Vor Folkeæt i Oldtiden: Leg og løfte

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Fjerde bog:
Hellighed og helligdom


Leg og løfte



(side 161) Til en fest hvor mennesker styrker sig i deres gud hører der noget mere end offer. Efter måltidet står folket op for at lege. Når mændene har bragt deres fælle til sæde i hans høj, vist ham derhen hvor han vil trives, og givet ham de skyldige goder med på vejen, holder de måske væddeløb og sangerkampe. Og hvad enten man begrunder sin legelyst med hensynet til guden eller til den døde eller til de levende, løber begrundelsen ud i den kendsgerning at idrætten er af samme kraft og af samme virkning som gildet inde i stuen – den er et led af blotet.


Vi ved at al slags idræt hørte sig til ved sammenkomsterne i oldtiden. Boldspil, hestekamp, brydeleg falder ofte for i sagaernes omtale af fester, af den gode grund at Islændingenes blod meget ofte kom sådan i kog at virkningen sporedes rundt i bygden længe efter. Om de islandske hestehidsninger får vi gode tekniske oplysninger; der beskrives hvordan hingstene førtes frem imod hinanden af de to ejermænd, hvordan de rejste sig på bagbenene og bedes, medens føreren med hestestaven støttede sit dyr i den oprejste stilling og samtidig hidsede den til dens vildeste gåen på. Disse kampe gjaldt som æreprøver, ejeren var åndelig indlemmet i sin kamphest, så at dens sejr var hans vækst, dens nederlag hans æreforlis, og ret hyppig blev hingstenes kendelse efterprøvet i et mere end tilfældigt møde mellem mændene og deres våben. Om nogen tilknytning til gudstjeneste hører vi derimod ikke; tilsyneladende, men sikkert også kun tilsyneladende, var kampen gået over til en folkelig forlystelse.




»De norske former for hestestævnerne har bevaret
os tydelige minder om deres oprindelige tilknytning til kultfesterne.«




De norske former for hestestævnerne har bevaret os tydelige minder om deres oprindelige tilknytning til kultfesterne. Disse skei, som de kaldtes, fandt sted hvert år, i Sætersdalen en lørdag i August, i Telemarken Bartholomæi dag, og tilhørte åbenbart fra først af en gammel religiøs sognefest. Hingstene førtes frem to og to, hidsede ved tilstedeværelsen af en hoppe, og efter kampen fulgte vilde ridt på bar hesteryg. Og det vidste man, at »når hestene bides bravt, fås godt år«. I dette dobbeltspil mellem opfattelsen af handlingen som manddoms- (side 162) prøve og som lykkesikring ligger en sandsynlighed for at der i skikken endnu hænger en stump af den gamle sæd.


Det er kulturhistorisk set et betydningsfuldt træk at ordet »leg« inden for de germanske sprog kan rumme betydningen »offer«, og på den anden side er det lige så karakteristisk for kulturen at ordet også frembyder sig til omskrivninger for »kamp«. »Hilds leg« er ikke digterens lunefulde billedpåfund, udtrykket har en dybere nødvendighed. Man legede meget i hine dage, og man tog altid hårdt, men hårdhændtheden skyldtes ikke alene de barkede næver. Den tone i ordet som nu har den afgørende betydning, abstraktionen fra virkeligheden, er en ligefrem fornægtelse af det der var legens sjæl i gamle dage. Den skulde være alvor, ellers havde den ingen berettigelse, og ellers var den kedsomhed i steden for tidkort. Jo drabeligere de to parter gik løs på hinanden, des større fornøjelse havde både de selv og tilskuerne af sammenkomsten. »Nu har de moret os, lad os så more de andre,« sagde Islændingen, da »de« – to af selskabet – havde slået løs på hinanden så grundigt, at den ene aldrig mere behøvede at gå på holm. Grettir havde een gang i sin fredløse periode lejlighed til at se sig omgivet af et taknemmeligt folk. Det var den gang han forklædt listede sig til bygd, hvor folk var forsamlede til leg, og ved sin styrke gjorde kraftprøverne mere end sædvanlig hårdhændede. Da han forlod selskabet lød der en varm tak efter ham, fordi han havde givet så stort et bidrag til morskaben, og der er ikke i taksigelsen nogen anstrengt tone, som hos folk der sætter en anerkendende mine op for at skilte med sin manddom. De himmelske ejnherjer, som nyder den lykke hver eneste dag at kunne vågne op med udsigten til at kunne slå hverandre helt ihjel, er som alt fuldkomment i denne verden skabt i tider da man ikke længer kan magte livet som helhed, både som prosa og som poesi, men må samle hele sit jeg om at realisere idealet. Vikingetidens mennesker var en æstetisk slægt, der udelod kampen for dagligt brød og forædlede livet til en stræben efter ublandet ære, og Valhals ideal har det overjordiske skær der tydeligt nok mælder at næste lutring vil tage livet af det, eller – for at udtrykke nøjagtig det samme på prosa – vil få den æstetiske tomhed til at åbenbare sig som råhed. Men er einherjerne sølvalder, så er det fordi de higer efter det som guldalderen gjorde, og deri ligger jo et værdifuldt vidnesbyrd om den kultur de er udgået af.


