Videnskabelige forfatterskab (Árni Magnússons Levned)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Árni Magnússon (1663-1730)
Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson


IX
Árnis videnskabelige forfatterskab


Árnis lyst til videnskabelige studier har ytret sig fra hans ungdom af. Det var den, der bevirkede, at han, som för fremstillet, blev Th. Bartholins sekretær og höjre hånd; om hans arbejde i hans tjæneste vidner bedst Bartholins efterladte store samlinger (tomi Bartholiniani) og hans store værk om Danerne. Bartholins tidlige død har måske ikke været til gavn for Árni, det er ikke usandsynligt, at han vilde have kunnet drive Árni til atlarbejde mere raskt og fået ham til hurtigere at udføre sine planer, forudsat at han ikke selv havde lagt altfor stort beslag på hans tid. For Bartholin samlede han også meget stof til Danmarks Kirkehistorie, men alt det brændte 1728 (jfr. Hist. eccl. Isl. III, 576).


Det er også tidligere blevet omtalt, at Árni under sit Tysklandsophold udgav Chronica Sialandiæ, der jo var et lidet omfangsrigt arbejde, men vidnesbyrd om hans nöjagtighed og samvittighedsfuldhed. Se herom ovenfor. 1699 udkom beretningen om Tisteds-besættelsen, der også ovf. er omtalt, og som han ene udarbejdede. Han har uden tvivl syslet med dette arbejde af sit hjærtes lyst. Fra andre kilder (hans indlæg i hekseprocesserne på Island) vides, hvor fuldkommen fri han var for tro på overnaturlige ævner og trolddom og altid søgte at slå denslags foreteelser ned. Denne lille bog er skreven så overskueligt, klart og overbevisende, at det er en fornöjelse at læse den.


1719 udgav Árni Testamentum Magni regis, kong Magnus lagaböters testamente (udstedt 1277).[1] med en ganske kort fortale og noter under teksten af kritisk art. Det var efter bogtrykker (cancelliråd) Wielands opfordring, at han udgav dette lille skrift (siger Jón Olafsson) efter en original-membran, der brændte 1728. Andre skrifter af lignende art antydes i den korte fortale som mulige genstande for udgivelse, men de kom aldrig.


Desuden findes der trykt (i senere skrifter) forskellige mindre stykker, kortere notitser om forskellige æmner, især foranledigede ved andre lærdes forespörsler.


I 285b, fol. findes stof til en udgave af lat. brevveksling mellem Þormóður og O. Sperling og 1 ark i korrektur med Árnis rettelser, men denne udgave er aldrig kommen videre.


Bag ved Gunnlaugssaga, udg. 1775 s. 278—79, findes en lille »dissertatiuncula« (trykt i bd. II, 109—10) på latin om benævnelsen »det gotiske (gotiske) sprog« for det nordiske oldsprog, originalen tilhørte Langebek. (En afskr. af Jón Olafsson findes i 436,4°). Árni bestrider rigtigheden af dette navn og mener, at det er Reenhjelm, der har fundet på det, for at det skal se ud som om de gamle sagaer — især de, de svenske beskæftigede sig med — er forfattede i Sverrig. Sproget bör kaldes »islandsk« — sagaerne er skrevne »på Island af Islændere i islandsk dialekt«; det vilde være bedre, ytrer han, at man beviste, at islandsk var lig med gotisk eller svensk i oldtiden. Árni mener, at betegnelsen »norrön« heller ikke er rigtig, selv om den bedre kunde gå an; »cæterum vitandæ sunt confusiones nominum in cognatis rebus« siger han ligeså fyndigt som sandt. I et brev til den hannoveranske sendemand i Sverrig A. F. Bassewitz (8/2 1719) udtaler Árni sig om sproget i Vulfilas bibeloversættelse; denne udtalelse har Bassewitz overladt E. Benzelius og denne har optaget den i sin udgave af Vulfila (1750), i fortalens kap 3. Den fylder her godt og vel 3 kvartsider. Árni helder til den mening, at sproget ikke er gotisk (men hermed menes lige så vel götisk) og at oversættelsen med urette tillægges Vulfila. Han mener, at oversættelsen er i en tysk dialekt, der skiller sig fra skandinaviske sprog. De sproglige ejendommeligheder, han fører som bevis herfor, er at der i sproget findes den foransatte artikel (ikke den tilföjede), at passivum dannes på en anden måde end i nordisk, at der her findes forstavelserne ge- og be- (ukendte i nordisk); alt dette passer godt til tysk (oldsprog). Han mener, at oversættelsen er foretaget efter en latinsk original og anfører i så henseende nogle ord, der skulde hidrøre derfra (f. eks. aqwos, kubituns, vidovo o. fl.); dog ser han, at oversættelsen på visse punkter står den græske original nærmere; dette forklares ved, at denne også lejlighedsvis er nyttet. Dette er således ikke Vulfilas oversættelse. Fra den tids standpunkt i sproglig henseende kan alt dette være forståeligt; dengang fandtes der ikke sprogindsigt nok til at se den rigtige sammenhæng (at f. eks. kubituns er simpelthen låneord fra latin: aquos er jo rigtig gotisk form, som Árni har taget for det lat. aquæ; bægge ord er jo etymologisk identiske osv.) Den lille afhandling er kort og fyndig og på sin måde logisk skreven. Den slutter med disse fyndige ord: »sed veritati ubique litandum esse censeo« — selv om Árni ikke her har »veritas« på sin side, er ordene alligevel særtegnende for ham.

"Sproget bör kaldes »islandsk« — sagaerne er skrevne »på Island af Islændere i islandsk dialekt«"


På en måde beslægtet hermed er den lille afhdl., som Werlauff offenliggjorde i sin biografi af Árni (s. 110ff. og som nu findes i bd. II, 111—13) og som handler om de nordiske folks oprindelse. Árni har dannet sig en forestilling om, at Finnerne (Finner og Lapper) har bebot hele Skandinavien, men det er gået Finnerne (Lapperne) som »Kambrerne« i Bretland og »Kantabrerne« i Spanien, at de er bleven fortrængte til de yderste dele af landet af den nordiske folkestamme. »Norge«s-navnet, hvis betydning han mærkeligt nok, ikke har gennemskuet, tror han er ældre end denne indvandring og sammenstiller det med Plinius' Nerigon. Han antager, at den germansk-nordiske stamme er indvandret östfra: og at Kimbrerne ikke har talt en dansk dialekt; de til England indvandrede »Juti« har været en germansk stamme. Nogle bosatte sig i Tyskland, Belgien, andre vandrede til Skandinavien og fordrev som sagt Finnerne, fra hvem visse stednavne hidrører, som han mener ikke kan forklares af nordisk (her gör Árni sig egenlig mere uforstående end han behøvede, han havde dog kunnet tænke sig, at f. eks. »Bjorgyn« var nordisk; at navne som »Skáni« og »Hitrar« var ham mindre forståelige, er kun naturligt). Danmark er, mener han, senest blevet bebygget og herfra er måske slaviske stammer fordrevne, ti her findes stednavne, der ikke kan forklares ud fra dansk (som Erri, Falstr, Mön). Danerne har så lagt Jylland under sig og fordrevet de derboende Germaner. Med alt dette er Árni så nøgtern, at han siger, at hvad der fortælles om Odin og hans indvandring er dels »falsa«, dels »confusa«, »omnia incerta«. Endelig mener han, at de, der trængte ind i Italien og Spanien, har været Germaner, og fører de samme argumenter frem som i den foregående afhandling (den foransatte artikel, passiv), og det har lidet at sige, at »forfattere« (scriptores) siger, at de var indvandrede fra Scanzia, ti dennes beliggenhed vidste de ikke noget om; dog kunde nogle Nordboer have været med i hines tog. Árni lader det stå hen, om Scania, Scanzia, Scandinavia er af samme oprindelse, men sikkert hører disse ord til et andet sprog end dansk.

Tiltrods for det meget fejlagtige i Árnis meninger viser hans ord — som Werlauff siger — at han »formåede at løsrive sig fra flere af sin tids urigtige og ensidige anskuelser samt at mange af de resultater, der er frugterne af senere tiders . . . . granskninger, allerede dengang svævede for ham med större eller mindre klarhed«. Her sigter Werlauff til teorier, som en tid hævdedes, men som nu er skrinlagte.


I Nova literaria maris Balthici (1701. s 62) findes en tolkning af Árni af en indskrift på et middelalderligt horn (i isl. forstand), som vistnok fuldtud er rigtig (den er trykt i bd. II. 114—15). På hornets øverste kant findes navnet Ion Magnus son. Jfr. 670h, 4°.


