. Ligeledes saae han, at Oujok havde Mærker paa sit Hoved for hvert Drab han havde begaaet. Mærkerne dannede en Kreds omkring hele Hovedet, og der var begyndt paa en ny Omgang. Denne Oujok blev dog døbt i en høi Alderdom, og fik i Daaben Navnet Esaias.

166.
Paa Øen Serfat, ved Fiskernæsset, boede en stærk Mand, som mindre brød sig om at efterstræbe Sælhunde, end Mennesker. I en Klippehule paa Fastlandskysten pleiede han fra sin Kajak af at oplure forbidragende Kajakmænd, og naar han havde dræbt dem, begravede han dem alle i en dyb Klipperevne.

167.
Ligeledes boede der udenfor K'eḱertarsuatsiak (Fiskernæsset) en Mand ved Navn Ikik, der tilligemed sine Sønner var berygtet for sin Styrke og sine Mordgjerninger. Det var netop paa den Tid, da Kavdlunakker bosatte sig paa denne Plads. Engang drog Ikik med sine Sønner til Kavdlunakkerne, men da de kom til dem, traf de alle deres Fjender samlede der. I det de begave sig paa Hjemveien kastede de med deres Pile, for at vise Fjenderne deres store Vaaben, og de bleve heller ikke angrebne af dem.

168.
Paa den Tid da de fleste Indfødte i Omegnen af Nouk vare døbte, boede der paa Kangek en Udøbt ved Navn Migdlissak, som begik hemmelige Mord. Da de Døbte erfarede hans Skyldighed sagde de til hverandre: »siden vi ere døbte, kunne vi ikke dræbe ham, men vi ville gjøre saaledes: naar han kommer til Kakok for at fange Nepisæt (Steenbidere), ville vi forskrække ham.« Engang kom Migdlissak til Kakok, ledsaget af en Medskyldig. Da de Døbte saae ham, omringede de hurtigt hans Kajak, medens Ledsageren skjælvende flygtede. Derpaa toge de alle hans Vaaben, knækkede dem itu og kastede dem i Søen, kæntrede hans Kajak og trykkede ham gjentagne Gange under Vandet, men reiste ham op igjen medens han endnu var levende, hvorpaa de lode ham drage hjem. Migdlissak fik herover saadan Skræk, at han flygtede nordpaa. Men ved Napassok skaffede han sig paany Fjender og blev omsider dræbt. Migdlissak og Parpak vare de sidste Mordere i Omegnen af Nouk.

169.
Ajakutak var en Mand, der ikke eiede Kajak. Da han paa en Reise mod Nord kom til Amerdlok og overværede en Synge-strid, var der En, som kom frem og sang en Nidvise om Ajakutak, fordi han forsømte Kajakfangsten. Her er et lille Brudstykke af Sangen:

O, see til Ajakutak! Han skal ikke gjøre som jeg.

Han skal ikke i Amerdlokfjordens stærke Østenvind —

— ved Siden af sin Fangeblære — lytte efter Sælhunden!

Herover skammede Ajakutak sig og søgte at hævne sig ved en Sang om sin Modstander. Han fik da at vide, at denne var meget udsvævende, og at han havde en Medhustru, som han ikke engang holdt sig fra medens han var syg. Om Foraaret samledes de atter til Syngestrid. Den samme Modstander sang atter om Ajakutak, men derpaa traadte denne frem, greb Trommen, dandsede og sang en Vise, hvoraf følgende er en Deel:

Jeg har seet den Ajakutak, han kan ikke gjøre som du!

Der siges, at ved Kangarsuk, siges der, var du syg

Og under din Sygdom var du hos en Qvinde!

Den Sygdom var nok ei af de farlige,

Ingen af dem, som Folk begræde.

Tilvisse, Ajakutak skal ikke gjøre som du!

170.
Følgende ere nogle Brudstykker af gamle Sange, som Folk ved Kangamiut endnu kunne erindre:

Sang til Maanen:

Du store Maane hist oppe

Du store Anningat hist oppe

Du, som kun er til at lyse,

ajara ajara hai!

Du som blot lyser hist oppe

Uden at give Varme

ajara ajara hai!

En Spottesang

Jeg er ikke En, som læser Skrift,

ho ho haja hai

Ikke En, som drikker sødt Thevand

ho ho haja hai Ikke

En, som holder af sukkret Drik

ho ho haja hai

Ikke En, som spiser lækker Mad

ho ho haja hai

Ikke En, som kommer i de store Huse

ho ho haja hai

Ikke En, som lægger sig i Sengklæder

ho ho haja hai

Ikke En, der qviddrer som Fuglene

ho ho haja hai.

En Spottesang

Kanartok er en stor Mand hai

Han er meget behændig hai

En rigtig pæn Mand hai

See paa ham tillands

See paa ham i Kajak

Han er en dygtig Karl hai

Fanger hverken Rensdyr eller andet hai

Kom nu her du

Spiis Renskjød og Tælg

Spiis dig rigtig mæt du hai

Rigtig mæt i Kjød du hai

Hvilken en deilig Fanger haja hai

See hvilken en deilig Kajakroer

See hvilken En, som vil være et Menneske

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 330-350.