Vor Folkeæt i Oldtiden: Køb og vadium

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Tredie bog:
Hellighed og helligdom


Køb og vadium



(side 68)  »Det var en utilgivelig ulykke at det sværd gik ud af vor æt,« siger helten i en æventyrsaga fortvivlende, ved at se sin æts gamle våben vendt imod sig, og i det øjeblik taler han på forfædres og alle frænders vegne. Man vågede over sine skatte, at de ikke skulde gå tabt ved nogen ubesindighed; i virkeligheden var der i enhver afhændelse, selv den mest velbetænkte, gemt et gran af faren. Moderne bønder, i hvert fald de fra mere afsides egne, kan tale med derom. De udfordrer ikke himlen ved at nægte trængende en lånets håndsrækning, når nøden kommer for deres dør, men de giver heller ikke himlens genpart deres bastante lillefinger ved at ryste deres gode ejendele af sig, så at de udsætter sig for aldrig at få dem til at hænge ved mere. For at modtageren ikke skal få lejlighed til at nøste lykken ud af hænderne på dem, tager de bedægtigt tre korn af skæppen som lånes ud, tre hår af kreaturet som sælges: så beholder de selv gårdens lykke. De lader modtageren vide: »Sæden skal du få, sædlykken vil jeg selv have.« Men handler den ene med al benovelsens omhu, tripper køberen lige så betuttet af frygt for at der skal blive for meget tilbage; det er ingen hyggelig tanke, at sælgeren kan stå bag ham og gotte sig ved synet af en mand der trækker gravitetisk af med en tom grime i hånden, og at den skridten han hører i ryggen kommer fra en skinko, der ikke har mere malkesjæl i sig end hamperebet. Og kommer han hjem med den fortrøstning, at alt er gjort som kan sikre kreaturets personlighed, da indlemmer han omhyggeligt sin erhvervelse i husets lykke, og sørger for at den kan gå op i sin ny virkekreds. Han tager den med ind i stuen for at den kan se ilden på arnen og nyde en visk af skødet på husmoderen, så »længes den ikke tilbage«. Eller koen ledes tre gange rundt om en jordfast sten, for at den kan trives og lysten til at løbe bort betages den.


Det samme gjorde man i gamle dage. Man fordrede, at ejeren skulde lægge hele sit sind i overdragelsen, og at han skulde give sjælen så vel som det udvortes; man sikrede sig imod at han sugede lykken op, førend han hændede sin ejendom fra sig. Vi kender den nordiske form for afståelse af jord, skødning som den kaldtes: Den besiddende førte køberen ud på grundstykket, bragte ham til sæde, og (side 69) hældte muld af markens muld ud i skødet af hans kappe; en senere tid fandt det nemmere at foretage skødningen på tinge, eller i huset, men stedse fremhæves det som uundgåelig betingelse, at mulden skal tages af den jord der afhændes. I Norge fordredes ved handel om hus og hjem og ejendom, at jorden blev taget ved de fire hjørner af arnen, i højsædet, og der hvor ager og eng, skov og vang mødtes. I alt væsentligt stemmer Sydens former overens med de nordiske – lidt fyldigere måske, men ikke mindre håndgribelige eller uundværlige. Der måtte man ved overrækkelse af en gren som var hugget af på stedet, og kniven hvormed der huggedes, ved en græstørv eller ved selve mulden tilsikre køberen fuld nydelse af ejendommen - iklæde ham ejendomsretten; og ved overdragelse af hus og hjem fæstedes købet »ved hængsel og dør«, formodentlig således at ejeren tog den andens hånd og ledede den til et greb om dørstolpen. Endda var køberen ikke tilfreds, før hans modpart demonstrativt havde forladt stedet, og havde kastet noget af sit - oftest vel en stav — bag sig og med den lykken.


For køberen gjaldt det, at tingen helt og holdent slap sin tidligere ejermand og knyttede sig til den ny. Prøven vilde stå når han begyndte at bruge sin erhvervelse, da fik han at se om den villigt tjente ham af alle kræfter. Der kunde komme en dag da hans ære afhang af om ejendommen var for ham; ti han blev lidet bedre end en tyv, om den ikke bekendte sig til hans lykke. Hvis han f. ex. har købt et stykke land, og den tidligere ejer vil trænge ham ud af besiddelsen ved plat ud at fornægte hans ret til ejendommen, da kan prøven gøres ved en tvekamp; de to mødes, stikker hver for sig først sværdet ned i jorden eller i en græstørv fra jorden, og udfaldet af kampen vil da vise hvem af de to der har forstået at indoptage landets lykke i sig og sin kraft. Den gamle besidder der mod al ret vil forsøge på at tage det der var hans, tilbage, ham går det som det gik hin makedonske konge, der i sin forblindelse mente at kunne spare på sin mønt ved at betale den fremmede daglejer med solskinnet, og for sent opdagede, at han med den sol som tjeneren øste ind i barmen, havde givet sin lykke og sit herredømme over naturen fra sig. Han fik snart at føle hvem der var herre i landet, ti da han sendte sine ryttere ud efter den flygtede, svulmede floderne beskyttende op foran forfølgerne, og stykke for stykke voksede den andens sejrlykke ud over landet, til der ikke lævnedes den fordums konge en plet at stå på længer.


Sachsernes ret til deres land blev skabt den dag en af indvandrerne solgte sit guld til en Thüringer for en kappeflig muld. En stakket stund gik Thüringerne omkring og hoverede over disse vikinger, der sad på strandbredden og sultede sig forstanden fra; men Sachserne bredte sindigt mulden ud så vidt som til en lejrplads, og fra den dag af skiftede lykken. Hidtil havde de kæmpet forgæves, under stadig (side 70) fare for at blive drevne ud i havet, fra den dag jog de Thüringerne længere og længere ind i landet.


At afhænderen giver sit »hele« sind, vil jo sige at han giver et velvilligt sind, ikke vender sine onde tanker til modtageren og lader ham bære dem bort med sig i klenodiet. Man vilde have tingene sådan at der ikke var »lagt noget på« dem, at de ikke blev inspirerede med en for brugeren uheldsvanger fordom. Frygten for upålidelighed og harmen over uredelighed skinner endnu igennem sagnene; tilhørerne oplevede den, når de hørte om dværgen, der i det øjeblik han sprang tilbage i stenen, råbte: »Det sværd skal også blive din bane.« De følte med Hreidmar, da han i enfold modtog boden for sin søn af guderne, og så efter tilsagt fred blev overrasket med Lokes ord: »Guldet er indhændet, en rigelig indløsning af mit hoved, men der venter ikke din søn nogen lykke deraf; det bliver eder begge til bane.« For sent, klager han, »du gav gaver, men ikke godviljesgaver, du gav ikke af hel hu; ti livet havde I ladet her, om jeg havde set eders underfundige råd«.


