V. Kong Ragnvald i Ynglingatal

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Den ældste Skaldedigtnings Historie


Sophus Bugge
1894


V. Kong Ragnvald i Ynglingatal


Det Resultat, til hvilket jeg er naaet med Hensyn til den hos Olav Tordssøn anførte Halvstrophe af Tjodolv, skal jeg nu søge at benytte til bestemtere Besvarelse af Spørgsmaalet om, naar og hvor Ynglingatal er forfattet.

Ynglingatal forherliger en Konge Ragnvald, hvis Forfædre i Norge og Sverige Digtet opregner. Og vi har i det foregaaende seet, at Digtet er forfattet i 10de Aarh., sandsynlig ikke før c. 950 af en Skald, som i Vesten, mulig i Dublin c. 981, og ialfald ikke før Midten af 10de Aarh., i samme Versemaal har forfattet et Digt, hvori han omtaler en kristen Mand, maaské Olav Kvarans Pilegrimsreise til Icolmcill.

Efter dette synes den Ragnvald, om hvem Ynglingatal er digtet, at have været en med Olav Kvaran omtrent samtidig norsk Konge i Britannien. Ynglingatal godtgjør altsaa ikke, at en Søn af Olav Geirstadalv ved Navn Ragnvald, som var Konge paa Vestfold eller i Grenland, nogensinde har existeret.

Der omtales i Britannien i 10de Aarh. flere nordiske Konger af Navnet Ragnvald. Kan det bestemmes, om Ynglingatal er digtet til nogen af dem?

Da jeg var kommen til den Formodning, at den hos Olav Tordssøn anførte Halvstrophe af Tjodolv omtalte Olav Kvaran og dennes Søn (hǫfuðbaðm), kom jeg først paa den Tanke, at Ynglingatal maatte være digtet til Olav Kvarans Søn Ragnvald, som faldt ved Temair 980. Ynglingatal maatte da være digtet 980 eller faa Aar i Forveien. Men hvis det er rigtigt, at Egil Skallagrimssøn, da han digtede Arinbjarnarkviða og Sonatorrek, har kjendt Ynglingatal, og hvis Finnur Jónssons Tidsbestemmelse for Arinbjarnarkviða og Sonatorrek er rigtig, da maa Yt. være forfattet saa længe før 980, at den Konge Ragnvald, til hvem det er digtet, ikke vel kan være Olav Kvarans Søn.

Ved 943 (eller i et andet Haandskrift ved 942) beretter den angelsaksiske Krønike, at Kong Edmund modtog af Biskoppens Haand Kong Regenald, og ved 944, at Edmund fra Northumber land forjog de to Konger Anlaf Syhtrics Søn (d. e. Olav Kvaran) og Regenald Guthferths Søn. Denne Regenald synes at have været en Broder af den northumbriske Konge Olav, som døde 941. Regenald eller Ragnvald er maaské falden 944(1). Hans Fader havde været Konge i Dublin. Denne Ragnvald synes at have levet for tidlig til, at man tør formode, at han er den Konge, der i Ynglingatal omtales som levende og til hvem dette Kvæde er digtet.

For Tidens Skyld kan man derimod tænke paa den Kong Ragnvald, som faldt i England sammen med Eirik Blodøkse(2) og som maa være identisk med Kong Eilricus's Broder Reginald, der efter en engelsk Krønikeskriver faldt sammen med ham(3). Dette skede 954. At Ragnvald var Eiriks Broder, er neppe rigtigt. Hvis saa var, kunde Ynglingatal ikke have været digtet til ham, thi det kunde da ikke blandt hans Forfædre have nævnt Harald Haarfagres Farbroder.

Med Sikkerhed tør jeg heller ikke erklære den Ragnvald, som faldt med Eirik Blodøkse, for den Kong Ragnvald, til hvem Ynglingatal blev digtet. Men saameget tror jeg i det foregaaende at have gjort sandsynligt, at Yt. er digtet ikke før c. 950 i Britannien (enten i Northumberland eller i Irland) til en norsk Konge Ragnvald.

