Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Agerbrug og fædrift

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden

Agerbrug og fædrift


Av Alexander Bugge


Christiania
1905



Jeg har alt i indledningen til mit arbeide nævnt, at Nordboerne lige fra stenalderens tider maa ha drevet agerbrug og fædrift. Over hele Norden dyrkedes byg og vistnok ogsaa havre. I Danmark og i den sydligste del af den Skandinaviske Halvø havde man hvede. Rug synes derimod, om vi skal dømme efter arkæologernes vidnesbyrd, ikke at ha været dyrket. — Spørgsmaalet om hvor tidlig rug er blit avlet i Norden, er dog ikke fuldt oplyst og fortjener nærmere at undersøges. — Nordboerne kjendte ogsaa alt før vikingetidens begyndelse næsten alle de husdyr, som de endnu har. Men alligevel kan ikke agerbruget ha staat meget høit. Folk dyrkede jorden paa samme vis, som deres forfædre havde gjort i aarhundreder, ja næsten i aartusener. Agerbrugsredskaberne var enkle og primitive, og folk prøvede sig aldrig frem med nye kornsorter eller indførte kvæg fra fremmede lande. Om at dyrke kjøkkenurter eller andre nytteplanter var der vist slet ikke tale.

I alt dette bragte vikingetiden en stor og gjennemgribende forandring. I udlandet lærte vore forfædre at dyrke jorden paa en bedre maade. De saa agerbrugsredskaber, som de aldrig før havde kjendt, og lærte nye midler til bedre at udnytte det korn og hø, som de dyrkede. De saa haver fulde af frugttrær og kjøkkenplanter og blomstrende urter, hvis farve og duft frydede øie og sind. Saavidt jeg kan skjønne, har der i historisk tid været fire store tidsafsnit i agerbrugets og fædriftens historie her i Norden:


I) Vikingetiden,

II) klostrenes oprettelse, som bragte en mængde nye haveplanter, kjøkkenurter og frugtvækster til Norden,

III) Amerikas opdagelse, hvorved hele Europa, og langt om længe ogsaa de nordiske lande, lærte at kjende og dyrke potetesplanten,

IV) vor egen tid, som har lært bønderne at kjende alle de nye landbrugs- og meierimaskiner.


I Norge, men særlig i de fra Norge befolkede nybygder, blev landbruget sterkt paavirket af Kelterne, som paa sin side — ligesom Angelsakserne — igjen havde lært af Romerne. Til Norge saa vel som til Sverige og Danmark kom der ogsaa paa dette omraade en sterk kulturstrøm fra England og Frankrig.

Kvann (Angelica archangelica) er en flerårig (sjeldnere toårig) plante som finnes i det meste av Norge i to ganske distinkte underarter: fjellkvann og strandkvann. I vikingtiden var dette en plante som ble dyrket som grønnsak. (Foto: Opioła Jerzy, 2006. Commons.)

Den keltiske indflydelse er i flere henseender, synes det mig, den merkeligste. Den viser tydelig, hvilken mægtig kulturstrøm der i vikingetiden maa være kommet fra Irland og Skotland til Orknøerne og Shetlandsøernc og videre til Færøerne og Island; strømmen naadde endog helt frem til Norges kyster. Det ser ud, som om agerbruget og fædriften hos Nordmændene paa øerne nord for Skotland har staat næsten helt under keltisk indflydelse. Paa Færøerne synes indflydelsen at ha været næsten ligesaa sterk, og selv paa Island maa den ha været meget betydelig. Jeg har under mit arbeide her havt stor hjælp af en fortegnelse over irske laanord i nordisk, som professor S. Bugge har samlet, og som er gjennemset af Dr. Whitley Stokes, en af de første authoriteter paa den keltiske filologis omraade.