Man ventede at giveren føjede sit betydningsfulde tilsagn til: »Jeg vil give dig sværdet, og nyd våbnet.« I Beowulf føres atter og atter gavescenen frem for os: »Våben og heste gav han Beowulf at eje, bad ham bruge dem vel«, eller: »Beowulf, kære, brug denne ring og denne brynje under held, nyd disse klenodier, og trivsel følge.« Selv om man til nød kan udlægge dette »nyd vel« ved et »brug det vel«, er denne tolkning en kummerlig gengivelse af de gamle ord, ti i »nyde« ligger en mægtigere tanke. At nyde våbnet vil sige at assimilere dets kraft og bevæge det indefra gennem herredømme over dets lykke og sjæl - og så at svinge det med kraft. Det samme indeholdes i de ord hvormed en nordisk konge bekræftede sin gave: »Her er et sværd, og med det skal følge mit venskab«, eller med en yderligere tilføjelse: »Jeg tror at lykke følger« - tror sagde man i Norden når man mente véd - »og dermed skal følge mit venskab.«




»Det ligger i selve klenodiets karakter, at en sådan
tilgave også havde retslig betydning, den indeholdt i sig et bevis
for at handelen var ærlig, og den kunde blive et kriterium på ejendomsret.«




Man kunde ønske sig en endnu tryggere forvisning om modpartens gode sind, og bad ham da om et selvstændigt bevis på velvilje - eller i gammel tankegang: hel hu. Det ligger i selve klenodiets karakter, at en sådan tilgave også havde retslig betydning, den indeholdt i sig et bevis for at handelen var ærlig, og den kunde blive et kriterium på ejendomsret. I Syden var handsken eller vanten bleven et traditionelt tilbehør ved handel, således at den enten figurerer ved siden af muld og gren og græstørv ved jordsalg, eller optræder på egen hånd, med det fulde ansvar som overdragelsesmiddel, der sikrer køberen at jorden er hans og skal blive ham tilvænnet i skødning.


Hvad det end var for en ting fuldmagten eller tilladelsen gjaldt, måtte rådigheden komme ud af den ene og opfanges af den anden i (side 71) sin sjælfyldte myndighed, man gav lykke til at være i landet, eller som det også kunde hedde på nordisk: gav råd. Beowulfs velkomst var drukket i Heorod; nu faldt natten på, og jætten var ikke langt borte; mændene forlod det farlige sted, og til afsked vendte kongen sig til den fremmede og sagde: »Her er lykke og rådighed over vinsalen; aldrig har jeg betroet den til en anden, siden jeg kunde løfte hånd og skjold, førend nu til dig; råd her i huset fremfor huse, og vogt det med stordåd i sinde.« Dermed fik Beowulf det rette fodfæste i salen. Pludselig står vi ansigt til ansigt med frænden der adopteres, og kongen der giver hamingja med. Hvor langt vi end går ud i yderkanterne, hvor det hverdagsagtige synes at skumple af sted på må og få, eller hvor lovtrækkeriet synes at spinde ud af sig selv, altid er vi lige nær menneskelivets centrum, - et tegn på at den gennemstrejfningsplan som vi efter vor stedsans må lægge, ikke holder stik i dette land.


Gaven går gradevis over til at betyde pant. Det angelsachsiske wed går ligeligt på det givne, udvortes pant og på det løfte, det tilsagn, som gøres virkeligt; det betyder gave og det har kraft til overs til at betegne den pagt som indgås mellem mennesker.


Den sjæl som man gav sammen med tingen var, som vi har set, den individuelle, aktuelle håndgribelige sjæl, eller som vi vilde sige en psykologisk øjeblikstilstand, men båret af hele hamingjaens fortids-, nutids- og fremtidskraft og ansvar.


Ved klenodiet bliver ingenlunde talen overflødiggjort - tværtimod, ordet og vadiet, som det bindende udtryk kaldtes sydpå, udgår samtidig fra manden, bærende samme byrde; alt hvad der siges og tilsiges, betinges og forbeholdes, det er lagt på eller som det også med en nordisk vending kan udtrykkes, lagt under tingen, og de to tilsammen er hans tilsagn. Det modstanderen tog var jo selve tilsagnet, viljens hengivelse, ærligmentheden, et besjælet ja, og så åndeligt det var, så åndeligt tog han det og assimilerede det med sig selv. Derfor holder forpligtelsen gennem alt; ingen stiltiende reservation, ingen indtrædende omstændigheder, ingen billighed formår at sprænge eller blot mildne den. Rendte loveren endelig fra sig selv, da skulde man snart mærke virkningerne på ham. Først da nidingskabet var gået over til helt at blive en social ulykke behøvede man at føje alternativet til: at han skal være retsløs.


Den gamle retsfølelse stillede altid een betingelse for at anerkende juridisk gyldighed: realiteten. Den spurgte: Er det virkelig sket, og hvor er kendetegnet på den forvandling inden i eder og inden i tingen som jo må være følgen af ethvert køb? Da kom den for hvem tvivlen gjorde en forskel og svarede: Se, her har jeg beviset for at han handlede, og så rakte han modpartens sjæl i vejret, ikke et pant, bestående af f. ex. en stump »salighed« eller et »så sandt Gud hjælpe mig«, ikke (side 72) noget der skulde holde en rebelsk vilje til dens pligt og i farens stund slå kloen i og spænde igen og få den til at tælle så langt ud i fremtiden at raseriet gik af den.


