Vålvens Spaadom (1924)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Atlantis, 2. Bind,
Aargang 1924


Thøger Larsen


Vålvens Spaadom


1. Hører mig, alle hellige Slægter,

De tre norner ved Yggdrasil (Ludwig Burger)
øvre og nedre Ætter af Heimdal,
du jo, Valfader, vil jeg, skal skildre
Folke-Fortid, hvad jeg først har set.


2. Oldtids unge Avl af Jætter
saa jeg, fordum de fostret har mig.
Ni jeg mindes Verdner, ni i Træet,
Al-Træet ungt og under Jorden.


3. Old var aarle, medens Ymir bygged,
ej var Sand, ej Sø, ej svale Bølger,
ej var Jorden og ej Himlen,
Gabet Ginnungi, men Græs ikke.


4. Førend Bors Sønner Brandene hæved,
da de Midgaard mægtig skabte,
Sol sken sønden paa Søens Stene,
saa af Grund groed grønne Urter.


5. Sol sydfra Sol og Maane
Haanden, den højre, paa Himlen lagde.
Sol vidste ikke, hvor sin Sal hun havde,
Maane vidste ikke, hvor sin Magt han havde,
Stjerner vidste ikke, hvilket Sted de havde.


6. Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud, og paa det grunded:
Nat og Næde Navn blev givet,
Navn fik Morgen og Midjedag,
Unden og Aften, Aar at tælle.


7. Aser mødtes paa Idasletten,
Helligdom og Hov højtømrede,
Esser grunded, Gods smeddede,
Tænger skabte og tungt Værktøj.


8. Tavled i Tunet tit glade,
Brikkevægtene vanligt gyldne;
til tre kom, Tursemøer,
jættestore fra Jåtunheimen.


9. Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud og paa det grunded:
hvem skulde Dværge-Drotten skabe
af Brimirs Blod og af Blains Knogler.


10. Da blev Modsognir mægtigst af alle
Dverges Skare og dernæst Durin.
De skabte mange, i Mands Billed,
Dværge i Jorde, som Durin sagde.


11. Nyi og Nidri, Nordri og Sudri,
Austri og Vestri, Althjofr, Dvalin,
Når og Nain, Niping, Dain,
Bifurr, Bafurr, Båmbur, Nori,
Ann og Anar, Oin, Mjådvitnir.


12. Veig og Gandalf, Vindalf, Thorin,
Thrår og Thråin, Tekkr, Litr, Vitr,
Ny og Nyradr, nu har jeg Dværge,
Regin og Rådsvidr, rigtig nævnet.


13. Fili, Kili, Fundin, Nali,
Hefti, Vili, Heftifili,
Billingr, Bruni, Bildr og Buri,
Frår, Hornbori, Frægr og Loni,
Aurvangr, Jari, Ejkinskjaldi.


14. Nu skal Dværge i Dvalins Følge,
Ljonis Slægter, til Lofar nævnes,
de, som søgte fra Salrs Sten,
Aurvange-Stol, til Jaris Sletter.


15. Der var Draupnir og Dolgthrasir,
Hår, Haugspori, Hlevangr, Gloin,
Dori, Ori, Dufr, Andvari,
Skirfir, Virfir, Skafidr, Ai.


16. Alf og Hanar, Yngvi, Sviur,
Fjalar og Frosti, Fidr og Ginnar;
evig skal mindes, mens Aldre lever,
Leddenes Tal i Lofars Ætter.


17. Til hos tre kom, tre Tursekvinder
stærke og elskende Aser til Huse,
fandt over Mulde afmægtige
Askr og Embla uden Skæbne.


18. Aande de drog ej, Aand de savned,
Blod og Lader og de Livets Farve.
Aande gav Odin, Aand gav Hønir,
Blod gav Lodur og Livets Farve.


19. Ask ved jeg staa, hedder Yggdrasil,
Hårs Træ, vædet med hviden Dæmring,
fra det kommer Duggen, som i Dale falder,
evig-grønt er det over Urdr-Brønden.