Skalden synes at have levet endnu længe efter denne Tid og siden at have digtet et Digt i samme Versemaal som Yt. I det senere Digt, af hvilket kun én Halvstrophe er bevaret og hvis Anlæg og Omfang vi derfor ikke kjende, har Skalden maaské omtalt Olav Kvarans Pilegrimsfærd. Dette Digt har da snarest været et erfikvæði eller Mindedigt over Olav Kvaran.

Ynglingatal synes tydelig at være forfattet af en hedensk Digter. I den Halvstrophe, som Olav Tordssøn har bevaret, nævnes derimod et kristeligt Ord, som angiver kristelig Guds dyrkelse. Det er da vel sandsynligt, at Skalden, efter at han har forfattet Ynglingatal og førend han har forfattet den Halvstrophe, som efter min Formodning handlede om Olav Kvaran, har ladet sig døbe.

Olav Kvaran lod sig 943 døbe i England, men de fleste Nordboer i Irland synes endnu i hans sidste Levetid at have været Hedninger(4).

Min Opfatning af Ynglingatal, hvoretter dette Kvæde er digtet ikke før c. 950 om en norsk Konge i Britannien, strider ikke mod Digtets Ord, thi i dette siges det ikke, at Ragnvald er en Søn af Olav, som blev begravet paa Geirstad. Den Mening, at den Ragnvald, til hvem Ynglingatal er digtet, skulde være en Søn af Olav Geirstadalv, er efter min Mening opstaaet derved, at de Stropher, som adskilte Strophen om Ragnvald fra Strophen om Olav Geirstadalv, var faldne bort. Dette maa være skeet paa en Tid, da den islandske Tradition ikke længer havde nogen fyldig og sikker Viden enten om de Konger, som herskede i det sydlige Norge før Harald Haarfagre, eller om de norske Konger, som i 10de Aarh. optraadte i Dublin og Northumberland. De Stropher, som skulde adskille Ragnvald fra Olav Geirstadalv, maa have manglet i alle de Optegnelser af Ynglingatal, som kjendtes paa Island i 13de og sandsynlig allerede i 12te Aarhundred.

Hvor mange Led der her mangler i Digtet, lader sig ikke bestemme. Efter Tidsforholdene skulde man snarest tro 2 eller 3 Led.



Sidste Strophe af Yt. udgives sædvanlig i følgende Form:

Þat veitk bazt
und bláum himni
kenninafn,
svát konungr eigi,
er Rgǫgnvaldr
reiðar stjóri
heiðum-hár
of heitinn er.

I de 6 første Linjer er der ingen væsentlige Afvigelser i Haandskrifterne. I L. 7 har Fris. feilagtig Comparativen høri. I L. 8 har Fris. of heitiN er. Dette synes i enhver Henseende passende, og jeg holder det for det rette(5).

Heretter fortsætter Fris. oc milldgeðr marcar drottinn. Jeg antager, at dette Linjepar sikkert har hørt til Digtet(6), og at det er et Brudstykke af en for øvrigt tabt Strophe. Det lader sig ikke bestemme, om der i denne Strophe har været Tale om Ragnvald eller ikke. Heller ikke lader det sig bestemme, hvor i vedkommende Strophe Linjeparret har havt sin Plads. Ordene synes at betyde «og Landets(7) milde Konge».

Ragnvalds Tilnavn er i Prosa overalt heiðumhæri. Ogsaa i Verset har cod. Fris. (Udg. S. 33) heiðom høri. Men andre Haandskrifter har i Verset heiðumhárr (eller hár). At en En stavelsesform efter heiðum i Verset er det rette, og at heiðumhæri her er urigtigt, viser Versemaalet, som kræver tre Stavelser.

At heiðumhárr eller -hár(8) i Prosa gjengives ved heiðumhæri, viser, at de Gamle har forstaaet heiðumhár som «høiere end Heier». Kan Ordet betyde dette? Jeg kjender intet Exempel paa, at Positiv brages i samme Betydning som Comparativ forbundet med en Dativ, der angiver andet Sammenligningsled(9).

Wisén oversætter heiðumhár ved «instar montium altus». Hvis denne Forklaring er rigtig, saa kan Forklaringen heiðum hæri ikke være fuldt rigtig, og man maa da ogsaa heraf slutte, at de, som kaldte Ragnvald med Tilnavnet heiðumhæri, ikke kjendte Ragnvald uden fra Strophen i Ynglingatal. Men ogsaa for Oversættelsen «instar montium altus» savner jeg sproglig Støtte.

