Grønlandsk isbjerg – Foto: Thomas Chu, (CC.) Wikimedia
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
22. Ulajok, som blev tagen af Ingnersuit
Ulajok og Tupitunguak vare Sødskendebørn. De boede paa Sydlandet, dreve altid deres Fangst i Forening og pleiede hvergang at komme hjem i Følgeskab; undertiden lagde de blot til Land og gik saa atter paa Fangst sammen den samme Dag. Engang da de vare ude sammen hændtes det, at Tupitunguak alene fangede, og derpaa gik han hjem, forladende sin Ledsager, der endnu intet havde faaet. Derudenfor fandtes der et Skjær, over hvilket Søen brød sig med svær Brænding kastende Skummet høit iveiret. Da Ulajok nærmede sig til det saae han en stor skinnende hvid Kajak, der foer afsted med stor Hastighed, men da den saae Ulajok vendte den om. Ulajok mærkede nu, at det var en Ingnersuak, og for at undgaae ham vilde han vende indad Landet til, men forgjeves, hans Kajak vilde ikke dreie sig bort fra Skjæret, nemlig fordi Ingnersuaken drog den til sig. Han skottede med Aaren, men nei, han droges bestandig hurtigere henimod Skjæret, og da han var lige ved det, løftedes det op, og han saae Vinduer af et Huus, og foran dette store Strøer liggende paatværs paa Strandbredden, som Slæbested for Kajakkerne. En stærk Strøm førte denne Vei ind. Da de kom til denne Strandbred, kom en Mængde Mænd dem imøde, nemlig hiin Ingnersuaks Brødre. En af dem kom til Ulajok og hjalp ham ud af Kajakken, en anden tog hans Aare og stoppede den ind under Baaden, andre toge hans Kajak, og ligeledes ind under Baaden med den. Derpaa blev han budt indenfor og kom ind i et meget langt Huus. I sammes Midte sad et Par ældgamle Folk, ham selv gave de Plads ved Opgangen, og da han havde siddet der lidt, satte to store Mænd sig ved Siden af ham. Lidt derefter tog den gamle Mand sin Kniv, sleb den, rykkede et af sine Haar ud og prøvede at hugge det over, men da den var for stump, sleb han den endnu engang og da han kunde hugge Haaret over, sagde han: »hvornaar da?« I det samme kom en Mand tilsyne, som havde været skjult bag et Skinddække ved Vinduet, han var ganske dødbleg og sagde: »nu vil han gjøre ved dig, ligesom ved mig, du vil aldrig komme hjem igjen. Derpaa grebes han af de to Mænd, som sadde ved hans Side, de trykkede ham i Tindingerne, saa at det sortnede for hans Blik, og den Gamle kom hen og famlede ved hans Næse. Han følte ligesom lidt Kløe, men idet samme var Næsen skaaren af, og Blodet strømmede frem. Da reiste den gamle Qvinde sig, kom hen til ham, trak sin Haand gjennem sit Skræv, og strøg den derefter over hans Ansigt, og strax holdt han op at bløde. Henad Aften tog en af dem en Rem, slog en Knude paa Midten og bandt den til Bjælken, greb derpaa Ulajok og hængte ham op under Loftet, saa at han kun netop kunde naae Brixen med sin store Taa. I denne sin store Pine kom han i Tanke om sine Tornakker, og han paakaldte sin Erkungasok. Det varede heller ikke længe, før denne atter kom ind i Huset og sagde: »gjører I nu atter Fortræd ved en af Dagslysets Beboere.« De mange Mænd hørte tause herpaa, hvorefter en af dem reiste sig gik hen til Erkungasokken og skubbede ham omkuld, saa at han faldt som død ned i Huusgangen. Da paakaldte Ulajok sine Tornakker, som han havde blandt de øvre Ingnersuit, og kort efter hørtes der Pladsken af Aarer, og de kom springende ind efter hverandre, tre i Tallet. (Herfra er Sagnet ganske som 21.) Derpaa sloges de med Mændene, men kastede dem paa Gulvet og ilede ud, med Ulajok mellem sig. Paa Veien gjenoplivede han sin døde Erkungasok, og denne kom bagefter og satte Næsen paa ham igjen. Ulajok skiltes fra sine Tornakker og roede hjem. Der kom Tupitunguak ham imøde og hjalp ham op i Huset, thi han kunde neppe røre sig af Smerte, og om Livet sad endnu fastsnøret den Rem, hvormed han havde været bunden. Senere fik han rigelig Betaling for denne Rem, idet han udstykkede den til Amuleter for smaa Kajakmænd.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 54-56