VII. Ynglingatal og irsk Kunstdigtning

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Den ældste Skaldedigtnings Historie

Sophus Bugge
1894

VII. Ynglingatal og irsk Kunstdigtning

Ynglingatal forherliger Kong Ragnvald ved at opregne hans Forfædre, om hvem Digtet meddeler, hvorledes hver at dem døde, samt tildels, hvor de blev begravede.

Hvilke Forbilleder har dette Digt? Dette er et Spørgsmaal, som saavidt jeg véd, aldrig har været fremsat, endsige besvaret. Intet Forbillede har man nævnt. Hvilke er de litterære Forudsætninger, som forklare Tilblivelsen af Ynglingatal? Man har forklaret Digtets Tilblivelse ene og alene politisk: for at godtgjøre den vestfoldske Kongeæts Adkomst til at stille sig op jævnsides med Svea- og Danekongerne, var, siger man, et langt og fornemt Stamtræ en aldeles fornøden Ting, og her kunde Hirdskaldene hjælpe⁽¹⁾. Men man har hidtil aldeles ingen Oplysning kunnet give om, hvilke Digte der har paavirket Forfatteren af Ynglingatal med Hensyn til Planen for hans Digt. I den ældre germanske Poesi er der intet Spor til noget Digt af samme Art som Ynglingatal. De norrøne Kvæder Hyndluljóð og Rígsþula er i en viss Forstand genealogiske Digte, men vidt forskjellige fra Ynglingatal.

Saalænge man tænker sig Yt. som forfattet paa Vestfold c. 860, maa dets Tilblivelse blive staaende litterært uforklarlig og forudsætningsløs. Jeg har derimod søgt at vise, at Yt. er digtet i Britannien tidligst c. 950 og at samme Forfatter i et senere Vers omtaler en kristelig Handling, mulig Olav Kvarans Pilegrimsfærd. Er dette saa, da falder der straks et overraskende Lys over Ynglingatals litterære Forudsætninger, og dette giver da igjen den bedste Bekræftelse paa, at min Bestemmelse af Tid og Tilblivelsested for Yt. er i det væsentlige rigtig, og at den traditionelle Opfatning maa forlades.

Irlands Litteratur har mange Digte, som efter sit Indhold er ensartede med Ynglingatal.

Yt. er et genealogisk Digt. Det regner op alle Kong Ragnvalds Forfædre lige fra Guderne af, Søn efter Fader. I Irland finde vi ligeledes flere genealogiske Digte.

Finn, Konge af Leinster, Fader til Conchobar med de røde Øienbryn som var Konge over Erinn Aar 6 f. Chr. F., siges at have forfattet et i en Afskrift bevaret Digt om sine egne Forfædre fra sin Bedstefader og op til Adam⁽²⁾. At dette Digt naturligvis ikke paa langt nær er saa gammelt, som det udgives for, kan her være os temmelig ligegyldigt. Et Digt, som Nogle tillægge Mac Liag, der døde 1015 eller 1016, opregner Navnene paa 12 Sønner af Cas og paa de forskjellige Familier, som stammede fra hver af dem, ned til Brian Boromas Sønner⁽³⁾. Et Digt, som tillægges den lærde Flann Mainistrech der. døde 1056, giver en Stamtavle for Irlands Helgener⁽⁴⁾.

Yt. beretter om hver Konges Dødsmaade og giver for manges Vedkommende Besked om Dødssted og Begravelsessted. Heri finde vi bestemtere Overensstemmelse med irsk Digtning.

Der er mange irske Digte om Gravsteder. Torna, som levede i 5te Aarh., skal have forfattet et Digt om Kongernes Gravsted i Connaught, i hvilket han opregner nogle af de mærkeligste Personer, som var begravede der⁽⁵⁾.

Et Digt, som tillægges Cennfaelad, der døde 678, synes at have gjort Rede for de Bedrifter, som var udførte af Helte fra Ulster, samt for deres Dødsmaade og Begravelsessted⁽⁶⁾.

