Versearten og ordningen af stroferne i Völuspá

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Versearten og ordningen af stroferne i Völuspá


Af Niels Matthias Petersen
(1791-1862)



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1840





Volven i Vǫluspá, fremstilt av den svenske maleren Carl Olof Larsson (1853–1919)
Disse Bemærkninger ere nærmest foranledigede ved en fransk Bearbejdelse af de eddiske Sange, hvoraf Begyndelsen er udkommen under følgende Tittel: Poëmes islandais tirés de l'Edda de Sæmund; par F. G. Bergmann. Paris 1838, 8vo, og indeholder Völuspá, Vafþrunismál og Lokasenna med Oversættelse, Anmærkninger og Glossar, samt lingvistiske og historiske Indledninger. Det er ikke min Hensigt at bedømme dette lærde Arbejde; men ved Gjennemlæsningen deraf have især to Ting vakt min Opmærksomhed: Forfatterens Bemærkninger om Versearten i Völuspá og om dette mærkelige Olddigts Sammenhæng.

Den første af disse Ting kunde vel i sig selv synes lidet vigtig; Resultatet af min Betragtning er ogsaa, det føler jeg vel, højst ubetydeligt; og jeg skulde derfor kun have dvælet ved Indholdet selv, hvis ikke Bergmann (S. 135) havde betragtet denne Undersøgelse som «une question à discuter sur laquelle nous appellons toute l"attention des savants». Det, som Bergmann paaanker, er den hidtil af Olafsen (om den gl. nordiske Digtekunst), Rask og flere antagne Deling af Linierne, isteden for hvilken han følger den af Brødrene Grimm antagne; saaledes nemlig, at f. Ex. den første halve Strofe af Völuspá, isteden for at deles saaledes:


Hljóðs bið ek allar
helgar kindir,
meiri ok minni
mögu Heimdallar


bør skrives sammen:


Hljóðs bið ek allar helgar kindir,
meiro ok minni mögu Heimdallar;


hvorved den hele Strofe, der ellers bestod af otte Linier, nu vil komme til at bestaa af fire. Bergmann gjennemgaar udførlig Rasks Grunde, og siiger at gjendrive dem. Naar Rask beraaber sig paa den gamle Brug, saa bemærkes herimod, at de Gamle skreve alle Verslinierne ud i eet, saa at deraf i Almindelighed intet kan sluttes. Naar Rask beraaber sig paa Rimstavene, saa anføres herimod, at i gamle latinske Vers og andre, som ere Efterligninger af de gotiske, findes Rimstavene just i den samme Linie, f. Ex. i


Nitharde nunc nigerrima, etc.;


at den Forbindelse, hvori de tvende Linier komme ved Rimstavene, netop beviser, at de høre sammen til een, og hvorfor skulde man da adskille hvad der naturlig er forbundet? samt at Benævnelsen Hovedstav om det sidste Rimbogstav ikke udtrykker, at det skal staa i Begyndelsen af en Linie, men kun at det er det, til hvilke de andre støtte sig eller have Hensyn. Naar Rask bemærker, at de gamle nordiske Vers ingen Cæsur have, som de græske og latinske, hvorfor man heller ikke kjender længere Vers, end et græsk eller latinsk paa fire Fødder, samt at det vilde være urimeligt, at sætte Maalfyldingen i Midten af Linien; saa svares hertil, at man, ved at forbinde de to Linier i een, faar i det høijeste otte Stavelser for hele Versliniens Længde, som er langt mere passende for episk Poesi end smaa Vers, der mere vilde ligne anacreontiske Oder; at Maalfyldingen, anbragt i Midten, træder isteden for Cæsuren, og hvis man ikke regner den med til Verset, naar den staar paa det ene Sted, foran i Linien, saa maa den heller ikke regnes med paa det andet Sted, i Midten; fremdeles at man, ved at dele Verslinien i to, forstyrrer Versets Rhythme eller forandrer ganske dets Karakter, som om man vilde overskjære Hexametre i smaa Vers, f. Ex.


arma virumque
cano, Troiæ
qui primus ab oris etc.,


at det gamle tyske Vers har fire Arses (eller Nedslag), altsaa i det mindste otte Stavelser, og at man fra det kan slutte til Beskaffenheden af det nordiske; samt at det gamle Udtryk visafjörðúngr, Visefjerding, viser, at man regnede to Linier for et Vers, selv om man undertiden skrev Strofen i otte Linier, da man ellers ogsaa maatte have talt om Viseotting eller Ottendedelen af Strofen. Til Slutning beraaber Bergmann sig endelig paa de gamle danske og færøiske Viser, som Rask selv anfører.

I denne Anledning skal jeg tillade mig nogle Bemærkninger, ikke som om jeg i denne Materie tiltroede mig nogen afgjørende Stemme, men for at bidrage min Skjærv til en nøjere Undersøgelse.

De Gamles Digte brugtes til Dands, og dens Simpelhed ligger til Grund for Versets Simpelhed. Den gamle Dands og den gamle Sang bestaa i flere paa hinanden følgende regelmæssige Taktnedslag, der udtrykke Hovedtrinene i Dandsen, hvilke bestandig ere de samme, og følge efter hinanden i en næsten trættende Ensformighed. Imellem disse Taktnedslag ligge som Overgange mindre udtryksfulde Optakter eller blotte Pauser. Et levende Beviis herfor er endnu Færøboernes Dands efter en af deres gamle Kjæmpeviser. Den ældste eller simpleste Form af Fornyrðalag er da tvende paa hinanden følgende Taktnedslag med Pauser imellem. Den kan betegnes med ⊥ Z | ⊥ Z. Den næste Form er at udfylde Pauserne med en Stavelse, som har mindre Vægt, end den hvorpaa Taktslaget falder, eller som falder i den slette Takt 5d. Den kan betegnes med ⊥ — | ⊥ —, og det er den, der danner Grundlaget for alle Versemaalets Forandringer. Den første af disse Former, den afkortede, er sjeldnere end den anden, den udfyldte, men forekommer dog; begge findes forenede i


deyr Z |
deyja |
fè Z
frændr;


ligesaa i


fjár Z |
(er) fengit |
síns Z
hefir,


hvor er er Maalfyldingen, hvilken jeg vil betegne ved at indslutte den i ( ). Enhver vil føle, at begge disse Linier kræve lige lang Tid, hvoraf følger, at der i den første maa gjøres tvende Pauser, for at den behørige Tid kan gaa med og den rette Takt fremkomme. Det skjønnes ogsaa let, at begge Stavelser i den afkortede Form maa have en tilstrækkelig Længde eller Vægt, da de begge falde i Nedslaget, hvorimod anden Stavelse i deyja, frændr o.s.v. maa have mindre Længde og Vægt eller ingen, da de falde i Optakt.

Grundformen er da fire Stavelser, der, eftersom Bistavelserne ere lange eller korte, danne to Fødder af følgende Udseende:


⊥ — | ⊥ — ill ið-| gjöld letk, eller
⊥ — | ⊥ — önd gaf| Oðinn, eller
⊥ — | ⊥ — (of) himin| jó-dyr, eller
⊥ — | ⊥ — vagna rúni.


Nogle Stavelser ere lange, andre korte; kun de første kunne forekomme i Nedtakt. En tredie Slags ere de halvlange eller saadanne, der oprindelig ere lange, men ved en anden endnu længere Stavelse berøves en Del af deres Vægt, som i aldreigi, hvor første Stavelse i eigi oprindelig er lang, men ved Forbindelsen med aldr berøves noget af sin Vægt; ligesaa marg i hundmargir o s.v. Hertil hører ogsaa første Stavelse i Datidernes Endelse paa -adi, og i Tillægsformernes paa -andi, o. desl. som i vaknaði, gjallandi, hvilket giver disse Former en langt herligere Klang end de have i vort Sprog, hvor de ere blevne til rene Daktyler. Alle slige halvlange Stavelser kunne gaa og gjælde for lange, f. Ex. i


en Sig-|mundi eller ⊥ — | ⊥ —
sækon-| úngi ⊥ — | ⊥ —


men de kunne ogsaa falde i den slettere Takt, som i


halir|hundmargir ⊥ — —


Isteden for en lang Stavelse i Optakten kan fremdeles sættes to, ja endog tre korte, naar disse kun ej tage mere Tid, end den lange vilde have gjort; f. Ex.


Fig. 1.


Eller med andre Ord: Grundformen kan ved en mangfoldig Vexling af lange, halvlange og korte Stavelser modtage adskillige Forandringer, der just give Versene en behagelig Klang. Men disse Forandringer bestaa, hvis jeg ikke fejler, kun i saadanne, som Noderne i en 2/4 Takt kunne modtage, og de grunde sig netop paa denne musikalske Afvexling. Naar Grundformen


Fig 2.


betyder


Fig 3.


men


Fig 4.


betyder


Fig 5.


saa kan man isteden derfor ogsaa sætte


Fig. 6.


sins heila|hugar med alle de Forandringer, som Noderne kunne modtage, uden at Takten forstyrres.

Man maa altsaa ikke tælle Stavelsernes Antal, thi det er ikke dette, men deres Vægt, der bestemmer Verset. Isteden for fire Stavelser kan Linien komme til at bestaa af fem, som i halir hundmargir, eller endog i sex, som i munu við at aptni, ja endog i flere. Og dersom hertil endnu føjes den afkortede Form, saa kan Linien isteden for fire Stavelser komme til at bestaa kun af tre eller to; som


Fig. 7.


Dersom disse Bemærkninger ere rigtige, saa kan det, for ogsaa at anvende dem paa en af de længere Versearter, ikke gives Medhold, at Rask (Samlede Afhandl. 3 D. S. 158), efter at han har udviklet, at Versemaalet i Krákumál er ganske regelmæssigt, skanderer følgende to Linier, saaledes :


hitt| hlæir mik |jafnan
(a)t Baldrs | föður | bekki;


thi hvorledes kan den toneløse Slutning af hlæir komme til at falde i Nedtakt? (som om man paa Dansk vilde skandere: dét'|kóm-|mér mig), eller hvorledes kan anden Stavelse i Baldrs, der har et væsentligt ur, komme til at falde ganske bort? Efter Ovenstaaende maatte derimod Skansionen være:


hitt| hlæir mik|jafnan
(at) Baldrs| föður | bekki;


i det at tages som Maalfylding, og hitt, der just her skal have den allerstærkeste Vægt, det, erholder den ved at danne en afkortet Fod.

