Vor Folkeæt i Oldtiden: Angelsachsisk ''spéd'', lykke

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Femte bog:
Excurser og henvisninger


Excurser

2. Angelsachsisk spéd, lykke


(side 287) De oldengengelske digtere kæmper for at indpode kristendommens åndelige sandheder på den gamle tids psykologi. For os har denne kamp mellem indhold og form – der kommer til syne i hvert andet vers – sin dybe interesse derved at den viser os kraften og livssejgheden i det gamle.


Den angelsachsiske sprogbrug er i højere grad end den oldnordiske antikveret. Ordene er bagud for tanken; de sidder fast i det tænkesæt hvoraf de er rundne, og de har ondt ved at læmpe sig efter de nye begreber der nu hersker i taleren. Det har sig med de oldengelske, kristelige digtere som med alle overgangsmænd der endnu lever på fortidens sprog, at de kun halvt mener og kun halvt forstår hvad de selv siger. Deres ord befinder sig i den stadig skiftende, stadig stridende mellemtilstand som undviger enhver nøjagtig bestemmelse. For en del er fraserne formler, stereotype vendinger fra det gamle sprog, der kun følger med som teknisk tilbehør uden at have noget på hjærte; delvis er ordene genfødte og foryngede i en frisk tankestrøm, men altid sådan at den gamle natur sidder fast inderst inde og gør sig gældende i det nyes karakter. Oldengelsk spéd må, når vi endelig skal have en enkelt grundbestemmelse af dets væsen, gengives ved »lykke«. Men det vil snart ses at ordet indtager en langt bredere plads i sprogbrugen end dets virkelige værdi i datiden berettiger det til. Dets position beror på arv fra en periode da »lykken« dannede roden i det menneskelige.


Formålet med denne analyse af angelsachsisk ordforråd skulde være at bringe hvad man kunde kalde det underbevidste i ordene (side 288) frem for lyset. Vanskeligheden ved at oversætte angelsachsisk digtning ligger hovedsagelig i at denne underbevidsthed bryder igennem digterens bevidste tanke og giver billederne en dybde der går ud over hans hensigt.


På oldsachsisk kaldes lykkemanden feraht, et tillægsord som er afledet af ferah, liv og lykke og sjæl. Feraht dækker heill hugr; det indbefatter både visdom og kyndighed, troskab og pålidelighed, og det lader sig meget vel bruge til at gengive kristen fromhed. Således anvendes det om disciplene som Jesu tro mænd, om den kloge, offerkyndige Zacharias, om de retfærdige dommere, hvis løn er i himlene, om det gavmilde sind, eller det gæstfrie sind, om dem der bevarer broderskabet, om det rette sind overfor Gud, om fromhed.


Først er der den spéd som krigeren behøver: vigspéd, herespéd, sigespéd, svarende til oldnordisk kampsæle, hærsæle, sejrsæle. Hrodgar fik forundt hærlykke og kampære. Gud forundte Danerne kamplykkens væv, og friede dem, ved Beowulfs bistand, fra Grendel.


Så finder vi spéd anvendt i forbindelse med ord som klogskab, begavelse og lignende. Tubal Kain var, i følge Genesisdigteren, en dygtig smed ved sin »snildheds lykke« (snyttro spéd). Da Gud forstyrrede bygningen af Babelstårnet mistede bygmestrene deres »tales lykke« (spræce spéd). Spéd er det der gør kræfter og handlinger dygtige til at føde virkninger. Spéd er det som gør at kraften slår til, og slår rigeligt til. Enok, folkets fyrste, rejste efter sin fader høvdingedømme og »freds lykke« (freoðospéd). Meget hyppig anvendes derfor spéd efter ord for magt, kraft: Gud forvirrede Babelbyggernes sprog ved sin »magts lykke«; Jesus byder diciplene gå ud i verden, forfølge afguderne og så fred i sindene ved »magts spéd«, i kraft af deres åndelige myndighed, i kraft af den magts ånd som var i dem. Eller: de forkastede står for dommen på Guds søns venstre hånd og bæver når han dømmer dem ved sine »gerningers spéd«.


Så er spéd lig handlingens fuldendelse, kraftens virken sit formål; sejr, held i foretagender, fremgang – alt rummes i ordet. Et løfte nytter ikke modtageren noget, om ikke »spéd«, »opfyldelse« følger efter. En mand kommer spédig i gangen; rask gående. Når en færdes med stor spéd, da vil det både sige; rask, hurtig, og: i vælde, struttende af energi, med megen kraft i følge, som da Gud svævede over jorden miclum spédum. Digteren begyndte med snilde at rejse Beowulfs dåd i sang, at fremføre dens lov med sindrigt vekslende ord, alt i spéd: med kunst, med mesterskab, uden at søge efter ord, etc.