For Germaneren gjaldt visselig det mundheld at et ord er et ord, men han vilde underforstå at ordet måtte være levende, eller rent ud være manden selv. Og så er det en følge af sjælens natur, at den helt ud til de mindste partikler bevarede sin karakter som hamingja, og dermed sin solidaritet, så at hele sjælen stod inde for den bitteste mandsling som sad fast et eller andet sted ude i verden. Derfra får forbandelserne deres vægt; de herser ikke, de truer ikke, de beskriver en tilstand, der indtræder så snart man i den ligefremme forstand har taget skade på sin sjæl, og deres dommedagsalvor beror netop på at ordene indeholder en korrekt fremstilling af noget faktisk. På den anden side er det sjælens art at dele sig efter eget tykke, snart at fremtræde i en vældig persons skikkelse, snart i en beslutning, så tynd og så smidig som en definition. Derfor kunde udhænderen med fuldkommen sikkerhed afgrænse sin forpligtelse, blot han forstod den - ingenlunde lette - kunst at styre ordene ret og genne den rigtige hamingja ind i dem. En værdig prøve på ordets magt er den måde hvorpå man udnyttede gamle forudsætninger i skødningen, da det gjaldt at regulere indviklede kreditforhold. For lån stilles der pant, men hvis pantet overhovedet skal yde nogen sikkerhed, må det sjæleligt overdrages til kreditoren; afhænderen sikrer da sine interesser ved under handlingen at inspicere jorden med en stærk vilje til at vende tilbage, når tidens fylde er inde og betingelserne for dens tilbagegang er opfyldte. Og det er naturligvis formelen, der skaber skellet mellem »pantskødning« og »verdensskødning«, der gælder overdragelse til arv og eje.


Var man blot sikker på at få hamingja direkte, kunde man meget vel fæste tillid til en mand der ikke i øjeblikket havde det udvortes ord rede: Nordboen tog sin genpart i hånden og lod ham give sit sind ved berøringen, de to parter byggede en bro, gennem hvilken løfte og vilje gik fra mand til mand. Man bortfæstede sin frænke ved at række hånden frem til den anden »at tage i«. Man »fæstede« en aftale ved at »lægge hænder sammen«, og i nordisk rettergang hedder det at fæste ed, fæste vidner, fæste dom, uden at det nogen sinde antydes at et materielt tillæg var den første betingelse for løftets anerkendelse. Man »håndsalede« et køb, en ret, en opgave, d. v. s. man overdrog ved håndslag den anden en ejendom, en sagførelse, et ansvar. »Vi nævner os vidner på at du fæster mig din frænke med lovfæste og håndsaler mig medgiften - et »helt« råd og råd uden forbehold,« lyder ritualet i Grågåsen, og ordene blev fra først af forståede bogstaveligt, således at retten lå i den hånd der raktes frem, og derfra gled over på modtageren. Fordi de to parter begge fornam købets gyldighed, og begge (side 73) følte forandringen i sig når ansvaret eller retten væltede sig fra den ene og sank ned i den anden, har håndslaget juridisk bindende kraft, så at loven kan opstille det som kriterium på hvad der har magt og hvad der er kraftesløst. Et køb der er aftalt og ikke mere, kan brydes mod en bøde på to øre, som Skånske lov udtrykker sagen, men er der håndslag på det, da må tilbagegangen koste seks øre. Tager man ordene løfte og håndsel hver i et yderpunkt af deres betydning, kommer de til at stå som modsætninger; den yderste tillid til en mands hæderlighed bekender: Dine løfter er så gode som andres håndsel.


Håndslaget var en virkelig »fæstnen«, fordi det indeholdt det samme som ihændet; men dermed er ikke givet at fæste og håndsel er stedfortrædende størrelser, som om de øvrige Germaner ikke ænsede bekræftelse med hånd og mund, eller vore skandinaviske forfædre ikke kendte til et massivt tilsagn, også i mellemværender der manglede venskabets glød. Den berømte historie om Magnus Gode, der rakte sin frænde Harald et rør og med det hælvten af Norges rige, viser at tiden i hvert fald forstod hvad der kunde lægges i et sådant symbol; modtageren begreb umiddelbart at der med ihændet fulgte både rettigheder og indskrænkninger i rettighederne, han tog imod Magnu's betingelse, at hvor de mødtes som Norges to konger, skulde den største hæder i betjening og sæde følge giveren. Nordmændene forstod også – eller havde i hvert fald en gang forstået – at håndtere en »lovkævle« sådan at der sprang retslige virkninger ud af den; den blev »kastet frem« af den sagsøgte, der »fæstede dom« og således lovede sin modpart at lade sagen komme til retslig afgørelse.


Forfædrene overantvordede sig selv i klenodiet og fornam virkningen. For sønnerne tjente ihændet eller vadiet mere som en symbolskrue på æren til at holde bevidstheden vågen ved sit uafladelige tryk. De to sider lader sig ikke adskille af nogen anden end den der ransager hjærter og nyrer, ti fædrenes og sønnernes opførsel er ens, og virkningen af deres handlinger er den samme.


Den stundelige fortrøstning til ting og ceremonier, som i senere tiders almueliv blev et dødt værn overfor omgivelserne, var i middelalderen en nødvendig formidler mellem tanke og oplevelse.


Og tankerne ordnede sig stadig efter det gamle forpligtelsescentrurn i hjærnerne. Skulde man have tag i sine medmennesker, måtte man altid se at få deres materielle jeg i tale. Ridder Goslenus på Puiza i Anjou sad en dag i det 12te århundrede og så at hans naboer, munkene i Sichilio og deres hørige, levede i stadig fred og aldrig følte tyngen af ledingspligt, og han begreb ikke, hvorfor det skulde sådan være. De forklarede ham at munke er fredens mænd, men ridderen syntes alligevel, at selv om man for sin person elskede freden, kunde man give af sit til krigens vedligeholdelse, og lindre livet for dem der (side 74) skulde både kæmpe og leve. Han mødte til sidst op for at tage et bidrag in natura, og munkene havde intet andet at forsvare sig med end kirkens ret, og den hjalp dem til ridderens brynje som et pant for det modtagne. Nu stod pantet i klostret, indtil sværdets mand og fredens mænd kom hjærtelig overens om at leding og tynge in natura ikke sømmede sig for klosterfolk. Hvordan erfaringen af kirkens ret først nedfældede sig i ridderen, det vidste måske de »gode mænd af vore«, Petrus Kok, Haimeric Tømmermand og andre, der har bevidnet forliget på klosterfolkenes side, nu er der ingen der ved det; men hvordan den greb til for at holde ham fast, det ved vi. En ridder uden panser havde et sårbart sted på legemet, en ridder hvis brynje stod i pant havde et ubedækket punkt i sjælen, og den der sad inde med pantet vidste det. Pantet snurrer ejermanden sådan ret om, at den forligelige side kommer ud, fordi det giver ham usikkerhed på sig selv og modparten tilsvarende selvsikkerhed.


