Vor Folkeæt i Oldtiden: Arvingernes ret

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Femte bog:
Excurser og henvisninger


Excurser

12. Arvingernes ret


(side 326) Når det drejer sig om arvingernes ret er Nordgermanernes mere gammeldags bestemmelser afgørende for opfattelsen af det ældre forhold; de viser tillige, hvis der skulde gøres noget vidnesbyrd behov, at arvingernes sejge nidkærhed for ættens ejendom ikke er den simple eftervirkning af ejendomsfællig i moderne forstand. Det er ikke alene retten og pligten som bevirker at ætten kræver at blive hørt. I bestemmelserne lever endnu noget af den gamle naturgrund, at gaveveksel har vidtrækkende virkninger for hele kredsen, og at en æt bindes ved de følelser som fremkaldes, dens medbestemmelsesret må gøre sig gældende atter og atter, ikke blot i det øjeblik afhændet – jorden – går ud af ætten, men også når det glider ud af modtagerens besiddelse. Islandske love viser hvor naturligt det var for germansk tankegang at følge rettigheden ud så langt som der overhovedet gaves frænder.


For de andre folks vedkommende er ættens fordums krav bevidnet i den omstændelige thingatio.


Ved »købet« garanterer sælgeren (giveren) mod indsigelse fra sin slægts side – med sund selverkendelse glemmer han ikke at tage sig selv med; sædvanlig nævnes heredes eller heredes et proheredes, men det er egentlig ikke nok, propinqui kan sættes ind.


Sælgeren eller giveren må være beredt til at træde i skranken for køberens ret, i nødsfald bestyrker han den ved en bekræftende gentagelse af den afhændelse han en gang har foretaget – og han forpligter sine arvinger til at antistare et defendere modtagerens ret.


Vanskeligheden ved at få ejendom til at slippe besidderen gjorde at der udkrævedes kraftige erklæringer om at salget gjaldt for stedse, uden forbehold, ikke alene køberen, men også hans arvinger: ut amodo (side 327) et semper tu tuique heredes ab heredibus abere et possidere valeatis. Og selv når handelen havde fået denne omhyggelige efterbehandling, var det ikke underforstået at modtageren kunde afhænde sin erhvervelse til hvem som helst – tænkte han på slig løsagtighed måtte han sikre sig ret til at have, give og bytte den. Man kunde foretage et virkeligt »salg«, uden at det solgte kom uden for ens rådevidde.


På pantskødningen kan illustreres hvordan udviklingen går frem i brydning af linjer, snarere end i brud eller blot forlængelse; ti i virkeligheden er den ikke blot betinget af ordets magt, men også en fortsættelse af det betingede i selve gavebrevet; ihænd var altid en krystallisation af sind. En brydning til højre, og gaven, det gamle køb, bliver en – germansk – handel, en brydning til venstre, og den bliver pant, i en tilsvarende grad af moderne betydning. Og de to går så nær i samme former at vi har ondt ved at skille dem ad: man sælger sit land under ret til at købe det tilbage om så og så mange år, eller pantsætter det, og »hvis det ikke bliver købt tilbage om fem år«, etc.


Hvordan gave bliver til køb kan man se for sine øjne i den svenske afhændelse af jord – Svenskerne har egentlig kun overgangsformer. Gave og salg står jævnsides, og således at de nuancerer over i hinanden. Den gamle modus indeholder som en selvfølgelighed, at afhænderens rettigheder bevares; den nye skulde vel udmærke sig ved at give virkelig ejendomsret, men salgets effektivitet er ikke stærkere udpræget end at dets uigenkaldelighed må slås fast mundtligt, må »lægges på« købet. Og salget står stadig i fare for at svippe tilbage i gavekøbets halvhed. Deraf afhænger sprogbrugen som under skøde først og fremmest forstår det gamle køb, gaven. (Der er altså ikke nogen modsætning mellem skøde eller sælge.)


Forståeligt nok holdt vanerne sig bedst under de gamle former. Selv da købet i moderne form var slået igennem, blev gaven stående ved siden af som en modus for åger med gensidige interesser, og netop ved en overdragelse under gavens form hævder den personlige tilknytning sig som en naturlig sag. Givelsen har kun gyldighed for modlageren selv og eventuelt hans direkte arvtager, og gaven står altid beredt til at falde tilbage.


En interessant variant er også wäþskötning i modsætning til wärulzskötning.


Fra den gamle gave udgår middelalderens bestemmelser om kongens ret til det han havde »givet«.


Af dokumenterne kan vi kun vente at høre folks tanker ved overdragelse af land (og trælle), ligeledes er det først og fremmest jorden og dens skæbne der interesserer lovene – salget af klenodier var kommet over i et lettere og raskere tempo. Og dog, sammenlignet med vore taktarter er den gamle gænge nærmest adagio molto. Sælgerens (side 328) ansvar er alle vegne lige så stort ved klenodier som ved jord. Blev ens ejendomsret bestridt, havde man at henholde sig til den mand man havde erhvervet tingen af. Og ansvaret springer tilbage fra mand til mand, indtil man når et absolut ophav; hist og her blev dog livet så kompliceret og salgsradius'en så stor, at man måtte gå til at sætte en vilkårlig grænse, f. ex. ved tredje mand.