20. Derfra kommer Møer, mangt vidende,
tre fra Salen under Træets Hvælv,
den ene er Urdr, den anden Verdandi,
Skuld staar der skaaret i Stav for den tredje.
De Lov lagde, de Liv kaared
for Slægternes Børn, som de siger Skæbnen.


21. Fejde mindes hun først i Verden,
da med Spyd de stødte Gullveig
og i Hårs Hal hende brændte,
tre Gang' brændte tre Gang' baarne,
tit og ofte, dog end hun lever.


22. Heidr hun hed, hvor til Huse hun kom,
Sandsagns Vålve, Stave hun vied,
sejded, hvor hun kunde, Sejd hun elsked,
altid i Yndest hos onde Kvinder.


23. Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud og paa det grunded:
om et Tab skulde Aserne tage
eller Guderne Gengæld have.


24. Fløj fra Odin mod Flokken et Skud,
deraf kom Fejde først i Verden;
ødt og brudt var Asernes Borgvold,
Vaner kunne Slettens Vidder true.


25. Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud, og paa det grunded:
hvem havde Ve i Vejret blandet,
og Jættens Afkom Od's Mø givet.


26. Tor kun hug til i tordenharme,
han sjældent sidder, naar han spørger sligt.
Over brast Eder, Ord og Løfter,
mangt og meget, mellem dem mælet.


27. Heimdalrs Horn under hellige Grene,
skjult under lysvant Løvtræ hun øjner;
i ser hun strømme Straalefossen
af Valfaders Pant. - Hvad veed I mon mer?


28. Ene sad hun ude, da den oldgraa kom,
Asernes [As] og i Øjet søgte:
Hvorom fritter I mig? Hvi frister I mig?
Jeg ved, hvor du, Odin, har dit Øje skjult.


29. [Ved, at Odins Øje dølges]
i Mimirs Brønd, den meget kendte.
Mimir hver Morgen Mjøden drikker
af Valfaders Pant. Hvad ved I mon mer?


30. Rigt gav hende Hærfader Ringe og Pragt,
Rigdoms-Sporen og Spaa-Stave,
vidt spejded hun, vidt i hver en Verden.


31. Valkyrjer saa hun, vidt fra komme,
rustet og rede at ride til Guder.
Skuld holdt Skjold og Skågul ogsaa,
Gunn, Hild, Gåndul og Gejrskågul.


32. Jeg saa Baldr, blodig Guddom,
Barn af Odins, blind for Skæbnen.
Op jeg saa af Agren vokse
myg den fagre Mistelgren.


33. Blev af den Spire, spæd at øjne,
Harmpil haard, af Hådr udslynget.
Baldr en Broder blev baaren hastigt,
Odinssønnen vog, een Nat gammel.


34. Hverken han Hænder eller Hoved tvætted,
inden paa Baal han bar Baldrs Bane.
Men Frigg begræd i Fensale
Valhals Ve. Hvad veed I mon mer?


35. Ligge under Hveri-Lunden saa hun
lænket den skadelystne Loki.
Voldsomt snærer Valis Mordbaand,
Tarmenes Tvinde blev Tove haarde.
Der sidder Sigyn, saare uglad
vist for sin Mand. Hvad veed I mon mer?


36. Aa gaar af Øst gennem Edderdales
Fjælde og Flader, Floden Slidr.


37. Stod fornorden paa Nædes Sletter
Sal af Guld for Sindris Afkom,
en anden stod paa Okolnir,
Jætten Brimirs brusende Ølsal.


38. Sal saa hun staa, fra Solen fjern,
paa Dødningestrand med Døren mod Nord,
Edderdraaber faldt ind ad Lyren,
slynget om Salen var Slange-Rygge.


39. Der saa hun vade Vande tunge
Meneds Mænd mellem Mord-Ulve
og hvem Elskov faar hos en andens Kvinde,
Nidhågr suged med Næbet i Lig,
Varg sled Mænd. Hvad veed I mon mer?


