 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Vor Folkeæt i Oldtiden
Vilhelm Grønbech
Første bog:
Lykkemand og niding
Fred
(side 25) Det syttende-attende århundredes historieskrivere besad en stor fordel, den at de følte sig som verdensborgere. De kendte derfor ikke noget til fremmedfølelse og den fremmedfølelsen ledsagende skyhed. Overalt på jorden hvor mennesker boede, følte de sig hjemme, i hvert fald så længe de forblev i deres fædreneland eller de nærmest tilgrænsende egne med legemet, og lod alle videre rejser foregå strængt åndeligt. De sad ikke og famlede med deres æmner. De gik altid lige til personerne, hvad enten disse tilhørte den nærmeste fortid eller den fjærneste urtid, hvad enten de var Romere, Grækere, Franskmænd, Englændere eller Indere, Indianere, Kinesere. Forskeren trådte uden formaliteter hen og tog sin helt hjærteligt i hånden, og talte med ham som en ven taler med sin ven, eller måske som den ene verdensmand taler til den anden. Man nærede den gang ingen frygt for at sprog og tidsvilkår skulde lægge hindringer i vejen for den rette forståelse. Man havde den store tro, troen på menneskers ævne til at finde hinanden i det menneskelige, det fælles, og visheden om, at blot man fik fat i det menneskelige, så redede alt det tilfældige sig ud af sig selv. Alle mennesker var jo enige om hvad Gud var for noget, hvad godt og ondt var, de var enige i fædrelandssind og borgerpligt, i kærlighed til forældre og børn – kort sagt enige i alt det sandt virkelige.
Om denne ligefremhed, som søger ned til det almenmenneskelige for at finde et fællespunkt, nogensteds skulde have sin berettigelse, så måtte det være overfor Germanerne. Her træffer vi et samfund, som er baseret på indbyrdes sammenhold, opofrelse, selvfornægtelse, samfundsånd. Et samfund, hvor hvert enkelt lem fra fødselen til døden er bundet af næstehensynet. De enkelte i dette samfund viser i al deres færd, at de beherskes af een lidenskab: frænders vel og frænders ære; ingen af denne verdens fristelser kan bevæge dem til så meget som et øjeblik at skele til siden. Og de siger selv, at denne lidenskab er kærlighed. Hvad er da naturligere end at vi, som fra vort eget liv kender kærligheden og dens magt, begynder med det vi har til fælles med disse mennesker? Ved en sådan enighed om det væsentlige må da alt det tilsyneladende fremmedartede blive simpelt, forståeligt.
(side 26) Bergtora, Njals hustru, var ret en kvinde af den gamle skole, ærekær, ubøjelig, uforsonlig. Forklaringen på hende har vi så at sige i de berømte ord: »Ung blev jeg given Njal, og det har jeg lovet ham, at eet skal gå over os begge«, og disse ord indeholder jo noget almenmenneskeligt, hvis værdi vi kender. På mandssiden har vi en endnu mere gammeldags figur at opstille som mønster: Egil Skallegrimssøn, vikingetidens mest typiske repræsentant for frændekærheden. Se ham som han rider med sin druknede søn foran sig på sadlen, og selv fører ham ud i hans sidste bolig, mens gråden svulmer inden i ham, så at trøjen brister. Alt er så umiddelbart gribende – og indlysende, at man uvilkårlig vilde mene sig i stand til at gennemskue Egils hele sjæl på denne ene oplevelse. Livsnormer, samfundsvaner, moral, selvbedømmelse, som er udsprungne af så elementære sjælsrørelser, kan ikke være vanskelige at forstå, skulde man tro.
Prøven kan jo hurtig gøres.
I Færøernes historie står et kvindepar, Turid og Tora, Sigmund Brestissøns hustru og datter, på en fremskudt plads. Begge er kraftige, resolutte karakterer, ligesom Bergtora, og begge ledes i alle handlinger af »kærlighed« til Sigmund og hans æt. Sigmund var en høvding af den kristne vikingetids idealtype: ærekær, aldrig opgivende et strå af sin ret og altid i stand til at føre sig sag i hus, åben, tapper, behændig – ret en mand at beundre og huske. Efter et liv i uafbrudt kamp om principatet på Færøerne myrdes han, efter at han med nød og næppe er undsluppen et natligt overfald. En dag møder Trond fra Gata op som bejler til Tora for sin fostersøn Leif. Trond var en anden slags mand, en af dem som er rede til at slå, – når de har offeret indspundet i rænker; en af dem der kan lægge planer med al ondskabens snedighed, og altid få andre til at tage både faren og vanæren ved udførelsen; nødtvungen kristen og gudniding, så at han ikke blot i sit liv praktiserede den gamle tro, men endogså gav sig af med sortekunster. Trond havde været Sigmunds bitreste modstander; det var ham som havde iscenesat drabet på Sigmunds fader, og det overfald som blev årsagen til Sigmunds egen død, lededes af ham. Og så stiller Tora bejleren i udsigt, at hun vil tage mod tilbudet, hvis de skaffer mulighed for hævn for faderen. Og hun holder sit løfte. – Næste gang de to kvinder træder frem, er Sigmunds fættersøn bleven dræbt under et ophold hos Sigurd Torlakssøn, en frænde til Trond. Da Sigurd straks huggede drabsmanden ned, og der ikke var andre end de tre til stede i det ulykkelige øjeblik, falder der en skygge af mistanke på værten. Dette, at en af Sigmunds frænder måske ligger uden at være rettelig hævnet, er tilstrækkeligt til at volde Turid og Tora daglig og natlig uro. Den stakkels Leif, som ikke vil eller kan foretage sig noget i sagen, hører ikke andet end hån og spot derhjemme. Da Sigurd Torlakssøn (side 27) så i sin forblindelse bejler på sin broders vegne til Turid, får denne gode råd af sin datter: »Om jeg skal råde, kommer her intet afslag; hvis I tænker på at søge hævn, kan I ikke få bedre mading.« »Jeg behøver ikke at lægge ord i min moders mund,« tilføjer hun. Planen går sin gode gang. Sigurd indbydes til en samtale med Turid. Hun møder ham uden for gården og byder ham til sæde ved siden af sig på en træbul. Han vil vende ansigtet mod gården, hun sætter sig envist modsat, med ryggen til gården og ansigtet mod gårdens kirkehus. Sigurd spørger om Leif er hjemme, – nej, han er ikke hjemme; om Turids sønner er hjemme, – ja, de er hjemme; og det varer da ikke længe, inden både de og Leif viser sig, og sender Sigurd hjem med et dødeligt sår.
Disse to var Turid, »den store enke«, og Tora, »med alles lov at hun var den gæveste kvinde«. Deres storhed lå ikke i at de elskede, men i at de vidste hvad kærligheden krævede, og at de forstod at sætte dens krav igennem trods alt. Det spørgsmål der stilles til os, er ikke hvad vi synes om disse to, men om vi vil være i stand til at acceptere den rosende dom om de to kvinders kærlighed, uden forbehold, som den står.
Også Egils kærlighed og sorg vil ved nøjere betragtning frembyde karakteristiske træk, der muligvis vil forstyrre vor lykkelige tro på det almenmenneskelige; der fortælles om ham, at da han havde draget omsorg for sin søns fremtid, ved at vise ham til sæde i en høj han kunde være tilfreds med, vilde han selv dø; men hans snilde datter, Torgerd, listede ham til at kvæde sig ny livslyst til. Og lykkeligt nok, dette kvad, som Egil lagde sorgebyrden fra sig i, er blevet os opbevaret.
»Der ligger en dyb mening i dette, at det skønneste digt oldtiden har givet os,
er en sønneklage, et digt om frænde og frændekærlighed, og at det netop er Egil,
den mest gammeldags af alle sagaheltene, som har digtet det.«
Der ligger en dyb mening i dette, at det skønneste digt oldtiden har givet os, er en sønneklage, et digt om frænde og frændekærlighed, og at det netop er Egil, den mest gammeldags af alle sagaheltene, som har digtet det. Desværre bliver jo vor forståelse og nydelse af denne bekendelse i allerhøjeste grad vanskeliggjort ved formen. Egil var ikke blot betydelig som karakter, han var tillige hvad vi forstår ved digter; hans sjæl fandt lige ud i vers, mens samtidens skjalde som oftest enten digtede med noget andet end netop sjælen, eller i hvert fald spildte det meste af de dyre erfaringer på de lange skoleomveje ud til verset. Kendingerne, de tunge, ofte såre omstændelige omskrivninger, som for hans kaldsbrødre hovedsagelig gør tjeneste som versefyldere, bliver i hans mund til billeder. Men han var opdragen i skjaldedigtningens skole og anså, lige så fuldt som nogen af sine samtidige, hele dens formelle apparat, med alle konventionelle besynderligheder, for den eneste mulige digteriske udtryksform. Det er derfor ingenlunde frit for at hans grandiose fantasi finder ud i forvredne former. Der skal for os (side 28) et stort arbejde til, for at vi kan bringe os selv i en sådan stilling til ham at hans billeder får liv og får betydning. Har man imidlertid haft tålmodighed til at gøre sig så vidt fortrolig med skjaldenes forkunstlede metaforer, at man kan forstå hvad det er der for digteren presser sig frem i de tunge billeder, vil man føle fadersorgen falde tungt og dumpt fra vers til vers. Og neden under det fremmedartede hylster finder man et tankeindhold som netop på grund af sin almengyldighed er dobbelt gribende.
Han klager over at sorgen binder hans tunge. »Små er udsigterne til at finde Odins tyvekoster frem, tunge er de at drage ud af sorgens gemme, – det volder sorgen.« Egil bruger billedet af Odin, der med usigelig møje hentede skjaldedrikken ud af jættens fjældkammer, på sig selv, der kæmper for at sprænge digtet ud gennem sorgens vægge.
»Havet bruser dernede foran døren hvor frændens helskib er lagt.
Min slægt bøjer sig mod fald, som skovens stormpiskede træer[?] ...
Grumt var det hul som bølgen brød i min faders frændegærde; ufyldt, ved jeg, og åbent, står sønneskåret som søen slog mig.
Meget har Ran rusket af mig. Jeg står fattig på kærlighedsvenner. Søen har revet min slægts bånd over, en hårdtsnoet streng ud af mig selv.
Jeg siger dig: kunde jeg med sværd forfølge sagen, da var det ude med ølmageren. Kunde jeg – – –, gik jeg til kamp mod Ægirs tøs. Men jeg følte, at til at gå i rette med min søns bane havde jeg ingen magt. Alverden ser hvor tomt der er bag den gamle mand, når han skrider frem.
Mig har havet ranet meget, – bittert er det når man opregner frænders fald, – siden han der stod, et skjold i ætten, veg af fra livet ud på sjælevejene (?).
Jeg ved det selv, i min søn voksede intet slet mandsæmne ...
Altid holdt han det i hævd som hans fader sagde, selv om hele folket mente andet. Han holdt mig oprejst i hjemmet, og styrkede vældigt min kraft. Ofte kommer mig i hu mit broderløse. Når kampen vokser, tænker jeg mig om, spejder ud og tænker på, hvilken anden mand står ved min side med mod til vovsom dåd, sådan som jeg ofte nok trænger ...
Jeg bliver varsom til at flyve, når venner fækkes.«
Det er ord der i deres store simpelhed kan gentages til alle tider, – i hvert fald så længe livet vedbliver at være en kamp; og højere ros gives vel ikke over et sådant digt.
De følgende vers danner, – så vidt de endnu er forståelige, – variationer over disse grundtanker: Ingen er der at lide på. Folk lader sig villigt betale i klingende mønt for de krænkelser de har lidt. En søns erstatter må man selv avle sig, – og for broder findes ingen erstatning. (side 29) Hovedet luder på mig, siden han, den anden af mine sønner, faldt for sygdommens brand, han hvis ry var pletfrit. Jeg havde tillid til guden, men han brød sit venskab, og nu er min lyst til at dyrke ham ringe. – Alligevel kan han ikke andet end mindes, at han har fået digtningens kunst i sig, og det sind der kan åbenbare uvenners råd. Mørkt ser han ud i fremtiden, men uden frygt; glad vil han vente på Hel.
