Vester-Skaftafells syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Vestur Skaftafellssýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Vester-Skaftafells syssel [1]
Vestr-Skaptafells sýsla
[Indbyggerantal c. 2500]



Vester-Skaftafells syssel, der mod øst begrænses af Nupsvandene (Núpsvötn), mod vest af Jøkelså på Solhejmasand, falder i en større østlig og en mindre vestlig del — adskilte ved den øde sandstrækning Myrdalssand, som skylder den frygtelige Katla, vulkanen i Eyjafjallajøkels nordøstlige parti, sin tilblivelse. Ovenfor syslets østerdel ligger den store Vatnajøkels vestligste parti Side jøkel (Síðu-Jökull) eller Skaftå-jøkel (Skaptár-jökull), jøklen dog ikke her i nogen umiddelbar nærhed; jo længere man kommer mod vest, desto mere drager den sig tilbage fra bygden og lader efterhånden det indre højlands vide strækninger uhindret brede sig. Syslets østlige del, der til en vis grad må omtales under ét, består af Fljotshverve (Fljótshverfi), den østligste bygd, derefter Síða og Skaftåtunge (Skaptártúnga), samt de syd for disse to liggende bygder Landbrot og Meðalland. Få overgangen mellem bægge, dog nærmest knyttende sig til østerdelen, står det lille isolerede Alvtaver (Álptaver).


Ved Núpsstaður
(A. E. F. Mayer, 1836)
Fljotshverve (Ldn.), der mod øst er begrænset af Nupsvandene, mod vest af Hvervesfljot (Hverfisfljót), er mod nord ved en strækning fjældhede skilt fra Vatnajøkel; fra jøklen og fjældene kommer endnu en del åer, der sluttelig flyde sammen med Nupsvandene og Hvervesfljot, alle tilsammen har de omdannet den nærmest kysten liggende del af bygden til en øde, af vandløb gennemfuret og tildels oversvømmet sandstrækning, østligst i Fljotshverve hæver sig Lomagnup (Lómagnúpr), et prægtigt fjæld, der (med en højde af c. 2500 f.) som en vældig stræber støtter den bagved liggende fjældstrækning eller som en uhyre kile skyder sig frem fra denne. Med selve fjældets navn (eller egenlig at Lómagnúpi)[2] benævntes i ældre tid den vest for dette stående gård Nupstad (Núpstaðr) [3]. Så vel gård som fjæld forekommer i Nj., hvor også den efter fjældet benævnte sandstrækning Lomagnúpssand (Lómagnúpssandr) omtales. I Jonsbog optræder Lomagnupssand som skillende mellem de to dele af Skaftafellsting. Efter fjældet førte Nups vandene oprindelig navnet Lomagnupså (Lómagnúpsá). I Sturl. fortælles ved år 1201 om et løb i Lomagnupså, der gjorde den for en tid ufarbar, så at den altså også den gang har haft sin nuværende karakter af jøkelå. Jøkelelv bliver imidlertid Nupsvandene først ved det østlige tilløb Súla, medens derimod den langt nordligere udspringende hovedkilde Nupså (Nupsá) fører klart vand. Egnen, hvor Nupsvandenes kilder må søges, er i flere henseender af interesse, men næsten ukendt. Øst for Lomagnup og dens nordlige fortsættelse strækker sig op mellem fjældene en kratgrot dal (vistnok på kortet temlig unøjagtig aflagt), der ved sin fjældbegrænsning er beskyttet mod den nord og øst for liggende jøkel. Oven for dalen, i kanten af jøklen, står et dog hidtil ubesøgt fjæld Grænafjall (ɔ: Grønnefjæld), syd for hvilket en sø Nupsåvatn (Núpsárvatn), hvorfra Nupså har sit udspring, er beliggende. Nupså gennemstrømmer nu fra nord til syd dalen, hvor den modtager flere tilløb, indtil endelig ved dalens sydøstlige hjørne en skridjøkel fra Skejdaråjøklen (hvis nærmeste parti benævnes Súlujökull) strækker sig frem, hvorfra den rivende jøkelelv Súla kaster sig efter et kort løb i Nupså, der nu antager navnet Nupsvandene. — Den omtalte skov Nupstadskovene (Núpstaðarskógar) er bekendt af sine vilde (eller halvvilde) får, der her aldeles sørge for sig selv, og hvoraf kun enkelte af og til med møje indfanges. — Sula skal efter sigende have regelmæssige løb, omtrent hvert 5te— 6te år. Undertiden omtales uhyre løb i denne å, som år 1784 (samtidig med Skejdarå), da egnen omkring Skaftåjøklens vestligste del havde været skuepladsen for stærke vulkanske fremtoninger.


I følge kortet skulde søen syd for Grænafjall bære navnet Grimsvandene (Grímsvötn); herom ved dog sognebeskrivelsen intet, og henlæggelsen hertil af »Grimsvandene«, der mere synes at tilhøre sagnet end den virkelige verden, skyldes vistnok kun gætning [4].


I Fljotshverve stå de fleste gårde under affaldet af de græsbevoksede fjældheder, der begrænse bygden mod nord; oven for disse findes igen nogle grus- og stenstrækninger, indtil Skaftåjøklen begynder, der her er en højjøkel, men som dog nedsender flere skridjøkler. Neden for gårdene brede sig mest hraun og mørke forbrændte strækninger, indtil ud mod kysten de flere mil brede sandflader begynde. Af de fra heden (eller hederne — strækningen fører nemlig forskellige navne efter de forskellige gårde) nedstyrtende ikke få åer kan Djupå (Djúpå), nærmest vest for Nupsvandene, fremhæves som en virkelig jøkelå, om end kun af middelstørrelse. Denne fra Skaftåjøkel kommende elv kan også stundum have sine »løb«; et sådant overordenlig heftigt, fra midten af forrige århundrede — men rigtignok foranlediget ved et vulkansk udbrud i Skaftåjøklen — omtales E. O. s. 776. — I Djupå falder flere vestligere åer, indtil Brunnå (Brunná), der nu betragtes som faldende i Hvervesfljot, skønt det egenlig er denne sidste elv, der har kastet sig i Brunnå. Hvervesfljot, der har sit udspring i den vestlige kant af Skaftåjøklen og derfra i sydestlig retning tæt under jøkelranden søger ned mod bygden, blev nemlig voldsomt påvirket af det frygtelige vulkanudbrud, der 1783 fandt sted i almenningen straks sydvest for Skaftåjøklen. Af de to uhyre lavastrømme, som ved denne lejlighed væltede frem, søgte den ene sig vej gennem Hvervesfljots rende, udtørrede den for en tid aldeles og bredte sig derefter over en større strækning på grænsen mellem Fljotshverve og Síða, hvor der dog allerede til dels tidligere fandtes ældre lavalag. Da elven igen begyndte at flyde, kastede den sig noget østligere, afskar oven for bygden en fjældknude Hnúa fra den øst for liggende Bráttháls (tilsammen, som det menes, fordum benævnte Eiríksfell), og i steden for i sit nedre løb selv at søge sig en vej ud mod havet kastede den sig i Brunnå (omtrent ud for gården Hvoll). Da Hvervesfljot imidlertid er vandrigere end Brunnå, er den sidste bleven forvandlet til en biflod til fljotet.


Gården Núpsstaður
(A. E. F. Mayer, 1836)
Nupsvandene, Djupå og Hvervesfljot med deres bifloder flyder neden for bygden sammen, danner brede, grunde vandsamlinger og falder tilsidst gennem Hvalsike (Hvalsíki — fejlagtig afsat på kortet) i søen. Kun en ringere del af vandmassen falder i sydvestlig retning over sandfladerne og forener sig med Eldvatn, en å, som efter vulkanudbruddet 1783 er kommen frem fra sydkanten af det nye hraun, og som gennem Vejdeós (Veiðiós — et temlig foranderligt udløb, som ifg. sognebeskr. af 1859 i de senere år bestandig havde bevæget sig mod vest) falder i søen.


Den østligste gård i Fljotshverve, næst efter Nupstad, er Rauðaberg, der står øst for Djupå, hvor denne træder ned fra heden. Her drejer Djupå i sydvestlig retning, medens den tidligere skal have strømmet mod sydøst ned over et ældre, i denne del af bygden liggende hraun. Neden for dette vises de gamle tomter af ødegården Djupåbakke (Djupárbakki), der vistnok er den i Nj. anførte gård, hvorefter Njåls svigerdatter Astrid fra Djupåbakke benævnes. — Omtrent midt i bygden, noget vest for Djupå, står Kalvafell (Kálfafell), kirkested og — så længe Fljotshverve udgjorde et selvstændigt kald — præstegård. Gården kaldes nu ofte Kalvafell »på Síða« eller »i Fljotshverve« til adskillelse fra Kalvafellsstad i Sydersvejt, hvis egenlige navn også kun er Kalvafell. Ordet »Sida«, der, som det senere nærmere skal fremstilles, i oldtiden havde en meget omfattende betydning, har nemlig også nu foruden sin almindelige, mest indskrænkede, en mere udstrakt, i hvilken det betegner den øst for Skaftå liggende del af VSkf. (ɔ: Síða á Fljótshverfi). —


Sydvest for Kalvafell, ved Brunnå, og neden under et fremløbende hedeaffald, står gården Núpar, tidligere Gnúpar, hvorefter den berømte landnamsmand Gnupa-Bård benævntes. Om Bård fortæller Ldn., at han, der egenlig havde besat Bårdardalen i Sønder-Tingø syssel, af de milde søndenvinde sluttede sig til, at landet hinsides de store heder måtte være at foretrække. Han sendte da ved vinterens slutning folk afsted for at undersøge forholdene her, og da beretningerne lød lovende, brød han næste vår op, tømrede slæder til alle sine kreaturer og lod disse således trække hø og gods. »Han drog ad Vonarskarð«, siger Ldn., »den vej, som siden hedder Bárðargata«, besatte Fljotshverve og boede på Gnupar, hvoraf han fik navnet Gnupa-Bård. — Ved Vonarskard har man tænkt sig et mellem Vatnajøkels nordvestligste del og den frit stående Túngnafellsjökull værende pas; det må dog bemærkes, at det »Bárðargata« meget lignende navn »Bárðarskarð« er bevaret som navn på sænkningen mellem Hnuta og Brathals nordvestligst i Fljotshvervets bygdefjælde [5].


Angående Hvervesfljot, der 1783 så stærkt påvirkedes af vulkanudbrud, lader det sig med sikkerhed sige, at det ikke er første gang, at noget sådant har været tilfælde. Ldn. omtaler nemlig tydelig nok dette »fljott under navnet Almannafljót (ɔ: Stor-Fljot) og siger, at det, »før end det løb«, kaldtes Raftalæk (Raptalækr ɔ: Rafte-bæk; raft = stage). Det her omtalte »løb« har utvivlsomt stået i forbindelse med et vulkanudbrud i eller ved Skaftåjøklens vestlige del i den første tid efter landets bebyggelse, men enhver nærmere angivelse af tiden savnes, da annalerne desværre tie om dette udbrud.


Bygden, som Hvervesfljot danner vestgrænsen imod, er som tidligere anført Siden (Síða) i snævreste forstand. Siden er en smuk bygd; vel findes længst mod sydøst øde sandflader ud mod kysten, og højere oppe, nærmest Hvervesfljot, lavastrækninger; men hovedmængden af bygdens gårde står under det sydlige affald af græsrige bygdefjælde eller rettere en sammenhængende fjældhede, hvor adskillige smådale skære sig ind, og som endnu temlig langt mod nord, hvor den går jævnt over i højlandet sydvest for Vatnajøkel, er frugtbar. Lige så tiltalende et skue frembyder den vestligere, ved en lavastrøm — foruden ved rindende vand — fra Siden skilte Skaftåtunge, hvor højdedrag og frugtbare dalstrøg veksle. Også de nedenfor liggende bygder Landbrot og Medalland er af naturen frugtbare landskaber, om end her vulkanernes fordærvelige virkninger viser sig i langt højere grad. Store strækninger er indtagne af ældre og yngre hraun , vulkansk sand bedækker andre, og vulkanske kraterhøje findes tæt omspredte; men også her findes dog mange græsrige pletter, og selv sandstrækningerne, hvor melen (sandhavren ɔ: marhalm) vokser, er ikke ganske værdiløse. — Forholdene i disse bygder er ikke desmindre nu temlig forskellige fra de oprindelige; for alles vedkommende har vulkanske udbrud og de herved bevirkede forandringer af flodernes retning og leje til dels påtrykt egnen et andet præg. Blandt de rindende vande har især Skaftå i denne henseende spillet en rolle. Skaftå (Skaptá), der dog egenlig nu kun for sit nedre — og måske for det aller øverste — løbs vedkommende har bevaret dette navn, er en jøkelelv, der hidtil i almindelighed antoges at have udspring fælles med Hvervesfljot og Tungeå (Túngná, ofte fejlagtig: Táná — en biflod til Tjorså (R.)) i den sydvestlige del af Vatnfjøkel, som jo netop efter denne benævnes Skaftåjøkel. Sv. Povlssön (i sin afhandling om de islandske Isbiærge) fortæller herom, at en fra Nordlandet flygtende forbryder på sin vej sydpå langs vestkanten af jøklen så en stor elv styrte sig ned fra jøklen; elven delte sig kort efter i tre arme, og disse tog en sådan retning, at han skønnede her at have begyndelsen til de tre ovennævnte betydelige jøkelåer for sig. I følge Sig. Gunnarssön (Miðlands Oræfi, Norðanfari 1877) findes der omtrent midt på vestsiden af Skaftåjøklen en indbugtning, hvor de tre nævnte floder have deres kilder. I den aller nyeste tid er der i de islandske blade (og derefter i Frjettir frá Íslandi 1878 s. 15) fra Skaftafells syssel kommet meddelelser om, at Skaftå skulde have sit udspring ikke fra selve jøklen, men fra en stor sø, hvorfra elven skulde tage sit løb mod syd i en snævring mellem nogle her liggende græsrige højdedrag og jøklen; fra samme søs vesterende skulde så Tungeå udspringe. Det må dog foreløbig anses for meget usikkert; Skaftås karakter som jøkelelv viser i hvert fald tydelig nok dens nære forbindelse med Vatnajøklen.


Ved Núpsstaður
(A. E. F. Mayer, 1836)
Fra sit udspring tager Skaftå en sydvestlig retning — først over jævne sandflader, indtil den ved mundingen af en oven for Side-bygden liggende dal Ulvarsdal (Ulfarsdalr) falder i et lavaleje; kort efter bøjer den mod syd og fortsætter nu sit løb under navnet Eldvatn i den samme stivnede lavaflod, dannende grænsen mellem Siden og Skaftåtungen. Sydligst på grænsen af disse to bygder deler elven sig i flere arme, hvoraf en, der falder mod øst og danner grænsen mellem Sida og Landbrot, har beholdt navnet Skaftå. De andre arme tage i forening en sydvestlig retning, og den herved dannede anselige forgrening af Eldvatnet falder i den Skaftåtungen gennemløbende elv Túngufljót. — Den østligste, nys omtalte Eldvatnsarm, der har bevaret det oprindelige navn Skaftå, men som i virkeligheden får sit meste tilløb fra forskellige, fra Sidefjældene og Landbrotet kommende åer, bøjer efter et par miles løb under Sidefjældene, hvor dens leje også for den større vestlige dels vedkommende er lava, mod syd, i det den også danner østgrænsen for Landbrot, breder sig her over sandfladerne og søger tilsidst gennem en snæver munding (Skaptárós) udgang til havet.