Gaa vi videre, saa er det aabenbart, at hine to Fødder, som vi hidtil have betragtet som een Linie, udgjøre en Del af et større Hele, som fremkommer derved, at de bestandig gjentage sig. Et vist Antal deraf danner nemlig en Strofe (eyrindi eller visa), hver Strofe bestaar af to Halvdele (vísuhelmingar, Snorraedda, S. 232), hver Halvdel af to Fjerdinger, og i hver Fjerding ere to Led. F. Ex. om følgende Strofe (men hvor hvert Led har tre Fødder)


lætr sá´r Hákon heitir
hann rekkir lið bannat
jörð kann frelsa fyrðum
friðrofs konúngr ofsa
sjálfr ræðr allt ok Elfar
úngr stillir sá milli
gramr of gipt at fremri
Gandvíkr jöfurr landi


hedder det i Snorraedda S. 226: at der ere tólf stafir í eyrindi, ok eru þrir settir i hvern fjörðung; í hverjum fjörðungi eru tvö vísuorð; hverju vísuorði fylgja sex samstöfur. Í öðru vísuorði er settr sá stafr fyrst í vísuorðinu, er ver köllum höfuðstaf, en í fyrsta vísuorði mun sá stafr finnast tysvar standa fyrir samstöfun; þá stafo köllum ver stuðla, o s.v., d.e. i hver Strofe ere tolv Rimstave, tre i hver Fjerding; i hver Fjerding to Viseord eller Led; i hvert Led ere sex Stavelser. I det andet Led staar den Rimstav, som vi kalde Hovedstaven, først (i Begyndelsen af) Leddet; men i det første Led findes to saadanne Rimstave, som vi kalde Studler. Heraf er det klart, at de Gamle meget vel kunde tale om en vísufjörðúngr, uden derfor at benytte et Udtryk som Viseotting, thi isteden for dette havde de allerede et andet Ord: visuorð eller mál, Maal (der ogsaa forekommer i Maalfylding). Dette er nemlig, for strax at sige det Afgjørende om Spørgsmaalet, noget Væsentligt, at to saadanne Maal (eller Viseord eller Led) gjøre en Fjerding, to Fjerdinger en Halvdel, to Halvdele en Strofe; men om man vil skrive disse Maal i to eller een Linie, er noget Uvæsentligt. Det forekommer mig ikke synderlig forskjelligt fra det Spørgsmaal, om en saare kort relativisk Sætning skal, som man almindelig antager, adskilles ved to Kommata, eller disse kunne falde bort. Paa samme Maade som ovenfor taler Skálda ogsaa om visuord i kortere Vers, f. Ex. S. 260. 264, jf. om Fornyrðalag S. 268, saa at saadanne som


mitt er of mætti
mart lag bragar o.s.v. eller
slíkt er svá
siklingr á o.s.v.


kaldes det første vísuorð, det andet vísuorð, det tredie og fjerde vísuorð. Men derved synes de Gamles Brug ogsaa at være bestemt. Thi da det umulig kan være Meningen, at Ledene i de længere Versearter skulle skrives i een Linie, som


lætr sá'r Hákon heitir hann rekkir lið bannat o.s.v.

eller at de med Enderim skulle skrives saa, som

slíkt er svá siklíngr á, eller
varð í hreggi hörðu Hörðr fellðr at jörðu, o.s.v.

eller at det endog var at anbefale ved den skjønne Verseart, hvor det afkortede og udfyldte Versemaal vexle med hinanden, som


Bar tállaust
tvinnan blóma
aldin-viðr
einu sumri;
ok úkalt
útifuglar
öndverðt ár
urpu tysvar;


saa synes al Analogi at tale for, at det heller ikke overhovedet bør være Tilfældet ved det gamle Fornyrðalag; og uden Tvivl er det især denne Analogi Rask har villet hævde.

Af Rimstavene kan der, saavidt jeg skjønner, intet sluttes; thi hvad enten Leddene sættes i een eller to Linier, komme Rimstavene lige fuldt til at høre sammen, og den angelsaxiske Poesi viser, at de ikke engang behøve at forenes efter Meningen. Af Maalfyldingen lader sig heller intet slutte, thi denne staar kun der, hvor der er et Indsnit, og kan staa saavel i Midten som i Begyndelsen af Linien. I Midten staar den ofte i det sexliniede Fornyrðalag, f. Ex. i


ræð ek þer, Loðfafnir,
en þú ráð nemir,
njóta muntu, (EF ÞÚ) nemr, eller i
hvörju (ERTU NÚ) bölvi borinn,


hvortil Grunden strax herefter skal anføres.

Heller ikke Sammenligningen med Hexametre kan her, saavidt jeg indseer, være afgjørende. Om man ved Fornyrðarlag afbryder Linien hver Gang der er Cæsur eller kan anbringes Maalfylding, forandrer intet i Versets Gang; Led og Takt og Rimstave og Ophold eller Cæsur blive aldeles de samme, og hele Forskjellen bestaar kun i, at man, ved at afbryde Linien- eller sætte de to Led i to Linier, gjør opmærksom paa Cæsuren, ved at sætte dem i een Linie, derimod overlader det til Læseren selv at finde den. Det samme kan man gjøre ved Hexametre, og Læsningen vilde derved lettes; de kunne nemlig efter Cæsuren deles i to eller tre Linier; f. Ex. i to:


arma virumque cano,
Troiæ qui primus ab oris;


i tre:


Scylla rapax
canibus Siculo
latrare profundo.


Enten man skriver Hexametret saaledes eller i een Linie, kan aldeles intet forandre i dets Natur; man gjør nemlig intet andet derved, end at man betegner de Ophold, som virkelig finde Sted, ved ydre, i sig selv ligegyldige, Midler. Grunden til, at man desuagtet skriver Hexametret i een Linie, er vel den, at Cæsuren her er saa mangfoldig vexlende, at man snart maatte dele Verset i to, snart i tre Linier. Men denne Grund falder bort ved de gamle nordiske Vers, hvor Cæsuren hver Gang har sit bestemte Sted; og hvor den ikke har det, som i nysanførte tredie eller sjette Linie af det sexliniede Fornyrðalag, der afbryder man heller ikke Linien.

Imidlertid bør heller ikke det forbigaas, som taler for den af Grimm og Bergmaun antagne Afdelingsmaade. Det er især Sammenligningen mellem det otteliniede og sexliniede Fornyrðalag, og med de deraf fremkomne gamle Versearter i Middelalderens Kjæmpeviser. Forskjellen imellem det otteliniede og sexliniede Fornyrðalag bestaar i, at det sidste i Midten og Slutningen mangler en Fod, omtrent som Pentametret adskiller sig fra Hexametret; f. Ex. i


Eina dóttur
berr álfröðull
áðr hann fenrir fari;
sú skal riða
þá er regin deyja
móður brautir mær


mangler i tredie og sjette Linie en Fod; naar denne tænkes til i Midten eller Enden af Linien, saa vilde det være otteliniet. Grundformen for tredie og sjette Linie er nemlig enten


Fig. 8.


og heraf sees tillige Grunden, hvorfor Maalfyldingen her ogsaa kan staa i Midten af Linien, da denne i Grunden bestaar af to Dele. Betragter man Melodierne til det otteliniede og sexliniede Fornyrðalag, saa forekommer det mig, at det første bevæger sig i 4/4 (8/5) Takt, det sidste derimod i 6/8 Takt, men derom maa Musikkyndige dømme. I alt Fald ere de meget nærbeslægtede; og hvis man nu skrev det sexliniede saaledes


Eina dóttur berr álfröðull,
áðr hann fenrir fari;
sú skal riða, þá er regin deyja,
möður brautir mær,


og man ligeledes i det otteliniede trak begge de sammenhørende Led sammen, saaledes som Bergmann vil, saa vilde baade Ligheden imellem begge blive mere i Øjnefaldende, og Overensstemmelsen med Middelalderens Kjæmpeviser blive langt større. Dette vil sees af følgende to Halvdele, tagne af den samme Kjæmpevise, hvilke tillige vise, at Rimene kunne være mandlige eller kvindelige efter Behag, det er dannede efter det afkortede eller udfyldte Fornyrðalag:


Der var en Greve i Saxenland;
han havde en Datter, en Lillievand.
Hr. Gudbrand skulde af Landet fare;
Jomfru Ismar skulde hjemme vare.


Den hele Strofe svarer til et otteliniet Fornyrðalag.

Til det sexliniede Fornyrðalag svarer f. Ex.


Først vog han den lede Lindorm,
og saa hendes elleve Unger;
dog kunde han ikke af Bjerget komme
for Edder og Ormetunger.


At man skriver og skrev disse Viser saaledes, lader sig let indsee, Brugen af Enderim førte det ligefrem med sig; men de lade sig ogsaa opløse paa samme Maade som Fornyrðalaget. Ligesom nemlig


Hljóðs bið ek allar helgar kindir,
meiri ok minni mögu Heimdallar;
vildak Valföður vel framtelja,
fornspjöll fira, þau er fremst um man,


naar man opløser Leddene, bliver til


Hljóðs bið ek allar
helgar kindir,
meiri ok minni
mögu Heimdallar;
vildak Valföður
vėl framtelja,
fornspjöll fíra,
þau er fremst um man;


saaledes bliver den først anførte Kjæmpevise, ved at opløses i sine Led, til


(der) var en Greve
(i) Saxenland;
(han) havde en Datter
(en) Lillievand.
(Hr.) Gudhraml skulde
(af) Landet fare;
(Jomfru) Ismar skulde
hjemme vare.


eller et fuldstændigt otteliniet Fornyrðalag. Og ligesom det nysanførte Eina dóttur berr áfröðkull o.s.v. paa samme Maade opløst, bliver til


Eina dóttur
berr álfröðull,
áðr hann —
fenrir fari;
sú skal riða,
þá er regin deyja,
— móður —
brautir mær;


saaledes staar den sidstanførte Kjæmpevise isteden for


Først | vog han
(den) lede Lindorm,
(og) saa — .
(hendes) elleve Unger;
(dog) kunde han ikke
(af) Bjerget komme
(for) Edder —
(og) Ormetunger.


