 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Vor Folkeæt i Oldtiden
Vilhelm Grønbech
Anden bog:
Midgård og menneskelivet
Menneskesjæl
(side 214) Midt i denne verden af sjæle står mennesket, og står der i kraft af en sjæl, et liv. Denne sjæl kan bære aldeles de samme antiteser som de andre naturer i Midgård. Man kan godt begynde på angelsachsisk gådesprog med et: »Jeg ved en underlig ting: den er usynlig, men står dog for alles øjne i hallen; den er ikke større end tre alen, og dog kan ingen se mere end dens ene ende; den kan føles med hænder og uden hænder, og dog kan ingen gribe om den og holde den fast; den går over hede og brænding så hurtigt som en sky i storm, og en hund kan indhente den; den flyver i luften, og dog ligger den sovende i hallen.« Den er bunden til materien, og fri til at gå omkring på trods af tid og rum og tyngde. Den er formløs som varmen når den ved et håndtryk glider fra den ene arm op i den anden, og usynlig når den som en kraft udbreder sig fra en kriger til hele hans skare og inspirerer dem alle som een mand. Og den er nødsaget til før eller senere at tage skikkelse, til at vise sig som den mennesket er.
Menneskelivet er som de andre slags liv en natur, men hvad er kendetegnene på denne natur?
Den kan kaldes med navnet megin, i det ord ligger forestillingen om en kraft, og i det ord mødes alt levende. Jordens sjæl, dens megin, omtales ofte som en kostelig essens. En drik der er tilsat jordmegin, er stærkere end al anden vædske, ligesom jordmegin på den anden side synes at indeholde en åndelig styrkelse til at ophæve øllets alt for mægtige virkninger. Desværre er de antydninger vi får alt for brudstykkede, og alt for ensidigt husrådagtige, til at vi kan danne os nogen forestilling om i hvilke af jordens egenskaber man fornemmeligst så dens sjæl. Måske tør vi tilføje et par linjer fra en angelsachsisk formular, hvor det foreskrives med højre hånd at lægge jord under højre fod og sige: »Jord har magt mod alskens væsener, mod misundelse og glemsel, mod den mægtige mands tunge«. Versene er indsat i en anvisning til landmanden når hans bier har sværmet, men indholdet synes at antyde brugbarhed i mange andre livsforhold. – »Vejret har også sin megin,« siger den lille tungerappe Alvis, da han bredbenet står og lader sig mytologisk examinere af (side 215) Tor; vejrets sjæl er skyerne, – det mener i hvert fald alferne. I urdagene, før verden var fuldt ordnet, da var månen og solen til, men de kendte ikke deres sjæl, deres megin, de vidste ikke hvad deres kraft var, deres bestemmelse, deres levnedsløb, deres gerning.
Menneskets megin er hans kraft, – hans legemlige styrke først og fremmest. Træl, Rigs første søn, voksede op og trivedes, så tog han til sin megin, begyndte at binde bast, og gøre sig byrder af ris, som han bar hjem. Men i mands megin er der mere end muskler: der er magt, der er bedrift, der er sejrsæle. Og endelig rækker megin op i sjælsstyrken, så at den der mister sin megin, kommer til at ligge bevidstløs, som vi kalder det.
»Men i mands megin er der mere end muskler: der er magt, der er bedrift, der er sejrsæle.«
Det der skiller asen fra alle andre væsener er naturligvis at han
har ásmegin, asesjæl med dens vældige egenskaber. »Vokser du,
Vimur, så vokser min asemegin så høj som himlen,« råber Tor da han står midt i Udgårdsfloden og den svulmer op til den skummer om skuldrene på ham. Tor havde på sine farefulde vandringer
lejligheder nok til at føre sig i sin fulde asemegin, når jættekræfterne
tyknedes om ham.
Atter benævnes sjælen med navnet fjör, et ord der så godt som fuldstændig gik under med den gamle verden; det var måske for gammeltungt til at gøre forandringen med, da den ny sæd kom. Fjør er liv, det der bevirker at mennesket går, og taler, og hører til i lyset. Fjør er også sjælen, den sjæl der vandrer ud på sine egne veje efter døden. Fjør er selvet, det der gør mennesket til menneske, det er manden selv, og kan derfor komme til at bruges om legemet, også efter at døden har rørt det. Og som lykke bærer det manden, bevinger hans snilde, giver ham tanker, opholder ham, og udruster hans planer med fremgang. Da Hakon Adelstensfostre drog som tronkræver til sit hjemland, så det en stund ud som om elementerne tog magten fra ham: Hans flåde splittedes ad, og der udspredte sig det rygte at Hakon var blevet derude. Kong Erik tog budskabet som en kærkommen vished, men Gunhild rystede på hovedet: af sit dybsind vidste hun at Hakon havde fjør, – og han nåede da også til Norge med velbeholdent skib.
Sjælen kaldes »hu«, og dermed betegnes den som lyst og tilbøjelighed, som mod og tanke. Den inspirerer mandens opførsel; hans handlinger og tale får deres præg alt efter som de kommer ud af en hel hu, en hård hu, af bedrøvet hu. Den sidder inden i ham og ægger ham; sådan siger Loke da han har talt sit hjærte ud blandt guderne: »Nu har jeg sagt hvad min hu tilskyndede mig«; sådan siger Sigurd da han har dræbt ormen: »Min hu æggede mig«. Den sidder inde og råder eller varsler: »Min hu siger mig til«; og når hu'en har sagt til, da står sagen temmelig fast. »Han ser mig upålide- (side 216) lig ud, du skal se han vender ondsiden ud ret snart; det er mig ukært at han er hos dig, ti min hu siger mig ondt til om ham,« sådan trænger Ingolf ind på sin broder for at han skal jage en tilløbende karl på porten. Der gik en vinter, og Ingolf kunde sige at alt var gået efter hvad hans hu budede ham. Og med tryghed beskikker den storættede Atle Håsteinssøn sit hus efter kampen med Ravn: »Du, min søn, vil hævne din fader, hvis du ligner dine frænder, og min hu siger at du vil blive en anseelig mand, og dine ætlinge efter dig.« Og er hu'en urolig, så at man kan sige med Gudrun: »Længe vaklede jeg, længe delte sig hu'erne i mig«, da er livet ikke sundt. Men når manden så har fulgt det gode råd indefra, og har nået sit mål, da stiger der op fra hans sjæl et triumfråb: det er hans hu der ler i brystet. – Undertiden har sjælen sin viden umiddelbart, som vi vilde sige, undertiden har den erhvervet sig kundskaben ved spejderfærd, og da kan det hænde at modparten har set sin fjendes hu løbe sig i møde, enten i menneskeskikkelse eller i dyreham. Han drømmer om ulve, og får oplysningen: »Det er menneskehu'er du har set.«
Endelig kommer sjælen os i møde som »mod«, og hvad det vil sige kan vi ikke umiddelbart slutte os til af det moderne ord; vi må lære hele fylden i ordet, som var det et fremmed sprog vi gjorde os bekendt med. Mandens mod er hans sind, det villende og det stærke, det langterindrende, det der holder så vel krænkelser som venskab levende i forgrunden af bevidstheden, og det fremdjærve, som ikke lader vilje og hukommelse fortære hinanden i ubeslutsomhed. Modet er ret egentlig sjælen i fuldt vågen tilstand. Når Tor bliver helt sig selv, viser han sig i asemod; jætterne farer i jættemod, når de anlægger deres samlede natur. Dengang da guderne lejede en bygmester til at sætte mur om Asgård, og lovede sol og måne med samt Freyja for værket hvis det blev fuldført inden første sommerdag, vidste de ikke hvem de sluttede handel med. Arbejdet skred med forfærdende hast, mesterens hingst trak hele klipper sammen om natten, og mesteren selv stablede dem forsvarligt op om dagen. Da han var så nær rundt, at man kunde begynde at tage mål til portåbningen, holdt guderne råd, og kom i tanker om at Loke jo havde været mellemmand da aftalen blev sluttet. Og Loke måtte pænt love at skaffe udveje. Så var det at den fremmedes hest en aften blev hoppegal og for af sted efter den der vrinskede i skoven. Dens herre løb hele natten, men fik ikke fat i den, og næste dag stod han og så på hullet; i overmorgen var det sommer, – og han for i jættemod. Men da aserne så for vidst, at det var en bjærgrise der var kommen, da lod de eder være eder og kaldte ad Tor. Man ved at den der farer i jættemod eller giver det råderum antager alle (side 217) de ejendommeligheder, voldsomhed og vildskab så vel som ansigtstræk, der kendetegner ham som et væsen der er hjemmehørende i Udgård.
Vi ledes længere og længere ind imod det allerhelligste i sjælen. Livet kendes på æren. Vi har lært hvor inderligt forenede lykken og æren er, eller rettere, vi har set at de to kun udgør sider af samme sag. De gamle var aldeles visse på, at i det øjeblik de tillod deres anseelse blandt mennesker at dale, så snart de forsømte forfædrenes gode rygte, når de ikke sørgede for deres eget lyse ry, når de begik æreløse handlinger, – da sygnede lykken. Deres vished var grundet på erfaring, og det en erfaring hvis overskyggende alvor tog livsbetingelsen fra slige overfladiske leveregler, som den at man måtte være en »ærlig« mand for at kunne leve. De havde oplevet ærekærhedens betydning for den kommende generations helbred og foretagsomhed, dens statur, muskler, mod, ja, de vidste at vanæren kunde dræbe børnene i moderlivet og gøre kvinderne ufrugtbare. Æren var intet mindre end selve livet, og holdt man sjælen i sig i halvkvalt tilstand, da sattes efterkommerne tilbage i væksten, så at de kom til verden svage, forkrøblede, lidet fremdjærve. Havde man derimod fodret sjælen og beriget livet ved at tvinge fremmed ære ind under sig, da fødtes der helte i huset, med skarpe øjne og vældige kræfter, børn der langede efter våben førend de var voksede helt fra vuggen. Nattegammel står helten i brynje, det kunde man godt forsvare at sige om en Ylfing; mere hverdagsmæssigt hedder det måske, at drengen bistert rykkede tugteren i skægget, og begik sit første drab i den alder da andre drenge løber med deres moder. Eller måske var der så megen lykke i børnene, at de selv fordrede livet. Det hedder om en dreng, Torstein, søn af Asgrim, en fremragende mand i Telemarken, at han skulde have været sat ud, – hvorfor faderen nægtede at kendes ved ham, fortælles ikke; – men i mellemtiden, medens trællen gjorde sig rede til at bære barnet ud og grave det ned, hørte alle den lille kvæde: »Slip mig til min moder, jeg fryser på gulvet; passer anden plads for drengen end faders arne? Lad den sliben være, lad grønsværet i fred, – jeg har en fremtid blandt mennesker.«
»Havde man derimod fodret sjælen og beriget livet ved at tvinge fremmed ære ind under sig,
da fødtes der helte i huset, med skarpe øjne og vældige kræfter, børn der langede
efter våben førend de var voksede helt fra vuggen.«
Men selv om børnene er en sikker måler for sjælens tilstand, er det ikke sagt at man behøver at vente til den kommende generation for at se vanærens gnaven på livsroden. For Islændingen står endnu de to forbindelser »bevare sin ære« og »bevare sin lykke« som ombyttelige størrelser; når han siger sit: »Jeg tror mig ikke til at holde min hæder hvis jeg sidder stille i denne sag,« da har hans ord en vægt, som viser at denne sætning, for hjærtet om ikke for hjærnen, står ensbetydende med at undgå døden, at holde fast på sin sjæl, at bevare sin existens. Hans sky for at gå fejl af en mulig pligt (side 218) dækker over frygten for noget sådant som et ophør eller en tilintetgørelse.