Et Digt af Eochaid hua Flainn, som døde 984, meddeler Navnene paa de fornemste af de Høvdinger, som kom med Milesiernes Sønner til Erinn, og Navnene paa de Steder, hvor flere af dem døde⁽⁷⁾. Mac Liag opregner i et Digt Navnene paa de 12 Sønner af Cennetig, Brian Boromas Fader, og fortæller, hvorledes enhver af dem fandt sin Død⁽⁸⁾.

Jeg har opregnet de i det foregaaende nævnte irske Digte, til hvilke Yt. ikke særlig slutter sig, for at vise, at baade genealogiske Meddelelser og Oplysninger om bekjendte Mænds Dødsmaade, Dødssted og Begravelsessted fra gammel Tid af ofte har dannet Indholdet af irske Digte og at der ikke kan være Tale om, at det skulde være Ynglingatal eller andre norske Kvæder, som først havde fremkaldt Digte af ensartet Indhold i Irland.

Men der er navnlig to irske Digtere eller lærde Versmagere, som har udfoldet en rig Production, der med Hensyn til Indhold viser særligt Slægtskab med Ynglingatal. Den ene er Cinaed hua Artacain, som døde 975. Han kaldes i de fire Mestres Annaler og i Ulster-Annalerne «Irlands Hoveddigter i sin Tid», i Chron. Scotorum «Nordirlands Hoveddigter»^{([[#Note9|19])}. Af hans Arbeider nævner jeg særlig følgende. 1) Et Digt, som angiver Dødsmaade og Begravelsessted for hver af de 6 Sønner af Aed Sláne, Konge af Erinn, der blev dræbt i Aaret 600. 2) Et Digt, som blandt andet beretter, hvorfor og hvorledes den ulsterske Konge Conchobar Mac Nessa fandt sin Død. 3) Et Digt, som angiver, hvorledes Niall, der havde Tilnavnet «af de ni Gisler», døde og blev begravet⁽¹⁰⁾. Et Digt af Cinaed, som her endnu nærmere vedrører os, skal jeg i det følgende udførligere omtale.

Den anden irske lærde Digter, som her skal fremhæves, er Flann Mainistrech, som døde 1056. Han har sit Tilnavn efter Mainistir, Monasterboice i Grevskabet Louth nær ved Drogheda i det østlige Irland. Der forestod han Klosterskolen. Han skrev en Mængde historiske Memorialvers⁽¹¹⁾. Blandt disse skal nævnes følgende.

1) Et Digt, som meddeler, hvorledes de mest fremtrædende Personer, Mænd og Kvinder af den mythiske Stamme Tuatha Dé Danann fandt sin Død og hvor de blev begravede.

2) Et Digt, som meddeler, hvor længe hver af de hedenske Konger af Erinn regjerede og hvorledes de fandt sin Død.

3) Et Digt, som meddeler Navnene paa de kristne Konger af Erinn og giver Oplysning om, hvorledes de fandt sin Død.

4) Et Digt, som angiver Navne, Regjeringstid og Dødsmaade for de kristne Konger af Manster.

5) Versificeret Fortegnelse over Konger af Erinn og Konger af Meath af Nialls Æt, med Angivelse af Regjeringstid og Dødsmaade.

Naar vi betænke, at Ynglingatal, saaledes som jeg har søgt at vise, er forfattet tidligst c. 950 i Britannien af en Digter, som har staaet i Forbindelse med norske Konger i Dublin, da vil vi finde det urimeligt, at den specielle Overensstemmelse i Anlæg og Indhold, som finder Sted mellem Ynglingatal og en hel Række af irske Digte, skulde skyldes et Tilfælde. Jeg tror efter det foregaaende tværtimod at turde paastaa, at det norske Digt Ynglingatal, som Mand efter Mand opregner Ynglinge kongerne, der stammede fra Guderne, og som giver Oplysning om deres Dødsmaade, tildels ogsaa om deres Dødssted og Begravelsessted, tydelig er opstaaet under Paavirkning af irsk Litteratur, hvor Digte af tilsvarende Indhold navnlig i anden Halvdel af 10de og i Begyndelsen af 11te Aarh. var yndede, men hvor denne Production allerede tidligere var fremtrædende.

