Väinös første Pohjafærd. Himmelbuens Mø (Kalevala)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Himmelbuens Mø
Maleri af Robert Wilhelm Ekman

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II
Kalevala
Ferdinand Ohrt



Väinös første Pohjafærd
Himmelbuens Mø



Trygge gamle Väinämöinen    VII. 1
svømmer over dybe Vidder,
flyder som en Fyrrestamme,
som en frønnet gammel Granstub
hele seks Skærsommerdage
og i seks samfulde Nætter;
forved har han vaade Vover,
bagved kun den klare Himmel.


Visselig kom han i Vaande,    13
Angest og Trængsler nu ham griber,
ingen Negle paa Foden findes,
intet Fingerled paa hans Hænder.


Og den gamle Väinämöinen
ytred sig nu selv og sagde:
»Ve mig stakkels Søn i Vaande,
ve mig Søn af Plager gæstet,    20
at jeg gik ud af egne Lande,
bort fra min egen, fordums Bolig!
Hvor her er koldt for mig at være,    29
hvilken Møje paa Sø at skvulpes,
altid at bo paa Dybets Bølger,
drive rundt paa Vandenes Flade!« 


Fløj en liden Fugl fra Lapland,
kom en Ørn fra Nordens Egne;
ej var Ørnen blandt de største,
ikke heller blandt de mindste:
Venstre Vinge strejfed Vandet,
højre Vinge fejed Himlen,
Stjærten strøg mod Havets Flade,
Næbbets Spids mod Klipper klirred.    50


Langsomt svæver den og svajer,
længe vender den og drejer,
øjner gamle Väinämöinen
nede paa den dybblaa Havryg:
»Mand, hvi ligger du i Bølgen,
Helt, hvorfor i Havets Gæmme!
Tag dig blot ikke det til Hjærte,    90
stil dig kun op paa Ryggen af mig,
stig herop, tag Sæde paa Vingen,
jeg skal bære dig bort fra Havet
did hvorhen din Hu vil begære.


Endnu mindes jeg vel de Tider,
husker de gode gamle Dage,
da du fælded Kalevas Skove,
da du hugged Osmolas Lunde:
Birketræet lod du jo blive,
lod den væne Plantning i Live,    100
være til Hvileplads for Fugle,
tjene mig selv til et Sæde.« 


Og den gamle Väinämöinen
hæver nu paany sit Hoved,
frem af Havet Helten stiger,
ud af Vovens Vold han viger,
sætter sig op paa Fuglens Fjedre,
tager Plads over Ørnens Vinge.


Det var Ørnen, Himlens Flyver,
bar paa Ryg den gamle Väinö,    110
førte ham ad Vindens Veje,
frem ad Foraarsstormens Stier,
langt af Led til Pohjas Egne,
op til skumle Sariola.
Dær forlod den Väinämöinen,
selv den hæved sig mod Himlen.


Og nu græder Väinämöinen,
og nu græder han lydt og jamrer
hist over Strand hvor Havet ender,
Strand hvis Navn han slet ikke kender,    120
græder med hundred Saar i Siden,
tusend Stød, som Stormene stødte, —
Skægget skrækkelig slidt og revet,
Hovedhaaret er ganske filtret.


Pohjas bitte liden Tærne,    133
Pigen lys af Lød og fager
slutted denne Pagt med Solen,
Pagt med Sol saa vel som Maane,
op at staa til samme Time
og til samme Tid at vaagne,
naaer dog op før disse tvende,
før end Maanen og før end Solen,    140
endnu inden Hanen har galet,
endnu før en Kylling har kaglet.


Skured saa de lange Borde,    149
fejed flink de brede Gulve,
med en lille Kost af Kviste,
Fejekost af grønne Grene;
samled saa sin Fejedynge
i en lille Kobberkasse,
bar den ud ad Stuedøren,
gennem Gaarden ud paa Marken,
bort til fjærnest Agers Ende,
yderst ud til nederste Gærde.


Stod hun saa dær paa Fejedyngen,
løfted sit Øje, lyttede nøje — :    160


Op fra Havet Graad hun hørte,
over Floden klang der en Klage.


Ilsomt springer hun da tilbage,
snart stiger hun ind i Stuen:
»Op fra Havet Graad jeg hørte,    167
over Floden klang der en Klage.« 


Louhi, Pohjahjemmets Frue,
Pohjas Kvinde, tandløs Gamling,    170
hastig iled hun ud paa Gaarden,
brat løb hun til Borgeleddet,
vendte sit Øre til og lytted;
taled hun saa det Ord og sagde:
»Ej er det Barnegraad jeg hører,
ikke heller en Kvindes Klynken;
Graaden stammer fra skægget Helled,
kommer fra Karl med Haar paa Hage.« 


Ud i Søen skød hun sin Skude,
ud i Bølgen Trebøringsbaaden,    180
selv satte hun sig ved Aaren,
ej hun rasted, men frem hun hasted,
hasted fremad til Väinämöinen,
hen til den gamle Helt, der jamred.