Derfor havde opstandelsen i ærens eftermæle så trøstende en realitet. Helten glædede sig ikke blot over at så og så mange vilde nævne hans navn for efterverdenen; hans trygge tillid til fremtiden sad i forvisningen om at i denne nævnelse og berømmelse bredte hans selveste selv sig ud, herskende og nydende, levende livet. Når Nordboerne siger: »Hjorderne dør, frænderne dør, selv dør man med: jeg ved eet som aldrig dør, død mands minde«, eller Beowulf trøster den nedslåede konge med sit: »Sørg ej, vise mand, bedre det båder en at hævne sin frænde end at sørge såre; hver en af os skal opleve ende på livet i verden; vinde sig den der kan, ry inden døden, det er lykke størst for kæmperen, når livet er endt,« så betyder ordene måske ikke mere end hvad vi omtrentlig lægger ind i dem idet vi gentager versene; men de har deres kraft for hin tid fra en virkelighed, som går langt ud over hvad vi kan tænke os ved eftermæle, en virkelighed som vi kun kan vurdere tilstrækkeligt ved at bytte ordet eftermæle bort for genfødelse, eller opstandelse.
At leve i eftermælet, helst så længe verden »er oppe«, det var Nordboens største higen. Ordet falder ham af sig selv i munden i livets højtidelige øjeblikke: da Høskuld velsignende modtager sin søn på dennes ny gård, løber hans lykkeønsker ud i et: »Det tror jeg for vidst, at hans navn længe vil være oppe.« Og gennem hele Germanien går denne ubændige tørst efter ry. Råbet på eftermæle, på noget som kan leve ud over heltens dag, lyder lige så fordringsfuldt igennem Helianddigterens kristne vers som i nogen heltedigters mund. »Det er mandens behag at stå fast hos sin herre, villig dø med ham. Det vil vi alle, følge ham på hans færd, regne vort liv for lidet værd, og dø med drotten i fremmed land. Da lævnes os dog et eftermæle, godt ry blandt mænd,« lader den kristne Tysker sin Thomas sige til sine meddisciple. Den angelsachsiske søfarer, som ikke ret kan få Kristus til at byde over bølgerne, hverken dem inden i ham eller dem udenfor, for hvem hele verden ligger trist og håbløs, som et kaos af møje, strabadser, savn, fejlslagne forhåbninger, skilsmisse hvor man venter møde, – han klamrer sig til samme tro på dommen over de døde. Intet bestandigt kan han finde. Sygdom og ælde og kamp kappes om at plyndre mennesker. Så er der da intet andet at bygge på end de efterlevendes lovprisende minde. Hans råd er: brug tiden førend enden er der, til manddomsfærd mod fjender og djævle, for at menneskers børn kan prise dig, og dit ry kan leve blandt englene. Sildefødning som han er, betragter han verdens manddomsalder som afsluttet; den tid da folk levede og troede på livet, gav klenodier og frodedes i lykke fordi de var stærke, den er (side 219) uigenkaldelig endt, jamrer han. Og med bitterhedens inkonsekvens sætter han selve tilværelsen på anklagebænken og holder dens grundusselhed op for alles øjne. Men selv om de bitre alle dage ligner hinanden, så bærer deres resignation præg af tider og steder. En siger: Nu vel, lad os æde og dø, en anden: Lad os tænke og dø, søfareren siger: Lad os dø og mindes. Den fremmede pessimismes håb til en himmelsk fremtid bliver for ham et spir på eftermælet.
»At leve i eftermælet, helst så længe verden »er oppe«, det var Nordboens største higen.«
Hvis man ved eftermæle blot havde forstået noget som udelukkende lå i andres mund, noget som var afhængigt af fremmede menneskers godvilje og deres ævne til at vurdere det store, da havde det alligevel været for usikkert et gode til at varme sjæle, til at forsone med døden, eller endogså gøre døden til en vinding. Glæden over et stort ry, over et minde der overstråler selve det kortvarige menneskeliv, havde sin ubændige styrke og sin ideelle værdi derfra at den hvilede på en realitet. Eftermælets liv var et virkeligt liv.
Vi har let nok ved at fatte begejstringen i den gamle dødsstolthed. Det luende og lysende i ordene har vi et åbent øje for, men vi er næppe mere i stand til at føle deres ævne til at sprede varme. Den moderne læser mener vel at vise digteren den allerstørste hæder som det står i hans magt at yde, ved at tage ordene i en så åndelig betydning som mulig, men i virkeligheden dræber han blot deres sande liv med sin ideelle beundring. Et andet udtryk for navnets værdi giver den gamle formaning til kæmperne, sådan som den er skreven i den norske hirdskrå: »Husk, den der en gang dør niding, han bliver aldrig en anden gang [= igen] til en brav mand, men med det navn som han dør, med det ry skal hans minde leve.« Her taler den gamle virkelighedssans endnu et tydeligt sprog. Hvis det kan lykkes os, med sindet opfyldt af hine lovprisninger af eftermælet, at tage denne formaning sådan som den står, ord for ord, da vil vi selv føle både højheden og livsalvoren i den gamle higen efter et stort ry.
Så går da navnet ud fra sin bærer som en sejrherre og lægger verden under sig, det går frem uden at lade sig anfægte af liv og død, fordi det i sig har, nej, i sig selv er sjælen. Sker der noget menneskeligt for manden, da trækker hele livet sig sammen i hans ære, hans eftermæle, hans ry, hans navn, og lever i det sit uforstyrrede liv; det kan når som helst fylde en ny krop ud og inspirere den til et liv i ære og lykke. Når navnet sættes på en ætling, lever sjælen frem i lyset igen, som om intet var sket. Han er kommen igen, sagde man.
Atter træder menneskesjælen os i møde som »alder«. Alder er i ældre sprog – således på angelsachsisk og på gammelnordisk – livet, det man mister, det man vover, det man tager fra en anden. Alder er det fjør som sidder inde i brystet, og som sværdet kan trænge ind (side 220) og bide. Men den sjæl, eller det liv, existerer ikke i bleg almindelighed, som en hvid tavle verden kaster sin skygge på. Den har et indhold, den er en skæbne. Norner skabte – dannede – Helges alder, da de kom til gården i hans fødselsnat, bød ham blive berømtest konge, med det største ry blandt fyrster.
Fra fødselen af er ens alder bestemt, siger Nordboerne, og dermed mener de, at ens historie, som vi vilde sige, ens skæbne, som de selv vilde udtrykke sig, er givet: gennem de og de hændelser og handlinger skal han føres til sit endeligt. Man kan i sin samtidige genkende en fordums helt på hans mod og på hans æres indhold og dens styrke, men også hans livsgang indeholder et vidnesbyrd, og det måske et af de tydeligste, om sammenhængen mellem fortid og nutid. Når man ved hvad for en sjæl der er i en, kan man med umiddelbar sikkerhed vide hvad der venter en og hvad ens endeligt vil blive. Ens lykke er givet, og dermed både venner og uvenner, forbund og strid, tradition og formål; og med ættens »sære«, dens »egensind«, som vi har kaldt det, følger i rytmisk gentagelse samme skæbne. Atle Håsteinssøn afslog efter kampen med Ravn en venlig indbydelse af Ønund: han vilde hellere hjem, ti efter al sandsynlighed fulgte det med navnet at han skulde dø af sårene som hans farfar, Atle Jarl, – hvis navn og liv han altså bar.
Den sandeste kommentar giver dette sted i Snorra Edda: Gode norner af god æt skaber en god alder, men hvis vi mennesker kommer i ulykke, er det onde norner som volder det. Nornerne var i deres inderste intet andet end en åbenbaring af slægtens lykke og historie, i vort ord skæbne ligger der meget som har anvendelse på de gamles tanker om livet og dets gang; uden kraft er ordet næppe heller, men det imponerer nu kun med den art usikre ærefrygt som skabes ved hemmelighedsfuld karakter og omgængelse. Når ordet skal stå for den hårdhændte virkelighed som forfædrenes skæbne var, da må vi binde det til jorden ved at gøre det til et væsen med drifter, lidenskaber, særheder; tilbøjelighed til altid at vælge en bestemt side af en sag, til at vælge kamp og våbenafgørelse fremfor underhandling, – eller til altid at se sig om efter mæglingsmuligheder; tilbøjelighed til hellere at begå et drab for mange end et for få, eller også en tilbøjelighed til stedse at gøre det som båder en mindst. Vi har altid med en enkeltskæbne at gøre, en som tilhører een mand og særtegner ham ud fra alle andre, og denne skæbne har krav på intet ringere end at kaldes sjæl. Den kan gå ud fra ham og meddele sig til andre, og den kan genfødes i samme personlige bestemthed som æren. I følge prosastykkerne til Helgekvadene i Edda skal Helge Sigmundsøn og hans elskede, Sigrun, være genfødninger af Helge Hjørvardssøn og Svava, og atter selv være blevet genfødte i Helge (side 221) Haddingjaskate og Kåra Halfdansdatter. Vi har her tre ligeløbende sagn, om en helt hvis mægtige og hastige livstempo skyldes forholdet til en halvt overjordisk kvinde. Helge Hjørvardssøn vækkes til dåd af valkyrjen Svava, og dødvies på en måde ved broderens ubesindige løfte om at ville fortrænge ham fra hans elskovs ret. Helge Hundingsbane vinder på sine krigstog valkyrjen Sigruns, Høgnedatterens, kærlighed og beskyttelse, men for hendes skyld bliver han Høgnes banemand og forbereder derved sit eget fald. Det tredie sagn kendes kun fra en afbleget reminiscens i en æventyrsaga, hvor Helge ved at hugge for højt sårer sin beskyttende elskede og valkyrje, og derved sætter lykken og livet til. Hvordan de enkelte dele i denne trilogi forholder sig til hinanden hvad oprindelse og gensidig berøring angår, derom ved vi intet som helst; kun så meget ser vi, at grunden til at de blev trukne på snor er ligheden i den skæbne som forbinder parret. Helge og Svava er ikke trådt ind i livet igen, men livet har genfødt gruppen: helt og valkyrjemø, og deres elskov med dens tragiske udgang.
Den der skød de prosaiske mellemled ind i kvadene, har vel næppe helt på egen hånd spekuleret sig til sin genfødelseshypotese; men hvad enten der nu har ligget spirer til sammenknytningen i sagnene selv eller ikke, så er disse prosalinjer hjemlede i gammel tanke. Livet kendes på sin færd. Sjælen har en livsgang bunden i sig, som sin egenskab. Skæbnen, eller som vi også kan sige, historien, er lige så lidt som lykken noget der står uden for mennesket; ej heller hænger den blot ved ham som et nødvendigt resultat af hans karakter. Den er selve lykken, den er hans natur. Den fødes ud af ham på samme måde som frugtbarhed og sejr. På denne identitet mellem skæbne og vilje beror Nordboernes frejdige fatalisme.
Derfor er det ikke ud af resignation at en Atle taler som han gør. Nordboerne lod sig ikke trække med af skæbnen, de gik frivillig, de valgte selv det som de vidste var deres bestemmelse, de valgte det uundgåelige af fri vilje, så paradoxalt end ordene lyder. Skæbnen stod for dem som en nødvendighed manden ikke kunde komme udenom, men alligevel følte de den som en vilje. De tog frændernes råd og planer op med samme varme som deres egne, og ligeså levede de forgængernes skæbne med ilter appetit. De greb fast om deres bestemmelse med en vilje der er skæbnens egen vilje, – der ligger hemmeligheden ved deres ejendommelige, hårdhændte sans for livet, den urokkelige tilfredshed med tilværelsens soliditet som gør at de aldrig går i dybet for at søge skatte, men heller aldrig falder på at drømme og trøste sig ud over det der nu en gang er.