Ja, i grunden er den første halvdel af digtet tidløst; læseren behøver ikke for forståelsens skyld at se det ind i en fjærn tid og i en fjærn kultur. Det er formen, formen alene, som binder det til Egil og skjaldedigtningen og de lærdes exegese. Selv Egils lidenskabelige udbrud mod de høje magter som har tiltaget sig regimentet her i verden, vækker næppe nogen fremmedfølelse i os. Tværtimod, vi vil måske prise ordene som ægte menneskelige, og lidt til, give dem hædersbetegnelsen: moderne.
Men vor svaghed for alt hvad der klinger af titantrods, bør ikke blinde vore øjne for de ejendommelige udtryk hvori den fremtræder hos Egil. Ikke instinktiv trods mod skæbnen, men hævn, oprejsning, erstatning er det der ligger bag ordene. »Forfølge min sag«, sætte min ret igennem, sådan siger han. Og er det for alvor Egils mening, at han kun opgiver sine hævntanker, fordi han står så ensom i verden, uden frænder og følge? Hvis man ikke inden i sig selv føler kræfter til at måle sig med en gud, hjælper det vel ikke meget at møde op med nogle gode venner og frænder i ryggen? Her glipper den umiddelbare medfølelse, måske for at erstattes af en vag, poetisk stemning, som betyder opgivelse af al forståelse.
Sorgen kan altid drive mennesket sådan ud i hans væsens extremer, at ordene falder fra ham i modsigelser. Men modsigelsen er ikke meningsløshed, den har sin forklaring i, at de to modstridende led krydser hinanden et eller andet sted i sjælen. Det er den overdrevne forlængelse i exaltationen, som gør dem tilsyneladende fremmede for hinanden.
Forbindelsen er der. De to vers følger ikke åndsfraværende efter hinanden. Der er sammenhæng mellem trodsen overfor guderne og svaghedsudbruddet ved synet af egen ensomhed, en indre berøring, som gør at den ene stemning vækkes af den anden. Nu kan vi grunde og gruble så længe vi vil: virkelig forståelse af Egils tanke, – at han vilde føle sig som dødens overmand, hvis han havde en stor kreds af slægtninge omkring sig, – lader sig ikke vinde ved simpel fordybelse i disse linjer; den vindes ikke uden Egil og hans tidsfæller giver os løsningen i hænde. Egil synes at se livet under billedet af en rettergang, hvor den med de mange frænder vinder sin ret, fordi han står med en skare af edsberedte og edskraftige mænd, der ved deres vidnesbyrd kan slå modstanderen til jorden. Lad os tænke os, at hans »forfølge (side 30) sin sag« ikke blot beror på et poetisk billede, men at hele livet, med alle dets opgaver, var som en rettergang, hvor den frændestærke kunde fremme sin vilje og sin lykke, legemligt og åndeligt, kunde ikke blot tilkæmpe sig, men tilsværge sig magten over sine omgivelser ved den ætkraft som besjæler ham og hans. Lad os fremdeles tænke os, at denne tillid til frændskabet er så stærk, at den griber ud over livet og spænder døden ind under sit herredømme, at den tiltror sig at kunne stævne og edfælde guder, ja ryste himmel og jord. Så får Egils ord en ny betydning; de mister intet af deres vægt, men de bliver alt andet end moderne. Titantrodsen forsvinder – næsten da –, og i steden derfor lyder et halvt fortvivlet skrig fra en ulykkelig menneskesjæl. Så ligger det paradoxale ikke der hvor vi først har set det, men et helt andet sted.
Og læser vi nu fra disse ord fremad og tilbage, vil de andre vers have fået en fremmedartet kraft og voldsomhed, – både de der taler om at en streng er revet ud af ham, at der er hugget et skår, og de der mindes sønnens hjælp, og røber hans eget mismod, når han spejder i kampen efter en der hjælper. Det vilde være underligt, om der ikke i os i steden for den trygge nydelse af ordene er kommet en usikkerhed, som får os til at famle ved hver linje. Ordene er blevne svævende. Revet ud! Vor fantasi flakker usikker bort fra den overførte betydning, som fra først af syntes os at være den eneste ordene kunde have, og flakser om tanken på en virkelig forblødning – alt uden at kunne vinde fæste. Usikkerheden må vokse, når vi opdager at Egils billeder, af ætten som et gærde hvor stav står ved stav, af døden som skår i ætten og i de efterlevende, at disse billeder er dagligdags, man kunde fristes til at sige tekniske, udtryk. Vi kan ikke give os hen i digtets mægtige stemning, førend vi fatter nøjagtigt, hvori skåret, bruddet består, hvilken betydning der ligger i at »hjælpe«. Vi aner, at vi må lære alle ordenes betydning fra ny af.
»Vi kan ikke give os hen i digtets mægtige stemning, førend vi fatter
nøjagtigt, hvori skåret, bruddet består, hvilken betydning der ligger i
at »hjælpe«. Vi aner, at vi må lære alle ordenes betydning fra ny af.«
Hvad hjælper så tilliden til det ur- og fællesmenneskelige? Vore forgængeres store tro og stor frejdighed har udrettet meget. Uden den havde vi næppe besiddet vor historiske næstefølelse, og uden næstefølelse vil alt vort arbejde være forgæves. Men den gode vilje er ikke nok. De skranker som formerne rejser om sjælene kan ingen begejstring tro bort. Der bliver ingen anden udvej end at vende om og gå fra det udvortes, det tilfældige, formerne, indad til det almenmenneskelige.
Og kortelig sagt: vi skal begynde med en »æt«, en samling mennesker der er forbundne til enhed i den grad, at de tilsyneladende slet ikke kan handle selvstændigt. Hvad den følelse er som forener dem, må blive et senere spørgsmål; faktum er, den enkelte kan ikke handle, uden at alle handler i og med ham, den enkelte kan ikke lide noget, (side 31) uden at lidelsen går ud over hele kredsen. Så absolut er sammenhængen, at den enkelte slet ikke kan existere for sig, at han, så snart båndet løsnes lidt, synker ned som den hjælpeløseste skabning af alle.
Vi kan slet ikke få mennesket i tale. Her ligger forskellen mellem den hellenske og den germanske kultur. Helleneren står os så nær, fordi vi kan gå lige til ham, tale til ham på tomandshånd om menneskelivet, lade ham indføre os i den for os fremmedartede verden han lever i, lade ham vise os de daglige mål som hans tanker og handlinger er rettede imod, af hans miner og ord slutte os til, hvordan han påvirkes af alt hvad han møder. Barbaren rører sig ikke. Han står stiv og afvisende. Hvis han taler, har hans ord ingen mening for os. Han har dræbt en mand. »Hævn?« »Hans fader havde sagt et stygt ord til min farbroder, og så søgte jeg ære fra ham til os.« »Hvorfor tog du ikke krænkerens liv?« »Denne var en bedre mand.« Jo mere vi fritter, des uforståeligere bliver han os. Han synes os en maskine, der går på principper.
Helleneren existerer som enkeltmand, som individ indenfor et samfund. Germaneren lever kun som repræsentant for, nej, som personifikation af en helhed. Man kunde vente at det højeste sjælelige oprør måtte vriste individet ud af helheden, lade ham føle sig selv og tale ud af sig selv. Men det omvendte sker: jo mere sjælen sættes i bevægelse, des mere forsvinder personligheden i ætten. Netop der hvor mennesket giver sig sit mest uforbeholdne udtryk, der er det ætten som tager den enkelte helt i sin besiddelse. »Sønnetabet« er ikke en Faders klage over sin søn: en æt vånder sig i faderen og igennem ham. Derpå beror digtets vælde.
Hvad er det for en hemmelighed disse forbundne har imellem sig, som gør dem så uadskillelige?
De kalder hinanden »frænde«. Det skal betyde: »de som elsker (hinanden)«; og vi er dermed lige vidt, ti etymologien siger os intet om hvad det er at elske. Vi kommer dem måske nærmere ved at lægge mærke til den etymologiske sammenhæng mellem ordet »frænde« og to andre ord, som spiller en stor rolle i det gamle samfund: »fri« og »fred«. I »fred« har vi de gamle frænders egen bestemmelse af grundstemningen i deres indbyrdes forhold. »Fred« siger de, og dermed mener de noget inden i sig selv, en kraft som gør dem til frænder indbyrdes og til fri udadtil. Naturligvis kan vi dog heller ikke tage betydningen af dette ord som umiddelbart givet, ti århundrederne er ikke gået sporløst hen over dette lille ord. Medens ord som hest og vogn og hus og kedel kan stå så nogenlunde uberørte gennem alle kulturelle omskiftelser, må jo alle betegnelser for åndelige værdier undergå en radikal forvandling ved sådanne omdannelser af sjælen, som dem der er foregået her i Norden i det sidste tusindår. Og jo nærmere det cen (side 32) trale i sjælen et sådant ord udspringer, des mere gennemgribende bliver forvandlingen i dets væsen.
Om noget ord i sig bærer mærke af kristendommens og humanismens omformende indflydelse, da er det »fred«. Hvis vi nærmere undersøger den gamle betoning af ordet, vil vi i det finde noget stridt, noget håndfast, som nu er omskiftet til veghed. Det var i tidligere tid ikke så passivt som nu, indeholdt mindre hengivelse og mere vilje. Det rummede også et lidenskabeligt element – gammen, i den gamle betydning af ordet, – som nu er gået under i kvietisme. Men så meget siger ordet utvetydigt, at den kærlighed der bandt frænderne sammen, ikke skal tages i moderne følelsesfuld betydning; frændskabets grundtone er sikkerhed, tryghed.
Der hersker fred mellem frænderne. Det vil først og fremmest sige gensidig urørlighed. Så stærkt de forskellige frændeviljer kan tørne sammen og brydes, så stædige de enkelte hoveder kan være efter deres lod af visdom, aldrig kan der blive tale om anden strid end den hvorigennem tanker og følelser arbejder sig sammen til ligevægt. Vi behøver ikke at tvivle om at gode frænder kunde blive uenige til gavns, men hvordan sagen end stod, skulde – måtte, vilde nødvendigvis – afgørelsen ske i fred og til fred.
Enhver tvist var brodløs. To pårørende kunde ikke løfte hånden mod hinanden.
»Der hersker fred mellem frænderne. Det vil først og fremmest sige
gensidig urørlighed... Vi behøver ikke at tvivle om at gode frænder kunde
blive uenige til gavns, men hvordan sagen end stod, skulde – måtte,
vilde nødvendigvis – afgørelsen ske i fred og til fred.«
Så snart en mand vejrede frændskab, sank hans arme ned. Slutningen af Bjørn Hitdølakappes saga får et vist heroisk-komisk skær ved denne fredens magt. Bjørn faldt jo efter en heltemodig kamp, for Tord Kolbeinssøn og hans ledsagere. Grundene til fjendskabet mellem de to var mangelunde, men det kan man vel trygt sige, at Bjørn havde gjort hvad han kunde for at bringe uro i Tords ægteskabelige forhold. Blandt modstanderne viser Tords unge søn, Kolle, sig meget hidsig. Da siger Bjørn, – og i det øjeblik var han kommen så langt at han lå på knæ og forsvarede sig –: »Du går hårdt på i dag, Kolle.« »Jeg ved ikke, hvem jeg skulde skåne her,« svarer ynglingen. »Nej såmænd, din moder har nok indpræntet dig ikke at spare mig; men jeg synes at forstå, at det ikke er i ætkundskab du har din styrke.« Kolle svarer: »Det er sent nok du siger til, hvis vi to ikke står frit overfor hinanden,« og med de ord opgav han enhver deltagelse i kampen.
