Vor Folkeæt i Oldtiden: Hvem er frænde?

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden
Vilhelm Grønbech


Anden bog:
Midgård og menneskelivet


Hvem er frænde?



(side 296) På denne baggrund står Egil frem i sin rette skikkelse. I en verden hvor alt er hamingja, og hamingja er sammenhængen i alt, får hans ord deres rette voldsomhed og deres rette vemod. Ikke for intet falder ordet titanisk os i munden ved hans udfordring til de himmelske magter: titanisk trods er vort højeste udtryk for menneskets afmagt, titan er den der har opgivet at bevæge verden, og med vilje sprænger sig for at demonstrere at vore pander kun er til for at knuses mod det stærkere. Skarpere kan modsætningen mellem vor kultur og hin ikke komme til orde, end den gør når vi jævnstiller det moderne menneske, der står uden for, er sat uden for verden som ener mod det uendelige, med en Egil, der står som repræsentant for en kosmos der er rullet op på mennesket som kærne. Det er ikke titanfortrædelighed, ikke trods, ikke storhedsvanvid som beånder Egil, men den simple virkelighed at hamingja er sol, er måne, er verden, og at hamingjaen råder over sig selv, og står på lige mark når den udfordrer guder. Det er sandt at han, hvad hans vågne tanker angik, lå ud over den gamle kultur, og hans udråb bærer utvivlsomt mærke af åndens splidagtighed, men så længe det ny ikke er sunket dybt nok ned til at blive sjælens selv, er det den forbigangne kultur som undfanger tankerne, og nærer dem til det punkt hvor de træder ud i dagslyset. Der stryger en moderne stemning ind i hans fortvivlelse, ved at han ser guderne rykkede uden for hans nærmeste rækkevidde, i færd med at frigøre sig for afhængigheden af hamingjaen, på vej til at blive selvstændige personligheder med en egen vilje; men i samme øjeblik åndssamfundet synes at knytte sig mellem ham og os, skærer vemodens art det over: hans afmagt er dog den gamle, hamingjaens svaghed, den at slægtsælheden er bristet og med den styrken, at han har få bag sig, og det vil sige at han har få i sig. Det er ikke fordi de er guder og han menneske, at han fortvivler: var han blot nok, kunde han stå ved sit ord og tage holmgangen op.


Jellingbægerormen.png


Men når alt er hørt, og det spørgsmål: hvad er ætten? har fået sin besvarelse, åbnes pladsen for det næste: hvor er den? Sjælen er dette (side 297) og hint, ære og fred, men hvor langt går den? Hvilke mennesker hører med, og hvilke står udenfor?


Det er faldet i adskillige forskeres lod at bakse med dette problem under den ene eller den anden form, når de har haft deres gang i egne hvor befolkningen er marscheret op imod dem i klaner og stammer og slægter. Og tidt nok har de vel opgivet ævret for at slå sig til tåls med en definition som til nød rummede hovedmassen af fakta og lod resten om at skaffe sig husly selv. Der har de måske stået overfor en stamme, en klan eller hvad den nu passende kunde hedde, der ved blodets bånd og hævn var sammenkittet til en uopløselig helhed overfor omverdenen; og de lærde har med bestyrtelse set al denne uopløselige enhed indeholdt modsætninger, der bravt nok i indbyrdes fejde hjalp hinanden til at holde manddom og blodfølelse levende, når freden blev alt for knugende udenom.


Fakta vil vedblive at modsige hinanden, og problemet vil blive stående uanfægtet af alle løsninger, så længe vi – som de Nyeuropæere vi er – går ud fra at en solidarisk helhed skal kunne omsættes i et fast tal, og tager for givet at slægten må kunne omskrives ved en optælling af slægtled.


Det primitive samfunds hemmelighed må søges, ikke i ydre former, men i ætfølelsens styrke. Den ene og uforanderlige virkelighed er fred og solidaritet. Den helhed som ætten udgør er absolut, men omskiftelig. Det forholder sig ikke anderledes med sjælen end med jorden og alt hvad derpå er, snart vider den sig ud til at omfatte det meste inden for horisonten, snart springer den over og lader en lille kreds mennesker løbe en selvstændig bane gennem den øvrige verden. Sjælen bestemmes af stundens krav, den er øjeblikket og dets fylde. En skare mænd vil i det ene øjeblik handle som homogen æt for i det næste at splittes i to, men i princip og i virkemåde er enhjærtetheden den samme når de besvogrede står under eet skjold, som når svogerkredsen løsnes og ordner sig til to fjendtlige skarer. Hemmeligheden i grundlovenes kraft er ikke den at de fordrer så og så mange mennesker for at virke – de har altid deres spændkraft, og virker samlende så langt stunden giver dem spillerum.


Det er da ikke sjælens konstruktion der skiller mellem dem og os, kun måden, kun spændingen i de forskellige led. Også vi går over mange akser, men aldrig over nogen med den intensitet som vore forfædre gjorde; til gengæld er skiftningerne aldrig så bratte – skønt de kan være bratte nok – og ringene vel også langt talrigere. Det moderne menneske er den ene dag familiemedlem og næste dag borger i sit land; den ene time handler han som medlem af en korporation, i næste øjeblik som sit inderste jeg, som individ, og hans tanker og følelser skifter i styrke og indhold efter det hverv der tildeles dem. (side 298) Forskellen mellem moderne enkeltmennesker og primitive frændekredse ligger i ringenes karakter og i følelsens intensitet. I vort liv er enkeltpersonens ensomme jeg det stærkeste og mest levende af alle jeger, og alle de andre former for liv henter deres tankers kraft og deres følelsers styrke fra sjælens erfaringer når den er alene og kun optaget af sin personlige lykke. Den virkelig fromme er den som er uendelig bekymret for sin egen frelse og derigennem lærer at føle interesse for andre menneskers sjæle. I primitiv kultur går strømmen den modsatte vej. I hvert fald en af vore muligheder fattes de gamle, hos dem kan kredsen aldrig snævres ind til en enkeltsjæl, og den enkeltes mægtigste tilskyndelser skyder frem af det liv han har fælles med sine brødre. Venskabsfølelsen kan i os være stærk og opmuntrende, men den er for vag til at kræve bestemte former og for uartikuleret til at kunne skabe sociale institutioner; hos det primitive menneske er samfølelsen så overvældende og så fundamental at den bestemmer alle samfundets former uden undtagelse, og livet inden for de forskellige kredse er så intenst at det må virkeliggøre sig i ydre former og love.


Men hvor lille kunde kredsen da være og hvad er dens yderste mulighed? Hvad kan der rummes i ætten, og hvad er på forhånd udelukket?




»...åndsfrænderne forenes ikke i et skema, men i en fælles fornæmmelse af
hvad der er inden for typen, og hvad der ligger udenfor...«




Hvis problemet efter den gode, gamle form for kulturelle spekulationer rettes hen imod en type, der skal forklare formernes mangfoldighed som variationer, er og bliver det uløseligt. Den megen jagen efter »grundformer«, der skal fungere som generalnævnere, har sløvet manges øjne for det der egentlig er det samlende princip i enhver kultur: spillerummet; åndsfrænderne forenes ikke i et skema, men i en fælles fornæmmelse af hvad der er inden for typen, og hvad der ligger udenfor, og følgelig er kulturfremmed og kulturfjendsk.


Hvis vi holder øje med navnenes genopdukken rundt om i ætterne, kan vi danne os en forestilling om hvor langt mulighederne for slægtskab gik, fordi en æt ikke kunde tilegne sig et navn uden at eje den ret som åndeligt forbund giver. I navnegivningens vaner sådan som de udformede sig her i Skandinavien under den senere epoke, har vi et udtryk for sjælens spænstighed. Det ses på opkaldelsen, at til sjælen hørte først og fremmest blodfrænderne i lige opstigende linje. Hyppig oprejses bedstefader og oldefader i den lille, når de er døde inden slægtsøgningen, og bedstefaders brødre og faders brødre deler ligeligt den lykke at blive kaldt frem til solen igen, så snart de er gået bort. Dernæst inddrages ivrigt svogrenes lykke i ætten: barnet får navn efter morbroder, morfader, eller fjærnere slægtninge af moderen; men opkaldelsen er ikke begrænset (side 299) til en sådan nedleden af navnekraft gennem moderens person. Alt hvad svogrene er og har ligger åbent for ætten. Ofte nok kommer brudens eller brudgommens unge søskende til at stå som levende vidner om det brudekøb der har fundet sted mellem slægterne, – man giftede sig ofte tidlig, og man avlede ofte børn højt op i alderen den gang. Og endnu mere fremtrædende er tilbøjeligheden til at trække på mennesker som vi vilde kalde svogres svogre, måske endda svogre i tredie og fjerde led.


På flere af disse punkter danner Vatsdølefamilien en samlet illustration, udfyldt som den bliver ved slægtsoverleveringer, der, ligegyldigt om de er historiske i vor snævre forståelse af ordet eller ikke, viser hvad de mennesker tænkte om deres egne navne. Den første af slægten der står frem i historiens fulde lys er Nordmanden Torsten, der i følge slægtstraditionen vandt sig en hustru af det gotlandske kongehus. Da Torsten fik sin søn, vilde han at barnet skulde nagle den gøtske høvdingesælhed til familien, og han kaldte ham Ingemund efter hans morfar, og dette navn, som afgjort ikke er norsk, men har gotlandsk klang, er et vidnesbyrd om at slægtssagnet i sin grund er sandhed. Ingemund »mindedes« i sine børn først sin egen fader, Torsten, dernæst sin morbroder, Jøkul, ham som Torsten havde lovet nyt liv for det liv han berøvede ham ude i vildskoven; og i datteren Tordis fejrede han sin egen moder, den gamle Gøtlandsjarls datter. Med sønnen Torir beseglede han sit eget svogerskab med de anseelige Mørejarler – Torir Tavse var hans svigerfader, og ved sine andre børn greb han vidt ud i fjærnere svogerkredse. For det første var han gennem en islandsk gren af Mørejarlerne i slægt med Tord Illuge, og da han fik en uægte søn, kaldte han ham Smed efter Tords søn, Eyvind Smed; men Tord Illuge hørte atter til den vidtforgrenede æt der satte en stolthed i at føre sig op til Bjørn Bune, en af de norske småkonger, og da Ingemund fik en datter til, mindedes han en Jorun der i slægten. Endelig er hans søn Høgne et vidnesbyrd om, at han i sig følte Bjørn Buneætlingenes svogerskab med den slægt der nedledte sig fra Høgne Hvide, som i tiden umiddelbart før Islands bebyggelse var en fremtrædende skikkelse indenfor efterkommere af den berømte hordelandske kongeslægt, af hvis sagnrigdom vi finder en efterklang i Hálfs saga; slægtens islandske repræsentant var Atle Røde. Således samlede Vatsdøleslægten sig lykke og hamingja ad mange veje.