»Nordboerne lod sig ikke trække med af skæbnen, de gik frivillig,
de valgte selv det som de vidste var deres bestemmelse, de valgte det uundgåelige af fri vilje,
så paradoxalt end ordene lyder. Skæbnen stod for dem som en nødvendighed manden ikke kunde komme udenom.«
Navn og skæbne trænger ind i hinanden. Navnet havde tvingende magt, fordi det rummede ikke alene sin bærers, men hans forfædres (side 222) og hele hans slægts historie. Bedrifter ligger skjult i lyden af det, og de kan blomstre ud i nye, så at navnet bliver et fortættet epos. Navne som Ån Buesvinger, Sigurd Fafnesbane eller Hrørek Sløngvanbaug, er kærner i slægtssagn. Men endnu står der en hel side af sjælen urørt tilbage. Til naturen hører der en krop. Når moderen havde stået på knæene og født sit barn, da blev det båret hen til faderen, for at han skulde se hvilken af de gamle frænder det var der trådte ind i lyset igen. Måske kunde hans skarpe blik i barnets bevægelser skimte den afdødes karakter. Somme børn kom til verden med knyttede hænder, andre skreg helteskriget straks ved begyndelsen af deres bane. Barnet ser lovende ud, siges der, han vil blive en hård hals, men tro mod sine venner. Men først og fremmest var det dog ligheden i træk og øjne og legemsbygning faderen spejdede efter. Sjælen forandrede sig ikke. Lige så lidt som stenens hårdhed og kulde er tilfældige egenskaber ved et legeme som stenens sjæl iklæder sig, lige så lidt var kraftige lemmer, hvasse øjne, bølgende, lyst hår tilfældige attributter for heltesjælen. Det er et stående sagntræk, at det unge høvdingeæmne udmærker sig ved sine øjne. Han har hvasse øjne, han hvæsser øjne som rette kampfyrster, siges der om Helge Hundingsbane. Ligeså hedder det om Sigurd Fafnesbanes fødsel: Kongen blev glad da han så de hvasse øjne som sad i hans hoved, og sagde at ingen vilde blive hans jævning. Disse øjne er jo i digtningen høvdingens adelsmærke: et blik der kunde skræmme eller tæmme både mennesker og dyr. Sigurds morder måtte to gange gå ud af sovekammeret med uforrettet sag, ti Vølsungens øjne var så skarpe, at ikke mange turde stirre ind i dem. Hestene for til siden og vilde ikke træde på Svanhild, så længe hun havde sine øjne åbne. Saxos skildring af Ole Kække er en studie over helteblikket: Hans øjne var så hvasse at de huggede fjenden hårdere end andre mænds våben; de modigste krøb sammen for hans blik. Ukendt kommer han til kongsgården. Kongedatteren plejer på sin rundgang i hallen at bese gæsterne: hun kunde af trækkene i deres ansigt læse byrden. Men for Oles åsyn falder hun tre gange livløs til jorden. »Her er en kongebåren helt,« siger hun, og alle råber på at han skal kaste hætten. Da han adlyder, sidder alle mænd i hallen stirrende af beundring over hans skønhed og hans gule lokker, men øjenlågene holdt han dybt sænkede, »at de ikke skulde se og ræddes«.
Saxo, det moderne menneske, forundrer sig over pigens skarpblik; han finder sig i hvert fald beføjet til at sætte en slig skarp divinationsævne i gåseøjne ved et tilføjet: »man troede« at hun kunde læse gæstens stand af hans træk. Men der hørte i grunden ikke stor kunst til at udpege en konge. Det er håbløst for ham at forklæde sig. Lad ham tage trælleskørt på, og hovedklud, og lad ham dreje kvær– (side 223) nen: man ser nok at tøsen har hvasse øjne, det unge blod kommer ikke af hyttefolk; han kan ikke andet end dreje så stenene springer og møllekassen flyver. Et sådant udseende og slige kræfter hører nu en gang til hans lykke, til hans »natur«. Stor, statelig, skøn (skøn, det vil sige, uden husmandens arbejdertræk) måtte han være for at være høvding, og kunde han ikke andet end være, hvis han var høvding. Når sjælen genfødes, former den et menneske om sig med de lemmer, de øjne, det hår, ti andet formår den ikke. Eller skal vi ikke hellere sige, at sjælen er gulhåret, senestærk og blåøjet, – det er dog den egentlige mening.
Alle disse enkeltbestemmelser af sjælens væsen løber sammen i det enkelte ord: lykke. Sjælen er lykke, i den altomspændende betydning som åbner sig for os når vi tålmodigt følger dens virken hele kredsen rundt. Når lykken er ude, ved vi, da er livet endt, ikke fordi dette var afhængigt af visse udvortes betingelser, men fordi det var selve tilværelsen som slap op da lykken brast. At være i lykke, at vise sig i lykke, betyder det samme som, at træde frem i lys og live. Derfor hedder sjælen med rette hamingja.
Det der gør hoved, arme, ben, vilje og ære til et menneske er en sjæl, og dybere endnu åbenbarer denne sig som liv. Manden er en stump tilværelse, der kan trænges sammen i et navn uden at miste noget af sit indhold, og som atter kan opsuges i et håndslag, hel og fuld som den er. Men ligesom et råd ikke kan existere i og for sig, kun i en bestemt kvalitet, som djærvt, som dumdristigt, som lige ud sigtende, som listigt manøvrerende; kun som gående på et bestemt formål og med et bestemt indhold, – sådan må liv for den tanke der selv er et direkte udslag af livet og ikke en sidegående ræsonnør, altid være et program. Livet kan ikke udlægges som noget der er, men kun som: noget der er for mig. Ikke det levendegørende, det belivende, det inspirerende, men det handlekraftige, det lystfrembringende er livet; ikke i at virke, men i at fremvirke, ikke i at bevæge, men i at indhente ligger dets kraft. Når vi sætter tanken til at gøre regnskab for de umiddelbare forudsætninger der ligger på bunden af vor tale om den kraft der rører sig i os og rører os, dukker den vel op med forestillingen om en klar, gennemsigtig strøm, der i sit løb optager følelser og stemninger; livet har vi til fælles med alle andre skabninger, det menneskelige er noget vi lægger til. Det liv derimod, som bar forfædrenes handlinger frem, var i sin grund ikke blot menneskeligt, men personligt – så personligt som et øgenavn. Vi skiller kraft og virkning så vidt ud fra hinanden, at der mellem (side 224) de to kan blive plads for det spørgsmål: lad os se hvad der kommer ud deraf; hin kraft var altid sammenvokset med sit resultat.
Så snart vi indsætter ordet hamingja, er tanken oversat fra vor blege opfattelse af livet til fortidens blodrige og muskelstærke. Hamingja er en natur der kun kan virke på sin væsensgivne måde, og kun til det mål som ligger i den. Hamingja er en karakter der kun kan åbenbare sig som de og de bestemte mennesker, men til gengæld nødvendigvis må fremvirke sin bestemmelse: den ære, den vilje, den skæbne, og må skabe de og de personligheder, i deres ejendommelige forhold udadtil og indadtil. Derfor kommer den snart som et menneske, snart som noget menneskeligt, snart som en personlighed, snart som en kraft – og altid er den sig selv, aldrig mere og aldrig mindre. Om den går i spidsen for hæren, i legemlig åbenbaring af den ene eller den anden slags, eller om den strømmer ud fra manden, ned under jorddækket og svulmer sædspirerne op af mulden, det gør ingen forskel i dens natur. Lykken udgør, det ved vi, et tæt hele, gennemens og usondreligt. Derfor kommer hver enkelt mandsegenskab som en hamingja: eftermælet er en levende sjæl eller et levende menneske, æren er sjælen. I dette intime fællig, hvor een står for alle og alle for een, ligger forudsætningen for sådanne udtryk som de oldengelske: »hedningerne faldt fredløse på slagmarken,« og »tiden kom for ham at gennemleve fredsskilsmisse.« Disse steder forstås ikke når man ensidigt tager dem som et vidnesbyrd om at jordelivet for Angelsachsernes forfædre først og fremmest var et samliv, en fred; de kan heller ikke tages som exempler på digterisk anvendelse af fred i betydning af sjæl. Forklaringen ligger dybere: fred var virkelig en form for livet, og det vil i germansk tanke sige sjælen selv, og at miste fred og lykke var i bogstaveligste forstand at dø.
Her taber de modsætninger som for os har første rangs betydning, deres myndighed. Legeme – sjæl, neutral – personlig, helhed – brøk, ja disse bestemmelser har deres plads, de er blot ikke grundlæggende. Når vi hører om menneskets hu, at den kommer sin fjende i møde som en glubende ulv, da ved vi at den er en personlig sjæl; får vi at vide at en mand har en modig hu, da ved vi, eller tror vi at vide, at talen er om en karakteregenskab. Men i andre tilfælde pines vi måske af en ubehagelig tvivlrådighed: hvis en føler sig tilskyndet af sin hu, eller advaret af sin hu, er det da en ånd eller er det ånd som taler inden i ham. Så længe man går ud fra at de to, ånden og ånd udellukker hinanden, vil man ubeslutsomt veje for og imod ved læsningen af et vers som det Gro synger over sin søn: »Hvis (side 225) fjender spærrer dig vejen, på ondt sindede, da gange deres hu over, dig til hånde, og vende sig deres sind til fred«. Nu falder ethvert enten – eller bort: hu er alle steder lige så personlig som upersonlig.
Den gamle tanke oscillerer ikke over modsætningen mellem legeme og sjæl. Kontrasten er der og har altid været der, om man vil, og den har været stor nok til at sætte tanker i drift, men ikke vid nok til at lade dem glide ud i to fjendtlige hobe. Spændingen mellem oplevelse af det åndelige og sansning af det håndgribelige er endnu ikke bleven så stærk, at de to poler hver for sig vil trække erfaringer til sig og holde dem fast i to grupper, så der fremkommer et brud, et gab, noget at forsvare, et problem. Tanken går efter andre mål. For dem der har forstirret sig på kløften, ser det ud som om hine mennesker springer frem og tilbage over et hul, fra modsigelse til modsigelse, men der var intet svælg og ingen modsigelse i dem. Sammenhængen besidder en sådan soliditet, at den kan tåle ethvert pres som kendsgerninger udsætter den for; vi behøver ikke at dæmpe eller slibe vore ord, af frygt for at linjen skal briste på midten hvis vi tynger for stærkt på enderne. Så længe vi har legemet for øje, kan vi dvæle så vedholdende og så ensidigt vi vil på dets ejendommeligheder; og forlader vi det materielle, behøver vi ikke at forfordele ånden af frygt for at vore tidligere ord skal stå op og vidne imod os. Ja, først når vi giver hver sit, fuldt og ubeskåret hvad de har krav på, først da kan vi bevare ligevægten imellem dem.
»Sjæl og legeme kan skilles ad for en tid. Ingen vil prøve på at
forklejne sjælens ret til at skille sig fra legemet for at føre en fri, ubunden tilværelse,
medens legemet tilsyneladende, og måske også virkeligt, ligger hen som et hus uden beboer.«
Sjæl og legeme kan skilles ad for en tid. Ingen vil prøve på at forklejne sjælens ret til at skille sig fra legemet for at føre en fri, ubunden tilværelse, medens legemet tilsyneladende, og måske også virkeligt, ligger hen som et hus uden beboer. Sjælen kan drage hvorhen den vil, gå ud på sine ærinder, spejdende, forberedende og også handlende på hele personens vegne. Sådan hændte det jo Kong Gunthram at han på jagten blev overfalden af stor træthed og lagde sig til at sove ved siden af en bæk; da han vågnede, kunde han endnu huske hvordan han var gået over en flod på en jærnbro, ind i et bjærg hvor der lå store skatte af guld. Sjælen havde set rigtigt, ti da man gravede efter på det sted kongen anviste, fandt man umådelige kostbarheder. Men den som sad med kongens hoved i skødet, havde set at der ud fra kongens mund under søvnen kom en lille slange, som vimsede frem og tilbage langs vandet, til han lagde et sværd tværs over bækken, og så straks forsvandt over broen ind i et lille hul på bjærgsiden, for kort tid efter at vende tilbage ad samme vej.