Da Valhal blev lukket og kirken satte segl på døren, synes einherjerne at være sluppet ud over Norge og Sverrig, og at have taget ceremoniellet med sig; i hvert fald har almuens gæstebudsvaner i lange tider tjent den fredsommelige dannelse til et exempel på forskelligheden i smag og behag. En tids mennesker fejrer deres gilder med knive og økser, de medbringer ligskjorterne til festen, for at kvin– (side 163) derne kan have ro på sig, og ikke skal behøve at sidde på bænken med den forstyrrende tanke at de når som helst kan blive nødte til at bryde op og jage af sted, for at få manden hjem inden han bliver helt kold og stiv. De spørger efter antallet af dræbte, før de dømmer om gildets vellykkethed. En anden slægt rystes ved at høre om en tilværelse der sad så løst, at enhver lille oplevelse truede med at knække den af. Vi forundres over den sindsligevægt hvormed bonden gik og såede sin ager, når hans udsigter til selv at bringe høsten i hus afhang af om naboen holdt bryllup i mellemtiden, vi tror ham dårligt til at glæde sig helt igennem ved synet af ung elskov – usikkerheden er det første vi ser, men for hine var det spændingen og kraftprøven som beherskede alle tanker på sammenkomster til glæde.


Det er noget einherjeagtigt ved bonden der kører i triumf til gilde, og sliber sin kniv godt forinden. Og hvis det kom an på at tælle frændskab efter grader, vilde virkelig disse bønder komme einherjerne et led nærmere end de Germaner der levede førend Odin havde fået samlet sin skare fuldtallig. Bondekulturen er en hæmmet sølvalder, en dekadence i langdrag. Men ikke nok dermed: det vi forstår ved almuepræget er skabt ved at en fremmed kultur har lagt sig attrapagtigt over folket; og når en nyere åndsform således krænges uden på folkelivet, bliver den nederste kultur udelukket fra en stor del af sine opgaver, og passer sig til efter den brøk af livet der lævnes den at regere med. En sådan begrænsning, hvad enten den nu består i at kulturen mister føling med himlen, eller i at den jordhugges og indskrænkes til at besørge det himmelske og det ideelle – den indebærer forkrøbling. Da festens handlinger ikke længer angav mandens ære og etos for konge og præst lige så fuldt som for ligemand, da de ikke længer havde rækkevidde ud over det jordiske, og ikke længer rørte ved guderne, blev deres væsen et andet, selv om der måske udvortes ingen forandring var at spore. Dermed er disse slagsbrødres værdi som vidner bestemt; de kan ikke trylle den gamle fest frem for os, men de hamrer festforventningens karakter ind.


Festen skulde være en begivenhed, det er den gamle fordring. Der skulde ske noget. Derfor flokkedes man også om fortælleren og sangeren, som lod skete hændelser ske om igen. De stakkels epikere har måttet finde sig i at blive omkonfirmerede til menneskeskildrere, skønt de vers for vers bedyrer deres uskyld, og på deres enfoldige vis nøder os til at tage til takke med handlinger og handlere. Når vi er som naivest, og haster efter resultatet for at se hvad det bliver til, holder de os fast i kampskildringen, om vi dog ikke skulde kunne begribe at nydelsen består i at opleve; når vi jager efter ideer og ledende tanker, eller efter dramatisk spænding, bylter de hele interessen sammen i helten, hans mod, hans armkræfter, hans snildhed. At opleve helte– (side 164) bedrifter, opleve kampe, opleve sejre, det var tilhørernes glæde, det var festfryd.


