V. Lovkvæder om Skjolde og Høvdinger

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Den ældste Skaldedigtnings Historie


Sophus Bugge
1894


V. Lovkvæder om Skjolde og Høvdinger


De fleste bevarede Vers, som tillægges Brage, høre til en Ragnarsdraapa, der handler om Billederne paa et Skjold, som Skalden efter Digtet selv har faaet af Ragnar Sigurds Søn.

Som et meget vægtigt Argument, der skal godtgjøre, at Brages Skjolddigt ikke kan være saa sent som fra 10de Aarh., anfører F. J. (Arkiv VI, 151) det, at alle ægte Fyrstekvad fra 10de Aarh. handler om Fyrsten selv, men at ikke ét af de ægte Digte fra 10de Aarh. har handlet om billedlige Fremstillinger paa et Skjold.

Jeg forstaar ikke, hvorledes F. J. med stor Vægt kan fremføre dette Argument. I Egils Saga(1) fortælles jo, at Haakon Jarl gav Einar Skaalaglam til Løn for et Digt et kostbart Skjold med Billeder, som fremstillede gamle Sagn, og at Einar skjænkede dette Skjold til Egil Skallagrimssøn, hvorpaa Egil digtede en Draapa om det (efter F. J. c. 970). I Egils Saga(2) fortælles endvidere, at Høvdingen Torstein Torassøn i Norge sendte Egil et prægtigt Skjold, og at Egil om denne Gave digtede Berudrápa, d. e. Skjolddraapa (efter F. J. c. 975).

Naar Egil i anden Halvdel af 10de Aarh. har digtet to drápur om Skjolde, hvorledes kan saa den Omstændighed, at Brages Draapa handler om et Skjold, være til Hinder for den Antagelse, at dette Digt ikke er ældre end Midten af 10de Aarhundred?

Jeg tror tværtimod, at den Omstændighed, at Kvædet handler om et af en Konge skjænket Skjold med Fremstillinger af gamle Sagn, fører til en Slutning, som er den, til hvilken F. J. er kommen, modsat.

Brages Digt priser et Skjold, som han har faaet af en Konge, og priser derved tillige Kongen selv(3). Islandske Prosaskrifter fortælle, hvad ogsaa de bevarede Brudstykker af Brages Digte antyde, at Brage har digtet for tre Konger. Naar vi skal søge at bestemme, hvor gamle de Brage tillagte Digte er, da er det rigtigt tillige at se Sagen i større Almindelighed og at fremsætte det Spørgsmaal: Kan det bestemmes, paa hvad Tid hele denne Kunstdigtning, hvis ældste nu kjendte Repræsentant Brage skal være, har udviklet sig hos Nordmændene?

Professionelle Digtere, som var knyttede til Fyrsternes Hoffe, kjendtes, før den skrevne Litteraturs Tid, ogsaa hos andre germanske Folk, f. Ex. hos Goter og Angelsakser. Men Digterne var hos dem navnlig Sagndigtningens Mænd, episke Digtere der kvad om sin Stammes Heltes Stordaad. Der om tales hos forskjellige gamle germanske Folk mythiske og heroiske Digte, fortællende Kvæder som behandlede halvhistoriske Sagn.

Norrøne Sagndigte, dog af mindre udpræget episk Karakter, om Fortidens Helte har Eddasamlingen bevaret. Disse er med Hensyn til de besungne Gjenstande ensartede med angelsaksiske og tyske Digte. Men den norsk-islandske Kunstdigtning, som man lader begynde med Brage, har en væsentlig forskjellig Karakter og har intet egentligt Sidestykke hos andre germanske Folk. De Sange, ved hvilke Goterne hædrede sin faldne Konge Theoderik den første, da de i Slaget ved Chalons bar hans Lig ud af Fiendernes Flok, havde i sin poetiske Karakter vist meget lidet tilfælles med en islandsk erfidrápa.

Den gammelgermanske Sagndigtning, saaledes ogsaa oftest Eddadigtningen, lader Tilhørerne følge et Sagn i motiverende Fortælling, hvori den fremad skridende eller fremad springende Handling for en væsentlig Del udvikler sig gjennem de optrædende Personers Tiltale og Svar. Meddelelsen af Sagnet i dets indre Sammenhæng er denne Digtnings umiddelbare Opgave.

For den Kunstdigtning, hvis ældste nu kjendte Repræsentant Brage skal være, bliver derimod Mythen, Sagnet kun middelbart Gjenstand for Behandling, og ikke i sin indre Sammenhæng, men i enkelte Billeder. Brage begynder sit Digt med at spørge Ravnketil, om han vil høre, hvorledes han priser Skjoldet og Kongen. Han kvæder om de gamle Sagn, fordi han derved priser den Konge, som har skjænket ham det Skjold, hvorpaa disse Sagn er fremstillede.

