Vor Folkeæt i Oldtiden: Lykke

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden
Vilhelm Grønbech


Første bog:
Lykkemand og niding


Lykke



(side 108) Kan man nu leve på ære? Hvad duer en mand til uden lykke? Hvor vi ser hen i verden, møder vi »lykkens« magt. Den råder for al fremgang. Hvor den svigter, sygner livet og sygner al velsignelse. Den synes at være den stærkeste magt, ja, selve livsprincippet i verden — efter Germanernes udtryk at dømme.


Når markerne bar rigeligt for en mand, når hans jorder sjælden hjemsøgtes af frost eller tørke, så sagdes han at besidde årlykke, han var en årsæl mand.


Når hans kreaturer trivedes, formeredes, altid kom velbeholdne og fuldtallige hjem fra sommergræsgangene, da var han en fæsæl mand.


Sit kan hver, siger ordsproget. Den der boede på en karrig kyststrimmel havde næppe megen brug for årlykke, men så besad han vel fiskelykken. Eller også var han en børsæl mand, en som altid havde vinden med sig. Om en berømt æt i Nordland, Hrafnistamændene Ketill Hæingr, Grim Låddenkind, Ørvarod, fortæller sagnet, at så snart de hejsede sejlet, sprang der en bør op, – selv om vejret umiddelbart forud havde været blikstille. Også Hading havde i følge Saxo en særlig ævne til at udnytte en bør; ti skønt hans forfølgere løb for samme vind og ikke havde færre sejl, kunde de ikke sejle ham op. Dette træk er heroppe i Norden ikke et æventyrmotiv eller en fantasifuld sagamands påfund, – Norges Olaver fik ligeledes ord for at besidde vejrlykken, og det uvivlsomt med fuld historisk ret. Olav Tryggvesøn var så meget mere børsæl end andre mænd, at han sejlede på een dag hvad andre sejlede på tre. Sverrig har i sin kongerække en Erik Väderhat, som skal have sit tilnavn deraf at han så at sige havde vinden i sin hat; han kunde vende den ved at snurre rundt på sin hovedbedækning.


Denne særlige form for lykke gik ikke tabt da Nordhavets kystbeboere flyttede over til Island. Om en Islænding berettes, at han var så børsæl at han altid kunde bestemme hvilken havn han vilde løbe ind i; om en anden, at han sejlede på een dag hvad andre brugte tre til.


Hos andre var kamplykken den fremherskende egenskab. Når pro- (side 109) fessionelle krigere, som Arnljot Gelline, skal udtrykke deres tro i få ord, ved de ikke andet at sige end at de stoler på deres styrke og deres sejrsæle. Hos høvdinger træder sejrlykken frem i sin fulde glans. Blandt dem findes fødte kampgenier, der altid trækker sejren efter sig hvor de så kommer. Alle Norges konger af Harald Hårfagres æt havde det store sejrsæle. Og når Hakon Jarl en tid kunde udfylde pladsen som Norges hersker, da skyldtes det ikke mindst hans lykke til at vinde sejr, og til at forfølge og dræbe. Den bandt folket til ham, så at de, som det hedder, ikke vilde andet end holde ham i magten, fordi de mente at ingen kunde være som han, hvad sejrsæle angik. Med den tone begynder også fortællingen i Beowulf om Hrodgars kongedømme: ham blev givet krigslykke, kampære, så at frænderne fulgte ham indtil de unge voksede op og fylkede sig om ham.


Sejrdrotten kaldes kongen oftere på angelsachsisk, og i det navn ligger udtrykt Germanernes fordring til og tro på høvdingen, både den store landsfører, kongen, og de mindre førere, bygdefyrsterne så vel som fribytterkongerne uden land. Høvdingens tilstedeværelse var folket en garanti for et heldigt udfald af kampen. Angelsachserne samlede sig frejdigt til modstand mod de fremmede vikinger, når blot en mand med høvdingeanseelse stillede sig i spidsen og opbød egnens mandskab; så længe han stod op, kæmpede de med dødsforagt for hjem og arne. Men de blev lige så hårdnakket hjemme når budstikken gik om møde til gensidig hjælp, eller de rendte til skovs, og lod de fremmede om at holde hus i bygden.


Engang da Østanglerne blev angrebne af den sejrsæle og frygtede Mercierkonge Penda, vidste de ikke anden udvej i deres store nød end at gå til deres gamle konge, Sigeberht, der af kærlighed til det himmelske lys havde forsaget tronen og indesluttet sig i kloster. De bad ham, besvor ham, og til sidst tvang ham med ud til kampen. Den kutteklædte konge, med opløftede hænder slående våbnene fra sig under påberåbelse af sit munkeløfte til Gud i himlen, trængt ud i kamptummelen med en ussel pilekæp i hånden, og der hugget ned – det er et vemodigt billede, så gribende, fordi det har så dyb en historisk mening.


»Og da de så at deres høvding var falden, flyede de alle«, den sætning går igen i sagaerne, og dens sandhed bekræftes atter og atter af historien. Knækkede den store kamplykke, hvad kunde da de mindre stille op?




»"Og da de så at deres høvding var falden, flyede de alle", den sætning
går igen i sagaerne, og dens sandhed bekræftes atter og atter af historien.
Knækkede den store kamplykke, hvad kunde da de mindre stille op?«




Gregor fortæller, at Chlodovech vandt det afgørende slag mod Alamannerne ved, da alt så sortest ud, at love sig til Kristus; næppe havde han vendt sin hu i den rigtige retning, så gav hans fjender sig på flugt. »Og da de så deres konge var falden, underkastede de (side 110) sig og bad om nåde«. De to perioder hænger kun så mådeligt sammen. Sagen er at den fromme tendens har fåeet sin vilje i begyndelsen, og den behøvede kun Chlodovech og Kristus; til gengæld driver historien sit spil med klerken i eftersætningen, og giver Alamannerkongen hvad hans er. Fromheden, med det store, varme hjærte, og sandheden havde tit svært ved at komme ud af det med hinanden i hine bevægede tider, og, som dette exempel viser, den første besidder ikke overlegenhed nok til at bøje den anden ind i sin tjeneste. Men selv om vi må indrømme at myten om Kristus som sejrgiveren, færdig som den var før Chlodovechs omvendelse, kun er bleven dårligt podet, har Gregor ret i at netop på dette sted skal den sættes. Kristus bør det at vokse netop der hvor det stærkeste den gamle sæd havde, kamplykken, havde stået.


Ved disse små livsbilleder er vi med eet slag flyttede over til en fremmed verden. Lykken virker for vore øjne i al den magt som den havde over sindene, til at styrke og til at slå med lamhed. I sin ypperste repræsentant, kongen, åbenbarer den ret sit ejendommelige væsen. Hans lykke gælder mere end en hel hær. Når kongen kommer, omgiven af sin lille hærskare, splittes bønderne ad som lam der lugter ulven. Og det i tider, da hver mand var kriger fra sin ungdom af. Man skulde ikke vente at kongsfølget i våbenfærdighed og kampfrejdighed stod så meget over landets velstillede befolkning; – hirden dannedes jo i Norge og for den ældste tids vedkommende også hos de øvrige Germaner hovedsagelig af ungt, frivilligt mandskab, hvoraf hver enkelt tjente en del år, til han havde opnået en sådan sum af anseelse og uddannelse som han fandt passende for sin stilling i samfundet. Gennem de første par århundreder af Norges historie, det vil sige det norske storkongedømmes barndom, da det bogstavelig talt ikke noget tiår til ende stod ubestridt, nævner traditionen næppe et eneste slag, hvor en bondehær har formået at gøre virkningsfuld modstand mod en kongeført hirdskare. Stiklestadslaget, hvor bondemændene sejrede over kongsmændene, korsmændene, kristmændene, indtager en egen plads i historien. Et slag hvor sejrherrerne flygtede i panisk rædsel, og af hvilket den overvundne gik ud som halvgud. Da Olav viste sig i fylkingen, »faldt armene ned« på bønderne, sindene forvirredes, og alle mand var ved at løbe bort. Anstrængt hidsen og æggen, og stiklen på Olavs forhadte regering måtte til for at holde dem på plads. Og skal vi tro sagabeskrivelsen af kampen, var bøndernes tapperhed snarest at kalde en slags rasende automatiske bevægelser, hvori angsten gav sig udslag da den ikke kunde sætte benene i bevægelse. Olavs fald slap paniken løs i bondehæren: bønderne løb fra hinanden, hjem, hjem, som slagne af rædsel. Et halvt år efter blev kongen dømt hellig.