Selv i de islandske sagaer fra opløsningstiden har vi meget få exempler på at en frænde indlader sig i kombinationer der kan føre til ætkonflikter. Den lidet sympatetiske Færøhøvding Trond fra Gata bliver fristet med penge til at gå mod sine fætre; men førend han giver sig, ofrer han sin tribut til retsfølelsen ved at sige til fristeren: »Det kan ikke være dit alvor.« Når der en anden gang bliver sagt, at en mand var meget forblindet, siden han deltog i en kamp hvor hans egne søn- (side 33) ner fandtes på den anden side, så lyser igennem ordene en blanding af undren og uvilje, der taler stærkere end den skarpeste fordømmelse, fordi denne forundring har sin motivering i et: hvor kan han, ikke i et: hvor vil han gøre det.
Det er vanskeligt at få et sandt indtryk af de dybeste grundlove i menneskelivet, de som udgør selve kærnen i samvittigheden; og end vanskeligere at give indtrykket liv for andre. De kan ikke illustreres ved mærkelige hændelser. I bøger over store og gode handlinger vil en sådan egenskab som freden aldrig blive repræsenteret i forhold til sin betydning; den går for dybt. Den giver sig ikke direkte udtryk i lovene, den ligger hele tiden neden under vedtægterne og kommer ikke op i dagen.
Vil man for alvor vide hvad der er det stærkeste i mennesker, må man føle det daglige liv igennem, med alle dets undladelser, med al dets selvbeherskelse i det små. Men har man så en gang fået øje for den uafbrudte kæde af selvbeherskelse og selvbetvingelse som udgør sammenhængen i arbejdende menneskers liv, kan det vel hændes, at man næsten bliver ræd for den magt der sidder inderst inde i os og kører os efter sin vilje. Har man arbejdet sig igennem vor forfædres åndelige efterladenskaber, kommer man ufravigelig, tror jeg, ud med en beklemmende ærefrygt for denne »fred«. Nordboerne fortæller utrætteligt om kamp og strid, kævl og trakasserier, – snart gælder striden et kongerige, snart en okse, så er det enkeltmands kåde overmod, så skæbnens skånselsløse kombination af tilfældigheder, der kaster mennesker sammen i et kaos af strid; – men vi mærker, at selv under det lidenskabeligste opgør bevarer de alle som een lydhørheden paa eet bestemt punkt: hver eneste begivenhed har stilling til freden.
Og bag hver eneste lovbestemmelse står en, vi kan godt sige hellig, sky for at rokke ved eet bestemt forhold, forholdet mellem frænder. Man føler at alle lovparagrafer formes over den forudsætning, at frænder ikke vil og ikke kan gå imod hverandre, men at de må støtte hinanden.
Da kirken trak lovgivningen ind under sit tilsyn, begyndte den med at konstatere en væsentlig mangel ved den gamle jura: denne kendte ikke til bestemmelser angående drab mellem frænder. Denne forbrydelse kom derfor til at høre ind under gejstlig jurisdiktion; kirken skabte straffebestemmelser, ligesom den skabte betegnelser for forbrydeIsen ved tillæmpning af latinske gloser.
Da lovgiverne i middelalderen begyndte at vinde mod til at gå den gammeldags fred ind på livet for at tilkæmpe moderne retsprincipper deres plads, måtte angrebene fra først af føres under form af tilladelser: man bemyndigedes til at betragte sin frændes sag som sig uvedkommende, man fik lov til at nægte ham sit bidrag til bødes udredelse. (side 34) Der måtte et århundrederlangt arbejde til, førend man fik den tavse forudsætning som freden var, ud af loven, og fik menneskeligheden åbent erkendt som retsbevidsthedens grundlag.
Ejendommeligt nok, netop i overgangstiden, da freden var ved at trænges ud af sin magtstilling som samvittighed, fik den et lovformeligt udtryk, nemlig i statutterne for de middelalderlige gilder, fortsættelse af – ikke netop ætten, men det der i princip var identisk med ætten – de gamle fri fredssamfund. I gildelovene hedder det, at gildebrødre bør ingen strid have indbyrdes; men går det så galt at der opkommer tvist mellem to af samme gilde, da må ingen, så sandt han ræddes for at blive udstødt som niding af broderskabet, stævne sin broder for anden domstol end brødrenes egen; end ikke i fremmed land må brødre forelægge deres mellemværende for nogen øvrighed eller høvedsmand.
De frisiske bondelove fra middelalderen har også fundet det fornødent at slå frændernes indbyrdes pligter fast i bud, idet de foreskriver at nære slægtninge, fader, søn, brødre, farbrødre, morbrødre, fastre og mostre, ikke må bringe deres indbyrdes stridigheder for retten, – de må ikke lade ed eller retstvekamp komme imellem sig; men kan de ikke komme overens om gods eller andet, da skal en af de nærmeste frænder skifte ret imellem dem.
Gildernes bestemmelser kommer så nær til den uskrevne frændelov som det døde, udvortes bud kan komme til en samvittighed, der har livet inden i sig. Og de giver os virkelig fredens absolutte karakter, dens ubetingethed, i kort begreb. Men de kan ikke give sjælen i »freden«, ti så måtte der i steden for: brødre må ikke, vil ikke have strid indbyrdes, stå et: brødre kan ikke komme til at føre strid indbyrdes. Med andre ord, i steden for en lov må sættes en nødvendighed. De islandske sagamennesker lever endnu under denne nødvendighed (selv om vi nok føler at den en gang har været endnu stærkere). De har endnu temmelig uberørt den uvilkårlige nænsomhed overfor alle interesser, som føles at række ind i den hjemlige slægt, en højtdreven forsigtighed og udskuen ved alle foretagender som ikke med sikkerhed kan beregnes at ligge uden for frænders interessesfære. Selv de mest hovedkulds karakterer bliver nølende i løfter og forbindelser, hvis de øjner en mulighed for at de påtænkte planer kan komme til at krydse en frændes vej. De føler angst for konflikter. »Freden« viser sin styrke deri, at den ikke er en dyd, ikke noget overordentligt, men netop det mest dagligdags af alt, det selvfølgeliste, ens for høje og lave, for heroiske og uheroiske karakterer. Derfor kommer undtagelserne til at stå som de uhyggelige forvildelser de er.
Ætskabet var ikke det eneste forhold mellem mennesker; og hvor snildt og nænsomt en mand så anlagde sit liv den gang, kunde han (side 35) ikke gøre sikker regning på at undgå ethvert smærteligt dilemma. Han
kan da også komme i en stilling hvor tilsyneladende freden i ham stilles på prøve.
Sådan vel Gudrun. Brødrene har fældet hendes husbond, Sigurd. Hun klager sin harme i gribende ordelag; Guðrúnarkviðas digter lader hende sige: »I sæde og seng savner jeg vennen til tale, – det volder Gjukes sønner. Gjukes sønner volder mit elende, volder deres søsters såre gråd.« De nordiske kvad lægger hende også ildevarslende ord i munden, ja, det lyder som en forbandelse, når hun siger: »Dit hjærte, Høgne, skulde ravne slide ude på vidden, hvor du forgæves råbte efter mennesker.« Men der er ikke plads i sagnet for selv den mindste handling fra Gudruns side til vanheld for brødrene. Med råd og dåd søger hun at hindre Atles hævnplaner mod Gunnar og Høgne, og da alle advarsler er forgæves, lader hun Atle bøde dyrt for dåden. De nordiske digtere, som jo stærkt fremhæver hendes sorg, lader den stå ganske handlingsløs, – de prøver end ikke på at fortone modsætningen ved nogen slags sjælestrid i Gudrun: ingen betænkning, ingen overvejelse, freden var dem det absolutte. Digteren lader Høgne besvare Gudruns lidenskabelige udbrud med de dybe ord: »Sled ravnene mit hjærte, des dybere blev din kummer.«
Sigurdskvadene er nordiske mænds digtning over gamle æmner, de giver os germanske tanker i norsk eller islandsk genlevelse. Helt igennem islandsk både i æmne og i ord er den fredstragedie som danner udgangspunktet for Gisle Surssøns ulykkelige fredløshed. De to brødre, Gisle og Torkel, Surssønnerne, fremstilles af sagaforfatteren som ret forskellige i karakter, og i deres sympatier går de også hver til sin side. Torkel er forbunden ved et varmt venskab med Torgrim, brødrenes svoger; Gisle føler sig inderlig knyttet til Vestein, broder til hans hustru, Aud. Mellem de to halvsvogre har forholdet øjensynlig fra tidlig tid af været temmelig spændt, og endelig dræbes Vestein af Torgrim. Gisle hævner i hemmelighed ved om natten at gå ind i Torgrims hus og gennembore ham i sengen. Torgrims eftermålsmænd – blandt dem Torkel, som bor på gård sammen med sin svoger, – følger en naturlig mistanke, og besøger Gisle førend han endnu er stået op; Torkel går først ind, ser at Gisles sko står fulde af sne på gulvet, og foser dem hurtigt ind under sengen. Flokken må drage derfra igen med uforrettet sag; men senere engang røber Gisle sig i et overmodigt vers som gerningsmanden, og man rider stævningsfærd til ham. Torkel er atter med i skaren; men under et falsk påskud forlader han sine fæller så længe at han kan gøre Gisle var. Han får pludselig travlt med at inddrive et tilgodehavende på en gård de kommer forbi, og mens hans hest står uden for døren, (sidder han ikke og tæller penge i stuen, men) rider han på en lånt hest op i skoven, hvor broderen (side 36) opholder sig. Da han så endelig har fået sine pengesager bragt i orden, bliver han endda overfalden af forskellige små rejseuheld, så at han kommer til at sinke færden ganske betydeligt.
Gisles hug har ramt Torkel hårdt. Han lader Gisle vide: »Jeg synes du er gået mig temmelig nær, dræbt som du har Torgrim, min måg og fælle og fortrolige ven.« De store pligter som sæd og skik tildelte venner indbyrdes, er et vidnesbyrd om den alvor man lagde i sådanne forbindelser, i hvor høj grad man satte sig selv og sin vilje ind i venskabet. Torkels stilling er derfor bitrere end vi nu umiddelbart får indtryk af. Men venskabet falder ned for »freden«, og det ikke på grund af et valg i Torkel. Her genfinder vi den samme modsætning som i Gudrunsangene. Torkels bitterhed og hans fred står uformidlede overfor hinanden; de kan ikke komme hinanden så nær at der bliver en strid ud af sammenstødet; de tilhører forskellige lag i sjælen. Os forekommer det måske at der i sagaens nøgterne fortælling mangler et led; men netop som ordene står, er de god islandsk psykologi.
Freden er noget som ligger neden under, dybere end alle tilbøjeligheder. Den beror ikke på viljen, i den forstand at fredsfællerne atter og atter vælger frændskabet mod alle andre følelser. Snarere er den viljen selv. Den er identisk med selve frændefølelsen, og ikke noget af den udspringende.
»Freden er noget som ligger neden under, dybere end alle tilbøjeligheder.
Den beror ikke på viljen, i den forstand at fredsfællerne atter og atter
vælger frændskabet mod alle andre følelser. Snarere er den viljen selv. Den er
identisk med selve frændefølelsen, og ikke noget af den udspringende.«
Torkel har sin sorg som Gudrun sin; men den mulighed som skulde gøre sorgen tveægget, den blotte tanke at man kunde tage parti i sin sorg, den er udelukket. Og derfor kan der aldrig blive plads for et problem. Den begivenhed, at frænde sætter sig op mod frænde, kender digtningen kun som en gåde eller en gru; som et udslag af forvildelse eller som noget dunkelt, ubegribeligt, noget som ikke engang er skæbne.