Jellingbægerormen.png


Som festen over alle fester skulde det store blot gennemstråles af det lys der forklarede livet. Den mægtige æreside i sjælen måtte finde sit genbillede. Det var ikke nok at føle lykkens tilstedeværelse: fællerne måtte se den virke. Den måtte øves og opvises. Sværdet blev båret frem for skaren der sad ved drikken; dets ejermand lovpriste det og nævnede dets ejendommelige lykke og lod det atter kampfrejdigt vandre sin gang videre, som Angelsachseren har beskrevet os. Klenodierne skulde aflægge vidnesbyrd om deres magt – om det så skete ved våbendans, ved hesteløb og hestekamp, eller på anden festlig vis, må vi gætte os til. Og en opvisning er intet, uden den tillige er en prøve og et bevis, en anspændelse af hamingjaen lige til dens yderste grænse.




»Det var ikke nok at føle lykkens tilstedeværelse:
fællerne måtte se den virke. Den måtte øves og opvises.«




Den store, festegentlige form for bedrift hedder løfte. Den træder os mest imponerende i møde ved festen over den afdøde.


Ved arveøllet er det jo i allerhøjeste grad nødvendigt at der sker noget. Festen skal være en genoprettelse, det udtaler den strenge jura med faktums eftertrykkelighed, når den lader arveøllet være den retslige begrundelse af eftertræderens stilling. Ordet arve har sit tyngdepunkt i samme aktive forhold til lykken, ti det indbefatter i uopløselig forening disse to ting: at drikke gravøl over og at tage arven op. Af den måde man fortæller om Svends og om Ingjalds berømte gravøl ser vi så atter at festen til genoprettelse koncentrerer sig om det bæger der blev drukket til den hedengangnes minde. I det øjeblik bragehornet bæres frem og løftet aflægges over det, da er det den afgørende vending sker hvorved ætten får sit hoved, og livet atter begynder at pulsere. Ved gildets begyndelse sad arvingen på trinnet foran højsædet, men så snart han havde udråbt sit løfte og drukket skålen, blev han ledet op i den plads som hans fader havde haft. »Da havde han ret til arv« efter ham, »da skulde han være kommen til arv og ære efter den afdøde, men ikke før«, siger kilderne, og vi tør se dem nøje på ordene, fordi udtrykket ikke udgår fra en overlevering, der på må og få erstatter hvad den har tabt undervejs, men er valgt af mænd i hvem det der skulde betegnes endnu var levende.


Dette ene fjed, fra trinnet til stolen, forudsætter en omvæltning i tingenes inderste væsen; intet kunde løfte sønnen op fra askebiderens plads på gulvet til sædet mellem de inspirerende søjler, hvis ikke handleren selv dér havde gjort en indsats som frembragte værdigheden i ham. Ja, det mål som løftesmanden skulde fyldestgøre, og som han fyldestgjorde, står afmærket så vel i navnet bragarfull som i det angelsachsiske gilp; det første betyder ligefrem manddomsbæger (side 165) eller dådsbæger, det sidste går så vel på løfte som på den ære og anseelse dåden har frembragt.


Utvivlsomt gaves der tomme løfter og sande løfter – de sidste udmærkede sig først og fremmest ved at de var udbrud af en fortid. I den stund ynglingen lovede ikke at blive værrefædring havde han taget sine forfædres lykke op og ført sig i æt. Men vi har langtfra udtømt øjeblikkets fylde, hvis vi blot tænker på de forudsætninger der nu var grundede til at bære dåden. Løftesmanden tømte en drik hvori forfædrene havde indbrygget deres skæbne; han smagte den slægtsfylgje at holde store gilder, den æthamingja at hævde sig med bør på havet, med sejrsæle på slagmarken; og dermed havde han gjort alle gilder og alle sejre til sine egne. Han var nu ættens inkarnation, han gjaldt som den der havde udført fortiden. Uden noget praleri kunde han som hin Torkel Håk lade utyskekampen indriste på sine højsædestøtter, og sige: »Der var jeg.«