Paa Orknøerne og Shetlandsøerne, hvor de norske nybyggere mødte en keltisktalende, dels piktisk, dels irsk befolkning, er der, som dr. Jakob Jakobsens undersøgelser har vist, den dag idag flere keltiske stedsnavne. Dette viser, at Nordmændene paa disse øer i længere tid har levet sammen med Kelterne. De maa ogsaa paa mange maader ha indrettet sit gaardsstel efter disses forbillede. Saaledes heder det i Orkneyingasaga[1] (handlingen foregaar straks efter Ragnvald jarls fald i 1158): "Þá skilduz þeir Þorbjoru frá forueyti jarls ok til auðnaselia nockurra þeirra er heita Ásgrims ærgin". Ordet ærgin, som ellers ikke forekommer, sammenstilles her med auðnasel n. "sæterhytte, som staar paa et ubeboet sted'. Ordet er dog ikke nordisk, men gælisk; det er det samme ord som høiskotsk airghe. pl. àirihnean el. airidhnean og irsk airghe, der begge betyder "et sted, hvor kvæget græsser om sommeren, en sæter".

I nyislandsk betyder ordet kró, f. bl. a. "aflukke, indhegning, hvor faarene drives ind om natten" (Vigfusson). Det er samme ord som vort kru, "fold, omgjærdet plads for kreaturer", et ord, som bl. a. bruges i Namdalen (I. Aasen). Ordet kjendes ikke fra oldnorsk; men det maa alligevel være gammelt: det er nemlig gaat ind som led af stedsnavne, Finnkruheia, et fjeld i Osen sogn i Bjørnør, og Finnkruelren, bielv til Sanddøla i Grong. Til Norge er ordet vandret fra Shetlandsøerne, hvor crú endnu betyder "a small enclosure". Dér er ordet igjen optaget fra keltisk. Ordet crú, som alt forekommer i gl. irsk, betyder "hytte, indhegning, folda" (jfr. Windisch, og O'Donovan's tillæg til O'Reilly's ordbog). Vore forfædre, som i det 8de aarh. satte bo paa Shetlandsøerne, har da af de keltiske bønder, som i forveien boede der, lært at holde kreaturerne ude dag og nat. — Veirliget er jo meget mildere der vesterpaa end hjemme i Norge. — Men naar natten kom, har de drevet dem sammen i en indhegning eller fold. Ordet kru viser, ligesom ærgin, at de norske nybyggere paa Shetlandsøerne indrettede sit gaardsbrug efter forbillede af de keltiske indbyggere, som alt i forveien boede paa øerne. Men det vidner ogsaa om den kulturpaavirkning, som over øerne der nord for Skotland udgik til Norge og Island.

Hjemme i Norge brugte folk, som de endnu gjør paa landet, altid bare ved til brænsel. Men paa Orknøerne og Shetlandsøerne voksede der ingen skog. Derfor var folk nødt til der at søge at greie sig paa anden maade. I Orkneyingasaga fortælles det, at Torv-Einar lærte bønderne at skjære torv og bruge det til brænsel: "hann fann fystr manna at skera torf ór jǫrdu til ellduidar a Torfnesi a Skotlande þuiat illlt var til elldiuidar j eiyunum"[2]. Hjemme i Norge brugte folk ikke torv til brænsel; men paa Orknøerne og Shetlandsøerne har folk sikkerlig gjort det alt før Torv-Einars tid. Og det kan vel neppe være tvivl om, at Torv-Einar efterlignede gammel gælisk skik, da han lærte sine undergivne at skjære torv og bruge det til brænsel. Selve navnet Torv- Einar viser ogsaa, at jarlen paa Orknøerne maa ha indført en skik, som før var ukjendt for Nordmændene. Men ogsaa dette taler imod, at han skulde ha lært denne skik hjemme Norge.

I Rigsþula (str. 3) nævnes det som en af trællenes sysler, at de graver torv (grófu torf). Allerede Vigfusson har pegt paa dette og sammenlignet det med hvad sagaerne fortæller om Torv-Einar. At skjære torv og bruge til brænsel er ogsaa efter hans mening ikke en norsk, men en gælisk skik, der bestyrker Vigfussons antagelse, at Rigsþula er blit til paa Orknøerne[3]. Selv Finnur Jonsson maa indrømme, at den omstændighed, at torveskjæring nævnes i Rigsþula, kunde tale for, at det er digtet paa Orknøerne[4].

