VI. Versemaal i Brages Digte; dróttkvæðr háttr i sit Forhold til málaháttr

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Den ældste Skaldedigtnings Historie


Sophus Bugge
1894


VI. Versemaal i Brages Digte; dróttkvæðr háttr i sit Forhold til málaháttr


Finnur Jónssons Hovedargument for Ægtheden af Brages Digte er følgende: Brages Digte kan, siger han, ikke være saa sene som fra 10de Aarh., fordi alle Fyrstekvad fra 10de Aarh., som er forfattede i dróttkvæðr háttr, vise dette Versemaal fuldt udviklet og regelmæssig gjennemført. Hovedstaven staar altid i første Stavelse i de lige Linjer. De lige Linjer har altid og kun Helrim, medens de ulige Linjer, der i Regelen har Halvrim, kan have Helrim eller, i det 10de Aarh., være rimfri. Det sidste Rimled staar altid i Linjens næstsidste Stavelse.

En saadan Regelmæssighed har ikke udviklet sig paa én Gang, men er Afslutningen af en Udvikling, der lidt efter lidt er gaaet for sig. Brages Digte vise tydelig en Overgangsform til det 10de Aarhundreds Normalform og maa derfor være ældre end 10de Aarh. Brages Digte vise nemlig stor Uregelmæssighed med Hensyn til Rim: de ulige Linjer mangler ofte Rim (hvilket kun to Gange hos Brage er Tilfældet med de lige Linjer). De lige Linjer har næsten ligesaa ofte Halvrim som Helrim. Sidste Hending forekommer 7 Gange i Linjens 3dje Stavelse.(1) Hoved staven findes 5 Gange i Linjens anden Stavelse. Alle disse Uregelmæssigheder viser efter Finnur Jónsson, at Brages Digte er ældre end 10de Aarh.

Hertil svarer jeg: Det er naturligvis sandt og ubestrideligt, ligesom det forlængst er anerkjendt, at den metriske Bygning, som Brages Vers udvise, danner en Overgangsform, der i Versbygningens Udvikling gaar forud for den regelrette og fuldt udviklede dróttkvæðr háttr. Men den Tidsbestemmelse for Brages Vers, som Finnur Jónsson heraf vil vinde, kan jeg ikke anerkjende.

Skulde Hensynet til Versbygningens Oprindelighed samt til Anvendelsen af hendingar og Allitteration alene være afgjørende for Bestemmelsen af Digtenes Tid, saa maatte jo Brages Vers være yngre end alle Digte i fornyrðislag, thi F. J. anerkjender jo selv, at dróttkvæðr háttr middelbart har udviklet sig af fornyrðislag.

Naar man betragter Versbygningen i de Vers, som er ind tagne i Ragnars saga og i þáttr af Ragnars sonum, samt Versbygningen i det Ragnar Lodbrok tillagte Digt Krákumål med Undtagelse af de to sidste Linjer i hver Strophe af dette, saa vil man ogsaa her finde en ikke fuldt udviklet Form af dróttkvæðr háttr, en Form som i Versbygningens Udviklingshistorie gaar forud for den strænge dróttkvæðr háttr. Vi finde her som hos Brage rimløse Linjer. Vi finde her som hos Brage Halvrim i lige Linjer; f. Ex.

lofðungar fram gengu Krák. 21, 6. mǫgum sínum til segja þáttr af Ragn. s. (Fas. 1, 349).

Vi finde her, som hos Brage, at den anden af de Stavelser, som danner Indrim, ikke er Linjens næstsidste Stavelse, f. Ex.

hverr lá þverr of annan Krák. 16, 2.

hvé úfáir ormar Krák. 26, 7.

í dal fyr valfugla Ragn. s. I, 296.

gafla hafnar hesti sammesteds.

Vi finde her þríhent(2) ligesom hos Brage, f. Ex.

vínkers njǫrun bæri Krák. 20, 6.

sækitík at leiki Ragn. s. I, 296.