Vore forfædre var ikke tilbøjelige til at tage et kraftigt gal for gjort gerning. Disse mænd der i retsstrid som i venskab fordrede de soleklareste beviser på næstens sindelag førend de vovede en lillefinger, de holdt også her i blotsalen så ængsteligt som nogen skeptiker på den grundsætning, at resultatet er troens begyndelse. Intet løfte kunde sløve deres agtpågivenhed et gran, de rettede den blot hen på det punkt hvor afgørelsen faldt: de vågede over at arvingen drak, og at han drak ud. »Drik vel,« tilråbte laget, ham, med samme betydning som et »fuldbyrd vel«. Derpå gjorde de sig som blotfæller delagtige i dåden ved selv at tømme samme bæger. »Den skål skulde alle drikke som var ved gildet«, for at fuldkomme den. Hvis frænderne ikke gjorde sig til eet med arvingen, vilde gravøllet ikke have nogen betydning for dem til oprejsning, og dermed vilde festens og løftets virkning falde helt bort.


Således bliver løftet beseglet i guderne, og således bliver det til en fremtid – en skæbne. Historien om Hedin Hjørvardssøn er bygget over den erfaring at et brageløfte gør sig til loverens vilje og holder ham fast indefra. I dæmonisk forblindelse havde Hedin på ølbænken gjort sig til af at han vilde vinde sin broder Helges fæstemø, og det er forgæves at han vanker ud på vildveje, og klager sin nød for broderen. Helge ved kun det: »Sande bliver ølord, Hedin.« Denne fremtidskraft er forudsætningen for løftets værdi som gudsdyrkelse, det kan skabe den glæde som er svar på blotet. Den søn der lovede at samle ære hjem, han gjorde festen stor, han beredte et godt år, lige så fuldt som den rytter der red væligst, og den hingst der bed kraftigst fra sig. »Slip heltedåd løs blandt mænd,« som Hrodgar sagde til Beowulf, det er den sande hilsen til en, når han går hen for at tage sit løftesæde ved øllet, og det rette svar på ønsket er »sejrskarens glam«.


(side 166) Uden tvivl spiller løfteaflæggelsen en særlig rolle ved arveøllet på grund af festens kritiske karakter; men bragebægerets tømning er ikke noget særegent for den tiltrædende arving. Det hørte sig til ved vikingernes afsked med hjemmet så vel som ved en sådan beredelsesfest som gildet i Heorod. Svends erobrerløfte har modstykker i de tilsagn hirdmændene gav med øllet på læben, når de udråbte at de vilde hævne deres konge og aldrig fly så længe han stod op; fra øst og vest hører vi om valpladser hvor der indfriedes ord fra den tid mændene strakte sig i ro på bænken. Løftet formår at fylde ud i et kongeblot hvor der er verdensvidt til væggene; på bondens gård havde det bygdens mål og bygdemændenes aktuelle bestemthed. Når folk sidder sammen til bryllup på Grund i Svarfadardal og føler åndens drift, kommer husets søn til at tænke på sit udestående med goden Ljotolf, og han lover at sætte krystermærke på ham inden tre år er gået; en yngre frænde er der, som vil vise sine medbejlere hvem han er, ved at skaffe sig Yngvild Fagerkind til frille uden at spørge om forlov hos hendes broder Olav eller hos hendes særdeles ven Ljotolf Gode; og endelig slår brudgommen på, med et sideblik til visse dygtige folk hos samme Ljotolf, at han skal være mand for at sejle som han vil, og lande i hvilken havn ham lyster, hvor så vinden står, en antydning af at Ljotolf i sine foretagender og udeståender med mænd gentagne gange havde været tvunget til at stagvende og lægge til i tilfældige havne. Vi indser at bragebægeret har været en betydningsfuld uro i bygdens liv, og at det kunde være anledning til meget store begivenheder. I følge den gamle tradition skal jo Islands bebyggelse indirekte være udgået fra et løfterigt samlag. Fostbrødrene Ingolf og Hjørleif blev drevet ud på vandene af et fjendskab med jarleætten på Møre, og det fjendskab blev grundlagt på et gilde, da en af Jarl Atles sønner svor at ægte Hjørieifs søster Helga. Leif måtte tage sig et sligt løfteran lige så nær som et virkeligt rov; og sådan skiltes de to parter næste gang de traf hinanden, at Ingolf og Hjørleif ikke havde mere at gøre i Norge.