Agerbruget spillede hos Kelterne ikke en saa stor rolle som fædriften. Derfor er kun et eneste navn paa kornsorter optat i nordisk fra keltisk, nemlig korki[5]. Et haandskrift af Snorres Edda (II, 493) har i en strofe, som indeholder navne paa forskjellige kornsorter, ordet korki mellem ginhafri og barlak. Det maa betegne et slags havre. Ordet er nemlig af keltisk oprindelse og kommer af irsk coirc, gælisk corc, coirc, "havre"[6]. I Norge har vist ordet aldrig været kjendt, og paa Island synes det aldrig at ha været andet end et digterisk ord, som ikke blev brugt i det daglige liv. Islændingerne maa ha lært det at kjende hos de norske nybyggere paa Orknøerne og Shetlandsøerne, hvor det endnu var i brug i det i 8de aarhundred; corka const oversættes i en gammel reiseskildring fra disse øer med "oat bread" i, d. e oldn. korka kost(r). — Det ene af de to ord, som i Snorres Edda nævnes sammen med korki, nemlig barlak, stammer fra middelengelsk. Ogsaa det har paa Island bare været brugt af skaldene.

Større betydning har det, at Nordmænd og Islændinger af Kelterne har lært at kjende enkelte vigtige agerbrugsredskaber, som disse igjen har faat fra Romerne. Først og fremst nævner jeg oldn. tust, n. "pleiel, tærskestav", et ord, som i sagatiden brugtes baade i Norge og paa Island. Ordet tust bruges endnu flere steder paa Vestlandet og i Hallingdal (I. Aasen). Det blev baade i Norge og paa Island i middelalderen foruden med þ ogsaa skrevet med s, sust. Og dette er den oprindelige form. Ordet er nemlig laant fra keltisk, gl. irsk sitist, gen. susta, manks soost (kymrisk ffust), "pleiel, tærskestav". Det keltiske ord er igjen laant fra latinsk fustis, m. "kjep, stok". — Latinsk f blir i irsk til s, men bevares i kymrisk.

Et andet kulturord, som over Skotland og Irland er kommet til Norge fra Romerne, er sonn, n. "maltovn, et slags tørreovn bygget af flade Stener eller heller" (Aasen). Ordet bruges bl. a. i Værdalen og paa Færøerne (sodn). Derimod findes det ikke i oldnorsk. Jeg kan dog ikke tro andet, end at det alt i vikingetiden maa være kommet til Norge. Efter den tid modtog jo Nordboerne ikke megen kulturpaavirkning fra Kelterne. Selve ordet sornn er laant fra keltisk, gl. irsk sorn, gælisk som "bagerovn, ovn til at tørre korn i". Dette ord stammer igjen fra det ensbetydende latinske furnus.

Af andre ord af keltisk oprindelse, som vedkommer gaardsbruget, kan jeg nævne des f., gen. desjur, "høstak". Ordet nævnes ofte i sagaerne, men maa ogsaa ha været kjendt i Norge. Deraf kommer nemlig desja, "liden stak eller kubedannet dynge af løst stof" og verbet desja, som især bruges om at lægge høet i stak; ordene bruges i Sogn (Ross). Ordet des stammer fra gl. irsk dais. gl. dais, manks dash, "høstak, kornstak" .

En af de islandske landnaamsmænd hed Eysteinn son Hrana Hldissonar paraks (Landnamabok IV, k. 11). Tilnavnet parak svarer til nyisl. parrak, "taug, reb til at binde kvæg med". Jeg skulde tro, at dette ord er det samme som irsk og gælisk barrach, "taug"[7].