Men kredsen er ikke sluttet med det fædrene og det mødrene. Også stedfaderens familie kan indeholde et lykkefond som man gærne holder åbent for sig; på en sådan vane beror det, at Erling Skjalgssøn, der var gift med en datter af Astrid og Tryggve, opkalder en søn efter Astrids senere mand, Lodin. Måske står Erlings datter (side 300) Geirtrud i forbindelse med den Geira som Olav Tryggvesøn skal have været gift med i Venden. – Geirtrud synes at være uden præcedens i Norden. Lige så vel kan tidligere ægteskaber have lagt grunden til en ære som man ønskede at bevare for sig og sine, – et tegn for den der ikke lader sig nøje med den viden, at skilsmisse var en let sag, men altid forlanger at se de enkelte fænomener på en baggrund. Når sagaens Halfred tog sig en svensk hustru og opkaldte deres søn efter hendes forrige husbond, som lidt ubekvemt for Halfred var omkommen i hans rejseselskab, da var det ikke fordi det angrede ham at så megen svensk manddom skulde lægges øde; han handlede ganske simpelt sådan som forfædrene havde lagt til rette for ham, og han, sjælesplidens talsmand blandt digterne, illustrerer mekanisk tilbøjeligheder som havde været levende inden for den gamle sæd. Der er intet påfaldende i at Glums datter, Torlaug, mindedes sin afdøde mand i sit senere ægteskab, og fornyede hans sære navn, Eldjarn, i sin søn.


Utvivlsomt vilde navnegivningen røbe endnu flere muligheder for sjælens sunde grådighed, om vort materiale var større, eller i hvert fald på flere punkter tillod os at knytte forbindelse mellem de tørre navneregistre og bærernes historie. Man tør anse det for givet, at både adoption og barnefostring har sat spor i slægtsrækkerne, men uomtvistelige exempler lader sig næppe fremføre.


Så langt disse muligheder går, så langt findes der frænder, og i samme øjeblik ordet udtales over dem, går de ind i en sluttet skare, i hvilken der ikke tælles efter det nærmere og det fjærnere. For domstolen gjaldt den enkeltes ed kun for så vidt den i sig rummede en hel æts vilje, og regelmæssig måtte den derfor bæres af en kreds »mededsmænd«, der bandt deres overbevisning til det hovedsværgeren slog fast. Her kan loven roligt nøjes med at forlange så og så mange mænd »af hans køn«, eller af hans frænder, og stole på at livet i hvert enkelt tilfælde på forhånd har afgjort hvem der går ind under en sådan benævnelse, og at der under frændenavnet altid sidder en mand som kan fylde sin plads i edskæden.


På disse frænders virken indadtil mærkes det snart at de ikke er en løs trop, der holdes sammen ved en vag følelse af modsætning til alle andre. Den enhed de danner har praktisk fasthed nok til at udføre en social organismes funktioner. Når det gælder at lægge livet til rette for en umyndig, eller at bortfæste en frænke, da står en af ætten frem som ansvarets bærer, den »naturlige« værge, eller hvis han falder fra, da den nærmeste i slægt – søn efter fader, dernæst broder, og således videre udad, hvordan nu reglerne lyder. Men bag den enkelte skimtes de fleste steder tydeligt en mandskreds, og bestandig ser vi i lovens antydninger frænderne træde ud (side 301) af halvdunklet, og vise sig ikke blot som interesserede ved alle vigtige foretagender, men også som dem der fordrer deres deltagelse agtet. De har »råd«, og råd betød i gammelt sprog noget såre aktivt. Når det antydes at myndlingen kan søge ly hos frænderne mod overgreb fra værgens side, eller at ætten kan gribe ind mod den der viser sig at hærje i stedet for at værge, da er denne nødhjælp at forstå som eftervirkning af en tilstand hvor den enkelte, også den der rådede i kraft af sin faderlighed, kun handlede som indbegrebet af en hamingja. Angelsachserne udtrykker hele virkeligheden når de ved trolovelse fremstiller brudens og brudgommens frænder som forhandlende med hinanden, og lovende med een mund hvad loves skal, medens den enkelte i hvem handlingen koncentreres, siges at råde for partiet.




»Søn! kan faderen sige, men nok så ofte indvarsles hans formaning
eller opmuntring og ros med det inderlige: frænde!« 




Det vilde være overdreven samvittighedsfuldhed, om vi nu satte os ned for ret at udpønske hvor mange af disse onkler og svogre der kan tænkes at have haft den rette kapacitet. Der krævedes en fast definition, som satte alle uvedkommende på døren, og den fandtes: livets afgørelse falder netop i navnet »frænder«. På nordisk, hvor sproget endnu var det fødte udtryk for kulturens oplevelser, findes der jo intet navn der således kan bruges til at underlægge ordene fredens stolthed eller fredens myndighed i samtale mellem de allernærmeste, som netop dette »frænde«, der føjer alle ind i samme forbund; »søn!« kan faderen sige, men nok så ofte indvarsles hans formaning eller opmuntring og ros med det inderlige: »frænde«. »Torsten, frænde, gå med dine brødre, du har altid forstået hvor læmpe var bedst,« siger Ingemund til sin søn, da Jøkul farer ud ad døren med alt andet end læmpelige forsætter.


Og nu i den sag der satte ættens sjæl i stærkest bevægelse, sagen om fald og oprejsning, – dér støbes helheden sammen så langt freden endnu har mindste hold over sindene. I de islandske hverdagsskildringer virker endnu den levende følelse for vore øjne; den enkelte føler kaldet til at gribe et gunstigt øjeblik i flugten, uden at han falder på at spilde tid med beregninger af led og nærhed. Hist og her tales om slægtsråd, hvor en hævnleder iklædes hele ættens samvilje som en fuldmagt til at tage ansvaret for god udgang; og hvad enten nu en sådan skik i tidlig tid har været gennemgængs, eller den blot er en form blandt andre, udspringer den direkte af slægtsfølelsens grund. På den anden side faldt udvælgelsen altid i sunde forhold på den der af fødsel var nærmest til retten og pligten, den der stod i forhold til den dræbte som søn til fader, som fader til søn eller som broder til broder. Frændernes ansvar tynger ind imod det midtpunkt hvor den faldne ligger. Så vanskelig en sag det kan være at forene en fælles, ubetinget skyldighed med forrang i ansvar (side 302) hos en enkelt eller nogle enkelte, når man betragter verden ud fra individualismens punkt eller fra kommunismens cirkel: for den der lever sit liv i en hamingja og i sociale forhold der er udformede under dens kraft, falder de to kendsgerninger godt i tråd med hinanden.


Utvivlsomt må den gammeldags indretning af mandeboden være den bedste vejledning til at forstå de gamles selverkendelse; bestemmelserne om dens udredning og modtagelse må vel indeholde det troeste spejlbillede af ættefølelsens struktur.




»Utvivlsomt må den gammeldags indretning af mandeboden være
den bedste vejledning til at forstå de gamles selverkendelse; bestemmelserne om
dens udredning og modtagelse må vel indeholde det troeste spejlbillede af ættefølelsens struktur.« 




I Norge bestod drabsbodens hoveddel af tre »ringe«. Den første ring udrededes af drabsmanden til den dræbtes allernærmeste: søn og fader; den anden hed broderring, med den bødedes krænkelsen hos den slagnes broder, og tilvejebringelsen var også en brodersag i angriberens kreds; i den tredie bødede de to fætterkredse, farbrodersønnerne, til hinanden. Udtrykkene viser endnu tilbage til en tid da ringe var den gængse form for værdier. Mangel på repræsentanter for den ene eller den anden gruppe gjorde intet skår i boden: retten til at modtage og pligten til at yde gik da over på en af de andre, således at i nødsfald drabsmanden selv bødede alle tre ringe, og arvingen fik hele boden. Imidlertid var udredelsen af de tre ringe ikke nok til at løse drabsmanden og hans nærfrænder ud af deres forpligtelse; foran dem stod endnu tre klasser af frænder, der hver for sig fordrede en bod for den tabte frænde; fra leddene oven over fætrene og neden under brødrene – farbroder og brodersønnner – tyndes de ud gennem morbroder og søstersønner til fjærnere slægtninge på fædrene og mødrene side. Og når alle disse har taget den større eller mindre bøde som tilkommer dem fra ringmændene, har de endnu i vente nogle gaver fra de tilsvarende kredse i krænkerens æt. Først når hele dette netværk af bøder er trukket gennem ætterne, tilsiger man hinanden freden.


I Danmark står drabsmanden og den dræbtes søn ansigt til ansigt, med deres fædrene og mødrene frænder som en sluttet skare på højre og venstre side. Boden er delt i tre lige store dele, og af dem betaler dræberen selv, eller for ham hans nærmeste, den ene lod; de to andre går fra og til ættens tvende sider, og på frændestævne fordeles forpligtelserne i mindre og mindre krav, alt efter som slægtskabet ebber længere og længere ud. De to sider svarer hver for sig; så længe der på den anden side er en eneste mand tilbage, kan man på denne side stå på: vi vort og du dit; men er grenen helt visnet, må de andre bære dobbelt byrde. Og sker det, siger Eriks lov med trygt, gammelt tonefald, at der ingen frænde er på mødrene side, og den der er avlet af den dræbte er af trællebyrd eller er udenlands, så at ingen kender hans æt, og har så fædrene frænder (side 303) taget en lod, og en til, da må deres frænde ikke være ubødet hvis han var fri mand, til fulde skal han bødes, – og fædrene frænder tager alle bøder. På det endelige fredsmøde, da drabsmanden udbetalte den samlede bødesum i nærværelse af sine frænder og af den dræbtes æt, tilsvor hovedmanden med tolv af sin slægt hel fred og tryghed.


Frankernes mandebodssystem kender vi desværre alt for lidt til. Hvad man gjorde når alt gik som det skulde, det vidste man godt nok, men hvorledes den stakkel skulde bære sig ad som intet havde at betale med, det trængte man til at skrive op, – og det er vor hele viden. Vi står da som de der tilfældigvis er blevet tilskuere ved en handling der er anlagt på yderste nødsfald, og som fra det de ser stå på spil og fra de handlendes yderste forsøg på at redde, skal drage deres egne slutninger om livets jævnere gang. Lovparagraffen sætter os midt ind i en scene hvor en drabsmand har opbudt al sin ejendom, uden at kunne fylde drabsboden; han går da højtideligt i sine frænders nærværelse ind i sit hus, tager der en håndfuld jord og kaster på sin nærmeste slægtning, for således at vælte ansvaret fra sig over på en der kan bære det, inden han tager staven i hånd og springer over gærdet, så at alle ser hans blottethed. Hvis fader og brødre allerede har tilskudt hvad de kunde – og det synes loven at ville forudsætte om dem – rammer mulden den næste frænde uden for deres kreds, og sådan kan den komme til at gå gennem rækken: tre fædrene og tre mødrene frænder, hver for sig naturligvis repræsentanter for et slægtskuld. Hvis de alle har måttet lade det tilkastede ligge, skal drabsmanden bydes frem på tinge, for at den eller de der føler forpligtelse mod ham, kan træde ind, og først når han tre gange har fremstillet sig under tingets tavshed, står han til svars med livet som en der ikke satte bøde for sig.