Hvis de gamle Islændingers Opfatning af Tilnavnet heiðum hár som «høiere end Heier» var rigtig, saa maatte Tilnavnet paa en spøgende overdreven Maade betegne Ragnvald som en af Vækst meget høi Mand, hvorved man kunde sammenligne en dansk Ballades Udtryk om Kjæmper: De saaes over Bøgetoppe. Men at Tilnavnet ikke har denne Betydning, finder jeg ogsaa bestyrket derved, at Skalden siger: «det er det bedste Tilnavn under den blaa Himmel, som nogen Konge eier.» Thi det vilde dog være altfor urimeligt at brage saa stærke Ord om et Tilnavn, der betegnede Kongen som en ualmindelig høi Mand. Adjectivet «bedste» vilde jo i denne Forbindelse blive lige frem komisk.

I heiðumhár er heiðum efter min Formodning Dat. pl. af heiðr m. Gen. heiðar «Ære, Hæder», den ældre Form for det senere heiðr Gen. heiðrs(10). Rigtignok findes dette Hankjønsord heiðr ellers aldrig brugt i Flertal, men det synonyme ags. ár «Ære» og oldn. sæmd «Hæder» brages ofte i Flertal.

hár er ikke blot «høi» i egentlig Forstand, men ogsaa «ophøiet, herlig». Dativen i heiðumhár kan opfåttes i væsentlig samme logiske Forhold som i eggjumskarpi, hugumstóri, fríðr sýnum.

Jeg forstaar altsaa 'heiðumhár' som «høit hædret», «ære rig», egentlig «ophøiet ved (med Hensyn til) ærefulde Egenskaber eller Værdigheder». Grunden til, at Tilnavnet paa Island (efter min Mening) blev misforstaaet, har vel været den, at 'heiðr' «Ære» der ikke længer brugtes i Flertal(11) . Hvis 'heiðumhár' betyder omtrent d. s. s. «ærerig», kunde det vel siges at være det bedste Tilnavn for en Konge.

Ragnvald kaldes i Ynglingatal reiðar stjóri. Det er af de fleste nyere Fortolkere blevet opfattet som «Skibets Styrer», og saaledes synes de gamle Islændinger at have opfattet det, thi i de versificerede Ramser i Snorres Edda opføres reið som poetisk Betegnelse for «Skib». Dette grunder sig sandsynlig netop paa Strophen i Ynglingatal. Andensteds findes reið ikke brugt saaledes. For at reið skal kunne blive en Betegnelse for «Skib», synes der at maatte komme en nærmere Bestemmelse til, som f. Ex. Munna reið, ræs reið, stafnreið. Uagtet jeg ikke vil benegte Muligheden af den nævnte Forklaring, synes reiðar stjóri snarere at maatte betyde «Vognens Styrer»(12); jfr. reiðum stýra Sól. 74. Saa kunde en Søn af Olav Geirstadalv paa Vestfold ikke betegnes. Derimod kan en saadan Betegnelse mulig have været brugt om en norsk Konge i Britannien af en Skald, som var kjendt i Irland, thi irske Høvdinger kjørte i gammel Tid i Vogn, navnlig til Kamp. Dette omtales endnu i Skrifter, som er yngre end Nordmændenes Ankomst til Irland. I den irske Lovbog Senchas Mor, som maaské er fra 10de Aarh., skjønt Skriftet indeholder ældre Bestanddele, optræder den hellige Patrik endnu ved Siden af sin Vognstyrer(13) .



Norske Konger i Dublin udledede sin Herkomst fra Ynglingekongerne. I Islendingabok findes nu til Slutning et Anhang, som indeholder Ares egen Slægtrække, optegnet af ham selv.

Den begynder med Yngve Tyrkjakonungr, gaar gjennem Njord og Frøy over til Fjolner og fortsætter derpaa i det væsentlige, men ikke i alle Led, overensstemmende med Rækken i Ynglingasaga og Yt., indtil og med Halvdan Hvitbein. Derpaa følge Led, som ikke findes i Ynglingatal:

Goþroþr
|
Olafr
|
Helgi
|
Ingialldr dottor sonr Sigurþar Ragnarssonar loþbrocar
|
Óleifr enn hvite
|
Þorsteinn enn rauþi.

