Voluspá (JJA)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


J.J. Aars.jpg
Udvalgte norske oldkvad


Oversat af
Jacob Jonathan Aars
1864


Voluspá
(Volvens Spaadom)


Dette gamle Kvad er kommet til os i en lidt ufuldstændig og forvansket Skikkelse; især er den rette Følge af flere af Versene tvivlsom; men paa det nærmeste synes dog deres rette Ordning og Sammenhæng nu at være bragt paa det rene, saa Tankegangen i det hele nogenlunde kan opfattes; mest skyldes i denne Henseende S. Bugge, der i den oftere nævnte Udgave af Oldkvadene (P. 33 fg.) har fremsat sine Tanker om Versenes oprindelige Orden. Forsaavidt som han her afviger fra Haandskrifterne, synes Afvigelserne at være saa grundede og hans Formodninger saa træffende, at jeg ikke betænker mig paa i den følgende Oversættelse at lægge den af ham statuerede Ordning til Grund.

Indklædningen er den, at Odin spørger en Volve (Hejd) om de store Tidender, og i sit Svar fortæller denne, hvad hun ved om Guders og Menneskers Tilblivelse, om de onde Magter, om de forskjellige Væseners Forhold til hverandre, om Syndens Indtrængen og Udbredelse i Verden, om de forfærdelige Følger heraf, om Straffe efter Døden og om det sidste Resultat, at alle Magterne gjensidig ødelægger hverandre i en stor Verdenskamp — Ragnarok —, men ogsaa om, at Himmelen og Jorden fornyes, Guderne og Menneskeslægten fremstaar igjen til et nyt, bedre Liv i fuld Lykke og Salighed under en højere, fuldkomnere Guds Styrelse.

En lignende Indklædning har vi allerede lært at kjende i Vegtamskviða, og den forekommer i flere af de gamle Kvad.

Jeg skal nu meddele Digtet i Oversættelse tilligemed de nødvendigste Forklaringer af saadanne Enkeltheder, som med Sikkerhed lader sig forklare, og derefter give en sammenhængende Oversigt over dets Tankegang.


Indledning. (V. 1—3).

1.1)
Hejd de hende kaldte,
hvor til Hus hun kom,
velspaaende Volve,
som Varge tæmmed,
hun sejded,2) hvor hun kunde,
sejded med Lyst,
var altid til Glæde
for onde Kvinder.

2.
Ene sad hun ude,
da den ældgamle,
ærværdige Aas3) kom
og i Øjet hende saa:
Volven: “Hvad spørger du om?
hvi frister du mig?
alt ved jeg, Odin,
hvor du Øjet skjulte.4)

3.
Hærfader3) skjønne
Smykker hende gav,
sindrige Trylleord
og Spaadomsdyr;
vidt saa hun, vidt
over alle Verdner.


Volven vender sin Tale til alle Mennesker og derhos navnlig til Odin, som har spurgt hende. (V. 4.)

4.
“Hører mig alle
hellige Slægter,
større og mindre
Sønner af Hejmdal!5)
vil du, Valfader,3)
at vel jeg fortæller
Folks Fortidssagn,
de første jeg mindes?


Verdens første Begyndelse; Gudernes lykkelige, uskyldige Liv; deres Syndefald. (V. 5-11.)

5.
Jotner mindes jeg,
aarle baarne,
dem, som fordum
mig fostret har;
ni Verdner mindes jeg
ni Trær deri,
det herlige Skjæbnetræ
skjult under Muld.6)

6.
Det var aarle i Tiden,
da Ymer bygde,7)
var ej Sand eller Sø
eller svale Bølger,
Jord fandtes ingensteds
eller over den Himmel,
Ginnungagap var,
men Græs ikke;

7.
før Burs Sønner
Bjerge hæved
og den mægtige
Midgard8) skabte;
Solen fra Syd
skinned paa Klipper,
da grode grønt
Græs over Jorden.

8.
Solen, som fulgte
Maanen, fra Syd
højre Haand kasted
om Himmelranden;9)
Solen ej vidste,
hvor Sale den ejed,
Maanen ej vidste,
hvad Magt den ejed,
Stjærner ej vidste,
hvor Sted de ejed.