Før år 1783 kendtes ikke navnet »Eldvatn« om nogen del af Skaftå, hvis løb gennem bygderne i det hele da var noget anderledes. At det var et vulkansk udbrud, som ved den lejlighed var virksomt, er der i det foregående flere gange hentydet til, og det samme lader allerede navnet Eldvatn (ɔ: Ildvand) formode, et navn, der i disse egne bruges som en art fællesbetegnelse for de ved senere lavastrømme fremkaldte eller stærkt ændrede rindende vande. Dette udbrud, det frygteligste, der kendes fra Island siden landets bebyggelse, anføres sædvanlig som udbruddet fra Skaftåvulkanen (undertiden fejlagtig: Skaftåjøklen), men bør rettere betegnes som udbruddet fra Varmådals vulkanerne[6]


I jævn fortsættelse af den Sidebygden mod nord begrænsende fjældhede og oven for denne findes — og fandtes navnlig tidligere — græsrige avretter (fællesgræsgange) på det mellem Skaftå og Hvervesfljot indesluttede trekantede landstykke; kun længst imod nord, nærmest trianglens spids og de to elves udspring ophørte vegetationen, men grunden var dog jævn og flad. Omtrent på grænsen mellem den græsrige del af avretten og den ufrugtbare tunge mellem elvene, den såkaldte Fljotsodde (Fljótsoddi), hæve sig fjældene Lake (Laki) og Blæng(r), der ligesom danne — mod nord og syd — den øverste begrænsning for bunden af Varmådalen (Varmárdalr), som herfra strækker sig i sydvestlig retning ned gennem avretten, indtil den udmunder i den omtrent parallelt-løbende, nordligere Ulvarsdal, fra hvilken den er adskilt ved et fjældstrøg Ulvarsdalsskærene (Úlfarsdalssker), ligesom også Ulvarsdalen ved nogle højdedrag er skilt fra Skaftås nære leje. Hver af de to dale gennemstrømmedes før udbruddet — og gennemstrømmes vel også nu — af en å, af hvilke Ulvarsdalsåen kort efter at have optaget Varmådalsåen faldt ud i Skaftå.


Hörgsdalur á Siðu
(A. E. F. Mayer, 1836)
Den 8de juni 1783 begyndte voldsomme vulkanudbrud i Varmådalen, i det der øst for Varmådalsåen på en strækning af et par mil, helt op til fjældet Lake, dannede sig en række af omtrent en snes kratere, som nu i Løbet af et par måneder udsendte frygtelige lavastrømme, der gennem Varmådalen flød ned til Ulvarsdalsmundingen og herfra igen ud i Skaftå, som for en tid aldeles udtørredes. Dens den gang dybe flodsæng fyldtes aldeles, og den ene glødende lavastrøm efter den anden væltede ned over de underliggende bygder. — Skaftå delte sig den gang, hvor de fire bygder Skaftåtunge, Side, Medalland, Landbrot støder sammen (og hvor forgreningen også nu finder sted), i tre arme, af hvilke den ene under navnet Landå (Landá) løb mod syd, og øst for gården Leiðvöllr, der endnu regnes til Landbrot, faldt i den store, mellem Medalland og Alvtaver skillende elv Kúðafljót. Den anden arm Melkvísl faldt i sydøstlig retning ned gennem Medalland, hvor den forbandt sig med en her fremvældende elv, der under sit løb antog forskellige navne. Endelig den tredje og den gang hovedarmen faldt ligesom nu langs Side-bygden på grænsen af Landbrot med udløb igennem Skaftåós. Derimod kendtes ikke den gang den nuværende vestlige forgrening af Eldvatnet.


Under udbrnddet 1783 udtørredes for en tid alle Skaftås tre arme, i det lavastrømmenes forgreninger væltede sig frem gennem deres leje. Hvor Landå og Melkvisl havde løbet, opdyngedes lavaen i sådanne masser, at disse åer med det samme forsvandt. Langs Sidebygden strømmede lavaen vel i Skaftåens leje i en længde af et par mil, men standsede så, og her søgte floden sig efterhånden omtrent sit gamle løb.


Da kraterne sydvest for Lake efter henved to måneders virksomhed begyndte at hvile, åbnede sig andre øst for Lake og Blæng, hvis lavastrømme væsenlig udgød sig mod øst og således hurtig traf på Hvervesfljotets leje, som de glødende strømme nu fulgte til ned i bygden på grænsen af Sida og Fljotshverve, hvor lavalag gentagende gange opdyngede sig til helt ud på efteråret.


Lavastrømmenes mægtighed under disse udbrud, samt hvad der af aske, glaspartikler, giftige stoffer o. s. v. regnede ned over de omliggende bygder, ødelæggelsen på kreaturer og dødeligheden over hele Island som følge af denne katastrofe er utrolig; men med hensyn hertil må henvises til de forud anførte skrifter.


Uagtet udbruddet 1783 er det eneste her, hvorom sikre efterretninger haves, er det dog næppe det første i egnene ovenfor disse bygder siden landets bebyggelse. Så vel øst som vest for Siden fandtes før udbrudet ældre lavastrækninger, ja selve navnet »Varmådal« synes at tyde på, at den underjordiske varme tidligere her har gjort sig bemærket Også Ldn. giver vink, der lade formode udbrud her i bebyggelsens aller første tid. Derimod véd kilderne intet om et udbrud »omtrent 1112«, som provst Jon Stengrimssön i sit førnævnte skrift i et anhang om ødegårde nævner; og når en annal under år 1332 nævner et ildsudbrud med askefald på Sida, er det vel rettest her at tage Sida i mere omfattende betydning, så at udbruddet kan henføres til den i det 14de årh. så urolige Orævajøkel[7]. Hvad Ldn. angår, er allerede tidligere anført beretningen om Almannafljot (ɔ: Hvervesfljot), der, før det løb, hed Raftelæk; dette »løb« skyldes utvivlsomt et vulkan-udbrud i den sydvestlige del af Vatnajøkel. Endvidere må det i høj grad forundre, at Ldn. kalder den under Sidebygden løbende arm af Skaftå Nykomme (Nýkomi ɔ: den nys komne), hvad der næppe kan forklares anderledes end ved at antage, at denne arm efter landets bebyggelse har brudt sig sin vej; også selve navnet Landbrot om den neden for liggende egn synes bedst at kunne forklares som betegnelse for et ved vold fra hoveddelen afbrudt landstykke (skønt navnet nu i almindelighed bruges om et ved vandets undergravende magt e. d. l. forårsaget jordskred). Endnu i andre henseender frembyde Ldn.’s angivelser interesse, således som det ved bygdernes nærmere beskrivelse vil fremgå.


Foss á Síðu
(A. E. F. Mayer, 1836)
Sydøst for selve Siden strækker sig nøgne eller med marhalm sparsomt bevoksede sandflader ud mod kysten, indesluttede mellem Skaftås og Hvervesfljots nedre løb, hvis oversvømmelser vel væsenlig har fremkaldt dem. Denne strækning, benævnt Skjaldbreið, skal i følge sagnet oprindelig have udgjort en lille bygd på 8 gårde. Provst Jon Stengrimssön beretter herom, at traditionen lader bemældte gårde kun have haft så meget land øst for Skaftå, som var nødvendigt for deres høhøst, græsgangene derimod lå i Landbrot, vest for »Bjarnegærde« (Bjarnagarðr — et naturligt højdedrag? eller et ved mandskraft opført gammelt grænsegærde?), der strækker sig fra nord til syd i den østlige del af Landbrot, skillende mellem bygd og overdrev. Til og fra disse græsgange måtte Skjaldbredsbønderne drive samtlige kreaturer, og for at de ikke skulde gøre skade på Landbrotsgårdenes besiddelser, havde man anlagt en indhegnet vej (tröð), der nåede lige fra overdrevet hinsides Bjarnegærde til Saurbæhals (Saurbæjarháls) ved Skaftå, og hvis endnu bevarede rester tjænte folk til bekræftelse på traditionens rigtighed. Af bygdens 8 gårde påvistes under Saurbæhals rester af Saurbæ(r), der sagdes at have været kirkested ; endvidere henlagdes hertil den i den opdigtede Gunnar Keldugnupsfivls saga nævnte gård Vatnsende (-i) og en i Vm. anført gård Dálk(r), da man ingen anden plads vidste for disse [8].


Oven for de nævnte fugtige og sandede egne ligge lavastrækninger — efter 1783 af større omfang end før — der nå helt op under bygdefjældene længst imod øst. Disse, der her, vest for Hvervesfljot, stå som en fortsættelse af de Fljotsverve mod nord begrænsende fjældheder, tage straks — også fremdeles udgørende et sammenhængende, kun af enkelte smådale indskåret højland — på en lang strækning en sydsydvestlig retning til helt ned mod Skaftå, hvorefter de bøje mod vest til på grænsen af Skaftåtunge. Under dette fjældaffald står hovedmængden af bygdens gårde, og egenlig kun disse tilkommer med rette navnet Síða (siden, »latus«), om end naturlig også de til samme bygd hørende fjærnere liggende gårde medindbefattes herunder, — foruden at, som tidligere anført, også Fljotshverve undertiden inddrages under Síða-landskabet. — Navnet »Síða« brugt særlig eller alene om den nu således benævnte bygd er dog af yngre oprindelse. Således findes i sagalitteraturen (Ldn. Krstn. Nj. Vem.) netop den her omhandlede bygd benævnt Skogahverve (Skógahverfi ɔ: skovbygden), hvorimod »Síða« forekommer i langt mere udstrakt betydning, som et navn, der omfatter de nuværende Skaftafellssysler, og brugt i forbindelse med (eller modsætning til) »Østfjordene« betegnede Østfjærdingens ene halvdel. Et sådant navn måtte også ret naturlig frembyde sig som betegnelse for den lange, ubrudte kystrand under Vatnajøkel og det vest for liggende højland. Allerede Finn Jonssön (i sin Hist. eccl. IV, 77) har gjort opmærksom på den ældre, mere omfattende betydning af navnet Siða; dog vil han tillige lade det indbefatte den sydligste del af Sønder-Mule syssel, ti her (i Alvtefjord) boede jo den bekendte Hall, som stadig benævnes »Hall på Sida« eller »Side-Hall«. Imidlertid fremgår det ikke af kilderne, at navnet Sida har haft en udstrækning ud over Skaftafellssyslerne, hvad der også i og for sig må synes mindre rimeligt, og det bliver derfor et spørgsmål, om ikke Hall har haft sit tilnavn enten efter den familie, hvortil han hørte, eller efter et godord på Siden (i Skaftafellssyslerne). Hall nedstammer nemlig, om end på mødrene side, fra de såkaldte Side-mænd, i det han var en sönne-datter-sön af høvdingen Hrollaug, og om denne, der boede i det nuværende Fellshverve eller Sydersvejt (ØSkf.), udtrykker Islb. sig, at han boede »østerpå på Siden, på Bredebolstad« og var »Sidemændenes« stamfader. — Ldn. viser os Bredemarken (ØSkf.) henregnet til Síða, Nj. og Eb. tage ligeledes navnet i omfattende betydning; men navnlig Sturl., Bsk. og Annalerne viser os tydelig »Siða« omfattende de nuværende Skaftafellssysler og modsat »Austfirðir«. I annalerne tales oftere om skibbrud, havis o. d. l. på eller ud for Siden.


Lignende betegnelser for Østfjærdingens to hoveddele træffe vi senere hen; således faldt i det 16de og 17de årh. denne del af landet i et Østfjorde syssel og et Side syssel.


Af Side-bygdens gårde kræver en del af de under fjældaffaldet stående nærmere omtale. Om den østligste af disse, den nordøstligste gård i hele bygden, anfører sognebeskrivelsen, at omtrent 5 mil nordligere træffer man sydvestspidsen af Skaftåjøkel, en jævn skridjøkel, som snart skyder sig lidt frem, snart atter trækker sig tilbage. En halv mils vej sydligere følger nabogården, og dernæst, omtrent en halv mil vestligere, gården Foss (ældre: Fors), øst for gården skyder fjældet Fossnúp(r) sig frem, en tinde, der i Ldn. forekommer under benævnelsen Modolvsgnup (Móðólfsgnúpr). De nærmere angivelser er interessante ved, at man her utvivlsomt har stedet for den berømte Hroar Tungegodes fald, hvorom Ldn. ikke indeholder nogen angivelse, uagtet der oftere hentydes til hovedbegivenhederne i Hroars liv; derimod har Vem. lejlighedsvis nogle oplysninger om selve skuepladsen for hans sidste kamp. Hroar var en søn af den bekendte Une den danske, der — efter ved sit mislykkede forsøg på at bringe Island under Norge at have gjort sig umulig i Østfjordene — endte sit lidet hæderlige liv i Skogahverve for den mands hånd, hvis datter han havde forført og derefter ved flugt vilde unddrage sig for at ægte. Hroar tog arv efter sin morfader og har øjensynlig fået sit tilnavn efter Skaftåtunge, hvor han først boede. Siden flyttede han til Lomagnup. Tilsidst kostede en strid, hvori hans søstersønner havde indviklet sig med den på Fors hjemmehørende familie, ham livet, i det to brødre herfra i forening med flere af de omboende og deres svoger Tore overfaldt ham og søstersønnerne. Om denne Tore, der spiller en rolle i Vem., fortæller sagaen (s. 291), at han var bleven fredløs efter sin deltagelse i drabet på Hroar Tungegode i den sydlige del af landet, og tilføjer, at drabet udøvedes i den bygd, som hedder »Skagahverfi« ɔ: Skogahverve, på en plet, som efter kampen benævntes »Hróastúnga« ɔ: Hróarstúnga, som ligger mellem Fors og »Hörstaða«.


Gunnarshellir, Keldunúpur
(A. E. F. Mayer, 1836)
Det er mærkeligt, hvor nøjagtig denne angivelse svarer til forholdene ved gården Foss. Kort vest for gården ser man to bække styrte sig i ringe afstand fra hinanden ned fra fjældet. Under fjældet forene de sig, og det mellem dem indesluttede græsland benævnes netop Hroarstunge (Hróarstúnga). ved den over tungen førende vej vil man påvise Hroars høj (herom beretter allerede den antkv. indb. 1817). — »Hörstaðir«, som Vem. nævner, er sikkert Foss’ nabogård mod sydvest Hörgsland. Hörgsland var en af de fire gårde, som år 1652 udlagdes til hospitaler, og gården var derefter hospital for spedalske til hen mod midten af dette århundrede[9].


Vest for Hörgsland ligger gården Hörgsdal(r) i en lille dal, der her skærer sig ind, mod syd begrænset af en fremløbende fjældpynt, hvorunder står gården Keldu(g)núp(r), hjemstavn for helten i den opdigtede Gunnar Keldugnupsfivls saga; i nupen oven over gården påvises en Gunnarshellir (G.s hule), som sagaen ikke kender, hvorimod de i sagaen omtalte huler ikke findes, ligesom i det hele sagaens topografiske angivelser ikke anses for at udmærke sig ved pålidelighed.


Hinsides Keldugnupsfjældet åbner sig et større dalstrøg, gennemløbet af den ikke ubetydelige Gejrlandså (Geirlandsá), der falder i Skaftå, hvor denne bøjer mod syd for at søge udløb gennem Skaftåos. — Ganske nær ved Keldunup ligger Bredebolstad (Breiðabólstaðr), hvorom det i henhold til det forud anførte (se s. 312) kan fremhæves, at det altså ikke er denne gård, men Bredebolstad i Fellshverve, der i Islb. benævnes B. på Sida. Derimod har man her rimeligvis — som det i det foregående (s. 276) er fremhævet — det i Ldn. omtalte »Bredebolstad i Pappyle«, hvor Vorsa-Ulv boede, og Pappyle (Pappýli) har da formodenlig været benævnelsen på en del af den bygd., som nu kaldes Síða. Dog har navnet Pappyle enten ikke haft nogen synderlig udstrækning eller er tidlig gået af brug, da sagaernes Skogahverve som anført gennemgående svarer til det nuværende Sida. Om gården Hov i Pappyle, hvor Ulvs son Torgejr boede, så vel som stedet for de to mænds høje, er vistnok forlængst enhver erindring tabt [10]. — I nordvestlig retning ligger længere inde, øst for Gejrlandså, Prestbakke (-i), der i lang tid har været bygdens præstegård, og hvor nu også den anselige kirke står, efter at kirkestedet er bleven forlagt hertil fra det nærliggende Kirkebæ-kloster. Øst for åen ligger endnu, længst inde i dalen, Mörtúnga (Nj. — GKgf. urigtig: Murutúnga), der på kortet fejlagtig er afsat hinsides Gejrlandså.