De norrøne Kunstskalde ruller op prangende Billedrækker, som virkningsfuldt fremstiller en Handlings enkelte Scener, hvori de optrædende Personers Kraft udfolder sig, men uden at motivere ved Personernes Replikker Handlingen i dens indre Sammenhæng. Disse Billedrækker skal oftest forherlige den Høvding, i hvis Hird Digteren lever eller har opholdt sig. Enten medens Fyrsten endnu er i Live, i hans Hirds Paahør, eller efter hans Død. Enten umiddelbart, eller middelbart derved, at Digteren priser en Gave, han har faaet af Høvdingen, eller (som ved Húsdrápa) en Gjenstand, der tilhører denne. Skalden taler i første Person og begynder gjærne sit Kvæde med at kræve Lyd.

Digtningen er nu først og fremst bleven en panegyrisk Digtning, saa at Ordene lof, hróðr og mærð er blevne synonyme med skáldskapr, Digtning.

Medens saaledes Hirdskaldenes norrøne Kunstdigtning intet bestemt tilsvarende har hos andre germanske Folk, staar den efter sit Indhold og med Hensyn til de Forhold, som fremkalde den, nærmere ved de keltiske Digteres Frembringelser.

Saaledes som navnlig Zimmer har udviklet, er Barden hos Kelterne fra gammel Tid af ikke Bærer af det nationale Heltesagn og ikke episk Sanger; men han forfatter Lovkvæder om Personer, Hendelser og Steder eller kvæder Spottedigte, Nidviser. Hos Irlænderne digtedes Lovkvæder om samtidige Fyrster.(4) Ved de irske Kongers Hoffe var der en Skare af Digtere (filid) som havde studeret sin Kunst og af hvilke de ypperste indtog en meget høi Rang. De irske Lovkvæder priste, som de norrøne, baade den levende og den nys afdøde Høvding. Enten Høvdingen selv eller en Gjenstand, som tilhørte ham. Naar altsaa de norrøne Hirdskaldes Digtning med sine Lovkvæder, der skal begynde med Brages drápur, afviger med Hensyn til Gjenstanden, som besynges, fra de ældre germanske og særlig nordiske Kvad paa samme Tid, som den ved sit Indhold har delvis Overensstemmelse med den keltiske Digtning, saa kan dette, mener jeg, kun deri finde sin naturlige Forklaring, at Hirdskaldenes Kunstdigtning har udviklet sig hos Nordmænd og Islændinger, efter at de i Vesten hos irske Høvdinger har lært at kjende irske Kunstpoeters Digtning, og under Indflydelse af denne. Ogsaa her viser det sig, at de os foreliggende Vers, som til lægges Brage, forudsætter en Paavirkning fra Vesten saa stærk, som den endnu ikke kan have været i første Halvdel af 9de Aarh., og at de derfor maa være yngre.

At en Fyrste eller Høvding skjænker en Digter et Skjold og at en Digter forfatter et Lovkvæde om et Skjold, saaledes som det siges i de islandske Meddelelser, der handler om Brage, Tjodolv fra Hvin, Einar Skaalaglam og Egil Skallagrimssøn, det finder jeg aldrig fortalt hos andre germanske Nationer, men det forekommer tillige hos Irlænderne. Leinster-Digteren Ferberna, hvis Levetid sættes til 2det Aarh. e. Chr., forfattede ifølge Sagnet et Digt for Corb Ciaráns Søn, der havde et mærkeligt Skjold, som syv irske Konger efter hinanden havde eiet. Da Digteren kom frem med sit Kvæde, bad han samtidig om Skjoldet, som Corb skjænkede ham.(5) Navnkundigt var et Digt, der tillagdes Dallán Forgaill, som har levet i Slutningen af 6te Aarh.,(6)om et Skjold ved Navn Dubgilla, som tilhørte Kong Aed, Søn af Duach Dub.(7) Men dette Digt har i sit Indhold for øvrigt ingen Lighed med Brages Skjolddraapa.

Brages Ragnarsdraapa viser altsaa, som det synes, derved, at den er et Skjolddigt, en Paavirkning, som snarest er middelbar, fra irsk Digtning.(8) Men deri at Skjoldet siges at have havt Billeder, som fremstillede gamle mythiske og heroiske Sagn, har vi, som jeg i det følgende nærmere skal paapege, Udtryk for den germanske Aands Virksomhed.

Naar Brages Skjolddigt ikke er samtidigt med Ragnar Lodbrok, men tidligst fra anden Halvdel af 10de Aarh., kunde man finde det muligt, at Fictionen om, at Brage har kvædet det endnu tildels bevarede Digt om et Skjold, han har faaet som Gave af Ragnar Lodbrok, tildels var fremkaldt ved Paa virkning fra Fortællingen om Egil Skallagrimssøn, der forfattede to drápur om Skjolde, som var skjænkede af Høvdinger til Skalde og af hvilke det ene havde Fremstillinger af gamle Sagn. Men jeg vil udtrykkelig betegne denne Mulighed som meget usikker.