Og saa videre til Are.

Der findes hos de gamle Islændinger andre genealogiske Optegnelser, som er uforenelige med denne Ares Række og som vække Formodning om, at flere Navne i denne er komne ind fra en anden Slægtrække(14). Heller ikke kan Ares Række i alle Dele være historisk rigtig, thi efter irske Annaler, hvis Alder og Troværdighed er større end de islandske Beretningers, var Amlaibh, der er samme Person som Olav hvite, Søn af Godfred(15).

Olav Kvaran omtales i Egils saga(16) saaledes: «Olav den røde hed en Konge i Skotland. Han var skotsk af fædrene Æt, men dansk af mødrene Æt, og stammede fra Ragnar Lodbrok.»

Naar vi sammenligne disse Antydninger i Egils saga om Olav den rødes Slægt med Ares Slægtrække, saa vil vi finde det sandsynligt, at Olav røde eller Kvaran ifølge den genealogiske Opfatning, til hvilken Egils saga hentyder, blev anseet for at være en Ætling (maaské en Sønnesøn) af Thorstein røde Olav hvides Søn, som blev svegen af Skotterne 875.

Efter dette skulde vistnok Olav Kvaran have været anseet for at stamme fra de gamle Ynglingekonger ligesom den Ragnvald, til hvem Yt. er digtet. Men de to Kongers Stamtræer synes ialfald at have afveget fra hinanden i de Led, som fulgte efter Halvdan Hvitbein. Ogsaa denne Omstændighed taler imod det, at Ynglingatals Ragnvald skulde være samme Person som Olav Kvarans Søn Ragnvald.

At den Kong Ragnvald, som faldt i England 954 sammen med Kong Eirik, skulde have været dennes Broder, saaledes som Matthæus af Westminster fortæller, er lidet sandsynligt, fordi han ikke findes nævnt i nogen af de mange Fortegnelser over Harald Haarfagres Sønner, som vi læse i Sagaerne.

Men hvis denne Kong Ragnvald var den samme som den, til hvem Yt. er blevet digtet, da vilde dette kunne forklare, hvorfor han er bleven kaldt Eiriks Broder. Thi Eirik Blodøkse og den Ragnvald, til hvem Yt. er digtet, stammede fra to Brødre (Halvdan Svarte og Olav Geirstadalv)(17).

Ynglingerækken, som vi kjende den i flere indbyrdes noget forskjellige Former, synes i sin hele Længde først at være bleven bragt i Stand af norske Skalde og Fortællere i 10de Aarh. til Forherligelse af norske Konger i Irland, Skotland og Nort humberland.



Det forekommer mig umiskjendeligt, at der om de saakaldte Ynglingekonger, som skal have hersket i Sverige og Norge, har ved Siden af Ynglingatal og tildels uafhængig af dette Digt været bevaret en Tradition ligetil Sagaskrivningens Tid. Denne Tradition lære vi at kjende, om end ufuldstændig, af Ares Islendingabok, den i Skotland fundne Historia Norwegiæ, Ynglinga saga og flere andre islandske Skrifter. Jeg nævner exempelvis nogle Enkeltheder, som vidner om denne Tradition, der tildels er uafhængig af Ynglingatal.

Stedsnavnet Skjótansvað eller Vápnavað i Hist. Norw. og Yngl. s. Kap. 21. Alvs Tilnavn Elfsi og Angivelsen af Moderen Dageiðr i Yngl. s. Kap. 24. Sagnet om Tunne Yngl. s. Kap. 30. At Brautanund bliver dræbt af sin Broder Sigurd «in Himinheithi» ifølge Hist. Norw.(18).