Der står vi, og grunder. Eftersom de gamle Franker ikke spillede for os, men handlede for deres eget stakkels selv, har de ladet meget stå dunkelt hen uden så meget som et lille oplysende afsides til bedste for tilskueren. Om det forudsættes af denne paragraf at drabsmanden betalte hele bøden, eller om det er sin egen ring han manglede midler til at bringe i stand og måtte skyde over på frænderne – deri kan tilskuerne, om de vil, finde stof til at disputere om resten af deres levetid. Og dog, skulde man for alvor nære nogen tvivl om, hvorvidt lovens »nærmeste« her er frænder og fredsforbundne med germansk frændevilje, så bliver der sagt os et sted med rene ord, at drabsboden deles i to lige store dele, at den ene går til sønnen, den anden til frænderne, at disse frænder repræsenteres af tre på hver side, fædrene og mødrene, og at de tre deler deres tilfaldende med aftagende lodder, efter som de står den dræbte fjærnere. Og så ved (side 304) man vel så meget, at en frænde ingen rettigheder har uden han har pligter – eller har haft dem.


Mellem Nordmanden der sidder med sine frænder og regner reguladetri i brøkdele af ringe og brøkdele af frændskab, og Frankeren der gør sit sidste spring over tærskelen ud af hus og hjem i sin bare skjorte, er der mere end en omstændigheds forskel. Men de nationale ejendommeligheder kan ikke skjule dyb enighed i det væsentlige. Og først er det vel samansvarligheden som trænger sig på tilskueren. Nordmændenes bodsgeometri kan betyde skarpe hoveder – den betyder i hvert fald tillige stærke behov til at se og fornæmme æthele i forhold til æthele; på alle optænkelige måder krydses leddene sammen i bod og genbod, klasse mod klasse og mand mod mand. Frænderne er delte i grupper, og forpligtelsen rammer efter klasse, men over al inddeling står det fælles ansvar. Boden skal skaffes til veje, og svigter den ene side, da må de andre træde ind i den tomme plads; mangler der et led i slægtskæden, da falder byrden over på naboleddene; hele tyngden kan rulle over på frænderne, hvis drabsmanden selv har forfald, og den kan falde fra en tom frændeplads tilbage på drabsmanden selv. Og som en enkelt side ofte må yde et meroffer, sådan skal de også som modtagere have en ledig bødedel, ti hovedsagen er at den faldne frænde bliver fuldelig og rettelig bødet som Eriks lov fremhæver. Værd at lægge mærke til er Gutalags anvisning på den ære som drabsmandens frænder er den dræbte skyldig. På Gotland havde folk i kristen tid indrettet tre kirker til fristeder, og »hvis det sker at djævelen er på færde og en mand dræber en anden, skal drabsmanden fly med fader, søn og broder og søge tilflugt i kirken, men hvis de ikke er til, da må nestu niþiar træde ind som deltager i hans flugt«. Alle må de bære hævnen så længe ikke enhver skyld er udslettet, det er en grundsætning der røber sin styrke ved at tvinge verden til at modsige sig.


Først på baggrund af denne elastiske enhed kommer de juridiske fikseringer som findes hist og her, til deres ret. Man trængte ofte, i hvert fald i senere tider, til en bestemmelse af hvor frændskabet kunde gøre holdt, lige så vel som til en grænse, inden for hvilken man var sikker på at træffe ansvarlige mænd. Når man så opstillede tre fædrene og tre mødrene frænder som den faste stok i modsætning til den frivillige, hvem hjærtet drev til at mælde sig på tinge og betale den bod som freden inden i ham nødte ham for, eller man fastsatte tredie knæ eller syvende mand som yderpunkt, traf man naturligvis sin afgørelse således som livet lagde den til rette for en: man slog ned på det sted hvor frændskabet sædvanligvis ebbede ud, eller hvor det gled over i den videre personlighed, der kun føltes med under et større pres fra omverdenen. Måske er det (side 305) heller ikke uden interesse at nævne den danske, vage udtryksmåde: så siger man at den mindste lod ikke skal være mindre end en ørtug – bidraget halveres led for led efter slægtsfjernheden, og når lodden er gået så langt ned, gøres der ganske simpelt holdt; – spørgsmålet om frændskabets grænser er løst automatisk ved et genialt påfund. En konturagtig opridsning af det faktiske, andet kan lovene ikke blive; og meget som i virkeligheden satte et mere end overfladisk præg på samfundslivet, kommer med nød og næppe til orde i deres gennemsnitsskema. Ved et tilfælde har Langobarderediktet fået fostbrødrene med blandt de edsberettigede, det står vel i et eller andet forhold til ættens opløsning hos Langobarderne; sandsynligvis får venskabssolidariteten så fremtrædende en plads for at bøde derpå; men hvis det skulde vise sig at det er bestemte historiske konstellationer som har gjort lovgiverne opmærksomme på fostbrødrenes mededskraft, får bestemmelsen ikke mindre vægt som vidne om stalbrødrenes inderlige sammenhæng med ætten i tidligere tider. Fra Island ved vi at fostbrødrenes hjælp påkaldtes i hævnsager, og det er da i gammel ånd, at der i følge visse norske systemer tilsikres dem en ret til at tage bod. Når det i kristen tid – i det mindste i England – faldt naturligt at unde en gudfader bod for hans gudbarn, har det vel dybere forudsætninger end den at kirken annekterede fredsfølelsen for sit helgede forhold; naturligheden var vel begrundet i at en slig tilnærmelse mellem to mennesker måtte gøre dem interesserede i hinandens liv og død. I virkeligheden var grænsen alt for individuelt skiftende til at nogen lovbestemmelse kunde give sig i lag med den uden at opløse sig selv.


Men midt i den store ring bliver vi snart opmærksomme på en mindre gruppe mennesker, som stedse ses i travlere røre end omgivelserne: på den ene side drabsmanden og hans hus, på den anden side arvingerne. Selv om naturligvis den næste frænde udenfor må indtræde i drabsmandens plads og »tage ved hans økse«, hvis han selv, hans fader og hans brødre falder fra, kan den stedfortrædende pligt ikke udviske billedet af en mindre hamingja, som frænden først og fremmest føler som sin sjæl, den han dagligdags lever i og røres i og er. I denne sjælskærne indbefattes de som vi vilde kalde de nærmeste, men heller ikke denne inderste kreds har været den samme til alle tider og på alle steder. På dette punkt kan reglerne for drabsboden ikke give mere end et groft billede, der forkorter virkeligheden stærkt, og den eneste måde at bruge lovene psykologisk er at lægge hovedvægten på uoverensstemmelserne. I Danmark, og ligeledes i de sydlige lande, så vidt vi kan dømme efter de knappe antydninger, er det en familieagtig gruppe, fader, søn og broder, som står i midten; på norsk grund ser det snarere ud som om sjælen (side 306) strækker sig på tværs gennem ætten: det stærkeste lys falder på søn, broder og fætter. Frostatings lovmænd tager endogså farbroder og brodersøn med fætter og fætters søn ind i det snævreste samfund, og rækker således hånden til Angelsachserne, der i hvert fald anså farbroderen for en hovedpille i familien. Atter kan det ske, at fader og søn til en vis grad trænger broderen i skygge, og andensteds står broderen frem som en særlig nær frænde, der ansvarer for den betydningsfulde anden ring.


I den snævre kreds synes man at måtte spore virkningen af det daglige samliv i dampen fra den fælles gryde og røgen fra den fælles arne. Det vilde da give en smuk teori, om storslægten repræsenterede den klynge huse der satte ryggene op ad hverandre til godt stade mod al uro i luften. Men ingensteds blandt Germaner findes et system af slig storrudet simpelhed. Fællerne fandt hinanden i slaget og ordnede sig efter æt og frændskab, siges der, og hvem tror ikke det? Og at »kønnet« nogenlunde holdt sammen lokalt, også i hine rastløse tider, da folket mere skvulpede frem og tilbage i landet end sad fast klump ved klump hver på sin tue, er også mere end rimeligt; Cæsar fortæller jo om Sueverne, at de skiftede agre fra år til år, og deres øvrigheder tildelte stammer og slægter deres årlige lod alt efter egen højere visdom. Ingen der kan tænke sig ind i Cæsars stilling, når han stod og så på disse menneskeskarer, vil dog falde på at tage ordene som sætninger der var grundede på resultater som han havde nået ved en undersøgelse af familieforholdet inden for de enkelte grupper, eller vove af sådanne alment gældende ord at slutte at de lokale linjer på noget sted er faldet nøjagtigt sammen med slægtsfigurerne.


Sjælens struktur måtte have sin genpart i den sociale orden. Der er ingen tvivl om at ætsammenholdet i det store og hele forudsatte naboføling som det normale – ti »normalt« betyder at en vis tilstand ikke er grund, men resultat af samvirkende faktorer, og det normale taber ikke sin værdighed ved at det netop tjener til at holde undtagelserne i live og til at give fasthed til deres krydsning. Til visse var også samlivet i huset under opvæksten en af de samvirkende faktorer, og det en af de meget mægtige; men den forslår ikke til at forklare sjælsenheden mellem frænderne. Der var i freden et åndeligt element, bevidstheden om at have arvet samme arv, og jo nærmere lykkefælliget kommer til at være enhed i mål og virke, des mere er frændskab en daglig fornæmmelse. Når vennerne går op i hinanden, og bevidst i hinandens nærværelse vier sig selv til alle de uberegnelige konsekvenser der følger med at være eet liv og een sjæl, kan de ikke besegle sig selv fuldkomnere end ved at gribe til det gamle, trygge ord: hævne og handle som var det søn eller broder, (side 307) hvor tanken på moderbryst og faderknæ er umiskendeligt til stede. Men hvis et trofast par taler om at de har delt alt, bittert og sødt, som var de fødte af to brødre, er ordene gennembævede af en oplevelse der ikke nødvendigvis falder sammen med fornæmmelsen ved at være opfødt sammen, – og det er denne art horisontfællig der stiller fætrene på deres fremskudte plads i den norske mandebodsordning.


