Vǫluspǫ́ hin skamma
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|||||
|
||||||
|
||||||
|
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
Digtet er indskudt i Hyndluljóð i Flatøbogen. Et vers anfører Snorre under titlen Vsp. h. sk.
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint
- 1.
- Vǫ́ru ęllifu
- æsir talðir,
- es Baldr of hné
- við banaþúfu;
- þess lézk Váli
- verðr at hęfna,
- síns hann bróður
- sló handbana.
ęllifu: denne forestilling om 12 (hoved)guder er vist påvirket af klassisk lærdom; hvordan man end tæller efter vore kilder, kan man ikke få det tal frem. — hné við banaþúfu: segnede mod banetuen, omskrivning f. døde. banaþúfa var vistnok den tue, op ad hvilken man lagde en døende (kriger), med hovedet hvilende derpå, for at lette ham dødskampen. Se om ordet Strömbäck i Studier tillegn. A. Kock s. 69 ff. — sló: slog ihjæl. — handbana: egenhændig banemand.
- 2.
- Vas Baldrs faðir
- Bors arfþęgi,
- Fręyr átti Gęrði,
- hón vas Gymis dóttir,
- jǫtna ættar
- ok Aurboðu.
Bors: jfr. Vspǫ́ v. 4. — arfþęgi: ‘arv-modtager’ ɔ: sön.
- 3.
- Þó vas Þjazi
- þęira frændi,
- skautgjarn jǫtunn,
- hans vas Skaði dóttir,
- Mart sęgjum þér
- ok munum flęira;
- vǫrumk at viti svá,
- vilt ęnn lęngra?
skautgjarn: uforståeligt; man har rettet til skraut- ‘pragt-elskende’. — þér: uvist hvem der menes. — vǫrumk: = varir mik, jeg vænter. — viti: sing. el. plur., ‘man’. »Jeg vænter, at man ved det« — andet synes ordene ikke at kunne bet.
- 4.
- Hęiðr ok Hrossþjófr
- Hrímnis kindar.
Rest af et vers. De her nævnte personer (jætter) var vel søskende. — Hrímnis kindar: af Hrimners slægt (ɔ: hans börn?), af rimturseslægten?
- 5.
- Eru vǫlur allar
- frá Vittolfi
- vitkar allir
- frá Vilmęiði,
- sęiðbęrendr
- frá Svarthǫfða,
- jǫtnar allir
- frá Ymi komnir.
Anføres af Snorre. De her nævnte personer er alle ukendte, undt. Ymir. — Vittolfi: af vitt, trolddomsmidler (som völverne netop brugte). — vitkar: se Lokas. v. 24.
- 6.
- Mart sęgjum þér
- ok munum flęira;
- vǫrumk at viti svá,
- vilt ęnn lęngra?
- 7.
- Varð ęinn borinn
- í árdaga
- rammaukinn mjǫk
- rǫgna kindar,
- níu bǫ́ru þann
- naddgǫfgan mann
- jǫtna męyjar
- við jarðar þrǫm.
ęinn: en enkelt, bestemt. — rammaukinn: udstyret med store (overnaturlige) ævner. — rǫgna kindar: af gude-æt. — níu jǫtna męyjar: de, der opregnes i næste vers. Det er åbenbart Heimdal, der menes, jfr. det verspar, som Snorre anfører: »Jeg er sön af 9 mødre, jeg er sön af 9 søstre« (Heimdallargaldr). — naddgǫfgan: hvorfor Heimdal kaldes sål. ‘spids-ædel’, vides ikke; er niðgǫfgan ‘udmærket ved afkom’ (jfr. Rígsþula og Vspǫ́ v. 1) det rigtige? — Om Heimdals mærkelige fødsel vides ellers intet. Man har formodet, at de 9 mødre var Ægirs 9 døtre, men navnene er andre end de ellers kendte.
Herefter har hds. omkvædet, men det passer her slet ikke.
- 8.
- Hann Gjǫlp of bar,
- hann Gręip of bar,
- bar hann Ęistla
- ok Ęyrgjafa,
- hann bar Ulfrún
- ok Angęyja,
- Imdr ok Atla
- ok Járnsaxa.
