Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Billedkunst

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden

Billedkunst


Av Alexander Bugge


Christiania
1905



De gotlandske billedstene

Fig. 1 Brostenen

I aarhundreder før vor sikre historie begynder, var Gotland, kan vi sige, civilisationens yderste forpost mod Norden. Ikke langt derfra mundede jo de store handelsveie ud, som gjennem Mellem- og Øst-Europa førte fra Italien og Sortehavsegnene. — Naar Ptolemaeus i sin geografi (1. II, c. XI) fortæller, at Skandias ø ligger ligeoverfor Weichsels munding, saa vidner dette om, at en af de store handelsveie til Norden gik nedover langs Weichselfloden. — Allerede i de første aarhundreder efter Kristi fødsel havde Gotland sammen med de nærliggende øer Öland og Bornholm stor betydning som midtpunkter for denne handel. Ved Hunnernes indfald afbrødes for en tid al forbindelse mellem Norden og Syd-Europa. Men den knyttedes paany og igjen livligere, efterat Nordboernes nære stammefrænder Herulerne og især Goterne paany havde vundet magten i Donauegnene. Der bodde ved slutningen af det 5te aarhundred med Nordboerne nærbeslægtede stammer lige fra Østersjøens sydøstlige hjørne og ned til Sortehavet og Adriaterhavets bund. Enkelte forskere mener endog, at Gotland oprindelig var befolket af Goter. Øens befolkning kaldtes jo ogsaa i gamle dage Gutar ell. Goter[1].

Allerede i den saak. "romerske jernalder", d. e. i de første aarhundreder efter Kristi fødsel, da Romerrigets kulturbringende indflydelse strakte sig helt op til Norden, maa der paa Gotland ha udviklet sig en forholdsvis høi og eiendommelig kultur. En endnu rigere udvikling fik denne kultur i folkevandringstiden. Man har paa Gotland og i de nærliggende dele af Sverige fundet en række prydsager fra denne tid; de er alle ædelt smykket med ornamenter og forsiringer i en eiendommelig afart af folkevandringens stil, som man kunde kalde den gotlandske stil. "Meget af hvad der hører til denne gruppe, maa ansees for at være baade det smukkeste og eiendommeligste, som Norden har frembragt i folkevandringens stil, om ikke det bedste, som overhovedet er udført i denne stil"[2].

Paa folkevandringstiden maa Gotland alt ha staat i direkte forbindelse med de Britiske Øer. Denne forbindelse blev i vikingetiden stadig livligere og livligere. Der findes saaledes fra det 10de og 11te aarh. næsten ligesaa mange angelsaksiske mynter i Nationalmuseum i Stockholm som i British Museum i London. Og størstedelen af disse er fundet paa Gotland. De fleste af disse mynter er vistnok kommet til Gotland paa fredlig vis gjennem handel. Gotlændinger tog nok ogsaa del i vikingetogene; men vi hører intet om at de, paa samme maade som Dansker og Nordmænd, krævede skat af Angelsakserne. Samtidig vedblev ogsaa forbindelsen østover med Sortehavet, ja selv med Asien, hvorom de mange paa Gotland fundne arabiske, saakaldte kufiske mynter vidner.

Fig. 2 Sirkel med fire spiraler på steinen fra Vallstenarum.

Om Gotlands høie kultur i svunden tid fortæller ikke, saaledes som om Islands, digte og sagaer. — Den eneste undtagelse er den lille i det 13de aarh. nedskrevne Guta saga, som taler om øens ældste historie. — Vi maa læse fortidens kultur ud af prydsager og billeder, mindesmærker, som alle vidner ikke bare om en udviklet formsans, men som ogsaa gir os bud fra sagnenes og mythologiens verden og taler til os om det daglige liv. I fremste række kommer da de gotlandske billedstene, som jeg i det følgende særlig skal tale om. Jeg skal paa forhaand minde om, at jeg af fag ikke selv er arkæolog. Det er derfor kun enkelte sider af billedstenenes kunst, som jeg kommer til at behandle. Størst hjælp under mit arbeide har jeg havt af Sophus Müllers banebrydende arbeide "Dyreornamentiken i Norden", hvor han har vist den nordiske ornamentiks sammenhæng med og paavirkning af fremmede motiver. Sophus Müller skjænker ikke de gotlandske billedstene nogen særlig omtale; — de vigtigste af dem er først blit kjendt, efterat han skrev sin afhandling. — I Sverige har man allerede længe havt øinene aabne for disse billedstenes betydning. Riksantikvar Hans Hildebrand siger saaledes om dem: "Bildstenarna äro af ytterste intresse för kännedomen om vår forntids tro och seder"[3]. Først i de sidste aar har man dog, foranlediget ved nye fund, begyndt nærmere at studere dem. Jeg skal særlig nævne dr. Fippings og dr. Bråtes arbeider om Ardrestenene[4] og en netop udkommen afhandling af Fredrik Nordin i "Till frågan om de gottländska bildestenarnes utvecklingsformer". — Den sidstnævnte afhandling har jeg først lært at kjende, efterat mit arbeide var afsluttet, og har derfor ikke fuldt ud kunnet benytte den.

De gotlandske billedstene taler ikke bare til os om Gotland selv, om indbyggernes tro og sæder; de viser os ogsaa for et tidsrum af omtrent et halvt aartusen øens kulturforbindelser med fremmede lande. Men særlig for vikingetiden er de af betydning. De viser os, hvordan vikingetiden ikke kommer som noget fuldstændigt nyt. Kun er det saa, at alle forbindelser med udlandet fra nu af blir mangedobbelt rigere og livligere og paavirkningen varigere og frugtbarere. De gotlandske billedstene viser os fremdeles, at Nordboerne her som paa de fleste omraader havde sit eget hjemlige at bygge paa, hvori de saa paa en ofte beundringsværdig maade forstod at indpasse det fremmede, saaledes at hjemligt og fremmed smeltede sammen og der derved opstod en ny, høiere kultur, den gotlandske vikingetids billedkunst, som hører til det merkeligste af hvad Nordboerne overhovedet i middelalderen har frembragt af bildende kunst.

Fig. 3 Bronseplate, kopiert fra The Early Christian Monuments of Scotland, 1903.

Oprindelsen til de gotlandske biiiedstene maa søges paa hjemmets grund. Som professor Montelius har antaget og Fredrik Nordins undersøgelser nærmere har paavist, stammer de fra de reiste kalkstensheller, som findes paa flere gotlandske gravpladser og som er fra den romerske jernalder. Nordin har fundet et par saadanne kalkheller, som var forsynede med en bord af ornamenter og som synes at være fra slutningen af det 4de aarh. efter Kristus. Lidt efter lidt blir stenene høiere og prydligere; stenens flade gjøres jevnere og glattere — den gotlandske kalksten er jo meget let at behandle — , og stenens ene flade side dækkes med siratborder, ornamenter og billeder af mennesker og dyr. Der opstaar nu i løbet af folkevandringstiden en gotlandsk billedkunst, som godt kan taale at sammenlignes med hvad der i samme tidsrum paa Gotland blev frembragt af prydkunst paa smykker, vaaben og redskaber. Ogsaa her virker det fremmede befrugtende paa det hjemlige og først derigjennem opstaar den virkelige kunst. Og gjennem paavirkningen udenfra udvikler den gotlandske kunst sig mere og mere for ved vikingetidens slutning at naa sin høieste blomstring.

Lad os, før vi gaar videre, tænke over, hvordan kunst i det hele pleier at opstaa. Naar vi undtager den ældste kunst, f. eks. den ægyptiske og den babylonisk-assyriske, hvis oprindelse vi ikke kjender, eier historien næppe noget eksempel paa at en kunst er opstaat af sig selv, uden paavirkning udenfra. Der maa være spirer og begyndelser hos folket selv. Men der trænges paavirkning udenfra, forat disse skal kunne udvikle sig og blomstre. Vi ser dette til alle tider. Den ældste græske kunst viser umiskjendelig sit slægtskab med forasiatisk og ægyptisk kunst. Renaissancens skulptur er blomstret op under antikens vækkende og livbringende indflydelse. Og heller ikke renaissancens malerkunst er opstaat af sig selv; den har udviklet sig lidt efter lidt, paavirket af den byzantinske kunst og, hvad landskabsmaleriet angaar, af miniaturmaleriet. — Det italienske landskabsmaleri til og med Rafael med dets fremstilling af trær, borge, floder o.l. er tydeligvis oprindelig tænkt i smaat og maa derfor ha udviklet sig fra miniaturmaleriet og de illuminerede haandskrifter, paa samme maade som den flamske malerkunst. — Men hvad skaar gjør vel dette i den græske kunsts eller i renaissancekunstens uvisnelige skjønhed? Og nu, for at sammenligne det mindre med det større, hvorfor skulde den gotlandske kunst ha udviklet sig paa anden maade end al anden kunst? Vidner det ikke høit nok om Nordboernes kultur i vikingetiden, at der overhovedet paa Gotland i det 10de og begyndelsen af det 11te aarhundred virkelig har været frembragt noget, vi kan kalde kunst?

Fig. 4 Sirkler og spiraler på Skottland. The Early Christian Monuments of Scotland, 1903.

Jeg tror da allerede paa forhaand, at det er sandsynligt, at de mænd som reiste de gotlandske billedstene har været paavirket af fremmed kunst. Og undersøger vi stenene selv, vil vi finde denne vor tro styrket. Jeg følger her, som før nævnt, i Sophus Müllers fodspor. Hans mening er, som bekjendt, at den nordiske ornamentik i den yngre jernalder er sterkt paavirket af den irske, men ogsaa af den karolingiske prydkunst. Man kan i enkeltheder være uenig med Sophus Müller; men alle maa være enige om at han ved at fremholde sammenhæng og forbindelser i ornamentiken har virket i høi grad vækkende og befrugtende.

Den indflydelse fra Irland og fra keltisk kunst, som Sophus Müller mener at spore paa smykker og vaaben, viser sig endnu tydeligere paa de gotlandske billedstene og den viser sig ikke bare i vikingetiden, men endnu tidligere, som det synes allerede i det 7de aarhundred. Allerede Nordin i sin før nævnte afhandling har været inde paa dette. Han siger: "Men redan beträffande de äldre bildstenarna har jag af en dansk forskare, doktor Sophus Müller, blifvit uppmärksamgjord på at möjligen ett inflytande från de engelska õarna kunde vara at spara. Hufvudornamenten på dessa fem äldre stenar, solhjulet, om jag så får kalla det, och spiralerna återfinnas ock i de illuminerade handskrifterna. I sådant fall skulle samfärdsel hafva börjat äga rum mellan Gottland och de engelska öarna redan före de egentliga vikingatigens tid." Jeg skal i det følgende gi flere grunde for rigtigheden af denne opfatning og søge at vise, at der ikke alene for vikingetiden maa ha været handelsforbindelser mellem Gotland og de Britiske Øer, men at Gotlendinger selv maa ha seilet til Skotland, hvor de har sét stener prydede med billeder og ornamenter.

Fig. 5 Spiral og bildemønster fra en stein i Knockando, Elginshire i Skottland. Kopiert fra The Early Christian Monuments of Scotland, 1903.

Før jeg gaar over til nærmere at begrunde dette, er det dog nødvendigt først at tale lidt om stenene selv. Yngre end de ældste gotlandske ornamentstene, der kun har en bord i kanten, men ældre end de egentlige vikingetidens billedstene er en liden gruppe ved sin form og udsmykning nær sammenhørende stene fra Havor, Stenbro, Bro, Vallstenarum, Sanda og Martebo. Den sidstnævnte sten har desuden i urnordiske runer en indskrift, som dog synes at være yngre end forsiringerne paa stenen og at være fra 8de aarhundred. De sagkyndige mener, at disse stene alle er ældre end vikingetiden. Snarest er de kanske fra anden halvdel af det 7de eller første halvdel af det 8de aarhundred; dog kan vi ikke med sikkerhed afgjøre deres alder. Om deres bestemmelse kan heller intet med vished siges; sandsynligvis har de vel været reist til minde om afdøde. Holden er gjerne en halvanden meter. Stenene er rektangelformede, saaledes at bredsiden er kortere end langsiden. Opsiden er i almindelighed svagt afrundet, medens langsiderne er buet en smule indad. Denne form er vistnok, som Nordin mener, naturlig udviklet ud fra kalkhellernes. "Stenarnas kanter äro försedda två med en meanderslinga, en, möjligen två, med sicksackornament, en med ofullstandiga spiraler och en med ränder"[5]. Allerede disse border har sit sidestykke i irsk kunst og især i de skotske billedstene; derfra alene kan man dog ikke drage nogen slutninger. Vigtigere er de øvrige ornamenter paa stenene. Disse har alle, for at bruge Nordins ord, dét tilfælles, at det lineære element spiller en meget betydelig rolle paa dem. Midt paa de fem af stenene er der en stor cirkel, fra hvis centrum der udgaar sterkt bøiede straaler, saaledes som man vil se paa billedet af Brostenen.

