Vølvens Spaadom (Olaf Hansen)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Olaf Hansen
1911


Vølvens Spaadom


1.
Hør mig, alle
hellige Slægter,
Sønner af Heimdal,
høje, lave!
Valfader vil,
I af Vølven skal høre
Folkenes Fjærnsagn,
de første, hun ved.

2.
Jeg kan huske
Jætternes ældste;
blandt dem jeg fordum
fostredes op.
Ni Verdner jeg mindes,
(ni Verdensaldre),
det knejsende Krontræ
som Kim i Mulde.

3.
En Urtid var der,
da Ymer leved -
ingen Sand, ingen Sø,
ingen svale Bølger.
Ej Jord der var,
ej Hvalv derover,
kun et tystnende Tomsvælg,
ingen Tue med græs,

4.
Til Bors Børn løfted
Landene op -
de høje, der skabte
den herlige Midgaard.
Fra Syd faldt der Sol
paa Søbundens Sten;
da groed Græsset
grønt af Jorden.

5.
Aserne mødtes
paa Idasletten,
højt de Hørg og
Hove tømred.
Esser blev rejst -
Ringe de smeded,
formed Tænger,
fik sig Værktøj.

6.
De lo, og Tavl
paa Tun de spilled
- aldrig mærked de
Mangel paa Guld -
til trende meget
mægtige kom,
jættefødte Mø’r
fra Jotunheim.

7.
Der udbrød Krig
i den unge Verden,
da man på Spydspids
spidded Guldveig,
og i den Højes
Hal hun brændtes.
Tre Gange født
blev hun tre Gange brændt.

8.
Heid blev hun kaldt,
hvor hun kom til en Gaard,
Sandsigervølven;
Vilddyr hun tæmmed,
sejded, hvor hun kunde,
sejded Galskab,
vented med Fryd
af hver ond kvinde.

9.
Alle Skaberne gik
til Skæbnens Stole,
hver højhellig Gud,
og holdt saa Raad,
om Aserne skulde
skatte til Fjenden
eller Ofret deles
af alle Guder.

10.
Men Odin skød,
skød ind i Skaren
- atter var der Krig
i den unge Verden.
Brudt blev Træværket
trindt om Asgaard.
Vanerne drog
over Vang til Slag.

11.
Alle Skaberne gik
til Skæbnens Stole,
hver højhellig Gud,
og holdt saa Raad:
Hvem havde gydt dem
Ve i Luften
og solgt en Jættes
Søn Ods Hustru?

12.
Kun Tor slog til,
tindrende gram;
sjældent han sidder,
naar sligt kommer ud.
Eder brødes,
Ord og Løfter,
alt dyrt og svart
de svor hinanden.

13.
Hun ved, Heimdals
Horn man gemte
under det himmelhøje
hellige Træ.
Fra Valfaders Pant,
den vældende Fos,
øses det over.
Ser I alt eller ej?

14.
Ene sad hun ude,
den ældegraa kom;
hin As, der gør angst,
saa i Øjet mig ind.
"Spørg! jeg svarer.
Spar din Prøve.!

*

15.
Alt ved jeg, Odin!
Dit Øje er skjult
i Mimers Væld
det vidtberømte."

*

16.
Hærfader rakte
Ringe og Smykker,
jeg ejed viss Viden
og Varselstave.

*

Saavidt, mer end vidt
ind i hver Tidsalder.

17.
Saa fjærnt fra komme
Valkyriemø’r;
til Godtjod at ride
rede de holdt.

*

18.
Saa den Lod, der
lured paa Balder,
Odins Barn,
den blodige Gud.
Slank den op fra
Sletten voksed,
Misteltenen,
saa tynd, saa skøn.

19.
Af det Træ blev,
saa tynd det saa ud,
en døvende Dødspil;
med den skød Hød.
Men Frigg græd
i Fensale
over Asernes Tab.
Ser I alt eller ej?

20.
Under Hveralund
en lænket hun saa;
den lumske Loke
ligned den bundne.
Dér sidder Sigyn,
ser ham pines,
ynkes derover.
Ser I alt eller ej?