Bagved tom. I af E. Pontoppidans Annales eccl. Dan. findes en fuldstændig oversættelse af biskop Árni Torlakssons Kristenret, uden nogen anmærkninger undt. en fortegnelse af nogle få ord, som Árni siger han ikke forstår; om nogle af disse gælder det, at det er ret mærkeligt, at Árni ikke har forstået dem Oversættelsen er naturligvis i det hele tro og god Også den gamle Kristenret m. m. oversatte Árni, se nedenf.


Árni beskæftigede sig meget med den gamle tidsregning i Norges og Islands historie, måske ikke mindst på grund af Þormóðs forespörsler. De førte derom en vidtløftig brevveksling: brevene kunde blive til hele afhandlinger.[2]


Af en særlig betydning er Árnis Chronologia postremorum Norvegiæ regum ex stemmate Haraldi pulchricomi svo miked sem þiena kann til rem Diplomaticam.[3] Det er en kritisk redegörelse for de norske konger Magnus lagaböter og hans efterfølgere til Olaf, Margretes sön, og deres regeringsår, på islandsk, skrevet »i februar 1710« (altså på Island); Árni anvender her breve og dokumenter med videnskabelig grundighed. Det manuskript, hvorefter afhdl. er trykt (ikke med Árnis hånd havde R Keyser erhværvet i Island og bragt med sig til Norge. Dette gör det sandsynligere, at denne oversigt er foranlediget af og sendt til en lærd Islænder, som f. eks. P. Vidalin, hvad udgiveren antager, end til Þormóður, hvad Werlauff mente.


Tilbage af, hvad der er trykt, står Árnis störste og så at sige eneste originale arbejde, levnedsbeskrivelsen af Sæmund frode, udgiven i 1. bind af den store udgave af eddadigtene 1787. Vita Sæmundi (på latin), med forskellige tillægsnoter under teksten af J. Eiriksson. Árnis egenhændige original findes i 1029, 4°[4] (J. Ólafssons afskr. i 427, fol.).


Egenlig er denne levnedsskildring en del eller udsnit af Árnis tolkning til Are frode. Árni begynder med en oversigt over hvad kilderne indeholder om Sæmunds liv; her lægges der også særlig vægt på tidsregningen. Det hele vidner om Árnis kritiske sans og fremgangsmåde.


Derefter drøfter Árni de værker, som er tillagte Sæmund og med hvad ret. Han begynder med »Eddam Sæmundi«. Efter at have omtalt håndskrifter deraf (ɔ: eddadigtene) og de forskellige meninger om Sæmunds forhold til digtene, som der ingen grund er til her at komme nærmere ind på, udtaler Árni som sin på fornuftige grunde hvilende mening, at der ingen hjemmel er for at tillægge Sæmund nogen virksomhed m. h. t. samlingen af »Eddaen«, hverken i selve håndskriftet (cod. reg.) eller andre steder, og at det vistnok (»non possum non suspicari«) er biskop Brynjolf, der egenmægtig har anbragt titlen på sin afskrift; når Brynjolf i sit brev til O. Worm spörger, hvor »ingentes thesauri totius humanæ sapientiæ, conscripti a Sæmundo multiscio« er bleven af, er Árni så dristig, men tillige sundnøgtern, at spörge, hvorfra man ved, at »tales thesauri« nogensinde overhovedet har eksisteret. Det er klart, hvad Árni har ment. Eftertiden har givet ham fuldkommen ret i hans tvivl. Ikke mindre har man givet Árni ret i hans kritiske benægtelse af Sæmunds forfatterskab til digtene, som han dernæst udvikler. Herunder kommer han til at bestride den opfattelse, at digtene tilhører en urgammel tid og er forfattede f. eks. af dem, der taler i digtene (Odin i Grímn. og Hávam.) »Verisimilius mihi videtur memoratas Odas prosopopoeiam continere. Deorum persónis ab alio longe recentiore affictam«, siger han træffende. Den slags kunde man dengang skifte ord om, hvad der nu til dags er udenfor al drøftelse. Han udtaler tilsidst som sin mening, at disse eddakvad er forfattede af gudernes dyrkere (ɔ: i hedensk tid), men til forskellige tider og af forskellige digtere; senere er de af en »antiquita-tum studioso« bleven samlede og optegnede efter den mundtlige overlevering. Her er Árni fuldkommen moderne.


Derefter går Árni over til Snorres Edda, dette fordi også den af nogle er blevet tillagt Sæmund. Her er Árni mindre sikker og hans antagelser mindre rigtige. Han mener, at de 4 grammatiske afhandlinger, der findes i hans hds., codex Wormianus (erhværvet 1706), har hørt til værket, men er udeladte i de 2 andre hovedhåndskrifter. Han gör sig skyldig i den misforståelse, at Eddas forfatter lover at ville behandle 3 æmner: regulas, licentias, vitia i skjaldedigtningen, og at det er det sidste, der behandles i de gramm. afhandlinger. Derfor er der ikke to forfattere til »Edda« og »Skálda«; at værket er langt yngre end fra Snorres tid, skulde bevises ved, at der nævnes senere konger; men Árni har ikke lagt mærke til, at sligt sker kun i hvad der nu kaldes den 4. grt. afhdl., der ganske rigtig ikke er ældre end fra o. 1300 eller noget senere. Derfor ansætter Árni fejlagtig hele værket til det 14. årh. Når herimod strider, at Olaf hvitaskald omtaler »sin herre kong Valdemar« (ɔ: sejr), ɔ: i Den 3. grt. afhdl., så er det fordi Eddas kompilator har optaget en afhandling af Olaf eller dele deraf. Árni bestrider den — ældre — mening, at der har været en ældre Edda, som forfatteren til Edda—Skálda har forkortet (excerperet). Endelig omtaler Árni navnet og dets betydning. Han bekæmper også her ældre meninger og kommer selv — dog i varsomme udtryk — til det resultat, at ordet må afledes af óðr, men hvad han fremfører til støtte herfor i sproglig henseende, er alt ret uheldigt. Som bekendt har K. Gislason optaget Árnis tolkning og søgt at begrunde den med bedre sprogligt stof.


Endelig drøfter Árni Sæmunds forfatterskab til isl. annaler, især de såkaldte Oddaannaler; dette gælder et særligt håndskrift, der kun gik ned til 67 e. Kr. De kan af flere grunde ikke være forfattede af Sæmund, selv om noget i disse annaler røber en lærd man og de ikke er fra helt sen tid. I tilknytning hertil kommer Árni til at omtale de gængse folkesagn om Sæmund og hans læremester (Árni samlede med megen iver alt sådant), ifølge hvilke Sæmund skulde have lært trolddom (og mesteren var eller blev senere til selve fanden: jfr. Isl. folkesagn og æventyr). Árni er ked af at skulle anføre disse »nugas«, men han ytrer, at da kendskabet til oldtiden på Island havde tabt sig, blev Sæmunds navn så berömt, at man tilegnede ham alt, hvad lærd og udmærket udarbejdet der fandtes, uden at undersøge sagen nærmere. Dette er ganske rigtigt; den, der kritisk undersøgte overleveringen, var Árni, og han har ved hjælp deraf virkeligt nøgternt i det hele sat Sæmund på rette plads. Han slutter sin levnedsskildring atter kort og fyndig ved at anføre det bekendte distikon:


Omnia post obitum fingit majora vetustas,
majus ab exequiis nomen in ora venit.


Når dette Vita Sæmundi er skrevet, er det ikke muligt nærmere at bestemme, undt. for så vidt som det må — som för antydet — være skrevet efter 1706.


Når nu Árnis øvrige — ikke trykte — forfatterskab skal behandles, er denne benævnelse ikke helt adækvat, eftersom der her i reglen mere er tale om optegnelser og mere eller mindre fuldstændige samlinger, end nogle udarbejdede helheder. De bærer vidne om hans fortrinlige samleregenskaber, om hans nöjagtighed, grundighed og kritiske ævner. Disse samlinger og optegnelser falder i forskellige grupper. Men ud af dem alle hæver sig dog i en særlig grad Árnis optegnelser vedrørende og sysselsættelse med Are frode og hans skrift, Islendingabók.


