Vestmanø syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Vestmannaeyjar
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Vestmanø syssel
Vestmannaeyjar sýsla

[Indbyggerantal c. 570]


Et par mil syd for Øster Landøerne ligger Vestmanøerne (eller nøjagtigere Vestmannaøerne: Vestmannaeyjar), en gruppe af fjorten større og mindre øer, som vistnok lige fra landnamstiden har stået i nøje forbindelse med Rangåvolde syssel, med hvilket de endnu i gejstlig henseende er forenede (under samme provst), hvorimod de i verdslig henseende siden begyndelsen af det 17de årh. som oftest har udgjort et eget syssel. — Af øerne er kun den største, den såkaldte Hejmaø (Heimaey ɔ: Hjemmeø) bebot; omkring denne ligger de andre, der med større ret kan kaldes klippeholme eller skær, spredte. — Vestmanøerne gør ved deres takkede, brunsorte klippepartier, grønne skråninger, hist og her hvide guanopletter, med deres mange skær og enlig stående klipper i søen uden for et livligt og afvekslende indtryk; og virkelig frembyder denne øgruppe for øjet en samling spidse tinder og kegler, skråt afskårne tærninger og polygoner, fritstående dranger og skær, der er højst ejendommelig. — I følge Ldn. (s. 36) har øerne fået deres navn efter Hjørlejvs irske trælle, der ombragte deres herre og derpå flygtede herud, men som Hjørlejvs fostbroder Ingolv kort efter opdagede og dræbte. Derefter blev i følge samme skrift øerne i nogen tid kun benyttede som fiskeplads, indtil de senere hen besattes af en enkelt landnamsmand. Hen imod midten af det 12te årh. købtes øerne af biskoppen i Skålholt, da et kloster påtænktes oprettet her; i slutningen af det 13de årh. bortskænkedes de imidlertid til et kloster i Bergen, og ved dettes inddragelse kom de under kronen og blev kongsejendom (Hist. eccl. IV, 22 ffg.). I forordninger fra 17de og 18de årh. benævnes de ofte »Vespena« — eller med en lignende form af navnet.


Flere end den omtalte Hejmaø vides aldrig at have været beboede; denne, der, om end Islands største ø, knap er én mil lang og kun henved ½ mil bred, ligger i retning fra nord til syd, ud imod enderne bliver den noget smallere, det større midtparti er derimod forholdsvis bredt. På den østlige side skærer sig temlig langt mod nord en smal vig ind, ad hvilken indsejlingen i al fald med nu brugelige handelsskibe kræver en del forsigtighed; er man derimod først inde, finder man her en god havn. — På sydsiden af vigen temlig langt inde ligger handelshusene, i et temlig betydeligt antal, og tilhørende to forskellige købmænd; Vestmanøerne har nemlig som handelsplads ikke ringe betydning, da handelsstedet her besøges af en stor del af indbyggerne i Rangåvolde og Vester Skaftafells sysler, hvor havne og som følge deraf handelssteder mangle. Dog er den farlige kyst langs sydlandet også med hensyn til dette handelssteds benyttelse en stor hindring, i det der ofte kan gå seks, otte, ti, ja indtil tyve uger, hvor man ikke tør fra Vestmanøerne ro ind til det faste land, eller omvendt. — En anden omstændighed, der gør dette sted gunstigt for købmandshandel, er, at øerne hver vinter besøges af talrige bønder fra den nærmeste del af det faste land for fiskeriets skyld, alene fra Rangåvolde syssel flere hundrede.