(side 289) Jorden er spédig når den frembringer afgrøde i fylde; unspédig, »goldt, ufødende« var det land vore første forældre efter deres store fald fik at slide deres kræfter op på. Om manden gælder det samme, at spéd er noget levende inden i ham; det er ikke nok at han besidder magt i fylde, er rig på magt – at han har herredømme over sine ævner og kan anvende dem så at han opnår det resultat han selv ønsker; – han ejer spéd som sit væsen, han føder magt ud af sig selv.


I mange tilfælde står ordet næsten som en slags afledningsendelse har vi set; på enkelte steder kan det gengives ved »nytte«, »brug«, eller ved »tilstedeværelse«, »rigelighed«, mangen gang smutter det hele bort mellem hænderne på os. Angelsachsisk villa betyder vilje, ønske attrå; villa spéd udtrykker en lykkekraftig vilje, og deri er også givet viljens genstand, eller opfyldelsen af viljen, med andre ord villa spéd er lig med overflod på det forønskede.


Så betyder spédig ligefrem »rig« som også gesælig og lignende ord.


Ved at følge ordet ud i alle dets anvendelser staver vi os ikke til en definition. Det vil aldrig lykkes os at overfløje det ved at stille en hel række af vore gloser på rad. Hvad vi får er spredte glimt fra en tanke som intet jævnbyrdigt har hos os; en tanke der ikke går på langs ad vore, men snart er over, snart under, oftest over og under på een gang. Fra alle disse enkeltbetydninger løber vejene ind i den gamle lykke, sjælekraften, menneskelivets tyngdepunkt. Måske kommer den os en enkelt gang utilsløret i møde. Når det hedder om Ægypterne der druknede i det Rødehavet, at den der havde lykke – altså Gud – ødelagde dem, da kan spéd måske være et afledet udtryk for magt; men den mulighed er vel ikke udelukket at ordet står i en dybere betydning. Klarere er et andet sted, hvor der siges at Gud selv lukkede arken bag Noa og velsignede ham med sin egen spéd. Her står ligefrem, tror jeg, at Gud lagde sin væsenskraft ind i Noa, strålede sin sjælslykke over i ham, med ævne til at trodse storm, bølger, djævle, til at holde arken oppe og bevare sig og sine i sundhed og velstand. Ikke at digteren har tænkt alt dette: ordet har tænkt for ham, ganske simpelt fordi verset, efter al sandsynlighed da, er bygget over en gammel formel.


Ejendommen, kvæget, løsøret, klenodierne, kostbarhederne, det er på en vis måde selve lykkens legemliggørelse og kan derfor med rette bære lykkens navn. Det egentlige ord for familiegodset, ættens rigdom, er ead, »ød«. Hans sønner forvaltede ød efter ham og avlede sønner, – helten forlod sin jordiske ød og gik ind til et andet liv, – Gud lod for Abimelech komme vækst i afkom, i ød og ejendom. Ordet svarer til oldnordisk auðr, i hvilket betydningen gods, rigdom er den overvejende. »Af Sigmunds søn krævede Hundings sønner (side 290) ød og ringe, ti de havde et stort rov og faders bane at hævne på den fyrste ...« »Godt er at råde for Rinmalmen, med lyst råde for ød – Fafnes skat, nemlig – og sidde som nyder af lykken«. Men den fulde forståelse af ead får vi ikke ved så simpel en oversættelse. I angelsachsisk ead ligger hele den trykke lykkefølelse, fornemmelsen af sundhed og helse, glæden, jubelen over livet, følelsen af kraft, følelsen af magt og ære. Den kristne anvendelse af ead giver os oplysning om hvor vidtrækkende ordet var, da de nye tanker kom ind. Det herlige land som fugl Fønix bebor, står eadig mens syndfloden raser alle vegne over jorden. I følge Beowulf lever Danskerne før Grendels anfald i fryd og i lykke (eadig) i deres konges hal; og med det ønske: »Vær eadig!« takker Danernes dronning Beowulf for hans dåd. Lykken deroppe (ead) er Satans nagende tanke efter hans nederlag; og ordet tjener ofte til at male himlens salighed. Jesus prises i evighed, fordi der aldrig var nogen begyndelse på hans ød, hans kraft og herlighed. Om Fønixfuglens dejlighed, dens vingers styrke siges at Gud havde givet den en sådan ød. Hånligt ynkes Assyrerne: deres ære, deres ød, deres dådskraft var til ende,« den gang deres fyrste lå fældet for Judiths sværd.