Allerede som ung oversatte Árni Islendingabók efter et skrevet eksemplar (der blev tilintetgjort efter arbejdets fuldførelse). 1688 renskreves denne oversættelse af Hjalti Þorsteinsson, senere præst; »noter« til det hele gjorde Árni vinteren 1688—89, det hele var færdigt »för midsommer 1689[5]), da jeg rejste til Norge«. Efter sin hjemkomst forøgede og ændrede han noget i »notæ« og leverede så det hele til Caspar Bartholin til censur (vinteren 1690—91); denne faldt 1691. Sin oversættelse kasserede Árni dog senere, han skriver (hvad der smukt vidner om hans selvkritik): »Hoc exemplar (foræret til Jens Rosenkrantz), postqvam liber editus fuerit (her sigtes til Chr. Worms udgave), pro meo opere haberi nolo, cum versio ista in juventute mea facta sit, ac itaque minus accurata«. 1693 lånte Árni sit eksemplar til (Chr.) Worm, der trykte det i Oxford 1697, men således, at Árni ikke vilde vedkende sig det som sit arbejde.[6] Árni syslede med dette arbejde om Are omtrent hele sit liv, men han fik det aldrig færdigt eller udgivet.[7] I sit brev til Bassewitz (19/3 1719) siger han: »Ego in juventute mea illud in latinam linguam transtuli et notas quasdam adjeci, quæ omnia, nisi mors interveniat, revidebo, ut typis publicis committi queant«. Árnis ret vidtløftige samlinger til værket findes 254, 8°, 364,4°, 365,4° og 411 fol.[8] Der haves (i 254) en kort samlet oversigt over Ares liv, der ender med et citat af Juvenal (sat. X), —


_ _ _ monstrat
Summos posse viros et magna exempla daturos
Vervecum in patria crassoque sub aere nasci.


Der findes iøvrigt (i de nævnte numre) ret vidtløftige leksikalske samlinger til forklaring af forskellige ord (fróðr, som han vil gengive ved »multiscius« — hvilket netop er træffende — [of et sama] far — skǫr i geitskǫr osv.); Árni hænter eksempler fra andre skrifter til sammenligning. Der findes udførlig tidsregning og tabeller, bestemmelse af året for Islands første opdagelse og bebyggelse (»origines Islandicæ« m. m. vedrørende tidsregningen for de ældste norske konger). Der findes mange »topographica, orthographica« og »observationer« om gamle ordformer osv. Árni havde bedt sin ven, biskop Björn, der jo havde været præst i Odde, om alle sagn og fabler, han kendte om Sæmund frode; dennes för omtalte »Vita« var selv netop en del af udgaven af Are.


Det er allerede heraf klart, hvor overordenlig vidtløftigt værket skulde være. Det bliver ved Árnis langsomhed og mange øvrige virksomheder forståeligt, at det aldrig kunde blive færdigt. Hertil kommer så forskellige optegnelser vedrørende Ares person, slægt, leveår, undersøgelse når han har skrevet, samt om hvad han har forfattet. Árni bestemmer naturligvis også, hvilket af de 2 håndskrifter der burde lægges til grund for udgaven, nemlig det han kaldte »codex A« (d. v. s. 113 B); fra det andet (dette var identisk med Skalholtudg. 1688) skulde der tages varianter. Árni nægter, at Are er forfatter til skrifter som Skjǫldungasaga eller Njála. Árnis opfattelse af forholdet mellem den ældre og yngre Isl.bók ses af hans bemærkninger (bd. II, 85—88). Árni siger, at Ares udtryk er utydelige, mulig bör de forstås så: »Jeg (ɔ: Are) lader denne bog være i samme form og es (og esse; ovenover: structura), som den var, da jeg første gang offererede den til Torlak og Ketil og Sæmund, og jeg har ikke ændret den, undt. forsåvidt som jeg har tilföjet slægtregistrene som findes i capite 2 og de andre, som jeg nu sætter bagved denne nye edition, og desuden nogle få ting, som jeg senere har lært siden jeg først lagde hånd på dette skrift. Item har jeg her indsat kongers liv, d. e. jeg har confereret chronologiam rerum nostrarum med tempore regum in exteris, så at alt kan stemme indbyrdes, til bestyrkelse af min fortælling« . . . Dette kunde være sensus loci. Men den kunde også forstås således: »For nogle år skrev jeg (ɔ: Are) et opusculum, som jeg kaldte Islendingabók og leverede den til revision til de nævnte mænd. De syntes godt om den, men ønskede, at den skulde blive noget fyldigere, eller der kunde hist og her tilföjes noget, man yderligere vidste og som det var værdt at optegne [så gjorde Are derefter], men methodus i denne edition er den samme som i den første. Men desuden har jeg allerede sammenskrevet ættetal fra landnamsmænd . . . og det er et opus foruden dette. Endvidere har jeg skrevet en konunga ævi, som allerede er mellem folk«. Denne sidste opfattelse slutter Árni sig selv snarest til. Han antager altså 2 selvstændige skrifter, en Landnámahók og Nóregs konunga sögur, i henhold til henvisninger i disse skrifter. Det er sproglig muligt at forstå Ares sted som Árni har gjort. Men man kan da spörge: hvorfor har Are overhovedet nævnt disse skrifter i denne sammenhæng, hvor det dog måtte synes ret meningsløst at nævne dem? Sagen er, at Árni — mærkeligt nok — ikke har fået öje på en 3. forklaring, den som senere er bleven den almindelige og som så at sige er den eneste naturlige, nemlig den, at både »ættetallet« og »kongers liv« har stået i den oprindelige Isl.bók, men er udeladt (»fyr utan«) i den 2. »edition«. Men herved bortfalder spörsmålet om en selvstændig Landnámabók og Noregs konunga sögur, forfattet af Are. Som bekendt har B. M. Olsen hævdet tilværelsen af den første, men af andre grunde end Árnis. Ligesom alt dette vedrørende Are egenlig kun er samlinger og forarbejder, til trods for at der deriblandt kan findes helheder, således er alt andet fra Árnis hånd lutter samlinger.


At Árni interesserede sig for historie i almindelighed er utvivlsomt, og af mange af hans notitser fremgår hans kundskaber i verdenshistorie, for ikke at tale om Islands historie. Nogen afhandling af ham foreligger dog ikke, men der findes en mindre afhandling: De studio historico i 228, 8° med hans hånd, der synes at være forfattet af ham. Desværre ses ikke, fra hvad tid den er (måske fra hans ophold på Borchs Kollegium ?). Den er trykt i bd. II, 123—26.


Til personalhistorie hører følgende: Først og fremmest de overordenlig rige samlinger, der findes i 215. 224, 8°. Her findes optegnelser om de isl. klostres abbeder (opimod 400 blade), skrevne til forskellige tider. Det er samlinger fra sagaer, annaler, dokumenter og breve, alt med forskellige kritiske bemærkninger. Dette sidste gælder alle de følgende samlinger. Det hele er ordnet efter klostre og indenfor disse kronologisk. I 224. 8° findes lignende optegnelser angående høvedsmændene på Bessestad fra og med Pros Mundt 1633 og til Chr. Müller o. 1702 (dennes dødsår 1720 noteres tilsidst). Alt dette dels efter skrevne kilder, dels efter »relationer« ikke mindst af Þormóður.


I nrr. 257—62, 8° findes lignende samlinger i tidsfølge angående biskopper og erkebiskopper i Danmark (Lund, Roskilde, Odense, Ribe), Norge (Oslo, Bergen, Hamar, Stavanger), Færøerne, Orknøerne, Garde i Grönland og i Sverrig — alt op imod 800 enkeltblade; endel skrevet af andre. Alle disse samlinger er meget værdifulde og nöjagtige.


I sit brev til Jón Haldórsson (18/6 1729) antyder Árni, at han »har gjort adskillige fortegnelser over historier og poesier, med korte anmærkninger og andet deslige, som kunde tjæne den, der måske siden ville skrive Historiam literariam Islandiæ, men dette er nu så aldeles ødelagt, at deraf ikke er et blad tilovers. — Jeg havde optegnet, hvad mig var forekommet, om de gamle biskopper, befalingsmænd og lavmænd på Island. Fuldkomment var det vel ikke, men kunde dog nyttes«. Også siger han, at han har optegnet et og andet om dem, der efter reformationen har skrevet annaler, de rebus antiquis, de philologia nostra, dejure etc. »og havde kostet mig megen umage«, men alt dette brændte, og det var tildels uerstatteligt: særlig nævnes Arngrim d. lærdes Vita. Jón Ólafsson udtaler følgende (Add. 3. fol.) om Árnis litteraturhistoriske virksomhed: »Men sl. ass. Arnas Magnussen bragte det længst frem for alle, og så vidt, mener jeg, at der kunde ikke lægges stort meer til. Jeg saa hos hannem nogle fasciculos i octav, som han havde samlet mange aar paa, med en stedse aarvaagen, flittig og vidtløftig correspondence i Island«.


