Vor Folkeæt i Oldtiden: Bøn og offer

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Fjerde bog:
Hellighed og helligdom


Bøn og offer



(side 141) Øllet bragte en glans af gæstebud med sig, det hørte ikke med til den nødtørftige, nærende og læskende hverdagsmad, men var i højere grad end mælken og vallen en åndelig vederkvægelse, en hellig styrkelse. Og naturligvis måtte den drik der hædrede de høje fester med sin velsignelse være af en egen kraft for at kunne forene guder og mennesker.


Atter her trænger formodningerne på med magt, uden at vi er i stand til at trække dem ind i lyset og give dem al den virkelighed de fordrer. Når festøllet blev brygget, har man da kunnet omgås bryggerkarrene med det dagligdags lavmål af religiøs omhu, – ti helt verdslig i moderne forstand blev en så vigtig handling som tilberedelsen af husets nærende lykke aldrig, – har man ikke hændet hver lille tilsætning med rituel højtidelighed, har man ikke renset sig selv og lagt bånd på tungens og lemmernes fri bevægelse, når man gik til den vigtige handling at forberede blotet?


I den norske almues ærefrygt for gæstebudsøllet er der sikkert et stænk af alvoren fra fortidens bryggers. Om de gamle Telemørkinger fortælles at de tilberedte deres højtidsdrik med stor andægtighed, af frygt for at letsindig omgang med brygningen skulde hindre øllet i at blive stærkt, noget som ikke var en mangel, men en stor ulykke. Når øllet ved gildet viste sig uformuende til at sende gæsterne ned under bænken, listede værten omkring med en bedrøvelse der ikke kunde have været større hvis gården sved af.




»Kvindens dygtighed til at brygge var noget langt mere end husmoderfermhed;
den var prøvestenen på hendes helligheds kraft, hendes styrke i guderne og hendes magt over lykken.«




Kvindens dygtighed til at brygge var noget langt mere end husmoderfermhed; den var prøvestenen på hendes helligheds kraft, hendes styrke i guderne og hendes magt over lykken. Da Kong Alreks to hustruer, Geirhild og Signy, stredes om værdigheden som dronning, blev det øllet – det øl de bryggede til at modtage kongen med ved hans hjemvenden fra krigstoget – som kom til at dømme imellem dem. Geirhild påkaldte Odin og lovede ham sin ufødte søn; han gav hende lidt af sit spyt til gær, og øllet blev godt, men det ledte skæbne ind i verden.


Utvivlsomt begyndte blotet i bryggerset; fra den første håndsudrækning havde helgen uindskrænket råderum. Fuld offermagt fik gryder- (side 142) nes og karrenes beholdning dog først ved indvielsen inde i gildesalen. Ofringen begyndte med hornets fyldning, under andægtig tavshed og ceremonielle bevægelser. Dernæst signede, eller som man i fordums dage har sagt, viede forsædesmanden hornet. I dette ord angives handlingens indhold: han lægger kraft ind, og det en særlig kraft. Den sproglige sammenhæng mellem »vie« og vé eller vi lyser op over verbets væsen. Vi er alt helligt: det hellige sted, de hellige klenodier, fanen, som viser vej, varsler til dristighed eller til forsigtighed, og sikrer heldet ved sin tilstedeværelse midt i hæren. Vi er det stærke i hellig forstand, og for at forstå dets rumfang må vi lede tanken tilbage i de gamle baner, hvor alt væsen spænder fra det konkreteste formbehov til den inderligste væren; hellighed og helligdom, kraft og kraftvæsen ligger sammen i ordet. At vie betyder da at inspirere, bringe en guddommelighed og en guddom til sæde i tingen, gøre den til gud.