9.
Da monne sig alle
de mægtige samle,
højhellige Guder
holdt nu Raad;
Nat og Ne
Navn de gav,
Morgen de nævnte
og Middagstid,
Undorn og Aften,
Aar at tælle.10)

10.
Æserne mødtes
paa Idavolden,
Horg og Hov11)
højt de tømred,
Esser lagde,
smidde ædelt Malm,
dannede Tænger
og dygtigt Redskab.

11.
Paa Tunet glade
med Tavl de leged,
ikke manglede
Æserne Guld;
til tre der kom
af Tursemøer
med rædsom Magt
fra Jotners Rige.12)


Dvergeskabelsen. (V. 12—19).

12.
Da monne sig alle
de mægtige samle,
højhellige Guder
holdt nu Raad;
hvem skabe skulde
Dverges Skare
af Brimers Blod
og Blaains Lægge.13)

(V. 13—19 indeholder en Opregning af Dverge; den har sandsynligvis ikke oprindelig
hørt Digtet til og har i ethvert Fald for liden almen Interesse til at indtages her).



Menneskeskabelsen. (V. 20—21).

20.
Derpaa kom tre
af den Forsamling,14)
hulde, stærke
Æser tilhuse;
paa Landet fandt de
de lidet mægtende
Ask og Embla15)
uden Skjæbne.

21.
Aand de ej havde,
ejed ej Sind,
ej Blod og Bevægelse
eller blomstrende Farve;
Aand gav dem Odin,
Sind gav Høner,
Blod gav Lodur
og blomstrende Farve.


Yggdrasil og Nornerne (V. 22—23).

22.
En Ask ved jeg stande, —
Yggdrasil heder
det høje Træ, — vædet
med hvide Dynd;
derfra kommer Duggen,
som i Dale falder;
den staar evig grøn
over Urds Brønd.

23.
Derfra kommer Møer,16)
som meget ved,
tre fra den Sal,
som under Træet staar;
Urd kaldte de den ene,
den anden Verdande,
de skar i Træ,
Skuld den tredje;
Love gav de,
Liv de kaared
for Menneskers Børn
og Mændenes Skjæbne.


Odins Øje og Hejmdals Horn. (V. 24—25).17)

24.
[Jeg ved Odins
Øje skjult
i den klare
Mimers Kilde;]18)
Mjød hver Morgen
Mimer drikker
af Valfaders Pant.
Ved I mer, eller hvad?

25.
Jeg ved Hejmdals
Horn skjult
under himmelhøje,
hellige Træ;
med skummende Fos
en Aa ser jeg strømme
af Valfaders Pant.
Ved I mer, eller hvad?


Vanekampen. (V. 26—28).

26.
Den Folkkamp19) mindes jeg
først i Verden,
da med Spyd de20)
tødte Gullvejg21)
og i Odins Hal22)
de hende brændte,
tre Gange brændte
den tre Gange baarne,
ofte, ej sjælden,
dog end hun lever.

27.
Da monne sig alle
de mægtige samle,
højhellige Guder
holdt nu Raad,
om Æserne skulde
Skaden lide23)
eller alle Guder
æske Bod.

28.
Sit Spyd i Skaren24)
slynged Odin,
det var den første
Folkkamp i Verden;
brudt var Æsernes
Borggjærde,
Vanerne for
over Fiendens25) Marker.


Mened og Pagtsbrud fra Æsernes Side. (V. 29—30).26)

29.
Da monne sig alle
de mægtige samle,
højhellige Guder,
holdt nu Raad,
hvem al Luften havde
med Løgn blandet
og til Jotnens Æt
givet Ods Mø.27)

30.
Tor ene i heftig
Harm slog til,
han sjælder sidder,
naar sligt han hører,
ej Eder holdt man
eller Ord og Løfter
eller stærke Pagt,
som sluttet var.


Valkyrjerne, Kampens Gudinder, kommer til Menneskene. (V. 31).

31.
Jeg saa Valkyrjer
videnfra komme,
rusted’ til Menneskers
Slægt at ride;
Skuld holdt Skjold,
Skogul en anden,
Gunn, Hild, Gondul
og Gejrskogul;
nu er Herjans28)
Møer nævnte,
Valkyrjer rustede
at ride over Land.


Balders Død; hans Hevn ved Vale; Lokes Straf. (V. 32—36).