Endelig kan slutte sig hertil Árnis samlinger til Jón Arasons liv (226 a, 8°), samt især Þormóður Torfasons liv (219, 8°, her findes bl. a. Árnis egne bemærkninger til Þorleifur Haldórssons vita (på latin), hvis original findes i Kall 632,4°) »Ad Thormodi Torfæi vitam pertinentia« efter breve og forskellige meddelelser, alt i tidsfølge. Her findes Árnis egne sikkert meget retfærdige og sande udtalelser om Þormóðs begavelse og virksomhed. Han beundrede Þormóður, det var dog ingen blind, men kritisknøgtern beundring. En sammenfattende, kort fremstilling af Þormóðs liv på dansk findes i Kalls saml. 632, 4° (trykt i bd. II, 127—35), skrevet af en anden, men Árni har egenhændig skrevet under (i sept. 1713 »scripsit Arnas Magnæus«; heri findes også nogle rettelser og tillæg med Árnis hånd. En afskrift heraf ved Jón Ólafsson findes i Ny kgl. sml. 1393, fol. med Árnis rettelser optagne og afskrift af flere af hans optegnelser); desuden findes her nogle tilföjelser på dansk eller islandsk i randen. Lævnedsskildringen er kort, knap, omhyggelig og upartisk.[9]


Til genealogiske optegnelser og afskrifter hører afskrifter af Langfeðgatöl efter forskellige originaler (1 f. fol. efter 415,4°) med forskellige kritiske bemærkninger af Árni se bd. II, 136— 38). Således bemærker han, at det ikke er sagt, at der altid er tale om en række af fædre og sönner i ubrudt linje indenfor de gamle kongerækker; der kan oftere være tale kun om en »successio«. Nogle af disse afskrifter hidrører fra Bartholin-tiden. Her findes også et referat af samtaler med Þormóður om Flatøbogens langfeðgatal.


Af större betydning og interesse er Árnis egenhændige slægttavler (i stamtavleform), uddragne af Landnáma og Islændersagaer, der foreligger i 432,1-2, 4°, »genealogiæ veterum Islandorum«, med forskellige kritiske bemærkninger (i alt over 300 bl.). I 1030,4° findes også nogle selvstændige genealogiske optegnelser ang. den danske kongerække, men ellers er det kun afskrifter, der her findes.


Om historisk interesse og virksomhed vidner Árnis samlinger i 265,8° (opimod 100 blade) til de norske og danske klostres og kirkers og ærkebiskoppers historie; om de svenske findes derimod kun ganske lidt. Árnis kirkehistoriske interesser kender man fra hans disputatser på Borchs Kollegium og de samlinger, han for Bartholin foretog. Det var også hans hensigt at samle til og skrive Norges kirkehistorie. Hans samlinger dertil brændte. Her kan indskydes, at i det isl. landsbibliotek 60 fol findes en »Fortegnelse på alle præstekald og kirker udi Skalholts Stift og hvorleedes de med præster ere forsiunede. præsternes navne og af hvem de have deres bestallings brev, item paa kaldenes visse indkomst anno 1706 og anno 1709 og den uvisse anno 1709 saavelsom præstegaardenes beskaffenhed«. Foran står der »Autor Arnas Magnussen«. Fortegnelsen er sikkert udarbejdet for biskop J. Vidalin i året 1709 eller 1710.


Árni har endvidere gjort overmåde store samlinger til litteraturhistorie og bibliografi — et af de mange vidnesbyrd om hans samlerinteresser og kundskabstörst. Under sit Tysklandsophold havde han, som ovf. omtalt, gjort vidtløftige optegnelser angående bøger og håndskrifter (i 909 a-e, 4°).


I 434, 4° findes litteraturhistoriske optegnelser ang. isl. litteratur: »De scriptoribus Islandicis vetustioribus«; men værket er åbenbart kun en begyndelse (af 235 blade er blot nogle få beskrevne), og væsenlig kun navnene på de litterære personer.


I 231 a-f, 8° (ialt over 2000 enkeltblade, hvoraf de færreste er skrevne med andre hænder end Árnis egen) findes overmåde vidtløftige bibliografiske, nöjagtige notitser (nöje afskrevne titler), der slutter sig til afskrifterne fra Tysklandsopholdet, om bøger og forfattere, kronologiske, geografiske og genealogiske skrifter; historiske skrifter om alle verdens lande, historiske og kulturhistoriske uddrag, udgaver af klassiske forfattere og mange andre, tildels meget forskelligartede ting, som det her ikke kan være tale om at komme nærmere ind på eller göre rede for; jfr. den trykte katalog. Når der her (under e) nævnes »et og andet ang. islandsk litteratur og sprog«, så er dette af en rent forsvindende art. Det hele, især hvad der findes under e, er temlig regelløst ordnet og burde vel være blevet omordnet. Det er her, at den notits findes om Hagbard, der er aftrykt i Danm. gml. Folkev. I, 266.


Der findes her ikke så sjælden kritiske bemærkninger af Árni selv, der tillige kan karakterisere ham. Således siger han i anledning af et foregivent håndskrift af Adam af Bremen i Bremen: »Eg trui þvi laust, og reflectera ei storum par uppá, talibus incertis relationibus admodum assvetus«; om visse bøger siger han: »er ikke sönderlig«, »er ónyt«, »de Islandia quædam erronea habet«; om et værk med afbildninger (mønter) siger han: »er mer at engu gagni, sögurnar eru allar ædi stuttar oc aungver authores serilagi nefnder i þeim; sumir af penningunum litast mier uppdiktader, hvad ef er, þá er bökin at aungu gagni«. Et par andre bemærkninger skal for kuriositetens skyld anføres; den ene om Peder Laalle (vist ikke fremdraget för): »Peder Laalle authorproverbiorum Danicorum, ligger begraven i Skolen i Roskild, under en liigsteen, som mag. Madz Weile har seet der i hans Skolegang« (bl. 1493). I en optegnelse om en dansk by siger han: »Min barbierer sagde mig osv.,figmentum absque dubio«. Det giver et ejendommeligt indblik i Árnis private færd og samtaleæmner, endogså hos barberen.


Endelig skal nævnes, at han (bl. 1821) drøfter princippet for udgaver af ældre skrifter i ortografisk henseende og hævder her et meget fornuftigt princip.[10]


Hertil kan sluttelig föjes Árnis samling af privatoptegnelser i 230, 8° i gamle bøger imod lutheranske reformatorer, samt en del af indholdet af 209, 8° (indholdsangivelse af isl. salterhåndskrifter).


Meget hyppig foretog Árni uddrag og afskrifter af forskellige optegnelser, hvilket atter var udslag af hans samlerlyst og omhu for at bevare. Således foretog han afskrifter af latinske »sangbøger« og lignende (241b, fol.). I 649b findes en afskrift af Lille Jónssaga, beg., bogstavret (efter 649a). Han foretog afskrift af stykker af en Gulaþingslovbog, som han fandt i et håndskrift, hvorfor han gör nöje rede, samt forskellige Jonsbogkapitler og Grågåsstykker delvis med varianter (og tildels allerede fra hans første år i Khavn, se 146,4° og 206,4°). Lignende findes også i 37b, 8°. I flere (eller de fleste) af disse numre findes andre hænder end Árnis; det er da hans skriveres, for det meste ialfald. I 576b. c. 4° (jfr. 226 a, 8°) findes ret vidtløftige uddrag af og optegnelser om de såkaldte »lögnesagaer« og »æventyrsagaer«, så godt som alt med hans egen hånd. I Katalogen vil man finde en nöjagtig fortegnelse over disse sagaer; den viser, at også for denne lavfolkelige litteratur og dens betydning havde Árni ligeså skarpt et blik som for den höjere og lige så stor en sans for at samle den.

". . . engang blev Holberg spurgt, hvor A. M. var; han skal have svaret: »han sidder vel hjemme og gnaver på sine gamle skindpjalter«."


Endelig kan her nævnes hans samlinger ang. Gualterus (ɔ: Alexanderssaga), udgaver deraf, uddrag deraf og sammenligning med Curtius fra Leipzig-opholdet (1695) m. m., og endelig kritiske bemærkninger til henvisninger til Gualterus i andre sagaer. Han tænkte på en udgave af Alexanderssaga.