(side 111) Hvad enten sagamændene skal betragtes som berettere af fakta eller som fantasirige digtere, forbliver deres beretningers værdi som psykologiske dokumenter usvækket. Slaget ved Stiklestad stod for eftertiden som en mærkebegivenhed, en af de store. Mindet om dagene før kampen, om kampen selv og om den nærmeste eftertid har i traditionens gendigtning fortættet sig til et billede af overraskende livagtighed og livssandhed, nøgternt og storslået på een gang, realistisk i detaljer og mytisk i helhed. Vi får minutiøs besked om slagets gang. Vi bliver underrettet om hvor de stod og hvor de andre stod, og hvilke ord der blev kastet frem og tilbage mellem fylkingerne, vi får rede både på de enkelte hug og på sårene. Håndgemænget fylder hele horisonten ud, så længe vi er under ordenes herredømme. Men stirrer vi længe på begivenheden, bliver den til sidst til noget som foregår lige på grænsen af vor verden, og mere end halvt ude over den. Der står en kamp mellem åndemagter i sjælene, en kamp hvis linjer ikke går parallelt med fylkingerne på slagmarken. Vi ved at der på den ene side stod ubændige tanker om ret. Bønderne vilde ikke tåle ulov, hedder det; og heri ligger meget mere end uvilje mod indskrænkninger i friheden, nemlig frygt for enhver rokken ved grundlaget for hele det sædelige og retslige liv. Man vidste hvilke virkninger den gamle sæd havde i liv og trivsel, man følte en langthenrækkende angst for hvad en afvigelse kunde bringe. Man vidste hvad man skulde gøre og hvad man ikke skulde gøre efter den gamle sæd; man vidste hvordan man skulde indlede en ny handling for at få frugt af den. Tog man de gamle skikke bort, vidste ingen hvad der vilde følge af ens begyndelser. Vi hører om Trønderne f. ex., at de trods alle forbud og indgreb fra kongens side ikke turde andet end overholde den gamle kultus. Brud med fortiden lagde utryghed ind i alle handlinger, fordi det styrtede enhver målestok for ret og sandhed, for gavn og skade, godt og ondt i gruset, uden at rejse nogen ny. Ti ovre på den anden side af kløften står ikke andet end nogle kristenguder, hvis karaktermærke var lunefuldhed, upålidelighed, vilkårlighed, som enhver kunde skønne efter deres påfund om faste og helligdagshold, og en uberegnelighed, der trådte grelt frem på baggrund af den gamle sæd.


Så skete det at Olav i sin død formidlede det nye med det gamle, og gjorde alt fast. I ham fik Nordmændene et religiøst centrum som ikke blot trak fremmed kultus, tro, myter, legender, idealer til sig og gjorde det fremmede levende, men også inspirerede gamle skikke og hellige vaner med nyt liv. Der skabtes en ny religion, kan vi godt sige, en religion som til trods for at den havde største delen af sit indhold til fælles med den gamle sæd, dog var rodforskellig fra (side 112) hedenskabet, i sin begrundelse. Denne omvending var forberedt gennem lange tider: Olavernes virksomhed havde ikke været uden virkning på sindene; enhver berøring med omverdenen gav en impuls bort fra det gamle; vi ved fra sådanne mænd som Halfred og Sigvat hvad kongens personlighed kunde virke i sjæle; Olavs fromhed var en surdejg i folket, netop fordi den havde bevaret så meget af hedenskabets idealer i sig; hertil kom så hans passionsgang til Stiklestad og hans ophøjede død ved vejens ende. Men fromhed, fremskriden i kristeligt tålmod, så vel som landflygtighed og død, det er alt sammen specielt udenlandske dyder, der ikke i sig selv havde nogen magt over hedenske sind. Der er noget nedenunder som i dette tilfælde gør dem til nordiske værdier. Berøringen med Olav forplantede sig ned til et mægtigt lag i folkesjælen, hvor erfaring og tro, håb og frygt, fortrøstning og fortvivlelse lå i hinanden, i flydende, vulkansk form; således at en impuls dernede med eet kunde sætte hele mennesket i rørelse.


Der var i Olav en dyd hvis magt folket følte på sig selv, og den dyd hed i gammelt sprog kongelykke. Helgenen Olav giver alle mænd år og fred, han giver grøde, sæle, sejr, lægedom, han bærer Norge i kraft af sin lykke hos Gud, – denne herlighed er så at sige en forklaret, transfigureret form af kongebegavelsen.


Jellingbægerormen.png


Hvad er kongelykke?


Eller, som vi også kan spørge: Hvad hørte der i gamle dage til for at være en ret konge?


Sejrsælheden er kun eet af de mærketegn der skiller stormanden ud fra dagligdags karakterer. Helt igennem er hans konstitution præget af højere kraft og større hårdførhed. Livet sidder fastere i ham, hvad enten våbnene nu ikke vil bide ham, eller de måske ligefrem synes at bøje uden om det sted hvor han står. Første gang Olav Tryggvesøn fejler sit mål, er da han sigter på Erik Jarl. »Visselig er denne jarls lykke stor.« På gammel vis hedder det om Harald Hildetand, at Odin havde givet ham usårlighed, så at skærende våben ikke kunde bide på ham. Og selv om måske en så stor hårdførhed kun fandtes hos de allerlykkeligste enkelte, må vi formode at kongen havde den fordel fremfor almindelige krigere, at hans sår heledes lettere og fuldstændigere. I hvert fald besad han en lægende kraft, som kunde meddele sig til andre. Den germanske høvding sad her inde med i det mindste een kvalifikation til helgenværdigheden, og det en kvalifikation der vejede stærkt til i den tidlige middelalder, da kristendommen for en meget stor del legitimerede sig ved sin magt over sygdom. Der er ingen tvivl om at (side 113) man ivrigt, med ubevidst overlæg om jeg så må sige, har kælet for disse helgenspirer i kongedømmet, så naturligt og let hænger al Europas mirakelhistorie sig på Olav, så simpelt falder det at lade syge og sindsforvirrede »søge« kongen, hvad enten disse beretninger om kongens vaskevand der bringer lindring og helbredelse, nu er legendeefterklange, eller de er historiske vidnesbyrd om at de germanske øverster har måttet læmpe sig efter tidens forkærlighed for de nye kurmetoder, som munke og hellige mænd indførte.


En moder, kom med sin dreng, som havde mistet hukommelsen, til Harald Hårderåde for at søge råd; kongen mente at patienten led af drømmeløshed, og rådede hende til at lade drengen drikke af Magnus's vaskevand og derpå sove i Magnus's leje. Virkningen viste sig: I drømme kom begge konger til ham og sagde, den ene: »Hav helse«, den anden: »Hav næmme og minde«, og derpå vågnede drengen leende og kunde huske. Frankernes konger besad ikke mindre af denne lægekraft: en moder helbredte sin søn med et afkog af frynser, som hun havde taget af kong Gunthrams overklædning. I ældre tider sagde man formodentlig at kongen havde lægehænder, som det hedder i Sigdrifas, påkaldelse: »Giv os to ædlinge (hende og Sigurd) mæle og vid og lægehænder, medens vi leve«.


Også naturens voldsomste angreb prellede af på kongens lykke. »Kongen drukner aldrig«, sagde Vilhelm Erobrerens søn Vilhelm Røde, da han under et stormvejr kastede sig ud på Kanalen i en båd for at standse et normannisk oprør i udspringet. Olav Hellige blev på overrejsen til Norge bragt i stor fare af et uvejr; men »det gode mandskab han havde, tilsammen med hans lykke, hjalp ham uskadt i land«.


Med samme ret kunde en Olav vel have sagt at kongen lå aldrig vejrfast. I hvert fald hørte det med til et rigtigt høvdingskab, at lykken sendte bør i nøden. Vandene bar fiskestimer ind til fyrstens lande, tør vi nok formode, – der fortælles jo om Hakon Jarl at i hans tid gik fisken op i alle fjorde. – Årlykken rådede på hans marker, gav tætte aks og megen tyngde i akset. Årsæl og fredsæl kaldes Svenskernes mytiske kongeideal, Fjølner Yngvefreyssøn, og lægger vi sejrsæl til, så har vi den treklang som omspænder hele livet. En konge uden krig turde høre til undtagelserne; men han skal være fredsæl i den forstand at han holder kampen uden for grænserne, eller i det mindste hindrer den i at hærje markerne. Krigen skal skylle ære og ry op om ham, hobe klenodier og bytte sammen, men ikke kaste sig ødelæggende ind over landet, som bugner af korn, og over kreaturerne, som svulmer af fedme.


»Det er svært at kæmpe mod kongens lykke« og »Meget formår kongens lykke«, der har vi høvdingebegavelsens hårdhed og massivi- (side 114) tet udtrykt i gamle mundheld, hvis samlede mening må blive den: Man skal ikke stille sig på tværs af den store lykke, men man skal lade sig bære af den. Når man gik ind i kongens fylking og lod sit sejrsæle inspirere af det højere, da blev man i allerbogstaveligste forstand mere værd. Kongen var så fuld af lykke at han kunde stråle den ud til alle som var i hans nærhed, ja, kunde sende den fra sig og lade den virke i afstand. Om man kunde få høvdingen til at sige god for et foretagende med sit: »Jeg vil lægge min lykke til,« da bar man hans sejrsæle i sine våben, havde man hans børlykke med i sejlene. Om en sådan mand kan ligefrem siges: »Han går ikke ene, ti kongelykken følger ham.« Og svaret på en anmodning om at udføre en vovelig opgave kan lyde: »Jeg vil prøve med din lykke.« En mand af kongens nåde, som Halfred Vanrådeskjald jo var, levede hele sit liv i skyggen af kongens lykke. Da han engang bliver overfaldet bagfra, anråber han Krist om hjælp, og det lykkes ham »med Guds bistand og Olavs lykke« at slå angrebet tilbage. Selv hans bitreste modstander, Gris, hvem han har krænket på det blodigste ved at skænde hans hustru, griber med glæde lejligheden til at undgå en tvekamp; ti »han vil nødig kæmpe mod kongelykken«.