Dette må læseren have i minde, når han vil forstå tyngden i de vers der beskriver nedværdigelsen for Rubens stamme, den der måtte indtage en ringere plads fordi den ved synd havde sat sit herredømme til: hans broder havde frarøvet ham ød og adel. Når der står at sønnerne overtager og forvalter ød, at frænderne »i godvilje øger ød og ære«, da har sætningerne en større vægt end det er muligt at give dem i sprog hvor »ød« står overfor sit verbum som et objekt blandt andre objekter, grammatisk tjenstvilligt, men uden åndelig forbindelse. I gammelt sprog støbtes sætningen sammen til et hele ved det lille ords betydningskraft. Vi kan aldrig inspirere ordet »ejendom« eller ordet »arvegods« med en ætlykke som, uadskilleligt forbunden med arven, gjorde denne til en værdi og samtidig dannede forbindelsesleddet mellem mennesker og deres gods. I hele sin dybde, betegnende den lykke der gør et væsen til frænde, samfundsfælle, menneske, findes ordet endnu hos Nordboerne; rystende beskrives fremtiden for en der har forbrudt sig mod freden ved at dræbe sin svoger, sådan: han skal løbe som en ulv på vidden, blottet for ød og al gammen.


Det fulde, udifferentierede indhold har eadig bevaret når det står som mandsepitet, for at betegne hans værdighed som fuldgyldigt menneske, og den samme betydning af liv, lykke og ære rummes i ordet blæd, således kalder Beowulf oftere den glorie som heltedåden lader stråle om og ud fra krigeren; medens de faldne er dem hvis blæd, lykke og ære er forbi.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


(side 402) 288. feraht, Heliand 1238, 73, 93, cf. 22, 1310, 1559, 1957, 4653; 3001. – vigspéd, And. 646; Christ. 673; Beow. 64, 697. – snyttro spéd etc., Gen. 1084; cf. 1957; B A Po. III 1 s. 154, v. 77; cf. Cräftas (ib. s. 140) 9, obs. forholdet til den følgende linje; cf. Heliand 1901 (Monac), spod = visdomslykke. – Gen. 1686, 1198, 1696, cf. Dan. 335; Christ. 488; Satan 622; Guth. 225. – Handlingens fuldendelse etc., Guth. 225; Gen. 2059; Exod. 153; Gen. 2384, 1783; cf. Cräftas 53; Gen. 121; Beow. 871; Heliand unspuod = synd, 3454.

289. spédig – unspédig, etc., Gen. 962, cf. 1660; Exod. 513 f.; Gen. 1366 cf. Cräftas 6? – willa spéd, Gen. 1660, 2363 etc; utvivlsomt betyder som sagt spéd ofte rigdom på, – det vil sige den sene ags. digter har ensidigt tænkt ordet i tal og vægt. Men i og for sig ligger jo mangfoldighed lige så fuldt i den oprindelige betydningssum; forskellen mellem det ny og det gamle består i at s. ikke fra først af var et pluralitetsmærke som kom løst til. — At spéd formelt set er en afledning af et verbum: at lykkes, betyder ikke at verbet er ældre end substantivet, og (side 403) berører ikke substantivets karakter. Den formelle udvikling er ikke proportional med begrebets historie. Sproget fornyer sig fra dag til dag, uden at nyprægningen skyldes eller fremkalder indre omvurdering af tanken. – Rig, Gen. 2802. – ead, auðr, Gen. 1602, 1627, 1891, 2756; Helg. Hund. I n; Sigurd. 16; Fönix 46; Beow. 100, 1225; Gen. 402; Christ. 1294, 1401; Guth. 1165; Fönix 638, 319; Judith 273, det sidste sted beror delvis på konjektur og burde ikke have været medtaget, hvis ikke restaurationen (af ...des til eades) var så uimodståelig selvbekræftende.

290. Ulv, Exod. 339; Ags. Gåde 27, 23; Helg. Hund. II 33; cf. Heliand åd og samhørende ord. – Mandsepitet, se f. ex. Gen. 1476, 1885, 2595, 2833 etc.; cf. også det karakteristiske sted, Gen. 1107: Adam fik en brav søn, hans navn var Seth; han var e., opvoksede sine forældre til trøst, etc. – Hvad endelig cräft, »dygtighed« etc, angår, kan jeg ikke mere end antyde at det ord lige så fuldt som de andre inspireres af »lykke«; den interesserede må selv gøre prøven. For øvrigt gælder mine citater jo ikke som andet end antydningsvise exempler. – blæd, Beow. 18, 1013, 1299, 1703, 1124; den fulde, gamle betydning i et sådant udtryk som: nyde b. = leve livet som sig hør og bør, i »lykke«, Gen. 1890, cf. 1608 og Judith 63; Adam og Eva var »berøvede b.« da de efter syndefaldet måtte skjule sig, Gen. 859; b. om frændelykke, Exod. 318; om »mandheld«, social anseelse, Dan. 455, 164; kamplykke, kampære, Judith 122, B A Po. III 1 p. 150 v. 68; handlelykke, visdomslykke, Cräftas (B A Po. III 1 p. 143) 103; Fönix 549.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)