Vafþrúðnismǫ́l
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
- Óðinn kvað: 1.
- Ráð mér nú Frigg
- alls mik fara tíðir
- at vitja Vafþrúðnis;
- forvitni mikla
- kveðk mér á fornum stǫfum
- við þann hinn alsvinna jǫtun.
1. mik — tíðir: jeg har lyst til. — forvitni: videbegærlighed. — á fornum stǫfum: med hensyn til kundskaber om oldtiden. — við: overfor. Her synes en sammenblanding i tanken at have fundet sted; digteren tænker på udtrykket at keppa(sk) við ‘at kappes med’. — alsvinna: Odin ved altså, at jætten er ‘meget kyndig’, men han kan ikke tåle at vide, at der er noget væsen, kyndigere end han selv. Jætten Vaftrudne er ellers ganske ukendt. Navnet bet. ‘stærk i (til) at vefja’, give indviklede svar eller spörsmål.
- Frigg kvað: 2.
- Hęima lętja
- mundak Hęrjafǫðr
- í gǫrðum goða;
- ęngi jǫtun
- hugðak jafnramman
- sęm Vafþrúðni vesa.
2. Hęima lętja: er en ejendommelig udtryksmåde, vel også et slags smblanding af to, »jeg vilde ved fraråden tilbageholde Hærenes fader hjemme i gudernes gårde«. — L. 4–6 indeholder grunden hertil. — jafnramman: ‘så stærk’, nemlig ‘åndelig stærk’ (ɔ: meget vidende), rammr går undertiden over til at bet. ‘stærk i trolddom’. Friggs svar viser en vis ömhed og angst for Odin.
- Ó. kv. 3.
- Fjǫlð ek fór,
- fjǫlð fręistaðak,
- fjǫlð of ręyndak ręgin;
- hitt vilk vita,
- hvé Vafþrúðnis
- salakynni séi.
3. Fjǫlð: står her adverbielt; det kan dog også opfattes som subst., obj. for verberne i l. 1–2, mindre godt sål. i l. 3; for det første taler, at fjǫlð er i l. 2 svagt (svagere) betonet, da hovedstaven er f i fręistaðak. — hitt: stærkt betonet, »det vil jeg nu vide«. — salakynni: bolig, jfr. húsakynni.
- Fr. kv. 4.
- Hęill þú farir,
- hęill þú aptr komir,
- hęill á sinnum séir;
- œði þér dugi
- hvars skalt, Aldafǫðr,
- orðum mæla jǫtun.
4. Frigg ser, at det nytter ikke at prøve at få Odin til at blive hjemme og ønsker ham al lykke på rejsen. Denne omfatter punktet for afrejsen, for tilbagekomsten og tiden derimellem. Det er en smuk formel, der mulig er grebet ud af det daglige livs sædvane. — á sinnum: undervejs. — Aldafǫðr: menneskenes fader; både ved dette og ved Hęrjafǫðr i v. 2 minder Frigg Odin om, hvem han er og hvilken betydning han har for menneskene og verden, »husk at du er menneskenes fader, du må ikke komme noget til«. — orðum mæla jǫtun: have en samtale med jætten; andet og mere ligger der ikke i ordene.
- 5.
- Fór þá Óðinn
- at fręista orðspęki
- þess hins alsvinna jǫtuns;
- at hǫllu hann kom,
- ok átti Hyms faðir;
- inn gekk Yggr þegar.
5. orðspęki: genitiv. — Hyms: Ims har hds., men så mangler hovedstaven. Hyms skulde da være smtrukket for Hymis, Hyms faðir: jætte. — Yggr: den frygtelige; valgt med vilje, det peger på resultatet, Odin bliver »frygtelig« for jætten. — þegar: betegner raskheden, Odin »spörger ikke om lov«. Vaftrudne tænkes siddende inde i sin sal.
- Ó. kv. 6.
- Hęill nú, Vafþrúðnir,
- nú emk í hǫll kominn
- á þik sjálfan séa;
- hitt vilk fyrst vita,
- ef fróðr séir
- eða alsviðr jǫtunn.