På det middelalderlige behov at omregne ethvert abstrakt mellemværende i håndgribelige størrelser, kendes det da noksom at vadium og ihænd var sjælsfornemmelser.


Efter Germanernes sønner kommer sønnesønnerne, som ikke længer føler noget ved at tage klenodiet i hånden, folk der, hvis de skulde forklare sig, måtte sige at det visselig ikke er tingen som gør forandringen, men de ceremonier der bliver mulige ved udvortes midler. Hvad vægt ligger der da på om ihændet kommer herfra eller derfra - ja er det ikke allergavnligst for orden og sømmelighed at det er et retsinventar, som hører hjemme på det sted hvor højtideligheden skal foregå?


Af erfaringens død spirer troen, der begærer tegn, - der lever på det usynlige, men vil skue det gennem symboler. Og når langt om længe den allersidste gnist af oplevelse er ved at ose ud, flakker det sjælelige op en stakket stund i mild åndrighed: ærefrygten for guldringen som tegn på trofast pagt ender i beundring for det rundes fuldkommenhed og uendelighed.


Således høves det en livstræt sjæl at fly - klinge hen i en køn, sprukken tone. Men det døde bliver, og i åndens verden gælder det med forfærdende sandhed, at døden er stærkere end livet. Det rituelles magt over sindene går for en stund, ofte en meget lang stund, over til despoti, fordi det ikke længer er grundfæstet i visheden om positive virkninger, men i frygt for de, hvem ved hvilke, ulykkelige følger som undladelsen kan drage efter sig. Det er begyndelsen til overtroens rædselsherredømme, da en form lader sig bruge til alt, siden ingen oplevelse afstikker grænserne for hvad den kan og hvad den ikke kan; og da form parrer sig i frihed med form, og yngler vildt i kuld af skikke der er hinanden indbyrdes modstridende, fordi de enkelte led (side 75) ikke står i tjeneste under en harmoni der vibrerer over erfaringer. Folkelivet gror til med ceremonier, der ofte overgår det ægte i alderdommelighed og troskyldighed mindst lige så meget som refleksionen kan gøre barnligheden bedre end nogen naivitet kan, indtil verden har fået den patina af forloren realisme og forloren maleriskhed, som fik hjærtet til at hoppe i livet på romantikerne, da de trætte af kategorier gik ud og opdagede almuens »djærve barnlighed«.




»Det har sin charme og sin nytte således at følge en kultur
til det sted hvor dens gespenst får ro; der er æstetisk nydelse ved at gå til vejs ende,
og der er mangehånde gavn i at blive vidne til hvor hårdt det falder at dø døden i formernes verden.«




Dér øvede Germanerkulturen sit sidste storværk, dengang dens gejst hjalp med til at forløse åndssanserne og gøre umiddelbarhedens hunger til en revolutionær magt så vel i folkenes liv som i folkelivet. Og dermed sank spøgelset i jorden. Netop som man for alvor gav sig til at indregistrere symptomerne på kulturel alderdomssvaghed, var bonden begyndt at sløje af i gennemførelsen af det program hvor alt, fra tøflerne til plovjærnet, havde sin hævdvundne rolle at spille; han havde overvundet sin vaklen mellem frygt og tillid når han stod over for fundne værdigenstande, og han havde nedskrevet sine egne arvedalere til pålydende værdi; hans egen sociale status var ikke længer beseglet i en periodisk overrækkelse af et par handsker til en eller anden næste, og hans kreaturer havde fået ro til helt at hellige sig arbejdets og krybbens velsignelser. Det har sin charme og sin nytte således at følge en kultur til det sted hvor dens gespenst får ro; der er æstetisk nydelse ved at gå til vejs ende, og der er mangehånde gavn i at blive vidne til hvor hårdt det falder at dø døden i formernes verden. Først og fremmest den gavn, at man med egne øjne ser hvor umuligt det er at sige: Dér begynder traditionen for alvor at sætte sig i oplevelsens sted. Denne sandhed kan vel erhverves på næmmere måde – den prædikes jo på tagene, – men den der kommer til sin visdom gennem med oplevelsen, får jo altid i tilgift en hel rad af instinkter, der i værdi ikke står under sandhedens erkendelse. Han lærer i dette tilfæde af dødens mærketegn er umiskendelige nok, når overgangen er sket; han forstår umiddelbart, at en død form aldrig kan blive levende, og han fornæmmer hvorfor: at det ikke er fordi formen aldrig mere kan passes til på virkeligheden, men fordi dens virkelighed er gået under: han bliver indvortesfra beskyttet mod at forblande de refleksbevægelser som udgør en stagnerende kulturs skinliv med en instinktbåren tillæmpning af det oplevede.


Jellingbægerormen.png


Hvilken af de to former for afledet germansk kultur der står kilden nærmest — den tyske fra det 8-9ende århundrede eller den nordiske fra det 10-11te – er ikke vanskeligt at afgøre. Men spørgsmålet om forrang er dog ikke så simpelt, at det lader sig løse i et nær og nær- (side 76) mere. Begge har bøjet sig ind under behov der var skabt ved videre erfaringer, begge har lært af romersk købmandspraksis, og ser man nærmere på de formuesbegreber der formummer sig i Nordmændenes bedstefaderformer, vil det vise sig at de ikke er en tøddel primitivere end Tyskernes. Nordboernes oprindelighed består snarest i at de har bevaret følingen med livet selv, så at formerne for dem ikke var former alene, og end mindre formaliteter; men deraf følger til gengæld, at de i mange tilfælde indarbejdede de ny behov og de ny ideer mere organisk end deres fremskredne frænder. Sydboerne havde sat erfaringen til og holdt des mere hart ved gebærderne; deres retssystem er skolastik, en gotisk kunstfærdig skolastik, bygget op af elementer der lyser grelt af alderdommelighed.




»Nordboernes oprindelighed består snarest
i at de har bevaret følingen med livet selv, så at formerne
for dem ikke var former alene, og end mindre formaliteter.«




Ved køb og salg gælder det, at hverken det ene eller det andet folk i sin historiske tilstand kan gøre krav på at repræsentere den germanske kultur, sådan som den regulerede begæret og begærets tilfredsstillelse. Vel er formerne oldtid, men ånden er ren og skær middelalder.