I alle saadanne Vers danne de første Led tilsammen en musikalsk Sætning, der kan opløses i to mindre Afsnit. Disse kan man afsondre eller forbinde efter Behag. Det er naturligt, at man i Kjæmpeviserne forbandt dem, saa at begge Sætninger, der rimede paa hinanden, kom til at staa i tvende til hinanden svarende Linier; men det er ligesaa naturligt, at man opløser dem, naar Rimet dertil i vore nyere Vers giver Anledning; f. Ex. i


En Nattergal
saa enlig bygger
sin Rede sval
i dunkle Skygger.


Og paa samme Maade kan man, uden at forandre det mindste i Versets Natur, opløse Fornyrðalaget i sine enkelte Led, hvorved dets Overensstemmelse med Bygningen af de gamle længere Versearter træder tydelig frem for Øjet.

Langt vigtigere er den Betragtning, til hvilken vi nu ville gaa over: Sammenhængen af det gamle Völuspá, Forbindelsen imellem dets Strofer og Ordningen af det hele Digt. Det har allerede oftere været bemærket, at Haandskrifterne frembyde en saa stor Forskjellighed, at man næsten maa opgive heri at finde nogen Orden. Codex regius er forskjellig fra det i Edda Sæmundina 3 D. S. 195 aftrykte Haandskrift, og begge igjen fra den stokholmske Udgave. Ved ingen eller faa blandt de eddiske Sange er det saa klart, som ved denne, at den er nedskreven efter Hukommelsen, at senere Besiddere af et Haandskrift have husket noget, som de mente burde tilføjes, at de have tilsat det i Kanten, og at dette igjen af Afskriverne er indsat i Texten, mangen Gang ikke paa sit rette Sted. Ved faa eller ingen af de eddiske Sange er det saa klart, at hvad vi nu have tilbage deraf, er kun Brudstykker, at der findes Aabnlnger, som ingen mere kan udfylde, at der findes andre Stykker, som næppe ret kunne forstaas, fordi det Foregaaende og Efterfølgende, der skulde opklare Sammenhængen, mangler. Det vilde derfor vistnok være en stor Fortjeneste, at bringe Orden i dette Kaos; men man maa tilstaa, at det er lettere at paavise det Mangelfulde og Urigtige, end at gjengive denne Forvirring sin oprindelige Enhed. Dette tror Bergmann at have naaet. Han bemærker (S. 176), at man allerede tidlig har tabt den rette Forbindelse imellem Stroferne, blandet Versene imellem hinanden, og derved forstyrret Meningen af det hele Digt. Paa denne Maade, vedbliver han, blev Digtet samlet af Folkets Mund, og indført i Sæmunds Edda. Det første, som Kritikken da har at gjøre, er at bringe Stroferne og Versene tilbage til deres oprindelige Orden; først efter dette vanskelige Arbejde kan man gjenkjende Digtets hele Plan, Fuldstændighed og Skjønhed. Han deler derfor (S. 167) Digtet i sine tre Hoveddele, der kunne betegnes med Navnene: det Forbigangne, det Nærværende, det Tilkommende, eller Traditionen, Visionen og Prædiktionen. I den første bruger Valaen Udtrykket: jeg mindes eller jeg veed (nemlig som noget jeg mindes); i den anden staar Verbet i Datiden: jeg saae; i den tredie, der træder frem for hende som et Syn, taler hun atter i Nutiden: jeg seer. Disse tre Hovedpartier, vedbliver han, ere forbundne ved simple og naturlige Overgange. Efter den første Strofe, der tjener som Indledning til det Hele, viser Valaen, hvorfra hun har faaet sin Kundskab, at hun er oplært af Jætterne, og har besøgt de ni Verdener, og danner derved Overgangen til den første Hoveddel, hvori hun fremsætter Jætternes Fortælling om deres egen Oprindelse, om Menneskenes og Dværgenes Skabelse, o.s.v. Derpaa omtaler hun sin Sammenkomst med Odin, der meddeler hende Visionsgave, og danner derved Overgangen til den anden Hoveddel, Betragtningen af den nuværende Verden. Og i det hun i denne ifølge sin Visionsgave seer de sørgelige Varsler for dens Undergang, gjør hun, ved at anføre disse, Overgangen til den tredie Hoveddel, Ragnarok, hvorpaa endelig Fornyelsen følger. Ved nu at henføre de enkelte Strofer hver under den Hoveddel, til hvilken de høre, uden Hensyn til den Orden, de have i Haandskrifterne, frembringer Bergmann «et Hele efter en regelret, logisk og naturlig Plan», et Hele, som viser, «at der i Digtet ingen Interpolation har fundet Sted», ja en saa fuldkommen Text, at «deri intet mangler og intet er tilovers», hvilket viser, at just dette maa have været Digtets oprindelige Skikkelse.

Men hvor skarpsindig end denne Ordning monne være, saa lader sig dog derimod adskillige Indvendinger gjøre, der uden Tvivl ville føre Betragteren tilbage til den Overbeviisning, at Digtet baade er interpoleret og paa mange Steder usammenhængende, at adskilligt er tilsat og at adskilligt mangler, at nogle Partier vel lade sig fremstille i en klar Orden, men at dette ved andre er umuligt. Selv om Kritikken ikke kan bringe det videre, end hertil, saa er det dog bedre, at den vedkjender sig denne Mangel, end at den skuffer sig selv ved en Fuldkommenhed, som det ærværdige Oldtidsdigt, desværre, nu ikke mere besidder.

For det første gjøre vi den Bemærkning, at Versene i Völuspá uden Tvivl, ligesom i Hrafnagaldr Óðins, i Vegtamskviða og i alle de ældste Sange, have bestaaet af regelmæssige otteliniede Strofer. Overalt, hvor Digtet hænger smukt og vel sammen, der komme disse regelmæssige Strofer tilsyne; men hvor Meningen er mangelfuld eller uvis, der er Strofernes Linieantal ogsaa for styrret. Man maa derved føres til at formode, at denne regelmæssige Orden oprindelig har fundet Sted i det hele Digt; hvor den nu ikke findes, der maa da enten noget være faldet ud eller Digtet være interpoleret. Denne Formodning vil bestyrkes, naar man nøjere betragter nogle enkelte Steder, hvor en saadan Uorden er fremkommen. De første Strofer ere aldeles regelmæssige, men derefter finder man følgende:


Sol varp sunnan,
sinnin mána,
hendi himni hægri
um himin jó-dyr;
sól þat ne vissi,
hvar hon sali átti,
stjörnur þat ne vissu,
hvar þær staði áttu,
múni þat ne vissi,
hvat hann megins átti.


Her er for mange Linier til een Strofe, og for faa til to. Det er da sandsynligt, siden der i Begyndelsen kun er Tale om Sol og Maane, at det, som i Slutningen siges om Stjernerne, der ikke havde noget Hensyn til den gamle Aarsinddeling, er en Randglosse, der siden, og det endog paa urette Sted, er kommen ind i Texten. I Snorraedda S. 9 anføres de samme sidste sex Linier, men i en anden Orden: først tales om Solen, saa om Maanen, saa om Stjernerne, og det er efter de Gamles Tankegang den naturligste Orden. Naar da de to sidste Linier om Stjernerne falde bort eller skydes ud, saa faar Strofen sin rette Længde og behørige Sammenhæng: Maanen gik foran, Solen fulgte efter, men deres Gang var endnu ikke ordnet; just saaledes anføres ogsaa denne Strofe hos Olafsen, om den nord. Digtek. S. 20 —21.

Strax efter hedder det:


Þú gengu regin öll,
á rökstóla,
ginheilug goð
ok um þat gættusk:
nótt ok niðjum
nöfn um gáfu,
morgin hetu
ok miðjan dag,
undorn ok aptan,
ár um at telja.


Dette indeholder Brudstykker af to Strofer; de sidste sex Linier høre uadskillelig sammen, men de fire Linier, som skulde have sluttet den første Strofe, og de to første af den næste mangle. Dette sees ogsaa af Sammenhængen; efter ok um þat gættusk mangler nemlig det, som de gættusk um, hvilket det Følgende ikke kan være, da det ligefrem siger hvad de gjorde, ikke hvad de betænkte at ville gjøre. Der mangler noget som det, der plejer at følge efter den samme Formel, noget som: hverr skyldi dverga drótt um skepja eller som: hvert skyldu Æsir afráð gjalda, der findes i tvende senere Strofer just der, hvor denne Formel gaar forud.

Fremdeles følger:


Hittusk Æsir
á Íðavelli,
þeir er hörg ok höf
há-timbruðu;
afla lögðu,
auð smiðuðu,
afls kostuðu,
alls freistuðu,
tángir skópu,
ok tól görðu.


Her er Randglossen saa aabenbar, at afls kostuðu, alls freistiðu, allerede forhen, ogsaa af Bergmann, er erkjendt som saadan, og forkastet som uægte, hvorved ligeledes Strofen faar sin rette Størrelse.

Det vilde være trættende saaledes at gjennemgaa det hele Digt; jeg skal derfor kun endnu anføre et Par mærkelige Steder. Ved Balders Død læses efter Edda Sæmundina 3 D. S. 39-40 saaledes:


30.
Varð af þeim meiði,
er mjór sýndisk,
harmflaug hættlig,
Höðr nam skjóta.
31.
Baldrs bróðir var
of borinn snemma,
sá nam Óðins sonr
einnættr vega;
þó han æva hendr,
ne höfut kembði,
áðr á bál um bar
Baldrs andskota.
Enn Frigg um gret
í Fensölum
vú Valhallar.
Vituð er enn eða hvat?