»Kongen var så fuld af lykke at han kunde stråle den ud til alle som var
i hans nærhed, ja, kunde sende den fra sig og lade den virke i afstand.«




Islænderne har i fortællingen om Hroi givet os en novellistisk behandling af kongens ævne til at sætte sin lykke i andre folk og deres foretagender. Hroi var en brav købmand, dygtig, begavet (»født med vid«), hvem heldet aldrig rigtig vilde slå sig til, – hvor meget guld han end handlede sammen, så gik det til bunds, så snart han stak i søen, og smedede han sig op igen ved sin håndværksdygtighed, satte han opsparingen til i forretning, – førend han erhvervede kongens kompagniskab. Da han kom frem for kong Svend med sine forretningsplaner, rådede kongens mænd stærkt fra at slutte fællig med en sådan ulykkesfugl; men Hroi lagde trøstefuldt til: »Kongens lykke formår mere end mit vanheld,« og kongen var for vidtskuende til ikke at tillægge dette argument større betydning end alle betænkeligheder. Efter den dag ledte rigdommen efter Hroi; på fredelig købmandsfærd hærjede han Østersøens kyster for guld, forliste aldrig, og vandt prinsessen, eller om kun en svensk lagmandsdatter, dog fuldt så god som gennemsnitsprinsesser.


Kongens lykke kendes ikke mindst derpå at den flyder over og fylder andre af sin overflod. På slagmarken fejer kongens lykke som en storm frem over fjenderne; den åbner vej for dem der følger efter ham, og hvirvler dem med sig til sejr. Men så har vi set, at under denne stormmagt går en stille, uafbrudt strøm af lykke, der kan bære, og virkelig bærer folket, inspirerer dets arbejde med velsignelse, betinger dets trivsel. Vi får lejlighedsvis den oplysning (side 115) fra burgunderne, at de tilskrev deres konger æren for gode år i landet, og til gengæld konsekvent lod dem undgælde for uårene. Ganske på samme måde dømte Nordboerne. I følge sagnhistorien skal Svenskerne være gået så vidt at de »ofrede« deres konge, Domalde, »for gode år«, da der under hans regering indtrådte en hårdnakket hungersnød. Ved indgangen til Norges historie står Halfdan, den årsæleste konge folket kendte, som en slags prototyp for Harald Hårfagres dynasti. En tid lang så det ud som om Halfdanættens lykke var bristet; i Erikssønnernes dage var der store uår, og jo længer de sad over landet, des bitrere blev nøden, og »det gav bønderne de konger skyld for«. Så rejste sig en ny høvdingeæt, i hvilken velsignelsen var hel og fuld. Under Hakon Jarls regering skete der en sådan forandring i årene, at ikke blot »voksede kornet op overalt hvor det var sået, men sildene gik op rundt om hele landet«. Dog, med de andre grene af den gamle æt stod Halfdan op igen, og i Olav Hellige kanoniseredes hans arv: »Guds mand giver alle mænd år og fred,« synger Torarin Loftunga over helgenen Olav.


Er det nu alt? Fordredes der ikke mere, – ja, det var måske nok, set fra moderne standpunkt, at skulle regere sol, måne og de mindre lys, foruden et par elementer – fordredes der ikke andet end dette, som man fik ved fødselen, til at være konge?


Det germanske kongedømme lader sig ikke bygge op på visse menneskers magiske ævne til at give sig ud for magere. Brist på meteorologisk begavelse vilde næppe være den eneste hindring for at et moderne menneske kunde slå sig op som høvding under de gamle forhold.


Vi ved jo godt nok hvordan sådan en høvding så ud; der er overleveret os både idealbilleder og virkelighedsportrætter. I Harald Hårfagres æt tager typen sig således ud: Stor (større end de fleste mænd), stærk, smuk (den smukkeste mand af alle); djærv til at gå frem i kampen; alles overmand i at bruge sine våben; idrætsmand i alle stykker, bueskytte, svømmer; her er Olav Tryggvesøn idealet: han huggede lige godt med begge hænder, kastede med to spyd på een gang, og gik og spillede med tre sværd i luften ude på årerne mens de blev roede.


Ærgerrig og altid på vagt, at ingen i nogen henseende satte sin fod lidt foran hans; aldrig tilfreds med æren, hvis den kunde blive større.


Dyb og langtskuende i planer; snild til at benytte alle midler som kunde føre til målet; veltalende og overbevisende, så at mænd intet andet vilde have end det han foreslog.


Glad, munter, gavmild mod sine mænd, vindende, så at alle unge, kække mænd higede til ham.


(side 116) Rådhuld og trofast; grum mod sine fjender og sine venners fjender; sine venners fuldkomne ven.


Dette er den germanske kongetype, den som knejser bag disse utallige fyrstelovprisninger, bag Beowulfs ord om Uffe, »den spydkække mand, vidt og bredt forherliget ved gaver og kampe; med visdom skærmede han sit arveland«, – og ned igennem de nordiske digte og sagaer. Stor, smuk, tapper, behændig, gavmild – går vi egenskaberne igennem: der er ikke en eneste som kan undværes hos en ret konge.


Lovprisningerne betyder i virkeligheden et krav, en bestemmelse af hvad der fordres. »Til frægðar skal konung hafa« – det kan måske oversættes: man har en konge for at være stolt af ham. Ikke blot den konge som rådede over store riger måtte kunne stå mål med idealet, men selv høvdingen, hvis magtsfære var begrænset til et lille herred, måtte eje et vist, ikke ringe mål af alle disse egenskaber. Det hørte med til høvdingskabets natur. Der udkrævedes af den mindste bygdefører at han skulde stå hårdt på sine venners ret og ikke lade nogen gå dem for nær, at han skulde indgyde en respekt som betog fremmede lysten til at blande sig i deres sager. Enhver mand i bygden havde ret til at lægge en krænkelse som han ikke selv kunde magte, for høvdingens dør; og fik den lov til at ligge der uhævnet, kaldte den ufejlbarlig nidingskabet ned over hele høvdingeætten. Der hørte kraft til at varetage en sådan arv. Og opkom der tvistigheder indenherreds, da var høvdingen nærmest til at stifte forlig, til at »løse« vanskeligheden sådan at »alle var tilfredse med hans afgørelse«. Når vi tænker på at kongen i et sådant tilfælde kom til at stå midt imellem to »ærer«, der begge var lige ømfindtlige og lige uundværlige, da kan vi formode at han måtte være udrustet med et meget stort fond af snildhed og snedighed – og offervillighed, så at han ikke kviede sig ved at lægge til af sit eget for at læge en såret ære. Vi kan give vor formodning baggrund ved at se hvordan en islandsk gode, Torkel Krafla i Vatsdalen, engang bar sig ad, da der blev øvet drab på tinge. Han gik med hævnberedt følge til boden, hvor drabsmanden opholdt sig, mødte hans moders forestillinger med de ord »Nu står sagerne anderledes end da vi taltes ved sidst,« –hun havde engang reddet Torkels liv, – »men gå du ud, så behøver du ikke at se din søn blive hugget ned;« og da hun så, følgende vinket, havde klædt sønnen i sin egen dragt og sendt ham ud med kvinderne, stillede Torkel sig i døren og talte fornuft: »Det passer sig dog ikke for os at dræbe vore egne herredsmænd og tingmænd, forlig var i alt fald bedre.« Dette er en episode fra den sene sagatid, men en episode af den slags som jævnlig forekommer i »ørkenen«, på stepperne, i bjærgene, hvor »stammen« endnu lever på den gammeldags fod under en høvding.


(side 117) Det var så sandt ingen sinecure at få lykken i arv. Så centralt stod denne bestemmelse af kongeværdigheden som en egenskab og en begavelse, at den overlevede Germanerkulturens fald, og tvang kongen hele middelalderen igennem til at hævde sig rent udvortes ved altid at være den ypperste dystrender.