Den moderne almues ængstelighed ved køb og udlån er et exempel på sejgheden i en kulturgrund; men den indeholder også et kraftigt varsko om faren ved at bygge en fjærn tids liv op på basis af overlevende kulturvaner, der har bjærget sig en tilværelse nede under en væsensfjendtlig eller blot væsensforskellig livsform. I en skik kan tilsyneladende både indhold og form holde sig uforandrede fra årtusind til årtusind, men eet er omskiftet: balancen, det forhold hvori skikken stod til helheden, hvorved den holdtes i sin stilling. Og med dette ene har den mistet netop det der var dens livsnerve.


De gamles betænkeligheder var ikke mindre stærke end almuens nu er – tværtimod; men deres karakter blev bestemt deraf at handel den gang var noget helt andet end nu. Køb var altid gaveskifte, og det vil atter sige: altid forbund og broderskab; man kunde ikke tage sigte på tingen, og lukke ejeren ude af horisonten. Ingen kunde købe en hest eller et våben uden samtidig at købe ejerens venskab, og med hans hele hans æts; så længe sværdets kraft og kreaturets nytte var en lykke, lod det ene sig ikke tænke uden det andet. For i det hele at nyde tingen måtte man se at komme i forhold til den kreds af mennesker i hvis værge den befandt sig. Og netop denne tosidige erhvervelse af sjæleligt og legemligt i eet er det som Germanerne forstod ved køb: de køber om en ting, som de køber om venskab og om svogerskab.




»Ingen kunde købe en hest eller et våben uden samtidig at købe ejerens venskab, og med hans hele hans æts.«




Længe inden Germanerne når frem i fuldt historisk dagslys, har de lagt det barnlige bag sig. Selve ordet køb, fremmed som det er af oprindelse, indeholder et vidnesbyrd om fremskridt i merkantil erfaring, samtidig med at dets sprogbrug foreviger de gamle tankers foreløbige (side 77) sejr. I det mellemrum der ligger mellem det meget tidlige århundrede da ordet bragtes ind i Nordeuropa, og den tid da vore lovbøger blev til, er der foregået en skæbnesvanger forskydning i bedømmelsen af tingenes værdi for ejeren: guldringen har fundet sin øverste domstol i vægtskålen med dens lodder der går på en, to, tre, og brøker, klenodierne er forvandlede til kapital der giver rente, jorden er gledet over til at blive en skillemønt der kan gå imellem mennesker. Fra at være folk der levede af kreaturerne og af jorden og afgjorde deres mellemværender i køer og i kapper, er Germanerne avancerede til næringsdrivende, der beskæftiger sig med kvægavl og agerbrug og regner i koværdier og alen vadmel, og virkningen af denne omskiften i de økonomiske grundvilkår trænger sig overmægtigt ind på alle institutioner – intetsteds måske med større sejrrighed end netop i det egentlige brudekøb, hvor de forskellige præstationer får den bestilling at være grundvold for hustruens pekuniære tryghed, eller endog at sikre hende en anstændig enkepension. Med en sådan omordning af verden, fra en samling benævnte størrelser til en masse ubenævnt, er der gjort den uigenkaldelige begyndelse til tingenes emancipation, så at de før eller senere for alvor må bryde den pietet der bandt dem til slægt og sogn, og lære vævert at danse fra landsende til landsende; og menneskene er allerede begyndt at øve sig i den raphed i håndelaget som må til, om man skal kunne begå sig blandt slige letsindige effekter.


Men den gamle ejendomsfølelse, som må komme til kort overfor regnestykker med mønt, sætter sig uvilkårlig til modværge, så snart den stilles ansigt til ansigt med tingen selv. Germaneren kan foreløbig ikke trænge igennem til at se tingene som genstande: de var individualiteter, som han kendte og mødte med gensynets beroligelse. Den verden fra hvilken hans love og vedtægter udgår, er en i hvilken klenodierne har deres egennavne og deres personlighed, det er den verden hvor den hoffærdige kriger fremkalder udråbet: »Se, Ingeld, kender du det våben? Det var det din fader bar den dag han faldt.« Og hvor Germaneren end kommer hen, røber han sig ved sin uformuenhed til helt at skære forbindelsen over mellem sig og tingen. Den gave han havde afhændet var og blev sjælens forpost i det fremmede, og han havde både en ret og en pligt i den, som gjorde at hans vilje betød noget også for senere modtagere. For en Olav Hellige var denne følen sig selv i tingen intet mindre end en personlig oplevelse. En af hans mænd, Brand Ørve, havde engang fået en kappe af kongen og ganske kort efter atter givet til en fattig præst, Isleif, der var kommet hjem fra en studierejse i Saxland og havde ondt om klæder. Olav lod Brand høre lidt for hans raskhed til at skille sig ved kongsgaver, men da han så Isleif stå for sig i glans af lærdom og hellighed, forstod han straks (side 78) at kappen havde fundet en værdig bærer. »Jeg vil give dig den kappe,« sagde Olav, »ti jeg kan se på dig, at der er velsignelse ved at være med i dine bønner.« Er håbet kristent, da er dets begrundelse hedensk.


Ved siden af den personlige fornæmmelse af det at eje, var klenodiets og jordens betydning for andre end den nominelle ejermand en kendsgerning, som man ikke kunde komme udenom i det daglige liv. Så længe ikke ætten var helt opløst, holdt det hårdt at udrydde arvingernes ret til hensyntagen ved enhver afhændelse af arvestykker, hvad enten den nu vilde hævde sig som et krav på at blive hørt ved salget, eller som en fordring på forkøbsret. Den kan trænges tilbage inden for visse grænser, og så holder den sig hårdnakket som en påstand om at mere end en vis del af sin formue må man ikke give bort, og at alt hvad der går ud over det rimelige mål kan frænderne fordre tilbage ved giverens død.


Lovbestemmelserne er kun overfladiske tegn på den ængstelse hvormed ætten som helhed betragtede enhver overdragelse af ejendom der i sig indbefattede åndelige omskiftelser og forpligtelser. Ætten mistede aldrig forbindelsen med sine gaver, og kunde ikke give sig hen til evige tider som viljeløst redskab for en tilfældig overtager af gaven. De oprørtes mod den tanke at modtageren frit skulde kunne afhænde det modtagne til tredjemand.