Vest for åen dannes dalstrøgets begrænsning af et sammenhængende, om end noget indskåret fjældaffald, i det heden her strækker sig betydelig længere mod syd, til helt ned mod Skaftå, hvor Sidefjældene således får en retning fra øst til vest. Blandt gårdene vest for Gejrlandså mærkes Gejrland (Geirland, GKgf.: Geirsland). Den oven for liggende del af heden, der benævnes Gejrlandshraun, afgiver et eksempel på, at »hraun« kan bruges ikke alene om lavastrækninger, men også, således her, om stenige klippeåse i almindelighed[11].


Systrafoss ved Kirkjubæjarklaustur
(A. E. F. Mayer, 1836)
Fra Gejrlandså strækker sig mod vest til hedens fod en lav kleft »Kálfagróf«, et navn, der virkelig synes at svare til det i Ldn. forekommende »Kálfagrafir«, hvor der (s. 247—48, sml. 268) tales om Hroar Tungegodes morfader Lejdolv kappe (ɔ: kæmpe). Ldn. fortæller om Leidolv, der boede vestligst i Side-bygden (Skogahverve), at da Une første gang søgte ved flugt at unddrage sig følgerne af sit forhold til Lejdolvs datter Torun, forfulgte Lejdolv ham og tvang ham efter en kamp ved »Flángastaðir« til at vende tilbage, da han vilde, at han skulde gifte sig med Torun. Noget senere flygter den utaknemlige Une igen, men forfølges påny af Lejdolv, der indhenter ham ved »Kálfagrafir« og nu i sin vrede dræber ham og alle hans ledsagere her. Da man inde på Side-hede — hvor der tidligere skal have været en ikke ringe bebyggelse — træffer, omtrent i linje med »Kálfagróf«, stedsnavnet »Flángir« (nu brugt om et sumpigt strøg), og da der over heden ligger en vej tæt forbi »Flángir« og ned kort nord for »Kálfagróf« , er det i det mindste fristende i disse stedsnavne at se sporene af Ldn.'s oven anførte benævnelser på stederne, hvor Une indhentedes.


En halv mils vej syd for Gejrland, hvor heden bøjer mod vest, står gården Kirkebæ (Kirkjubær), almindelig kaldet »Kirkebæ kloster«, nu sæde for egnens sysselmand, indtil reformationen et benediktiner-nonnekloster. Gården ligger under den stejle hede, ved Skaftås nordlige bred, med udsigt mod syd til Landbrotets mange gamle sand- og lavahøje. Til Kirkebæ knyttede sig fra landets første bebyggelse en ejendommelig hellighed. Her bosatte sig den fra Syderøerne kommende, kristne landnamsmand Ketil, hvis efterkommere ligeledes alle bevarede den kristne tro; forud havde her bót »paper«, d. v. s. kristne Irlændere, der ved Nordmændenes ankomst fandtes hist og her i det sydlige Island, men som da straks forlod landet for ikke at have samkvem med hedningerne. Man troede, at på Kirkebæ kunde ingen hedning bo, og det fortaltes, at da efter Ketils død en af egnens folk (Hildir) vilde flytte til Kirkebæ, døde han pludselig, i det han nåede tungærdet, hvorefter han begravedes i Hildeshøj (Hildishaugr). — År 1186 oprettedes det før omtalte nonnekloster her, men rimeligvis først senere har det fået nogen betydning. Således er klosterets skæbne gennem så godt som hele det 13de årh. aldeles ubekendt; og uagtet Kirkebæ er hovedskuepladsen for et af afsnittene i Sturl, hvis begivenheder må henføres til midten af det 13de årh. (den af Gudbr. Vigfussön som en selvstændig fortælling udskilte »Svínfellinga saga«), hører man dog ikke i denne fortælling med et ord klosterets kvindelige beboere nævne. Ved midten af det 14de årh. blev en nonne i Kirkebæ kloster, for at have forskrevet sig til djævlen m. m., brændt levende. Folkesagnet fortæller om to nonner, hvoraf den ene dømtes uretfærdig til døden, den anden med rette, og påviser deres grave ovenpå » Søsterklippen « (Systrastapi). Søstrestape er en fritstående lille klippe omtrent en fjærdingvej vest for Kirkebæ; klippen skal være flad foroven, og her skal gravene kunne ses, den ene grøn både vinter og sommer, den anden aldrig. Hist. eccl. nævner Søstrestape som omflydt af Skaftå, nu ligger den nord for åen. I øvrigt minde flere navne i nærheden af Kirkebæ om klosterets beboere; på Side-hede findes et »Systravatn« , og i Landbrot hinsides åen viser man en »Sönghóll«, hvorfra munkene i Tykkebæ gav signal, når de vilde besøge nonnerne i Kirkebæ. — Ved reformationen inddroges klosterets ejendomme under kronen og er siden den tid bleven bestyrede af en kgL ombudsmand.


Dverghamrar
(A. E. F. Mayer, 1836)
Kirkebæ-bygninger skal oftere være flyttede. Først stod klosteret en del nordøstligere, hvor nu mørkt, med marhalm sparsomt bevokset flyvesand breder sig; her ses endnu et firkantet stengulv (»kirkegulvet«, som det kaldes, og vel i hvert tilfælde en lævning af det gamle kloster), dannet af regelmæssig-femkantede sten, sammenføjede med cement. Stenene stammer øjensynlig fra en banke i nærheden af Fossnup, hvor man i en lille kløft (Dverghamrar kaldet) finder regelmæssige femkantede basaltsøjler, der er tværdelte ved tæt på hinanden følgende, lige så regelmæssige rævner, så at man uden stort arbejde ved overhugning af sejlerne kan skaffe sig smukke femkantede fliser. Det nævnte gulv omtales også i den antkv. indb.; men den gang (1817) vidste ingen at berette, til hvilken bygning det havde hørt[12]. Senere, og lige til ind i dette årh. siges der, stod kloster og kirke noget sydvestligere, omtrent hvor heden bøjer mod nord; her ses endnu tydelige tomter af bægge og rester af tungærdet. Først flyttedes, i begyndelsen af dette årh., klosteret (ɔ: gården) til sin nuværende plads længere mod vest, senere kirken til Prestbakke. Angående en femkantet ligsten med runeskrift, som opgravedes i kirkegården her, kan efterses Antkv. Ann. IV, 353.


Dverghamrar
(A. E. F. Mayer, 1836)
Ved Kirkebæ vil man påvise Hildes høj, dog, som det synes, nu på et andet sted end det, som den antkv. indb. nævner. (Også et Grettestag har man.) Dog er det egenlig kun for Sturlungetidens vedkommende, at traditionen er levende, og navnlig vil man påvise stedet for »Svinfellingernes« drab, hovedbegivenheden i den før nævnte »Svinfellinga saga«, der handler om en mellem storbonden Ögmund Helgessön på Kirkebæ og hans hustrus brodersønner, de unge høvdinger på Svinafell, udbrudt strid. Disse, Sæmund og Gudmund, sønner af den højt ansete Orm Jonssön, godordsmand »over Siden«, kom på grund af gensidig skinsyge i et spændt forhold til Ögmund. — Efter at Sæmund og Ögmund er bleven uenige i anledning af en forsørgelsessag, bevæger Sæmund sin yngre broder Gudmund til at forlade Ögmund, som hidtil har opfostret ham, hvorefter brødrene gør et mislykket forsøg på at overfalde Ögmund. Senere får Sæmund Ögmund erklæret fredløs på grund af hans fremfærd i forsørgelsesspørgsmålet, og medens Ögmund holder sig skjult, udfører Sæmund konfiskationsdommen ved at lægge beslag på det Ögmund tilhørende gods i Kirkebæ. Den mængde kreaturer, foruden andet gods, som ved denne lejlighed bortførtes, efter at først »stadens« (kirkens, klosterets) ejendom var undtagen og dernæst halvdelen af det tilbageværende var overladt Ögmunds hustru, er forbavsende, og er et af de flere eksempler på landhusholdningernes størrelse på Island i ældre tid, som efter landbrugets nuværende tilstand og gårdenes produktionsævne må synes næsten utrolige [13]. Svinfellingernes farbroder abbed Brand Jonsson i Tykkebæ mægler noget efter et forlig mellem parterne, men Ögmund, der ikke kan glemme den hårde behandling, han har lidt, overfalder det følgende år (1252) kort efter påske Sæmund og Gudmund, da deres vej, på en rejse til abbed Brand, falder forbi Kirkebæ. Tidlig om morgenen går han med 12 mand ad den fra gården øst efter førende vej og lægger sig med disse i baghold i en lille dalsænkning (hvamm) kort fra vejen, hvor den fører over en vandsamling (síki — formodenlig forgrening af en å). Her bliver bægge brødrene grebne og halshugges på stedet efter at være blevne berettede af »stadens« tre præster, der straks kom til stede for at søge at frelse deres liv. — Siket, mener man, har gået op fra Skaftå, der den gang løb lidt højere oppe, tværs over sandstrækningen mellem de to klostertomter; lidt ovenfor i fjældlien skal så bagholdet have været på et sted, som nu benævnes »Bjarnartættur« — hvilket alt dog ikke ret synes at stemme med sagaens fremstilling.


Overraskende er i øvrigt i »Svínfellingasaga«, at, hvor brødrenes første mislykkede overfald på Kirkebæ berettes, omtales en å, der næppe kan være nogen anden end Skaftå, ikke med dette navn, men som Kirkbæinga-å.


Landnamsmanden på Kirkebæ var, som det vil erindres, Ketil fivlske. Østgrænsen for hans landnam var Gejrlandså. Landet mellem Almannafljot (ɔ: Hvervesfljot) og Gejrlandså var nemlig taget i besiddelse af landnamsmanden Eyvind karpe, der boede på Fors. Ketils landnam strakte sig fra Gejrlandså til Fjardarå (Fjarðará ɔ: Fjordå) oven for »Nykomme« (Nýkomi). Fjardarå er er lille å, der omtrent midtvejs mellem Kirkebæ og Eldvatnets forgreninger, nordfra, fra Side-hede, falder i Skaftå. Navnet er besynderligt, og man kunde næsten tvivle på, at det oprindelig havde lydt således; Hauksbog har nemlig formen Fjaðrá, der også nu er den sædvanlige udtale, og også i Fljotshverve findes en Fjaðrá. Navnet »Fjardará« har givet Jon Stengrimssön (anhang til 1783-vulkanens beskrivelse) anledning til den meget søgte forklaring, at der på Side-hede, hvor Fjardarå springer ud, oprindelig skulde have været en hel bygd »eller fjord« (!). »Nykomme« som navn på det vand, der ellers kendes som Skaftås hovedforgrening, er ligeledes overraskende; navnet tillader næppe anden forklaring end, at den således benævnte strøm først efter landets opdagelse har dannet sig og fra først af ikke er bleven betragtet som Skaftåens hovedløb; i Ldn. fremtræder »Nykomme« snarest som en biflod til Gejrlandså, der vistnok på landnamstiden har båret dette navn lige til sit udløb i havet.


Ldn.’s udtryk angående de mellem landnamene i Side, Skaftåtunge, Medalland og Landbrot skillende vande er imidlertid til dels vanskelige nok at forstå, og i hvert fald kræver vistnok teksten en rettelse. Foruden de to alt nævnte landnamsmænd Ketil fivlske og Eyvind karpe, samt to i den vestligste og nordvestligste del af den nuværende Side-bygd og et par i Skaftåtungen omtaler Ldn. i disse bygder kun landnamsmanden Eysten digre og den af ham land købende Eysten Hranessön. For Eysten digres vedkommende er fremstillingen meget uklar. Ldn. beretter først, at han: tog land »øst« for Gejrlandså til Ketil fivlskes besiddelser og boede i Gejrland; dernæst, at han: solgte sit landnam til Eysten Hranessön, der benævnte landet »Meðallönd« og bosatte sig på »Skarð« (nu forlængst en ødegård, men fordum kirkestedet i Medalland). Man tør vistnok her — hvorledes man end vil forklare sammenhængen — i Ldn.'s angivelse om Eysten digres landnam rette »øst« til vest (også Gejrland ligger jo vest for Gejrlandså), og meningen bliver da rimeligvis denne: at Eysten digre har som landnamsmand taget Medalland + Landbrot i besiddelse, men solgt disse strækninger til Eysten Hranessön og bosat sig i Gejrland, der jo egenlig hørte til Ketil fivlskes besiddelser.


Hörgárgljúfur
(A. E. F. Mayer, 1836)
Efter denne fremstilling må det betvivles, at den langs Sidebygden løbende gren af Skaftå har været til på landnams-tiden; muligvis er den netop på denne tid opstået, men har da, som nævnt, ikke straks båret Skaftå-navnet (se s. 318, sml. s. 310—11. Den nuværende »Skaftåos« synes derimod at have været Gejrlandsåens udløb. — Første gang, Skaftåos (Skaptáróss) nævnes, er i den opdigtede Gunnar Keldugnups-fivls saga (vel fra c. 1400); her tales oven i købet om havn ved Skaftåos og købmandsboder, men herpå kan næppe lægges nogen vægt. På den anden side må det bemærkes, at allerede Nj. (kap. 151) hævner Skaftås østlige forgrening, hvormed sikkert den langs Sidebygden løbende arm menes.


Vest for Kirkebæ ligger langs nordsiden af Skaftå en række gårde, hvoraf flere efter vulkanudbruddet 1783, på grund af de ødelæggelser, som den gennem Skaftåens leje flydende og først ½ mils vej vest for Kirkebæ standsende lavastrøm forårsagede, er flyttede op i hedeskråningen. Den vestligste af disse er Skål (Skál, Nj.), som står under Skålarfjæld (Skálarfjall), Side-hedens sydvestligste fjældknude, hvorunder Eldvatnets østligste — Skaftå dannende — forgrening har sit løb. Mellem Skål og nabogården mod øst falder Holtså (-á) ned fra Sidehede og danner under almindelige forhold en biflod til Skaftå; ofte, når intet af Eldvatnet falder langs Skålarfjæld, bliver imidlertid Holtså og Fjardarå ved deres forening kilden til den langs Siden flydende elv, der dog naturligvis også da bevarer navnet Skaftå. Nu er denne elv langs hele Sidestrækningen let passabel til hest; før 1783 måtte man betjæne sig af færge for at komme over den. — Skål er den vestligste gård i sognet; men under Skålarfjælds sydvestaffald findes dog endnu et par gårde, der naturligst regnes med til Sidebygden, om end hørende til et andet sogn; nærmest Skål står Å (Á), kendt fra Ldn.


Den før nævnte Holtså kunde man være tilbøjelig til at antage for den samme som Ldn.'s Drivande (Drífandi), der dannede grænsen mellem et lille, fra Fjardarå til Drivande nående, landnam og den på Å boende Lejdolv kappes besiddelser. Lejdolv »tog land øst for Skaftå til Drivande og boede på Å øst for Skaftå vest for Skål; men en anden gård havde han på Lejdolvsstad (Leiðólfsstaðir) under Lejdolvsfell (Leiðólfsfell), hvor der den gang var stærkt bebygget (mart bygða)«. I et arnamagnæansk diplom angående et mageskifte mellem klostrene Tykkebæ og Kirkebæ, år 1488, omtales imidlertid Drivande som en foss, der faldt frem fra Skålar-fjæld, så Drivande, hvis navn desuden for at anvendes om en å forudsætter, at denne har karakteren af en foss, må vel herefter søges noget vestligere, mellem Skål og Å. Lejdolvsfell er en tvedelt afstumpet fjældknude, der hæver sig i den nordvestlige del af Sidehede, ikke langt fra Eldvatnet (ɔ: Skaftå). Ved dette fjæld vil man påvise tomter af en gård; og endnu en enkelt anden ødegård i Sidehede kender man stedet for. Men noget nærmere om denne bygd vides ellers ikke, lige så lidt som om årsagerne til dens undergang og tiden for samme. — Oven for Lejdolvsfell begynder lavaen fra år 1783, der fra Varmådalen har strakt sig mod syd ind over den nordvestlige del af Sidehede, indtil den sydefter indskrænker sig til Skaftåens gamle leje med nærmeste omgivelser. Varmådalen selv, samt den nordfor liggende Ulvarsdal og i det hele højlandet øst for Skaftå helt op til denne elvs udspring er, som det vil erindres, allerede tidligere omtalt.