6. Odin buser straks ud med sit ærinde i en overlegen tone, beregnet på, at jætten vil fare op og udæske ham til kappestrid; derved vandt han, at Odin blev den spörgende, hvad jo var en lettere opgave. Herved viser Odin straks sin åndelige smidighed. Jætten er dum trods sin viden.
- V. kv. 7.
- Hvat ’s þat manna,
- es í mínum sal
- verpumk orði á?
- út þú né kømr
- órum hǫllum frá.
- nema þú ęn snotrari séir.
7. mínum: min egen, stærkt betonet. — I l. 4–6 ligger straks en opfordring til kappestrid om kundskaber. — né kømr: du skal ikke komme.
- Ó. kv. 8.
- Gangráðr hęitik,
- nú emk af gǫngu kominn,
- þyrstr til þinna sala;
- laðar þurfi
- hęfk lęngi farit
- ok þinna andfanga, jǫtunn.
8. Efter at Odin har opnået hvad han vilde, lader han nu, som han bliver forskrækket og ønsker hellere mad og drikke, men jætten vil ikke høre noget om det. — Gangráðr: ‘som råder for gang’, ɔ: vandrer. — laðar þurfi: trængende til indbydelse (og vederkvægelse), er prædikativt. — andfanga: modtagelse.
- V. kv. 9.
- Hví þú þá, Gangráðr,
- mælisk af golfi fyrir?
- far þú í sess í sal;
- þá skal fręista,
- hvárr flęira viti,
- gęstr eða hinn gamli þulr.
9. hinn gamli þulr: sål. betegner V. sig selv, ‘den gamle vismand’; jfr. Hávam. v. 110 og 133.
- Ó. kv. 10.
- Óauðigr maðr,
- es til auðigs kømr,
- mæli þarft eða þęgi;
- ofrmælgi mikil
- hygg at illa geti
- hvęims við kaldrifjaðan kømr.
10. Óauðigr: sål. betegner Odin sig i overensstemmelse med v. 8. — ofrmælgi: for megen tale. — illa geti: bliver til ulykke. — kaldrifjaðan: en med ‘kolde ribben’, d. e. en uvenlig person; jfr. ‘kulde’ = uvenlighed. Jfr. kǫld rǫ́ð Lokas. 51; kaldr betegner i det hele ‘fjendtlig’. — við: til, sammen med; med acc.
Jætten går nu over til at spörge Odin (v. 11–18) for at prøve, om han overhovedet er værd at indlade sig videre med. Prøven falder godt ud.
- V. kv. 11.
- Sęg mér, Gangráðr,
- alls á golfi vill
- þíns of fręista frama,
- hvé hęstr hęitir,
- sás hvęrjan dręgr
- dag of dróttmǫgu.
11. á golfi: stående på gulvet, Odin har altså ikke modtaget jættens indbydelse til at sætte sig (jfr. opt sitjanda sǫgur of fallask). — hvęrjan: denne form findes ofte. — dag: objekt til dręgr (hv. dag ikke tidsakkusativ). — drótt-mǫgu: menneskene.
- Ó. kv. 12.
- Skinfaxi hęitir,
- es hinn skíra dręgr
- dag of dróttmǫgu;
- hęsta baztr
- þykkir með Hręiðgotum;
- ęy lýsir mǫn af mari.
12. Skinfaxi: med den lysende manke, kaldes af Snorre også Glaðr = den lysende. — Hręiðgotum: forlydsrimet viser, at ordet har h (i forlyd); Reið- skriver Snorre og andre i 13. årh. I ags. findes Hræðgotan, der sikkert er samme folk, selv om vokalerne ikke nöje svarer til hinanden. Det er rimeligt, at der hermed egl. menes Østgoterne; jfr. austr frá Pólena er Reiðgotaland ok þá Húnland (Hauksb.); Snorre lærer at Reiðgotaland var s. s. Jylland, men dette er blot en senere tolkning. På Rök findes miʀ Hraiþkutum og i verset: strąntu hraiþmaraʀ, ‘Hredgoternes havs strand’. Betydn. af hręið- er usikker. Hręiðgotar synes her at måtte tages i en omfattende betydn., ‘hele den nordiske stamme’. Göternes heste var i oldtiden höjt berömte; der er mulig her en smhæng. — mǫn: er nom. og subj. til lýsir.