32.
Jeg saa Balders,
den blodige Guds,
Odins Søns,
Skjæbne skjult:
højere end Voldene
vokset op,
tynd og fager
stod Mistelten.29)

33.
Af dette Træ,
saa tyndt det var,30)
blev farligt Sorgskud,
Hod mon skyde.
Balders Broder
var aarle baaren,
en Nat gammel
Odins Søn kjæmper.

34.
Han Hænder ej tode,
ej Hoved kjæmmed,
før paa Baal han bar
Balders Drabsmand;31)
men Frigg græd
i Fensale32)
over Valhals Vaade.
Ved I mer, eller hvad?

35.33)
Da man Vales
Drabsmand snor,
ej brast saa let
de Baand af Tarmer.

36.
I en Lund med kogende
Kilder saa jeg ligge
lænket den snedige
Lokes Krop;
der sidder Sigyn
over Manden sin,
vel ej glad.
Ved I mer, eller hvad?


Opholdssteder for de forskjellige Væsener; Menneskers Straffe efter Døden. (V.37—40).

37.
En Aa falder østenfra
gjennem Edderdale
med Saks34) og Sværd,
Slid den heder.

38.
I Norden stod
paa Nidavolde
en Sal af Guld,
for Sindres Æt;
men en anden stod
paa Okolner,
Jotnens Bjorsal,35)
Brimer han heder.

39.
En Sal saa jeg stande
fra Solen fjærnt,
paa Naastrand var det,
nord vender Døren,
faldt Edderdraaber
ind gjennem Ljoren,
omvunden er Salen
med Ormerygge.

40.
Der jeg saa
i tunge Strømme
mensvorne Mænd
og Mordere vade,
og hvo anden Mands
Egteviv daarer;
der Nidhogg36) suede
nedfarne Lig,
Vargen sled Mænd.
Ved I mer eller hvad?


Om forskjellige Væsener, som skal være virksomme ved den sidste Kamp, eller dog varsler om den, (Turser, Egder, Hanerne); Overgang til det følgende Afsnit. (V. 41—44).

41.
Øst sad den gamle37)
i Jærnskoven
og fødte der
Fenrers Yngel;
af de Turser en
i Troldeham
skal engang sluge
Himlens Sol.38)

42.
Med fejge Mænds
Liv han fyldes,39)
Guders Sæde
han smitter med Blod,
sort bliver Solskinnet
Somrene efter,
alt Vejr ondt.40)
Ved i mer, eller hvad?

43.
Der sad paa Haugen
og Harpen slog
Gygrens Hyrde,
glade Egder;41)
over ham skreg
i Fugles Skov
en fagerrød Hane,
som Fjalar heder.

44.
Gol over Æser
Gullinkambe,
den, som Hærfaders
Helte vækker;42)
men en anden gol
under Jorden,
en sotrød Hane
i Hels Sale.43)

45.
Garm gjør højt
for Gnipahulen, 44)
Fæster slides,
Fenrer løber.45)
Jeg har fuldt af Kundskab
(frem ser jeg længre)
om Gudernes rædsomme
Ragnarok.


Ragnarok. (V. 46—59). Kampen nærmer sig; almindelig Fordærvelse og Rædsel. (V. 46—60).

46.
Brødre monne stride
til Bane for hverandre,
Søskendebørn
mon Slægtskab krænke;
haardt er det i Verden,
Hor bedrives,
Øksold, Sværdold,
Skjolde kløves,
Vindold, Vargold,
før Verden styrter,
og ingen Mand
mon anden skaane.

47.
Mims Sønner46) leger, —
Skjæbnetræet47) tændes, —
ved det gamle
Gjallarhorn;
højt blæser Hejmdal,
Hornet er i Luften;48)
Odin mæler
med Mims Hoved.49)

48.
Skjælver Yggdrasils
Ask staaende,
Træet sukker;
men Tursen50) løsner;
Frygt griber alle,
som farer til Hel,
til Surts Ild
sluger ham ganske.51)

49.
Hvad sker med Æser?
kvad sker med Alver?
al Jotunhejm gnyr,
Æser er paa Tinge,
for stejle Fjælds
Stendøre stønner
de vise Dverge.
Ved I mer eller hvad?