Af denne kulturens stampen mod de fremmede impulsers brod kommer der en ejendommelig dobbelthed over de handelskære Germaners væsen. Deres lovbestemmelser om handel og vandel står nærmere ved en Romers kommercielle rutine end ved en ægte Germaners tingen; i deres tumlen med salg og pantsættelse, forpagtning og lejemål fører de i virkeligheden et moderne samfunds tale, men de forklæder deres erfarenhed i kuriøse termini, der først oplader sig for en når man går omveje og kommer til dem gennem en fortid. Uden om de gamle former er der intet fremkomme, og derfor står tanke og udtryk i en sejg brydekamp, hvor indholdet tøjer og strækker formen til den er en sprængning nær, og formerne stritter imod for at holde transaktionerne inden for det gamle købs ramme. Det kan ende med at institutionen går i stykker, som det gamle brudekøb og fæstemål i virkeligheden er, derved at de forbindende gaver har tabt deres betydning som berigelse og har beholdt ceremoniel værdi som væd eller foræring, medens den pekuniære ordning har hævdet sig en særstilling under eller endog uden for dem; en langobardisk pige bliver brud i kraft af det gammeldags fæstemål, men hendes hovedinteresse gælder det dokument i hvilket manden sikrer hende en fjerdedel af sin formue. Resultatet kan etablere sig under et foreløbigt kompromis, som når handel om ting forudsætter sælgerens forpligtelse til at værge (side 79) køberens ejendomsret både over for sine egne frænder og overfor eventuelle indsigere, så at han ikke blot een gang for alle garanterer retmæssigheden, men erklærer sig villig til at overtage ansvaret hver gang lejlighed gives.




»Men hist og her, halvt eller mere end halvt kvalt af al denne opblomstrende
lovgivning, står der et og andet afbleget skud af det forhistoriske handelsbegreb.«




Men hist og her, halvt eller mere end halvt kvalt af al denne opblomstrende lovgivning, står der et og andet afbleget skud af det forhistoriske handelsbegreb. Bestemmelser som Grågåsens: Sin gave bør man ikke tilbagekalde, men ser man hen til løn ved givelsen eller har modtageren lovet vederlag, da har man krav på så meget som der blev aftalt, eller som Ostgotalagens om at man hævder sig som ejermand ved at sige: han gav og jeg lønnede, ¬– de går tilbage til den tankegang, at den egentlige gænge for tingenes bytten gårde er gaveskifte – ikke gaveveksel i moderne forstand, men en bejlen fra den ene ting til den anden, og de indeholder i virkeligheden den egentlige germanske handelslovgivning. Venskabsbejleren, der giver sin gave »til« - d. v. s. for at opnå – en gengave, og giveren, der forjætter velsignelsen i det overdragne, har i virkeligheden forlængst sagt os alt hvad der er at sige om germansk køb og salg, og Gaveræv er som handelsmand kulturens sidste ord.


Dermed tø'r da alle distinktioner bort mellem en uegennyttig gavetrang og en egoistisk attrå, mellem venskabstilbud og købslåen, mellem den ædle selvhengivelse og den uædle tingen for løn. Germaneren vidste ikke andet end at man nåede besiddelsen gennem et venskabstilbud, og hverken tilbøjeligheden eller havesygen blev ringere derved. Man ønskede svogerskabet eller venskabet, fordi det bragte en virkelig berigelse, bragte guld så vel som hjælpevillighed, og man bød sit klenodie eller sine heste frem sådan at man i dem lagde sit ønske om at få modtagerens bistand i denne eller hin vanskelige sag. Når da Gunnar i Eddakvadet siger: »Een er mig bedre end alle, Brynhild, Budles datter, hun er kvinde ypperst; før skal jeg lade mit liv end miste den piges skatte«, da gælder det om ikke at forflygtige nogen af de to, hverken pigen eller hendes guld, men at give dem begge alt hvad dem tilkommer.


På dette punkt tørner barbarens og den dannede mands begreber så uhjælpeligt sammen som næppe noget sted. Tacitus har set gæsten komme ud ved afskeden med favnen fuld af herligheder, og han har set værten stå glad tilbage med et lille bjærg af souvenirer, som han havde udbedt sig af dem der havde glædet ham ved at tage mod gæstfrihed, og den dannede mand taler stramme ord til sin samtid om disse naturbørn, der ikke skriver velgerninger på regning. Men havde han været i stand til at kigge lidt længere inden for døren, vilde han vel være bleven rystet ved at iagttage hvor vel de glade givere passede, at der ikke blev noget at skrive på regning. Sådan er det gået mangen (side 80) Europæer, når han skulde finde sig til rette i de vildes begreber om tings værdi mellem brødre. Kommer ikke der en indfødt med sin foræring, tilbyder frit af hjærtet sin ven det eneste lam han har, og gør han så ikke lidt efter den rørte kolonist opmærksom på at han glemte at belønne opmærksomheden med f. ex. den gode bøsse der. Da svinger den hvide mands hjærne så voldsomt mellem beundring og forbavselse, at forstanden går i stå af overanstrængelse. Måske bliver han den dag vunden for livet som tilhænger af visse filosofiske systemer, der lærer at det specifikt menneskelige ikke hører ind under de medfødte ideer; skade blot at den europæiske spekulation er for provinsiel til at antage sig den indfødte, som står og ryster lige så energisk på sit naturhoved over denne besynderlige verden, i hvilken folk kan gå omkring og blive voksne uden at forstå de simpleste ting.


Der er sjæl med i de gamles griskhed, og derfor er deres begær attrå og går ind under den sjælens oprørthed som bærer navnet lidenskab, eller i hvert fald burde bevare sin eneret til dette adelsord. Det kommer over dem, når de går rundt om genstanden for deres attrå, ser den an fra alle sider, ikke kan slippe den med øjnene, – de kan ikke stå imod, de må have ejerens venskab, eller voldtage hvad de ikke kan vinde, – og voldsmanden se da vel til bagefter, om han kan bøje erhvervelsen ind under sin vilje. Fordi begæret kommer så dybt nede fra, rammer afslaget som en krænkelse. Den sindige, selvbeherskede Vatsdølehøvding Ingemund Gamle havde på sine ældre dage en oplevelse, og det for et våbens skyld. En sommer boede hos ham som gæst en Nordmand, Hrafn, og denne Hrafn gik altid med et fortræffeligt sværd i hånden. Ingemund kunde ikke lade være med at skotte til sværdet; han måtte låne det og se på det, og vred blev han for alvor, da Hrafn sagde rent ud nej til hans udbusende købeforslag. Dage gik, Ingemund blev mere og mere optagen af Nordmandens fortællinger om sine oplevelser på viking og langfærd - han havde selv været ung og æventyrlysten, – Hrafn talte, Ingemund lyttede, under samtalen trådte husherren tankefuld ind i sit gudehov, Hrafn fulgte tankefuld efter. Da vendte Ingemund sig høj imod ham, ti i tempel gik man våbenløs og udæskede ikke på den måde gudevrede; glemte man sig, da sonede man med sit bedste eje, og bad den der kendte guderne om at varetage ens sag. Således kom Ingemund til sværdet Ættetange.