I nyislandsk bruges almindelig ordet kláfr, m. "en kurv eller kasse, hvori noget føres paa hest". Ordet maa dog alt ha været i brug i sagatiden. Det tindes nemlig i Ljosvetningasaga (k. 18, var. til s. 58, og s. 59). I Norge synes derimod ordet aldrig at ha været kjendt. Det svarer i betydning ganske til oldirsk cliah, "kurv" og gæl. cliabh, m. "a kind of basket or hamper for carrying bardens in the Highlands, and generally slung, one of each side of a horse" (Macleod & Dewar), og er rimeligvis laant derfra. Dette er dog, som Whitley Stokes bemerker, ikke ganske sikkert, da vokalerne i kláfr og cliah ikke stemmer overens.

Et ord, hvis oprindelse ogsaa er tvivlsom, er oldn. kartr, m. "lastevogn, arbeidsvogn". Ordet forekommer alt i Rigsþula (str. 22), hvor det heder om bonden, som dyrker jorden:


Hann nam at vaxa
---------------------
---------------------
ok hlǫður smiða,
karta at gerva
ok keyra plóg.


Falk og Torp i sin etymologiske ordbog tror, at ordet kartr snarest er laant fra ags. cræt, crat (engl. cart), og sammenstiller dette sidste ord med holl. krat, "trappeformet agterskot paa en vogn, kurv" og oht. krezzo, "kurv". Jeg skulde dog snarere tro, at baade det oldnorske og det angelsaksiske ord er laant fra det i gammelirsk hyppig forekommende cret, "Wagenkasten" (Windisch, Wörterbuch). — I moderne irsk findes et cairt, f. "arbeidsvogn"; men dette ord har jeg ikke kunnet finde i gl. irsk, saa det vel er laant fra engelsk. — I alle tilfælde er ordet kartr kommet fra de Britiske Øer og vidner, om det end nu er gaat af brug, tydelig om den indflydelse, som Vesterlandene havde paa udviklingen af vore forfædres gaardsbrug.

I vore dage drives der slet ikke agerbrug paa Island, og det, som blev drevet i sagatiden, var heller ikke stort. Islændingerne havde derfor ikke selv nogen nytte af at lære agerbrug af Kelterne. Kvæg holdt de derimod, og mere i gamle dage end nuomstunder, hvor faareavlen har fortrængt alt andet. Men de Islændinger, som først grundede nybygder paa Island, fik ikke bare, som de fleste vel vilde tro, sit kvæg fra Norge. De maa ogsaa ha indført kjør fra Skotland og Irland. Flere ord i islandsk vidner tydelig om dette.

I et vers i Eyrbyggja saga k. 63 saavelsom i en versificeret opramsning i Snorres Edda (I, 588) forekommer ordet tarfr, "okse, tyr". Dette ord, som endnu bruges paa Island, er laant fra gl. irsk tarli, "okse (manks tarrvo, kymrisk tarw)[8].

Urtehage på den rekonstruerte vikinggården på Avaldsnes, Karmøy. (Foto: Msvea, 2014. Commoons.)

Ogsaa hester maa Islændingerne ha faat fra Irland eller Skotland. I sagaliteraturen, i det islandske Diplomatarium osv. forekommer nemlig ofte ordet kapall, "kløvhest, pakhest". Det bruges endnu paa Island og betyder nu en "hoppe"; i Norge findes der derimod ikke spor af det. Ordet kapall har under sin lange vandring fra land til land ikke overalt vundet den samme anseelse. Det er nemlig det samme ord som det mere fornemme franske cheval og det italienske cauallo; men disse ord stammer igjen fra det tarveligere latinske cahallus, som bare betyder "arbeidshest, og". Til Island er, som p viser, ordet kapall kommet fra keltisk (gl. irsk capall, "hest")[9].