50.52)
Nu gjør Garm højt
for Gnipahulen,
Fæster slides,
Fenrer løber.


Alle onde Magter møder til Kampen; Odin falder for Fenrisulven. (V. 51—55).

51.
Hrym53) farer fra Øst,
holder for sig et Skjold,
Jormungand54) vrider sig
i Jotunvrede,
Ormen54) knuger Bølger,
men Ørnen55) “) skriger,
Lig slider den mørkblege,56)
men Naglfar57) løsner.

52.
Et Skib farer nordfra,
det Loke styrer,
nu Hels Mænd
over Havet kommer;58)
alle Jotner
med Ulven farer,
og dem Bylejsts
Broder59) følger.

53.
Surt med sin Ild
fra Syden farer,
Sol skinner
af Stridsgudens Sværd.60)
Fjælde falder,
Trolde farer,61)
Helvej træder Mænd,62)
men Himlen kløvner.

54.
End monne Hlin63)
en anden Sorg ramme,64)
da Odin farer
mod Ulven at stride,
men Beles lyse
Bane65) med Surt;
der skal Friggs
Glæde66) falde.

55.
Nu gjør Garm højt
for Gnipahulen,
Fæster slides,
Fenrer løber.


Odin hevnes af Vale. Tor og Midgardsormen dræber hinanden. Alt gaar under. (V. 56—59).

56.
Da kommer den store
Sejrfaders Søn,
Vidar, den vældige
Varg at fælde;
sit Sværd til Jotun-
sønnens Hjærte
ind han fører
og Faderen hevner.

57.
Da kommer den store
Søn af Hlodyn, 67)
gaar Odins Søn
med Ormen at stride;
Midgards Værn 68)
i Vrede den dræber, —
alle Mænd
mon Jorden rydde,69)
ni Fjed gaar bøjet
Fjorgyns Søn
fra den onde
Edderorm.

58.
Solen mon sortne,
Jorden synker i Havet,
de skinnende Stjærner
svinder fra Himlen,
Ilden brager
om Yggdrasil,70)
de høje Luer
mod Himlen leger.

59.
Nu gjør Garm højt
for Gnipahulen,
Fæster slides,
Fenrer løber.


Fornyelsen. (V. 60-67).

60.
Op ser jeg komme
anden Gang
Jorden af Havet,
herlig grøn;
Fosse falder,
Ørnen flyver over
og paa Fjældet
efter Fisk jager.

61.
Æserne mødes
paa Idavolden,71)
og om den mægtige
Midgardsorm taler
og der sin store
Skjæbne mindes
og den høje Guds
gamle Runer.72)

62.
Der monne atter
de underfulde
gyldne Brikker
i Græsset findes,
som de i Urtiden
ejet havde. 73)

63.
Usaade monne
Agrene vokse,
alt ondt mon bedres,
og Balder kommer;
Hod og Balder
bor i Hærfaders Hjem,
de vældige Gilder.74)
Ved I mer eller hvad?

64.
Da kan Høner
kaare sin Lod,75)
og to Brødres
Sønner bo
i vide Vindhjem.76)
Ved I mer eller hvad?

65.
En Sal ser jeg stande77)
fagrere end Solen,
tækket med Guld,
i Gim-Le,
der skal bo
de brave Skarer
og i evig Tid
Glæden eje.

66.
Da kommer den mægtige
til Guddomsmagt,
den stærke fra oven,
som styrer alt.78)

67.
Der kommer den dunkle
Drage flyvende,
den glinsende neden-
fra Nidafjæld,
over Volden den flyver,
paa Vingerne bærer
Nidhogg lig.
Nu vil jeg synke.79)




Noter:

1) Foran det Vers, der her opføres som det 1ste, har der sandsynligvis gaat et eller et Par Vers, som nu er tabte, og som maa have indeholdt en Beretning om, at Odin har besluttet at søge Kundskab hos Volven; sml. V. 1—4 af Vegtamskviða.

2) Øvede Troldom.

3) Odin.

4) Se V. 24; det er her nævnt eksempelvis: selv Odins egen store Hemmelighed kjender hun.

5) Menneskene; se Rigsmål.

6) Yggdrasils Ask; se V. 22; den ligger endnu i sin Spire under Mulden.