Begæret formår endnu mere end at sætte lidenskaben i oprør, det skaber de egentlige tragedier i vore forfædres liv. Da den gamle enøjede kom ind i Vølsungs hal og huggede sværdet fast i træstammen som en gave til den der var stærkest, da var der ingen anden end Sigmund som kunde rokke det, men der var en, hans svoger Siggeir, som så langeligt efter det. Tredobbelt vægt i guld bød han for det, men (side 81) guldet bevægede ikke Sigmund. Vred drog da Siggeir af gårde førend gæstebudets tid var omme, men til gengæld bød han bagefter sine måger hjem til sig, og der fik han sværdet efter at have dræbt sin svigerfader og sat hans sønner forsmædeligt bundne til ulveføde i skoven. Een for een tog den grå svendene, kun Sigmund, sværdets ejer, blev tilbage; gennem sin søster, Signy, fik han sit klenodie, reddede sig selv, og hævnede sin fader, – og det var det sværd som Odin selv slog ham af hænde i slaget, som Regin smedede sammen til hans søn, som Fafner blev dræbt med, Sigurd Fafnesbanes våben. Sådan kommer det ene klenodie efter det andet med sin tragedie. Ynglingernes halsring, Skjoldungernes armring, Andvareskatten – i dem har vi ikke blot Germanernes tragedier, men det tragiske i Germanernes liv.




»Ynglingernes halsring, Skjoldungernes armring, Andvareskatten –
i dem har vi ikke blot Germanernes tragedier, men det tragiske i Germanernes liv.«




I os, romantikkens lærlinge, lever der en redebon ærefrygt for det tragiske; lad være at en Brynhild der af selvfølelse drives ud på dybere vand end det hendes svigerinde pjasker i, eller en Gudrun der misunder sin medbejlerske stadsen og hellere vil gøre sig til tyv end se hende vække beundring, lad være at de umiddelbart udfordrer næsvise refleksioner, når de kommer ind i vor verden, – så driver vi disse tanker tilbage med skamfuld forlegenhed over at vi skal være nødt til at kendes ved deres ophav. Disse personers dybe åndedræt gør at vi helst vil lægge et dølge over det faktum, at mennesker kan bære sig udvortes set omtrent ligesådan ad hos os af lutter lidenhed. Men når det tragiske i den grad behersker os, da er det ikke i kraft af sin almenmenneskelighed, tværtimod, det kuer os til trods for at det er det utilgængeligste af alt, det partikulæres selvbekendelse. Der skal et langt studium til, inden vi kommer det fremmede så nær ind på livet, at vi ser konflikten stå på samme sted som i vore egne egentlige tragedier, og forstår det tragiske som kulturens bekendelse af hvor dens styrke og dens svaghed mødes. Når vi bevæges ved vore digteres kamp for at udtrykke vort uløselige problem, at enkeltsjælen, den der for os er verdens faste punkt, forliser på fakta der ikke vil underkaste sig vor verdensorden, da oplever vi det samme som Germanerne har udtrykt i deres digtninge om guldet, der var det kraftigste pagtmiddel og den ubændigste stridvækker, der var fredens sjæl og det eneste der kunde bringe kivagtigheden til at stå på det hellige sted: frændekredsens mark.




Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


68. Æventyrsaga, Fornald. II 393. – Almuens forsigtighed, se f. ex. Cavallius II, XLIII, I 386; H. Aminson: Bidrag till Södermanl. Kulturhist. V 85; O. Nicolaissen: Fra Nordlands Fortid I 21; Gaslander 275 (27) jfr. 302 1. 1. – Skødning, Skånel. 36, 77 ff., 83; And. Sun. 37–39; Sk. Stadsret 1 (Skånelagen p. 400); Eriks 1. I 29.

69. På tinge, Skånel. 49 n. 67; 51; Vald. 1. II 44; III 8; Eriks 1. I 18; III 3, jfr. dermed underforståelsen i II 49 (p. 50); Jy. 1. I 37, der røber sig i begrundelsen; vidner var egentlig de mænd, der holdt på skødet, And. Sun. 38. – Norge, Gul. 292, jfr. 279; sml. Østg. Eghn. 1. Obs. den fortid som ligger impliceret i Vestg. III 67. — Sydens former, muld, græstørv: Thév. 29, 100 ter; Hist. Fris. n. 484; Redon n. 99, 142; Pérard p. 57; Cluny I n. 10; Kemble, Cod. Dipl. Ærf. Sax. I n. 114. –Kniv: Thév. 105; Chartæ n. 23, 110 etc. – Gren: Thév. 52, 98, 136, 143; Loersch. 97; Hist. Fris. I n. 492; Mon. Germ. Leg. IV 602 (Cart. 24), jfr. ib. III 337 (Lex Baj. App. IV); Cod. Lang. n. 127, 146, 243, 247; Chartæ I n. 23, 40, 55, 110; dør, hængsel, tærskel: Thév. 30, 124; Loersch 70 jfr. 54; Hist. Fris. n. 538, 607; Cod. Lang. n. 184, 191, 228, 232, 257, 266, 269, 291; Mon. Germ. Form. p. 200 (34); Roz. 256, 258, (side 372) 288, 289; Gluny I n. 91; stav, se exc. – Retstvekamp, Lex Alam. 81. Hin makedonske konge, Herodot VIII 137. Det samme sker ved eden, når den sværges under berørelse af stridens genstand, Lex Rib. 33; Eriks 1. III 21. — Sachserne, Widukind I 5 f.: naturligvis sagn, men et sagn hvis raison man forstod.