40. Øster sad den oldgraa i Jærnskoven
og fødte der Fenrirs Afkom;
een af dem alle ud af Himlen
rustet som Trold raner Maanen.


41. Fylder Dødsens Folk i Bugen,
gyder Blod over Guders Sæde,
sort bliver Solskin Somrene efter,
alt Vejr truer. - Hvad veed I mon mer?


42. Sad der paa Højen og slog Harpen
Gygens Hyrde, gladen Egdir;
ovenfor klart i Kobberskoven
gol en herligtrød Hane Fjalar.


43. Gol for Aser Gyldenkammen,
den vækker Karle hos Kampfader,
en anden galer under Jorden,
en sodrød Hane i Hels Sale.


44. Garmr højt glammer ved Gnipahulen,
Baand rives over, og Ulven løber,
Mer frem ser jeg, meget kan jeg sige
om Sejrguders ramme Ragnaråk.


45. Brødre hinanden Banesaar hugger,
Søstres Børn Slægtskab bryder.
Haardt lever Verden, Hor saa vide.


46. Sværdtid, Skarptid, Skaar gennem Skjolde,
Vindtid, Vargtid, før Verden styrter,
Grunde gjalder, Gyger flyvende,
aldrig en Mand andre sparer.


47. Mim's Sønner leger, og Mjåtud tændes
i Glød ved Gjållrs det gamle Horn;
højt blæser Hejmdalr, Horn er i Luften,
mæler Odin med Mim's Hoved.


48. Da skælver Yggdrasils Ask standende,
jamrer det gamle Træ, og Jætten løsner.
Haardt ængstes alle paa Helveje,
indtil det sluges af Surts Slægtning.


49. Garm højt glammer ved Gnipahulen,
Baand rives over, og Ulven løber.
Mer frem ser jeg, meget kan jeg sige
om Sejrguders ramme Ragnaråk.


50. Hrymr ager østfra, holder Skjold for,
snor Jårmungandr sig jætteharmfuld.
Ormen slaar Bølger, og Ørnen larmer,
nipper Lig Nidfålr, Naglfar løsner.


51. Hvad nu med Aser? Hvad nu med Alfer?
Gnyr al Jåtunheim, Aser er paa Tinge,
Dværge stønner ved Stendøre,
Bjergvægs Vismænd. - Hvad veed I mon mer?


52. Skib staar østfra, stævne monne Muspels
Mænd mod Lande, og Loki styrer,
Fimbul-Sønner følger Ulven,
dem er Bylejstrs Broder iblandt.


53. Surt gaar sydfra med Skoves Vaade,
Valgud-Sol fra Sværdet skinner,
Grusbjerge ramler, Gyger tumler,
Mænd gaar hen ad Helvej, og Himlen revner.


54. Da iler mod Hlin den anden Sorg,
naar Odin gaar til Ulvkampen
og Belis Bane blank imod Surtr;
der maa Friggs Fryd falde.


55. Da vil den store Søn af Sejrfader,
Vidar, kæmpe med Valdyret,
hugger med sit Haandsværd Hvedrungsønnen
haardt i Hjertet, hævner sin Fader.


56. Garm højt glammer ved Gnipahulen,
Baand rives over, og Ulven løber.
Mer frem jeg ser, meget kan jeg sige
om ramme Sejrguders Ragnaråk.


57. Gab om Luften løfter Jords Bælte,
da kommer Hlodyns herlige Søn,
Odins Søn gaar Ormen i Møde,
Vargs [Broder vil] Vidars [fælde].


58. Midgaards Vogter myrder ham i Harme,
alle maa Verdens Vidder rømme.
Fjerner ni Fjed sig Fjårgyns Søn,
segner fra Slangen, for Spot dog rolig.


59. Solen sortner, synker Land i Hav,
haster af Himlen herlige Stjerner,
Emmen raser ved Aldernærer,
leger højt Hede ved Himlen selve.


60. Garm højt glammer ved Gnipahulen,
Baand rives over, og Ulven løber.
Mer frem ser jeg, meget kan jeg sige
om ramme Sejrguders Ragnaråk.