Vi ved at sjælen – i hvert fald til tider – kan gå hvorhen den vil; men vi ved også at den bærer legemet i sig. Hvis hin kongelige orm havde mødt nogen som var stærk nok til at gøre den fortræd, så vilde kongen have set mærkerne på sin krop da han vågnede. Når (side 226) som helst kan denne sjæl springe ud i en krop – ligesom krænge den materie udad som den i sin luftige tilstand bærer indad. Og så træder den frem ikke blot som et syn, et afbillede af personen, men som et hårdt, fast, kraftigt legeme, et korpus man sandelig ikke kan gå igennem uden at vide af det. En mands fylgje kan både hugge med våben, og klemme med arme så at vejret forgår en. Der fortælles om to islandske bønder at de en nat mødtes i dyreham mellem deres gårde og udkæmpede dagens stridigheder; og da de vågnede om morgenen, lå de hver for sig med brådne lemmer og grundede over nattens begivenheder.
En oplevelse som den Torsten Oksefod havde i Brynjarshøj, kan lære os at sjælens foretagender er hele mandens. En nat da Torsten havde lagt sig til hvile i Jøkulsdal, kom en af gravhøjens beboere ud til ham og bød ham ind; da de var vel bænkede, klagede han hviskende til gæsten over den uvennesælhed som hans broder Odd ovre på den modsatte bænk viste, og lod tydeligt nok forstå at der trængtes til en stærk arm, netop sådan en som sad på Torsten. Lidt efter blev gæsten selv vidne til Odds overmod, da højboerne een for een gik frem og bragte deres gaver, mens han sad tvær og taktløs og tog imod. Da Torstens tur kom til at vise sin hyldest, brød hans frimodige ord straks lammelsen, og det øksehug som han lod følge på ordene, vakte endda en kamp i højen, der endte med at Odd måtte bide i græsset og lade sit liv. Til løn gav sejrherren Torsten den overvundnes trylleguld og tolv mark sølv i tilgift, og lønnen fandt han i sin hånd da han vågnede.
De nordiske fylgjefortællinger antyder umiskendeligt at sjælen har en fordel fremfor den samlede person: den kan vælge sin skikkelse. Når legemet hviler, ser sjælen lejlighed til at iføre sig en ham af en anden art end den daglige, en som er bedre afpasset efter øjeblikkets krav. Vi hører om mennesker der påtager sig fugleskikkelse, enten for at komme frem gennem luften, eller for at skaffe sig adgang gennem åbninger der ikke vender ud til anden landevej end »biernes vej«. Freyjas fjederham er ganske vist lidt for udvortes et maskineri til at undgå mistanke for at være udgået fra et poetisk værksted; men der står virkelighed bag det vers i Atlamål hvori Kostberas varslende drømme skildres: »Jeg syntes at se en ørn flyve ind og salen til ende; bittert er det som står os for; han dryppede af blod; jeg skønnede af hans truende miner at det var Atles ham.«
I det daglige liv tales der ikke så meget om flyvende sjæleformer uden for troldkællingernes kreds; men ret sandsynligt har de hamløbende kvinder i dette som i andre tilfælde opretholdt – og ved uforsvarlig anvendelse udartet – gammel færdighed. Gunhild, den kloge, ubøjelige kvinde, hvis stærke og sære »hu« har sat fantasien (side 227) og lidenskaben i så stærk bevægelse at hun er gået over i historien som et halvt overnaturligt, halvt unaturligt væsen, fik også ord for at have magt i luften, og sene sagamænd tror for vist at det var hendes ham der sad i gluggen og kvidrede for at forstyrre Egil, da han smedede sit hovedløsningskvad.
Og gjaldt det styrke, da kom sjælen løbende ind i bamsens skikkelse og med bamsens kræfter. »Det ser Hjørvard og hans mænd, at en stor bjørn går foran Kong Hrolf og hans mænd, og stedse kongen næst; han dræber flere mænd med sin lab end fem af kongens kæmper. Hug og skud springer af på ham, men både heste og mænd der kommer i hans vej slår han ned under sig, og knuser han med sine tænder.« Bjørnen var Bødvar Bjarke, som sad og sov legemligt hjemme i hallen.
Uden al tvivl er denne ævne til at antage en ham noget ejendommeligt for sjælen i modsætning til legemet. Og dog, i vore ord bliver sjælens smidighed urettelig til et prærogativ, der som alle prærogativer planter skel mellem begunstigede og ubegunstigede, og sætter de to op imod hinanden. Legemets dvale, eller midlertidige hendøen, er betingelsen for at sjælen med fuld frihed kan udnytte den anden natur og udfolde alle de egenskaber som ligger i hammen: den massive åbenbaring, de særegne kræfter, hurtigheden, vildheden. Så snart Bødvar Bjarke vågnede og drog sin heltekrop sammen om sig, forsvandt bjørnen. Denne fortælling bør fremdeles indtage hæderspladsen som typisk illustration på sjælens omgængelse med legemet i oldtiden. Men lige så vist gælder den sandhed, at hu'en ikke vilde antage en bjørns krop, hvis ikke dens lykke indeholdt bjørnenatur. De elementer af hvilke sjælen bygger sig et legeme (hamr), tager den ikke uden for sig; de ligger inden i den, de ligger også i den daglige krop. Der må tages et forbehold overfor de oldnordiske fortællinger om hamskifte; de er ikke i et og alt vederhæftige vidner om sjælen og dens ævner. Ganske vist, at sammenstille dem med almuens legender nu til dags, og stikke dem ind under rubrikken overtro, vilde indeholde et groft brud på historiske proportioner; det som sagaerne har at mælde om legemets ombyttelighed henholder sig overvejende til dagsiden, og ikke til natsiden i menneskelig natur; men lige så sikkert er det, at i sagatiden har tanken om sjælens færdigheder ikke længer livet i sig selv. Troen lever videre på det fra fortiden givne, men dens forudsætninger er døde; der kan ikke fødes ny former, de kan kun skabes ved en vilkårlig akt fra fantasiens side, som når en konge skaber adelsmænd. Sjælebjørnen lever ind i den historiske tid, men det inderlige samkvem mellem menneske og bjørn som gav den gang i Midgård, det tilhører en svunden periode. Og samme forbehold gælder også troldkællingerne; de er på deres enfoldige vis budbringere (side 228) fra en virkelighed, men deres begrænsning viser sig allerede deri, at de øver som kunst hvad der havde været natur. Heksene tager hammen på, de kryber ind i den, medens sjælen endnu hos Bødvar blot går ud som bjørn. Og dette udvortes forhold til hammen bliver kendetegnet på den senere sagnopfattelse, der har taget magten i nordisk digtning, og på mange punkter har udvandet en gammel virkelighed til halvt æventyr. Efter den finder Sigmund og Sinfjøtle ulvenaturen liggende som en pels; i den bliver der plads, og sans, for romantiske svanemøer, der klæder sig af til badet og lægger deres fjerdragt pynteligt under en busk. Men den der virkelig optrådte som ulv, som bjørn, som okse, som ørn, bar ulvens, bjørnens, oksens, ørnens karaktermærker i sig til stadighed. Hans lykke var af den art, at der bestod en væsenssammenhæng mellem ham og hans dyr. Han brugte dets kræfter, dets mod, dets vildhed, dets snuhed, dets anelsesævne og sporsans, også om dagen og i sit eget legeme. Og når den menneskelige skikkelse ligger søvnbunden, kan de andre ejendommeligheder som dens natur rummer virkeliggøres i ydre skikkelse, – eller rettere sagt: når de andre ævner udvikler deres formgivende egenskaber, må menneskeskikkelsen slumre. Og ser vi nærmere til ved sådanne ægte repræsentanter for sjælekraften som Bødvar, vil vi endnu, trods det at sagnet er løsrevet fra sin levende grund, opdage byrdsmærkerne. Navnet Bjarke er intet andet end bjørn, og måske ligger der endnu i novellen om hans oprindelse fordunklede minder om at han tilhørte en Bjørningeslægt, der som Ylfingerne havde fred med dyret, og kultiverede freden og samlykken ved stadig at optage dyrets natur i sig. Hans fader hed Bjørn, hans moder hed Bera, som betyder hunbjørn, og hans fader færdedes i bjørneham på den tid da han avlede ham. Fortællingen om faderens ulykkelige skæbne, da han af en stedmoder blev forhekset for sin dyds skyld, osv. osv., er gennemtrukket af roman og æventyr, men bjørnen synes dog at ligge i sagnet fra gammel tid af, og selv om formen hvori historien er overleveret os er den middelalderlige fortællings, er den formet over en type på slægtssagn som vore forfædre var fortrolige med. Hvem ved om ikke Bødvar et eller andet sted på kroppen har haft sit mærke, ligesom Merovingerne deres vildsvinebørster ned ad ryggen.
»Men den der virkelig optrådte som ulv, som bjørn, som okse, som ørn,
bar ulvens, bjørnens, oksens, ørnens karaktermærker i sig til stadighed. Hans lykke var af
den art, at der bestod en væsenssammenhæng mellem ham og hans dyr. Han brugte dets kræfter,
dets mod, dets vildhed, dets snuhed, dets anelsesævne og sporsans, også om dagen og i sit eget legeme.«
Det var først da poesien – og troen – trådte i steden for oplevelsen at ham blev til hylster. Fra først af var den, således som Atlamáls digter endnu halvt om halvt ved, netop sjælen selv, hu'en, hamingjaen. Den der har lidt skade på lykken, så at han ikke har sin fuld megin, ikke kan huske, forstå, eller drømme, han er hamstjålen. Ikke alle havde i lige grad ævnen til at »hammes«; den stærke, den der havde megen og mægtig lykke og derfor kunde sende så vel sine råd som sin hu ud i vældige skikkelser, kaldtes hamram, d. v. s. hustærk (side 229) med et ord der senere blev degraderet til et brændemærkende adjektiv. I sit forfald har hamram delt skæbne med fjölkunnigr, der også i senere tider gik over til at bruges om de enkelte individer der sakkede bagud i det store fremskridt fra den gamle sæd til den ny, men som samtidig indsnævredes i sin betydning til kun at gælde visse færdigheder som man efter den ny skik skulde holde sig borte fra, eller til at betegne en ond brug af gode ævner. Egentlig betød det blot: mangfoldigt i stand til at bruge sin lykke, som jo den var, der sad inde med kendskab til forbigangne ting, og med en indsigt og samfølelse der satte ham i stand til at hente styrke fra sjælene rundt om ham. Den Raud der værgede sig mod kongens hidsige omvendelsesiver ved at sætte stormene på vagt om kysten, blev af Olav og hans mænd hånet som fjølkunnig. – I en hel uge kæmpede kongens flåde med stormen i fjordmundingen uden at komme nogen vegne, men til sidst blev de hedenske vindstød overvundet ved en rigelig anvendelse af kærter og kors og vievand, og det lykkedes kongen at fange Raud og sende ham til helvede, da han viste sig for egensindig til på stedet at skifte tro. – Men en Olav, der sendte sin lykke ud til at stå venner bi i nøden og tage klogskaben ud af fjendens tanker, eller trodsede stormen til lydighed i kraft af sin lykke, viste sig jo netop som hamram og fjølkunnig fremfor nogen. Og når en god lykkemand, Bård i Ulfsdalene, slynger ordet fjølkunnig mod kongens udsending, i det øjeblik da han ser sin prøvede hamingja mod al forventning blive sky overfor den fremmede lykke, da har han skel for sine ord, hvad så end sagamanden har tænkt da han nedskrev sætningen. Forfatteren til legenden – eller røverhistorien – har let ved at være åndfuld, ti kulturen står bag ham og siger sine dybsindigheder igennem ham; når han bruger ordet som et skældsord for at betegne hedningens platte tanker, kommer han til at lægge Bård netop det i munden som en mand af den gamle kultur vilde tænke, når han stod overfor en lykke der var ham unaturlig.