De verber som anvendes om den første handling med bægeret udtrykker på forskellig vis drikkens indre forvandling, men om den form hvorved omvæltningen afstedkommes gives der desværre ingen direkte besked. Måske er indvielsen foregået under højtidelige gebærder. Man kendte til tegn i luften, hvis vi tør tro den lidt fordægtige legende om Hakon Adelstensfostre, der korsede blotmaden før nydelsen, og af Sigurd Jarl undskyldtes med at han gjorde Tors hammertegn; det påfaldende i at bønderne skulde trænge til en forklaring på en god hedensk gestus kan vel ikke helt undlive muligheden for at historien har haft en lille garant i virkeligheden. Tilsyneladende får den undsætning fra det verbum, »signe«, som ofte bruges om selve kultindvielsen, ti signe er jo blandt andet at gøre tegn. Men lige så nær står den mulighed at det fremmede ord, hvis det indebærer noget mere end blot vielse, egentlig går på anvendelsen af hellige medier, klenodier med andre ord. Når vi kender ejendelenes magt, ligger den fristelse nær at give en formodning ud for en vished, og sige at man har taget ættens herligheder frem, spydet og halssmykket, pilene og ringene, og har ladet drikken suge sig fuld af deres indhold, at man har hentet det endnu helligere fra blothuset, og med det mættet bollen til den stod bristefærdig – som hin cupa, der sprang så snart præsten med sine fjendtlige ord satte magterne derinde i oprør. Hammeren sad ikke ørkesløs i Tors hånd, da han viede sine slagtede bukke til nyt liv. Han svang den over bukkeskindene og knoglerne, og bukkene stod der levende og hele, – ud fra denne kultlegende kan vi trygt drage slutninger om hammerens eller en lignende kultgenstands anvendelse ved vielsen.


De hellige genstande har været til stede, og ingen vil vel tro at de lå eller hang ledige. I minderne om klenodiets magt ligger den bedste (side 143) kommentar til Eddadigtets overgivne skildring af den rødskæggede blyhed, der har sat okse på okse til livs af lutter utålmodighed efter den stund da han skulde se hamrneren blive bragt ind for at vie brudens skød. Trymskviden er en burlesque, bygget over umiskendelige reminiscenser fra giftermålsritualet, og den ceremonielle grundvold kommer for dagen i jættens ord: »Bring hamrneren ind for at vie bruden, læg Mjølnir i kvindens skød.« – Den dag der var tempelhelg på gården Ølfusvatn sad husfruen, Signy, på en stol med sit klenodie i skødet, og dagen blev en ulykkens begyndelse, fordi hendes lille søn, Hørd, kom stavrende hen til hende og greb for sig i halssmykket, så det brast. Det er ikke utroligt at denne scene på grund af sin betydning for sagaen om Hørd og hans sørgelige skæbne, i sig har bundet et minde fra de gamle blotdage, og at den giver os et interiør fra selve blotsalen.


Da Olav Hellige overraskede blotmændene i Trøndelagen gjorde han et stort bytte både af gæstebudskar og af »kostbarheder« – gripir –, som lagsfællerne havde haft med sig til gildet. De var mødte i deres bedste stads, som vi vilde sige; men det vil jo, oversat tilbage på gammelt sprog, komme til at udtrykke netop det som her er antydet, at klenodierne i hvert fald hørte med til hellighedens iklædning.




»Når Landnamsmanden stak sin økse fast i jordsmonnet,
eller tændte sin ild ved åmundingen, da forandrede han landets vilje,
han gjorde det lydigt ved at drage det ind i sin sjæl.«




Den ceremonielle indvielse af en ting til højere og højeste hellighed er ikke i væsen forskellig fra tilegnelsen af det nyerhvervede. Når Landnamsmanden stak sin økse fast i jordsmonnet, eller tændte sin ild ved åmundingen, da forandrede han landets vilje, han gjorde det lydigt ved at drage det ind i sin sjæl. Men uden al tvivl føjede han noget hørligt til, ordet var en lige så nødvendig som mægtig faktor i hine dage. Ved blotet blev der »mælt for« hornet af den som førte forsædet ved gildet. Dette tekniske udtryk er som så mange andre gået over i kristendommen; en norsk gildestatut betegner indledningshandlingen ved gildets hovedfest med: »der mæles for, eller minne bliver velsignet.« Hvad man har sagt i hedenhøs, det får vi aldrig direkte at vide, men hvad man vilde sige, og hvilke tanker der fjælede sig under ordene, kan vi godt læmpe frem. Virkningen af at »mæle for« kender vi fra retssproget, hvor det anvendes om at forestave en retsformel, og fremdeles om at betinge sig noget på juridisk bindende vis; i det daglige liv samler ordet i sig de to betydninger: at ønske til lykke, f. ex. i forbindelse med gave, og at forbande. Til grund for den officielle og den private brug ligger samme tanke: at udtale noget med vægt og vilje til at binde æren og lykken, således at man ved sine ord fremkalder en forandring i en andens sind og hele tilstand, og enten binder lykke på ham eller berøver ham hans lykkeforstand og gør ham til niding. De tilsvarende substantiver, formáli og formæli, har lige så (side 144) vid en anvendelse: fra velsignelse til forbandelse, fra den lovbindende aftale og den lovbindende formel til den sjælebindende bestemmelse som man knytter til anvendelsen af en ting, og som må respekteres af brugeren hvis han vil have held med sig til brugen af det overdragede. Vi kan veje ordets tyngde i følgende sætning fra Vølsungesaga: Nornerne kom ved Helges fødsel, ydede ham formáli og sagde at han skulde blive navnkundigst af konger.


