Varselsvers
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Varselsvers
fra Sturlunga saga (Íslendinga saga)
— et udvalg af varselsvers (eller drømmevers) kvædet forud for slaget ved Ørlygstad, 1238
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
En kvinde på Munke-Tværå drømte,
at en mand kom til hende og kvad:
I skarer de stimles,
men Sturla véd det
— jeg aner det; jeg aner
uro sitre.
Folk dog agter
at fare skjulte
(med list mod list)
og lønne sviget.
Saman dragask sveitir
svellr órói,
varir mik ok varir mik
at viti Sturla,
ætla lýðir
þótt á laun fari
(kømr vél fyr vél),
vélar at gjalda.
En mand i Borgarfjord drømte, at en
stor, uhyggelig mand kvad:
Denne sommer
slutter freden;
blodigt skal hærmænds
boliger farves.
Hære vil mødes
på marken af lava;
blod skal synes
snarere end ikke.
Sumar munat þetta
svarflaust vera;
rýðr rekka sjǫt
rauðu blóði;
herr mun finnask
fyr hraun ofan,
þar mun blóð vakit
betra en ekki.
Steinvør Sigvatsdatter drømte, at Torgrim fra
Gunnarsholt kvad dette, da han så et menneske-
hoved ligge på væggen til en dyrefold:
Jeg sidder og stirrer
mens Steinvør spør’:
Hvad gør det hoved
på gærdet til folden?
Sitk ek ok sék á
svarit Steinvarar,
hvi liggr hér á vegg
hǫfuð i ørtrǫð.
En mand ved navn Brynjulv drømte
på Kjalarnæs, at han så en stor mand,
med afhugget nakke og et hug i halsen.
Han kvad denne vise:
Tæret visner nu verden;
vidt har stormen raset.
Vi stred hårdt på heden;
hér ligger vi slagne.
Nordpå fulgte jeg fæller,
men faldt såret og døde
af grå stålregn stukket;
stadigt Hel os venter.
— Stadigt Hel os venter.
Þornar heimr ok hrørnar,
hríðeflir ferr víða,
þjóð er hǫrð á heiði,
heldr, en vér erum feldir;
þvi varð ek norðr með Njǫrðum
nár fellu þar sárir,
spjót drifu grǫ́n á gauta,
geirriðar hel biða
geirriðar hel biða.
Præsten Havlide Ljotsson hørte
dette kvædet i Halleyjarhol:
Kom, vi rider
til kampmødet
— Sigerløds sønner —
hvor snart de kæmper,
som de kæmper.
Ríðum allir
rógstefnu til
sonr sigrlaðar,
þars snarir berjask,
sem þeir berjask.
Torarin Gilsson drømte, at en kvinde kvad dette:
Jeg må straks af sted
for sten at kaste
dér hvor de slås
Sigvat og Bjørn.
Mun ek brátt fara
berja grjóti.
þars þeir berjask
Bjǫrn ok Sigvatr.
Einar Kar drømte, at dette blev kvædet:
Døde er herser,
døde er krigerne
døde er nu slægter
— ildverd’nen venter.
Dauðr er hersir,
dauðr er dólgrǫgnir,
dauðir eru niðjar,
logheimr búinn.
Snebjørn på Sandvik drømte at en stor,
kraftig kvinde i mørkeblå kjortel
sørgmodigt kvad:
(under udarbejdelse)
Endvidere kvad hun dette:
Snart jeg suste fremad
sælsomt mellem fjelde;
raskt, som svæved’ ravnen,
red jeg frem til kampen.
Skjult jeg drog i dalen;
dødens mark jeg søgte.
Harmfuld kom jeg hértil
for Hels kval at vælge.
— Hels kval må jeg vælge.
Eisandi ferk unda
undrsamliga funda;
líðk of hól ok hæðir
hart sem fugl enn svarti;
kømk i dal, þars dyljumk,
dánar akrs til vánar,
harmþrungin fórk hingat
heljar ask at velja,
heljar ask ferk velja.
Haldora Tordsdatter i Fljot drømte sommeren
før Ørlygstad-slaget, at en mand kvad:
Skyer fortættes,
og skyller blod;
de hårde halse
bli’r hovedløse.