At kongen kunde udrette så store ting, kunde skaffe sine ret og ære og, hvad der var endnu vanskeligere, bevare deres ærer i det rette forhold indbyrdes, det skyldes netop den dybde og mægtighed som hans lykke havde. Det gik lettere for ham end for andre at forlige mennesker, og at få mænd til at følge sig; de unge higede til ham, de vilde ikke have andet end det han vilde, og tænkte kun på at forhøje hans ære; de ældre henskød deres vanskeligheder til ham, – fordi han var vennesæl, havde vennelykke, lykke med mennesker (mannheill), som det også hedder. Hans vennesælhed beroede på adskillige årsager: måske vandt han tidlig hengivenhed »for sin skønhed og sine milde ord i samtale« (blíðæti) eller »fordi han var mægtig og viis og årsæl«; – »viis« siger så meget i det gamle sprog, blandt andet udtrykkes dermed så godt man i gamle dage kunde: snildhed, snedighed, smidighed, diplomati med andre ord. Ikke mindst var hans vennesælhed afhængig af hans ævne til at strø guld omkring sig; om en karrig konge trængtes ungdommen ikke. Men alt dette: diplomati som gavmildhed og skønhed som veltalenhed hørte jo til kongens lykke. Man kan ikke skille de egenskaber vi vilde kalde naturlige fra de ævner der fremkalder helbredelse og frugtbarhed.


Det vilde være dårskab at begrunde hirdens overlegenhed over bondehæren i en overtroisk panik for kongens person, og nægte at den skæbnesvangre betydning som hans fald havde for slagets gang stod i naturligt forhold til hans betydning som kampens leder. Og dette vidste man godt; »fylkeren«, »kampordneren« er jo gamle høvdingeepiteter.


Der er ikke mindste grund til at antage disse hædersnavne for sen opfindelse, og beskylde de andre Germaner for mangel på klarsyn overfor kongens feltherrebegavelse. Lige så vist som kongen kunde og skulde tvinge sejren, stråle mod og styrke ind i dem der kom ham nær, og formørke fjendernes øjne så de snublede over deres egne planer, lige så vist havde det stor betydning for ham, at han besad en veldisciplineret hird, at han forstod at udnytte de taktiske muligheder i et korps der på en måde hang sammen af sig selv. Alt dette: hirdens disciplin, førerens feltherrekunst, hans mere end drabelige hugkraft, hans ævne til at tvinge sejren, går ind i kongelykken. Om vi siger: Kongen havde lykke til at lære våbenbrug og krigskunst, til at blive usåret midt i kampen, – eller vi tilskriver ham (side 118) begavelse til våbenhåndværket, begavelse til at mordiske våben prellede af på ham, det kommer ud på eet. Kongen var den lykkeligste, det vil blandt andet sige den tapreste, behændigste, snarrådigste, klogeste kriger.


Lykken er ikke noget som kommer til udefra, beseglende ævner og foretagender.


Man erfarer daglig den store forskel på menneskers held. Fattigfolk »har kun een lykke, og den er tynd«: de kan stræbe og stride så meget de vil, mere end stræbets minimumsløn følger ikke med. Ved andre »hænger lykken som skidt« (jysk), de kan ganske simpelt ikke blive af med den. Men fra denne erfaring er der et grumme langt spring til den antagelse at vilje og udfald, begavelse og lykke kommer hver fra sin side af tilværelsen og leger blindebuk med hinanden. Mennesket går nødig med til anerkendelse af sin egen utilstrækkelighed, førend han enten er skræmt fladt ned på sit ansigt, eller også ved bitre, personlige oplevelser tvinges til at stive sig selv af overfor ubehagelige mistvivl, ved at rehabilitere sin egen duelighed og give noget andet skylden for udfaldet. Der skal historiske katastrofer til for at han skal gøre svagheden, vanheldet til urprincip i menneskelivet og give guderne, Gud, skæbnen hånd- og halsret over styrken.




»Fattigfolk »har kun een lykke, og den er tynd«: de kan stræbe og stride
så meget de vil, mere end stræbets minimumsløn følger ikke med. Ved andre
»hænger lykken som skidt« (jysk), de kan ganske simpelt ikke blive af med den.«




En mands årlykke, det er den kraft der inspirerer ham til årvågenhed, rastløs arbejden, som lader hans arme svinge hakken med fynd, som lægger »drift«, »fart« i hans virke; den leder hakken, så at han ikke hugger forgæves i en påholdende, trodsig jord, men netop åbner porer for frugtbarheden; den sender kornet op af jorden, hvæsser spiren til at gennemtrænge agerskorpen, gør at ikke den nøgne, hjælpeløse plante fryser bort, eller det voksne korn står uimodtageligt for sol og regn og bliver til ingenting af bare rådløshed; den følger grøden hjem, bliver i den under tærskning og knusning, og giver brødet eller vællingen ævne til at nære, når maden bæres frem på bordet.


Sådan har det sig med årlykke, og sådan med al anden lykke. En mand har velsignelse med sit kvæg, når kreaturerne bliver tykke og fede af det de spiser, når de får fuldt op af mælk i yverne, når de formerer sig, når de går på sommergræsgangene uden at skades af ulv og bjørn, når de kommer fuldtallige hjem om høsten; men lige så fuldt viser hans lykke sig vel deri at, bliver de borte, da har han ævnen til at lede dem op og finde dem, hvor ingen anden vilde eller kunde hitte på at søge.


Sådan har det sig med sejlads. Sådan med kamp. En »lykkeskytte« er ikke det samme som det der i visse moderne sprog kaldes slumpeskytte.


(side 119) Og nu visdommens lykkemænd, dem om hvem der kan siges, at de ikke let vil komme til at stå rådløse, eftersom »de ikke har mindre lykke til klogskab og til at lægge planer når det behøves«, end til at samle og bevare rigdom! De tidligere omtalte Ingemundsønner var store lykkemænd; »det er svært at stå mod Ingemundsønnernes lykke«; man frygtede Jøkuls mod og »bersærkervoldsomhed«, men nok så meget hans ældre broder Torstens »vid og lykke«. Denne lykke viser sig deri at han altid anede eller vidste i forvejen hvad hans modstandere bryggede på; at han, og ligeså hans broder, skuede igennem hver krigslist, selv om den blev lagt med trolddom, så at det aldrig var muligt at overraske dem. Lykken viser sig deri at de kunde bie, lade tiden gå, forberede, eller slå til uden nølen: altid faldt slaget for dem lige i rette øjeblik. Da deres fader var dræbt i deres fraværelse og banemanden, Hrolleif, lykkeligt undsluppen til en af sine frænder, siger Torsten: »Vi må søge ham med snilde og ikke med hidsig fremfærd,« og med snilde får han Hrolleifs frænde til at opgive ulykkesfuglen og sende ham bort fra sin gård. »Det nytter ikke hvad du siger, selvfølgelig er han her; du har mere fordel af at han gøres uskadelig, så meget ondt som han gør mod jer vilje; det er ikke blot for min faders skyld jeg er på nakken af ham, han har bedrevet alt for mange andre skarnsstreger til at vi kan sidde stille; vi kan jo tage ham uden for dine enemærker, så du ikke får nogen skam; sig bare til ham at her er ikke trygt; og et hundrede i sølv kan jeg godt undvære.« Lige så roligt som Torsten har underhandlet, bliver han siddende som gæst til næste dag, og på vejen bort fra gården gør han sine brødre bekendt med at Hrolleif nok er taget hjem til sin moder, den troldkælling, og der må han tages, før hun får troldet over ham. Og kort at fortælle, de overraskede pakket midt i forberedelserne til deres sortekunster, de magede alt så, at heksen ikke blev dem var før de havde sat øje på hende, –– ellers havde hun haft magt over dem, – de så gennem alle synsforblindelser og kendte kællingen, og visselig havde hun ret når hun sagde: »Det var nær at jeg kunde have hævnet min søn; men store lykkemænd er de Ingemundsønner.«


Sådan gik det alle som havde sager med Torsten: hvordan de end bar sig ad, om de anvendte troldskab eller simpel menneskelig list, altid traf de ham forberedt. Han gennemskuede alt på afstand; og når han kom, da »hjalp ingen synsforblindelse, ti han så alt som det var,« i dets rette natur, – som ordene falder i en anden saga.


Selvfølgelig måtte en høvding ikke være mistænksom, ængsteligt varsom, altid anende, – det tydede jo umiskendeligt på at han ikke havde visdomslykken, men famlede i mørke. Nej, kongen så ganske simpelt igennem tingenes skal, og vidste hvad der lå skjult bag (side 120) hyklet venlighed, og derfor sad han tryg og rolig hvor alt var vel, uden at lade nydelsen plumres af anelser. Da Harald Hårfagre havde været til Torolfs prægtige gilde på Torgar, mødte Hilderidsønnerne op og lykønskede ham til hans heldige færd: »Det gik jo som venteligt var, du var dog den klogeste og lykkeligste (hamingjumestr); ti du anede straks at alt ikke var så oprigtigt ment som det så ud til; ... og så kan vi da også fortælle dig, at det var meningen du skulde have været taget af dage; men bønderkarlene fik sting i brystet da de så dig,« tilføjer de. Man må lade de to, at de vidste hvad man smigrer konger med.