Sammenstødet mellem det religiøse og det retslige beror ikke på et udvortes kompagniskab om sprogets hjælp, de to sider af livet mødes i tillid til og afhængighed af fælles kraft. Ordet var et nødvendigt tillæg ved enhver handling, det lagde sin beseglende lykke til, så at virkningen styrede lige ind i det efterstræbte mål. Efter at der var foretaget alle nødvendige foranstaltninger til den dødes velfærd, slog ordet sig til og satte ham i fuld nydelse af fremtiden: man mælte for hans grav og viste ham til hans sted, enten dette var Valhal eller en anden hal. Og endnu nærmere op til blotet kommer nybyggerens handling, når han skød sine højsædestøtter over bord og mælte for at han vilde bygge og bo der hvor de drev i land. Han gav dem dermed både vilje og kraft til at anspænde al deres helglykke.


Ligesom navnegivningen skulde lede sjælen ind i barnet, sådan var det kultiske formæle bestemt til at give festens kraft dens retning og skabe grænser og mål for dens sigte. Formælet måtte da smidigt bøje sig efter festens anledning. Det beseglede skålens virkning, at smælte mennesker sammen, at skabe frænde af fremmed ved ætledningen, at gøre løftet om brudegave fast. »Din fader skal være Kong Gjuke, og jeg din moder, dine brødre Gunnar og Høgne ...,« siger Grimhild, da Sigurd tager ved det horn der giver ham nyt syn på Gjukungerne. Ved bryllupsskålen har løftet bl. a. bestået i en udråbelse af betingelserne for den skete sammenknytning mellem ætterne, den som skulde drikkes fast. I moderne tid regnede man i Norge op at brudgommen havde gård med så og så mange heste, og at brudens fader ikke sendte sin datter ud som en skarvefille, men fulgt af »et tusind norske speciedaler, opredt seng, hest og saddel, fem køer ... nu vide I det«, og denne remse er som formæle ikke meget langt fra den gamle ånd, selv om vi måske tør tilkende den svenske formular en større værdighed også i denne sammenhæng: »Til hæder og husfrue og til halv seng, til lås og nøgler ... og til al ret.« Det bæger som bekræftede »købet« kaldtes njótsminni, og i dette navn antydes formælets indhold, at det gjorde modtageren til njótr, til nyder af tingens sjæl og nytte. Ved fredsslutninger kan formælet ikke have ligget langt fra det berømte trygdemål: »Nu er alle sager forligte, med gods bødede, som målere målte, som dommere dømte, som tællere talte, som givende gav og tagende tog mod. Vi skal være mænd forligte om sag og om (side 145) sæde, ved ølbolle og madskål, på tinge og ved tidkort, ... dele kniv og kødstykke og alt os imellem som frænder og ikke fjender. ... For sig og arvinger, fostret og ufødt, avlet og uavlet, navnet og unavnet tager hver mand tilsagn og giver tilsagn, gæve tilsagn, tilsagn til gavns, som evigt skal holdes mens jord står og mænd lever; ... som søn mod fader og fader mod søn i al færd hvor de træffes, på land eller sø, skib eller ski, på hav, eller hesteryg, at dele årer og øsekar, tofte og dæk ... som ven træffer ven i søen, som broder træffer broder på veje.«