Lige over for handelshusene rager fra nordsiden ud i vigen en temlig høj og stor stenet øre Klemensøre (Klemenseyri), der antages at være den i Krstn. (s. 20) nævnte Hörgaøre (Hörgaeyrr), hvor Hjalte og Gissur landede på hjemrejsen fra Norge efter at have påtaget sig over for kong Olav Trygvessön at indføre kristendommen på Island. — Inden for denne øre er nu det sædvanlige skibsleje. — I følge kongens ønske skulde der bygges en kirke af det tømmer, han havde givet dem med, på det første sted, hvor de landede; de kastede da lod om, på hvilken side af vågen den skulde stå, og loddet bestemte på nordsiden. Der var tidligere offersted og stenaltere (hörgar). Under det stejle fjæld Hejmaklett (Heimaklettr), der bedækker det vigen mod nord begrænsende næs, strækker sig inden for Klemensøre en smal græsstrimmel kaldet Langå; inden for denne ved vigen antages kirken at have stået. I klipperne oven for er nogle grotter, som kaldes »Skrúðabyrgi« — her skal i sin tid kirkens messeklæder have været gemte, siger man. — øens nordøstligste del og nordligste punkt dannes af det omtalte klippenæs, der begrænser vigen mod nord, det er ved en smal tange forbundet med øens nordvestlige ligeledes bjærgfulde del; denne ubetydelige landstrimmel, som adskiller den indre del af vigen fra havet nord for øen, kaldes »Ejd« (Eiði) og må være det i Ldn. (s. 36) som Ejd (Eið) eller Trælleejd (Þrælaeið, B. C.) benævnte sted, hvor Ingolv overraskede trællene holdende måltid. — Navnlig mod nord falder Hejmaklett, øens højeste fjæld (henved 1000 fod højt), aldeles lodret af mod søen; her findes oppe i fjældet en brat skrånende græsplet Duvtekja (Dufþekja), den skal have navn efter trællen Duvtak, som forfulgt af Ingolv styrtede sig ned fra klippekanten her; det må altså svare til Ldn.s Duvtaksskor (Dufþaksskor), som stedet siges at hedde, hvor han mistede livet.


Vestmannaeyjar - (W.G. Collingwood, 1897)
Om Vestmanøerne siges i Ldn.s tekst (s. 289—90) kun ganske kort, at Orm Bårdssön først byggede Vestmanøerne, som hidtil kun havde været benyttede som fiskeplads, uden at nogen havde fast vinterophold dér. På et tidligere sted i landnamsberetningen (s. 280) har derimod C. (ɔ: Hauksbog) en udførligere beretning, i følge hvilken Herjolv Bårdssön var den første, der bebyggede Vestmanøerne, »han boede i Herjolvsdal (Herjólfsdalr) inden for »Ægisdyr« (Ægesdör ɔ: »Ægirs« dør)[1], hvor der nu er forbrændt hraun«; hans søn var Orm (der altså i følge C. ikke selv bliver landnamsmanden). Orm boede »på Ormsstad (Ormsstaðir) nede ved Hamar (Hamarr ɔ: hamren), der hvor nu al græsvækst er ødelagt af blæsten (Þar sem nu er blásit allt), og ejede ene alle øerne.« — Det klippestrøg, der omgærder øens nordvestlige del, afsluttes mod syd ved en lille vig Kaplagjót, der i nordøstlig retning skærer sig ind i landet; denne antages at være Ldn.8 »Ægisdyr«. I den sydlige del af nys nævnte fjælde strækker sig nemlig et lille dalstrøg op i retning fra sydøst til nordvest. Dette er Ldn.’s Herjolvsdal. I den lille dalsænkning påviser man endnu pladsen for Herjolvs gård, der skal være bleven begravet under et stort stenskred, som på dette sted ses at være styrtet ned fra fjældet oven for. Dalen er bekendt som det eneste sted på øen, hvor et virkelig godt kildevæld findes. Vandet risler frem gennem en bedækket, ved kunst opbygget stenrende af ubekendt længde; stenene er af betydelig størrelse, renden ganske overgrot med grønsvær, og værket anses i almindelighed for at høre oldtiden til. Når Hauksbog siger, at der, hvor Herjolv boede, nu er forbrændt hraun, passer det ikke ganske. Vel har øen sin egen vulkan, det fritstående, kegleformige Helgafell, der ligger på østsiden af øen, omtrent midtvejs mellem nord- og sydenden; og dette har udsendt, foruden flere ældre lavastrømme, en yngre — som det antages efter landets bebyggelse — , der har en vestnordvestlig retning, og som vel er det hraun Hauksbog nævner, så meget mere som denne lavastrøm når op imod Herjolvsdal; men dalen selv berører den ikke. Om ødelæggelsen af gården i Herjolvsdal ved et fjældskred er der bevaret et sagn, som er fortalt i Isl. Þjóðs, II, s. 81.