Endelig ved vi da også at manddomsløftet var et nødvendigt led i ættens faste blotgilder. Heltens juleløfte er blevet et stående motiv i nordisk digtning, et motiv der til sidst kun tjente til at trække begivenhederne op. Angantyr fejrede helligaftenen med det løfte at han skulde vinde Upsalakongen Yngvis datter eller finde sin død; første julekvæld lader Hørds saga sine helte stige på stok og love at opbryde vikingen Sotes høj og opsøge højboen i hans skræksomme majestæt; og til en jul sættes Hedins forblindede løfteran af broderens fæstemø. Selv om vi allerede i disse exempler genkender skemaet, er det tydeligt nok et skema som virkeligheden havde lagt til rette. Sagamanden har da god grund under fødderne, når han gør en juleaften til bag- (side 167) grund for dette udråb fra en »søgende« hedning: »I kvæld aflægges der mange løfter rundt om på steder hvor man ikke har det bedre end her, og derfor lover jeg at tjene den konge som er højest, og ham alene«, – bedre grund end i den kristendomslængsel han udstyrer ordenes ophavsmand med.


Jellingbægerormen.png


Ved siden af løftebægeret står en anden form for lykkens prøve: mandjævningen. Den bestod i en åndelig tvekamp, hvor gjorte — eller måske foresatte – bedrifter trådte i steden for hug; man jævnede sig sammen med modstanderen, eller sin helt med hans helt. Mandjævningen sprang let op, når to krigerskarer mødtes på bænken, hver for sig nidkær for egen ære, men den havde ganske sikkert sin gode plads som gildeleg, i kultisk betydning, for at hædre guderne; legen må da være bleven ført således at indhug og gensvar blev virkeliggjorte ved slurke af gudedrikken. En hentydning til leg af den art findes i et angelsachsisk digt, hvor en gudfrygtig mand har givet udtryk for hvad gode kristne bør mene om sædvanerne i hallen: »Ofte sidder stolte kæmper, tungerappe, over bægrene, de taler vægtige ord, og søger at udfinde hvor dygtige de mænd der har hjemme i huset, er til at svinge askespydene, og huset fyldes med larm og tummel« klager han, sligt ugudeligt hovmod og praleri kan ikke andet end føre sin mand ned i det dybeste helvede, hvor ordene gnaver som værst, advarer han sine tilhørere.


Det er en ynk at se gamle stormænd leve for længe og falde mellem borgermænd, hvis bedrift er næringsvej, og hvis tidkort er fornøjelse; ti borgere fordrer romantik i deres ledige stunder, og der gives ingen helt uden han i det lag bliver myg og går ind på at sætte sin stedbundne værdighed til side og stille sig melodramatisk an. Som nu denne Ørvarodd, der stavrer navnløs ind i gården hvor hovmodet er til huse, og med prunkende ydmyghed lader sig vise til sæde nederst nede i dørtrækken. I et sådant selskab, hvor jo sikkert alle er kunstnere med bue og pile, føler han sig naturligvis som en fusker, der så grumme nødig vil frem til spot og spe; men – man kan da prøve. Da talen falder på svømning, mindes han ikke at han nogen sinde har haft den store tå i vandet, men langt om længe kan han tænke sig at prøve hvordan det føles at svømme. I det tempo skal ringheden lægges af lag for lag, ti han agerer for et publikum der har sin fryd i at se dyd og last opføre afklædningsscener.




»Mandjævningen sprang let op, når to krigerskarer mødtes på bænken, hver for sig nidkær
for egen ære, men den havde ganske sikkert sin gode plads som gildeleg, i kultisk betydning, for at hædre guderne.«




Underligt nok alligevel, den afgørende styrkeprøve, i hvilken han rejser sig til sin fulde højde og overantvorder nidet til at ynkes ihjel af tilskuerne, den er en tvekamp med ord og øl, en mandjævning hvor huggene drives ind med et hornfuld. Ned over gulvet kommer (side 168) de vandrende, de to største hånhelte i huset, med hornet i hånden, standser foran ham og synger egen pris og gæstens spot. Og Odd tømmer hornet, skrider siden op foran deres plads, åbenbarer sin herlighed i vers, og drikker dem til. Og således vandrer Odd op og ned, de andre ned og op, til den fremmede sidder sejrrig i sædet og kvæder enden, mens de andre ligger nedbøjede i gulvhalmen, og hverken kvæder, hører eller drikker.


