Vikingen (Arentzen)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik


Kristian Arentzen

Vikingen


Nogle Digte
Kjøbenhavn, 1888



Kr. Arentzen (1823-1899)
Jeg veed ikke ret, hvordan det er fat!
jeg glædes ei mere ved Bølgedandsen.
Min Sjæl er urolig, mit Hjerte mat;
og Øiet kjedes ved Vaabenglandsen.


Før tumled jeg stolt paa den vilde Sø
i Storm og Brænding min prægtige Skude;
jeg elskede Snekken, som var det en Mø —
men nu er det rent med min Glæde ude!


Naar Luren gjalded, og Sværdene klang,
og Blodet flød paa Dækket i Strømme,
da stemmed jeg op en jublende Sang —
nu gaaer jeg omkring i vemodige Drømme.


Og kasted jeg Anker ved fremmed Kyst
og tog mig en deilig Mø paa det Samme,
jeg hviled, beruset, ved hendes Bryst —
nu ledes jeg ved den vilde Flamme.


O hvad er Ægirsdøttrene ni
mod Bondens unge, livsalige Datter!
Jeg troer, det er Freias Kogleri;
jeg hører i Skyen Disens Latter.


Naar mod mig hun løfter de Øine blaa —
hvor er de klare, hvor er de milde!
saa maa jeg mine til Jorden slaae,
jeg rødmer og blegner og skaber mig ilde.


O hvad er paa Kampens blodige Vang
Valkyriens Kvad til Skjoldebraget
mod Bondedatterens smeltende Sang
derhjemme i Gaarden med Grønsværstaget!


Jeg drømmer: jeg vandrer stille bag Plov,
mens Storken paa Gaardens Mønning kneiser,
og ser paa den grønne, viftende Skov
og Skyen, der over mit Hoved reiser.


Jeg drømmer: jeg sidder ved Arnens Ild
og vugger en rødmusset Pusling paa Armen.
Hun nærmer sig sagte — en Hustru mild,
og Hjertet mig hopper af Fryd i Barmen.