Med Ynglingatal bør navnlig sammenstilles et Digt af Cinaed hua Artacain, som begynder ''Fianna batar i nEmain «Fianna (Helte) var i Emain». Dette Digt, som bestaar af 36 Stropher, opregner Hovedheltene i det irske Sagn med Angivelse af deres Dødsmaade og Begravelsessted. Digtet er i sin Helhed endnu ikke udgivet. Den store Kjender af keltisk Sprog og Litteratur Whitley Stokes har med sin sædvanlige Elskværdighed meddelt mig en Text, der er dannet efter 3 Haandskrifter⁽¹²⁾ og ledsaget af Oversættelse samt Bemærkninger. Herfor bringer jeg ham ogsaa her min ærbødige Tak. I det irske Digt omhandles hver Helt enten i en Halvstrophe eller i en Strophe. I Ynglingatal⁽¹³⁾ i 1 Strophe, 1¼, 1½ 2 eller 2¼ A Stropher.

De enkelte Helte faar i det irske Digt ikke sjælden et kort rosende Epitheton. F. Ex. Fergus mac Léite ba laech Str. 3 «Fergus Letes Søn var en Helt». Fergal, finn a gne Str. 34 «F., fagert hans Udseende». Suibni síd n-uailli Str. 33 «S., en Haug af Stolthed». Jfr. hermed f. Ex. enn stórgeði Yt. 2 «den storsindede»; Ijóshǫmum hilmi Yt. 35 «Kongen med den lyse Hud»; gunndjarfr herkonungr Yt. 52 «den kampdjærve Hær konge». Der er ingen Forbindelse mellem de i det irske og de i det norske Digt fortalte Begivenheder, thi i det ene som i det andet Digt tilhøre disse den hjemlige Sagnhistorie. Men naar Yt. for en overveiende Del anfører Dødsaarsager, som er analoge med de i det irske Digt nævnte, saa grunder dette sig neppe ene og alene paa det, at disse Dødsaarsager i alle Lande har været sædvanlige, som naar f. Ex. begge Digte fortælle, at en Mand blev gjennemboret med Spyd (Cinaed 21, Yt. 50). Begge Digte (Cinaeds og Yt.) angive Forræderi (Cin. 31, Yt. 49), Skinsyge (Cin. 21, Yt. 51), Hævn (Cin. 8, 18; Yt. 37, 49), Drukning. Efter Yt. 27 blev Egil stanget ihjel af en Stud; efter Cin. 14 blev Luar dræbt af Kjøer. Uland Søn af Fergus blev dræbt ved et Stenkast, Cin. 7; Anund blev dræbt ved Stene, Yt. 37. Baade i det irske og i det norske Digt omtales det, at et overnaturligt Væsen, om end paa forskjellige Maader, har voldt en Helts Død (Cin. 3, 9; Yt. 2—3, 4, 31). Begge Digte fremhæve, at Høvdingen, som fandt sin Død, gjorde et taabeligt Sprang (Cin. 3; Yt. 2).

Det er en væsentlig Overensstemmelse mellem de to Digte, at de begge indskrænke sig til om vedkommende Mænd at berette det, som staar i Forbindelse med deres Død.

Dødsstedet angives i de to Digte ofte paa nær overensstemmende Maader. a (læs for) brú na hEmna Cin. 17 «paa Bredden af Emain»; for brú Loclia Simdidi Cin. 33 «paa Bredden af Loch Semdide». Jfr. á beði fornum Stíflusunds Yt. 50 «paa Stivlesunds gamle Bred»; við foldar þrǫm Yt. 52 «ved Jordens Rand». Ogsaa Betegnelserne for Gravstedet er i de to Digte flere Gange beslægtede. Om Conchobar mac Nessa heder det Cin. 4: dos-eel Slea slíab co rath «Sliab Slea skjuler ham med Naade». Jfr. Yt. 44:

Ok skæreið
í Skíringssal
of brynjálfs
beinum drúptr.

