Ulitak og Piguiarsuak — Drabsmænd, som lode sig døbe for at undgaae Blodhævn (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Grønlandskort fra 1737. Tegnet af Hans Egede.
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871

2. Ulitak og Piguiarsuak —
Drabsmænd, som lode sig døbe for at undgaae Blodhævn


(Nyere Sagn fra Godthaab, efter den mundtlige Fortælling)



Paa Ilulissat (Jakobshavn) boede to Brødre, Ulitak og Piguiarssuak, som endnu havde en yngre Broder, en begyndende Kajakroer. Engang, medens de ældre vare ude og det var smukt stille Veir, sagde denne, at han vilde roe lidt omkring i Nærheden; skjøndt Qvinderne søgte at afholde ham derfra, tog han dog afsted, men da de havde tabt ham af Syne op ad Dagen, sagde de: »hans Brødre ere meget farlige, lader os raabe til ham, at han skulde vende tilbage.« To af dem gik tilfjelds, og de kunde da tydeligt høre en Stemme raabe: »han kaster etter mig.« Derpaa tabte Røsten sig, men Kvinderne kunde ikke røre sig at Skræk, da de frygtede hans store Brødre. Disse kom da ogsaa hjem henad Aften, og spurgte ved Ankomsten strax om deres lille Broder. Deres Huusfæller sagde: »idag da han var gaaet i Kajak og gik af Sigte nordefter, hørte vj hans Stemme saaledes: »man kaster efter mig«, hvorefter han ikke mere lod sig høre.« Brødrene sagde: »hvorfor have I ogsaa ladet ham gaae bort, — vi ville dræbe eder.« Med disse Ord steg Ulitak iland, men da den ældre sagde, at de strax burde see efter ham, ilede de atter afsted i største Hast, men de bleve borte til ud paa Natten uden at opdage det mindste af ham. Efter Hjemkomsten bleve de omsider fulde af Had, og skjøndt de nær havde dræbt baade deres Koner og Huusfolk, lode de dem dog rigtignok slippe, men af Græmmelse over deres lille Broder, droge de nu sammen omkring og dræbte alle de eenlige Kajakmæud, som de traf paa. Paa denne Maade voxede ogsaa stadigt deres Fjenders Antal, men disse, skjøndt de kjendte dem, formaaede dog ikke at øve Hævn, da de vare saa mægtige. Engang i stille Veir droge de ud tilsøes, og da de kom til Farvandet foran Kekertarsuak (Disko) saae de en Baad sætte lige over fra den modsatte Side; da sagde Ulitak: »lader os roe hen til dem.« Da de kom hen til Baaden, var den fuld af lutter unge Kvinder, som fra Fastlandet af havde gjort et Togt for at samle Kvaner. Brødrene spurgte dem: »hvo har dræbt vor lille Broder, hvis I ikke sige os det, ville vi dræbe eder.« Da de nu svarede, at de slet intet vidste om Morderen, trængte hine dog ind paa dem og forlangte at de skulde nævne ham; tilsidst paastode de, at de løi, grebe derpaa i Baaden fra hver Side og toge deres Lændsere frem for at gjennembore Baaden. Da var det en Ynk at høre Staklerne skrige, men alligevel borede de dem isænk. De begave sig derefter paa Hjemreisen, men efter Hjemkomsten begyndte de at nære Bekymring, thi de vidste, at det ikke kunde forblive hemmeligt, eftersom deres Angakut nok vilde bringe det for Dagen. Om Sommeren mødte de nogle Sydlændinge, som vare paa Reise nordefter og fortalte om, at der nu fandtes Døbte ved Nouk. Ulitak sagde da til sin Broder »vore Fjender ere nu alt for talrige, lader os drage sydpaa og see at blive døbte.« Da Broderen indvilligede, begave de sig sydefter, men paa Veien dræbte de de eenlige Kajakmænd, som de mødte. Da de efter en lang Reise havde naaet Sagtissut, forlode de om Morgenen deres Baad, og gik i Kajak sydpaa for at samle Mundforraad, da det var sluppet op for dem. Da de kom omkring en lille Ø, saae de en Kajak, og for at dræbe ham roede de hen hver paa sin Side af ham, men de forundredes over hans store Vaaben og hans Harpunspids, som var alene af Been. Denne Mand var nemlig Mangilak, og da de havde hørt om hans Uovervindelighed, bleve de bange og vilde ikke mere dræbe ham. Mangilak sagde: jeg ligger netop paa Jagt efter en Hvalros, som nylig dukkede op, dersom I ville, saa kunne I roe efter den.« Men Ulitak sagde, at det jo tilkom ham at tage den, da det var hans Jagt. Han vilde nemlig gjerne see, hvorledes det skulde være muligt at trænge igjennem den med en Harpun uden Odde. Da Mangilak hørte dette, roede han rask til, løftede Harpunen, kastede efter Hvalrossen, der laae med hele Ryggen over Vandet, og traf den tæt bag ved Forlallen. I det samme saaes den bevæge sig lidt forefter, men saa blev Vandet ganske muddret af det udstrømmende Blod, Fangeremmen løb afsted i stærk Fart og det lod som om Blæren skulde blive trukken under, men saa standsede den pludselig, thi Dyret var dræbt med det samme; det var første Gang, at Brødrene havde seet en saadan Storfanger. Da han havde givet dem Halvdelen som Lændsestykker droge de hjem og fortalte om hvad de havde seet. Ikke længe efter kom de til Nouk, og de toge Ophold hos Tydskerne. De bleve da strax kaldte op til Lærerne og adspurgte, om de ønskede at døbes. De svarede, at de vare meget begjærlige derefter. Kavdlunait sagde til dem: »hvis I virkelig ville døbes, bør l aabenbare alle eders onde Sædvaner.« Uden at fordølge noget afgave de saa Forklaring om Alt lige til det sidste af deres mange Mord. De bleve begge døbte. Da de vare døbte, døde de uden at blive saarede.


Kilde


Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 9-11