7) Fra Muspell i Syden fløj Gnister og Ild, fra Nivlhejm i Norden stod svær Kulde, og da Heden og Rimen mødtes i det svælgende Gab mellem disse to Verdener (Ginnungagap), saa smæltede Rimen, og af Draaberne blev der Liv, og det blev en Mands Skikkelse, og kan hed Ymer. Han var ond og ligesaa alle hans Ætmænd; de kaldes Rimturser. Under hans venstre Haand voksede en Mand og en Kvinde frem, og hans ene Fod avlede en Søn med den anden; fra dem stammer Rimturserne. (Se Gylfaginning K. 5).

8) Af det samme dryppende Rim opstod en Ko, Audhumbla; og hun nærede Ymer med sin Mælk. Hun slikkede Rimstene, som var salte, og den første Dag kom der Menneskehaar frem af Stenen, den anden Dag et Hoved, den tredje Dag var det en hel Mand; han er kaldt Bure; han var fager at se til, stor og stærk; han avlede en Søn, som hed Bur. Denne fik en Kone, som hed Besla, Datter af Jotnen Bøltorn (altsaa af Ymers Æt), og de fik tre Sønner: Odin, Vile og Ve; og denne Odin og hans Brødre er Himmelens og Jordens Styrere. (Gylfaginning K. 6). Disse Burs Sønner hævede “Bjerge”, (Ordets Betydning er dog uvis; maaske er det Jorden;) og skabte Midgard (se nedenfor Anm. 10; Ordet bruges ogsaa overhovedet om den Del af Jorden, hvor Menneskene bor.)

9) Se Anm. i Bugges Udgave, P. 1.

10) Gylfaginning K. 7 og 8 fortæller (mest efter gamle Kvad): Burs Sønner dræbte Jotnen Ymer, og af hans Saar strømmede saa meget Blod, at al Rimtursernes Æt druknede deri; kun en undkom med sin Kone, nemlig Bergelmer, og fra dem stammer Rimtursernes Ætter. Burs Sønner tog nu Ymer og førte ham midt ud i Ginnungagap og dannede Jorden af ham: af hans Blod Søen og Vandene, Jorden af hans Kjød, Bjergene af hans Ben, Sten og Urder af Tænder og Jæksler, og af de Ben, som var brudte; og Søen lagde de i Ring om Jorden; og af hans Hjærneskal gjorde de Himmelen; og de Gnister, som var kastede ud fra Muspells Verden og for løse om, satte de midt paa Ginnungahimmelen til at oplyse Himmel og Jord; og deraf blev Tidsdelene ordnede (og Tidsregningen bestemt); og Jotnerne fik Bolig ved Jordens yderste Rand ved Havet; men om det indre gjorde de en Borg for Jotnernes Ufred, og til den Borg brugte de Jotnen Ymers Bryn og kaldte den Midgard; de tog og hans Hjærne og kastede den i Luften og gjorde deraf Skyerne.

11) Horg er et Alter af Sten, Hov et Tempel.

12) I Gylfaginning K. 14 heder det, at denne Tid, da Æserne levede lykkelig i fredelig Syssel, er kaldet Guldalderen, men gik tilspilde, da Kvinderne kom fra Jotunhejm.

13) Brimer og Blaain er Navne paa Ymer; Gylfaginning siger (K. 14), at Dvergeue blev til før Menneskene, idet de havde taget Liv i Ymers Kjød og da var Madker.

14) Den i V. 12 omtalte.

15) To Trær.

16) De tre Norner; allerede Navnene betegner dem som Tidens og Skjæbnens Gudinder.

17) Om Indholdet af disse to Vers se nedenfor P. 62—63.

18) Efter Bugges Konjektur; se hans Udgave P. 37.

19) Ordet kommer af folk, som i det gamle Sprog betyder en Krigerflok.

20) Vanerne, som V. 28 viser. Om Vanerne se P. 7 og P. 63; deres Stilling og Betydning i den gamle Gudelære er saa dunkel og vanskelig at bestemme, at det her, hvor der ikke er Sted til udførlig Undersøgelse, ikke lader sig gjøre at gaa nærmere ind paa den. Striden mellem Æser og Vaner endte med Forsoning; de gav hverandre gjensidig Gisler, der først i den fornyede Verden skal komme tilbage igjen hver til sit. (Vafþruðnismál V. 38—39; Gylfaginning K. 23.)