Midt paa stenen fra Vallstenarum er der en stor cirkel med fire spiraler indeni. Disse spiraler gaar ogsaa igjen, som man vil se, paa Brostenen og ligeledes paa Martebostenen, hvoraf desværre bare en del er bevaret, samt paa Stenbrostenen. Paa nogle af disse stene findes der ogsaa meget enkelt udførte dyre- og menneskeskikkelser.

Fig. 6 Billedmønster hentet fra The Early Christian Monuments of Scotland, 1903.

Selve de med straaler forsynede cirkler, som man har kaldt solhjul, er muligens for en del af gotlandsk oprindelse. Nordin oplyser, at et lignende ornament er fundet paa gotlandske gravkar fra den romerske jernalder. Men naar man overførte dette ornament paa stenens flade, saa skyldes dette, skulde jeg tro, ogsaa fremmed paavirkning. Solhjulet gjenfindes nemlig som et vigtigt led af irsk ornamentik. Og hvad de af en cirkel indesluttede spiraler angaar, saa er de udpræget keltiske og kan ikke stamme fra ældre gotlandsk eller nordisk prydkunst. Lignende spiralværk er nok fundet paa prydsager i Norden; men disse er, efter forskernes samstemmige mening, ikke nordiske, men stammer fra de Britiske Øer og er ved vikingetogene kommet til Norden fra nybygderne paa de Britiske Øer.

Allerede før kristendommens indførelse paa de Britiske Øer havde der hos Kelterne her og særlig i Irland udviklet sig en eiendommelig kunst og stilart, som især findes anvendt paa broncesager, som speil, armbaand, sverdhaandtag, skjolde o.l. Noget af det mest karakteristiske ved denne stil er netop dens udstrakte brug af spiralen som ornament, hvorved den mere end ved noget andet skiller sig ud fra andre stilarter og viser sit keltiske præg. Denne stilart, som enkelte forskere kalder "early Celtic", tilhører tiden fra omkr. aar 300 før Kr. indtil kristendommens indførelse[6]. Man kan se en prøve paa den i den nedenfor afbildede, i Skotland fundne bronceplade med spiraler i rød og gul emalje.

Fig. 7 Fra Marlebostenen. Etter tegning i Nationalmuseet, Stockholm.

Efter kristendommens indførelse naaede den keltiske kunst i Irland en endnu høiere blomstring. Allerede i 6te og 7de aarh. e. Kr. eiede Irerne en merkelig og i enkelte henseender uovertruftet prydkunst, som bl. a. har frembragt illuminerede haandskrifter, der hører til det vakreste af hvad bogprydkunsten overhovedet har frembragt. Denne kunst bredte sig med de irske missionærer og geistlige ogsaa til andre lande, hvor irsk kristendom vandt indpas, særlig til Skotland og Northumberland. Til de vakreste eksemplarer hører "Book of Durrow", "Book of Lindisfarne* og "Book of Kells". De to førstnævnte af disse haandskrifter hører til den ældste periode af irsk illustrationskunst. I dem er sammenhængen med den hedenske irske prydkunst særlig fremtrædende. Spiraler danner ved siden af baandslyngninger det vigtigste led i udsmykningen. I den yngre stilperiode, som begynder henved aar 900, kommer ved siden af de lineære elementer ogsaa bladmotiver til[7]. Ved siden heraf begyndte der ogsaa i Skotland at udvikle sig en eiendommelig kunst, som især anvendtes paa reiste stenmindesmerker. Disse findes kun i det egentlige Skotland fra Firth of Forth indtil Shetlandsøerne i nord. Det søndenfor liggende omraade, som i nord afsluttedes med Antoninus's vold, beherskedes af Rom. Her finder vi ogsaa reiste stene, men med latinske indskrifter svarende til dem, som vi fra den tidlige kristendom finder f. eks. i Frankrig og England. Hvor gamle de ældste af de eiendommelig skotske billedstene er, derom er forskerne endnu ikke enige. Dog synes det, som om de stammer fra tiden efter kristendommens indførelse. I det 7de aarhundred fandtes de i alle fald. De bestaar af reiste, raat tilhugne stene, hvori der er indhugget eller indridset underlige symboler, hvis betydning man endnu ikke fuldt har formaaet at forklare. Til de hyppigst forekommende af disse hører symboler som: slange, kam, halvmaane, speil, skive osv. Kunsten i disse ældste mindesmerker kan endnu ikke maale sig med de yngre stenes; dog er enkelte af symbolerne allerede begyndt at udsmykkes med streger, cirkler, spiraler o.l. Aller mest almindelige er vistnok de skive- og speillignende symboler. Oftest forekommer de kanske ganske enkelt indhugne uden udsmykning, som de følgende eksempler vil vise. Undertiden er ogsaa svmbolerne mere udsmykkede.

Dette er i endnu høiere grad tilfældet med de yngre skotske billedstene, som jeg senere skal tale nærmere om. Enkelte af disse er dog temmelig gamle og vistnok ældre end den her omhandlede gruppe af gotlandske billedstene. Paa det nedenfor afbildede symbol ser vi saaledes inde i en cirkel syv spiraler, den ene i midten og de seks andre omkring. Spiralerne er forbundne ved hjælp af formede kurver.

Med hensyn til spiralernes anvendelse i keltisk kunst henviser jeg forøvrigt til den bekjendte arkæolog Romilly Allen's udredning derom i det ofte nævnte arbeide i "Early Christian Monuments of Scotland* (s. 363 — 403). Mr. Allen summerer sin undersøgelse op i følgende ord: "Spiral work is almost unknown on the early Christian monuments of England and Wales, being found in its greatest perfection on the sculptured stone-work and metal-work of Ireland and Scotland and in the Hiberno-Saxon MSS. of the best period, say from A. D. 600 to 900."

Fig. 8 Efter The Early Christian Monuments of Scotland, 1903.

Saaledes er der med hensyn til tiden intet til hinder for at de gotlandske billedstene kan være paavirket af de skotske og af irske og skotske metalarbeider. Og ser vi lidt nærmere paa selve ornamenterne, blir, synes jeg, denne formodning til vished. Fælles for de gotlandske og de skotske billedstene er først og fremst de cirkelformede symboler, der smykker stenenes flade. Det foran afbildede "solhjul" fra stenen i Knockando minder om "solhjulet" paa de gotlandske stene. Men mere afgjørende er spiralerne. Allerede paa de ældste skotske billedstene forekommer det foran afbildede symbol med to forbundne skiver og et Z-formet ornament; inde i den ene skive ser man 6, i den anden 7 ved hjælp af bølgeformede kurver sammenføiede spiraler. Paa Brostenen ser vi ligeledes to skiver, den ene med 6 og den anden med 7 spiraler. — En saadan lighed kan næppe være tilfældig. — Helt irsk i sin karakter er ogsaa den store skive med 4 spiraler paa stenen fra Vallstenarum.

Det samme er tilfældet med ornamenterne paa Martebostenen. Disse er dog desværre, som alt nævnt, kun ufuldstændig bevaret. Med det underlige ornament nederst tilvenstre paa Martebostenen tør maaske det paa skotske billedstene hyppig forekommende halvmaaneformede symbol sammenlignes. Ogsaa med symbolet paa stenen fra Drainie er der lighed. Spiralerne nederst tilvenstre paa Martebostenen har ikke liden lighed med dem paa den skotske Inverurysten.

Fig. 9 Brudstykke af sten fra Drainie. The Early Christian Monuments of Scotland, 1903.

At spiralerne paa de gotlandske stene selvstændig har udviklet sig paa Gotland uden tilknytning til fremmede motiver, er lidet sandsynligt. De har ingen tilknytning i Gotland eller overhovedet i Norden. Paa de Britiske Øer kan vi derimod følge tilsvarende spiralers udvikling tilbage til for Kristi tider. De kunstnere, som har hugget Bro- og Vallstenarumstenene og de med disse samtidige gotlandske billedstene, maa. tror jeg, ha været direkte paavirket af de skotske billedstene.

Kunstkyndige gutniske mænd maa alt i det 7de aarhundred ha seilet til Skotland og dér ha set baade de vakre med emalje og spiralverk prydede metalarbeider og de med underlige symboler indhugne høie stene. Selv eiede de i lige høi grad som sine skotske og irske fæller sans for linjens og for formens skjønhed. Desuden er den gotlandske kalksten lettere at tilhugge end den skotske granit. De gutniske billedstene kom derfor ikke til at bli slaviske efterligninger af de skotske; de blev selvstændige kunstværker, som i skjønhed stod høit over flere af sine skotske forbilleder. Fremmed og hjemligt smeltede paa de gotlandske stene sammen til en ny stilkunst.

Fig. 10 Sten fra Inverury. The Early Christian Monuments of Scotland, 1903.

Flere forskere har fremholdt en anden opfatning, bl. a. den danske arkæolog amtmand Vedel i en afhandling "Bornholmske undersøgelser"[8]. Han taler her om den "irske stil", som viser sig paa bornholmske spænder og er raadende i tiden fra omkr. 700 til 850 eller 900, da den fortrænges af den karolingiske stil. Vedel mener at denne indfiydelse fra irsk ornamentik ikke kan skyldes direkte paavirkning; Gotlændinger seilede ikke, mener han, saa tidlig som ved aar 700 til Irland. Irske munke og missionærer har indført sit hjemlands prydkunst i Mellem-Europa og den irske stil har efter ham fulgt de fra gammel tid brugte handelsveie fra Syd-Tyskland og Schweiz paa sin vandring til Bornholm og Gotland. Vistnok er det saa, at i de af Irer grundede klostere i Schweiz og Syd-Tyskland trivedes ogsaa irsk illustrations- og prydkunst. Men sager i irsk stil, svarende til de bornholmske, er efter hvad Vedel selv oplyser ikke fundet langs de gamle handelsveie op til Østersjøen. Spænder og andre prydsager kan dog ved handel vandre gjennem mange hænder og behøver ikke at forudsætte nogen direkte forbindelse mellem to lande. Anderiedes med høie stenmindesmerker. De føres ikke af kjøbmænd fra land til land. Naar der ogsaa paa dette omraade findes lighed — og det i enkelthederne — mellem gutnisk og irsk-skotsk kunst, da maa vi ha lov til at slutte, at de sjø- og handelskyndige Gotlændinger, som i aarhundreder havde seilet paa Østersjøen, paa folkevandringens tid ogsaa var begyndt at vove sig længer — over Nordsjøen til de Britiske Øer.

Fig. 11 Tjängvidestenen på Gotland.

Historien melder intet om gutniske mænds tog til Skotland, hverken i vikingetiden eller tidligere. Hvordan skal vi da forklare os, at Gotlændinger ifølge billedstenenes vidnesbyrd alt før aar 700 synes at ha været i Skotland? Af den ældste gruppe af de skotske billedstene findes der mange ikke bare i Skotland selv, men ogsaa paa øerne nord for fastlandet, paa Orknøerne og Shetlandsøerne. Heroppe er det, tror jeg, at gutniske mænd først har sét de billedstene, som de siden efterlignede hjemme paa sin egen Ø. Længe før den egentlige vikingetid begyndte, havde mænd fra Hordaland, Ryfylke, Jæderen og de nærliggende bygder faret over Nordsjøen og fæstet bo paa Shetlandsøerne og vel ogsaa paa Orknøerne. Dr. Jakob Jakobsen, som først har paavist dette, sætter tiden for Nordmændenes bosættelse til henved aar 700[9]. Jeg tror den maa sættes endnu tidligere. — Nordmændene fortrængte hurtig den indfødte piktiske og gæliske befolkning, som vistnok enten udvandrede eller smeltede sammen med Nordmændene. De fleste af de billedstene, som man har fundet paa øerne, maa vel derfor alt ha været dér ved Nordmændenes ankomst. — Meget tidlig, alt i det 6te og 7de aarhundred, maa gutniske og østsvenske mænd være kommet paa handelsfærd til Norges kyster. — Alt Tacitus fortæller jo, at Svearne havde flaader ude paa Østersjøen. Og min far, professor S. Bugge, vil andetsteds søge at vise, at der er flere opreiste Stener med indskrifter i den ældre rækkes runer i norske kystegne, som vidner om forbindelse med Øst-Sverige eller Gotland. Med Sørlandets og Vestlandets mænd har da, tror jeg, de gutniske sjøfolk git sig i lag og har sammen med dem gjort de første farter over Nordsjøen.

Saa kom selve vikingetiden. Nye skarer strømmede over havet. Vikingerne begyndte at hjemsøge det skotske fastland og kom ned til Northumberland. De vovede sig rundt Kap Wrath, satte sig fast paa Hebriderne og paa Man og kom helt ned til kysterne af Cumberland og af Irland. De gotlandske billedstener synes at fortælle os, at gutniske mænd i det 10de og 11te aarhundred ogsaa har taget del i disse færder. De har optaget nye ornamenter og kunstmotiver og har derved udviklet sin kunst til større og større frihed og selvstændighed. De har bygget paa fremmede motiver, men har omdannet dem i sin egen aand. Istedenfor den keltiske vrimlende mangfoldighed har de som Nordboer søgt at skabe ro, klarhed og kraftig virkning.