Ligesaa læses i Stokholmerudgaven S. C, kun at Begyndelsen til den anden Strofe er sat som Slutning af den første, og det Sammenhørende derved skaaret midtover. Bergmann har (S. 179) allerede bemærket, at Ordene fra Baldrs broðir var og til Baldrs andskota, der danner en fuldkommen Strofe, ogsaa findes i Vegtamskviða, Str. 16, antager, at den fra Völuspá er kommen derover, og slutter derfra til Völuspás Ælde. Men Sammenhængen kan ogsaa være, og er uden Tvivl følgende. Naar man læser Ordene saaledes, som de her staa, saa maa man med Rette undre sig over, at Frigg først giver sig til at græde efter at Balder er hævnet; man skulde tro, at dette maatte skee strax efter hans Død, og saa var det virkelig. At Höder skjød Balder og at Frigg begræd Valhals Ulykke, hører uadskillelig sammen, og det vil det, naar man kaster den hele fra Vegfamskviða her overførte Strofe bort. Man maa eftersee Vegtamskviða, for at overtyde sig om, at den der hører hjemme som Svar paa et foregaaende Spørgsmaal; her forstyrrer den Sammenhængen. Uden Tvivl har en Ejer af et Haandskrift, som erindrede sig disse Ord om Hævnen over Balder, skrevet dem til ved Siden, og en senere Afskriver skrev saa tankeliist af, at han satte Randglossen ind midt imellem det Øvrige, hvorved den stod.

Ved Ragnarok hedder det fremdeles om Thors Kamp med Midgaardsormen efter Haandskrifterne:


Þá kemr hínn mæri
mögr Hlóðynjar,
gengr Óðins sonr
við úlf vega.
Drepr hann af móði
Miðarðs væor;
munu halir allir
heimstöð ryðja.
Gengr fet níu
fjörgynjar burr
neppr frá naðri
niðs ókviðnum.


I denne uformelige Strofe ere Ordene gengr Óðins son víð ulf vega ikke paa deres rette Sted, da Thor ikke stred med Ulven, men med Midgaardsormen; det sees ogsaa af Snorraedda S. 74, hvor de staa som Begyndelse til den foregaaende Strofe; ogsaa Bergmann har bemærket det, og uden videre (S. 219) forandret úlf til arm. Dernæst skjønnes ogsaa let, at Ordene munu halir allir heimstöð ryðja aldeles intet have at gjøre imellem det, at Thor dræbte Midgaardsormen, og derpaa gik ni Fjed før han faldt. Men skyder man nu disse Tilsætninger ud, der høre andensteds hen, saa faar man en regelmæssig otteliniet Strofe. Hvor det er nødvendigt, at foretage sig saadanne Forandringer, som de her bemærkede, og der findes endnu flere saadanne Steder, der synes det aabenbart, at man har en upaalidelig, forvirret og ved Randglosser eller Udeladelser forstyrret Text for sig.

Allerede heraf maa man formode, at ogsaa Læsningen af enkelte Ord maa være højst usikker, og dette viser sig, naar man sammenligner Haandskrifterne. Naar man derfor søger at ordne Digtets Hoveddele efter de Tider, der i hver af dem forekomme, saa bliver denne Bestemmelse, naar man ej selv vilkaarlig vil forandre vedkommende Ord, højst tvivlsom. Thi der, hvor det ene Haandskrift har Nutiden, har det andet Datiden og omvendt. F. Ex. i Stokholmerudgaven Str. 44, Edda Sæmundina S. 42, Str. 34, og S. 202, Str. 32 læses i første og femte Linie: sal sá hón standa — falla eiturdropar (det ene i Dat. det andet i Nut.); sal sá hon standa — fellu eiturdropar (begge i Dat.); sal ser hon standa — falla eiturdropar (begge i Nut.), og saaledes paa flere Steder. Dette synes at vise, at de, der opskreve Sangen, ikke selv ret vidste, hvorledes de vare farne, at de snart satte Nutiden, snart Datiden, alt som det syntes dem at passe bedst paa det Sted, hvor de indskjøde noget. Men deraf følger da ogsaa, at Kritikken nu, naar den vil ordne Sangens Dele, ikke kan have paalidelig Vejledning i saa vaklende Læsemaader; foretrækker den Datiden, saa hører vedkommende Stykke til anden Hoveddel, foretrækker den Nutiden, saa hører det til tredie Hoveddel. Paa den Maade kan den flytte Stykkerne om næsten ganske efter Behag, og gjør den ikke det, saa kan ingen ret Sammenhæng fremkomme.

Hertil kommer endnu, at der uden Tvivl i Völuspá ere indkomne hele Stykker, der vel kunne være gamle nok, og maaskee ere Brudstykker af en anden gammel Sang, men som ej høre Völuspá til. Dertil regner jeg Opregningen af Dværgenavnene, i Stokholmerudgaven Str. 11-16, skjøndt de ogsaa, efter Völuspá, anføres i Snorraedda S. 16. Kort og fyndig tyder Valaen ellers kun hen til de store Begivenheder, hun skuer; hvorledes er det muligt, at hun i sin Henrykkelse paa een Gang skulde give sig til at opregne lutter Navne, og det ikke paa andet end Dværge? Læseren bedes selv at betragte disse Strofers Beskaffenhed noget nøjere, da vil han uden Tvivl sande, at de ikke ere andet, end Stumper og Stykker af en Fortegnelse over Dværgene, som den, der har optegnet den, selv ikke ret vidste Rede i, men hvor een har sat noget til, og en anden noget mere. Ja, de bære endog tydeligt Præg af en senere Rimsmed, der ikke har kunnet komme tilrette med Rimstavene. F. Ex. i


nú hefi ek dverga,
Réginn ok Ráðsvið,
rett um talda


høre første og tredie Linie sammen, og den anden staar som det femte Hjul til en Vogn. Der har først staaet


nú hefi ek dverga
rett um talda,


men heri manglede de behørige Rimstave; en anden satte altsaa to Navne til, som vel indeholde dem, men tillige forstyrre al grammatikalsk Forbindelse. Saadanne Vers kunne ikke være ægte. Lignende Bemærkninger kan man gjøre ved andre Steder. Naar det om Nornerne hedder:


Þáðan koma meyjar
margs vitandi,
þrjár or þeim sal
er und þolli stendr.
Urð hetu eina,
aðra Verðandi,
skáru á skiði,
Skuld hina þriðju.
Þær lög lögðu,
þær líf kuru,
alda börnum
örlög at segja;


saa ere her fire Linier for mange i Strofen, der først faar sit rette Omfang og sin rette Mening, naar Ordene fra Urð til þriðju falde ud. Det Foregaaende og Efterfølgende hænger sammen: Møerne kom, og bestemte Skjæbnen. Men blive de fire midterste Linier staaende, saa kommer der et nyt Subjekt i hetu, og atter et nyt i skáru. Valaen har desuden lige forud nævnt Urð, altsaa forudsat Nornernes Navne som bekjendte, hvorfor skulde hun da derefter give sig til at opregne dem? Disse Linier ere da aabenbar, som mig synes, tilsatte af een, der vilde have Navnene med (deri laa for de senere Betragtere en stor Viisdom), og anbragte dem saa uheldig, at de hverken selv hænge sammen, eller med det Foregaaende og Efterfølgende. Han skrev til:


Urð hetu eina,
áðra Verðandi,
Skuld hina þriðju,


og fik saaledes et Subjekt i hetu, hvortil intet svarer i det Foregaaende; men der manglede endnu Rimstave til den tredie Linie; der maatte altsaa endnu indflikkes skáru á skiði, hvilket igjen gaar paa Nornerne, men som dog vel skulde gjælde dem alle tre, og ikke blot de to foregaaende. Bergmann har ogsaa (S. 213) bemærket den urigtige Følge af Tiderne i denne Strofe, og derfor uden videre i første Linie forandret koma til komu. Om Valkyrierne hedder det:


Sá hon Valkyrjur
vítt um komnar,
görfar at riða
til Goðþjóðar.
Skuld helt skildi,
en Skögul önnur,
Gunnr, Hildr, Göndul
ok Geirskögul.
Nú eru taldar
nönnur Herjans,
görfar at ríða
grund Valkyrjur.


Ogsaa de sidste Linier heraf forekomme mig som en senere Tilsætning af een, der ikke vidste, hvad der ellers skulde have fulgt. Den hele Omgivelse (Læseren bedes at eftersee den) viser sig som en Samling af Brudstykker. Er Hensigten at opregne Valkyrierne, da er denne Opregning meget ufuldstændig (jf. Snorraedda, S. 39); men Valaen giver sig overhovedet ikke af med Navneregistre, og disse slette prosaiske Linier ere hende ikke værdige.

Efter saaledes ved nogle Exempler at have oplyst den Forstyrrelse, som hersker i dette Digt, ville vi gaa over til at betragte Gangen i det Hele. Denne er vistnok ganske rigtig opfattet af Bergmann og af andre Fortolkere; thi om Hoveddelene kan der næppe være nogen Tvivl. Kun derom kan man være saare uvis, hvilke Strofer der henhøre til hver Hoveddel, og hvorledes disse Strofer indbyrdes skulle ordnes imellem hinanden. Vi tro derved at komme til det Resultat, at nogle Dele lade sig frem stille i Sammenhæng, men at andre bestaa af lutter Brudstykker, ved hvilke de forbindende Led for bestandig ere tabte. Ved Fremstillingen heraf ville vi tillige af og til komme til at berøre Bergmanns Ordning, og overlade derpaa den afgjørende Dom til Læserens eget Omdømme.

Valaen henvender først Talen til alle Heimdals Børn, til alle Mennesker (hverken til Guder; Jætter eller andre Væsener); dem vil hun forkynde de fremmeste (vigtigste) Sagn, som nogen kjender. Dette siger hun i først en Strofe:


Hljóðs bðd ek allar
helgar kindir,
meiri ok minni
mögu Heimdallar[1];
vildak Valföður
vel framtelja,
fornspjöll fíra,
þau er fremst um man.


