Voluspå - gudinnene og verdens fremtid
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Først og fremmest: Hvor er det dog herligt, at dette oldgamle og storslåede digt fortsat bliver oversat, nyfortolket og udgivet! Alene det er grund nok til at ønske sig bogen i julegave.
Jerstad & Harris’ bog indledes af en komplet, ny oversættelse/gendigtning til norsk (bokmål) fulgt af en forklaring til hvert enkelt vers, hvor versene gengives simultant på norrønt og norsk. Derpå følger en tese om at digtet skulle være forfattet af en kvinde og et kapitel om den mundtlige fortælletradition. Bogen afsluttes med et afsnit om nordisk mytologi og fem appendikser om bl. a. Snorre som kilde til kvindelige mytologiske skikkelser.
Selve oversættelsen/gendigtningen og kommentarerne har jeg ikke så mange bemærkninger til. Det virker gennemført og troværdigt, og versemålet er overholdt i det omfang, forfatterne har set sig i stand til. Jeg er helt enig, når forfatterne foreslår, at man læser højt, når man læser eddadigte. Først da opnår man fuldt udbytte af de effektive stavrim.
Det fungerer også fint med den efterfølgende fortløbende forklaring til de enkelte vers. De to sidste kapitler (om fortælletradition og mytologi) er generelle beskrivelser og handler ikke meget om Vølvens Spådom.
Forfatterne mener, at dele af digtet har rødder i en vanekult, som strækker sig tilbage til en bronzealderlig frugtbarhedskult og endnu længere tilbage, hvor »den hellige modergudinde« var den øverste guddom, og bogens hovedpræmis er, at ophavsmanden(!) bag Vølvens Spådom skulle være en kvinde. Dette gennemsyrer hele bogen, og forfatterne søger at sandsynliggøre det ved en række punkter, blandt andet:
- at digtet har en kvindelig hovedperson
- at digtet udmærker sig i skildringen af sorg og død, men også har en glæde over livet og skabelsen
- at ingen gudinder dør i digtets fremstilling af Ragnarok
- at der fandtes »mange kvindelige skjalde«
Jeg synes imidlertid, at argumenterne virker lidt søgte. Vølven er efter min opfattelse ikke digtets hovedperson; hun er fortæller, javel, men derudover spiller hun ikke nogen stor rolle i selve handlingen. Der er andre eddadigte og eddalignende tekster, hvor kvinderne er meget mere fremtrædende: Gróttasöngr, Grógaldr, Hyndluljóð.
Kvinder har ikke eneret på at skildre sorg og død — læs fx Sighvatr Þórdarsons følelsesladede kvad efter Olav den Helliges død eller Sønnetabet af Egil Skallagrimsson.
Det er måske rigtigt, at Vølvens Spådom ikke omtaler gudindernes død i Ragnarok. Tilsvarende kan man hævde, at digtet er påfaldende tavst om kvinder efter Ragnarok.
At der fandtes »mange kvindelige skjalde« er næppe en holdbar påstand. Forfatterne nævner selv tolv, hvilket må siges at være et absolut mindretal, og en række af de nævnte har kun bidraget med ét eller to løse vers — det gør dem ikke til skjalde. Den digtning, der er bevaret efter kvinder, er i det hele taget af et så beskedent omfang, at kvindelige skjalde snarest må betragtes som undtagelsen, der bekræfter reglen.
Min gamle ven Snorre Sturlason får flere gange drøje hug for sit kvindesyn. Jeg kan ikke vide, om Snorre var mere efter kvinderne, end mænd i øvrigt var dengang i 1200-tallet, men jeg mener ikke at have læst noget, der tyder på det. Når Jerstad & Harris antyder, at Snorre i sine kongesagaer ikke nævner Vilborg som hirdskjald for kong Olav Kyrre († 1093) »fordi hun var en kvinde«, er det svært at tage seriøst. Den kvindelige skjald Vilborg kendes i dag alene som et navn i opremsningen Skáldatal, og der er desværre ikke overleveret en eneste af hendes strofer. Snorre har måske ikke haft flere oplysninger til sin rådighed, end vi har i dag. Så kan man ikke forlange, at han skal nævne Vilborg på lige linje med de andre skjalde, hvis kvad han bruger som kilder til at underbygge sin historie. Desuden citerer Snorre en halvstrofe af Jorunn Skjaldmø i kap. 37 i Harald Hårfagres saga, så han har ikke haft modvilje mod kvindelige skjalde — han har ganske enkelt manglet relevant materiale fra deres produktion.
Alt i alt fremstår bogen som et fint værk skrevet af folk med stor kærlighed til emnet. Og det tager jeg hatten af for! Jeg synes dog, at det i nogen grad forstyrrer billedet, at man insisterer så kraftigt på den kvindelige vinkel. Dette smukke digt bør efter min opfattelse først og fremmest bedømmes på sine litterære (hvis man kan bruge det ord om et mundtligt overleveret værk) kvaliteter; det gør ikke den ringeste forskel, hvad enten en mand eller en kvinde står bag ordene.
Men jeg glæder mig over, at www.heimskringla.no er nævnt under »Bokanbefalinger«. Tak for det!
Jesper Lauridsen, december 2013