Fig. 12 Bilde av Ardrestenen på Gotland.

Billederne taler her om forbindelser, som historien ellers intet vidner om; de fortæller om gotlandske mænds fredlige handelstog — kanske var der ogsaa vikingetog — , først til Shetlandsøerne og Orknøerne, saa til det østlige Skotland og til Northumberland og siden til Irland og øen Man eller til Hebriderne og de vestlige egne af Skotland. Ved siden af Shetlandsøerne og Orknøerne har kanske den keltiske kunst i Northumberland havt størst betydning. Allerede tidligere har professor S. Bugge, paa grund af fælles særegenheder ved runerne paa Isle of Man, Gotland og Østergøtland og enkelte norske indskrifter, især paa Jæderen, sluttet, at der har været en slig forbindelse mellem Gotland og de af Kelter beboede dele af de Britiske Øer. Han siger: "Den paa øen Man forekommende kortkvisttype af runeskriften er efter min formodning bragt til Vesterlandene af østsvenske mænd, snarest af Gotlændinger og tillige af Østgøter, som var seilet ud fra Braaviken og nærliggende havne. I Skotland mødtes disse østsvenske mænd, tænker jeg mig, med Nordmænd, navnlig Nordmænd fra det sydvestlige Norge. Disse Nordmænd bragte derefter den runeskrift, vi finder paa Man, fra Skotland til Jæderen"[10]. Om disse gamle forbindelser fortæller de historiske kilder os intet. Og dog kan der vel, som Johannes Steenstrup mener, næppe være tvivl om, at Svenskerne ogsaa har delfaget i farterne mod vest[11]. Indskrifter fra Mälaregnene fortæller ofte om mænd, som døde i Vesterlandene. Jeg kan ogsaa nævne, at der paa en gammel sten med indridsede symboler fra Knockando i Morayshire i det nordøstlige Skotland findes en indskrlft med nordiske runer. Denne synes at maatte læses SIKUIK[12] Professor S. Bugge mener, at dette sandsynligvis er en sideform til det svenske kvindenavn Sigvi. De gotlandske billedstener viser os i alle fald, at gutniske mænd i vikingetiden aar ud og aar ind har færdedes paa de Britiske Øer og mødt keltiske mænd, Skotlændere og Irer, og at de fra dem har modtaget rig og frugtbar kulturpaavirkning.

Jeg har her bare talt om billeder og ornamenter. Men de mænd, hvis blik der vesterude paa Shetlandsøerne blev opladt for kunst og skjønhed og som, om end famlende og usikkert søgte at tyde korsenes billedsprog, deres sind maa ogsaa være blit opladt for Vesterlandenes kristne kultur. Her oppe paa Ornkøerne og Shetlandsøerne har da Nordmænd og østsvenske og gutniske mænd før vikingetidens begyndeise først modt keltiske mænd og er blit paavirket af keltisk kultur.

Allerede den bekjendte tyske sprog- og oldtidsforsker, professor H. Zimmer, er ad andre veie kommet til at drage lignende slutninger. Gamle Irske legender og sagn viser efter hans mening, at irske munke alt ved aar 700 eller endnu tidligere oppe paa Færøerne, Shetlandsøerne og Orknøerne er kommet i forbindelse med Nordboerne[13].

Fig. 13 Fra Alskogstenen på Gotland.

Om disse forbindelser i vikingetiden og de spor, de har sat efter sig paa billedstenene, er det, jeg i det følgende skal tale. I løbet af den yngre jernalder naar paa Gotland den bildende kunst en stedse høiere og høiere udvikling. Billedstenenes form blir en anden; oventil faar de gjerne form af en hestesko og skraaner derpaa jevnt udad til begge sider, saaledes som den tidligere (s. 271) afbildede Högbrosten viser. Nordin mener, at denne billedstenenes eiendommelige hesteskoform har udviklet sig lidt efter lidt ud fra den oprindelige rektangulære form. Muligens turde dog ogsaa den i Irland, paa øen Man og i det vestlige Skotland almindelige korsform ha virket med. Som bekjendt udmerker det keltiske kors sig derved, at der mellem dets arme og skaftet er anbragt dele af en cirkels radius. Paa de før nævnte steder er det regelen, at korsarmene kun er antydet paa stenen, medens cirkelen er frit udhugget.

Samtidig med at formen forandredes blev ogsaa de gotlandske billedstenes udstyr stadig mere og mere vekslende og rigt. Stenens flade smykkes med baandslyngninger og mangehaande sirater ikke mindre end med billeder af mennesker, dyr og skibe, vekslende fremstillinger af guders og menneskers liv. Til de bekjendteste af disse stene hører den fra Tjängvide; denne sten er forsynet med en runeindskrift, som almindelig sættes til aar 900 eller begyndelsen af 10de aarhundred. Stenen, som nu ikke er fuldstændig bevaret, har, kan man se, havt den vanlige hesteskoform. Rundt kanten har der været en rad med baandslyngninger. En rad med tilsvarende baandslyngninger gaar ogsaa midt over stenen og adskiller dennes øverste del fra dens nederste. Selve stenens flade er prydet med billeder i flad relief. Indenfor selve hesteskoen er der en række billeder, som vistnok danner et afsluttet hele. Nederst tilhøire ser vi en skikkelse ridende paa en ottefodet hest, vistnok, som man almindelig har antaget, Odins hest Sleipner, som fører den døde til Valhal. Imod den ridende kommer en kvinde, som bærer et drikkehorn i sin ene haand, vistnok en valkyrje, som byder den døde helt velkommen til Valhal. Øverst oppe tilvenstre er der noget, som ser ud som en bygning med høie sale og tre hvælvede portaabninger. Dette har man, og sikkerlig med rette, troet fremstiller Valhal[14]. Desuden er der en del figurer, hvis betydning vi nu ikke fuldt kan forklare. Over Sleipner er der, som det synes, en i luften svævende skikkelse. Lige foran hestens hoved og med ryggen til denne er der en kvindeskikkelse. Nederst tilvenstre ser vi en kvinde og en mand med økse, begge med hævede arme, og under disse en ulv. I det nederste felt paa stenen er der et skib med udspændt seil og fuldt af væbnede krigere. Skibet findes afbildet paa de fleste gotlandske stene fra vikingetiden. Paa stenen fra Stenkyrka ser vi et særlig prægtigt skib, ogsaa med firkantet rudet seil og med dragehoved i forstavnen. Langs rælingen ser vi 14 skjolde. Og længst bag, høit over de andre sidder styresmanden[15]. Disse skibe er vistnok tro afbildninger af vikingetidens skibe. Symbolsk fremstiller de efter fleres mening den dødes færd til aandernes land[16].

Fig. 14 Fra Sandastenen. (Efter Stephens, Runic Monuments II, s. 778).

Et fuldstændigt sidestykke til Tjängvidestenen er en sten, som sommeren 1900 blev fundet under gulvet i Ardre kirke paa Gotland[17]. Den har ingen runeindskrift, saa dens alder kan ikke fuldt bestemmes. Men den svarer baade ved sin størrelse, sin form og ikke mindre ved sine billeder ganske til Tjängvidestenen. Man kan dog ikke anse den ene for kopi af den anden. De maa, tror jeg, være gjort af samme kunstner og fra først af ha været tænkt som sidestykker, der skulde svare til hinanden. I det øverste af hesteskoen indesluttede felt paa Ardrestenen ser vi nederst tilhøire en skikkelse ridende paa Odins 8-fodede ganger Sleipner. Øverst til venstre ser vi, som det synes, et billede af Valhal.

I nederste felt ser vi først og fremst et stort vikingeskib. Nedenunder er der, som professor F. Laffler først har oplyst, fremstillinger af Valundsagnet[18]. Vi ser svanemoen, med udbredte vinger; vi ser Nidads to sønner, som ror ud paa fiskefangst, samt Valunds smedje med hammere og tænger og gutternes afhuggede hoveder under gulvet. Desuden er der muligens ogsaa fremstillinger af Sigurdsagnet, f. eks. af Gunnar i ormegaarden, Sigmund og Sinfjotle ude i skogen omskabte som ulver osv. Flere af billederne kan ikke tydes. Billederne er ogsaa paa denne sten i flad relief.

Endelig kan jeg nævne en kun i brudstykke bevaret sten fra Alskog paa Gotland, som synes at være fra omtrent samme tid som Tjängvide- og Ardrestenen. Denne sten synes ikke at ha været hesteskoformet, men snarest firkantet[19]. Rundt kanten gaar der vakre baandslyngninger. Billederne, som ogsaa her er i flad relief, har lidt meget. Følgende scener kan dog tydelig sees, — Jeg skildrer dem efter en afhandling af Carl Save[20]:

Fig. 15 Stenkyrkastenen . (Efter Nordin, fig. 6).

Nederst nede tilvenstre er der en hest, som er spændt for en vogn med to eller tre personer i. Ovenover dette er der fremstillet en kamp. To med skjold og med sverd eller spyd væbnede mænd kjæmper mod hinanden; spyd eller piler suser gjennem luften og tilhøire for den ene af de kjæmpende staar der en mand med løftet øks færdig til at hugge ham ned. "Sist i feltets högra hörn befinner sig", siger Save (s. 198), "en grupp af trenne tätt efter hvarandra gående män, som åro klädda i korta rockar, af hvilka den siste bar under armen tvänne kappar (spjut) eller korta stafvar. Det märkvardigaste hos desse man är deras hufvuden. Den sist gående har nämnligen ett tydligt fogelhufvud, hvilket dock möjligtvis kan betyda en hatt, med langt fram öfver andletet hängande skygge. Den mellersta mannen tyckes nästan vara hufvudlös, eller ock bär han ett duk eller kläde, som skyler hufvudet ock nedhänger öfver bröstet, ända ned til midjan. Den trädje ock främst gående mannens hufvud er ganska stort ock skjuter så langt framåt, at det ganska mycket liknar et apehufvud." I en anmærkning siger Säve om manden med fuglehovedet: "På originalteckningen liknade det ånda mera ett sådant, an det visar sig på planchen."

Og at det virkelig er en mand med et fuglehoved, vil den, som ser tegningen, næppe være i tvivl om. Om den tredje figur vilde man kanske ligesaa snart sige, at han havde hundehoved som abehoved. Hvad betyder nu disse tre skikkelser? Da vi paa stenen har fremstillingen af en kamp, hvor tre mænd spiller hovedrollen, ligger det nær at tænke paa, at vi her ogsaa har et billede af de samme tre mænd. Men det maa da være et billede af dem som einherjer paa veien til Valhal. Paa Tjängvide- og Ardre-Valundstenen har vi Valhalsmythen fremstillet, og intet kunde ligge nærmere for en hedensk Nordbo end at fremstille den døde helt, naar han kommer til Odin i Valhal. Dette var jo ogsaa, ved vi, et yndet æmne for skaldedigtningen (jfr. Eiriksmál og Håkonarmál).

Fig. 16 Baandslyngning fra Alskogstenen, efter tegning i Nationalmuseum i Stockholm.

En lignende billedlig fremstilling af einherjer har vi vistnok ogsaa paa en sten fra Sanda kirkegaard. Denne billedsten synes dog at være adskillig yngre end Alskogstenen og at stamme fra omkr. aar 1000 — 1050. Den er ikke hesteskoformet, men har samme form som de smaa Ardre-stene, som jeg siden skal tale om, og er vel derfor fra omtrent samme tid som disse. Langs stenens rand er der en bord med en indskrift i runer. Midt paa dens flade er der fremstillet tre mænd, hvoraf bare den ene synes at bære hjelm, medens de andre ikke har menneskelignende hoveder.

Af andre gotlandske billedstene kan jeg nævne den fra Hablingbo, hvor vi ser billedet af en mand, som rider paa Odins ottefodede ganger Sleipner og modtages af en valkyrje med et horn i haanden og et drikkekar(?) foran sig, vistnok en fremstilling af den døde kriger, som kommer til Valhal.

Tydeligst fremstillet ser vi kanske heltens vandring til Valhal paa den før nævnte sten fra Stenkyrka, som synes at være en af de prægtigste gotlandske billedstene. I det nederste felt ser vi det store drageskib, fuldt af væbnede mænd, som holder i taugene. I feltet ovenover ser vi fem med sverd og skjold væbnede mænd, som kommer i en baad og ved landgangen modtages af en kvinde med bind om øinene (?) og 7 væbnede mænd. Øverst oppe ser vi nogle kvinder i fodsid dragt med drikkehorn i haanden; de møder en skare mænd.