61. Op ser hun komme anden Sinde
Jord af Vande, vaargrøn atter,
Fosser falder, flyver Ørn over,
den, som fra Fjældet Fiske jager.


62. Aser mødes paa Idasletten,
mindes den mægtige Muldomspænder
og husker paa alle de høje Skæbner
og paa Fimbultyrs Fortids-Runer.


63. Der skal da atter underfulde
gyldne Tavl mellem Græsset findes,
som de i Ættens Oldtid havde.


64. Da skal usaaede Agre vokse,
bittert skal bedres, Baldr skal komme,
Hådr og Baldr faar Hropt's Sejr-Tofter
de gode Valguder. - Hvad veed I mon mer?


65. Hønir kan lade Loddet vælge,
og bygge skal begge Brødres Sønner
i Vindhjem vide. - Hvad veed I mon mer?


66. Sal ser hun Solens Skin fordunkle,
gyldentækket paa Gimle staa.
Der skal da bygge de bedste Mænd
og alle Dage dejligt leve.


67. [Da kommer den høje til Herredømme,
stærk fra oven, han, som alting styrer].


68. Der kommer den dunkle Drage flyvende,
blank, dernede fra Nædes Fjælde;
flyvende langs Sletten slæber i Fjedre
Nidhåggr Lig. Nu maa hun synke.


___________________



Noter til Vålvens Spaadom:[1]


Str. 22 Altræet (mjåtvidhr). Maaske og rimeligvis er mjåtvidhr et Egennavn, beslægtet med Egennavnet Mjåtudhr. Sml. græsk médomai, bærer Omsorg for, er bestemt paa, médô, hersker, mêdos, Beslutning, Raad, Anslag, Klogskab. Ordret: "det berømte Mjåtvidhr". Paavirkning fra Sagnet om "Kundskabens Træ" eller endog "Livets Træ" kunde være tænkelig. K. F. Wiborg oversætter (Fremstilling af Nordens Mythologi. Udg. for Magistergraden. Kbh. 1843):

"jeg kender Kundskabens
Træ fra Roden."
Sandsynligst er dog Betydningen "Skæbnetræet", sml. Mjåtudhr, Skæbneguden, Maanen (græsk Medusa), Mimirs Hoved.

Str. 34 Ginnungis Gab, Gaberens Gab, Grækernes Kháos. Formodentlig er Ginnungi Navn paa den gabende Afgrund og ikke paa en Personifikation af denne.

Str. 41 "Brandene". Sædvanlig læses "bjådhum" og oversættes "Landene". Jeg læser "bjódum" og oversætter "de runde Skiver", antagelig Sol, Maane og Stjerner, svarende til de "siur ok gneista", som omtales i Snorris Edda Kap. 8. Det kunde synes, som der i Snorris Váluspátekst havde staaet:

"Adhr Bors synir sium of ypdhu".

Str. 52 Himlen (Sæmundrs Edda, cod. reg. himinjódyr(r) rimeligvis for himinjådurr, Hauksbok iodur(r), se Bugge Som. Ed. pag. 1, Anm. 5, ags. eodor i Betydn. Bue, Hvælving. Altsaa ordret: Himmelhvælvet. Sml. Mandsnavnet Jådhurr, vistnok lig græsk Zèthos, Pers. af Maanebanen, se Atlantis I, pag.425).

Str. 65 Unden, oldn. undorn, Formiddag, Frokost, jydsk Dialekt Unden, "Middagsmad".

Str. 82 Brikkevægtene. Jeg forstaar vettugis som smaa Vægtlodder eller Brikker; vettugis i Betydn. "intet" — af ubetydelig Vægt.

Str. 132 Jeg har ombyttet Hanar, Sviur med Heftifili, og i Str. 16 indsat Hanar og Sviur i Stedet for Gentagelsen af Eikinskjaldi. Iøvrigt har jeg fulgt Bugge med Hensyn til Navnene.

Str. 9—24 incl., se Atlantis 1, pag 421, 509 og 542. Nærmere Kommentar i et følgende Hefte.

