Vølund (Nordisk Mytologi efter Kilderne)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Mytologi efter Kilderne

Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891


Vølund.


Tre Brødre, Sönner af Finnernes Konge, Slagfid, Egil og Vølund, løb paa Skier og jagede Dyr. De kom til Ulvedale og byggede sig et Hus. Der er en Sø, som hedder Ulvesø. En tidlig Morgenstund fandt Brødrene ved Søens Bred tre Kvinder, som spandt kostelig Hør. Deres Svanehamme laa ved dem, det var Valkyrier. De vare flöjne syd fra. De to vare Døtre af Kong Lødver og hed Hladgud, den svanehvide, og Hervør, den altvidende; den tredje var en Datter af Kjar i Valland og hed Ølrun. Brødrene toge dem hjem med sig til deres Hus: Egil fik Ølrun, Slagfid Hladgud, den svanehvide, og Vølund Hervør, den altvidende. De boede sammen i syv Vintre, den ottende Vinter længtes Valkyrierne tilbage til Valen, og den niende flöj de bort. Brødrene kom hjem fra Jagt, fandt Salene tomme, gik ud og ind og saa sig forgæves om efter deres unge Hustruer. Egil løb saa af Sted paa Skier for at opsøge Ølrun, og Slagfid søgte ligeledes efter Hladgud. den svanehvide. Vølund derimod sad i Ulvedale. Han var den kunstfærdigste Mand og slog røden Guld paa Ambolten. Saaledes sad han og ventede, om hans lyse Hustru ikke vilde komme tilbage.
  I Sverrig herskede en Konge ved Navn Nidud. Han spörger, at Vølund sidder alene i Ulvedale, og drager ved Nattetid af Sted med brynjeklædte Mænd: deres Skjolde blinkede i Maanens svage Dæmring. De stige af deres Sadler ved Hallens Gavl og gaa ind helt igennem den store Sal. De saa Ringe trukne paa Bast, syv hundrede i alt, som Vølund ejede, og trak dem af og droge dem paa igen, paa een nær, som de beholdt. - Vølund kom træt, glidende paa Skier, langvejs fra fra Jagten. Han gav sig til at stege Kød af en fældet Björn; höjt flammede det törre Ved. Den modige Jæger sad paa Björnehuden, talte sine Ringe, savnede een og tænkte, at hans unge Hustru maaske var kommen tilbage og havde taget den. Han sad saa længe, at han faldt i Sövn. Han vaagnede til Kummer med tunge Lænker om Hænder og Fødder. »Hvo har bundet mig?« raabte han. Kong Nidud genmælede: »Hvorledes kom vor Rigdom hid til dig, Alfehøvding, i Ulvedale?« Forgæves sagde Vølund, at Guldet var hans med rette.
  Kong Nidud skænkede sin Datter, Bødvilde, den Guldring, han tog af Basten hos Vølund. Selv bar han Sværdet, som Vølund ejede.
  Dronningen sagde: »Vølund viser Tænder, naar han ser Sværdet og Ringen: truende ere den glinsende Slanges Öjne. Berøver ham hans Seners Kraft og sætter ham siden paa Sævarsted!« Det blev gjort: Senerne i hans Knæhaser bleve overskaarne, og han blev sat ud paa en Holm ved Navn Sævarsted i Nærheden af Kysten. Her smeddede han Kongen alskens Kostbarheder. Ingen turde besøge ham uden Kongen selv. Vølund mælede: »Ved Niduds Bælte skinner nu det blinkende Sværd, som jeg kunstfærdig hærdede og hvæssede! Nu bærer Bødvilde min Hustrus røde Ringe!« Han sad og slog med Hammeren, Sövnen flyede hans Öjne.
  Snart hævnede han sig listig paa Nidud.
  Niduds to unge Sönner ilede hjemmefra til Søen og ud til Sævarsted. De begærede Nöglerne til Kisten, hvori Vølunds Kostbarheder laa, og kigede begærlig - deres Ondskab var öjensynlig -ned i den paa det røde Guld og Klenodierne. Vølund sagde: »Kommer alene hid i Morgen, saa skal jeg give eder hint Guld! Men taler ikke til nogen, Møer eller Hirdfolk, om vort Møde.« Tidlig om Morgenen kaldte den ene Broder paa den anden: »Lader os drage af Sted efter Guldet!« De kigede atter begærlig ned i Kisten med Klenodierne. Vølund skar Hovederne af dem og lagde Kroppene under Blæsebælgen. Hjerneskallerne beslog han udvendig med Sølv og gav dem til Nidud; af Öjnene gjorde han Perler, som han sendte Niduds Hustru; af deres Tænder forarbejdede han Brystsmykker, som han sendte Bødvilde.
  Bødvilde brød sin Ring itu og tyede til Vølund med de Ord: »Jeg tor ikke sige det til nogen uden dig!« Vølund genmælede: »Jeg vil göre den saaledes i Stand igen, at din Fader og Moder endog skulle tykkes, at den er bleven smukkere. « Han overvældede hende saa med Mjød, saa hun faldt i Sövn.
  »Nu har jeg hævnet min Kummer!« udbrød Vølund. Han iførte sig derpaa en Fjederham. »Nu« - jublede han - »hæver jeg mig i Vejret, skönt Niduds Mænd berøvede mig Føddernes Brug!« Leende svang han sig op i Luften. Grædende gik Bødvilde fra Øen.
  Niduds Hustru stod ude og for ind hele Salen igennem. Vølund satte sig paa Hallens Mur. Han raabte: »Er du vaagen Kong Nidud?« Nidud svareder »Jeg sover ikke, siden mine Sönner døde. Det isner mit Hoved, kolde ere mig dine Anslag. - Sig mig, Vølund, Alfers Drot, hvad blev der af mine raske Sönner?« Vølund genmælede : »Först skal du sværge mig alle Eder, ved Skibets Bord, Skjoldets Rand, Hestens Bov og Sværdets Æg, at du ikke vil pine eller dræbe min Kone, er det end en Kvinde, du godt kender, og er det end i din Hal, hun er med Barn!« Kongen svor. » Gak til Smedjen, som du byggede« - talede saa Vølund - »der finder du blodbesudlede Blæsebælge. Jeg skar Hovedet af dine Sönner; deres Hjerneskaller beslog jeg med Sølv og sendte dig; af deres Öjne gjorde jeg Perler, som jeg sendte din Hustru; af deres Tænder forfærdigede jeg Brystsmykker, som jeg sendte din Datter. Og nu gaar hun, eders Datter, med Barn!« Nidud genmælede: »Aldrig talede du Ord, som bedrøvede mig mere, og aldrig ønskede jeg at straffe dig haardere - men ingen Mand er saa höj, at han kan hente dig ned, eller saa stærk, at han kan skyde dig, der hvor du svæver höjt oppe ved Skyerne!« Leende hævede Vølund sig i Luften.
  Nidud sad uglad tilbage. Han kaldte paa en Træl og befalede ham: »Bed Bødvilde, Møen med de lyse Öjenbryn, den fagert smykkede, at komme hid til sin Fader!« Hun kom, og Nidud spurgte hende: »Er det sandt, Bødvilde, hvad der sagdes mig: sade Vølund og du sammen paa Holmen?« Hun svarede: »Sandt er det, Nidud, hvad der sagdes dig: Vølund og jeg sade sammen paa Holmen - en Ulykkesstund, gid den aldrig var oprunden! Jeg kunde ej modstaa ham, jeg mægted ej at modstaa ham!«