Fig. 17 Båndslyngninger på bildestener fra Skotland. The Early Christian Monuments of Scotland, 1903.

Disse billedstene er ægte gotlandske i hele sit præg; de gir os sanddru billeder af vikingetidens liv; skibene med de firkantede, rudede seil og dragen i forstavnen, de hjelmdækkede krigere, kvinderne i den fodside dragt osv. De viser os vore forfædres gudetro og vidner om at de heltesagn, vi kjender fra Eddakvadene ogsaa levede paa Gotlands jord. Men ikke mindre tydelig vidner de om forbindelser med de Britiske Øer. Jeg har før talt om de skotske stene med indhugne symboler. Det varede ikke længe før disse primitive billedstene afløstes af andre, mere kunstfærdige, hvor irsk prydkunst tydelig viser sin indflydelse. Vi finder disse stene eller kors, som de ogsaa kan kaldes, fra Firth of Forth i syd til Orknøerne og Shetlandsøerne i nord[21]. De er prydede med ornamenter og billeder, oftest i flad relief. Vi gjenfinder paa dem de almindelige kristne symboler som korset, fisken, lammet osv. Stadig tilbagevendende billeder paa korsene er: Adam og Eva ved Kundskabens Træ, Daniel i løvehulen, Jonas, som sluges af hvalfisken osv. Alle disse billeder har i tidens løb faat en stereotyp og skematisk form og er derved halvt gaat over til at bli symboler. Den irske og skotske kunst eier ogsaa i lighed med middelalderens øvrige kristne kunst skikkelser af hedensk klassisk oprindelse, f. eks. kentaurer og sfinkser.

Hvad er det da egentlig, som udmerker den irsk-skotske kunst, som den viser sig paa billedstenene, og gir den dens særpræg? Det er ikke menneske- og dyrefremstillingen; den er klosset og lidet eiendommelig. Det er ornamentiken, den i sandhed overdaadige maade, hvorpaa de irske skindbøger og de østskotske kors, uden dog at være overlæsset, er prydet med ornamenter af vekslende art. Ogsaa i anden dekorativ kunst kan man visselig se baandslyngningen og fletværket brugt; men det spiller der bare forbigaaende rolle og optræder aldrig i saadan mangfoldighed og i saa vekslende en rigdom, som i den irsk-skotske kunst, hvilket enhver vil se, der blader i O'Neills "Sculptured Crosses of Ireland*, Stuart's "Sculptured Stones of Scotland" eller Sir John Gilbert's "National Manuscripts of Irelandd. Men ved siden af baandslyngningerne er der ogsaa en rigdom af andre motiver, hvor dels rette, dels krumme linjer er anvendt.

Fig. 18 Sten ved Dunkeld, Pertshire i Skottland. The Early Christian Monuments of Scotland, 1903.

Undertiden faar ogsaa i den irsk-skotske prydkunst baandet liv og forsynes med drage- eller slangehoveder, ja endog med ben og lange poter. Paa den anden side faar ogsaa dyrenes lemmer ofte slangeagtige forlængelser, saaledes at fiskenes og løvernes haler eller hjortens horn slynges sammen til et fletværk af baand. Det eneste, som mangler i den rene irsk-skotske kunst, er plantemotiver. Men alligevel er der en slig rigdom paa mønstre, en slig overflod, som fylder hele fladen uden dog at være overlæsset, at denne irsk-skotske kunst efter kjenderes mening regnes blant det bedste af hvad menneskene overhovedet eier af prydkunst. Vi faar her ligesom et billede af den keltiske fantasi, som, naar den faar vokse frit og ubundet, svæver ud i taagen, blir grænseløs og uformelig, men som naar den bindes af linjens faste form, vokser frodig som en urskog, stadig ny og vekslende i form og art[22].

Gaar vi saa over til at betragte de gotlandske billedstene, vil vi der gjenfinde de samme baandslyngninger, som den der engang har sét irsk eller skotsk kunst, aldrig vil tage feil af. Vi vil ogsaa i figurfremstillingen og andet finde ting, som tydelig vidner om, at de mænd, som har reist de gotlandske billedstene fra vikingetiden, selv har været i Vesterlede og sét de skotske kors.

Lad os først se paa baandslyngningerne paa de gotlandske stene. De er i hovedsagen ens paa alle stenene: et baand, som er knyttet knuder omtrent som en kringle. Den enkleste slyngning finder vi paa den før afbildede Högbrosten. Paa Ardre- og paa Tjängvide-stenen er der dels flere sammenslyngede baand, dels er der ogsaa enkelte sammenslyngede kringler. Den vakreste baandslyngning ser vi kanske nederst paa Alskogstenen.

Fig. 19 Valhal på Ardrestenen.

Nordisk prydkunst kjender ogsaa ellers baandslyngninger. Men baandslyngningerne paa de gotlandske billedstene er saa eiendommelige, at enhver vil kjende dem igjen som keltiske. Om den samme slyngning, som viser sig paa Alskogstenen siger en af vor tids første kjendere Romilly Allen (Early Christian Monuments of Scotland, s. 233, no. 601): "Stafford-knuder ordnede i en dobbelt rad, med alle knuderne i en række vendt med forsiden bort fra knuderne i den anden række. Dette er det mest virkningsfulde af alle mønstre i den hiberno- saksiske kunst. " Det findes paa tolv skotske stene, paa femten angelsaksiske (alle fra steder, hvor keltisk indflydelse gjorde sig særlig gjældende, og de fleste fra Northumberland). Desuden findes det ogsaa anvendt i Wales.

Baandslyngningen paa Högbrostenen finder vi ligeledes igjen baade i Skotland, Irland og Wales og saavel paa billedstene som i bøger og paa metalarbeider. De enkelte, sammenslyngede knuder, som vi bl. a. finder paa Tjångvidestenen, har ogsaa sit sidestykke i Skotland, saaledes paa et kors fra Elgin og paa et fra Shetlandsøerne[23]. Denne lighed kan ikke være tilfældig. Den viser klart og tydelig forbindelsen mellem de østskotske kors og de gotlandske billedstene. Begge steder finder vi de samme, for keltisk prydkunst eiendommelige baandslyngninger, og anbragt paa samme vis, mest som border langs stenenes rand. Gotlændingerne kan ikke være blit paavirket bare gjennem irske smykker, som indførtes til Gotland. Ti paa disse findes ikke alle de karakteristiske eiendommeligheder, som binder de skotske stenkors og de gotlandske billedstene sammen. Gotlændinger maa selv i Skotland og paa de skotske øer ha sét de med billeder og ornamenter prydede stenkors.

Fig. 20 Billede af Frank´s Casket. Efter Stephens, Runic Monuments.

Om selve billederne paa de gotlandske stene gjælder det, som for sagt, at de for en stor del viser os Gotlændingernes eget daglige liv, deres gudetro og de sange, som levede paa deres læber. Men ogsaa billeder vidner, tror jeg, om forbindelser vesterpaa og kan derved kanske kaste lys over enkelte religiøse forestillingers opkomst og vandring. Jeg vover dog her kun at udtale mig med den største forsigtighed. Folk paa et primitivt kulturtrin pleier overalt at fremstille mennesker og dyr omtrent paa samme maade. Nordboerne kan ha opfattet billederne paa de kristne stene med deres fremstillinger fra bibelen og fra hellige mænds liv som billeder af deres egne guder og sagnhelte. Ti ved siden af billeder hentet fra det daglige liv, ser vi paa de gotlandske stene billeder, som ikke har noget tilsvarende i det virkelige liv, men som nøie svarer til fantastiske billeder paa de skotske biilledstene og andetsteds i Vest-Europa. Og disse igjen har sin tilknytning til det øvrige kristne Europas symbolisme. Hele dyresymboliken, som spiller en saa stor rolle i den tidlige middelalders kunst, stammer for størstedelen fra et anonymt skrift om dyrenes natur, oprindelig kjendt under navnet "Physiologus"[24]. Men meget, som i middelalderen har en kristen betydning, stammer igjen fra græsk og romersk kunst, hvor de kanske igjen har sine stamfædre i Orientens lande. Saaledes er ikke denne overføring af billeder, som har faat ny mening, noget enestaaende for Gotland. Den foregaar overalt og til alle tider.

Ser vi nu først paa Tjängvidestenen, saa har vi der ett billede, som sikkerlig er af gotlandsk oprindelse, nemlig vikingeskibet med det firkantede, rudede seil. — Jeg skal minde om at skibet med udspændt seil ogsaa med Nordboerne fandt vei til Suderøerne, hvor det findes paa mange gravstene fra den tidlige middelalder[25]. I øverste felt lægger vi merke til den ottefodede hest, som bærer en rytter med, som det synes, hjelm paa hovedet og et horn i haanden. At dette forestiller Sleipner, kan der naturligvis ikke være tvivl om. Men jeg skal minde om at et lignende motiv ogsaa forekommer paa skotske stene, hvor dog hesten har fire ben.

Fig. 21 Etter Anderson, Scotland in early Christian times.

Saavel paa Tjängvidestenen som paa den store Ardresten findes der øverst oppe til venstre noget, der ser ud som en bygning med høie saler og tre hvælvede portaabninger. Dette forklares, som før nævnt, som et billede af Valhal. Hvordan er nu dette billede opstaat? Det har i sin bygning intet tilfælles med Nordboernes bygningsskik i vikingetiden, som vi ellers kjender den. Slige hvælvede bygninger, som endte i en kuppel, fandtes der i vikingetiden knapt nok nord for Alperne[26]. Man maatte til Pantheon i Rom for at se en noget tilsvarende bygning. Dog er det lidet rimeligt, at den gotlandske kunstner ud af sin fantasi har dannet denne bygning. Men paa de irske og skotske kors, endsige paa nordiske mindesmerker, finder man intet tilsvarende. Hvorfra har da kunstneren hentet sit forbillede? Jeg vover at fremsætte en dristig formodning og at svare: fra billeder af templet i Jerusalem. Paa det saak. "Frank's Casket", et angelsaksisk skrin (i British Museum) med billeder fra det 8de aarhundred saavel som paa Karl den stores i Dorestad prægede mynter findes templet i Jerusalem afbildet paa en maade, som minder om Valhal paa Tjängvide- og Ardrestenen. Billedet af templet findes ogsaa paa de afbildninger af Dorestadmynterne, som blev præget i Norden og var kjendt i Sverige, ialfald i Birka[27]. Man vil lægge merke til, at templet paa disse billeder af dekorative hensyn er fremstillet som en hvælvet bygning. Især svarer templets form paa Dorestadmynterne ganske til billedet af Valhal, med undtagelse af at billedet af Valhal ogsaa har hvælvede portaabninger. Den hedenske Gotlænding, som afbildede Valhal paa samme maade som det kristne Vest-Europa fremstillede templet i Jerusalem, har visselig ikke været sig bevidst, hvilket forbillede han havde for sin fremstilling. Men det er dog merkeligt, et tilfælde, som ser ud som en tanke, at vi finder Jødernes tempel i Jerusalem igjen paa Gotland som billede af Æsernes fornemste bolig, — en lang og i kulturhistorisk henseende interessant vandring.

Det store, ulvelignende dyr med lang, busket hale, som vi ser paa Tjängvidestenen, har ogsaa sit sidestykke paa skotske billedstene, hvor et tilsvarende dyr ofte forekommer som symbol[28]. Jeg vover dog ikke at paastaa, at der her er nogen sammenhæng.

Fig. 22 Gosforthstenen i Cumbria, England.

Paa den store Ardresten lægger vi ved siden af billederne af Valhal og Sleipner især merke til fremstillingerne fra Valundsagnet. Professor Schiick har i sin afhandling om "Sigurdsristningar"[29] fremholdt, at billeder af Valundsagnet ogsaa findes paa angelsaksiske arbeider, bl. a. paa den før nævnte "Frank's Casket". Paa Haltonkorset nær Lancaster findes — sammen med fremstillinger af Sigurdsagnet — et billede, som endnu stærkere minder om billedet af Valunds smedje paa Ardrestenen[30]. Men billedet paa Haltonkorset — altsaa et kristent kors — har visselig sine kunstneriske forbilleder i den kristelige irsk-angelsaksiske kunst. Med symbolsk betydning forekommer ogsaa tang og hammer paa skotske kors, bl. a. paa et fra Dunfallandy i Perthshire. Herfra stammer, tror jeg, den kunstneriske fremstilling af Valunds smedje baade paa Haltonkorset og Ardre-stenen.

Professor Schück peger ogsaa, og visselig med rette, paa den lille baad med to mennesker ombord, som paa to steder er afbildet paa Ardrestenen. Paa det ene sted ser vi især tydelig, at der fiskes. Et lignende billede findes paa en sten, som er fundet lige ved det navnkundige kors ved Gosforth i Cumberland. Denne sten er dog ikke, som den lærde professor siger, hugget af en Engelskmand, men af en Kelter; — Cumberlands befolkning var længe efter vikingetiden keltisk. Heller ikke tror jeg, at billedet paa Gosforthstenen fremstiller Tors fiskefangst. Det er snarere et kristent billede, f eks. af Peters fiskedræt.