»Ormsstad nede ved Hamar«, som i følge Hauksbog skal have ligget på et sted, hvor senere al græsvækst var afsvedet af blæsten, kan der ikke siges noget bestemt om. Navnet Ormsstad kendes nu ikke. Men »hamren«, hvorved gården har ligget, kunde måske snarest antages at være den nu såkaldte Ovanlejteshammer (Ofanleitishamar), en stejl fjældvæg, hvormed den sydvestlige del af øen falder af mod søen; her svarer dog egnens beskaffenhed ikke til den i Hauksbog angivne (her er, siger sognebeskr. 1873: ei annað en hraun og lítilfjörlegar grasteygingar). — Som det sædvanlig er tilfælde med sådanne vulkaner, er Helgafells kegle afstumpet og fjældets vægge kun en skal, der omslutter det fordums krater, nu en græsgrot fordybning. Sit navn skylder det — som så mange andre lignende fjælde — formodenlig sin iøjnefaldende form og beliggenhed. — Fra Helgafell, hvor man har en vid udsigt, holdtes der i lang tid efter »tyrkeranet« vagt. Denne begivenhed, ubetinget den vigtigste og for erindringen mest levende i disse øboeres historie, bestod i, at tre algierske sørøverskibe i somren 1627, da også lignende overfald fandt sted på østerlandet og i Grindavig, lagde sig ved Vestmanaørne , hvor besætningen gjorde landgang, dræbte og plyndrede, opbrændte kirken og handelshusene, samt bortførte halvtredje hundrede af indbyggerne i trældom. Den ene af øens to præster[2], salmedigteren Jon Torstenssön, der ved denne lejlighed dræbtes, ansås længe efter for martyr, den anden, Olav Egilssön, der var blandt de bortførte, men som året efter kom tilbage, har efterladt sig en beretning om disse tildragelser; af de fangne udløstes en del nogle år senere, de allerfleste lykkedes det dog aldrig at vende tilbage. — Et lille næs på øens sydøstlige kyst, hvor sørøverne gjorde landgang, bærer endnu navnet Røvertange (Ræningjatángi). Efter dette overfald omgaves handelshusene med en vold i form af en firkantet skanse. — Den herværende, forholdsvis talrige, befolkning er i én henseende i løbet af den sidste menneskealder bleven langt heldigere stillet end før, i det det er lykkedes at overvinde den her tidligere så frygtede sygdom ginklove (ginklofi, mundklemme), der i den første halvdel af dette århundrede bortrev flertallet af de nyfødte børn. Om denne udtrykker sognebeskrivelsen af 1843 sig således: »Først regner jeg hertil (ɔ: til de lyder, der gør, at manglerne ved Vestmanøerne næsten overvejer fortrinene) barnedødeligheden — ginkloven — , som længe har og længst af alt vil volde øen ubodelig skade.« Sognebeskrivelsen fra 1873 derimod opregner øens almindeligste sygdomme (fem) og siger derpå: »Ginklove var her fordum meget almindelig på spæde børn, så at kun meget få nyfødte børn levede mere end 10 dage, men fra det at dr. Schleisner på regeringens foranstaltning kom hid til øerne året 1847 og opholdt sig her en tid for at gøre sig bekendt med og forebygge ginklovens årsager og opdage råd mod den, begyndte sygdommen at aftage, og nu hænder næsten aldrig, at noget barn får den, og det tilskriver folk både hensigtsmæssigere behandling af spæde børn overhoved, som Schleisner bragte i brug her, og især den olje (som kaldes her navleolje), som straks ved fødselen bliver smurt på barnets navle, og lige til den er lægt[3]. — I anden henseende har befolkningens tilstand snarere forværret sig; på grund af øernes naturlige beskaffenhed er den hovedsagelig henvist til at ernære sig af fiskeri og fuglefangst, og begge dele er aftagne. Øerne har længe været berømte for den næsten utrolige mængde af rugende søfugle, der i sommertiden bedækkede enhver rand og afsats i de stejle fjældvægge, ja næsten enhver plet på