Almuen har på dette punkt bevaret den gamle tro på at kraftige karakterer er i stand til samtidig at vise sig på flere steder, og efter vikingetidens udtrykkelige vidnesbyrd indbefattede hamramhed færdighed til at antage fremmed skikkelse og optræde som dyr, – den er styrkens højeste potensering; – men sikkert nok var den også en egenskab der viste sig mens manden færdedes i legemet, som kampvildhed, som usårlighed, som ufølsomhed overfor smærter, som forøget kropstyrke. »Da drog de sværdene og bed i skjoldrandene, gik skibet rundt, frem langs den ene ræling, tilbage langs den anden, og dræbte alle mænd; siden gik de hylende op på land,« – det er Bødvarnaturen der virker i dagens lys. Typen på bjørnemænd og ulvemænd er bersærker og ulvhedner, deres natur var vel kendelig nok i den pels de (side 230) bar, foruden i deres mod, styrke og kampvildhed. Hvordan Odd på een nat kom tværs over Island, fra den yderste nordspids til sydlandet, da hans søster trængte til hans hjælp, om han luntede bjørnetrav, om han fløj, eller han brugte sine ben, det ved vi ikke; eet er nok: det var hans hamramhed der gav ham farten.
Og så består der da heller ikke nogen modsætning mellem det neutrale liv, den åndelige kraft som manden stråler ud fra sig til sine omgivelser, og den personlige sjæl, der går ud på sine ben og griber for sig med hænderne. De to er blot modsatte poler af samme lykke. Vi har set hvordan en mands hamingja kan gå ud og lægge sig som en tåge over en andens sind, skygge for hans fjærnsyn, kvæle hans initiativ og suge kraften ud af hans planer; og vi behøver aldeles ikke at tænke os den handlende som en mand, kvælende med hænder, sugende med mund, trædende med fødder. Kongens hamingja forplanter sig som en varme fra hans hånd over i krigerens, når han rækker sin imod; hans hamingja går som en kraft ind i mændene og opfylder deres krop, trænger ud i de yderste led, og fra dem over i våbnene. Fremviisheden selv er hamingja, der stiger op af sjælens dyb og udbreder sig i den spående; »jeg ved af min fremviished og af vor ætfylgje [det er æthamingja], at stor kvide vil spire for os af dette svogerskab«, lader Vølsungesagaen Signy sige da giftermålet med Siggeir foreslås hende. Men når som helst kan hamingjaen springe op i sin fulde personlighed; – blot en lille drejning i betragtningen, og den bliver fra et noget til en nogen. På samme måde glider Nordboens »hu« jævnt over fra forestillingen om sind, vilje, lyst, tanke til det vi forstår ved sjæl, i alle dens nuancer, sådan at en slig åbenbaring af manden uden for sig selv som den der skildres i sagnet om Gunthram, meget vel kan beskrives med ordene: »Det er en hu vi har mødt«. »Det er menneskehu'er,« siger en mand som har set sine fjender i drømme, og det vil jo i nøgterne ord betyde, at hines sjæle pusler omkring ham, spejdende, lurende, forberedende.
Der er heller ikke nogen modsætning imellem ham og mod og megin Man kan straks genkende jætten, når han farer i sit fulde jættemod uhyrernes vilde, rasende sjæl, – så vel som Tor der rager op over den svulmende elv, når han ifører sig sin gudemegin. Det billedlige udtryk at ånden bærer legemet bundet i sig, – om det er billedligt – står i fare for at påtvinge sandheden en dybsindig mine; men når vi har gjort alt for at fjærne fristelsen til at tage ordene som moderne åndrighed indeholder de netop hvad der må siges. Og uden tvivl har vi ret til en sådan taleform som den, at den neutrale lykke indebærer personlighed som en egenskab blandt alle sine egenskaber, eller måske bedre, at den er gennemtrængt af personlighed, lige så godt som den er gennemtrængt af sejr og frugtbarhed og visdom.
(side 231) Livet er deleligt, og dets delelighed er ikke indskrænket til et bestemt snit. Sjælen kan strøs omkring i små brøkdele. Har man en stor sjæl, en sådan som gjorde en til konge, da kan man udstykke sin sjæl til krigsmændene, så at een del går mod øst og kuer oprørere, en anden mod vest på søtog, en tredie på fredelig sendefærd anden steds. Uden tvivl vilde folket have betragtet det som et drøveligt tegn på manglende åndsstyrke hos fyrsten, om en af disse udsendte sjæle – hvad enten han nu for tiden havde tre eller syv hære i marken, –manglede syn eller hørelse, visdom eller handlekraft. Ja, hvert eneste af hans »råd« og befalinger må være udstyret med øjne og øren. Hele sjælemassen er gennemtrængt af menneskelighed på samme måde som stenen af hårdhed, træet af træhed, så at manden – ikke blot overført – er dødelig sårbar i hver lille del af sin ære. Man kan korporligt tage livet af en mand ved at dræbe et af hans »råd«. Hvis en høvding midlertidig er delt i fire dele, da vil vel sagtens hans krop befinde sig i udelt tilstand hos den ene af fjerdingsfyrsterne: men deraf følger ikke at de tre andre må holde sig incognito eller usynlige, eller at de i mindste måde er den hele mand underlegne i egenskabsfylde. Hver en af dem kan meget vel iføre sig høvdingelykkens bølgende hår, dens hvasse øjne, dens friske lød og statelige lemmer. Om vi vil, kan vi tilskrive manden fire sjæle. Men hver af disse fire rummer dog hvert øjeblik sine medsjæle, og svarer for dem til punkt og prikke. Ja, i sagens dybeste grund er de slet ikke adskilte. Rumadskillelsen gælder intet, eller næsten intet.
Ordene megin, mod, fjør og andre kan bruges til at belyse hamingjaens ejendommeligheder og kår, men at indskrænke sjæleskildringen til en opregning af en række »animistiske« udtryk vilde være ganske vilkårligt. Den samme omfattende betydning af »liv« som identisk med »sjæl« præger alle ord der beskriver sjælsprocesser. Betydningen af heipt er både fjendskab som man føler og fjendskab som man sender ud efter en mand i skikkelse af fordærvelige »råd«, der knuger hans lykke eller lægger sig i baghold for ham i skikkelse af kamp og våbensår. Munr betyder kærlighed og glæde, men det er kærlighed som en åbenbaring af sjælen; når Helge i sin klage over dødens beskhed siger at han har mistet mon og land (munar ok landa), skal munr ikke opfattes som livets glæde, men som liv der i sig selv er glæde. Og på andre steder fanger vi ikke tyngden i ordet uden ved at gengive det med sjæl eller liv. Ydun, som havde ungdomsæblerne i sit gemme, kaldes af en digter: pigen som forøgede gudernes mun – som ved at uddele udødelighedsspisen bevarede guderne for alderdom og svaghed. I virkeligheden kan ikke et eneste ord der betegner sjælsprocesser gengives fyldestgørende i sætninger hentede fra moderne psykologi uden enten at udvides eller indsnævres utilbørligt.
(side 232) Lige så lidt er der noget snit at opdage mellem den enkelte og slægten; og ingen modsætning mellem selvfornemmelsen og fredsfølelsen slider frænderne i to stykker.
Den gamle betragtning af livet fører nødvendigt tanken ud over individet. Så stærkt et eftertryk man lægger på personligheden, leder man altid bag personen efter hans forudsætninger. Man spørger omkring i slægten efter hans vilje og efter hans skæbne. Den ære som den enkelte overleverer til sin efterfølger med bøn om at få den rejst højt op som et banner i lyset, den er dog, når alt kommer til alt, blot en enkeltmandsdel af den ære som alle frænder tilsammen våger over og tilsammen frydes ved. Dette grandiose i mål og skæbne og vilje, ikke at kunne nøjes med mindre end et rige, altid at måtte vide sin anseelse den største inden for horisonten – det er jo, lige så vel som de hvasse øjne, noget der tilhører en hel kreds af mennesker. Det glæder en faders øje når han kender sig selv og sine frænder igen i sønnerne, når han, som det hedder, »ser frændelykken på sin søn«.
De havde alle hu til fælles, de delte eet sind imellem sig. Hjærnevæggene dannede ingen grænser for tankerne: hvad der var varmet i det ene frændesind, det kom ikke til de andre med det fremmedes kulde, det sank lige ned på sin plads uden først isnende at skulle skiftes fra sted til sted i sjælen. De var eet legeme så langt freden gik, og virkede med samme kræfter ud i samme egenskaber. Frænderne var identiske, så vist som den enkelte hjort der sprang over vejen, var identisk med alle sine medhjorte og i sig bar hele hjortenaturen, hele den store hjortesjæl. Og den smærte som løb frændegærdet rundt når en af stavene fik et hug, var noget mere end en åndelig lidelse. Lemmerne så vel som hu'en sagde til når der var sket en ulykke, længe inden nogen kom løbende med budskab om hændelsen. Samme livsfare truede dem alle. De havde eet liv tilsammen. Der kan siges om to samtidige, fader og datter, at de havde eet liv og derfor døde på samme dag. Dette livsfællesskab er blot en forstærket form for det som findes hos alle frænder. Ganske vist døde ikke hele familien i faderen, ikke straks i alt fald, men vi ved jo allerede godt nok hvor skæbnesvanger betydning for familiemedlemmernes fremtid den enkeltes frafald havde, hvor forsigtigt alle måtte omgås deres åndelige helse, hvor ivrigt de jagede efter sjæleforøgelse, efter »bod«. Deres liv reddedes kun ved en energisk bekæmpelse af dødsspirerne i frændeorganismen. Den dødes fredfæller var »fejge«.
Ved et lille træk, en lille åbenbaring af naturen sættes sjælen i bevægelse, så at den fornemmer freden med umiddelbarhedens selvbekræftelse. I en walisisk historie siger kongen til en ukendt frænde: »Hvem er du, ti mit hjærte banker dig i møde, og jeg ved at du er af mit blod«. Jeg ved ikke om denne passus skulde kunne være en (side 233) forædlet poesiblomst fra middelalderen; i så fald røber ordene sig ikke selv; de kan være det troskyldigste udtryk for en hverdagslig følelse, og stamme fra en tid da enhver frænde af erfaring kendte til fredens særegne banken i brystet. »Hu'en sagde til,« kunde en Nordbo have sagt, ti han følte på bevægelserne i lykken inden i sig, at lykke af hans lykke nærmede sig, ligesom han også fornam en uvens nærværelse ved at en fremmed lykke »lå på« hans og knugede den. Han kunde måske også sige, som mennesker har sagt andre steder: »Min sjæl går ud for at møde dig, og deraf kender jeg at vi er eet blod.«
Om hin Torsten Oksefod fortælles, at han blev udsat, fordi hans moder, Orny, en datter af den bekendte Geitir på Krossavik, var bleven lokket af en norsk gæst. Men drengen blev fundet af en nabobonde og af ham optaget i søns sted, og i sin opvækst løb han omkring på gårdene, og kunde da også komme som gæst til Krossavik, sin moders hjem. En dag kom han på børnevis farende hovedkulds ind i stuen, og faldt så lang han var midt på gulvet, og da hændte det at hans bedstefader slog en latter op, medens Orny brast i gråd. Knøsen gik lige hen til Geitir, og vilde have at vide hvad det var han lo ad. Men den gamle sagde: »Det var fordi jeg så noget du ikke så: da du kom ind, løb en isbjørn foran fødderne på dig, og det var den du faldt over, fordi den blev stående brat ved synet af mig; jeg skulde tro du er af større æt end du går for.« Dette syn af drengens fylgje var nok til at vække frændefølelsen i Geitir, og da drengen skulde gå hjem om aftenen, opmuntrede den gamle ham til at komme ofte igen, og han tilføjede: »Jeg skulde tro du har slægt her.«
Frænderne udgør tilsammen een sjæl, – og dog var de jo så og så mange mennesker. De to sider har begge fuld gyldighed, men de kan ikke drives så langt fra hinanden, at der i kløften bliver plads til opgør af et mellemværende mellem den altomfattende sjæl og de enkelte brugere eller tjenere af den. Ætten er ikke et hele i den forstand at den kan lignes ved et væsen med mange hoveder. Ikke heller står frænderne som delejere af et livsfond som de enes om at forvalte. Fællesskabet ligger langt dybere, så dybt at enhver modsætning mellem den enkelte og slægten i virkeligheden er udelukket. Heller ikke vil vi kunne finde sandheden i en formidling, som neddæmper den ene eller den anden sides fordringer. De enkelte er hver for sig en realitet, de er hver for sig en person; og både realiteten og personligheden er så udprægede, at de kan komme til at stå imod hinanden som vilje mod vilje. Men den personlighed der gør den ene frænde til en karakter, er den samme som giver broderen og sønnen deres silhouetagtige skarphed. Frænderne ejer hinanden, de er hinanden, hver enkelt indeslutter hele sjælen i hver af sine handlinger.