Og vil vi se et exempel på hvad »mangel på lykke« (gæfuleysi) er, kan vi tænke på Hrafnkel Freysgodes modstander, Sam. Da han havde sin fjende under fødderne, lod han sig på trods af alle velsindede råd nøje med at ydmyge ham og tvinge ham til at forlade gård og egn. Hrafnkel arbejdede sig op igen, og en skønne dag stod han som den sejrende part. Da sagde Sams gamle venner og hjælpere til ham: »Vi har en gang lagt alt til rette for dig, så at du med lethed kunde hævde dig. Men det gik som vi anede da du gav Hrafnkel livet, at det vilde du komme til at angre bittert. Vort råd var at tage ham af dage, men du vilde have din vilje frem. Man behøver ikke at se nær til for at opdage forskel i begavelse hos jer to, dig og Hrafnkel: han lod dig sidde i fred og satte først kraft ind på at rydde den mand væk som syntes ham den betydeligste [nemlig Sams broder, som nylig var kommen hjem fra udlandet]. Vi vil ikke lade din »mangel på lykke« blive os til fald.«


Den norske tronprætendent Olav Ugæfa erhvervede sig sit tilnavn (det betyder ulykke) på grund af sine planers halvhed, da et natligt overfald på Erling Skakke slog fejl. Erling havde færre mænd, han blev taget uforvarende, og led store tab; men mørket dækkede ham, og i ly af et gærde slap han ned til sine skibe. »Det sagde folk, at Olav og hans havde kun åbenbaret ringe lykke i kampen, så sikkert som Erlings skare var givet dem i hænde, var de blot gået frem med mere klogskab.«


Det som adskiller et »råd« – en god, fornuftig, heldbringende plan – fra et »uråd«, er lykken; hint er undfanget i lykke.




»Han ser fortiden udbredt omkring sig på samme måde som nutiden: de to
gennemtrænger hinanden og fortolker hinanden. Men hans var en fattig visdom, om han
ikke tillige med nutid og fortid beherskede et stykke af det ufødte. Skarpsyn og forudsyn er identiske hos de gamle.«




En viis mand bereder sine foretagender efter den tid og de omstændigheder som de skal træde ind i. Han forstår at skue omkring sig og fortolke alt hvad han ser. Han lader sig ikke forvirre af muligheder, men drager med stræng logik det faktiske frem. Torsten Ingemundsøn f. ex. sluttede trygt: »Du, Geirmund, er Hrolleifs eneste anseelige frænde, altså er han her hos dig og ingen andre steder«, og hans konklusion havde hele lykkens sikkerhed i sig; den var ikke udslag af anelse, formodning, sandsynlighed, men af syn, (side 121) af viden. Men den vise kan mere: han bedømmer mennesker på forhånd, så at han ikke ledes på vildveje ved skæbnesvangre forbindelser med mænd hvis råd der ingen grøde er i. Af sikre mærketegn i ansigt og lader og opførsel siger han hvad der er inden i den ukendte, om han er en lykkelig mand (hamingjusamligr), en der bliver til glæde og nytte for sig selv og sine omgivelser, eller om han er sådan at man skal holde sig klar af ham. Den meget kloge forstår sig også på den verden der ligger uden for menneskelivet, og kan gætte sammenhængen mellem åbenbarelser og handlinger; han kender vejret, og han forstår hvad dyrene siger, eller i hvert fald hvad de vilde sige. Han husker. Han har megen »gammel viden«, om ting og tildragelser i fortiden, en viden der ikke blot giver ham ærværdighed og anseelse, men tillige tryghed i vurderingen af det som nu sker, og indsigt i tingenes væsen. Han ser fortiden udbredt omkring sig på samme måde som nutiden: de to gennemtrænger hinanden og fortolker hinanden. Men hans var en fattig visdom, om han ikke tillige med nutid og fortid beherskede et stykke af det ufødte. Skarpsyn og forudsyn er identiske hos de gamle. Det ukendte kom til lykkemanden på mange måder. Han var en stærk drømmer, så' ting før de vordede, så' forud mænd drage deres påtænkte veje. Han fik tydelige varsler i søvne. Hrafnkel Freysgodes fader, Halfred, flyttede jo med hele sin gård, fordi en mand i drømme sagde til ham: »Der ligger du, Halfred, uforsigtigt; flyt din gård, vestpå over Lagerfljot; der er al din lykke,« – og samme dag som han havde fået alt sit i sikkerhed, begravedes stedet under et skred. Torsten Ingemundsøn undgår også en troldkvindes anslag på grund af drømmesyn, og vel må hun sige, da hun ikke kan få lokket ham i fælden: »Det bliver svært at stå mod Ingemundsønnernes lykke.« Men til drømme og clairvoyance kommer den umiddelbare viden, den som kan udtrykkes med at sige: »få ting kommer ham uventet, overrasker ham,« eller i det simple: »min hu siger mig til«.


Derfor kan den »vise« forud følge sin plan frem gennem tiden, og prøve den til, læmpe den før den er sendt af sted, holde den tilbage til vejen er klar. Men strakte visdommen ikke længere, da blev »rådet« dog kun som en båd der skødes ud på vandet uden mandskab, og betroedes til gunstig strøm og gunstig vind. Nej, lykken fulgte den, styrede, drev på, holdt den mod målet. Tanken går fremad og virker med fynd og kraft hvad den er sendt ud for at gøre. Det er, som havde den øjne at se med og forstand til at tale for sig; i hvert fald kan den bore sig ind i folks sind og dreje dem efter sig. Alt hvad den møder på sin vej i verden tager den i besiddelse, og gør det til sit redskab. Den har lykke i sig.


Ja, hvor meget eller lidet planen kan udrette, det beror udeluk- (side 122) kende på hvad den har fået i sig hjemmefra. Den er bleven til ved en undfangelse, hvorved lykken trængte ind i den nye mulighed og gav den liv. Man kan se på et råd om det er undfanget i en viis mands lykke eller ikke, og så ved man hvad der kan ventes af det, ti man ved hvad der ligger inden i det. Jo mægtigere lykken er, des større og mere hårdfør bliver dens afkom. Kongelykken tager skikkelse som mægtige erobringstanker – således da Harald fik lykken til at samle Norge, – og som geniale opfindelser, når f. ex. en hærkonge får ideen til svinefylkingen, hvad der mytisk hedder at planen var en gudsgave.


Har man ikke selv lykke nok til at opfostre så stort et »råd« som man behøver, da går man vel til en mægtigere, til kongen f. ex., og beder ham lægge af sit i det foretagende man har planlagt. Og naturligvis, gik man til en mand angående en vanskelig sag og bad ham give råd (i vor betydning af ordet), da ventede man at få lykkeråd (isl. heil ráð), og ikke tomme ord, hvorpå man selv måtte fylde fremgang og velsignelse; og så stolede man ganske simpelt på at den portion man havde fået, nok skulde virke hvad den så ud til. Tomme, lykkeløse mennesker kunde fare ilde med åndelige klenodier, fordi de ikke forstod at bruge dem, – det var deres egen skam og skade, ti bar man sig ret ad, måtte rådet vende tilbage med frugt.


Vi mærker rundt om i sagaliteraturen, at den gamle anskuelse af lykkens pålidelighed kæmper med det nye mylder af erfaringer som fulgte med synskredsens udvidelse, for at tvinge dem ind under en mening. Det var en forfløjen ide at tanker skulde kunne begive sig ud i verden på egen hånd og anstifte store, uforudsete begivenheder, så forfløjen at den næppe lod sig passe ind i en germansk hjærne. Men så det ikke mangen gang ud som om der gik lykke løs mellem mennesker og spillede boldt med udfløjne råd og ord? Et nyt, mere skeptisk livssyn er i færd med at liste sig ind; foreløbig bevæger man sig i de gamle mundheld, den gamle terminologi, men ordene er ved at skifte mening, eller ved at blive tomme. Alligevel, som det altid går når tvivlen kun er angribende og ikke har formået at fremkalde et fuldstændigt systemskifte: man kan forholde sig skeptisk og resigneret så længe erfaringerne ikke tvinger en til at tage parti; men i nøden falder man tilbage på det gamle. Et ejendommeligt vidnesbyrd om de oplystes tvesindethed giver de ord som, Olav Hellige lod falde, da Sigvat Skjald havde døbt kongens søn' Magnus »efter Carolus Magnus, den bedste konge i verden«, skønt dette navn aldrig havde været i ætten før: »Du er en stor lykkemand, Sigvat; det er ikke underligt at lykke følger klogskab; men det er mærkeligt, at stundom slår lykken sig til en uklog mand, så at ukloge råd bliver til lykke.« Fordi Olavs tanke selv er så tåget, står ordene uklare. Meningen må (side 123) vel være den, at skjalden trods sin underlige opførsel, nej, netop ved sit geniale greb ud efter det højeste på tværs af alle fordomme (at opkaldelsen skulde holde sig til familien), havde vist sig at høre til de rette, gammeldags lykkelige.