Endelig finde vi her, ligesom hos Brage, Hovedstaven i Linjens anden Stavelse, f. Ex.

at grafvitnis morði Krák. 1, 4.

né baugum mey kaupa þ. af Ragn. s. (Fas. I, 348).(3)

Af de her nævnte «Uregelmæssigheder» i Brages Vers slutter Finnur Jónsson, at disse er ældre end de ægte Vers fra 10de Aarh. Man maa da følgerigtig antage, at de samme «Uregelmæssigheder» ogsaa beviser, at Krákumál ligeledes er ældre end 10de Aarh. Men alle vil erkjende, at dette Resultat er umuligt. Derfor kan de nævnte «Uregelmæssigheder» heller ikke bevise, at Brages Vers er ældre end 10de Aarh. Naar Brages Lovkvæder, saaledes som jeg mener, er yngre end 950, da er de med Hensyn til sin Gjenstand ikke ensartede med de i den strænge dróttkvæðr háttr forfattede Fyrstekvad fra 10de Aarh., med hvilke F. J. sammenstiller dem. Thi disse sidste prise samtidige Fyrster fra 10de Aarh., men de Brage tillagte Digte prise Fyrster, der ligesom Brage, der angives som Digtenes Forfatter, har levet længe før 10de Aarh., Fyrster som — ved min Tidsbestemmelse — ikke har været samtidige med den i 10de Aarh. levende virkelige Digter.

Jeg mener i Modsætning til F. J., at den uudviklede og uregelmæssige dróttkvæðr háttr (med Tilstedelse af rimløse Linjer eller af Halvrim for det i den strænge dróttkvæðr háttr krævede Helrim, af sidste hending forud for næstsidste Stavelse, samt af Hovedstaven i Linjens anden Stavelse) er bleven en Kunstform, som de paa norrønt Maal digtende Skalde gjennem lange Tider har anvendt i Vers og Digte, som fingeres at være fra Tiden før eller omkring Islands Bebyggelse, særlig fra Ragnar Lodbroks Tid, og som lægges i Munden paa Ragnar eller hans Samtidige. Derfor er det, mener jeg, at man lod Ragnar Lodbroks Hirdskald Brage gamle digte i dette Versemaal.

Naar Brages Vers er digtede ikke tidligere end Midten af 10de Aarh. (hvormeget senere, skal jeg i denne Forbindelse lade være usagt), saa kunde deres Forfatter i mange Vers af fornskáld finde Forbilleder for det af ham anvendte Versemaal.

Baade Forfatteren af Brages Vers og Forfatteren af det meget yngre Digt Kraakemaal har digtet i det friere, ikke fuldt udviklede dróttkvætt, fordi de havde den Forestilling, som var ganske rigtig, at det regelmæssige strænge dróttkvætt endnu ikke brugtes paa Vikingehøvdingen Ragnars Tid. Men at heller ikke det friere dróttkvætt var blevet sædvanligt paa den historiske Ragnars Tid omkring 850, skal vi i det følgende se.




Af Versemaalet i Brages Digte gjør jeg om disses Tid en Slutning, der er den, som Finnur Jónsson har gjort, modsat. Jeg tror, der maa anerkjendes en historisk Forbindelse mellem den friere dróttkvæðr háttr, som Brage har brugt, og Verse maalet málaháttr.

Nu udtaler F. Jónsson (Lit. Hist. I, 107) følgende: «Málaháttr forekommer første gang i skja1dekvadet Hrafnsmál af Þorbjörn hornklofe og senere i to andre, nemlig Eiriksmál og Hákonarmál, digtede ved og efter midten af det 10. årh. .... Málaháttr'en er saaledes vistnok en af de yngste metriske frembringelser, opstået c. 900.»

Hvis denne Tidsbestemmelse var nøiagtig, vilde den efter min Mening godtgjøre, at Brages Digte var meget yngre end c. 840.