Den psykologiske grund kommer bedst til syne i de svenske love. Hvor nær end hjemlingspligten kan komme til moderne, abstrakte forpligtelser, taber den aldrig sin begrundelse i en personlig overensstemmelse mellem ejer og ejet. Den levende tanke åbenbarer sig ikke mindst i det svenske verbum hemula, der netop udtrykker at gøre en til njótr i den ovenfor udlagte betydning og give en den ret som en njótr har i sig, og som derfor dækker afhænderens hele pligt overfor sin kunde. Samme dybde i begrebet indeholdes i norsk-islandsk heimill, heimild etc.


Her kan også gøres opmærksom på den sejghed hvormed det personlige hævder sig ved siden af det mere abstrakt-pekuniære i den norske »overgave«, bestående af en grip, for hvilken der ikke krævedes betaling; interessant er også eftervirkningen af det gamle hensyn til frænder i købet. Også ved bodsopgøret findes denne overgave; den er i følge sin karakter som grip noget andet, i hvert fald primitivere end islandsk baugþak; cf. dansk gørsum og svensk gørsima, der senere komisk nok, blev takseret i mønt, til trods for at ordet betyder »løsøre«, klenodie.


Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


(side 412) 326. Medbestemmelsesret, Grágás I 247, 249; især interess. Stað. c. 79; Frost. IX 17 f., jvfr. Amira I 526, 573 f., 594; II 701 ff.; Er. lov III 2; Jy. lov I 34; Skånel. 50, som belyses historisk ved And. Sun. 19. –Andre folk, se Amira: Erbenfolge 53, 105, 134, 201, 212. Jfr. Roth. 168, Liut. 65. – Thingatio, se exc. 13. – Sælgeren garanterer, Roz. 267 f.; Thév. 105, 107; Cluny I n. 14, 20 etc. – heredes etc., typen kan ses Thév. 52, 118; Roz. 159; Cod. Cav. I n. 44; Thév. 73, 105; Roz. 200, 268; Vaissete II n. 78; Redon n. 64, 91; Chartæ I n. 60. – Træde i skranken, Thév. 52; Lex Baj. 16, 12; Mon. Germ. Leg. III 323, jfr. 337 IV. – Forpligter sine arvinger, typen ses Roz. 268, 273 eta; Cod. Cav. I n. 2 ff., 43 etc; Cluny I n. 43 etc. — Kraftige erklæringer, Cod. Cav. I n. 30.

327. Sikre sig ret, Thév. 117; Cod. Cav. In. 176; Cluny I n. 14, 20; Roz. 268 f. etc. etc. – Ret til at købe tilbage, f. ex. Redon n. 60, 95. – Om 5 år, Redon n. 68, 73, 170, 182 etc. – Svippe tilbage, Amira I 510, 550. – Gaven beredt til at falde tilbage, jfr. Brunner i Sitzungsber. der Berl. Akad. 1885, H73 ff. – En interessant varian, se foran II 72 note. – Kongens ret, se f. ex. sprogbrugen Roth. 177, jfr. også Brunners klare bemærkning Sitzungsber. der Berl. Akad. 1885, p. 1190 note. I middelalderen kommer ævnen til at »lægge på« gaven til at spille (side 413) en stor rolle under nye forudsætninger. Men for en sikkerheds skyld føjer jeg udtrykkeligt til at her ikke er tale om den senere opfattelse af forholdet mellem giver og modtager, kun om den historiske forudsætning. – Overdragelse af land (og trælle), f. ex. Roz. 290 ff. – Den gamle gænge, jeg må nøjes med en simpel henvisning til vin-institutionen, f. ex. Er. lov III 23, 39 f.; Østg. Vins. Balk (jfr. Amira I 284 f., 346 f.).

328. Klenodier, jeg har valgt ordet klenod for at udtrykke den stærke fremhæven af affektionsværdien, på islandsk er ordet gripr, på svensk siges gørsima, begge sammenknytter begrebet løsøre med begrebet dyrebar, kostelig. (Østg. Gipt. 18 er unøjagtig sprogbrug, jfr. Vestg. II Arf. 23 f. og ordbb.). – Svenske love, Vestg. I Þjuf. 8, 17; Østg. Vins. 6, 7; Upl. Manh. 44; Vestm. I Bygd. 35; jfr. Amira I 558 ff., II 682, 692 f.; Er. lov III 21 f.; Lex Sal. 47; Thév. 49, jfr. Roth. 232, også Liut. 43 sidestillet med Østg. Vins. 9. – njótr, se II 70. – heimill, heimild etc., se ordbb. og Glossar til Norg. Gamle Love, Schlyters Glossar til Skånelagen. På dette sted tales om den solidaritet som forbinder ejeren med det ejede, hvad enten det var jord eller klenodier. Når jord gik over til at blive salgsvare, faldt det ind under de eneste mulige begreber for afhændelse, et spørgsmål værd at drøfte er, om der ikke i ættens ret til jorden var elementer af en egen art. – »Overgave«, Dipl. Norv. I n. 718, 795, V n. 721, XI n. 116, 171 etc. – Eftervirkning, Dipl. Norv. X n. 161, III n. 935 etc. – Bodsopgør, III n. 691, V n. 529, jfr. det klassiske exempel Njála 638. – görsum, Jy. lov II 26, III 21.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)