Jeg kunde endnu nævne en række keltiske ord, særlig fra Færøerne. Men mellem Færøerne og Shetlandsøerne var der vel i middelalderen stadig lidt forbindelse. Disse ord kan derfor være kommet ind i færøisk efter vikingetiden, saa jeg tar dem ikke med i denne oversigt. De ord, jeg har opregnet, betyder enkeltvis ikke stort. Men samlet viser de meget. De vidner om, at de Nordmænd, som i vikingetiden grundede nybygder i Skotland og Irland, kom i nær forbindelse med de keltiske folk paa de Britiske Øer, at de levede sammen med dem paa landet og lærte af deres gaardsbrug, lærte nye kornsorter og kvægracer at kjende, og fremforalt at de af dem lærte at udnytte det, de dyrkede, paa en bedre maade; — tænk bare paa slige ord som des, sonn og pust. — Men disse enslige ord viser endda mere; de viser, som jeg alt har nævnt, at der fra de norske nybygder i de keltiske lande gik en rig og frugtbringende kulturstrøm, dels til Norge, men især til Færøerne og Island. — Paa Færøerne maa, som jeg andetsteds skal søge at vise, kulturen ha været overmaade sterkt præget af keltisk indflydelse. Men ogsaa de islandske landnaamsmænd maa ha modtat varig paavirkning fra Irernes og Skotlændernes fædrift og gaardsstel i det hele.

En lignende opfatning synes P. A. Munch, hvis skarpsindige blik kun lidet af det, som vedkommer vor ældste historie har undgaaet, ogsaa at ha næret. Han siger i fortalen til den Manske krønike, efter at ha talt om de mange landnaamsmænd, som kom til Island fra Hebriderne: "and what is still more remarkable, and, perhaps, gives the best evidence of the state of things here supposed, is, that the rearing and pasturing of sheep, the national and most important branch of livelihood in Iceland has never, not even in the times of the colonization, been like to anything in Norway, the mother country, not even as far as regards the termini technici, while on the contrary it has all the chief and characteristic features of the same national occupation in Western Scotland and the Isles." P. A. Munch slutter heraf, at de nybyggere, som gav det islandske landbrug dets varige præg, havde opholdt sig i længere tid paa kysterne af Skotland og paa Hebriderne[10].

Til Danmark, Norge og Sverige randt der i vikingetiden ogsaa livbringende kulturens strømme fra England og Frankrig. Indflydelsen virkede, som paa saa mange af, for ikke at sige alle det praktiske livs omraader, ogsaa paa agerbrug og fædrift i Norden og særlig i Norge, hvor landbruget før vikingetiden maa ha staat lavere end i Danmark og Sverige. — Landet var jo heller ikke saa tæt bebygget, saa folk havde lettere for at livnære sig ved jagt og fiskeri, — Fra "Valland" (vel fra Frankrig) fik saaledes folk i Norge en ny kornsort, som endnu dyrkes i vore bygder, nemlig valbygg, efter Ivar Aasen "byg med toradede aks" (= "flatbygg"). Ordet bruges nu i Buskerud og Hallingdal. Ordet findes ogsaa i Eddadigtene, saa det maa være kommet ind alt i vikingetiden. I det andet digt om Helge Hundingsbane (str. 3) heder det nemlig om den unge Helge, som i kvindeklæder gjør trælletjeneste:


Nú hefir hǫrð dæmi
hildingr þegit
er vísi skal
valbygg mala


val- betyder i sammensætninger "vælsk, fra Valland". Denne betydning har det ogsaa i valrugr, d. e. "rug fra Valland". Ordet forekommer i Eiliv Gudrunssøns Torsdraapa (Snorres Edda I, s. 302). Dette viser, at man alt ved vikingetidens slutning i Norge og paa Island maa ha faat rug fra Vest-Europa.

Som jeg i indledningen har nævnt, var det Romerne, som i Britannien indførte dyrkningen af al slags frugttrær og kjøkkenurter. I vikingetiden lærte Nordboerne disse vækster at kjende i Vesterlandene. Før den tid havde de vel knapt nok havt noget som helst havebrug. I høiden har der udenfor kongsgaarden staat nogle faa løgplanter (laukr) eller (mest i Norge) været dyrket lidt kvannerod. Og efter vikingetiden blev det vel heller ikke i begyndelsen stort mere. Der kom først fart i havedyrkningen, efter at man i det 12te aarh. var begyndt at grunde klostere i Norden. Et par kjøkkenplanter begyndte dog, skulde jeg tro, Nordboerne alt i vikingetiden at dyrke; — ialfald lærte de dem at kjende over i England. Jeg tænker da især paa næpa, f. "næpe" (brassica napa) og kál, n. "kaal".