21.
Fra Øst staar en Aa
gennem Edderdale,
sværdfyldt, knivfyldt;
Slid er dens Navn.

22.
En Sal jeg saa,
den var Solen fjærn;
paa Nastrond med Dør
mod Nord den stod.
Der falder Edderdryp
ind gennem Lyren;
Slanger snor sig
i Slyng om Væggen.

23.
Saa der i stride
Strømme vade
de Folk, der svor falsk,
den fule Morder,
den, der røver en anden
hans unge Viv.

24.
Der suger Nidhug
døde Mænds Kroppe.
En Ulv flænger Aadsler.
Ser I alt eller ej!

25.
I Jærnskoven øster
den ældgamle sad.
Fenrers Afkom
fostred hun op.
En af al den Yngel
raner Solen,
trukken i
Troldeham.

26.
Den mæsker sig
paa Menneskelig,
sprøjter Gudernes Bo
bloddryppende rødt.
Solstraaler sortner;
Somre efter
strør Uvejr ondt.
Ser I alt eller ej?

27.
Paa en Høj han sad,
en Harpe han slog,
Gygens Vagt,
den glade Egder.
Over ham galed
(ud fra Hjald)
en fagerrød Hane,
Fjalar kaldet.

28.
I Asgaard galed
Gyldenkammen;
den vækker oppe
hos Alts Fader.
En anden galed
under Jorden,
en sodrød Hane
i Helheims Sale.

29.
Nu gør Garm højt
ved Gnipehulen;
Lænken rives over,
Ulven løber.
Alt sket ved jeg,
vidt frem ser jer,
Ragnaroks Mulm,
Magternes Fald.

30.
Broder slaas med Broder,
til begge segner;
Søskendebørn
bliver bitre Fjender.
Hadskhed, Haardhed,
Hor overalt,
Spærtid, Spydtid,
sprængte Skjolde,
Uvejrstid, Ulvetid -
Undergangen kommer.
Ingen yder
en anden Skaansel.

31.
Mims, Sønner leger.
Om Mødets Stund
varsler det gamle
Gjallerhorn.
Højt blæser Heimdal,
Hornet er løftet,
Odin mæler
med Mims Hoved.

32.
Yggdrasil ryster
i sin ældgamle Rod;
det bruser i dens Løv -
saa løsnes Jætten.
De ræddes hist
paa Hels Veje,
til slugt af Surts
Slægtning den er.

33.
Nu gør Garm højt
ved Gnipehulen,
Lænken rives over,
Ulven løber.
Alt sket ved jeg,
vidt frem ser jeg,
Ragnaroks Mulm,
Magternes Fald.

34.
Hrym ager østfra,
hans Arm bær' Skjold,
Jørmungand har rejst sig
i jættevrede.
Ormen pisker Vandet,
Ørnen skriger,
river natgraa i Lig,
Naglfar letter.

35.
Skibet kommer nordfra.
Skaren, Muspel
leder, staar mod Land,
Loke styrer.
Vildmandsflokke
følger Ulven -
dem gaar Byleists
Broder med.

36.
Surt kommer sydfra
med stikkende flammer;
Stridsguders Sol
straaler fra Sværdet,
Graabjærge gjalder,
Gyger falder,
(Hels Mænd kommer)
Himlen revner.

37.
Nu lider Hlin
sit livs anden Sorg:
Ud mod Ulven
Odin drager,
og Beles lyse
Bane mod Surt;
da falder Friggs
Fryd i Kampen.

38.
Nu kommer Hlodyns
lovpriste Barn

*

Odins Søn
gaar Ulven i Møde.

39.
Vredt hugger Midgaards
Vogter til den
- (alle Helboer
hærger Verden) -
Fjørgyns Søn naar
kun ni Skridt, vandrer
dødsens fra Dyret,
men Daaden lever.

40.
Solen sortner,
Land synker i Hav,
de klare Stjærner
styrter fra Himlen;
Ilden raser,
Ild og Luer;
højt slaar Heden
mod Himlen selv.

41.
Nu gør Garm højt
ved Gnipehulen;
Lænken rives over,
Ulven løber.
Alt sket ved jeg,
vidt frem ser jeg,
Ragnaroks Mulm,
Magternes Fald.

42.
Atter, ser hun,
op af Havet
Landene løftes,
lysegrønne.
Fosse falder
- der flyver en Ørn
over, til Fangst
af Fisk paa Fjæld.