Vest for Skaftå udgøres højlandet af den nord for Skaftåtungen (Skaptártunga) liggende avret. Mod nordvest går bygdefjældene over i ørkenstrækningen Mælefellssand (Mælifellssandr), der omtales nogle gange i Nj. under benævnelsen Sand (Sandr, se IB. I, s. 264—65). Nærmere Eldvatnet (Skaftå) stryger derimod et højdedrag Skælingar, som imod nordøst fortsættes af højere fjælde, hvoriblandt de høje og spidse Uxatindar fremhæves af Sv. Povlssön i hans tillæg til beskrivelserne af 1783-vulkanen, hvor han tillige meddeler et sagn om navnets oprindelse. I følge dette svaredes i ældre tid af Tykkebæ kloster til Skålholts bispegård en afgift af 50 stude og 1 tyr; en gang en høst forsvandt alle studene fra Skålholt og var ingensteds at opspørge, kun havde man set dem tage vejen over det herefter Nautavað benævnte vadested over Tjorså (se IB. I, s. 192). Næste sommer fandtes imidlertid benradene af studene i nærheden af ovennævnte tinder, som heraf fik deres navn.


Oven for Skaftåtungen skal i øvrigt hele højlandsstrækningen mellem Skaftå og Tungeå (Túngná; sognebeskr.: Túná) — Tjorsåens store, fra Skaftåjøklen udspringende biflod — være opfyldt af nøgne småfjælde og højdedrag. — Nord for den mod vest strømmende Tungeå skal igen et større fjæld hæve sig, nord for hvilket de næsten ukendte Fiskevande (Fiskivötn, Nj.) brede sig. I disse dreves der fordum ved efterårstid et betydeligt forelfiskeri, men allerede ved midten af forrige århundrede benyttedes dette ikke mere; den lange vej (c. 10 mil), samt slet vejr og mangel på græs til hestene skræmmede folk, og kun enkelte rejser efter »hvanne«-rod foretoges til disse egne; dog også de gik snart af brug. Sv. Povlssön beretter i sin dagbog om forskellige spor af den tidligere udstrakte fisketilvirkning her. — Disse Fiskevande nævnes i Nj. ved de samme to lejligheder, hvor Mælefellssand omtales. Hovedstedet er Nj. s. 153, hvor den såkaldte Fjallabaks-vej (ɔ: vejen bag fjældene) beskrives. Denne vej[14], der i en nyere tid er bleven genoptaget, ligger fra gårdene i Skaftåtunge (sædvanlig Ljótarstaðir) over Mælefellssand til gården Rauðnefstaðir i Rangåvolde syssel og er vel af længde som Grimstungehede, så at man med raske heste og ved anstrængt ridt kan passere den i én dag (ɔ: 15 timer); men denne nord for Øfjældsjøklen liggende, lidet kendte vej er dog kun en kort tid af året passabel. Forfatteren af Nj. synes at forestille sig Fiskevandene langt nærmere ved Mælefellssand end de i virkeligheden er.


Fårefold ved Arnardrangur, Landbrot
(A. E. F. Mayer, 1836)
Gårdene i Skaftåtunge-bygden står ligesom Sidebygdens i eller under frodige hedeskråninger, om end ikke i så regelmæssig en linje som under Side-fjældet, hvorimod den oven for liggende hede er ubebygget; dog fortæller man også her, at heden tidligere har indesluttet en særegen bygd. Mod øst begrænses, som oftere nævnt, bygden af Eldvatn (Skaftå) og den store, mod sydvest gående Eldvatnsforgrening. Langs Eldvatnet i dets nedre løb og Eldvatnsforgreningen står en række gårde, der alle led betydelig ved vulkanudbruddet 1783, da den gennem Skaftåens leje nedflydende lava berøvede dem en stor del af deres land, lagde enkelte gårde øde og gjorde flere for en tid ubeboelige. Mod vest begrænses Skaftåtungen af den anselige, fra Mælefellssand kommende Holmså (Hólmsá, ofte: Hólsá); dog regnes vel sædvanligere den lidt sydvestligere, mindre Lérå (Leirá) for bygdens grænseskel på denne kant. Midt ned gennem Tungen flyder Tungefljot (Túngufljót). Mellem disse tre elve — Eldvatn, Holmså, Tungefljot — i deres nedre løb står resten af bygdens gårde på én nær. Lejdvold (Leiðvöllr), der tilsyneladende ligger helt uden for bygden. Endnu hører nemlig til Skaftåtunge en af lavastrømme fra 1783 opfyldt trekant syd for Eldvatnsforgreningen, og syd for dette hraun, på grænsen af Medalland og nær Kudafljots østlige bred, findes den nævnte gård, Skaftåtungens sydligste.


I Tungefljot falder den mod sydvest løbende store Eldvatnsforgrening, og den således betydelig forøgede elv forener sig derpå med Holmså, hvorefter den samlede vandmasse fører navnet Kudafljot. Kudafljot (Kúðafljót) kaldes nemlig nu den meget brede, vandrige, men forholdsvis stille-flydende elv, der opstår ved de ovennævnte vandes forening, og som derpå i sydlig retning søger sig udløb i havet, i det den under sit løb danner grænsen mellem Alvtaver og Medalland. Trods sin størrelse er den i sit nedre løb passabel for ridende, vadet er imidlertid dybt og noget besværligt ved elvens bløde grund. I Ldn., hvor Kudafljots-ós (Kúðafljótsóss) nævnes som det sted, hvor Skaftåtungens første landnamsmand landede, efter hvis skib »Kude« elven benævntes, er det tydeligt, at navnet Kudafljot tillige omfatter Tungefljot, der også naturlig kan, og navnlig tidligere kunde, betragtes som Kudafljots rette kilde. Den sydvestlige Eldvatnsforgrening kendtes jo før 1783 ikke, hvorimod Skaftå udsendte en forgrening, Landå benævnt, der faldt i Kudafljot syd for Lejdvold. Således dannedes mellem Holmså og Skaftå en virkelig »tunge«, og denne landstrækning, helt ned til syd for Lejdvold-gården, er det også, som navnet Skaftåtunge tilkommer[15].


Af bygdens gårde minder Lejdvold, der er tingsted for den af Skaftåtunge, Medalland og Alvtaver bestående Leiðvallar-hrepp(r), ved sit navn — men vistnok også kun herved — om ældre tingforhold. Derimod omtaler den antkv. indberetn. (1817) ved gården Flaga (den næst-sydligste af de mellem Holmså og Tungefljot stående gårde) et sted benævnt Haugatúngur, hvor der findes en mængde gamle, meget utydelige tomter, deriblandt en større »girðíng«, ej ulig en »domring«; vedkommende præst gætter på, at man her kan have sporene af et fordums tingsted — oven i købet, efter hans formening, Skaftafellsting [16].


Af bygdens gårde må som nævnt i Nj. fremhæves Åsar (Ásar ɔ: åsene), sydligst ved Eldvatnsforgreningen, hvor der nu findes to gårde af dette navn. Om den lidt nordligere liggende Hlíð kan anføres, at man her har en »Gvendarlækr« og »Gvendarfoss«.


Oven for den nuværende bygd, i landet mellem Tungefljot og Skaftå (Eldvatn), vil man påvise sporene af et helt, forlængst ødelagt sogn. Jon Stengrimssön fortæller, at det skal have bestået af 12 gårde med tilhørende kirke, og at det er blevet ødelagt »omkring år 1112«. Noget vulkanudbrud fra den tid kendes dog ikke. Har her virkelig en gang været bebygget, er det måske ikke urimeligt at antage, at et af de voldsomme udbrud fra vulkanen Katla i Myrdalsjøklen, som ofte ved sin askeregn har tilføjet Skaftåtungens gårde alvorlig skade, har været medvirkende årsag til bebyggelsens ophør. Egnen kaldtes i følge traditionen på grund af sine tolv gårde »Tólfahríngur« (således udtales nu »tólfæríngur«, benævnelsen på et 12året fartøj)[17].


Af de to neden for Siden og Skaftåtungen liggende bygder, Meðalland og Landbrot, der hidtil kun lejlighedsvis er behandlede, behøver navnlig Landbrot næppe nogen udførlig omtale. Navnet kendes, foruden fra en måldage (der af Jon Sigurdssön henføres til c. 1150), fra Njåls saga. Bygdens gårde står, som tidligere bemærket, langs nord- og østkanten, hvorimod landet indenfor er sand- og hraunstrækninger. Mod sydvest er der ingen naturlig grænse mod Medalland , hvis nordlige del er af lignende beskaffenhed, medens gårdene står sydligere, mest under et fra nordøst mod sydvest strygende højdedrag, dog ikke umiddelbart ved søen, hvor sandet igen breder sig. I Landbrot løber nogle bække fra vest til øst, til Skaftå i dens nedre løb; før udbruddet 1783 skal de til dels have fået tilløb fra Skaftåen under dens løb langs Siden. — I Medalland er, som det allerede flere gange er omtalt, elvenes løb meget forandret ved 1783-udbruddet. Af Jon Stengrimssöns udførlige beskrivelse (foruden af hvad S. M. Holm og Sv. Povlssön meddele om samme sag) fremgår klart nok, hvorledes forholdene i Medalland før katastrofen var. Man ser, at den øvre del af bygden ligesom nu var bedækket med lava, der mod sydvest og sydøst synes at have strakt sig endnu længere end den 1783 tilkomne, men om hvis opståelse man intet vidste.


Lavaformationer nær Arnardrangur, Landbrot
(A. E. F. Mayer, 1836)
Lavastrømmene fra år 1783 omsmeltede den ældre lava, ødelagde vegetationen og tilintetgjorde flere af bygdens gårde, deriblandt den daværende præstegård Hólmasel, der lå omtrent midt i Medalland. Før udbruddet var »Steinsmýrarfljót«, der i sydøstlig retning strømmede til havet, bygdens største elv. Det var dog kun i sit nedre løb, den bar dette navn. Sin kilde havde den temlig højt oppe i bygden under hraunet ved gården Botnar, hvorefter den benævntes Botnafljót. Kort efter sit udspring modtog den et stort tilløb fra Skaftå, benævnt Melkvísl, løb derpå i sydøstlig retning under navnet Hólmafljót, for først efter en følgende gård at modtage sit endelige navn. Da den største del af 1783-lavaen søgte sin vej til Medalland gennem Melkvisl, udtørredes denne aldeles; ligeledes begravedes det nævnte »fljót« i sit øvre løb, og Stejnsmyrarfljot svandt ind til en ubetydelig å, hvorimod efter udbruddet en elv Eldvatn opstod af de mange kilder, der sprang frem fra hraunets sydkant. Ligesom Melkvisl, uagtet en arm af Skaftå, ikke førte navn efter denne, bar den vestlige forgrening, der i sydsydvestlig retning søgte sig vej til Kudafljot mellem Lejdvold og nabogården mod syd, jo sit eget navn Landå (Landá), — så vidt man kan se dannende grænsen mellem Skaftåtunge og Medalland. Også dette rindende vand forsvandt, som før bemærket, i det lavaen trængte frem gennem åens leje til helt ned mod Lejdvold og senere, mere mod vest, væltede sig frem til Kudafljot.


Uagtet Landå og Melkvisl efter deres navne at dømme således ikke ret synes på udbrudstiden at være opfattede som forgreninger af Skaftå, må det dog sikkert oprindelig have været tilfælde. Foruden hvad Ldn. lader formode om Skaftås forbindelse med Kudafljot, da den i forening med Holmså dannede Skaftåtungen, synes nemlig Skaftåens forgrening i de nævnte retninger at fremgå af den måde, hvorpå Njåls saga omtaler Skaftå, hvis løb i denne saga beskrives forholdsvis udførlig i anledning af Kåres og Bjørn fra Mörks kampe med deltagerne i Njåls-branden. De herhen hørende begivenheder skildres med en vis forkærlighed, og sagaens omtale af lokaliteterne i VSkf. lade i det hele formode, at forfatteren har følt sig særlig fortrolig med disse egne. — Efter at Kåre og Bjørn har bestået en kamp med Sigfussönnerne nordlig i Skaftåtungen i et lille af Skaftå dannet næs, aflægger de et besøg på Skål for at tillyse drabene. Derpå red de ned langs Skaftå, indtil hvor »en del af åen falder i østlig retning, en del i sydøstlig«. De fortsatte da vejen ned langs »mid-armen« (miðkvíslin), indtil de kom til Medalland, til en af hraun omgiven mose Kringlemyre (Kringlumýrr), hvor de består en ny kamp. Skønt det ikke udtrykkelig siges, forudsættes dog vistnok i Nj. Skaftå som tredelt; herpå tyder dels udtrykket »miðkvísl«, dels den omstændighed, at — foruden de i Nj. nævnte forgreninger: en østlig og en sydøstlig arm — ved selve navnet »Skaftåtungea og Ldn.’s fremstilling et tilløb i sydsydvestlig retning til Kudafljot må antages givet. Armen, som Kåre og Bjørn fulgte, har sikkert været Melkvisl; stedet for Kringlemyre kendes ikke.


Af kildernes vink synes altså nærmest at fremgå, at Skaftå oprindelig hovedsagelig er faldet i Kudafljot, at den langs Siden løbende arm måske først efter bebyggelsen har brudt sig sin vej (sml. Ldn.'s benævnelse »Nýkomi«), men at elven i hvert fald tidlig i sit løb gennem største delen af bygden har haft en tredelt forgrening, svarende til Landå, Melkvisl og Side-grenen af Skaftå, dog således, at den sidste bestandig (til 1783) er tiltaget i størrelse på de andres bekostning, der senere hen endog optrådte med særlige navne. Efter udbruddet 1783 er Skaftå kun tvedelt, og vistnok den største del af dens vand går til Kudafljot gennem Tungefljot ad en ny, noget nordligere arm end Landå.


Efter kampen ved Kringlemyre mod en ny fjendeflok opholdt Kåre og Bjørn sig tre dage på en sandstrækning (riða á sand) og havde deres heste under en »mel«-skrænt, hvor de fodrede dem med »mel«, for at de ikke skulde dø af sult; imidlertid afsøgte egnens folk fjældvejene, i det de drog op langs alle elve, og først efter at eftersøgningen var standset, drog Kåre og Bjørn ad fjældvejen (Fjallabaks-vejen) hjem til Torsmark (R.). Denne »sand« kan efter sammenhængen ikke være Mælefellssand eller en lignende sandstrækning borte fra bygderne; det må være et af de i eller ved Medalland liggende, mindre »mel«-bevoksede sandpartier. Udtrykket er imidlertid noget besynderligt, — med mindre »sandr« her kan tages i betydningen strandbred; en sådan opfattelse vilde passe godt til forholdene, langs kysten af Medalland strække sig nemlig »mel« bevoksede sandstrækninger.