70. Lagt på, Herv. 205; Regin. 6 f.; obs. fár, der netop betyder både det onde sind som farebringende, og den ulykke som fødes når det får lov at virke. – Tilsagn til, Grettir c. 17; Beow. 1045, 1216, 2162, 2812. – Nyd, f. ex. Norr. Forn. 57 (112 etc.), 64 (164), 224 (29), 239 (8) etc. etc., jfr. B A Po. I 372 (308) og Beow. 2165: overdrog ham dets godvilje, altså undte ham dets indhold, dets lykke som en lykke, gav ham uden forbehold med helt sind, jfr. 2157: at jeg først skulde sige dig dets vilje, dets natur, og 1194, 2149: med helt, velvilligt sind; ést er den gode fredsvilje, f. ex. Beow. 2378, B A Po. III 200 (24); og obs. de parallelle ord Gen. 2443: værtens godvilje = gæstfrihed. Beow. 3075 er dunkelt, men så meget er utvivlsomt, at verset spiller over ejerens vilje, måske med hentydning til at Beowulf ikke kendte hans hu og var fortrolig med ham. – Brug, jfr. også f. ex. And. 229. – Lykke følge, Njála c. 82 (82). – Handske, se exc. 8.

71. Rådighed, Beow. 652 ff. cf. 1044; cf. spéd Beda (Early Eng. Text Soc. 95 f.) p. 230 (28), 256 (10). Den lykke man byder frem som bemyndigelse er den samme som man byder til velkomst: Beow. 652, 2418 og Elene 1002 er fuldstændig parallelle. — ráð, se I 231 og exc 1. — wed, se exc. 8. – Lagt på, når man udsendte budkævle i Norge lagde man ordet på den, så at overhændelsen havde tvingende kraft; modtageren kunde ikke skutte opbuddet af sig, Frost. IV 24. Man lagde sagen eller sigtedes navn på pilen, Frost. IV 39; Gul. 151, 156, og så var både man selv og den anden bundet af den sigtelse. – Ordet, her træder altså ind alt hvad forhen er talt om ordets magt. — Vadiet er altid vadium for dette eller hint, og dette og hint er altid forsvarligt defineret i en retsformel. Denne sprogbrug vadium dedit eo ordine ut og lign. er velbegrundet i oldgermansk tankegang; på nordisk hedder det skil ek fyrir ell. lign. (Cf. også foran om gave til kongen.) Som ex. på at ordet kan være centrum i stridsspørgsmål cf. Roth. 366; Ratchis 5 og den slags forretninger som typificeres i Lex Sal. 46; intet af disse tilfælde er specifikt moderne i ånd. Se også exc. 9 B og 17 A. Se også exc 8.

72. Pantskødning, (wœþskötning) og vœrulzskötning (ad perpetuum dominium), Skånel. 83, cf. dertil Amira II 229 ff. og I 207 ff., 220, hvis udvikling — og citater — kommer til at tage sig en smule anderledes ud, når den stemmes af efter den tankegang som ledede de gamle i al deres omgang med ideer. – Håndslag, se exc. 10.

73. To øre, Skånel. 76; And. Sun. 39. – Håndsel, Ljósv. 192 1. 58. Se exc 10. — Øvrige Germaner, Grimm: Rechts. 138 ff. – Magnus, Heims. III 107, með þeim formála — eo tenore. Se også exc. 9 B. — Lovkævle, se exc. 9 B. – Goslenus, Thév. 173.

74. Overtro, sådan som den f. ex. florerer i bøndernes Weistümer. Grimms Rechtsaltertümer er en romantikkens højsang. Selvfølgelig er tilgroningen allerede begyndt i sønnesønnernes tidsalder, læg mærke til den bedægtige urtegårdskomedie Hist. Fris. n. 421, og pantomimen Thév. 121. — Et par citater vil på dette sted ikke give noget indtryk af sandhedens forfærdelighed for den der ikke selv er kommet i berøring med almuens konveniensliv. En henvisning til den Grimm-Schröderske udgave af (side 373) Weistümer (med det udførlige register) og til Grimm dækker en del af antydningerne.

76. Nyde, cf. foruden alt det citerede Forns. 136 l. 11. Det forbundsagtige i købet spores også endnu i den norske sprogbrug, når den taler om trygð og tryggva ved handel, og det gør sig direkte gældende i kravet om at køber og sælger skal dele brødet og bægeret, inden de går fra hinanden. — Købe, i de sydlige retskilder med deres latinske tungemål må man være på sin post mod at tage emere alt for ciceroniansk; barbarbegreberne stikker noksom igennem, selv om de er mindre selvsikre end heroppe i det mørke Norden. Der er gjort lidt for mange teorier om brudekøbet på en naiv sprogopfattelse.

77. Koværdier, Tac. 12, 21 antyder en anden verden end islandsk kugildi; cf. omsætningstabeller Grágás II 192 f.; Lex Rib. 36 (11). — Ingeld, Beow. 2047. – Isleif, Flat. II 140, cf. ordlyden Mork. 201 l. 20 f.

78. Arvingernes ret, se exc. 12. — Modstrid mellem indhold og form, gælder det et karakteristisk exempel, da er det nok at henvise til Amira I 320 ff. — Brudekøb, se exc 11.

79. Sælgerens forpligtelse, se exc 8. – Forhistorisk handelsbegreb, Grágás I 247, Stað. 84 f.; Østg. Vins. 9, Bygd. 46; og ligeså Liut. 43, 72 (73), cf. form. Det må ikke overses at lønnegaven altid var en grip, (klædningsstykker ell. lign.), ikke mønt. Herhen hører så egentlig også det i exc. 12 antydede om svensk jordgave. – I den gamle opfattelse af klenodiet som en åndelig værdi løses endelig modsætningen mellem fordringen om at en gave skal mødes med sin fulde gengældelse for at være gave (Gul. 129), og anerkendelsen af at en løn overhovedet bringer forpligtelsen ud af verden (Grágás I 247 og exc. 8 og 12). Senere bliver efterhånden alt et spørgsmål om møntækvivalenter, se som exempel på tonen Amira I 508. – Tilgave, se exc 8. – Gaveræv, se II 12. – Gunnar, Sigurd, sk. 15. – Tacitus c. 21.

80. Ingemund, Forns. 29. – Sigmund, Völs. 88 ff.

81. Brynhild, Völs. 147. – Gudrun, Laxd. 177 ff.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)