- V. kv. 13.
- Sęg þat, Gangráðr,
- alls á golfi vill
- þíns of fręista frama,
- hvé jór hęitir,
- sás austan dręgr
- nótt of nýt ręgin.
13. nýt: nyttige, heldgivende; det er ikke naturligt at finde denne betegnelse i jættens mund; det er digterens udtryk; jfr. svǫ́su v. 18.
- Ó. kv. 14.
- Hrímfaxi hęitir,
- es hvęrja dręgr
- nótt of nýt ręgin;
- méldropa fęllir
- morgin hvęrjan;
- þaðan kømr dǫgg of dala.
14. Hrímfaxi: med rim i manken. — méldropa: dråber fra mundstykket.
- V. kv. 15.
- Sęg þat, Gangráðr,
- alls á golfi vill
- þíns of fręista frama,
- hvé ǫ́ hęitir,
- sús dęilir með jǫtna sonum
- grund ok með goðum.
15. dęilir grund: deler jorden, grund er acc.
- Ó. kv. 16.
- Ífing hęitir ǫ́,
- es dęilir með jǫtna sonum
- grund ok með goðum;
- opin rinna
- hón skal of aldrdaga;
- verðrat íss á ǫ́.
16. Ífing: navnet er utolket. — opin: isfri, forklares i og med l. 6.
- V. kv. 17.
- Sęg þat, Gangráðr,
- alls á golfi vill
- þíns of fręista frama,
- hvé vǫllr hęitir,
- sás finnask vigi at
- Surtr ok hin svǫ́su goð.
17. Medens de 3 foregående spörsmål alle drejer sig om fortidens (og »nutidens«) ting — som iøvrigt måtte synes at være lette at besvare —, tager det sidste sigte på fremtiden, ragnarök.
- Ó. kv. 18.
- Vígríðr hęitir vǫllr,
- es finnask vígi at
- Surtr ok hin svǫ́su goð;
- hundrað rasta
- hann ’s á hvęrjan veg;
- sá ’s þęim vǫllr vitaðr.
18. Vígríðr: hvor kampen svinger, bevæger sig; et andet navn var Óskópnir (Fáfn. 15). — vitaðr: (forud) bestemt.
- V. kv. 19.
- Fróðr est nú gęstr,
- far á bękk jǫtuns,
- mælumk í sessi saman;
- hǫfði vęðja
- vit skulum hǫllu í
- gęstr of gęðspęki.
19. Jætten anerkender Odins viden og at han er værd at have en strid med, og siger nu det afgörende ord om væddekampen. Det skal gælde livet. — far á bękk: om Odin sætter sig, er uklart. — geðspęki: sinds-visdom, er s. s. spęki alene; jfr. gęðsvinnr.
- Ó. kv. 20.
- Sęg þat hit ęina,
- ef þitt œði dugir
- ok þú Vafþrúðnir vitir,
- hvaðan jǫrð of kom
- eða upphiminn
- fyrst, hinn fróði jǫtunn.
20. ęina: første, jfr. Hávm. 146. — œði: hermed beg. 748. — upphiminn: himlen der oppe.
- V. kv. 21.
- Ór Ymis holdi
- vas jǫrð of skǫpuð,
- ęn ór bęinum bjǫrg,
- himinn ór hausi
- hins hrimkalda jǫtuns,
- ęn or svęita sær.
21. Jfr. Grímn. 40–41. — skǫpuð: formet, dannet. — svęita: blodet.
- Ó. kv. 22.
- Sęg þat annat,
- ef þitt œði dugir
- ok þú Vafþrúðnir vitir,
- hvaðan máni of kom,
- svát fęrr menn yfir,
- eða sól hit sama.
22. svát: således at, er omtr. ensbetydende med relativet, jfr. v. 24. — hit sama: ligervis.
- V. kv. 23.
- Mundilfari hęitir,
- hann ’s Mána faðir
- ok svá Solar hit sama;
- himin hverfa
- þau skulu hvęrjan dag
- ǫldum at ártali.