Linjens Udgang er hos Brage som i den udviklede dróttkvæðr háttr Bug1.png, som dannes af et tostavelses Ord. Foran dette kan træde et Sammensætningsled, f. Ex. hǫfuðniðjum, herðimýlum.(4)

Naar vi med Hensyn til Verslinjens Udgang med Brages Vers sammenligne málaháttr, finde vi baade Slægtskab og Afvigelse mellem de to Versemaal. Linjens Udgang paa et tostavelses Ord af Formen Bug1.png er i målahåttr uden Sammenligning den sædvanligste, men den er ikke nødvendig og den eneste. Atlamál indeholder nu 763 Linjer. Disse har følgende Udgange:

1) Bug1.png i 636 Verslinjer. Herunder indbefatter jeg den sjældnere Form Bug2.png, f. Ex. ófá, Guðrún, Grímhildr. Ligesaa Formerne trúir, féar.

2) Bug3.png (der dannes af et trestavelses Ord), ogsaa i de ulige Linjer, tilsammen i 78 Linjer.

3) Bug4.png (trestavelses Ord). Denne Udgang findes i Atlamál 34 Gange. Jeg regner med inn kominn 17, 1; fimm saman 30, 5; þrír tigir 54, 5; þrjá tigu 95, 3. Men skammæir 29, 6 regner jeg til Nr. 2.

Alle Afvigelser fra disse Versudgange i Atlamál, 15 i Tallet tilsammen, er aldeles sporadiske og grunde sig efter min Mening for største Del paa Forvanskning eller urigtig Opfatning.(5)

Ogsaa i andre Digte, som er forfattede i málaháttr, er Verslinjens Udgang paa Bug1.png den sædvanligste, men ikke den eneste.

Det synes mig klart, at málaháttr, hvori Verslinjens Ud gang paa Bug1.png er den sædvanlige, men ikke den eneste tilladte, i denne Henseende staar paa et oprindeligere Udviklingstrin, og at Forholdet i den af Brage anvendte dróttkvæðr háttr, hvori Verslinjens Udgang paa Bug1.png er nødvendig, er det afledede, som er fremkommet af det i málaháttr fremtrædende Forhold ved bevidst udvælgende Virksomhed af Skalde.

Heraf følger altsaa, at hvis málaháttr først var opstaaet c. 900, saa kunde Brages Digte ikke være forfattede saa tidlig som c. 840, men de maatte være forfattede længe efter 900.

Paa tilsvarende Maade forholder det af Brage anvendte Versemaal sig ogsaa i andre Henseender til målahåttr.(6) I málaháttr er 2 stuðlar (Bistave) det sædvanlige, medens det dog adskillige Gange forekommer, at der kun bruges en eneste stuðill. Hos Brage er to stuðlar nødvendige. Dette, at der istedenfor noget, som sædvanlig iagttages, hersker en ubrødelig Lov, er aabenbart det yngre Udviklingsled, der er fremkommet ved Skaldes bevidste Virksomhed.

Ogsaa i málaháttr forekommer hendingar, dog langt sjældnere end hos Brage, hvilket allermest gjælder de lige Linjer. Vi har her i málaháttr denne formelle Udsmykning af Verset ikke langt udover sin Begyndelse, medens den hos Brage har bredt sig uden Sammenligning videre og er bleven mere regelmæssig.

Fremdeles staar málaháttr med Hensyn til Hovedstavens Stilling i Verslinjen paa et oprindeligere Trin end det af Brage anvendte Versemaal.

Hvad endelig Verslinjens Stavelsetal angaar, er at mærke følgende. I málaháttr, som oftest har 5-ledede Verslinjer, forekommer sporadisk 6-ledede Verslinjer.(7) F. Ex. allz geirar ne Uta Hamð. 25, 6; ungr leiddisk eldvelli og feldum ráða rauðum Digtet om Harald Haarfagre; blæju hugðak þína Atlam. 15, 1.