Medens Ottar efter Yt. bliver dræbt paa Vendel i Kamp mod to danske Jarler, maa Are have kjendt et Sagn, hvoretter denne Skjæbne rammede Ottars Fader Egil, da han giver ham Tilnavnet Vendilkráka. I Paul—Braunes Beitrage XII S. 15—17 har jeg søgt at vise, at dette er det rette, fordi Ohtheres Fader Ongenþeow ifølge Beowulf-Digtet bliver fældet i Kamp mod Géatas (d. e. Jyderne) af to af den geatiske Konges Mænd, medens Ottars Fader derimod efter Yt. bliver dræbt af en Stud. At der indtil Sagaskrivningens Tid i 12te Aarh. har holdt sig en af Yt. tildels uafhængig Tradition(19), som i en enkelt Henseende endog berigtiger Digtets Fremstilling, det vilde være meget paafaldende, hvis Ynglingatal var forfattet i det sydlige Norge c. 860. Det er derimod let forstaaeligt, naar Digtet er blevet til i Britannien tidligst c. 950.

Ogsaa flere andre Forhold, som vedrører Yt., blive nu for klarligere. Man har hidtil almindelig antaget, at den Ragnvald, til hvem Tjodolv digtede sit Kvæde, var en Sønnesøn af Karl den stores mægtige Modstander Godfrid eller Gudrød. Man maatte vente, at Skalden, hvis han havde vidst noget nærmere om denne Gudrøds Magt, da vilde have hentydet dertil bestemtere end ved Epithetet enn gǫfugláti «han som i sin Optræden er anseelig». Uagtet Skalden har sat sig til Opgave kun at fortælle om hver Konges Dødsmaade og Begravelsessted, kunde han jo godt have betegnet Gudrød f. Ex. som Frankerkongens eller som Karls Fiende, hvis han havde vidst noget om dette Forhold. Men intet antyder, at han har staaet Godfrids Bedrifter saa nær, som en Hirdskald hos Godfrids Sønnesøn maatte have staaet dem.

I Yt. 51 siges, at Olav, som blev begravet paa Geirstad, herskede fordum. Dette synes at antyde en Tid, som ligger længer tilbage end den, hvorom der vilde være Tale, hvis Kvædet var digtet for hans Søn. Om Olavs Fader Gudrød heder det, at han fyr Iǫngu var «levede for længe siden».

Naar Yt. er digtet i Britannien tidligst c. 950, saa tør vi ikke tillægge Digtet som historisk Autoritet den Vægt, som vi maatte tillægge det, hvis det var digtet c. 860 i det sydlige Norge(20).

Jeg skal nævne et Exempel. Den Kamp mellem to Upsalkonger og Haaløygernes Konge Gudlaug, som Yt. kjender og som har Sidestykker i flere andensteds fortalte Sammenstød mellem upsalske og haaløygske Konger, tør vi nu holde for et Sagn, som er opstaaet nærmere ved 950 end ved 860.

Professor Maurer gjør mig opmærksom paa, at Torfæus's Uddrag af Háleygjatal nævner natus Godgesto Heimgestus Huldæ frater og at denne Hulda er den samme som Huldr seiðkona eller vǫlva, som efter Ynglinga saga Kap. 16 og 17 volder Vanlandes og Visburs Død.

Disse Berørelser mellem Haaløyge-Ætten og Ynglinge-Ætten støtte den Mening, at Ynglingatal i Tid ikke staar fjærnt fra Háleygjatal og at de to Digte tildels har øst af Kilder, som har ligget nær ved hinanden.

Naar Ynglingatal er digtet i Britannien tidligst c. 950, bliver det paa den anden Side usandsynligt, at poetiske Udtryk skulde i dette Digt være bragte i en oprindeligere Betydning end i Eddadigte, som er ældre. Vi maa da vente i Yt. at finde væsentlig de samme mythiske Forestillinger som i Egil Skallagrimssøns Digte. Vi faa det fra dette Synspunkt bekræftet, at loka mær i Ynglingatal betyder «Lokes Datter» ikke «Gravmøen», vilja bróðir «Viljes Broder» ikke «Aandens Broder».