Thi hun kjender hele den skabte Verden, Himmel og Jord og hvad der er under Jorden. Dette maa være Meningen af den næste Strofe, der ved Udtrykket ek man slutter sig umiddelbar til den foregaaende:


Ek man jötna
ár um borna,
þá er forðum mik
födda (frædda) höfðu;
níu man ek heima,
níu íviði (iviðjur)[2],
mjótvið (mótvið)[3] mæran
fyrir mold neðan.


Derpaa begynder Sangens første Del: Verdens Skabelse. Først var Ymer, den uformede Masse, i Ginnungagab eller det uhyre Svælg; saa skabtes Himmel og Jord; Himmellegemernes Gang ordnedes, der gjordes Forskjel paa Nat og Dag, paa Nat og Næ (eller Næde, den mørkeste Tid af Natten, niðmyrkr), paa Morgen, Middag, Eftermiddag (undorn) og Aften; og efter Nætter og Dage kunde atter Aarene tælles. Dette gives i følgende Strofer:


Ár var alda,
þá er Ýmir bygði,
vara sandr ne sær,
ne svalar unnir;
jörð fansk æva,
ne upphimin;
gap var ginnunga,
en gras hvergi.
Áðr Burs synir
bjóðum ypðu[4],
þeir er mæran
Miðgarð skópu.
Sól skein sunnan
á salar (svala) steina,
þá var grund gróin
græmum lauki.
Sól varp (brá) sunnan,
sinnin[5] mána,
hendi hinni hægri
um himin-jódyr.
Sól þat ne vissi,
hvar hon sali átti,
máni þat ne vissi,
hvat þann megins átti.
Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginheilug goð,
ok um þat gættusk: —
Nótt ok niðjum
nofn um gáfu,
morgin hetu
ok miðjan dag,
undorn ok aptan,
á um at telja.


Nu følger Dværgenes og Menneskenes Skabelse: Aserne samles paa Idasletten, de opføre sig Borge, og smede Guld, lege Tavl, og ere ubekymrede, indtil de tre Thursemøer komme. Da overlægge de, hvo der skal skabe Dværgene; selv skabe de de tvende første, og disse fortsætte Skabningen af de andre, indtil tre af Asernes egen Midte forvandle Ask og Embla til Mennesker:


Hittusk Æsir
á Iðavelli,
þeir er hörg ok hof[6]
há-timbruðu;
afla lögðu,
auð smiðuðu,
tángir skópu
ok tól görðu.
Tefldu í túni,
teitir váru,
var þeim vettugis
vant or gulli;
unz þrjár komu
Þursa meyjar,
ámkáttkar mjök,
or Jöunheimum.
Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginheilug goð,
ok um þat gættusk:
hverr skyldi dverga
drótt um skepja
or brímis blóði
ok blám leggjum.
Þar var Mótsognir
mæstr um orðinn
dverga allra,
en Durinn annarr;
þeir mannlíkun
mörg um göröu,
dverga or jörðu,
sem Durinn sagði.
Unz þrír komu
or því liði
öfgir ok ástgir
Æsir at súsi[7];
fundui á landi
litt megandi
Ask ok Emblu
örlög lausa.
Önd þau ne áttu,
öð þau ne áttu,
lá ne læti
ne litu gúða;
önd gaf Óðinn,
öð gaf Hænir,
lá gaf Löður
ok litu góða.


Her ere da alle de Strofer forbigaaede, der kun indeholde en Opregning af Dværgenavnene. Hvis de tre Thursemøer, hvilket Bergmann (S. 225), som jeg tror med Rette, bemærker, ere de tre Norner, saa er Sammenhængen den, at Aserne levede hen og morede sig selv, uden at tænke videre paa den øvrige Skabning, indtil hine Skjæbnens Møer kom did, og ved deres Bestemmelse gave Gudernes Virksomhed denne bestemte Retning: Skabelsen af andre levende Væsener, først af Smaafolkene, Dværgene, og derpaa af Menneskene selv. Det urimelige Spring imellem Slutningen af Dværgenes Opregning og Strofen Unz þrir komu etc. bliver ogsaa herved betydelig mildnet. Det kunde endnu være et Spørgsmaal, om de tvende Strofer om Nornerne, som staa længere hen, og begynde med Ask veit ek standa etc. Þáðan koma meyjar etc. ikke ogsaa, hvilket Bergmann har antaget, skulde indsættes her foran Þá gengu regin öll etc, men da maatte koma, hvorom ovenfor er talt, nødvendig forandres til komu. Hos Bergmann er Ordenen saaledes: Hittusk Æsir á Iðavelli etc. til vant or gulli; derpaa lader han følge: Unz þrir komu or því líði indtil ok litu góða; derpaa Unz þrjár komu þursa meyjar etc Ask veit ek standa etc. Þáðan komu meyjar etc. Þá gengu regin öll etc. hvorpaa følger Dværgenes Skabelse; saa at Menneskenes Skabelse gaar forud for Thursemøernes Ankomst og for Dværgenes Skabelse. Men herimod strider alle Haandskrifter og, saavidt jeg skjønner, Sammenhængen; hvorfor skulde nemlig Dværgene, der dog vare langt ubetydeligere Væsener, skabes sidst? og hvorfor skulde de have det forud for Menneskene, at Nornerne vare komne førend deres Skabelse? Bergmann retfærdiggjør (S. 225) sin Ordning ved den Bemærkning, at Guderne kunde give de første Mennesker alt undtagen Skjæbne, derfor maatte de tre Norner komme at meddele dem den. Men det selv at blive skabt, maatte jo dog ogsaa meddeles dem af Nornerne, det at blive skabt er jo dog den første væsentligste Del af ethvert Væsens Skjæbne; og Nornernes Forhold er jo det samme baade til Dværge, Alfer og Mennesker, de herske paa samme Maade over alle tænkende Væseners Liv og Lod.

Her maatte første Del ende, med mindre man vilde antage, at Valaen endnu har givet en Beskrivelse over de forskjellige Dele af Skabningen, af hvilken da kun Brudstykker ere tilbage, og hvortil kunde høre de Strofer, der begynde med Ask veit ok standa etc. Veit hon Heimdallar etc. Bergmann henfører (S. 171) til første Del endnu: at Odin meddeler Valaen Visionsgave (Ein sat hon uti etc.), Valkyriernes Ankomst (Sá hon Valkyrjur etc), Stroferne om Guldveig, Krigen imellem Aser og Vaner, og at Thor dræber Bygmesteren. De danne da som et nyt Afsnit Overgangen til anden Del. Men disse Begivenheder ere dog, lige saavel som Balders Død, Begivenheder i den nuværende Verden, og synes derfor rettest at maatte henføres til Digtets anden Hoveddel.

Den anden Del er den mest forvirrede i det hele Digt. Derom ville vi overtyde os ved at betragte noget deraf efter den Orden, som Bergmann følger. først betragte vi da Strofen:


Veit hon Heimdallar
horn (hljóð) um fólgit
und heiðvænum
helgum baðmi;
á ser hon ausask
aurgum forsi
af veði Valföðurs.
Vituð er enn eða hvat?


Den staar hos Bergmann strax efter Dværgenes Skabelse, og foran Ein sat hon úti etc, hvori der omtales, at Odin skjulte sit Øje i Mimers Brønd, hvilket just er det Pant, som her sigtes til. Man skulde da tro, at den burde følge derefter; Odin maatte først have skjult sit Øje, førend dette kunde omtales som et Pant. Men hvad tænkelig Forbindelse der finder Sted imellem disse to Strofer, seer jeg mig ikke i Stand til at opdage; de synes blot af Afskriverne at være satte sammen, fordi der i begge tales om veð Valföðurs. Ligesaa ilde er man faren med


Ein sat hon úti
þá er hinn aldni kom,
Yggjúngr Asa,
ok í augu leit.
Hvers fregnit mik?
hvi freistit mín? —
Allt veit ek, Óðinn,
hvar þú auga falt
í hinum mæra
Mímis brunni[8];
drekkr mjöð[9] Mimir
morgín hverjan
af veði Valföðurs.
Vituð er enn eða hvat?
Valdi henni Herföður,
hrínga ok men —
féspjöll spaklig
ok spá ganda,
så hon vítt ok um vítt
of veröld hverja.
Sá hon valkyrjur etc.


Man seer, at her paa to Steder ere Huller, men hvor lidet eller meget der fejler, er vanskeligt at sige; thi Sammenhæng i Tanken mangler. Valaen sidder ude, den Gamle (Odin) kommer, og frister hendes Viisdom; han giver hende Ringe og Kløgt. Men er det da Belønningen, fordi hun veed at han har pantsat sit Øje? eller forudsætter ikke den midterste Strofe, hvis den skal staa her, en længere Samtale imellem dem, i hvilken han prøver hendes Kundskab?

Herefter lader Bergmann følge Stroferne om Guldveig og Krigen imellem Aser og Vaner, hvilken sidste efter andre Beretninger var den første mærkelige Begivenhed i Guders og Menneskers Liv. Deres Orden har han rigtig saaledes:


Þat man hon fólkvíg
fyrst í heimi,
er Gullveigu
geirum studdu,
ok i höll Hárs
hana brendu;
þrisvar brendu
þrisvar borna,
opt, ósjaldan,
þá hon enn lifr.
Heiði hana hetu,
hvars til húsa kom,
völu velspá
vitti hon ganda
seið hon kunni
fleygði Óðinn,
ok í fólk um skaut;
seið hon leikin,
æ var hon ángan
illrar þjoðar.
Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginheilug goð,
ok um þat gættusk:
hvart skyldu Æsir
afráð gjalda,
eða skyldu goðin öll
gildi eiga?
Brotinn var borðveggr
borgar Ása,
knáttu Vanir vígspá
völlu sporna;
þat var enn folkvig
fyrst í heimi.