Så tør vi gå et skridt til, og sige at det inderste livssamfund ikke var indskrænket til afstamning fra fælles fader og farfader. Så vist som vi ud fra liv og love ikke kan hente nogen berettigelse til at sætte de mødrene frænder som klasse ned i et underordnet plan, så sikkert er det, at nogle af moderens slægtninge, især vel hendes brødre, men også hendes fader og hendes broder- og søstersønner, har været med til at udgøre en hjærtering i ætten. Det må vi vide, om vi så blot har læst i de islandske hverdagshistorier, hvor umiddelbart påkaldelsen går i nød til moderens nærmeste, og hvor redebon de mælder sig så snart behov gøres. Det siger sagn efter sagn på germansk grund, når det f. ex. sender helten til morbroderen efter gode råd, eller når det lader hævn over morfader være hans konstituerende livsopgave. Det antyder ordsprog som dette, at sine morbrødre ligner man mest, og det har allerede Tacitus forstået, siden han må indflætte den bemærkning, at der består en særlig varm hengivenhed mellem onkler og søstersønner.


Jellingbægerormen.png


De norske slægtskabstavler er indviklede nok til at fremkalde en let karusselfornæmmelse i et moderne hoved, som ikke er vant til at drive familieskabets matematik ud over regnestykker med to eller tre faktorer. Hvilken lise da at kunne slå sig til ro hos Nordmændenes mindre skarpsindige brødre, og tænke at forkunstlede systemer må bunde i forkunstlede former. Men simpelhed – det vil sige bekvemhed for det mønster vore hjærner er byggede i – er nu desværre ikke noget usvigeligt kriterium på ælde; sæt der bag de tilsyneladende så enfoldige former skjuler sig samme livets mangfoldighed som trykkede Nordmandens rutinerede hjærne, og ikke lod hans tanke ro før han havde fået den behørigt systematiseret. Der kommer også komplikationer til verden, når en sammensat følelse, der i praksis altid går sikkert, skal udregne alle sine instinktbevægelser i tal, og stræver med sig selv til den står måbende overfor sin egen uudgrundelighed, og måske ender med en opgivende appel til den individuelle stedsans – altså netop til det gamle og fortrolige. Norskeloven lægger et sted arbejdet ned med et suk: for resten må enhver selv se at finde ud af det, »så mangelunde skikker sig slægt- (side 308) skab mellem mennesker, at ingen kan gøre skel for al arvegang, man må ordne en opkommende sag som det synes rettest efter dens art«.




»De norske slægtskabstavler er indviklede nok til at fremkalde
en let karusselfornæmmelse i et moderne hoved, som ikke er vant til at drive
familieskabets matematik ud over regnestykker med to eller tre faktorer.« 




Man bør betænke sig tre gange, inden man beskylder en mand der ender med at beråbe sig på livet, for innovationstilbøjeligheder.


De velgennemtænkte paragraffer i Gulatingsloven giver ikke det germanske system – blandt andet fordi det ikke existerer. Deres værdi for germansk kulturhistorie beror på at de udtrykker een form for ætfølelsen, og det, som vi ved fra literaturen, en form der længe bevarede sin gamle adel og sin styrke. Naturligvis kan Nordmanden kun udtale hvad han selv har oplevelse til, og hans oplevelse tilhører den tid han står i, ikke en forhistorisk periode. Der behøves intet overnaturligt skarpsind til at udfinde, at hans slægtskabsberegninger røber træk som ikke vilde passe i noget andet fysiognomi end hans eget. Utvivlsomt kan også nogle af disse træk kendes som moderne, i den forstand at de ikke ret passer til en Germaners væsen. Men en kritisk udsondring lader sig ikke gennemføre ved simpel subtraktion, ti så dødt arbejder ikke en levende tanke med et levende stof, at den blot skubber det gamle lidt sammen og hægter lidt ny annekser på.


Der har nu loven gjort frænderne op i sine tre grupper hovedringsmænd og sine tre klasser videre frænder, opnamsmænd: for det første sådanne som farbror, brodersøn, morfar, dattersøn; for det andet broderdattersøn, morbror, søstersøn og fætter gennem faster og morbror; endelig for det tredie mosters søn, fætters søn, fars fætter, mors morbror og søsters dattersøn; men, tilføjer den, foruden disse er der »sagøgerne«, og så opregner den søn og broder hvis moder var trællefødt, samt sammødre broder. Og atter følger som en anden gruppe de mænd der hænger ved ætten gennem svogerskab: den nærmåg som har en mands datter, den der har hans søster, fremdeles stedfader og stedsøn, stalbroder og fosterbroder. Uden al tvivl var disse mænd fra gammel tid dybt interesserede i hævn og bod, og sandsynligt er det at deres krav udgjorde et hele for sig, en ring. Selv om vi nu kunde slutte med matematisk sikkerhed, at et navn der bekender sig selv som øgning må være ny klud på gammelt klædebon, har vi ingen garanti for at de der fylder det ny sæde er unge fordringshavere, end mindre at det gruppeagtige i anordningen er et tilfældigt udslag af agglutination.


Det moderne må søges på mere åndelig vis. Form skrider frem af form gennem en gradevis forskydning af trykket, – når da ikke kulturen på een gang møder sin skæbne i skikkelse af en determineret modstander, så at den tvinges gennem en akut krise. Det nytter intet at pege på en enkelt person og sige: han dér forstyrrer den germanske (side 307) ligevægt i ætten, ti vi kan ikke begrunde udelukkelsen af en eneste, vi kan ikke påkalde den øverste domstol, freden, mod en eneste af dem der indesluttes i boden. Moderniseringen ligger først og fremmest i den symmetriske udfolden af leddene: farfar fremkalder morfar, sønnedattersøn fremkalder dattersønnesøn, som lyden kalder ekkoet. Praktisk kan resultatet udtrykkes således, at frændskabet – efter al sandsynlighed da – er udvidet på mødrene side; dybere set består forandringen i at de mødrene frænder er gået over fra at være en gruppe umiddelbare fredfæller til at blive et skemabetinget modbillede af fadersiden.


Skal vi så have nogen ret til at råbe dekadent efter Gulatingsloven, må vi først have forvisset os om at dens forskydning har sprængt den gamle sjælestruktur, og har skabt et system der fornægter ætfølelsen lige så meget som den bejaer en moderne slægtsbevidsthed. Men bodregulativets opgave er jo netop den, at få alle disse mennesker anbragt i kategorier som går på tværs af beregning efter linjer og grader. De gennes sammen: farbror, brodersøn, dattersøn, morfar for sig, morbror, broderdattersøn, søstersøn for sig – i grupper der visselig ikke kan være opfundne for at skemaføre slægtsnærhed. Til grund for det gruppevise ligger sikkert et princip der har brede forudsætninger i Germanernes måde at tænke på.




»Det siger sig selv at en så fintmærkende organisme, så koncentrisk i sin
kraft og så øjeblikssmidig i sin form, meget dårligt lader sig tryllebinde i et system. « 




Det siger sig selv at en så fintmærkende organisme, så koncentrisk i sin kraft og så øjeblikssmidig i sin form, meget dårligt lader sig tryllebinde i et system. Alle de tilbøjeligheder som fulgte med at være frænder og at have med frænder at gøre, var ikke jura, og det ses noksom på lovene hvor hårdt det holdt at få dem sat om til et N. N., i hvilket Per lige så godt som Povl kunde finde sit udtrykte billede. Men over den vanskelighed som bestod i at et juridisk skema skulde passes til på liv, stod stoffets genstridighed mod den form der nu gjorde krav på at blive anvendt. Vore forfædre blev vakte til selvbevidsthed ved sammenstød med verdenserfarne civilisationer, og blev ledede ind på selvopgør under indflydelse af færdige modeller, og det har bevirket at deres erfaringer er kommet til kort i udtrykket. De har aldrig fået udtalt deres forståelse af sammenhæng i det forbigangne, det som her oppe i Norden kaldes »megen forn viden«. Ved mødet med krønike og genealogi blev deres »historie« slået til jorden, og enten trampet ned eller rejst til live under ny skikkelse. Det fremmede syn lod historien vokse som løv på stamtræer; i menneskers forhold til hinanden kendte det kun formlen: fader avlede søn, og søn avlede sønnesøn, og efter det kom verden til at se ud som et mylder af spidse vinkler. Germaneren havde på forhånd ondt ved at ordne sig ind i dette netværk; men helt ubehjælpsom overfor en nødvendighed har han aldrig været. (side 310) Der hvor ætten bevarede sin kraft ned i tiden, lærte han at kløve slægten op og ned, i fars og bedstefars og oldefars linje, og at springe med sikkerhed mellem disse diger.


Det hurtigere pulsslag som fulgte med stærkere oplevelser, tillige med adskillelsen fra hjemmet gjorde visse grene af Germanerne fortrolige med den genealogiske kunst, og Islændingene uddannede sig endog til rene mestre i faget. Men dette mesterskab betegner netop et vendepunkt; det som ligger bagved og det som ligger foran, er to helt forskellige størrelser, hint »myte«, dette historie. På udflytterøen havde den jævneste bonde nøjagtig rede på sine nedarvede og indgiftede status fra landnamstiden af; medens de allerfærreste landnamsmænd kendte mere end deres farfar. Lige så klar historien bliver da Islændingene kommer til, lige så tåget er den i det tidsrum da de gode øboere endnu var Nordmænd. Næsten alt hvad der ligger forud for Harald Hårfagre er fra en genealogs standpunkt kaos, og selv i kongefamilien er Haralds fader historiens ende. Haralds samtidige, den mægtige Mørejarl, kan næppe siges at have mere end en bedstefader, og det samme gælder Hladejarlen Hakon, medens hans farligste modstander, Atle Jarl fra Gaular, er indskrevet i historien som sin faders søn. Den ætædleste af alle landnamsmænd, Geirmund, hvis forfædre var konger i fuld ret, måtte man lade gå over i historien blot som søn af Hjør. Alt bag disse to eller tre forhistoriske generationer er myte. Og mens Islands ætstolte bønder uddannede sig til Europas foregangsmænd i videnskabelig nøjeregnen, skete der hjemme i Norge ingen store forandringer i menneskers genealogiske sans: i det ellevte og tolvte århundrede ser vi fremragende slægter træde frem for historien på en mærkelig abrupt måde, uden fader- og moderrække.