Tankerne har fra gammel tid kredset om dette faktum, at frænde kan komme til at slå frænde ihjel. Under billedet af fader og søn der ukendte for hinanden mødes i kampen og udgyder hinandens blod, er den sørgelige mulighed tidlig blevet behandlet poetisk. En storslået lævning – desværre kun en torso – af disse digtninge har vi i det tyske Hildebrandskvad, hvor faderen på hjemvejen fra et langt ophold i fremmed land møder sin søn, og af ham mod sin vilje hidses til tvekamp. Vi møder parret igen hos Saxo som to brødre, Halfdan og Hildiger. I Hildebrandssangen er det sønnens vantro overfor faderens frændskabserklæring der hidfører katastrofen; faderen maa optage kampen, hvis han ikke vil stå som den æreløse. Hos Saxo svækkes optrinnets indre kraft derved at Hildiger ganske umotiveret beholder sin viden om deres frændskab hos sig selv, til han ligger dødelig såret på jorden. Men for øvrigt går Saxos sagn tydeligt nok tilbage til samme situation som den der er bevaret i det tyske kvad. Hildiger prøver (side 37) ved list at få skæbnen til at gå forbi, idet han overmodigt nægter holmgang med en uerfaren kæmpe; men da Halfdan ufortrødent gentager sin udæskning og nedlægger det ene hold modstandere efter det andet, kan Hildiger, der ser sit eget ry bragt i fare ved Halfdans bedrifter, ikke bekvemme sig til at afslå udfordringen længer. En islandsk version, opbevaret i Ásmundar saga Kappabana, stemmer i det hele så nøje med Saxos fortælling at man nødsages til at antage et nært slægtskab mellem de to; den ene af brødrene bærer der endnu det gamle navn, Hildebrand, den anden er bleven assimileret med sagaens helt, Asmund. Forskellen mellem Hildebrandskvadets mere naturlige fremstilling og den dramatiske kunstlethed i de nordiske varianter, beror væsentlig på at sagamændene vilde opspare så megen effekt som muligt til slutningsklagen.
Fortællingen om de to frænders skæbnesvangre møde er som episk stof betragtet ikke specifikt germansk; det kan forfølges mod vest, til Kelterne, og mod syd, helt over i Asien. Måske, eller skal vi sige sandsynligvis, stammer det literærhistorisk set sydfra, – vigtigere er det dog at lægge mærke til hvordan æmnet er blevet genfødt gang på gang, hos det ene ætfolk efter det andet, et bevis på at samme tanker overalt tyngede på sindene. Mennesker grundede og grublede over det gådefulde i verdensindretningen, at den ene frænde mod sin vilje kunde tvinges til at gøre den anden fortræd. Klart og simpelt formulerede Germaneren problemet: freden var jo det ubrydelige, men også æren havde sin absolutte gyldighed, og så kunde de to tørne så hårdt sammen at både fred og ære gik i løbet, og mennesket selv med dem. Desværre mangler slutningen af Hildebrandskvadet, netop den del af digtet som må have indeholdt kæmpernes fælles klage over det skete. Tabet er dobbelt smærteligt, fordi denne netop dannede digtets tyngdepunkt. Saxos omskrivning, og endnu mere den islandske sagas moderniserede elegi, giver os kun en mat efterklang. Men selv i disse efterdigtninge synes man at fornemme en patos af helt anden art end den sædvanlige; ikke den skånselsløse, og derfor snarere frigørende end knugende dødsalvor, men undren, som stiger til gru; ikke en frejdig appel til skæbnen, det bestemte, med trøst i den sikre overbevisning at der er oprejsning for alt, og at der vil komme oprejsning også for dette, hvis da de efterlevende duer, men kun rådløshed og håbløshed. Og samme stemning kommer igen andre steder, således i Hervarar saga, hvor Angantyr siger, da han finder sin broder på valpladsen: »Forbandelsen er over os, jeg er bleven din bane; det vil evigt mindes; ond er nornernes dom.« I disse ord giver han udtryk for sin følelse af at være et monstrum; så hovedrystende meningsløs er hans skæbne, at den vil tvinge efterkommernes tanker til at kredse om den, »at han vil blive til sang for kommende slægter«. Den vage appel til (side 38) »nornernes dom«, hvori verset klinger ud, er i virkeligheden en moderne formildelse, selv om den måske synes os snarere at gøre ulykken end mere fortvivlet. Slutningen af Hildebrandskvadet lyder i Saxos omskrivning omtrent sådan: »En ond skæbne, som læsser ulykkes år på de glade, begraver smilet i sorg og kvæster skæbnen. Ti klageligt elende er det at henslæbe et liv i kummer, at ånde under sorgtunge dages tryk, og ængstes af varslet (omen). Men alt hvad Parcernes profetiske bestemmelse knytter fast, alt hvad der planlægges i det høje forsyns råd, alt hvad der en gang ved fremsyn er fæstet i skæbnernes kæde, det rykkes ikke ud af sin plads ved nogen forandring i timelighedens ting.«
Til disse linjer findes intet tilsvarende i sagaen. Den første del af digtet udtrykker det samme som Saxos parafrase: Ingen ved på forhånd hvordan hans død skal blive. Dig fødte Drot i Danmark, mig i Sverrig. Mit skjold ligger søndret ved mit hoved; der står opregnet de drab jeg øvede; der – formodentlig på skjoldet – ligger den søn jeg avlede og uvillende skilte ved livet, – hvad dette hentyder til ved vi ikke ret. Og så slutter digtet med den bøn at han, den efterlevende, vil gøre »hvad ellers få drabsmænd er tilbøjelige til«, nemlig svøbe den døde i sine egne klæder, en udgang som lyder ganske unordisk i sin romantiske sentimentalitet. Her har utvivlsomt Saxo haft en anden, oprindeligere version for sig. Hans udmalen af de onde dage som henleves i ængstelse, slutter sig temmelig nøje om gamle tanker: en sådan død begraver alt håb for fremtiden og udbreder blandt de efterlevende en stedsevarende ængstelse. Hvordan ordene er faldne på nordisk, derom nytter det ikke at gisne, men netop i Saxos omen synes at gemmes en ægte nordisk forestilling, den at en slig dåd danner et ulykkespående varsel. Ellers råder skæbnen: hvad der skal ske, det vil ske; men her er noget som falder uden for skæbnen: man kan, og kunde virkelig, sige at frændernes skæbne var sprængt.
Samme håbløse grundstemning går igennem Beowulfskvadets beskrivelse af den gamle faders sorg, da den ene af hans sønner ved våde blev sin broder til bane. Digteren sammenligner ham med en gammel mand der ser sin elskede søn sparke ung i galgen – et fortvivlet billede at bruge for en Germaner –: »Så opløfter han sin røst i jammersang, da hans søn hænger, ravnene til lyst, og han ikke kan hjælpe ham, gammel, bedaget, ikke redde ham. Altid kommer han i hu, morgen efter morgen, sønnens hedengang; en arving for denne han gider ej ventet i borgen. ... Han ser sorgpint vinsalen øde, kammeret gennemblæst, tomt for glæde, i sønnens hus. Galgerytteren sover, helten i graven. Ej er der harpelyd, ej gammen i gårde, som fordum der var. Han begiver sig til lejet, synger sorgsang, ensom over den ensomme: overalt, på vangene som i hjemmet, er ham pladsen for vid. Sådan bruste (side 39) sorgen i Vederfyrsten, sorgen over sønnen Herebeald; på ingen vis formåede han at skaffe sig bod for drabet ved banemandens liv, ej heller at gengælde den unge helt med bitter adfærd, skønt kær havde han ham ikke. Kummer holdt ham fast, da først såret var slået ham, til han forlod menneskenes glædeverden.«
Men freden er ikke gjort fyldest ved at frænderne skåner hinanden.
Torkel Surssøn var en svag karakter. Han fandt sig i at indtage et skævt standpunkt, da han blev stående blandt svogerens eftermålsmænd. Han siger til Gisle: »Jeg vil advare dig, hvis jeg får nys om anslag mod dig, men nogen hjælp af den art som kunde skaffe mig ubehageligheder vil jeg ikke yde dig.« Gisle anser åbenbart en slig forsigtighed for uærlig tingen med samvittigheden. »Sådan som du her svarer mig kunde jeg ikke svare dig, og sådan kunde jeg aldrig handle,« giver han til gensvar. En mand rider ikke i flok med sin frændes modstandere. Han ligger ikke på den lade side mens hans frændes proces står på, og den omstændighed at samme frænde har spigret sin svoger fast til sengen om natten, vejer tydelig nok intet, efter Gisles mening. Han går ikke bagveje og stikker en smule hjælp til frænden, – nej, når endelig denne er bleven fredløs, må han i det mindste kunne gøre regning på tilhold, – synes Gisle endogså for alvor at tænke.
Og Gisle har retten på sin side – næsten helt ret i almindelighed betragtet, og absolut ret overfor Torkel. Freden er noget aktivt, som ikke blot leder frænder til at skåne hinanden; den tvinger frænder til at antage sig hinandens sager, hjælpe hinanden, stå inde for hinanden, bare vore ord ikke havde så mange sentimentale associationer i sig. Frænder er hinandens gerningers gørere.
Gildernes krav til deres medlemmer lød sådan: »Sker det så, at nogen broder dræber nogen mand der ej er broder i Sankt Knuds Gilde [i vort gilde, med andre ord], ... da skal brødrene hjælpe ham af hans livs nød som de bedst kan. Er han ved vandet, skal de hjælpe ham med en båd, årer, øsekar, fyrtøj og økse ... Behøver han hest, skal de udstyre ham med hest ...«
»Hvilken broder der kan hjælpe, men ikke gør det ..., han skal gå ud af gildet med nidingsnavn på sig.«
»Hver broder skal hjælpe sin broder i alle retssager.«
Det vil sige: Hvis en broder har sag for retten, skal der udvælges tolv gildebrødre til at følge ham derhen og yde ham støtte; – brødrene skal også danne væbnet livvagt om ham og følge ham til og fra tinget, om så behøves. Og når en broder skal præstere ed for retten, da skal der ved lod udtages mededsmænd til ham i gildet, og de hvem loddet falder på skal stå ham mandeligt bi. For den der ikke understøtter (side 40) sin broder i eden, eller som fremfører vidnesbyrd mod ham, sættes store bøder.
Der er to slags sager til. To slags drab, f. ex.: 1) en gildebroder dræber en fremmed, 2) en fremmed dræber en gildebroder. I første tilfælde ser gildebrødrene altså til at drabsmanden kommer i sikkerhed, til hest eller til skibs. Om det sidste tilfælde lyder bestemmelsen sådan: Ingen broder æder eller drikker eller holder samkvem med sin broders drabsmand, hverken på land eller på skib. Gildebrødrene skal hjælpe den dødes arvinger til hævn eller oprejsning.
Det er måske svært at forstå at denne dobbeltvurdering hørte hjemme i borgersamfund og ikke i fribytterlag; den gælder som højeste lov for hæderlige, konservative fremskridtsmænd, mænd der i hine tider så at sige repræsenterede fremskridtet i historisk kontinuitet. Den ensidige fredssolidaritet er deres stærke tilknytning til fortiden, og dens værdi for kulturen viser sig i at det er den der er den drivende kraft bag middelalderens reformbevægelser. Ensidigheden er fredens styrke. Som brødrene her, var frænderne i den grad opfyldte af »kærlighed«, så optagne af at hjælpe, at de ikke let kunde få nogen energi til overs til at dømme om ret og uret. De var ikke af natur og princip uretfærdige, partiske; freden og retsbevidstheden kan godt trives sammen; men de tilhører, for at gentage et ord fra før, forskellige lag i sjælen og griber derfor forbi hinanden.
Egils sidste optræden på tinge er typisk for den »sidste store frænde«, og står som en epilog over den kultur han repræsenterede.