Man skulde tro, at Meningen heraf var denne: at Aarsagen til den første Krig i Verden var Menneskenes Bekjendtskab med Guld, med Mit og Dit, hvilket frem stilles under Billedet af Guldveig, der som en Vala vandrede om og forførte Folkenes Hjerter; men herimod strider de Ord i den førstanførte Strofe: ok i höll Hárs hana brendu, hvilke desuden give Verset en større Længde, end tilbørlig. Ifølge disse Ord lader det som det var Aserne, der brændte Guldveig, og afstedkom den hele Ulykke ved at sende hende til Menneskenes Børn. Men om man ogsaa kunde komme over denne Vanskelighed og Asernes dunkle Raadslagning, saa mangler dog al Overgang til den sidste Strofe, al Oplysning om eller i det mindste Hentydning til, hvad dette har at gjøre med Krigen mellem Aser og Vaner, der her paa een Gang komme frem som Væsener, der ere faldne ned af Luften, hvorledes denne Gudernes Raadslagning kunde have til Følge, at Muren paa Asernes Borg blev brudt; og det bliver bestandig tvivlsomt, om der ikke i disse Strofer tales om tvende fra hinanden forskjellige folkvig, det ene Gullveigs Drab, det andet Krigen imellem Aser og Vaner. For at løse disse Gaader, antager Bergmann (S. 230), at Guldveig, hvis gjentagne Drab man ellers forklarer om Guldets Smæltning, var en af Vanernes Spaakvinder, at hendes Navn i Vanernes Sprog var Heiðr; at Aserne enten for at haane Vanerne eller for at aftvinge hende en Bekjendelse, løftede hende paa Spyd og optændte Ild under hende o.s.v., hvoraf da Krigens Udbrud mellem Aser og Vaner var en Følge; men hvilken Hjemmel der haves for denne Forklaring, er mig ubekjendt. Lader man fremdeles derpaa efter Haandskrifterne og Bergmann følge:


Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginheilug goð,
ok um þat gættusk:
hverr hefði lopt allt
lævi blandit?
eðr ætt jötuns
Óðs mey gefna?
Þórr einn þar var
Þrúnginn móði,
hann sjaldan sitr,
er hann slíkt um fregn;
á gengusk eiðar,
orð ok særi,
mál öll meginlig,
er á méðal föru,


saa finder man heri en bekjendt Begivenhed: Mythen om Bygmesteren og Sleipners Fødsel (Snorraedda S. 45), men Begyndelsen deraf, Forbindelsen, hvori den skulde staa med det næstforegaaende, er ligeledes borte. Førend der siges, at Guderne gik hen at raadslaa, maa der nødvendig have staaet noget om den foregaaende Tildragelse, som gav Anledning til denne Raadslagning. Ligesaa lidet finder man herfra nogen Overgang eller noget Forbindelsesled imellem disse Strofer og de derpaa følgende langt senere Begivenheder, Balders Død og Lokes Straf. Men alt dette og den i Haandskrifterne herskende Uorden synes da at vise, at det, vi endnu have af Digtets anden Del, kun er Brudstykker, om hvis Ordning Afskriverne selv ingen ret Besked have vidst, og som nu, da vi mangle alle naturlige Overgange, heller ikke mere lade sig bringe i en paalidelig Orden. Ja, man maa endog af selve disse Brudstykkers Beskaffenhed slutte, at Digtets anden Del ikke blot har omtalt Yggdrasills Ask, Urdes Brønd, Heimdals Horn, Balders Død o. desl., men at den i korte fyndige Strøg har givet en Skildring af Gudernes hele Liv og deres Forbindelse med Menneskene, af Himmel, Jord og Underverden, altsaa af alle de Myther desangaaende, som vi kjende af Snorraedda og endnu flere, som ere tabte; saa at den anden Del, som den virkelig skulde, har omfattet Livet i den nuværende Verden eller Tidsalder. Kun da faa disse Brudstykker nogen Betydning, men desværre er det, som skulde give dem Mening og Sammenhæng, for bestandig borte.

Hertil føjer jeg endnu en Bemærkning, som jeg skylder en rejsende Lærd, der har ydet den nordiske Litteratur en fortrinlig Opmærksomhed, nemlig at de følgende Strofer, der handle om Boligen for Sindres Æt, om Brimer og om Nastrand, ikke høre herhen, men til Slutningen af Digtet; hvilket er et nyt Beviis paa, hvor forvirret det er kommet til os. At det forholder sig saa, sees af Fremstillingen i Snorraedda S. 75, hvor netop det samme fortælles om de Boliger, hvori alle Væsener skulle leve, men først efter Guders og Menneskers Undergang. Just her variere især de forskjellige Tider, Nutid og Datid. Man finder nemlig efter de sædvanlige Læsemaader: Stoð fyrir nordðn á Niðarfjöllum etc. Sal sá hon standa etc.; men dels i Edda Sæmundina S. 202, dels i Snorraedda nysanf. St. staar Nutiden Sal ser hon standa etc. Í þeim sal, er Brimir heitir, hann stendr á Ókolni; salr er stendr á Niðafjöllum, sá heitir Sindri.

Naar disse Strofer udgaa her, og hensættes paa deres rette Sted i det Følgende, saa dannes en ganske god Overgang til Digtets tredie Del ved Stroferne om Fenrers Børn, og Egdir, Fjalar og Gullinkambi (skjøndt Tiderne ogsaa her variere: sat og býr', fæddi og fæðr, gól og gelr); hvorefter Valaen begynder den tredie Del med Geyr Garnir mjök etc. Fjöld veit hon fræða etc., og Digtet skrider nu temmelig regelmæssig frem til sin Slutning. Nogle Hovedpartier deraf fortjene dog ogsaa at betragtes.

Ragnarok forberedes ved frygtelige Uaar. Skildringen deraf er ufuldstændig. Det hedder:


Bræðr munu berjask
ok at bönum verða;
munn systrúngar
sifjum spilla;
hart er í heimi,
hórðómr mikill;
skeggöld, skálmöld,
skildir 'ru klofnir;
vindöld, vargöld,
áðr veröld steypisk;
man engi maðr
öðrum þyrma.


Denne uformelige Strofe er fyldt med Brudstykker af en anden, der synes at have gaaet forud; hart er í heimi, hórdómr mikill adskiller de fire foregaaende og fire efterfølgende Linier, der hænge sammen; man eigi maðr öðrum þyrma kommer mat slæbende bagefter, og findes heller ikke i Snorraedda S. 71; naar disse skydes ud, saa har Strofen sin rette Længde, og hænger da vel sammen. At der har hørt mere til denne Skildring, sees af Snorraedda, og af Edda Sæmundina S. 202, hvor der findes endnu et hertil hørende Brudstykke : grundir gjalla, gífur fjúgandi, men hvor Prædikatet til gifur eller de to følgende Linier ogsaa mangler. Her er altsaa endnu et Exempel paa, at vi have Brudstykker for os, der ikke mere lade sig supplere.

Nu følger Skildringen af Ragnarok:


Leika Mímis synir,
en mjótviðr kyndisk
at hinu gjalla
gjallar horni;
hátt blæs Heimdallr,
horn á lopti,
Hvat er með Ásum?
hvat er með Alfum?
Gnýr allr Jötunheimr,
Æsir 'ru á þingi;
stynja dvergar
fyrir steindyrum,
Veggbergs vísir.
Vituð er enn eða hvat?
Hrymr ekr austan etc.
mælir Óðinn
við Mimis höfut[10]
Skelfr Yggdrasils
askr standandi etc.
Kjöll ferr austan[11] etc.
Surtr ferr sunnan
með sviga læfi,
skín af sverði
sól valtíva;
grjótbjörg gnata,
en gifur rata,
troða halir helveg,
en himin klofnar.


Herved har jeg kun at bemærke, at jeg har sat Strofen Hvat er með Ásum etc. paa et andet Sted, end sædvanlig, overensstemmende med Haandskriftet i Edda Sæmundina S. 203 og med Snorraedda S. 73, samt med hele Sammenhængen: først blæser Heimdal, Yggdrasill skjælver, alle Væsener komme i Oprør; derpaa komme Gudernes Fjender, og Himlen brister ved deres Færd.

Nu følger Gudernes Kamp i Strofer, der, efter hvad før er bemærket, ville være følgende:


Þá kemr Hlínar
harmr annarr[12] fram,
er Óðinn ferr
við úlf vega,
en bani Belja
bjartr at Surti;
þá mun Fryggjar
falla ángan (-týr).
Þá kemr hinn mikli
mögr sigföður
Viðarr vega
at valdýri;
lætr megi Hvedrúngs
mund um standa
hjör til hjarta,
þá er hefnt föður.
Þá kemr hinn mæri
mögr Hlóðýnjar,
drepr hann af móði
Miðgarðs veor;
gengr fet niu
Fjörgynjar burr
neppr frá naðri
niðs ókviðnum


Men derefter er atter en Aabning. Thi Kampen imellem Heimdal og Loke (Snorraedda S. 73) har uden Tvivl ogsaa været berørt i Sangen, og denne har vel ogsaa omtalt de øvrige Væseners Skjæbne (hvoraf Ordene munu halir allir heimstöð rydja synes at være et Brudstykke), førend den slutter med:


Sól tekr sortna
sígr fold í mar
hverfa af himni
heiðar stjörnur;
geisar eimr
við aldrnára[13],
leikr húr hiti
við himin sjálfan.


Foran denne Strofe indsætter Bergmann den, der ellers slutter Sangen: þá kemr hinn dimmi dreki fljúgandi etc. og bemærker hertil (S. 237-238), at Nidhugs Ankomst bebuder, at Jorden snart maa synke ned i Havet; i Ordene nú mun hon sökkvask maa han altsaa forklare hon om Jorden, saa at det skulde have Hensyn til det derpaa følgende sígr fold í mar; men efter al naturlig Ordforbindelse maatte hon snarere have Hensyn til Solen, da sól tekr sortna staar forud for sígr fold í mar. Denne Afvigelse fra alle Haandskrifter, i hvilke hin Strofe danner Slutningen af det hele Digt, lader sig derfor næppe ved en saa tvungen Fortolkning forsvare.