»Det hurtigere pulsslag som fulgte med stærkere oplevelser, tillige
med adskillelsen fra hjemmet gjorde visse grene af Germanerne fortrolige
med den genealogiske kunst, og Islændingene uddannede sig endog til rene mestre i faget.« 




»En mand hed Finnvid den Fundne; han blev fundet i en ørnerede, svøbt i klæder af silke. Fra ham stammer den slægt der hedder Arnungerne. Hans søn var Torarin Bullibak, hans søn Arnvid, som var fader til jarl Arnmod. Han er Arnmødlingernes stamfader.« Det er en ganske simpel genealogi for norske stormænd fra det ellevte århundrede. Som regel fører genealogien gennem et par led til en høj, det gælder for exempel Bardi, en af småkongerne, der ligger begravet på Bardistad, eller Ketill, som er begravet på Vinreid. Ganske de samme ejendommeligheder møder os i de angelsachsiske genealogier for kongeslægterne i England.


Der voksede ikke med eet ny organer ud i Englændernes eller Islændingenes hjærne. De havde hjemmefra medført troskaben mod fortiden og trangen til stedse at holde den levende; de formede blot den gamle »tradition« om på nyt grundlag. Også tidligere havde man hæget om sin slægts historie, overleveret den fra led til led, men i (side 311) en form der stemmede med ens beskuelse af tiden som et plan og af sjælen som et altid nærværende. Inden for et sligt system har de rette op- og nedstigende linjer ingen plads, lige så lidt som nogen beregning af slægtskab efter disse linjers krydsning; de erstattes af plane figurer, grupper eller ringe. I midten står som ættens grundstamme, fra husfaderen beregnet, han selv (og hans hustru), hans fader og hans moder med deres næstefrænder og uden om dem de fjernere slægtskredse.


Man har tidt nok talt hånt om den parvenugrådighed der forleder islandske og norske familier til at gnubbe sig op ad mytiske eller halvhistoriske berømtheder; som om man dengang uden omsvøb tog en Ragnar Lodbrog eller en Sigurd Fafnesbane og stak ham ind i sit regiment af forfædre. Tænk blot på Are Frode; i slutningen af den bog som med rette har skaffet ham navnet historiens fader i Norden, regner han troskyldigt leddene fra Yngvefreyr gennem Ynglinger og vestfoldske konger, og sætter til punktum: »Torgils, min fader, og jeg hedder Are,« – han må da være manden med den svedne naivitet, der ikke forstår distinktionen mellem en god virkelighed og en god opfindelse. Og må vi ikke være skæbnen taknemmelige for bekendtskabet med hans forfædre – selv om det kun er gennem formodningen –, folk der kunde forelske sig i literære storheder og roligt sige: det var en fin familie, den tager jeg. Et interessant psykologisk tilfælde, disse forfædre, men desværre for fænomenet kunde enhver der tilskrev sig slægtskab med de store karyatider i Nordens fortid, bevise sin afstamning, ganske vist ikke ved at regne op led for led, men ad en vej der for ham var af samme fasthed, ved at dokumentere at hans lykke greb over i den han anmassede sig gennem sin ætberegning, og dette vil i gammel ånd sige, at han ikke kaldte andre sine forfædre end dem der var det.


Lykkeligvis er der bevaret os et genealogisk digt, som efter al rimelighed er bygget efter de gamle former i hvilke frænderne opfriskede deres dyrebare traditioner, eller indprentede dem i ungdommen. Hyndluljoð er tilvisse ikke, som det står, blot et familiebillede, det har været under en digters hænder der var velbevandret i vikingetidens digtersprog, og er af ham forskønnet med tilføjelser fra det mytologiske varelager. Men tilføjelserne berører kun digtets ramme, det egentlige er en norsk slægts ættraditioner, som de blev fremsagt i hallen på fædrenegården. Da sagde man omtrent som Vølven i Hyndluljoð siger det til den videbegærlige yngling: Du, Ottar er avlet af Instein, og Instein af Alf Gamle, Alf af Ulf, Ulf af Sæfari, Sæfari af Svan Røde; og din moder – en kvinde i ædle ætsmykker var det din fader tog, hun hed Hledis, hendes fader var Frode og moder Friaut, hele den æt regnedes blandt stormænd. Fordum levede (side 312) Ali, rigest blandt mænd, end før Halfdan, højest blandt Skjoldunger, alle véd at tale om de storslag som den herlige holdt; han forbandt sig med Eymund, højt æret af mænd, og han fældede Sigtryg med sval sværdæg; han hjemførte Almveig, højt æret blandt kvinder, de avlede sammen atten sønner. Derfra stammer Skjoldunger, derfra Skilfinger, fra dem Audlinger og Ynglinger, fra dem stolte bønder, fra dem høvdinger – alle de er din æt. Hildegunn var hendes moder, datter af Svava og Sækonung, alt er din æt. Mærk vel, der ligger magt på at du ved det. Og hør nu mere. Dag ægtede Tora, heltemoder, i den æt fostredes kæmper fremfor andre: Fradmar og Gyrd, og de tvende Freki, Amr, Jøsurmar og Alf Gamle. Mærk vel, der ligger magt på at du ved det. Deres ven hed Ketill, Klyps arving, han var din moders morfader. Der var Frode, før end Kari, og ældre end fødtes Alf. Dernæst Nanna, Nøkkvis datter, hendes søn var måg til din fader, det mågskab er gammelt; og endnu mere kan jeg optælle, både Brodd og Hørfi – de stod i Hrolf Gamles hird – det er alt din æt. Isolf og Asolf, Ølmods sønner, med moderen Skurhild, Skekkils datter; til mange mænd skal du regne dit frændskab op. Alt er din æt, Ottar Heimske.


Man har været tilbøjelig til at betragte Hyndluljoð som et slags pulterkammer, hvis vers er blevet brugt som hylder til at gemme forskellig slags viden på; man kendte jo fra andre Eddadigte disse godtfolk, som ikke kunde komme over et vers med et par dværge i, uden at gøre holdt så længe som det tog at tælle til navnene på alle de bitte grå man havde gjort bekendtskab med. Så har man villet udskyde verset om Ali, fordi Hildegunn ikke skulde kunne tåle så grum en adskillelse fra sin familie, og verset om Dag og Tora, fordi Ketill ikke skulde have lov til at hedde ven med vennerne, men kun med sin hustru – se, da havde man tillige en ægtemand til Hildegunn. Men især blev det galt når digteren fra disse, nogenlunde jordiske, storheder går på flugt ud over Bolm østpå, hvor Arngrims sønner fødtes, Angantyr og hans bersærkerbrødre, der for med fordærv over land og hav, som ild farer; og videre til de højder hvor Jørmunrek, Sigurd Fafnesbane, Gunnar og Høgne strider og dør, – her må da fantasi eller opfindelse være med i spillet. Imidlertid lader den talende sig ikke mærke med sin listighed, han – intet tyder på at en anden er indkommen i den oprindelige digters arbejde – han fortsætter som om hans tanker ikke er gået over stag: »De var alle fødte af Jørmunrek, måg af Sigurd som vog Fafner; han kom fra Vølsung, og Hjørdis – Sigurds moder – fra Hraudung, og Eylimi fra Audlinger, alt det er din æt. Gunnar og Høgne, Gjukes arvinger, og Gudrun deres søster ... alt det er din æt.« Der er intet som tvinger en æts sunde følelse af sin fortid til at gøre holdt overfor det højeste, (side 313) når den véd med sig selv at den har ret til det, og Ottars slægt kunde vel lige så godt som vestfoldske konger og Hladejarler vide sig i knytte med Skjoldunger og Ylfinger. Digteren bliver ved: Harald Hildetand avlet af Hrørek Sløngvanbaug, søn var han af Aud, Ivars datter, men Radbard var Randvers fader – man vidste at Aud også var gift med Radbard, som opad knyttede til Jørmunrek og nedad til Ragnar Lodbrog, ja af den æt var også både Hladejarler, sydnorske konger og islandske slægter. Derpå går digteren over til at opregne ættens guder.


Opregningen af Ottars forfædre er ikke bygget på avling og undfangelse. Digtet nævner en række hamingjaer som tilhørte Ottar og hans æt. I midten står Ottar, hans fader og hans moder med deres næste frænder, og uden om ham stiller sig en mangfoldighed af kredse som griber over i hinanden, somme beroende på avling, andre på giftermål, atter andre på fostbroderskab. Mellem disse ringe er der ingen rangsforskel, i den forstand at denne eller hin nød eneret til at udgøre forudsætningen for ættens tilværelse, dens fortid og dens forfædre.


Konstruere sammenhængen som den af sig selv faldt i lag for digtets ejer, kan vi ikke, men parallelle slægtstraditioner lader os ane at kæden ikke er bristet på noget punkt, og tillige hvor det er de underforståede led ligger; ti i følge Hervørs saga knyttes Harald Hildetand gennem en frænke, farmoderen Hild, til Angantyrs efterkommere, og ved Randver slutter ringen sig til Jørmunrek og Vølsungerne. Helt hjælpeløse står vi heller ikke overfor digtets hovedperson, Ottar Heimske; ti de ikke almindelige navne Klyp og Ølmod hører hjemme i den såkaldte Hørdekåreæt, den som på Island blev berømt ved lovgiveren Ulfljot, og som i Norges historie skrev sig ind som Erling Skjalgssøn på Sole.


Inden for disse ringe sker det at mændene er forbundne som fædre og sønner, men parallelt med disse antydninger står sætninger der blot udtaler at denne eller hin »var« eller »levede« i fordums tid, eller hævder at »det mågskab er gammelt«.


I det monumentale digt Ynglingatal har en af det niende århundredes modedigtere omsat en norsk fyrstes slægtsbevidsthed i en moderne stamtavles form; fra Røgnvald Heidumhærri i Vestfold regnes fornfædrene op i lige linje til guddommelige konger i Upsala, sådan at hvert led er begrundet i forgængerens faderskab. I hvert fald forstod eftertiden digtet på den måde, og vi har vel ikke nogen ret til at gøre Tjodolf mere gammeldags end de var der benyttede hans værk, selv om der ikke i versene findes nogen antydning af at den ene konge avlede den næste. Ynglingatal er sandsynligvis et kompromis mellem det gamle system og det ny. Denne måde at oversætte en gammel sandhed til moderne former på kan illustreres af de angelsachsiske (side 314) slægtsregistre, hvor den ene gruppe af forfædre er dynget trinvis oven på den anden. Den oprindelige ordning kommer undertiden frem, når slægtens grundlægger eller en gud mekanisk stilles midt i listen og gøres til søn af dødelige mennesker. I Ynglingatal lyser til trods for al den megen retten af i linjerne det gamle ringsystem igennem, også for os, hvem tiden har berøvet næsten al sidehjælp til forståelsen.