Navnene er ret mærkelige, Gjǫlp: den brusende, kunde være bølgenavn, Gręip: den gribende, Ęistla: uvis betydn., Ęyrgjafa: ligel., Ulfrún: findes også som kvindenavn, Angęyja: uvis betydn., Imdr: findes også som jættekvindenavn Hhund I 43, Atla: den grumme, Járnsaxa: med jærnsværd, findes ellers som jættekvindenavn. Navnene er meget uensartede.
- 9.
- Sá vas aukinn
- jarðar magni,
- svalkǫldum sæ
- ok sonardręyra.
- Mart sęgjum þér
- ok munum flęira;
- vǫrumk at viti svá,
- vilt ęnn lęngra?
jarðar magni: jfr. Hávm. 136, hvor ordet synes at have noget anden betydn. end her; her menes en mystisk kraft i jorden (vækstens kraft?). — sonardręyra: ordet findes også i Guðr. II, 21 (de 3 linjer findes alle her); sonar kan ikke være gen. af sonr ‘sön’, det er vist med rette (af Sievers) tolket som ‘galt’ (og egl. forkortet for sonargáltar).
- 10.
- Ól ulf Loki
- við Angrboðu,
- ęn Slęipni gat
- við Svaðilfara;
- ęitt þótti skass
- allra fęiknast,
- þat vas bróður frá
- Býlęists komit.
De to mytetræk her er velkendte. — ęitt skass: kan være ulven, eller mulig Hel, eller midgårdsormen? — Býlęists: er Lokes broder, se Vspǫ́ 51.
- 11.
- Loki át hjarta
- lindi bręndu
- fann halfsviðinn
- hugstęin konu;
- varð Loptr kviðugr
- af konu illri;
- þaðan ’s á foldu
- flagð hvęrt komit.
át: spiste (rettelse f. hds.s af). — fann: havde fundet. Det mytetræk, hvortil der her sigtes, er ellers ukendt. Hvilket væsen, af Loke født, der menes, er uklart. »Han havde fundet en kvindes (hds. har komu!) hjærte, halvt svedet ved antændt lindetræ«. — konu illri: vel en heks (völve el. sejdkvinde). — flagð: er ubestemt, men der menes her vist ‘troldkvinde’ (ikke jættekvinde).
- 12.
- Haf gęngr hríðum
- við himin sjalfan,
- líðr lǫnd yfir,
- ęn lopt bilar;
- þaðan koma snjóvar
- ok snarir vindar;
- þá ’s í ráði,
- at ręgin of þrjóti.
hríðum: i byger, vindstød, ɔ: stormpisket. — við: op imod. — lopt bilar: himlen svigter, brister. — rǫgn: guderne (hds. har regn). Versets indhold antyder ragnarǫk og hvad der går forud (fimbulvinteren).
- 13.
- Varð ęinn borinn
- ǫllum męiri,
- sá vas aukinn
- jarðar magni;
- þann kveða stilli
- stórúðgastan,
- sif sifjaðan
- sjǫtum gǫrvǫllum.
Verset synes at omtale Heimdal; derfor har Symons flyttet det til efter v. 91-4, hvilket han betragter som indskud. Men det følg. vers med sit annarr taler imod denne omflytning. At det dog er Heimdal, der menes, synes at fremgå af sifjaðan o. s. v., der sigtes vel til en myte som den i Rígsþula. — sif: her slægtskab; »ved slægtskab forbundet med alle menneske(slægter)«.
- 14.
- Þá kemr annarr
- ęnn mátkari,
- þó þorik ęigi
- þann at nęfna;
- fáir séa nú
- framm of lęngra,
- an Óðinn mun
- ulfi mœta.
framm of: fremover, ind i fremtiden. — an o. s. v.: en omskrivning for ragnarǫk; »indtil den tid, da Odin møder ulven«. Det er muligt, at denne »endnu mægtigere« er den samme som det uægte vers i Vspǫ́ (v. 65) antyder (kristelig påvirkning?).