Den på ovennævnte sted i Njåls saga omtalte »mel(r)« er marhalm, en plante, der er (og vel navnlig under tidligere tiders forhold har været) til stor og ejendommelig nytte for disse egnes, særlig Medallands og Landbrots, beboere. »Melr« benævnes måske planten efter de nøgne sandstrækninger, hvor den findes; »melr« er jo nemlig hele Island over den almindelige benævnelse for en grusmark. Melbevoksede sande, »mela-pladser«, regnes i Alvtaver, Medalland og Landbrot for at være af stor betydning for de gårde, der eje dem. Om efteråret indhøstes de næppe mere end halvmodne aks, kærnen udtærskes, hvorefter den tørres over ilden i egne dertil indrettede huse, og males så til mél. Desuden benyttes strået til tækning af tage, samt roden til fletning af tove og paksadler. Om den hele ejendommelige og meget vidtløftige fremgangsmåde ved » melens« behandling henvises i øvrigt til en afhandling af S. M. Holm[18], hvormed kan sammenholdes hvad der på forskellige steder i E. O. berettes. Efter opgivelse i ældre jordebøger giver så meget marhalm (»mel« strå), som 1½ hest kan bære, i gennemsnit 20 pund mél, men skal dog i følge S. M. Holm kunne give dobbelt så meget [Sv. Povlssön sætter: 1 hest — 20 pund].


Under de nuværende forhold, med lettere handelsforbindelser og billigere køb, skulde man næppe tro, at det byrdefulde arbejde med »melens« indhøstning og videre behandling kunde svare regning; men i ældre tid har denne adgang til indenlandsk mél været højt skattet, og fra gammel tid har dette »vilde korn«s brug været kendt i disse egne. Allerede måldagerne fra 12te årh. nævne »melteigar« blandt gårdenes herligheder. Dog ses det af samme kilder, at også almindeligt korn (ɔ: byg) har været dyrket her. — Af ejendommelige produkter fra Medalland kan endvidere mærkes »salta« (eller »selta«?), hvoraf adskillige gårde svarede et vist antal spande til Kirkebæ kloster[19].


Foruden Skaftåtunge og Medalland hører, som tidligere angivet, til Lejdvallar-hrepp den lille bygd Alvtaver (Álptaver) — også benævnt alene Ver — vest for Kudafljót, mod syd begrænset af havet, mod vest og nord af sandstrækninger. Bygdens halve snes gårde grupperer sig om hovedgården Tykkebæ (Þykkvibær); kun en enkelt ligger noget nordligere i en særskilt lille oase vest for Kudafljot, omtrent hvor denne storelv dannes ved de forskellige tilløb fra Skaftåtungen. Tykkebæ var i sin tid et af Islands anseteste klostre; det herværende avgustinerkloster grundlagdes 1168, i det gårdens daværende ejer »indsatte Kristus og hans hellige mænd til arvinger« af alt sit gods, for at der således kunde oprejses et kannikesæde (ɔ: kloster) i Tykkebæ, hvori han så selv indtrådte som munk. Allerede klosterets første abbed, Torlak Torhallssön, senere biskop i Skålholt, og efter sin død anset som helgen, bidrog sikkert ved sin følgende berømmelse meget til dets anseelse, ligesom også hans ypperlige styrelse af klosteret prises; men også i den følgende tid fandtes flere fremragende mænd mellem »abbederne i Ver«, som dette klosters forstandere ofte benævnes. Særlig kan fremhæves ved midten af det 13de årh. den højt ansete Brand Jonssön af Svinfellingernes høvdingeslægt (abbed 1247-62), tillige bekendt som forfatter til flere historiske arbejder. Ved reformationstiden inddroges også dette klosters ejendomme under kronen og er senere bleven bestyrede af en kongelig ombudsmand (administrator). — Tykkebæ kloster tør man måske gætte på som tilblivelsessted for Nials saga i den form, hvori vi nu have den. En vis usikkerhed i stedsangivelser viser, at sagaen næppe er skreven i Rangåvolde syssel. Heller ikke til nogen anden egn af landet udenfor Skaftafellssyslerne som det sandsynlige hjemsted henvises vi ved sagaens egen fremstilling. Derimod beskrives lokalforhold i Skaftafellssyslerne — oftest Vester-Skaftafells syssel — sikkert og nøjagtig (Tangbrands rejse s. 531 ffg., Floses vej til Nialsbranden 645, 652-53, Kåres og Bjørns tog til Skaftå-egnene 855 ffg. m. m.); særlig synes den omtale, Fiskevandene få, at tyde på en forfatter fra Vester-Skaftafells syssel. Næppe nogen anden vilde falde på at nævne disse næsten for alle i det øvrige land ukendte vande; fra Skaftåtunge med omliggende bygder drog man derimod formodenlig alt da årlig derhen, og steg op fra bygden netop ad samme vej, som når man foretog den dog vistnok temlig sjældne rejse over Mælefellssand. En mand, som ikke selv havde gjort nogen af disse fjældrejser, måtte herved let føres til at opfatte Fiskevandene som meget nærmere ved Mælefellssanden, end de virkelig ere, — så at selve unøjagtigheden i omtalen af Fiskevandene synes at tyde på en Vester-Skaftfelling, der ikke personlig havde deltaget i længere fjældrejser, f. eks. en gejstlig. Da sagaen væsenlig, som vi nu have den, henføres til midten eller sidste halvdel af det 13de årh., kunde man fristes til at nævne abbed Brand Jonssön som den sandsynlige forfatter, eller i al fald at betragte sagaen som fremkaldt ved en af ham vakt litterær virksomhed i klosteret [20].


Víkurklettur í Mýrdal
(A. E. F. Mayer, 1836)
I Alvtaver er jordbunden fugtig og moradsig; dog træffes her også ældre lavastrækninger, og desuden trænger fra alle sider sandet frem, mere og mere indskrænkende vegetationen. Det er dog ikke så meget flyvesandet, der her har anrettet ødelæggelser, som de uhyre sand- og grusmasser, der følge med vandstyrtningerne (»løbene«) fra jøkelvulkanen Katla. Denne kraterkløft — hvis ødelæggelser, som tidligere anført, også har strakt sig til Skaftåtungen — er beliggende i det sammenhængende jøkelparti, der i en længde af omtrent 10 mil og halv så stor bredde dækker højlandet mellem Vester-Skaftafells og Rangåvolde syssel. Af Svend Povlssön kaldes det i sin helhed Eyjafjalla-jøkel, et navn, der ellers er indskrænket til jøklens vestre del, medens derimod den østlige benævnes Myrdalsjøkel (Mýdalsjökull) efter den syd for liggende bygd, den vestligste i Staftafells syslerne. Her, i den østlige del af Myrdalsjøklen, som i det hele er temlig lav, findes det nævnte krater, der viser sig som en fra nordvest til sydøst gående rævne, i hvis fortsættelse en sænkning i jøklen ses, så at alle ved vulkanen foranledigede vandstyrtninger tage en sydøstlig retning ned mod Alvtaver eller de nærmest vest for liggende strækninger. Få vulkaner have været virksommere end denne; navnlig havde den i det 17de og 18de årh. voldsomme udbrud, der for en tid gjorde den til den berømteste islandske vulkan efter Hekla. Den har gang efter anden udkastet uhyre sandmasser og samtidig bevirket jøkelsmeltninger, så at umådelige vand- og ismasser fra jøklen styrtede ned over de underliggende egne for sluttelig at udgyde sig i havet — hvad der ganske naturlig måtte skaffe selve udbruddene benævnelsen »løb«. Derimod haves ingen bestemt angivelse om lavastrømme fra Katla (ved navn nævnes overhovedet vulkanen først fra slutningen af 16de årh.); men Ldn. omtaler en Alvtaver hærgende »jordild« ved slutningen af det 9de årh., der næppe kan være kommen anden steds fra end fra Katla. Sv. Povlssön mener at kunne påvise lavastrømmen i et nu af sand næsten helt bedækket hraun, der strækker sig øst på til hen mod Skaftåtungen og mod syd til Alvtaversgårdene, ja endog helt ned til kysten; dog vil han ikke benægte, at dette til dels kan skyldes ældre udbrud, før landets bebyggelse.


Nu kaldes sædvanlig den hele mellem Myrdalen på den ene side, Skaftåtunge & Alvtaver på den anden skillende ødestrækning Myrdalssand (Mýrdalssandr); i følge Sv. Povlssön skal den østlige del af den dog egenlig bære navnet Kötlusand(r) — af Katla. Nu er den hele, sorte sandstrækning ganske jævn og flad; men først efterhånden har vulkanens sand opfyldt alle ujævnheder og de uhyre fremglidende jøkelmasser under løbene afhøvlet alle åse og mindre højder.


Af den med forholdene i Vester-Skaftafells syssel så fortrolige Jon Stengrimssön, der, før han forflyttedes til Side-kaldet, virkede som præst i Myrdal, haves — foruden den før omtalte udførlige beskrivelse af Varmådalsudbruddet 1783 — en samlet fremstilling af alle Katla-løbene, løbet år 1755 incl., hvortil kommer særskilte beskrivelser af de to senere, dette århundrede tilhørende løb. Om kraterets navn fortæller Jon Stengrimssön et sagn, i følge hvilket det skulde stamme fra en heks. På Tykkebæ kloster levede nemlig en gang i den katolske tid en tryldekyndig husholderske ved navn Katla; da hun i vrede havde druknet fårehyrden i et kar med sur valle (sýra), og den tid nærmede sig, at liget, efterhånden som »syren« blev drukken op, måtte findes, iførte hun sig sine heksebukser — et slags syvmilestøvler, som hyrden havde fortørnet hende ved hemmelig at bruge — , løb op i jøklen og styrtede sig ned heri. Kort efter havde jøklen det første løb, der stævnede lige mod Alvtaver og klosteret. Dette tilskrev man hendes trolddom, og kløften kaldtes fra nu af »Kötlugjá«, den ødelagte egn »Kötlusandr«. — Ved at regne under ét alle udbruddene fra Myrdals-Eyjafjalla jøkelpartiet, samt ved at medtage selv temlig usikre efterretninger får Jon Stengrimssön ud, at jøklen på hans tid havde haft 13 udbrud, og i følge en lignende sammenfatning af det hele jøkelparti måtte den da nu have haft 16. Tager man derimod Katlaløbene for sig og udskyder ét, helt usikkert, viser det sig, at denne jøkelvulkan har haft 10 udbrud eller — som de vel nok alle, måske med undtagelse af det første, kan kaldes — »løb«.


Om det første af disse udbrud beretter Ldn. samtidig med landnamsangivelserne for disse egnes vedkommende. Det nuværende Alvtaver, der med tilhørende besiddelser regnes at strække sig mod vest til den omtrent midtvejs over Myrdalssand løbende Eyjarå (-á), og mod nord op til Skaftåtunge og jøklen — skønt store strækninger både i nord og vest nu er uden vegetation — , toges på landnamstiden i besiddelse af to landnamsmænd, af hvilke vikingen Ravn »havnenøgle« besatte den øvre del, mellem Holmså og Eyjarå; den sydlige del derimod, mellem Kudafljót og Eyjarå, hvoraf alene en del, som det synes, fra først af kaldtes Alvtaver, toges i besiddelse af Molda-Gnup, som solgte af sit landnam til mange andre mænd, så at det blev tæt bebygget. Af den tætte bebyggelse afledes i Hist. eccl. navnet »Þykkvibær«; navnet »Álptaver« (svaneleje) forklares i Ldn. af, at der her var en stor indsø med rig svanefangst Bægge landnam truedes snart af vulkanudbrud, og navnlig synes det øvre at være bleven hærget. Om Ravn fortælles der nemlig i Ldn., at han forudanede et vulkanudbrud og derfor flyttede fra sin gård Dynskógar til Lagø (Lágey ɔ: Lavø, vest for Eyjarå). Dette har man forstået således, at ved dette udbrud hele landet nordvest for den nuværende Alvtaversbygd er blevet lagt øde, ved hvilken lejlighed foruden Dynskogar fire andre gårde, hvis navne angives, skulde være gåede til grunde. Dog finder man endnu i en måldage for Tykkebæ kloster 1340 (AM. 263 fol.) Dynskógar nævnt blandt de til klosteret afgift ydende gårde. Tomter af de oven omtalte 5 gårde vidste man at påvise i det 17de århundrede, da de derværende sysselmænd af antikvarisk interesse lod egnen undersøge. På det sted, hvor Dynskogar sagdes at have stået, nordvest for den nuværende Alvtaversbygd, højt oppe på sanden, fandt man ved samme lejlighed en stor broncekedel[21]. Det samme udbrud, der drev Ravn fra Dynskogar, er det sikkert, som foruroligede beboerne af det nedre landnam, så at Molda-Gnup med sine sønner for bestandig forlod denne egn, og hvorom Ldn. beretter, at, efter at Molda-Gnups landnam var bleven stærkt bebygget, løb »jordild« der ned, så at indbyggerne flyede vester på til Hövdabrekka (i Myrdal). Tiden for dette udbrud lader sig ikke nøjagtig bestemme, men må være omkring år 900; på grund af at Ldn. fremhæver, at Molda-Gnups sönner da var voksne, henfører Jon Stengrimssön det til c. 894, i det han lægger 20 år til det sædvanlig antagne år for landets første bebyggelse 874. Da landnamsmanden Önund bilds sønnesøn ved denne lejlighed optræder, må udbruddet sikkert sættes senere (Se Ldn. Vemund, Sigmund kleykis søn — da bosat på Hövdabrekka).


Hjörleifshöfði - (W.G. Collingwood, 1897)
Lagø, hvortil Ravn flygtede, siges at have ligget vest for Eyjarå i dens nedre løb, burde altså egenlig først omtales i forbindelse med den følgende bygd. Imidlertid skal Lagø kun have udgjort en del af en lille bygd Lagøhverve (Lágeyjarhverfi), der menes at have strakt sig på bægge sider af åen og vel altså nærmest har været at regne til Alvtaver. Denne bygd skal være bleven ødelagt ved et løb, der af Jon Stengrimssön gøres til Katlas sjette, men rettere må opfattes som denne jøkelvulkans andet kendte siden landets bebyggelse, og som af ham henføres til år 1311. Det kaldes Sturlahlaup, fortæller Jon Stengrimssön, efter en mand Sturle, som vidunderlig reddedes fra den almindelige undergang, der var en følge af løbets voldsomhed, hvorom flere sagn sammesteds berettes (præstedatteren, der overraskedes af døden, medens hun var ved at rede sig; en pige, der med gårdens hund begravedes i et forrådshus, hvor bægge flere måneder efter fandtes levende). Som ødelagte ved dette løb nævnes præstegården Dýralækir, Lágey og to andre gårde, med angivelse af deres beliggenhed, og løbet antages ved ødelæggelsen af Lagøhverve at have tilintetgjort al bebyggelse på Myrdalssanden. Dog er der også her den vanskelighed, at Lagø (Lágey) endnu nævnes i Tykkebæ-klostermåldagen fra 1340. Også i mange af de følgende Katla-løb hærgedes Alvtavers-egnene stærkt, men da tillige stadig Myrdalen ramtes af disse ødelæggelser, opsættes den nærmere omtale af disse rettest, til en beskrivelse af de nærmest liggende dele af Myrdalsbygden er given.