Fig. 23 Bruddstykker fra stener i Skottland og Isle of Man. Fra v. Murthly, Skottland, Mugle Pertshire, Skottland og Jurby, Isle of Man.

Gaar vi saa videre til Alskogstenen, vil vi dér finde endnu merkeligere overensstemmelser med de skotske billedstene. Einherjerne fremstilles, husker vi, saavel dér som paa Sandastenen med fugle- og dyrehoveder. Ogsaa paa de manske billedstene, som paa kristne kors fremstiller billeder af æsers og sagnheltes liv, ser vi lignende skikkelser. Paa et af korsene dér ser vi Heimdal, som blæser i Gjallarhornet. Han har knæsid kjortel og sverd ved siden. Paa hovedet har han to horn og, som det synes, et gjedelignende skjæg. Paa et andet kors fra Man ser vi en menneskelignende skikkelse med fuglehoved. Over den ene skulder bærer han en stang med en snare i, som omslutter en liden menneskelignende skikkelse med hundehoved. Professor S. Bugge forklarer dette billede som Odin og den hængte Randver[31]. Paa den anden side af det kors, hvor Heimdal er fremstillet, ser vi en skikkelse i fodsid dragt, vel en kvinde. Hun har langt, flettet haar og hunde- eller kattehoved[32].

Mænd i fodsid kjortel, med sverd ved siden og med fuglehoved, findes ogsaa paa et kors fra Kirk Michael paa Isle of Man. Den ene af dem vender fødderne op og hovedet ned. Professor S. Bugge, som ogsaa har formodet sammenhæng mellem de gotlandske billedstene og de skotske kors, siger om mændene med fuglehoved paa de manske kors: "Krigerne med fuglehoved skal sandsynlig betegne Einherjerne i Valhal. Forestillingen staar vel tillige i forbindelse med opfatningen af sjæle som fugle. Naar den ene mand vender fødderne op og hovedet ned, er det vel en naiv betegnelse for at denne kriger er falden. Vi har her den forestilling udtrykt, at Einherjerne kjæmper paa valen, men saaledes at de faldne igjen staar op." Professor Bugge mener ogsaa, at fremstillingen af mennesker med fugléhoveder "er et kunstmotiv, som er overført fra keltiske mindesmærker". Paa de skotske kors fremstilles englene ofte med fuglehoveder og fuglevinger, men med menneskefødder. Paa et kors fra Shetlandsøerne ser man figurer med menneskekrop, men med fuglehoved og fuglefødder; de svarer nøie til de gotlandske og manske fremstillinger. Der findes ogsaa paa de skotske kors halvt abe- og halvt menneskelignende skikkelser, som minder om figurerne med abe- eller hundehoved paa øen Man og paa Gotland og vel skal fremstille dæmoner. Jeg tror naturligvis ikke, at de to mænd med fugle- og med hunde- eller abehoved paa Alskogstenen er efterligninger af figurfremstillingen paa Manske kors. Disse er nemlig yngre og skriver sig, mener man, fra midten af det 11te aarhundred eller tiden deromkring. Men jeg tror at baade Nordmændene paa Man og Gotlændingerne har laant den billedlige fremstilling af einherjerne fra billederne af aander og dæmoner paa de skotske billedstene. Paa en skotsk sten finder vi endog noget, som minder om det underlige klæde, der hænger ned over brystet paa den hovedløse figur paa Alskogstenen.

Er det da saa, at Nordboerne i Vesterlandene har lært at fremstille billeder af sit nordiske Valhal, sine einherjer og sine sagnhelte, har vi da ikke lov til at slutte, at selve de religiøse forestillinger ogsaa er blit præget af samlivet med Irer, Angelsakser og Franker?

Billedstenene vidner ogsaa om Gotlands forbindelse med England og muligens med Frankrig. Paa den før nævnte merkelige sten udenfor Sanda kirke er der foruden billederne en række ornamenter. Blant disse opdager vi straks det let kjendelige akanthusblad. Dette karakteristiske ornament stammer, som bekjendt, fra oldtidens kunst. Det blev paany optaget af den karolingiske renaissance og fandt fra Frankerriget udbredelse ogsaa til England. Paa en liden sten, hvoraf kun et brudstykke er bevaret (i Gotlands Fornsal, Visby), ser vi et dyr, som skiller sig ud fra billederne paa de fleste gotlandske stene, nærmest en stiliseret løve. Et lignende fabeldyr gjenfinder vi bl. a. paa Jællinge-stenen og paa den nedenfor omtalte runesten fra London. uden tvivl fra engelsk kunst.

Fig. 24 Fabeldyr paa en runesten fra Ekängen i Gotlands Fornsal, Visby.

Foruden disse gamle findes der paa Gotland ikke faa yngre billedstene. De vigtigste af disse blev fundet under gulvet i Ardre kirke, sammen med den store sten med billeder af Valundsagnet, i sommeren og høsten aar 1903. De findes af bildet i en af handling af docent Hugo Pipping: "Om runinskrifterna på de nyfunna Ardrestenarna" (Skrifter utg. af K. Humanistiska Vetenskaps-Samfundet i Uppsala VII, 3). Runeindskrifterne, — der findes saadanne paa alle de yngre Ardrestene, — synes at vise, at de er fra tiden omkr. aar 1000 — 1050. Derimod er Pipping og dr. Bråte, som ogsaa har skrevet om stenene (Arkiv f. nordisk Filologi XVIII, s. 132 fif.), uenige om hvorvidt stenene er kristne eller hedenske. Tre af stenene har den for Gotland eiendommelige hesteskoform. Billederne paa de to af dem er næsten ganske lige, paa den ene side to sammenslyngede slange- eller dragelignende dyr og paa den anden et sammenslynget dyr af samme slags. Den tredje sten har paa bagsiden kun en runeindskrift; men paa forsiden inde i heste- skoen har den en eiendommelig og virkningsfuld baandslyngning.

Foruden disse tre stene fandt man ogsaa i Ardre kirke fire andre stene, hvoraf kun to er ufuldstændig bevaret. Bråte har paavist, at disse fire stykker hører sammen og har dannet en kiste, som har prydet graven. Sandsynhgvis er disse stene noget yngre end de tre foran nævnte.

Paa disse smaa Ardrestene ser vi særlig tydelig den vesterlandske indflydelse. I det hele gir disse stene, som maa være reist af kristne mænd, men som bærer hedenske billeder, os et merkeligt billede af Gotlands kultur paa overgangen fra vikingetid til middelalder.

Svenske, danske og norske billedstene

Fig. 25 Motiver på runesten fra Linsunda i Uppland. Dybeck, Sverikes runurkunder.

De fleste af de mangfoldige runestene, over tusen i tal, som endnu findes i Mellem-Sverige, stammer vistnok fra det 11te aarhundred. Men de tilhører alligevel en udvikling, som er begyndt i vikingetiden; jeg skal derfor i al korthed gjennemgaa dem her. De svenske runestene, især de fra Uppland, har mange karakteristiske eiendommeligheder, som gjør, at man hvorsomhelst i verden man end finder en runeindskrift, kan afgjøre om den er hugget af svenske mænd. Dette er f. eks. tilfældet med indskriften paa marmorløven fra Piræus, som nu staar udenfor arsenalet i Venedig. — Det eiendommelige ved disse svenske runestene er at indskriften er anbragt paa et baand, som i to parallele linjer gaar ned langs stenens langside, saaledes at enderne af baandet nederst nede paa stenen er rullet op og ender i et slangehoved og i spidsen af en hale. Dette runebaand er varieret paa de mangfoldigste maader. Undertiden er der isteden for ett enkelt to baand, eller rettere to baandslanger. Undertiden er ogsaa baandene rullet op i de mest indviklede spiraler og slyngninger. Jeg skulde tro, at vi allerede i dette tør se indflydelse fra det 9de og 10de aarhundreds skotske og irske kunst, hvor — som jeg før har nævnt — baandsiyngningerne spiller en næsten overvældende rolle. Muligt er det dog, at denne paavirkning ikke er førstehaands, men at den er kommet gjennem Gotland f eks. som mellemled. I ethvert fald vidner, tror jeg, en baandslyngning, som den der er anbragt over selve runebaandet paa runestenen fra Gudö i Boglösa socken, Uppland, tydelig om paavirkning fra irsk eller kanske snarere fra skotsk kunst.

Fig. 26 Fra v. Båndslyngninger på runestenen fra Gudö i Boglösa socken.

Om indflydelse fra keltisk kunst vidner ogsaa, som alt Sophus Müller har fremhævet, den baandlokke, som saa ofte forekommer paa disse stene[33]. Da runestenene fra Svealand i regelen er reist over kristne mænd, findes der gjerne et kors midt paa stenens flade; fra dette udgaar der da en baandløkke, som holder runebaandets ender sammen. Denne baandløkke forekommer, skulde jeg tro, paa næsten halvdelen af de upplandske runestene. Det er, som man vil se, det samme ornament, som ogsaa findes paa Ardrestenene. At det er af keltisk oprindelse, har jeg før nævnt. Det slangehoved, hvori runebaandet ender, tilhører meget ofte Jellingeracens bistre dyr. Vi gjenkjender det lange og smale baand, som gaar ud fra nakken; vi ser kløften bag snuden og baandet, som hænger over denne. At dette dyr tilhører den irske race, har Sophus Müller vist. Baanddyret, som ogsaa findes paa de gotlandske billedstene, forekommer ligeledes meget hyppig paa runestene fra Svealand. Vi ser det midt paa stenens flade. Dets hale er i regelen unaturlig forlænget og de mangfoldigste gange slynget rundt dyrets krop. Dette baanddyr stammer, som vi har hørt, fra irsk kunst. Først i Svealand er det blevet rigtig levende og har der laant de irske Jellingedyrs bistre hoved, som man vil se af tegningerne til Dybeck's store værk "Sverikes runurkunder", Uppland.

Fig. 27 Fra v. Runesten fra Dybeck, Uppland, og fra Torin, Vestergötland, innmurt i Synnerby kirkes våpenhusmur.

Der er saaledes ved runestenene fra Svealand en række af eiendommeligheder, som vidner om paavirkning fra keltisk kunst. Men der er ogsaa meget, som taler for, at runebaandet selv i sin oprindelse er svensk og at det først i sin senere udvikling er blit paavirket udenfra. Sophus Müller mener, at runebaandet egentlig er en pergament- eller skriftrulle. At dette runebaand forestiller et virkeligt baand af pergament, en skriftrulle, fremgaar af, at pergamentets oprullede ender hist og her er angivne ved en spirallinje. Denne samme afslutning af baandet findes paa danske runestene, og just paa denne maade afbildes bogrullen almindelig i den ældre middelalder. Indskriften er saaledes anbragt paa stenen tilligemed den rulle, hvorpaa man var vant til at se skriften, ganske paa samme maade som man til alle tider lige fra den græsk-romerske oldtid indtil vore dage oftest anbringer en indhugget eller malet indskrift, nemlig paa en tavle, paa et blad eller i en bog[34]. Denne forklaring synes mig dog noget søgt. Det kjendskab, de svenske runemestere ved aar 1000 havde til pergamentruller, var vist overmaade lidet. Paa den anden side har menneskene en naturlig trang til at indramme indskrifter for derved end tydeligere at skille dem ud fra den flade, hvorpaa de staar. Gjennemgaar man Dybeck's "Runurkunder", vil man se, at flere af runebaandenes ender slet ikke er spiralformig oprullet, men kun er rammer om indskriften, som f eks. no. 137 (Kimstad, Skånila sn., Uppland), no. 136 (sammesteds), no. 145 (Yttergården, Orkstads sn., Uppland) o. fl.

Endnu tydeligere viser kanske den nedenfor afbildede runesten fra Synnerby socken i Vestergötland, hvordan rammen om indskriften gaar over til at bli et runebaand.

Lidt efter lidt er da rammen blit til et baand med spiralformig opadbøiede ender. Saa er den keltiske indflydelse kommet til. Baandslyngningerne begynder at brede sig mere og mere, baandet faar slangehoved; baandenderne holdes sammen med en forbindingsløkke og midt paa stenens flade anbringes det irske baanddyr, som over Gotland er kommet til Svealand.

Fig. 28 Detalj fra Sundbystenen. Etter Dybeck, Svenska Run-urkunder.