Str. 192. Jeg forstaar her efter den sandsynlige Mening aurr som Dæmring og antager ialt følgende Betydninger af aurr: (1) Væde, Vand, (2) Dynd, Smuds, (3) Guld (lat. aurum), deraf eyrir, en Unze, en Øre (Mønt), pl. aurar, (4) Dæmring (græsk aurion, Morgen, lat. aur-ôra, Morgenrøden, Daggryet).

Str. 273 sing. dat. aurgum forsi. Jeg forstaar her aurugr som "gylden, skinnende", sml. Str. 192 aurr; aurugr: (1) fugtig, vaad, (2) dyndet, sølet, (3)gylden, (4) dæmrende).

Str. 282 Asernes As. I Teksten: "Asernes Yggjungr". Da Betydningen af Odins Binavn Yggr er usikker, oversætter jeg Navnet tilnærmelsesvis ved Asernes As. Jeg kunde tænke mig Yggr have Sammenhæng med Athenes Binavn Ogka i Betydningen "den vældige", men er ikke vis derpaa. Endvidere er det latinske fraxinus, Ask, af usikker Rod; man forklarer Ordet alm. af en Rod, begyndende med bh, og beslægtet med "Birk", hvilket er mindre sandsynligt, da de Gloser, hvormed fraxinus sammenstilles, betyder Birk i alle andre Sprog fra Oldindisk til Oldnordisk. Er derimod fraxinus af en Rod *dhraks-, kan det være identisk med oldnordisk drasill, som altsaa ligefrem betyder "Ask". Det siger intet, at det ogsaa er Egennavn paa Dags Hest, thi det vil jo kun sige, at Himlen, Verdens-Asken, er Dagens Hest. Og har en enkelt Hest Navnet "Ask", kan Ordet ifølge oldnordiske Kunstsprogs-Regler som Kenning tilsidst betegne enhver Hest. Det vilde være troligt nok, at Yggdrasill simpelthen betød "den vældige Ask". Men jeg maa jo erkende, at Grunden er for skrøbelig for en Paastand. Jeg vil samtidig tilstaa, at jeg ikke tror paa, at Yggdrasill kan betyde "Odins Hest" eller "Odins Galge". Det er for kunstigt for den naturlige Fremstilling i "Vålvens Spaadom" og overhovedet i Eddadigtene.

Str. 31 er udvidet med (cod. reg.):

nu eru taldhar nånnur Herjans,
gørvar at ritha grund vaikyrjur.
(Nævnet nu har jeg Herjans Piger,
Jorderidt-beredte Valkyrjer).

Str. 35. De to midterste Linjer har cod. reg. ikke, mens Hauksbok mangler de to første. Jeg har af Hensyn til Meningen indsat dem i Midten.

Str. 362. Fjælde og Flader. Jeg læser "såxum ok svårdhum", mens der sædvanlig læses "såxum ok sverdhum", der giver det uforstaaelige Billede "Edderdales Knive og Sværd". I "Edda rhytmica seu antiquior vulga Sæmundina dicta, pars III, 1828, pag. 41, læses i Fodnote 55) "Steph. Olavius retinuit scriptionem sverdum sed legit svördum," etc. (Den Gang læste man iøvrigt fejlagtigt "saurum ok sverdhum"). Dette var mig ikke bekendt, da jeg selv kom til det Resultat, at der maatte læses svårdhum. Jeg forstaar her sax som det latinske saxum, Klippe. Denne Læsemaade giver god Mening. Floden Slidhr er rimeligvis Grækernes Lêthé, Glemselens Flod.

Str. 373 Okolnir. Sml. lat. egelidus Notus, det lunkne Syd, i Modsætning til gelidus Boreas, det kolde Nord.

Str. 374 Brimer skal i Vål. vist forstaas som Jættens Navn, Snorri opfatter det i Gylfaginn. som Navn paa Ølsalen.