«Og Haugen (egentlig: Hestens Bærer, d. e. Jorden) i Skiringssal luder (som en sørgende) over Heltens Ben»⁽¹⁴⁾. lecht Lugdach fo lecaib lis Cin. 10, «Lugaids Grav under en Borgs Stene». atú lecht Lugdach ... fon charn i Maig Argetrois Cin. 12, «Lugaids Grav er under Stenrøsen paa Argetross's Slette». Jfr. Yt. 45:

Ok nú liggr
und lagar beinum

«nu ligger han under Stene».

Begge Digte kan fremhæve, at den Begivenhed, som voldte en Helts Død, blev almindelig bekjendt: ní gním clethach Cin. 30 «ikke en hemmelig Gjærning». Jfr. sænskri þjóð at sǫgum verða Yt. 30 «blive til Sagn hos det svenske Folk»; Þat stǫkk upp Yt 35 «det blev bekjendt» marait dia n-eis a scéla, acht mad dúi nis-dichéla Cin. 2, «Fortællinger lever efter dem; ingen uden en Taabe vil skjule dem». Jfr. Kveðkak dul, nema — Yt. 12 «jeg lægger ikke Dølgsmaal paa at —» (hvorved det er at mærke, at der i dul kan ligge Bibegrebet af taabelig Indbildning). I begge Digte tilføies undertiden et kort misbilligende Udtryk om Daaden. eiar bo chol Cin. 24 «skjønt det var en Synd» Jfr. Vara bært, at - Yt. 21 «det var ikke tilbørligt, at —»; óþurfendr Yt. 21 «hvilket de ikke skulde have gjort». Cinaeds irske Vers er tørre, kjedelige Rimerier, uden Spor af digterisk Beaandelse. Skjønt Flugten i Ynglingatal ikke er høi, har dette Kvæde dog virkelig poetiske Billeder (f. Ex. 36), som fuldstændig mangler i det irske Digt.

Jeg kan ikke bestemme, hvor længe før Cinaed hua Artacains Død i 975 hans Digt Fianna batar i nEmain er forfattet. Derfor tør jeg ikke med Bestemthed paastaa, at Forfatteren af Ynglingatal har kjendt det, hvilket forekommer mig sandsynligt. Derimod holder jeg det ved de i det foregaaende meddelte Sammenstillinger for fuldt ud bevist, at Ynglingatal, som intet Forbillede har i den norske eller overhoved i den germanske Digtning, er opstaaet under stærk Paavirkning fra irsk Kunstdigtning, og at dette Digt derfor ikke kan være forfattet om en Konge paa Vestfold c. 860.

---

Fotnoter:

(▲ etter fotnoten fører tilbake til teksten)

1. Sars Udsigt over den norske Historie I, 155. ▲
2. O'Curry Mann. and Cust. II, 53. ▲
3. O'Curry Mann. and Cust. II, 117. ▲
4. O'Curry II, 166. ▲
5. O'Curry II, 70 f. ▲
6. O'Curry II, 94 f. Jfr. D'Arbois de Jubainville, Essai d'un catalogue de la litterature épique de l'Irlande, p. 238. ▲
7. O'Curry II, 111. ▲
8. O'Curry II, 117. ▲
9. Zimmer Kelt. Beitr. Ili, 21 f. ▲
10. O'Curry II, 106—108. ▲
11. Se O'Curry Manners and Customs II, 149—169; Zimmer i Kuhns Zeitschr. f. vgl. Sprachf. XXVIII, 679 f. ▲
12. Leinster-Bogen, skreven c. 1150, fol. 31 a 42 ff; Brit. mus. Egerton 1782, fol. 52 a; Bodley. Laud 610. ▲
13. Efter Wiséns Inddeling. ▲
14. Sammenlign hermed paa den anden Side Hjarnes Mindevers om Frode den 3dje hos Saxo (lib. VI. p. 258 M.):
    principis hoc summi tumulatum cespite corpus
    aethere sub liquido nuda recondit humus. ▲