Ogsaa paa Sveriges fastland er der enkelte rune- og billedstene, som synes at vidne om en mere direkte indflydelse fra Vesterlandene. Jeg skal nævne en sten fra Sundby kirke, Öster-Rekarne härad, Södermanland. Den skildres af Dybeck paa følgende maade: "Et i Svea rike hittills okåndt slag af Runstenar: en lagd griftsten (Liljegren, Runurkunder, sid. 194 — 196), som for närvaranda finnes kringmurad af tegelsten i golfvet till Sundby kyrkas kor. Stenen, hvilken nog är båda den prydligaste og bäst bibehållna af kända dylika i vårt land, består af fin och hård, blågrå öfvergångskalksten. Kanterna upptagas af två något upphoida djurslingor med inåtgående hufvuden och stjertar, och i dessa slingor är själfva runristningen, hvari de runor, som fått plats i stenens fyra horn, blifvit obetydligt skadade. Å fältet inom slingorna synas, likaledes i upphojdt arbete, tvänne större drakbilder, samt åtminstone två smärre djurliknelser, det ena med fiskhufvud"[35].

Stenen, som har været en liggende gravsten, maa være lagt over en kristen grav; men professor S. Bugge mener, at indskriften tyder paa, at stenen er gammel, fra lidt efter aar 1000. De dyr, som udfylder denne stens flade, er ikke nærmest i slægt med baanddyret paa de opsvenske stene eller med slangerne og baanddyrene paa Gotland. De minder mere om det fabeldyr, som vi ser paa bagsiden af den store Jeliingesten fra Jylland. Særlig ender slangebaandene i den samme slags bladagtige fliger som de, hvori nakketoppen og halen paa dyret paa Jellingestenen afsluttes. Disse bladfliger er ifølge Sophus Müller af angelsaksisk oprindelse. Yderst ude stammer dog dyrene baade paa Jellinge- og paa Sundbystenen delvis fra den keltiske kunst; men de er kanske nærmest paavirket fra England og ikke fra Irland eller Skotland.

Fig. 29 Fra v. Motiv med kentaur fra første halvdel av 11. århundre. Efter K. Torin, Vestergötlands runinskrifter. Sfinks paa en sten fra Mista Garde. (Efter Bautil).

Jeg skal tilslut nævne, at der i svensk kunst fra 11te aarhundred og vel snarest fra dettes første halvdel forekommer figurer, som Nordboerne har laant fra Vesteuropas kristne kunst, men som oprindelig stammer fra den klassiske kunst. Paa en sten, som er indmuret i væggen paa Gosslunda kirke i Källands härad i Vestergötland sés saaledes en kentaur. Udgiveren af Vestergötlands runeindskrifter Karl Torin siger herom:

"Stenens enkla ristning, utan någon reliefhuggning, liknar fullkomligt våra runstenars, och krigarens svärd och hjelm med nasskydd äro vikingatidens." Vi tør saaledes gaa ud fra, at kentauren i Gosslunda kirke snarest tilhører försto halvdel af 11te aarhundred. Men en svensk mand har næppe afbildet en kentaur, bare fordi han gjennem udenlandske præster og missionærer har hørt om dette fabelvæsen. Svenske mænd maa ogsaa selv — og da vel i vikingetlden — i Vesteuropa ha sét billedlige fremstillinger af kentaurer. — I den keltiske, men ogsaa ellers i den vesteuropæiske kunst forekommer kentauren hyppig. — At Svenskerne i Vesteuropa har set kristen kunst, derom vidner ogsaa en sfinks, som findes fremstillet paa en runesten fra Uppland. Ligesom kentauren gik ogsaa sfinksen fra den antike over i den middelalderlige kristne kunst. Vi har saaledes hørt, at den findes paa skotske kors.

Fig. 30 Fra Jellingestenen. Etter Wimmer, De danske runemindesmærker.

Gaar vi fra Sverige til Danmark, vil vi ogsaa der finde enkelte billedstene, som vidner om Danskernes forbindelse med Vesteuropa i vikingetlden. Disse mindesmerker er dog ikke talrige. lalmindelighed er der ved siden af indskriften ingen billeder eller ornamenter paa de danske runestene. Men der findes undtagelser fra denne regel, først og fremst den store Jellingesten, der staar som et skille mellem to tidsafsnit og to verdensopfatninger, mellem oldtid og middelalder, mellem hedenskab og kristendom.

Wimmer mener, at den store Jellingesten blev reist ved aar 980[36]. Stenen er, som bekjendt, reist af Harald Blaatand og bærer med runer indskriften: "Harald konge bad gjøre dette mindesmærke efter Gorm sin fader og efter Tyre sin moder, den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne"[37].

Fig. 31 Stenen fra St. Paul´s kirkegaard. Annaler f. nord. Oldkyndighed, 1852.

Kristendommen blev vistnok indført i Danmark væsentlig under indflydelse fra Tyskland; men Harald Blaatand havde i sin ungdom selv været i Vesterlandene, og med intet land stod Danmark i livligere forbindelse end med England. Det er derfor intet under, at billederne paa Jellingestenen, som Sophus Müller allerede har paavist, vidner om indflydelse fra angelsaksisk og fra irsk kunst[38].

Billederne paa Jellingestenen er ikke som paa Tjängvide- eller Alskogstenen hovedsagen. De er væsentlig en slags ramme om indskriften. Vi ser paa den ene side Frelseren fremstillet som korsfæstet, men uden antydning af korset, med udstrakte armer og omvundet af baandslyngninger, hvis hensigt vistnok ikke blot er at tjene som ornamentik, men tillige paa en maade at træde istedenfor det manglende kors og at fæstne figuren til grunden[39]. Sophus Müller siger herom: "Den korsfæstede Frelser uden angivelse af korset er en ikke ualmindelig fremstilling i irsk kunst. Ligeledes forekommer der paa irske arbeider baade Kristus- og helgenbilleder, indviklet i baand, som snart slynger sig om arme og ben, snart strækker sig tværs over kroppen.

Fig. 32 Fra v. Fra Århusstenen (Wimmer, De danske runemindesmærker.) Evangelisthoved i et irsk håndskrift. (Etter Sophus Müller, Vor Oldtid.)

Paa den anden side af stenen ser vi et grumt dyr med skarpe klør. Halsen er lang og forsynet med manke. Dyret har en opstaaende nakketop; baade denne og halen ender i et bladornament. De baand, som omslynger Kristusfiguren, ender ogsaa i bladfliger. Selve dyret er omslynget af en slange. Bladværket saavel som dyrets stilling minder, efter Sophus Müllers mening, om angelsaksisk, ikke om irsk kunst. — Den angelsaksiske kunst havde tidligere været sterkt paavirket af den irske, men i det 10de aarhundred blev den fuldstændig afhængig af den karolingiske ornamentik, hvor bladmotiverne, i modsætning til irsk kunst, spiller en stor rolle. — Sophus Müller slutter sin skildring af Jellinge-stenens billeder med følgende ord: "Dekorationen paa Jellingestenen er saaledes bygget paa fremmede motiver, dels irske elementer, som er noget omdannet i angelsaksisk smag, dels det bladværk, som er karakteristisk for den vngre angelsaksiske kunst. " Jellingestenen er dog i sin form en fuldstændig dansk sten, og selve billederne vidner ogsaa tydelig om at de Danske i vikingetiden ikke slavisk tilegnede sig det fremmede, men at de søgte at forme det efter sine egne vilkaar og lempe det efter hvad de selv fra for havde og kjendte. Særlig er den maade, paa hvilken billederne er sat paa stenen, ny og virkningsfuld.

Fig. 33 Alstadstenen, for- og bakside. (Etter H. Mathiesens tegning i oldsagssamlingens runearkiv).

Det kan i forbigaaende merkes, at et dyr, som minder om det paa Jellingestenen, er afbildet paa en nordisk runesten, som maa være fra det 11te aarhundred og er fundet paa St. Paul´s kirkegaard midt i London. Dette dyr har de samme skarpe klør som dyret paa Jellingestenen. Det har en busket hale, som ender i angelsaksiske bladfliger. Ogsaa ellers udgaar der fra dyrets hale og ben baand, som ender i lignende fliger. — Dette bladornament, som vi siden skal høre mere tale om, er egentlig et lukket akanthusblad og stammer fra den antike kunst. — Dyrets ben er ved spiraler fæstet til kroppen. Foran det store dyr er der et lidet med samme slags hoved, men med slangeagtig krop, som slynger sig rundt dyrets forben. Ligheden med dyret paa Jellingestenen taler ogsaa for, at dette sidste har sit nærmeste forbillede i England og i angelsaksiske fabeldyr. Ogsaa med dyret fra Sundby kirke i Södermanland har dyret paa stenen fra St. Paul´s kirkegaard en umiskjendelig lighed. Vi ser de samme karakteristiske spiraler der, hvor laaret fæster til kroppen, og de samme bladfliger, hvori baandene ender. Disse tre dyr danner med andre ord en gruppe for sig. De er sterkt paavirket af angelsaksisk kunst, men viser ogsaa tilknytning til irsk kunst. Men samtidig er de præget af nordisk aand. Nu er det lidet tænkeligt, at dyret fra St. Paul´s kirkegaard og ligesaa at det paa stenen fra Sundby kan være paavirket af Jellingestenens dyr. Men dette kan heller ikke være paavirket af St. Paul´s-stenen, som er yngre end Jellingestenen. Paa den anden side ligner dyrene paa de tre stene hverandre saa meget, at vi maa slutte til en nærmere forbindelse mellem dem. Det følles forbillede kan dog ikke være et angelsaksisk ornamentdyr; det maa være et af angelsaksisk prydkunst udgaat, men af nordisk aand præget dyr. Det maa da være skabt af Nordboerne i England. Vi kan af dette, hvis min formodning ikke er for dristig, slutte, at Nordboerne i England alt i det 10de aarhundred havde sin egen prydkunst, som vel var sterkt paavirket af og udgaaet fra den angelsaksiske, men dog ikke fuldstændig afhængig af denne. lalfald viser stenen fra St. Paul´s kirkegaard, at Nordboerne i England i det i 11te aarhundred havde udviklet en eiendommelig prydkunst.

Paa flere danske runemindesmerker, paa den store Aarhussten, fra omkr. aar 1000, paa Sjællestenen (omkr. 1000—1010[40]) og paa den omtrent samtidige Skærnsten[41] findes som ornament et hoved som det nedenfor afbildede.

Fig. 34 Brudstvkke av et villsvin, fra Isle of Man.

De mindesmerker, hvorpaa dette hoved findes, er saaledes næsten samtidige og reist ikke langt fra hverandre; de to er fra Aarhus amt og det tredje fra naboamtet Viborg amt. Paa Sjællestenen og paa Skærnstenen synes hovedet at være en kopi efter det her afbildede paa Aarhusstenen. Dette sidste staar nemlig med hensyn til linjernes renhed og til virkningsfuldhed langt over de to andre, som man vel nu vilde kalde daarlige efterligninger.

Fig. 35 Ornament på baksiden av Alstadstenen

Sophus Müller har paavist, at haaret og skjægget paa dette hoved ligger i brede, tilspidsede og bøiede baand paa samme maade som i irsk kunst. Han sammenligner det med et evangelistbillede fra 9de aarhundred; hovedforskjellen er, at den danske kunstner har git hovedet store horn og dyreøren[42]. Men skulde det ikke ogsaa være muligt, at vi her tør se en efterklang af den antike kunsts satyrer? Billeder som det paa Aarhusstenen stammer i alle fald fra den irske kunst. Men Danskerne har ikke sét dem paa billedkors. Thi hverken paa de irske, skotske eller nordengelske stenmindesmerker ser man lignende hoveder. Den danske kunstner maa ha lært dem at kjende fra bøger eller metalprydelser. I det hele vidner de danske billedstene intet om direkte paavirkning fra de keltiske stenkors, men vel om paavirkning fra angelsaksisk og irsk prydkunst. Muligens har ogsaa den prydkunst, som Danskerne udviklede i England, virket tilbage paa hjemlandet.

I Norge findes der ogsaa nogle faa runestene med billeder. Den ene er fra Alstad, Østre Toten, Kristians amt. Den anden er fra Vang i Valders; den tredje er fra gaarden Dynna i Grans sogn paa Hadeland. Desuden kjender man brudstykker af en billedsten fra gaarden Tanberg, Ringerike, og af en fra Strand i Hallingdal; endelig findes der et par med billeder og ornamenter prydede stene fra Jæderen. Disse stene tilhører saaledes en udvikling, som er begyndt ved vikingetidens slutning, og jeg skal derfor i al korthed her gjennemgaa dem.

Fig. 36 Mønster som går igjen på Dynnastenen og Vangstenen.

Alstadstenen er skildret af afdøde dr. Ingvald Undset i en indberetning fra aar 1888, som findes i runearkivet paa oldsagssamlingen i Kristiania. Jeg følger her Undsets fremstilling. Paa forsiden af stenen, som er smal og tilspidset øverst oppe, ser vi en jagtscene med jægere tilhest og jagtfalke. Den øverste rytter fører paa sin venstre haand en jagtfalk, som aabenbart er forsynet med hætte. Den fugl, som i toppen en fremstillet flyvende, er da maaske sluppet af den anden rytter.