Ved de store fester, hvis sigte var hele lagets trivsel i den fremtid som blotet indledede, måtte hovedminnets formæle have en almen karakter. Og vi er så lykkelige at vi endnu kan se hovedtrækkene i den hellige formel, dels ud af spredte antydninger i sagaliteraturen, dels gennem middelalderens kristne tillæmpning. Dette »til år og fred«, som ufravigelig mælder sig alle vegne hvor talen falder på det hedenske blot, er blevet stående som motto for den kristne omformning af årsfesten: Øllet skal signes Krist og Maria til tak, til år og fred. På lidt forskellig måde får vi formlen indarbejdet i de norske gilders selvmotiveringer. Olavsgildets skrå begynder således: »Vi skal holde vort gildelag hver sommer Hellig Krist, Vor Fru Maria og den hellige Kong Olav til tak, os til helse, til år og fred og til al Guds miskund her og hist«, og den ender med: »Gud og St. Olav styrke og hjælpe til gode den som holder denne lov, til år og fred og al sælhed i denne verden, og hinsides til indgang i himmerige uden ende.« Festen gjaldt godt år, frugtbarhed på ager og i stald – »til årbod«, som det også, udhævende kunde hedde efter en sommer der havde bragt skuffelser og mistro til virkningen af tidligere blot. En beretning om Trøndernes hemmelige offer på trods af Olav Helliges forbud giver os det formæle at blotet skulde være til årbod, til fred og godt vejrlag. Fra Sverrig antydes samme formel i Gutalagens indgang: »Vi skal tro på een Gud alvældig, og ham bede at han under os år og fred, sejr og helse.« I dette »år og fred« tør vi se grundstammen, der rakte fra de snævre samlags, ættens, lykkemøder op i sogne- og bygdefesterne. Fællernes vise bekymring gjaldt al trivsel, og som betingelse for arbejdets fremgang: fred, den ubrydelige samfølelse, eetfølelsen, lykken til at handle i fuldt fællig. I et islandsk formæle til brug ved Olavs minne klinger tonen igen: »Den hellige Olavs hædersminne er skænket og båret ind. Det skulle vi drikke med glæde og gammen og Gud Herrens huld. Haver ikke strid eller kiv indbyrdes, ti denne høje herre, Kong Olav, er landenes lavard.«


Den der åbnede festen med at drikke første horn var formælets ophavsmand; derfor siges det i snævreste forstand om ham at han var den der mælte for. Efter ham gentog hver enkelt af deltagerne de hel- (side 146) lige ord, formodentlig med nøjagtig samme ordlyd. Det der endnu mangler i vor viden om kultformælet kan vi skyde til ved sammenligning med lovformlen; de to var eet i ånd, og med det indre fællesskab fulgte at de også delte form med hinanden. Som denne bestod i fast udprægede, een gang for alle værdsatte ordforbindelser, sådan er hint fra år til år og fra gang til gang blevet gentaget med samme uforanderlige ordlyd, hvor inspirationen ikke havde mere plads end hensynet til aktualiteten måske krævede. Og til den faste form har hørt en egen fremsigelsesmåde, som altid fulgte den højtidelige, rimbundne tale, enten ordene nu var retsformler eller lovprisningsvers eller stærke galdre. Den der stod med hornet i hånden kvad, i en tone der teknisk er os ubekendt, fordi den altid kun beskrives efter virkningen på tilhørerne, men som jo ligger noteret i de korte, huggende vers, med de højt fremhævede rimstave. Gildernes og de norske hofmænds afsyngelse af minne tør vi vel tage som en liturgisering af skålens udbringeise, et forsøg på at støbe det fremmedartede om i kirkeform, og det lader til at andægtigheden for alvor er bleven gjort taktfast, når alle brødre opstår og kvæder efter iskænkelsen af højeste minne, eller, som Danskerne udtrykker sig, modtager bægrene siddende og efter modtagelsen rejser sig som een mand og istemmer minne. Skikken har holdt sig langt ned i tiden, stedvis måske skålens tilværelse ud; man drak hinanden til med »ærindet af en vise«, og mindet endte virkelig i efterklange af folkevisen eller i bibelhistorierim. Ordet kvæde følger da også med helt ned til vore dage som den tekniske betegnelse for skålritualet, og selv efter at formælet var degraderet til en fri, oratorisk ydelse, gav man ikke slip på den vane at kalde det rim eller kvæde.