43.
Aserne mødes
paa Idesletten,
taler om den mægtige
Muldomsnoer
og mindes alt
det uhørt skete
og Stor gudens
gamle Runer

44.
Der skal atter
underfulde
gyldne Brikker
i Græsset findes,
Urtidsejet,
Ætten misted.
Ingen saar,
men Sæden vokser,
det bedste vinder,
Balder kommer.

46.
En Sal jeg ser,
ej er Solen saa skøn,
tækket med Guld,
paa Gimle den staar.
Glade skal der
de gode bo
i evig Fryd
uendeligt.

47.
Den stærke kommer
til den store Dom,
han, hvis Vælde
hver maa lyde.

Indskudte vers.

Mellem 5 og 6.

1.
Søndenfra
greb Solen, Maanens
Fælle, med sin Højre
om Himlens Rand.
Solen vidste ikke,
hvor dens Sale stod,
Maanen ikke,
hvad Magt den havde,
Stjærnerne ikke
Stjærnernes Plads.

2.
Alle Skaberne gik
til Skæbnens Stole,
hver højhellig Gud,
og holdt saa Raad.

*

3.
De gav Nat og Ny
Navn og desuden
Morgen, Middag,
Midaften, Aften -
at tælle Aarene
op med dem.

Mellem 6 og 7.

4.
Alle Skaberne gik
til Skæbnens Stole,
hver højhellig Gud,
og holdt saa Raad,
om Dværgenes Skarer
som skabes til Liv
af Brimers Blod,
af Blains Ben.

5.
Størst mellem dem
Modsogner var,
men Durin blev
Dværgenes næste.
Mange de danned
med Mennesketræk
i Dværgenes Jord,
som Durin sagde.

6.
Nye, Nide,
Nordre, Sudre,
Austre, Vestre,
Altjof, Dvalin,
Nar og Nain,
Niping, Dain,
Bivar, Bavar,
Bambor, Nore,
An og Anar,
Ae, Modvitner.

7.
Veig og Gandalf,
Vindalf, Torin,
Tekk og Train
Tror, Vit, Lit,
Nar og Regin,
Nyrad, Radvid -
dér er alle
Dværgene nævnt.

8.
File, Kile,
Funden, Nåle,
Hepte, Vile,
Hannar, Svior,
Billing, Brune,
Bild og Bure,
Frar, Hornbore,
Fræg og Lone,
Aurvang, Jare,
Eikenskjalde.

9.
Nu skal alle Dværge
i Dvalins Flok
indtil Lofar
regnes op - hør efter -
De, der søgte
fra Søbundens Sten
over Dyndvangssædet
til sandet Jord.

10.
Der var Draupner
og Dolgtraser,
Har, Haugspore,
Hlevang, Gloin,
Skirfer, Virfer,
Skafid, Ae.

11.
Alf og lngve,
Eikenskjalde,
Fjalar, Froste,
Fid og Ginnar.
Til Verdens Ende
skal man altid huske
det Lofars Afkom,
jeg opregned her.

12.
Til der indtraf tre
Aser af dem,
trende mægtige,
milde Aser.
Paa Jorden de fandt
to hjælpeløse,
Ask og Embla
uden Skæbne.

13.
De var uden Aande
og uden Kløgt,
uden Blod og liflig
Lød og Stemme.
Aande gav Odin,
Evner Høner,
Lodur gav liflig
Lød og Blod.

14.
En Ask der er,
Yggdrasil kaldt,
vældig, vædet
med hvidligt Dynd
- derfra falder Dugg
i Dale paa Jord -
den staar altid grøn
over Urds Væld.

15.
Derfra kom Møer,
saa mangt de ved,
tre, fra Søen
ved Træets Rod.
Den ene hed Urd,
den anden Verdande,
Skuld var det Navn,
man skar den tredje.
Love de lagde,
Liv de kaared.
Menneskeskæbner,
for Menneskens Børn.

Efter Vers 15 (som sidste Halvdel).

16.
Mjød hver Morgen
Mimer drikker
af Asafyrstens Pant.
Ser I alt eller ej?

Efter Vers 17 (som Tilføjelse).