Næpen (lat. napus) er med Romerne, som kanske igjen havde lært den at kjende af Grækerne (gr. vāxv betyder dog "sennep")[11] vandret til Mellem- og Vest-Europa. Tyskerne kaldte den napen, nape; Angelsakserne kaldte den næp. At Nordboerne har lært denne rodfrugt at kjende i England og ikke af Tyskerne, viser vokalen æ i næpa. Ordet findes ikke i digtersproget, men forekommer flere gange i Norges gamle love (jfr. Hertzberg, Glossar under næpa). Man kan deraf se, at næpen i det 13de aarh. blev almindelig dyrket i Norge. Meget taler dog for, at Nordboerne alt i vikingetiden har lært denne villige rodfrugt at kjende. Ordet "næpe" synes bare at ha været brugt i Norge og Danmark, ikke i Sverige. De gamle svenske love bruger i tilsvarende betydning rora (= dansk roe, tysk Rühe). Dette synes at vise, at Svenskerne har lært næpen at kjende ad andre veie end Nordmænd og Dansker, vel snarest sydfra.

Sammen med næpen vandrede ogsaa kaalplanten (lat. caulis) i Romernes følge til alle de lande, hvor romersk kultur vandt indpas. Angelsakserne, som lærte at dyrke den af Romerne, kaldte den cawel efter det lat. caulis. De Nordboer, som i vikingetiden kom til England, lærte dér at spise kaal, helst som saadd, sammen med kjød. Oldn. kál, "kaal" som ofte forekommer i sagaerne, er nemlig laant fra angelsaksisk. Flere steder i sagaerne viser ogsaa, at det var i England, vore forfædre lærte kaal at kjende. I Olav den helliges saga heder det saaledes, halvt som et ordsprog: "Han tænker nok alene at spise op al kaalen i England" (man hann ætla at eta kál allt í Englandi, s. 131). I det hele er det værd at lægge mærke til, hvor ofte kál i sagaerne bruges i ordsprog og faste talemaader[12]. Deraf kan man dog ikke slutte, at vore forfædre i vikingetiden har dyrket kaal. Men vel har de alt dengang lært den at kjende og sagtens ogsaa i sine nybygder der vesterpaa begyndt at dyrke den. Ved siden af cawel, cáwl forekommer nemlig i angelsaksisk en anden form cál, som især maa ha været brugt i Nord-England. - Dér siger man nemlig endnu kule, kail (istd. for cabbage). — Men formen kál er, som Pogatscher har vist, laant fra nordisk kál, som igjen stammer fra ags. cyl(e)en. Dette viser, at ordet kál[13] alt i vikingetiden er optat i sproget.

Som jeg før har nævnt, var det ikke bare nye nyttevækster, som Angelsakserne lærte af Romerne. Paa alle omraader udviklede de, under indflydelse af romersk kultur, sit landbrug. Da vore forfædre i vikingetiden kom over til England og grundede nybygder dér, lærte de igjen af Angelsakserne, ligesom disse tidligere havde lært af de romaniserede Briter. Herom vidner bl. a. ordet kylna, f. "hus, som er indrettet og bruges til tørring af korn eller malt". Ordet findes bl. a. i stedsnavne fra middelalderen[14] og i Norges gamle love osv. og er, skulde jeg tro, alt kommet ind i vikingetiden. Det bruges endnu i vore bygdemaal (kjona, kylna) og findes ogsaa i gl. svensk (kulna) og i gl. dansk (kølne, kølle). Selve ordet kylna er laant fra ags. cyl(e)n "ovn, bagerovn, tørreovn", som igjen stammer fra lat. culina, "kjøkken".