Den af Brage anvendte friere dróttkvæðr háttr er efter min Formodning opstaaet af málaháttr derved, at en Skald har valgt ud den i málaháttr sporadisk forekommende 6-ledede Vers linje og i sine Vers har ophøiet denne til fast, nødvendig Form.

Min Mening, at dróttkvæðr háttr har udviklet sig af málaháttr, støttes ogsaa ved Versemaalets Anvendelse. Versemaalet dróttkvæðr háttr er overveiende det, hvori Lovkvæder om Høvdinger er affattede. Men den samme Anvendelse havde tidligere málaháttr. Af Exemplerne herpaa nævner jeg Digtet om Harald Haarfagre, hvilket begynder:

Hlýði hringberendr,
meðan frá Haraldi
segik odda íþróttir
enum afarauðga.

Dette Digt er efter min Mening utvivlsomt ældre end Brages Fyrstekvad. Ifølge den her begrundede Udvikling maatte de af Brages Kvæder, som er digtede i den friere dróttkvæðr háttr, altsaa være forfattede længe efter Aar 900, hvis málaháttr ikke var opstaaet før c. 900.

Jeg antager dog, at den første Anvendelse af málaháttr gaar noget længer tilbage.

Jeg skal i en anden Afhandling søge at gjøre det sand synligt, at de paa Røk-Stenen fra c. 900 med den længere Rækkes Runer skrevne Ord ind goąnaʀ hosli har dannet en seksstavelses(8) Verslinje. Ligeledes skal jeg der søge at gjøre det sandsynligt, at Indskriften nederst paa Røk-Stenens brede Bagside har været afsluttet med tre femledede eller seksledede Verslinjer.

Men tillige skal jeg søge at vise, at det Digt, hvortil ind goąnaʀ hosli har hørt, har besunget et Vikingetog ved Hollands Kyster og været forfattet af en Mand, som selv var med.




Jeg skal om Versemaalet her endnu tilføie nogle Bemærkninger, som kun er Udtryk for en subjectiv Opfatning og af hvilke min i det foregaaende udviklede Argumentation ikke er afhængig.

Da dróttkvæðr háttr viser aabenbar Sammenhæng med og naturlig lader sig opfatte som fremkommen ved Udvikling af ældre norrøne Versemaal, havde Edzardi(9) efter mit Skjøn Uret, naar han ligefrem afledede dróttkvæðr háttr fra det irske Versemaal rinnard (rindaird). Men jeg finder det ikke modbevist, at Hensyn til irsk Versemaal har virket med ved den Retning, som Versemaalenes Udvikling tog hos de norrøne Hirdskalde. Da den 6-stavelses Verslinje i rinnard nødvendig ender paa et tostavelses Ord, synes dette at kunne have virket med til at gjøre den samme Udgang til übrødelig Lov i dróttkvætt. I forrige Afsnit har jeg begrundet den Mening, at Hirdskaldenes Digtning derved, at den for en væsentlig Del er panegyrisk, røber Indflydelse fra den irske Kunstdigtning. Naar denne saaledes har havt en fremtrædende Indflydelse paa den norrøne Kunstdigtnings Indhold og Tendens, er der ringe Sandsynlighed for, at den ingen Indflydelse skulde have havt paa den norrøne Kunstdigtnings Technik. Men man maa fastholde, at de norrøne Skalde benyttede alt, hvad de skyldte fremmed Paavirkning, med Frihed og Selvstændighed samt i naturlig Tilslutning til det hjemlige.

Spørgsmaalet om, hvorvidt Stavelserimet (hendingar) i dert norrøne Digtning har udviklet sig under Paavirkninger fra keltisk eller angelsaksisk Digtning, er hidtil vistnok heller ikke besvaret. Men til at behandle dette Spørgsmaal er jeg ikke tilstrækkelig forberedt.