»...den kraft der bor i blotmandens ord og handlinger er guddommelighed rettet mod at skabe fremtidens lykke.«




Der er to ting i formælet: det vender sig tilbage mod den handling der er sket, og har på ægte germansk vis udtrykt blotmandens vilje ved at sige: nu er drikken viet, nu er guddommen i hornet; og det vender fremad og siger: derhen skal guden og hans styrke gå. Og de to sider er i følge sagens natur eet, fordi den kraft der bor i blotmandens ord og handlinger er guddommelighed rettet mod at skabe fremtidens lykke. Formælet spænder da over alt hvad der af ord kan føjes til handling, fra den store vielse af drikken og indvielse til bestemt gerning, til lagfællens private venskabsønske for sin sidemand. Et tilsagn som brudeløftet eller morgengaveløftet måtte ved sammenspillet med hornet gøres til en positiv lykke, hvis det skulde have nogen værdi for modtageren, og det skulde tillige hærdes til ære for at indgyde loveren kraft til at stå ved sit ord. Østgøtaloven vidste hvad der udkrævedes, og den siger det i ord der har deres berettigede plads hvor der tales om menneskelivet og guderne. Hvorledes skal man gifte? spørges der; svaret lyder: »de skal holde to lovdrikninger; ved (side 147) den ene fremsætte begæringen om pigen, og love morgengave; og når begæret er, da skal de drikke den anden lovdrikning, og da skal giftemanden (formynderen) bortgifte sin frænke. Dernæst skal de have våbendrikken, i de samme kar som de før drak af.« Sådan går det til når ens ord skal blive helligt, og følgelig bindende.


Det ligger nær at kalde formælet for bønnen ved festen, og sammenligningen er givet af historien selv, ti de kristne anvendte ganske simpelt »mæle for« om at holde bøn. Et snurrigt exempel på kulturel dublering er brugen af verbet i de senere, legendarisk udstafferede beretninger om Hakons sønneoffer, hvor man ser jarlen kaste sig ned for gudebilledet og mæle for sig som en prælat for et alter. Men det gamle formæle er lige så langt fra den kristne udbeden af Guds velsignelse og henstillen til Guds barmhjærtighed som fra al sjakren med en usynlig om at tage offer for nådesbevisning. Når formælet skulde tage tjeneste hos den ny gud måtte det først og fremmest aflægge dobbeltsidigheden i sit væsen. Påkaldelsen blev, men den gamle frejdighed, den der med vold og magt trængte ind og rev opfyldelsen til sig, måtte betages det. I det højtidelige: »mæl heill« – i oversættelse: »det være sagt af dig i den fuldbyrdende lykkes fylde«, – et tilråb der kom som glædesudbrud ved velkommen tidende, ved store løfter og tilsagn, ved varsler, har vi den gamle, stærke bøn, og som bøn kunde den også opfattes efter sædskiftet; men når kristendommen føjede til: »og Gud lade det lykkes«, røber den både hvad der fra først af var indeholdt i ordene, og hvad der skilte hedningens afventen fra den kristnes håbende forventning.


Det er ikke nogen let sag for os på stående fod at give denne form for religiøs påkaldelse dens rette plads i bønnens verden; men til at forstå dens virkning er det nok at kende lykken og dens art. Har formælet intet at gøre med den sjæleligt ringes knæbøjning i støvet for en herre der giver hvem ham tykkes og holder tilbage fra hvem han vil, er det lige så langt adskilt fra magien, der fisker ud i mørket med sin tryllekrog eller afskyder sin selvrammende formel. Formælet er en hamingja. Medens jøden kæmper med sin gud i bønnen, kæmper hedningen med bønnen selv som våben og slynger den direkte ind i ansigtet på sin modstander. Og som ethvert våben kræver det af brugeren både snildhed og styrke, men først og fremmest føling, så at dets sjæl er hans sjæl, så at det ikke sidder i hans hånd, men forlænger sig ud af hans arm, og modtager sin kraft lige fra hans hjærte.