Myrdalen (Mýrdalr) eller, som den i ældre tid benævntes, Mydal (Mýdalr) er Vester-Skaftafells syssels vestligste bygd. Den strækker sig lang og smal under de Myrdal-Eyjafjallajøklen bærende fjælde og gennemstryges navnlig for den midterste dels vedkommende af adskillige udløbere herfra. Den falder i tre dele. Ud-, Mid- og Øst-Myrdal (Út, Mið- og Austr-Mýrdalr), af hvilke den sidste når fra det, fra nord til syd fremløbende Reynisfjæld ( — fjall) til omtrent midtvejs på Myrdalssand, hvor Eyjarå sædvanlig tidligere anførtes som østgrænse. — Over den c. 5 mil lange, 4 mil brede, nu aldeles flade Myrdalssand føre flere veje til nabobygderne mod øst og nordøst, af hvilke hovedvejen mod øst (til Alvtaver) er antydet ved nedrammede pæle. Den sorte sandslette er gennemstrømmet eller overrislet af forskellige jøkelåer og bække med vekslende leje og højst forskellig størrelse. Op fra sandstrækningen hæver sig enkelte fritstående småfjælde, til dels krat- og græsbevoksede og derfor aldeles som oaser i ørkenen. Længst imod nord ligger i den vestlige del af Myrdalssand det tvetoppede Havrsø (Hafrsey — »ey« ɔ: benævnes flere således helt fritstående fjælde i lave omgivelser). Et par mil længre mod syd, dog ikke umiddelbart ved kysten (vel omtrent en fjærdingvej fra havet) ligger et lignende fritstående fjæld Hjørlejvshøvde (Hjörleifshöfði). Vestnordvest for Hjørlejvshøvde, en mils vej borte og noget længere fra kysten end dette, skyder sig som en fjældknude af samme karakter Høvdabrekkefjældet frem, om end nord til i forbindelse med højlandet oven for[22]. Havrsø er ubebot, hvert af de to andre fjælde bærer derimod en gård (henholdsvis Hjörleifshöfði og Höfðabrekka); disse to sidste er tillige fuglefjælde, i det en mågeart (fíll) ruger selskabelig i de stejle skrænter. For Hjørlejvshøvdes vedkommende minde flere spidst tilløbende klipper (dranger), der omgive fjældet, om, at havet en gang i fortiden er gået helt op til høvden.


Hvad de Myrdalssand gennemløbende jøkelelve angår, gør jøkelvandenes omskiftelighed og de ved Katlas løb bevirkede hyppige omvæltninger det meget vanskeligt at få nogen klar forestilling om disse. Medens således Eyjarå på kortet er afsat øst for Havrsø, får den nu i al fald sit væsenlige tilløb fra Háöldukvísl vest for samme. Det betydeligste af jøkelvandene er Múlakvísl, der ikke nu som på kortet forgrener sig om Hjørlejvshøvde, men løber tæt under Høvdabrekkefjældets østside. — Vest for Høvdabrekkefjældet løber Kerlingardalså (, Ldn. Kerlíngará; men Nj. som nu), ikke stor, men delvis en jøkelå som adskillige andre af Myrdalssvejtens vandløb. Ved den smalle dalsænkning, som Kerlingardalså gennemløber, er Høvdabrekkefjældet skilt fra Arnarstakkshede (-heiði, ældre -heiðr), en lille tærningformet fjældhede, der ved lignende smalle dalfurer er skilt fra højlandet ovenfor og Reynisfjall mod vest, hvorimod den mod syd går næsten helt ud mod kysten, nu dog med en flad sandstrækning foran. Sydøstlig under heden i en lille »hvamm« (dal-indbugtning), vest for Kerlingardalså, står gården Fagredal (Fagridalr). Længst mod sydvest, mellem heden og Reynisfjæld, står gården Vig (Vík)[23].


Reynisfjall og Reynisdrangur set fra Vík
(A. E. F. Mayer, 1836)
I historisk henseende frembyder denne egn en særlig interesse som skuepladsen for Hjørlejvs død, så vel som for hans forskellige hændelser i den korte tid, denne Ingolvs kække fostbroder nåede at leve som islandsk landnamsmand; men Ldn.’s angivelser om forholdene her i ældre tid er langt fra klare. Først (s. 34) berettes om, hvorledes Hjørlejv landede ved Hjørlejvshøvde, hvor der den gang var en fjord, hvis bund vendte ind mod høvden. Senere hen (s. 272) fortælles, hvorledes, af frygt for landvætterne, ingen havde turdet tage land øst for Grimså (Grímsá) siden Hjørlejvs drab, fø Ölve tog dette land i besiddelse og opslog sin bolig i Høvde (Höfði); dette Høvde er tydelig nok Hjørlejvshøvde, og Grimså svarer rimeligvis til den nuværende Mulakvisl. Mellem Grimså og Kerlingarå var et andet landnam, der tilhørte Sigmund kleykir. Om dette virkelig har været et selvstændigt landnam, må dog synes tvivlsomt, da vi andensteds fra i Ldn. (s. 288) erfare, at Sigmund først flyttede hertil efter at være bleven gift med en søster til Ölves fader, landnamsmanden Eysten Torstenssön, til hvis besiddelser denne strækning, som det vil ses af det følgende, formodenlig fra først af har hørt. Denne Eysten led skibbrud på sin landnamsfart til Island, men slap dog selv derfra med livet og bosatte sig så i Fagredal[24]. Uagtet Fagredal ligger vest for Kerlingardalså, kan han dog ikke have ejet meget land vest for åen, da et andet landnam strakte sig fra Kerlingardalså mod vest. Snarere har han derimod ejet land øst efter. Her kom landet mellem Kerlingardalså og Grimså først ved eller efter landnamstidens slutning i Sigmunds besiddelse, der som født på Island kun uegenlig kan kaldes landnamsmand og sikkert netop på grund af sit giftermål med Eystens søster har fået sig dette afstået af svogeren. I anledning af Eystens skibbrud fortæller Ldn., at en kerling drev i land i Kerlingarfjord (-fjörðr), — »hvor nu Høvdåsand (Höfðársandr) er«. Denne alt på Ldn.'s tid forsvundne fjord er øjensynlig den samme som den, Hjørlejv ved sin landing traf på. Men hvor den har ligget, er vanskeligere at afgøre, da Ldn.'s fremstilling i det ene tilfælde tilsyneladende henlægger fjorden til Hjørlejvshøvde, i det andet nærmest til strøget om Kerlingarå (ɔ: Kerlingardalså). — At der nogensinde har været en fjord ud for Hjørlejvshøvde, er næsten utænkeligt. Først ved Katlas forskellige udbrud i den historiske tid er havet blevet trængt så langt tilbage, at en flad kyststrimmel neden for høvden har dannet sig; og selv om man vilde gå ud fra tilværelsen af en lignende, nogle tusend fod bred sandstrækning på bebyggelsestiden, vilde en sådan kun dårlig give plads for en fjord, hvis fod vendte mod høvden (se Ldn. s. 34—35). Fjorden måtte da i så fald tænkes som et lón, åbent mod sydvest, med den fra havet afgrænsende sandtange udgående fra Hjørlejvshøvde; men sådanne lón, hvoraf adskillige findes i Øster-Skaftafells syssel, er grunde vandsamlinger, uden betydning for skibsfarten og har i det hele kun lidet til fælles med en fjord. — Snarere kunde man forestille sig en lille op mod Høvdabrekke gående fjord, — ligesom da også traditionen vil , at den nedre del af den trange af Kerlingardalså gennemløbne dal i ældre tid har været fjord. (Dalen har egenlig intet navn; »Kerlingardalr« er indskrænket til en lille sidedal eller »hvamm« mod nordøst, hvori en gård af samme navn ligger.) Antagelserne i Ldn. kunde tænkes grundede på en misforståelse opkommen ved forblanding af benævnelsen »høvde«, der jo både ligger i stedsnavnet Hjørlejvshøvde, ligesom også Høvdabrekka skylder en »høvde« sit navn. Høvden, som den af Hjørlejv opdagede fjords bund vendte ind imod, er da kun ved en misforståelse i Ldn. gjort til Hjørlejvshøvde (fortællingen er i det hele ikke her nøjagtig; således kan man ikke, tvært imod hvad Ldn. beretter, fra Hjørlejvshøvde se Vestmanøerne, Reynisfjall skygger for). Høvdåsand, der i følge Ldn. senere begravede jorden, må være fremkaldt ved en jøkelstyrtning fra Katla, der i øvrigt intetsteds omtales; og ved samme lejlighed er da formodenlig den kun fra sammensætningen »Höfðársandr« kendte Høvdå opstået, måske som en langs Høvdabrekkefjældets østside, omtrent i Mulakvisls nuværende leje løbende jøkelåforgrening. — Når Ldn. med hensyn til Sigmund kleykirs landnam angiver, at det strakte sig fra Grimså til Kerlingardalså, »der da faldt vest for Høvde« (hvormed efter sammenhængen menes Hjørlejvshøvde), har man i den tilføjede oplysning vistnok også med et ved forblanding af de to »høvder« opstået unøjagtigt udtryk at gøre. Kerlingardalså kan aldrig have løbet andre steder end vest for Høvdabrekkefjældet.


Om end de forandringer, Ldn. hentyder til, må være sket i de første århundreder efter landets bebyggelse, og hvorvel rimeligvis alle udbrud fra Katla også til en vis grad har ramt egnen mellem Høvdabrekka og Hjørlejvshøvde, er det dog af de historisk bekendte løb navnlig de to i årene 1660 og 1721, der har vist sig ødelæggende her, og som ved de uhyre medførte sandmasser har givet kysten på flere steder et nyt præg.


Tiden for Kerlingarfjords opfyldelse lader sig, som anført, ikke oplyse af de bevarede kilder. — Når de selve Katla uvedkommende udbrud fra Eyjafjalla-Myrdalsjøklen udskilles, og bortset fra det i Ldn. omtalte udbrud (af Jon Stengrimssön henført til 894), der ikke ses at have rammet denne egn, er det første udbrud, som Jon Stengrimssön omtaler, et fra år 1000. Men om dette vides intet nærmere, og til støtte for angivelsen citeres kun det tabte arbejde af en annalforfatter fra slutningen af det 17de årh. Derefter kendes intet udbrud før 1311, til hvilket år det såkaldte »Sturluhlaup« (Sturlaløb), der navnlig skal have ramt egnen øst for Hjørlejvshøvde, henføres; sikkert nok har der, hvorledes det end forholder sig med udbruddet år 1000, i de nærmest foregående århundreder fundet Katlaløb sted; derom vidner beretningen om Kerlingarfjords udfyldning. — Om det tredje løb »Höfðahlaup«, der henføres til år 1416, vides kun, hvad man af navnet kan slutte, at det har taget vejen omkring Hjørlejvshøvde; der siges, at det brød et stort stykke af »fjældet«, hvorved vel menes høvden selv. — Heller ikke løbet 1580, der tog vejen både til Myrdal (ɔ: syd efter) og mod Tykkebæ kloster, udmales nærmere, hvorimod man for de følgende løbs vedkommende har udførlige, til dels trykte beskrivelser. I løbet 1625 hærgedes navnlig Alvtaver ved vandstyrtning, Tungesvejten og de tilstødende bygder af sand og aske[25]. — I året 1660, da også Alvtaver efter sædvane fik sin del af løbet, styrtede en isblandet vandmasse frem langs østsiden af Høvdabrekkefjældet og ud i Kerlingardalså; løbet nåede højt op på fjældskråningerne uden dog straks at skade selve gården Høvdabrekka, der den gang stod under den sydøstlige del af fjældet. Men nogle dage efter udbruddets begyndelse kom nye vandstyrtninger, der aldeles borttog både gård og kirke og fuldstændig ødelagde det omliggende græsland. Efter dette udbrud flyttedes gården til sin nuværende plads op i fjældet. Søen, siges der, trak sig så langt tilbage, at, hvor der før fiskedes på 20 favnes dybde, sås efter løbet tør strandbred. Hertil føjer Jon Stengrimssön nogle nærmere oplysninger, hvoraf det ses, at Høvdabrekka indtil den tid drev fiskeri fra den så kaldte Skiphellir, en klippehule i den forreste del af Hövdabrekkefjældet; men ved udbruddet tilintetgjordes dette, i det der nu opstod en sandstrækning på »mange tusend favne« ned til søen. Ved samme lejlighed tilintetgjordes også for en stor del fiskeriet ved Víkurklett(r) (ved gården Vík), og som eksempel på de storartede forandringer her fremhæves, at søen tidligere var gået helt op til klipperne Skorbeinsflúðir, og at man havde ligget på fiskeri ved et skær foran disse, som senere hen ragede op af sandet mange hundrede favne fra søen.


Dyrhólaey
(A. E. F. Mayer, 1836)
Det næste løb, år 1721, synes at have overgået alle andre ved den næsten utrolige jøkelfremstyrtning, der da fandt sted. Foruden de sædvanlige vandstyrtninger gled en så uhyre jøkelmasse ned fra hovedjøklen, at ikke alene hele strækningen mellem Havrsø, Høvdabrekka og Hjørlejvshøvde bedækkedes deraf, men den sammenhængende ismasse gled frem i havet, så langt, at man selv fra de højeste fjælde ikke så åbent vande. Da ismassen endelig begyndte at sønderbrydes, førtes de store ismasser langs hele landets sydkyst, og dog stod endnu et så stort jøkelparti på grund nærmest land, at ismassens yderste del antages at have været tre mil fra kysten og at have stået på grund på 100 favnes dyb. Den uhyre ismasse, der lignes med en strækning af mørke lavaklipper, havde en tilsvarende højde, så at næsten alle de græsklædte skråninger i Høvdabrekkefjældet bortreves. Endog en hel græsklædt ås tog den fremskridende gletscher med sig, så at kun den nøgne klippegrund var tilbage. Foruden adskillige andre ved vandstyrtningen og gletschermassens fremskriden bevirkede forstyrrelser kan fremhæves, at en stor »drang« (spids klippe) i nærheden af Hjørlejvshøvde borttoges. I dette løb ødelagdes gården Hjørlejvshøvde, der allerede 1660 havde lidt adskilligt, men dog hidtil havde bevaret sin gamle plads vest for høvden. Nu flyttedes den derimod, da ejendommen omtrent 30 år senere på ny bebyggedes, op i selve høvden, i dennes sydvestlige del. — Allerede 1755 kom igen et udbrud, ledsaget af vandstyrtninger, der søgte sig vej på bægge sider af Hjørlejvshøvde; dog gjorde ved denne lejlighed det store sand- og askefald, der førtes ud over nabobygderne mod øst, den væsenlige skade.


I dette århundrede har Katla haft udbrud 1823 og 1860, bægge gange ledsagede af vandstyrtninger, men skaden har hver gang været forholdsvis ringe. Særlig berammes i denne henseende det sidste, der tillige bevirkede, at Myrdalssand, som allerede 1823 var bleven noget forhøjet og jævnet, nu blev ganske flad og lige. — Efter løbet 1823 afløstes Múlakvísl for en tid af et østligere jøkelvand Kötlukvísl kaldet, bekendt af et kort efter påfølgende sørgeligt ulykkestilfælde (konst. sysseknand Torarin Øfjord). — Straks efter udbruddet 1860 mente man, at der ved de udskyllede sandmasser havde dannet sig en fjord, i det en lang sandtange sås at løbe frem på hver side af Hjørlejvshøvde; men kort efter var disse igen helt forsvundne. Sandstrækningen langs hele kysten antoges efter dette udbrud at være bleven nogle hundrede favne bredere end før, hvorimod enkelte tanger siges umiddelbart efter løbet at have strakt sig en mil frem.


Som det vil ses, antages så godt som alle udbruddene at have trængt havet tilbage, og endnu om det sidste fremhæves det jo udtrykkeligt, at sandstrækningen langs kysten blev betydelig bredere. Disse forskellige opfyldninger af stranden ved de i jøkelløbene medførte løse grus- og askemasser må dog havet i tiden mellem løbene for en del have indvundet igen; ellers vilde det flade kystland nødvendigvis være langt bredere end det er. Men desforuden har vel også oftere i de samtidige angivelser ubevidst gjort sig overdrivelser gældende[26].


Gennem en dal, der i sydøstlig retning skærer sig op i høvden rider man nu op til den temlig højtliggende gård Hjørlejvshøvde. Derfra kan man, ad fårestier og over græsskråninger, begive sig videre til høvdens højeste punkt »Hjørlejvsvarde«, hvor Hjørlejv skal være højlagt. Her, hvor græsset for største delen er forsvundet, findes på en noget fremspringende klippeflade en dysse bestående af græstørv og sten og oven på denne en stenvarde; enhver besøgende kaster en sten til varden (der for resten ikke er meget gammel), hvorved hele højen har fået en noget skæv form. Denne »Hjørleifshaugr« omtales så vel i den antk. indb. (1820) som af Jon Stengrimssön i hans beskrivelse af Katlaløbene. Ldn. beretter blot i almindelighed, at Ingolv ved sin ankomst til Hjørlejvshøvde sørgede for Hjørlejvs og de med ham dræbtes begravelse. Andre minder fra ældre tid kender man ikke; kun véd man endnu at påvise gårdens ældre plads på en græsskråning vest for høvden, benævnt »bæjarstaðr«.