Det hændte engang, da Egil var bleven gammel og lidt tilsidesat, at der opkom strid mellem hans søn Torsten og Ønund Sjones søn Steinar om et stykke land. Steinar græssede på trods sit kvæg derovre, Torsten huggede trolig hans hyrder ned. Steinar stævnede Torsten, og nu var parterne på tinge. Så ser tingsalmuen at der kommer en skare ridende op, forrest en mand i fuld rustning: gamle Egil med firsindstyve mand. Han stiger roligt af ved tingboderne, sysler det nødvendige, går til tingbakken og råber til sin gamle ven Ønund: »Står du for det at min søn sagsøges med fredløshedssag?« »Nej visselig,« siger Ønund, »det er ikke min vilje, jeg er mere bange om vort gamle venskab end som så; det er godt du kom ...« »Lad os se, om du mener noget med det du siger; lad hellere os to tage sagen i vor hånd end de to kamphaner skal lade sig hidse mod hinanden af egen ungdom og andres råd.« Og da sagen så er bragt ind under Egils voldgiftskendelse, dømmer han sindigt Steinar fra bøde for de dræbte trælle og fra sin gård; inden faredag skal han være ude af herredet.
Der hviler noget fornemt, noget stilfuldt over den store rethavers sidste offentlige optræden, fordi han egentlig kommer og står som den store naive. Han tager mod hvervet som voldgiftsdommer, afgør (side 41) som vi jo kan se, mod al rimelig, sandsynlig, berettiget forventning sagen, som om kun hans egen side existerede, og gør det med en rolig overlegenhed, som ikke lader nogen uhildet menneskekender i tvivl om at der ikke findes svig i hans sjæl, at han har samvittighedens fuldeste sanktion. Atter her står Egil som et monumentalt udtryk for en døende tid, så helstøbt fordi opløsningsprocessen aldeles ikke havde rørt ham.
Samme naivitet taler direkte ud igennem en anden gammeldags karakter, Halfred, med tilnavnet Vanrådeskjald, han hvis liv hang sammen af lutter vanråde, lutter vanskelige situationer, — ved en lejlighed da hans fader med sjælden takt dømte ham imod i en »vanskelighed«: »Hvem kan jeg stole på, når faderen sviger?«
Selvfølgeligheden, den naive ligefremhed stiller Halfred så vel som Egil uden for enhver sammenligning med store eller små exempler på egennytte og uretfærdighed, og gør dem til typer, til mere end tidstyper, til kulturtyper. Sådan tænkte, sådan handlede — ikke undtagelserne, ikke de udprægede individualiteter, ikke de lidt mere end almindelige — sådan tænkte man. Freden ligger så dybt under alle personlige karaktermærker og alle individuelle tilbøjeligheder, at den kun indvirker på dem nedefra, ikke som den ene tilbøjelighed eller den ene følelse påvirker den anden. Karaktererne kan være højst forskellige; men karakterspaltningen når ikke ned til denne sjælens urkærne. Egil var en stivnakke, umedgørlig både ude og hjemme; han vilde byde i huset, og en fredslutning hvor han ikke dikterede betingelser, kendtes han ikke rigtig ved. En anden mand kunde være medgørlig, fredkær, villig til forlig, snild til at afbøde sammenstød og ivrig til at flytte anstødsstene; men han kunde ikke være det uden på fredens, på frændskabets grundlag.
Måske er Askel, den retsindige, fredstiftende gode fra Reykdalen, lidt for moderne en karakter til rigtig at passe i Egils selskab; men hans historie, som den fortælles i Reykdølernes saga, giver os i hvert fald et anskueligt billede af forsonlighedens principper i den gamle sæd. Askel er så ulykkelig at have en søstersøn hvis karakter er af den art at strid synes ham en livsfornødenhed, og Reykdølegodens livsopgave bliver den at gå i hælene på denne Vemund og bringe det uredte i lave. Han røgter trolig sin gerning; stedse er han på pletten så snart Vemund har haft en af sine store dage; han forsoner, og gør sin frændes uret god igen. Vemunds bedrifter i det store begynder med at han slår sig i lag med en rig, men dårlig person, Hanef i Othveginstunga, og binder sig til ham ved at modtage et tilbud om barnefostring. Naturligvis benytter Hanef sig af disse gode forbindelser til at drive sine skurkestreger i større stil end hidtil. Han stjæler kvæg. På trods af Askels indtrængende råd tager Vemund hans sag (side 42) op; ja, han benytter sig underfundigt af sin morbroders højt agtede navn til at samle mænd om sig. Resultatet er en kamp, hvori Hanef og to gode mænd falder på den ene side, på den anden en fri mand samt en træl. Askel kommer til og stifter forlig, på den måde at Hanef og trællen går lige op, ligeså mand mod mand af de andre, og endelig skal modparten bøde for den overskydende. Sådan dømmer den mest uhildede mand på Island, når han skal gøre sin frændes uret god igen. Vemunds næste store bedrift er den, at han narrer en norsk skipper til at sælge sig en ladning ved, der allerede var solgt til Steingrim fra Øfjorden. Steingrim svarer med at lade Vemunds trælle dræbe og sin del af veddet føre hjem til sig. Askel må ud og skaffe orden i sagen, og da Vemund finder at denne mægling ikke har bragt ham oprejsning for trællene, tilbyder Askel ham fuld betaling af sin egen pung. Det vil Vemund ikke modtage; han forbeholder sig i al stilhed selv at gøre regnskabet op ved lejlighed. Han prøver forgæves på at udjævne misforholdet ved at røve et par øksne som Steingrim har købt, — sin uegennyttighed ved foretagendet lægger han for dagen ved at tilbyde Askel dem til gave, — men han kan ikke få noget rigtigt resultat ud, ikke andet end et par drab og et forlig, som naturligvis Askel er mester for. Det eneste Vemund har at udsætte på dette forlig, er at Askel atter har ladet det tidligere trælledrab ude af regningen. Han prøver nu den udvej at købe en usling til at tilføje Steingrim en raffineret forhånelse, og denne gang strander Askels mægling på modpartens forbitrelse; først da en hævnfærd er endt med at Vemunds broder, Herjolf, dræbes, lykkes det den retsindige gode at afstedkomme et forlig, hvor det bestemmes at — Herjolf skal bødes, to af Steingrims ledsagere skal forlade landet for stedse, og to andre skal være udenlands i tre år. Således fortsættes legen med overgreb fra Vemunds side — stedse lige ondsindede — og mægling fra Askels — stedse i fuld overensstemmelse med »freden«, — indtil målet endelig bliver fuldt; og da så Steingrim med et følge stiller sig i vejen for Askel og Vemund med deres mænd, tager Reykdølegoden uden lyst, men også uden knur mod kampen. Det blev Askels og Steingrims endeligt.
Snildhed og diplomati var ikke forbudte egenskaber i den gamle sæd. Det stod enhver mand frit for at liste og læmpe sig frem gennem verden, også i sager der direkte angik forholdet til brødre og frænder. Han kunde lirke med freden, så længe han blot sørgede for at han ikke kom til at give den det mindste knæk. Men han måtte altid være forberedt på at den hvilket som helst øjeblik kunde rejse sig ubøjelig foran ham. Man kunde meget vel lade sine frænder høre, at man for sin personlige del foretrak en anden levevis end den de havde slået sig på, og at man vilde være gladere om de tog efter ens egne principper, det kunde man i hvert fald gøre på Island i sagatiden, og jeg tror ikke (side 43) at denne frihed var nyvunden —; men freden stod lige fast. Om at tage afstand fra sine frænders handlinger og hævde et personligt, neutralt standpunkt, derom kunde der ikke være tale.
En mand bringes hjem, livløs. Spørgsmålet om hvad han har gjort, i det hele taget om hans fortid, synker langt tilbage i den mørkeste baggrund. Faktum står: han er vor frænde. Undersøgelsen gælder: Falden for mennesker eller ikke? Sår? og hvilke? Hvem er banemanden? Og derpå vælger frænderne deres fører eller samler sig om den fødte eftermålsmand og tilsiger ham al hjælp til at forfølge sagen, med våben eller med proces. Drabsmandens fredfæller ved meget godt hvad det gælder; de ved at hævnen er ude efter dem. Så simpel og retlinet er freden. Den regner kun med kendsgerninger, ikke med betragtninger over de personlige præmisser som drog denne voldelige konklusion efter sig.
I hele den oldnordiske literatur med alle dens utallige drab, grundløse og velbegrundede, findes ikke et eneste exempel på at mennesker frivilligt har undladt at søge hævn af hensyn til den omkomne frændes karakter. De kan blive tvungne til at lade ham ligge som han ligger, de kan indse det håbløse i tanken på oprettelse; men på dem alle passer den ytring som af og til findes: »Jeg vilde intet spare, om jeg vidste at hævnen kunde komme frem.« Ganske vist, det er meget sagt: Intet eneste exempel; der kunde gives, og gives vel, drab om hvis videre historie vi lades i uvidenhed. Det positive vidnesbyrd ligger deri, at sagaforfatteren sjælden undlader at fremhæve den fortvivlelsens bitterhed som var tilmålt de mænd der måtte opgive hævnen. Om bitterheden i den tvungne selvfornægtelse taler også de forbud som af og til måtte udstedes, også sydpå, mod at tage hævn for en lovlig dømt og lovlig hængt forbryder.
»I hele den oldnordiske literatur med alle dens utallige drab,
grundløse og velbegrundede, findes ikke et eneste exempel på at mennesker
frivilligt har undladt at søge hævn af hensyn til den omkomne frændes karakter.«
På den anden side kommer banemanden hjem og meddeler kort at den og den er dræbt, »og hans frænder vil næppe finde at jeg er helt uskyldig deri«. Den umiddelbare følge af disse ord er, at hans fæller bereder sig på forsvar, på at hævde sig selv og deres mand. Hvis de under forberedelsen lader et og andet ord falde om ubetimeligheden i at bære sig ad som nu er sket, da er det ord der går ved siden af handlingen, uden nogen tendens til at gribe ind i den; de tjener blot til al forstærke indtrykket af beslutsomheden.
En Islænding møder sin frænde i døren med det oprigtige ønske, at han enten kunde få lidt anden skik på sit liv, eller også kunde finde et sted hvor han hellere vilde være, — og derpå følges de ind og drøfter hvad der skal gøres i anledning af hans sidste drab. Eller gerningsmanden svarer som Torvald Krok på Torarins bebrejdelse, — det Torvald og hans fæller har på deres samvittighed er et simpelt mord —: «Det kan ikke nytte at beklage det skete; du skaber bare dig selv end- (side 44) nu større vanskeligheder, hvis du ikke antager dig os; når du tager hånd med i sagen, lader der sig nok finde folk som vil yde bistand.« Og Torarin svarer dertil: »Det er mit råd, at I flytter med alt eders herhen, og at vi samler folk om os ...«
Et grelt, men ikke helt enestående exempel på fredens tvangsmagt er Hrolleifs historie i Vatsdøla. Han kommer med sin troldkyndige moder til sin farbroder Sæmund og betoner sit frændskab med ham. På Sæmunds udtalelser om, at han nok desværre ligner sin moder mere end sine fædrene frænder, svarer han blot: »Af onde spådomme kan jeg ikke leve.« Da samlivet med ham på gården bliver uudholdeligt og Sæmunds søn Geirmund klager til sin fader over dette umedgørlige menneske, mener Hrolleif det er en skam at anke over småting og vanagte sine frænder. Han får gård, øver drab, som Sæmund må bøde for, og da han til sidst har sat kronen på værket ved at dræbe Ingemund, Sæmunds fostbroder, der på grund af deres venskab havde givet Hrolleif land hos sig, så rider han lige til Geirmund og tiltvinger sig beskyttelse med de ord: »Her lader jeg mig dræbe, dig til vanære.« Det tykkes os ikke underligt at Sæmund, engang da en nabo møder op med velbegrundede klager over hans brodersøns opførsel der i herredet, kan komme til at sukke: »Det var ikke andet end godt, om slige mænd blev skaffede ud af verden«; men hvad siger naboen: »Du kom nok på andre tanker, hvis nogen gjorde alvor af det.« Deri ligger den største vanskelighed, at Sæmund i virkeligheden er nødt til at skaffe Hrolleif ret så vidt muligt, ikke blot dække ham, men hævde ham overfor hans modstandere.