Det gør en ondt at se en Ørvarodd indtage attituder, som det svier i hjærtet at se en »stamme« opføre sit daglige og festlige liv i cirkusarrangement, men er stammen ægte, kan de optrædende ikke andet end trække på deres enfoldige levevis, selv i det mest arrangerede optog. Og i sin fornedrelse giver den store pilemand os også et glimt fra den verden hvor han færdedes som frimand. Mandjævningen har i sagaliteraturen fået samme bestilling som juleløftet eller hestekampen, den at tjene som stridvækker og igangsætter af begivenheder. Den religiøse farve er i begge tilfælde afbleget, men noget er blevet tilbage, som i virkeligheden ligger dybere, og som betinger kultværdien: prøven er en dom over manden. Ved dette lille udviskede minde om Odd reddes den sædvanebaggrund mod hvilken vikingernes udfartsøl, med dets mandjævning og store ord, skal ses for at få sit rette skær.


Jellingbægerormen.png


Vi som har borgerskabet til fader og humanismen til moder, vi kan ikke gå fra nævekamp til lyrisk digtning uden åndeligt at skifte klæder; og fejlen ligger hverken i nogen ensidig opdragelse eller i mangel på legemsøvelser. Når manden ikke længer hævder sig som led i samfundet ved sin smidighed og sin styrke, da forsvinder selve muligheden for at give idrætten en organisk plads i kulturen. Den allersomægteste begejstring for sunde sjæle i sunde legemer hjælper aldrig nogen mand til at forstå en næste der fra sin ungdom træner sine muskler med det mål for øje at sikre sig en plads i folkets panteon, ikke heller til at forstå den Endride der fandt forvisning i den nye tro ved at se Olav Tryggvesøn gå på årerne af et roende skib og spille med sværd. Det unge høvdingeæmne så på kongen, da han efter bedriften trådte op på dækket, så på ham og tav; han var helt nede i dybet af sin sjæl for at hente den bekendelse, at i hans sæd var der ingen gud og ingen engle som bar manden i luften. Overfor den første har moderne mennesker blot en rådvild høflighed, og elskværdignaivt røber de sig ved at få skønhed og anden -hed indført i samtalen. Og overfor den sidste – hvad der? Man kan sige at alt er gået såre godt, når ordet taskenspillerkunster ikke er blevet sagt helt ud.


(side 169) En plads i egen ret får idrætten kun der hvor grænsen mellem legemlig og åndelig kultur er ukendt, og der kan den aldrig komme til at trykke digtningens anseelse ned; tværtimod, digteren er en kilde til styrke, hvor hans moderne jævning blot er gøgler eller trøster. Hos Germanerne, som hos deres lige, fylkede digtet og fortællingen sig sammen med kraftprøven, i anerkendende og anerkendt sidestilling. Islændingenes literatur er – som Grækernes – udsprungen af festopvisninger; i gildehelgen lagdes grunden til deres mesterskab i at fortælle sagn og saga, og der uddannedes kunstdigtningen i den festdekorative form som blev dens død.


Livets former er gengivet med ideel stilisering i Beowulf, da sejren over utysket bringer folket i festoprør. Midt i lovprisningerne over denne helt fremfor andre helte sætter rytterne af sted i væddeløb over marken, og en kongsmand der sidder inde med gamle sagn og sange begynder at væve lovdigtet, rask ord for ord, fortællende om Sigmund Vølsungs omflakken, som han ene og Sinfjøtle, de to faste fæller, vidste rede på, i kampe med mennesker, i kampe med jætter, erhvervende sig udødeligt ry ved at slå dragen, og røve dens guld i klippen.