Når Egil slynger sit formæle ud imod Kong Erik og råber: »Her sætter jeg nidstang, og retter dette nid mod Kong Erik og Dronning Gunhild, retter dette nid mod de landvætter der bor i dette land«, da er det for at ordene skal virke det de siger: at gøre alle landvætter som bor der i landet vildfarende på deres veje, så at de aldrig »finder (side 148) ind i deres tilhold«, førend de har jaget Erik og Gunhild af riget; og om forbanderen ikke vidste at ordene gik ud og tog fat i vætterne, fortumlede deres tanker og gjorde landets lykke til et oprørt hav under kongen, vilde han ikke sige dem, ja han vilde sky dem af hemmelig frygt for en blottelse der kunde blive skæbnesvanger. Ti man udtaler kun det som man føler lykke i sig til at gøre virkeligt; det er samfundet med magterne og bevidstheden om at man bæres af deres kraft, som lader formælet glide uden stammen over tungen, og giver det ævne til at drive en fremtid foran sig hen imod hvilket mål det vil. Den forvandling som formælet undergik ved kristendommens indflydelse, står i nøjeste forbindelse med at ordet berøvedes sin tilknytning til handlingen, – eller at det i hvert fald blev påtvunget den mulighed at kunne stå på egne ben. For moderne bevidsthed er bønnen indhegnet af ordene, for hedningerne var dens væsen netop dette at den føjede sig til en kult. Rummede den opfyldelse i sig som en selvfølgelighed, da var det fordi der i ordene var indebåret fuldbyrdelse gennem handling. Taleren har hornet foran sig eller endog i hånden, han taler over drikken, og han lader hornet ske fyldest, inden han hænder det videre ned ad rækken. Formælet og drikningen er mere end jævnbyrdige i moderne forstand, de er eetgyldige, som navnegivning og navnefæste, som aftale og fuldbyrdelse, som løfte og opfyldelse, fordi det ene er alt, sin genpart indbefattet, og uden sin genpart er mindre end intet, nemlig ulykke, krænkelse. Den distinktion der på grund af kulturfjernheden farer i så mange af fortidens skikke så snart de fremstilles i vort sprog, den viger for de gamle billeder af mennesker der handler. »Vær heill,« siger den der drikker først, »drik heill,« svarer den der venter på hornet. »Alle heille i Hrolf Krakes minne,« siger kongedatteren i den svenske hal til gæsterne, drikker halvt og rækker den fremmede høvding karret. Der har vi den gamle bøn så vel som det gamle offer.




»For moderne bevidsthed er bønnen indhegnet af ordene,
for hedningerne var dens væsen netop dette at den føjede sig til en kult.«




Den mest tilintetgørende krænkelse vilde være at række en mand bægeret med en forbandelse, d. v. s. opfordre ham til at undertegne sin egen dødsdom; så forstår vi den forfærdende hån som vises Hagbard, da dronningen rækker ham hornet med et formæle der forbander ham ned i det yderste mørke; videre kan had ikke gå.


En fremmed må ofte gå den modsatte vej af indfødingen, og forstå reglen ud fra undtagelsen. Der skal et vant øje til at vurdere respekten for ordets magt, når frygten og selvforsvaret finder afløb i vedtagne former som for exempel, når lovmæssigt forsvar følger på lovmæssig stævning; men den gør sig selv håndgribelig, når en Ethelfrid resolut løber storm på de bedende præster, ti på grund af de overordentlige omstændigheder tvinges frygten til at slå lige ud. På samme måde kan blotets anvendelse under forhold der mangler dagliglivets (side 149) naturlige baggrund pludselig komme til at åbenbare sine kræfter med næsten experimental tydelighed. Det var i virkeligheden blotet som hjalp Grønlandsfareren Torgils – kristen som han var, og kristent som han mente sig at handle – gennem den sidste af hans hårde prøvelser i Ishavet. Udhungrede og udasede lå han og hans mænd i deres båd og sled på årerne for at arbejde sig frem til en fjordmunding, men kræfterne tog af og tørsten til, og der lå de stadig på samme plet. Til sidst sagde en af dem: »Jeg ved at folk før i yderste havsnød har blandet deres eget vand med havvand, og frelst livet.« Torgils turde hverken svare ja eller nej til forslaget, og så stille til, medens de fyldte øsekarret; men just som de skulde til at drikke, standsede han dem med de ord: »Giv mig det, så skal jeg mæle for minne: Du arge trold som hindrer vor færd, du skal ikke volde at jeg eller nogen af os drikker vor egen urenlighed!« Og i det samme for en fugl som en alke skrigende mod nord fra båden, og mændene nåede land og kilde. Ganske vist, Torgils drak ikke, og vilde netop ikke drikke, men forudsætningen for ordenes magt er den at formælesmanden handler under offerets regelbundne form, og derfor i dets tvingende myndighed.