17.
Skuld holdt Skjoldet,
Skøgul fulgte,
Gunn, Hild, Gøndul
og Geirskøgul.
Her er alle
Herjans Møer.
Rede de holdt
til Ridt mod Jord.

I Vers 19 (mellem 4 og 5)

18.
Brat blev Balder
en Broder født.
Den Odins Søn
kæmped een Nat gammel.

Han toed ej Haand,
ej Haar han kæmmed,
før han Balders Bane
paa Baal fik lagt.

Mellem Vers 2 1-2 2

19.
Der stod mod Nord
paa Nidesletten
en Sal af Guld -
den var Sindres Æts.
En anden stod
paa Okolner,
en Jættes Ølsal,
Jætten Brimers.

Mellem Vers 32-33.

20.
Hvad gør Aser?
Hvad gør Alfer?
Alt Jotunheim gungrer,
Guder holder Ting.
Dværge stønner
ved Stendøre
(Inderfjældets Vismænd).
Ser I alt eller ej?

Mellem Vers 37-38.

21.
Nu kommer Kampfaders
kraftige Søn;
mod Valdyret
Vidar strider.
Hvedrungs Søn
et Sværd i Hjærtet
hans Haand hugger -
han hævner sin Fader.




Anmærkninger:

Overskriften: Vølver var Kvinder, der flakkede rundt for at spaa. Deres Fremstilling ledsagedes af Sang. De plejede tit ”at sidde ude”, navnlig i ”Tolvnætterne” ved Jule- og Nytaarstid, særlig ved Korsveje. Derved mentes de at erhverve sig Kundskaber om det kommende. (Jfr. Vers 14).
Vers 1:3,4. Heimdal var Fader til de forskellige Stænder. Se: Beretningen om Rig.
Vers 1:5. Valfader d.e. Odin.
Vers 2:6. Rimeligvis forkert. Men med den sædvanlige Forklaring af iviðe (Rum i Træet) kan jeg ikke forbinde nogen Mening.
Vers 2:7. Træet - Verdensasken.
Vers 3:2. Ymer: Det første Væsen; dannedes ved at Varmen og Kulden mødtes.
Vers 4:1. Bors Sønner : Odin, Vile og Ve (eller Odin, Høner og Lodur).
Vers 4:4. Midgaard d.e. Menneskenes Verden.
Vers 4:6. Teksten har: paa ”Salens” Sten. Oversættelsen efter Hofforys Forklaring.
Vers 5:3. Hørg d.e. Asynietempel eller Alter.
Vers 6:5,8. Møerne er Nornerne, Skæbnegudinderne (Urd, Verdandi, Skuld).
Vers 7:4. Gulveig var en Udsending fra Vanerne til Aserne. Drabet paa hende medfører den første Krig. Hos Menneskene kaldtes hun Heid (Se næste Strofe).
Vers 7:5. Den Høje d.e. Odin.
Vers 9. Meningen er: Aserne forhandler om, hvorvidt de skal betale Vanerne Skat eller anse dem for ligeberettigede.
Vers 10:7. Til Vanerne hørte Njord, og hans Børn Freyr og Freya. Dem fik Aserne som Gidsler ved Fredslutningen.
Vers 1 1-12. Her sigtes til en Myte, der omtales af Snorre. Til at genopføre Asgaards Værn havde Guderne antaget en Jætte. Hvis han blev færdig i Løbet af een Vinter, skulde han have Freya, Sol og Maane til Løn. Loke sørgede for, at han fik Lov til at tage sin Hest Svadilfare til Hjælp. Det saa ud til, at Værket skulde lykkes. Loke bliver tvunget til at forpurre det, og Tor tilkaldes og dræber Jætten.
Vers 11:8. Ods Hustru er Freya. Han forlod hende, og hun græder gyldne Taarer af Sorg derover.
Vers 13:1. Heimdal (”den, der beskinner Verden”) er Gudernes Vogter. Naar Ragnarok kommer, skal han kalde dem til Kamp med sit Horn (Vers 31). Indtil da skjules det (for at det ikke skal røves).
Vers 13:5. Valfaders Pant er hans Øje. Her identificeret med det Sted, hvori det er gemt, Mimers Brønd.