23. Mundilfari: af mundil-, der er dannet af mund, ntr., tidspunkt; navnet hænger sammen med månen og solen som tid-tæller. — hverfa: bevæge sig i kres henover.
- Ó. kv. 24.
- Sęg þat þriðja,
- alls þik svinnan kveða
- ok þú Vafþrúðnir vitir,
- hvaðan dagr of kom,
- sás fęrr drótt yfir,
- eða nótt með niðum.
- V. kv. 25.
- Dęllingr hęitir,
- hann ’s Dags faðir,
- ęn Nótt vas Nǫrvi borin;
- ný ok nið
- skópu nýt ręgin
- ǫldum at ártali.
25. Dęllingr: den lyse; egl. navn på dagen selv; jfr. Hávm 160. — Nǫrvi: af Nǫrr, ellers ukendt, jfr. dog Alvíssm. 29. — ný ok nið: nymåne og næ (mörke).
- Ó. kv. 26.
- Sęg þat fjórða,
- alls þik fróðan kveða,
- ok þú Vafþrúðnir vitir,
- hvaðan vetr of kom
- eða varmt sumar
- fyrst með fróð ręgin.
26. með: til, blandt.
- V. kv. 27.
- Vindsvalr hęitir,
- hann ’s Vetrar faðir,
- ęn Svǫ́suðr Sumars.
- — — — —
27. Svǫ́suðr: den milde, behagelige. Her mangler versets sidste del. Snorre synes at have haft denne. — Som navn er Sumarr vist masc.; der findes bevis for, at appellativet kunde være masc. (ved midten af 11. årh.).
- Ó. kv. 28.
- Sęg þat fimta,
- alls þik fróðan kveða,
- ok þú Vafþrúðnir vitir,
- hvęrr ása ęlztr
- eða Ymis niðja
- yrði í árdaga.
28. »Hvem der var ældst af aserne, eller af jætterne« (hvis de var de ældste væsner).
- V. kv. 29.
- Ørófi vetra
- áðr væri jǫrð skǫpuð,
- þá vas Bergęlmir borinn,
- Þrúðgęlmir
- vas þess faðir,
- ęn Aurgęlmir afi.
29. Ørófi: f. ør-hófi umådehold, umådelig mængde. — Bergęlmir, Þrúðgęlmir, Aurgęlmir: gęlmir bet. vist ‘den stöjende, larmende’, Ber- er vistnok stammen i beri = bjǫrn; þrúð- = den stærke; Aur-, ‘grus’, sigter vist til jordens grus og sand; Aurgęlmir er = Ymir.
- Ó. kv. 30.
- Sęg þat sétta,
- alls þik svinnan kveða,
- ok þú Vafþrúðnir vitir,
- hvaðan Aurgęlmir kom
- með jǫtna sonum
- fyrst, hinn fróði jǫtunn.
- V. kv.31.
- Ór Élivǫ́gum
- stukku ęitrdropar,
- svá óx unz ór varð jǫtunn;
- órar ættir
- kómu þar allar saman;
- því ’s þat æ alt til atalt.
31. Élivǫ́gum: af Snorre forklaret som havströmme fra norden (ishavet); dertil passer ikke vágar, der bet. ‘vige eller bølger’. Éli- er vist s. s. él- ‘byge, storm’ (af sne el. hagl). Aasen har: eleveer = ‘vejr med enkelte ilinger’. — ęitrdropar: iskolde dråber. — L. 4–6 mgl. både i R og 748, men Snorre har dem. — kómu þar saman: samledes dér, som i ét brændpunkt, i et første ophav. — atalt: stridbart, grumt.
- Ó. kv. 32.
- Sęg þat sjaunda,
- alls þik svinnan kveða,
- ok þú Vafþrúðnir vitir,
- hvé sá bǫrn gat
- hinn baldni jǫtunn,
- es hann hafðit gýgjar gaman.
32. baldni: den kraftige, sål. 748; aldni R (så mgl. hovedstaven). — gaman: kødelig elskov(sforbindelse).
- V. kv. 33.
- Und hęndi vaxa
- kóðu hrímþursi
- męy ok mǫg saman;
- fótr við fœti
- gat hins fróða jǫtuns
- sexhǫfðaðan son.