Dyrhólaey - (W.G. Collingwood, 1897)
Endnu højere end Hjørlejvshøvde ligger Høvdabrekka, så at sige oven på fjældet. Lidt nordøstligere, under den største højde (Háfell), findes en fjældafsats Kaplagarð(a)r; vest for gården, under opstigningen fra den af Kerlingardalsåen gennemløbne dal, kommer man forbi en lignende græsklædt fjældskråning Búðir; bægge antages at svare til nogle i Ldn. omtalte lokaliteter. Denne kilde fortæller nemlig, at da indbyggerne fra Molda-Gnups landnam (Alvtaver) måtte flygte på grund af et vulkanudbrud (Katlas første), flygtede de vest på til Høvdabrekke og opslog sig tælte (tjaldbúðir) på en plet, som derefter benævntes Tjaldavöllr. Da Sigmund kleykirs sön Vemund ikke vilde tillade dem at opholde sig her, flyttede de »í Hrossagarð« (måske egenlig intet stedsnavn, men kun: over i hesteindhegningen) og byggede sig der en skåle; her forblev de vinteren over, men ikke uden strid og drab mellem dem og Vemund. »Hrossagarðr«, tror man, svarer til »Kaplagarðr« (kapall betyder en hoppe); »Buðir« menes at være det i Ldn. »Tjaldavöllr« benævnte sted[27].


Vest for Høvdabrekkefjældet fylder den lille Arnarstakkshede næsten hele landet mellem højheden og kysten. Oprindelig antages dens klippeskrænter mod syd at have været beskyllede af søen; nu ligger som en følge af Katlas udbrud en nogle tusend fod bred kyststrækning neden for, hvorover alfarvejen fører. På de tre andre sider er fjældheden ved snævre smådale, til dels benævnt sunde, skilt fra omgivelserne. Foruden ad vejen langs kysten kan man også vælge ad disse sunde og gennem den oven for Arnarstakkshede liggende »Hededal« (Heiðardalr) at passere mellem Høvdabrekke og Myrdalssvejtens midterste del. — Fra sagaerne kendes kun én vej her: over Arnarstakkshede (Krstn. Nj.), og man mener at kunne påvise sporene af gamle ridestier, hvor op- og nedstigningen fandt sted. Over selve Arnarstakkshede rejses nu så godt som aldrig, og overhovedet må det synes noget besynderligt at vælge dennes stejle op- og nedstigning i steden for den kun lidet længere og langt bekvemmere gennem de ovenfor begrænsende smådale. Som en formodning fremsætter imidlertid Arne Magnussön (Chor. isl.), at man kan have benævnt også vejen gennem Hededal Arnarstakkshede, en i og for sig tiltalende antagelse, som dog sagaernes fremstilling næppe bestyrker.


Egnen om Arnarstakkshede er skuepladsen for en af Kåre Sölmundssöns i Njåls saga fortalte kampe. Kåre havde nemlig, selv da der efter Njålsbranden og den derved foranledigede store kamp på altinget endelig var bragt et forlig i stand, holdt sig udenfor dette og besluttede på egen hånd at tage hævn over mordbrænderne. Allerede kort efter forligsforhandlingerne får han lejlighed til at overraske en del af disse, nemlig Sigfussønnerne, der på vejen til Hövdabrekke havde lagt sig til at sove i Kerlingardal (Kerlingardalr). Kerlingardal synes her at betegne hele den af Kerlingardalså gennemstrømmede dal, medens navnet nu (se s. 334) er indskrænket til den lille indbugtning mod øst, hvor gården Kerlingardal står, i følge Nj. (s. 532—33) bolig for den tryldekyndige Galdra-Hedin, der bringer jorden til at briste under Tangbrand. Kåre med sin trofaste ven Torgejr skorargejr rider op på Arnarstakkshede, men da de kom til Kerlingardalså, var åen stor, og da de højere oppe ved åen så sadlede heste, red de derhen. I en fordybning fandt de her Sigfussønnerne sovende; kort fra stod deres spyd, som de kastede i åen, men derefter vækkede de dem, og nu begynder en hård kamp, som ender med, at flere af mordbrænderne dræbes og resten trods deres overmagt må fly (Nj. s. 829 ffg.). Skuepladsen for denne kamp henlægges til et sted Kárahólmar (også Kárhólmar, -hólmr)[28], hvor der nu er bygget en hjåleje (lejlændingsplads) fra gården Heiði. Denne afbyggergård Kárhólmar ligger i en tunge, der dannes ved foreningen af Vatnså (-á), en lille fra det i Heiðardal liggende Heiðarvatn kommende å, med Kerlingardalså. Man finder her dyssen eller højen over de faldne, samt »hvammen« (Nj.: dæl), hvor Sigfussønnerne sov. Tilmed viser man en isoleret klippe, hvorfra Kåre skal have værget sig; herom véd dog sagaen intet. Har kampen stået i »Kåreholmene«, ligger det nærmest at tænke sig spydene kastede i Vatnså. Hvad den af Kåre og Torgejr fulgte vej angår, må man, da de i følge sagaen efter nedstigningen rider op med Kerlingardalså for at træffe Sigfussønnerne, snarest tænke sig dem ridende over den egenlige Arnarstakkshede.


Med den Arnarstakkshede mod vest begrænsende snævre dal, ved hvis munding gården Vig (Vík) ligger, ender Øst-Myrdalen; vest for Vig løber nemlig Reynesfjæld frem mod søen. Vest for dette, omkring gårdene Reynir og Dyrhólar, oven for den lavvandede indsø Dyrhólaós, breder slettelandet — med fugtig engbund — sig noget mere. Dog løber også flere fjældkamme frem fra den oven for liggende hede, og en sådan større, nordvest for Dyrholar skiller Mid-Myrdalen fra Myrdalens vestligste del, der igen ved Jøkelså på Solhejmasand er skilt fra Rangåvolde syssel. Oven for bygden, længst tilbage, strækker sig hele vejen Myrdalsjøklen (af sognebeskr. for bygdens to vestligste sogne benævnt: Kötlujökull).


Eyjarhólar í Mýrdal
(A. E. F. Mayer, 1836)
Dyrholaos er egenlig en ved opdæmning dannet vandsamling, der opstår ved, at flere oppe fra landet kommende åer ikke kan finde tilstrækkeligt afløb til søen. Fra øst strækker sig en lav sandbarre frem, mod vest hæver sig den i stranden fremløbende Dyrholaø (Dyrhólaey), Islands sydligste punkt; herimellem bugter osmundingen sig frem, men ofte tilstoppes den ved det af havet opkastede sand og må da (mindst en gang årlig) udgraves, for at det omliggende græsland ikke altfor meget skal skades. — Under formen Dyrhólmaóss nævnes osen i Krstn. Den er øjensynlig benævnt efter den mærkelige Dyrholaø, der oprindelig må have båret navnet Dyrhólmar. Dette navn forekommer i Krstn. som benævnelse på gården Dyrhólar; efter sædvane er nemlig navnet på bebyggelsesstedets karakteristiske lokalitet gået over på den hosliggende gård. Nu er gården Dyrholar (nordvest for Dyrholaø) som adskillige andre gårde her i egnen udstykket i en mængde små ejendomme. — Dyrholaø eller Portland, som de søfarende efter dens udseende nævne pynten, er et mærkeligt sted. Man ser her på den sandede kyst en langagtig-firkantet, foroven flad klippe hæve sig, hvorfra en mindre, firkantet fjældknude skyder sig frem i søen; gennem denne går på tværs (fra øst til vest) en åbning aldeles som en fæstningsport, og så stor, at selv større rofartøjer i stille vejr vilde kunne passere derigennem. Foran i havet står flere isolerede klipper (dranger), ligesom der også foran det østligere Reynisfjæld i søen hæver sig flere mærkelige klippespidser, den forreste drange aldeles som et slankt gotisk spir, de to indenfor sammenhængende forneden og ikke fuldt så slanke. Fra egnen omkring Dyrholaos drives noget fiskeri, og strækningen vest for »øen«, hvor der sædvanlig landes, kaldes havnen; men rigtignok findes her så godt som ingen beskyttelse mod havet, der i al sin vælde bryder imod kysten. Få steder imponeres man af havets storhed som ved Dyrholaø. Fra hovedklippen strækker sig en lavere klippe frem mod Dyrholaos. Sidder man her på den yderste pynt, omsværmet af de frem- og tilbageflyvende fugle (her er nemlig fuglefjæld for »fíll« og lunde), har man på de tre sider den dumpt brusende og dundrende sø, hvorfra sælerne (der holde til omkring ósmundingen) idelig nysgærrig stikke hovedet op, til højre ses Dyrholaes porthvælving, til venstre Reynis-drangarne, og ellers — det uendelige hav.


Ned mod gården Dyrholar, der ved nogle flade, til dels af vandsamlinger (gljá’er) dækkede strækninger er skilt fra øen, løber en fjældås (Geitafjall), der længst imod syd ender i en klippeknude, aldeles opfyldt af holer, i flere etager, hvoraf den mærkeligste er Loptsalahellir, der har været brugt som distriktets tinghus. Egnen er i det hele rig på sådanne, hvoraf nogle er omformede ved menneskehånd.


Nordvestligere i egnen hæver sig fra det flade land et ejendommeligt fritstående fjæld Petersø (Pétrsey, Pjetursey) med en lille kegleformig højde (Eyjarhóll) foran. Stedets oprindelige navn var øen Hå (eyin Há), således som det ses af Dipl. isl. I, s. 251, sml. s. 725, og under denne benævnelse forekommer fjældet i Sturl. (II, 203). Den efter fjældet benævnte store ejendom er nu stærkt udstykket [29].


Længst imod vest i Myrdalssvejt breder den såkaldte Solhejmasand (Sólheimasandr) sig langs kysten øst for Jøkelså, ligesom en tilsvarende sandstrækning (Skogasand) danner dens begrænsning mod vest; dog synes denne hele sandstrækning oprindelig at have båret det første af disse navne. Jøkelså, der til sent i forrige århundrede var grænse mellem Syd- og Østlandet (se herom IB. I, 276), nævnes jo allerede i Ldn. som fjærdingsgrænse. — Den vestlige del af Myrdalssvejten udgjorde Lodmund den gamles landnam. Lodmund landede først i Østfjordene (i Lodmundarfjord), men da han hørte, at hans højsædessøjler var drevne i land på sydkysten, brød han op — i det han lagde en forbandelse på fjorden, hvor han indtil nu havde bot, og ved sin trolddom ødelagde sin der efterladte gård — ; noget vest for Hjørlejvshøvde landede han og tog land, hvor søjIerne var drevne op: mellem Havrså (Hafrsá -— noget vest for Dyrhólar) og Fulelæk (Fúlilækr ɔ: Stankbækken), og boede på Solhejmar (Sólheimar). Senere, i Lodmunds alderdom, kom fra Fulelæk en uhyre vandstyrtning, der ødelagde landet til bægge sider, indtil løbet sluttelig søgte sig den korteste vej til søen; siden den tid, tilføjer Ldn., er åen (Fulelæk) kaldet Jøkelså på Solhejmasand (Jökulsá á Sólheimasandi) og skiller landsfjærdingerne [30]. Beretningen om vandstyrtningen er i Ldn. iklædt det bekendte sagn om, hvorledes vandenes løb ved denne lejlighed skulde skyldes trolddom fra de to gamle landnamsmænd, Lodmund i Solhejmar og Trase i Skogar (R.), bægge troldmænd og uvenlig stemte mod hinanden. Trase, der først så det nordfra fremstyrtende vand, gav det retningen øst på mod Solhejmar. Lodmund, der den gang var blind, undersøgte med sin træls hjælp vandet og sendte det så tilbage mod Skogar, indtil de endelig blev enige om, at åen gennem en klippekløft skulde falde den korteste vej til søen. Dette løb skyldes sikkert et vulkansk udbrud, der har berørt den oven for liggende jøkel (et parti af Myrdals-Eyjafjalla jøkel, der sædvanlig kaldes Solhejmajøkel), da man kender andre udbrud fra samme jøkelparti. Jon Stengrimssön , der slår disse udbrud sammen med Katlaløbene, ansætter det her omtalte (Solhejmajøkels første) til slutningen af landnamstiden (934), da både Lodmund og Trase nævnes som gamle, og desuden strækningen mellem Hornefjord og Reykjanæs (sydkysten) på et andet sted i Ldn. siges senest at være bleven fuldstændig bebygget (på grund af mangel på havne og de stærke brændinger). Fra det 13de årh. mælde annalerne både ved år 1245 og 1262 om »ild« i Solhejmajøkel, ved år 1262 med tilføjelse af, at der opstod så stort et mørke, at solen skjultes. Om Solhejmajøklens krater vides dog intet nærmere; Sv. Povlssön benægter endog tilværelsen af noget sådant (se navnlig hans beskrivelse af Katlaløbet 1823), men antager derimod en forbindelse mellem Jøkelsåen og Katla. Endnu et krater findes, som bekendt, i jøkelgruppens vestligste del, den egenlige Øfjældsjøkel, ved Gudnastén, hvis udbrud 1612 og 1821 tidligere er omtalte (IB. I, 258).


Hav - (W.G. Collingwood, 1897)
Jøkelså, der forgrener sig over et bredt leje, men — som alle jøkelåer — med meget vekslende størrelse, er berygtet for sin stride strøm, da dens løb ned til kysten er så kort, omtrent 1 mil, og har ofte krævet sine ofre blandt de vejfarende. Den egenlige jøkel ligger her noget tilbage, men nærmere bygden skyder en af snavset sne bestående »jøkeltå« sig frem fra øst til vest Denne skridjøkel skal bevirke de periodiske løb, hvoraf også denne jøkelelv er bekendt. Den fremskridende gletscher opdæmmer nemlig ofte det gennem m fjældkløft fremrindende jøkelvand, så at tilsidst en hel lille sø dannes i jøklen; endelig sprænger denne det foranliggende gietecherparti, og åens vand stiger da pludselig. Den ejendommelige svovlbrinte-stank, der alt skaffede Fulelæk sit navn, har bevaret sig for Jøkelsås vedkommende, om end ikke altid lige stærk. — Når den nuværende Jøkelså angives som syssel(og tidligere færdings-) grænse, er dog dette ikke ganske nøjagtigt. Den oprindelige grænse mellem Sólheimar og Skógar faldt nemlig lidt vestligere, hvor nu kun et mindre vandløb (Eyjará) søger sig sin vej, men hvor Jøkelsås hovedarm tidligere skal have løbet. Omtrent 1690 angiver Chor. isl. som tiden, da den østre Jøkelså-forgrening, hidtil ganske ubetydelig; voksede til hovedarmen, i det en vandstyrtning her bragende brød frem af jøklen. — Uagtet Jøkelsås munding kun lidet synes at egne sig for en havn, er ved lov fra 1/7 1880 handelssted avtoriseret ved Jøkelså på Solhejmasand.


Solhejmar, Lodmunds ejendom, er nu delt i to gårde, hvoraf dog den vestligste, med flere forskellige beboere, er den langt betydeligste (i tunet her påvistes i følge Chor. isl. en Línekrudalr). Gården er forlængst flyttet noget mod nord, til skråningen under heden, fra sit oprindelige sted benævnt »bæjarstaðr«. I et højdedrag ud mod Jøkelså viser man en stolformet fordybning Lodmundssæde (Loðmundarsæti). Endvidere vil man ved Solhejmar påvise så vel Lodmunds som hans hustru »Gråfrids« høj; og navnlig om denne sidstnævnte går forskellige sagn[31].