Slutningen af Digtet indeholder alle Tings Fornyelse, samt Belønning for de Gode, Straf for de Onde. Sammenhængen deri forekommer mig at være følgende. Jorden fornyes, den ædlere Del af Asamagten kommer tilbage; de samles atter paa Idaslette, og gjenvinde deres forrige Uskyldighed:


Ser han uppkoma
öðru sinni
jörd or ægi
íðja græna;
falla forsar,
flýgr örn yfir,
sá er á fjalli
fiska veiðir.
Munu ósánir
akrar vaxa,
böls mun alls batna,
Baldr mun koma;
búa þeir Höðr
Hropts sigtóptir,
ve valtíva.
Vituð er enn eða hvat?
Þá kná Hænir
hlut (hlaut) við kjósa —
ok burir byggja
bræðra tveggja
vindheim viðan.
Vituð er enn eða hvat?
Hittusk Æsir
á Íðavelli,
ok um moldþinur
máttkan (máttkar) dæma;
ok minnask þar
á megindóma,
ok á fimbultýs
fornar rúnar.
Þá munu Æsir
undursamligar
gullnar töflur
í grasi finna,
þærs í ár daga
áttar höfðu
félkvaldr goða
ok Fjölnis kind.


Her har jeg ladet Strofen Munu osánir etc. følge strax efter den første, da de synes at slutte sig tæt til hinanden: En ny Jord skyder op af Havet, og den bærer Frugt uden at saaes (saaledes ogsaa Snorraedda S. 76). Derhos følger det ogsaa ligefrem af sig selv, at Guderne først maa komme, førend de samles paa Idaslette. Den tredie Strofe er et Brudstykke, og derfor uforstaaelig; efter kjosa mangler to Linier, der maaskee vilde have fuldstændiggjort dens Mening. Men formodentlig mangler her endnu mere, thi der maa dog ogsaa have været Tale om Vidar og Vale, om Møde og Magne (de tvende Brødre?), som have Mjølner; see Snorraedda S. 76.

Nu følger de Godes Belønning i to Strofer, og ligeledes de Ondes Straf; til den første om Gimle, som Haandskrifterne have her, slutte sig nemlig de, der, ifølge hvad forhen er bemærket, staa i Digtets midterste Del, men høre herhen, saaledes:


Sal ser hon standa
sólu fegra,
gulli þakdan
á Gimli hám;
þar skulu dyggvar
dróttir byggja,
ok um aldar daga
yndis njóta
Stendr fyrir norðan
á Niðafjöllum
salr or gulli
Sindra ættar[14];
en annarr stendr
á Ókolni,
bjórsalr jötuns,
en sá Brímir heitir.
Sal ser hon standa
sólu fjarri
Náströndu á
norðr horfa dyr;
falla eiturdropar
inn um ljóra,
sá er undinn salr
orma hryggjum.
Ser hon þar vaða
þraunga strauma —
menn meinsvara
ok morðvarga
ok þann annars glepr
eyra-rúnu.


Den sidste Strofe er atter mangelfuld. I Haandskrifterne tilføjes endnu:


Þar saug (sug, kvelr) Niðhöggr
nái framgeingna,
sleit vargr vera.
Vituð er enn eða hvat?


Og i Midten af Sangen findes endnu et andet Brudstykke, nemlig Ordene om Slid, der, ifølge Snorraedda S. 4, var en af de Floder, der kom fra Hvergelmer:


Á fellr austan
um eiturdala
saurum ok sverðum,
Slið heitir sú.


Hvorvidt dette hører hertil eller ikke, maa jeg lade uafgjort. Mærkeligt er det imidlertid, at Snorraedda S. 75-76 foruden Nastrand omtaler endnu et andet og værre Pinested, Hvergelmer, og derpaa som Vidnesbyrd autorer just de samme Ord: at det er der (nemlig i Hvergelmer, ikke i Nastrand) Nidhug kvæler Lig (see ogsaa Snorraedda S. 17, hvor det ligeledes hedder, at Nidhug i Hvergelmer gnaver paa Yggdrasills Rod); samt at der i et Haandskrift (Edda Sæmundina, 3 D. S. 43, Anm. +) er gjort et, rigtig nok mislykket, Forsøg paa at faa dette her indsat som et Vers:


en í Hvergebni
veit hon vest vera.


Saa meget indlyser i det mindste heraf, at der i Sangen ikke blot maa have været Tale om Nastrand, men endnu i en anden Strofe om Hvergelmer, hvoraf Slutningsordene om Nidhug ere bevarede. Men da det Foregaaende manglede, have Afskriverne fejlagtigen fojet disse Ord umiddelbar til det, som handlede om Nastrand.

Endelig slutter Sangen med to Strofer, af hvilke man har anseet den første for at være for kristelig, og derfor forkastet den som uægte; hvorimod den anden findes i de ældste Haandskrifter, og overalt betragtes som Slutningen af det Hele:


Þá kemr hinn ríki
at regindómi,
öflugr ofan,
sá er öllu ræðr;
semr han dóma,
ok sakar leggr,
veskaup settr
þau er vera skulu.
Kemr hínn dimmi,
dreki fljúgandi
naðr fránn neðan
Niðafjðllum;
berr ser í fjöðrum,
flýgr völl yfir
Niðhöggr nái[15]
nú mun hann (hon) seykkvask.


Det forekommer mig, hvilket ogsaa Finn Magnusen antager, at disse tvende Strofer høre sammen og gjensidig oplyse hinanden; samt at deres Indhold meget vel lader sig opfatte saaledes, at de danne den mest passende Slutning paa det hele Digt. I den sidste Linie læser jeg hann, ikke hon, thi i Haandskrifterne er det enten forkortet eller det skrives som han (Edda Sæmundina, 3 D. S. 206); der menes da naturligvis, at Kidhug maa nedsænkes i Dybet eller forgaa. Hvad Indholdet angaar, da svarer Nidhug, hvis Herredømme nu aldeles er ude, til Persernes Ahriman, det Ondes Princip; og det, som Valaen her lærer, er næsten aldeles det samme, som man læser i Bundehesh. Angaaende den yderste Dom hedder det nemlig her: «Naar Verden forgaar, smælte Bjergene med deres Skatte; den brændende Erts rinder i en stor Strøm; alt hvad der hedder Menneske maa igjennem den. For de Rene er det som en mild varmende Mælkestrøm; de Onde maa igjennem indtil de ere rene. Og naar nu saaledes de Gode ere vandrede til Gorotman (Gimle), hvor Sosiosh, efter at have løftet dem op til sig, beskytter dem saa længe som Væsener vare, da bliver endnu Darudsh-Ahriman tilbage, og vil atter ind i Ormuzds Verden; men han, den Onde! bliver slagen og hans Kraft betages ham; han styrter sig ned i Mørkets Egne, og i de brændende Ertsstrømme bliver Dragen renset. Han viser sig igjen; Helvede er et Paradis, og Verden er ved Ormuzds Ord udødelig, ren og stor, saa længe som Væsener vare.» Saaledes finder ogsaa i vort Digt en Adskillelse Sted imellem de Gode og Onde, førend hinn riki (Ormuzd) kommer, som settr veskaup þau er vera skulu; og saaledes kommer ogsaa Nidhug her endnu engang tilsyne fra Mørkets Fjelde, men nu maa han synke, thi böls mun alls batna. Der mangler kun, at Valaen, ligesom det persiske Digt skulde tilsidst klart have udtalt, at endelig ogsaa han atter kommer frem lutret og ren, som hele den øvrige Skabning.

Hvor forskjellige Meningerne end kunne være om flere af de i disse Bemærkninger forekommende Enkeltheder, saa haaber jeg dog det Indtryk, de tilsammen maa gjøre, hos den kyndige Læser vil frembringe den Overbeviisning, at Völuspá i den Form, hvori vi nu have den, for en stor Del bestaar af løse Brudstykker, og altsaa er ufuldstændig og usammenhængende. Det er da langtfra, at man med Bergmann tør sige, at dette Digt danner en fuldendt Skildring, hvori intet er tilovers og intet mangler. Ligeledes haaber jeg at have oplyst, at denne Mangel ingenlunde er en Følge af Digtets oprindelig ufuldkomne Skikkelse, men kun deraf, at det er opskrevet efter Hukommelsen i en senere kristelig Tid, da en stor Del af dets Indhold var gaaet tabt. At flere til forskjellige Tider have opsat hvad de kunde mindes deraf, er klart; andre have atter hist og her til føjet hvad de kunde mindes; ja nogle have endog, som det synes, paa visse Steder, hvor de følte at noget manglede, forsøgt at supplere det ved selvgjorte Tilsætninger, eller i det mindste hensat enkelte Ord eller Linier, som de endnu kunde huske, men som ingen nøje Forbindelse have med det Øvrige. At det virkelig forholder sig saa, bekræftes, naar man betragter Samlingen af Sæmunds Edda i det Hele; thi enkelte Sange findes vel her i deres fuldstændige oprindelige Skikkelse, og de give os da en klar Forestilling om disse gamle ærværdige Sanges Skjønhed og fuldendte Form, men den større langt overvejende Del bestaar, ligesom Völuspá, af Brudstykker. Det er navnlig Tilfældet med den skjønne Samling af heroiske Digte, der udgjør Eddas anden Hoveddel; og naar en Forf. om disse bemærker, at det er just en Egenhed ved de eddiske Sange, at Versene ere blandede med og afløses af Prosa, saa skjønnes let, at det ingenlunde forholder sig saa, men at denne Egenhed, om man vil kalde det saa, kun er en Følge af Samlingens Mangler, kun er en Følge af, at den, der opskrev Sangen, ikke kunde erindre Versene, og derfor i det mindste tilføiede Meningen af det, han havde glemt, i Prosa. Ligesom saadanne Mangler gjenfindes overalt, hvor Digte i lang Tid bevares i Hukommelsen, førend de nedskrives, saa finde vi ogsaa det samme ved vore Kjæmpeviser. Sammenligning med andre tilsvarende, f. Ex. svenske, Viser oplyser os om, at ogsaa her ere Ord og Linier forvanskede, Strofer udeladte eller omsatte eller ny tilsatte; netop som ved de eddiske Sange.