»Det gamle samfund under ikke personligheden nogen som helst betydning i sig selv.
En ensomt tænkende og ensomt handlende mand er et moderne begreb.
Fordum havde den ensomme ingen muligheder.«
(side 234) Den eneste vej til genoplevelse af samsjælens ejendommeligheder er vistnok den, at se hvordan livsenheden former menneskers praktiske adfærd. I frændernes sociale genafhængighed som i deres individuelle selvstændighed ligger tanken livfuldt og natursandt illustreret. Det gamle samfund under ikke personligheden nogen som helst betydning i sig selv. En ensomt tænkende og ensomt handlende mand er et moderne begreb. Fordum havde den ensomme ingen muligheder. Hans genialeste ideer vilde gå tyst til grunde, ligesom han selv forsvandt uden at efterlade sig spor. Den fyr som står ene på marken frønner, hverken bark eller løv klæder den, siger Hávamál, og for at forstå tiden ret må vi dukke helt til bunds i billedet: det træ som står ene på marken kan kun visne, det bruger al sin kraft til at sinke vindens og råddenskabens nedbryden en lille smule. Den enkelte kunde ikke leve, ikke existere uden som træl eller som niding, i hvem kun den animalske del af menneskelivet var blevet tilbage, og næppe nok det. En frigiven var det ufuldkomne væsen som han var, fordi han ikke i rette forstand havde en æt. Ætmanden er fri; fordi han står i frændegærdet, har han ingen fast overligger knugende sig; omvendt den frigivne; han står ene, følgelig må han have en magt over sig.
Og at stå i frændegærdet, det vil sige at være led af en fast orden, som ingen genialitet og ingen sjælskraft kan forandre. Vi har egentlig intet ord der kan måle sådanne vaner som bøjer enhvers vilje derhen hvor den ikke vil, som om den selv vilde. Hvad vi savner er et ord til udtryk for en lov der udfører sin vilje, ikke ved at hindre eller undertrykke individets planer, men ved at låne sig selv ud som kraften og initiativet i tanker og ærgerrighed hos hvert enkelt, egenrådigt menneske der står under lovens herredømme. Ordet styrke leder tanken hen på et arbejde i lyset, hvor syn og beregning gælder for noget; og man ser sig uvilkårligt om efter et andet ord til at anvende på det dyb hvor livskværnen røres i uforstyrret regelmæssighed af væsener der intet har at se, intet at mæle om, og som trods det jættearbejde de udfører, ikke kender til styrke, fordi kværnen aldrig har stået stille. Vi vilde ikke være mennesker om vi ikke i os selv kunde opdage den blinde, forudbestemte vilje; vi træffer den når vi stiger dybt nok ned, men vor kultur tvinger den til at virke gennem så mange bevidste mellemled, at sproget næsten kan glemme dens tilværelse. Og derfor når vi kun ad lange omveje til at udtale vor ærbødighed for en sådan magt, der lægger hensynet til næstekredsen ind i menneskets planer mens de endnu er under undfangelse og som gør at selve oppositionslysten kommer til verden med modstanderens vilje inderst inde i sig. En forandring af den nedarvede »ære«, det som forfædrene havde anset for ret og nyttigt og (side 235) nødvendigt, – hvad enten ændringen nu gjaldt forhold til mennesker, eller den gjaldt hvad vi kalder driftsmetoder, hellige skikke – en sådan forandring stod næppe til at gennemføre ved een mands vilje. Der står mange vanskeligheder i vejen for en sammenligning mellem hines samfundstugt og vor, fordi meget af det som for os hører ind under samvittighedens lov, dengang stod udenfor og omvendt, så at de og vi ikke er enige om hvad det absolut fornødne er; og ligeså, fordi forholdet mellem det den enkelte ser som nødvendigt for sig, og det han respekterer som lovlig orden og sømmelighed, er et ganske andet efter individualismens gennembrud, end det nogen sinde har været før denne store revolution. Men på en vis måde formår list og læmpe mere nu til dags: man kan omgå loven hvis den er for snæver til at rumme samvittigheden, man kan hylde den med sin mund, og uden at bryde den frelse sin sjæl; man kan bevare sin stilling i menneskeheden ved at leve et officielt skuelevned, og derved redde sig selv fra åndelig isolation, og vinde den føling med næstesamfundet som er nødvendig for at man i stilhed skal kunne gøre sit eget værk. I hin tid kunde man hverken med list eller trods bryde igennem livets grundlove uden at snøre halsen over på sig. Man stod i frændegærdet, og kun det som lod sig nå uden at bryde kæden, kun det var opnåeligt.
Myndigheden i ættesamfundet er af en egen art, den er her, den er der, den er alle vegne, og den slumrer aldrig. Men nogen absolut bydende magt findes ikke. Kredsen har måske sit overhoved, men han kan ikke tvinge nogen ind under sin vilje. På Island viser mangelen på ave sig i sit grelleste lys. Island havde mænd der villigt betalte af egen pung for deres urolige frænders extravagancer, blot de kunde bevare freden og hindre unyttig blodsudgydelse; men deres fredstiften blev et evigt lapperi. Der var ingen magt over dem som ikke vilde ret. At gribe fast ind imod dem har selv den mest håndfaste frænde ingen midler til, ti at ætten skulde prisgive de urolige hoveder kunde ikke komme på tale. Da den højættede Chrodin på grund af sin dygtighed og sin gudsfrygt blev valgt til major domus i Austria, undslog han sig med disse betegnende ord: »Jeg kan ikke skaffe fred i Austria, fornemmeligst derfor at alle de store i landet står i slægtskab til mig. Jeg kan ikke ave dem og ikke lade nogen henrette. Ja, på grund af deres frændskab med mig vil de rejse sig og handle i trods.«
Man føler måske på den vilkårlighed som præger de islandske brushoveders fremfærd, at kulturens bedste tid er forbi. Kloge, mere fremskredne folk kunde glimtvis se en fare i frændernes selvrådighed, en fare der var stor nok til at retfærdiggøre visse forbehold i udøvelsen af freden. Nu kan vi, med bagklogskabens indsigt, se at har– (side 236) monien, kulturens hjærtestyrke, er brusten, den der vejer alle elementer af imod hinanden, og samler dem i en kraftfuld, etisk balance; underbygningen er begyndt at smuldre hen, således at mennesker ikke længer gennemlever de forudsætninger ud fra hvilke de handler. Og når kulturen ikke mere er en karakter i eminent forstand, for hvilken alt, også lidenskaber, har et forhold og fører sig sammen til et ensemble, får de enkelte handlinger et overdrevent, ofte voldsagtigt præg, selv om de i og for sig ikke har undergået nogen forandring. Men som enkeltheder slutter de skildringer sagaerne giver os af hensynsløshedens sejr over besindigheden, så vel som den replik kronisten udtaler i Chrodins navn, tæt om virkeligheden, sådan som den levedes under fredens myndige herredømme. Frændernes trækken på hinanden er netop så stor som den var i kulturens glanstid.
»Trods alt hvad vore forfædre havde lært og oplevet i de bevægede århundreder da Vesterhavet næsten var blevet
dem en alfarvej, tør vi tage de islandske sagaskikkelser som repræsentanter for en lykkekultur, fordi
de har bevaret identiteten mellem ret og pligt: de er etiske personligheder.«
Trods alt hvad vore forfædre havde lært og oplevet i de bevægede århundreder da Vesterhavet næsten var blevet dem en alfarvej, tør vi tage de islandske sagaskikkelser som repræsentanter for en lykkekultur, fordi de har bevaret identiteten mellem ret og pligt: de er etiske personligheder. Egentlige forfaldstider kendetegnes ved det misbrug, den brug mod naturen, som de gør af den forudgangne kulturs helligste energi; deres handlinger stormer frem i kraften fra bud og pligt, men de er ikke længer bundne til at holde trit indbyrdes, og en dyd som går besærkergang er værre end de syv dødssynder tilsammen. Islændingens og Nordmandens selvrådighed skiller sig ud fra den frankiske lykkeridders vilkårlighed, som ære ud fra vold, fordi den ikke blot tvinger sin vilje igennem overfor frænderne, men også binder helheden til ansvaret for sine private gerninger. Så længe styrken slår udad, og ikke forgriber sig på det urørlige, freden og æren, har ætten kun valget mellem at sige god for de ustyrlige medlemmer, og at hugge dem løs fra sig, – og en sund æt falder sent på at årelade sig selv. Så længe den enkeltes foretagender er inspireret af den ære og lykke som er i ham, og hans ærgerrighed går i forlængelse af hans forfædres bedrifter, kan han slippe sig løs og drage sine frænder med sig. Freden prisgiver frænderne til den enkeltes vilkårlighed – og foretagsomhed. Han kan skrue æren op så langt han vil: de andre har intet andet råd end at følge med; trykke ham ned formår de ikke; de har intet at lide på imod ham ud over ordets magt til at overtale; de kan snakke godt for ham, men preller alle fornuftgrunde af, da er de nødt til at indlade sig på hans foretagender og gøre sig delagtige både i ansvaret og i risikoen ved dem. I kraft af at han selv er en del af sjælen kan han tvinge hele sjælen. Den mand der har en tifoldig eller hundredfoldig sjæl ejer ikke blot en indre styrke, som den mand mangler hvis liv er ind- (side 237) skrænket alene til hans eget legeme, men han har også dybere muligheder for at blive en rig og mangesidig karakter.
Freden var en grundlov af en hårdhed som vi nu næppe kender mage til, men så var den også en kraft der lod sig bruge, både til ondt og godt. Man kan trænge sig ind i lykkens centrum og suge lykken til sig, man kan assimilere andres sjæl og gøre den afhængig af sin, og så slynge mennesker frem mod hvilket mål man vil, så længe man er sikker på sig selv og på sin lykke. Der gives næppe nogen formel myndighed som den stærke kan tage op og inspirere med sin begavelse, sit mod, sit initiativ, sin snildhed, sin list, sin frække trodsen på sig selv; men han har det som er bedre: han gør de andre til et led af sin tanke og sin vilje og fordøjer dem sjæleligt, bruger dem som sine lemmer.