Tjodolfs vers er sammentrængte og — for os — ofte uklare, fordi digteren, som allerede nævnt, ikke sammenstykkede en historisk fremstilling, men hentydede til kendsgerninger der var velkendte i kongshallen. Snorre har tilføjet en kommentar der til dels er uddraget af selve versene, men om han så havde været tryllekunstner, havde han ikke kunnet læse sig sin viden til af dem. Imidlertid beror hans fortælling åbenbart ikke helt igennem på levende tradition der flød over ham og igennem ham; delvis ser det ud som om han har søgt oplysninger hos mennesker der vidste besked om slægten, ved at fritte ud fra versene, og det opsøgte får aldrig far- og mor-sandsagnets organiske sluttethed.


Efter at digteren i de første vers har begrundet en guddommelig herkomst gennem Sveigdir og Fjølnir, Yngvefreys ætling, begynder han med Vanlandi de jordiske kongers rad. Ham knuste troldbåren kvinde med sine fødder, og smykkeøderens bål flammede på Skutas bred.

Kommentaren tilføjer: Vanlandi blev trådt til døde af en nattemare. Han ægtede finnekongens datter, men forlod hende og kom ikke tilbage. Hans hustru købte en troldkvinde til at lokke ham til Finland med sine kunster, eller også dræbe ham.


Visbur, ham nedsvalg ilden, da sønnerne hidsede skovens skadetyv på deres fader, så at han bed storfyrsten ihjel i hallen.

Komm.: Visbur forlod sin første hustru, og hendes sønner hævnede hende.


I fordums tid hændte det at sværdmænd rødede jorden med egen herres blod, da de svenske i håb om gode år bar blodige våben på Domaldi, Jydernes hader.

Komm.: Hungersnød herskede i landet, og da alle andre måder at standse ulykken på, slog fejl, blotede Svenskerne deres konge og dræbte ham.


Domar blev løftet på – den indebrændte – Halfs knitrende bane ved Fyrir, da dødelig værk havde bidt den Fjølnirs Ætling.


Tiden kom, at Hel skulde vælge sig en kongshelt, og Dyggvi, Yngvefolkets hersker, faldt for hendes tag.


Higende efter ry fulgte Dag dødens bud, da han drog til Vørvi for at hævne sin spurv.


Det undrer mig om Skjalfs råd huede krigerskaren, da hun, dronningen, hejsede Agni, deres rige drot, op i hans eget halssmykke, og lod ham ride galgens svale hest.

Komm.: Agni hærjede på Finland og førte kongens datter bort som fange. I bryllupsnatten, da kongen havde drukket, bandt hun et reb i hans kostbare halsring og slog det om en bjælke over hans hoved.


(side 315) Alrek faldt dengang da han og Erik, to brødre, bar våben på hinanden; de to Dags frænder slog hinanden ned med bidsler. Man ved ikke af at Freys børn før har brugt seletøj i kamp.


Yngvi faldt; han blev liggende, da Alf avindsyg rødede sværd, ja begge faldt de, og Bera, Alfs dronning, var det som gjorde to brødre til hinandens bane.

Komm.: Alfs dronning, Bera, foretrak hans broder Yngvi.


Jørund blev listet fra livet i Limfjorden; ham som havde taget Gudlaugs liv, ham bar strikkens hest højt.

Komm.: Jørund blev dræbt af den norske konge, Gylaug, som hævn for hans fader Gudlaug.


Aun higede efter at leve, til han diede horn som spædbarn; med sine sønners liv betalte han for sit eget.

Komm.: Aun ofrede en af sine sønner hvert tiende år for at forlænge sit eget liv.


Egil, Tyrs ætling, ry-sæl som han var, flyede land, og den Skilfingeætlings endeligt blev oksen, der løb sit hoveds sværd i hans hjærte.

Komm.: Egil, som en oprører flere gange havde drevet af landet, blev til sidst dræbt på–jagten af en vild okse.


Ottar faldt under ørnens klo på Vendel for Frodes Daner; de svenske kunde fortælle om ølandets jarler, som fældede ham, da han bød kamp.

Komm.: Ottar lå i strid med Frode, kongen af Danmark.


Adils, Freys ætling, styrtede af hesteryg, og der døde han, Alis modstander, da hans hjærne blandedes med gruset.

Snorre kender Adils som fjende af kong Ali i Norge og kong Hrolf på Sjælland.


Om Eystein flammede hallen ned ved Lofund, jyske mænd brændte ham inde.


Rygtet for at Yngvar var falden for Syssels folkehær; Østhavet forlyster den svenske konge med havgubbens sange.


Ønund, Esternes fjende, bukkede under for en slegfredsøns ondskab; hårde stene ramte Høgnes drabsmand.

Kommentaren ved ikke hvorfor Ønund havde fældet Høgne, eller hvem slegfredsønnen var som hævnede ham.


Da ilden, den bulmende husraner, trådte gennem Ingjald med hede fødder, da var det gudeætlingen selv som slap den løs mod sig.

Komm.: Ingjald kæmpede med kongerne af Skåne, og da Ivar Vidfadme kom over ham uforvarende, begravede han sig og sine mænd under sin egen hals bjælker.


Og så følger rækken Olav, Halfdan, over hvis ben Skereid i Skiringsal luder, Eystein, der ligger under sten der hvor Vadlas haglkolde strøm møder havet, Halfdan, fjælet i jord på Borro, Gudrød, som svig vandt lønsejr over på Stiflusunds bred, da han blev dræbt af Åsas træl,

komm.: Gudrød havde dræbt Åsas fader og ægtet hende imod hendes vilje.


(side 316) – Olav, som rådede over Upsi og Vestmar med Grenlands fylke, på
Geirstad ligger han i høj.


Men det bedste kendingsnavn som konge bærer under himmelblået, det ved jeg er Røgnvalds, Heidumhárr bliver han kaldet.


I midten står Røgnvald, konge på Geirstad, med det stolte tilnavn hvis herlighed desværre er os fordulgt, han rådede på Geirstad om ved 900. Hans fader, Olav Geirstadalf, som hist og her optræder med en egen, halv mytisk værdighed, er utvivlsomt en historisk konge, men hans menneskelighed er halvt gået under i det guddommelige, som hans tilnavn Geirstadalf viser, hvilket betyder Geirstads gud eller skytsånd. Med andre ord: Olav er husets heros og stamfader; den ene linje fra Røgnvald – den direkte opadstigende – ender i ham. Oven for ham er en sikkert afgrænset kreds i rækken fra Gudrød opad til Olav Tretelgja. Bortset fra Eystein ligger enheden udtrykt i navnene, de møder samlede igen i den senere kongestamme; vi må sikkert antage at disse konger repræsenterer hjærtebladet i Røgnvalds hamingja, gennem dem står småkongerne på Geirstad i forbindelse med den slægt der med Harald Hårfagre erobrede Norge: de står Røgnvald nærmest både i slægt og i tid, uden at vi deraf tør drage den slutning at de nødvendigvis er fulgt efter hinanden som lige linje i den orden. Denne slægts virkemark er grænselandene mellem Norge, Sverrig og Danmark, og hvis vi til hjælp tager de stumper af slægtssagn som Ynglingesagaens forfatter eller hans hjemmelsmand lykkeligt har opspurgt til udlæggelse af slægtstavlen, åbner der sig et billede af vestfoldske konger, hvis foretagsomhed betingedes af svogerskab og strid med småfyrster fra det sydlige Norge. Det nære forhold mellem Vestfoldmændene og Østlandet – det vil sige Gøtland, som i de dage dannede et halvt uafhængigt rige mellem Norge og det gamle Upsalarige – finder sit udtryk i Olavs fader, Ingjald, der ved sit navn og ved sin
hustru Gauthild er inderligt knyttet til Gøtland, og hvis skæbne er
Ivar Vidfadme. Oven over denne grundstok kan vi skimte forskellige
grupper, uden at det er muligt at sætte fingeren på sammenføjningspunktet. Adils og hans fader, Ottar, er bekendte gennem Beowulfdigtet som »Svenskere«, og deres stilling i verden antydes ved fjendskabet med Frode og Hrolf Krake, og med Ali Oplandske fra »Norge«:
det er ikke den verdensstormende Ivar Vidfadmes lykke de brydes
med, men den gammelværdige højhed fra Lejre, det er Hadubarden
Frode, hvis søn Ingjald ifølge Beowulf blev Hrolfs ulykkelige måg, og
det er endelig en egen frænde, Ali – Beowulfs Onela – der river riget til
sig og fældes af sin brodersøn. Til samme kreds hører utvivlsomt Aun
Gamle, der vel ikke er identisk med den Eanmund Beowulf kender
som Adils's broder, men åbenbart i sit navn bærer samme lykke, –
slægtsmærket Ead findes i Aun, skønt det er utydeligt på grund af (side 317) fonetiske forandringer. Atter en anden ring repræsenteres af Yngvar
og Ønund; de vender sig mod de svenske vikingefelter i Estland, hvor
Yngvar faldt for Sysselfolkets hær, og Ønund, Esternes fjende, hævnede ham. – Inden for den øverste del af slægtsrækken kan man i det
mindste skelne to slægtsgrupper. Den ene har til midtpunkt det ulykkelige broderpar Erik og Alrek, som dræbte hinanden på jagten, og
sønnerne Alf og Yngvi, der stredes for en kvindes skyld; og deres
slægtsskæbne er foretegnet i Vanlandi, Visbur og Agni, der alle bukkede under for kvinderåd; disse kongers stilling i verden er angivet ved at deres togter gælder Finland og intet andet; der hærjede de, dér hentede de deres kvinder, derfra kom den troldbårne mare som trådte Vanlandi ihjel. – I denne gruppe, som vel mest af alle har ret til »Upsalaskatten« og er nærmest til navnet Ynglinger i dets traditionelle klang, er der indskudt en anden række: Domaldi, Domar Dyggvi, Dag; hvor de hører hjemme findes der ikke mindste antydning af, ud over dette at Domar kaldes Yngling og »blev brændt ved Fyrir« i Uppland, men denne stedfæstelse betyder næppe mere end viis mands gætning. Dyggvi henføres til Yngvislægten, medens Domaldi kaldes Jyders hader. Det er muligt at de snarere skal rykkes ned til det begivenhedsrige land længere mod syd, hvor alle disse »danske«, »svenske« og »norske« konger tumler sig mellem hinanden. Sikkert er det, at denne Dag afmærker en oplevelse i Vestfoldkongernes liv, ti ikke blot møder han atter og atter op i deres slægtsregistre og deres overleveringer, så på en, så på en anden måde, men navnet selv er fortsat i Harald Hårfagres børneflok. Han er uden tvivl den mytiske stamfader for en høvdingeæt, Daglingerne, der hørte hjemme i de sydlige egne af Norge eller Sverrig, og det er muligt gennem denne slægt Røgnvald står i forbindelse med Ynglingerne. Det lader også til at Ynglingasaga har traditionshjemmel for sit tillæg om Dyggvis moder, Drot, ti Saxo har hørt sagnet om Drot, moder til det ulykkelige kæmpepar Halfdan og Hildiger, som fældede hinanden uden at ænse frændskabet; nu er der i Harald Hårfagres slægtstavler genklange af disse broderdræbere, under navnene Hildir og Hildebrand, og genealogien ved ikke bedre end at give dem en Dag til stamfader. Dermed er ikke sagt mere end at Dyggvi og Dag inden for disse norske slægter har stået som lykkeforenede, – hvilket deres indbyrdes forhold var, med andre ord, hvordan en Dagling vilde have formuleret sin slægtsgæld til Domaldi og Domar, er et spørgsmål der slet ikke kommer inden for vor rækkevidde.