»Der lå ære i at høre sig selv eller sine besunget og sin saga genopfrisket,
og den ære var af samme beskaffenhed som al oprejsning: den gik ind i sjælen og gjorde manden sundere.«




Desværre mangler vi alle midler til at omsætte disse idealbilleder af hvad en fest måtte være, til realistiske beskrivelser af rækkefølge og forhold; den sidste blotfest var fejret inden der var nogen til at forevige den. Ættens »historie«, ættens slægtstræ, og alt hvad det var af vægt at mindes, blev ved festen draget frem til lyset, og vi behøver ikke at være i tvivl om grunden, når vi kender dets betydning. Det som lå frænderne på sinde måtte bryde sig vej, fordi de henfarne ting ikke kom som noget der kaldtes frem af agtelsens og erindringens halvmørke, men var sjælen selv, der behøvede liv. Der lå ære i at høre sig selv eller sine besunget og sin saga genopfrisket, og den ære var af samme beskaffenhed som al oprejsning: den gik ind i sjælen og gjorde manden sundere. Egil kunde kvæde sig nyt mod til efter sorgen over sin søn; medens han fremførte sit »Sønnetab«, steg hans livskraft, og da han havde endt kvadet var beslutningen om at dø glemt, og han satte sig i sit højsæde. Mennesker fik for alvor trøst for frænder ved at høre de dødes ros udtalt. Vølusteins søn Egil kom engang til Gest Olleifssøn, en anset vismand, og spurgte ham om han ikke kunde skaffe noget råd til at lindre den nagende sorg der knugede hans fader siden sønnen Øgmunds død. Så digtede Gest begyndelsen til Øgmundsdrapa.


De døde kommer til digteren og fortælleren med en tak for livet, som Vatnar i Vatnarshøj kom til en forbisejlende købmand, der havde fortalt historien om beboeren af den høj de så på stranden. »Du har fortalt min saga, jeg vil lønne dig,« sagde dødningen, »grav i min høj, og du skal finde løn for din umage.« Den gamle Vatnar (side 170) følte livet vokse i sig, da det han havde været blev fornyet, og deraf ved vi hvad blotet bragte de hedengangne så vel som de nærværende, der levede dem om. Vatnar »rejstes op«, og sådan måtte enhver fortid genfødes, om den ikke skulde forsvinde. Til ret omsorg for den døde hørte der et arvekvæde, som formodentlig blev fremført ved gravøllet; i det lagdes grunden til eftermælets liv, når digtet blev gjort til »formæle« ved drikken, og inspireret med virkelighed ved at indhylles i blotet.


Beowulfdigtet ender ved graven. Da den gamle heltekonge havde mødt sin skæbne, opkastede Svenskerne en høj på næsset, synlig vidt ud over havet. Om højen red de kampkække, i kongeklage, vævede versenes tale om død mand. Hans høvdingeskab ophøjede de, hans styrkedåd udråbte de gjaldt, som det sig høver at man sin hirddrot højthædrer i ord, når han skrider af legem. Af verdens konger den mildeste, åben af hånd, vennesælest og grådigst på ry.


Sådan klinger den gamle tid ud hinsides Vesterhavet.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


(side 392) 161. Idræt, Flat. I 579. – Hestekamp, Glúma 38, 51; Grettir c. 29; Bj. H. 47; Njála 264 ff.; Reykd. 53. – skei, Top. Journ. 26, hæfte 55 ff.; N. h. T. 2 III 171; Daae I 51. – Leg, cf. Grimm: Myth. 32; for angelsachs, må jeg nøjes med at henvise til Bosworth-Toller og Grein. Interessant er også brugen af leg = ritus, Flat. II 93.

162. Kamp, f.ex. Skjald. 170; særlig interessant ved de dybe associationer: drikke jul – holde Freys leg, ibid. 23 (6). - Moret os, Reykd. 100. – Grettir c. 72. - Ligskjorterne, f. ex. Lund 142, men et enkelt eller nogle få citater giver jo ikke kærnen: det selvfølgelige.

