Vor Folkeæt i Oldtiden: Lagakefli

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Femte bog:
Excurser og henvisninger


Excurser

9B. Lagakefli


(side 317) En egen manifestation af klenodiets lykke er dets kraft til at lyse helg over jorden og gøre den stejlt afvisende overfor fremmed vilje. En følge af ringeagt for det hellige må da blive at krænkeren kommer svækket til et opgør, han har i egentligste forstand ikke retten med sig, og juraens dom over ham er i virkeligheden kun et responsorium på den dom som er inden i ham, i hans årer og muskler lige så godt som i hovedet. I Norge samles den stav der hegner jorden under samme navn som den hvormed stævnet mand bød ret for sig: lagakefli; i laga ligger ikke at kævlen var et særligt juridisk instrument, lige så lidt som de svenske lagakar er juridiske bægere, det er virkningen og den sociale anerkendelse som er udtrykt i navnet; men virkning og anerkendelse bygger naturligvis på tanken om at kævlen – og ølbollen – var en åndelig virkelighed. Lovkævlen brugtes til at »kaste frem« for at »fæste« tingsafgørelse, og til at sætte op på land for at værne det mod fremmede. Ved uenighed (side 318) om land blev hegningen brugt som et middel til at fremkalde afgørelse, idet kræveren eller ihændehaveren eller begge to nedlagde forbud mod benyttelse af jorden, indtil afgørelsen var afgjort ved kendelse (lögfesta), og denne fornagling af jorden som i senere tid åbenbart blot bestod i en tinglysning, er fra først af blevet udført ved at en mand satte sit tegn på landet. Ved overtrædelse af forbudet arbejder man undir (= inden for) l.'s magtområde, eller man bortfører afgrøde undan l., ligesom det hedder undan en, når man mod ens vilje tager hans gods eller noget han har i sit værge. Norsk lov har kævlekastet ved lovfæstelse på tinge, et sikkert tegn på at formerne var blevet formalitet og brugtes ret i flæng, eller som man også kan sige, en parallel til skødningen på tinge.


Forståelsen af helgmærket var lige så levende hos andre Germaner. Ved strid om land bliver da denne helligelse ganske analog med grebet om en omstridt genstand, eller de alamanniske kæmpers berøring af jorden med odden; afgørelsen afhænger af hvem ejendommen erklærer sig for, ved at gå ind i ham og inspirere hans ed eller hans våben i tvekampen.


En ejendommelig mellemform, der må forstås som en formel udløber af lovkævlens myndighed, dels som tabutegn, dels som bekræftelsesihænd, er embedsmandens lysning af ban på tinge »ved stav« eller ved stav og handske.


Livets sidestykker er nævnte foran, de viser både klenodiet og den simple stav i virksomhed. Naturligvis var det ikke nødvendigt at bruge et klenodie til at indblæse lykken, man kunde indpode sin lykke og sin natur i hvad som helst, og lade den simple kæp stå som vogter af retten, hvis man fik sin sjæl sat i den; men der var øjeblikke da man behøvede det stærkeste, og det som havde mere magt end mennesket selv, det som var selve den uforandrede slægtshellighed.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


(side 410) 317. Lagakar, cf. i det foregående II 134 note. — Lovkævle, Frost. X 11, XIV 11, cf. brugen af korset Gul. 72; N G L. IV 767 n.

318. undan l., Frost. XIII 23. – Norsk lov, NGL. II 116 c. 19 cf. Frost. XIII 14. – Andre Germaner, bl. a. Liut. 134, 148; Ratchis 14, hvor vifa's officielle anvendelse omtales; Lex Baj. X 18 (309). – Strid om land, norsk lovkævle jvfrt. med Liut. 134, 148. – Mellemform, Lud. 16 form.; Ficker n. 20, 47, 48, 57 etc.; Hist. Fris. In. 1217. – Om den offentlig brug, cf. foran II 317 om kongens våben. – Livets sidestykker, cf. foran II 97 med citater. – Kæp, cf. Vestg. I Jord. 20. Cf. Heimskringlas beretning (III 107) om Magnus Gode og Harald, og i det foregående II 73 med citater.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)