Her er en scene fra Vallaljots saga, hvor særlig Ljots replikker er karakteristiske. Der har været både drab og andre sager mellem Ljot og hans frænder på den ene side og Sigmundsønnerne Rolv og Halle på den anden. Nu er al tvist bilagt ved ret forlig, takket være Gudmund Mægtiges retsindige mægling. Bødvar, en tredie Sigmundsøn, har imens været på udenlandsrejse; nu kommer han hjem, og må under et uvejr tage mod gæstfrihed hos Torgrim, Ljots broder. Mod Torgrims vilje, og til trods for hans forsøg på at hindre nogen af husholdet i at forlade gården mens gæsterne opholder sig der, slipper en mand, Sigmund, bort og farer af sted for at rejse ufred. Ljot vil ikke dræbe sagesløs mand og bryde forlig — ikke heller forgribe sig på sin broders gæster. Men der er andre, i hvem minderne svier, og Bødvar bliver dræbt på færden videre fra Torgrims gård. Hvad andet har nu de ivrige hævnere at gøre end at søge til Ljot, slægtens bedste mand. »Selv om der følger et par stærke ord, så er der trygt hos ham!« »Det var ham, som frarådede hævnen,« besinder en sig på. »Jo mere vi trænger til ham, des standhaftigere vil han hjælpe.« De mælder da Ljot, at nu har de taget frændehævn, og så fortsætter sagaen: Ljot: (side 45) »Det er ikke godt at have onde frænder, som blot bringer en i vanskeligheder; her er gode råd dyre.« De — sagaen behøver da ikke at tilføje: Ljot med! — drager hen for at træffe Torgrim. Ljot siger: »Hvorfor tog du mod vore uvenner, Torgrim?« Han svarer: »Hvad andet kunde jeg gøre? Jeg gjorde mit bedste, selv om det ikke hjalp noget. Sigmund gjorde sit bedste, alt i alt gik det ikke som jeg vilde.« Ljot: »Bedst havde det været om dine planer var blevet fulgte, men ... nu er det bedst vi ikke sidder spredt, ... det tilkommer vel mig at yde bistand, og jeg skal tage ledelsen; jeg er ikke lysten på store foretagender; men jeg vil dog nødig sætte til af mit for nogen mand.« Torgrim spørger hvad der skal blive af Eyjolf, en frivillig og ivrig deltager i hævntoget; ham vil Ljot drage omsorg for ved at skaffe ham udenlands. »Men Bjørn,« siger Ljot, »skal være hos mig, og hans skæbne skal være min.« Bjørn var Ljots søstersøn og den der stod for Bødvars drab.
Vi får en durende genklang af denne »fredens« aktive karakter i den gamle Tyskers omskrivning af bjærgprædikenen; når han skal fortyske Jesu krav på ubetinget selvfornægtelse: »Hvis dit øje forarger dig, din hånd forarger dig, så skil dig ved dem«, siger han: »Følg ikke den frænde der drager til synd, til skyld, står han dig end nok så nær ved frændskab; bedre er det at støde ham fra sig, sky ham, øde kærligheden i hjærtet, at man ene kan stige til den høje himmel.«
Naturligvis kan personlige sympatier og antipatier heller ikke komme op overfor fredsfølelsens myndighed. Forholdet mellem Torsten og hans fader havde aldrig været rigtig hjærteligt; denne søn havde altid været Egil for blød, for meget en mand med læmpe. Egil trivedes ikke hos ham, men flyttede på sine gamle dage over til en steddatter; men hans personlige følelser overfor sønnen kunde ikke få ham til at stå stille et eneste øjeblik for at overveje om han skulde gribe ind eller ej.
I Bandamanna saga har vi en novelle over dette tema, en søn og en fader der aldrig i deres dage har kunnet komme ud af det med hinanden, men finder hinanden i »freden«. Sønnen er den velstående Od, faderen den fattige Usvif. Od kommer op i en proces, som hans misundere benytter til at klemme ham mellem skjolde. De har forbundet sig ved ed til ikke at slippe ham før han er ribbet. Så mælder den gamle, snedige Usvif sig, og i ly af sit notoriske uvenskab med sønnen går han mellem »de forbundne« og åbner øjnene på somme af dem for det usikre i foretagendet. »Lige så vist som min søn har penge i kilten, har han forstand i hovedet til at finde på råd når det behøves; - ved I egentlig hvor meget der bliver til mands af byttet, når I er otte om at dele, — ja, for I må da ikke tro, at min søn sidder hjemme og venter på jer; han har jo skib, og med undtagelse af netop gård og jord så kan ens rigdom flyde på vand, ved jeg da; — nej, hvad man (side 46) har fået, det har man«, og så er den gamle lige ved at tabe en spækket pung han har under kappen, og som han forud havde tinget sig af sin søn for hjælpen. Sådan gjorde han ufortrødent »fredens« gerning så godt han forstod, og hoverede af et fuldt og godt hjærte over sin og sin søns triumf ved det store opgør.
Alt viger for freden, alle forpligtelser, alt selvhensyn, alt, lige til omsorgen for personlig værdighed, hvis noget sådant kunde tænkes isoleret fra frændefølelsen.
»Alt viger for freden, alle forpligtelser, alt selvhensyn, alt, lige til omsorgen for
personlig værdighed, hvis noget sådant kunde tænkes isoleret fra frændefølelsen.«
Det store sagnexempel på dattertroskab og søstertroskab er Signy. Vølsungesagaen fortæller jo, formodentlig helt igennem med ældre digtninge som grundlag, hvordan en uenighed mellem Vølsung og hans svigersøn; Siggeir, Signys husbond, fører til den førstes drab. Vølsungs eneste overlevende søn, Sigmund, må ty til skoven, og der går han nu og ruger på faderhævn. Signy sender den ene efter den anden af sine sønner ud til ham som hjælpere, og ofrer dem skånselsløst da de viser forsagthed og uduelighed. Endelig går hun, forklædt og ukendelig, ud til Sigmunds skjulested og avler med sin egen broder en faderhævner af det rette hårde ætsind. »Den kampraske yngling lukkede mig ind i sine arme; der var fryd i hans favntag, og dog, ledt var det mig også,« siger gribende den engelske monolog. Og da så endelig den længe ventede hævn er inde og branden slår op om kong Siggeir, går hun ind i luerne med de ord: »Jeg har gjort alt for at kong Siggeir skulde få bane, jeg har gjort så meget for at hævnen skulde komme frem, at jeg på ingen vis vil leve; jeg vil nu dø med Siggeir lige så villig som jeg nødig levede med ham.«
Så vidt driver freden hende. Hun kan ikke standse på noget punkt overfor nogen rædsel, så længe søsterkærligheden endnu er utilfredsstillet. Hun bæres uimodståeligt igennem moderfølelsen og rædselen for blodskam. Ti der er i sagnet ikke mindste antydning af at Signy opfattedes som en af de hårde karakterer i hvem een lidenskab underbinder alle andre følelser ved roden.
Man kunde fristes til at tage denne episode som en studie, en problemdigtning, som et bevidst forsøg på at udrede »fredens« magt over karakteren. Jeg tror at den betragtning har nogen berettigelse; fortællingen, sådan som den står, har sin idé.
Så kompliceret som episoden her fremtræder, kan den ikke have været i det oprindelige sagn. Hvortil denne ødslen med liv og ære, når der dog levede en hævner, Sigmund? Det motiv at Signy hjælper sin broder til en medhævner, må være gammelt inventarium i sagnet, — naturligvis, eftersom det åbenbart sættes i drift af tankegange der var en senere tid uforståelige. Måske kan drabet på Signys to sønner gå ind under denne post. Men det er jo ikke nok med at de to uskyldige, det vil fra gammelt standpunkt selvfølgelig sige skyldige, nemlig i fejg- (side 47) hed, — at de to sønner ofres; senere hen lader sagaen to yngre sønner af Siggeir røbe ham Sigmunds og Sinfjøtles tilstedeværelse, uden anden poetisk grund end den at Signy kan få lejlighed til at ofre mere af sit eget liv. Man kunde formode at scenen ude i forstuen, hvor de to helte opdages bag ølkarrene af kongesønnerne, skyldes sammenarbejderens ulyst til at forbigå en eneste af de sagnenheder der levede i traditionen. Ved at lade Sigmund og Sinfjøtle gribes en gang før den endelige hævn, skaffer han plads til historien om Signys snarrådighed; han får lejlighed til at fortælle, at de to blev sat levende i høj, at Signy listede sin broders sværd derned, indviklet i flæsk, og at de med dette trøstigt gravede sig ud. Men mordet på de to røbende drenge står alligevel ganske nytteløst og meningsløst. Så blindt sætter ingen nok så gammel eller nok så folkelig digter sine sagn sammen, at han forbinder to historier som udelukker hinanden, ved at indskyde en tredie, der hverken hænger sammen med den ene eller den anden. Nogen mening er der altid. Selv om også sagaen er sammensat af forskellige, særopståede sagnelementer, bærer den så tydeligt som nogen præget af at være et hele, støbt sammen af en digterisk vilje, i en digterisk inspiration. Bag den mærkes et menneske hvis sjæl var i genoplevelsens oprør, en sjæl som var fyldt af fredens vilje og fredens styrke; og så mægtig var fornemmelsen af fred, at den måtte føle sig selv på det voldsomste, det brutaleste. Bevidst eller ubevidst har det været digteren, og tilhørerne, om at gøre, at freden fra den ene side og freden fra den anden side, — forholdet til manden er også en slags fred, — blev pressede så hårdt op imod hinanden, at de to viste deres kraft ved at knuse mennesker imellem sig. Signy må hævne sin fader på sin mand på trods af selve menneskeligheden, og hun må hævne sig selv på sig selv; hendes ord: »Så meget har jeg gjort for at hævnen skulde komme i stand, at jeg på ingen måde vil leve«, kommer ikke som en tom slutningsreplik. Gudrun kan sørge over sin mand, men krænke sine brødre formår hun ikke; Signy må hjælpe med til at fremme hævnen over sin fader, om hun så skal ofre sin mand, og sine børn, Og lidt til.
Gildelovenes »fred«, der påbyder brødrene at antage sig hverandres sag med udelukkende hensyn til personen og uden hensyn til sagen, indeholder da ingen overdrivelse. Når alt kommer til alt, går frændskabet af sig selv videre end broderskabet kan tvinge nogen mand. Og een ting har frændefreden, som aldrig kan finde udtryk i en paragraf: umiddelbarheden, selvfølgeligheden, det ureflekterede »vi kan ikke andet«.
Og hvor kommer dette »vi kan ikke andet« fra, uden op af dybder der ligger neden under al selvbestemmelse og selvforståelse. Vi kan følge freden fra dens udfoldelse i mandens selvbevidsthed, ned igen- (side 48) nem al hans villen, indtil den forsvinder i viljens rod. Vi aner at det ikke er ham der vil freden, men freden som vil ham. Den ligger på bunden af hans sjæl som det store grundelement, med naturens blindhed og naturens styrke i sig.
Freden udgør hvad vi kalder sjælegrunden. Den er ikke en mægtig følelse blandt andre følelser hos disse mennesker, men selve den kærne i sjælen som føder alle tanker og følelser og forsyner dem med livsenergi, — eller den er det centrum i selvet hvor tanker og handlinger præges som menneskelige, og inspireres med vilje og tendens. Den svarer til det vi hos os selv kalder det menneskelige. Menneskeligheden har hos dem altid præg af frændskab. Til vor harme over en ugerning fordi den er »umenneskelig«, og vor glæde over et ægte »menneskeligt« træk, svarer hos dem en følelse af at den ene dåd ødelægger en mands frændeliv, den anden dåd styrker fredsfølelsen. Derfor er frændedrabet den højeste forfærdelse, skændsel og ulykke på een gang, medens et almindeligt drab blot er en handling, som der måske og måske ikke kan rejses indvendinger imod — det afhænger af omstændighederne.