33. męy ok mǫg: datter og sön. — sexhǫfðaðan: med seks hoveder (sål. 748, ser R, meningsløst). Der omtales oftere jætter med flere hoveder, sål. en med 3 Skírn. 31, en jættekvinde endogså med 900(!) Hymiskv. 8.
- Ó. kv. 34.
- Sęg þat átta,
- alls þik fróðan kveða,
- ok þú Vafþrúðnir vitir,
- hvat fyrst of mant
- eða fręmst of vęizt,
- þú est alsviðr jǫtunn.
34. L. 4–5: »hvad du husker som det første eller ved som det tidligste«.
- V. kv. 35.
- Ørófi vetra
- áðr væri jǫrð of skǫpuð,
- þá vas Bergęlmir borinn;
- þat fyrst af mank,
- es hinn fróði jǫtunn
- á vas lúðr of lagiðr.
35. á lúðr of lagiðr: Snorre har forstået lúðr som ‘lur’ (‘trompet’), men dette er umuligt, fordi der står »han blev lagt på lúðr« (Snorre ændre dette vilkårligt til »han besteg«); lúðr må her have en helt anden betydn., og man er da henvist til betydn. ‘kasse’ (spec. kværnkasse). Fritzner har lúðrv i betydn. »en udhulet stok eller trug til deri at nedlægge det nyfødte spæde barn« og henviser til oht. ludra ‘en vugge’. Det er rimeligt, at ordet har den betydn.; jætten siger da, at han husker så langt tilbage som til Ymers sönnesöns fødsel.
- Ó. kv. 36.
- Sęg þat níunda,
- alls þik svinnan kveða,
- ok þú Vafþrúðnir vitir,
- hvaðan vindr of kømr
- svát fęrr vág yfir,
- æ męnn hann sjalfan of séa.
36. æ: ikke, sjældent i den betydn.; mulig fejl f. ey, hvad der findes i v. 55.
- V. kv. 37.
- Hræsvęlgr hęitir,
- es sitr á himins ęnda,
- jǫtunn í arnar ham;
- af hans vængjum
- kveða vind koma
- alla męnn yfir.
37. Hræsvęlgr: lig-sluger.
- Ó. kv. 38.
- Sęg þat tíunda,
- alls þú tíva rǫk
- ǫll Vafþrúðnir vitir,
- hvaðan Njǫrðr of kom
- með niðjum ása
- hofum ok hǫrgum *
- hann ræðr hundmǫrgum *
- ok varðat hann ǫ́sum alinn.
38. tiva rǫk: gudernes liv og skæbne. — niðjum ása: asernes sönner ɔ: guderne.
- V. kv. 39.
- Í Vanahęimi
- skópu hann vís ręgin
- ok sęldu at gíslingu goðum,
- í aldar rǫk
- hann mun aptr koma
- hęim með vísum vǫnum.
39. at gíslingu: til gidseltilstand, som gidsel, jfr. Snorres udførlige fremstilling. Den begivenhed, hvortil der sigtes, fandt sted efter vanekrigen (jfr. Vǫluspá v. 24). — L. 4–6, hvad der her siges findes ingen andre steder. — aldar rǫk: her bet. rǫk undergangen. — með: til.
- Ó. kv. 40.
- Sęg þat ęllipta,
- hvar ýtar túnum í
- hǫggvask hvęrjan dag;
- val þeir kjósa
- ok ríða vígi frá,
- sitja męir of sáttir saman.
40. hvar túnum í = í hvęrjum túnum, hvilken gård(splads). — val kjósa: vælger valen, d. v. s. de fælder hinanden. — męir: fremdeles derefter.
- V. kv. 41.
- Allir ęinhęrjar
- Óðins túnum í
- hǫggvask hvęrjan dag,
- val þeir kjósa
- ok ríða vígi frá,
- sitja męir of sáttir saman.
- Ó. kv. 42.
- Sęg þat tolpta,
- hví þú tíva rǫk
- ǫll Vafþrúðnir vitir,
- frá jǫtna rúnum
- ok allra goða
- þú hit sannasta sęgir.