De to dyr, som jages, er vel de to mindre. Man kan ikke tydelig se, hvad slags dyr det har været. Den anden hest gaar løs, men muligens fører den tredje rytter den ved en snor eller noget lignende.

Paa bagsiden sés bare ornamenter, som dog nu er temmelig utydelige. De synes efter Undset nærmest at maatte opfattes som ormslyngninger. Man kan tydelig se, at de ender i bladfliger.

Fig. 37 Ornamenter fra Vangstenen. (Aarsberetn. for foreningen til norske fortidsminders bevaring 1854.)

Jeg tror, at vi i billederne paa Alstadstenen kan se vesterlandsk paavirkning. Ogsaa Undset trodde det samme. Allerede det, at en falkejagt er fremstillet, vidnede efter hans mening sandsynligvis om at Alstadstenens kunstner "havde færdedes ude i Vesterleden". Dyrenes ledemod, deres "spiralled", er ogsaa, efter Undset, i vesterlandsk stil.

Vi gjenfinder paa dyrenes og fuglenes krop de samme dobbelte udlinjer, som vi har sét paa dyret fra Jellingestenen; de hører, efter Sophus Müller, oprindelig hjemme i irsk kunst. Lemmerne er ved spiraler forbundet med kroppen. Vi gjenfinder dette på stenen fra St. Paul´s kirkegaard saavelsom paa Jellinge- og Sundbystenen. Saavel stene fra øen Man ender dyrenes ledemod i den samme slags spiraler, som man vil se af nedenstaaende tegning. Paa bagsiden af stenen vidner de bladfliger, hvori ornamentikens baand eller ormekropper ender, om paavirkning fra angelsaksisk kunst. Selve ormslyngningerne, som dog er meget utydelige, synes at vidne om paavirkning fra irsk kunst.

Paa Vangstenen og paa Dynnastenen ser vi et lignende ornament, hvor dog alle linjerne er rette.

Fig. 38 Tanbergstenen på Ringerike. (Etter tegning i runearkivet.)

Vi gjenfinder det ogsaa paa en gruppe af svenske indskrifter fra Vestergötland; sandsynligvis er det af vesterlandsk oprindelse og stammer egentlig fra de irske eller karolingiske oprindelig klassiske linjemønstre.

Der er saaledes eiendommeligheder baade ved dyrenes og fuglenes tegning og ved ornamenterne, som afgjort tyder paa vesterlandsk paavirkning ved Alstadstenen. Og jeg er enig med Undset i at en Nordmand, som ikke havde været i Vesterlandene, næppe ved aar 1000 vilde fremstille en falkejagt. Jeg skulde snarest tro, at Alstadstenens kunstner har været i England, hvor han ogsaa har sét Nordboernes egen prydkunst. Om direkte paavirkning fra irsk eller skotsk kunst er der intet, som vidner. — Alstadstenens indskrift viser efter professor S. Bugges mening, at den er fra det 10de aarhundred.

Den mand, som har hugget Alstadstenen, har ikke været nogen stor kunstner. Forholdene herhjemme i Norge var sikkerlig smaa og trange. Folk kunde nok gjøre vakre spænder og andre prydsager. Men mennesker og dyr i bevægelse og kunstnerisk udført havde ingen tidligere søgt at fremstille[43]. Derfor blev ogsaa de første forsøg famlende og udfaldet blev barnligt og naivt. først i stavkirkernes udsmykning forstod Nordmændene at skabe en virkelig vakker og virkningsfuld prydkunst i det store. Dog er alt paa Alstadstenen baandslyngningerne meget vakrere og prydeligere end menneske- og dyrebillederne.

Fig. 39 Akanthusblader i karolingiske håndskrifter fra 9de og 10der århundre. (Etter Durien, Les miniatures de la bibl. de Cambray).

Vangstenen minder meget om Alstadstenen; kun er formen noget anderledes. Vangstenen er bredere og har øverst oppe en underlig bøining. Dens forside, som er prydet med billeder og ornamenter, er skildret af I. Undset i en indberetning, som findes i runearkivet. "Foroven ses et firføddet dyr i løb, gabende med to spidse tænder, med grulige klør, med busket henad ryggen opbøiet hale, med man og to horn. Kroppen synes forøvrigt at erindre baade om ulv og løve." Dette dyr er tegnet ganske paa samme maade som hestene paa Alstadstenen; kroppen har dobbelte udlinjer, laarene er ved spiraler forbundet med kroppen osv.

Undset taler ogsaa om "ormslyngningerne, der fylder nederdelen af forsiden". Selv vilde jeg kanske snarere kalde dem baandslyngninger og sige, at disse ender i bladbunter. Disse bladbunter minder om Jellingestenen og om runestenen fra London og er vistnok af angelsaksisk oprindelse. Med Alstadstenen viser slyngningerne paa Vangstenen nært slægtskab. Undset siger: "Ogsaa slyngningerne her paa Vangstenen er sterkt beslægtede, men ei helt af samme art med det paa Alstadstenen."

Fig. 40 Strandstenen, Ål i Hallingdal.

Dynnastenen er efter professor S. Bugges mening fra omkr. aar 1050. Allerede indskriften viser, at den er kristen. Paa forsiden findes endel plumpt udførte figurer, som minder om dem paa Alstad- og paa Vangstenen. Vi ser Jesusbarnet, Stjernen og de hellige tre konger tilhest. Saa følger nogle ornamenter, som minder om dem paa Vangstenen. Nederst nede ses en i to delt fremstilling. I den ene tror man at se Maria med barnet og krybben samt to af de hellige tre konger, som bøier sig fremover med offergaver i hænderne. Paa den anden side sés en hest, som skal vise, at det er en stald[44]. Øverst oppe i den bøiede top paa Dynnastenen ser vi nogle ornamenter (bladfliger), som minder om de nedenfor omtalte paa Tanbergstenen.

Undset siger under sin skildring af Alstadstenen: "At Dynnastenens kunstner alt ved aar 1050 saa vel kjendte hellig-tre-kongers legenden, tyder vel paa, at han havde færdedes ude, — i Vesterleden."

Fig. 41 Linjemønster på runestenene fra Alstad, Vang og Dynna.

Af stenen fra Tanberg paa Ringerike er bare et ganske lidet brudstykke bevarel. Vi ser hovedet og lidt af kroppen af en snoet slange, som ikke langt fra hovedet er gjennemboret af et vikingesverd. Vi ser ogsaa paa denne sten de for nævnte angelsaksiske bladlliger, som egentlig er akanthusblade; de minder paafaldende om enkeltheder i ornamentiken paa stenen fra St. Paurs kirkegaard. — Det er saaledes al sandsynlighed for at Tanbergstenens kunstner — eller hans forbillede, om han har havt noget — ved vikingetidens slutning har været i England og at han dér har set baade angelsaksisk og nordisk prydkunst.

Et brudstykke af en lignende sten som den fra Tanberg er fundet i en røis paa gaarden Strand i Aal, Hallingdal. Slyngningerne paa Strandstenen, som ender i spiralagtige bladfliger, viser nært slægtskab med ornamenterne paa de ovenfor nævnte billedstene. Ogsaa paa Strandstenen kan vi saaledes — middelbart eller umiddelbart — spore paavirkning fra angelsaksisk og muligens fra irsk kunst.

Fig. 42 Kart over bildestenenes utbredelse på Østlandet i Norge.

Alle disse billedstene fra det indre Norge hører nøie sammen. De danner en egen gruppe, som omfatter Hallingdal, Valders, Ringerike, Toten og Hadeland. Dyrene paa Alstadstenen, Vangstenen og Dynnastenen er fremstillet paa ganske den samme maade; kroppen har dobbelte udlinjer og laarene er ved spiraler fæstet til kroppen. Ornamenterne har paa de tre nævnte stene saavel som paa Strandstenen og Tanbergstenen næsten den samme karakter: de er baand- eller ormslyngninger, som ender i bladbunter. Paa Alstad-, Vang- og Dynnastenene ser vi desuden det eiendommelige ornament med firkanter, som er forbundet ved rette linjer, som ellers ikke kjendes i Norge, men kun i Vestergötland.

Vi maa af dette ha lov til at slutte, at den skik at reise billedstene er begyndt paa et enkelt sted paa Oplandene eller Ringerike og at den derfra har udbredt sig til nabobygderne. Men hvor ?

Den ældste norske billedsten med indskrift af denne gruppe er Alstadstenen, som paa grund af sin indskrift synes at være fra det 10de aarhundred. Saa kommer Vangstenen, som er fra omkr. aar 1000, og endelig Dynnastenen fra midten af det 11te aarhundred. Den skik at reise stene, som er prydet med billeder og ornamenter, kan dog ikke være begyndt paa Toten. Allerede Alstadstenens ældste indskrift viser dette[45]. Denne indskrift er paa enkelte punkter uklar og vanskelig at forstaa. Men i hovedsagen kan den dog læses.

Begyndelsen lyder saaledes: lURUN * RAISÞI * STAIN * ÞINA * AFTIR * AUNI (slutningen af et mandsnavn) IS* HANA * AHTI * AUK * FURÞI * AF * HRIKARIKI * UTAN * URULA. Dette oversættes af professor S. Bugge: "Jorun reiste denne sten efter , som eiede hende (d. e. var gift med hende), og førte (den eller stenen) ind fra Ringerike fra HoIe"[46]. Derpaa følger nogle runer, som er saa utydelige, at de ikke kan læses. Slutningen af indskriften skal efter professor S. Bugges mening muligens læses paa følgende maade: AUK MUNTA * STAIN * LAITIR * ÞUSI, d. e. "og hun lod her stenen forsyne med billeder".

Fig. 43 Bruddstykker av bildesten i British Museum.

Vi ser saaledes af Alstadstenens indskrift, at selve stenen er kommet fra Ringerike og at den saa paa Toten er prydet med billeder. Men naar stenen er flyttet denne lange vei fra Ringerike, saa maa det være, fordi der paa Ringerike fandtes en stenart, som alt tidligere var kjendt som særlig skikket til slige skulpturarbeider. Undersøger man nu selve Alstadstenen, vil man finde, at den er hugget af en vakker, finkornet rødbrun sandsten, som hverken findes paa Toten eller Hadeland eller i Hallingdal, men bare i Hole sogn paa Ringerike, — netop der, hvor Alstadstenen blev hentet[47]. De, som har gaat Svangstrandsveien fra Humledal til Sundvolden, vil ha lagt merke til de prægtige brud, som man kan se oppe i fjeldet, langs veien. Herfra er det da, at den vakre, mere end mandshøie sten er ført den lange vei op til Toten.

Men det er ikke bare Alstadstenen, som er fra Hole sogn paa Ringerike. Dynnastenen paa Hadeland og Strandstenen helt oppe i Aal i Hallingdal er gjort af den samme stenart, foruden naturligvis selve Tanbergstenen paa Ringerike. Vi maa af dette ha lov til at slutte, at den skik at reise billedstene er begyndt paa Ringerike, og at den derfra har udbredt sig til nabobygderne, Hallingdal, Valders, Hadeland og Toten. Paa Ringerike selv har vi jo ogsaa Tanbergstenen, som synes at ha havt renere linjer og at ha staat høiere som kunstværk end de andre norske billedstene. Man kunde indvende, at Vangstenen ikke er gjort af sandsten fra Ringerike og at dens indskrift viser os en anden slags runer end de paa Alstadstenen. Men denne indvending siger lidet; for de samme slags runer var ogsaa kjendt paa Ringerike. Den nu tabte Hønensten havde saaledes en indskrift med den samme kortkvisttype af runerækken[48].

Ser vi paa omstaaende kartskitse, vil vi lægge merke til, at Ringerike saa at sige danner midtpunktet for de bygder, hvor billedstenene findes. Derfra gaar veien langs Snarumselven og over Krøderen op til Hallingdal og langs Bægna og over Spirilen op til Valders. Til Hadeland er det let at komme baade over Randsfjorden og landeveien. Ved gaarden Tingelstad paa Hadeland, ikke langt fra gaarden Dynna, begynder Kjolveien, som fra ældgammel tid af har dannet forbindelsen mellem Toten og Hadeland.

Fig. 44 Fra runestener i Vestergötland. Fra v. Redvägs härad og Frökinds härad.