For den gamle skjaldedigtning interesserede Árni sig levende lige fra sin ungdom af. Det er för bemærket, at han forfattede et drotkvædet digt til Bartholin, der viser, i hvilken grad han allerede dengang havde tilegnet sig kunsten at digte på skjaldevis med kenninger osv.[11] Det forbavser derfor ikke at se, at han har foretaget omfattende samlinger af skjaldenes vers og afskrevet dem. Etslags første forarbejde af denne art er vistnok den mindre samling i 266, 8°, der indledes med nogle litterærhistoriske bemærkninger om Starkad og Brage; hvorefter der følger en fortegnelse over skjalde og digte — også eddadigte — i alfabetisk orden, samt over versemål. Her findes tilsidst også en lille afhandling om skjaldenes kvad, deres betydning og opbevaring, der findes trykt i bd. II, 139—40. Vi ved ikke nu, hvad der har foranlediget den. Langt fuldstændigere er samlingen i 761a.b. 4° (tilsammen 647 bl., dog ikke alle beskrevne). Her findes jfr Katal., hvor indholdet af 761a er særlig angivet) ikke blot enkelte digte afskrevne, som Hǫfuðlausn, Ynglingatal m. m.. men også selve Skáldatal efter de to gamle håndskrifter af Heimskringla og Upsala-Edda (dette indirekte efter en papirsafskrift). Hovedsamlingen af skjaldeversafskrifter findes dog — i alfabetisk orden — i 761 b, der anføres ofte varianter fra andre nyttede håndskrifter. Af den oprindelige paginering er det klart, at samlingen nu ikke forefindes i den oprindelige ordning, men om dette er Árnis egen eller andres skyld, er ikke let at sige. Denne vigtige samling bærer i det gamle katalog følgende titel (gældende både a og b): »Skáldatal og fornskáldavísur in primis in Edda allegatæ, ordine alphabetico, additis subinde notis criticis manu A. Magnæi, fasciculus grandior«. En del — dog den mindste — er med skriverhænder. Árnis afskrifter har særlig betydning, hvor de beror på tabte håndskrifter (som f. eks. versene i Gislasaga efter en tabt kongelig mbr.). En overordenlig stor mængde afskrifter af större eller mindre omfang hidrører fra Árni, dels med udgiverformål for öje (vel dog de færreste), dels for at have en tekst, der i originalen var vanskelig at læse eller som det var særlig vigtigt at have en afskrift af, man let kunde tage til; også om afskrifter af originaler, der ikke var i Árnis eje, drejer det sig. Alle hans egne afskrifter er overmåde nöjagtige, mange gange eller som oftest ord- og bogstavrette. Meget er skrevet af skrivere, som han til stadighed holdt på Island og i Danmark. Hertil hörer de tusinder af diplomafskrifter, han lod udføre, se Katalog II. 611— 12.[12]


En mængde optegnelser vedrører selve håndskrifterne. Så at sige ved hvert eneste håndskrift ligger der en eller flere sedler, hvor der mere eller mindre udførligt göres rede for det, hvorfra det er kommet og hvorledes Árni har fået det. De er af uskatterlig værd. Mange af dem er aftrykte i Katalogen, hvortil der kan henvises. De vigtigste af de andre er udgivne i bd. II, 141—236. Hvor stor en umage m. h. t. de enkelte håndskrifter Árni gjorde sig — dette vil vi iøvrigt senere komme tilbage til — viser f. eks. hvad han har optegnet ang. Hauksbók (371, 4°; Katal. I, 590). Udførligere optegnelser, oplysninger og bemærkninger om håndskrifter vil man finde i 1e b II fol. (vedrørende Skjoldungasaga), 20e fol. (Knytlinga; heri om den af Worm besörgede danske oversættelse, kritiske notitser om sagaens personer på lat.; og her findes under 5 punkter en anvisning på, hvorledes hovedhåndskriftet er behandlet i afskriften; dette hænger sammen med den påtænkte udgave), 122c fol. (om Sturlunga og dens håndskrifter), 207b fol. (om Hungrvaka, dens alder og forskelligt den vedrørende), 243s fol. (om visse håndskrifter af Kongespejlet, dels med en skriverhånd), 436, 4° (ang. et annalhds. fra Haldor Torfason i Bær i Floe), 168, 8° (om et særligt hds. af Rimbeygla, der var benyttet af Þormóður i Series og var skrevet af Björn på Skarðsá), 221, 8° (hds. tilhørende biskop Brynjolf), samt i 267, 8° (Wolfenbüttelhds. af Egilss. og Eyrbyggjas; hds. af Laxdælas.).


Alt det her anførte viser Árnis ubegrænsede omhu for håndskrifter og litteraturen i det hele, hans nöjagtighed i gengivelsen af originalerne og følelsen af, hvor en sådan var nødvendig; heri overgår han alle sine samtidige.


Ved sin syslen med oldskrifterne, sine uddrag deraf og indbyrdes sammenligning, samt sine nöjagtige afskrifter af ældre og yngre håndskrifter, var det uundgåligt, at Árni også fik interesse for sproget selv og dets ordformer. Hvad dette angår, kan det siges, at han er nået langt ud over sin samtid, der i det hele på dette område var ganske uvidende, og han viser, at han var inde på en rent moderne tankegang ved sin agtelse for de gamle former og ved sin forståelse af kronologiske sprogforskelle, ligesom han også havde åben sans for dialektale ejendommeligheder. Alt dette mærkes i flere af hans breve, f. eks. hvor han så stærkt kritiserer Sigurður Jonssons sprog i hans salmer (brevet til biskop Björn 31/3 1705); han taler her om »bögumæli« (forkerte ord og ordformer), som ingen vilde finde på at bruge i almindelig »tale« og om »ord der ingen (rigtige) ord er«; også »syntaksen« er det galt med. At Árni ikke havde og ikke kunde have den fulde forståelse af sprogudviklingen, er kun hvad man væntede; derfor tager han også undertiden fejl i sin kritik. Sit modersmål skrev han forbavsende godt i forhold til sin samtid og bedre end de fleste. At hans sprog er præget af samtiden er en selvfølge (f. eks. m. h. til nogle fremmedord og ordenes stilling, især i bisætninger). I sine fortrolige privatbreve var han, som vel de fleste andre, mindre omhyggelig, idet han hyppig bruger fremmede (danske, latinske) ord og vendinger. Derimod er flere af hans embedsskrivelser således, at man kunde kalde dem mönstergyldige m. h. t. den sproglige fremstilling — ligesom de er det ved æmnets logiske og stringente behandling. Aldrig er der nogen svulst, men en knap og dog fyldig, nögtern redegörelse i en altid klar og gennemsigtig sproglig dragt.[13] Som et fortrinligt eksempel på Árnis stil og sprog kunde man f. eks. nævne hans store indlæg ang. trolddomsbeskyldninger og processer (Embedsskr. s. 384 ff). Hvad der hidrører fra Árni selv om sprog og sproglige foreteelser er omtrent følgende.[14] Der er da for det første ret vidtløftige samlinger af islandske ord og talemåder med oplysninger om, hvor de findes, og forklaringer både fra den gamle litteratur og — mest — fra samtidens sprog, alt i alfabetisk orden (jfr. titlerne voculæ Islandicæ rariores nonnullæ; voces quædam rariores Isl. et loquendi modi ordine alphabet. collecti). De findes hovedsagelig i 226b (jfr. 226a) og 481,8°. Det vigtigste heraf findes i bd. II, 237-54. Der er herimellem mange meget interessante ting både m. h. t. forekomst af ord (dialektord) og udtale. Det meste heraf har Árni vel samlet og optegnet under sine rejser og ophold i Island. Der er grammatiske former, der anföres, men navnlig er samlingerne af leksikalsk art. Også danske ord findes her forklarede m. m.


Lejlighedsvis udtaler han sig om udtale og retskrivning. Om den förste siger han f. eks.: »Islendsku pronuncera marger á Islandi nu plusquam barbare, mest sunnanlandz. Þeir seigia hegôme, blessâður, frelsâre, quæ omnia brevia sunt«; flere interessante oplysninger giver han. Ang. retskrivningen siger han: »Literatura (ɔ: retskrivningen) Islendskunnar er nu hia velflestum orden meir enn aflægisleg, og allra hellst villast menn um y og i. In typographia Holensi hafa þeir nu casserad ölldungis y adeo ut secundum eos eodem modo scribitur skytur iaculat ae skitur cacat quod absurdissimum est«. Dette er i og for sig rigtigt nok, men Árni kan ikke i sin betragtning her og oftere frikendes for en vis doktrinarismus, der iøvrigt lever endnu den dag i dag i bedste velgående. Derimod er hans dom uden tvivl meget træffende, når han om visse dalevende digteres bestræbelser siger: »þeir sem ä mïnum dögum hafa ætlad ad qveda ad imitationem veterum hafa synt ignorantiam[15] sina og eckert annad þar med unned«.