Enten er der liv af menneskeliv i sådant et »råd«, eller også er det dødt og virkningsløst, fordi ophavsmanden ikke havde mere lykke end hvad han forbrugte. Og har planen liv i sig, da kan den kun standses ved at en stærkere slår den ihjel. En større visdoms tanke kan gå ud og byde den tvekamp. Den højere visdom behøver ikke at vente til »rådet« er udsendt, den kan lægge sig som en mare over en ringere mands lykke og pine den, gøre den ufrugtbar, forvirre den. Da går det manden, som det gik den vise Torleif i Oplandene, da Olav vilde ham til livs og sendte Halfred Vanrådeskjald løs på ham. Torleif spurgte den forklædte digter om nyt, og ganske særligt om han kendte en vis Halfred, ti »han kommer mig ofte for i drømme; ikke fordi det er mærkeligt at jeg drømmer, men der vil komme kongsmænd hertil ret snart, og på ham, Halfred, kan jeg aldrig blive klog efter folks fortællinger, og lykken er borte for mig med hensyn til det som skal komme«, – med andre ord: jeg kan nok drømme om ham; men jeg ser intet i drømme, ikke andet end tåge over fremtiden.


Og når en mand førte talen frem af sit ordgemme, da følte man snart hvad for en lykkemand han var. Nordboerne, og vel Germanerne i det hele taget, nærede stor beundring for ordsnilde; vi kan endnu igennem deres lovord genføle den tryghed, det velvære hvormed tilhørerne satte sig til rette, når der stod en mand op iblandt dem med lykke til at føre alle ord frelst i hvilken havn han vilde.




»Og når en mand førte talen frem af sit ordgemme, da følte man snart hvad for en lykkemand han var.«




Talen kom som en lykkemand træder frem, i holdning og udseende, ansigt og våben præget af sin adel; den faldt ud i disse knappe, skarpe billeder som Nordboerne elskede; de velformede sætninger ledte hinanden frem i steden for at snuble over hinanden, ligesom de enkelte bevægelser, hug, parader føjede sig ind i hinanden, når de udførtes af et »lykkeligt« legeme; ordene blev svungne i lynsnare blink som en kampsæl mands våben; i lykke fødtes sådanne ordsprogsagtige fyndord der ramte en vanskelighed, et stridspørgsmål lige »i leddet«, af lykke inspireredes manden til i sit fald at lade en ytring glide over tungen, sådan formet og sådan præget, at den mindedes til hans berømmelse. Men så havde også ordene, når de faldt fra en stor lykkemand, tillige det dobbelte bid som var ejendommeligt for sejrsæle mænds våben: de slog ned mellem mennesker, løste lunkenhedens og modløshedens trolddom, eller gjorde skjulte hadere til åbenbare fjender, sådan som Egil takker guderne for at han kunde. Der var stor forskel på hvad en konge sagde og (side 124) hvad en bonde sagde, selv om de nogenlunde mente det samme. Når Olav Tryggvesøn stod op på tinge, hvor ordsnilde mænd havde samlet sig for at sige ham imod, da faldt alt til jorden for kongens ord.


Men denne virkning kunde talen ikke have, hvis den blot var en lyd der stødte mod tilhørerne, og så lod deres viljer og tanker ordne sig som de vilde overfor dette angreb.


Ord var farlige. De bed gennem lykken og satte sig fast inden i mennesker. De var ikke at ligne med skarpe pile, som sårede, men kunde trækkes ud og slænges til jorden. Ti de havde liv i sig, de krøb omkring inde i offeret, og hulede ud til der ikke var kraft tilbage i ham, eller de forvandlede ham efter sig.


Det var ofte godt råd at bearbejde sine fjender med ord, førend man angreb med våbnene; man kunde på den måde svække fjendens årvågenhed, hans mod, hans smidighed, og fortynde hans usårlighed. Fridleiv indleder en jættekamp med nidvers, ti jætten var lettere at få bugt med når man først havde udæsket ham med hånende vers: »Du trekroppede jætte, som næsten slår panden mod himlen, hvorfor lader du det latterlige sværd daske på låret? ... Hvorfor beskytter du dit kraftige bryst med et skrøbeligt sværd? Du glemmer hvor stor du er, og lider på den lille stikkert! Snart skal jeg gøre dit anfald til intet, når du hugger med den sløve æg.« Nu er der fare for at sværdet bliver for let og at dets æg vil vise sig ude af stand til at trænge igennem. »Siden du er et frygtsomt dyr, ... skal du falde næsegrus; ti i din stolte krop bærer du et fejgt og frygsomt hjærte, og dit mod er ikke dine lemmers jævning. ... Derfor skal du falde uden ry, ikke have din plads mellem de kække, men stilles i række med dem som ingen kender.« Nu er det bedst at jætten ser til sit mod og sin ære, og slår til inden ordet har virket. Han bliver »modstjålen«, hvis ikke den fremmede kraft hurtigst muligt kastes tilbage og udsenderen tvinges til at suge den i sig igen.


Engang da Britterne blev angrebne af Northumbrernes konge, havde de taget en hel lille hær af munke med sig og stillet dem op på et sikkert sted, for at de skulde bede under kampen. Kong Ethelfrid lod ganske praktisk først sin hær angribe og nedhugge munkene, og derefter huggede han ind på krigsmændene. »Dersom de påkalder deres gud mod os,« sagde han, »kæmper de jo med os, selv om de ikke bruger våben, siden de står os imod deres bønner.« Det kunde jo nok være at sådanne »bønner« rettedes hen ad Gud til, men Ethelfrid vidste, at selv om »nidordene« skulde gå en lille omvej, endte de ganske sikkert i dem de var tiltænkt.


Ordet er så kraftigt at det kan forvandle en mand, når det kom- (side 125) mer ind i ham. Det kan gøre ham til fejg, til niding. En dom over manden, en udtalelse om hans værdi, et »påsagn«, ligegyldigt hvor det er udtalt, det finder frem til sit mål. Det ikke alene forringer ham i hans naboers øjne – nej, omvendt, foragten er en følge af at injurien er gået ind i manden, har angrebet hans manddom, og i reelleste forstand gjort ham til en ringere mand; den æder sig ind igennem æren og freden, og helmer ikke før mennesket er rodædt. Jo større spænding der findes i afsenderens lykke og ære, des stærkere er ordet, og des farligere bliver dets sår. Hvad der blev sagt af småfolk, som ikke havde meget sind til overs at lægge i deres udtalelser, det kunde man tage sig temmelig let, ja, det kunde visse stormænd ganske ignorere. Men stod der lykke bag ordene, var det klogest at haste med at få dem gjort uskadelige og skaffe sig ære igen, ved hævn. Det råd som norske og islandske love giver for mildere, dagligdags misgreb i ordvalg, nemlig at svare igen, give ord for ord, har kun en meget begrænset gyldighedsvidde og må optages med største forsigtighed; man må aldrig glemme at gensvaret bringer ikke oprettelse, det inddriver ikke ære, og så må man vel overveje, om sagen er sådan at man kan undvære en ærestyrkning.


Men så kan ord naturligvis lige så godt have velsignelse i sig. Et godt afskedsord er en værdi, som den rejsende tager med sig og har gavn af. Når kongen sagde: »Lykke til, min ven«, drog manden af med lykke i sig, et stykke af kongelykken. »Lykke på rejsen til du kommer hen, så tager jeg min lykke igen«, siger dansk almue endnu, med en mærkelig bevarelse af gammel tankegang. Fik man et godt ord som modtagelse på et nyt sted, så var ønsket et virkeligt tillæg til lykken. Da Olav På flyttede ind på sin nye gård, stod hans fader, den gamle Høskuld, udenfor og udtalte »ordheld«; han bød Olav være velkommen, med lykke, og han føjede betydningsfuldt til: »Det siger min hu mig for vist, at hans navn skal leve længe«. Orðheill, ordlykke, er den islandske betegnelse for ønske, velsignelse og – med underforstået ond vilje hos afsenderen – forbandelse. I Hyndluljóð giver vølven, efter at have opregnet Ottars slægt og gjort ham delagtig i megen forn visdom, ham et »til ond lykke« med på vejen; men Freyja uskadeliggør hendes ønske ved at sige: »Dit ordheld« – din bestemmelse om lykken – skal ingen magt have, selv om den truer med ondt.« 


Der var mands liv, mands lykke i ord, lige så vel som i planer, i råd. Tanker og ord er ligefrem afsondrede stykker af menneskesjæle. Derfor kan man for fuldt alvor tale om dem som levende.




