Vennerne, som bespiste hinanden ondt (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

9. Vennerne,
som bespiste hinanden ondt

To Venner elskede hinanden høit. Fra deres Ungdom af havde de altid holdt sammen. Den ene boede paa Yderøerne, den anden inde i en Fjord; men de besøgte stadig hinanden, og naar de i nogle Dage ikke havde seet hinanden, følte de megen Længsel. Om Sommeren pleiede Fjordboen at drage paa Rensjagt, og naar han skulde til at begive sig til Kysten igjen, pleiede han at medtage et heelt Rensdyr af dem med lodne Horn, uden at udtage Tælgen, for dermed at beværte sin Ven. Denne derimod samlede paa samme Maade hele hengjemte Sælhundekroppe. Naar Rensjægeren vendte tilbage, pleiede han strax at besøge Vennen; denne beværtede ham først med lækkert tillavet tørret Sælhundekjød, om Aftenen, naar det var blevet varmt i Huset, satte han det hengjemte (raae, frosne) Sælhundekjød frem og bad ham spise det som Kjølig-Mad. Gjæsten roste saa dets Smag, og de snakkede sammen til langt ud paa Natten. Dagen efter pleiede Fjordboen at indbyde sin Ven til sig, og naar han kom, spiste de alene af Rensdyr, og isærdeleshed den bare Tælg. Om Aftenen pleiede Værten at sige: »bring os nu noget Kjølig-Mad;« derpaa hentede de det hele Rensdyr med Tælgen i. Vennen fandt det endnu mere velsmagende og spiste som om han skulde til at briste. Dagen efter fik han ved Afreisen tørret Kjød og Tælg med i Foræring. — Et Efteraar blev Rensjægeren meget længe borte; tilsidst var hele Landet frosset, og han kom endnu ikke. Vennen længtes først meget, men tilsidst blev han vred paa ham, og da de først hengjemte Sælhunde imidlertid vare blevne alt for fordærvede, spiste de dem op. Da han siden hørte at Rensjægeren var kommen tilbage, gik han op og aabnede en Grav, afskar et Stykke Fedt af Liget, og bestrøg dermed hele den ene Side af en Sælhundekrop, med hvilken han agtede at beværte Vennen ondt. Snart efter kom denne paa Besøg, Gjensynet var meget fornøieligt. Han beværtede ham først med lækkre Sager; da fortalte Rensjægeren, at han havde været uheldig i at jage efter Rensdyr med laadne Horn, derfor var han bleven saalænge borte. Vennen svarede: »jeg længtes meget efter dig, da mine første hengjemte Sælhunde bleve alt for fordærvede, maatte vi spise dem.« Derpaa føiede han til: »lad os faae den derude, som sidst blev lagt hen, han skal have den som Kjølig-Mad.« Derpaa bragte de den ind, lækkert anrettet; Værten lagde det indgnedne Stykke øverst, og satte det saa frem for Vennen og bad ham spise Kjøligt. Men da han vilde tage til Maden, var der noget under Brixen, som stødte til hans Been; han studsede og vilde anden Gang til at spise, men atter stødte noget til hans Been. Da sagde han: »jeg skal først lade mit Vand,« og gik derpaa ud ad Huusgangen, men i det samme hørte han en Stemme (hans Tornaks, da han nemlig var Angakok): »Din Ven beværter dig ondt; naar du kommer ind skal du vende Maden om og spise det nederste; hvis du spiser det øverste, gaaer du fra Forstanden.« — Da han derpaa gik ind igjen, vendte Maden om og spiste, tænkte Vennen: »det er vel sagtens tilfældigt, at han er kommen til at vende det om.« Da Gjæsten næsten var mæt, fik han ondt i Maven, han havde nemlig ved at skjære sin Bid af, rørt ved noget af det Indsmurte; men han blev snart rask igjen, og den næste Morgen ved Afreisen bad han sin Ven om at gjøre Gjenbesøg Dagen efter. Da han kom hjem, gjorde han det samme ved et Rensdyr med laadne Horn, idet han indsmurte det med Fedtet af et menneskeligt Lig fra en Grav. Da Gjæsten kom, beværtede han ham som sædvanligt med tørret Kjød og Tælg, aldrig havde det smagt saa godt. Om Aftenen lod han Rensdyret med laadne Horn bringe ind, vendte det indgnedne opefter, stak Kniven i det og satte det saa frem for sin Ven med de Ord: »det er lidt Kjølig-Mad, som jeg har gjemt til dig.« Vennen spiste dygtigt, og udbrød flere Gange: »hvor det dog smager deiligt, det er jo ganske fortræffeligt!