»Freden udgør hvad vi kalder sjælegrunden. Den er ikke en mægtig følelse
blandt andre følelser hos disse mennesker, men selve den kærne i sjælen
som føder alle tanker og følelser og forsyner dem med livsenergi...«
Dernede i umiddelbarheden findes ingen forskel på mig og dig, så langt frændskabet går. Hvis freden udgør sjælegrunden, da er det en sjælegrund som alle frænder har til fælles. Der støder de op til hinanden, uden at nogen vilje eller refleksion ligger imellem som stødpude. Frænderne forstærker hinanden; de er ikke som to eller flere individer der lægger deres kræfter sammen, men de handler i takt, fordi der nede i dem alle sidder et fælles der ved for dem og tænker for dem. Ja, mere endda, de er således forbundne, at den ene kan drage kraft til sig fra sin fælle.
Det forstår bjørnen, efter hvad man siger i Nordland. »Hellere slås med tolv mænd end med to brødre,« lyder dens mundheld. Blandt tolv mænd kan den tynde ud rationelt; de to kan derimod ikke tages een for een. Og falder endelig den ene, går al den dødes styrke over på broderen.
Frænder hjælper hinanden, de lider med hinanden, de er solidariske. Nej, gennem sjælekanalen trænger den enkeltes handling og lidelse frem, bredende sig i alle der tilhører samme frændskab, så at de i virkeligste forstand bliver hinandens gerningers gørere. Når de følger deres mand til domstolen og støtter ham af al magt, da handler de ikke som om hans dåd var deres, men fordi den er det. Så længe sagen ikke er bilagt, færdes alle frænder under permanent undsigelse. Ikke blot drabsmanden står i fare for at falde ved det sværd han uddrog, hævnen kan lige så fuldt og godt tilfredsstilles på en af hans frænder, hvis de krænkede finder denne lettere at ramme, eller anser ham for et mere »gildt« mål. Ordene falder så naturligt for Steingrim, da han (side 49) kommer til Eyjolf Valgerdsøn og fortæller ham at han har været ude for at træffe Vemund, men blev forhindret og derfor tog hans broder Herjolf (der i sagaen ikke kan ses at have haft noget med Vemunds bedrifter at gøre). »Eyjolf syntes ikke rigtig om at det ikke var blevet Vemund eller (hans broder) Hals; men Steingrim sagde, at Vemund havde de ikke kunnet ramme; »dog havde vi helst set, at han havde fået det«. Eyjolf havde da heller ikke noget at indvende herimod.« Klangen af ordene, den lidenskabsløse, praktiske, hverdagsagtige tone hvormed replikkerne falder, siger os jo på stedet bedre end mange omsvøb, at vi her står overfor en oplevelsessag og ikke en refleksion, en vedtægt. Er det ikke så naturligt, at Ottar lader Gudbrand dræbe, fordi hans broder Ingolf ved sine påtrængende besøg i Ottars hjem havde krænket husets datter? Ingolf var for vár om sig, ham kunde man ikke få ram på.
Omvendt lider alle frænder ved den beskadigelse som tilføjes en enkelt af deres kreds; de føler alle såret lige smærteligt; alle er de lige nær til at hævne. Falder der bod, skal alle have del i den.
Og vil vi endelig ikke tro frænderne på deres ord når de hævder deres gensidige identitet, da må vel samfundet kunne belære os om at enheden ikke beror på en illusion. I alle forhold mellem mennesker indbyrdes regnes der kun efter fred, aldrig efter individer. Hvad den enkelte har gjort, det binder alle som lever af samme fred. Den dræbtes frænder anklager in pleno. Det er drabsmandens æt der lover mandebod; ætten udreder den. Det er den dræbtes æt der modtager boden, og summen deles atter sådan, at den i små grene finder ud til ethvert medlem af gruppen. De to ætter lover hinanden, korporation til korporation, fred og sikkerhed.
Når der dømmes mellem mennesker, må dommen gå efter den linje som frændskabet drager. Fredringen udgør et individ, som ikke kan deles uden ved en amputation. Og dens fred, den som søges opretholdt for retten, udgør et hele, som ingen dom kan dissekere. Germansk jura kender slet ikke en vurdering af handlingen, hvorved der bliver plads for et vel — men. Den kan kun give den ene part fuld ret og den anden part hel uret. Den kan kun dømme mændene til deres fred eller fra deres fred. Den kan sige til klagerne: »Nyd eders fred, tag oprejsning«, — og dermed unddrages de anklagede enhver ret til at hævde deres frændskab og værge eller hjælpe drabsmanden; eller også kan den sige til klagerne: »I har ingen ret til hævn«, — hvis drabet f. ex. var svar på en krænkelse, — »eders fred skal ligge nede«.
Vi har fra barnsben af lært at anvende historien om stavknippet som illustration på sammenholdets betydning. Germanernes tankegang begynder fra en helt anden side. De betragter ikke enheden som fremkommen ved addition: enheden er det først givne. Tanken på gen- (side 50) sidighed spiller ingen fremtrædende rolle for dem; de tænker sig ikke at mand for mand kommer med sin styrke og lægger sammen, men snarere at kraften ligger i det der forener dem. For dem er da hele sammenholdet og alle mændenes kraft brudt, så snart blot een af fællerne rykkes op. Og så ligner de frænderne ved et gærde, hvor stav står ved siden af stav og danner hegn om en hellig mark. Når een af dem fældes, da er der skår i ætten, og da ligger dens mark åben for tiltrampning.
Sådan er den »fred« som i gamle dage forbandt frænderne med hinanden: en kærlighed, der kun lader sig karakterisere som »enfølelse«, så dybt liggende at hverken sympati eller antipati, eller overhovedet nogen af døgnets stemninger kan fremkalde nogen ebbe og flod i den.
Ingen oplevelse kan være så mægtig at den når ned og stifter uro i dette dyb. Ikke engang de stærkeste følelser og forpligtelser overfor ikke-frænder kan bore sig ned og frembringe nogen indre tragedie, nogen sjælekonflikt. Signy, for at tage hende som en type, bliver drevet til at gøre hvad hun helst vilde have undladt; de gribende ord: »Der var fryd deri, men også ledt var det mig«, passer utvivlsomt på hende også som hun står efter fuldført hævn. Så nær kan Nordboerne komme tragedien, at de fremstiller et menneske der lider ved at handle. Men nogen indre strid, i den forstand at hun i angst overvejer hvad hun skal vælge, er der ikke tale om. Det tragiske kommer udefra: hun handler naturligt og uden betænkning, og hendes handling maler hende til bunds. Når først frændeuenigheden bevidst udnyttes som digterisk sujet, som i Laxdælas skildring af de to fætre der hidses op imod hinanden for en kvindes skyld, da befinder vi os i en ny verden.
Laxdæla spiller over den tragiske konflikt i en mands sind, når han for en kvindes ærgerrigheds skyld hvirvles ud i fjendskab med sin fætter. Den storsindede Gudrun er ude af stand til at glemme at hun engang har elsket Kjartan og blev forsmået, og da hun gifter sig med Kjartans fætter Bolle, gør hun ham til redskab for sin hævn. Omsider kommer opgørets dag; det mældes at Kjartan vil ride alene forbi Bolles gård. Gudrun var oppe i solrendingen, fortæller sagaen, og vækkede sine brødre. »Sådan karakter som I har, skulde I have været døtre af bonde den og den, — sådan hverken gøre nytte eller fortræd. Efter al den skam Kjartan har tilføjet jer, sover I lige godt om han rider forbi gården med en mand eller to ...« Brødrene klædte sig og ruttede sig. Gudrun bad Bolle drage med. Han skød på frændskabet. »Såmænd; men lykke til at gøre alle i lag har du nu ikke; så skilles vi, om du ikke tager med.« Ved hendes æggen fik Bolle klarere syn på (side 51) det der stod ham og Kjartan imellem, og han iførte sig våben. De lagde sig i baghold ved kløften Hafragil. Bolle var tavs den dag og lå oppe ved kløftekanten. Men hans svogre syntes ikke om at han lå der og holdt udkig, de tog for spøg fat på ham og halede ham ned ved benene. Da Kjartan kom over kløften, begyndte kampen. Bolle stod ledig med sværdet Fodbid i hånden. »Nå, frænde, hvad tog du egentlig hjemmefra for, hvis du vil stå som ørkesløs tilskuer?« Bolle lod som om han ikke hørte Kjartans ord. Endelig får svogrene liv i Bolle, og han stiller sig i vejen for Kjartan. Da sagde Kjartan: »Nu har du nok bestemt dig til nidingsværket; jeg vil dog hellere tage døden af dig end give dig den.« Så kastede han våbnet, og uden et ord huggede Bolle banehug. Han satte sig straks ned og støttede Kjartan, så at han døde i hans skød.
Dette ja — nej, jeg vil — jeg vil ikke, ligger helt og holdent uden for fredens væsen; disse kapitler tilhører middelalderen. Men den gamle trøstesløse og derfor upoetiske tragik lyder endnu igennem, og særlig i Bolles ord til Gudrun da hun lykønsker ham ved hjemkomsten: »Den ulykke vil sent nok gå mig af minde, selv om du ikke husker mig derpå.«
Jeg ved ingen anden måde at karakterisere denne »fred« i dens selvgyldighed, end ved at sige at den er selve fornemmelsen af frændskab. Den er givet een gang for alle ved fødselen. Den sympati vi betragter som resultatet af et arbejde på at stemme sig sammen med en anden, den var en naturlig forudsætning var et karaktermærke.
Sammenlignet med vore tiders kærlighed har den gamle familiefølelse et præg af næsten nøgtern tilforladelighed. Intet af det følelsens højtryk som moderne mennesker synes at måtte leve kærlighed under, intet af den ømhedens smærte som synes at være spændkraften i samfølelsen mellem nutidens mennesker, mellem mand og mand så vel som mellem mand og kvinde. Den kristne kærlighedshelt fortæres af sin brand, han står i fare for at sprænges under sin trang til at give hen og optage i sig. Oldtidens mennesker bliver sunde og velnærede i fredens tryghed, alt er ligevægt — og nøgternhed.
Det er da naturligt at trygheden danner betydningscentret i de ord som Germanerne helst bruger om sig, ord som sib og fred. Tryghed, men med en tydelig klang af noget aktivt, noget villende og handlende, eller noget der i hvert fald stadig ligger på spring til at handle. Medens et ord som latinsk pax først og fremmest, — hvis jeg da ikke ledes vild, — fører tanken hen på nedlæggelse af våben, på en ligevægtstilstand som skyldes fraværelse af forstyrrende elementer, så be- (side 52) tegner fred noget væbnet, beskyttelse, forsvar — eller også en fredskraft, som holder mennesker venligsindede. Selv når Germanerne taler om at slutte fred, så er grundforestillingen ikke den at uroselementer fjærnes og alt synker til hvile, men den at der indpodes en fredens kraft i de stridende.
Den der skal oversætte angelsachsiske digte må forberede sig på mange bekymringer. Det ene ord efter det andet vil rejse sig foran ham i uovervindelig stridighed, og iblandt hans modstandere vil vel ord som freoðu og sib være de bitreste. Hvis han sted for sted gentager ordet »fred«, vil han netop viske den betydning ud som gør linjen forståelig, og begynder han at variere med forskellige gengivelser, kan han kun gengive den øverste ende af betydningen; han rykker da en lille tot af ordet, men roden får han ikke med. Ordets energi, dets livskraft går tabt. Når dér fjender eller forbrydere beder om »fred«, da betyder ordet fuldt ud: optagelse i skånende vilje, optagelse til ukrænkelighed; og når Gud tilsiger patriarken i Genesis »fred«, da mener han nåde, og da mener han oprigtig vilje til at holde sin hånd over ham, til at beskytte ham, kæmpe for ham, og begå uret til hans bedste. Det er da ikke blot mennesker, men også f. ex. befæstede steder, som kan yde betrængte mennesker »fred«.