Det ser ud til — og det er i fuld overensstemmelse med hans interesse for skjaldekvadene —, at han har påtænkt at skrive etslags lexicon poeticum, ti i 226 findes brudstykke på latin, der ser ud til at være tænkt som fortale til et sådant; og sammen med dette findes en — iøvrigt meget lille — samling af kenninger.[16] Det er vel aldrig kommet videre. Det vides, at han opfordrede andre til at skrive en islandsk ordbog (se Eir. Jónssons Oldnord. ordb. s. VIII—IX). Han skriver, at man skal bede dem, »er giora fyrir mig Lexicon Islandicum og in eum usum lesa bækur igiegnum, ei alleina ad annotera ur þeim voces og syntaxeis vocum item flexiones, helldr og ef nockud kann i þeim ad finnast eda þeirra præfationibus sem illustrera historiam vel statum insulæ, på þad og ad describera verbo tenus« . . . . »Þeir sem giora Lexicon Islandicum verda ad lesa igegnum allar dröslur er þeim fyrir auga bera: qvædi — psalma — scripta, til ad excerpera þar ur voculas«.[17] Det ses heraf, at Árni havde blik for, hvad der skulde göres, hvorledes et sådant arbejde skulde udføres; hans princip er godt nok. Men han har tillige klart set, at et sådant værk var det ham selv umuligt at foretage, han var aldrig bleven færdig dermed. Sikkert kan det siges, at, hvis nogen i samtiden var egnet til at skrive det, var det ham, og ham alene.


I 649 b, 4° findes nogle ord af Jónssaga samlede med latinsk oversættelse (jfr. ovf. anm.; i 234 fol. findes Jónss.).


Árni syslede også med komparativ filologi. I 436,4°[18] (jfr 267, 8°) findes en ikke helt ringe samling af ord i alfabetisk orden, der sammenlignes med latinske ord (som f. eks. armr — armus, akr — ager, auga — oculus. án — άνευ, af — άπο osv.; at (atazt) — ater osv.). Naturligvis findes her urigtige sammenstillinger (som i det sidste eksempel), men forbavsende meget er rigtigt. Naturligvis formår Árni heller ikke at skælne imellem oprindelig hjemlige og lånte ord (som f. eks. köttr — catus). Mærkeligt er det at se, at han udtaler, at »glakiem tamen dixere Romani«, jfr. »cum Romani lakerus enuneiaverint«. Han kommer her også ind på andre lydsammenstillinger og overgange som ct til tt i ord som átta — octo og lign.: han gör også følgende rigtige sammenstillinger (n peregrinum eliditur in:): uns — oss, anses — æser, Ánlafus — Alafr Olafr, ganza — gás, anz (trabs) — ás; han ser, at w er bortfaldet foran u og o. Han har også her en fortegnelse over ord lånte fra fransk. En liste over norske stednavne er vistnok at forstå som en liste over navne, der ikke kunde forklares af nordisk rod; jfr. ovf.


I Thott 483,8° findes nogle samlinger til islandsk formlære. Der er nogle paradigmer (verber og substantiver, men yderst brudstykkeagtige), samt nogle sammenstillinger af ensartede ord. Så kortfattet det hele er, vidner det dog om, at Árni besad, også hvad denne sag angår, et skarpere blik for samhørighed og system end nogen anden. Uden tvivl havde han, hvis han havde givet sig tid dertil, kunnet skrive en efter forholdene god islandsk formlære. Mange andre steder findes (f. eks. i de ovf. nævnte samlinger) iagttagelser angående ord og ordformer.


At Árni syslede med palæografi forstår sig af sig selv; overmåde ofte findes notitser om bogstavformer i håndskrifter; hans kundskaber var meget dybtgående, og han var istand til at henføre håndskrifterne til forskellige tider efter bogstavformer (og andre kriterier som retskrivning). At han særlig var opmærksom på oldbreves og andre dokumenters skrivemåde kunde man formode, selv om man ikke havde så håndgribelige beviser derfor som hvad der findes i 256, 8° med titlen »ad rem diplomaticam pertinentia«. M. h. t. brevene — som det her gælder — fremhæves som kriterier skriftens eleganse eller styghed, bogstavtegnenes form, især s i enden af ord, u eller v, r-formen efter o, b, p, forskel på skindet, forkortelsernes art, interpunktion m. m.; rigtig bemærkes, at aksent over i intet betyder som længdetegn. Endelig findes en liste over forkortelser i forskellige breve. Her findes også en beskrivelse af bullernes underskrifter (visse tegn, der afbildes), samt en iagttagelse af navnenes ordning under breve (norske breve), idet det fornemste stilles først osv.


En af videnskabens grene, som Árni med særlig forkærlighed gav sig af med, var tidsregningen. I mange af sine breve til Þormóður drøfter han, som ovf. omtalt, kronologiske forhold, særlig i 9. og 10. årh., i det hele med stor skarphed og skarpsindighed. Om tidsregning i almindelighed og kalendervæsen findes ikke så lidet af ham. I 250 fol. findes således isl. kalenderberegninger efter gammel stil — alt i tabellarisk form i kolumner med de isl. måneders navne foroven (og de almindelige romerske i teksten); cykler med de forskellige söndagsbogstaver m. m. I 729,4° findes »Clavis til prickstafanna i talbyrdingi« med lister over epakter og påsketid m. m. lign. (her er endel med en anden hånd, men uden tvivl hidrører det også fra Árni selv). I 732a VIII, 4° findes en tabel for årene 1677—1702 i 17 kolumner med forskellige overskrifter (litt. domin., solcyklus, måne, cyklus osv.), endel med en anden hånd. I Katalogen betegnes dette som en afskrift efter et pergamentsblad, hvor anordningen var forskellig. Dette sigter til Árnis egne ord, men det forekommer tvivlsomt, hvorvidt de er at forstå således. Der er dog vist tale her om noget, Árni selv har lavet, dog måske ikke uden støtte i andre håndskrifter. Samme nr. X indeholder endel af Árni om »sommerforøgelsen« og om sommer- og vinterbegyndelser i 18. og 19. årh. Samme nr. XII er dog det, der mest indeholder af Árnis egne optegnelser og samlinger, selv om endel er med en anden (afskriver)hånd. Optegnelserne vedrører især den gamle og den nye stil, »Calendarium novum«, nymånetider, sommerbegyndelser, isl. månedsfortegnelse m. m. Her findes en drøftelse af Ares beretning om Torstein surt. Árni omtaler også kort senere lærdes rim og slutter med forklaring af ordene brandajól og dýridagr. Her findes endel, der utvivlsomt er meget værdifuldt. Her står også en afskrift »ex martyrologio Jenensi«, uden tvivl stammende fra Árnis Tysklandsophold.


Islands geografi interesserede Árni meget, hvilket utvivlsomt hænger sammen med hans jordebogsarbejde, der jo selv bærer så smukke vidnesbyrd f. eks. om hans omhu for stednavne, ödegårde og lign. Jordebogen kan jo siges at være landets geografi. I 213. 8°, betitlet Chorographica Islandica (374 bl.), findes hans store samlinger til landets geografi i rækkefølge fra Langanes af og landet rundt. Det vigtigste heraf er trykt i bd. II, 255-78. En fylde af oplysninger om stednavne, fjældveje, fjorde (fjordfortegnelsen findes her af meget stor værd; endel med andre hænder og optegnet på opfordring af Árni — f. eks. gamle stednavne i Øræfi ved Isleifur Einarsson[19] (her findes en afskrift af Altingets catastasis m. m . . . også tegninger findes). Meget har han fra mundtlige meddelere. Allerförst findes en observation, optaget af Árni selv og skipperen 18/19 juni 1702 nord for Langanes (II, 255). Som sædvanlig ledsages disse optegnelser ofte af Árnis fyndige kritik (etsteds: »credat judæus Apella«).


I pakken Apogr. Isl. III, 4 (nr. 3034—48) findes optegnelser af Árni, for det meste egenhændige, om de islandske klostre, de findes trykte i bd. II, 279—87.


I 436, 4° findes en på latin skreven lille afhandling om navnet »Gandvik«, der er af interesse; den findes trykt i bd. II, 288-90.


I 771a, 4° findes en afhandling på dansk af Árni om det kort over Grönland. der var udarbejdet af den senere biskop Þórður Þorláksson; den er med Jón Ólafssons hånd, men underskreven af Árni selv 3. maj 1728[20]. Også her er hans kritik vågen; han er på det rene med. at Zeniernes rejse er opdigtet og nægter »Frislands« tilværelse. — I 228, 8° findes seddelnotitser angående Danells Grönlandsrejser. Árnis udmærkede kundskaber ang. Grönland ses bedst af hans brev til Ahlefelt 25/9 1704, og det brev er skrevet uden alle hjælpemidler; dog var han hildet i datidens opfattelse af Østerbygdens beliggenhed.