I Brages Digte maa man ved Forsøg paa at besvare dette Spørgsmaal særlig agte paa følgende Rim:

Rósta varð í ranni
Randvés hǫfuðniðja.

Dette kan sammenstilles med Rim som:

ǫnd gaf Óðinn,
óð gaf Hænir,

hvori Edzardi (Paul—Br. Beitr. V, 584 f.) formodede Etterligning af keltiske Forbilleder. Fremdeles med angelsaksiske Rim, som nævnes af Sievers Metrik S. 146. Endelig kan nævnes, at i det irske Metrum rinnard med Stropher paa 4 Linjer sidste Ord i 3dje Linje ofte danner Rim med første eller andet Ord i 4de Linje (10), f. Ex. i Calendar of Oengus S. cxxv:

guid moccraith conoebi
indnoib emiliani

(d. e. beseech the youths with holiness of the holy Emilianus). For Besvarelsen af det nævnte Spørgsmaal maa hos Brage ogsaa fremhæves Enderimet:

svá lét ey, þótt etti,
sem orrostu letti.

Jfr. Sig. 3:

hann um ætti,
Ef hann eiga knætti.

Ags. Rim som:

fylle gefǽgon,
fægere geþǽgon.

Ogsaa i Irsk findes Enderim, og her stadig brugt, medens det i det angelsaksiske Epos er sporadisk.

Det for Hirdskaldenes drápur væsentlige stef, for hvilket man skulde vente et fremmed Forbillede, synes ikke at have noget tilsvarende i den irske Kunstdigtning.




Fotnoter:

( etter fotnoten fører tilbake til teksten)

  1. Her er regnet med hǫrðum herði-mýlum Sn. E. I, 372, hvor Haandskriftet leß ikke har hǫrdum, men halum.
  2. Jfr. herom Gislason Njála 11, 908.
  3. Det er altsaa vildledende, naar Finnur Jónsson (Litt. Hist. I, 395) siger: «Kommer vi så til Brages Ragnarsdrápa, møder vi her en mængde af højst ejendommelige uregelmæssigheder, som intet andet senere digt kan opvise magen til.»
  4. Det at den lige Linje i den udviklede dróttkvæðr háttr undtagelsesvis ender paa et trestavelses Ord af Formen Bug-fot.png (Sievers Metrik S. 99 f.), findes ikke hos Brage.
  5. svikinn 56, 8 er forvansket af svikvinn, ligesom yðars 43, 6 af yðvars. for po 29, 3 af forlǫg; sát 16, 4 sandsynlig af hugðir, som Vǫls. har; grindr 38, 5 af grindir. Følgende Omsætninger restaurere vel den oprindelige Text: fimm várum 55, 1; áðr grjóti 87, 2. Linjen 53, 4, som ender paa dag, er vel senere indsat. til 86, 6 er at stryge. 60, 8 er sidste Ord at udtale som vílir, opstaaet af viljer, eller som viljer, jfr. Vili, Fíli, Kíli. Maaské lygi eller lygje 33, 4 og 93, 3. Tilbage staar hár logi 15, 3 (hvilken Linje er for kort); svaraði 36, 1 (der kan have afløst et ensbetydende Udtryk) ; hnefi 73, 3 (hvor Udtrykket er paafaldende).
  6. Svend Grundtvig (Er nordens gamle literatur norsk? S. 78) siger om málaháttr: «Vi have altså her en verseart, der kendelig danner overgangen mellem det episke toleddede folkevers (kviðuháttr) og det kunstige drapevers.» Jfr. Rosenberg «Nordboernes Aandsliv» I, 393 f. og I, 462.
  7. Ranisch Hamþism. S. 57 ff.; Sievers Metrik S. 78, § 50, 9.
  8. Ikke, som jeg tidligere har formodet, en 5-stavelses Linje.
  9. Paul—Braune Beitr. V, 583 f.
  10. Stokes i Udgaven af «the Calendar of Oengus» S. 13 f.