164. Den mægtige æreside, der er intet figurligt i et sådant ord som det Hall siger, Flat. I 419 l. 5 f. n. – Angelsachseren, B A Po. III 1, 196. – (side 393) Våbendans, cf. Tac. c. 24; at ordet leg ofte går på dans betyder ikke at dans er grundbetydningen, men det er et vægtigt vidnesbyrd om hvilken rolle ceremonielle opførelser spillede ved festerne. — Gravøllet, Heims. I 65 f.; Fagr. 84 f., cf. variant. Den juridiske vurdering er givet ved anerkendelsen af festen som arvingernes indgang, cf. Gul. 23 med det foreg, her II 98 f. m. note, og med sprogbrugen i Fagr., – det legale er altid rodfæstet i noget reelt. Sv. Dipl. I n. 584: hvor vigtig en sag det var at få dokumenteret arveøllets rigtige afholdelse for 23 år siden. Om betydningen af »arve« se N G L. Glossar, og Atlam. 75; Fagr. 84; Heims. I 321; Egil 286 f.; Unger 219. – Gilp, er forskrivning til fremtiden, ond eller god, Beow. 829, 640, 675; B A Po. I 370 (274). Verbet gilpan betyder at nyde bedriften, at kunne hovere, Beow. 2055, 2583; Gen. 2017, og derfor er gilp også det ry man har erhvervet sig ved sin dåd, se Bosworth-Toller (dog ikke alle de exx. han opfører under denne betydning) jfr. Beow. 868.

165. Værrefædring, Forns. 121. – Torkel Håk, se II 36. – Drik vel, Flat. I 180. – Alle drikke, Heims. I 321. – Hedin, Helg. Hj. 33. – Værdi som gudsdyrkelse, at der er det næreste forhold mellem løfte og festglæde, det har man stedse på det rene, Flat. I 180; Fornald. III 633; Jómsvíkingadrápa 11 (Skjald. II 3); sammenhængen var traditionel, med andre ord. – Slip heltedåd løs, Beow. 489; i kulturbelysning forsvinder alt mærkeligt ved dette sted, hvordan nu end meoto skal fortolkes. — Heorod, se foran II p. 156; cf. Flat. I 66; Sax. I 94 (se foran II p. 62); B A Po. I 368.

166. Grund, Svarfd. 57 cf. Islend. 166. – Ingolf, Landn. 6. – Angantyr etc., Herv. 207, 300, cf. 233; Islend. 42; Flat. I 388 cf. Fornald. I 345; II 125; III 633, 661. Obs. Fornm. XI 26.

167. Mandjævning, Flat. I 126; II 271; ib. I 66, et godt ex. på sagamænds ævne til at fortælle kulturret. Overfor et sådant sted skal der ikke spørges: er det korrekt at det gik sådan til ved hin bestemte lejlighed (jfr. Ol. Tr. 2)? Sagamanden skal, eller mener at han skal, fortælle om et bortfærdsøl som baggrund for begivenheden, og dertil er han fuldt rustet. Om mandjævning se desuden Eyrb. c. 37; Forns. 149; Mork. 186 f. — Angelsachsisk, B A Po. III 1, 144 f.; obs. ordlyden v. 15 f. — Ørvarodd, Fornald. II 265 ff., 546. Glúma (p. 16 f.) har ikke forsmået at hjælpe sin helt på gled med en bersærk, der såre belejligt kommer og forhåner Israel, fra den statelige mand i højsædet til den ringeste ved døren. Det kunde dog være at der bag skablonen titter en tradition igennem. Forfatteren får, åbenbart uden ret at vide af noget, en gammel formel på tungen, når han siger at bersærken gik fra mand til mand og leitaði ordheilla, spørgende den ene efter den anden om han turde måle sig med ham. Orðheill er lykke i ord, i ry (jfr. I 125 med note, Hynd. 50 = ondt formæle), og formelen er åbenbart beslægtet med at leita heilla. Vi kan vel gengive den med »at hente ærens blotheld«. Optrinnet finder sted ved et blot, men fortælleren har helt tabt tråden, og den festlige mandjævning er degraderet til at indfang den gode historie om tournerende bersærker.

168. Endride, Flat. I 456 ff.

169. Digtet, se Sturl. I 19; Beow. 856 ff. jfr. 1063 ff. ¬– Historie, Daae I 52 giver interessante minder fra folkelivet. – Egil 286. – Völustein, Landn. 171. – Vatnar, Origines Islend. I 272 cf. Flat. I 214 f. (side 394)

170. Arvekvæde, obs. ordlyden Egil 286; bevarede arvedrapaer, Skjald. 57, 150, 164. Sml. Jordanes 41. Se også den karakteristiske paragraf Söderm.
Ærf. 7: det betød noget at få den nødvendige »hæder« med på vejen. –
 Beow. 3157 ff.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)