Vest for Ingolvshøvde omtaler Islb. og Ldn. et Minntaksøre (Minnþakseyrr), som også nævnes i Vd., men om hvilket allerede Arne Magnussöns hjemmelsmænd erklære intet nærmere at kunne sige, da kysten overalt her og længere vest på siden gamle dage har været så mange forandringer underkastet. Af Sturl. (II, s. 82, sml. s. 100) synes det, som om Minntaks- og Myrdals-øre bruges i flæng; og sammenhængen på de steder i oldskrifterne, hvor Minntaksøre forekommer, taler i det hele for at søge stedet ved Myrdalssvejtens kyst.


I Myrdalssvejten drives en del fiskeri; dog foretrække mange på grund af de hermed forbundne besværligheder, som er en følge af egnens natur, at drage til fiskepladserne i landets sydvestlige del. — Hvad hele den øvrige del af de vidtstrakte Skaftafellssysler angår, finder der kun i den aller østligste del, indtil Sydersvejt (og måske i Medalland?) lidt fiskeri sted. Ellers er forstranden, med hvad dér kan drive op, det eneste gavn, man har af havet; og i denne henseende har igen drivtømret den største betydning.


Syd for »Vester« -Horn spiller vel havisen ikke den rolle som for Øst- og navnlig Nordlandets vedkommende; dog kender alle kystegnene i Ø. & V. Skf. denne uvelkonme gæst og fremhæver dens skadelige følger. For de fleste bygders vedkommende synes den dog kun at komme forholdsvis sjælden eller i al fald hurtig igen at forsvinde.




WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Som det er bemærket for de hidtil behandlede, til Østlandet hørende syslers vedkommende, findes også for dette syssel en ældre sysselbeskrivelse (dansk, 1744), der er benyttet ved nærværende udarbejdelse, ligesom også de i Chor. isl. indeholdte bemærkninger.
  2. Sturl. I, s. 114: á Lómagnúpi.
  3. Den i E. O. s. 778 anførte formodning, at Lomagnup endnu efter landets bebyggelse skulde have været et forbjærg, er en urimelighed, som også gendrires af Sv. Povlssön i hans Dagbog II, s. 102. — Bevidstheden om de store forandringer, der siden landets bebyggelse er foregået med Islands sydkyst, synes i det hele at have bibragt disse egnes beboere fantastiske forestillinger om en tidligere tids forhold her. Således ses det af Arne Magnussöns historisk-topografiske samlinger »Chorographica islandica«, at man i Fljotshverve fortalte, at der endog skulde have ligget skibe langt oppe i Hvervesfljot (mellem gårdene Eystridalr og Þverárdalr), hvor man viste fortøjningshullet i en klippe og pladsen, hvor boderne havde stået, benævnt Búðarflöt.
    Fra Nupstad omtales en runeligsten. Se Antk. Ann. IV, s. 354.
  4. Egnen om Grimsvandene er hovedskuepladsen for æventyret om Vestfjorde-Grim, der fortælles i Isl. Þjóðs. I, s. 167 ffg. Grimsvandene tænkes her at ligge ovenfor Skaftafellssyslerne; men så vel af Arne Magnussöns hertil føjede bemærkninger som af hans forskellige notitser i Chor. isl. ses det, at man var meget uklar angående den nærmere bestemmelse af deres beliggenhed. Medens nogle troede dem begravne af Orævajøklen, mente andre, at Sula fra dem havde sit udspring, og atter andre, at de lå i nærheden af det nord for Lomagnup stående fjæld Bjørn, og at Skaftå sammen med flere andre floder havde sit udspring fra dem. Ingen havde nogensinde besøgt dem. I slutningen af det 17de og begyndelsen af det 18de årh. tales om vulkanudbrud i Grimsvandene, og selve vandet skulde endog under udbruddene have stået i lue (således har det i øvrigt oftere forekommet folk på Island, når lavastrømme er flydt ud i åer eller vandsamlinger). Af hvad senere berettere gentage om disse udbrud, ser man, at de heller ikke ved noget bestemt om disse Grimsvande.
  5. Se herom nærmere det følgende, til sysselbeskrivelsen sig sluttende parti »Det indre højland«.
    I følge beretninger fra den daværende præst på Bredebolstad på Skogarstrand (Snf.) påviste man ved begyndelsen af dette århnndrede Bårds høj i eller ved tunet på Nupar, hvor der i en sandbanke var fundet menneskebén.
  6. Kildeskriftet til oplysning om dette udbrud er den umiddelbart efter ulykken affattede udførlige kronologiske beretning af stedets præst, provst Jon Stengrimssön (til Sida og Landbrot), der netop nu — om end med flere forbigåelser og ganske uvidenskabelig — er bleyen udgivet på Island (i »Rit um jarðelda á Íslandi« af Markús Loptsson, Reykjavik 1880). Endvidere haves et par skrifter fra de nærmeste år efter udbruddet (af S. M. Holm og M. Stephensen), og navnlig gode oplysninger i et utrykt arbejde af Sv. Povlssön, der besøgte udbrudsstedet en halv snes år senere. Også Jonas Hallgrimssön har i sit utrykte arbejde om de islandske vulkaner behandlet dette udbrud. Nærmere oplysning om denne storartede naturrevolution og den herhen hørende litteratur fås i øvrigt bedst gennem en afhandling af en yngre islandsk naturforsker Th. Thoroddsen »De vulkanske Udbrud paa Island i Aaret 1783« i Geografisk Tidsskrift Kbh. 1879.
  7. Svend Povlssön (i sit utrykte skrift om Varmådalsudbruddet 1783) erklærer (§ 19) at kunne anføre »en hel historie« angående et tidligere vulkanudbrud ovenfor Side-bygden, men lader sig »nøje med at nævne en gammel annal, der beretter, at samme er sket 1112 (og en anden 1332)«.
  8. I sin afhandling om Katla-løbehe meddeler samme forfatter, at om stedet før løbet 1811, der i følge alles mening skal have hjemsøgt Østlandet, er man uenig: nogle sige, at det er kommet fra Side-jøkel og har ødelagt Skjaldbreið.
  9. I den nye udgave af Vem. (Íslenzkar Fornsögur II, 1881) eller Reykdæla saga, som den her kaldes, er de oven anførte rettelser af stedsnavne rigtig iagttagne.
  10. Fra denne opfattelse af Pappyle går N. M. Petersen ud i indledningen til »lslændernes færd hjemme og ude« s. 19.
  11. Fljotshverve, Sida og Landbrot tilsammen udgøre Kleifa-hrepp. På kortet står vest for Gejrland et tingsted Kleifar afsat, men nogen sådan gård findes ikke; tinget holdes derimod (i en dertil indrettet bygning, et »tinghus«? eller, som flere andre steder i den sydlige del af landet, i en tildannet klippehule?) under et lavt fjæld mellem gårdene Kirkebæ og Mörk (nord for K.) ved navn Kleifar.
  12. Dog siges i en samtidig dansk indberetning, at pladsen deromkring kaldtes »Fornigarðr«, og at gulvet derfor vistnok måtte være en lævning af den gamle klosterkirke. Gulvets størrelse opgives sammesteds til 16 × 14 al. med retning øst— vest.
  13. Der bortdreves 30 kør, 36 stykker ungkvæg, 4 plov-okser, 120 malkefår, 50 beder, 70 årsgamle får, 20 heste, 25 svin, 50 gæs, og desuden medtoges 12 skjolde, 12 spyd, 6 stålhuer, 6 brynjer, 10 kister, samt en hestebyrde dyner.
  14. Af indbyggerne i Vester-Skaftafells syssel i følge Sv. Povlssön kaldet Norðrvegr.
  15. Dog må det fremhæves, at naynet Kudafljot i denne mere omfattende betydning ingenlunde holdt sig indtil omvæltningen 1783. Således kender sysselbeskrivelsen af 1744 benævnelsen Tungefljot og bruger først Kudafljot om den ved foreningen af Skaftåtungens forskellige elve dannede storelv.
  16. På Københavns Oldn. museum opbevares to skålformede spænder af bronce, fundne 1829 ved gården Flaga »i den såkaldte Kalvå-bakke (Kæalfárbakka)«. De siges at være fundne i ruinerne af en ældgammel bygning, der antoges for en smedje, og hvor flere oldsager tidligere skal være fundne.
  17. Skulde man blandt disse gårde kunne søge det i Nj. (s. 78) nævnte Hámundarstaðir? gården bar navn efter Håmund, en sön af Hroar Tungegode, hvis oprindelige bopæl var Åsar.
  18. Rit þess islenska Lærdóms-Lista Felags, I— II. Kph. 1780—81.
  19. »Salta« gengives i Oxforder-ordbogen ved » saltlage«. I en lille afhandling af landfysikus Bjarne Povlssön (txykt i 2. årg. af Timarit hins isl. Bókmentaf. s. 68-69) forstås dog ordet, der vistnok kun kendes fra de pågældende måldager, ganske anderledes. Han citerer nemlig dette i Kirkebæ klosters måldage forekommende ord — i følge ham i formen »selta« — som bevis for, at man i gammel tid på Island har brugt at nedsalte fisk. I følge sammenhængen, siger han, betegner nemlig »selta« her ikke salt, brændt af sø, men saltet ørred, således som navnet endnu (ɔ: i forrige årh.) bruges i Skaftafells syssel. — Denne opfattelse er vistnok den rigtige; således deles den af provst Jon Stengrimssön, der i sit skrift om vulkanudbruddet 1783 beretter, at en af de fra Skaftå-lejet fremvæltende lavastrømme i Medalland ved gården Stensmyre opslugte et fiskevand, der dog alt tidligere var bleven forstyrret af Skaftå. Oprindelig var der i dette så god forel-fangst, at man jævnlig fangede 600 fisk på en dag; »og de katolske præster på Kirkebæ«, fortsætter han, »lod Stensmyre-folkene betale sig 60 fjærdings-spande af saltet forel, således som Vilchins-måldagerne udvise«.
  20. Tykkebæ kloster med sin lave og sumpige beliggenhed er næppe nu noget indbydende sted. I klosterets velmagtsdage har det dog sikkert været en anselig stiftelse. Således frembyder en fra år 1340 bevaret klostermåldage (AM. 263 fol.) mange tegn på velstand. Klosterets inventarium af sængeklæder og væggetæpper var betydeligt, ligeledes fandtes en mængde messeklæder og kirkeinventarium, hvoriblandt adskillige helgenbilleder. Der holdtes en stor kvægbesætning, hvoriblandt 48 køer hjemme, — et overordenligt antal, selv om man med nogle vil til dels forklare den store kvægbesætning på oldtidsgårdene ved at antage en slettere fodring end nu. Til klosteret var en mængde, til dels temlig fjærnt liggende gårde afgiftpligtige.
  21. Sv. Povlssön nævner 6 gårde foruden D. — hvoriblandt et Hofstaðir — og kalder bygden Dynskógahverfi.
    Chor. isl. lader kedelen være funden ved Hofstaðir og meddeler en tradition om nogle »hofstaða viðir« herfra, der skulde findes på Heriustaðir (ɔ: Herjólfsstaðir). Der gives her en udførlig fortegnelse over ødegårde i Alvtaver, som i følge denne kilde skulde beløbe sig til hen mod 20; om Hofstaðir siges, at det skal have været et stort » hverve« (torp), og at man vidt om på sandene i Alvtaver ser spor til gårdtomter, hvor alt er opblæst Nord for Alvtaver, hvor stedsnavnet Loðinsvíkur findes, skulde også have været talrig bebyggelse.
  22. Fjældknuden, hvis højeste del hedder Háfell, har ikke nogen fælles benævnelse.
  23. I sin tid embedsbolig for den i dette arbejde oftere nævnte læge og naturforsker Svend Povlssön.
  24. Se herom og for det følgendes vedkommende Ldn. s. 272-73.
  25. Så vel ved denne lejlighed som for det følgende løbs vedkommende erklæres det af de samtidige forfattere, at man erindrede to tidligere løb.
  26. Efterretningerne om Katlas løb til slutningen af forrige århundrede er, som før anført, samlede af provst Jon Stengrimssön, der uforandret, med angivelse af forfatterne, har optaget de ældre fra øjenvidner hidrørende beretninger. Således er løbet 1625 beskrevet af sysselmand Torsten Magnnssön på Tykkebæ kloster (en dansk, noget forskellig affattelse trykt Kbh. 1627), løbet 1660 af præsten på Høvdabrekka Jon Salomonssön, løbet 1721 af ombudsmændene Erlend Gunnarssön og Tord Torlejvssön — med et tillæg til dette og det foregående løb af const. sysselmand Jon Sigurdssön (se også E. O. s. 755 ffg.). Udbruddet 1823 er bleven beskrevet af distriktslæge Sv. Povlssön i Vik, og, endelig, det sidste udbrud 1860 af præsten Magnus Håkonssön. Et, men rigtignok ufuldstændigt og unøjagtigt aftryk af samtlige udbrudsberetninger vil man finde i Markus Loftssöns »Rit um jarðelda á Íslandi«. Rkv. 1880. Endvidere indeholder bladet Íslendingr (Rkv.) for 1860 et uddrag af beretningerne om Katlaløbene.
    Af Jon Stengrimssöns skrift findes flere eksemplarer i Jon Sigurdssöns håndskriftsamling, som indeholder en vistnok på det nærmeste fuldstændig samling af originale beretninger om de forskellige vulkanudbrud på Island; flere beretninger om de enkelte Katlaløb, deriblandt nogle af Jon Stengrimssön ikke omtalte beskrivelser, findes også i samlingerne i København, navnlig i det kgl. bibl. og isl. litt selskabs arkiv.
    Ofte kan man, navnlig i ældre tid, se jøkelpartiet omkring Katla benævnt Höfðajökull eller Höfðabrekkujökull.
  27. Arne Magnnssön (i Chor. isl.) sætter navnet Búðir i forbindelse med den her formodede fordums fjord. Jon Stengrimssön antager det derimod for Ldn.’s »Tjaldavold« og taler om, at man der ser bodpladserne og tomtfordybninger. Han beretter ligeledes en tradition angående en forstrandsrettighed ved Alvtaver »Kerlingardalsfjara« , at den oprindelig skal have heddet Dynskógafjara, men ved Katlas første udbrud være afstået til beboerne af Kerlingardal som erstatning for en de flygtende ydet hjælp. Forskellige andre traditioner — men ubestemte og uklare — haves om landafståelser fra Kerlingardal til Høvdabrekka i anledning af vulkanudbrud.
  28. Navnet forekommer allerede i Chor. isl.
  29. Når Sturl. ved anførte lejlighed i anledning af øen Hås besættelse med krigsfolk omtaler et forligsmøde »við Forsá hjá Skógum«, mindes man uvilkårlig Nj.’s Forsárskógar (s. 593), der muligvis betegner det samme, nemlig gården Skógar vest for Jøkelså.
  30. Påfaldende er de mange sagn for Skaftafellssyslernes vedkommende om jøkelelve, der først efter landnamstiden have nåt deres nuværende størrelse. Minder om løb eller vulkanudbrud, der pludselig have bragt vandene til at vokse, skjuler sig utvivlsomt heri, og om denne landsdels hærgen af jøklerne siden bebyggelsen haves der kun altfor håndgribelige vidnesbyrd; på den anden side er det vel næppe tænkeligt, at jøklerne i det hele taget på landnamstiden skulde have haft et ringere afløb til søen end senere.
  31. Hvad ellers sagn og overtroiske forestillinger i Myrdalen angår, kan fremhæves, at der påvises et par »Grettestag« , nogle »fornmanna«-høje, et »völvu-leiði« i tunet ved Vig, samt et andet ved gården Fell i Vest Myrdal; om denne sidste »valva« — en sådan nævneform opstiller man nemlig nu — haves forskellige traditioner, bægge tænkes de som i sin tid vedkommende gårdes beboersker. Forskellige andre folkesagn vedkommende egnen findes optegnede i de antikvariske indberetninger.
    Om overtro knyttet til et rønnebærtræ ved gården Reynir og et andet i Kirkebæ sogn — se Jon Olavssön fra Grunnavig, Addit 4A, fol.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.