At Árni var en fremragende jurist og udmærket godt inde i den ældre isl. lovgivning og rettergang, er tidligere fremhævet. Herom vidner først og fremst de mange indlæg i sager og processer, som indeholdes i Embedsskrivelser. Der er ofte tale om hele juridiske afhandlinger, affattede med stræng logisk tankegang og aldrig svigtende lærdom, i et kærnefuldt og fyndigt sprog.[21] Der kendes en juridisk afhandling af Árni. Den (208,4°) er en betænkning til kongen angående gyldigheden af 1. art. om arv i kong Håkon Magnussons retterbod af 1313; den er underskreven af Árni og Chr. Müller 4/3 1709; den blev forfattet i anledning af Páll Ámundasons arvesag, trykt i bd. II, 291-301. Også 226a, 8° indeholder nogle bidrag til det isl. retsvæsen.


Et vidnesbyrd om Árnis alsidige antikvariske interesser, samt sysselsættelse med breve, er hans ypperlige og vidtløftige samlinger af islandske sigiller, der findes i 216—218. 8° (jfr. 222k) ɔ: 1) Sigilla Islandica clariorum virorum. 2) Sigilla Islandica veiusta nobiliorum ex ordine ecclesiastico virorum, og 3) Sigilla Islandica obscuriora (ialt o. 630 bl., dog ikke alle beskrevne). Her er mere eller mindre udförlige beskrivelser af de optegnede sigiller hvem de har tilhørt m. m., ofte ledsagede af tegninger, der er udmærket, og vist meget nöjagtig gjorte. Disse samlinger er uden tvivl meget værdifulde, men de er endnu ikke bleven studerede eller benyttede.[22]


Endelig skal anføres, at Árni har gjort optegnelser (255, 8°) angående fremmede mønter og deres værdier (også dansk mønt er medtaget), og islandsk værdiberegning; til slutning findes en bemærkning om »en mark sølv«. I afhdl. De centenario argenti (bagved Kristnisaga 1773) henvises til og anføres Árnis opfattelse af udtrykket »hundred (i) sølv«, hvor han ikke vil godkende Bjarni Haldorssons opfattelse, som går ud på, at et »hundrede (i) sølv« var lig med 20 øre sølv. På dette punkt tog Árni utvivlsomt fejl. Men sagen er et stridsspörsmål den dag i dag.


I Thotts saml. 1074, fol. findes et håndskrift med rygtitlen »Armoriale Danicum Arnes Magni« (182 bl.). Det er en udførlig fortegnelse over adelige slægter og deres våben, der beskrives på dansk, tilligemed forskellige historiske oplysninger. Det er ikke klart, hvad dette »Arnes Magni« skal betyde, at der derved sigtes til Árni Magnusson synes utvivlsomt. Det er meget usandsynligt, at det hele skulde være forfattet af Árni, der jo ellers aldrig kunde få noget samlet færdigt. Udenfor Árnis interesser kan æmnet vel ikke påstås at være, men det hørte dog sikkert ikke til hans hovedinteresser. Det forekommer sandsynligst, at der her kun er tale om en afskrift af et håndskrift, der har tilhørt Árni, men som er gået tilgrunde (i branden).


Som den kritiske natur, Árni var, er det klart, at han tit og ofte havde lejlighed til at kritisere hvad han læste, og der findes blandt hans optegnelser ikke få ret kraftige bedömmelser af udgaver og skrifter (f. eks. den om Resens Edda: »qvæ tamen omnium mediocriter bonarum pessima est«, eller hans domme om de svenske sagaudgaver). At han oftere fik lejlighed til at foretage rettelser og skrive dem op, er naturligt. Et udslag heraf er hans rettelser til Sven Aggesön (1030, 4°): »Series Svenonis ita emendanda«; der er tale om den danske kongerække. I 919,4° findes »Arnæ Magnæi correctiones et emendationes in Lindenbrogii scriptoribus septentrionalibus«, skrevne med en anden hånd: skriveren er Árnis samtidige; han skriver (ved slutn.): »Multa alia præter hæc in hac editione Lindenbrogii, quem spernebat admodum, emendanda esse, adseveravit mihi vir præstantissimus, Magnæus, quæ tamen omnia in Fabricii editione, quin ipsa operarii (sætterens) peccata, retenta esse, valde conquerebatur«. Det er meget oplysende og betegnende hvad der her siges om Árni: »quem spernebat admodum«; han lagde i sin kritik ikke fingrene imellem,[23] og det kunde han med god ret göre, eftersom han overgik alle sine samtidige i positive kundskaber i hvad der nu kaldes nordisk filologi. Han vidste det selv, uagtet han aldrig praler deraf eller søger at bære sin udstrakte viden til skue. Det lå allermindst for ham.


For Bartholin havde Árni naturligvis afskrevet og oversat (på latin) mange forskellige stykker. Latin skrev han i det hele åbenbart flydende og ligefrem, det er ikke noget særlig snørklet sprog, han skriver. Til latin har han oversat — af grunde, vi ikke kender, men ikke for Bartholin, ti skriften vidner om senere tider — biskop Jon den helliges saga (222, fol. med forskellige sproglige rettelser, der vel er samtidige med oversættelsen selv. I 352, fol. findes oversættelser af de 2 første kapitler af Borgartings Kristenret, af Grågåsens Kristenret m. m. Sammen med dette har måske 355a oprindelig hørt, ti første side begynder med slutningen af Grågås-Kristenretten med Árnis egen hånd, men her er den overstreget; i 352 findes det samme afskrevet herefter med en anden hånd. Det er vel Árni selv, der har skilt disse to numre ad. Dette nr. indeholder iøvrigt kirkelige ærkebiskoppelige og biskoppelige) statutter i oversættelse; originalen havde Árni afskrevet for Bartholin, men revet den istykker: oversættelsen er fra senere tid (jfr. Árnis egen optegnelse på förste side).


Til dansk oversatte Árni Rolf krakes saga, oversættelsen er tabt nu (se Werlauff s. 126—27). Men en latinsk oversættelse findes i 922, 4°.