Frændernes omgængelse med hinanden, som den her skildres, er ikke en oplysende parallel til en såkaldt sjæletro, ikke heller en spekulation der er sat i system og gået over i blodet, men ganske simpelt den virkelighed som alle tanker må dreje sig om. Disse mennesker siger at trællen ikke har nogen sjæl, fordi de har set den mangler ham, og ser det daglig. Når en træl kommer i en farlig stilling, bliver han som blind, så at han styrter ned og slår sig ihjel af bare dødsfrygt; eller han bærer sig ad som Arnkels træl gjorde, dengang hans husbond på grund af et overfald sendte ham hjem for at hente hjælp: På vejen blev han råbt an af en medtjener – og gav sig villig i lag med at hjælpe ham med hølæsning. Først om aftenen, da de derhjemme spurgte ham hvor Arnkel var henne, vågnede han op og kom i tanker om at hans husbond sloges med Snorre Gode på Ørlygsstad. Der behøves ikke nogen hypotese om sjæl og liv til at slå den kendsgerning fast, at trællen manglede hu og hamingja; man kan se hans sjælløshed på øjnene. Den eneste mulighed en træl har for at hæve sig til noget der ligner menneskeværdighed er at inspireres af sin herres lykke og liv, og derfor er trofasthed og hengivenhed de ædleste dyder hos en træl.
En udmærket illustration på hvorledes en træl kan være et genbillede af sin herre får vi i en lille historie fra Landnáma. Et efterår søgte en flok mænd der havde lidt skibbrud på Islands kyst tilflugt på en afsidesliggende gård der tilhørte Geirmund, en mægtig høvding af kongeæt. Hans ufri gårdfoged indbød hele skaren til at tilbringe vinteren på gården som Geirmunds gæster, og da Geirmund spurgte hvordan han turde driste sig til at fylde huset med fremmede, svarede han: »Så længe der er mænd i landet vil folk ikke glemme hvad slags mand du var, siden din træl vovede at gøre en sådan ting uden dit samtykke.«
De samme mennesker, som ser at trælleøjne ikke er menneskeøjne, (side 238) lever og oplever sjælefælliget, de ved at livet er eet og det samme i alle frænder, fordi de erfarer hamingjaens slægtsåndedræt i sig selv. Og en erfaring er det, at når en ætmand segner til jorden, da er det ikke et individ blandt mange der synker sammen under blodtab; det er ikke blod af ætten som er udøst, men blodet.
Hvad der er udtænkt af menneskehjerner vil altid bære en kulturs stempel på sig; kun eet område i åndens verden synes på forhånd at måtte være unddraget det indsnævrende præg af tid og sted: tallene. I dem skulde man da vente at finde en fællesgrund, hvor folk af alle slægter og alle tungemål kunde mødes. Og dog undslipper man end ikke her kulturens Babel. Den ene tæller således at han stabler tal på tal op i en slank obelisk, mens den anden bygger på en pyramide, hvis grundflade stedse holder mål med højden; og så snart de to tællere får en hvilestund som giver dem lejlighed til at måle hinanden, vil forvirringen lyse dem ud af øjnene. At have mange børn og mange frænder var en livsfornødenhed under den gamle sæd, en talrig æt var tegn på stor lykke, – det falder let nok i fremmede ord; men hvad intet fremmed sprog kan udtrykke, er frændebehovets inderlighed. Tacitus kan sige om Germaneren, at jo flere frænder han har til fædrene og mødrene, des lykkeligere en alderdom ser han i møde; men for Romeren var de mange stærkere end de få, for Germaneren var en af de mange i sig selv stærkere end en af de få; hin talte dem sammen, en til en, for denne talte de alle til noget som lå bagved.
En gang da Harald Grenske var på vikingetog østpå, hedder det i sagaen, eller sagnet, kom han til at forse sig på Sigrid Storråde og hendes rigdom; da han kom hjem, havde hans tanker fået et nyt mål på alting, og mod det mål tog Asta sig lille ud: nu så han at hendes æt næppe kom op mod hans. Han havde ikke ro på sig, førend han kom af sted for at bejle, men da mødte Sigrid ham med disse ord, der gik ned under alt udvortes skin: »Kan være du er ætstørre end Asta, men jeg skulde tro at begge eders lykke nu er hos hende.« – Kort efter at Harald havde bødet for sin påtrængende bejlen ved Sigrids ild og våben, fødte Asta på Oplandene deres søn, Olav – Olav Digre eller Hellige.
Absolut enhed, livsfællesskab inden for ætten må da til sidst finde sin begrundelse i absolut ulighed, væsensforskel fra alle andre kredse. »Vort« liv er ikke blot særartet i karakter, det har sin egen stamme, sin egen rod, og drikker af sine egne kilder.
Vi behøver ingenlunde at konstruere en egen race mennesker, så indsnævrede i deres selvbevidsthed at de slet ikke kunde opdage mod- (side 239) stykker til sig selv rundt om. Det er ikke på dette sted det åndelige vandskel ligger. Intet samfund har nogen sinde trukket sin egen grænse op som ydermærkerne for det område hvor et »jeg« kunde møde et »du«. Derimod kender historien adskillige folk som har kaldt sig selv for mennesker og de øvrige for noget andet, og tydeligt nok har ment, at sådanne væsener som de selv var kendte den øvrige tilværelse slet ikke. Modsætningen mellem folk og andre, mellem mælende og mumlende, har vore fædre sikkert været ganske fortrolige med, men spørgsmålet mennesker – ikke-mennesker, menneskeliv – ikke-menneskeliv faldt uden for den flade deres tanker rørte sig på; problemet kunde ikke rejses i den form som det uvilkårlig antager for os, end mindre besvares.
Den gamle verden var anderledes inddelt end vor. Forskellen ligger ikke så meget deri at grænserne løb anderledes, som deri at de var af en anden slags. På den ene side var mennesket skilt fra naturen ved en dyb, os ukendt fremmedfølelse, som han nok kunde gennembryde på enkelte punkter, men aldrig formåede at overvinde. På den anden side ser det ud som om han i fordums tid ikke kunde bygge bro fra sig til sine omgivelser, uden med det samme at tabe sig selv mellem de »naturer« der stod hinsides kløften. Har han overvundet sin modfølelse overfor dette eller hint dyr, går han straks til den yderlighed at kalde dyret sin broder, og det med en ufigurlig alvor der tydeligt nok viser, at han ikke holder over menneskeværdigheden som en standsherlighed for visse skabninger med to ben nedad, to arme til siden og hovedet øverst. Han føler ikke afstanden mellem sig selv og bjørnen som større end den der ligger mellem bjørnen og ulven; hver for sig er de tre en sjæl, en selvstændig existens, og deres indbyrdes forhold lader sig da umulig udtrykke i nogen fast konstellation således som hos os, der uvægerlig stiller mennesket øverst og aldrig ind imellem de to. Alt hvad der er til i verden, det levende og det ikke-levende, danner ikke en trinfølge der begynder i det uorganiske og gradevis når frem til mennesket, skabningens krone. Naturen er for det primitive menneske et rige fyldt med frie sjæle – menneskelige og ikke-menneskelige – der existerer i sig selv og alle er på lige fod og kan indgå alle slags forbindelser ved hjælp af venskabs- og slægtskabsbånd. Hos primitive folk står en orm ikke mennesket fjernere eller nærmere end en tiger – intet væsen er på forhånd klassificeret som hørende til langt nede ad stigen. Trællen står ikke uden for det menneskelige i vor betydning af ordet, han har blot ikke noget liv selv og tæller derfor ikke med som sjæl. På den ene side er trællens tilværelse så svagt udpræget at han ikke engang kan gøre uret, og ikke kan stævnes, medens til gengæld dyrene ikke på forhånd er udelukkede fra den ære at blive opfordrede til at forsvare deres handlinger og tåle dom.
(side 240) Verden danner ikke en udbredt flade, hvor sjæl støder til sjæl, kant i kant. Vore fædres synskreds var tilsyneladende meget snævrere end vor, tanken nåede hurtig ud til verdens vægge; men den mindre kreds rummede meget mere end vi vilde kunne presse sammen på et tilsvarende flademål. I virkeligheden er Midgårds rummelighed ubegrænset, ti dette folkehjem består af en mængde verdener der griber ind over hinanden, og derfor ikke i deres udfoldelse er afhængige af plads.
I Midgård løber dyrene ikke ud og ind mellem hinanden og trænges om alburum. Ulven kaldes hedegænger, fordi heden hører med til dens sjæl, men den kommer ikke derfor umiddelbart i slægt med hjorten, som bærer navnet hedetræder. Ulvens tilholdssted er ikke det samme som hjortens, hvor meget de end falder sammen geografisk. Heden var som hede noget for sig, en selvstændig sjæl så vel som et rum; men når vi siger hedegænger, eller hedetræder, kommer vi kun til den gennem det dyr der fylder bevidsthedens forgrund ud, nu gennem den grå, ligædende, »frække« ulv – og heden er et ulykkesattribut, – nu gennem den kronprydede, egely søgende, hovedet tilbagebøjende hjort – og heden er en sjælsegenskab, – og man lod hver sjæl beholde sit med fred.
Den sfære som vi summarisk affærdiger med formelen: dag og nat, var opløst i en mængde sjæle der mødte hinanden, helhed mod helhed, i steden for at begrænse hinanden. Først dagen og natten. Dagen er den lyse, men også den larmende, efter angelsachsisk digtersprog at dømme. Nattens væsen er mørke og sorthed, søvn og drøm; men dens natur rummer også beklemmelse og uhygge, – derfor stammer den fra jættehjem, og der hører den til. Og endnu videre går dens sjæl; herredømmet over tiden må have hørt til nattens lykke, siden vor forfædre talte efter nætter. Næst dag og nat kommer lys og mørke, hvis saga er gået tabt. Uafhængige af lyset har sol og måne deres gang blandt mennesker. Solen kører sit forspand, Árvakr og Alsvinnr, med samme ret som dagen sin Skinfaxi, – det er det senere mytesprogs udtryk for de tos selvstændighed. Solens lykke består i at gå over himlen, at sprede lys og varme, og mere end det: at udsende stråler og at forstene alt utysketøj der vover sig frem for dens åsyn. Dens karakteristik er givet i Alvismáls vers: Dværgene kalder den »den underjordiskes fortræd«, jætterne »altidskinnende«, alferne »fagert hjul«, aserne »lutterstråle«. Et andet træk hos den antydes af myterne; i følge dem er den et flygtende, angstfuldt væsen, der haster som om »den frygtede sin bane«. Også månen er en sjæl hvis natur er bevægelighed, derfor hedder den skynderen; men den har også sin store magt, den tæller årene og bestemmer tiden. Og atter en ny side af dens væsen skimtes gennem Hávamáls råd: at påkalde månen ved fjendskab, en anvisning der ikke (side 241) siger os noget – ud over det at den lader os føle det brudstykkede i vor viden om naturerne i Midgård.
Næst disse store guder kommer en række mindre guddommeligheder, der for os med vore, på en og anden mytestump nær, renpillede remser kun er navne, eller som stjærnerne, end ikke er kendte af os ved navn. Ny og Næ, Ny, den tiltagende, lysende måne, og Næ, mørkmånen eller den måneløse nat, lever som »dværge« i et katalog. Vi må ikke undre os over at træffe månefaserne som selvbevidste væsener ved siden af månen; de har deres egen natur. Deres fordums selvstændighed har sat sig et svagt minde i Vøluspås vers om guderne der gav Nat og Næ navn, og i Vaftrudnesmåls lære om guderne der satte Ny og Næ til at regne år efter. Om Bil og Hjuke, aftagen og tilvækst, vilde vi ikke vide noget, hvis de ikke var sluppet ind i historien, fordi man i literære tider kunde huske en legende om deres fortid, da de gik til brønden og blev røvede af månen. Det er muligt at Bil udtrykker forbindelsen mellem månen og kvindens svaghedsperiode, –skønt det kun er en gisning fremkaldt ved andre folks myter.