Vigtigt for folk, som arbeider i marken, er det at ha med sig grev eller spade. I islandsk bruges som navn paa dette redskab páll, m. Ordet forekommer bl. a. i Gunnlaug Ormstunges saga (k. 2) og i "Graagaas" og maa derfor vistnok være kommet ind alt i vikingetiden. Det stammer fra angelsaksisk, hvor pál foruden "pæl" ogsaa kan betyde "hakke, spade". Baade Sweet og Pogatscher (§ 195, 3) siger, at ordet i begge sine betydninger kommer af lat. palus, "pæl". Dette kan dog næppe være rigtigt. Ordet pál i bet. "pæl" stammer fra palus; men i bet. "spade" maa det være laant fra det ensbetydende lat. pala, hvorfra ogsaa Fritzner har vist, at oldn. páll stammer; dog er ordet pál i betydningen "hakke" blit hankjønsord under indflydelse fra det ord, som betyder "pæl".

Victor Hehn, hvis arbeide "Kulturpflanzen und Hausthiere" er et af de vigtigste bidrag til Europas ældre kulturhistorie, siger bl. a.[15]: "so lehrt die Namengebung in der deutschen Sprache, dass von der Epoche der Volkervvanderung an bis tief in die mittleren Zeiten hinein Alles, was der deutsche Garten trug, und ein grosser Theil der Feldverrichtungen aus Italien und Gallien oder Südfrankreich eingeführt war. So weit das Klima es erlaubte, wurde durch eine fortgesetzte Kulturwanderung angeeignet, was Italien entweder ursprunglieh besessen oder selbst in früheren Jahrhunderten aus Griechenland bezogen hatte." Disse ord har ogsaa sin gyldighed for England. Ogsaa did blev den romerske villa med hele dens tilbehør, vækster, dyr og det nødvendige værktøi og redskaber, overflyttet. Fra England flød kulturens strøm videre til de nordiske lande. Men oppe i Norden er veirliget koldt og jorden ikke saa villig til at bære som i Sydens lande. Derfor evnede vore forfædre ikke med engang at optage alt Inad Angelsakserne havde lært. Men hvad de lærte, var vigtigt nok og bidrog i mangt og meget til at forandre gaardsbruget. Og vikingetiden var bare begyndelsen. Siden kom de flittige munke, byggede klostere og omgav dem med haver, hvor de dyrkede træfrugter[16], som æbler og plommer, lægeurter og kjøkkenplanter.

Fotnoter

  1. Flateyjarbók II, s. 511.
  2. Flateyjarbók I, s. 223.
  3. Sturlungasaga I, Proleg. CLXXXVI.
  4. Litteraturhistorie I, s. 193 f.
  5. Jfr. for dette og de følgende ord, Macleod & Dewar, Gælic Diclionary; O'Reilly, Irish Dictionary, og Windiscb, Irisches Wörterbuch (i hans Irische Texte
  6. Det andet ord korke, som bet. farvemos, nævner jeg i afsnittet Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Klædedragt, smykker og bohave
  7. Macleod & Dewar overs. "a fine tow".
  8. Se S. Bugge, Aarb. f. nord. Oldk. 1875, s. 227.
  9. Salgofnir, som (i Helgakv. II 4S) er navnet paa den hane, som vækker Einherjerne i Valhal, kommer, som S. Bugge (Helgedigtene, s. no) har vist, af irsk gop, "næb". Men ordet er kun poetisk og vedkommer os derfor ikke her.
  10. Chronica Regum Manniæ el Insularum, ed. by P. A. Munch, p. IV.
  11. Hehn, Kulturpllanzen, 2 udg., s. 183.
  12. Jfr. Fritzner, under kál.
  13. Pogatscher, Zur Lautlehre der griech., lat. u. roman. Lehnworte im Atenglischen, § 206.
  14. Se Rygh, Norske gaardnavne, Indledn.
  15. 2 udg., s. 429.
  16. Nordboerne har i vikingeliden visselig ikke dyrket træfrugter, ikke engang æbler. De "gyldne æbler", som nævnes i Eddadigtene, stammer fra fremmede lande eller snarest fra fremmede sagn. Jfr, S. Bugge, "Idunsæbler" (Arkiv V, s. 11 f.).