de ubeboede holme. På de smalle hylder langs klippesiderne eller i grotter og huler ind i fjældet havde i uafbrudte rader forskellige mågearter deriblandt stormfuglen og alker, deres rede, oven på og i klipperne rugede havsulen[4], og hvor klippeholmene var beklædte med græs gravede lunden (søpapegøjen) sine gange. Af disse var især stormfuglen og lunden indbyggerne til stor nytte, men ikke fornøjet med det udbytte, man kunde få ved at fange lunden på den sædvanlige måde ved at trække den og dens unger med krogede kæppe ud af hulen, begyndte man på en barbarisk brug af net, som man spændte foran rederne og hvori man fangede alle hjemflyvende fugle, medens unger og æg gik til grunde; følgen af denne fremgangsmåde var, at denne erhvervskilde på få år næsten aldeles ødelagdes[5]. — I det hele taget er befolkningen fattig, og de hos en islandsk fiskerbefolkning noksom slette hytter forværres her end yderligere ved stanken af det forfærdelige brændsel, man nødes til at bruge: foruden torskeben, tranaffald og tang nemlig fjer og lundeskrog (af denne fugl spises kun brystet), fuglebén o. d. l. Deres fornemste egenskaber lægge de for dagen ved bjærgstigningen, i det navnlig fangsten af den anden af de to fugle, der afgiver et af deres væsenligste næringsmidler, nemlig stormfuglens unger, er forbunden med stor fare. Ned over lodrette klippevægge må man lade sig hejse for med en kæp at kunne slå de i rederne siddende unger (én i hver), eller to og to ved et tov imellem sig klatre langs ad stejle fjældskråninger, eller entre, den ene hjulpen af den anden, op over tilsyneladende aldeles ubestigelige klipper, hvor nedgangen så senere er dobbelt så vanskelig som opstigningen. — Blandt de forunderligste af disse klippeholme er Suleskær (Súlnasker), der ligger en mils vej sydvest for hovedøen. Den aflang-firkantede klippe, der ligger i retning fra øst til vest, hæver sig, lavest mod syd, højt over havet båren af fire uhyre søjler, i det hvælvede gange føre tværs gennem øen, hvor igennem man endog kan ro med store islandske både. Den største af disse gange ligger langs gennem øen fra øst til vest som en 30—40 alen høj hvælvet tunnel, hvor klippehvælvingens smalle hylder er besat med rugende måger og alker, hvis øredøvende skrig fordobles af det aldrig tiende ekko. Fra denne gang fører en lignende bred åbning ud mellem søjlerne mod syd; derimod er den åbning, der deler de to ulige store søjler på nordsiden, smallere og mindre regelmæssig. På alle sider omgives klippeholmen af lodrette fjældvægge, tilsyneladende aldeles ubestigelige. Dog voves bestigningen af de dristige fuglefængere, der to og to hjælpe hinanden op og ned; til benyttelse ved nedstigningen er i klippesiden indhug anbragte, der antages at stamme fra en fjærn fortid. Til skæret knytter sig forskellige sagn, og en egen skytsånd (Einbúi) antoges at bo her; han viste sig som forbud på østenstorm; sås han af en af de besøgende, skyndte alle sig om bord, ti med østenvind kan ingen båd lægge til ved skæret. — Endnu en mil sydvest for Suleskær ligger Gejrfugleskær (Geirfuglasker), hvor kun navnet erindrer om gejrfuglen; om en tidligere tilværelse af den her er nu ingen erindring bevaret (den sidste gejrfugl skal være taget her c. 1800, se J. Steenstrup: Et Bidrag til Geirf.s Nathist. 1857, s. 44). Dette er den sydligste af de til Vestmanøerne hørende klippeholme; 3—4 mil vest for øerne ligger de såkaldte Dranger (Drángar), nogle spidse, enlig stående klipper og skær, der ikke egenlig regnes med til denne øgruppe, i hvilken de større holme gruppere sig nord og syd for Hejmaø, og da navnlig de to vigtigste nordøst for denne[6].




WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Den nordiske havjættes navn er i den nyere tid almindelig bleven skrevet med ø, i det man har ment, at det faldt sammen med œgir ɔ: forfærderen, den frygtelige. For nylig (ÅnO 1876, s. 313—30) har imidlertid prof. K. Gislason (Gislessön) gjort gældende, at navnet også oprindelig har været skrevet ægir, og at betydningen er ganske i almindeliglied: vandånd, vandjætte.
  2. Indtil 1837 var Hejmaø delt i to sogne, der dog fra 1573 havde kirke til fælles; nu derimod udgør hele øen ét sogn. Se Sv. Nilssøns Prestatal, s. 47.
  3. Dr. Schleisner tilskriver (se den interessante beskrivelse af de for Vestmanøerne ejendommelige forhold, der indeholdes i hans indberetning til det kgl. sundhedskollegium om ginkloven på disse øer — udgivet på tysk i »Ueber Krankheiten und Krankheitsverhältnisse auf Island und den Färöer-Inseln« o. s. v., beaibeitet von Julius Thomsen dr. med. Schleswig 1855) den fordærvede stuelufts indvirkning på det åbne navlesår denne sygdom, hvorfor de nyfødte børns ophold på en plejestiftelse, eller i det hele uden for de for øerne karakteristiske bæer, viste sig tilstrækkeligt til at frelse dem. — At det dog også uden en sådan fjernelse af de nyfødte børn fra hjemmet er lykkedes at få bugt med sygdommen, fremgår af en meddelelse 1875 fra sysselmanden på Vestmanøerne M. Ågård. Han skriver der: »Der findes ikke længer nogen fødeselsstiftelse her på øen; efter hvad der er blevet fortalt mig, nedlagdes den kort efter dr. Schleisners afrejse herfra. Børnene fødes hjemme og forblive efter fødselen hos forældrene, og intet tilfælde af ginklove er indtruffet i det mindste i det tidsrum af 10 år, hvori den nuværende distriktslæge har været her. Navleoljen har stadig været benyttet siden dr. Schleisners ophold her på øen; hvorvidt ginklovens fordrivelse skyldes denne omstændighed alene, kan lægen ikke bestemt afgøre, da man ikke har gjort kontraprøve ved i nogle tilfælde ikke at anvende oljen, men han antager, at det er denne i forening med den omstændighed, at de spæde børn nu, i modsætning til hvad der tidligere fandt sted, få die, samt de islandske boligers nuværende sundere og renligere tilstand, der har hidført dette resultat«
  4. I sognebeskr. er udtrykkelig, angivet flere (3—4) rugesteder i modsætning til Egg. Olavssöns ene.
  5. Om den rolle, lunden fra gammel tid har spillet for disse øboere, minder allerede det lille spottevers i Sturl., da Loft biskopssön efter drabet på Björn Torvaldssön måtte flygte ud til Vestmannaøerne af frygt for hans mægtige fader Torvald Gissursson:
    Loptr liggr í eyum,
    bítr lunda bein,
    Sæmundr (S. Jonssön på Odde) er á heiðum,
    etr berin ein.
  6. Til oplysning om de i mange henseender ejendommelige Vestmanøer foreligger et ikke ubetydeligt materiale. Fra sidste halvdel af forrige årh. (1776) haves en ret underholdende beskrivelse — med kort og illustrationer — af øerne, beboerne, deres fuglefangst og sejlads af S. M. Holm (Ny kgl. Saml., 1677, 4to) — , i hvilken forf. blandt meget andet omtaler spor af fordums korndyrkning på Hejmaø; desuden findes to udførlige sognebeskrivelser, fra år 1843 og 1873. Endelig har også Jonas Hallgrimssön , foruden brudstykker af en dagbog fra et ophold her, efterladt sig en beskrivelse af de til Vestmanøerne hørende øer og skær (begge i det isl. litt selskabs arkiv).