Str. 401 og 423: jårnvidhr kan ligesaavel betyde Træ som Skov, men Snorre opfatter Ordet som "Jernskoven". Rimeligvis er der i Navnene mjåtvidhr, jårnvidhr, galgvidhr ment noget, der skulde sidestilles. At oversætte mjåtvidhr ved "Altræet", "Maaltræet" el. lign., járnvidhr ved "Jærnskoven" og galgvidhr ved "Galgegrenen" er vilkaarligt og inkonsekvent. Navnlig maa de to sidste Navne, der følger umiddelbart efter hinanden i Fortællingen, have parallel Betydning. Det synes rimeligst at antage, at vidhr i denne Forbindelse er en nordisk Misforstaaelse af latinsk vita, Liv, mens vidhr normalt svarer til latinsk vitis, Vinranke, Vintræ. Ordet galg- opfatter jeg som identisk med græsk khalkós, Kobber (en Sideform er oldpreussisk gelso), Varianten gagl maa være en Fejlskrivning, thi "Gaasegren" eller "Gaasetræ" giver ingen fornuftig Mening, og Omskrivningen til "fuglebærende Træ" er urimelig, naar den Fugl, der specielt nævnes, er Gaasen, selv om enkelte fremmede Arter af denne Fuglegruppe er Skovfugle. Det synes mig naturligt at antage, at Ordene jårnvidhr og galgvidhr hentyder til den gamle græske Forestilling om de forskellige Menneskeslægter, her altsaa Jernslægten og Kobberslægten, de to Skove eller Træer betegner altsaa to særlige Verdener; Vålver ser jo ud over alle Verdener. Efter Hesiod var forøvrigt Kobberslægtens Mennesker skabt af Asketræ, hvad der maaske ogsaa har indvirket paa den nordiske Forestilling om, at Askr og Embla oprindelig var to Træer; der ligger muligvis ogsaa Hentydning til Verdens-Asken i Mandens Navn. Ved de tre Haners Galen indledes paa en virkningsfuld og poetisk ypperlig Maade Spaadommene om de sidste Tider. Den fagerrøde Hane Fjalar henleder Tanken paa Natten og Maanens Skin, den guldkammede paa Dagen og den solklare Himmel, og disse to Haner indvarsler Skæbnen for alt, hvad der er over Jorden, mens den sodfarvede Hane varsler for Underverdenen.

Str. 471 Mimirs Sønner. Mimir svarer til Grækernes Mnemosyne og personificerer Erindringen. Det er da rimeligt at formode, at Mimirs Sønner svarer til Mnemosynes Døtre, Muserne, der ogsaa er Kunstens Gudinder. Antagelsen styrkes af Udtrykket, at de "leger", hvilket vel skal sige, at de leger paa Strengeleg. Dog synes der ogsaa i den nordiske Mytologi at være kvindelige Skikkelser, der svarer til Muserne, saaledes Heimdalrs ni Mødre (Hyndlasangen) og muligvis Njårdrs ni runeristende Døtre (Solsangen).
Mjåtudhr, ags. meotod, metod, Skæbnedæmon, Skæbnegud, utvivlsomt egentlig Personifikation af Maanen, græsk Mèdusa, hvis Hoved er Ansigtet i Maaneskiven, I Fjålsvinnsmål 16 siges om Mimirs Træ, Mimameidhr, der maaske er det samme som Yggdrasil og som Mjåtvidhr:

"Af dets Olden skal du paa Ild bære
for Kvinder i Barselkvide,
ud da vender, hvad de inde skjuler,
saa er det for Mennesker Mjåtudhr."

Dette peger tydelig hen paa Mjåtudhr som Maanen, Fødselsguddommen. Selvom Udtrykket "kelisjukr" blot betyder "livmodersyg", ændrer dette ikke Forholdet væsentlig, da Meningen saa bliver, at ved at fremkalde Menstruationen er Træet for Mennesker Mjåtudhr, hvad ligesaa klart henpeger paa Maanen, den kvindelige Periodes Guddom. Kanske Træets Olden "paa Ild" netop er et allegorisk Udtryk for Fuldmaaneskiven. Det er jo Gudeskikkelser, der skal bære disse Olden og som fører Samtalen.