Det er et helt lidet kulturbillede, som her oprulles for os. Vi kan tænke os Ringerikingerne for henved tusen aar siden. De levede vel, som folk ellers i Norge paa den tid. Deres blik rak ikke stort ud over hjembygdens aaser og deres ønsker gik vist ikke høiere end til at faa mad nok paa gaarden og ha fede kjør i fjøset og gilde hester paa stalden. Saa begyndte vikingetogene og strømmen greb ogsaa Ringerikingerne og førte dem ud til fremmede lande. Og blant Ringerikingerne har der saa været en mand — eller flere — med opladt øie og sind. De har forstaat, at derude i det fremmede var livet rigere og himmelen hvælvede sig høiere end hjemme i bygden, fordi derude fandtes der noget, som gik ud over døgnets stræv. Og intet virkede vel mere paa en Nordbo end de prægtige billeder, som de saa der vesterpaa, de smykkede kirker og de høie stenkors med billeder og ornamenter. Og saa kom disse Ringerikinger hjem til bygden igjen og fortalte om de fremmede lande, og mest kanske om bautastenene, som var smykket med billeder af mennesker og dyr og ormer, som snoede sig paa stenens flade. Der hjemme faldt deres ord i villig jordbund. Og saa var det den røde sandsten med den vakre farve; alt forud vidste man vel, at den var let at hugge i. Slig kom det sig da, at folk paa Ringerike begyndte at smykke sine bautastene med billeder: jagtscener, saaledes som de havde set det paa stenkors og i livet selv i fremmede lande, hvor jagtfalken sad paa rytterens haand med hætte over hovedet, og billeder af orme, som slyngede sig i knuder og lokker og endte i bladfliger.

Men fra Ringerike gik der veie til bygderne omkring; fra Hadeland og Toten og helt oppe fra Hallingdal og Valders kom bønder paa stævne til Ringerike. Blant dem var der ogsaa mange høvdinger, som var glade i pragt og stas. Saaledes bredte da den skik at reise billedstene sig lidt efter lidt fra Ringerike til nabobygderne. Men dér fandtes der ingen sten, som var saa prydelig og let at arbeide i som den røde sandsten fra Hole. Derfor begyndte man ogsaa paa Toten og Hadeland og i Hallingdal at indføre sandsten fra Ringerike. Stenen blev vel hentet om vinteren og paa slæde ført til sit bestemmelsessted. Det vidner høit om vore forfædres kultur for henved tusen aar siden, at den mere end mandshøie sten blev ført fra Hole til Alstad paa Toten. Ikke bare de store vanskeligheder, som maatte være forbundet med selve det at hugge den store sten ud af fjeldet og at føre den den lange vei op til Toten. Men endnu mere at menneskene herhjemme for tusen aar siden havde saa meget tanker ud over døgnets slid og slæb, at de bare for at reise et vakkert mindesmerke indførte stenen langveisfra, saa vanskeligt og strævsomt som dét var i gamle dage. Der findes i Norges historie i det 10de aarhundred faa navne, som mindet med glæde kan slutte sig om, og endnu færre, om hvem vi kan sige, at de har bragt vort folk videre og udvidet menneskenes synskreds. Hustru Jorun oppe paa Alstad paa Toten har i det smaa været en saadan kvinde. Hun har paa en tid, da faa menneskers sind var opladt til at tænke paa kunst og skjønhed, udført en kulturbedrift, som fortjener at mindes.

Fig. 45 Runesten fra Rackeby härad, Källands socken, Vestergötland (Efter K. Torin, no. 21).

Ringerike har saaledes ved aar 1000 været et norsk kulturcentrum, hvorfra kunstsans og vel i det hele høiere dannelse har udbredt sig til nabobygderne. Grunden til dette maa være, at Ringerike har staat i livligere forbindelse med Vesteuropa end de andre bygder paa Oplandene. Som jeg før har nævnt, kan de norske billedstene ikke være blit til uden paavirkning vestenfra. Baade Tanbergstenens og Alstadstenens kunstnere eller disses forgjængere maa ha færdedes ude, i Vesterlandene. Særlig synes det mig, som om disse billedstene fra Ringerike og Oplandene vidner om forbindelse med England. I British Museum i London findes der to brudstykker, sandsynligvis af én og den samme billedsten. De skal være fundet i Londons City. De er skildrede (i The Archæological Journal, vol. XLII, s. 251 ff.) af the Rev. G. F. Browne, som fortæller, at han paa den smale kant af det ene af brudstykkerne fandt bogstaverne "Kl" indhugget i runer, samt et skilletegn. Han slutter deraf, at stenene har hørt sammen med den før nævnte billedsten med runer fra St. Paul´s kirkegaard i London. — Runeindskriften paa denne ender nemlig med "TUKL" — Han mener, at brudstykkerne i British Museum har ligget over selve graven, medens stenen fra St. Paul´s, som nu gjemmes i Guildhall, har staat ved den dødes hoved. Er det saa, at der paa det ene brudstykke er fundet runer, da maa stenen i alle tilfælde være hugget af en Nordbo. Men det merkelige er, at dens ornamenter paafaldende minder om Vangstenens udsmykning. Vi ser den samme roset omgit af baand og bladfliger. Denne lighed kan ikke være tilfældig. De kunstnere, som har hugget Vangstenen og de andre billedstene i det indre af Norge, maa ha været i England og der ha sét nordisk-angelsaksiske billedstene med samme slags ornamenter, som vi ser paa de to brudstykker i British Museum.

Professor S. Bugge er ad andre veie kommet til lignende slutninger. Han mener, at den eiendommelige kortkvisttype af runerækken, som kjendes fra Hønenindskriften, fra Vangstenen og fra Jæderen, er kommet til Norge fra de Britiske Øer, hvor den bl. a. findes paa øen Man og hvor Nordmændene har lært den af gutniske og østsvenske mænd. Den mand, som har indridset runerne paa Hønenstenen, har, tror han, selv lært denne skrift i Vesterlandene.

At Ringerike ved vor sikre histories begyndelse var et midtpunkt for høiere kultur i Norge, stemmer godt med hvad vi ellers ved. Ringerike er jo en af Norges frugtbareste og bredeste bygder, hvor Tyrifjordens vande tidlig samlede bønderne til en enhed. Her oppe var det, at Halvdan Svarte helst holdt til; ved gaarden Sten blev, som vi ved, hans hoved jordet. Naar vi senere under Harald Haarfagres samling af riget hører lidet til Ringerike, saa er grunden den, at denne landsdel hørte til Haralds fædrenearv; her var der ingen misfornøiede herser og storbønder, som flyttede vesterpaa og til Island, fordi Harald tog odelen fra dem. Tværtimod — her havde Harald Haarfagre netop sin bedste støtte. Men hvor der er fred og gode dage, der finder sagaen faa æmner at fortelle om. Men derfor kan Ringerikinger lige godt ha færdedes vesterpaa, paa vikingetog eller paa handelsfærd. Hønenindskriften synes jo at vise, at mænd fra Ringerike har taget del i Vinlandsfærderne. Har de kunnet gjøre det, har de vel ogsaa færdedes ude, ellers i Vesterlandene. Fortællingen om Olav Haraldsson og Sigurd Syr vidner ogsaa i samme retning, ikke bare om pragt og velvære og kostbare tøier i Sigurd Syrs gaard, men ogsaa om forbindelse med udlandet. Naar saaledes Olav Haraldsson der oppe fra Ringerike blir sendt ud paa vikingetog, saa viser vel dette, at Ringerikinger paa den tid ogsaa for i Austerveg og Vesterveg.

Jeg skal, før jeg gaar videre, nævne et forhold, som jeg ikke formaar at forklare, men som jeg alligevel nævner paa dette sted, uagtet det strengt taget ikke vedkommer denne opgave. Der maa ved vikingetidens slutning ha været en nærmere forbindelse mellem Ringerike og Oplandsbygderne i Norge og Vestergötland i Sverige[49] . Paa en række af runestene fra Vestergötland ser vi de samme bladfliger, som de hvori baandene eller ormeslyngningerne paa de norske billedstene ender. Det oprindelige akanthusblad kommer her endog særlig tydelig frem.

Endnu merkeligere er det, at vi i Vestergötland finder det samme rudeornament som paa Alstad-, Vang- og Dynnastenene. De vestergötske runestene viser saaledes forbindelse baade med angelsaksisk kunst og med norske billedstene. Forbindelsen med Ringerike og Oplandene maa alt ha eksisteret i det 10de aarhundred. Den nedenfor afbildede runesten fra Rackeby härad, Källands socken, Vestergötland, har nemlig, som man vil lægge merke til, en eiendommelig form af m(-runen ( ). Dette gjør det sandsynligt, at indskriften ikke kan være yngre end 10de aarhundreds slutning. Denne forbindelse mellem Ringerike og Oplandene og Vestergötland kan være kommet istand paa to maader: enten har mænd fra disse egne mødt hverandre i Vesterlandene og dér optaget fælles ornamentmotiver, eller ogsaa er vestergotske kunstnere blit paavirket fra Norge eller omvendt. Hvilket der er det rette, det vover jeg ikke at afgjøre[50].

Fotnoter

  1. S. Bugge, Norges Indskrifter med de ældre Runer I, s. 148 ff.
  2. Sophus Müller, Dyreornamentiken i Norden, i aarb. f. nord. Oldk. 1880.
  3. Från äldre tider, s. 6.
  4. H. Pipping: "Om runinskrifterna paa de nyfunna Ardrestenarna", Upsala 1901. Arkiv f. nord. filologi XVIII.
  5. Nordin, s. 147.
  6. Allen og Anderson, The early Christian Monuments of Scotland, indledn. p. LXVIII ff., Edinburgh 1903. Dette arbeide er udkommet, etterat jeg havde fuldendt mit arbeide; jeg har derfor kun delvis, ved enkelte senere foretagne rettelser faat anledning til at benytte delte baade ved sin tekst og sine illustrationer lige fremragende værk.
  7. Early Christian Monuments of Scolland, p. LXXVII IT.
  8. Aarbøger f. nord. Oldk. 1890, se særlig s. 41 — 45 "Om oprindelsen til den irske stil paa Boroholm".
  9. Shetlandsøernes stedsnavne, i Aarb. f. nord, Oldk., 1902.
  10. S. Bugge, Hønen-runerne fra Ringerike, s. 20.
  11. Normannerne II, s. 326.
  12. Sculpt. Stones of Scolland II.
  13. Über die frühesten Berührungen der Iren mit den Nordgermanen (i Berliner-academiets skrifter).
  14. F. Läffler i Stockholms Dagblad, 5 nov. 1900.
  15. Nordin, fig. 6,
  16. Nordin, s. 150.
  17. Pipping, Om runinskrifterna paa de nyfunna Ardrestenarna, Skrifter udg. af k. humanistiska Vetenskaps-Samfundet i Uppsala VII, 3.
  18. Stockholms Dagblad, 5 nov. 1900.
  19. Alle tre stene findes nu i Nationalmuseum i Stockholm.
  20. Aarb. f. nord. Oldk. 1852 (pl. V).
  21. Ogsaa i Irland er der billedkors, men de er fra det 11te og I2te aarh. og er saaledes yngre end de skotske stene.
  22. Denne udsigt over den irsk-skotske kunst har jeg nærmest fra J. Anderson, Scotland in Early Christian Times, Lecture III, The art of the Monuments.
  23. Stuart, Sculptured Stones of Scotland, pl. XVI ; Early Christ. Mon., s. b f. (fig. 4).
  24. Early Christian Monuments of Scotland, Indledn. p. XL.
  25. fr. R. Society of Antiquaries of Ireland; Antiquarian Handbook Series IV, s, 40,
  26. Med undtagelse kanske af domen i Aachen.
  27. Se afsnittet om mynter Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Myntvæsen, maal og vægt
  28. Early Christ. Mon., s. 75. (Localities of the symbols).
  29. Nordisk Tidskrift 1903, s. 193 — 226, Studier i nordisk litt.- och religionshist. 1, 172 ff.
  30. Schiick, fig. 3.
  31. Nordiske runeindskrifter paa Øen Man, Aarb. f. nord. Oldk. 1892.
  32. Nordiske runeindskrifter paa een Man, Aarb. f. nord. Oldk. 1892.
  33. Dyreornamentiken. Aarb. 1880.
  34. S. Müller, Dvreornamentiken.
  35. R. Dybeck, Svenska runurkunder I, no. 9 (s. 11 f.).
  36. De danske runemindesmærker I, s. 173.
  37. Wimmer, De danske runemindesmærker I, s. 29.
  38. Dyreornamentiken i Norden, Aarb. 1880.
  39. Wimmer I, s. 25.
  40. Wimmer I, s. 139.
  41. Wimmer II, s, 170.
  42. Sophus Müller, Vor Oldtid.
  43. Jeg ser her bort fra de meget ældre helleristninger, som ingen forbindelse har med disse billedstene.
  44. Jfr. H. Mathiesen, i tidsskriftet "Nor", 2 aarg. hvor ogsaa et billede af Dynnastenen findes.
  45. Der er, som vi ved, to indskrifter paa Alstadstenen, en ældre og en yngre, fra henved 1100.
  46. Professor Bugge mener, at i urula er præpositionen d (paa) og at den styrer det følgende ord.
  47. Nicolaysen, Norske Fornlevninger.
  48. S. Bugge, Hønen-runerne, s. 20.
  49. Det er min lar professor Sophus Bugge, hvem jeg skylder denne tanke.
  50. Jeg medtager i denne fremstilling ikke Gosforlhkorset fra Cumberland og de manske og jæderske runestene.