21) Sandsynligvis en Aasynje.

22) Valhal.

23) D. e. finde sig i den Vold og Krænkelse, som var dem tilføjet ved Gullvejgs Drab.

24) NI. i Vanernes Skare, Krigerflok.

25) Æsernes. Oversættelsen “Fiendens” beror paa en i Bugges Udgave efter Konjektur optagen Læsemaade. Overhovedet skylder jeg Forstaaelsen af disse Vers den nævnte Udgave.

26) Det er ikke usandsynligt, at der foran dette Vers er udfaldt noget, som har sigtet til det Sagn, der fortælles i Gylfaginning K. 42. — Æserne havde sluttet Pagt med en Jotun, at han, (da deres Borg var brudt i Vanekampen), skulde bygge dem en ny, fast og paalidelig Borg, og han skulde have Solen og Maanen og Frøja til Løn, dersom han kunde faa Borgen færdig paa en Vinter; men stod noget igjen af Arbejdet den første Sommerdag, da skulde han intet have. Men da tre Dage var igjen, og det viste sig, at Arbejdet var næsten færdigt, da kom Æserne sammen til Raadslagning, og Loke, som havde raadet dem til at slutte Pagten, maatte ogsaa finde paa Raad til at afværge Faren. Ved en List lykkedes dette, saa at Bygmesteren blev bedragen, og ikke det alene, men da Æserne saa, at han virkelig var en Jotun, da brød de sig ikke mere om alle Eder; men Tor hævede sin Hammer og gav ham Arbejdsløn, ikke Sol og Maane, men et saadant Hug, at hans Hjærneskal gik i Smaastykker, og Jotnen sendte han saaledes ned til Nivlhel. I Snorres Edda er V. 29—30 af vort Digt henførte til denne Myte; maaske er her ogsaa udfaldt mere, flere Eksempler paa Æsernes Skrøbelighed.

27) Frøja, efter Gylfaginning K. 35.

28) Odins; hans Møer kaldes Valkyrjerne, fordi han er Kampens højeste Gud.

29) Se ovenfor P. 24 og P. 34.

30) Egentlig: som saa tyndt ud; efter Læsemaaden “mær,” som Bugge har meddelt mig, og som er det samme Ord som “mjór” i det foregaaende Vers.

31) Se Vegtamskviða V. 11.

32) Friggs Bolig; efter Gylfaginning K. 35.

33) Af dette Vers er formodentlig den første Halvdel bortfaldt; om Indholdet af dette og det følgende se ovenfor P. 26; egentlig staar der: Da snor man Vales Drabsmand af Tarmer, — meget haarde blev de Baand.

34) Et Saks er en Dolk eller et kort Sværd.

35) Ølsal, Drikkesal. Sindre er et Dvergenavn, Brimer et Jotunnavn.

36) En Drage eller Slange, som ogsaa tærer paa Yggdrasils ene Rod.

37) Sandsynlig menes Angerboda; se ovenfor P. 23, Anm. 17.

38) Ulven skal efter Gylfag. K. 51 sluge Solen i Ragnarok.

39) Mætter, nærer sig med døendes Livskraft.

40) Fimbulvinteren (den store, mægtige Vinter), hvorom det heder i Snorres Edda: “da driver Sne sammen fra alle Kanter, da er der stor Frost og hvasse Vinde, og intet nyder godt af Solen, og saa gaar der tre Vintre i Træk og ingen Sommer imellem.” Gylfag. K. 51.

41) Egder er efter Snorres Edda (Skáldskaparmál K. 60) Benævnelse paa Ørnen; mange har derfor tænkt paa_ Vafþruðnismál V. 38:

Hræsvelg han heder,
som sidder ved Himlens Ende,
Jotun i Ørneham;
af hans Vinger
mon Vinden komme
over alle Mænd.

Han er Hyrde (sml. f. E. Skirnismál mellem V. 10 og 11) for Troldkvinden (sandsynligvis den samme “gamle”, som omtales i V. 41).

42) Ejnherjerne i Valhal.

43) Hanernes Gal varsler om den store Verdensbrand.

44) Den frygtelige Hund Garm (Grimnismål V. 44) er bunden ved Gnipahulen; senere kommer den løs (efter Gylf. K. 51).