»Der var mands liv, mands lykke i ord, lige så vel som i planer, i råd.
Tanker og ord er ligefrem afsondrede stykker af menneskesjæle.
Derfor kan man for fuldt alvor tale om dem som levende.«




Det gamle ord råd er en udmærket illustration på germansk psykologi. Det er et ord med mange betydninger, bedømt fra vort stand- (side 126) punkt. Det betyder råd som gives til andre; når det bruges om lykken der virker inde i sjælen betyder det visdom eller god plan,
snildt påfund, klog udvej: de mægtige rådslog ofte om råd mod Grendels hærjninger i Danmark, for at tage et simpelt exempel, – og
fra et etisk synspunkt retfærdige og ærlige tanker. Men ordet indbefatter naturligvis tanken om det lykkelige udfald som følger vise
og retfærdige planer, og på den anden side den magt og myndighed
som en fast vilje skaber. Mænd som går til drøftelse af vanskelige
sager behøver at have råd og åndssnilde, siger en Angelsachser. I
følge en oldengelsk digter er grunden til englenes fald at de ikke
længer vilde udføre deres eget råd, men veg af fra Guds kærlighed,
de gjorde hvad der var syndigt og på samme tid ikke velbetænkt,
og fremkaldte derfor deres egen undergang. Og Satan klager over
at Kristus har formindsket hans råd under himlen og gjort ham
magtløs. Digteren af Christ giver følgende skildring af dem der
står på venstre side på dommedag og hører ordene: gå bort, I forbandede: »De kan ikke modstå himmelkongens bud, berøvede råd,«
som de er. I disse ord er malet hvad vi kalder deres hjælpeløshed,
hvad de gamle kaldte deres rådløshed: viljeløshed, mangel på mod
standskraft, mangel på selvhævdelse. Først når man ved hvad råd er,
fatter man hele dybden i Satans udråb: hvorfor skal jeg tjene, jeg
kan rejse mig selv et højere sæde end Guds; stærke fæller, berømte
helte af ubøjeligt mod, som ikke vil svigte mig i kamp, har kåret
mig til herre; »med slige kan man udtænke råd«.


Hvis vi vil føle styrken i den gamle tids tanker må vi passe på at vore dynamiske teorier ikke får lov at slippe med ind; råd er ikke ordenes iboende energi, men ordene selv så vel som sjælen. Lykken strækker sig i ubrudt sammenhæng fra det inderste af en mands sjæl til den yderste grænse for hans indflydelse i samfundet, og også dette er antydet i betydningen af råd, det dækker vort tilstand og stilling, indflydelse og myndighed. Når vi føjer til at det er et godt ord for ægteskab, tør vi vel sige at vi med det har omskrevet en ikke ringe del af det menneskelige.


Der udkræves vel ikke stor fingernemhed til at trække disse betydninger på en tråd. Man kan som god etymolog sige: råd, især godt råd, giver ved division dels klogskab, dels fremgang, dels lykkelig tilstand, eller, med subtraktion af heldet, blot tilstand. Men disse nuancer ligger ikke på langs af hinanden; den ene efter den anden kan i tidens løb isoleres ved sprogbrugen, men fra først af gennemtrænger de hinanden. De er egenskaber ved et udeleligt hele. Den udlæggelse, at råd i betydning af ægteskab, parti egentlig er det besluttede, overenskomne eller lignende, fører ikke til noget mål; ti ingen siger os at der bag råd står et verbum »at beslutte«, og (side 127) råd er noget uendeligt meget mere end det der kan gengives i et sådant participium.


Råd er den tilstand som virkes, eller rettere gennemtrænges af en lykke – og bæres oppe af den. Det er ikke underligt at ordet kommer til at betyde stilling i almindelighed, eftersom al tilstand som et menneske befinder sig i, må være lykke – så længe han virkelig er menneske; den må være fyldt af dette noget som bærer ham oppe.


Når man i følelsen af sin egen utilstrækkelighed gik til en mægtig og vennesæl mand og bad om heil ráð, om lykkeråd, måtte man stole på at det råd han »lagde til«, blev givet af heill hugr, af »lykkelig hu«, af »hel hu«. Deri ligger at rådgiveren lægger af sit sind i tanken, klogskab af sin klogskab, fremgang, virkning af sit fond. Men deri ligger også at han giver sin gave af oprigtig velvilje, som ren og ikke mén, i vilje til at være ven og huld overfor den anden, ret, sand, oprigtig. Heill hugr, det er »lykkeligt sindelag«, og det er »helt sindelag«. Men disse to ting er identiske. »Hel hu« vil sige en tilstand hvori der fødes lykke, fordi den selv er lykke.


»Hel hu«, det betyder et sind som har livets naturlige beskaffenhed, den der er lykke ved, den i hvilken man elsker og er tro mod sine frænder, grum mod sine uvenner, let at komme til rette med for mindre mænd når de søger støtte. Fra et menneske som er i den tilstand, udgår der held.


Lykken udadtil er afhængig af – eller rettere burde vi sige: den svarer til – frændernes indbyrdes »kærlighed«. Med fredens blomstring, både den der består i at fredfællernes tal øges og at ætfølelsen får lov til at bruge hele sin styrke, følger lykke og velstand. Og i modsat fald, der hvor mennesker ikke enes, sygner og svinder hele livet, indtil alting lægges øde. Denne regel gælder alle fredssamfund, ikke blot ætten, men også temporære forbindelser under fredens tegn (og under andet tegn var ingen sammenslutning mulig). Når folk forenede sig om et eller andet foretagende, om fiskeri eller anden syssel, da var udbyttet afhængigt af de enkeltes lykke til at bevare et venligt og oprigtigt forhold indbyrdes. Vi får lejlighedsvis denne oplysning i Laxdøla saga: »Kloge mænd lagde megen vægt på at man på fiskepladserne forligtes godt sammen; det hed sig nemlig at mænd havde mindre held med fangsten, hvis de kom i trætte med hinanden, og de fleste tog sig derfor i agt.«


»Helt sind« findes der hvor freden hersker, og hvor sjælen fryder sig i sin ære.


Med æren stiger og falder lykken i ætten. Den der skaffer sig ry, han tilkæmper sig ikke blot de fordele som højere anseelse giver en mand, – han øger velsignelsen, avlekraften, frugtbarheden både i sine (side 128) kreaturer og i sine marker; han lægger grunden til nye frænder i ætten: kvinderne vil føde lettere og hyppigere, børnene vil blive mere håbefulde og fremmelige. Endnu i sene århundreder stod ærens og lykkens genansvarlighed så rodfæstet i norsk folketro, at der kunde siges: Ingen har lykke til at samle rigdom, førend han har dræbt to mennesker og bødet derfor til arvingerne og kongen. Og den samme begrebsforbindelse ligger til grund for norske bønders tillid til lykken og lægekraften i familier som nedstammede fra hårde og mordiske mænd, hvis »ære« kunde dokumenteres ved talrige drab. Ganske vist, denne moderne form for ærens udøvelse har et dekadent skær, den er ligesom hovedjagten udartet til en sygelig og usund mani, fordi den ideelle begrænsning, at det ikke er lige meget hvilke hoveder man hjembringer og hvordan man har erhvervet sig dem, er gået tabt.


Sygner freden og æren hen, følger der nedgang i alt hvad ættens er, nedgang og til sidst undergang. Beowulf har jo allerede givet en beskrivelse af de følger nidingsværket havde: ættens uddøen, bortvejren af dens gods. Uden tvivl tager hine vers hvori fejghedens sold opregnes, bevidst sigte på folks foragt for de æreløse; men udmalingen kan ord til andet anvendes på den ældre, oprindeligere anskuelse, for hvilken skammens sociale følger blot var et korrelat til dens umiddelbart ødelæggende virkninger. »Aldrig mere vil nogen af den æt glad gribe om guldet«; – ti glæden er død i dem, og guldet vil miste sin »guldhed« mellem deres hænder; ættens mænd må forlade deres arveland; – ti de har ingen lykke på landet, det løber op i tornekrat og vildnis omkring dem.


Den nordiske fremstilling af de yderste ting er blot en forstørret form af denne forbandelse: Menneskene bliver ringere og ringere, deres dådskraft, deres mod, fortrøstning, deres gensidighed og fredsfølelse svides af; »brødre kæmper og dræber hinanden, fætre slider freden, hordom stor i verden, ... ingen mand skåner den anden«, hvor nær de end er beslægtede; solens varme tager af, jorden bliver kold og bar, tidlig frost og sildig frost bider spirerne over; ringere og ringere bliver somrene, og strængere og strængere bliver vintrene.


At der i denne skildring ligger gamle og nye, hjemlige og indførte tanker inderligt forenede, anser jeg for givet. Vøluspå er digtet af en mand der havde en vid horisont. Men i ethvert helstøbt digt beror enheden på at alle elementer, selv de mest udvortes erhvervede, genfødes indefra i en vældig stemning. Og stemningen i dette digt har sin vælde fra den gamle fredsfølelse. For os vanskeliggøres forståelsen af Vøluspå ved digtets aforistiske knaphed, hvor syn jager syn, men vi må huske at det kvædedes for mænd for hvem hver linje hang fuld af ideassociationer.