Finde vi os overtydede om, at de gamle Sange, altsaa vore vigtigste og bedste Kilder til den nordiske Mythologi, ere uklare, saa kan der endelig spørges: hvilken Indflydelse maa dette have paa det mythologiske Studium overhovedet? Der er om Mythologien i Almindelighed, om Eddaerne i Særdeleshed, og navnlig om Völuspá, allerede skrevet saa meget, at man skulde tro, Granskningen havde erholdt en vis Fasthed, og at det Meste, om ikke alt, var blevet bragt paa det Rene; og dog maa man tilstaa, at Resultatet er fuldt af uhjemlede Gjætninger, ja lider af aabenbare Fejltagelser. Dette vil jeg saa meget mindre lægge noget Skjul paa, som jeg selv har gjort mig skyldig i saadanne Fejltagelser, og først ved fortsat Studium har indseet, hvorledes jeg af og til har ladet mig bedaare. Det er i Grunden saa naturligt og i sig selv saa smukt, at der, hvor man seer Tvivl og Mørke, der vil man have Lys og Klarhed, der, hvor man seer usammenhængende Stykker, vil man frembringe Sammenhæng og Orden; og besjælet af dette gode Øjemed betænker man da ikke altid ret, om Stoffet virkelig er af den Beskaffenhed, at det just saaledes vil lade sig sammenføje, eller overhovedet paa nogen Maade vil lade sig ordne. Naar Billedhuggeren vil forme sin Model, saa maa det Stof, hvormed han arbejder, nødvendig kunne hænge sammen; kan det ikke det, saa maa han see sig om efter et andet; han kan vælge, thi Stoffet behersker ham ikke, kun Ideen, som han selv skaber. Saa lykkelig er den historiske Gransker ikke. Naar han ikke aldeles vil vende sin Hu bort fra en vis Gjenstand, men vil gjøre denne, hvor ufrugtbar den end er, til Maalet for sin Higen, saa maa han blive ved og er afhængig af det Stof, som Kilderne byde ham, hvor uhandeligt og uformeligt det end monne være. Men han fejler uden Tvivl, hvis han af dette Stof danner noget, som kun er hans Fantasis Foster, og ikke har nogen reel Grund udenfor hans egen Anskuelse. For denne Fejl kan man næppe sige vore Mythologer fri; og Grunden dertil er da vel for en stor Del at søge i Eddaernes Behandling. Der er da ikke andet for, og til at oplyse dette skulle de her meddelte Bemærkninger især tjene, end at fremdrage hvad der aabenbart og klart ligger i Kilderne, men at tilstaa sin Uvidenhed der, hvor de ere uklare; der er ikke andet for, end, isteden for at opbygge det ene mythologiske System efter der andet, allerførst at vende tilbage til den simple Betragtning af Kilderne og det Udbytte, som en sund Kritik deraf kan udlede; det er med andre Ord : Isteden for at man hidtil har taget alt og søgt at bringe Mening ud af alt, saa maa man allerførst behandle de eddiske Sanges Udgivelse kritisk, danne en ordentlig Text, hvor den kan dannes, men give som Brudstykker hvad der er Brudstykker, og som tvivlsomme eller uforstaaelige eller falske Læsemaader hvad der ikke kan være andet, saa at det, som er klart og utvivlsomt, nøjagtig udsondres fra det, som er tvivlsomt og uvist. Har man da saaledes tilvejebragt en klar Oversigt af de Myther, der virkelig ere komne til os i deres fulde Sammenhæng, saa erholder man i det mindste noget paalideligt mythologisk Udbytte; og alt det Øvrige, der kun beror paa uvisse Læsemaader og Gjætninger, faar da blive liggende i det Ginnungagab, hvoraf det nu engang for alle ikke mere kan udredes. Derved vil den nordiske Mythologi rigtignok svinde betydelig ind, men den vil bære Sandhedens Præg; og berøvet alle sine falske Prydelser vil Edda staa for os ikke som en gammel Oldemoder, hvis Rynker ere udfyldte med Sminke, men som en gjenfødt Ungmø vil den fængsle os ved sin simple Ynde og ved sit tænkende dybsindige Blik. En Del af de Myther, der vedkomme Skildringen af den nuværende Verdens Forholde, og tildels ere Fostere af en mere klogtig end dybtskuende Fantasi, mere Legetøj for denne, end sande Ideer, ville blive staaende som dunkle Gaader fra en forsvunden Oldtid; hvorimod det ægte religiøse Element, Skabelsen, Forgjængelsen og Fornyelsen, Gudeverdenen og Menneskets Afhængighed af samme, Troen og Haabet, der ogsaa aabenbarede sig i Hedenold, ville træde saa meget stærkere frem i deres simple Storhed, jo mindre de forstyrres og fordunkles af søgte Billeder og tvungne Lignelser uden Sammenligningsled.



Fodnoter

  1. De højere og lavere Stænder, hvis Stamfader Heimdal var.
  2. Om iviðr er det samme som yviðr, veed jeg ikke; da heimer betegner Boliger for tænkende Væsener (Guder og Mennesker), saa skulde man tro, at der ved det andet Udtryk menes den øvrige Natur, Planter og Metaller i deres forskjellige Udviklinger, der ogsaa ellers i Edda forekomme under Billedet af Skov og Træ; jf. eir sviðja, aldir bera i Hrafnag. Str. 1.
  3. Mjótviðr plejer man at oversætte ved Middeltræet og at forklare det om Yggdrasill. Men Talen er jo her om noget nedenfor Mold. At mjotviðr ikke er det samme som Yggdrasill, synes ogsaa at følge af Beskrivelsen over Ragnarok, hvor det først hedder (Str. 42): Leika Mimis synir, en mjótviðr kyndisk og derpaa i Begyndelsen af næste Strofe: Skelfr Yggdrasils askr standandi. Naar mjótviðr skal betyde Middeltræet eller rettere, efter Sammenhængen her, Midskoven, saa maa Ordet mjót betyde Midte, men dette er højst uvist; man seer det hist og her saaledes oversat f. Ex. i Egilssaga S. 454, men uden Grund; jf. Olafsen om den nord. Digtek. S. 185; han forklarer Ordet mjót, mjat ved concinnatio, formatio. Men selve Ordets Form er ovis; man finder som Varianter mjöt, mótl, mót (Egilss. anf. St. Edda Sæmandina 3 D. S. 21. 195); da ö i Ord som sjöt, kjöð ogsaa er en gammel Skrivemaade for ó, saa kan den rette Form ogsaa være mjót eller mót, og dette maaskee det samme som forekommer i mótsognir, mjótviðnir eller mótviðnir o.s.v., der skrives ligesaa variabelt, thi man finder ogsaa mjöðvitnir, möðrvitnir. Det var da værd at undersøge, om dette Ord staar i Forbindelse med de gamle tyske Digtes Mufspelli, Mudspelli, hvoraf vort Múspellsheimr, Ildverdenen, der ødelsegger al Vædske. Men saalænge Ordets rette Betydning ej er sikret, saalænge maa Meningen af disse Linier ogsaa blive uvis; og jeg fremsætter kun som en Formodning, at Vædskens klare Skov nedenfor Muld kunde betegne Havet, og at Mimers Sønner, der nævnes i Forbindelse dermed ved Ragnarok, eie Havets Beboere, Havuhyrerne
  4. eller bjóð um ypðu, oprejste Himlen, hvis bjóðr kan betyde den indvendige Hulhed af en Kugle; det vilde da svare til Snorraedda S. 9: þeir gerðu himin ok settu hann upp yfir jörðina.
  5. Hunk. svarende til sol; saaledes læses i eet Haandskrift, Edda Sæmundina, 3 D. S. 196, jf. Olafsen om den nord. Digtek. S. 20.
  6. Disse Ord, der senere betyde Offersteder, Templer, betegne her Boliger for Gudinder og Guder, Snorraedda S. 11.
  7. Til Stranden, með sævar ströndu, Snorraedda S. 10.
  8. Mimers Brønd er Havet, Mimer Havjætten; Odins Øje Solen, der gaar ned i Havet og ransager Dybets Hemmeligheder.
  9. Isteden for mjöð, Mjød, finder man i Snorraedda S. 17 Varianten moð jf. Anm. foran om mjótviðr. Saa uvisse ere Læsemaaderne i Eddaerne. Næppe vil man derfor komme til ret at forstaa dem, førend man af begge erholder en med omhyggelig Kritik renset Text.
  10. Hvis Mimer er Havjætten, saa er hans Hoved Bølgemassen, der som et Hoved hæver sig op over det oprørte Hav (Hymiskv. Sir. 34, og Finn Magnusens Forklaring i Edda Sæmundina, 3 D. S. 47. Anm.). Mimers afskaarne Hoved er da Skyen, som Odin har tryllet i sin Magt. At Odin taler med Mimers Hoved, vil da sige, at han taler til Skyerne under Rimlen, og spørger dem hvad der er paa Færde. Slige søgte Billeder ere i det mindste i den gamle nordiske Poesis Aand.
  11. To Gange forekommer her austan; man skulde tro, at det ene maatte være norðan, saa at Gudernes Fjender ankom fra tre Verdenskanter
  12. Friggs anden Sorg, den første var Balders Død.
  13. Læsemaaden er her meget uvis. At der ved aldrnári ej kan menes Yggdrasil, der allerede er forgaaet, bemærker Bergmann (S. 220). Meningen er maaskee blot: at Røg og Damp staar ud fra Flammen, der endelig omspænder hele Himlen; see Edda Sæmundina, 3 D. 8. 214 og de i Lex. mytholog. S. 660 anførte Linier:
    geysar geimi,
    gángr hann upp i lopt.
  14. Efter Snorraedda S. 75 hedder Salen selv Sindre.
  15. Om dette Ord er læst rigtig, er et stort Spørgsmaal; Konstruktionen er i det mindste usædvanlig og tvungen.