Af det overordentlige i denne hændelse lærer man at forstå den naturlige opfyldelse af blotet, der ikke så påtageligt sprænger sig frem af øjeblikket, men med lige så uafvendelig kraft fuldkommes i det kommende års frugtbarhed og høst, det vi kalder tingenes orden, at jord gror og sol skinner.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


(side 389) 141. Øl, cf. Egil 261 f. - Telemørkinger, N. h. T. 2 III 174 f. - Alrek, Half. 3.

142. Vie, ordets anvendelse er givet af sådanne steder som Flat. I 280; om formælet cf. Trymskv. 30; SE 45. Fremdeles sprogbrugen i runeindskrifter, Wimmer: Danske Runemind. Ordsamling XXIV. Overført til kristen brug Eids. Krist. 48 f. Ellers fortrængt af signe, og dette verbum overføres på antikvariske beretninger om fortiden, Heims. I 187 (9), 192 (8); Flat. I 56; II 184; Egil 134 f.; Gul. 6, 7, 23 (15); Sigrdrif. 8. Cf. Ancient Laws and Institutes of England 356 (32). - Hammertegn, Heims. I 192. — Lade drikken suge, her er det af interesse at læse hvad J. M. Lund fortæller i sin Beskrivelse over Øvre-Telemarken (Københ. 1785) p. 236: ved en gård var der et fjæld med en hvælvet hule; »beboerne sætte deres nybryggede juleøl endnu ind i denne hule, i det håb at det her skal blive desto kraftigere«. - Slagtede bukke, S E 45.

143. Eddadigtet, Trymskv. 30. – Signy, Islend. 15. – Olav, Flat. II 186. – Mæle for, se exc. 17 A.

144. Nornerne, Völs. 100. — Gjuke, Völs. 143. – Norge, Nord. Mus. Främjande (1891) 31 cf. Stiernhöök: De Jure Sveonum (1672) 163. – Til hæder, Upl. Ærf. 3. – njótsminni, Fornm. VI 52 cf. Fritzner. – Trygdemål, Grågås I 205; Staðarh. 406; Heid. 99; man tilgive mig en eklekticisme, som ikke er ubegrundet i kildernes art.

145. År og fred, Heims. I 187; Fagr. 31; Flat. I 318; Gul. 6; N G L. V 7 (1), 11 (46) cf. II 337; Frost. II 32; S E 7 (c. 5); Torarin Glælognskv., Skjald. 301 (9); interessant er den uvilkårlige overførelse på andre folks gudsdyrkelse Flat. II 27. - Årbod, Flat. II 184. Se endvidere Gut. 3; cf. Heims. II 134; Flat. II 69, der ikke skal tages som autentisk svensk dokument; Sv. Med. 512; Cavallius I 169; Dipl. Norv. XI p. 676. — Islandsk, Dipl. Island. II n. 171.

146. Galdre, Grågås I 22 (c. 7). — Minnet synges, Da. Gild. I 66 (42); II 209 (30); Fornm. X 19; Småst. 132 (21). - Efterklange, Syv II 202 cf. citatet hos Kalkar: Ordb. til det ældre danske sprog, under »ærinde«; Sv. Landsm. 192; Cavallius I 168, 170. – To ting i formælet, se Sigrdr. 1 ff. — Formælet spænder, cf. også Egil 263. – Østgøtaloven Gipt. 9 f.

147. Bøn, Flat. I 191 cf. Islend. 109. — mæl heill, f. ex. Flat. II 196; Islend. 262; Mork. 39; Fornm. VI 240; Flat. II 613 cf. f. ex. takkeråbet gef heill, der indeholder en velsignelse både over giveren og over modtageren. - Egil 208.

148. Vær heill, Geoffrey of Monmouth VI 12, Gaimar (ed. Hardy & Martin) 3811. – Alle heile, Heims. I 68 betyder – hvad så forfatteren har tænkt dermed — oprindelig: held og lykke i Hrolfs ære og lykke, den som stammer fra ham og som går i hans æt, held i os og held i ham. Jfr. til sammenligning det frankiske: at drikke fyrstens skål og beruse sig i hans og hans guders lykke, Mon. Germ. Hist. Cap. R. Franc. I 64 (26). — Hagbard, Saxo I 344. – Vedtagne former, som f. ex. når lovmæssigt forsvar følger på lovmæssig stævning. — Ethelfrid, se her I 124.

149. Torgils, Forns. 147.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)