Under himlen færdes gnyfarende storme, drivende sne, og disse er, lige så lidt som Ny og Næ, tjenere som udfører en størres vilje; de er sjæle hvis lykke rækker så vidt som deres bane er og betegnes ved navne som støjende rejsende eller grenskaderen, og de har selvstændig oprindelse, de kaldes Fornjots sønner. Men ikke des mindre har himlen selv som sin megin både lys og vidfavnen, skyer, storm og strænge vejr, klarhed og fygen og lummervarme, »drivende« er et af dens navne. Måske hørte også solen til dens kraft, selv om vi ikke kan tilhjemle vore forfædre den tanke at solen var himlens – eller nogen andens – øje. Og på samme måde indesluttede månen som den der beregner tiden, dagens og lysets stunder i sig, uden at gøre indgreb i deres uafhængighed som sjæle. Denne side af månens personlighed er udtrykt i en myte der gør Dag til Nats søn med Dellingr.
»Vi hører at mennesker påkaldte jordens kraft når de var i nød, enten
for at afværge følgerne af stærk drik eller som beskyttelse mod onde indflydelser.«
I Nordeuropa er vort materiale sparsomt og brudstykkeagtigt, men vi kan dog stave os til jordens eller havets væsen gennem lævninger af det gamle digter- og lovsprog, selv om mange af deres egenskaber, og det måske de allermægtigste, bliver skjulte for os. Om havet hører vi at det er koldt, salt og vidtstrakt, Islænderne kalder det kulblåt, Angelsachserne fealu, ord der har andre associationer end blot farvetoner; fealu henleder muligvis tanken på dybets goldhed, ligesom de græske epiteter. Det er grumt, og måske kulblå rummer en hentydning til dets dødbringende magt. Det er mågernes, sulernes og svanernes vej eller land, sælernes, hvalernes og ålenes land, skibets og søfarerens vej. Og til disse tilnavne må føjes Ægir, manden fra havet, og Ran, dybets kvinde. Jorden er vid, stor, umådelig, rummelig; den hævder sig som ubevægelig, støt. Den hedder den grønne – endog den (side 242) stedsegrønne – og den vækstgivende, fødende, nærende, – »så vide som jorden gror« er et nordisk udtryk for »verden over«. Til jordens natur hører endelig befærdelighed; den er vej, eller vejene, både hos Nordboen og Angelsachseren; og her kan vi se for vore øjne hvor dybt ordet går ned i den daglige tanke; ikke blot kan Odin sige på vers om sine oplevelser da han kravlede gennem bjærget ind til Gunnlød, at over og under ham stod jætternes veje, men Norge er simpelt hen Nordvejene, Rusland Østervejene. På norsk er »grønne veje« et navn på Midgård i modsætning til det golde Udgård. I denne sammensætning indgår to af jordens egenskaber: dens frugtbarhed og dens befærdelighed, det myldrende liv og de vide veje. Til disse antydninger må føjes træk fra det praktiske liv. Vi hører at mennesker påkaldte jordens kraft når de var i nød, enten for at afværge følgerne af stærk drik eller som beskyttelse mod onde indflydelser. I den tidligere omtalte formel mødes vel tanken om jordens fasthed og dens frugtbarhed. Endelig er jorden en kvinde som undfanger og føder, som skjuler mennesker og ting i sit skød eller sit legeme.
Dette er den Jord som fødte Midgårds vogter, guden med det røde skæg, og som senere, i hvert fald i højere kredse, gjaldt for Odins hustru. En sum eller et indbegreb kan ikke føde guder, end mindre kan en geografisk størrelse gøre det: man når ikke storheden ved at tænke hende sammen af muld og græs og veje. Hun er noget andet end alt det der rører sig i hende, større end det alt sammen, men med en storhed som overgår i steden for at omslutte. Den der vil se hende, må ikke komme med forventninger om en majestætisk kvinde der holder attributter i hænderne; han må vide med sig selv før han vover sig ind til hende, om han kan tåle synet af den tunge, barbariske værdighed hos denne kvinde, der snart er stor som en jætte, med hovedet over fjældene og en armvidde der fylder dalen, snart trækker sig sammen til menneskeskikkelse, der snart ligger hen søvnbunden, med brede og uformelige, eller snarere ubestemte træk, og undfanger af ploven og såmanden, snart er natur uden mindste tilløb til noget menneskelignende, blot muld i lugt og udseende, blot vej og flade, men som atter kan rette sig op, lade befærdeligheden rulle af sig som en kappe, og gå ind blandt mennesker.
Og denne brede, faste jord med sit myldrende liv er en del af hvert folks sjæl, ikke alle menneskers fælles moder, – som det fremgår af sagn og kulte, når hvert folk fortæller sin særegne historie om jordens oprindelse, uden at drage sine naboers ret i tvivl til at give deres beretning om hvorledes verden, eller rettere, hvorledes deres verden er blevet til. Sådan er det blandt de primitive folk, hvis kosmogoni vi kender bedre, og således var det hos de nordiske folk i gammel tid, hvad ånden i deres myter og deres traditioners forskellighed bærer vidne om.
(side 243) Vort sprog kan kun hjælpe sig ved at springe frem og tilbage imellem de enkelte faser; samle helheden kan det ikke. Og at udtrykke det forhold hvori jorden står som en sjæl – ikke person, men hamingja – overfor himlen på den ene side og på den anden side overfor alt det der rører sig på hende og udgør hende, ligger ganske uden for vore ords rækkevidde. Her må vi nøjes med at beskrive og forklare.
For en moderne ånd, der kommer med den trygge forvisning at tilværelsens dele er svalede ind i hinanden, er det livsfarligt at begive sig ind i Midgård. Kan man ikke omskifte sit væsen og blive som en af naturerne i dette rige, da knuses man mellem disse sjælekolosser der opfylder hint lille rum. Sjælene kommer, voksende sig af sted, med en ubegrænset ævne til at fylde nyt rum, og vælter sig over den uerfarne fra alle sider. Så stor er hver sjæls selvstændighed, at end ikke en oprindelse kan få de genstridige til at smælte sammen. Om nogen sinde noget er blevet til, – og ikke ganske simpelt alt var i ur-dagene, – da kom dag og sol, måne og nat lige selvstændige ud af ophavet. Forudsætningen for at finde sig til rette i Midgård er den at se alt, hver ting for sig, som verdensdannende og verdensfyldende, og ikke som del af en verden. Hverken dyret eller træet, himlen eller jorden betragtes som indtagende et større eller et mindre rum af tilværelsen, men som en stor eller en lille verden.
På samme måde griber sjælene over i hinanden blandt mennesker. Hver æt rummede naboætternes lykke og sjæl, og rummedes til gengæld af sine venner uden i mindste måde at sætte sin personlige uafhængighed på spil. Når folk støder mod folk, stamme mod stamme, da er det ikke menneskefyldte flader som skæres af en politisk eller sproglig linje, men lykke som møder lykke. De to kredse har en jordisk grænse mellem sig, men dette skille er kun den øverste rand af deres gensidige berøring. Under den står venskab, fjendskab, samkvem, fejde, med alle de nuancer som ærens og lykkens karakter lægger ind i disse forhold. For den der, selv sjæl, ser de andre an som sjæle, er vennerne ikke noget uden for ham: deres selv, deres ære, deres arbejde, deres forfædre indgår som led i hans natur. Og atter ejer de andre ham og hans, ikke som skatskyldige eller undergivne, men som æresindhold. Hver for sig er »vi«, hvor meget eller hvor lidt vi optager i os af vore venner og af vore fjender, ikke dele af mandhjem, men selv er vi folkeverdenen. Vort folk optager jorden, dels som bebygget land, dels som udmark, og fylder den ud til dens yderste grænser. Vort folk er Midgård, og det der ligger uden for folket er Udgård.
Spørgsmålet menneske – ikke-menneske falder da bort for det simple faktum, at alt hvad der ikke er vort liv, det er en anden sjæl, man kalde den så hvad man vil. De fremmede, udlændingene har ingen retsværdi – for senere tiders vedkommende kun en illusorisk anerken- (side 244) delse i lov og dom, for ældre tider den absolutte uret i alt; deres liv er ligegyldigt. Man dræber ikke et dyr, hugger heller ikke et træ af ren ørkesløshed, uden en eller anden grund, hvad enten denne nu består i væsenets skadelighed som levende eller nytte som død. For at forstå disse indskrænkninger må vi huske på at primitive folk i langt højere grad tager sig i vare for at ødelægge sjæle end den europæiske civilisations mennesker, der overhovedet intet ansvar føler overfor de væsener der omgiver dem, fordi de kun anerkender deres værdi som ting. Og i gammel tid huggede man vel næppe en barbar på hans blotte existens, men at dræbe en fremmed var ikke væsensforskelligt fra at krænke en af de utallige ikke-menneskelige sjæle i tilværelsen; i det ene som i det andet fald griber man bare for sig ud i naturens store rige.
Inden for den tågede horisont som dannes af de »umælendes, utydeligt mælendes, sprogløses« skarer, står et samfund hvor individet har en bestemt retsværdi, der karakteriserer ham som et væsen af samme art som den der forgriber sig på ham. Folkefællen er berettiget til at besidde sit med fred. Hans liv er dyrt. Men inden for den snævre kreds som holdes sammen ved fælles ting, fælles lov, fælles høvding, fælles krig og fred, er drabet – bortset fra visse tilfælde hvor der støder en særlig »fred« til – dog ikke nogen forbrydelse mod selve livet, ikke engang at regne for noget unaturligt.
Derimod, i samme øjeblik vi springer ind i ætten, da rejser livets hellighed sig i absolut ukrænkelighed, med sin dom over blodsudgydelsen som formastelighed, som forblindelse, som selvmord. Udslaget kommer så pludseligt og så umiskendeligt som når man med en nål rammer en nerve. Med denne lille bevægelse fra samfund over til æt har vi overskredet den dybeste kløft i tilværelsen.
Sådan er liv efter primitiv erfaring – ikke blot en organisme, ikke en samling af enkeltheder der holdes sammen ved et enhedsprincip, men en sjæl, den eneste i sin art, og som giver sig til kende i hver enkelt af sine åbenbaringer. Ethvert væsen er så gennemens og personligt at det i alle smådele, så vel som i alle sine egenskaber og ejendommeligheder rummer helheden. Når et menneske griber en håndfuld jord, har han i sin hånd jordens bredde og fasthed og frugtbarhed; vi kan forklare det ved at sige at et gran af mulden indeholder dens sjæl og inderste væsen; eller vi kan sige at brudstykket er helheden – begge udtryk er rigtige, og begge er gale, eftersom virkeligheden ikke kan udtrykkes i vort sprog: det nås først når en erfaring, der er os fremmed, opstår igen. Når en mand spiser et dyr eller drikker dets blod assimilerer han bjørnhed eller ulvhed, og gennem sin handling antager han ikke alene dyrets vildskab og mod, men også (side 245) dets vaner og ydre. Dyrets legemlige skikkelse indgår i hans natur og kan i enkelte øjeblikke trænge sig frem, måske endogså føre til en fuldstændig forvandling. Man kan ikke efterligne et dyrs spring uden at en indre tilpasning finder sted, lige så lidt som man kan opføre sig som en kvinde uden at pådrage sig et anstrøg af kvindelig følemåde, ti gennem den dramatiske efterligning fremkalder danseren det væsen der giver sig udtryk i disse bevægelser, og påtager sig ansvaret ved at give det magt til at åbenbare sig. Det fortælles om en Islænder at han dræbte en menneskeædende bjørn for at hævne sin fader og sin broder, og for at gøre hævnen fuldstændig, åd han dyret. Fra den tid var han temmelig vanskelig at have med at gøre, og hans natur undergik en forandring, som netop skyldtes bjørnheden der virkede i ham. Og på lignende måde kommer mennesker i vital forbindelse – stærkere eller svagere – med andre mennesker; som brødrene inden for frændekredsen ikke alene er samme sjæl, men samme knogler og kød, i en bogstavelig betydning der unddrager sig moderne hjerner, således er frændekredsens sjæl virkelig bundet til sine naboers og venners sjæle – for at citere et udtryk fra det gamle testamente, som nu har mistet den kraft det oprindelig besad blandt Israeliter så vel som blandt Germaner.
|