45) Fenrisulven, Lokes Søn, havde Æserne faat bundet med en Lænke, som skulde være uslidelig; dræbe ham havde de ikke villet for ikke at krænke Valhals Fredhellighed (sml. ovenfor P. 24); men i Ragnarok kommer han dog løs og bliver Odins egen Bane.

46) Jotner, Æsernes Fiender.

47) Se V. 5; det er forøvrigt uvist, om Ordet mjotuðr her har denne Betydning; hvis ikke, ved jeg ikke at forklare det.

48) Om Gjallarhornet se V. 25 og P. 62-63.

49) Om Odins Tale med Mim (eller Mimer) se V. 24 og P. 62-63.

50) Sandsynligvis Loke, se Vegtamskviða V. 14.

51) Se V. 53; ham, d. e. Tursen. .

52) Indenfor dette Afsnit om Ragnarok gjentages dette Vers som Stev (Omkvæd) ved Slutningen af hver mindre Afdeling (Stevjamaal).

53) En Jotun, der med sine Skarer drager til Kampen mod Æserne.

54) Midgardsormen, se Anm. 17 til Vegtamskviða.

55) Maaske Hræsvelg; se Anm. 40.

56) Maaske Nidhogg, se V. 40; efter en anden Læsemaade (neffolr) den blegnæbbede.

57) Skibet, som omtales i det følgende Vers.

58) Se Anm. i Bugges Udgave P. 9; jeg oversætter efter Rettelserne norðan for austan og Heljar for Muspells.

59) Loke.

60) Surt raader for Muspell, Ildens Verden; se ovenfor P. 38, Anm. 6; han er en af de onde Magter, der er allermest virksomme i den store Kamp.

61) NI. fordi Fjældene, deres Boliger, styrter sammen; egentlig staar der Troldkvinder.

62) Betegner det almindelige Blodbad.

63) Frigg.

64) Den første V. 34.

65) Frøj, som fældte Jotnen Bele.

66) Odin; se P. 23 *).

67) Frigg; hendes og Odins Søn er Tor; nedenfor kaldes han Fjorgyns Søn; ti ogsaa det er et af hendes Navne.

68) Tor kaldes Midgards Véurr (eg. Renser), fordi han holder den ren og fri for Jotnernes Indfald; se ovenfor P. 8.

69) D. e. gjøre den øde, forlade den.

70) Egentlig Slægtnæreren; det er dog ikke usandsynligt, at en anden Læsemaade er den rette, der kun giver den Mening: Ild og Flammer brager.

71) Se V. 10. B

72) Runer betegner Lærdom, Kundskab, især om det forbigangne; den høje Guds gamle Runer betegner vel saaledes omtrent det samme som Gudernes store Skjæbne, de mærkelige Begivenheder i den svundne Tid, i Gudernes og Verdens forrige Periode.

73) Nu kan de atter begynde sit fredelige, glade Bretspil ligesom i de første, uskyldige Dage; (se V. 11).

74) Balder og Hod kommer tilbage til Æsernes Samfund (eg. staar der Hropts (d. e. Odins) Sejerstomter); hvad her er oversat “de vældige Guder”, betyder egentlig Kampguder; dette Udtryk brugtes om alle Guderne og passede godt paa dem i den gamle Verdens Tid; nu beholdes det samme Udtryk om dem, uagtet vistnok deres Liv i Fornyelsen er en evig Fred.

75) Høner var given Vanerne som Gissel (se P. 42, Anm. 19); ogsaa han kommer nu tilbage til Æsernes Samfund.

76) De to Brødre er vel Odin og Høner (se V. 21); deres Sønner er deres hele Slægt, Æserne; Vindhjem er et Udtryk for Luften og Himmelen.

77) Sml. V. 38—39.

78) Sml. Hyndluljoð V. 44:

Da kommer en anden
end mægtigere (nl. end Tor),
dog tør jeg ikke
denne nævne;
faa ser nu
længere frem,
end til Odin mon
Ulven møde, (altsaa til Ragnarok).

79) Volven vil nu synke tilbage i Graven, hvoraf altsaa Odin har vakt hende op, ligesom han gjorde med Volven i Vegtamskviða; sml. dette Digt V. 14.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.