Og dær græd da Väinämöinen,
vaanded sig Uvantos Bejler
bag en Bæk i Pilekrattet,
blandt de tætte Hæggebuske;
Munden skælved. Skægget dirred,
selve Hagen bæved ikke.    190


Sagde Pohjahjemmets Frue:    205
»Giver du mig Lov at spørge;
Hvem er du hos egne Frænder,
hvilken Mand i egen Stamme?« 


Trygge gamle Väinämöinen
taled da det Ord og sagde:    210
»Nævnet blev jeg før i Tiden,
fejret blev jeg fordum altid
som en Kvældens Glædegiver,
alle Dales store Sanger,
hist i Väinöhjemmets Lunde,
Kalevalas Hedemarker;
hvad jeg Stakkel nu mon være,
næppe selv engang jeg kender.« 


Louhi, Pohjahjemmets Frue,
taled da det Ord og sagde:    220
»Rejs dig. Mand, fra dybe Dale,
stig, o Helt, paa nye Stier
for at melde mig din Møje
og berette hvad dig ramte!« 


Saadan standsed hun hans Taarer,
fik hans Jammer til at stilne,
bragte ham ombord i Baaden,
stilled ham i Agterstavnen,
selv hun satte sig til Aaren,
til at ro hun selv sig rusted;    230
hjem da roed Pohjafruen,
førte Gæsten ind i Stuen.


Sultne Mand med Mad hun mætter,
varmer Gæstens vaade Klæder,
derpaa gnider hun ham længe,
gnider længe, tvætter længe,
gør ham atter rask og rørig,
giver Helten helt hans Helsen,
spørger sig saa for og siger:
»Hvorfor græd du, Väinämöinen,    241
paa det slemme Sted ved Stranden?«    243


Svared gamle Väinämöinen:    245
»Derfor græder jeg min Livstid,    253
sørger alle mine Dage,
at jeg drog af egne Lande,
kom fra kære, kendte Lande
til en Dør som er mig fremmed,
til et Led jeg ikke kender.
hid hvor alle Træer mig bide,
alle Grene vil mig prikke,    260
alle Birke vil mig stikke,
alle Elle vil mig skære;
ene Vinden kan jeg kende,
ene Solen er mig hjemlig
fjærnt i Fremmedlandet borte,
ved de aldrig kendte Porte.« 


Sagde Pohjahjemmets Frue:
»Græd dog ikke, Väinämöinen!    269
Her er rigtig godt at være,    271
herligt for dig her at dvæle:
Lækker Laks vil jeg lægge for dig.
Svinekød ved Siden af Laksen.« 


Og den gamle Väinämöinen
tog til Orde selv og sagde:
»Ilde smager dog Maden ude,
selv ved de bedste Gæstegilder;
Mand er størst i sin egen Stamme,
altid ypperst i eget Hjemland.    280


Give Gud miskundelige,
naadigt unde mig min Skaber,
at jeg kommer til egne Lande,
naaer til min egen fordums Bolig!
Bedre smager mig dog derhjemme
Vand fra Pytten under min Skosaal,
end i fremmede Land mig kvæger
sødeste Mjød af gyldent Bæger.« 


Louhi, Pohjahjemmets Frue,
taled da det Ord og sagde:    290
»Godt, hvad vil du mig da give,
om jeg bringer dig til Hjemmet,
hjem til din egen Agerfure
hjem til din Badstues Mure?« 


Sagde gamle Väinämöinen:
»Sig, hvad kræver du til Gengæld,
om du bringer mig til Hjemmet,
bort til min egen Agerfure,
did hvor Hjemmegøgen galer.
Hjemmets Fuglerøster taler?    300
Vil en Hjælm med Guld du tage,
vil en Hatfuld Sølv du eje?« 


Louhi Pohjahjemmets Frue,
taled da det Ord og sagde:
»For dit Sølv jeg ikke sørger,    307
efter Guld jeg ikke spørger;
Guldet er godt til Gut som leger.
Sølvet er kønt til Kanebjælder.    310
Mægter du at smedde Sampo,
kan du Broget Laag os hamre
af en Svanefjeders Spidser,
Mælken af en Goldkos Yver,
af et enkelt lille Frøkorn
og en Uldtot af et Hunfaar,
skænker jeg dig straks min Datter,
giver dig til Løn min Pige,
bringer dig til egne Lande,
did hvor Hjemmefuglen taler,    320
did hvor Hjemmets Hane galer,
did til din egen Hjemmeager.« 


Trygge gamle Väinämöinen
taled da det Ord og sagde:
»Jeg kan ikke smedde Sampo,
ikke Broget Laag dig hamre.
Bring mig bort til egne Lande,
og jeg skikker Ilmarinen,
for at han kan smedde Sampo,
han et Brogetlaag dig hamre    330
og din Datters Elskov vække,
vinde sig din Piges Tække.