»I Ynglingatal får vi et glimt af slægtssagn udformet på linje med Hyndluljóð.
Alt dette viser noksom at hvis vi vil forstå fortidens ætfølelse og ætsystem, må vi helt
og holdent revidere vore forestillinger om slægtskab og erstatte vort stamtræ med andre billeder.« 




I Ynglingatal får vi et glimt af slægtssagn udformet på linje med Hyndluljoð. Alt dette viser noksom at hvis vi vil forstå fortidens ætfølelse og ætsystem, må vi helt og holdent revidere vore forestillinger om slægtskab og erstatte vort stamtræ med andre billeder. Frændskab (side 318) måtte ses fra den enkelte slægts standpunkt der stod som midtpunktet i et antal ukoncentriske ringe, og derfor gjaldt slægtskabsudregningen for den ene æt ikke i den anden overfor personer der var fælles frænder for dem begge; cirklerne er forkortet forskelligt, som vi kan udtrykke sagen i vort matematiske sprog. Derfor mangler slægtsregistrene den faste orden der sikrer et led med tipoldefaders rang mod at blive degraderet til bedstefader ved en anden lejlighed. Ligeledes forbavses vi over dristigheden i historisk forkortning, når man tit og ofte lader en åbenbarlig mytisk person springe midt ind i en slægtsrække og agere troskyldig søn af veritable personer, eller rykker ham ned lige over hovedet på en helt der i selve øjeblikket endnu ikke har opgivet at være lyslevende. Det velbegrundede i disse uhyrligheder klarer sig bedst ud, når man ser fast på hvad resultatet bliver for nærbeslægtede, når tiderne folder sig mere ud i bredden end i højden; de frænder har slægtled til fælles, men fælliget viser sig i elementer, mere end i orden.


Vi får ikke historie i vor betydning af ordet frem ved at sammenburgundiske hamingja enten gennem giftermål eller ved på anden ligne beslægtede genealogier og jævnføre deres data efter vort kronologiske system. Røgnvald Heidumhærri og Harald Hårdfagre har farfader og oldefader sammen og skulde efter borgerlig beregning være kødelige fætre, de mødes i fællesskab om Dagætlingernes frændskab, og når Harald i sin fortid har en række: Erik, Alrek, har vi fuld føje til at genkende noget af den skæbnesvangre slægtsvilje der toner så højt i Ynglingatal. Men på alle andre punkter går de to hamingjaer hver i sin gænge, og gængen er bestemt ved de to slægters forskellige lykkedrift.


På grund af Røgnvalds og Haralds nære slægtskab har historikerne grebet Ynglingatal med de tilliggende slægtssagn som et kærkomment grundlag til at bygge Haralds forhistorie op på. Men ejendommeligt nok, Ynglingatal var netop ikke Haralds slægtstavle, – hans tanker om fortiden har bevæget sig i helt andre baner. Ganske vist giver Flatøbogens overarbejdede lister vel ikke noget helt korrekt billede af kongen, men sikkert er det at de indeholder vigtige antydninger af hans selvbevidsthed, sådan som den måtte afspejle sig i folkets tanker om ham. Der ligger tonen dels på norske slægter, for hvilke Harald Grenske og Sigurd Hjort er samlingsnavne, dels på forbindelser mellem ætter som indeholdt Lodbrogs-, Vølsunge- og Skjoldungelykken. Foruden Gudrød og Halfdan – som ikke fører op til Ynglinger, men til Nordmænd som Bragi – foruden Dag med Hildir og Hildebrand, er det dér »norske« slægter som Alf og Alfgeir og Gandaalf fra Alfehjemmene — krigere som spiller en stor rolle i hans og Halfdan Svartes historie, der er det danske som Sigurd Orm-i-øje og Ivar Vidfadme, (side 319) æren finder sin begrundelse i. Det er det Hrørek Sløngvanbaug, Ingjald med Frode, Sigurd Fafnesbane som har de højeste hæderspladser, der er det ikke Freyr og Yngvi, som troner øverst, men Skjold og Odin.


Det gælder altid om at holde fast på endepersonen i registret, ham fra hvis synspunkt slægten ses; går han tabt, og mister ættavlen således sit bomærke, kan man aldrig rekonstruere dens værd, og falder led ud, kan man aldrig bringe dem i lave ved sammenligning med nogen anden, end ikke en kødelig fætters.


De mennesker der drages ind i livsfællesskabet — enten ved giftermål eller på anden måde – bliver ikke først udvaskede af deres sammenhæng; hver for sig trækker de uimodståeligt med sig den ære og lykke som udgjorde deres sjæl, og gennem giftermål fik en Ottar eller Røgnvald deres svogres forfædre.


For moderne læsere er der en forskel ikke blot i grad, men i art mellem håndgribelige personer som Klyp og Ølmod og en dragedræber som Sigurd Fafnesbane, der tilhører poesien, som vi siger. Men vanskeligheden er kun til for os. I gammel tid var Sigurd en frænde, lige så virkelig som nogen historisk skikkelse. Adskillige norske og islandske ætter følte sig i slægt med dragens berømte banemand og hans burgundiske måger.


Alle disse ætter havde på lovlig og retmæssig vis erhvervet sig den måde at slutte skæbneafgørende forbund med kredse som ejede de sydgermanske heltes bedrifter. Vi kan endnu pege på de led der forbandt nordiske slægter med de mægtige ætter ved Rhinen. Hvordan Harald Hårfagre vandt ret til at indføre burgundiske og frankiske og gotiske konger blandt sine forfædre, viser sig tydeligt i hans slægtsregister. Hans æt er forbundet med danske konger, der gjorde krav på slægtskab med Ragnarssønnerne, og de konger havde forfædre der var beslægtet med fyrster i Rusland eller ved Østersøens sydlige kyster. Nogle af de islandske ætter havde øjensynligt sluttet forbund der bragte Sigurd ind i deres hamingja under deres tog til øerne vestpå, hvor de slog sig ned for en tid og knyttede forbindelse med efterkommere af danske vikingeætter, først og fremmest med Ragnar Lodbrogs sønner.


Hvad Ottar angår finder vi enkelte antydninger af hvordan han kom i besiddelse af en hamingja så langt borte fra som Sigurds og de burgundiske kongers, der rådede i Worms. Som allerede påpeget betegner nogle personnavne i Hyndluljóð slægtskabet mellem digtets hovedperson og den æt hvis mægtigste mand var Erling Skjalgssøn. Erling blev gift med Astrid Tryggvedatter, barnebarnsbarn fra Harald Hårfagre, og det er ikke urimeligt at Erling og Hyndluljóð er omtrent lige gamle. Dermed mener jeg ikke at have klemt hemmeligheden ud (side 320) af digtet; det er altid en pauvre forklaring som hviler på en gisning. I Erlings ægteskab har vi blot en antydning af, at et samlag om Niflungers og Angantyrs frændskab mellem vestnorske storslægter og Haralds efterkommere ikke er så mystisk som det på forhånd kunde se ud. På den anden side var Nordmændene på Erlings tid næppe vokset fra den forne selvfølelse, så at Hyndluljóðs åndelige begrundelse ikke behøver at ligge forud for den periode da »Rygekongen« og hans frænder sad bredt og mægtigt på Jæderen.


Jellingbægerormen.png


Hvad tykkes os om vore forfædres historie, deres forne viden? Den er ikke som vor, fortidens historie overskygges af det personlige. Sagaerne hviler ikke på en forfatter, men på en ejermand, en der vedkender sig fortiden som den her fremstilles, hævder den som sin, er stolt af den og er afhængig af den. Den egentlige saga, den der inderst inde inspireres af mundtlig gengivelse, har i grunden aldrig arbejdet sig løs fra det personliges mandat. Selv de islandske sagaer, som i kunstnerisk form er stærkt påvirkede af europæisk literatur, bærer stadig som fødselsmærke at de er fortalt fra ættens synspunkt og giver udtryk for ættens fortid. Vølsungesaga er forspillet til Ragnar Lodbrogs, og den ender i Høfdetord, høvdingen i Skagefjorden, efter Landnámas slægtstal femte mand fra den berømte vikingefyrste. Hrafnistamændenes livshistorie er grundfæstet i islandske ætter, der i bevidsthed og i handlefærd fortsatte Hålogemændenes hamingja – ætter der blev berømte i en Gunnar fra Hlidarende, i en Hrafn Lovsigemand og i en Jørund fra Midenge. Hervørs saga – sagaen om sværdet Tyrfing – er vistnok bleven forlænget i moderne historisk retning, men den har sit tyngdepunkt i Berdlukåres familie og bærer sine ejermænds stempel i genealogierne i dens slutning. De mellemled der holder den gamle saga på sin plads, kan en gang imellem se svage nok ud, som når f. ex. en Høfdetord eller en Harald Hårfagre rækker hånden til Vølsungerne gennem en Aslaug, Sigurd Fafnesbanes uægte datter, forglemt, og opdraget af fattigfolk, og til sidst Ragnars kloge hustru; men der er noget skjult i disse led: en følelse af enhed og slægtskab havde sat dem til at vogte broen mellem nutid og fortid. Beowulf er bleven regelret literatur i en sen digters hånd, men ved nærmere eftersyn af de westsachsiske slægtsregistre med deres Beow og Scyld får vi måske en antydning af den kreds der hægede om sagnene.




»Sagaerne hviler ikke på en forfatter, men på en ejermand, en der vedkender sig
fortiden som den her fremstilles, hævder den som sin, er stolt af den og er afhængig af den.« 




Her er der ingen sagn der vandrer og gør sig hjemme i de lande hvor de driver hen; de overleveres ikke, de lever sig gennem verden fra folkekreds til folkekreds. Ja her er slet ikke sagn, ikke poetiske skatte, men oplevelser der er holdt virkende og skabende i menneskesjæle. De er blevet formidlede fra sted til sted, på den måde at sind (side 321) er draget ind i sind, og gjort delagtig i den ære som fandtes der; på den måde at sjæl smittede af på sjæl. De er gået med pigen når hun, rig på ædle ætsmykker, drog ind i sin husbonds hjem, og førte en slægts viljestærke og handlenødte ære med sig; de udbredte sig når mand blandede sind med sin fostbroder og blev en del af ham, fik hans forfædre, fik hans bedrifter, fik hans tanker, blev bunden af hans hamingja. Den fremtrædende plads som Vølsungernes bedrifter og skæbne indtager i nordisk poesi vidner om at Vølsungernes ære var en skattet arv i nogle af de førende, mest indflydelsesrige slægter i Vikingetiden.