Fotnoter:

(▲ etter fotnoten fører tilbake til teksten)

  1. Steenstrup, Normannerne III, 81. ▲
  2. Heimskr. Hák. s. góða Kap. 4, vistnok efter Eiríksmál. ▲
  3. Matthæus af Westminster ved Aar 950. ▲
  4. Jfr. Steenstrup III, 172. ▲
  5. Det støttes ogsaa ved of heitin var Arinbj. 80, 8.
    br>Cod. AM. 38 fol. og cod. AM. 37 fol. (Afskrifter af Jöfraskinna) har derimod som sidste Linje af Yt.: of hæitum deʀ, og cod. AM. 35 fol. (Afskrift af Kringla) of heitin deʀ (i Randen med anden Haand: heitum sic). Men dette synes aldeles meningsløst. Jeg formoder, at denne Forvanskning med Endelsen -um for -inn og med det følgende d er fremkommen derved, at Skriveren i Originalen her først havde feilagtig sat heiðum, som hører hjemme i foregaaende Linje, men derpaa rettet det til heitinn. ▲
  6. Dette mener ogsaa Finnur Jónsson Litt. Hist. I, 440, Anm. 4. ▲
  7. Det vilde, tror jeg, være altfor dristigt at forstaa Markar her som «Mercias», uagtet Indbyggerne af Mercia i Ags. hede Mierce, Mirce eller Myrce. ▲
  8. Jöfrask. har hár, Kringla haʀ. ▲
  9. Det er ikke fuldstændig analogt, at Positiv med þonne i Angelsaksisk forekommer i samme Betydning som Comparativ med þonne. Se S. Bugge Z. f. deutsche Philol. IV, 193; Grein Sprachschatz 11, 563 f. ▲
  10. 1) Hertil hører bl. a. heiðarmaðr i et Digt af Markus Skjeggessøn (Fms. XI, 295), heiþroaðr, d. e. heiðþroaðr Arinbj. 9 (10) ▲
  11. Da Kong Mathgamain i Irland 976 er myrdet, kvæder hans Broder Brian et Mindedigt over ham, hvori han kalder ham ardrí Caisil na cceimenn, d. e. Høikonge (Overkonge) af Cashel, den ophøiede (Cogadh Gaidhel S. 88). na cceimenn egentlig «af Trinene», d. e. af mange Værdighedsgrader. Dette Tilnavn staar i Betydning nær ved heiðumhár. Ags. hád, der formelt er = oldn. heiðr, betyder bl. a. gradus, ligesom irsk ceimm. ▲
  12. Dette mener ogsaa Vigfusson. ▲
  13. J. v. Pflugk-Harttung, Revue Celt. XIII, 176, 181. ▲
  14. Þáttr af Ragnars sonum i Hauksbók (Fas. I, 357) har Helgi hvassi som broðir Guðrødar, sun Oláfs, Rings sunar, Ingjalds sunar o. s. v. fra Ringerike og fortæller, at Helge blev gift med Aslaug Sigurd Orm-i-Øies Moder. Jfr. Munch, Det norske Folks Hist., a 649 f. ▲
  15. Se Steenstrup, Normannerne II, 120; G. Storm i Norsk hist. Tidsskr., 2den R., II, 329. ▲
  16. Kap. 51, F. Jónssons Udg. ▲
  17. Hvis de manglende Led i Yt. kunde udfyldes saaledes: Oláfr Geirstaðaálfr — [Rǫgnvaldr — Oláfr— ] Rǫgnvaldr heiðumhár, da vilde vi i Gjentagelsen af de samme Navne have en Forklaring af, at nogle Stropher af Yt. er faldne ud foran Strophen om Rǫgnvaldr heiðumhár. Men dette lader sig ikke bestemme. ▲
  18. Da der har existeret en tildels af Yt. uafhængig Tradition om Ynglingekongerne, kan ogsaa hvítbeinn som Tilnavn til Halvdan og fretr som Tilnavn til Øystein have tilhørt denne. Wadsteins Forsøg paa at forklare disse Tilnavne som fremkomne ved Misforstaaelse af Ynglingatal (Uppsalastudier S. 160) har efter mit Skjøn ikke Sandsynligheden for sig. Ogsaa Wadsteins ensartede Forklaring af Tilnavnet trételgja (Aarbøger 1891 S. 371 ff.) finder jeg ingenlunde evident.▲
  19. Anderledes Schück (Svensk literaturhist. I, 65) og Noreen. ▲
  20. Min Dom afviger her bl. a. fra Fahlbeck's (Svensk Hist. tidskr. 1884 S. 109). ▲
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=V._Kong_Ragnvald_i_Ynglingatal&oldid=23624»