Str. 472. Gjållrs gamle Horn. Jeg læser "gamla" som Hauksbok, idet jeg ikke forstaar "galla" som cod. reg. har. Gjållrs Horn er Maanehornet som Hejmdalr blæser i og Mimir drikker af. Græsk Akhelôos Horn. Maanen tændes ved Hornet, Nymaanen.

Str. 474. Mimirs Hoved = Mjåtudhr, Maanen eller Ansigtet i Maanen = græsk Medusas Hoved.

Str. 482. Jætten er vel Midgaardslangen. Det maa være Asketræet Yggdrasil, der sluges.

Str. 491. Garmr, antagelig den græske Helvedhund Kerberos, hvis første Bogstav dog i saa Fald skulde have været Kh.
Gnipahulen, Gnipis Hule, vel "Mørkets Hule", Underverdenen; sml. græsk knéfas, pséfas, gnófos, dnofos.

Str. 494. Ragnaråk, ragna råk, Gudeskæbne, Gudedom, de højestes Dom, sml. Vål. 61, 91, 231, 251 "regin gengu á rakstóla". Det synes som regin betegner højere Skæbne-Magter end Aserne. Man kan vel oversætte (plur. acc.) "råmm sigtiva ragnaråk" ved "stærke Sejrguders Skæbne-Bestemmelse".

Str. 50. Hrymr, efter Sn. E. en Jætte, der styrer Skibet Naglfar, og med hvem alle Rim-Turserne følger. Naglfar, et Skib, der ifølge Sn. E. er bygget af døde Mænds Negle. Ormen = Midgaardsslangen, der ogsaa kaldes Jårmungandr, et Navn, der iøvrigt henpeger paa Hermesstaven, idet Jårmun, den germanske Irmen, gotisk Airman, synes identisk med Hermes. Irmensøjleme (af Træ) synes at have haft samme Betydning som Hermesstøtterne (af Sten). Navnet Hermogenes skrev Vulfila i sin gotiske Bibel Airmogaineis. Iøvrigt kunde Erman formodes at være den samme som Oldindernes Aryaman. — Nidhfjålr, vel den samme som Dragen Nidhhåggr, rimeligvis Formørkelsesdragen, der efter middelalderlig Fremstilling har sit Hoved i den opstigende Maaneknude og sin Hale i den nedstigende. Den har sin særlige Bolig under Brønden Hvergelmir (Vandmanden).

Str. 52. Surtr, Nordboernes Hephaistos, den egentlige Ildgud. Skoves Vaade, egl. "Grenenes Fordærv" (sviga læ) skal være Kenning for "Ild". Iøvrigt har Haandskrifterne båade "sviga lævi" og "sviga leifi"; sviga kunde ogsaa være den bestemte Form af et Tillægsord *svigr, svaj, svajet, saa der var Tale om et svajet, krumt Vaaben, en Krumsegl, det Sværd, hvorfra Valgudernes Sol skinner. I saa Fald laa det nær at tænke paa en Komet (med lysende Kerne og bøjet Hale).

Str. 53. Hlin, Binavn til Frigg. Hlins første Sorg var Baldrs Drab. — Belis Bane henleder Tanken paa Grækernes Bellerophôn, der dræber Uhyret Khimaira. En Vulkan i Lykien af Navnet Khimaira skal have givet Anledning til Sagnet. Belis Bane, der gaar lysende mod Surtr, minder ogsaa ved denne Egenskab om Solhelten Bellerophon. Friggs Fryd = Odin.

Str. 54. Hvedhrungr = Loki.