- hinn alsvinni jǫtunn. *
42. hví: kan ikke her bet. ‘hvorfor’, men ‘hvorledes’; man væntede hvé, men ordet findes et par andre steder som her. — L. 7 er uden tvivl senere tilföjet.
- V. kv. 43.
- Frá jǫtna rúnum
- ok allra goða
- ek kann sęgja satt,
- þvíat hvęrn hęfk *
- heim of komit, *
- níu komk hęima
- fyr niflhęl neðan;
- hinig dęyja (ór hęlju) halir.
43. L. 4–5 er uden al tvivl uægte. — níu hęima: acc., obj. til komk (jfr. fara sæing Atlam. 10); der er vist tale om de samme 9 verdner i underverdenen som i Vspǫ́. 2. — fyr—neðan, nede i det mörke Hel (ikke nedenfor); niflhęl = hęl, Hels mörke bolig. — L. 8: »did kommer menneskene ved døden fra hel«; efter ordene skulde der her være tale om en anden død, hvad der er fuldkommen uforståeligt. Rimeligvis er ór hęlju senere tilföjelse.
- Ó. kv. 44.
- Fjǫlð ek fór,
- fjǫlð fręistaðak,
- fjǫlð of ręyndak ręgin,
- hvat lifir manna,
- þás hinn mæra líðr
- fimbulvetr með firum?
44. Her anvender Odin den samme formel som i v. 3 ved overgangen til spörsmålene om fremtiden (undergangen o. s. v.). — mæra: navnkundige, meget omtalte. — fimbulvetr: hovedvinter; Snorre beskriver den sål.: »da sner det fra alle kanter, der er stærk frost og voldsomme storme; solen viser sig ikke; det er 3 vintre ud i ét uden sommer imellem«.
- V. kv. 45.
- Líf ok Lífþrasir,
- ęn þau lęynask munu
- í holti Hoddmímis;
- morgindǫggvar
- þau sér at mat hafa;
- þaðan af aldir alask.
45. Líf: naturligvis femin. — Lífþrasir: livønskende el. livet fastholdende. — holti Hoddmímis: Hoddmímers skov; hvem H. er, vides ikke; navnet synes at bet. ‘den rige Mimer’ (hodd = skat). — aldir: (nye) menneskeslægter. — alask: fødes, (þaðan af = af þęim).
- Ó. kv. 46.
- Fjǫlð ek fór,
- fjǫlð fręistaðak,
- fjǫlð of ręyndak ręgin,
- hvaðan kømr sól
- á hinn slétta himin,
- es þessa hęfr fęnrir farit?
46. slétta: glat, uden ujævnheder, dette kan godt bruges om himlen, uagtet den er hvælvet. — fęnrir: ulven, ɔ: solulven Skoll. — farit: indhænter (og sluger).
- V. kv. 47.
- Ęina dóttur
- berr alfrǫðull,
- áðr hana fęnrir fari;
- sú skal ríða,
- þás ręgin dęyja,
- móður brautir mær.
47. alfrǫðull: poetisk navn på solen. — ríða: køre (obj. hertil er brautir). — mær: datter (jfr. móður).
- Ó. kv. 48.
- Fjǫlð ek fór,
- fjǫlð fręistaðak,
- fjǫlð of ręyndak ręgin,
- hvęrjar ro męyjar,
- es líða mar yfir,
- fróðgęðjaðar fara.
48. Da dette vers findes her, må man slutte, at de deri omtalte væsner tilhører fremtiden, tiden efter ragnarok. Det er de nye skæbnegudinder. — fróðgęðjaðar: kyndige i sind. — fara: færdes; kan være identisk med blot ‘er’.
- V. kv. 49.
- Þríar þjóðir
- falla þorp yfir
- męyja Mǫgþrasis;
- hamingjur ęinar
- þærs i hęimi eru,
- þó þær með jǫtnum alask.