Røkkr at éli,
rignir blóði,
hrýtr harðsnúinn
hjálmstofn af bol.
Denne vise blev i en drøm kvædet
for præsten Ormstein:
Støvet mulmer,
mørkner verden;
ordenes pile
har edder på skaftet.
Stadig larm, en stadig larm
fra stridende parter;
mænd’ne skal bære
blodige hov’der.
Dust er á jǫrðu,
dimt er i heimi,
nu kveðum ǫrvar
eitri skeptar;
þrymr æ ok þrymr æ,
þegnar berjask,
þá kveða fyrða
falda blóði.
Jon Gretteson drømte, at en mand kvad:
Vogt jer nu, vogt jer
for vinden, der blæser.
Blod skal regne
på blottede lig,
med od og æg
skal arven skiftes.
Nu er den svare
sværdtid kommet.
Varizk ér ok varizk ér,
vindr er i lopti,
blóði mun rigna
á berar þjóðir;
þá mun oddr ok egg
arfi skipta;
nú er en skarpa
skálmǫld komin.
Sommeren før slaget drømte Turid på
Fellsende, at Sturla Sigvatsson kvad:
Hvem gjorde mig våd
af mit varme blod?
Sig mig det nu, sig mig det!
Svær var min medfart.
Vi tragter efter
— og Tume véd,
at det glæder mig, glæder mig —
at Gissur fældes.
Hverir vǫkðu mér
varman dreyra?
segið mér ok segið mér,
sárt var ek leikinn;
ætlask virðar,
ok veit Tumi,
gleðr mik ok gleðr mik,
Gizur veiða.
Denne vise blev kvædet for
en mand ved navn Berg:
Det siges nordpå
at nød nu synes
for Sigvats sønner,
— sligt eller værre.
Snart vi blodigt
med banesår
i strid vil søge
sværd at rødne
— dem skal vi rødne.
Nú munu nauðir
norðmenn kveða
Sigvats sona
slíkt eða meiri;
gǫngum blóðgir
með banasǫ́rum
sigrleiks snarir
sverð at rjóða,
sem þat munum rjóða.
Dette blev ved højlys dag kvædet
for en kvinde ved Tingøre kloster,
men hun så ikke manden:
De muntrer sig nordpå;
hvor mænd’ne dyster.
Med spyd de agter
at spidde Gissur,
men spyd skal ikke
spidde Gissur.
Leikr er i norðri,
lýðir berjask,
þeir vilja Gizur
geirum sveipa,
munat þeir Gizur
geirum sveipa.
En præst ved navn Torgeir drømte,
at en kvinde kom til ham og kvad dette:
Jeg vanker mellem verdner
væk fra dennes mørke;
gælden vil bli’ gengældt
grusomt mellem fjender,
og såret atter såre
snart hvor mænd skal fældes,
og hårdt skal de hårde
hugges inden længe.
Líðk of heim ór heimi
heims myrkrum frá þeima,
hǫrð munu gjǫld of gjalda
grimleik stafir rimmu;
fásk munu sǫ́r af sǫ́rum,
svá er heldr þars menn feldusk;
koma mun hǫrð fyr harða
hríð ok skamt at biða.
Sigurd Styrbjørnsson drømte før
Ørlygstad-slaget, at han så to ravne,
som kvad hver sin del af verset:
Hvem skal med bjørnen brydes?
Hvem er bedst mon i striden?
Hvem vil den kræve blandt kække?
Kolbeins far mon? Eller Sturla?
Krigens rædsler kommer;
knogler hugges over;
mænd som mandspild voldte
må i kampen falde.
Hverir munu birni beitask?
hverr býsk mest við rómu?
hverr mun falla enn frœkni,
faðir Kolbeins eða Sturla?
Brátt kømr bǫðvar ótti;
bitr egg í tvau leggi;
menn gera, mest þeirs unnu
mannspell, í styr falla.
Eyjulv Gammeldags drømte, da han sov ved
Skytja i Skagafjord, at en kvinde kvad dette:
Sov du ude;
jeg ser dig brænde.
Sefr þú úti.
sék eld of þer.