Saadan Smed er han at nævne,
saadan højlig kyndig Hamrer:
Selve Himlen har han smeddet,
selve Luftens Laag han hamred:
ikke øjnes Hammermærket,
Stedet hvor hans Tang har taget.« 


Louhi, Pohjahjemmets Frue,
taled da det Ord og sagde:    340
»Ham vil jeg skænke min Datter,
ham vil jeg give min Pige,
som kan smedde mig Sampo færdig,
Brogetlaag mig spraglet kan smykke.« 


Folen spændte hun i Sele,    349
brune Ganger for en Slæde,
satte den gamle Väinämöinen,
satte ham op i Hingstens Slæde,
derpaa tager hun saa til Orde:
»Ikke hæve du dit Hoved,    355
ikke løfte du din Pande,
hvis da Hingsten ikke trættes,
eller Nattens Time naaer dig!
Hvis dit Hoved dog du hæver,
løfter du endda din Pande,    360
vil Fordærv forvist dig ramme,
onde Dage vil dig møde.« 


Og den gamle Väinämöinen
slaar til Hingsten, saa den springer.
Lysemanke, saa den løber;
fremad kører han med Bulder,
bort fra Pohjola, det mørke,
bort fra skumle Sariola.


______________________


Pohjas unge skønne Jomfru,    VIII. 1
Landets Pryd og Vandets Smykke,
sad paa Luftens krumme Kumte,
straaled klart paa Himmelbuen,
klædt i favre, lyse Klæder,
klædt i hvide Linnedklæder;
gyldent Vævetøj hun væved,
Sølvervæv med Kunst hun virked,
gylden Skyttel flinkt hun skøtted,
liden Sølverkam hun nytted.    10


Klang hendes Skyttel i Haanden,
Spolen, den surred og svirred,
liden Kobbersølle knirked,
liden Sølverkam, den knaged,
da sit Vævetøj hun væved,
da sit Sølvervæv hun virked.


Trygge gamle Väinämöinen
kørte frem med Gny og Bulder
bort fra Pohjola, det mørke,
bort fra skumle Sariola;    20
kørte han frem en lille Strækning,
fremad et Stykke Vej han aged,
hørte da Vævespolen surre
højt i Luften over sin Isse.


Opad han løfted sit Hoved,
stirred opad, op imod Himlen,
skued en Bue skøn paa Himlen
og en Jomfru paa Buens Runding.


Trygge gamle Väinämöinen    31
standsed Hesten dær paa Stedet,
tog til Orde straks og talte,
selv han ytred sig og sagde:
»Pige, sæt Dig paa min Slæde,
Plads du tage paa min Kælke!« 


»Hvi skal Pigen paa din Slæde,    39
hvorfor Møen paa din Kælke?« 


»Thi skal Pigen paa min Slæde,    43
derfor Møen paa min Kælke:
Honningbrød i min Ovn at bage,
Øl i mit Kar med Kunst at brygge
og paa alle Bænkene synge,
ved mit Vindu med Lyst at juble
nede paa Väinöläs Grunde,
Kalevalas de gode Gaarde.«    50


Pigen tog igen til Orde,
selv hun ytred sig og talte:


»Da jeg gik blandt Markens Snerrer,
vandred paa den gule Hede,
sent igaar ved Aftenstide,
just som Dagens Sol sig sænked,
sang en lille Fugl i Lunden,
kvidred paa min Vej en Drossel,
sang om de unge Pigers Hjærte,
sang om de unge Koners Hjærte.    60


Straks jeg gav mig til at tale,
gav mig til at spørge Fuglen:
Sig mig da, du lille Drossel,
syng det ud for mine Øren:
Hvem er vel lykkeligst i Livet,
hvem er vel agtet mest og æret,
Datteren hos sin Far i Hjemmet,
Hustruen hos sin Mand i Hjemmet?


Mejsen gav mig Besked om Sagen,
Droslen kvidred paa Stand til Gensvar:    70
Lys er Dagen ved Sommertide,
mere lys er dog Jomfrulykke;
koldt er Jærnet i Frost at føle,
mere kold er dog Hustrulykke.
Saa er Mø hos Fader i Hjemmet,
rel som et Bær paa Bakkegrunden ;
saa er Viv hos Manden i Hjemmet,
ret som en Hund i Lænker bunden;
sjælden mærker Trællen til Godhed —
Svigerdatteren ingensinde.«    80

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.