« Værten svarede: »ja den smager godt, fordi den er saa fed.« Da Vennen var færdig, og havde betragtet Alles Ansigter, sagde han: »jeg faaer Mavepine.« Med disse Ord gik han ud for at gjøre sin Nødtørft; men Maven vedblev at pine ham, hele Aftenen led han af Mavesmerte. Dagen efter reiste han, og nu varede det længe, uden at Vennen saae noget til ham; naar han gik ud i Kajak mødte han ham ikke, som han pleiede. Da Isen begyndte at lægge sig, saae de en Dag en Baad komme ude fra Øerne, og da den kom nær, saae de, at det var Vennens, men han selv var ikke med. Da spurgte de: »hvor er eders Huusherre?« — »Han er syg,« svarede de, »gaaet fra Forstanden, og vilde æde os op, derfor flygtede vi.« Dagen efter skyndte Rensjægeren sig ud for at see til sin Ven. Da han nærmede sig Huset, var der intet Menneske at see; han steg iland, gik op til Huset, uden at see nogen. Først da han var krøben gjennem Huusgangen, opdagede han sin Ven, liggende paa Ryggen, med udspilede Øine og Hovedet hængende ud over Brixekanten. Han gik hen til ham og spurgte: »Hvad feiler dig?« — intet Svar. Efter nogen Taushed sprang han pludselig op og skreg med hele sin Stemme: »fordi du har bespiist mig ondt, har jeg ædt mine Huusfæller op, nu vil jeg ogsaa æde dig.« Dermed styrtede han løs paa ham, men den Forfulgte smuttede ud af Huusgangen og hurtig ned i sin Kajak. Han fik netop skubbet sig ud i Vandet med Aaren, da hiin var ved at gribe ham. Derpaa løb den Gale langs Stranden, gik lidt op paa Landet igjen og raabte: »nu begynder jeg at blive rask igjen, kom herop, naar jeg blot een Dag ikke har seet dig, længes jeg saare.« Da han talte saa, troede Vennen ham virkelig, og vilde nærme sig ham igjen, men ligesom han kom til Strandbredden, styrtede hiin igjen løs paa ham, og da han saae dette, stødte han hurtigt fra Landet, og medens den anden sprang til, for at gribe hans Aare, skubbede han sig ud. Da han kom hjem, hverken spiste eller talede han, af Fortvivlelse over sin Ven; hans Huusfæller fandt ham heelt forandret. Henad Aften fortalte han dog, hvorledes det var gaaet; de raadede ham da til, herefter at blive derfra, fordi den Gale ogsaa vilde æde ham op. Men den næste Morgen roede han atter ud til ham, ligesom paa Befaling. Det gik ligesom forrige Gang; den Gale forfulgte ham inde i Huset, og da han stoppede Udgangen for ham, sprang han ud igjennem Vinduet og slap med Nød fra Land. Den næste Dag vilde de atter holde ham tilbage, men han tog alligevel derhen; denne Gang traf han ham forværret, han laa med Hovedet paa Gulvet og kun med Hælene paa Brixen, hans Øine vare traadte ud af Hovedet, og Næsebenet derimellem var som en Knivs-Eg; da han kom til ham, sprang han op og løb rundt efter ham, bestandig skrigende: »jeg døer af Sult, nu vil jeg endelig æde Dig.« Tilsidst lykkedes det den Forfulgte at springe ud af Vinduet og komme i Kajakken. Men da han havde stødt fra Land og derpaa vendte sig om, saae han den Gale komme bagefter, gaaende paa Vandets Overflade og nær ved at gribe Kajakkens Spids. Da gav han sig til at vippe op og ned med Kajakken, der opkom Smaabølger, og paa disse kunde den Gale ikke gaae, men var nær ved at falde. Paa denne Maade slap han bort. Den næste Dag vilde de atter holde ham tilbage, men han svarede: »naar jeg blot een Dag ikke har seet min Ven, forgaaer jeg af Længsel.« Da han nu kom til Huset, fandt han ingen mere derinde. Han gjennemsøgte det overalt, men der var ingen. Da han kom ud, saae han Fodspor, som gik opefter, han forfulgte dem og kom til en Klippehule; derinde saae han sin Ven siddende sammenbøiet. Da han ikke rørte sig, gik han hen og løftede ham op; han fandt ham da død, og hans Øienlaage vare blodige og vaade. Derpaa lukkede han Hulen tæt til for ham, og da han saaledes havde begravet ham, havde han senere ingen Ven mere.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 70-73.