Vers 17:2. Valkyrier var unge Kvinder, der udsendes af Odin for at vælge, hvem der skal falde i Slaget.
Vers 17:3. Godtjod d.e. Jorden.
Vers 18-19. Drabet paa Balder sker efter Lokes Anvisning. Denne holder Buen for Hød.
Vers 20. Den bundne er Loke, men Trækkene er fordrejede af Smerte. Sigyn er Lokes Hustru.
Vers 22. Nastrond d.e. Ligstranden.
Vers 25:3. Fenrer, en Ulv , Lokes Søn med Angerbode, Broder til Midgaardsormen og Hel, fælder Odin i Ragnarokskampen, dræbes af Vidar.
Vers 29:1. Garm kæmper efter Snorre med Tyr. De dræber hinanden.
Vers 29:4. Ulven er sandsynligvis Fenrer.
Vers 31:1. ”Han hedder Mimer, som ejer denne Brønd; han er fuld af Kundskaber, fordi han drikker Vand af Brønden med Hornet Gjallerhorn” (Snorre). Hans Sønner??
Vers 31:8. Ligefrem at forstaa. Der fortælles, at Vanerne huggede Hovedet af Mimer, men det beholdt sin Visdom.
Vers 32:1. Yggdrasil (d.e. Odins Hest, Odins Galge, Ygg = Odin). ”Asken er det største og bedste af alle Træer; dens Grene udbreder sig over hele Verden og rager op over Himlen” (Snorre).
Vers 32:8. den d.e. Asken?
Vers 34:1. Hrym (d.e. den affældige), en Jætte.
Vers 34:3. Jørmungand er Midgaardsormen.
Vers 34:6. Ørnen d.e. Hræsvelg (”Ligslugeren”), en Jætte der sidder ved Himlens Ende og frembringer Blæst med sine Vinger.
Vers 34:8. Naglfar d.e. Negleskibet. ”Det Skib, som hedder saa, det er bygget af døde Mænds Negle; derfor maa det siges til Advarsel, at hvis en Mand dør med uafskaarne Negle, vil han meget forøge Stoffet til Skibet Naglfar, hvilket Guder og Mennesker vilde ønske sent blev gjort” (Snorre).
Vers 35:2. Om Muspel og Muspels Folk ved Eddaen kun lidt. De sættes altid i Forbindelse med Ragnarok. Snorre fortæller, at Surt er Muspelheims Fyrste. Udgiverne retter derfor gennemgaaende her Muspel til Hel. (Se Axel Olriks Forsvar for Haandskriftets Læsemaade: ”Om Ragnarok Pag. 221 o. v.).
Vers 35:8. Byleists Broder d.e. Loke.
Vers 36:7. Alm. opfattes Stedet: Mænd betræder Helvejen (Opfattelsen her efter Olriks ovennævnte Bog. Denne er ogsaa fulgt i Vers 39:3).
Vers 37:2. Hlin d.e. Frigg, Odins Hustru.
Vers 37:5. Beles Bane d.e. Freyr.
Vers 38:1. Hlodyn = Jord, Tors Moder. Se Vers 39, Fjørgyn.
Vers 43:4. Muldomsnoeren er Midgaardsormen.
Vers 43:7. Storguden sc. Odin.
Vers 45:3. Høner, se Noten til Vers 4. Hans to Brødre: Odin og Lodur. Stedet opfattes ogsaa: Tvegges (d.e. Odins) Brødres Børn bebor det vide Vindhjem.
Vers 46:4. Gimle d.e. Ædelstenstag. Hos Snorre Navnet paa selve Borgen.
Vers 47:1. Forestillingen sikkert af kristelig Oprindelse. Flere andre saadanne i Digtet. Dets fleste og dybestgaaende Forestillinger dog rent hedenske (Se Axel Olrik: Om Ragnarok).

Indskudte Vers.

Vers 1. En Midnatssolsskildring (Hoffory : Eddastudien (Berlin 1889) Pag. 73 ff.).
Vers 4:7,8. Brimer og Blaain d.e. Ymer.
Vers 15. Møerne er Nornerne.
Vers 18:1. Broderen hed Vale.
Vers 19:4. Sindre, en Dværg.
Vers 21:3. Valdyr, Kenning for en Ulv.
Vers 21:5. Hvedrung, Loke.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.