Str. 56 og 57. "Jords Bælte" === Midgaardsormen. Str. 561 findes ikke i cod. reg. og er molesteret i Hauksbok, men dog af Bugge skelnet som "ginn loft yfer gjårdh iardhar".
Jeg har ikke haft Lejlighed til selv at se dette Haandskrift, men Strofens anden Linje maa sikkert betragtes som altfor ødelagt til, at noget tør bygges derpaa, hvorimod 3. Linje danner Grundlag for Oversættelse, mens fjerde, hvoraf

"uargs a . . . . uidhars . . . ."

er sikker, næppe kan give andet end to modstillede Ejeformsforhold mellem Ulven og Vidar, og derfor sikkert omtrentlig kan gengives som jeg har gjort det. Naar jeg har taget disse Brudstykker af Hauksbok i Betragtning, er det fordi det tilsvarende Afsnit i cod. reg. er et Halvvers for langt, mens Strofen ved Suppleringen naturligt deles i to.
Forholdet mellem cod. reg. og Hauksboks Strofer bliver da (H. efter Bugge med lidt anden Inddeling af Lin. 1 og 2):

(Str. 56)

cod. reg.
________
- - -
Tha kämr inn märi mavgr hlodyniar

gengr othins sonr vid (orm) vega
- - -
Hauksbok
________
Ginn loft yfer gjårdh iardhar
. edh . . . . g. ar. orms edvm
. . . odhins svn ormi mæta
uargs at . . . uidhars . . . .


(Str. 57)

cod. reg.
________
drepr hann af mothi midhgarz uäor
mvno halir allir heim städ rythia
gengr fet nio fiorgyniar bvrr
neppr fra nadhri nidhs oqvidhnom
Hauksbok
________
- - -
- - - (3)
munu halir al . . . . ydia (2)
- - -

Sn. E. Gylfaginning har:

Gengr inn mæri mågr Hlodhynjar
neppr af nadhri nidhs ókvidhnum,
munu halir allir heimstådh rydhja,
es af módhi drepr midhgardhs véorr.

Der har aabenbart paa dette Sted været Forvirring i de gamle Haandskrifter, men det egentlige Indhold synes ikke væsentlig paavirket deraf.
Hlodhyn, som her angives som Tors Moder, skal være Binavn til Jord (Jårdh). Dette er imidlertid usikkert. Der er intet i Vejen for, at der kan angives flere forskellige Mødre til Tor. Saadanne Uoverensstemmelser indtræffer Gang paa Gang i den græske Mytologi. Hlodyns Navn han baade henføres til den græske Moira Klôthô og til Apollons Moder Lêtô, latinsk Lâtona (Bugge).
Fjårgyn skal ligeledes være Binavn til Jord. Ordet forekommer ogsaa som almindeligt Navneord og betyder Jord; som saadant hænger det sammen med gotisk fairguni, Bjærg, ags. firgen. Egennavnet Fjårgyn synes at have Sammenhæng med Navnet paa den litauiske Tordengud Perkunas, der maaske er identisk med den oldindiske Regn- og Tordengud Parjånya (*Parcánya [Grassmann]). Ogsaa Friggs Fader hed Fjårgynn (Gylfaginn. og Lokasenna). Eller maaske Friggs Moder? (Frigg nævnes som Fjårgyns Datter, men Ejeformen er her Fjårgyns i St. for Fjårgynjar).

Str. 583. Aldernærer, rimeligvis Maanen, efter hvilken Tiden oprindelig inddeltes. Hauksbok har "geisar eimi ok aldrnari", hvor aldrnari skal være Kenning for "Ild".

Str. 603-4 Fosserne, Ørnen og Fiskene hentyder maaske til Stjernebillederne Vandmanden, Vædderen og Fiskene.

Str. 614 Fimbultyr (Musakildens Gud) = Odin.

Str. 66. Forekommer ikke i cod. reg.

Str. 67. Vålven Heidr-Gullveig er en Personifikation af Maanen. Da hun ser Formørkelsesdragen komme flyvende, maa hun gaa ned (sml. Atlantis I, S. 510-512).




Anmærkning:

  1. Denne oversættelse af Völuspá blev oprindeligt bragt i tre numre af Månedsskriftet Atlantis. Desværre havde der indsneget sig flere fejl i nummereringen af stroferne, hvilket senere blev beklaget og korrigeret af oversætteren. Ikke desto mindre har dette smittet af i flere af noternes strofeangivelser. (clm. Heimskringla.no).