49. þjóðir: skarer. Det følg. er ikke uden vanskeligheder. Vil man, at męyja Mǫgþrasis hører sammen, må det styres af þjóðir; Mǫgþrasir må vel bet. ‘sönner ønskende’, et symbolsk navn; þorp må så være ‘det bebode land’. Mere mening synes at være i at lade Mǫgþrasis styres af þorp; »Tre skarer af møer falder over (ɔ: kommer til, oppe fra luften?) sönne-ønskerens (ɔ: menneskets) by«. Disse møer er hamingjur ‘lykke-væsner’, de måtte svare til nornerne för ragnarök. — alask: er de (tidligere) bleven opfødte.
Disse 2 vers er næppe senere tildigtning.
- Ó. kv. 50.
- Fjǫlð ek fór,
- fjǫlð fręistaðak,
- fjǫlð of ręyndak ręgin,
- hvęrir ráða æsir
- ęignum goða,
- þás sloknar Surta logi?
50. Surta: gen. i smsætning, for Surts.
- V. kv. 51.
- Víðarr ok Váli
- byggva vé goða,
- þás sloknar Surta logi;
- Móði ok Magni
- skulu Mjǫlni hafa
- Vingnis at vígþroti.
51. Víðarr: en sön af Odin og Gríðr; »den vidt herskende«. — Váli: sön af Odin og Rindr. »Den lille Vane« (? Vali = Vanila). — vé: boliger. — Móði, Magni: sönner af Tor. Magni sön af Tor og Járnsaxa. — »Den modige« og »Den stærke«. — Vingnis: Tor (navnet er utolket), styres af vígþroti; hele linjen kunde gengives: es Vingni þrýtr at vega, ‘når V. hører op med at kunne kæmpe’, ɔ: når han er død.
- Ó. kv. 52.
- Fjǫlð ek fór,
- fjǫlð fręistaðak,
- fjǫlð of ręyndak ręgin,
- hvat verðr Óðni
- at aldrlagi,
- þás rjúfask ręgin?
- V. kv. 53.
- Ulfr glęypa
- mun Aldafǫðr,
- þess mun Víðarr vreka;
- kalda kjapta
- hann klyfja mun
- vitnis vígi at.
53. vreka = reka, hævne. — kjapta: vitnis er her underforstået. — klyfja (klufða): spalte. — vitnis: styres af vígi, »under kampen med (drabet på) ulven«.
- Ó. kv. 54.
- Fjǫlð ek fór,
- fjǫlð fręistaðak,
- fjǫlð of ręyndak ręgin,
- hvat mælti Óðinn,
- áðr á bál stigi,
- sjalfr í ęyra syni?
54. stigi: subj. er sonr fra den følg. linje; sönnen er Balder.
- V. kv. 55.
- Ęy manni vęit,
- hvat þú í árdaga
- sagðir í ęyra syni;
- fęigum munni
- mæltak mína forna stafi
- ok of ragnarǫk.
- Nú við Óðin *
- dęildak mína orðspęki; *
- þú est æ vísastr vera. *
55. Ęy manni: er dannet efter spörgeformen hvat manni. Balders død siges at have fundet sted í árdaga, hvilket ellers betegner urtiden; der forudsættes ialfald en lang tid mellem denne begivenhed og striden med Vaftrudne. — fęigum munni: med døds-viet mund; herved erklærer jætten sig overvunden; følgen er, at han mister sit hoved, hvilket altså kun antydes ved fęigum. — fornir stafir og ragnarök hentyder til de to hovedgrupper af spörsmålene om fortiden og fremtiden. — L. 7–9 er et mat og uægte tillæg. — dęildak orðspęki: har haft strid om talekløgt (ɔ: visdom). — vera: brugt om guder. — På det sidste spörsmál indser jætten, at det er Odin, han har talt med, ti ingen måtte stille et spörsmål, han ikke selv kunde besvare, men hvad Odin hviskede Balder i øret var han ene om at vide.
Digtet er i det hele vel ordnet. Fra og med v. 20 er ordningen følgende: verdens ophav (20–21), elementer o. s. v., måne, sol, dag, nat, vinter, sommer (22–27), jætter og Vaftrudne selv (28 –35); enkelte ting: vind, Njord, einherjer (36–41), hvortil kommer vers om jætten og hans viden (42–43), overgang til det andet hovedafsnit: ragnarök, tiden för og efter, overlevende guder (44 –53) — endelig det dræbende spörsmål (54–55).