Når vi da vender tilbage til Hyndluljóð som det sandeste billede på en af oldtidens ætter, ser vi at de ringe som opregnes, tilhører Ottar og hans frænder som helheder. Alt hvad de ætter som en mand stod i forbindelse med, havde og var, strømmede ind i hans lykke. Og denne åndelige sammensmæltning har større dybde end vi på forhånd tænker os, fordi Ottars frændskab ikke først og fremmest var en række mennesker, men en sum af bedrifter – lykke, ære og »skæbne«. Ættavlens navne er iklædt tilnavne og korte beskrivende sætninger, der kendetegner det liv der bankede i fortidens kæmper og fra dem gik over i deres efterkommere, de hændelser og bedrifter hvori deres lykke havde åbenbaret sig. Vi forstår ikke digtet, som den gamle tids tilhørere forstod det, fordi hvert tilnavn og hver linje hos dem kaldte en skare af minder frem. Vor digtning fortæller en historie til en tilhørerkreds, der vil vide hvordan det alt sammen gik til, hvordan det begyndte og hvordan det endte; de gamle digte var kun påmindelser eller antydninger, hvorigennem bedrifter der levede i menneskers sind blev kaldt frem og levede for deres øjne.


Slægten er først og fremmest en hamingja, og som sjæl inkorporeres den i den nye frænde. Menneskene er kun hamingjaens repræsentanter, og deres magt beror på at de har formået at genskabe det liv, rigt på karakterfulde træk, der gik gennem deres forfædre. Hamingjaen er altid noget nærværende, og fortiden er kun virkelig, dersom dens skæbne er fornyet atter og atter i en række skiftende generationer. Fortidens helte har aldrig været uden for virkeligheden. En Heidrek, en Sigurd Fafnesbane, lige så vel som en Ketill Hæing, er levet op gang på gang, er født frem fra slægt til slægt; de var forfædre, hvis handlinger blev fornyet i frisk menneskelighed.


Hamingjaen er noget nærværende og den er et levende hele, ikke et sammensat væsen, splittet op i en række personer. De moderne og de gamle forestillinger om en stamfader går langt fra hinanden. Nu er en slig herlighed noget man møjsommeligt kravler op til trin for trin, og er man ikke i besiddelse af det antal spoler der går til en præsentabel stige, må man fjæle sit ansigt i den efemære hob som nok er, (side 322) men ikke har været. Anderledes med den gamle stamfader, han sad jo inden i en, om han overhovedet var til; man greb ham umiddelbart ved at stikke hånden i sin egen barm, man kunde beråbe sig på ham, hvis man var kommet til at leve ham. Derfor drager svogeren eller vennen straks den gamle helt ind i sin hamingja; når han rører ved sin frænde, og når han har blandet blod og sjæl med sine nye brødre, føler han forfaderens kraft i sine egne lemmer.


Det antyder en historie af anden struktur end vor, ikke en kronologisk række af begivenheder ophængt på datoernes knager, men levende begivenheder, der kommer for lyset atter og atter — måske i lidt forskellig form, men væsentlig de samme – i hinanden følgende generationer. Historie er for os noget som er forbi og afsluttet, en krystallisering af fuldførte begivenheder, som hverken kan udslettes eller i mindste måde påvirkes af den senere udvikling. Primitiv historie derimod er levende og skiftende; ikke alene ordner senere faser begivenhederne i nye mønstre, men hvis historien ikke forplanter sig, forsvinder den, og begivenhederne synker ned i det samme intet, der skjuler de begivenheder som aldrig blev til. Primitiv historie mangler ævnen til at udtrykke visse tidsforhold som for os er grundhvælvinger i al historisk sandhed, den kan ikke tumle med århundreders blokke og tårne dem op til skyhøje pyramider. Men primitive historikere og de gamle historikere kan een ting som vi ikke formår, eller ikke har formået endnu, til trods for at vi i vort ansigts sved stræber efter den hemmelighed som skulde give vor fortid begrundelsens enhed, og til trods for at vi inderst inde bekender, at så længe vi ikke har fundet hemmeligheden bliver vor historie en rad torsoer. De gamle kunde give fortiden i en helhed, sådan som den var nutidens begrundelse; medens vi i følge vor metode – og vor livsførelse – er nødte til at flætte tråd for tråd færdig, og aldrig kan få dem forbundet til en væv der ses på een gang, samlede de deres egne forudsætninger sådan at de var een livstråd, hvori nutiden hang.




»Det antyder en historie af anden struktur end vor, ikke en kronologisk række
af begivenheder ophængt på datoernes knager, men levende begivenheder, der kommer for lyset
atter og atter — måske i lidt forskellig form, men væsentlig de samme – i hinanden følgende generationer.« 




Hemmeligheden ved to systemers uforenelighed består i, at medens vor historie udgør en alle omfattende organisme, der existerer i sig selv og ligger uden for det enkelte menneskes erfaring, er den primitive og den gamle historie ætters og folkeslags ejendom. Den sidste form er uforståelig for moderne mennesker, hvis liv er ordnet efter år, og tilmed aldrig går over i andres, men går videre hver i sit spor; som følge deraf erklærer vi naivt den gamle tradition for vilkårlige påfund eller fantasifuld sagndannelse. I virkeligheden er kløften så dyb mellem de to systemer – skønt begge er historiske – at kendsgerningerne ikke kan overføres fra den ene tonart til den anden. Det er spildt umage at ville opløse »myter« i historiske- og sagnelementer for at bringe en »kærne af sandhed« for lyset.


(side 323) Spørgsmålet om den germanske æts struktur løser sig selv. Det er tidsspilde at søge et stift system bag lovene, og det er endnu unyttigere at søge efter det universelle germanske system, hvoraf de senere er varianter. Problemet er først og fremmest psykologisk, snarere end socialt. Ættens form afhænger mere af en indre struktur end af en ydre organisation. Alle de som havde samme tanker og traditioner, samme fortid og samme ærgerrighed ejede een sjæl og var af een æt. Denne indre struktur må nødvendigvis udfolde sig i en stærk ydre organisme, men kraften virkede i levende menneskegrupper, som var uhyre modtagelige for omstændighedernes formende berøring, og kunde danne forskellige mønstre hos de forskellige folk. Der er ingen som helst grund til at antage at Nordmænd og Danskere, Langobarder og Angelsachsere nogensinde har haft nøjagtig de samme samfunds- og retsskikke.


Ætten var et levende hele, snart videre, snart snævrere, der skiftede efter hamingjaens styrke og tilpassede sig efter øjeblikket. Hjærtet i ætten var en kreds af frænder, der aldrig kunde splittes til brudstykker. Denne kærne har aldrig været identisk med familien eller de fædrene frænder, ikke alene hørte dertil svogrene, men den voksede bogstaveligt i bredden, som det fremgår af at brødre og brødres sønner sidestilles i samme kategori. Under øjeblikkets pres eller under givne politiske forhold kunde den svulme til en æts eller endog et folks dimensioner. Under normale forhold var staten ikke en hamingja; ætterne blev holdt sammen af troskaben overfor høvdingen, og fordi de hørte til i et lovfællig der havde sit midtpunkt i tinget, hvor folket mødtes flere gange årligt, men dette lovfællig forhindrede ikke ætterne i at hævde deres ret hver for sig eller i at fejde indbyrdes; tinget betød blot at stridigheder slægterne imellem kunde fremføres dér, og afgøres under tvingende former ved dom eller mægling. Staten er ikke en sjæl, men en sjæl kan være en stat; i det øjeblik hvor mændene optræder som et folk – under krig, på tog, ved et hvilket som helst fællesforetagende – da er hver enkelt af deres sjæle en stat, hvor de solidariske bånd strammer med samme erfaringens styrke som i fader og broder og søn, når de er på hævnstien; alle de enkelte hamingjaer smælter sammen til een, og een fred og een ære råder hele samfundet igennem. I sådanne tider var drab ensbetydende med mord og nidingskab. Der er intet ydre skin i de primitive eller antike samfund; fællerne er virkelig een hamingja og følgelig eet legeme, og når fællesskabet opløste sig og hverdagens former genindtrådte i deres herredømme, hvilede helhedshamingjaen eller var midlertidig sat ud af kraft, men den ophørte ikke at være til.


Hos Germanerne var denne større hamingja i reglen – om end (side 324) ikke med nødvendighed – kongens eller høvdingens. I krigstider optog hans lykke de mænds lykke i sig som fulgte ham, og derfor blev hans guder og forfædre hele folkets guder og forfædre. I historien er det umuligt at skelne mellem kongeætten og det folk den stod i spidsen for, ganske simpelt fordi de to overfor fremmede folk var identiske.


Vi ser på en Harald Hårfagres som på en Ottar Heimskes exempel, hvordan en verden mødes inden i det enkelte menneske. I Halfdan Svartes søn trænges de: norske bygdekonger der kæmpede, avlede, og forlængede deres hamingja, danske stolkonger med en fortid der rinder op af urgrundens intethed, sammen med helteslægter der levede og stred ved Rhinen eller helt inde i Rusland. Det er en hel verden ikke blot i tværsnit, det er en verden af århundreders tykkelse; al tidsforskel går under i den levende fornyelse som rummes inden for et par slægtled.


Vi tænker ved hin tid på uvejsomheden og de dårlige samfærdselsmidler, som jo måtte gøre stedsafstande til isolerende grænser om bygderne; og vi falder i beundring og forbavselse over den ihærdighed hvormed hine folk prøvede på at byde adskillelsen trods, når de f. ex. fra Balkanhalvøen sendte deres budbringere op til Østersøen for at udse et kongsæmne. Ja, vi hører jo de udsendte kom tilbage, og vi tror vel nok på sandheden, men kommer ikke troen inde i os til at fremkalde sagnene om brudgommen der blev borte på bryllupsaftenen, og vendte hjem for at finde sine i kirkebogen? Og dog var altså det halve Europa en åndelig enhed, forbunden i menneskesind, hvor mennesker der aldrig havde set hinandens ansigt, genfornam hinanden. Da Germanernes storhedstid var forbi, da de fjærne stammer gik under, og de andre slog sig ned i kulturdagens slid, da sænkede grænserne sig for en stund tæt og fast over Europa. Uden genfødelse ingen evighed. Nu forstår jeg både hvad det vil sige at have liv, og at dø så at ingen kender ens navn.