Udviklingen fra Eddadigtningen til de norsk-islandske Hird skaldes Digtning i dennes fuldt udprægede Eiendommelighed(9) viser overhoved, baade med Hensyn til Digternes personlige Stilling og til Digtenes Karakter, en større Tilnærmelse til irsk Digtning end til noget germansk Folks Kunstpoesi, og samtidig en Fjærnelse fra den gammelgermanske Digtning. Dette kan ikke være tilfældigt, men maa grunde sig paa historiske Forbindelser.

Digterne optræde mer og mer som en egen Stand, der er fast knyttet til Fyrstens Hof og Høvdingens Hird. Digtningen faar mer og mer Karakteren af en Kunst (oldn. list, irsk dán) og af Kundskab (oldn. fræði, irsk éese). Denne Kunst studeres gjennem Undervisning fra ældre Skalde, og den kan gaa i Arv.

Digtningens Kundskabsstof bliver tungere og mindre almen forstaaeligt. Indviklede billedlige Betegnelser for de særlig behandlede Gjenstande foretrækkes for de ligefremme.(10) Disse billedlige Betegnelser med den Lærdom, som deri udfolder sig, samt Versemaalet bliver mer og mer Hovedsagen. Der opstaar flere nye Metra, Versenes Bygning bliver kunstigere og strængere bunden ved detaljerede Regler. Stavelserne tælles i Linjerne, og Stavelserim anvendes mer og mer.

I alt dette viser den norsk-islandske Kunstdigtning, som mod Hedendommens Slutning udvikler sig ved Hoffer og Høvdingesæder i Britannien og i Norge, Tilnærmelse til irsk Digtning. Jeg mener ingenlunde, at vi her har irsk Digtning uden videre omplantet i det norske Sprogs Jordbund. Ogsaa hos Hirdskaldene viser den norrøne Digtning sig i sin Modsætning til den keltiske, fremfor alt derved, at de irske Lovkvæder om samtidige Høvdinger ikke i samme Omfang som de norrøne dvæle ved Skildringen af Kampe, Søtog og andre Begivenheder, i hvilke kraftig Handling udfolder sig.

Men det synes mig umiskjendeligt, at den irske Digtning gjennem Samfærselen mellem Irer og Nordmænd og gjennem de Impulser, som udgik derfra i videre Kredse, har fremhjulpet, støttet og rigere udviklet de Elementer og Tendenser, som i den norske Digtning laa den nærmest, saa at disse fik Overhaand.

At den irske Litteratur har paavirket den norrøne Hirdskalddigtning overhoved, bliver bestyrket ved Betragtning af en anden Side af Litteraturens Billede. Den norrøne Hirdskald digtning meddeler ikke, som Eddakvæderne, et Sagn i dets indre Sammenhæng med Motivering af Handlingen gjennem de optrædende Personers Replikker. Dette er hos Islændingerne ligesom hos Irlænderne overladt til den prosaiske Fortælling med indstrøede Vers, hvori de optrædende Personer udtale sig.




Fotnoter:

( etter fotnoten fører tilbake til teksten)

  1. Kap. 78, F. Jónssons Udg. S. 291 f.
  2. Kap. 79 S. 294.
  3. Sn. E. I, 426:

    þrúðar skalk ok þengil
    þjófs ilja-blað leyfa.

  4. Jfr. Gött. gel. Anz. 1890 S. 810 f.
  5. O'Curry, On the manners and customs of the ancient Irish II, 327 f.
  6. Jfr. Zimmer i Kuhns Zeitschr. f. vgl. Sprachf. XXVIII, 426.
  7. O'Curry II, 330. I, dcxliii. Whitley Stokes skriver til mig om Dallán Forgaills Digt til Dubgilla: «Den ældste Afskrift deraf Andes i Leinster-Bogem, S. 193, b 34 og flg. En glosseret Afskrift efter H. 3. 18 er meddelt i the Transactions of the Ossianic Society V, 258—262.»
  8. Gisle Brynjulfsson (Annaler f. n. Oldk. 1860 S. 6 f.) siger, uden at anføre nogensomhelst Grund, at der i Ragnarsdraapa ikke kan være Tanke om fremmed Indflydelse. Alle er vel nu enige om, at dette med Hensyn til Jarmunrek-Sagnet er feilagtigt.
  9. Ved de følgende Bemærkninger har jeg ikke Torbjørn Hornkloves Hrafnsmál samt Eiriksmál og Hákonarmál nærmest for Øie.
  10. Om kenningar i Irsk jfr. Kuno Meyer i Revue Celtique XIII, 220.