(side 129) Når talen er om det eskatologiske syn der ligger til grund for Vøluspå, er digteren ganske sikkert inspireret af berøringen med kristendommen; men digtet har kun ubetydelige spor af direkte påvirkning fra kristne ideer. Den inspiration digteren har hentet vest fra er gået så dybt i hans sind, at de gamle myter og billeder dukker frem og får ny betydning. Hans tro på de gamle idealer og hans fortvivlelse over at se dem smuldre hen under vikingetidens forvirring befrugter hinanden, etik og erfaring gennemtrænger hinanden og frembringer under kristendommens berøring et sammenhængende syn på historien i kraft af en ledende ide. Hvad digteren har set, det syn som omformer de overleverede myter efter sit formål, uden kendeligt at ændre deres indhold, er den ophobning af skyld som driver guderne gennem den ene ulykkebringende handling efter den anden til dom. Og for digteren er skyld det samme som brud på fred og ære. Hans ides styrke viser sig deri at myten om Balders død er nær forbundet med tanken på en undergang, en verdensafslutning. Billedet af guderne der dræber en broder er stillet som midtpunkt, så at det forstærkes gennem de foregående begivenheder og indvarsler gudernes og verdens tusmørke.


Og der er ingen vanskelighed ved at føre det eskatologiske storsyn tilbage til dets naturgrund. Afstanden mellem Beowulf og Baldermyten kan måles i grad. Naturligvis bliver både jorden og solen koldere, når den indre varme aftager. Norge fik adskillige gange følgerne af kongeættens degeneration at føle, idet kornet frøs bort sommer for sommer. Og gradsforskellen forsvinder, når vi ser bort fra de ydre virkninger til den indre fornemmelse: uhyggen kunde ikke blive stærkere i et menneske, end den var i ham der følte »ulykken« på sig og sine nærmeste. For os, der kun ser på det udvortes, synes verdens undergang som begivenhed betragtet at høre til en helt anden kategori end den og den families degeneration og forlis; men hvis vi kommer til forståelse af at de to begivenheder er af samme art, resultater af samme slags forfald, nedbryden, opløsning, da indser vi også nok, at den som ser bjærge og høje rave omkring sig, ikke interesserer sig for distinktioner mellem hel og partiel undergang; hans fornemmelser kan ikke blive pinligere, mere svimlende. Hans klagesang vil uvilkårlig få eskatologisk klangfarve. Og sker det at der oven på en sådan sjæl ligger de rå materialer til en dommedagsdigtning, da er heden stærk nok til at smælte dem og forme en virkelig eskatologi.


Med fred og ære følger der fremgang, følger der lykke. Men sætningen kan også vendes om til: lykken betinger fred og ære.




»Med fred og ære følger der fremgang, følger der lykke.
Men sætningen kan også vendes om til: lykken betinger fred og ære.«




Når freden brister, så at frænder begår det ubegribelige imod hinanden, da ligger forklaringen deri at lykken har taget skade. (side 130) Eller lykken »slår ikke til«, den slipper op, og lader menneskene stå hjælpeløse og holdningsløse. Saldis på Upsalene var så glad ved sine to dattersønner; ikke blot var de begge lovende knægte, men deres venskab var næsten usædvanligt. Hun forestillede dem med stolthed for den fremvise Oddbjørg, og bad hende spå, og »spå godt«. »Ja, lovende er de to knægte,« indrømmede Oddbjørg, »hvis blot lykken slår til for dem, – det kan jeg ikke rigtig se.« Intet under at Saldis talte hende hårdt til; men den anden svarede blot: »Jeg har ikke sagt for meget, – jeg tror ikke deres kærlighed varer længe.« Til sidst buser hun ud med: »De vil komme til at stå hinanden efter livet.« – Da Sverre holdt ligtalen over sin frænde og modstander, kong Magnus, begyndte han således: »Den mand ved hvis båre vi nu står, var en brav mand, huld mod sine mænd, – men vi frænder havde ikke lykke til godt samkvem indbyrdes«, og så videre »med mange fagre ord, sådan som han forstod at sno dem den vej han vilde.« Det er lærerigt at se hvordan den højtbegavede og reflekterede stræber som Sverre var, atter og atter under sine velberegnede forsøg på at tale folkeligt griber ned i de gamle forestillinger; han er selv helt igennem moderne, og han binder med velberåd hu sin sag til kristendommen og det stærke som har fremtiden for sig; men vil man have tag i sindene, må man tale folkeligt, det ved han. Og han forstår at gøre det.


»Jeg ved ikke om vi to vil få lykke sammen,« siger Hrut betænkelig, da partiet med Unn foreslås ham. Og vi har samme sprogbrug anvendt i senere tid om et ungt par, der havde fattet kærlighed til hinanden og havde alle muligheder for at pleje deres kærlighed: frænders samtykke, udkomme m. m.; men det gik sådan at lykken ikke slog til for ham i dette stykke; han blev forelsket i en anden kvinde, og herover opstod stor uenighed i huset.


Og nidingsværk er ulykke. »Sent vil den ulykke gå mig af minde,« siger Bolle om drabet på sin fostbroder Kjartan. »Dig hændte alle ulykker, du dræbte dine brødre,« lader Vølsungesagaen Granmar kaste over på Sinfjøtle (Helgedigtet har »ugavn« for »ulykke«). Med gribende kraft springer følelsen frem i Kalf Arnesøns ord, da hans sårede broder Finn efter slaget ved Stiklestad hugger efter ham: »Nu våger kongen over dig, da han ikke undte dig at gøre en ulykke, men vidste at jeg behøvede omsorg.« Kalf havde jo stået som Olavs bitreste modstander, og nu priser han den faldne konges lykke, fordi den var stærk nok til at hindre den utøjlelige sorg og vrede hos kongsmanden i at blive til nidingsværk.


I Gisles saga findes et ordskifte, hvor ordene ulykke og nidingsværk falder om kap med samme vægt. Gisles hustru havde mægtigt forhånet en af sine mands forfølgere, Eyjolf. Da farer han op: »Dræb (side 131) hunden, om det så er en tæve.« Han glemmer sig selv i den grad at han vil lægge hånd på en kvinde. Men en brav mand, Havard, sagde: »Vor færd er forsmædelig nok, uden at vi øver det nidingsværk; op og lad ham ikke komme til!« Eyjolf skar tænder: »Det er et sandt ord, at dårligt følge får man kun, når man tager det med hjemmefra.« – »Havard var vennesæl, og mange var villige til at adlyde ham, og for resten vilde de gærne fri Eyjolf for den ulykke,« tilføjer sagaen.


Det er langt fra at denne »ulykke« gælder for en undskyldning, – tværtimod, ordet falder med hvinende hån ned over den der
rammes. Man dømmes på den, man gøres ansvarlig for den. Når
Hakon Hakonsøn i hin omtalte fordømmelse af hævn på urette
mand kalder en sådan gerning for »ulykke«, vælger han netop det
allerskarpeste ord han kan finde i sit sprog, det ord som kommer
begrebet dødssynd nærmest. Ulykke er en skarnsstreg, og ulykkesmand, det vil sige en niding eller, i visse tilfælde, et nidingsæmne.
Man kan sige til en mand: »Du ser ikke ud til at være lykkelig
(ugæfusamligr), og man gør klogest i ikke at befatte sig med dig«,
el. lign., og meningen er: du har ikke held med dig i dine sager,
du kan ikke bringe dine omgivelser andet end uheld, – og: du er
ikke til at stole på, man kan risikere alt fra dig. Og selv når Njal
siger om sine sønner at de ikke er lykkemænd, så har sætningen nok
endnu for den tid haft en bitrere underklang end vi nu straks fornemmer: de har ikke held med sig; det hænger sammen med at
de ikke har »lykke« til at passe det rette mål, bruge snildhed, omtænksomhed, – og det betyder endvidere: de kan ikke styre sig, de
mangler moralsk hold på sig selv.


Nidingsværkets uhyggelige symptomer beror på at lykke og ære er identiske. Lykken er ære-freden set fra en anden side, og ulykke, i gammel betydning, er ganske simpelt bagsiden til den frændskabsfølelse vi har lært at kende.


Det er lykken som gør at mennesker kan holde freden, venskabet, kan holde løfter, kan lade være med at begå uærlige handlinger. Men lykken er mere. Den gør at mennesker vil. Den er viljen inden i dem, ikke blot det der vil i dem, men lige så fuldt deres personlige vilje. Når Hrut siger sit: »Jeg ved ikke om vi to får lykke sammen«, da tænker han på ævnen til at fatte og bevare kærlighed indbyrdes, viljen til at elske, lykken til at frembringe fredsfølelsen – solidaritetslidenskaben, om vi vil, – i hjemmet, lige så vel som
på ævnen til at nyde hinanden og få afkom, til at formere rigdommen.


For det vi forstår ved: god, from, retskaffen, har Germanerne ikke bedre gengivelse end »lykkelig«, »salig« og lignende betegnelser, der (side 132) i sig rummer både »held« og »rigdom« og »visdom«. I de germanske ord for lykke og lykkemand ligger den moralske vurdering sådan
at den når som helst kan bringes til overfladen, og i adskillige tilfælde har netop den side af begrebet fået overmagten i senere sprogperioder.