Fodnoter

  1. Jfr. P. A. Munch, NfH. IV, 1 s. 681 f.
  2. Se f. eks. Árnis breve 3/4 1690, 6/8 s. å., 10/9 s. å. osv.
  3. Findes i 1016, 4° og er trykt i Saml. til det norske folks hist II, 129—41 samt i bd. II, 117—22.
  4. Herefter trykt i bd. II, 89-108.
  5. »I huset bag ved Vor frue kirke (Resenii olim)«.
  6. Jfr. Werlauff s. 124 f., oversættelsen her er også en anden end den, der findes ellers. Til Worms udgave sigter Rostgaard i br. 8/5 1694. Jfr. også Werlauffs De Ario multiscio.
  7. Af Þormóðs brev 10/6 1690 ses, at han væntede Árnis skrift snart udgivet.
  8. I 364 findes Árnis oprindelige samlinger og optegnelser angående Ares værk. I 365 findes teksten afskreven af Árni selv, og en lat. oversættelse på modstående sider med en anden hånd, men uden tvivl forfattet af Árni; selv har han her foretaget rettelser. Det er som om dette havde været Árnis private exemplar, hvori han efterhånden foretog rettelser og gjorde tilföjelser. I 368 findes en afskrift af oversættelsen, hvor de ældste rettelser er optagne; selv købte Árni dette hds. på Lützous auction 1714. Den samme latinske tekst som her findes i 411, der helt igennem er Jons Olafssons renskrift af Árnis tekst, oversættelse og notitser, i en större udstrækning end her findes trykt i bd. II. 1755 skal der, ifg. JÓl., have været tale om at trykke det hele (se herom J. Helgason, Jón Ólafsson (1925) s. 276); Möllmann skal have lovet, at trykningen skulde begynde i august måned, men det blev naturligvis aldrig til noget. Det vigtigste af Árnis bemærkninger findes i bd. II, 1—88; jfr. ovf. om Vita Sæmundi.
  9. Ny kgl. sml. 2133,4° er kun afskrift uden værd.
  10. Hans udtalelse lyder: Qui opera ab indoctis hominibus barbaris seculis scripta nunc edunt non bene facere videntur, ubi literaturam in melius mutant. Nam falsae ides ea ratione legentibus ingeruntur, qvasi omnia tam bene et orthographice observaverint rudes isti scriptores. Et certe, eodem jure (jus enim putant sordes istas indocti ævi eliminare, imo boni viri officium) phrases inficetæ et barbaræ voces ac locutiones expungendæ essent, et aliæ earum loco inserendæ, qvod falsi crimen esset. De abbreviaturis alia longe res est. Etenim scimus, qvomodo illas plenis literis spectari et legi voluerint scribæ (imo sæpe ab iis abstinuerint) ac itaqve mentem eorum presse seqvi possumus, non secus ac si ipsi nobis eas explicarent.
  11. Foruden dette digt og digtet til konrektor Edvardsen kendes nu kun 3 lausavisur af Árni af spögefuld art. Digter var han ikke, men han havde ævne til at forme vers; hurtig var han vel heller ikke. Han havde også udmærket forstand på vers; han indså f. eks., at Arngrimur Jonssons stive vers ikke forøgede hans litterære hæder. Derfor skal han have sagt: »Arngrimo demas carmina, major erit«. Halfdan Einarsson nævner (Sciagr. s. 146) et brev på isl. i verseform 17/8 1689 fra ham til præsten Þórður Jónsson.
  12. Her skal anføres en liste over Árnis egne afskrifter i hans samling: fol.: 1d a (Sǫgubrot), 1e b II2 (Langfeðgatal), 1f (Langfeðgatǫl m. m. efter 415, 4°), 18 (Knytlinga), 20d (dto), 78b (prolog til Olafss. efter Resens hds.), 233b (bréf Grims), 243n (Kongespejlet, delvis, efter et Resenshds., 248 (Skalholtsannáll efter 420c, 4°), 308 (Gulatingslov; cod. Rantz., 312 ældre Frostatingslov; cod. Res.), 352 (ældre Kristenret), 392 IIb Glossæ Gavfridi), 439 (um aðtektir í Viðey 1539), 442 (om præster og præstekald m. m.), 454 (afskr. af et stykke i Hkr. efter forskellige hdss.): — 4°: 32b (seKatal.), 67 (Landslov, ɔ: 68.), 77d (Kristenret), 114c (grænseskel med oversættelse), 115a (2 lat. aktstykker), b (Túnsberg sættargerð , 116 (samme), 123c (udtog af Bjarkøret), 216c a (Björn Jónssons ómaga framfæri), 236 (flere stykker vedrørende bp. Jón Arason, og reformationen), 238 (nogle få diplomafskrifter), 266 (kirkegodsfortegnelse m. m.), 293 , Jómsv. s.), 300 (annaler i Cal. Næstved.), 329 (Sig. þ. slef), 363 (Illugaþ. Gríð., 366 (Islb.), 408 i (Ættartölur fra 162 fol.), 422 (kronolog. notitser efter 733, 4°), 423-28 (forskellige annalafskr.), 448 (Eyrb., delvis), 450a (ligel.), 461 Egilss., nogle bl.), 467 (Njálaviser), 475 (Þórð. hreð. efter 564a), 476 (Grettiss., et par bl.), 505 (Korms., delvis), 508 (Glúmss., delvis), 562e (Þorst forv.), f (2 þættir, delvis), i (Þorst. austf.), 564c (Draumvitr.), 566b Fóstbr., delvis), 572d (Ævintýri), 587e (Högnas.), 627 (Augustinuss., delvis), 669c (Andréasdr.), 670 e-f, h-l (legendar. stykker, pros. og poesi, delvis), 683 b-d (Exorcismi m. m.), 686 d (homilie), 690 (Anecdoton), 691 (Páfatal), 710b (v. l. til nogle vers), d-k (Michaelsfl. og andre digte), 711 a-b (Máriuv.), 712 a-e (forsk, digte), 715g (ligel.), 717d b (Gyð. v.), 737 I-II (Jólaskrá), 748 II (Ættartölur), 761b (skjaldekvad, se ovf.), 765 Hauksb.stykker, 766b (Landalýs.), 770c (delvis), 772a (vedr. Grönl., delvis) 844 (Ry-årb.), 905 (biblioteksfort., delvis), 906 (danske lovstykker), 907 (ligel., delvis), 910, 7 (Um Herjólfsréttarb.), 919 (excerpter af katalog over dronn. Kristinas bogsaml. ved Rostgaard m. m.), 922 (Hrólfss., delvis), 950, 5 (Flat., en spalte), 1009,1-2 (småstykker og vers), 1010, 1 (1812 et stykke), 1021 (Járnsíða, fra 1686), 1030 (mange danske kongerækker, tildels efter hds. i Universitetsbibl.), 1032 (helgendigte, delvis), 1046 (Cal., delvis), 1050 IX (Catalogus diplomatum), 1050 X (katalog over P. Syvs håndskrifter); — 8°: 20b (kongerække), 154 (Kötludraumr). 208 (småstykker, delvis), 214 (Fjarðatal m, m.), 222 (norske breve m. m.), 227 (Skalholtkirkes bogregister, delvis), 228 (latinske rejsepas), 2291 (Bergþórsstatúta), 258b (norske bisperækker); i Stephensens sml. 1a findes en afskr. af den ældre Gulatingslov. Flere af disse afskrifter er meget omhyggelige og smukke. Særlig kan nævnes Steph. 1 a, der kunde kaldes facsimileret.
  13. Oplysende for Árnis egen opfattelse er fölgende udtalelse på en seddel i 285b IV, fol.: »Stils formed i brefum Sr Torfa er likt genio Mag. Biarnar Þorleifssonar [hans gode vens, Holarbispens] uppskrufud mærd og uturdurar, sem ecki ná attenne nockurs stadar. Ecke hefur hann lært þad af Mag. Bryniolfe. Þad er heimskulegt rædu form«. Árni har i det hele yndet en naturlig, jævn udtryksmåde; JÓl. siger etsteds, betegnende nok: »heyrdi eg hann einu sinni segia, at bat mætti einu gilda i hverri forma einn bóndi argumenteradi«; han yndede ikke de logiske kunstudtryk (1027,4°).
  14. Allerede i det Bartholinske tidsrum syslede Árni med samling af ord; han siger, at han da af et hds. (ɔ: 234, fol.) excerperede »vetustiores et rariores voculas«. Det er således ikke mærkeligt, at Þormóður allerede ved år 1690 (se hans breve) har anset Árni for at være en autoritet på det sproglige område; han spörger ham om ord og ordbetydninger. Det samme gör også O. Sperling (se Brevveksling s. 478).
  15. Her kan, til belysning af Árnis sunde opfattelse, indføres hans kritik af overdreven lyst til at bruge gammeldags (og ofte urigtig) bogstavering; den findes i AM 226b, 8°: »Notari aliqvando meretur hvernig Einar Eyolfson umbreitti literaturá i Olafs sögu af Landnamu, atti ad verda ad imitationem antiqvitatis. Simili proposito setti hann bergbua þatt (si recté memini á Runer, eda þad giördu adrer, eg man ei hvert var. Lögbok hiá Biarna Peturssyne in Octavo med hendi Halldórs Einars sonar med orimelegre literaturá, ex eodem principio. Sr. Eyolfur Jons son, þá hann afskrifar nockud antiqvum brukar hann og undarlega literaturam, qvam antiqvam esse putat. Imó, á sumu nyu, so sem annalum Halldórs Þorbergssonar«.
  16. Det er måske Þormóðs ord i br. 27/12 1692, der har givet Árni idéen; Þormóður skriver: »kom det an på mig, skulde først Lexicon poeticum göres, ti med eder uddör den intelligentia osv.«.
  17. Jón Olafsson siger (437 fol.), at hans fader, på Árnis opfordring, »har forfattet begyndelsen til et lexikon over literam A«.
  18. Afskr. ved Jón Olafsson findes i 1013, 4°.
  19. Jfr. brev 25/9 1711; de er trykte i festskr. til dr. Kålund.
  20. Trykt i Islandica XVII, 43—44.
  21. Jfr. også hans brev til Vidalin (1707) om Píningsdómr m. m.
  22. Man mindes Peringskölds brev (juni 1693), og ikke mindst Árnis brev til præsten Hjalti Þorsteinsson (en udmærket tegner) af 21/4 1712, hvori han beder denne om at »afridse visse sigiller« for ham.
  23. Árni skal også have kritiseret Holberg som historiker, hvorfor denne skal være bleven vred på ham; Finnur Magnusson fortæller herom (i Athene 1813), at engang blev Holberg spurgt (i Konsistorium eller et andet sted), hvor A. M. var; han skal have svaret: »han sidder vel hjemme og gnaver på sine gamle skindpjalter«.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.