»Og »fred« er den gensidige vilje, den endrægtighed, mildhed, troskab hvori mennesker lever indenfor deres kreds. Den »fred« i hvilken englene, efter Genesisdigterens forestilling, må have levet med deres herre, førend de syndede. Den indbyrdes sib hvori Abraham og Sara »bevarede deres skatte«, — formerede deres velstand, som vi vel vilde sige. Den sib som forenede de to fætre der sad i kærlighed sammen på Danskekongens bænk. Det var den fred Kain sønderrev ved sit brodermord: »forspildte huld, kærlighed og fred«. Og ligeså siger Maria til Josef, da han tænker på at forlade hende: »Du vil sønderrive vor fred og forlade min kærlighed.«
»Da Beowulf har dræbt både Grendel og hans moder,
siger Danskekongen i sin taknemmelige hengivelse:
»Jeg vil give dig min fred som vi tidligere har
aftalt«; og noget højere kan han ikke give.«
Da Beowulf har dræbt både Grendel og hans moder, siger Danskekongen i sin taknemmelige hengivelse: »Jeg vil give dig min fred som vi tidligere har aftalt«; og noget højere kan han ikke give. Men den samme hele sindshengivelse, sindsforpligtelse betyder fred, når de to ærkefjender Finn og Hengest efter en fortvivlet kamp slutter fast fredsforbund, — selv om så viljen kort efter alligevel brister. Sib og »troskab« kunde Geaterne ikke vente sig fra Sveerne, siden den fejde da Hygelak fældede Ongentheow, Sveernes fyrste.
Men dermed er ordenes indhold ikke udtømt. De betegner ikke blot den redelige, resolutte vilje til troskab. Trygheden, tilliden, selvfølgeligheden danner kærnen, men udenom ligger en rigdom af følelsestoner, glæde, fryd, hengivenhed, kærlighed. En stor del af de ovenciterede steder, om ikke alle, er kun halvt forståede, om ikke den tone (side 53) får lov til at lyde med. På angelsachsisk spænder sib fra betydning af lettelse, befrielse fra et tryk, trøst — sib kommer efter sorg, — til kærlighed. Og når der på nordisk tales om »kvindens fred«, indeholder ordet en temmelig stærk glød.
Vi behøver ikke at tvivle på at fredsfølelsen rummede kærlighed, at frænderne elskede hinanden, og det stærkt og inderligt. Det er kærligheden indbyrdes som har trukket det lille oldnordiske ord sváss, angelsachsisk svœs, bort fra dets oprindelige betydning. Det betyder vel fra først af nærmest: egen, nærpårørende; men i angelsachsisk poesi viser det en tendens til at klynge sig til benævnelser på frænder, og samtidig er dets indhold blevet mere og mere inderligt: fortrolig, kær, elsket, glædelig. På nordisk har det helt koncentreret sig om denne betydning, og er dér endda et meget stærkt ord til at betegne kærhed. Efter alt hvad vi kan skønne, har forholdet mellem brødre, og ligeså mellem brødre og søstre, hos Germanerne som i almindelighed hos kulturbeslægtede folk, været inderligt. Slaverne digter — hvis da ikke min hukommelse slår fejl; jeg ved ikke hvor jeg har det fra, — om den unge kvinde der klippede sit hår af sorg over manden, rev sig i ansigtet for sin forlover (forloveren gælder blandt Slaverne som nærmeste og fortroligste ven, som fostbroder), men stak øjnene ud ved efterretningen om broderens død; og de to første skader lægtes, men den sidste ikke. Den slags epigrammatisk pointeren ligger udenfor Nordboernes ævner; den nærmeste parallel der falder mig ind, er Gudruns ord i Guðrúnarhvøt (intet gammelt digt): »Det var mig den hårdeste af mine sorger, da Svanhilds lyse hår blev trådt under hestefod. Men det den såreste, da de vog min Sigurd, sejrløs, i sengen. Men den grummeste, da ormene bed ind til sønnens hjærte. Men den hvasseste, da de skar hjærtet af Høgne levende.« Der er langt fra hin tilspidsede klimax og tableaulivagtighed til den nordiske tungtbevægelige og isolerende fantasi; for Nordboerne udfyldes hele horisonten af det øjeblikkeligt fremherskende. Men den følelse som har skærpet Slavernes folkevise, gælder vist i dybeste grund lige så godt for vore folk. Søskendeforholdet har en magt som intet andet til at inderliggøre vilje og tanker og følelser. Frændskabet har ejet både dybde og rigdom.
Tonen bliver lidt følelsesfuld i angelsachsisk: »Ej uden grund begræd Hocs datter skæbnen, da morgenen kom og hun så sine frænder ligge døde i lyset, dem som havde været hendes største fryd i verden.« Det er oplysende at lægge mærke til hvorledes følsomheden fremkommer; det sentimentale, specielt angelsachsiske ligger i ordet »størst«; - så længe frænderne er indbegrebet af al ens kærlighed, er kærligheden både stærkere og tavsere.
Der er glæde i freden. »Al fred [al glæde] fordærves ved den uforfærdede Tryggvesøns fald,« digter Halfred i kongens arvedrapa.
(side 54) En sproglig illustration på sammenhængen, eller driften, i de gamles tanker kan f. ex. et ord som angelsachsisk liss give. »Al min liss er i dig, kun få frænder har jeg uden dig,« siger Beowulf til Hygelak da han kommer hjem fra det hæderfulde tog med guld og skatte, og siger det som en slags begrundelse af at han tilbyder frænden sine trofæer. Der ligger uden tvivl mere i disse ord end blot »kærlighed«. Liss er et godt udtryk for frændernes indbyrdes stemning; liss — så vel som det beslægtede liðe, egentlig samme ord som vort »lind« — betegner den mildhed, venlighed, skånsomhed som frænderne føler overfor hverandre; det udtrykker kongens huld mod hans hirdmænd; liss er det en fremmed modtager når han opholder sig som gæst, som fredfælle i anden mands land; liss er i de kristne digteres mund betegnelse for Guds nåde mod mennesker, når han f. ex. bevarer Abraham blandt Ægypterne og fører ham hjem igen. Kærlighed (lufu) og liss falder let sammen i munden.
Men så er liss også glæde, lyst, lykke, netop den lyst man føler i sit hjem, blandt sine nærmeste, sine trofaste. Der er ingen tvivl om at i et sådant vers som det fra Beowulf citerede, klinger begge toner gennem ordet. Og at ordet har begge toner så stærkt i sig beror netop på dets anvendelse om frændeforholdet.
Glæden var et karaktertræk hos manden, hans frimandsmærke, i hvert fald hos Nordboerne. Glædemand måtte man kunne kaldes, om dommen skulde være helt rosende. »Glad« hører med blandt de stående adjektiver hvormed helten indføres, ligesom modig, velrustet og lignende. Det er de »glade Ylfinger« som stævner til landet, mældes der om Hundingssønnerne i Helgedigtet. Som den »glade fyrste« står Helge, da Sigrun opsøger ham, — glad på grund af sin sejr? nej, glad i standens medfør, om vi så må sige. De angelsachsiske digtere har samme syn på helten. »Svar, glade Hrodgar« — det er vagten der mælder Beowulf, og spørger om kongen vil modtage hans hjælp til udfrielse af kummer og angst. »Ingen dadel ramte den glade Hrodgar, han var en god konge«, — selv om det var Beowulf som udførte befrielsesdåden. »Hun var trolovet med Frodes glade søn«, — dette »glade« betyder så meget som: den unge ædling. Hávamáls vers: »Glad skal man være hjemme, gavmild mod gæsten, og mild,« giver jo mandsfordringen, og det stemmer med ånden i dette vers fra Beowulf: »Vær glad overfor Geaterne, og glem ikke gaver til dem«, som dronningen formaner Geaternes konge.
Glæde var et væsenstræk ved menneskeligheden, og derfor en egenskab ved freden. Sammenhængen mellem fryd og frændefølelse er så inderlig, at de to slet ikke kan findes hver for sig. Al glæde er bunden til fred; udenfor denne findes ikke, og kan ikke findes, noget som svarer til det navn. Når Genesisdigteren lader de oprørske engle falde (side 55) ud af fryd og fred og glæde, giver han i denne ordsammenstilling ikke en sideordnende opregning af de to eller tre vigtigste goder oprøret kostede dem, men han udtrykker i en formel, en definition selve livet fra dets to sider.
Vore forfædre var meget selskabelige i deres glæde. Samvær og velvære samsvarede hos dem. Når de sidder om bordet, eller ilden, hvad vi nu skal sige, bliver de lattermilde og støjende, — så føler de gammen. Gammen er jo et ord der spænder vidt i deres sprogbrug, langt ud over bordets og samtalens glæder; men gammen er egentlig selskab, — med andre ord, det er samfølelsen der danner basis i deres lykkefølelse. »Mandfryd«, fryd ved mænds selskab, er Angelsachsernes udtryk for liv, tilværelse, og at dø er for dem opgivelse af mandream eller gumdream (guma = mand).
Men gammen og mandream forklarer langtfra helt identiteten mellem fred og fryd; — eller rettere, gammen og det andet er ikke helt forståede, så længe man blot tænker på selskabeligheden. Glædens indhold er et familiegode, et arvestykke.
Angelsachsisk feasceaft betyder ordret: den der ingen lod har, den fredløse, hjemløse, ætløse, men i og med det samme gengiver ordet vort »ulykkelig, glædeløs«; ikke, som vi vil tro, fordi en sådan fordreven nødvendigvis måtte komme til at føre en bedrøvelig tilværelse, men fordi han vendte ryggen til glæden da han gik bort. Den bestemte form »glæden« skal tages i individualiserende betydning, om en glædessum der er bunden til huset, og som manden må lade ligge i huset når han begiver sig ud i det tomme. Der ligger ikke fryd løst ude i naturen. Den der er udstødt af sin og sines glæde, har mistet al mulighed for at fornemme fyldthedens velbehag inden i sig. Han er tom.
Fordi frændskabet danner den uundgåelige betingelse for at man kan leve livet som et menneskeligt væsen, derfor er lidelsen ved fredsbruddet så forfærdelig, uden noget sidestykke i erfaringen; så uudholdelig og så brutal, blottet for alle ophøjede ideelle momenter. For os kunde en sådan konflikt som den i Gudrun, da hun ser sin »samtaleven« dræbt og sine brødre som gerningsmændene, synes at indeholde den højeste bitterhed: den sønderriver sjælen. Men Germanerne kendte det der var værre end sønderrivelse: opløsning. Fredsbruddet fremkalder en lidelse neden under al lidenskab: det er selve frændskabet, selve menneskeligheden som kvæles, og dermed følger uddøen af alle menneskelige egenskaber. Hvad staklen lider og hvad han nyder, kan ikke mere fremkalde egentlige følelser i ham. Selve glædeævnen er død. Ævnen til at handle er dræbt. Energien opløses af den tilstand som Germanerne, i hvert fald Nordboerne, frygtede mest af alt, og foragtede mest af alt: rådløsheden. Først når de har mistet sig selv kan de nå til et: hvad er der at gøre?
(side 56) »Bodløs kamp, formastelig synd, faldende som mørke over Hrethels sjæl,« siger Beowulf om brodermordet; i disse ord sammenfattes den rådvilde, energiløse angst som er følgen af fredsbruddet.
Dermed har vi fået en ny opgave stillet op foran os. Glæden er noget væsentligt for menneskeligheden. Glæden er uadskilleligt knyttet til freden. Glæden er en sum og en arv. Men så havde da glæden et indhold.
I Beowulf kvædes sådan om heltens hjemkomst fra strid og møje: »Derfra søgte han til sit dyre hjem, kær for sit folk, hjem til den fagre fredhal, hvor han havde sine kampfæller, sin borg, sine skatte.« Hvad betød så disse linjer for de oprindelige tilhørere? Hvad kaldte ordene »dyr« og »kær« og »fager« op i dem? Det vi har set hidtil, lærer os nærmest blot styrken i disse ord — og så hvad vi ikke skal lægge ind i dem. Hvad var det for forestillinger glæden var knyttet til?
Freden leder over til æren.
|
